Putin - spionen Vesten lukkede ind i varmen.

Anmeldelse.

Luke Harding: Shadow State. Murder, Mayhem and Russia’s Remaking of the West. Guardian Faber. 2020.

Heidi Blake: From Russia with Blood. Putin’s Ruthless Killing Campaign And Secret War on the West. William Collins. 2019.

Catherine Belton: Putin’s People. How the KGB took back Russia and then took on the West. William Collins. 2020.

 

Faren for et væbnet sammenstød mellem NATO-landene og Putins Rusland har længe ligget latent.

I mit årlige kig i krystalkuglen før årsskiftet 2021-2022 i udvalgte lande, skrev jeg således under overskriften Rusland:

Derfor står han [Putin] stålfast på, at Ukraine ikke må ende i favnen på NATO og EU.

Det er dog ikke min vurdering, at parterne tør tage en krig på det nuværende grundlag.”

NATO og Rusland er (endnu ikke) i direkte krig mod hinanden, men tæt på.

 

Kort efter årsskiftet 2021-2022 lånte jeg de 3 (jeg har dog endnu ikke læst Catherine Beltons bog) ovenfor nævnte bøger skrevet af vestlige journalister.

Ingen af disse 2 forfattere om i tvivl om, hvem Putin er som person og som statsmand.

Hvis man skal forsøge at forstå ham som person og som statsleder, må man se på hans karriere i det sovjetiske samfund.

Putin har utvivlsomt taget ved lære af sin tid som efterretningsagent i den hemmelige sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Som chef for KGB brugte han alle en efterretningstjenestes beskidte tricks.

Både Harding og Blake fortæller, hvordan Putin fra starten af sin periode som premierminister und Boris Jeltsin (og senere som præsident) brugte sine efterretningstjenester KGB og GRU (den militære efterretningstjeneste) til at skabe uro og kaos i det post-sovjetiske Rusland.

I 1990 fandt en række bombeeksplosioner i boligblokke (bl.a. i Moskva), som forblev uopklaret.

Republikken Tjetjenien ønskede selvstændighed, men hverken Jeltsin eller Putin ønskede at Tjetjenien skulle være selvstændig.

Efter en lang og blodig krig måtte tjetjenerne bøje sig for den russiske overmagt.

Tjetjenerne blev nedkæmpet med kampvogne og fly, som sønderbombede de tjetjenske byer.

Angivelige tjetjenske oprørere besatte en skole i naborepublikken Ingusjetien og holdt skolens børn og lærere som gidsler.

Besætterne krævede angiveligt nogle af deres kammerater løsladt fra fængsler.

Besættelsen endte blodigt med adskillige hundrede børn og lærere dræbte og sårede.

Angivelige tjetjenske oprørere tog tilskuere til et teaterstykke i Moskva som gidsler og truede med at henrette gidsler, hvis ikke visse uspecificerede krav blev opfyldt.

I 2016 erklærede en britisk højesteretsdommer, at alle disse begivenheder efter al sandsynlighed var planlagt og iscenesat af Putins gamle arbejdsgiver, den hemmelige efterretningstjeneste KGB.

Putins handlinger i Rusland ’nærområde’ viser med al ønskelig tydelighed, at han på intet tidspunkt har tænkt sig at ville finde sig i, at NATO-alliancen nappede bidder af hans ’nærområde’.

Det viser både hans adfærd i Ukraine (2004, 2010, 2014 og ikke mindst i 2022) og i Georgien (2008).

Hverken Blake eller Harding fokuserer på Putins udenrigspolitik.

Heidi Blake forfølger det spor af blod, som KGB og GRU har efterladt sig både i Rusland - men i særdeleshed i Vesteuropa (England og USA).

Adskillige hundreder koldblodige drab på russiske afhoppere og dissidenter - hvoraf uhyggeligt mange i vestlige lande.

Harding viser samspillet mellem Putin og Vestens politikere. Der er snart ikke den toppolitiker, som ikke på den ene eller anden måde har ladet sig snyde af den snu Vladimir Putin.

En verden styret af Vladimir Putin og en kommende amerikansk præsident Donald Trump lover ikke godt for fremtiden.

 

 

  

Wolfgang Ruge tilbragte sit liv i straffekolonier fra 1942-1956.

Anmeldelse.

Eugen Ruge: Metropol. Cafe Monde. 2021

Eugen Ruge: Gelobtes Land. Meine Jahre im Stalins Sowjetunion. Rowohlt  2012.

 

I en samtale mellem 2 lejrfanger, som udspænder sig 1942 i en sovjetisk fangelejr siger bogens hovedperson Wolfgang Ruge (Eugen Ruges far), at han altid har bestræbt sig på  altid har bestræbt sig på at bibringe sin næste en forståelse for, at det er muligt at skabe et retfærdigt samfund.

Hans medfange Lochmatow er mere skeptisk.

Et langt liv som fange i Stalins tvangsarbejdslejre har fået ham til at opgive sin oprindelige tro på det ’gode i mennesket’.

I 1928 blev Lochmatow som medlem af de Socialrevolutionære dømt 5 års lejranbringelse, ved udstået straf yderligere 5 år - og i sidste omgang endnu 10 år.

Lochmatow siger, at også han tidligere har troet på sådanne ting, men at han er nået frem til den overbevisning, at det er karakteristisk [eigen] for mennesket, at det anser sine drømme og utopier for realiserbare.     

Men ofte har han tilvejebragt [zuwegebringen] noget helt andet end det, som han havde i sinde, ja det helt modsatte.

Wolfgang svarer: ”Det kan godt være, men vi bliver dog mere erfarne og kan bearbejde det erfarne, drage konklusioner heraf.”  

Lochmatow imødegår synspunktet med følgende bemærkninger:

Hvis du antyder, at jeg her er langt fra skiven [ab vom Schuss sitzen], så tager du gevaldigt fejl. Jeg er tæt på at ramme plet [an der Quelle sitzen]. Thi kun i lejren, hvor menneskene blotter sig, afsløre de deres [sande] karakter.

Udenfor lejren forstiller de sig og foregiver at være noget, de ikke er. Her bliver de af omstændighederne tvunget til at optræde uden maske. Det gælder såvel for den øverste chef som for mindste kriminelle, der ryster for sin forbryderkonge. Jeg behøver ikke at bryde mit hoved med Kreml-bossernes motiver - jeg har dem dagligt foran mig. Det morer mig. Og mere kan man ikke forvente af livet”. (pp.336-337).

Wolfgang drog aldrig denne konklusion, men overlevede sit ufortjente ophold i Stalins Gulag.

Wolfgang Ruges forældre var begge medlemmer af det tyske kommunistparti (KPD), som var sektion af Lenins og Trotskys Internationale.

Som ganske unge havde de meldt sig ind i KPD og gav arven videre til deres 2 sønner Wolfgang og Wilhelm.

Hitler knuste den tyske arbejderbevægelse og tyske socialdemokrater - og kommunisterne måtte flygte.

Wolfgang Ruges mor Charlotte (født Schwarz) var ansat på den sovjetiske handelsrepræsentation i Berlin.

Charlotte forlod sin første ægtemand (Umnitzer) og giftede sig med Hans Baumgarten, som arbejdede for Kominterns hemmelige tjeneste OMS.

I efteråret 1934 flygtede Wolfgang med sin bror Wilhelm og stedfar via Skandinavien til USSR.

Charlotte og Hans blev begge ansat i Punkt 2 som var et led i USSR’s hemmelige spiontjeneste.

I romanen ”Metropol” beskriver Eugen Ruges sine bedsteforældres ophold i USSR under Stalins ”Store Terror” 1936-1938.

Eugen Ruge skildrer sine bedsteforældres kamp for at overleve Stalins mange udrensningsprocesser.

Stalin iscenesatte offentlige skueprocesser mod den gamle garde af bolsjevikkerne, som slog verden med forbavselse.

Ofrene blev anklaget for opdigtede forbrydelser, som de ikke havde begået.  

Mindre opmærksomhed fik de 100.000 uskyldige Sovjetborgere, som også blev ramt at Stalins terror.  

Stalin havde forvandlet USSR til en politistat, hvor Stalins hemmelige efterretningstjeneste havde magten.   

Eugen Ruges bedsteforældre var som medlemmer af det tyske kommunistparti (KPD) særligt udsatte.

Stalin nærede en sygelig mistanke til enhver udenlandsk kommunist.

Eugen Ruges bedsteforældre undslap på mirakuløs vis Stalins terrorbølger og fik asyl i Mexico.

Andre medlemmer af det tyske kommunistparti (KPD) var knap så heldige. 70 tyske kommunister kom aldrig levende ud af USSR.  

Online Datenbank Deutsche Kommunisten (ddr-biografien.de)

 

Eugen Ruges har foruden sin roman „Metropol“ posthumt udgivet sin fars nedskrevne erindringer i bogen ”Gelobtes Land. Meine Jahre in Stalins Sowjetunion”. Rowohlt 2012.

I 1942 blev Wolfgang Ruge indkaldt, rettere tvangsmobiliseret til ’arbejdstjeneste’ bag fronten.

Hans nedskrevne erindringer (bearbejdet af Eugen Ruge) er et vidnesbyrd om hans tid i øhavet Gulag fra 1942-1956.

Først i 1956 lykkes det Wolfgang Ruge at komme ud af USSR.

Tyskland var i mellemtiden blevet delt mellem de allierede magter (USA. Storbritannien og Frankrig på den vestlige side - og USSR på den østlige side).

Ifølge erindringerne valgte Wolfgang Ruge at slå sig ned i DDR, da hans kone var russisk og derfor (formodentlig) ikke ville have kunnet få asyl i Forbundsrepublikken (BRD).

