Tvind - ny pædagogik eller kapitalistisk koncern?

Pia Elers.
Free-lance journalist.
P. t. bosiddende i Hongkong.


Anmeldelse.  

Pia Elers: På rejse med Amdi. Gyldendal. 2020.

 

Pia Elers og jeg har nogenlunde den samme baggrund. Begge er vi født i en middelklassefamilie.

Min far var kontorassistent. Pia Elers far var bogtrykker.

Pia voksede op i Borup på Sjælland. Jeg i Roskilde, ligeledes på Sjælland.  

Begge fik vi en gymnasieuddannelse på Roskilde Katedralskole.    

Vi gik i hver sin klasse på Roskilde Katedralskole fra 1968-1971.

Jeg gik på den nysproglige linje. Pia vist nok på den gammelsproglige.

Efter 1971 skiltes vore veje.

Pia tog på Den Rejsende Højskole.

Jeg brugte et fjumreår på Københavns Universitet (indskrevet på kultursociologi, men fulgte forelæsninger på litteraturvidenskab).

Pia var begejstret for Tvind-skolernes ’karismatiske’ figur Mogens Amdi Petersen.

Mit daværende forbilleder var Per Aage Brandt og Peter Madsen på Litteraturvidenskabeligt Institut.

Både Pia og jeg blev revet med af ungdomsoprøret (og studenteroprøret) 1968.

Jeg var var meget inspireret af studenteroprøret i Frankrig og meldte mig i 1969 ind i foreningen Venstreorienterede Gymnasiaster på Roskildekatedralskole.

Der stiftede jeg for første gang bekendtskab med Karl Marx og lånte forlaget Tidens 2 bind med Marx og Friedrich Engels udvalgte skrifter.

Jeg gik den slagne politiske vej over Socialistisk Ungdoms Forbund, Venstresocialisterne og i 1972 Internationale Socialister.

Pia gik Amdis vej.

Vi gik hver sin vej. Hvem af os fik de fleste ønsker og mål opfyldt?

Det er svært at svare på. Men alt i alt, må jeg nok indrømme, at Pia nok scorer højest.

Mine organisationer havde klare og definerede mål: en socialistisk verdensrevolution.     

Men hvilket formål havde Tvind-skolerne?

Det er svært at afgøre, fordi de aldrig eksplicit formulerede deres formål.

Var formålet andet og mere end en anden skolepædagogik i Danmark. Eller havde Tvinds grundlæggere andre og mere ambitiøse mål?

Pia Elers ville gerne have skrevet den ultimative fortælling om Tvind-skolerne.

Men det kan ikke åbenbart ikke gøres uden Amdi Petersens medvirkning, mener Pia Elers.

Hverken han eller hans højre hånd Poul Jørgensen vil medvirke til at skrive Tvinds ’officielle’ historie.

Vi må nøjes med Pia Elers ’uautoriserede’ historie om Tvind-skolerne.

Men Pia er ikke nogen uhildet iagttager, men selv en del af Tvind-skolernes historie.

Pia engagement er ubetvivleligt og skinner igennem hele bogen.

Efter min mening for meget, hvilket gør, at Pia forholder sig for lidt kritisk til Tvind-skolerne udvikling.

Hun bevarer til det sidste stor sympati for Tvind-skolerne og de grundliggende ideer bag skolesamvirket.

Derved får hun ikke rigtigt forklaret, hvad der gik galt for det pædagogiske eksperiment.

For skævt gik det – og det alvorligt skævt.

Tvind forvandlede sig fra et idealistisk foretagende til at blive sit eget formål.

Endnu et eksempel på en organisation, som mistede sit oprindelige formål af syne, svigtede sine oprindeligt høje idealer og forfaldt til noget helt andet.

Denne udvikling ses ofte i sektlignende (religiøse eller politiske) organisationer, som ledes af en lille svæver klike.  

Organisationen glemmer sine oprindelige høje idealer - og ender i et totalt forfald.

Pia Elers har samlet et hav af udsagn fra mere eller mindre frustrerede Tvind-folk, som alle har gjort en del af rejsen med Amdi med, men som på et tidspunkt er stået af, fordi de ikke længere kunne se formålet med organisationens aktiviteter.

Ofte skyldes frafaldet Amdis tåbelige dispositioner og uheldige optræden overfor sine ’kampfæller’.

Amdi Petersen bærer således en stor del af skylden for organisationens forfald.

Pia Elers giver en række eksempler i stort og småt på Amdis vanvittige opførsel.

På et lærergruppemøde (Tvinds styrende gruppe), bliver et medlem således udskældt og hånet af Amdi Petersen for at have brugt lærergruppens ”fælleskasse” til at købe en ny frakke til 75 kr. til erstatning for sin gamle afghanerpels.

Den uheldige synder forsvarede sig med, at han som repræsentant for Tvind ikke kunne møde op i en aflagt afghanerpels.

Amdi syntes hans køb var helt unødvendigt. I stedet for en irettesættelse skældte og smældte Amdi.

Ikke særligt pædagogisk, skulle man synes.

Et tidligt eksempel på Tvind-skolerne ejendommelige form for pædagogik stammer fra bygningen af verdens 1. vindmølle ved Ulfborg i 1978.

Møllen skulle have 3 vinger, som hver vejede 5 tons. De frivillige møllebyggere skulle ved egen kræft bære møllevingen fra værkstedet ud til selve møllen.

Alle skulle medvirke i den fælles aktivitet. Alle skulle helst bære lige meget. Stor som lille.

Ikke alle var imidlertid høje nok til at give sit bidrag til den fælles anstrengelse.

Møllen bliver båret på plads. Men ikke alle, føler, at de har medvirket til møllevingens flytning.

Stor diskussion i gruppen af frivillige bærere. Amdi skrider ind og afgør sagen: Møllevingen bæres tilbage til sit udgangspunkt - og bæres ved alles hjælp tilbage til møllen.

Som sagt, så gjort. Alle makker ret og gør som formand Amdi siger.

På bedste maoistiske vis. Kritik bør følges af efterkritik.

Jeg har 2 alvorlige indvendinger mod Pia Elers bog.

Til trods for de mange udsagn fra forhenværende medlemmer af lærergruppen (inderkredsen) giver Pia Elers’ bog ikke noget svar på, hvorfor Tvind udviklede sig fra en oprindelig ikke-profitgivende organisation til en kapitalistisk koncern med filialer i det meste af verden.

Pia Elers forholder sig ukritisk til Tvinds uforbeholdne støtte til befrielsesbevægelser i Afrika, som senere udviklede sig til at blive Afrikas ny diktatoriske magthavere (Zimbabwe, Angola, Mozambique, Malawi).

Amdi Petersen var ven med Zimbabwes Robert Mugabe og forlagde Tvinds ny hovedkvarter til Harare i Zimbabwe.

Lovgivning i det danske Folketing og hetz i de borgerlige medier mod Tvind var tilsyneladende årsagen til, at Tvind skruede ned for sin skolevirksomhed i Danmark og lagde hovedvægten på sine aktiviteter i verden uden for Europa.

Tøj blev nu ikke længere blot indsamling af tøj til Afrikas fattige. Indsamlingen blev sat i system og gjort til en handelsvare, som Tvind og Ulandshjælp fra Folk til Folk (UFF) tjente penge på.

I stedet for at ’tjene folket’, tjente Tvind nu penge.

Den sidste illusion er bristet.        

 

 

    

Trump-familien - en virkelig soap opera.

J. R. fra den amerikanske soap opera "Dallas" (1978-1991.
Seriens Ewing-familie har mange ligheder med Trump-familien.

Anmeldelse.

Mary Trump: Too much and never too little. How my Family created World’s most dangerous Man.

 

Fra 1978-1991 sendte den amerikanske Tv-kanal CBS soap operaen ”Dallas”. I denne sop opera giftes to familier ind i hinanden.

Oliemagnaten Jock Ewing gifter sig med farmerdatteren Eleanor Soutwarth, Miss Ellie.

Parret får 3 sønner: J.R, Gary og Bobby Ewing.

Seriens omdrejningspunkt er den ’pæne’ søn Bobby, men hans ældre bror J. R. stjæler billedet og er den eneste, som optræder i alle seriens 357 episoder.

J. R. er den ’slemme’ søn, som lever i et ulykkeligt ægteskab med Sue Ellen Shepard.

Sue Ellen synes bedre om sin svoger Bobby, som til forskel fra sin mand besidder moral og personlig integritet.

Den 3. bror Gary gifter sig med servitricen Valerie Clements, som bliver mor til datteren Lucy.

Lucy betegnes af Wikipedia som ”saucy” - kæk og næsvis.

 

Mary Trumps bog om sin meget amerikanske familie ligner til forveksling om Ewing- familien i soap operaen ”Dallas”.

Trump-familien indvandrede fra Tyskland i slutningen af det 19. århundrede.

Oldefar Trump slog sig op som udlejer af ejendomme i New York City.

Hans søn Fred Senior videreførte sin fars udlejning af ejendomme og drev det vidt. Fred Senior giftede sig med Mary, som var indvandret fra de Ydre Hebrider ud for det skotske kyst.

Sammen fik de 5 børn. 3 drenge og 2 døtre.

Førstefødte dreng blev opkaldt efter sin far og hed ligeledes Fred, Fred Junior.

Nr. 2 i rækken blev døbt Donald John. Nr. 3 Robert.

Mary Trump er datter af (nu afdøde) Fred Junior.

Jeg går ikke ud fra, at Mary Trump har skrevet sin bog som oplæg til et filmmanuskript om sin dysfunktionelle familie.

Ikke desto mindre er der visse lighedspunkter mellem den J. R’s ’pæne’ bror Bobby og Marys far Fred Junior.

Ligesom der er en vis lighed mellem Garys datter Lucy og Mary Trump, kæk og næsvis.

Mary er den dog langt op i sin ungdom en ’pæn’ pige, som ikke sætter sig op imod sin overklasses families normer og konventioner.

Miseren indtræffer, da hendes forældre Fred Junior og hendes mor Linda bliver skilt.

I Trump-familien er man ikke længere et fuldgyldigt medlem af familien, hvis man lader sig skille fra sin mand.

Fred Senior havde inden sin død i 1991 tjent mange penge, som han ønskede at donere til sine 5 børn.

Han havde derfor stiftet en fond, som hans 5 børn skulle dele ligeligt. 20% til hver af børnene.

Men Marys forældre var skilt og far Fred Junior havde forvaltet sine pund dårlig og var endt som uhelbredelig alkoholiker.

Far Fred og hans 2 sønner Robert og Donald John mente ikke, at den fraskilte mor Linda længere var en del af familien.

Mor Linda fik ikke del i sin afdøde mands retmæssige del af formuen, men blev gjort arveløs.

Hun måtte nøjes med et årligt beløb til livets opretholdelse.

Både mor og datter var utilfredse med at blive kørt ud på et sidespor af Trump-familien og anlagde sag.

Sagen blev tabt - og i første omgang affandt Mary og hende mor sig med det.

I hvad der kunne opfattes som et plaster på såret, tilbød hendes onkel Donald John, at Mary kunne blive ghostwriter på hans næste bog.

Dette viste sig dog blot at være et bluffnummer fra Donald Johns side - og bogen blev aldrig skrevet og udkom derfor ikke.

Mary Trump giver til sidst efter for den kvindelige journalist fra New York Times og går med til at få sin advokat til at finde dokumenterne fra den tabte retssag frem.

New York Times kunne derfor i 2018 afsløre, at Trump-koncernen i årevis ikke har betalt skat - og at Donald Trump har bragt sin fars ejendoms-imperium i bundløs gæld.

Hendes portræt taler ikke til hans fordel og vil nok heller ikke tælle i en kommende retssag mod ham.

Men hvis man ønsker en større forståelse af personen Donald Trump og baggrunden for hans mærkværdige optræden i medierne og i det Hvide Hus, skal man læse hans nieces præcise socialpsykologiske portræt af ham.   

https://en.wikipedia.org/wiki/Dallas_(1978_TV_series)  

Franske jihadister.

Franske jihadister drog til Irak og Syrien for at deltage i hellig krig.

Anmeldelse.

Hugo Micheron: Le jihadisme  francais, quartiers, Syrie, prisons. Editions Gallimard. 2020.

 

Hvad får unge mænd (og enkelte kvinder) til at vende ryggen til det sekulære franske samfund?

Det er et godt spørgsmål i betragtning af de mange attentater, som Frankrig har været udsat for siden 2012.

Hven husker ikke attentatet på musikstedet Bataclan i Paris 2015.

Den franske (arabisk talende) sociolog Hugo Micheron har interviewet en række franske jihadister (af Micheron kaldet salafo-jihadister) i franske fængsler for at undersøge baggrunden for deres jihadisme.

I interviewene lægger de ikke skjul på deres syn på det sekulære franske samfund.

De forkaster det - med alt hvad det indebærer. De forkaster det ikke bare, de hader det som pesten. Og har tænkt sig at gøre noget ved det. Hellig krig mod det sekulære samfund -  overalt i verden.

Det er dette indædte had til den sekulære (og republikanske stat) som Micheron undersøger i sin bog.

De mange interviews med de unge franske mænd (og enkelte kvinder) viser en tankegang, som er svær at forstå for en kosmopolitisk vesterlænding.

Hvordan er det muligt at inddele verden i 2 så simple kategorier som GODT og ONDT?

I kristendommen går dette syn på verden under betegnelsen manikæisme. I sociologi inder betegnelsen dikotomisk tænkning eller bevidsthed.

Hvad får unge franske mænd (størstedelen 2. generationsindvandrere) til at opgive en -  skulle man synes relativ behagelig tilværelse - i et vesteuropæisk land som Frankrig til fordel for et tiltænkt Kalifat i Nærorienten?

Jeg kan meget forstå, hvis der bag jihadismen ligger et indædt had til kapitalisme. Men er det tilfældet her?

Jihadister forkaster alle sekulære samfund og betragter alle ikke-troende som vantro og gudløse.

Hvorfor er det åbenbart sværere for unge 2. generationsindvandrere (hvis fædre og mødre er indvandret fra en af de tidligere franske kolonier efter 2. verdenskrig) at falde til i et sekulært fransk samfund end for deres forældre, som for nogles vedkommende kæmpede under den franske stats faner mod det nazistiske Tyskland?

Jeg forstår det ikke helt.

2. generationsindvandrerne (og 3. generationsindvandrere) burde alt andet lige have lettere ved at falde til i et sekulært samfund som det franske end deres ny-indvandrede forældre og bedsteforældre.

Micherons bog vidner om, at dette ikke er tilfældet for alle unge franske mænd - de fleste sønner af indvandrere.

Nogen eller noget har fordrejet hovederne på dem.

Hvis vi skal blive i Frankrig kan vi bruge den franske sociolog (nu afdøde) Pierre Bourdieu’s 3 kapitaler (oversæt ressourcer): Økonomiske, sociale og kulturelle ressourcer.

Hvilke af disse 3 ’kapitaler’ mangler de unge franske jihadister?

Muligvis dem alle. Men det er vel ikke nok til at forklare deres udvikling til jihadister (salafo-jihadister)?

Micheron giver os ikke noget svar på disse spørgsmål. Men gennem  sine mange interview med fængslede jihadister får man et godt indtryk af deres jihadistiske tankegang. Og den er ikke særligt spændende. Men temmelig enfoldig og kedelig.

Det er en dem-mod-os tankegang - begrundet i en tåget religiøs mysticisme.

De franske jihadister fik mulighed for at realisere deres tågede forestillinger om et religiøst funderet Kalifat, da folkelige protester i 2011 udløste en borgerkrig i Syrien mod Bashar al-Assads forbryderiske regime.

Borgerkrigen udviklede sig hurtigt til et opgør mellem Bashar al-Assads forbryderiske regime og en række  forskellige jihadistiske grupper (hvoraf nogle var indvandret fra slagmarken i Irak).

Franske jihadister fik nu lejlighed til at udøve deres elskede jihad i praksis på syrisk grund.

Ifølge Micherons interviews med de fængslede jihadister blev deres deltagelse i den syriske jihad ikke nogen dans på roser.

Deres forventninger til paradiset på jord blev ikke indfriet.

De blev ført bag lyset af syriske (og irakiske) jihadister og i nogen grad brugt som kanonfoder i kampen mod Bashar al-Assads og hans støtter.

Det var ikke tilfredsstillende for de franske jihadister, som skuffede hurtigt drog hjem til Frankrig igen.

De bevarede imidlertid deres kontaktnet og forlagde nu deres terrorvirksomhed til det franske hjemland. Og så kom attentaterne i hurtig rækkefølge. Det mest kendte er terrorattentatet ved musikstedet Bataclan i Paris i 2015.

Micheron viser, hvor tær deres netværk var og hvor gode forbindelser der var mellem deres celler rundt omkring i europæiske byer.

Micherons bog giver ikke blot - som medierne - et øjebliksbillede af en række attentater, men sætter disse ind i en større sammenhæng, så læserne får en større og bedre forståelse for, hvor godt organiseret de franske jihadister var.

Micheron advarer mod at betragte de jihadistiske terrorattentater som begået af ensomme ulve. De fleste attentater frem til 2016 var som regel alle begået af et netværk af jihadister.

 

 

Juan Posadas - trotskistisk trainspotter.

Homero Cristalli (alias Juan Posadas) 1912-1981.
Argentinsk trotskist.
Brød 1961 med 4. Internationales Internationale Sekretariat og skabte sin egen Internationale.

Anmeldelse.

A.M. Gittlitz: Posadism, UFOs and Apocalytic Communism. Pluto Press. 2020.

 

På en klinik i Rom 1981.

1.

Torsdag 25. maj 1981 døde Homero Cristalli.

Han nynnede en italiensk vuggevise og hviskede sine sidste gode råd i ørene på sine nærmeste pårørende.

Homero Cristalli døde i sine forældres hjemland - Italien.

Omkring århundredskiftet 1900 var hans forældre fra det fattige Syditalien udvandret til Argentina og slået sig ned i et af fattigkvarterne i Buenos Aires.

Homero fik fra barnsben politik i blodet, da hans forældre Emanuelle og Elvira Cristalli var politisk aktive i det argentinske Socialistparti og i et anarkistisk fagforbund.

Som barn af fattige forældre måtte han i en tidlig alder klare sig selv. Hans mor Elvira døde allerede i 1912 og faren stod nu alene med mindst 7 børn.

Sønnen Homero blev født i 1912.

Han blev i en ung alder fagligt aktiv i Skomagerforbundet og medlem af Socialistpartiet.

Alt tegnede godt for Homero Cristallis fremtid.

Men noget gik galt på et tidspunkt i hans liv.

 

2.

Hvis der fandtes en pris for revisionisme i den trotskistiske bevægelse, ville Juan Posadas (Homero Cristallis forfatternavn) være et oplagt emne.

Få har som Juan Posadas han formået at ”revidere” klassiske trotskistiske standpunkter.

Posadas poserede hele sit liv som ”trotskist” uden at gøre sig fortjent til denne betegnelse.

Posadas tilsluttede sig den trotskistiske verdensbevægelse i 1940’erne på et tidspunkt, hvor den allerede var i begyndende opløsning.

Alt for mange af Trotskys tilhængere besad ikke Trotskys formidable evne til at analysere de verdenspolitiske begivenheder og drage de rette strategiske og taktiske konklusioner.

Revisionismen i den trotskistiske bevægelse tog for alvor fat efter Trotskys død i august 1940.

Ingen af hans erklærede tilhængere formåede at føre hans arv videre.

Mindst af alt argentinske Juan Posadas.

 

3.

