Georg Elsers mislykkede attentat på Adolf Hitler 1939.

Georg Elser (1903-1945).
Udviste civil ulydighed, da han anbragte en tidsindstillet bombe, som ville have gjort det af med Adolf Hitler 8. november 1939.

Filmanmeldelse. 

"Urmageren". DRTV2. fredag  26. februar 2021.

Der er tidspunkter i historien, hvor én eller anden form for civil ulydighed er på sin plads.

Civil ulydighed kædes ofte sammen med undladelse af brug af vold.

Civil ulydighed var påkrævet i 1939, hvor Europa stod på randen af krig.

Europa stod i fare for, at Hitler ville kaste Europa (og verden) ud i en ny krig.

De ledende politikere i England og Frankrig antog Hitlers krigeriske udsagn for sabelraslen og troede at kunne spise ham af indrømmelser af forskellig art.

Deres såkaldte ’appeasement-politik’ slog fejl.  

Med Hitlers magtovertagelse i januar 1933 havde et flertal i den tyske Rigsdag givet Hitler og hans nationalsocialister frit lejde til at slå ned på den tyske arbejderbevægelse.

Arbejderpartiernes repræsentanter i Rigsdagen blev mobbet ud af Rigsdagen og frataget deres mandater.

Partiernes og fagforbundenes ejendomme og formuer blev beslaglagt. Bevægelsens leder blev idømt hårde fængselsstraffe og sent i fangelejre.

Nazisterne kaldte fængselsdommene og straffeopholdet i lejrene for en ”beskyttelsesstraf” (Schutzhaft).

Arbejderbevægelsen havde udspillet sin rolle. Den havde ikke set Hitler komme til magten.

Socialdemokratiet (SPD) havde skabt Weimarrepublikken, men havde selv medvirket til at undergrave den ved at understøtte en ”undtagelseslovgivning” som satte Weimarforfatningen ud af kraft.

Først da det var for sent begyndte Det tyske kommunistparti (KPD) at tale om en enhedsfront med de socialdemokratiske ”socialforrædere” i SPD.

Arbejderbevægelsen havde forspildt sin historiske for at hindre et diktatorisk terrorregime i at komme til magten i Tyskland.

Hitlers terrorregime havde så godt som næsten knust enhver form for organiseret modstand.

I 1939 indgik USSR og Tyskland en ikke-angrebspagt, som indebar en deling af besættelseszoner.

De tyske kommunister i KPD var således forhindret i at yde modstand mod Hitlers Andre måtte påtage sig opgaven.

Det skortede ikke på enkeltpersoner som ønskede at gøre en indsats for at omstyrte Hitlers terrorregime.

DRTV viste fredag 26. februar 2021 den tyske film med titlen ”Urmageren” (engelsk titel ”13 Minutes”).

Urmageren (2015) - IMDb

Filmens urmager var ikke urmager, men møbelsnedker. Hans navn var Georg Elser (1901-1945).

Hans attentat mod Hitler var 13 minutter fra at lykkes.

Georg Elser havde på egen hånd fremstillet en tidsindstillet bombe, som han havde placeret i et hulrum over den talerstol, hvor Hitler 8. november 1939 skulle holde sin tale til minde om sit mislykkede kupforsøg på samme dato 1923.

Attentatforsøget mislykkedes kun, fordi Hitler - på af tåge - måtte lægge sin tidsplan om - og tage af sted 13 minutter før planlagt.

Elser var ikke nogen amatør hvad angår fremstillingen af sin bombe.

Han var en fingerfærdig og en dygtig håndværker. Men hvad angår flugten fra mordstedet viste han sig at være en amatør.

Han havde været beskæftiget som håndværker på grænsen mellem Tyskland og Schweiz og var vant til at krydse grænsen.

Han blev imidlertid pågrebet af schweiziske grænsebetjente, da han forsøgte at snige sig over grænsen efter sit attentatforsøg.

Han blev udleveret til Hitlers bødler i Geheime Statspolizei (Gestapo) og underkastet et politiforhør.

Elser havde begået den utilgivelige dumhed at medbringe materiale om sin bombefremstilling og et adgangskort til stedet, hvor Hitler havde holdt tale 8. november.

Vi kender desværre ikke Georg Elsers egen version af sagen, da Gestapo henrettede ham kort inden befrielsen i maj 1945.

I filmen ”Urmageren” udsættes Elser for tortur, men nægter at give oplysninger fra sig.

Gestapos bødler kan ikke tro, at han har været alene om attentatet og forlanger, at han udleverer sine medskyldige.

Elser hævder hårdnakket, at han var alene om attentatet. I filmen ”Urmageren” udsættes han for tortur.

Kilder sætter spørgsmålstegn ved, om Elser blev udsat for tortur.

Langt mere sandsynligt er det, at han snarere indså, at spillet var tabt og at han lige så godt kunne gå til bekendelse og tilstå, at han alene var manden bag attentatet.

Det passede ikke ind i Gestapos billede af sine modstandere.

Men Elser gav Gestapo en overbevisende forklaring på, hvordan bomben var fremstillet og hvorfra han havde fremskaffet materialerne.

Gestapo tog billeder af Elser, hvor han forklarer, hvorledes han fremstillede og anbragte sin hjemmelavede bombe, som skulle have dræbt Hitler.

Han havde tilsyneladende overgivet sig i forvisning om, at spillet var tabt. Ikke mindst fordi han blev pågrebet med kompromitterende bevismateriale på sig.

Det gik over Gestapos forstand, hvorledes en enkelt person kunne klare at fremstille -og i et ubevogtet øjeblik - anbringe en tidsindstillet bombe, som ville have gjort det af med Adolf Hitler.

Gestapos eneste bevis på, at han muligvis ikke var alene om attentatet var et emblem, som Elser bar skjult på bagsiden af sin jakkekrave.

Her bar Elser et emblem, som medlemmer af Rote Frontkämpfer Bund (RFB) bar.

I 1920’erne og 1930’erne oprettede de politiske partier korps, som skulle bruges i sammenstød med politiske modstandere.

RFB var oprettet af det tyske kommunistparti (KPD) som svar på nazisternes Sturmabteilung (SA).

Elser forklarede, at han ved en fejltagelse havde glemt at fjerne sit emblem før sin flugt.

Han havde ikke sat sig nøjere ind i partiets mere langsigtede må om et tysk Sovjet-Rusland og en tysk Rådsrepublik.

Han stemte på partiet ved valg, fordi det kæmpede for arbejderne livs -og arbejdsvilkår.

