Titos Gulag.

Radovan Hrast (1931). Slovensk partisan i Josip Broz Titos partisanhær under 2. verdenskrig.
Efter krigen idømt ophold på fangeøen Goli Otok.

Radovan Hrast: Stripped my Time. A Survivor of the Communist Political Prison on Goli Otok. Ljubljana 2016.

De fleste kender de koncentrationslejre, som de tyske nazister oprettede i Hitlers planlagte Tusindårsrige.

Formodentlig knap så mange kender til Stalins tvangsarbejdslejre, som sendte millioner af tvangsforviste sovjetborgere til fjernt beliggende straffekolonier i Stalins udstrakte rige.   

Endnu færre kender formodentlig til de straffelejre, som præsident og øverstbefalende  for landets militær Josip Broz Tito oprettede efter sin magtovertagelse i 1945 i Jugoslavien.

  

Radovan Hrast.

Radovan Hrasts bog handler om hans tid i straffekolonien Goli Otok. Goli Otok er en mindre ø i Atlanterhavet - beliggende  ud for den jugoslaviske kyst.

Radovan blev født 1931 og var lige ung nok til at deltage i de jugoslaviske partisaners kamp med de tyske og italienske troppers indmarch i det daværende Jugoslavien.

Trods sin unge alder indrullerede Titos partisaner ham i sin flok.

Radovan lærte krigshåndværket af sine ældre kammerater i Titos partisanhær.

Titos partisaner viste sig som de mest effektive i kampen mod den italienske og tyske besættelsesmagt - og imod Jugoslaviens borgerlige partisaner.

 

Stalins og Churchills ”procentaftale”.  

I sidste del af 2. verdenskrig mødtes 2 af de allierede magters ledere - den britiske premierminister Winston Churchill og Sovjet Ruslands Josef Stalin og aftalte på en serviet, hvordan Europa skulle se ud efter krigen.

Aftalen blev aldrig formaliseret, men blot omtalt som ”procent-aftalen”.

Ifølge denne uformelle og ikke nedskrevne aftale skulle Jugoslavien hverken tilhøre den vestlige eller den østlige zone. Jugoslavien skulle ligge ”midt i mellem” de 2 zoner.

Titos partisaner havde selv medvirket tillandets befrielse og Stalin ønskede ikke helt at afgive Jugoslavien til vest-magterne.

Stalin og Churchill enedes om at dele indflydelsen i Jugoslavien.

 

Stalin afskaffer KOMINTERN og skaber KOMINFORM.  

Stalins Røde Hær var trængt et godt stykke ind i Europa og havde befriet store områder i Central -og Østeuropa.  

Stalin havde for længst erkendt, at Lenins og Trotskys Kommunistiske Internationale var en saga blot.

Stalin havde degraderet KOMINTERN til et rent ekspeditionskontor for sin egen kontrarevolutionære udenrigspolitik.

Stalin havde ikke brug for KOMINTERN og dens nationale sektioner. I stedet oprettede Stalin et Kommunistisk Informationsbureau (KOMINFORM), som skulle varetage Stalins egne interesser.

I Stalins øjne var det OK, at KOMINFORM og dets ”staliniserede” kommunistpartier tiltog sig magten i de lande, hvor Stalins Røde Hær under store tab havde kæmpet sig frem til.  

Stalin havde opgivet at udbrede Lenins og Trotskys socialistiske revolution til resten af verden.

I stedet ville han skabe en række ”stødpudestater” i Central og Østeuropa.

 

Jugoslavien - et ”folkedemokrati”.  

De ”staliniserede” kommunistpartier skulle ikke foretage socialistiske revolutioner, men skabe ”folkedemokratier”.

Stalin førte ikke længere klassekamp mod de herskende klasser i de kapitalistiske samfund, men ønskede at KOMINFORMs ”staliniserede” kommunistpartier skabte såkaldte ”folkedemokratier”.

Partisanlederen Josip Broz Tito havde en fortid i det jugoslaviske kommunistparti, som gjorde ham egnet til at stå i spidsen for et  jugoslavisk ”folkedemokrati”.

Tito havde vist sig som en loyal støtte af Stalin i hans ”stalinisering” af KOMINTERN.

Tito havde undgået alle udrensninger, som Stalin foranstaltede  i de ”staliniserede” og stod tilbage som sejrherre i det jugoslaviske kommunistparti.

Tito var et oplagt emne til posten som præsident (og øverstbefalende for hæren) i et ”folkedemokratisk” Jugoslavien.

 

Titos brud med Stalin 1947.

I Stalins KOMINFORM spillede de nationale sektioner en underordnet rolle. Tito havde at indrette sig efter Stalins ordre.

Hvis Stalins Rusland skulle bruge nogle ressourcer i andre lande, skulle disse stille disse til fri rådighed for Stalins Sovjet Rusland.

Forholdet mellem Stalins Sovjet Rusland og landene i KOMINFORM var ikke et ligeligt forhold, men et forhold præget af et ”ulige bytte”.