Allerede under sit ophold i øhavet Gulag havde han erhvervet sig et diplom som historieuddannet.

Han indledte nu en akademisk karriere som historiker i DDR.

De fleste tyske kommunister i USSR var uforbeholdne tilhængere af Stalins parodi på socialisme og fandt ikke anledning til at kritisere Stalin for andet end hans ”udskejelser” under Moskva-processerne i 1930’erne.

I hans biografi er der hist og her ansatser til en kritik af forholdene i lejrene, men ikke nogen fundamental kritik af Stalins Sovjetstat.

Hvad fik Wolfgang Ruge til at foretrække DDR frem for BRD?

Hans selvbiografi gav ikke svar. Det måtte findes andre steder.

Wolfgang Ruge udgav i 1983 en bog ”Hitler. Weimarer Republik und Machtergreifung“. Pahl-Rugenstein Verlag.

Wolfgang Ruge viser sig her som en gængs DDR-historiker, som ikke bryder med den ”stalinistiske forfalskningsskole”.

De politiske hændelser i den tyske Weimarrepublik udsættes for den stalinistiske vridemaskine og skylden for den tyske arbejderklasses forsmædelige nederlag og knusning under Hitlers terrorregime tillægges alene det tyske Socialdemokrati (SPD). (jf. pp. 332-333).

Først længe efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 gik resterne af KPD bort fra sin sekteriske ultravenstre linje og var villig til at indgå i en enhedsfront med SPD og resten af venstrefløjen.

Kommunistischer Widerstand 1933 - 1945 (ddr-biografien.de)

Da var det for sent.

Stalins Komintern og hans tyske håndlangere i KPD kan med rette gøres ansvarlige for det skæbnesvangre nederlag.

Skiftede Wolfgang Ruge mening senere i sit liv? Hans søn Eugen Ruge antyder det  sin biografi om sin far.

 

Georg Laursen - dansk agent for Stalin.

Stalin forvandlede som en anden Napoleon Bonaparte Sovjetstaten til et terroristisk rædselsregime med hundredvis af tvangsarbejdslejre.

Anmeldelse.

Julie Riisbro og Niels Erik Rosenfeldt: Agent for Lenin og Stalin.

En dansk malers utrolige liv. Kristeligt Dagblad. 2021. 

 

»Die Weltverbrüderung der Arbeiter ist mir das Heiligste und Höchste auf Erden, sie ist mein Leitstern, mein Ideal, mein Vaterland; lieber lasse ich mein Leben, als daß ich diesem Ideal untreu werde!«

Rosa Luxemburg i Karl Retzlaw: Aufstieg und Niedergang Erinnerungen eines Parteiarbeiters. Frankfurt. 1971.

http://www.internationalesozialisten.de/Buecher/Klassiker/Karl Retzlaw, Erinnerungen eines Parteiarbeiters.pdf

Arbejdernes verdensforbrødring er for mig det helligste og højeste her på jorden, den er min ledestjerne, mit ideal, mit fædreland; hellere giver jeg mit liv, end at jeg svigter dette ideal.”

Hvis nogen på baggrund af dette citat tror, at den tyske socialdemokrat og grundlægger af det tyske Spartakusbund (senere Det Tyske Kommunistparti) Rosa Luxemburg var idealist, tager de fejl.

Hun var ikke idealistisk, selvom hun tilstræbte et højere mål. Ikke for hende selv, men for alverdens arbejderklasse.

Hun var heller ikke religiøs, selvom hun taler om arbejderklassens forbrødring som ”det helligste og højeste på jorden”.

Dette citat står i grel kontrast til den opfattelse, som de 2 forfattere Julie Birkedal Riisbro og Niels Erik Rosenfeldt, som de fremlægger i 2. kapitel af deres biografi om Georg Lauersen - Agent for Lenin og Stalin. En dansk malers utrolige liv” Kristeligt Dagblads Forlag. 2021.

Begge forfattere er særdeles velbevandret i Kommunistisk Internationales historie.

Begge har offentliggjort adskillige artikler og bøger om Kommunistisk Internationale.

Jeg har i min selvbiografi Palle alene i verden. En personlig og politisk biografi. Fra pæn dreng til oprører. Underskoven 2014 (pp. 577-587) udførligt kritiseret og brugt en artikel af Julie Birkedal Riisbro: Komintern og verdensrevolutionen (pp. 43-80) i Jesper Jørgensen (red.) Komintern og de dansk-sovjetiske relationer. Arbejdermuseet. 2012 som eksempel på borgerlig historieskrivning om Kommunistisk Internationale.

Jeg står ved min kritik af artiklen og finder ikke grund til at gentage mine kritikpunkter her.

Men nøjes med at undre mig over, at forfatterne i bogens 2. kapitel Personsag nummer 332 (pp. 11-17) fremlægger nogle synspunkter, som siger mere om forfatternes eget udgangspunkt for at beskæftige sig med Kommunistiske Internationale end med indholdet i deres biografi om Georg Laursen.

Det mest interessante ved Georg Larsen er hans danske oprindelse. Det mest interessante ved hans liv er den første halvdel. Hans barndom og opvækst og ungdom i Århus. Hans faglige og politiske engagement før på randen af 1. verdenskrig og hans tid på valsen i Europa.

Hans tidlige møde med nogle af hovedaktørerne (Lenin, Trotsky m.fl.) i den senere russiske Oktoberrevolution 1917, som er draget i eksil for Zardømmets forfølgelse på randen af 1. verdenskrig.

Forfatterne skriver:    

Bag alt dette [bagtæppet for hovedpersonens aktiviteter som et lille tandhjul i en stor mekanisme] tegner sig et endnu bredere perspektiv. [Georg] Lauersens liv afspejler på yderst håndgribelig vis en række grundlæggende spørgsmål, vi mennesker stilles  overfor på vores gang gennem livet: forholdet mellem mål og midler, mellem utopi og virkelighed, mellem frihed og tvang, mellem behovet for at tro fuldt og fast på en sag og nødvendigheden af at kunne tvivle på egne holdninger. Hvor meget skal vi ofre for at opnå de mål, vi forfølger? Er en sag så vigtig, at det er berettiget at sætte sit eget liv og velfærd på spil? Hvordan skal vi forholde os til de enkeltpersoner og grupper, der bekæmper det, vi går ind for? Hvor sikre tør vi være på, at den kurs, vi selv har valgt, er den rette?”

Forfatterne hæver sig her op på et overhistorisk niveau og stiller en række eksistentielle og moralfilosofiske spørgsmål, som biografien ikke giver svar på. Måske læserne selv skal stille sig disse spørgsmål under læsningen af biografien?

Forfatterne fortsætter i samme spor - eller også forsøger de at finde en ’rød tråd’ i Georg Lauersens politiske liv. Fra ung idealistisk socialdemokrat til forbenet stalinist i Danmarks Kommunistiske Parti og i Komintern:    

Som ung socialist lægger Georg Laursen afstand til al religion og kalder sammen med sine [socialdemokratiske] meningsfæller til kamp for en adskillelse af kirke og stat. Men til gengæld bliver han især efter mødet med Lenin indfanget af en militant ideologi [?], som insisterer på at være videnskabeligt begrundetog forpligter tilhængerne på en påstået sandhed om et kommende tusindårsrige [?]. Et rige der  i tidens fylde menes at skabe lykkelige tilstande for den samlede menneskehed, men som - må man forstå - kun kan virkeliggøres gennem væbnet kamp, voldelige  revolutioner, diktatorisk styre og skånselsløs forfølgelse af alle dem, der ikke hører til på det rigtige hold. I konsekvens af sin forsonlighed og sit verdslige frelsebudskab må en sådan ideologi nærmest uvægerligt give næring til fanatisme og had. De der ikke er med os, er mod os. […]

Mange ortodokse kommunister fra Lenin- og Stalinæraen må givetvis betegnes som idealister, der oprigtigt mente, at de kæmpede for de svage og undertrykte. Men de kan samtidigt ses som repræsentanter for en både ensporet og afsporet idealisme.

Som sagt vil jeg ikke gentage min kritik af den ene af biografiens historieskrivning: Den kan læses i min selvbiografi: Palle alene i verden. En personlig og politisk biografi. Fra pæn dreng til oprører. Underskoven. 2014.

Blot ærgrer jeg mig over, at de 2 forfatteres omfattende arkivstudier kun bliver brugt til at bekræfte dem i deres egen borgerlige udlægning af Kommunistisk Internationales historie.

Følgende grundlæggende antagelse kunne have ligget til grund for bogen.

1. Socialdemokratiet begik et historisk forræderi, da det i august 1914 støttede borgerskabets imperialistiske krig, som førte til en massenedslagtning af den europæiske (og amerikanske) arbejderklasse.

2. Arbejderbevægelsen blev ikke svækket af bruddet mellem 2. og 3. Internationale; men tværtimod styrket.

3. Den russiske Oktoberrevolution var ikke en fejltagelse; men en historisk enestående mulighed for at realisere et ellers uopnåeligt mål: at gennemføre en socialistiske revolution i et økonomisk tilbagestående land som Zarens Rusland.

4. Valget stod ikke - som mensjevikkerne hævdede - mellem et borgerligt demokrati og Zardømme; men mellem Zardømme og en socialistisk revolution.

5. Bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917 var ikke et kup, men en uundgåelig magtomvæltning, hvis ikke Rusland skulle blive invaderet af udenlandske imperialistiske magter og forvandlet til …

6. Sovjetstaten degenererede på et tidligt tidspunkt - i midten af 1920’erne - primært som følge af den manglende udbredelse af socialistiske revolutioner i større europæiske lande (som Tyskland).