Gestapo kunne ikke bevise, at Elser stod i ledtog med personer på venstrefløjen.

Gestapo forsøgte at sammenkæde Elsers attentatforsøg med en af Hitlers frafaldne støtter – nazisten Otto Strasser.

Heller ikke dette forsøg på at bevise at der lå en konspiration bag attentatforsøget kunne Gestapo løfte.

Elsers tilståelse til trods betød ikke, at han slap for yderligere tiltale. Han måtte tilbringe resten af sit liv i fængsel. I april 1945 lod Gestapo ham henrette.

Elser udviste et modigt forsøg på civil ulydighed, som fortjener større interessen end hidtil.     

 

Kilder:

Literatur - Georg Elser (georg-elser.de)

Georg Elser: Berliner Verhörprotokoll 1.Tag: 19.11.1939 (georg-elser-arbeitskreis.de)

Georg Elser: Georg Elser: Bilder nach der Verhaftung (georg-elser-arbeitskreis.de)

Bruno Amoroso - fra Rom til RUC.

Bruno Amoroso (1936-2017).
Fra 1972 -2007 underviser på Roskilde Universitetscenter.

Anmeldelse.

Bruno Amoroso: Ubuden gæst. Underskoven 2017.

 ”Kommunistpartiet havde i virkeligheden slet ikke været ser under kampene, de kom først den 3. juli [1969] for at fortælle, at de proletarer, der havde kæmpet, var uansvarlige og købte provokatører. De samme arbejdere som de borgerlige domstole senere siden dømte. De kom for at sige, at de strejker, som arbejderne selv beslutter og sætter i gang, er farlige, fordi arbejdskøberne [købere af arbejdskraft] straffer en bølge af straffeforanstaltninger. De kom og anklagede os for at være smågrupper, der ikke hørte til på fabrikken, men de sagde ikke noget om, hvordan disse ynkelige smågrupper havde båret sig ad med at gennemføre så langvarig og så hård en kamp som den, vi havde ført i måneder.”

Nanni Balestrini: Vi vil have det hele. Tiderne Skifter. 1974.

 

1. Medlem af det italienske kommunistparti (PCI).

Bruno Amoroso (1936) voksede op i Rom.

Amorosos ungdom er mere eller mindre synonym med det italienske kommunistpartis historie.

Som helt ung indrulleres han i partiets ungdomsorganisation.

Fra 1948 og til 1964 var han medlem af PCI.

Sin unge alder til trods når han at opleve partiets politik umiddelbart efter krigen.

Begivenhederne i forbindelse med det sovjetiske moderpartis 20. partikongres i 1956 og Warszawa-pagtens invasion af Ungarn samme år får ham til at tvivle på partiets rette vej.

Amoroso forklarer sin holdning:  

Jeg blev på grund af min personlige interesse og den rolle jeg spillede, kastet ud i en voldsom diskussion. Dette afholdt mig imidlertid ikke fra at udtrykke mit standpunkt.

Jeg afviste tanken om, at kritisk analyse af det sovjetiske samfund kunne baseres på en ”hemmelig” rapport, som man kendte meget lidt til. Og derefter at drage forhastede beslutninger om det italienske kommunistparti – fastholdt jeg på mine møder med Perrone, Servello og Tripodi – var lige så hasarderet. Ligesom jeg ikke lod mig overbevise af forhastede domme, der gjorde Khrushchev til en isoleret ”forræder”.

Sandsynligvis, argumenterede jeg videre, havde der været en splittelse i den sovjetiske ledelse på grund af ændringer i det russiske folks sociale sammensætning, der sammen med økonomiske og sociale faktorer førte til denne katastrofe.

PCI’s ansvar bestod i ikke at have gennemført denne analyse i bedste marxistiske tradition, men i stedet havde gjort sig til ukritisk talsmand for SUKP’s retorik.

Efter min mening var det alt for let at reducere ”stalinismentil et spørgsmål om politisk sædvane og lederskab lige som jeg ikke mente, at en eventuel stalinistisk tendens i PCI kunne tilskrives en kloning, men en parallel udvikling i Italien og Sovjetunionen, en splittelse i partiets lederklasse på den ene side og i de folkelige masser.

På baggrund heraf opstod der i Italien elementer af bureaukrati og teknokrati såvel i partiet og i fagbevægelsen, der truede med at underminere de træk af åbenhed, folkelighed og demokrati, som man havde arvet fra modstandsbevægelsen. Jeg var bevidst om, at jeg med disse udtalelser havde bevæget mig ud på usikker grund, men jeg følte det nødvendigt at gå den vej. (pp. 49-50).

Amoroso skrev et brev med sin kritik af partiets holdning og stilede det til direktionen på partiets dagblad, som imidlertid ikke ønskede det offentliggjort.

Men PCI var for længst ophørt med at være et parti, hvor medlemmerne åbent drøftede partiets politik.

Amoroso skulle gå kommandovejen via partiets ungdomsorganisation og fik sit brev ubesvaret tilbage via formanden for ungdomsorganisationen.

Amoroso fandt det klogest at debattere uenigheden i partiet og få den ud af verden.

Men partiets ledelse ønskede ikke en åben diskussion og debat, så Amoroso blev i foråret 1959 inviteret hjem til et ledende medlem Giuliano Pajetta i Via Sprovieri i Rom til en ’kammeratlig samtale’.

Efter en kort tirade om mine fortrin og evner, uden at tage stilling til indholdet af de problemer, som var årsagen til at han havde inviteret mig, sagde han: ”Alle kammerater sætter pris på dine handlinger, men din holdning i dag, som den kommer til udtryk i din manglende loyalitet i forhold til ledelsesorganerne, er uforenelig med medlemskab af partiet.

Jeg genkendte straks den ilde lugt fra tidligere oplevelser og forsøgte end ikke at indlede en politisk dialog om indholdet i denne historie. Jeg fulgte hans formelle argumentation, som jeg fandt uvenlig og ydermere stødende for min intelligens, og insisterede på, at min holdning afspejlede de, som blev udtrykt af mine kammerater, og at jeg derfor måtte fastholde denne.

Så ændrede Pajetta tonen, og idet han gik hen imod mig, sagde han: ”Der er kun to muligheder. Enten ekskluderer vi dig af partiet, hvilket jeg ikke går ind for, da det vil gøre dig til martyr, og det er der ikke brug for. Eller også, og her appellerer jeg til din personlige og politiske fornemmelse, så udebliver du fra fremtidige møder i afdelingen, og ved årets udgang, kan du så undlade at forny dit medlemskab.”