Posadas satte fejlagtigt sin lid til den argentinske kupgeneral Juan Peron, som kuppede sig til magten i 1941.

Peron var en klassisk latinamerikansk caudillo, som formåede at få brede dele af befolkningen i tale.

Han allierede sig med det argentinske fagbureaukrati og gennemførte adskillige reformer, som var gunstige for arbejderklassen.

Posadas var ikke alene om at lade sig snyde af latinamerikanske caudillo’er. Også Posadas kammerater i Bolivia lod sig i 1953 forføre af den ”progressive” del af militæret organiseret i bevægelsen MNR.

Det som kunne have ført til en socialistisk revolution blev nu forpurret, da MNR og fagbureaukratiets venstrefløj modsatte sig en socialistisk omvæltning.

Chiles folkevalgte præsident Salvador Allende begik samme type fejl, da han i 1970 udnævnte den senere kupgeneral Augusto Pinochet til chef for de væbnede styrker.

Senest kunne heller ikke Bolivias folkevalgte præsident Evo Morales stole på landets øverste militære ledelse, som afsatte ham.  

 

4.

Da Juan Posadas i 1940’erne tilsluttede sig den trotskistiske verdensbevægelse, sprang han på et tog, som allerede havde sat sig i gang og som allerede var kørt af sporet.

En af dem som afsporede det trotskistiske tog hed Michel Pablo.

I 1951 kastede han sin bevægelse ud i en hidtil uset programmatisk, organisatorisk og politisk krise ved at fremkomme med en helt fejlagtig analyse den verdenspolitiske situation.

Pablo var i modsætning til sit forbillede Trotsky ikke nogen blændende analytiker.

Hans analyse var fejlagtig og hans deraf følgende konklusioner skulle vise sig at blive ikke mindre end katastrofale for den trotskistiske verdensbevægelse.

Posadas var medskyldig. Han fulgte i ét og alt Pablo.

 

5. Pablos revisionisme.

I 1951 fremkom Michel Pablo (”Where To Go?”) med sit bud på international politik. Pablo var enig med de fleste borgerlige politologer, at verden beherskedes af 2 supermagter: USA og USSR.

Det internationale politiske system var med andre ord bipolært.

Borgerlige ideologer var ikke i tvivl om, hvilken lejr de befandt sig i: i imperialismes lejr. I den såkaldte fri verden.

Heroverfor stod den ufri ”kommunistiske” del af verden: USSR og de ny Folkedemokratier.

Pablos bipolare snæversyn forhindrede ham i at se det 3. alternativ.

Et alternativ som burde være selvindlysende for en revolutionær marxist som Michel Pablo. Den løsning som Trotsky gang på gang pegede på, så længe han levede: en proletarisk verdensrevolution.

Den var imidlertid fraværende i Pablos 2-lejr tankegang.

Pablos alternativ var derimod noget mere fantasifuldt. Han forventede en kommende verdenskrig, som sandsynligvis ville blive en …atomkrig.

En altødelæggende atomkrig, som sandsynligvis ville udslette al civilisation på jorden.

Pablo mente oprigtigt, at en sådan verdenskrig ville blive efterfulgt af en ikke nærmere specificeret …revolution.

Pablo talte om en århundredlang ”overgangsfase” mellem kapitalisme og socialisme.

Men altså åbenbart ikke en proletarisk verdensrevolution med et revolutionært marxistisk lederskab i spidsen.

Det havde han åbenbart opgivet - og dermed  kastet vrag på Trotskys verdensrevolution.

4. Internationales fåtallige sektioner skulle lade sig opsluge af de stalinistiske  masseorganisationer i Frankrig og Italien. Andre steder måtte de tilslutte sig andre af arbejderklassens masseorganisationer.

Trotsky anbefalede i 1935 sine franske tilhængere at søge om optagelse i det franske Socialistparti (SFIO).

Det skulle ske åbent med eget blad og ret til at danne sin egen fraktion.   

Pablos ”entrisme af en særlig art” i de stalinistiske massepartier skulle ske skjult og uden krav om at måtte danne egen fraktion.

Pablos forslag var en åbenlys kapitulation til stalinismen.

Pablos forslag splittede 4. Internationale. Den amerikanske , franske og britiske forlod Pablos (og Livio Maitans, Ernest Mandels og Pierre Franks) 4. Internationale.

I løbet af de næste 10 år mistede Michel Pablo troen på, at de vestlige landes arbejderklasser skulle udgøre kernetropperne i en socialist omvæltning. I stedet satte han sin lid til den 3. verdens sultende masser.

1960’erne var den koloniale frigørelses årti. I koloniernes undertrykte folkeslag så Michel Pablo et nyt revolutionært subjekt.

Den nationale befrielseskamp i den franske koloni Algeriet blev nu genstand for hans interessefelt.

Han engagerede sig helhjertet i den nationale befrielsesbevægelses væbnede kamp mod den franske imperialisme i Nordafrika.

Han købte en appelsinplantage i Marokko, hvor han i hemmelighed importerede våbendele fra Østeuropa og Kina, som han satte sammen til maskingeværer, granater og maskinkanoner til brug for FNL i Algeriet.

Han organiserede et netværk af kurérer og oprettede et værksted på grænsen mellem Holland og Tyskland, hvor han (sammen med sekretæren i den hollandske  sektion Sal Santen) forfalskede pengesedler og falske pas til det algierske FNL.

I 1961 blev han angivet og anklaget for pengeforfalskning i Holland. 4. Internationale og andre indledte en kampagne for hans frigivelse og han slap fri.

Principielt støttede 4. Internationales ledelse (Maitan, Frank og Mandel) Pablos prisværdige hjælp til FLN.

Problemet var, at han ikke havde informeret dem om sine initiativer og havde ”handlet på egen hånd”.

4. Internationale så sig derfor nødsaget til at ekskludere Pablo.

Den eneste som støttede Pablo ubetinget var medlem af 4. Internationales Latinamerikanske Bureau Juan Posadas.

Efter Pablos eksklusion kunne Posadas ikke længere bruge Maitans, Franks og Mandels 4. Internationale til at afstive sin manglende politiske skoling.

Omvendt kunne de europæiske trotskister i det Internationale Sekretariat godt bruge Posadas latinamerikanske sektion i deres opbygning af en verdensomspændende Internationale.    

Der er ingen grund til at hænge Juan Posadas ud som en håbløs trotskist, da mange af hans standpunkter blev fulgt af andre trotskister. Men her er en række af hans mærkværdige politiske standpunkter:   

1. Han var en ukritisk tilhænger af Fidel Castros og Che Guevaras Cuba - også efter at det cubanske styre forbød og fængslede hans tilhængere på Cuba.

2. Han kritiserede USSR for ikke at udløse en atomkrig under missilkrisen i 1962.

3. Han støttede guerillakrigsførelse i Uruguay (M13).  

4.  I 1968 støttede han USSRs’ invasion af det reformkommunistiske Tjekkoslovakiet (Aleksander Dubcek).

5. i 1968 forholdt han skeptisk til den massive strejkebevægelse i Frankrig.

6. 1968 slap han med nød og næppe helskindet fra at blive udleveret til Argentina, da han blev pågrebet i Montevideo under et illegalt møde. Han kaldte efterfølgende sin arrestation med fare for udlevering til dødsstraf i Argentina for en ”hændelse”.

Troede han, at han var udødelig?   

Han søgte om asyl i adskillige lande, men kun det italienske kommunistparti (PCI) tilbød ham asyl i Italien, hvor han levede resten af sit liv.

A.M. Gittlitz private og politiske biografi om Juan Posadas er mere empatisk end kritisk.  

Gittlitz fortæller til (https://www.jacobinmag.com/2020/04/j-posadas-argentina-trotskyism-ufos), at han egentlig ville skrive en science fiction, men undervejs fik interesse for den trotskistiske bevægelse, som han ellers ikke kendte  noget til.

Jeg har undladt at kommentere science fiction-delen af Juan Posadas’ virke.

Gittlitz mener, at Posadas tanker appellerer til tidens unge radikale.

 

 

 

 

 

 

The Maxwell's.

Ghislaine og Robert Maxwell.
Tilskuere til fodboldkamp 1984, hvor Maxwells hold Oxford spiller.

Anmeldelse.

Gordon Thomas and Martin Dillon: The Assassination of Robert Maxwell. Israel’s Superspy. Robson Books. 2002.

 

Robert Maxwell (1923-1991) var prototypen på en ”mønsterbryder”. Født af fattige østeuropæiske jøder, arbejdede han sig op fra samfundets bund til at blive en af verdens rigeste mænd.

Som den eneste i sin jødiske familie undslap han nazisternes kz-lejre og meldte sig som frivillig under de allierede faner.

Han tog del de allieredes landgang på den franske kyst og var med i kampene på Vestfronten. Som befalingsmand i den britiske hær indlagde han sig fortjeneste - og modtog medaljer for sin heltemodige indsats.

Allerede ved krigens slutning viste han sig som en driftig mand, som havde sans for business.

Han gjorde sig i udgivelse af internationale videnskabelige tidsskrifter. Senere gik han over til at opbygge et af verdens største avisimperium.

Sideløbende med opbygningen af sit avisimperium sad Robert Maxwell i det britiske parlament for … Labour.

Få husker i dag Robert Maxwell, som på mystisk vis faldt/blev skubbet over bord fra sin lystyacht i farvandet mellem de 2 kanariske øer Gran Canaria og Tenerife.

Dødsårsagen er aldrig rigtigt blevet bekræftet. Det er således usikkert om han faldt overbord (som følge af et hjerteanfald?) eller han blev skubbet/hældt ud over rælingen af ukendte mænd.

Bogens forfattere forsøger at bevise, at Robert Maxwell ikke begik selvmord som følge af det finansielle morads, som han havde rodet sig ud i begyndelsen af 1990’erne.

Andre (bl.a. Seymour  Hersh) har før Thomas og Dillon fremlagt vægtig dokumentation for, at Maxwell arbejdede for den israelske efterretningstjeneste MOSSAD.

Maxwell håbede til det sidste, at hans nære samarbejde med det israelske MOSSAD ville hjælpe ham ud af sin knibe, da hans dybt forgældede avisimperium så ud til at ville styrte sammen.

Men han blev slemt snydt.

Han var blevet gode venner med  chefen for det sovjetiske KGB, havde indledt et samarbejde med en forhenværende bulgarsk ministerpræsident og lavet aftaler om våbenhandel med østeuropæiske våbenhandlere.

Det gik godt, så længe det varede.

Men Maxwell blev som mange andre rigmænd grebet af kapitalismens indbyggede ”grådighed” efter penge og magt, at han satte sit avisimperium over styr.

Han bragte sig i bundløs gæld til nogle af verdens største banker, som krævede sikring for alle hans økonomiske aktiviteter og finansielle transaktioner i hele verden.

Til sidst indhentede skæbnen ham, da han forsøgte at spise finansbankerne af med sine værdilæse aktier som pant for sin bundløse gæld.

Fra at være en nyttig agent for MOSSAD var Maxwell nu mere til skade end til gavn.

De ledende folk i Mossad besluttede (med godkendelse fra højeste sted) at likvidere sin forhenværende agent.

Mossad er specialister i at likvidere sine modstandere og efterlader sig sjældent spor.

I dette tilfælde lykkedes at lokalisere Maxwells lystyacht i farvandet mellem de 2 kanariske øer Gran Canaria og Tenerife, hvor Maxwell havde søgt tilflugt fra en jagtende offentlighed.

Fra en lille motorjolle hagede 4 frømænd sig fast i lystyachtens ræling, sneg sig ombord i nattens mulm og mærke og tilføjede Maxwell et lille stik i højre side under kraniet, som formodentligt har bedøvet ham.

De lempede ham herefter overbord og lod ham drukne.

 

Ghislaine Maxwell.

Navnet Ghislaine Maxwell siger måske nogen noget. Det var omtalen af Ghislaine i medierne, som bragte mig på sporet af hendes far Robert Maxwell.

Thomas’ og Dillons bog viser far Robert, som en ægtemand, som til fulde svigter sin fransk fødte hustru, som til gengæld står ham bi i hele hans liv (også efter hans død).

Far Robert forsømte på det groveste lod sin hustru og angiveligt også sin yngste datter Ghislaine.

I lange perioder af sit liv var han ofte fraværende og tillagde åbenbart ikke sin hustru og datter stor betydning.

Man kan vist roligt sige, at han var en dårlig far.

Måske er det grunden til, at Ghislaine gerådte så ilde ud med Jeffrey Epstein og deres fælles seksuelle eskapader?           

 

   

 

     

Katja Kipping, den ene af 2 formænd i Die Linke.

Anmeldelse.

Hubertus Knabe: Die Wahrheit über die Linke. List Taschenbuch. 2012. 

Hubertus Knabes bog om det tyske venstreorienterede parti Die Linke vil blive modtaget med klapsalver af den politiske højrefløj, fordi den bekræfter højrefløjens påstande om partiets ledende medlemmers fortid i ”uret-staten” DDR.

Venstrefløjen vil formodentlig ryste på hovedet ad Hubertus Knabes ensidige antikommunisme.

Og således vil begge fløje blive bekræftet i deres egne forudfattede meninger. Og vi vil være lige vidt.

Men uanset om man sympatiserer med Knabes utvetydige anti-kommunistiske holdning og hans uforbeholdne kritik af efterfølgerne til det hedengangne SED først i PDS, senere i Die Linke - er kendsgerningerne ikke til at komme uden om.

Umiddelbart efter ’die Wende’ i 1989 ville en række højtstående kadrer i Det Socialistiske Enhedsparti (SED) ikke se i øjnene, at regimets dage var talte og partiets tid forbi.

Personer som Hans Modrow, Gregor Gysi og Lothar Bisky forsøgte af al magt at forhindre, at SED gik i opløsning efter DDR-regimets undergang.

De 2 sidstnævnte kom til at spille en fremtrædende rolle i genskabelsen af SED.

Knabe har som direktør for Gedenkstätte Berlin-Schönhausen haft adgang til DDR-regimets Ministerium for Statssikkerheds (MfS) arkiver.

Ministeriet for Statssikkerheds opgave var at udspionere DDR-regimets egne borgere for ”statsfjendtlige” aktiviteter.

”Statsfjendtlige” aktiviteter kunne f.eks. udøves af kunstnere som f.eks. visesangeren Wolf Biermann.

DDR-regimet og Ministeriet for Statssikkerhed anså sangeren Wolf Biermann for ”samfundsskadelig” for DDR-regimet.

Biermanns ”forbrydelse” bestod i at synge ”systemkritiske” sange.

Stasi rekrutterede ikke blot ”inofficielle informanter” (IM) i DDR, men også i det tyske Forbundsrepublik (BRD).

En af Stasis ”inofficielle informanter” i BRD var Dietmar Dehmke.

 

Dietmar Dehmke.  

Dehmkes første kontakt med Stasi foregik på en ungdomslejr i DDR i 1971.

Ifølge Stasi-akterne erklærede Dehmke året efter ”seine Bereitschaft zur Unterstützung” - parat til at lade sig hverve som ’uofficiel medarbejder’.

I december 1971 fastslog Stasi, at hans hvervning skete på ”auf der Basis der politischen Unterstützung” (p.304).

Dehmke tilsluttede sig med andre ord DDR-regimet.   

Stasis agentnavn for Dehmke var ’Willy’.

Ifølge Stasis arkiver blev agent ’Willy’ sat til at spionere mod en rækkeorganisationer og institutioner, som Stasi ønskede oplysninger om:

Unge socialdemokrater i det sydlige Hessen, Universitetet i Frankfurt, Ministeriet for Forskning og Teknologi, det Internationale Selskab for Menneskerettigheder såvel som forskellige venstreorienterede kunstnere og politiske grupperinger.

I 1976 lykkedes det også Stasi at rekruttere Dehmkes kone, som under agentnavnet ’Christa’ fungerede som kurér mellem Vestberlin og Østberlin.

Af Stasi-akterne fremgår, at ’Christa’ hver sjette uge fløj fra Vestberlin til Østberlin for at mødes med parrets ”føringsofficér” i Stasis udlandsafdeling.

Stasi betalte agentens udgifter til flyet tur-retur.

Parret skulle vise sig at blive særligt værdifuldt for Stasi, da parret via journalisten Günter Walraff fik forbindelse til visesangeren Wolf Biermann.

Wolf Biermann var få år forinden blevet udvist til Forbundsrepublikken på grund af sine ”systemkritiske” visesange.

Selvom DDR-regimet havde udvist Biermann fra DDR, holdt Stasi stadig et vågent øje med Biermanns aktiviteter i Forbundsrepublikken.  

     

I 1977 blev Dietmar Dehmke koncertarrangør og manager for Wolf Biermann, som nu optrådte i Forbundsrepublikken.

Dehmke kunne nu underrette sin arbejdsgiver om alle Biermanns ”DDR-fjendtlige” aktiviteter i Forbundsrepublikken.

Og det ned i mindste detaljer om hans privatliv (jf. p. 305).

Dehmke kunne bistå Biermann med råd om, hvorledes han skulle skabe sig en karriere som visesanger i Forbundsrepublikken.

Som Biermanns manager tilrettelagde Dehmke Biermanns koncertprogram.

Det fremgår af arkiverne, at Stasi var yderst tilfreds med sin agents indberetninger om Biermann:  

I 1977 belønnede Stasi sin agent med et ekstra honorar på 500 DM. Det hed i begrundelsen:  

Der IM [Willy] arbeitet zuverlässig auf der Basis der politischen Überzeugung mit dem MfS [Ministerium für Sicherheit] zusammen. Durch eine hohe Einsatzbereitschaft des IM ist es gelungen, Biermann nach dessen Ausbürgerung im Operationsgebiet [Forbundsrepublikken] zeitweilig gut unter Kontrolle zu bekommen. Der Im erarbeitete wertvolle Informationen zur Person des Biermann, dessen Pläne und Absichten sowie der politischen Wirksamkeit. Durch den Einsatz des Im konnten einige geplante Veranstaltungen feindlicher Kräfte und damit die Ausnutzung Biermanns für deren Zwecke verhindert werden.”

Måske fattede Biermann mistanke til Dehmke. I alt fald opsagde han kontrakten med Dehmke og Stasis kilde til udspionering af Biermann tørrede ud.  

Dehmkes engagement med Biermann blev det første skridt til en karriere som manager indenfor musikbranchen.

I 1983 grundlagde Dehmke pladeselskabet  ”Musikant”.

Dehmke var både forretningsmand og komponist. Således komponerede han i anledning af 125’årsdagen for SPD’s stiftelse en hymne til sit parti.    

I 1989 blev han medierådgiver for den verdenskendte østtyske kunstskøjteløber Katarina Witt.

Og hvis ikke ’die Wende’ 1989 var kommet ham i vejen, kunne han have forsat sin karriere som pladeproducent og koncertarrangør.

Efter ’die Wende’ kom Dehmke imidlertid i uvejr.

Han blev af den borgerlige politiker Erika Steinbach anklaget for at have været ’inofficiel medarbejder’ for Stasi.     

Under retssagen hævdede Dehmke hårdnakket, at han:

aldrig havde været ’Stasi-medarbejder’, Øst-agent eller på anden måde aktiv som efterefterretningsagent.” (p. 307).

Landsretten i Frankfurt frifandt Dehmke, da dommeren ikke mente, at der var tilstrækkeligt med beviser for Dehmkes agentvirksomhed.

I 1996 blev sagen dog genoptaget, da Stasi-arkiverne i mellemtiden var blevet åbnet.

Wolf Biermann blev indkaldt som vidne og kunne fortælle, at Dehmke i et svagt øjeblik overfor ham havde indrømmet, at han havde været Stasi-agent.      