7. Efter Lenins død i 1924 vindes den interne magtkamp i det russiske bolsjevikparti af kliken omkring partiets organisationssekretær Josef Stalin.

8. Partiet og Sovjetstaten degenererer og Stalin skaber en kult omkring Lenin og sig selv som den retmæssige arvtager.

9. Under Stalins ledelse ophører Sovjetstaten at arbejde for en verdensomspændende socialistisk Rådsrepublik.

10. Komintern og dets nationale sektioner indordnes og underlægges Sovjetstatens egne interesser som nationalstat.

11. Forfatterne har ikke forståelse for betydningen af de hyppige politiske skift i Kominterns linje, som skal rette sig ind efter Stalins skiftende udenrigspolitik og alliancepartnere.

11. Stalins repression når sit højdepunkt i 1930’erne med masseudrensninger i Sovjetstatens statslige organer (parti, statsapparat, militær og efterretningstjenester), hvilket afgørende svækker Komintern.   

12. Stalins massive udrensninger og latterlige skueprocesser mod den gamle bolsjevikiske garde gør Komintern ubrugelig som kamporganisation.

13. Forfatterne hævder hårdnakket, at Stalin ikke på noget tidspunkt - opgiver verdensrevolutionen, hvilket er åbenlyst fejlagtigt.

Bevis: Kominterns ’folkefrontspolitik’, som fordrede samarbejde med borgerskabets partier.

Resultat: skæbnesvangert. Bevis: Den spanske Republik.     

14. Forfatterne har ikke forståelse for, at Stalin forvrænger Marx, Lenin og Trotski til ukendelighed - og kan derfor ikke kaldes hverken kommunist, socialist eller marxist.

15. Hvis Stalins Sovjetstat betegnes som arbejderstat, er det - i så fald - en stærkt degenereret sådan.   

Ostalgi.

Walter Ulbricht (1893-1973).
En af Stalins håndgangne mænd i det tyske kommunistparti (KPD) og senere statsleder i DDR.

Boganmeldelse.

Florian Heyden: Walter Ulbricht. Mein Urgrossvater. Edition ost. 2020. 

Florian Heydens bog er udgivet på forlaget edition ost.

Bogen er bemærkelsesværdig i mere end én forstand.  Den er skrevet af et oldebarn af den for længst afdøde Walter Ulbricht (1893-1973).

Florian Heyden er efterkommer af Walter Ulbricht på sin mødrene side. Walter Ulbricht var gift 3 gange og Florian er efterkommer af Walter Ulbrichts første kone Martha Schemellinsky, hvis datter giftede sig med Florians bedstefar.

Bogen er udkommet på forlaget edition ost, der som navnet siger udgiver bøger med relation til det forgangne DDR (Deutsche Demokratische Republik).

Bemærkelsesværdig - fordi bogen ikke er annonceret forlagets hjemmeside edition ost - Eulenspiegel Verlagsgruppe.

Det virker mærkeligt. Hvorfor ønsker forlaget ikke at annoncere Florian Heydens biografi om sin oldefar Walter Ulbricht?

Læsning af bogen løser måske mysteriet. Den er et mærkværdigt sammensurium af Florian Heydens skitse til en biografi, som så efterfølgende må have været udsat for en grundig redigering fra forlagets side.

Jeg gætter på, at Florian Heydens manuskript ikke har svaret til forlagets ønsker om en heltebiografi om én af det hedengangne DDR’s statsledere.

Eller alternativt: At Florian - i sin iver efter at yde sin oldefar retfærdighed - er faldet i det stalinistiske gryde og har villet fremstille ham mere positivt end godt er.

Fra at være et forsøg på at skrive en kritisk-empatisk biografi om sin oldefar er den blevet til en heltebiografi, en hagiografi.

Der er ærgerligt, når man tænker på, hvor meget tid og hvor mange kræfter Florian Heyden har brugt på sin bog.   

For blot at nævne et enkelt eksempel:

I stalinistisk historieforfalskning indtager helten altid den rigtige politiske position fra tidernes morgen.

Den proletariske helt kan ikke tage fejl. Han er ganske simpelt ufejlbarlig.

Sådan en proletarisk (og ufejlbarlig) helt var Walter Ulbricht.

Den tyske kommunist (og trofaste stalinist) Walter Ulbricht stillede sig aldrig kritisk overfor de direktiver, som kom fra moderpartiet i Stalins Rusland.

Stalin gjorde Kommunistisk Internationale (Komintern) til et ekspeditionskontor for sovjetisk udenrigspolitik, således som Stalin mente den skulle føres.

Partierne i Komintern havde bare at indordne sig, ellers bestod straffen i kollektive eller individuelle udrensninger og eksklusioner.

Det bedst kendte eksempel på Stalins mange kursskifter er skiftet fra enhedsfrontpolitik til folkefrontspolitik.

Fra 1928 førte Komintern en ”ultravenstre”-politik, som udskreg den reformistiske del af arbejderbevægelsen som ”socialfascistisk”, som kapitalismens sidste og afgørende skanse inden dens nært forestående undergang.

Kominterns 6. kongres 1928 viste Ulbricht sig som en trofast tilhænger af Stalins ’venstredrejning’ af Kominterns politik.

Han kritiserede partiets ’højrefløj’ for at ”overvurdere Socialdemokratiets styrke” og for at ”overvurdere kapitalismens stabilitet”.

(Kilde: Margarete Buber-Neumann: Kriegsschauplätze der Weltrevolution. Ein Bericht aus der Praxis der Komintern 1919-1943. Ullstein Buch. 1973, pp. 126-127).

Først efter nazisternes magtovertagelse 1933 ændrede Komintern sin sekteriske  ’ultravenstre politik til en principløs folkefrontspolitik, som indebar samarbejde med alle ’anti-fascistiske’ kræfter.

Walter Ulbricht fulgte endnu en gang Kominterns parole og slap helskindet fra Stalins mange udrensningsprocesser, som kostede hundredtusinder af uskyldige sovjetborgere og partifæller livet.

Florian Heydens biografi om sin oldefar kunne være blevet en helt anden ”kritisk-empatisk” biografi, hvis ikke hans forlag havde redigeret i hans manuskript.

Det kan vel ikke tænkes, at også oldebarnet er røget i den stalinistiske gryde i sin iver efter at rehabilitere oldefar?

PS: Det styrker ikke bogens troværdighed, at den fuldstændigt mangler en litteraturliste og kildeangivelser.

 

 

   

Georg Elsers mislykkede attentat på Adolf Hitler 1939.

Georg Elser (1903-1945).
Udviste civil ulydighed, da han anbragte en tidsindstillet bombe, som ville have gjort det af med Adolf Hitler 8. november 1939.

Filmanmeldelse. 

"Urmageren". DRTV2. fredag  26. februar 2021.

Der er tidspunkter i historien, hvor én eller anden form for civil ulydighed er på sin plads.

Civil ulydighed kædes ofte sammen med undladelse af brug af vold.

Civil ulydighed var påkrævet i 1939, hvor Europa stod på randen af krig.

Europa stod i fare for, at Hitler ville kaste Europa (og verden) ud i en ny krig.

De ledende politikere i England og Frankrig antog Hitlers krigeriske udsagn for sabelraslen og troede at kunne spise ham af indrømmelser af forskellig art.

Deres såkaldte ’appeasement-politik’ slog fejl.  

Med Hitlers magtovertagelse i januar 1933 havde et flertal i den tyske Rigsdag givet Hitler og hans nationalsocialister frit lejde til at slå ned på den tyske arbejderbevægelse.

Arbejderpartiernes repræsentanter i Rigsdagen blev mobbet ud af Rigsdagen og frataget deres mandater.

Partiernes og fagforbundenes ejendomme og formuer blev beslaglagt. Bevægelsens leder blev idømt hårde fængselsstraffe og sent i fangelejre.

Nazisterne kaldte fængselsdommene og straffeopholdet i lejrene for en ”beskyttelsesstraf” (Schutzhaft).

Arbejderbevægelsen havde udspillet sin rolle. Den havde ikke set Hitler komme til magten.

Socialdemokratiet (SPD) havde skabt Weimarrepublikken, men havde selv medvirket til at undergrave den ved at understøtte en ”undtagelseslovgivning” som satte Weimarforfatningen ud af kraft.

Først da det var for sent begyndte Det tyske kommunistparti (KPD) at tale om en enhedsfront med de socialdemokratiske ”socialforrædere” i SPD.

Arbejderbevægelsen havde forspildt sin historiske for at hindre et diktatorisk terrorregime i at komme til magten i Tyskland.

Hitlers terrorregime havde så godt som næsten knust enhver form for organiseret modstand.

I 1939 indgik USSR og Tyskland en ikke-angrebspagt, som indebar en deling af besættelseszoner.

De tyske kommunister i KPD var således forhindret i at yde modstand mod Hitlers Andre måtte påtage sig opgaven.

Det skortede ikke på enkeltpersoner som ønskede at gøre en indsats for at omstyrte Hitlers terrorregime.

DRTV viste fredag 26. februar 2021 den tyske film med titlen ”Urmageren” (engelsk titel ”13 Minutes”).

Urmageren (2015) - IMDb

Filmens urmager var ikke urmager, men møbelsnedker. Hans navn var Georg Elser (1901-1945).

Hans attentat mod Hitler var 13 minutter fra at lykkes.

Georg Elser havde på egen hånd fremstillet en tidsindstillet bombe, som han havde placeret i et hulrum over den talerstol, hvor Hitler 8. november 1939 skulle holde sin tale til minde om sit mislykkede kupforsøg på samme dato 1923.