Jeg blev forvirret af det truende og aggressive indhold af hans ord…

At se ham nu, så opsat på at knuse en loppe som mig, på grund af et problem, der vedrørte den politiske debat i en lokalafdeling, fik mig til at tænke, at her var noget der ikke passede. Det var som om, det ikke var ham der talte, men nogen havde pålagt ham ordlyden.

Men så måtte jeg lade den tanke fare. For ellers kunne ingen gøres ansvarlig for noget. Jeg sagde til ham, at jeg ville overveje min situation … 

(pp. 50-51).

Kammerater i lokalafdelingen lod ham imidlertid fortsætte som medlem - indtil han i 1964 valgte at bryde med PCI. (p. 52).

Amoroso havde ikke forladt et revolutionært parti.

PCI havde som alle andre partier i Stalins Komintern (senere Kominform) for længst opgivet den socialistiske verdensrevolution.

De 3 store - sovjetiske Josef Stalin, britiske Winston Churchill og amerikanske Roosevelt - havde på konferencer under krigen delt verden mellem sig.

Skillelinjen gik mellem den Røde Hærs fremmarch og de allierede tropper. Italien var således de vest-allieredes område.

Stalin ønskede ikke socialistiske omvæltninger i Vesteuropa. Kun bufferzoner i Østeuropa.

Det italienske kommunistpartis ubestridte leder Palmiro Togliatti havde under Benito Mussolinis fascisme i Italien opholdt sig i Moskva.

I marts 1943 vendte han tilbage til Italien.

Stalin havde beordret ham til ikke at udnytte den dobbeltmagts-situation, som partisanerne skabte i det nordlige Italien til at gennemføre en socialistisk omvæltning.

Jf. Fernando Claudin: Krisen i den kommunistiske bevægelse. Fra Komintern til Kominform. Bind 2. pp. 336-359. Modtryk 1978.

Claudin skriver om Togliattis ordre fra Moskva:

Mange år senere skulle han [Togliatti) berette for de mennesker, der ville skrive hans biografi, at PCI var kommet ud på en ”farlig og ”udsigtsløs vej”, at det var nået så vidt som til at ”holde møder mod Churchill og sammen med andre anti-fascistiske partier at overveje muligheden for at gøre folket til dommer, ikke på regeringens, men på venstrepartiernes initiativ”.

29. marts 1943 samledes partiets ledere i Syditalien og Togliatti ”tog tyren ved hornene”. Han foreslog, at man ”udskyder problemet omkring magtens institutioner indtil der kan indkaldes en forfatningsgivende forsamling, og at man i stedet koncentrerer sig om samling af alle politiske strømninger i kampen mod Tyskland og øjeblikkeligt skrider til dannelse af en national samlingsregering.”

Selv i Togliattis biografi hedder det, at ”til en begyndelse var størstedelen af de tilstedeværende lamslåede” men Togliatti ”fremlagde sine forslag så klart og overbevisende, at ingen havde noget at indvende.”

Fernando Claudin p. 341; kilde: Marcella og Mauricio Ferrara: Palmiro Togliatti. Editions Speciales. Paris 1954.

Efter 2. Verdenskrig fortsatte PCI sin klassesamarbejdspolitik om ”national enhed” fra før krigen.

Det var der i øvrigt intet nyt i, da ”folkefrontspolitikken” allerede var afprøvet i Frankrig - og i Spanien under den spanske borgerkrig 1936-1939.

 

2. Flugten fra Rom.

I slutningen af 1960’erne var Bruno Amoroso aktiv i studenterpolitik.

Han deltog i en koordinationsgruppe for studenter i Rom.

Den politiske situation var præget af stor usikkerhed og antallet af væbnede aktioner steg. Der var reel fare for borgerkrig.   

Diskussionen mundede ud i følgende 3 alternativer:

a. at forsætte samme linje med opposition og protester, i håbet om en arbejderdeltagelse og politisk støtte fra venstrefløjspartierne.

b. at styrke bevægelsens redskaber til selvforsvar, vel vidende, at opgave ville blive kompleks og uholdbar, hvis nogen tilsluttede sig ”den væbnede kamp”.

c. at følge det ”milanesiske” [de 2 deltagere fra Milano] forslag om ”væbnet kamp.

Jeg kommenterede de forskellige forslag, også fordi min rolle [som medlem af koordinationsgruppen] krævede det. Uden omsvøb svarede jeg på hver enkelt af de tre punkter.

Om punkt a sagde jeg, at den fase var overstået, og at bevægelsens splittelse og frustrationer som følge af begivenhederne, ved at følge sammen linje som hidtil hverken kunne negligeres eller overvindes. Den sandsynlige skærpelse af den sociale konflikt, med eller uden studenterbevægelsens medvirken, ville have forbitret forholdene for venstrefløjspartierne og indenfor studenterbevægelsens selv, hvilket ville give nådestødet til løsninger af denne type.

Til punkt b. bemærkede jeg ”at selvforsvarstaktikken”, som jeg følte mig hovedansvarlig for, nu havde lidt nederlag, og fortsat ville gøre det i de scenarier, der tonede frem.

Hvad punkt c. angik, sagde jeg, at det på mange måder kunne ligne et realistisk og uundgåeligt forslag, men at det efter min mening. På grund af ulige styrkeforhold, ville føre til nederlag, med store omkostninger for hele bevægelsen.”

Ingen af forslagene forekommer særligt tiltrækkende og mødedeltagerne nåede da ikke heller til nogen fælles beslutning.

Var det ensbetydende med, at studenterbevægelsen havde udspillet sin rolle?

Amoroso kommer med antydningen af en konklusion på den fortvivlede situation:

Fraværet af et kommunistisk parti var tydeligt. Nedslående var det at være vidne til at venstrefløjens stadig dybere forankring i et [borgerligt] demokrati, der i virkeligheden ikke eksisterede, og ofte med en positiv, med samtidig afpresserende argumentation af typen ”det er bedre end ingenting”. (p. 110-111)

 

3. Fra studerende i Rom til lektor på Roskilde Universitetscenter.

Amoroso var involveret i studenterpolitik og risikerede at blive arresteret for sine politiske aktiviteter i Italien.

Han forlod sit hjemland for en usikker fremtid.

I Rom havde han undervist på universitetet, nu måtte han starte helt fra bunden af samfundet.