En form for økonomisk udbytning.

De 2 stalinister kom imidlertid på kant med hinanden, da Tito i 1947 erklærede, at han havde ambitioner om at skabe et større Jugoslavien og ønskede sig uafhængighed af Sovjet Rusland.

Stalin tålte ikke rivaler i KOMINFORM, som kunne true hans dominans og Titos Jugoslavien blev smidt ud af KOMINFORM.

Titos Jugoslavien blev nu en ”lus mellem to negle”.

Klemt inde mellem den vestlige forsvarspagt NATO og Østblokkens militære pagt.

Mellem Østblokkens økonomiske fællesskab COMECON og tilbuddet om amerikansk Marshall-hjælp.

Mange satte sin lid til, at Tito ville indtage en position mellem de to samfundssystemer og erklære sig ”neutral”.

Ville Tito vælge en ”3. vej” mellem stalinisme og kapitalisme?

 

Straffekolonien Goli Otok -Titos Gulag.  

Hrasts levende skildring af sit ophold som straffefange på øen Goli Otok giver os indirekte et svar.

Man kan næppe sammenligne omfanget af terror i Stalins Sovjet Rusland og Titos Jugoslavien.

Stalin henrettede og sendte i millionvis af uskyldige Sovjetborgere i tvangsarbejdslejre og forviste dem til fjerne egne af Sovjet Rusland.

Tito har næppe fængslet, henrettet og forvist lige så mange.

Mig bekendt er antallet af fængslede, torturerede og henrettede i Titos Jugoslavien ikke kendt.

Hrast nævner tallet 10.000, som Titos regime uretmæssigt sendte til afsoning alene i lejren Goli Otok.

Hrast var formodentlig et ganske godt eksempel på en person, som ikke blev præsenteret for en lovovertrædelse.

Regimets anklage (beskyldning) mod Hrast var, at han (imod sit vidende) støttede Stalins KOMINFORM.

Efter bruddet med Stalins KOMINFORM havde Tito åbenbart et behov for at fremmane et ”skræmmebillede” af en ”folkefjende”, som truede hans regime.

Uskyldige borgere som Radovan Hrast (og titusinder andre) blev af regimet betegnet som tilhængere af KOMINFORM og kaldt ”kominformister”. Regimet brugte ordet ”koninformist” som skældsord til at skille sig med uønskede elementer.

Den opdigtede ”forbrydelse” blev af Titos regime brugt som påskud til at idømme dem lange straffe.

Hrast var ikke en ”ideologisk afviger”, som tog parti for Stalins KOMINFORM. Han blev helt uvilkårligt udpeget som tilhænger af Stalins KOMINFORM.

Han blev ikke præsenteret for anden anklage. Han blev ikke stillet for en dommer. Men idømt 2 års ”samfundstjeneste”, som skulle afsones i fangekolonien på øen Goli Otok.

Regimet begrundede opholdet i fangelejren med, at de blev betragtet som samfundsmæssige udskud, som skulle underkastes politisk og ideologisk ”omskoling”.       

Hrast skildring af forholdene trodser enhver beskrivelse.

Fangevogternes kadaverdisciplin og fangernes selvjustits. Ulideligt hårdt fysisk arbejde med at bryde og slæbe sten.

Utilstrækkelig kost med deraf følgende sygdom og død.

Intern rangorden blandt fangerne, som straffes hvis ikke de aktivt medvirker til at angive hinanden.

Fysisk overlast og vold fra vogtere og medfanger. Obligatorisk deltagelse i politisk indoktrinering i form af foredrag, hvor kammerat Tito hyldes.

Samme personkult af Tito som i Stalins Sovjet Rusland.

På samme måde som Stalins hemmelige efterretningstjeneste NKVD forsøgte at hverve agenter blandt sine fanger, forsøgte Titos statssikkerhedstjeneste (UDBA) at hverve Hrast.

Hrast skulle efter sin første løsladelse udspionere sine arbejdskollegaer på den virksomhed, som Statssikkerhedstjenesten sikrede ham.

Hrast viste mod og nægtede at udspionere sine arbejdskollegaer.

Efter sit første ophold på fangeøen Goli Otok ytrede Hrast ønske om at udvandre til Italien.

Hrast håbede, at denne person - som var ansat i Vatikanet - var nok til at skaffe ham udrejsetilladelse.

Han fik afslag og man bebrejdede ham for at ville udvandre fra Titos ”socialistiske paradis”.

Han blev nu ”genganger” i Goli Otok.

”Genganger” blev behandlet som ”pestbefængte” på fangeøen Goli Otok. Man kunne ikke synke dybere og Hrast måtte finde sig i en endnu dårligere behandling end under sit første ophold.

Hrast pådrager underlivsbrok, da han sættes til at slæbe tunge sække på ryggen med sten fra bruddet.

Han indlægges på fangekoloniens infirmeri, men opereres ikke.

Det lykkes ham dog at blive overflyttet til en lettere tjeneste i koloniens musikkorps.