Attentatforsøget mislykkedes kun, fordi Hitler - på af tåge - måtte lægge sin tidsplan om - og tage af sted 13 minutter før planlagt.

Elser var ikke nogen amatør hvad angår fremstillingen af sin bombe.

Han var en fingerfærdig og en dygtig håndværker. Men hvad angår flugten fra mordstedet viste han sig at være en amatør.

Han havde været beskæftiget som håndværker på grænsen mellem Tyskland og Schweiz og var vant til at krydse grænsen.

Han blev imidlertid pågrebet af schweiziske grænsebetjente, da han forsøgte at snige sig over grænsen efter sit attentatforsøg.

Han blev udleveret til Hitlers bødler i Geheime Statspolizei (Gestapo) og underkastet et politiforhør.

Elser havde begået den utilgivelige dumhed at medbringe materiale om sin bombefremstilling og et adgangskort til stedet, hvor Hitler havde holdt tale 8. november.

Vi kender desværre ikke Georg Elsers egen version af sagen, da Gestapo henrettede ham kort inden befrielsen i maj 1945.

I filmen ”Urmageren” udsættes Elser for tortur, men nægter at give oplysninger fra sig.

Gestapos bødler kan ikke tro, at han har været alene om attentatet og forlanger, at han udleverer sine medskyldige.

Elser hævder hårdnakket, at han var alene om attentatet. I filmen ”Urmageren” udsættes han for tortur.

Kilder sætter spørgsmålstegn ved, om Elser blev udsat for tortur.

Langt mere sandsynligt er det, at han snarere indså, at spillet var tabt og at han lige så godt kunne gå til bekendelse og tilstå, at han alene var manden bag attentatet.

Det passede ikke ind i Gestapos billede af sine modstandere.

Men Elser gav Gestapo en overbevisende forklaring på, hvordan bomben var fremstillet og hvorfra han havde fremskaffet materialerne.

Gestapo tog billeder af Elser, hvor han forklarer, hvorledes han fremstillede og anbragte sin hjemmelavede bombe, som skulle have dræbt Hitler.

Han havde tilsyneladende overgivet sig i forvisning om, at spillet var tabt. Ikke mindst fordi han blev pågrebet med kompromitterende bevismateriale på sig.

Det gik over Gestapos forstand, hvorledes en enkelt person kunne klare at fremstille -og i et ubevogtet øjeblik - anbringe en tidsindstillet bombe, som ville have gjort det af med Adolf Hitler.

Gestapos eneste bevis på, at han muligvis ikke var alene om attentatet var et emblem, som Elser bar skjult på bagsiden af sin jakkekrave.

Her bar Elser et emblem, som medlemmer af Rote Frontkämpfer Bund (RFB) bar.

I 1920’erne og 1930’erne oprettede de politiske partier korps, som skulle bruges i sammenstød med politiske modstandere.

RFB var oprettet af det tyske kommunistparti (KPD) som svar på nazisternes Sturmabteilung (SA).

Elser forklarede, at han ved en fejltagelse havde glemt at fjerne sit emblem før sin flugt.

Han havde ikke sat sig nøjere ind i partiets mere langsigtede må om et tysk Sovjet-Rusland og en tysk Rådsrepublik.

Han stemte på partiet ved valg, fordi det kæmpede for arbejderne livs -og arbejdsvilkår.

Gestapo kunne ikke bevise, at Elser stod i ledtog med personer på venstrefløjen.

Gestapo forsøgte at sammenkæde Elsers attentatforsøg med en af Hitlers frafaldne støtter – nazisten Otto Strasser.

Heller ikke dette forsøg på at bevise at der lå en konspiration bag attentatforsøget kunne Gestapo løfte.

Elsers tilståelse til trods betød ikke, at han slap for yderligere tiltale. Han måtte tilbringe resten af sit liv i fængsel. I april 1945 lod Gestapo ham henrette.

Elser udviste et modigt forsøg på civil ulydighed, som fortjener større interessen end hidtil.     

 

Kilder:

Literatur - Georg Elser (georg-elser.de)

Georg Elser: Berliner Verhörprotokoll 1.Tag: 19.11.1939 (georg-elser-arbeitskreis.de)

Georg Elser: Georg Elser: Bilder nach der Verhaftung (georg-elser-arbeitskreis.de)

Bruno Amoroso - fra Rom til RUC.

Bruno Amoroso (1936-2017).
Fra 1972 -2007 underviser på Roskilde Universitetscenter.

Anmeldelse.

Bruno Amoroso: Ubuden gæst. Underskoven 2017.

 ”Kommunistpartiet havde i virkeligheden slet ikke været ser under kampene, de kom først den 3. juli [1969] for at fortælle, at de proletarer, der havde kæmpet, var uansvarlige og købte provokatører. De samme arbejdere som de borgerlige domstole senere siden dømte. De kom for at sige, at de strejker, som arbejderne selv beslutter og sætter i gang, er farlige, fordi arbejdskøberne [købere af arbejdskraft] straffer en bølge af straffeforanstaltninger. De kom og anklagede os for at være smågrupper, der ikke hørte til på fabrikken, men de sagde ikke noget om, hvordan disse ynkelige smågrupper havde båret sig ad med at gennemføre så langvarig og så hård en kamp som den, vi havde ført i måneder.”

Nanni Balestrini: Vi vil have det hele. Tiderne Skifter. 1974.

 

1. Medlem af det italienske kommunistparti (PCI).

Bruno Amoroso (1936) voksede op i Rom.

Amorosos ungdom er mere eller mindre synonym med det italienske kommunistpartis historie.

Som helt ung indrulleres han i partiets ungdomsorganisation.

Fra 1948 og til 1964 var han medlem af PCI.

Sin unge alder til trods når han at opleve partiets politik umiddelbart efter krigen.

Begivenhederne i forbindelse med det sovjetiske moderpartis 20. partikongres i 1956 og Warszawa-pagtens invasion af Ungarn samme år får ham til at tvivle på partiets rette vej.

Amoroso forklarer sin holdning:  

Jeg blev på grund af min personlige interesse og den rolle jeg spillede, kastet ud i en voldsom diskussion. Dette afholdt mig imidlertid ikke fra at udtrykke mit standpunkt.

Jeg afviste tanken om, at kritisk analyse af det sovjetiske samfund kunne baseres på en ”hemmelig” rapport, som man kendte meget lidt til. Og derefter at drage forhastede beslutninger om det italienske kommunistparti – fastholdt jeg på mine møder med Perrone, Servello og Tripodi – var lige så hasarderet. Ligesom jeg ikke lod mig overbevise af forhastede domme, der gjorde Khrushchev til en isoleret ”forræder”.

Sandsynligvis, argumenterede jeg videre, havde der været en splittelse i den sovjetiske ledelse på grund af ændringer i det russiske folks sociale sammensætning, der sammen med økonomiske og sociale faktorer førte til denne katastrofe.

PCI’s ansvar bestod i ikke at have gennemført denne analyse i bedste marxistiske tradition, men i stedet havde gjort sig til ukritisk talsmand for SUKP’s retorik.

Efter min mening var det alt for let at reducere ”stalinismentil et spørgsmål om politisk sædvane og lederskab lige som jeg ikke mente, at en eventuel stalinistisk tendens i PCI kunne tilskrives en kloning, men en parallel udvikling i Italien og Sovjetunionen, en splittelse i partiets lederklasse på den ene side og i de folkelige masser.

På baggrund heraf opstod der i Italien elementer af bureaukrati og teknokrati såvel i partiet og i fagbevægelsen, der truede med at underminere de træk af åbenhed, folkelighed og demokrati, som man havde arvet fra modstandsbevægelsen. Jeg var bevidst om, at jeg med disse udtalelser havde bevæget mig ud på usikker grund, men jeg følte det nødvendigt at gå den vej. (pp. 49-50).

Amoroso skrev et brev med sin kritik af partiets holdning og stilede det til direktionen på partiets dagblad, som imidlertid ikke ønskede det offentliggjort.

Men PCI var for længst ophørt med at være et parti, hvor medlemmerne åbent drøftede partiets politik.

Amoroso skulle gå kommandovejen via partiets ungdomsorganisation og fik sit brev ubesvaret tilbage via formanden for ungdomsorganisationen.

Amoroso fandt det klogest at debattere uenigheden i partiet og få den ud af verden.

Men partiets ledelse ønskede ikke en åben diskussion og debat, så Amoroso blev i foråret 1959 inviteret hjem til et ledende medlem Giuliano Pajetta i Via Sprovieri i Rom til en ’kammeratlig samtale’.

Efter en kort tirade om mine fortrin og evner, uden at tage stilling til indholdet af de problemer, som var årsagen til at han havde inviteret mig, sagde han: ”Alle kammerater sætter pris på dine handlinger, men din holdning i dag, som den kommer til udtryk i din manglende loyalitet i forhold til ledelsesorganerne, er uforenelig med medlemskab af partiet.

Jeg genkendte straks den ilde lugt fra tidligere oplevelser og forsøgte end ikke at indlede en politisk dialog om indholdet i denne historie. Jeg fulgte hans formelle argumentation, som jeg fandt uvenlig og ydermere stødende for min intelligens, og insisterede på, at min holdning afspejlede de, som blev udtrykt af mine kammerater, og at jeg derfor måtte fastholde denne.

Så ændrede Pajetta tonen, og idet han gik hen imod mig, sagde han: ”Der er kun to muligheder. Enten ekskluderer vi dig af partiet, hvilket jeg ikke går ind for, da det vil gøre dig til martyr, og det er der ikke brug for. Eller også, og her appellerer jeg til din personlige og politiske fornemmelse, så udebliver du fra fremtidige møder i afdelingen, og ved årets udgang, kan du så undlade at forny dit medlemskab.”