I nogle år levede han af ufaglærte job. Men i længden var det ikke tilfredsstillende med ufaglærte jobs.

Han ville gøre brug af sin akademiske uddannelse.

Først blev han ansat på Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

I 1972 åbnede Roskilde Universitetscenter for tilgang af studerende og lærere.

Amoroso var uddannet økonom og ifølge Amoroso ønskede mange økonomer ikke at arbejde i den offentlige sektor.

Amoroso indgav sin ansøgning, men ikke alle i bedømmelsesudvalget syntes godt om hans ansøgning.

Først en anbefaling fra professor i økonomi på KU Niels Thygesen gjorde, at Amoroso fil en stilling som lektor på RUC.

Der blev han indtil han i 2007 gik på pension.

Amoroso siger om de ny universitetscentre i Aalborg og Roskilde:

I realiteten skabte man på denne måde nogle universitetsghettoer, hvor man kunne omvende protestens ”brushoveder” [studenteroprørere], og lukke disse unge akademikere med marxistiske og radikale sympatier ind i en indhegning, hvor de kunne afprøve deres ideer på hinanden.” (jf. p. 136).

Amorosos afsnit om Roskilde Universitetscenter ”Min tid på Roskilde Universitetscenter” (pp. 137-145).

 

4. Råddent kompromis på RUC.

Bruno Amoroso og hans kollegaer på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning spillede en særdeles tvivlsom rolle under konflikten i 1976 mellem de studerende og   det af undervisningsminister Ritt Bjerregård nedsatte Eksterne Rektorat.

Nedsættelsen af et Eksternt Rektorat var i sig selv en nødforanstaltning, som satte den lov ud af kraft, som gjaldt for universiteter.

Styrelsesloven var et konkret resultat af det studenteroprør, som fandt sted i 1968 1996.

At sætte den ud af kraft på RUC - som var tænkt som et ”progressivt” uddannelsesprojekt - var i sig selv en provokation fra Ritt Bjerregårds side.

Med et Eksternt Rektorat rullede Socialdemokratiet studenteroprøret tilbage og lavede en særlov for RUC.

Det var i sig selv slemt nok.

Endnu værre var, at Det Eksterne Rektorat fik til opgave at rulle nogle af de progressive pædagogiske tiltag tilbage, som lå bag RUC-eksperimentet.

RUC blev offer for en politisk smædekampagne, som havde til formål at smadre det pædagogiske eksperiment, som nu ifølge dets modstandere var løbet politisk løbsk.

Men de studerende var for politiske bevidste til at finde sig i regeringens overgreb.

De nedlagde studierne (i arbejderklassens tjeneste) og boykottede undervisningen.

Lærerne var knap så militante. Mange af dem frygtede for deres job og reagerede frygtsomt og skræmt.

Bruno Amoroso allierede sig med de mest skræmte lærere på RUC, tog kontakt til Det Eksterne Rektorat og sammen lavede de en ”pakkeløsning”, som gav visse indrømmelser til lærere og studerende.

Se afsnittet ”Min version af RUC’s historie. Appendiks D. pp. 429-469 i ”Palle alene i verden. Fra pæn dreng til oprører. En personlig og politisk biografi”. Underskoven 2014)

Bruno Amoroso fortsatte som lektor på RUC og nåede først sent til erkendelse af, at eksperimentet var slut:

Beviset på at slaget var definitivt tabt, var ændringen af navnet [på instituttet] Institut for Samfund og Globalisering i slutningen af 90’erne. Det sanktionerede en passiv tilpasning til den nyliberale orientering, som var dikteret af politikken og af magten”.  

Taktikken med at få havde fungeret meget godt, men ikke smertefrit, og ikke uden modstand og konflikt.” (p. 138)

Det er mit indtryk at Bruno Amoroso som institutleder på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på RUC levede et liv i ”splendid isolation”.

Måske gjorde vi det alle.

Man kan undre sig over, at de pædagogiske principper om tværfaglighed - som lå bag RUC - ikke også gjaldt på tværs af de 3 hovedområder og institutter på RUC.

Måske ville fælles seminarer mellem magisteruddannelserne og den teknisk-samfundsvidenskabelige uddannelse på RUC have hjulpet på den fælles forståelse?

 

Apropos det indledende citat af Nanni Balestrini.

Ifølge Balestrini betragtede PCI de strejkende arbejdere på Fiats bilfabrikker i Torino i 1969 som ”uansvarlige” ”købte provokatører”.

PCI foretrak parlamentarisk samarbejde med De Kristelige Demokrater (DC) frem for at støtte en strejkebevægelse, som det ikke kunne kontrollere.

Dette forræderi var symptomatisk ikke bare for den italienske venstrefløj, men gjaldt for venstrefløjen i resten af Europa.  

Murens fald i 1989 og USSR’s implosion i 1991 satte en stopper for PCI og et politisk system domineret af de 3 gamle partier - PCI, DC og PSI.

Til trods for at Amoroso forlod sit hjemland Italien, forlod han det ikke i sine tanker.

Han bevarede kontakten til sit hjemland ved at opretholde et netværk af akademiske forskere, hvoraf mange var fra Italien.

Hans bog vrimler med navne på italienske politikere og akademikere, som et navneregister ville have rådet bod på.

De mange navne på personer, som han omgås er ikke kendte i Danmark og burde have fundet plads i et navneregister.

Bruno Amoroso døde 20. januar 2017. 

   

 

Et sår som ikke vil heles.

Sekretær i Rør og Blik Vagn Damgård Sørensen for enden af bordet.
Møde i Lyngby-Tårbæk kommune 1972.
Foto Arbejdermuseet.

Anmeldelse.

Mikkel Frey Damgård: Sørgekåben. Gyldendal. 2019.

 

De fleste laver slægtsforskning uden nogen bestemt anledning, blot fordi de er interesseret i slægtens fortid.

Mikkel Frey Damgård (født 1978) havde en bestemt grund til at lave slægtsforskning. Hans far begik selvmord i 1986 - i en alder af kun 38.

Hans slægtsforskning førte ham længere tilbage i sin slægts historie, end han i første omgang havde regnet med.

Ikke bare til sin fars forældre, men også til farmors forældre.

Ingen skal arve sine fædres synder. Heller ikke Mikkel Frey Damgård.

Og social arv er ikke ubrydelig.

 

Tavshedens konspiration.  

Jeg har valgt at læse Mikkel Frey Damgårds bog om sin fars selvmord som en familiekrønike.   