Hrast slipper ud af helvedet på Goli Otok og får hyre som agent i et slovensk skibsselskab, som sejler langtursfart.

Hrast var en af de heldige, som slap levende fra Titos fangelejr på Goli Otok.

Efter sine 2 ophold i straffekolonien på Goli Otok fik Hrast regimets tilladelse til at besøge sin slægtning i Vatikanet.

Embedsmanden i Vatikanet viste sig at arbejde for de jugoslaviske Sikkerhedstjeneste (UDBA).

 

Hrast drog ikke nogen politisk konklusion af sine 2 ophold.

Hrast var ikke et politisk tænkende individ og drog derfor heller i sin bog en politisk konklusion af sine 2 ophold på fangeøen Goli Otok.

Han omtaler heller ikke Jugoslaviens opløsning efter Titos død 1980.

Hrast afslutter sin beretning med at fortælle, at han nyder naturen og bestræber sig på at leve sundt.

Under sit ophold udtrykker dog Hrast forundring over sin uretfærdige skæbne som fange på Goli Otok.

Han undrer sig over hvorfor regimet giver ham så dårlig en behandling, når han som mange andre havde tjent sit kommende ”fædreland” i krigen mod besættelsesmagterne.

Hrast synes ikke at lide under nogen form for hævnfølelse overfor Titos regime og giver ikke udtryk for bitterhed over den usle behandling regimet gav ham.

 

PS: Det er uklart i hvilket omfang disse lejre har været kendt af Titos mange tilhængere på den europæiske venstrefløj.

Det fremgår i alt fald ikke af deres skrifter.

Da den trotskistiske ”revisionist” Michel Pablo i 1950’erne reviderede den trotskistiske bevægelses syn på efterkrigstidens stalinisme som bevægende sig i ”progressiv” retning, omtalte han ikke med ét ord straffekolonierne i Titos Jugoslavien.

Pablo roste Tito for at have indført arbejderselvstyre på fabrikkerne - og så det som begyndelsen til et rådsdemokrati a la sovjetterne i bolsjevikkernes Sovjetunion.

I stedet for at opfordre 4. Internationales sektioner til at deltage i ”arbejdsbrigader” i Jugoslavien, burde han have stillet Tito til regnskab for regimets straffekolonier som det i Goli Otok.

 

  

 

          

Hvorfor militær intervention i Libyen 2011?

Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy trykker hånd med Libyens diktator Muamar Khadafi.
Sarkozy var den ledende kraft i den militære intervention i Libyen 2011.

Boganmeldelse.

Jean Christophe Notan: La verité sur notre guerre en Libye. Fayard. 2012.

 

Det kunne være interessant at få at vide, hvorfor en række europæiske lande og USA i februar 2011 foretog en militær intervention i det nordafrikanske land Libyen.

Indtil nu er der - mig bekendt - ikke fremkommet ret mange bud på hvorfor.

Den franske journalist Jean Christophe Notan forsøger i sin bog fra 2012 at skildre det politiske spil i Forenede Nationer og NATO, som foregik forud for den militære intervention i februar 2011.

Styrken i Notans omfangsrige bog om den franske forberedelse af den besluttede militære intervention ligger ikke i hans politiske overvejelser over årsagerne til en militær intervention.

Som mange andre har også Notan svært ved at finde en juridisk begrundelse i FN’s Charter eller i NATOs traktat.

Hvilken begrundelse skulle man bruge?

At Khadafi var en modbydelig diktator, som undertrykte sine borgere, fængslede sine politiske modstandere og udsatte dem for tortur.

Denne begrundelse kunne med lige så megen ret bruges om mange andre diktatorer uden for den ”civiliserede” verden.

Det lykkes ikke rigtigt at finde en plausibel begrundelse for den militære intervention i Libyen 2011.

 

Vestlige lederes skiftende holdninger til Khadafi.

Lige som mange andre undrede han sig også over de europæiske statslederes skiftende holdninger til oberst Khadafi.

Alt efter de skiftende geopolitiske og militærstrategiske forhold i Europa, Nordafrika og Mellemøsten indgår Khadafi som en brik i et internationalt spil.

Under den Kolde Krig nyder han anseelse som en forkæmper for den 3. verden befrielsesbevægelser.

Befrielsesbevægelser (som Vesten betragter som terrorgrupper) finder husly hos ham og han yder dem støtte.

Senere lukkes Khadafi ind i varmen hos de vestlige lande. Han giver afkald på sin støtte til terror - og de vestlige lande belønner ham ved at handle med Libyen.

Khadafi sælger ud af sine olierigdomme og giver vestlige olieselskaber (franske Total, amerikanske Conoco Philips, og spanske Repsol) langtidskontrakter på udvinding af olie.

Den gamle kolonimagt i Nordafrika - Frankrig - forsyner Khadafi med våben af enhver art. Nogle af disse bruger han i nabolandet Tchad til at bekæmpe oprørere.

 

Khadafis venner blandt vestlige statsledere.