Jeg blev forvirret af det truende og aggressive indhold af hans ord…

At se ham nu, så opsat på at knuse en loppe som mig, på grund af et problem, der vedrørte den politiske debat i en lokalafdeling, fik mig til at tænke, at her var noget der ikke passede. Det var som om, det ikke var ham der talte, men nogen havde pålagt ham ordlyden.

Men så måtte jeg lade den tanke fare. For ellers kunne ingen gøres ansvarlig for noget. Jeg sagde til ham, at jeg ville overveje min situation … 

(pp. 50-51).

Kammerater i lokalafdelingen lod ham imidlertid fortsætte som medlem - indtil han i 1964 valgte at bryde med PCI. (p. 52).

Amoroso havde ikke forladt et revolutionært parti.

PCI havde som alle andre partier i Stalins Komintern (senere Kominform) for længst opgivet den socialistiske verdensrevolution.

De 3 store - sovjetiske Josef Stalin, britiske Winston Churchill og amerikanske Roosevelt - havde på konferencer under krigen delt verden mellem sig.

Skillelinjen gik mellem den Røde Hærs fremmarch og de allierede tropper. Italien var således de vest-allieredes område.

Stalin ønskede ikke socialistiske omvæltninger i Vesteuropa. Kun bufferzoner i Østeuropa.

Det italienske kommunistpartis ubestridte leder Palmiro Togliatti havde under Benito Mussolinis fascisme i Italien opholdt sig i Moskva.

I marts 1943 vendte han tilbage til Italien.

Stalin havde beordret ham til ikke at udnytte den dobbeltmagts-situation, som partisanerne skabte i det nordlige Italien til at gennemføre en socialistisk omvæltning.

Jf. Fernando Claudin: Krisen i den kommunistiske bevægelse. Fra Komintern til Kominform. Bind 2. pp. 336-359. Modtryk 1978.

Claudin skriver om Togliattis ordre fra Moskva:

Mange år senere skulle han [Togliatti) berette for de mennesker, der ville skrive hans biografi, at PCI var kommet ud på en ”farlig og ”udsigtsløs vej”, at det var nået så vidt som til at ”holde møder mod Churchill og sammen med andre anti-fascistiske partier at overveje muligheden for at gøre folket til dommer, ikke på regeringens, men på venstrepartiernes initiativ”.

29. marts 1943 samledes partiets ledere i Syditalien og Togliatti ”tog tyren ved hornene”. Han foreslog, at man ”udskyder problemet omkring magtens institutioner indtil der kan indkaldes en forfatningsgivende forsamling, og at man i stedet koncentrerer sig om samling af alle politiske strømninger i kampen mod Tyskland og øjeblikkeligt skrider til dannelse af en national samlingsregering.”

Selv i Togliattis biografi hedder det, at ”til en begyndelse var størstedelen af de tilstedeværende lamslåede” men Togliatti ”fremlagde sine forslag så klart og overbevisende, at ingen havde noget at indvende.”

Fernando Claudin p. 341; kilde: Marcella og Mauricio Ferrara: Palmiro Togliatti. Editions Speciales. Paris 1954.

Efter 2. Verdenskrig fortsatte PCI sin klassesamarbejdspolitik om ”national enhed” fra før krigen.

Det var der i øvrigt intet nyt i, da ”folkefrontspolitikken” allerede var afprøvet i Frankrig - og i Spanien under den spanske borgerkrig 1936-1939.

 

2. Flugten fra Rom.

I slutningen af 1960’erne var Bruno Amoroso aktiv i studenterpolitik.

Han deltog i en koordinationsgruppe for studenter i Rom.

Den politiske situation var præget af stor usikkerhed og antallet af væbnede aktioner steg. Der var reel fare for borgerkrig.   

Diskussionen mundede ud i følgende 3 alternativer:

a. at forsætte samme linje med opposition og protester, i håbet om en arbejderdeltagelse og politisk støtte fra venstrefløjspartierne.

b. at styrke bevægelsens redskaber til selvforsvar, vel vidende, at opgave ville blive kompleks og uholdbar, hvis nogen tilsluttede sig ”den væbnede kamp”.

c. at følge det ”milanesiske” [de 2 deltagere fra Milano] forslag om ”væbnet kamp.

Jeg kommenterede de forskellige forslag, også fordi min rolle [som medlem af koordinationsgruppen] krævede det. Uden omsvøb svarede jeg på hver enkelt af de tre punkter.

Om punkt a sagde jeg, at den fase var overstået, og at bevægelsens splittelse og frustrationer som følge af begivenhederne, ved at følge sammen linje som hidtil hverken kunne negligeres eller overvindes. Den sandsynlige skærpelse af den sociale konflikt, med eller uden studenterbevægelsens medvirken, ville have forbitret forholdene for venstrefløjspartierne og indenfor studenterbevægelsens selv, hvilket ville give nådestødet til løsninger af denne type.

Til punkt b. bemærkede jeg ”at selvforsvarstaktikken”, som jeg følte mig hovedansvarlig for, nu havde lidt nederlag, og fortsat ville gøre det i de scenarier, der tonede frem.

Hvad punkt c. angik, sagde jeg, at det på mange måder kunne ligne et realistisk og uundgåeligt forslag, men at det efter min mening. På grund af ulige styrkeforhold, ville føre til nederlag, med store omkostninger for hele bevægelsen.”

Ingen af forslagene forekommer særligt tiltrækkende og mødedeltagerne nåede da ikke heller til nogen fælles beslutning.

Var det ensbetydende med, at studenterbevægelsen havde udspillet sin rolle?

Amoroso kommer med antydningen af en konklusion på den fortvivlede situation:

Fraværet af et kommunistisk parti var tydeligt. Nedslående var det at være vidne til at venstrefløjens stadig dybere forankring i et [borgerligt] demokrati, der i virkeligheden ikke eksisterede, og ofte med en positiv, med samtidig afpresserende argumentation af typen ”det er bedre end ingenting”. (p. 110-111)

 

3. Fra studerende i Rom til lektor på Roskilde Universitetscenter.

Amoroso var involveret i studenterpolitik og risikerede at blive arresteret for sine politiske aktiviteter i Italien.

Han forlod sit hjemland for en usikker fremtid.

I Rom havde han undervist på universitetet, nu måtte han starte helt fra bunden af samfundet.

I nogle år levede han af ufaglærte job. Men i længden var det ikke tilfredsstillende med ufaglærte jobs.

Han ville gøre brug af sin akademiske uddannelse.

Først blev han ansat på Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

I 1972 åbnede Roskilde Universitetscenter for tilgang af studerende og lærere.

Amoroso var uddannet økonom og ifølge Amoroso ønskede mange økonomer ikke at arbejde i den offentlige sektor.

Amoroso indgav sin ansøgning, men ikke alle i bedømmelsesudvalget syntes godt om hans ansøgning.

Først en anbefaling fra professor i økonomi på KU Niels Thygesen gjorde, at Amoroso fil en stilling som lektor på RUC.

Der blev han indtil han i 2007 gik på pension.

Amoroso siger om de ny universitetscentre i Aalborg og Roskilde:

I realiteten skabte man på denne måde nogle universitetsghettoer, hvor man kunne omvende protestens ”brushoveder” [studenteroprørere], og lukke disse unge akademikere med marxistiske og radikale sympatier ind i en indhegning, hvor de kunne afprøve deres ideer på hinanden.” (jf. p. 136).

Amorosos afsnit om Roskilde Universitetscenter ”Min tid på Roskilde Universitetscenter” (pp. 137-145).

 

4. Råddent kompromis på RUC.

Bruno Amoroso og hans kollegaer på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning spillede en særdeles tvivlsom rolle under konflikten i 1976 mellem de studerende og   det af undervisningsminister Ritt Bjerregård nedsatte Eksterne Rektorat.

Nedsættelsen af et Eksternt Rektorat var i sig selv en nødforanstaltning, som satte den lov ud af kraft, som gjaldt for universiteter.

Styrelsesloven var et konkret resultat af det studenteroprør, som fandt sted i 1968 1996.

At sætte den ud af kraft på RUC - som var tænkt som et ”progressivt” uddannelsesprojekt - var i sig selv en provokation fra Ritt Bjerregårds side.

Med et Eksternt Rektorat rullede Socialdemokratiet studenteroprøret tilbage og lavede en særlov for RUC.

Det var i sig selv slemt nok.

Endnu værre var, at Det Eksterne Rektorat fik til opgave at rulle nogle af de progressive pædagogiske tiltag tilbage, som lå bag RUC-eksperimentet.

RUC blev offer for en politisk smædekampagne, som havde til formål at smadre det pædagogiske eksperiment, som nu ifølge dets modstandere var løbet politisk løbsk.

Men de studerende var for politiske bevidste til at finde sig i regeringens overgreb.

De nedlagde studierne (i arbejderklassens tjeneste) og boykottede undervisningen.

Lærerne var knap så militante. Mange af dem frygtede for deres job og reagerede frygtsomt og skræmt.

Bruno Amoroso allierede sig med de mest skræmte lærere på RUC, tog kontakt til Det Eksterne Rektorat og sammen lavede de en ”pakkeløsning”, som gav visse indrømmelser til lærere og studerende.