Et hidtil upåagtet aspekt i bogen er den politiske spændvidde i hans families historie.

Ved hans fars selvmord splittedes hans familie.

Mikkels bedsteforældre på hans fars side beskyldte Mikkels mor for at være skyld i hans fars død.

Efter begravelsen gik de 2 familier hver til sit - og afbrød herefter forbindelsen med hinanden.

Mikkels far havde for længst valgt side.

Han foretrak sin egen kones familie - og ikke sine forældre.

Mikkel Damgård har svært ved at få noget ud af sin nære familie angående farens selvmord.

Man kan næsten tale om, at hans familie har indgået en tavshedens konspiration for at sandheden ikke skulle komme frem.

Som journalist er han bekendt med at researche og søger efter oplysninger i historiske arkiver om sin slægt.

I sin slægtsforskning finder Mikkel Frey Damgård frem til, at hans farfar (bedsteforælder) og hans farmors far (oldeforælder) begge begik kriminelle handlinger, som familien gjorde alt for at fortie.

Mikkel Frey Damgård finder frem til, at hans farfar umiddelbart efter krigen blev dømt for underslæb i sin svigerfars rejsebureau.

Hans farfars svigerfar blev efter krigen dømt som landssviger. Han havde udnyttet sine handelsforbindelser til Tyskland til at berige sig.

Begge måtte et ½ år i fængsel.

 

Familiens politiske spændvidde.

Dette står i grel kontrast til, at Mikkels far giftede sig ind i en familie, der ligesom han selv var medlemmer af Danmarks Kommunistisk Parti (DKP).

Jeg kunne godt have tænkt mig, at Mikkel Frey Damgård havde boret i sin fars politiske aktiviteter i DKP.

Det eneste vi får at vide, er, at han var aktiv i Dansk-Cubansk Forening, at han rejste til Cuba og skrev en bog om den cubanske revolutionshelt Ernesto ’Che’ Guevara.

Mikkel Frey Damgård kunne have opsøgt medlemmer af det nu hedengangne medlemmer af DKP - og spurgt til sin fars aktiviteter.

Som omtalt giftede hans far sig ind i en familie, som var medlemmer af DKP.

Vi får at vide, at hans svigerfar var rørlægger og fagligt aktiv.

Jeg har forsøgt at finde frem til hans fars svigerfar.  

I Rør og Blik-fagforeningens 125 års jubilæumsskrift kan man på side 62 læse, at der på forbundets kongres 1977 deltog en person ved navn Vagn Damgård Sørensen som formand for Københavnsafdelingen.

Mikkel Frey omtaler sin svigerfars brud med DKP som et resultat af en intern magtkamp i fagforbundet. På denne baggrund valgte Mikkels far også at bryde med DKP.

Fra 1980’erne gik det ned ad bakke for DKP og partiet mistede sin position i fagbevægelsen og i parlamentet.

Fraktionskampe brød ud i DKP. Skulle man slå ind på en reformkurs eller fortsætte i den gamle gænge?

Vagn Damgård Sørensen tilhørte det mellemlag af fagbureaukrater, som i 1970’erne stod for en mere militant linje end den socialdemokratiske LO-top.   

Jubilæumsskriftet omtaler på side 63, at Københavnsafdelingens bestyrelsesformand Vagn Damgård Sørensen måtte forlade posten.

1890 - 2015 Blik- og Rørarbejderforbundet gennem 125 år by Fagbladet Blik og Rør - issuu

I en søgning i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkivs database på navnet ’Vagn Damgård’ fremkommer 3 fotos, hvor Vagn Damgård Sørensen optræder.

På et foto fra 1972 – taget til dagbladet Land og Folk (DKP) sidder Vagn Damgård Sørensen for bordenden ved et fagligt møde blandt rørlæggerne i Lyngby -Tårbæk kommune.

Teksten under fotoet omtaler ham som ”Sekretær i Blikkenslager-, Sanitets -og Rørarbejderforbundet”.   

På et foto fra 1977 optræder Vagn Damgård Sørensen på et møde for tillidsrepræsentanter i ”Tillidsmands-ringen” i Byggefagenes Hus i Kbhn. NV.

På den ene side har vi en familie, som for farens vedkommende har en kriminel fortid som svindler - og for farens svigerfars vedkommende en fortid som værnemager under krigen.

Mikkel Frey Damgård har skrevet en bog om de traumer, som hans fars selvmord har givet ham.

Jeg har læst bogen som en familiekrønike, som viser det politiske spændingsfelt i hans familie.

Måske kan min læsning bidrage til en forståelse af hans fars alt for tidlige død?

 

På sporet af den Kolde Krig.

I DR-TV’s podcast ”Atombomber over Danmark” jagter seriens gennemgående figur journalist Morten Brink Iwersen hemmeligheden om den Kolde Krig.

Morten Brink Iwersen er seernes guide på sin rundtur i den Kolde Krig. I et ’folkevognsrugbrød’ drager han rundt og opsøger bygninger i Danmark, Polen og Tyskland fra den Kolde Krigs tid.

DR-TV’s podcast kan i bedste fald vække nogens interesse for den epoke i historien, som kaldes den Kolde Krig.

Podcasten er mere underholdende og spændingsmættet end den er egentlig oplysende og faktuel.

Brink Iwersen tager os med rundt i landet, hvor han opsøger bygninger, som vidner om den Kolde Krig.

Hans ledetråd er et polsk kort over en eventuel angrebskrig fra Warszawa-pagtens side.

Brink Iwersen bruger dette kort som en art ”smoking gun” som bevis på, at Warszawa-pagten planlagde en angrebskrig.

For at illudere en koldkrigsstemning ledsages de realistiske scener af scener fra hverdagslivet under den Kolde Krig.

Lyden af sirener, billeder af atomprøvesprængninger og en atomfysiker som forklarer om atombombens trykbølge og spredningen af radioaktivitet.

Far mobiliseres, mor og søn ængstes ved tanken om et atombombeangreb.

På sin tur ledsages Brink Iwersen af animator Trine Laier, hvis far var ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste (FET).

Trines far påberåber sig sin tavshedspligt som medarbejder i FET og har ikke fortalt noget om sin agentvirksomhed.

Trine er således helt uvidende om sin fars arbejde for FET.

Hendes samtale med museumsinspektøren på Stevnsfortet bringer hende ikke   nærmere en afklaring om sin fars arbejde for FET.

Vi får at vide, at det danske militær via radar overvåger Warszawa-pagtens skibstrafik i Østersøen.