Notan opregner de utallige møder, som Khadafi har med vestlige statsledere i det første årti af det ny årtusinde.

Khadafi gør sig ven med Italiens præsident (den notorisk korrupte) Silvio Berlusconi.

Han stiller sig i spidsen for en Middelhavsunion bestående af 5 europæiske og 5 nordafrikanske lande.

Khadafi var og førte  sig frem som en excentriker.

Khadafi stammede fra en beduin-familie og stillede (til alles morskab) sin beduintelt op i europæiske hovedstæder.

Han klædte sig i besynderlige gevandter og omgav sig med et vagtværn af militante kvinder.

Han var fremmedartet, men i mange år accepteret og tolereret af de vestlige statsledere.

 

Den aparte Khadafi skal kanøfles.  

Men noget gik galt - og den aparte Khadafi skulle kanøfles. Han var ikke længere brugbar for de vestlige ledere.

Men Vestens ledere var langtfra alle overbevist om, at Libyens Khadafi skulle kastes på møddingen.

Det krævede et betydeligt lobbyarbejde at overbevise alle parter i FN og NATO om at Khadafi skal styrtes.

Det Arabiske Forår i den gamle franske koloni Tunesien satte gang i processen.

Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy snublede hovedkulds ind i det Arabiske Forår.

Han forstod ikke rækkevidden og omfanget af befolkningens utilfredshed.

Hans udenrigsminister Marie-Alliot fejltolkede fuldstændigt begivenhederne i gaderne i Tunesien.

Hun tilbød den detroniserede (og dybt korrupte) præsident Ben-Ali asyl i Frankrig.

Sarkozy besluttede at rette op på sin regerings dårlige image i den franske (og tunesiske) befolknings øjne.

Denne gang vil han optræde resolut og vise anderledes handlekraft.

Sarkozy stiller sig i spidsen for et felttog, hvis formål bliver at omstyrte Libyens blodige diktator, som undertrykker sit folk, fængsler sine politiske modstandere, anbringer dem i usle fangehuller og udsætter dem for tortur.

Men hvilken begrundelse skal FN og NATO bruge for en militær intervention?

Forbrydelser mod menneskeheden, beskyttelse af en undertrykt befolkning? Med andre ord en ”humanitær intervention”.

Hvilken ordlyd skal en resolution i FN’s Sikkerhedsråd have? Skal der stå, at diktatoren Khadafi skal styrtes?

En ”No-Fly zone” er ikke velegnet til at hindre standse Khadafi. Tropper på libysk jord er heller ikke godt.

Tænk bare på interventionerne i Afghanistan og Irak. Det koster for mange menneskeliv.

Bombardementer fra luften (til støtte for lokale militser på jorden) bliver løsningen.

Notans bog gør meget ud af det franske militærs logistiske forberedelser af bombeaktionerne i Libyen.

Får vi noget svar på mit indledende spørgsmål om årsagerne til den militære intervention i Libyen 2011?

Desværre ikke andre forklaringer end, at de bunder i en frustration hos den franske præsident Sarkozy, som ville hævne sig oven på fiaskoen fra sin uheldige optræden på urolighederne i Tunesien, som senere blev kaldt optakten til det Arabiske Forår.

 

 

          

Thomas McFadden og Rusty Young.
De 2 mødte hinanden i San Pedro Fængslet i La Paz, Bolivia.
McFadden som indsat, Young som besøgende.

Anmeldelse.

Rusty Young og Thomas McFadden: Marching Powder. A True Story of Friendship, Cocaine and South Americas Strangest Prison. 2003.

 

Vi kan takke den unge australske rygsæksturist Rusty Young for vor viden om ”verdens mærkeligste fængsel” San Pedro i La Paz, Bolivia.

Som mange andre rygsæksturister rejste også Young til Sydamerika sidst i 1990’erne for at studere fortidens indianerkulturer.

Og som så mange havde han rejseguiden ”Lonely Planet” med i sin rygsæk.

I ”Lonely Planet” kunne han læse om ”verdens mærkeligste fængsel” San Pedro i La Paz, Bolivia.

Rejseguiden fortalte, hvordan fængslets indsatte arrangerede guidede ture rundt i fængslet, som ofte udviklede sig til fester af flere dages varighed.

En af omviserne var den indsatte Thomas McFadden, som i 1996 var blevet taget for forsøg på indsmugling af narkotika i en lufthavn i Bolivia.

Rusty Young fattede interesse for Thomas McFadden og det blev begyndelsen til et varigt venskab mellem de to.

Under et 4 måneder langt ophold i San Pedro fængslet delte Rusty Young bolig med Thomas McFadden og interviewede ham.

Young båndede interviewene og smuglede dem ud af fængslet.

Båndene blev transskriberet og udkom som bog i 2003.

McFaddens fortælling om sin arrestation og sit fængselsophold i ”verdens mærkeligste fængsel” midt i La Paz by er enestående.