Se afsnittet ”Min version af RUC’s historie. Appendiks D. pp. 429-469 i ”Palle alene i verden. Fra pæn dreng til oprører. En personlig og politisk biografi”. Underskoven 2014)

Bruno Amoroso fortsatte som lektor på RUC og nåede først sent til erkendelse af, at eksperimentet var slut:

Beviset på at slaget var definitivt tabt, var ændringen af navnet [på instituttet] Institut for Samfund og Globalisering i slutningen af 90’erne. Det sanktionerede en passiv tilpasning til den nyliberale orientering, som var dikteret af politikken og af magten”.  

Taktikken med at få havde fungeret meget godt, men ikke smertefrit, og ikke uden modstand og konflikt.” (p. 138)

Det er mit indtryk at Bruno Amoroso som institutleder på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på RUC levede et liv i ”splendid isolation”.

Måske gjorde vi det alle.

Man kan undre sig over, at de pædagogiske principper om tværfaglighed - som lå bag RUC - ikke også gjaldt på tværs af de 3 hovedområder og institutter på RUC.

Måske ville fælles seminarer mellem magisteruddannelserne og den teknisk-samfundsvidenskabelige uddannelse på RUC have hjulpet på den fælles forståelse?

 

Apropos det indledende citat af Nanni Balestrini.

Ifølge Balestrini betragtede PCI de strejkende arbejdere på Fiats bilfabrikker i Torino i 1969 som ”uansvarlige” ”købte provokatører”.

PCI foretrak parlamentarisk samarbejde med De Kristelige Demokrater (DC) frem for at støtte en strejkebevægelse, som det ikke kunne kontrollere.

Dette forræderi var symptomatisk ikke bare for den italienske venstrefløj, men gjaldt for venstrefløjen i resten af Europa.  

Murens fald i 1989 og USSR’s implosion i 1991 satte en stopper for PCI og et politisk system domineret af de 3 gamle partier - PCI, DC og PSI.

Til trods for at Amoroso forlod sit hjemland Italien, forlod han det ikke i sine tanker.

Han bevarede kontakten til sit hjemland ved at opretholde et netværk af akademiske forskere, hvoraf mange var fra Italien.

Hans bog vrimler med navne på italienske politikere og akademikere, som et navneregister ville have rådet bod på.

De mange navne på personer, som han omgås er ikke kendte i Danmark og burde have fundet plads i et navneregister.

Bruno Amoroso døde 20. januar 2017. 

   

 

Et sår som ikke vil heles.

Sekretær i Rør og Blik Vagn Damgård Sørensen for enden af bordet.
Møde i Lyngby-Tårbæk kommune 1972.
Foto Arbejdermuseet.

Anmeldelse.

Mikkel Frey Damgård: Sørgekåben. Gyldendal. 2019.

 

De fleste laver slægtsforskning uden nogen bestemt anledning, blot fordi de er interesseret i slægtens fortid.

Mikkel Frey Damgård (født 1978) havde en bestemt grund til at lave slægtsforskning. Hans far begik selvmord i 1986 - i en alder af kun 38.

Hans slægtsforskning førte ham længere tilbage i sin slægts historie, end han i første omgang havde regnet med.

Ikke bare til sin fars forældre, men også til farmors forældre.

Ingen skal arve sine fædres synder. Heller ikke Mikkel Frey Damgård.

Og social arv er ikke ubrydelig.

 

Tavshedens konspiration.  

Jeg har valgt at læse Mikkel Frey Damgårds bog om sin fars selvmord som en familiekrønike.   

Et hidtil upåagtet aspekt i bogen er den politiske spændvidde i hans families historie.

Ved hans fars selvmord splittedes hans familie.

Mikkels bedsteforældre på hans fars side beskyldte Mikkels mor for at være skyld i hans fars død.

Efter begravelsen gik de 2 familier hver til sit - og afbrød herefter forbindelsen med hinanden.

Mikkels far havde for længst valgt side.

Han foretrak sin egen kones familie - og ikke sine forældre.

Mikkel Damgård har svært ved at få noget ud af sin nære familie angående farens selvmord.

Man kan næsten tale om, at hans familie har indgået en tavshedens konspiration for at sandheden ikke skulle komme frem.

Som journalist er han bekendt med at researche og søger efter oplysninger i historiske arkiver om sin slægt.

I sin slægtsforskning finder Mikkel Frey Damgård frem til, at hans farfar (bedsteforælder) og hans farmors far (oldeforælder) begge begik kriminelle handlinger, som familien gjorde alt for at fortie.

Mikkel Frey Damgård finder frem til, at hans farfar umiddelbart efter krigen blev dømt for underslæb i sin svigerfars rejsebureau.

Hans farfars svigerfar blev efter krigen dømt som landssviger. Han havde udnyttet sine handelsforbindelser til Tyskland til at berige sig.

Begge måtte et ½ år i fængsel.

 

Familiens politiske spændvidde.

Dette står i grel kontrast til, at Mikkels far giftede sig ind i en familie, der ligesom han selv var medlemmer af Danmarks Kommunistisk Parti (DKP).

Jeg kunne godt have tænkt mig, at Mikkel Frey Damgård havde boret i sin fars politiske aktiviteter i DKP.

Det eneste vi får at vide, er, at han var aktiv i Dansk-Cubansk Forening, at han rejste til Cuba og skrev en bog om den cubanske revolutionshelt Ernesto ’Che’ Guevara.

Mikkel Frey Damgård kunne have opsøgt medlemmer af det nu hedengangne medlemmer af DKP - og spurgt til sin fars aktiviteter.

Som omtalt giftede hans far sig ind i en familie, som var medlemmer af DKP.

Vi får at vide, at hans svigerfar var rørlægger og fagligt aktiv.

Jeg har forsøgt at finde frem til hans fars svigerfar.  

I Rør og Blik-fagforeningens 125 års jubilæumsskrift kan man på side 62 læse, at der på forbundets kongres 1977 deltog en person ved navn Vagn Damgård Sørensen som formand for Københavnsafdelingen.

Mikkel Frey omtaler sin svigerfars brud med DKP som et resultat af en intern magtkamp i fagforbundet. På denne baggrund valgte Mikkels far også at bryde med DKP.

Fra 1980’erne gik det ned ad bakke for DKP og partiet mistede sin position i fagbevægelsen og i parlamentet.

Fraktionskampe brød ud i DKP. Skulle man slå ind på en reformkurs eller fortsætte i den gamle gænge?

Vagn Damgård Sørensen tilhørte det mellemlag af fagbureaukrater, som i 1970’erne stod for en mere militant linje end den socialdemokratiske LO-top.   

Jubilæumsskriftet omtaler på side 63, at Københavnsafdelingens bestyrelsesformand Vagn Damgård Sørensen måtte forlade posten.

1890 - 2015 Blik- og Rørarbejderforbundet gennem 125 år by Fagbladet Blik og Rør - issuu

I en søgning i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkivs database på navnet ’Vagn Damgård’ fremkommer 3 fotos, hvor Vagn Damgård Sørensen optræder.

På et foto fra 1972 – taget til dagbladet Land og Folk (DKP) sidder Vagn Damgård Sørensen for bordenden ved et fagligt møde blandt rørlæggerne i Lyngby -Tårbæk kommune.

Teksten under fotoet omtaler ham som ”Sekretær i Blikkenslager-, Sanitets -og Rørarbejderforbundet”.   

På et foto fra 1977 optræder Vagn Damgård Sørensen på et møde for tillidsrepræsentanter i ”Tillidsmands-ringen” i Byggefagenes Hus i Kbhn. NV.

På den ene side har vi en familie, som for farens vedkommende har en kriminel fortid som svindler - og for farens svigerfars vedkommende en fortid som værnemager under krigen.

Mikkel Frey Damgård har skrevet en bog om de traumer, som hans fars selvmord har givet ham.

Jeg har læst bogen som en familiekrønike, som viser det politiske spændingsfelt i hans familie.

Måske kan min læsning bidrage til en forståelse af hans fars alt for tidlige død?

 

På sporet af den Kolde Krig.

I DR-TV’s podcast ”Atombomber over Danmark” jagter seriens gennemgående figur journalist Morten Brink Iwersen hemmeligheden om den Kolde Krig.

Morten Brink Iwersen er seernes guide på sin rundtur i den Kolde Krig. I et ’folkevognsrugbrød’ drager han rundt og opsøger bygninger i Danmark, Polen og Tyskland fra den Kolde Krigs tid.

DR-TV’s podcast kan i bedste fald vække nogens interesse for den epoke i historien, som kaldes den Kolde Krig.

Podcasten er mere underholdende og spændingsmættet end den er egentlig oplysende og faktuel.

Brink Iwersen tager os med rundt i landet, hvor han opsøger bygninger, som vidner om den Kolde Krig.

Hans ledetråd er et polsk kort over en eventuel angrebskrig fra Warszawa-pagtens side.

Brink Iwersen bruger dette kort som en art ”smoking gun” som bevis på, at Warszawa-pagten planlagde en angrebskrig.

For at illudere en koldkrigsstemning ledsages de realistiske scener af scener fra hverdagslivet under den Kolde Krig.

Lyden af sirener, billeder af atomprøvesprængninger og en atomfysiker som forklarer om atombombens trykbølge og spredningen af radioaktivitet.

Far mobiliseres, mor og søn ængstes ved tanken om et atombombeangreb.

På sin tur ledsages Brink Iwersen af animator Trine Laier, hvis far var ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste (FET).

Trines far påberåber sig sin tavshedspligt som medarbejder i FET og har ikke fortalt noget om sin agentvirksomhed.

Trine er således helt uvidende om sin fars arbejde for FET.

Hendes samtale med museumsinspektøren på Stevnsfortet bringer hende ikke   nærmere en afklaring om sin fars arbejde for FET.

Vi får at vide, at det danske militær via radar overvåger Warszawa-pagtens skibstrafik i Østersøen.