Også på ved Dueodde på Bornholm overvåges Warszawa-pagtens skibstrafik.

Vi oplyses om, at russerne holdt Bornholm besat 11 måneder længere end Befrielsen 5. maj 1945.

I Allinge findes ligefrem en kirkegård for russere.

Under Rødovre Bibliotek havde Civilforsvaret en af sine kommandocentraler, som skulle sørge for at vejlede civilbefolkningen i tilfælde af krig.

Vi får at vide, at der var planlagt særlige flugtveje, opsamlingssteder og civil indkvartering for civilbefolkningen efter et bombeangreb.

Krigens barske realiteter går op for Brink Iwersen, da han besøger en russisk missilbase i Polen.

Langt inde i en skov opbevarede russerne de atomsprænghoveder, som skulle påmonteres de raketter, som skulle affyres mod fjenden i NATO-pagten.   

Brink Iwersen medbringer sit polske øvelseskort, som viser, hvorledes Warszawa-pagten havde tænkt sig at angribe NATO - herunder Danmark.

Styrkeforholdet mellem de 2 pagter står ikke klart.

Men man fornemmer, at Warszawa-pagten havde tænkt sig at hindre NATO-pagten i at komme først med at bruge atomvåben.

Hvordan det så skulle lade sig gøre.

De 2 polske elitesoldater - som kommenterer det polske angrebskort - mener ikke, at Warszawa-pagten ville have haft tilstrækkeligt med mandskab og kampvogne til at nedkæmpe NATO i en konventionel krig.       

En pensioneret polsk kamppilot, som skulle have deltaget i bombeangreb af danskebyer fortæller, at det ville tage 40 minutter at flyve fra basen i Polen og til København.

Brink Iwersen gyser ved tanken.

Brink Iwersen virker overrasket over at få at vide, at NATO havde placeret atomvåben lige syd for den dansk-tyske grænse.

Pensioneret generalløjtnant Hillingsø kan fortælle, at kun amerikanerne i NATO afgjorde, om der skulle anvendes atombomber i et eventuelt opgør med Warszawa-pagten.

Det er generalløjtnantens klare opfattelse, at Warszawa-pagten ville have anvendt atomvåben, hvis den havde fundet det påkrævet.     

I Borup på Sjælland opstod en bevægelse Orton, som tog atomtruslen alvorligt.

Kurt Hald havde som ansat på Thule Air Base i det nordlige Grønland med egne øjne set, at det amerikanske luftvåben fløj over Grønland med bombefly.

Disse bombefly var lastet med atom -og brintbomber.

Truslen om en atomvåbenkrig var reel.

Kurt Hald tog bestik heraf og indrettede sammen med sine tilhængere et beskyttelsesrum på en mark i Borup.   

Kurts datter Sarah mener ikke, at hendes far led af overdreven krigsfrygt, når han og hans venner indrettede en bunker, hvor de kunne søge tilflugt i tilfælde af en atomkrig.

I bogen ”Kold Krig. 33 fortællinger om den Kolde Krigs bygninger i Danmark, Grønland og Færøerne” 2014 skriver historikeren Per H. Hansen:

”Anvendelsen af atomvåben blev tidligt i Den Kolde Krig en integreret del af NATOs planer for forsvaret af Vesteuropa, da dette kunne udligne den tal­ og styrkemæssige overlegenhed, som Warszawa-pagten havde på det konventionelle område. Et centralt element i NATOs afskrækkelsesstrategi var at forbeholde sig ret til at gengælde et angreb med atomvåben i Vesteuropa, herunder Danmark.

 Havde Danmark valgt en politik, som forbød atomvåben på dansk jord i tilfælde af krig, havde man også fjernet, eller i hvert fald mindsket, Vestens muligheder for at forsvare Danmark.

Omvendt vides det i dag fra Warszawapagtens øvelsesoplæg, at fjendens anvendelse af forskellige typer atomvåben mod Danmark formentlig ville have været langt mere omfattende og vidtrækkende, end man i samtiden troede.” [min understregning]

https://slks.dk/fileadmin/publikationer/Kulturarv/Kold_Krig_2014.pdf

Se også:

http://koldkrig-online.dk/forsvaret/forsvarets-efterretningstjeneste/lyttestationen-ved-dueodde/

 

 

Hitlers danske soldater. DRTV. 2020.

Frikorps Danmark hverveplakat 1941.

20. april 2020 anmeldte jeg Martin Magnussens glimrende bog De forsvundne nazi-dokumenter. Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet. Grønningen1. 2019.

(Jf. leftnews.dk. Læste bøger)  

Nu har den forhenværende politibetjent Martin Magnussen for DRTV produceret 5 programmer, hvor han forsætter sin eftersøgning på de tusindvis af dokumenter om danske Østfrontfrivillige, som navngivne tyve har stjålet fra Rigsarkivet.

Martin Magnussen har allieret sig med historikeren Daniel Larsen og sammen forsøger de at lappe på de opståede hullerne i Rigsarkivets arkiver.

Magnussen har fundet datteren til en af de danske Østfrontfrivillige, som lod sig hverve til Frikorps Danmark under 2. verdenskrig.

Lad os slå fast, at Frikorps Danmark blev oprettet med godkendelse fra den danske regering som led i den samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, som statsminister Thorvald Stauning (Socialdemokratiet) og udenrigsminister Peter Munch (Det radikale Venstre) førte fra 9. april 1940 til 28. august 1943.

Stauning-Munch regeringen håbede, at man ved at give besættelsesmagten indrømmelser, ville slippe for alt for mange overgreb fra besættelsesmagtens side.

Pernille Bjarnhof Storms far Johan Bjarnhof meldte sig som ung frivillig til Frikorps Danmark og blev efter en kort optræning sendt til Østfronten.

Den tyske kansler (senere rigspræsident) Adolf Hitler brød 21. juni 1941 den ikke-angrebspagt, som han og Josef Stalin havde indgået i 1939.

Adolf Hitler begik den historiske dumhed at starte en 2-frontskrig mod Josef Stalins USSR i håb at kunne besejre Stalins decimerede Røde Hær.

Stalin havde i årene op til 2. verdenskrigs udbrud i 1939 foranstaltet en sand massakre på de ledende lag i den Røde Hær, som derved blev alvorligt svækket.

Martin Magnussen følger sporet efter Pernille Bjarnhof Storms far. Tyvene har (til Magnussens ærgrelse) fjernet store dele af dokumenterne i hans mappe på Rigsarkivet.