Inden sin arrestation i 1996 havde McFadden som narkosmugler en stiltiende aftale med en oberst i lufthavnen om ikke at blive snuppet af toldmyndighederne. 

Obersten vendte det blinde øje til McFaddens indsmugling mod en klækkelig betaling (læs: bestikkelse).

Adskillige gange sneg McFadden sig forbi den korrupte toldembedsmand, men en dag klappede fælden.

Ikke fordi obersten blev grebet af ”dårlig” samvittighed og fik moralske skrupler over at lade en narkosmugler slippe ustraffet gennem tolden (og at tage imod bestikkelse).

Men andre satte en stopper for hans korrupte adfærd.

Disse andre var ikke hans overordnede i det bolivianske politi, men det amerikanske Drug Enforcement Agency (DEA).

Den korrupte oberst blev ikke fjernet fra sin post, mens McFadden måtte i fængsel.

McFadden havde medbragt to kufferter med 5 kg kokain og havde i sin mavesæk 70 gram kokain.

McFadden stod nu til en langvarig fængselsstraf afsonet i et boliviansk fængsel.

Der var ikke meget hjælp at hente for McFadden fra hans eget lands (England) ambassade i Bolivia.

McFadden var som narkosmugler nået langt med bestikkelse og vidste, at han kunne komme langt med bestikkelse.

Det viste sig dog i dette tilfælde at være uden virkning. Amerikanske DEA (Drug Enforcement Agency) forlangte, at de bolivianske myndigheder gjorde noget ved indsmuglingen af kokain.

Forsøg på bestikkelse af advokater og dommer lykkedes ikke og McFadden var prisgivet.

Han blev idømt 4 år og 6 måneders fængsel, som han kom til at afsone i San Pedro Fængslet i La Paz.

 

Bogen handler om hans fængselsophold i San Pedro fængslet.

Hans mundtlige fortælling om sin dagligdag i fængslet er en rystende fortælling om et fængsel, hvor korruption (bestikkelse begge veje) florerede fra top til bund.

San Pedro Fængslet fungerede som lokalsamfund med alt hvad dertil hører.

Den daglige drift blev ikke varetaget af fængselspersonalet, men af de indsatte selv og fængslet stillede kun de allermest nødtørftige faciliteter til rådighed for de indsatte.

De indsatte holdt selv justits blandt de indsatte og sørgede for nogenlunde ro og orden. 

De indsatte fik ikke automatisk tildelt en celle, men måtte selv forhandle sig frem til en plads på en af fængslets afdelinger.

Enhver ydelse kostede penge, som de indsatte selv måtte skaffe.

Indsatte tildeltes ikke automatisk en celle, men måtte først søge om adgang til en af fængslets afdelinger.

Den indsatte betalte en ”indgangsbeløb” for adgang til afdelingen, som tildelte ham en plads.

Hvis man ønskede sin egen bolig, kunne man købe sig til den. Fængslets boliger omsattes på et frit internt boligmarked - og blev handlet til markedsprisen.

I fængslet fandtes laboratorier, hvor de indsatte selv fremstillede kokain (som efter sigende skulle være noget af det reneste kokain på markedet). 

Mange af de indsatte brugte dagligt kokain. Nogle var misbrugere, andre tjente penge på handel med kokain. 

Mc Fadden slog sig på omvisning af turister, som betaler fængslets portvagt og guiderne en vis sum penge.

Alle parter tjente på turisternes omvisning.    

   

Efter endt løsladelse tog McFadden tilbage til sit oprindelige hjemland Tanzania og slog sig på kyllingeopdræt.

Rusty Young blev i Sydamerika og blev ansat i en amerikansk organisation, som arbejder på at forhindre kidnapning.  

Young beskæftiger sig især med borgerkrigens børnesoldater og har oprettet en fond for forhenværende børnesoldater i Colombia.

2017 udgav han en roman (”Colombiano”) om en colombiansk drengs oplevelser i borgerkrigen og som nu skal integrere sig i civilsamfundet.

 

Kapitalismens ådselsgribbe.

Steve Manuchin, finansminister i Donald Trumps regering.
En af kapitalismens ådselsgribbe.

Anmeldelse.

Aaron Glantz: How a Gang of Wall Street Kingpins, Hedge Fund Magnates, Crooked Banks and Vulture Capitalist Suckered Millions of Their Homes and Demolished the American Dream.

 

Glantz skildrer i sin bog amerikansk kapitalisme i sin mest dekadente form.

Ord som bolighaj og boligspekulant forekommer alt for milde til de former for spekulationskapitalisme, som Glanz udfolder for sine læsere.

Glantz kontrasterer i sin bog det lille mindretal af stenrige finansfolk, som tjener styrtende med penge på de stakkels husejere, som er kommet i økonomiske vanskeligheder på grund af alderdom og demens, skilsmisse eller som offer for racisme.

Glantz beretter om den ufattelige rigdom som en ganske lille del af den superrige amerikanske overklasse er i besiddelse af.

Rigdom som den har raget til sig på uretmæssig vis.