Også på ved Dueodde på Bornholm overvåges Warszawa-pagtens skibstrafik.

Vi oplyses om, at russerne holdt Bornholm besat 11 måneder længere end Befrielsen 5. maj 1945.

I Allinge findes ligefrem en kirkegård for russere.

Under Rødovre Bibliotek havde Civilforsvaret en af sine kommandocentraler, som skulle sørge for at vejlede civilbefolkningen i tilfælde af krig.

Vi får at vide, at der var planlagt særlige flugtveje, opsamlingssteder og civil indkvartering for civilbefolkningen efter et bombeangreb.

Krigens barske realiteter går op for Brink Iwersen, da han besøger en russisk missilbase i Polen.

Langt inde i en skov opbevarede russerne de atomsprænghoveder, som skulle påmonteres de raketter, som skulle affyres mod fjenden i NATO-pagten.   

Brink Iwersen medbringer sit polske øvelseskort, som viser, hvorledes Warszawa-pagten havde tænkt sig at angribe NATO - herunder Danmark.

Styrkeforholdet mellem de 2 pagter står ikke klart.

Men man fornemmer, at Warszawa-pagten havde tænkt sig at hindre NATO-pagten i at komme først med at bruge atomvåben.

Hvordan det så skulle lade sig gøre.

De 2 polske elitesoldater - som kommenterer det polske angrebskort - mener ikke, at Warszawa-pagten ville have haft tilstrækkeligt med mandskab og kampvogne til at nedkæmpe NATO i en konventionel krig.       

En pensioneret polsk kamppilot, som skulle have deltaget i bombeangreb af danskebyer fortæller, at det ville tage 40 minutter at flyve fra basen i Polen og til København.

Brink Iwersen gyser ved tanken.

Brink Iwersen virker overrasket over at få at vide, at NATO havde placeret atomvåben lige syd for den dansk-tyske grænse.

Pensioneret generalløjtnant Hillingsø kan fortælle, at kun amerikanerne i NATO afgjorde, om der skulle anvendes atombomber i et eventuelt opgør med Warszawa-pagten.

Det er generalløjtnantens klare opfattelse, at Warszawa-pagten ville have anvendt atomvåben, hvis den havde fundet det påkrævet.     

I Borup på Sjælland opstod en bevægelse Orton, som tog atomtruslen alvorligt.

Kurt Hald havde som ansat på Thule Air Base i det nordlige Grønland med egne øjne set, at det amerikanske luftvåben fløj over Grønland med bombefly.

Disse bombefly var lastet med atom -og brintbomber.

Truslen om en atomvåbenkrig var reel.

Kurt Hald tog bestik heraf og indrettede sammen med sine tilhængere et beskyttelsesrum på en mark i Borup.   

Kurts datter Sarah mener ikke, at hendes far led af overdreven krigsfrygt, når han og hans venner indrettede en bunker, hvor de kunne søge tilflugt i tilfælde af en atomkrig.

I bogen ”Kold Krig. 33 fortællinger om den Kolde Krigs bygninger i Danmark, Grønland og Færøerne” 2014 skriver historikeren Per H. Hansen:

”Anvendelsen af atomvåben blev tidligt i Den Kolde Krig en integreret del af NATOs planer for forsvaret af Vesteuropa, da dette kunne udligne den tal­ og styrkemæssige overlegenhed, som Warszawa-pagten havde på det konventionelle område. Et centralt element i NATOs afskrækkelsesstrategi var at forbeholde sig ret til at gengælde et angreb med atomvåben i Vesteuropa, herunder Danmark.

 Havde Danmark valgt en politik, som forbød atomvåben på dansk jord i tilfælde af krig, havde man også fjernet, eller i hvert fald mindsket, Vestens muligheder for at forsvare Danmark.

Omvendt vides det i dag fra Warszawapagtens øvelsesoplæg, at fjendens anvendelse af forskellige typer atomvåben mod Danmark formentlig ville have været langt mere omfattende og vidtrækkende, end man i samtiden troede.” [min understregning]

https://slks.dk/fileadmin/publikationer/Kulturarv/Kold_Krig_2014.pdf

Se også:

http://koldkrig-online.dk/forsvaret/forsvarets-efterretningstjeneste/lyttestationen-ved-dueodde/

 

 

Hitlers danske soldater. DRTV. 2020.

Frikorps Danmark hverveplakat 1941.

20. april 2020 anmeldte jeg Martin Magnussens glimrende bog De forsvundne nazi-dokumenter. Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet. Grønningen1. 2019.

(Jf. leftnews.dk. Læste bøger)  

Nu har den forhenværende politibetjent Martin Magnussen for DRTV produceret 5 programmer, hvor han forsætter sin eftersøgning på de tusindvis af dokumenter om danske Østfrontfrivillige, som navngivne tyve har stjålet fra Rigsarkivet.

Martin Magnussen har allieret sig med historikeren Daniel Larsen og sammen forsøger de at lappe på de opståede hullerne i Rigsarkivets arkiver.

Magnussen har fundet datteren til en af de danske Østfrontfrivillige, som lod sig hverve til Frikorps Danmark under 2. verdenskrig.

Lad os slå fast, at Frikorps Danmark blev oprettet med godkendelse fra den danske regering som led i den samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, som statsminister Thorvald Stauning (Socialdemokratiet) og udenrigsminister Peter Munch (Det radikale Venstre) førte fra 9. april 1940 til 28. august 1943.

Stauning-Munch regeringen håbede, at man ved at give besættelsesmagten indrømmelser, ville slippe for alt for mange overgreb fra besættelsesmagtens side.

Pernille Bjarnhof Storms far Johan Bjarnhof meldte sig som ung frivillig til Frikorps Danmark og blev efter en kort optræning sendt til Østfronten.

Den tyske kansler (senere rigspræsident) Adolf Hitler brød 21. juni 1941 den ikke-angrebspagt, som han og Josef Stalin havde indgået i 1939.

Adolf Hitler begik den historiske dumhed at starte en 2-frontskrig mod Josef Stalins USSR i håb at kunne besejre Stalins decimerede Røde Hær.

Stalin havde i årene op til 2. verdenskrigs udbrud i 1939 foranstaltet en sand massakre på de ledende lag i den Røde Hær, som derved blev alvorligt svækket.

Martin Magnussen følger sporet efter Pernille Bjarnhof Storms far. Tyvene har (til Magnussens ærgrelse) fjernet store dele af dokumenterne i hans mappe på Rigsarkivet.

Pernille ved ikke meget om sin fars tid i Frikorps Danmark, men er meget videbegærlig.  

Heldigvis viser arkiver andre steder (Åbenrå, London, Stockholm og Wien) Johan Bjarnhofs færden.

Arkiverne fra andre samlinger viser, at Johan Bjarnhof tidligt i sin karriere som frivillig i Frikorps Danmark forsøgte at flygte fra den krigshærgede østfront.

Han forsøgte af flygte med skib fra Riga i Letland til Sverige. Hans flugtforsøg blev imidlertid bremset og han blev straffet for faneflugt.

Under en orlov i Danmark stikker frikorpsmanden Johan Bjarnhof af til Sverige. Dokumenterne i på Rigsarkivet i Stockholm fortæller ikke, hvordan det lykkedes ham at flygte til Sverige.

Han indlogeres i en opsamlingslejr for krigsflygtninge, hvor han deler værelse med en dansk jøde, som han kommer til at synes om.

Martin og Pernille finder navnet på den pågældende danske jøde, som nu er død.

De kontakter hans datter, som fortæller at hun som elev har haft Johan Bjarnhof som lærer og godt kunne lide ham.

Historiens ironi må man sige.

I foråret 1945 havde Stalins Røde Hær slået Hitlers tropper på tilbagetog og millioner af slagne tyske soldater og lige så mange civile tog flugten vestpå.

Historikeren Daniel Larsen har i britiske arkiver fundet dokumenter, som viser, at resterne af Frikorps Danmark i de sidste dage af krigen befandt sig i en lejr i østrigske Graz.

Østrigske arkiver viser, at der i april 1945 fandt en række nedskydninger sted i nærheden af den militære kaserne, hvor de danske frivillige var indkvarteret.

De danske østfrontfrivillige hævdede efter krigen under afhøringer af de danske myndigheder, at de hverken havde medvirket til, ej heller overværet nedskydninger eller massakrer på russiske soldater, civile jøder eller polakker.

Foto fra arkiverne viser og en dagbog fra en de østfrontfrivillige på arkivet i Stockholm vidner om, at det er løgn.

Således får Martin Magnussen bekræftet sin formodning om, at tyverierne ikke kun blev foretaget med henblik på videresalg og økonomisk fortjeneste.

Der lå også politiske motiver bag tyverierne.

Tyvene ønskede at foretage en særdeles hårdhændet form for historieforfalskning ved at fjerne kompromitterende materiale fra Rigsarkivet, som kunne bringe dem i fedtefadet ved en senere rettergang og domfældelse.

Man kan ikke påkalde sig en forældelsesfrist ved krigsforbrydelser.

 

DRTV.

Hitlers danske soldater. DRTV DR2. Dokumentar.  

 

 

Henrik Dahl - barn af den Kolde Krig.

DRTV sender for tiden en række dokumentarprogrammer om børn, som har mistet en forælder.

I programmet ”Hvis du læser dette, er jeg død” fortæller Henrik Dahls datter Vibe om sin fars død.

Henrik Dahl tog sit eget liv i december 2018 og efterlod en række uafklarede spørgsmål, som hans datter nu står tilbage med og som hun godt kunne have tænkt sig at få hans egen forklaring på.

Vibe må nu selv søge svaret på gåden i sin fars liv.