Pernille ved ikke meget om sin fars tid i Frikorps Danmark, men er meget videbegærlig.  

Heldigvis viser arkiver andre steder (Åbenrå, London, Stockholm og Wien) Johan Bjarnhofs færden.

Arkiverne fra andre samlinger viser, at Johan Bjarnhof tidligt i sin karriere som frivillig i Frikorps Danmark forsøgte at flygte fra den krigshærgede østfront.

Han forsøgte af flygte med skib fra Riga i Letland til Sverige. Hans flugtforsøg blev imidlertid bremset og han blev straffet for faneflugt.

Under en orlov i Danmark stikker frikorpsmanden Johan Bjarnhof af til Sverige. Dokumenterne i på Rigsarkivet i Stockholm fortæller ikke, hvordan det lykkedes ham at flygte til Sverige.

Han indlogeres i en opsamlingslejr for krigsflygtninge, hvor han deler værelse med en dansk jøde, som han kommer til at synes om.

Martin og Pernille finder navnet på den pågældende danske jøde, som nu er død.

De kontakter hans datter, som fortæller at hun som elev har haft Johan Bjarnhof som lærer og godt kunne lide ham.

Historiens ironi må man sige.

I foråret 1945 havde Stalins Røde Hær slået Hitlers tropper på tilbagetog og millioner af slagne tyske soldater og lige så mange civile tog flugten vestpå.

Historikeren Daniel Larsen har i britiske arkiver fundet dokumenter, som viser, at resterne af Frikorps Danmark i de sidste dage af krigen befandt sig i en lejr i østrigske Graz.

Østrigske arkiver viser, at der i april 1945 fandt en række nedskydninger sted i nærheden af den militære kaserne, hvor de danske frivillige var indkvarteret.

De danske østfrontfrivillige hævdede efter krigen under afhøringer af de danske myndigheder, at de hverken havde medvirket til, ej heller overværet nedskydninger eller massakrer på russiske soldater, civile jøder eller polakker.

Foto fra arkiverne viser og en dagbog fra en de østfrontfrivillige på arkivet i Stockholm vidner om, at det er løgn.

Således får Martin Magnussen bekræftet sin formodning om, at tyverierne ikke kun blev foretaget med henblik på videresalg og økonomisk fortjeneste.

Der lå også politiske motiver bag tyverierne.

Tyvene ønskede at foretage en særdeles hårdhændet form for historieforfalskning ved at fjerne kompromitterende materiale fra Rigsarkivet, som kunne bringe dem i fedtefadet ved en senere rettergang og domfældelse.

Man kan ikke påkalde sig en forældelsesfrist ved krigsforbrydelser.

 

DRTV.

Hitlers danske soldater. DRTV DR2. Dokumentar.  

 

 

Henrik Dahl - barn af den Kolde Krig.

DRTV sender for tiden en række dokumentarprogrammer om børn, som har mistet en forælder.

I programmet ”Hvis du læser dette, er jeg død” fortæller Henrik Dahls datter Vibe om sin fars død.

Henrik Dahl tog sit eget liv i december 2018 og efterlod en række uafklarede spørgsmål, som hans datter nu står tilbage med og som hun godt kunne have tænkt sig at få hans egen forklaring på.

Vibe må nu selv søge svaret på gåden i sin fars liv.

Hvis vi skal prøve at forstå motiverne til Henrik Dahls selvmord, skal vi starte med at fastslå, at han blev født i 1952.

Verden var på dette tidspunkt inddelt i 2 indflydelsessfærer, som af nogle blev opfattet som 2 over for stående ’lejre’: en imperialistisk og en ’socialistisk’.   

Sådan har Henrik Dahl formodentlig tænkt, da han som ung gymnasieelev meldte sig ind i Kommunistiske Studenter (populært kaldet KomS).

Som alle andre personer havde Henrik Dahl sine gode og dårlige side.

I hans ungdom var de gode sider mest udtalt.

Men på et tidspunkt i hans liv indtræffer der en ændring.

Programmet er ikke særligt optaget af Henrik Dahls politiske aktiviteter i den ’kommunistiske’ (læs stalinistiske) bevægelse i Danmark.

Hvad lavede han i Kommunistiske Studenter, i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) og måske i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP)?

På loftet i sin fars lejlighed finder Vibe materiale, som viser, at hendes far i 1979 er kursist på en Jugendhochschule Wilhelm Pieck i Deutsche Demokratische Republik (DDR).

Vibe rejser til det forhenværende DDR, hvor hun møder Henriks daværende kæreste Luci.

Luci kan fortælle, at hun og Henrik var lykkeligt forelskede.

Kurset på Jugendhochschule Wilhelm Pieck bliver også et skæbnesvangert vendepunkt i Henrik Dahls videre liv.

Kursuslederne kunne ikke undgå at bemærke Henriks høje intelligens.

I højskolens store sal stod et klaver, et flygel.

Henrik var også musikalsk begavet. Han gav sig til at spille et stykke af den tyske komponist Beethovens ”Måneskinssonate”.

Han gjorde det så godt, at kursuslederne gav ham til at spille for en æresgæst på skolen.

Henrik var et oplagt emne for rekruttering for et af DDR-statens hemmeligelige efterretningstjenester.

Han blev kontaktet af en medarbejder fra Ministerium für Statssicherheit (STASI) Hauptverwaltung Aufklärung (HVA). Afdelingen for udlandsspionage.

Nu var Henrik Dahl ikke bare en dansker, som sympatiserede med DDR, men havde taget skridtet at lade sig hverve som agent for DDR’s udlandsspionagetjeneste.

Hvilken rolle spillede hans daværende kæreste Luci i dette?

Brugte STASI hende som lokkedue - eller var han bare et uskyldigt offer?

[Jf. STASIs brug af ugifte DDR-kvinders proforma-ægteskaber med vesttyske mænd].

Vibes møde med Luci i Berlin giver os intet svar herpå.

Luci virket ikke specielt brødebetynget, hvis hun skulle have medvirket til hvervning af kæresten.

Vi var jo alle så naive. Vi vidste ikke hvad det drejede sig om”, siger Luci.

Henrik Dahls rekruttering til STASIs udlandsspionage skulle vise sig at blive skæbnesvangert for resten af hans liv.

Som overbevist stalinist havde Henrik Dahl ikke gennemskuet DDR-statens blændværk.

Han gennemskuede ikke, at Walters Ulbrichts (senere Erich Honecker) ’arbejder-bondestat’ ikke var paradiset på jord.