Husejeres højtforrentede lån, som de ikke er i stand til at indfri, gør dem til ofre for spekulanternes angreb på deres bolig.

Spekulanterne tvinger husejere ud i tvangsauktioner, hvor deres anonymiserede opkøbsselskaber står på spring for at købe deres fallerede bo til spotpriser.

Opkøbsselskaberne overtager gælden i huset og tilbyder husets nu forhenværende ejer at bo til leje i sit eget forhenværende hus.

Husets ny ejer fastsætter nu renten til et langt højere niveau end lejen i det pågældende område.

Lejer pålægges endvidere vilkår, som normalt gælder for udlejer. Den forhenværende husejer drives fra hus og hjem, tvinges til at blive boende i eget hjem som lejer på vilkår som er værre, end hvis de var forblevet ejer.

Fallitboet overtages af ukendte og anonyme skuffeselskaber, som ingen har den fjerneste anelse om, hvem der står bag.

Teknikken bag svindelnummeret kaldes ”reverse mortgage services”, som med ét forvandler husejerens uindfriede gældsforpligelser til et aktiv for de anonyme skuffeselskaber.

Efter grundig research finder Glantz frem til, at der står særdeles velkendte personer bag. Personer som er velkendte af offentligheden som nogle af de største og rigeste finansmænd i USA.   

Folk som John Paulson, Wilbur Ross, George Soros, Jamie Dimond, Stephen Schwartzman (Blackstone) og Steve Mnuchin.

Flere af disse har tætte forbindelser til den amerikanske præsident Trump.

Således har Wilbur Ross indtaget posten som handelsminister - og Steven Mnuchin er stadig finansminister i Trumps regering.

Glantz viser, dels hvordan disse stenrige og grådige kapitalister ikke lægger bånd på deres formue og rigdom - og ikke er bange for at udstille den for al folket.

Deres formue og rigdom er tjent på ryggen af ganske almindelige amerikanske husejere, som ikke har været i stand til at indfri deres gæld.

Glantz viser kapitalisme i sin mest nedrige form. En kapitalisme som umuligt kan vare ved, da den ikke hviler på et produktivt grundlag, men udelukkende på spekulation og fiktive formuer.

Hvis ikke disse ådselsgribbes brug af ufine finansielle tricks og deraf følgende ophobning af rigdomme er nok til at forarge, så burde Glantz’ beskrivelse af deres overdådige luksusforbrug og storstilede boliger være nok.

Ufattelige formuer har de hobet op - og bl.a. placeret i kæmpestore penthouselejligheder på en velrenommeret adresse i New York.

Læs bogen og bliv antikapitalist.        

https://www.revealnews.org/author/aaronglantz/

 

Amaryllis Fox - den idealistiske spion.

Amaryllis Fox virkede som undercover-agent for CIA i årene 2002-2010.

Anmeldelse.

Amaryllis Fox: Life Undercover. Coming of Age in the CIA. Penguin. 2019. 

Den forhenværende agent Amaryllis Fox har skrevet en bog om sin tid i den amerikanske efterretningstjeneste (Central Intelligence Agency).

Amaryllis Fox arbejdede som undercover-agent fra 2002 til 2010.

Hvis en forhenværende agent vil offentliggøre beretninger om sin tid i CIA, er vedkommende underkastet en lov (1980) om CIA’s ret til forhåndskontrol.

Alle manuskripter skal i princippet godkendes af en særlig kontrolkomité i CIA, så der ikke slipper oplysninger ud til offentligheden, som kunne skade landets sikkerhed.

Ifølge det amerikanske NBC News har Amaryllis Fox forelagt sit manuskript for CIA’s kontrolkomité, som har krævet visse passager strøget.

Fox er gået med til at ændre visse navne, steder og oplysninger om konkrete operationer.

https://www.nbcnews.com/politics/national-security/ex-cia-spy-readies-publish-book-without-approval-agency-n1050456

Vi kan derfor som læsere ikke med sikkerhed vide, om Amaryllis Fox har holdt sig til sandheden om sine missioner i sin bog.

Hun bevæger sig i en tusmørke-zone mellem faktuelle kendsgerninger og hendes egen fiktion.  

Hvordan skal vi som læsere så være i stand til at afgøre, om Fox digter eller fortæller os sandheden om sine missioner?

Der er ikke nogen klar skillelinje mellem disse 2 zoner i Fox’ (autofiktive) fortælling.

NBC har researchet på baggrunden for hendes bog. NBC’s research viste, at Amaryllis Fox ganske rigtigt var ansat i CIA fra 2002 til 2010.

NBC fandt endvidere ud af, at Amaryllis Fox på forhånd har forelagt sit manuskript for CIA’s kontrolkomité til godkendelse for ikke at pådrage sig et sagsanlæg. 

CIA har krævet en række ændringer i Fox’ manuskript. F.eks. har CIA tvunget hende til at ændre visse sted- og personnavne, såvel som hun har været nødt til at tilsløre nogle af sine operationer.