Hvis vi skal prøve at forstå motiverne til Henrik Dahls selvmord, skal vi starte med at fastslå, at han blev født i 1952.

Verden var på dette tidspunkt inddelt i 2 indflydelsessfærer, som af nogle blev opfattet som 2 over for stående ’lejre’: en imperialistisk og en ’socialistisk’.   

Sådan har Henrik Dahl formodentlig tænkt, da han som ung gymnasieelev meldte sig ind i Kommunistiske Studenter (populært kaldet KomS).

Som alle andre personer havde Henrik Dahl sine gode og dårlige side.

I hans ungdom var de gode sider mest udtalt.

Men på et tidspunkt i hans liv indtræffer der en ændring.

Programmet er ikke særligt optaget af Henrik Dahls politiske aktiviteter i den ’kommunistiske’ (læs stalinistiske) bevægelse i Danmark.

Hvad lavede han i Kommunistiske Studenter, i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) og måske i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP)?

På loftet i sin fars lejlighed finder Vibe materiale, som viser, at hendes far i 1979 er kursist på en Jugendhochschule Wilhelm Pieck i Deutsche Demokratische Republik (DDR).

Vibe rejser til det forhenværende DDR, hvor hun møder Henriks daværende kæreste Luci.

Luci kan fortælle, at hun og Henrik var lykkeligt forelskede.

Kurset på Jugendhochschule Wilhelm Pieck bliver også et skæbnesvangert vendepunkt i Henrik Dahls videre liv.

Kursuslederne kunne ikke undgå at bemærke Henriks høje intelligens.

I højskolens store sal stod et klaver, et flygel.

Henrik var også musikalsk begavet. Han gav sig til at spille et stykke af den tyske komponist Beethovens ”Måneskinssonate”.

Han gjorde det så godt, at kursuslederne gav ham til at spille for en æresgæst på skolen.

Henrik var et oplagt emne for rekruttering for et af DDR-statens hemmeligelige efterretningstjenester.

Han blev kontaktet af en medarbejder fra Ministerium für Statssicherheit (STASI) Hauptverwaltung Aufklärung (HVA). Afdelingen for udlandsspionage.

Nu var Henrik Dahl ikke bare en dansker, som sympatiserede med DDR, men havde taget skridtet at lade sig hverve som agent for DDR’s udlandsspionagetjeneste.

Hvilken rolle spillede hans daværende kæreste Luci i dette?

Brugte STASI hende som lokkedue - eller var han bare et uskyldigt offer?

[Jf. STASIs brug af ugifte DDR-kvinders proforma-ægteskaber med vesttyske mænd].

Vibes møde med Luci i Berlin giver os intet svar herpå.

Luci virket ikke specielt brødebetynget, hvis hun skulle have medvirket til hvervning af kæresten.

Vi var jo alle så naive. Vi vidste ikke hvad det drejede sig om”, siger Luci.

Henrik Dahls rekruttering til STASIs udlandsspionage skulle vise sig at blive skæbnesvangert for resten af hans liv.

Som overbevist stalinist havde Henrik Dahl ikke gennemskuet DDR-statens blændværk.

Han gennemskuede ikke, at Walters Ulbrichts (senere Erich Honecker) ’arbejder-bondestat’ ikke var paradiset på jord.

DDR-staten fremstillede sig selv som et modstykke til den tyske Forbundsrepublik (BRD) krigeriske revanchisme og imperialisme.

DDR-staten fremstillede sig som garant for fred og nedrustning.

Fjenden var den vestlige imperialisme i Forbundsrepublikken og i NATO-landene, som ønskede krig.

DDR-staten måtte ruste sig mod en udslettelseskrig.

Dertil behøvedes et efterretningsvæsen, som skulle være regimets ’skjold og sværd’.

DDR-statens selvopfattelse stod i grel modsætning til realiteterne. I stedet for at føle sig hjemme i arbejder-bondestaten, flygtede hundredtusinder af DDR-borgere ud af landet.

I 1961 måtte statschefen Walter Ulbricht bygge en mur omkring sit arbejder-bondeparadis.

Alt dette gennemskuede Henrik Dahl ikke, da han under sit kursusophold lod sig hverve af STASI’s udlandstjeneste HVA.

Han lod sig rive med af sin begejstring for regimet og dets tilbud om ophold op partiets højskole i 1979.

Henrik Dahl blev af STASI’s udlandsafdeling udset som et egnet emne for rekruttering, fordi han viste sig yderst intelligent (og tilmed meget musikalsk).

Han optrådte således ved at spille en sonate af Beethoven på højskolens flygel for en prominent gæst.

Hvori bestod Henrik Dahls spionvirksomhed?

På råd den danske historiker Thomas Wegener Friis drager hun til Berlin for at se, om STASI’s arkiver indeholder dokumenter om sin fars spionvirksomhed.

Med hjælp fra en tysktalende musiker finder hun intet nævneværdigt i hans sagsmappe.

Henrik Dahl står opført under kodenavnet ”Apache” under ledelse af 2 føringsofficerer, hvis navne er nævnt i arkiverne.

Vibe opsøger de 2 ’føringsofficerer, som imidlertid ikke vil udtale sig til hende om hendes fars agentvirksomhed.

Som andre forhenværende STASI-medarbejdere ønsker de ikke, at der bliver rodet opir deres fortid.

I en tysk TV-udsendelse fra 2017 fortalte Henrik Dahl om sin spionageaktivitet i Danmark.

Det var sparsomt hvad han fik udrettet. Han tog en spadseretur på Københavns havn for at iagttage skibstrafikken i Øresund.

Via kode rapporterede han til HVA hvad han havde set.

Vist ikke til megen nytte for Hauptverwaltung Aufklärung.

Han ønskede snart derefter at afbryde kontakten med HVA, men frygtede formentlig for konsekvenserne. I alt fald fik han det ikke gjort og kontakterne ebbede ud i løbet af 1980’erne.

Vibe opsøger en tysk psykolog med forstand på spionage og hvad den gør ved mennesker.

Psykologen fortæller Vibe, at spioner skal have en robust psyke for at modstå det pres som konstant hviler på deres skuldre.

Henrik Dahl har øjensynligt ikke besiddet de personlige egenskaber, som skal til at kunne leve og overleve som spion.

I 1989 falder Berlin-muren og DDR-staten ophører med at eksistere. Han har for længst givet afkald på sine venner i DKP, da man som spion ikke kan opretholde kontakt til et politisk parti, som helt og holdent forsvarer DDR-staten.

Den Kolde Krig er forbi. Den ’socialistiske lejr’ har lidt et nederlag og måtte bukke under for imperialismen.

Henrik Dahl må begynde forfra på et nyt liv.

Han flygter til USA, hvor han indleder en karriere som forretningsmand.

Han arbejder nu for den amerikanske finanskapital, Goldman Sachs. Hjemme i Danmark arbejder han for kreditforeningen Nykredit.

Til trods for sin succesrige karriere som forretningsmand, kan han stadig ikke slippe fortiden.

Den hjemsøger ham som en mare og han slipper aldrig af med den.

Hans paranoia fra sin tid som spion har bidt sig fast i ham og han ender kort inden sit selvmord i december 2018 på en psykiatrisk afdeling, hvor han får elektrochok.

Han sender 12. december 2018 en mail til sin familie, hvori han bl.a. skriver ”hvis I læser dette, er jeg allerede død”.

 

Som en fortælling om en datters sorg over sin fars selvmord - og de ubesvarede spørgsmål som en sådan udgang på livet efterlader - er programmet godt.

Som barn af den Kolde Krig (født 1951) savner jeg lidt mere kød på programmet. Men måske er det et helt andet program.

Jeg savner bud på, hvorfor Henrik Dahl (og med ham mange andre) var så fascineret af landene i den ’realt eksisterende socialisme’ i DDR og andre stater i den ’socialistiske lejr’.

Efter en kort opblussen på den yderste venstrefløj efter studenteroprøret i 1968, var det lykkedes DKP at få tag i store dele af den politisk engagerede ungdom.

Partiet stod stærkt på uddannelsesinstitutionerne og i fagbevægelsen.

Venstrefløjen uden for DKP havde ikke gjort op med stalinismen hverken i USSR, i Folkedemokratierne eller den Kinesiske Folkerepublik.

Verden var ifølge stalinisterne delt op i 2 uforsonlige lejre. Var man kritisk over for en ’socialistiske lejr’ blev man automatisk regnet for at være agent for den modsatte lejr.

Der var ikke plads til et 3. standpunkt, som forholdt sig kritisk til begge lejre.

Henrik Dahl endte med at blive offer for sin egen ’lejrtænkning’ i 1970’erne og 1980’ene - og for at have stillet sig til tjeneste for DDR-regimet.

Det kom han til at bøde for resten af sit liv.   

   

Kilde:

https://www.dr.dk/drtv/episode/hvis-du-laeser-dette-er-jeg-doed_-spionen_220772

https://www.dr.dk/drtv/episode/hvis-du-laeser-dette-er-jeg-doed_-radikalisering_220769

https://www.dr.dk/drtv/episode/hvis-du-laeser-dette-er-jeg-doed_-kodenavn-apache_220771

https://www.dr.dk/drtv/episode/hvis-du-laeser-dette-er-jeg-doed_-skyggerne_220770

http://www.berlin-guide.dk/index.php/bogeromberlin/erindringer/1072-werner-grossmann-den-sidste-spionchef

https://de.wikipedia.org/wiki/Hauptverwaltung_Aufkl%C3%A4rung 

http://www.berlin-guide.dk/index.php/bogeromberlin/skonlitteratur-2/1071-lenz