Domstolen omstødte nu dommen og Dehmke kan nu med rettens ord kaldes en forhenværende Stasi-agent.

Men dermed var Dehmkes politiske karriere ikke slut.

Dehmke var stadig medlem af SPD og var valgt til byrådet i Frankfurt.

Han var ovenikøbet formand for partiets ”Arbeitsgemeinschaft Selbständige und Unternehmer” - og ikke mindst sad han i partiets ledelse.

Efter at en domstol havde fastslået, at Dehmke havde virket som agent for Stasi, rejste der sig en diskussion i SPD om hans fortsatte medlemskab.

I den forbindelse udtalte partiets daværende generalsekretær Andrea Nahles:  

Wenn Stasi-akten zum Maulkorb für politische Linke werden, hat die Stasi zum zweiten Mal mit furchtbarer Wirkung gewonnen”.

[Hvis Stasi-akterne skal gøres til mundkurv for politisk venstreorienterede, har Stasi eftertrykkeligt vundet for anden gang].

Partiet og Dehmke indgik et forlig, hvorefter Dehmke først måtte indtage politiske poster i SPD ved udgangen af 1997.

Dehmke var nu for en tid sat skakmat.

Han søgte nu andre græsgange. Han vendte SPD ryggen og meldte sig   i 1998 ind i SED-efterfølgerpartiet PDS (Partei Demokratischer Sozialismus).

PDS’s manglende opbakning i Forbundsrepublikken betød, at døren stod åben for Dehmke.

Han gjorde lynkarriere.1 år senere var han medformand i PDS (sammen med Lothar Bisky).

Men Dehmke viste sig at være et nummer for ”broget” for de gamle stalinister i PDS.

Dehmke talte for ”fri marihuana” og gjorde sig til talsmand for en statsliggørelse af bankerne på et tidspunkt, hvor SPD og PDS i Berlin netop havde privatiseret Berliner Bankgesellschaft (p. 308).

Selvom Dehmke var steget hurtigt til tops i PDS, var det ikke ensbetydende med, at han var ”fredet”.

Ved flere lejligheder ragede han uklar med partiets gamle stalinister (Dietmar Bartsch og Lothar Bisky) med en fortid i DDR.

2003 ønskede Lothar Bisky ikke længere at dele formandskab med Dehmke.

Dehmke blev forvist til 2. geled i PDS og blev i 2004 landsformand for PDS i Nedre Sachsen.

Dehmke har aldrig indrømmet sin agentvirksomhed for Stasi, men gik til  gengæld til modangreb på sin forhenværende klient Wolf Biermann.

Dehmke beskyldte Biermann for ”nekrophile Stasijagd (som vel kan oversættes med ”jagt på et dødt Stasi”.

Han beskyldte Biermann for ”einzig teatralisches Geschäft”. Antydede han, at Biermann udelukkende ønskede at tjene penge på sin slet skjulte kritik af DDR-regimet?

Ifølge Dehmke kunne Stasi ikke bruge ham som agent, da han vor ”pro-Biermann” og at han af Stasi havde fået stemplet ”statsfjende”. (jf. p. 309).

 

Lothar Bisky.

Nu afdøde Lothar Bisky (1941-2013) var en af de mest fremtrædende politikere i SED-efterfølgeren PDS.  

Lothar Biskys biografi lyder i korthed:

Efter 2. verdenskrig flygtede millioner fra den Røde Hærs fremmarch mod Vest.

Lothar Bisky voksede op som barn i Schleswig-Holstein.

Som ung mand forlod Bisky Forbundsrepublikken og udvandrede i 1959 til ”arbejder-bondestaten” DDR.

Her studerede han kulturvidenskab på Karl Marx Universitetet i Leipzig.

I 1963 meldte han sig ind i SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands).

Ifølge Knabes undersøgelser i Stasis arkiver blev han i 1966 kontaktet af HVA (Stasis afdeling for udlandsspionage) og blev registreret som ”inoffiziel Mitarbeiter” (IM) under navnet ’Bienert’.

Hvad ’Bienert’ bidrog med af oplysninger til Stasis udlandstjeneste findes ikke længere i Stasis arkiver (jf. p. 298).

Derimod ved vi, hvordan hans arbejdsgiver vurderede hans indsats som uofficiel medarbejder (IM).

Fra 1969-1975 var hans afdelingsleder på Zentralinstitut für Jugendsforschung.

Hans opgave har formodentlig været at afgive rapporter om de vestlige mediers skadelige indflydelse på DDR-ungdommen.

Stasi’s udlandsafdeling brugte IM ’Bienert’ til at aflægge rapport om ”afvigeren” Rudolph Bahro.

Bahro havde skrevet en systemkritisk bog om DDR-regimet ”Die Alternative”.

Bahro havde i al fortrolighed givet Bisky en kopi af sin bog.

IM ’Bienert’ gav nu bogen til sin føringsofficér i Stasis udlandsafdeling (HVA).     

I 1980 tilbød Stasi Bisky arbejde for Akademie für Gesellschaftswissenschaften under partiets Centralkomité i Berlin.

I den forbindelse bemærkede hans føringsofficér i Stasi:

In der langjährigen erfolgreichen Zusammenarbeit mit dem Gen[ossen] B[isky] erwies sich dieser als ein zuverlässiger und einsatzbereiter Genosse. An die Erfüllung ihm übertragener Aufgabengeht er verantwortungsbewusst, parteilich und mit politischer Klarheit heran.” (jf. p. 299).

I 1986 blev Bisky rektor for Hochschule für Film und Fernsehen,  Potsdam Babelsberg.  

Stasi roste på ny Bisky:

Erkentnissen der HVA [Hauptverwaltung Ausland] zufolge ist B[isky] als zuverlässiger Kader einzuschätzen, der strikt sich an die gegebene Anweisungen hält und gegenüber MfS [Ministerium für Sicherheit] stets ehrlich war” (p. 299).

Efter ’die Wende’ talte Bisky 4. november 1989 på Berlin Alexanderplatz til folkemasserne.

Knabe kalder talen for et forsøg på ”Flucht nach vorne” (flugt fremad) for ikke at blive distanceret af masserne i opbrud.

Bisky deltog lige fra starten i SED-partikadrernes forsøg på at rekonsolidere SED og på at bevare DDR-staten.

Bisky medvirkede i partiets arbejdsudvalg og præsidium, som skulle videreføre SED efter ’die Wende’.

I 1990’erne var Lothar Bisky partiformand for SED-efterfølgeren PDS (Partei Demokratischer Sozialismus).

Og efter sammenslutningen i 2007 med Oscar Lafontaines WASG (Wahl Alternative für Soziale Gerechtigheit) var Bisky medformand i ’Die Linke’.  

I 2009 blev han valgt til Europa Parlamentet. (jf. pp. 298-300).

 

Roland Bartsch.

En anden fremtrædende person i PDS/die Linke er Roland Bartsch.

(følgende oplysninger er hentet i Wikipedia, da Knabe ikke bringer  oplysninger om Bartsch fra Stasi-arkiverne).    

Født i 1958 i Stralsund. Aftjente fra 1976-1978 sin værnepligt i DDR’s Nationale Volksarmé som faldskærmsjæger.

1977 medlem af SED.  

Fra 1978-1983 studerede han økonomi på Hochschule für Ökonomie i Berlin-Karlshorst - og er uddannet økonom.

Ansat i forretningsafdelingen i Freie Deutsche Jugend (FDJ). SED’s ungdomsforbund.

1986-1990 aspirant på Akademiet for Socialvidenskaberne i USSR, hvor han skrev afgangsopgave om ”Verwaltungsverhältnisse unter der Bedingungen einer Intensivierung der sozialistischen Wirtschaft”.

I marts 1990 ansat på Junge Welt (FDJ). Samme år stillede som kandidat for PDS, men blev ikke valgt.

1991-1997 forretningsfører for PDS på landsplan.

2002 trak Bartsch sig om forretningsfører bl.a. på grund af beskyldninger fra Dehmke om at ville ”skjule interne dokumenter” fra partiet (Wachbuch-affäre).  

Maj 2004-december 2005 ansat som forretningsrådgiver for Neues Deutschland (SED/PDS).

2005 blev han genindsat som forretningsfører af Lothar Bisky. 2007 forretningsfører for Die Linke.

2010 beskyldte Gregor Gysi (det mest fremtrædende medlem af PDS/Die Linke) Bartsch for i medierne at have udtalt sig ufordelagtigt om Oscar Lafontaine, hvorefter Bartsch trådte tilbage.

Stillede 2012 op som modkandidat til formandsposten i Die Linke mod Oscar Lafontaine og tabte.

2015 medformand i Die Linke sammen Sarah Wagenknecht.

 

Hubertus Knabes granskning af Stasi-arkiverne dokumenterer

1. at forbløffende mange af de ledende politikere i PDS/DieLinke har en fortid i DDR.

2. at nogle af disse i perioder har spioneret for DDR’s Ministerium for Statssikkerhed (Stasi).

Knabes negative holdning til DDR, SED/PDS/die Linke skinner igennem hans bog.

Til trods for Knabes antikommunistiske standpunkt, er hans dokumentation ikke til at komme uden om.

PDS’s sammenslutning med Oscar Lafontaines WASG ændrer ikke på Knabes syn på nyskabelsen Die linke.

Med udvalgte citater af Lafontaine viser Knabe, at Lafontaine er en vendekåbe som utallige gange har skiftet standpunkt fra sin tid som minister i Gerhard  Schröders rød-grønne regering -og sin tid som formand for SPD.

Sammenslutningen af Lafontaines WASG og PDS gjorde ikke Die Linke til et mere troværdigt venstrefløjsalternativ.

Så længe den yderste venstrefløj i Forbundsrepublikken ikke gør op med reformisme og stalinisme har den ingen eksistensberettigelse.

I stedet for at lade sig indrullere i det reformistiske Die Linke, burde den organisere sig selvstændigt og i opposition til Die Linke.   

     

PS:

2018 blev Hubertus Knabe for en tid suspenderet fra sin stilling som direktør for Gedenkstätte Berlin Hohenschönhausen, da en række kvindelige medarbejdere offentligt beskyldte Knabe for ikke at have reageret tilstrækkeligt handlekraftigt overfor sin vicedirektør, som ifølge klagerne har udøvet sexchikane.

Knabe indklagede efterfølgende sin suspension, men er ikke længere direktør for Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen.

 

Kilder:

https://www.t-online.de/nachrichten/deutschland/gesellschaft/id_84839530/gedenkstaetten-chef-knabe-wird-rueckkehr-verwehrt.html

https://hubertus-knabe.de/

https://www.tagesspiegel.de/berlin/sexuelle-belaestigung-in-berlin-lederer-prueft-vorwuerfe-in-stasi-gedenkstaette-hohenschoenhausen/23089750.html

https://www.berlin.de/sen/kulteu/ueber-uns/leitung/senator/lebenslauf.544043.php

https://www.spiegel.de/politik/deutschland/die-linke-zoff-um-spitzenkandidatur-die-blockierte-partei-a-588db55a-6e92-4bfd-93b7-078e0c831c5f

https://de.wikipedia.org/wiki/Dietmar_Bartsch

 

 

Karl Christensen - Spaniens-frivillig og modstandskæmper.

Karl Christensen (913-2002).
Medlem af DKP 1933-1956.
Spaniens-frivillig 1936-1937.
Medlem af BOPA 1942-1945.
Forlod DKP i 1956.
Meldte sig i 1959 ind i SF.

Boganmeldelse.

Karl Christensen: Min spanske krig. Erindringer fra den internationale brigades luftbatter ”Argument Dimitrov” 1936-1937. SP-Forlag.1986.

 

Karl Christensen er formodentlig ikke kendt uden for en snæver kreds af ældre modstandskæmpere.

Heller ikke jeg kendte ham, førend en bekendt af mig forærede mig et eksemplar af hans bog, som han vist nok havde købt antikvarisk.

Karl Christensens navn dukkede op i forbindelse med indvielsen af det ny Frihedsmuseum, som står overfor at skulle åbne i juli 2020.

Frihedsmuseet har valgt at portrættere 4 personer, som på hver for på sin måde tog del i besættelsen.

3 modstandskæmpere og 1 kollaboratør.

Den ene af modstandskæmperne er Karl Christensen.

De besøgende bliver således præsenteret for et lille udsnit af Karl Christensens liv fra hans indtræden i modstandskampen i 1942 og til befrielsen i maj 1945.

Men kunne det ikke være interessant at vide, hvad Karl Christensen foretog sig før og efter den korte interval mellem 1942 og 1945.

 

Lad os råde bod på de manglende oplysninger.

Karl Christensen blev født i Nørresundby i 1913. Uddannet bager. Aftjente 1935-1936 sin værnepligt i Avedøre-lejre på Sjælland.

Meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i 1933.

Drog i september 1936 til Spanien for at deltage i den Spanske Borgerkrig på republikansk side.

I sine erindringer i bogen ”Min spanske krig” fortæller han om sin tid som artillerist i bataljon ”Argument Dimitrov”.

De europæiske demokratier overlod det til Stalins USSR at hjælpe og støtte det skrøbelige spanske demokrati.

Stalin var i 1936 færd med at konsolidere sit terrorregime ved at gennemføre skueprocesser mod sine politiske modstandere.

Millioner af uskyldige sovjetborgere blev anklaget for opfundne forbrydelser og dømt til langvarige ophold i tvangsarbejdslejre.

I juni 1936 kom en Folkefront til regeringen i Spanien og den fascistiske oprørsgeneral Franco indledte en langvarig borgerkrig.

Borgerkrigen skulle komme til at vare fra 1936-1939 - inden Folkefronten var nedkæmpet.

Stalin besluttede at støtte den spanske Folkefrontsregering, men det lille spanske kommunistparti (PCE) kunne ikke klare ærterne alene.

Stalin satte Kommunistisk Internationale til at organisere brigader af frivillige til Spanien.

I et vist omfang støttede USSR militært den spanske Folkefront, men tog sig godt betalt ved at overføre guldreserver fra det spanske Nationalbank til USSR.

Hjælpen var dog ikke nok til at besejre general Francos oprørstropper og Folkefronten led nederlag.

Som medlem af DKP var Karl Christensen en af de 30.000-40.000, som meldte sig frivilligt til de Internationale Brigader, som Kommunistisk Internationale organiserede.

Hans dagbogslignende notater i hans erindringer om den spanske borgerkrig er ikke historieskrivning på højt niveau.

Hans dagbog føjer intet nyt til vor viden om den spanske borgerkrig, men er endnu et vidnesbyrd om stalinistisk historieskrivning.

Han fortæller på friskfyragtig vis og ganske bramfrit om sine uforglemmelige oplevelser ved fronten.

Et par enkelte gange bliver han uforvarende konfronteret med bagsiden af den spanske Folkefront.

Her et uddrag af hans møde med en af Folkefrontens organisationer (POUM), som han absolut ikke sympatiserer med:

Et sted meget højt oppe i tårnbygningen hang der, på en halvåben dør, et papskilt i et enkelt søm med oplysning om, at her var RADIO POUM. Jeg havde ikkeset disse initialer, Siden Walther og jeg så dem på et par lastbiler med syngende mænd på vej til fronten, og hvad de betød, hvad de stod for, fik jeg først rede på en god måneds tid efter, men her og nu kunne jeg ikkenære mig for at puffe døren helt op, og gå ind, som var det min soleklare ret. …

Det ville være at komme for let om det ved at kalde dette rum for en syndig butik. Et væltet skrivebord havde tydeligvis været brugt som en ringe barrikade, gennemhullet som var det tætte skud, vel fra en maskinpistol. Vægge og døre bar spor efter en mindre krig i krigen.”

Der var skudhuller overalt, og brune plamager kunne uden fantasibestemmes som blodpletter. Blod fra dette slags ofre, hvem de så måtte være. Vi stod lidt benovede over den uforståelige vold, def havde fundet sted, men brugte ikke mange ord udover, at jeg kom til at sige: ”det var som satan!” (Min spanske krig, pp. 102-103).

Lidt senere bliver han tilsyneladende klar over, hvad POUM står for:

Nogle dage efter kom en mindre kortege, 1 personbil og 2 motorcykler, drønende i en støvsky op fra hovedvejen, bemandet med læderklædte maskinbevæbnede mænd…

Her kom så forklaringen af de mystiske initialer ”POUM”, som før havde givet mindre spekulationer: militærpolitiet ville vide, om nogen i batteriet havde, eller havde haft forbindelse med denne militsorganisation, den 4. Internationales spanske svar på kommunisternes ”forræderi” mod Proletariatets Diktatur til fordel for Folkefronten.

Der havde fundet en blodig opstand sted mod [folkefront]regeringen i Barcelona og denne ”El POUM” stod bag oprørsforsøget, som måtte nedkæmpes af loyale regeringsstyrker, og som kostede et par hundrede skyldige og uskyldige livet i den store by, langt fra fronterne i det nordøstlige Spanien.

Havde nogen det mindste kendskab til andres forbindelse med denne ulovlige organisation, eventuelt dens tryksager, var det klogt at melde det her og nu. Senere afsløringer ville blive straffet hårdt. Ingen meldte sig, ingen kendte til noget, og de barske fyre forsvandt som de var kommet. Videre på jagten efter hvad der betegnedes som Franco-allierede.

Denne afsløring af el POUM som bogstaveligt talt en ”international 5. kolonne”, hvori der også skulle være en del skandinaver, gav naturligt nok anledning til diskussion i batteriet.

Der var selvfølgelig enighed om at fordømme et sådant forræderi, der tilmed havde haft støtte hos nogle syndikalister, for hvem de opstillede mål fra valgkampen sidste år, åbenbart ikke opfyldtes hurtigt nok. Og så skulle ”revolutionen” finde sted, netop som regeringen, i kampen for sin eksistens, havde en mindre offensiv i gang i Aragon, vest for Katalonien! Det hele kunne forekomme os som en vanvittig spøg, om vi ikke lige havde haft besøg af denne højst alvorlige politipatrulje. (op. cit., pp. 127-128).

Desværre er hans vurdering af POUM gået over i historien som den sande udlægning.

Intet kunne være mere forkert.

Nej, POUM var ikke modstander af den spanske Folkefrontsregering, men en del af den.

POUM forbeholdt sig ret til at være kritisk overfor Folkefrontens klassesamarbejdspolitik.

Men den spanske Folkefront var internt splittet i 2 fløje: en højrefløj som ikke ønskede et opgør med det kapitalistiske samfund og en venstrefløj, som satte spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system.

Det spanske kommunistparti (PCE) og det lille POUM stod på hver sin fløj og bekæmpede hinanden.

Konflikten viste sig at være uløselig og endte med, at de spanske stalinister i PCE - godt hjulpet af Stalins hemmelige politi GPU tilintetgjorde POUM.

POUM blev udsat for en hadkampagne, som svarede til de skueprocesser, som Stalin udsatte sine politiske modstandere for i USSR.

Lederne af POUM (Nin og Maurin) blev retsforfulgt på baggrund af opdigtede forbrydelser.

Maurin blev idømt en langvarig fængselsstraf. Nin blev underkastet tortur og henrettet af Stalins hemmelige politik GPU.

Som partitro stalinist lukkede Karl Christensen øjnene for de uhyrligheder, som skete lige for øjnene af ham.

Derimod indlagde han sig fortjeneste som modstandskæmper under besættelsen 1940-1945.

Karl Christense gennemskuede ikke stalinisternes forræderi mod Folkefronten.

Som artillerist var han utilfreds med det materiale, som de Internationale Brigader havde til rådighed og han valgte - meget forståeligt - at rejse hjem i september 1937.