Skønlitteratur om spioner og deres spionage har altid været godt læsestof.

Læserne holder af at blive underholdt med de dramaer, som kan udspille sig i spionernes parallelverden.

Det har da heller ikke skortet på skønlitteratur forfattet af forhenværende spioner som f.eks. John Le Carré, Somerset Maugham m.fl.

Amaryllis Fox er endnu ikke en kendt forfatter, men hendes bog indføjer sig i rækken af spionlitteratur skrevet af forhenværende spioner.

Lad det være sagt med det samme.

Som læser bliver man skuffet, hvis man forventer sig afslørende oplysninger om den amerikanske efterretningstjenestes hemmelige operationer i fjerne og eksotiske lande.

Det leverer Amaryllis Fox’ bog ikke.

Langt mere er den et personligt vidnesbyrd om en ung idealistisk indstillet kvinde, som efter 9/11 2001 vælger at gå spionvejen.

 

Idealistisk menneskerettighedsaktivist i Burma.

Omkring årtusindeskiftet er den burmesiske menneskerettighedsforkæmper Aung San Suu Kyi stadig et forbillede for mange i den vestlige verden, som hyldede hende for hendes genstridige kamp mod den militærjunta, som havde dræbt hendes far og havde indført militærdiktatur i Burma.

Militærdiktaturet havde været så uforsigtig at udskrive valg og Aung San Suu Kyis parti havde vundet valget, som juntaen ikke respekterede.

Aung San Suu Kyi blev derfor med rette anset for et symbol for kampen for menneskerettigheder og demokrati.

Som stor tilhænger af Aung San Suu Kyi rejste Amaryllis Fox som ganske ung til Burma og fik kontakt til resterne af den studenterbevægelse, som juntaen i 1988 havde nedkæmpet og tvunget i eksil i Thailand eller ud i junglen.

Aung San Suu Kyi sad isoleret i husarrest og kunne vanskeligt komme i kontakt med omverdenen.

Burmesiske studenter satte Fox i kontakt med Aung San Suu Kyi, som Fox båndede et interview med.

Fox smuglede båndet ud af Burma gennem paskontrollen i lufthavnen skjult i sin tampon.

Det båndede interview med Aung San Suu Kyi blev sent af både BBC og CNN.   

 

9/11 2001 - et vendepunkt.

Fox’ efterfølgende fortælling om sine år som undercover-agent i den hemmelige amerikanske efterretningstjeneste CIA (Central Intelligence Agency) får mig til at tvivle på troværdigheden i hendes fremstilling.

Er det virkeligt den samme unge idealistiske kvinde, som lavede interviewet med Aung San Suu Kyi, som i 2002 lod sig hverve som undercoveragent i CIA?

Og er det samme idealistiske engagement, som lå bag hendes rejse til Burma, som fulgte hende ind i CIA?

Hendes fortælling om sin tid i CIA 2002-2010 forekommer mig ikke troværdig.

Verden havde vanskeligt ved at to, at det skulle kunne lykkes terrorister fra Mellemøsten uhindret at kapre amerikanske fly og flyve dem ind i nogle af de højeste bygninger i en af de største byer i USA.

 

Den politiske situation efter 9/11 2001.

Lad os kort ridse den politiske situation op.

Den amerikanske præsident George Bush og britiske Tony Blair forsøgte at overbevise et flertal i de Forenede Nationer om, at Ayatollah Khomeinis Iran, Saddam Husseins Irak, Libyens Gadaffi og det afghanske Taleban stod bag en bølge af terror.

Bush og Blair havde svært ved at bevise, at Saddam Husseins Irak lå inde med atomart, bakteriologisk eller kemisk materiale (masseødelæggelsesvåben), som kunne bruges i krig.

Bush og Blair formåede ikke at afpresse samtlige 5 nationer med vetoret i FN’s Sikkerhedsråd (Rusland og Frankrig imod) til at vedtage en resolution, som gav dem adgang til at starte en krig mod Saddam Husseins Irak.

Da FN’s våbeninspektører ikke kunne finde masseødelæggelsesvåben i Saddam Husseins Irak, måtte Bush og Blair finde en anden begrundelse.

Begrundelsen blev i stedet den terrorisme, som ”slyngelstater” som Iran, Irak, Libyen og afghansk Taleban stod bag.

Logikken i ræsonnementet lød, at hvis verden skulle undgå terrorhandlinger måtte man omstyrte diktatorerne i disse slyngelstater.

Det kunne ikke gøres med fredelige midler, men kun ved krig. Krig mod terroren og dens bagmænd.

På samme måde som millioner blev grebet af Bush’ og Blairs korstog mod terrorisme, blev også Fox grebet af hævnlyst mod terroristerne.

 

Fox’ forvandling fra menneskerettighedsaktivist til CIA-agent. 

Terrorattentatet 9/11 2001 gjorde nu så stort et indtryk på Fox, at hun efter endt universitetsuddannelse valgte at lade sig rekruttere til CIA.