DDR-staten fremstillede sig selv som et modstykke til den tyske Forbundsrepublik (BRD) krigeriske revanchisme og imperialisme.

DDR-staten fremstillede sig som garant for fred og nedrustning.

Fjenden var den vestlige imperialisme i Forbundsrepublikken og i NATO-landene, som ønskede krig.

DDR-staten måtte ruste sig mod en udslettelseskrig.

Dertil behøvedes et efterretningsvæsen, som skulle være regimets ’skjold og sværd’.

DDR-statens selvopfattelse stod i grel modsætning til realiteterne. I stedet for at føle sig hjemme i arbejder-bondestaten, flygtede hundredtusinder af DDR-borgere ud af landet.

I 1961 måtte statschefen Walter Ulbricht bygge en mur omkring sit arbejder-bondeparadis.

Alt dette gennemskuede Henrik Dahl ikke, da han under sit kursusophold lod sig hverve af STASI’s udlandstjeneste HVA.

Han lod sig rive med af sin begejstring for regimet og dets tilbud om ophold op partiets højskole i 1979.

Henrik Dahl blev af STASI’s udlandsafdeling udset som et egnet emne for rekruttering, fordi han viste sig yderst intelligent (og tilmed meget musikalsk).

Han optrådte således ved at spille en sonate af Beethoven på højskolens flygel for en prominent gæst.

Hvori bestod Henrik Dahls spionvirksomhed?

På råd den danske historiker Thomas Wegener Friis drager hun til Berlin for at se, om STASI’s arkiver indeholder dokumenter om sin fars spionvirksomhed.

Med hjælp fra en tysktalende musiker finder hun intet nævneværdigt i hans sagsmappe.

Henrik Dahl står opført under kodenavnet ”Apache” under ledelse af 2 føringsofficerer, hvis navne er nævnt i arkiverne.

Vibe opsøger de 2 ’føringsofficerer, som imidlertid ikke vil udtale sig til hende om hendes fars agentvirksomhed.

Som andre forhenværende STASI-medarbejdere ønsker de ikke, at der bliver rodet opir deres fortid.

I en tysk TV-udsendelse fra 2017 fortalte Henrik Dahl om sin spionageaktivitet i Danmark.

Det var sparsomt hvad han fik udrettet. Han tog en spadseretur på Københavns havn for at iagttage skibstrafikken i Øresund.

Via kode rapporterede han til HVA hvad han havde set.

Vist ikke til megen nytte for Hauptverwaltung Aufklärung.

Han ønskede snart derefter at afbryde kontakten med HVA, men frygtede formentlig for konsekvenserne. I alt fald fik han det ikke gjort og kontakterne ebbede ud i løbet af 1980’erne.

Vibe opsøger en tysk psykolog med forstand på spionage og hvad den gør ved mennesker.

Psykologen fortæller Vibe, at spioner skal have en robust psyke for at modstå det pres som konstant hviler på deres skuldre.

Henrik Dahl har øjensynligt ikke besiddet de personlige egenskaber, som skal til at kunne leve og overleve som spion.

I 1989 falder Berlin-muren og DDR-staten ophører med at eksistere. Han har for længst givet afkald på sine venner i DKP, da man som spion ikke kan opretholde kontakt til et politisk parti, som helt og holdent forsvarer DDR-staten.

Den Kolde Krig er forbi. Den ’socialistiske lejr’ har lidt et nederlag og måtte bukke under for imperialismen.

Henrik Dahl må begynde forfra på et nyt liv.

Han flygter til USA, hvor han indleder en karriere som forretningsmand.

Han arbejder nu for den amerikanske finanskapital, Goldman Sachs. Hjemme i Danmark arbejder han for kreditforeningen Nykredit.

Til trods for sin succesrige karriere som forretningsmand, kan han stadig ikke slippe fortiden.

Den hjemsøger ham som en mare og han slipper aldrig af med den.

Hans paranoia fra sin tid som spion har bidt sig fast i ham og han ender kort inden sit selvmord i december 2018 på en psykiatrisk afdeling, hvor han får elektrochok.

Han sender 12. december 2018 en mail til sin familie, hvori han bl.a. skriver ”hvis I læser dette, er jeg allerede død”.

 

Som en fortælling om en datters sorg over sin fars selvmord - og de ubesvarede spørgsmål som en sådan udgang på livet efterlader - er programmet godt.

Som barn af den Kolde Krig (født 1951) savner jeg lidt mere kød på programmet. Men måske er det et helt andet program.

Jeg savner bud på, hvorfor Henrik Dahl (og med ham mange andre) var så fascineret af landene i den ’realt eksisterende socialisme’ i DDR og andre stater i den ’socialistiske lejr’.

Efter en kort opblussen på den yderste venstrefløj efter studenteroprøret i 1968, var det lykkedes DKP at få tag i store dele af den politisk engagerede ungdom.

Partiet stod stærkt på uddannelsesinstitutionerne og i fagbevægelsen.

Venstrefløjen uden for DKP havde ikke gjort op med stalinismen hverken i USSR, i Folkedemokratierne eller den Kinesiske Folkerepublik.

Verden var ifølge stalinisterne delt op i 2 uforsonlige lejre. Var man kritisk over for en ’socialistiske lejr’ blev man automatisk regnet for at være agent for den modsatte lejr.

Der var ikke plads til et 3. standpunkt, som forholdt sig kritisk til begge lejre.

Henrik Dahl endte med at blive offer for sin egen ’lejrtænkning’ i 1970’erne og 1980’ene - og for at have stillet sig til tjeneste for DDR-regimet.

Det kom han til at bøde for resten af sit liv.   

   

Kilde:

https://www.dr.dk/drtv/episode/hvis-du-laeser-dette-er-jeg-doed_-spionen_220772

https://www.dr.dk/drtv/episode/hvis-du-laeser-dette-er-jeg-doed_-radikalisering_220769

https://www.dr.dk/drtv/episode/hvis-du-laeser-dette-er-jeg-doed_-kodenavn-apache_220771

https://www.dr.dk/drtv/episode/hvis-du-laeser-dette-er-jeg-doed_-skyggerne_220770

http://www.berlin-guide.dk/index.php/bogeromberlin/erindringer/1072-werner-grossmann-den-sidste-spionchef

https://de.wikipedia.org/wiki/Hauptverwaltung_Aufkl%C3%A4rung 

http://www.berlin-guide.dk/index.php/bogeromberlin/skonlitteratur-2/1071-lenz