Efter sin hjemkomst til Danmark brød han ikke med DKP, men måtte afvente Stalins pagt med Hitler, førend han i 1942 kastede sig ud i at gøre modstand mod den nazistiske besættelsesmagt.

Nazisterne tvang samarbejdspolitikkerne til at forbyde DKP og hundreder af medlemmer blev interneret i Vestre Fængsel og i Horserød-lejren i Nordsjælland.

Frihedsmuseets database har registreret hans deltagelse i sabotageaktioner unde besættelsen. Karl Christensen var med til at stifte modstandsgruppen BOPA (Borgerlige Partisaner).

Først i 1956 havde han fået nok af DKP og meldte sig ud.

I 1959 fulgte han Aksel Larsen, da han dannede Socialistisk Folkeparti i 1959.

Efter et langt livs politisk kamp døde Karl Christensen i 2002.

 

Kilder:

https://ugeavisen.dk/amager/artikel/bes%C3%A6ttelsen-karl-var-aktiv-i-industrisabotage

http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?64815

 

 

Karl Kautskys vej til magten.

Den danske socialdemokrat Nina Bang (1866-1928) modtager sin tyske partifælle Karl Kautsky (1854-1938) ledsaget af sin datter Merete.
I midten Kautskys hustru Louise (født Ronsberger).

Revisionismestriden i det tyske Socialdemokrati omkring år 1900.

Kautsky: Der Weg zur Macht. Anhang: Kautskys Kontroverse mit dem Parteivorstand. Europäische Verlagsanstalt. 1972.

 

Ist eine derartige Situation eingetreten, ist eine Regime so weit, dass es an seinen inneren Widersprüchen zusammenzubrechen droht, und gibt es in der Nation eine Klasse, die eine Interesse daran, aber auch die Kraft dazu hat, zur politischen Herrschaft zu gelangen, dann bedarf es nur noch einer Partei, die das Vertrauen dieser Klasse besitsst, die dem wankenden Regime in unversöhnlicher Feindschaft gegenübersteht und die die gegebene Situation klar erkennt, um die aufstrebende Klasse zum Siege führen.

Diese Partei ist seit langem die Socialdemokratie. Auch die revolutionære Klasse ist da und bildet seit einiger Zeit die Mehrheit der Nation. Ist auch mit dem moralischen Zusammenbruch des herrschenden Regimes zu rechnen?” (p. 70).

Oversættelse:

”Indtræder der en situation, hvor et regime er så langt ude, at det truer med at bryde sammen af sine indre modsigelser - og findes der i nationen en klasse, som ikke blot har interesse i, men også styrke til at komme til magten, da skal der blot et parti til, som besidder denne klasses tillid og som står over for dette vaklende regime med uforsonligt fjendskab og som klart erkender den givne situation - for at føre den opadstræbende klasse til sejr.  

Dette parti har i lang tid været Socialdemokratiet. Også den revolutionære klasse er der og har i nogen tid udgjort et flertal i nationen. Kan man (ikke) også regne med det herskende regimes sammenbrud?”

 

Es wird wohl niemand so naiv sein, behaupten zu wollen, dass wir kampflos und unmerklich aus dem Militärstat und dem Absolutismus in die Demokratie, aus dem erobernden Imperialismus in den Bund freier Völker ”hineinwachsen” werden. Die Anschauung vom Hineinwachsen konnte nur zur einer Zeit erstehen, wo man glaubte, die gesamte Weiterentwickelung werde sich ausschlisslich auf ökonomischem Boden vollziehen, ohne dass irgendeine Aenderungder politischen Machtverhältnisse und Einrichtungen erforderlich sei. Sobald sich herausstellt, dass solche Aenderungen dringend notwendig für das Proletariat sind, soll es seinen ökonomischen Aufstieg weiter vollziehen können, ist damit auch die Notwendigheit politischer Kämpfe, Machtverschiebungen und Umwälzungen gegeben.”

Oversættelse:

”Ingen er vel så naiv at tro, at ville påstå, at vi uden kamp og umærkeligt fra militærstaten og absolutismen ville ”vokse ind i” demokratiet, fra den erobrende imperialisme ind i forbundet af frie folk. Anskuelsen om at vokse ind i kunne kun opstå i en tid, hvor man troede, at hele den fortsatte udvikling udelukkende ville blive fuldbyrdet på økonomisk grund, uden nogen som helst ændringer af de politiske magtforhold og omvæltninger ville være påkrævet. Så snart det viser sig at sådanne ændringer er påtrængende nødvendige for proletariatet - for at det skal kunne fuldbyrde sin økonomiske opstigning - er også dermed givet nødvendigheden af politiske kampe, magtforskydninger og omvæltninger.”

  

Året er 1909 og vi befinder i kejser Wilhelms Tyskland før 1. verdenskrig.

I årene omkring århundredskiftet 1900 og i de følgende år udspandt der sig en livlig debat i det tyske Socialdemokrati.

Den såkaldte ”revisionismestrid”.

Striden stod mellem fløjene i det tyske Socialdemokrati.

Lederne af det tyske Socialdemokrati ansås for arvtagere til Karl Marx og Friedrich Engels.

De skulle føre arven videre til den næste generation af socialister og ”marxister”.

Som led i partiets debat skrev Karl Kautsky i 1909 sit indlæg ”Der Weg zur Macht”.

Man kan i høj grad diskutere arvingernes forvaltning af arven.

Allerede i levende live havde Karl Marx (død 1883) og Friederich Engels (død 1895) kritiseret det tyske Socialdemokratis ”Gotha-program” fra 1875.

Først i 1891, da Socialdemokratiet skulle forny sit partiprogram offentliggjorde Engels sin og Marx’ kritik af Gotha-programmet, som således ikke var kendt, da programmet blev skrevet.

Engels fremskrev inden sin død i 1895 det tyske Socialdemokratis fremgang og forudså, at partiet inden længe ville have flertallet bag sig i Kejsertidens Tyskland.

Endemålet øjnenes forude, hvis blot man ventede længe nok.

Partiets højrefløj (Edouard Bernstein) tog Engels’ ord til sig og opgav nu enhver tanke om en ”magterobring” og satsede udelukkende på at få større indflydelse via stemmeurnerne.

Partiets højrefløj havde for længst opgivet ”endemålet” - og ”midlet” var nu alt.

Vejen dertil var alt, målet intet.

Mens Bernstein var utvetydig i sin opgivelse af endemålet, var Karl Kautsky mere uklar i mælet.

Han holdt stadig fast ved et pseudo-marxistisk sprogbrug og balancerede mellem reform og revolution.

Kun venstrefløjen omkring Clara Zetkin (senere Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht) holdt fast ved Marx’ og Engels’ ekspropriation af kapitalejerne.

Partiets ledelse nægtede at offentliggøre Kautskys skrift ”Der Weg zur Macht” med den begrundelse, at det indeholdt passager, som kunne opfattes som en trussel mod den kejserlige statsmagt.

Kautsky måtte stryge enhver hentydning til magtanvendelse og magterobring.

Det kunne udfordre politi og anklagemyndighed og føre til politisk forfølgelse og måske - hvem ved - til et forbud.

Partiledelsen stillede nu Kautsky i et dilemma: Han kunne trække sit skrift tilbage, finde sig i at partiledelsen strøg visse ”anstødelige” passager eller lade et andet forlag trykke hans skrift.

Med møje og besvær lykkedes det Kautsky at få sit skrift trykt på et alternativt forlag.

Kautsky måtte trække sig som redaktør af partiets blad ”Vorwärts”.

”Revisionisme-striden” i det tyske Socialdemokrati forsatte helt frem til 1. verdenskrig, og var således blot et forspil til det brud, som kom i august 1914, hvor et flertal i partiet stemte for krigskreditterne.

Partiets højrefløj støttede nationens  deltagelse i den imperialistiske krig.

Centerfløjen omkring Karl Kautsky tøvede, men valgte dog at bryde med partiet og danne USPD.  

             

  

Victor Serge - håbets mand.

Victor Serge, hans kone Liuba og sønnen Vlady 1928 efter hans første arrestation.

Boganmeldelse:

Victor Serge: En revolutionærs erindringer. Bd. 1 og 2. Politisk Revy. 1976-1977.

 

17. november 1947 døde en midaldrende mand af en pludseligt opstået blodprop siddende i en taxa midt i Mexico by.

Manden var Victor Lvovich Kibalchik bedre kendt under sit forfatternavn (nom de plume) Victor Serge.

Hans død kom pludseligt og uventet en dag i november i et land fjernt fra hans hjemegn i Europa.

Victor Serge blev født 30. december 1890 af russiske emigranter i Belgien.

Serges forældre var udvandret fra zarens Rusland. Hans forældre tilhørte intelligentsiaen.

I 1881 blev zar Alexander II myrdet af en af ’Folkets Venner’ (narodnikker).

Det autokratiske zardømme var forhadt i dele af intelligentsiaen i Rusland, som ofte blev forvist til fjernere egne af det vidtstrakte rige.

Serges forældre flygtede fra zarens Rusland - og slog sig ned i Belgien.

Deres søn Victor fik et turbulent liv.

I 1908 drog han til Paris, hvor han kom med i en grupper af anarkister, som begik bankrøverier.

Fra 1912-1917 sad han i fængsel for meddelagtighed i væbnede røverier.

Serge fik således en barsk debut på sit politiske liv.

Forfatteren kom ind i mit liv i starten af 1970’erne, da jeg anskaffede mig en del af hans bøger.

Jeg slugte hans erindringsbog ”En revolutionærs erindringer” endnu inden den i 1976 blev oversat til dansk og udkom på Politisk Revys forlag.

Hans erindringsbog er en af de bedste erindringsbøger om Sovjetstatens udvikling, som jeg har læst.

Hvis man interesserer sig for verdens første (og eneste!) socialistiske stat er Victors Serge øjenvidneskildring uundgåelig.

Her får man en førstehåndsberetning fra et vidne til Sovjetstatens skabelse og degenererende udvikling.

Serge skriver i et ligefrem sprog og en ordknap stil. Han fortæller uden omsvøb af nogen art om sine oplevelser i den ny Sovjetstat.

Serge var ikke nogen naturlig beundrer af Sovjetstaten. Han kom fra en baggrund som anarkist og med sympati for syndikalisme.

Alligevel tilsluttede han sig med begejstring bolsjevikkernes vovede eksperiment i Rusland i oktober 1917.

Han kastede sig med brask og bram ind i opbygningen af den socialistiske stat.

Men lige så meget begejstring han i begyndelse havde for bolsjevikkernes eksperiment i det økonomisk tilbagestående Rusland, lige så meget blev hans forventninger om arbejderdemokrati og rådsdannelse skuffet efterhånden, som Sovjetstaten degenererede for hans øjne.

Han tog hele turen med indtil han i 1927 blev ekskluderet af det russiske kommunistparti.

Serge foretager ikke nogen teoretisk analyse af Sovjetstaten. Serge er ikke nogen akademisk skolet revolutionær, som diskuterer om Sovjetstaten skal betegnes som en degenereret arbejderstat eller skal kaldes statskapitalistisk eller bureaukratisk kollektivistisk.

Med sit anarkistiske og syndikalistiske (rådskommunistiske) syn var det naturligt, at han opponerede mod Stalin-fløjens tiltagende bureaukratisering af samfundet.

Serges forhåbninger om et udstrakt rådsdemokrati (som var det borgerlige demokrati overlegent) bristede i takt med Sovjetstatens degeneration som et socialistisk samfund.

Serge skrev sine erindringer i 1941, da degenerationsprocessen var tilendebragt, da Stalin i 1930’erne havde udryddet hele den gamle garde af bolsjevikker.

Skønt eksperimentet endte i den totale fiasko, mistede Serge ikke modet og vedblev med at kæmpe for sine idealer om et sandt socialistisk samfund.

Serge blev arresteret og underkastet forhør flere gange men klarede frisag. Første gang i 1927.

Anden gang i 1933 gik det værre, da han efter endt afhøring blev forvist til Centralasien, hvor han måtte tilbringe næsten 2 år før han i 1936 på foranledning af en kampagne for hans frigivelse blev fangeudvekslet med en fransk general.

Som undsluppen fra Stalins tvangsarbejdslejre mødte han ikke megen sympati på venstrefløjen i Europa.

Reformister og stalinister tog afstand fra ham og kaldte ham ”antikommunist” og agent for vestlige magter.

Stalinisternes propaganda var massiv og Serge havde svært ved at ernære sig som skribent, skønt han havde fået udgivet adskillige bøger.

I 1940 måtte han flygte fra Gestapos jagt på ”kommunister”, da Hitler-Tyskland invaderede Frankrig.

Serge var som andre flygtninge jaget bytte af marskal Petains franske kollaboratører i Vichy-Frankrig, af Stalins hemmelige politi, som jagtede oppositionelle kommunister som Victor Serge.

Det lykkedes Serge at undslippe sine forfølgere i Marseilles og komme med båd til de vestindiske øer og derfra til Mexico, hvor præsident Luis Cardenas gav ham asyl.

Uanset hvor presset han var, skrev Serge gennem hele sit liv en række fremragende skønlitterære romaner (baseret på sit liv) og en række dokumentariske bøger om politiske begivenheder.

Foruden biografier om Lenin, Trotsky og Stalin. Ved afrejsen fra Stalins Rusland frarøvede Stalins hemmelige politi NKVD ham nogle af hans manuskripter, som han aldrig så igen.

Serge døde som en fattig mand i Mexico i 1947, men efterlod sig en rig arv af litteratur, som den dag i dag er værd at læse.

 

På dansk findes følgende udgivelser:

”Hospitalet i Leningrad” Gyldendal 1978.

”En revolutionærs erindringer. Politisk Revy 1976-77.

”Så gløderne ulmer i ørkenen”. 2016. Det poetiske Bureau.

bibliografi.dk: international forfatterbibliografi

 

 

Hjælp! Min mor var spion!

Mor og søn.
Bruria Avi-Shaul og Andras Forgach
i lejlighed i Budapest 1975.

Boganmeldelse.

Andras Forgach: Sandheden om min mor. En familieberetning fra den kolde krig. Gyldendal. 2020.

 

Ungarske Andras Forgachs bog om sin families skæbne i efterkrigstidens Ungarn kunne være blevet en god og spændende bog.

Men i sin nuværende form er den det ikke.

Forgach skulle enten have skrevet sig til en autofiktiv roman - eller en historisk erindring om sin families  historie.

Som bogen foreligger er den ingen af delene.

Og det er en skam, fordi Forgach har materialet til en god bog.

Forgach er ikke historiker og vil helst skrive en roman.

Da han ikke gør nogen af delene, sætter han sig mellem 2 stole.

Hans ambivalente forhold til sin mor er bogens omdrejningspunkt.

Det er småt med oplysninger om forældrenes politiske baggrund, som spiller en altdominerende rolle i bogen.

Begge valgte på et tidligt tidspunkt i deres liv i Palæstina at vie det til datidens stalinistiske bevægelse.

Allerede inden de udvandrede fra Palæstina (som var britisk mandatområde indtil 1947) tilsluttede de sig et ikke nærmere beskrevet israelsk kommunistisk parti.

Palæstina var skueplads for voldelige sammenstød mellem den britiske besættelsesmagt og arabiske og jødiske oprørsgrupper.

Det britiske mandatperiode sang på sidste vers og Palæstina var på vej ind i en borgerkrigsfase.

Forgach forældre var anti-zionistister, som var imod dannelse af en jødisk stat.

De valgte at udvandre til Europa, hvor de satte deres lid til at Stalins Røde Hær ville skabe ”paradisiske” arbejder-bondestater i den del af Central-og Østeuropa, som den havde besat.

Bruria Avi-Shaul (1922-1985) og Marcell Friedmann (Forgach) (1920- 1986) fik 4 børn, hvoraf Andras (født 1952) var det ene.

Bruria og Marcell var idealister af overbevisning, men lod sig bruge af Folkedemokratiets nye stalinistiske magthavere i Ungarn.

1943 havde Stalin oprettet Kommunistisk Informationsbureau (KOMINFORM), som skulle træde i stedet for det for den for længst afdøde Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) og nu skulle de Central -og Østeuropæiske Folkedemokratier tjene som ”bufferzone” for hans degenererede arbejderstat i Rusland.

Folkedemokratierne blev underlagt en sovjetisk model, hvor små og ubetydelige kommunistpartier langsomt men sikkert satte på samfundets vigtigste nøgleposter, militær, domstole og et hemmeligt politi.

I alle Central -og Østeuropæiske Folkedemokratier foranstaltede Stalin og KOMINFORM udrensningsprocesser, som ramte jøder.

Partibosser og højtstående funktionærer blev anklaget for opdigtede forbrydelser og blev idømt lange fængselsstraffe eller ligefrem hængt.

Rudolf Slansky i Tjekkoslovakiet, Rajk i Ungarn og Wladislav Gomulka i Polen.

Mindre betydningsfulde partimedlemmer som Andras’ forældre blev af det hemmelige efterretningsvæsen AVO rekrutteret som agenter.

Hverken far Marcell eller Bruria var særligt effektive agenter for AVO.

Andras Forgach fik i 2013 adgang til de rapporter som hendes føringsofficerer i AVO skrev på baggrund af hendes indberetninger.

Efterretningstjenesten ønskede at udnytte hendes familiære tilknytning til Israel/Palæstina til at indhente oplysninger om zionistiske aktiviteter på verdensplan.

Hun (og hendes søn) fik bevilget penge til rejse og ophold i Israel.

Marcell arbejdede som journalist for et ungarsk telegrambureau og var udstationeret i London, hvor han fik til opgave at indhente brugbare oplysninger.

AVO var ikke tilfreds med hans arbejde som journalist og han udviklede en paranoia og endte som et menneskeligt vrag på en sindssygeanstalt.

Mor Bruria lod sig lokke til at udspionere en lejlighed, som hun selv havde beboet og som en ven af Andras nu havde overtaget.

Andras nærer en sønlig kærlighed til sin mor, men synes dog, at hun er gået for langt i sit samarbejde med det  hemmelige efterretningsvæsen AVO.

 

Kilder:

https://www.theguardian.com/books/2018/mar/25/my-mother-was-a-cold-war-spy-hungary-novelist-andras-forgach

https://www.thejc.com/culture/books/book-review-the-acts-of-my-mother-1.484585

https://hlo.hu/interview/what_is_most_important_for_me_is_the_dialogue_the_discourse_that_the_book_can_start.html

 

 

 

De forsvundne arkiver.

800 heilende pårørende tager afsked med Frikorps Danmark efter endt orlov.

Boganmeldelse.

Martin Magnussen: De forsvundne nazidokumenter. Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet. Grønningen1. 2019.  

 

Tilsyneladende bliver vi aldrig færdige med at skrive besættelsestidens historie.

Martin Magnussen bidrager med sin bog om tyveriet fra Rigsarkivets arkivalier af aktstykker fra nogle af sagsmapperne omhandlende danske medlemmer af Frikorps Danmark.

Langtfra alle danskere var på de allierede magters side under 2. verdenskrig.

Først langt inde i 2. verdenskrig svingede mange danskere om og blev modstandere af Hitlers Tyskland.

Op gennem 1930’erne havde Stauning-Munch-regeringen ført en forsigtig ”neutralitetspolitik” overfor stormagten Tyskland.

Pressen og medierne fik besked på i sin nyhedsformidling ikke at ”fornærme” og ”udfordre” Hitler-Tyskland.

Samme eftergivenhed overfor Hitler-Tyskland udviste regeringen efter Hitler-Tysklands besættelse i april 1940.

Stauning-Munch- regeringen (senere Scavenius) førte en samarbejdspolitik, som tilstræbte at skåne den danske befolkning for unødig overlast som i andre af Hitler-Tyskland besatte lande.

Denne betingelsesløse samarbejdspolitik varede frem til 23. august 1943, hvor Scavenius på grund af et tiltagende folkeligt pres blev nødt til at opgive sin samarbejdspolitik.

Stauning-Munch-regeringen samarbejdspolitik indebar bl.a., at der blev dannet et Frikorps Danmark, som gav danske frivillige mulighed for at gøre militær tjeneste på tysk side.

Hundreder af danske sympatisører med Hitler-Tyskland meldte sig under fanerne. Mange af Frikorpsets medlemmer havde ved krigens begyndelse meldt sig i det danske nazistparti (DNSAP).

Det er dokumenter som disse Frikorps Danmark-frivillige har efterladt sig, som Martin Magnussen har kastet sig over i sin bog.

Amatørhistorikeren Magnussen finder ud af, at der mangler adskillige dokumenter i deres sagsmapper, som befinder sig på Rigsarkivet.

Magnussen går som en ”rigtig” historiker til kilderne.

Sagsmapperne indeholder ikke bare ligegyldige og betydningsløse optegnelser over deres meritter, men udgør primærkilder til en væsentlig del af besættelsestidens historie.

Det er således afgørende for fremtidens historieskrivning, at ingen har fjernet centrale dele af arkiverne, måske med henblik på at omskrive historien i deres interesse.

Spørgsmålet er nu, hvem der kan have interesse i at fjerne dele af materialet om de østfrontfrivillige, som befinder sig i Rigsarkivet.

Der er 2 mulige svar.

Det ene er, at der tilsyneladende findes en kreds af maniske samlere af materiale om 2. verdenskrig - inklusive soldaterpapirer og ordener.

Den anden er, at der findes en undergrund af nazi-sympatisører, som ønsker at skrive deres egen udgave af besættelsestidens historie.

Motivet kunne være at fjerne de dele af materialet, som vidner om at bestemte navngivne personer har begået krigsforbrydelser.

Ved at fjerne belastende materiale for disse personer, vil man ”hvidvaske” deres krigsforbryderiske gerninger begået under 2.verdesnkrig (og gøre det vanskeligt at stille dem til regnskab ved en domstol).

Martin Magnussens systematiske granskning af de fjernede dele af de Østfrontfrivilliges sagsmapper tyder på det sidste.

2 navngivne personer (som nægter at være nazister) er dømt for at have fjernet materiale fra Rigsarkivet - og for at have solgt det på nettet og på messer.

Der kan således foreligge både et berigelsesmotiv og et politisk motiv.

Jeg hælder mest til, at de 2 dømte har haft et politisk motiv til at ”hvidvaske” kendte Østfrontfrivilliges mulige krigsforbrydelser.

Det er en kendt sag, at det tyske SS foretog massakrer på og nedskydninger af civilbefolkningen på Østfronten.

Nazisterne betragtede slavere og jøder (og partisaner) som mindreværdige mennesker, som ikke fortjente bedre skæbne end at blive skudt.

Magnussens bog er en alvorlige anklage mod Københavns Politi og Rigsarkivet for ikke at tage problemet med de forsvundne dokumenter alvorligt ved ikke at efterforske og undersøge sagen ordentligt.

Tak til amatørhistorikeren Magnussen, når faghistorikere ikke formår det.

 

Har nogen glemt Tjetjenien - så læs Magazievas bog.

Ramsan Kadyrov blev i 2005 af Ruslands Vladimir Putin udpeget som præsident i republikken Tjetjenien.
Han styrer republikken med hård hånd og lader sine håndlangere begå mord på sine politiske modstandere.

Boganmeldelse.

Zulay Magazieva: Det tabte Tjetjenien. Erindringer fra en borgerkrig. Gyldendal. 2020.  

 

Natten mellem 29. og 30 januar 2020 fandt personalet på hotel Coq Hardi i den nordfranske by Lille liget af en midaldrende mand på et af hotellets værelser.

Det blodige lig på hotelværelsets gulv viste sig at være den 42-årige tjetjener Imran Aliev.

I den tjetjenske diaspora i Europa er der uenighed om motivet til mordet. Var Imran Aliev det ”rette” offer eller var det i virkeligheden en anden, som skulle have været myrdet?

Tusindvis af tjetjenere lever i eksil udenfor Tjetjenien og befinder sig i opposition til Tjetjeniens ubestridte hersker Ramsan Kadyrov.

Når man har læst journalisten og menneskerettighedsforkæmperen Zulay Magazievas bog forstår man bedre baggrunden for stridighederne blandt tjetjenere.

Magazieva er født i 1974 og oplevede på egen krop (og sind) de 2 krige, som hærgede den lille nordkaukasiske republik Tjetjenien i 1990’erne.

Under 2. verdenskrig deporterede Josef Stalin tjetjenere (og andre folkeslag) til Kasakhstan.

Efter USSR’s sammenbrud i 1991 havde tjetjenerne chancen for at frigøre sig fra Sovjet Ruslands åg.

De ny herskere i Moskva Boris Jeltsin og lidt senere Vladimir Putin var ikke indstillet på at give Tjetjenien selvstændighed.

Op gennem 1990’erne var Tjetjenien hærget af en blodig borgerkrig mellem tjetjenere og den russiske besættelsesmagt.

Tjetjenerne måtte efter hårde kampe bøje sig for den russiske militære overmagt og finde sig i et styre, som behagede Vladimir Putin.

De tjetjenske oprørsgrupper måtte give fortabt og Putin fik sin vilje og fandt en allieret i den tidligere tjetjenske oprørsleder Ramsan Kadyrov.

Ramsan Kadyrov styrer nu Tjetjenien med hård hånd og slår ned på enhver opposition hjemme som ude.

Adskillige tjetjenere har måttet føle Kadyrovs hårde hånd - og adskillige eksiltjetjenere er blevet slået ihjel af hans håndlangere.

Det sidste eksempel er fra februar 2020, hvor den i Polen bosiddende Tumso Abdurakmanov blev forsøgt myrdet.

Formelt set er borgerkrigene i Tjetjenien slut, men sårene er ikke helede.

Magazievas personlige beretning om sit liv i Tjetjenien er en enestående øjenvidneberetning om de 2 krige i Tjetjenien i 1990’erne.

Hun er vidne til en menneskeligt forfald hos mange af sine landsmænd, men formår dog at bevare sin medmenneskelighed.

Som ung journalist og menneskerettighedsforkæmper forsøger hun at udfordre de russiske magthavere og tjetjenske medløbere.

Hun ser sine forhåbninger om et frit tjetjensk samfund blive gjort til skamme af den russiske besættelsesmagt.

Alligevel formår hun at kæmpe imod indtil hun på grund af dødstrusler - som mange andre af sine tjetjenske landsmænd -og kvinder - må flygte til Vesten.

 

Kilder:

https://www.rferl.org/a/well-known-chechen-blogger-escapes-attack-while-living-in-hiding/30457619.html

https://www.thelocal.fr/20200209/suspicions-and-doubts-plague-case-of-murdered-chechen-in-france

https://www.businessinsider.com/imran-aliev-suspect-fled-russia-link-kadyrov-police-2020-2?r=US&IR=T

https://www.theguardian.com/world/2020/feb/03/outspoken-chechen-blogger-found-murdered-in-lille

https://www.eng.kavkaz-uzel.eu/articles/49883/

https://www.24-my.info/chechen-killer-stabbed-aliyev-in-lille-pretended-to-be-a-cancer-patient-to-get-into-the-eu-but-he-was-another-critic-of-kadyrov-malishev/

 

Hvorledes Karl Marx blev Marx.

Karl Marx (1818-1883).
Filosof, politisk aktivist og politisk økonom.

Boganmeldelse.

Sven-Eric Liedman: A World to Win. The Life and Works of Karl Marx. Verso 2018.

  

Professor emeritus i idehistorie på Göteborg Universitet Sven-Eric Liedman har udgivet en monografisk bog om Karl Marx’ liv og værk.

Liedmans digre værk om Karl Marx’ liv  og levned er på mange måder en imponerende bog.

Dels fordi Liedman formår at fortælle os historien om Karl Marx fra ung filosof præget af Hegels idealistiske filosofi til den fuldmodne Karl Marx, som ikke nåede at gøre sit hovedværk ”Das Kapital” færdig inden han i 1883 døde - træt og udmattet.

Dels fordi Liedman ikke bare nøjes med at give os sin egen fremstilling af udviklingen i Karl Marx’ modningsproces som filosof og som politisk økonom, men også  inddrager anden relevant litteratur, som beskæftiger sig med Marx.

 

Karl Marx som filosof.  

Karl Marx var som alle andre et produkt af sin samtid (1818-1883). Liedman gør som idehistoriker meget ud af Karl Marx’ udvikling fra tilhænger af Hegels filosofi til hans opgør med sin idealistiske læremester.

Ifølge Liedman kan man ikke forstå Marx’ udledning af begreberne i hans hovedværk ”Das Kapital” uden at kende til Hegels dialektiske begrebspar.

Hegel mente at kunne tolke og forstå udviklingen i begrebspar som ”væsen” og ”fremtrædelse”, ”substans” og ”form”.

Marx brugte Hegels begrebspar til at udvikle sine begreber i ”Das Kapital”.

Marx stillede - så at sige - Hegels idealisme på benene.

Hvor Hegel tolkede historiens gang som et resultat af ideernes udvikling, tolkede Marx historiens gang som et resultat af den materielle udvikling.

Den kapitalistiske produktionsmåde er karakteriseret ved at have både et dynamisk og et statisk element.

Produktivkræfterne (maskiner og teknologi) er dynamiske.

Produktionsforholdene (forholdet mellem lønarbejder og kapital) derimod statiske.

Produktionsmåden indeholder således en indbygget modsætning, som truer med at sprænge systemet i luften.

I modsætning til nogle af sine senere efterfølgere understregede Marx, at kapitalismen ikke ville afskaffe sig selv.    

Marx understregede gang på gang, at ”arbejderklassens befrielse ville være dens eget værk”.

Hans teori var således voluntaristisk - og ikke deterministisk.

 

Varens ”dobbeltkarakter”.   

Marx mente (som Adam Smith og David Ricardo) at arbejdet var kilde til værdi.

Marx kritiserede dog de klassiske økonomer for ikke at forstå, at arbejdskraften ikke blot skabte værdi, men også mere værdi, som tilfaldt kapitalisten og ikke lønarbejderen.

Lønarbejderen reproducerede ikke bare sin egen arbejdskraft, men skabte merværdi til kapitalisten.

Marx gik i stå i ”Das Kapital”, da han forsøgte at kvantificere hvor stor en del af arbejdsdagens længde lønarbejderen producerede for sig selv og hvor meget merarbejde han ydede.

Marx opgav at sætte tal på ”udbytningsgraden” og på at beregne ”profitratens tendens til fald”.

Ifølge Lidman var Marx meget betaget af datidens eksakte naturvidenskab (kemi og biologi) og ville gerne fremkomme med nøjagtigere beregninger af udbyttegraden og for profitratens  tendens til fald.

Men Marx nåede ikke ud over begreber som forholdet mellem ”dødt” og ”levende” arbejde og forholdet mellem ”konstant” og ”variabel” kapital.

 

Marx som politisk aktivist.

Liedman viser, at Marx ikke blot var skrivebordsteoretiker, som sad og filosoferede i sit akademiske elfenbenstårn.

I perioder beskæftigede han sig med politiske forhold i alle dele af verdenen og skrev artikler til internationale tidsskrifter og aviser.

I 1860’erne og 1870’erne var han politisk aktiv og var med til at danne den 1. Internationale.

1. Internationale var en broget forsamling af datidens ”socialister” og ”kommunister”.

1. Internationale indeholdt socialistiske ”utopister” af forskellig aftapning (tilhængere af Charles Fourier, Pierre Proudhon og Robert Owens), tilhængere af et umiddelbart ”statskup” (Louis Auguste Blanqui) og anarkister (tilhængere af russeren Mikhail Bakunin).

Marx var den ledende kraft i 1. Internationale og måtte til stadighed kæmpe for at gøre sin indflydelse gældende.

Efter Pariserkommunens fald i 1871 gik 1. Internationale i opløsning og kom aldrig til at spille en historisk rolle for arbejderklassens internationale organisering.

 

Marx’ eftermæle.

Marx var ikke særlig kendt i sin samtid.

Som filosof høstede han ikke megen anerkendelse i akademiske kredse.

Hans succes som politisk aktivist var begrænset.

Hans teoretiske hovedværk ”Das Kapital” fik han aldrig færdiggjort.

Marx efterlod sig en rodebunke med udkast til bind 2 og 3 af ”Das Kapital”, som hans nære ven og medarbejder Friedrich Engels påtog sig at gøre færdigt.

Liedman skildrer Engels som en god og nær ven, som i økonomisk svære tider hjalp Marx’ familie.

Engels havde dog ikke Marx’ flair for dialektisk tænkning.  

Liedman har konfronteret Marx’ oprindelige udkast til 2. og 3. bind af ”Das Kapital” med Engels udgave af ”Das Kapital” og fundet visse uoverensstemmelser.

Ifølge Liedman var Engels mere begejstret end Marx for naturdialektik og indledte dermed en ”vulgarisering” af Karl Marx’ værk.

Vulgariseringen fortsatte i slutningen af det 19. århundrede i det tyske Socialdemokrati og i II. Internationale.

Ifølge den tyske socialdemokrat Karl Kautsky behøvede arbejderklassen blot vente på kapitalismens dødsikre undergang.

Modsætningen mellem produktionsforhold og produktivkræfter ville sørge for kapitalismens endegyldige sammenbrud.

Ved at forlade sig på kapitalismens snarlige undergang blev arbejderklassen reduceret til en masse, som blot passivt behøvede at vente på kapitalismens snarlige undergang.

Kautsky havde reduceret Marx’ dynamiske analyse til en deterministisk teori.

Den tyske socialdemokrat Eduard Bernstein tog skridtet fuldt ud og erklærede, at ”vejen er målet”. Det socialistiske endemål blev udskudt til en fjern fremtid.

Vulgariseringen af Marx’ dynamiske tænkning fortsatte i Stalins Komintern i 1920’erne og 1930’ne.

Kun få afvigere lykkedes det at tænke i andre baner end Stalins herskende ortodoksi.

Stalin havde forvandlet Marx’ tænkning til ”vulgærmarxisme”.

Med studenteroprøret i slut 1960’rne fik Marx en genoplivelse med New Left, som åbnede op for en ny forståelse af Marx. 

    

Weimarrepublikkens endeligt.

Rigspræsident Paul von Hindenburg (1847-1934) indsatte 30. januar 1933 Adolf Hitler som Rigskansler i Tyskland.

Boganmeldelse.

Rüdiger Barth og Hauke Friedrichs: Banemændene. Weimarrepublikkens sidste vinter. Gyldendal 2020.

 

Den tyske Weimarrepublik opstod på ruinerne af det slagne tyske Kejserrige efter 1. verdenskrigs afslutning.

De krigstrætte folkemasser jublede, da den tyske socialdemokrat Friedrich Ebert 9. november 1918 udråbte den ”socialistiske” Weimarrepublik - og gjorde sig selv til republikkens første præsident.

De folkelige masser knyttede store forventninger til Eberts socialistiske republik.

Republikken hvilede på et rådsdemokrati.

Overalt i Tyskland havde arbejdere og soldater valgt deres repræsentanter til råd, som skulle fremføre deres berettigede krav.

Weimarrepublikkens historie blev ikke den succeshistorie, som dens tilhængere havde håbet på.

Den blev derimod en historie om republikkens forfald.

Det er imidlertid ikke den historie, som Barths og Friedrichs bog giver os. Den fortæller os intet om Weimarrepublikkens dannelse og skæbnesvangre udvikling.

Men bogen beskriver den politiske udvikling i republikken dag for dag i den sidste vinter 1932-1933 inden Hitler af et mindretal i Rigsdagen blev tildelt magten.

Bogen består af uddrag fra samtidige dagbøger, erindringer og avisudpluk.

Brudstykker, som læseren selv må stykke  sammen til et helhedsbillede.

Jeg tvivler på, at man som læser bliver særligt meget klogere på Weimarrepublikkens skæbnesvangre historie og endelige forfald.

På journalistisk vis serverer de 2 forfattere læserne for brudstykker af en samlet historie. Brudstykker som læseren så selv må stykke sammen for at danne sig et helhedsbillede af Weimarrepublikkens forfald.

De mange brikker giver et udmærket indblik i Weimarrepublikkens sidste krampetrækninger, men ikke nogen forklaring på, hvorfor den ikke viste sig at være levedygtig.

Mange af samtidens iagttagere (kun få kommentatorer) fornemmede, hvor det bar hen med Hitlers magtovertagelse 31. januar 1933.

Men de færreste havde en klar fornemmelse af, hvad det ville indebære at overlade magten til de tyske nazister.

Mange var skyld i Weimarrepublikkens nederlag.

Arbejderklassens krav om et udvidet demokrati blev ikke indfriet af det tyske Socialdemokrati.

De socialdemokratiske partiledere og deres meningsfæller i fagforeningerne (ADGB) ønskede ikke en Rådsrepublik, men satte sig kun i spidsen for massernes utilfredshed for at afspore bevægelsen i parlamentarisk retning.

I spidsen for Rådsrepublikken kunne de kontrollere og passivisere arbejderklassen og overlod således initiativet til borgerskabet og kapitalen.

I borgerskabets øjne havde Socialdemokratiet midt i 1920’erne udtjent sin rolle som varetager af borgerskabets klasseinteresser og som forvalter af det borgerlige statsapparat.

De herskende klasser satte nu sin egen mand ind på den øverste post i Republikken.

De skulle have en mand, som de kunne stole fuldt og fast på. En sådan var Paul von Hindenburg.

Hindenburg var krigsveteran fra 1. verdenskrig og var arg modstander af enhver form for republik.

Hindenburg var snarere tilhænger den landflygtige afsatte Kejser Wilhelm II.

De herskende klasser havde skubbet Socialdemokratiet ud i kulden. Det havde udtjent sin - rolle og var i borgerskabets øjne allerede fra midten af 1920’rne ubrugeligt.

Militæret kunne nu indtage scenen.

Således blev Weimarrepublikkens sidste krampetrækninger udspillet mellem afdankede generaler som Franz von Papen og Kurt von Schleicher på kanslerposten.

Barths og Friedrichs bog handler i særdeleshed om magtkampen mellem disse 2 generaler og deres politiske manøvrer for at komme til fadet.

De spillede Hitler og hans NSDAP magten i hænde, da Hitler insisterede på at blive rigskansler, hvis han skulle lægge stemmer til en regering.

30. januar 1933 udnævnte Hindenburg Hitler til kansler og han kunne danne en mindretalsregering med 44 % af mandaterne i Rigsdagen bag sig.

De 2 arbejderpartier i Tyskland havde ingen klar strategi til at forhindre Hitlers magtovertagelse.

Socialdemokraterne (SPD) tøvede indtil det sidste - og håbede på bedre tider.

De tyske kommunister (KPD) var for længst blevet et halehæng til Stalin i Moskva og havde mistet jordforbindelsen til den tyske arbejderklasse.

Kominterns lydige påhæng vaklede mellem en ultravenstre politik, hvor man betegnede klassefællerne i Socialdemokratiet som ”socialforrædere” og som agenter for borgerskabet.

Sekterisme blev afløst af opportunisme - og i allersidste øjeblik opfordrede KPD nu SPD til en enhedsfront, som dog ikke nåede at blive dannet.

Manglen på en enhedsfront i arbejderbevægelsen blev skæbnesvanger. En svaghed som Hitlers NSDAP forstod at udnytte.

Arbejderbevægelsens historiske nederlag i Tyskland blev skæbnesvangert for arbejderbevægelsen i hele verden.

Colonia Dignidad. Chile.

Colonia Dignidad har fået nyt navn og hedder nu Bavaria.
Et yndet udflugtssted for turister syd for Santiago.

Filmen “Undertrykkelsens sang” kan ses online på cphdox.dk/online frem til 29. marts.

https://cphdox.shift72.com/search.html?q=songs+of+repression+

Filmen er dokumentarisk og gengiver interviews med de resterende medlemmer af en religiøs protestantisk sekt, som i 1961 blev grundlagt i Tyskland af den tyske vækkelsesprædikant Paul Schäfer.

Sektens leder Paul Schäfer er filmens omdrejningspunkt.

Det er imidlertid begrænset, hvad seerne får at vide om hans fortid i det nazistiske SS.

Ligesom det er begrænset, hvad vi får at vide om hans seksuelle misbrug af børn i hans menighed i Tyskland.

Det var sandsynligvis på grund af tyske myndigheders mistanke om hans seksuelle misbrug af drengebørn i hans menighed, som fik ham til emigrere til Chile i Latinamerika.

Så langt væk fra de tyske myndighedernes mistanke om seksuelt misbrug, som han dog aldrig blev stillet til ansvar for.

Hans seksuelle misbrug af menighedens drenge forsatte imidlertid ufortrødent i kolonien i Chile.

Misbruget omfatter også brug af elektrochok og psykofarmaka.

Også koloniens piger underkastes hans rædselsregimente med trusler og tæv.  

Udadtil fremstår Colonia Dignidad som et religiøst baseret landbrugskollektiv, som stiller sine faciliteter til rådighed for den lokale befolkning.

I den lokale befolknings øjne fremstår kolonien som et religiøst fællesskab, som tilbyder gratis lægehjælp og sygehusophold til den lokale landbefolkning i Chile.

Men Paul Schäfers fortsatte udtalte misbrug af sektens egne og udefrakommende unge drenge bliver i sidste ende hans Waterloo.

Rygtet om hans seksuelle misbrug af drenge (også af lokale chilenske drenge) spredes i lokalsamfundet - og det leder de chilenske myndigheder på sporet.    

Paul Schäfer eftersøges af de chilenske myndigheder, skjuler sig på koloniens ejendom og må til sidst flygte i helikopter ud af landet.

Han bliver senere idømt en langvarig fængselsstraf i Chile.

Efter Paul Schäfers død føres kolonien videre af de af hans efterfølgere, som ikke er flygtet fra hans rædselsregime på Colonia Dignidad.

De nuværende beboere er splittet i dem, der forsvarer afdøde Paul Schäfer og nogle få andre, som udtrykker tvivl om hans person og hans rette kristne tro.

Sidstnævnte udtrykker tvivl om foreneligheden af kristendom og seksuelt misbrug, brug af systematisk tæsk, elektrochok og psykofarmaka.

Efter mere end 1 time inde i filmen ser vi glemt af nogle andre af Paul Schäfers ofre.

 

”Los desaparecidos”.

Colonia Dignidad var ikke blot et religiøst fællesskab, som i sang og musik lovpriste Herren, men også et sted, hvor der fandt tortur og drab på nogle af diktator Augusto Pinochets politiske modstander på venstrefløjen.

Under retssager og undersøgelser i Tyskland er der fremkommet beviser for, at Paul Schäfer stillede sin koloni til rådighed for den yderste højrefløj i Chile.

For at vælte den socialistiske præsident Salvador Allende ønskede den yderste højrefløj at skaffe sig våben til en væbnet opstand.

Nogle af de ledende medarbejdere i Colonia Dignidad fungerede som våbenhandlere, som fragtede våben af mange slags til den yderste højrefløj i Chile.

Colonia Dignidad fungerede som opbevaringssted for våben, som skulle bruges til at styrte Allende.

Efter Allendes fald og general Augusto Pinochets militære kup i 1973 indledte Colonia Dignidad et snævert samarbejde med militærjuntaen.

Regimets dignitarer blev inviteret på besøg i kolonien og hædret som fædrelandets redningsmænd.

 

Dette er imidlertid ikke filmens ærinde. Dermed kommer Colonia Dignidad til at fremstå i et noget rosenrødt skær.

Konflikten står ikke mellem de efterladte til de mange, som blev tortureret ihjel på Colonia Dignidads territorium og de af koloniens beboere, som optrådte som general Augusto Pinochets bøddelknægte.

Koloniens beboere kunne ikke undgå at høre skrigene fra de torturerede ofre inden de blev tævet ihjel.

I en de filmens sidste scener undrer en af de mest trofaste tilhængere af kolonien sig over de udgravninger, som finder sted i skoven på koloniens terræn.

Han undrer sig over, hvad man leder efter i jorden og kan ikke forestille sig , at man finder det, man leder efter. Rester af de forsvundne lig.

Colonia Dignidad er i dag et udflugtssted for turister. Ikke turister, som søger efter deres forsvundne slægtninge.

Men turister, som vil nyde stedet fred og ro.

Turisterne bliver vist rundt i kolonien og får ikke meget at vide om Paul Schäfers sexmisbrug af koloniens børn og ledende medarbejderes tortur og drab på regimets modstandere.

Tilbage står historien om Augusto Pinochets drab på sine ”forsvundne” politiske fanger.

Her må man ty til andre kilder. F.eks. den fransk-tyske Tv-kanal ARTE, som for nyligt har produceret en anderledes kritisk film om Colonia Dignidad.

https://www.arte.tv/en/videos/072509-009-A/re-colonia-dignidad/

Her fortælles hele historie om Paul Schäfers forhistorie før han drog til Chile med sin religiøse menighed, hans sexmisbrug og de efterfølgende retssager i Tyskland mod nogle af hans ledende medarbejdere.

I retssagerne fremkommer navnene på 3 personer, som blev myrdet af personer fra Colonia Dignidad.

Som led i det chilenske efterretningsvæsens optrevling af en af Folkefrontens organisationer - MAPU - blev 3 medlemmer pågrebet i maj 1976.

Alle 3 blev i egen bil kørt til Colonia Dignidad, underkastet tortur og dræbt. Deres lig blev formodentlig begravet på Colonia Dignidad.

Deres navne er: Juan Maino Canales, Elisabeth Rekas Urra og Antonio Elizondo Ormachea.  

https://www.ecchr.eu/fileadmin/Pressemitteilungen_deutsch/Stellungnahme_Colonia_Dignidad_Hopp_-_2011-10-06.pdf

 

  

Leonid Eitingon - Stalins bøddelknægt.

Leonid Eitingon (1899-1981).
En af Stalins bøddelknægte, som i 1940 planlagde mordet på Leo Trotsky.

Anmeldelse.

Mary-Key Wilmers: The Eitingons. A Twentieth Century Story. Faber and Faber. 2009.  

 

Mary Kee-Wilmers udgav i 2009 sin slægtshistorie om familien Eitingon. Familien udvandrede før 1. verdenskrig fra Østeuropa, hvor de - som jøder - blev forfulgt.

Mary Kee-Wilmers følger især 2 af sine forfædres historie og livsbaner.

Mordechai og Leonid Eitingon.

Mordechai, ”Motty” bliver en succesrig forretningsmand i 1920’erne og 1930’ernes kapitalistiske USA.

Den anden Leonid Eitingon bliver en af Stalins mange bøddelknægte efter Oktoberrevolutionen 1917.

Samme forfædre, forskellige livsforløb.

Wilmers er redaktør på det litterære tidsskrift London Review of Books - sprænglærd og belæst.

Hendes bog er en blanding af slægtshistorie (med udvalgte personer) og traditionel historieskrivning.

Leonid Eitingons historie foregår i USSR; Mordechais i USA.

I begge tilfælde har Wilmers benyttet sig af dels mundtlige, dels skriftlige kilder. Mængden af skriftlige kilder er dog begrænset. Ikke mindst fordi arkiverne i det post-sovjetiske Rusland endnu ikke er åbnet.

Det amerikanske Forbunds Politi holdt derimod et vågent øje med den østeuropæiske jødiske indvandrer Mordechai Eitingon.  

Wilmers støtter sig til erindringer fra de seneste generationer af Eitingon-familien - børn og børnebørn.

Det mest interessante del af Wilmers slægtskrønike er den del, der handler om sovjetborgeren Leonid Eitingon.

Leonid bliver en af Stalins bøddelknægte, da han i en ung alder bliver ’tjekist’. Ansat til at efterspore og bekæmpe kontrarevolutionæres forsøg på at sabotere den ny Sovjetstat.

Leonid går hele vejen med over i Stalins hemmelige politi, NKVD - og skaber sig en karriere som efterretningsofficér.

Hans bror Mordechai (Motty) Eitingon får en anden karriere. Han ernærede sig som importør af pelse fra Sovjet-Rusland.

Som amerikansk kapitalist handlede han med det sovjetiske handelsagentur i USA, AMTORG og skabte sig en formue indtil krisen kradsede i 1930’erne.

Firmaet havde adskillige datterselskaber i Europa.

De 2 brødre synes ikke at have haft noget med hinanden at gøre. Alligevel synes de at have arbejdet i den samme sags tjeneste - blot på 2 forskellige fronter.

På grund af manglende kildegrundlag er Wilmers i tvivl om Mordechai Eitingon blot handlede med Sovjetstaten - eller om han også nærede sympati med Stalins USSR.

Wilmers rejser spørgsmålet, om ikke man som Mordechai godt kan være kapitalist og samtidigt sympatisere med Stalins USSR.

Wilmers er derimod ikke i tvivl om, på hvis side hendes anden grandonkel Leonid Eitingon stod.

Leonid tog som NKVD-agent parti for Stalins Sovjet-Rusland. Han medvirkede bl.a. til mordene på kritikere af den spanske folkefrontsregering i 1936-1939.

Ingen af brødrene tog afstand fra Stalins masseterror mod sit parti og sin befolkning i 1930’erne.

Udsagn fra afhoppede NKVD-agenter som Boris Sudoplatov bekræfter, at Leonid Eitingon som NKVD-agent medvirkede til at planlægge mordet på Leo Trotsky.

Leonid rekrutterede formodentligt morderens mor Carmen Mercader under den spanske borgerkrig 1936-1939.

NKVD udstyrede Carmens søn Ramon Mercader med et falsk pas lydende på ’Frank Jackson’ og et falsk alibi som en belgisk forretningsmand med canadisk pas. Canadisk fordi han ville unddrage sig militærtjeneste i Belgien, lød historien.  

Resten er historie. August 1940 stak Ramon Mercader Trotsky ihjel med en issyl.

End ikke efter Stalins død 1953 fandt Leonid grund til at angre sine mange forbrydelser og drab.

Khrustjov vandt magtkampen over NKVD-chefen Laurentia Beria. I første omgang gik Leonid fri, men faldt så senere i ”unåde”.

Han blev idømt en lang fængselsstraf. Under sit fængselsophold sendte han et utal af breve om at blive benådet og ”rehabiliteret”, hvilket han dog først blev posthumt - efter Sovjetunionens fald 1991.   

Mary-Kee Wilmers slægtskrønike tegner et levende billede af de 2 forskellige miljøer, som de 2 hovedpersoner færdedes i - USA og USSR.

 

 

 

Enhedslistens højredrejning.

Enhedslistens Persille Skipper og Pelle Dragsted sidder på forh. statsminister Anker Jørgensens skuldre.

Der var en tid, hvor politisk ideologi betød noget. De tider er velsagtens glemt for længst.

Lad mig minde om det 20. århundrede.

Lad mig minde om, at det i år er 80 år siden, at den russiske revolutionære Leo Trotsky blevet slået ihjel af sin politiske modpol Josef Stalin.

Trotsky eller Stalin - er vel ét fedt?

Begge repræsenterede de engang en forældet tankegang: tanken om en gennemgribende samfundsændring af det kapitalistiske samfund.

Begge 2 ønskede de oprindeligt at opbygge et socialistisk samfund.

Begge 2 tog udgangspunkt i det opgør i den socialistiske arbejderbevægelse, som fandt sted omkring år forrige årtusindeskifte (1900).

I den socialdemokratiske bevægelse gjorde venstrefløjen op med højrefløjens reformisme.

Rosa Luxemburg gjorde op med Eduard Bernsteins ”revisionisme”. Bernstein stirrede sig blind på vejen til målet. ’Vejen er alt, målet intet’, hævdede Rosa Luxemburg om Eduard Bernsteins opfattelse.

Mere end 100 år senere synes Rosa Luxemburgs kritik af Bernsteins ”gradualisme” (om den gradvise overgang til socialisme via reformer) at være glemt af dagens  reformister.

Dagens reformister befinder sig i græske Syriza, spanske Podemos og danske Enhedslisten.

Nu har også det borgerlige Kristeligt Dagblad opdaget Enhedslistens højredrejning.

Enhedslistens står på Anker Jørgensens skuldre, viser en (satirisk) tegning i dagbladet 11. februar 2020.

3 kommentatorer er enige i, at Enhedslisten har bevæget sig ind mod midten af dansk politik.

Enhedslistens mandater tjener som støtte for en socialdemokratisk mindretalsregering under Mette Frederiksens ledelse.

Enhedslistens Pelle Dragsted roser Mette Frederiksen for at have ført en ”mindre neoliberal økonomisk” end under Helle Thorning-Smith og Bjarne Corydon.

Pelle Dragsted forsikrer, at der i det fælles grundlag for mindretalsregeringen står, at den ikke vil lave flere arbejdsmarkedsreformer.

Har Pelle Dragsted glemt, at Mette Frederiksen var socialminister (og justitsminister) under Helle Thorning-Smith og gennemførte en forringelse af førtidspension og efterløn?

Ifølge 3 kommentatorer skulle Enhedslisten være blevet mere ”pragmatisk” end før og indstillet på politiske kompromisser.

Prisen for Enhedslistens kompromisvillighed skulle være, at den må se i øjnene er der ikke vil blive ændret på Socialdemokratiets stramme indvandringspolitik.

Enhedslistens politiske strategi består i at efterligne Socialistisk Folkepartis Aksel Larsens gamle ide om at agere ”katalysator” for en venstredrejning af Socialdemokratiet.

Findes der stadigvæk gamle Venstresocialister i Enhedslisten som husker, at netop Aksel Larsens ”katalysestrategi” blev udsat for kraftig kritik, da VS i 1968 valgte at forlade Socialistisk Folkeparti?

Pelle Dragsted afslutter interviewet med at sige, at målet for Enhedslisten er at ”komme i regering”.

Er Enhedslisten tilbage i Socialistisk Folkepartis reformisme og lider af samme parlamentariske ”kretinisme”, som Venstresocialisterne beskyldte Aksel Larsen-fløjen i SF?

Enhedslisten nægter at tage ved lære af arbejderbevægelsens historiske fejltagelser  og insisterer på at gentage dem.

Jeg har ingen anden betegnelse for dette end: klasseforræderi. Det er klasseforræderisk at lede arbejderklassen og andre folkelige lag ud i politiske nederlag.

Enhedslistens parlamentariske strategi fører i bedste fald ind i en blindgyde. I værste fald direkte til katastrofe, som historien viser det.

Tilsyneladende ”harmoni på venstrefløjen” er ikke vejen frem.

Er det en tilfældighed, at et forhenværende medlem af Socialistisk Arbejderparti (Pernille Skipper) og Danmarks Kommunistisk Ungdom befinder (Pelle Dragsted) i toppen af samme parti?

 

Kilde:

Anders Redder: Engang var socialdemokratiske frikadellespisere det værste, socialisterne vidste. I dag er Enhedslisten blevet et ”Anker Jørgensen- parti”.

11. februar 2020.   

      

Jean Marie Le Pens dolk.

Kontroversielt teaterstykke i Oslo vækker voldsom harme på den norske højrefløj.

Et teaterstykke ”Ways of Seeing” opført på Black Box-scenen i Oslo er faldet den norske højrefløj for brystet.

Kontroversielt kun i højrefløjens forstand. Her er den replik i teaterstykket, som bragte højrefløjen i harnisk:

“HANAN: (with violin in hand)
It’s early April. There is still snow. The first house is in Røa. There is a very big and dense tuja hedge. The snow is melting, it’s slippery. And wet. And cold. I am freezing. I try not to sneeze or cough. The neighbours dog is barking on us. It smells us. It’s the first real sunny day of the spring. The ice is crackling so we need to move very carefully and not make sounds with our movements.

This first house belongs to Tor Mikkel Wara, who is the Justis- og beredskapsminister – «Justice and emergency minister » which for some reason also includes immigration and asylum issues, I don’t know why. He took over two days ago after the racist, islamophobic Sylvi Listhaug was forced to resign. Interestingly, they both worked in the same lobby company, First House. According to some, Wara has been “selling influence” for the last 25 years. This very day, the 5th of April, Wara went out in public stating his agenda: to militarize the police and, just like in France, to create better possibilities for using emergency laws.

A cat appears from the tuja hedge. Its beautiful, deep yellow. We sit outside this first house for 7 hours.”

https://radikalportal.no/2018/11/29/a-snu-blikket-ways-of-seeing-pa-black-box-teater/

Stående uden for den daværende justitsminister Tor Mikkel Waras bolig omtaler den ene af stykkets hovedpersoner Waras forgænger Sylvi Listhaug som ”islamofobisk”.

Scenen i stykket foran Waras bolig vises på en skærm. Skuespilleren Hanan fortæller, at Listhaug og Wara var ansat i samme konsulentfirma First House, som driver lobbyvirksomhed.

Hanan fortæller endvidere, at Wara denne dag 4. april 2018 har udtalt, at han vil ”militarisere politiet ligesom i Frankrig for at skabe bedre muligheder for nødretslove”.

 

Kunstnerisk frihed.

Black Box er et eksperimenterende teater, som forsøger at mikse forskellige kunstarter. Skuespil, film, performance og dans.

Teatrets eksperimenter falder åbenbart  ikke ud til den norske højrefløjs tilfredshed.

Det norske Fremskridtsparti har ganske vist ikke krævet teaterstykket taget af plakaten, men har på anden vis udtrykt sin utilfredshed med stykkets problematik og indhold.

Stykkets 2 hovedpersoner har begge indvandrerbaggrund. De spiller sig selv.

Hanans forældre er algeriske indvandrere i Frankrig. Hanan har tilbragt sin barndom og ungdom i Frankrig.

I takt med den stigende racisme i Frankrig ønskede hun et andet sted at leve.

I 2012 rejste hun til Norge. På den plakat, som teatret har lavet til stykket ”Ways of Seeing” er affotograferet en dolk.

 

Le Pens dolk.

Dolken har sin egen historie, som er værd at fortælle.

Dolken kom først til offentlighedens kendskab i 2003. Dolken tilhørte den franske politiker Jean Marie Le Pen, som i 2003 førte valgkamp for det højreekstreme Front National.

Le Pen havde på sensationel vis slået Socialistpartiets præsidentkandidat Lionel Jospin i første runde til præsidentvalget og skulle nu kæmpe med den traditionelle højrefløjskandidat Jacques Chirac om præsidentposten.

Le Pen tabte til Chirac.

Det gavnede ikke Le Pens sag, at dagbladet Le Monde under valgkampens 2. runde offentliggjorde billedet af den dolk, som tilhørte Le Pen og som var blevet fundet i et hus i Algier 3. marts 1957.

Her havde løjtnant Le Pen anført en deling franske faldskærmssoldater, som var i færd med en af mange razziaer blandt sympatisører af den algierske befrielsesbevægelse FNL.

Husets beboer Ahmed Moulay skulle ”afhøres”. Hvis ikke han makkede ret, blev han udsat for tortur. Tortur i eget hjem.

Ahmed Mouley gav ikke efter for faldskærmssoldaternes forlangende om udlevering af navne på sympatisører.

Han blev herefter udsat for en grusom tortur, hvor han blev mishandlet med både vand og strøm.

Torturen virkede tilsyneladende ikke på Ahmed Moulay og soldaterne tyede til andre midler. De likviderede ham på stedet foran hele hans familie.

Soldaterne forlod stedet i al hast og løjtnant Le Pen glemte i farten sin dolk, som han havde siddende i sit bælte, som han havde smidt under torturen.

Ahmeds 12-årige søn Mouhamed samlede dolken op og gemte den i skabet med elmåleren i husets entré.

Først mange år senere i 2003 fandt en udsendt korrespondent fra dagbladet Le Monde dolken hos familien i Algier.

Dolken lå opbevaret i et skab i familiens spisestue. Korrespondenten tog den med til Paris og lod den indgå i præsidentvalgkampen.

Dolken viste sig at tilhøre præsidentkandidaten Jean Marie Le Pen (Front National).

Dolken blev beskrevet som 25 cm lang og 2,5 cm bred. På bladet stod at læse: ”J.M. Le Pen. 1er. R.E.P.”

Et umiskendeligt bevis på, at dolken tilhørte Le Pen.

Artiklen beskrev hvorledes en præst havde fundet de franske faldskærmssoldaters ugerning upassende, var gået til de franske kolonimyndigheder og bedt dem om at tage affære.

Ahmeds kone havde ligeledes klaget til nærmeste politistation og en undersøgelse blev iværksat, som dog ikke førte til noget.

Artiklens indhold fik Le Pen til at anlægge sag an mod Le Monde, som han dog tabte.

Men det har ikke forhindret ham (og hans efterfølger datteren Marine) i at fornægte sin fortid som torturbøddel.

https://www.lemonde.fr/disparitions/article/2012/05/02/mohamed-moulay-l-homme-au-poignard-de-le-pen-est-mort_1694213_3382.html

Le Pens dolk fra Algierkrigen indgår som en del af stykket, som også tager fat på racisme og fremmedhad.

Stykket forsøger at vende vores blikke væk fra de undertryktes undertrykkelse og dreje det i retning af undertrykkerne selv.

De filmer bl.a. justitsminister tor Mikkel Waras bolig.

Her kunne historien for så vidt godt standse. Men gør det ikke.

Højrefløjen har uden tvivl taget anstød af stykket, men har det også fået nogle på højrefløjen til at handle?

Justitsminister Tor Mikkel Waras private bolig og bil er i tiden efter blevet udsat for forsøg på påsatte brande.

I hvilken retning peger pilen? Mod højre eller venstre?

 

Det springende punkt.

Her tager historien en interessant drejning. Efter adskillige uopklarede brandattentater har det norske efterretningsvæsen PST sigtet justitsministerens samleverske for at stå bag brandattentaterne.

Hvem havde ventet det?

Hvilke motiver ligger der i så fald bag hendes handlinger?

Er det et forsøg på, at få det til at se ud som en venstrefløjshandling i forlængelse af Black Box’ teaterstykke?

Norske medier skændes nu om det er ret og rimeligt at offentliggøre samleverskens kriminelle handlinger i fortiden.

Og om de skal ligge hende til last i denne sag.

Retsprincipper skal vel overholdes. Man skal ikke stå til ansvar for begåede forbrydelser, hvis man har en gang afsonet sin straf.

Og ingen er vel skyldig, før det er bevist i en retssal.

Her står sagen så.

Hvis ikke det var den skinbarlige virkelighed, skulle man tro, at det manuskriptet til en kriminalroman.

Hovedpersonen Tor Mikkel Wara har for længst draget sin konklusion, har forladt sin ministerpost og genoptaget sin karriere i erhvervslivet i lobbyvirksomheden First House.  

https://filternyheter.no/pst-siktede-bertheussen-tidligere-domt-til-fengsel-gikk-i-terapi-for-a-slutte-med-svindel/

https://www.stortinget.no/no/Representanter-og-komiteer/Representantene/Representant/?perid=TOWA

https://www.time24.news/a/2019/12/tor-mikkel-wara-has-got-a-new-job.html

https://www.nrk.no/norge/tor-mikkel-wara-til-first-house-1.14832319

https://www.lemonde.fr/disparitions/article/2012/05/02/mohamed-moulay-l-homme-au-poignard-de-le-pen-est-mort_1694213_3382.html

https://www.blackbox.no/press/ways-of-seeing/

https://radikalportal.no/2018/04/04/frps-nye-justisminister-kommer-fra-lobbybransjen-og-mener-rike-er-en-forfulgt-minoritet/

 

 

 

Hohenschönhausen - væggene har fået tale.

Hohenschönhausen, Berlin.
HQ for Ministeriet for Statssikkerhed 1949-1989.

Anmeldelse:

Hubertus Knabe: Gefangenen in Hohenschönhausen. STASI-Häftlinge berichten. List Taschenbuch. 2016.

 

Mit kendskab til Hohenschönhausen var ikke stort, da jeg i 1997 var på studietur til Berlin med historielærerne på Bornholms Amtsgymnasium.

En guide vist os rundt i hovedbygningen, hvor vi fik forevist forhørslokalerne, hvor de indsatte blev afhørt.

De dystre forhørsrum vidnede ikke om de personer, som blev underkastet forhør i tiden 1945-1989.  

Hubertus Knabe  - som fra 1992 til 2000  var videnskabelig medarbejder på Gedänkstätte Hohenschönhausen - udgav i 2010 en bog med 25 førstehåndsberetninger fra indsatte, som fortæller om deres ufrivillige ophold i Hohenschönhausen.

Efter at have læst Hubertus Knabes bog (lommeudgave 2016) ved jeg langt mere om de indsatte i Hohenschönhausen.

I de mere end 40 år Hohenschönhausen fungerede som fængsel passerede mere end 20.000 fanger og indsatte gennem det indhegnede og fra omverdenen afgrænsede områdets lejre og fængsel.

Hovedbygningen var oprindelig en kantine, som nazisterne brugte som folkekøkken i den sidste del af 2. verdenskrig, da de allieredes bombeangreb reducerede de tyske byer til ruinhobe.

Nazityskland  var tvunget i knæ, men formåede i en sidste kraftanstrengelse at bespise sin befolkning.

Efter Nazitysklands kapitulation enedes de allierede om at dele det besejrede Tyskland i 4 zoner: 3 vestlige (USA, England og Frankrig) og en østlig (USSR).

Berlin blev ligeledes delt i en vestlig og en østlig zone, som i 1949 blev adskilt med oprettelsen af to tyske stater: Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) og den Tyske Demokratiske Republik (DDR).

Hohenschönhausen lå i den østlige sovjetiske zone.

Her herskede Stalins Røde Hør og Stalins sikkerhedstjeneste NKVD og hans  hemmelige politi GPU.

Efter DDR’s oprettelse i 1949 overlod NKVD initiativet til sine østtyske håndlangere i Ministeriet for Statssikkerhed, som fra 1951 blev ledet af Erich Mielke.

Oprindeligt var sikkerhedstjenesten selvstændig, men blev hurtigt lagt in dunder Ministeriet for Sikkerhed, hvis øverste chef fra 1951 hed Erich Mielke.

Af de 25 beretninger fra ufrivillige ophold i Hohenscönhausen har jeg især hæftet mig ved det forsinkede opgør i 1956 mellem de tyske stalinister: Erich Mielke og Walter Janka.

 

1. Regnskabets time: Mielke (1907-2000) og Janka (1914-1994).

Processen mod Janka er en ren skueproces.

Den almægtige Minister for Statssikkerhed Erich Mielke anklager sin partifælle Walter Janka for at ville anstifte et oprør mod partiledelsen.

Mielke taler om en ”konspiratorisk gruppe, som vil omstyrte DDR-staten”.

Han forsøger forgæves på at få Janka til at indrømme, at hans konspiratoriske gruppe pønser på at udvikle en anden ”konception” end SED-ledelsen.

Janka mener, at Mielkes beskyldninger er grebet ud af luften. Opfundet til lejligheden af Ministeriet for Sikkerhed.

Mielkes præciserer ikke sine anklager, som Janka derfor får svært ved at afvise.

Hvad er det præcist han har gjort sig skyldig i?

 

Stalinisten Erich Mielke.  

Både Mielke og Janka har gået i den stalinistiske ”forfalskningsskole”.

De kender begge spillereglerne i det skuespil, som de opfører i forhørsrummet Hohenschönhausen.

Hvis Mielke har magten på sin side, har Janka retten på sin.

Jankas problem er, at retten ikke eksisterer. DDR er ikke en retsstat. Mielke og hans partikammerater SED har ophævet Jankas ret til at forsvare sig.

Mielke er på en gang anklagemyndighed og dommer i sagen.

Janka har ikke en chance. Mielke skal bruge sagen mod sin partikammerat Janka til at udbygge sin magtbasis og skræmme sine indbildte modstandere, som han benævner som ”statsfjender”.

Mielke gentager modellen fra Stalins ”store terror” i 1930’erne med frit opfundne anklager, som savner modstykke i virkeligheden.

Partimedlemmet Janka har ikke gjort sig skyld i andet end i al uskyldighed at ytre sig i sit eget tidsskrift.

Måske har Janka udtrykt en lidt anden opfattelse end den på bjerget herskende angående forholdene i DDR.

Måske har han håbet på, at SED-ledelsen ville åbne op for en diskussion om ”den realiserede socialismes” fremtid i DDR efter Stalins død i 1953.

Måske er han bekymret for regimets overlevelse efter arbejderopstanden i DDR 1953.

Måske betragter han ikke opstanden i Ungarn som udelukkende negativ for den ”virkeliggjorte socialisme”?

Vi ved det ikke, fordi Mielke ikke præciserer sine anklager.

Mielke er ude på at få dømt en ”afviger” og ”statsfjende”, men sagen mod Janka (og andre) skal tjene  til at skabe frygt og usikkerhed i partiet og hos befolkningen, så Mielke og hans partikammerater kan bevare deres magt.

Bøddelen Mielke forekommer ynkelig over for sin gamle rival Janka fra den spanske borgerkrig, som insisterer på sin ret til at være uenig med sin partiledelse i visse spørgsmål.

[Janka hævdede i sine senere bøger, at han havde mødt Mielke i sin egenskab af hemmelig agent for NKVD/GPU i de Internationale Brigader i Spanien. Mielke skulle ifølge Janka have anklaget ham for ikke at have Kominterns godkendelse for sit ophold i Spanien].

Minister Mielke hidser sig op, så spyttet står ud af munden på ham.

Koldblodigt beder Janka sin forhørsleder om at træde et skridt tilbage og tørrer hans spyt af med håndryggen.

Mielke knytter næven og farer frem mod Janka. En af de 2 forhørstilforordnede stormer til og lægger sig mellem de 2 stridende parter.

Magten sejrer, da retten udeblev.

Janka idømmes 5 års fængsel. Forbrydelsen er underordnet. Straffeloven anvendes vilkårligt af Ministeriet for Sikkerhed efter behov.

Kun protester fra det dekadente borgerlige Vesten redder Janka for at afsone sin dom.

Han løslades i 1960 og affinder sig resten af sin levetid med DDR-statens vilkårlighed.

 

Vera Lengsfeld - DDR-dissident.

Hohenschönhausen fortsætter med at lægge hus til fængsling af DDR-borgere.

De udsættes alle for den samme usle og nedværdigende behandling.   

Sidst i 1980’erne er klientellet en smule anderledes og forhørsmetoderne knap så skrappe for de indsatte.

Forhørsbødlerne er knap så barske og taler næsten pænt til de indsatte.

Èn af de indsatte hed Vera Wollenberg (pigenavn Lengsfeld).

I slutningen af 1980’erne er DDR-staten trængt.

Den mindste provokation får den til overreagere.

Således overreagerede den, da den 17. januar 1988 anholdt en række deltagere i den årlige mindemarch til ære for de 2 tyske kommunister Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som brutalt blev af frikorpsfolk i januar 1919.

[DDR-staten er grundlagt på en række myter. Nogle sande. Andre falske.

En af de sande historier, er historien om de bestialske mord på 2 hovedpersoner i den tyske arbejderbevægelses historie.

Myterne om SED-ledernes meritter i KPD i 1920’erne og 1930’erne er fulde af løgn.

SED-pamperne har skabt løgnehistorier om deres egne bedrifter i modstandskampen mod Hitler.

De har forherliget deres egen indsats for at samle den tyske arbejderbevægelse i kampen mod Hitlers nazister.

De har fortiet Stalins masseterror i 1930’erne og deres egen medvirken. De har bedrevet historieforfalskning, når det drejer sig om det tyske kommunistpartis historie og deres egen rolle heri.]

17. januar ønskede Vera Lengsfeld at vise sin solidaritet med de 2 tyske kommunister.

Måske hun følte, at de var mere på linje med det hun stod for, end den linje som SED repræsenterede?

Hendes deltagelse i mindemarchen skulle man uden videre godtage som et udtryk for hendes loyalitet over for DDR-staten, som jo selv fejrede dødsdagen med en mindemarch.

Men Vera tog fejl.

Hvis en tro DDR-borger møder op til en mindemarch, så sker det med partiets paroler, og ikke med hjemmelavede paroler som Veras.

Vera have medbragt sin egen plakat, hvorpå der stod: ”Frihed er den Anderledestænkendes frihed!”

Ordene var ikke Veras egne, men Rosa Luxemburgs.

’Frihed for den Anderledestænkende’ var også Vera og hendes kammerater ret til at tænke anderledes end partibosserne i SED.

Sådan forstod Mielke i Stasi det ikke.

Ministeren mente, at Vera og hendes lige med sin provokerende optræden havde opfordret til uro.

Vera blev sammen med andre anholdt og smidt i fængsel.

Af Veras fængselsberetning fremgår det, at hendes forhørsledere skifter anklagerne ud efter forgodtbefindende.

Det ene øjeblik truer de hende med en mild dom, det næste med langvarig fængselsstraf.

Vera bryder sammen under fængselsvogterne psykologiske pres og hendes isolation fra omverdenen.

Mielke dropper brugen af sin straffelov - og stiller Vera overfor valget enten af afsone sin straf eller blive sendt ud af DDR.

Vera vælger at tage imod et tilbud fra Cambridge Universitet om en stilling.

Die Wende indtræder i november 1989. Regimet falder sammen og grænserne åbnes. Muren er faldet.

Er sløret for øjnene i Øst og Vest også faldet? Næppe.

 

Veras skæbnesvangre forelskelse.

Indtil 1980 gik det godt for Vera Lengsfeld. Hun havde gjort karriere som akademiker i DDR-staten.

Så mødte hun Knud Wollenberg - og blev forelsket.

Knud var ud af en tysk-jødisk familie, som måtte flygte fra nazisternes jødeforfølgelser. Familien flygtede til USA. I 1950’erne følte Knuds far jorden brænde under sine fødder.

Knuds far var kommunist og Mc Carthys antikommunisme truede med at bure ham inde.

Familien drog tilbage til Europa. I første omgang til Danmark, hvor Knud fødtes og fik dansk statsborgerskab.

I 1980 forelsker Knud og Vera sig på en feriekoloni ved Østersøen, hvor de passer børn.

I et interview i det tyske dagblad Die Zeit fortalte Eva Langsfeld i 2012 om sit ægteskab med Knud Wollenberg.

https://www.zeit.de/2012/18/S-Lengsfeld/seite-4

Hun ville ikke finde sig i, at de 2 parter ikke havde lige vilkår. Knud kunne til enhver tid forlade sin familie og rejse ud af DDR; mens Vera var bunder af sit DDR-statsborgerskab og skulle søge om udrejsetilladelse.

Derfor måtte Knud love, at familien enten rejste udenlands eller forblev i DDR.

Die Wende betød, at DDR-staten brød sammen og at Stasis terrorregimente var forbi.

Vrede folkemasser stormede Stasis hovedkvartér i Hohenschönhausen, for at hindre Stasi-medarbejderne i at tilintetgøre de hemmelige arkiver.

Dele af arkivmaterialet er bevaret og er med tiden gjort offentligt tilgængeligt. Kun folk, som optræder i arkiverne, får adgang.

Knud Wollenbergs sagsmappe optrådte ikke i Stasis arkiver. Kun fordi en Stasi-agent ønskede indsigt i sin mappe, kom det frem, at han havde været føringsofficer for Knud Wollenberg.

Det var næsten for meget. Tænk Vera var blevet udspioneret af sin egen mand.

Vera havde stadig et godt forhold til sin husbond, som hun syntes var en god far for sine børn.

Men Knud indså det fatale i, at han var gået bag ryggen af sin egen hustru og havde angivet hende til Stasi.

Det kunne ægteskabet ikke holde til - og de skiltes.

Knud og Vera indledte 2 nye liv hver for sig.

Vera forsatte sit politiske engagement. Først for Die Grüne/Bündnis 90. Senere i CDU (kristelige demokrater).

Knud brugte sin tekniske intelligens og startede sit eget firma, som producerede medicinsk udstyr - og tjente gode penge.

Han giftede sig på ny. I 2012 døde han og blev begravet i Irland.

Vera blev medlem af den tyske Forbundsdag som medlem af Die Grüne, derefter for CDU.

Artiklen i die Zeit fra 2012 beretter, hvordan hendes hus i Berlin er blevet overmalet med antiracistiske slogans.

Veras vej fra DDR-borger til Forbundsdagsmedlem har været lang og besværlig.

Hohnschönhausen har gennem 4 årtier lagt vægge til mange indsattes gråd og tænders gnidsel. Dem der slap derfra gjorde det med ar på krop og sjæl.     

 

Kilder:

https://www.bundesstiftung-aufarbeitung.de/wer-war-wer-in-der-ddr-%2363;-1424.html?ID=1566

https://www.gdw-berlin.de/en/recess/biographies/index_of_persons/biographie/view-bio/walter-janka/?no_cache=1

https://www.sueddeutsche.de/politik/vera-lengsfeld-rechtspopulismus-1.4508843

https://www.zeit.de/2012/18/S-Lengsfeld/seite-4

 

 

Da Petra Riemann blev en illusion mindre.

Petra og Lutz Riemann.
Efter 2013 ingen forsoning mellem far og datter.

Anmeldelse.

Petra Riemann: Die Stasi, der König und der Zimmermann. Metropol. 2019.

 

Hovedpersonen i Petra Riemanns  bog er hendes far Lutz Riemann.

Lutz Riemann blev født i Stettin i 1940.

Hans datter Petra Riemann (født 1968) fortæller om sin barndom og opvækst i DDR (Deutsche Demokratische Republik).

Heldigvis har mange som Petra Riemann efter ’Die Wende i 1989 fået mod på at skrive om deres tid i DDR.´

 

Riemann-familien.  

Ved 2. verdenskrigs slutning flygtede Petras far Lutz Riemann og hans mor fra den Røde Hærs fremmarch mod vest.

Lutz Riemanns far var på dette tidspunkt ikke længere en del af familien. Han var flygtet til den vestlige zone af Tyskland.

Lutz og hans mor bosatte sig i den lille by Meiningen i Thüringen.

Her voksede Lutz og hans familie op.

Som søn af en enlig mor (som senere giftede sig med en ny mand og fik yderligere en søn og datter) måtte Lutz hjælpe med til at forsørge familien.

Han kom i lære som skibsbygger på Peene-værftet i Wohlgast.

Med unge Lutz var ærgerrig, han ville ikke ”nøjes” med at være skibsbygger i den ny stat DDR (Deutsche Demokratische Republik).

Han gik til filmen og lod sig indskrive på DDR’s svar på den danske Filmskole -  Hochschule für Film -und Fernsehen.

Her uddannede han sig til filmskuespiller. Lutz Riemann fik en strålende karriere som skuespiller på film og i TV i DDR.

 

Lutz Riemanns dobbeltliv.

Som feteret skuespiller kunne Lutz Riemann leve på samfundets solside.

Skønt ”arbejder og bondestaten” DDR forstod sig selv som et klasseløst samfund, var der et skarpt skel mellem den brede befolkning og eliten i parti og stat.

Kadrerne i parti og stat var udstyret med masser af privilegier.

De boede bedre, havde adgang til særlige butikker og havde adgang til ferieboliger.

Petra Riemanns barndom var da også præget af lutter idyl. Far Lutz fandt tid til at tage sig af sine børn, selvom hans karriere som skuespiller lagde beslag på meget af hans tid.

Først længe efter DDR’s undergang i 1989 opdagede Petra Riemann, at hun lå under for en illusion.

Illusionen om sin far.

En artikel i dagbladet Die Welt 2013 vendte op og ned på hendes liv.

https://www.welt.de/print/wams/politik/article119126378/Steinbrueck-Stasi-und-die-Freunde.html

Gennem hele sit liv havde Petra Riemann levet i den illusion, at hendes far en eksemplarisk far.

Artiklen i Die Welt påstod (med dokumentation), at Lutz Riemann havde spioneret mod ”fjender” af DDR-staten.

Han havde spioneret for Ministeriet for Statssikkerhed (MfS) og havde som uofficiel informant (IM) udspioneret kanslerkandidat for det tyske Socialdemokrati (SPD) Peer Steinbrück, som havde familie i DDR.

Steinbrück var Petras grandonkel.

Artiklen var skrevet for at kaste smuds på SPD-kanslerkandidaten, som kunne risikere at blive valgt som ny kansler.

 

Den diskrete seddel.

I 1999 havde far Petra ganske vist fået et praj om sin fars hemmelige aktivitet som agent for Ministeriet for Sikkerhed (MfS).

Ved middagsbordet havde han forsigtigt og stiltiende skubbet en seddel hen over bordet mod Petra, hvorpå der stod: ”Jeg har været agent for (Stasis) udlandstjeneste”.

Indtil da var det lykkedes Lutz at holde sit dobbeltliv hemmeligt for sin familie.

Men først i 2013 fattede Petra alvorligt mistanke til sin fars fortid.

I artiklen indrømmede Lutz Riemann, at han havde spioneret mod sin fjerne slægtning Peer Steinbrück (og mange andre).

Petra besluttede nu endeligt at undersøge sin fars fortid som spion for Ministeriet for Sikkerhed (MfS).

Petra Riemanns bog handler om sin fars eminent dygtige dobbeltspil som familiefar og som Stasi-agent.

Samtidigt med at han passede sit job som landskendt skuespiller, formåede han også at opretholde et højt niveau af agentaktivitet for Ministeriet for Sikkerhed (MfS).

Det store spørgsmål er: Hvorfor lod Lutz Riemann sig hverve som spion-agent?

Han kunne jo lige så let som ingenting have plejet sin karriere som feteret skuespiller, passet sin familie og levet i ro og mag.

Petra Riemanns forklaring er kun delvis: Muligvis var Lutz Riemanns far medlem af det tyske nazistparti NSDAP.

De allieredes bombardementer og nazisternes egen destruktion har imidlertid fjernet ethvert bevismateriale herfor.

Petra Riemann tilføjer i den forbindelse, at det ikke var ualmindeligt, at Ministeriet for Sikkerhed rekrutterede både forhenværende medlemmer af NSDAP og folk fra venstrefløjen, som DDR-staten anså for ”afvigere”.

Mysteriet om sin fars dobbeltliv forbliver således uopklaret.

 

Petras ukendte halvsøster.

Petra Riemann sidder tilbage med en følelse af være blevet ”snydt” af sin far.

På et tidspunkt bliver hun ringet op af en yngre kvinde, som hævder at være hendes halvsøster, hvilket hun afviser.

År senere skriver denne halvsøster et brev til Petra Riemann, som hun besvarer.

De to mødes og udveksler erfaringer. Petra mødes med pigens mor, som Lutz Riemann har haft en affære med under et ophold i Forbundsrepublikken midt i 1980’erne.

 

Lutz Riemann som spion for Ministeriet for Statssikkerhed.

Lutz Riemanns værste side kommer dog til udtryk i de mange indberetninger, som han foretager til sin føringsofficer i Ministeriet for Statssikkerhed.

Heraf fremgår det, at agent ”Richard König” (Riemanns dæknavn) har infiltreret en gruppe kunstnerspirer i sin hjemby Meiningen i Thüringen.

Ministeriet for Statssikkerhed har bedt ham om at forhindre gruppen i at udvikle sig til ”statsfjender” af DDR.

Lutz Riemann nøjedes ikke med at udspionere sine ”venner” i gruppen, men forsøgte at lokke dem i ”uføre”, dvs. få dem til at begå ”statsfjendtlige” og handlinger og fremsætte ”samfundsskadelige” og undergraverende” ytringer, som i DDR-statens øjne vil bringe dem i ”fedtefadet”.

Eksemplet Roger Nastoll er sigende: Agent König (alias Riemann) får bragt Nastoll på randen af et psykisk sammenbrud, som får ham til at dulme sine nerver ved overdreven indtagelse af alkohol - og til sidst får ham til at begå selvmord.

Agent König, alias Petra far Lutz Riemann har således mange skæbner på sin samvittighed.

 

Man skal lære, så længe man lever.

Først 25 år efter Murens fald (1989) blev Petra Riemann klogere på sin fars dobbeltliv - og hun blev berøvet sin illusion om sin fars stærke karakter.

Lutz Riemann var ikke den ”proletariske” helteskikkelse, som DDR-staten fremstillede ham som.

Hans ”verdensanskuelse” og hans ”kommunisme” var lige så meget drevet af hans karriere som skuespiller og de dertil hørende privilegier som del af parti -og statseliten i DDR - som af et ægte engagement.

Måske mente han, at han skyldte DDR-staten noget for sin vellykkede karriere på film og TV som spion?

  

 

James B. Hoffa var indtil sin arrestation og dom i 1975 præsident for USA's største fagforbund International Brotherhood of Teamster (IBT).
Her ses Hoffa på vej til eller fra et af sine mange møder i retssalen.

Anmeldelse.

Dan E. Moldea: The Hoffa Wars. Teamsters, Rebels, Politicians and Mob. Paddington Press. 1978.

 

Martin Scorceses’ stort opreklamerede og dyre film (159 mio. dollars) “The Irishman” går for tiden (2020) i danske biografer.

Mediernes fyldige omtale af filmen ledte mig på sporet af baggrunden for Scorceses historie.

Historien om mordet på fagforeningspræsidenten James B. Hoffa.

Hovedpersonen i Scorceses ”The Irisman” er ikke fagforeningsbossen James B. Hoffa, men ireren Frank O’Sheeran, som var involveret i mordet på James B. Hoffa i 1975. 

Filmen er baseret på en bog af Charles Brandt I Heard you paint Houses”.

I magasinet New York Review of Books satte Jack Goldsmith imidlertid spørgsmålstegn ved Frank O’Sheerans version af mordgåden.

Jack Goldsmiths har en vis interesse i historien, da hans stedfar Charles O’Brien  ifølge Jack Goldsmith også havde en aktie i mordkomplottet mod James B. Hoffa.

Charles O’Brien var oplært af Hoffa og fungerede i mange år som hans bodyguard.

Dette mordmysterium pirrede min nysgerrighed, da der åbenbart hersker stor tvivl og usikkerhed om, hvem som bestilte og udførte mordet på James B. Hoffa.

Ved læsning af Dan E. Moldeas bog om James B. Hoffa får man en grundig orientering om baggrunden for mordet på James B. Hoffa, som i mange år stod i  spidsen for en af de største og stærkeste fagforeninger i USA.    

Dan Moldeas biografi om James B. Hoffa fra 1978 kommer tæt på en opklaring af mordkomplottet mod den mafiøse fagforeningsboss Hoffa. 

Moldea giver os hele baggrunden for opgøret mellem de 2 fagforeningsbosser i International Brotherhood of Teamsters (IBT): James B. Hoffa og den mand, som Hoffa udpegede som sin efterfølger Frank Fitzsimmons.

Hoffas karriere som fagforeningsmand startede tilbage i 1930’rnes Chicago i lokalafdeling 299 i det nydannede IBT.

Amerikanske fagforeninger kan ikke helt sammenlignes med europæiske fagforeninger.

Ligesom i Europa fandtes der socialistiske partier i USA i slutningen af 1800-tallet. Men til forskel fra Europa blev der i USA aldrig skabt et arbejderparti i USA.

Den repressive statsmagt i USA formåede at holde arbejderklassens bestræbelser på at danne et arbejderparti nede med hård hånd og voldsudøvelse.  

Heller ikke de amerikanske fagforeninger fik den samme slagkraft som fagbevægelsen i Europa.

Årsagen var, at den herskende klasse i USA bekæmpede arbejderbevægelsen med vold og magt.

Amerikanske arbejdere var mindst lige så klassebevidste som arbejdere i Europa.     

Hoffa startede sin fagforeningskarriere i den lokale afdeling 299 af International Brotherhood of Teamsters (IBT) i Chicago i 1930’erne.

Allerede på dette tidspunkt foregik organiseringen af lastbilchauffører og små vognmænd i samarbejde med den lokale mafia.

I alle større amerikanske byer fandtes en mafiaklan, som styrede store dele af byernes erhvervsliv.

Blandt mafiaens mange forretningsområder var også landets transportindustri.

Især transporten ad landevej med lastbiler var mafiaens domæne.

Mafiaens afpressede bl.a. stålværksejere kontrakter om transport af varer med selskaber, som mafiaen enten selv ejede - eller som den tvang til at arbejde for sig.

IBT indgik et uformelt og stiltiende samarbejde med mafiaklanerne, som begge parter drog fordel af.

Mafiaen brugte sine egne metoder overfor leverandørerne til at sikre fragtselskaber og selvstændige vognmænd gode kontrakter.

Det kom medlemmerne (både selvstændige vognmænd og ansatte chauffører) af IBT til gode.

Det gode samarbejde fungerede til alles tilfredshed - og IBT holdt sig udenfor de 2 store fagforbund AFL og CIO (som sammensluttedes i midten af 1930’erne) og voksede sig stort og stærkt.

Det lykkedes ikke blot IBT at organisere vognmænd og chauffører, men også andre grupper af arbejdere, som sørgede for at laste og losse de ladninger, som bilerne kørte med.

IBT blev det største fagforbund i USA med millioner af medlemmer.

I princippet havde IBT ikke andre indtægtskilder end medlemmerne kontingent og deres pensionsindbetaling.

 

Fagbosserne svindler.

Her knækkede filmen for fagbosserne og dens samarbejdspartnere i mafiaen.

Hvis de blot havde holdt fingrene væk fra medlemmernes opsparede kontingenter og pensionsindbetalinger,kunne de være gået fri.

Hvem der lokkede hvem er ikke godt at vide. Men fagbureaukrater og mafiabosserne indledte nu en eventyr.

Pengene i fagforeningskasserne hobede sig op for øjnene af dem. I forening med mafiabosserne oprettede IBT pensionsfonde.

Mafiabosserne vidste om nogen, hvordan man fik penge til at yngle. Millionerne i pensionsfondene skulle investeres.

I starten til skete det til rekreative formål for medlemmerne.

Hurtigt begyndte man at se sig om efter mere lukrative investeringsmuligheder.

Her var mafiabosserne og deres håndlangere til stor hjælp.

Investeringer til rekreative formål for medlemmerne blev erstattet af ren spekulation i fat ejendom og jord.

Senere blev pensionsfondenes midler bl.a. brugt til spillekasinoer i Las Vegas.       

Symbiosen mellem fagbosserne i IBT og mafiaen var nu ikke længere en symbiose, men fagbosser og mafia var nu ét og det samme. De var med andre ord vokset sammen som siamesiske tvillinger.

Hoffa og hans fagforeningsbosser forstod ikke at sætte grænsen for deres spekulative investeringer. De gik over stregen og gjorde sig skyldige i svig, bedrageri og underslæb overfor deres egen fagforening.

I 1967 mente anklagemyndigheden, at de var gået for langt. Hoffa blev anklaget, stillet for en domstol - og idømt i alt 13 års fængsel.

 

Opgøret mellem Hoffa og Fitzsimmons.

Hoffa var tilsyneladende en færdig mand i IBT.

Inden sin fængsling havde Hoffa udpeget Frank Fitzsimmons som sin efterfølger.

Som formand for USA’s største og stærkeste fagforbund havde Hoffa skaffet sig forbindelse højt oppe i den amerikanske regering.

Kun præsident Richard Nixon kunne nedsætte hans straf. Nixon nedsatte straffen og Hoffa blev løsladt i starten af 1970’erne.

Løsladelsen fandt sted, mod at Hoffa undlod at deltage i fagforeningsaktiviteter.

Hoffa havde ikke tænkt sig at overholde forbuddet, men gav sig til at arbejde for en generobring af sin formandspost.

Han gjorde imidlertid regning uden vært. Den af Hoffa selv udpegede efterfølger Frank Fitzsimmons havde ikke tænkt sig at forære Hoffa sin formandspost uden kamp.

Det var den tilbagevendte Hoffas kamp for tilbageerobring af sin formandspost, som i sidste ende fældede ham.

Frank Fitzsimmons havde - mens Hoffa sad i fængsel - allieret sig med en anden mafiaklan end den, som Hoffa havde tilnærmet sig i fængslet.

I 1975 blev Hoffa et offer for et mafiaopgør om magten i IBT.

Hvem der udførte mordet på Hoffa er for så vidt underordnet. Mere interessant er baggrundshistorien om Hoffas virke som fagforeningsformand i IBT og dettes korrumpering.

Den giver Moldea sine læsere.  

Hoffa og Fitzsimmons uhæmmede brug af medlemmernes kontingenter og pensionsfondens midler blev voldsomt kritiseret af en stigende opposition i IBT fra slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.

Denne opposition blev mødt med hård og brutal repression fra de korrupte fagbossers side.

Fagbosserne brugte bander af hyrede bøller, som tævede enhver opposition, som måtte vise sig.  

 

Hvad Hitler lærte af sit mislykkede "Ølstuekup" 1923.

De 4 anklagede (i midten i forreste række general Ludendorff og Adolf Hitler) foran retten i München 1924.

Boganmeldelse.

David King: Retssagen mod Adolf Hitler. Ølstuekuppet og det nazistiske Tysklands fremmarch. Gyldendal 2019.

David King: The Beer hall Putsch and the Rise of Nazi Germany. Pan Books. 2018.

 

Hitlers lære af det mislykkede Ølstuekup 1923.

Hvad der ikke lykkedes for den tyske nazist Adolf Hitler i München november 1923, lykkedes for ham i Berlin januar 1933.

Hitlers første indtræden på den politiske scene i München 1923 var en operetteagtige forestilling efterfulgt af en lige så teatralsk retssag.

Hvad Hitler lærte af sit mislykkede kupforsøg i 1923 får vi intet at vide om i den bog, som han skrev under sit fængselsophold 1924-1925.

Retten i München gav Hitler en dom på 4 år. Men han nåede kun at sidde i 8,5 måned, da de venlige fængselsmyndigheder slap ham ud.

David King gennemgår i detaljer Hitlers amatøragtigt iværksatte kupforsøg og retten i Münchens anlagte farce af en retssag.

Anklagemyndigheden gav Hitler let spil. Retssagen burde have handlet om Hitlers og hans medsammensvornes mislykkede kupforsøg.

Men myndighederne i det forgangne Kongerige Bayern var selv så indsmurt i Hitlers kupforsøg, at den lod ham styre retsprocessen.

Hitler formåede at dreje dommerne og anklagerne om sin lillefinger. Han fik retssagen til at handle om den protestmarch, som fandt sted efter hans og hans medsammensvorne håbløse kupforsøg.

Som reaktion på det mislykkede kupforsøg (hvor kun ganske få blev arresteret umiddelbart efter) foranstaltede Hitler sammen med den pensionerede krigshelt general Ludendorff en protestmarch i München.   

Ifølge marchens organisatorer var den tænkt som en fredelig protestmarch mod regeringen i Bayern.

Generalstatssekretær v. Kahr og ledende folk i politi og efterretningsvæsen havde før kuppet ifølge Hitler givet deres samtykke til kuppet, men i sidste øjeblik var de hoppet fra, da de hurtigt indså, at Hitler - med sine stormtropper og de 2 frikorps som støttede ham - ikke havde forberedt kupforsøget ordentligt.

Hitlers medsammensvorne i den bayerske statsforvaltning bestred under retssagen, at de havde givet Hitler tilsagn om støtte til kuppet.

De slap således fri for tiltale - og alene Hitler og 3 mindre betydningsfulde medsammensvorne stod anklaget for ”højforræderi”.

Højforræderi kunne straffes med døden eller livslang tugthus.

Men Hitler udnyttede dygtigt retssagen til en talerstol for sig og sin nazistiske bevægelse, som endnu kun var i sin vorden.

Hitler lagde under retssagen ikke skjul på sine motiver for kuppet. Han ville ikke nøjes med at tage magten i det forhenværende Kongerige Bayern, men bruge det til at indlede en march mod dem, som han betegnede  som ”november-forbryderne” i Berlin.

Hitler udspyede sit had til ”marxister” og jøder”, som ifølge ham havde ”forrådt” det tyske Kejserrige under 1. verdenskrig.

”Forræderne” havde ”stukket en dolk i ryggen” på heltemodige tyske patrioter, som havde kæmpet og lidt i 1. verdenskrigs skyttegrave.

Hans mål var at gøre op med den ”forræderiske” socialdemokratiske (læs: marxistiske) Weimarrepublik.

Hvis ikke det lykkedes Hitler at kuppe sig til magten i Bayern i 1923, var det lykkedes ham at berede vejen for en senere magtovertagelse.

Den demokratiske Weimarrepublik (1918-1933) blev kun et kort mellemspil mellem de 2 verdenskrige.

Mellemkrigstidens mange økonomiske og politiske problemer gjorde, at Weimarrepublikken aldrig fik ro til at vokse sig stærk nok til at bekæmpe sine alt for stærke modstandere.

Weimarrepublikken havde flere fjender end den havde venner.

Den tyske arbejderbevægelse (som var den stærkeste i verden) formåede ikke at holde stand imod de herskende klassers klassekamp.

De socialdemokratiske reformister (SPD og USPD) viste sig som klasseforrædere, som foretrak klassesamarbejdspolitik fremfor klassekamp mod de herskende klasser.

Til sidst kastede de demokratiske socialister håndklædet i ringen - og overlod førersædet til Hitler og hans med tiden store og stærke NSDAP.

De herskende klasser bestemte sig for at støtte Hitler som en ”overgangsløsning” på  bekostning af et borgerligt demokrati.

Ud med Weimarforfatningen! Ind med Hitlers nazister! Og resten er historie.

Om nogen lærte noget af Hitlers (og hans medsammensvornes) mislykkede kupforsøg 1923, var det Adolf Hitler.