Hendes egen fortælling lyder som følger:

Hun skyndte sig at gøre sin uddannelse på George Washington University færdig. Hendes afgangsopgave handlede om terrorisme, hvor hun havde indsamlet en mængde data om terrorisme historisk og fra hele verden.

Gennem sin vejleder på universitetet kom hun i forbindelse med en CIA-analytiker, som læste afgangsopgave fra universitetet og som han var begejstret for.

Hendes afgangsopgave indeholdt brugbart materiale for CIA.

I 2002 startede Fox som trainee i CIA.

Hurtigt blev hun træt af sit arbejde bag en skrivebordsdisk og ville gerne ud i felten og arbejde.

Hun gennemgik et internt uddannelsesforløb, som skal kvalificerede hende til at arbejde som CIA-agent.

Efter endt uddannelsesforløb i CIA kunne hun enten blive ansat på en amerikansk ambassade eller blive undercoveragent.

En undercoveragent agerer i det skjulte under dække af at være en ganske almindelig amerikansk borger med et ganske almindeligt erhverv.

CIA konstruerer en dækhistorie, hvor Fox skal agere kunsthandler. Under dette dække skal hun opsøge terrorister og deres bagmænd.

Fox beretter om sit virke som undercoveragent.

Formålet med hendes missioner forekommer ikke altid lige klart.

To eksempler:

 

Møder med en ungarsk våbenhandler.

Første mission:

CIA bringer hende på sporet af en ungarsk våbenhandler, som CIA formoder, leverer våben af enhver slags til terrorister med en formodet tilknytning til Osama Bin Ladens terrorgruppe.

Fox opsøger den ungarske våbenhandler og udfritter ham om våbenleverancer. Våbenhandleren hævder, at han kan skaffe våben fra et nedlagt russisk våbenarsenal, som det post-sovjetiske Rusland har efterladt uberørt og ubeskyttet siden Sovjetstatens sammenbrud.

Fox er interesseret i, om våbenhandleren sælger atomare, bakterielle og kemiske våben til terrorister.

Våbenhandleren bekræfter, at han kan skaffe allehånde våben, inklusive centrifuger til oparbejdning til berigelse af uran.

Fox rapporterer tilbage til sine arbejdsgivere i CIA om våbenhandlerens mulige våbenleverancer.

Møderne mellem undercoveragenten Fox og våbenhandleren ender med, at Fox taler til våbenhandlerens bedre og moralske jeg.

Den ungarske våbenhandler forekommer ikke at være det mest oplagte emne for Fox’ moralprædiken om, at verden ville være bedre stillet uden våbenproduktion og handel med våben til terrorister.

Det forbliver uklart, hvad CIA fik ud af Fox’ møder med den ungarske våbenhandler.

Var han i stand til at skaffe centrifuger til oparbejdning af uran 235? Leverede han ”beskidte bomber” til terrorgrupper - og i så fald hvilke grupper?

Våbenhandleren spørger Fox hvad han skal så skal leve af, hvis hun får ham til at opgive sit usle erhverv.

Fox lover ham en månedlig beløb på 1000 amerikanske dollars, hvis han i stedet vil arbejde for CIA.

Som baggrund for sit erhverv som våbenhandler fortæller våbenhandleren om sin bedstefar, som blev offer for de udrensninger af akademikere, som fandt sted i Ungarn efter de ungarske stalinisters magterobring 1945.

Fox’ samtaler med den ungarske våbenhandler virker konstrueret og Fox fortælling antager karakter af autofiktion.

          

Møde med en ukendt terrorist i Karachi, Pakistan.  

2. mission.

Som undercoveragent (og med en nyfødt baby) får Fox til opgave forhindre et terrorangreb i Karachi, Pakistan.

Nuværende og tidligere agenter finder det mærkeligt, at CIA sendte en undercoveragent til Karachi, Pakistan med henblik på at opsøge terrorgrupper

Normalt ville CIA bruge CIA-agenter fra amerikanske ambassader til den slags operationer.

CIA ville endvidere samarbejde med det pakistanske efterretningsvæsen (jf. NBC News).

Fox fortæller om et møde mellem to dødsfjender, som møder hinanden med skepsis, men som ender ud i udveksling af gode midler til bekæmpelse af deres respektive børns astma (?)

Hvad skal CIA bruge et møde mellem en undercover-agent og en formodet terrorist, hvor samtalen munder ud et fælles problem med deres børns astma?

Undercover-agenten og terroristen var trods alt dødsfjender.

Mens Fox’ afsnit om hendes CIA-missioner virker uinteressante, er hendes afsnit om hendes barndom og ungdom - og hendes samliv med sine ægtemand gode.   

Fox har helt klart et litterært talent, når det kommer til at beskrive sin barndom og opvækst og sit samliv med sine to ægtemænd.   

Men man skuffes, hvis man tror, at man bliver klogere på CIA’s hemmelige missioner efter at have læst Fox’ bog.     

 

 

George Orwells "1984". Advarsel eller profeti?

George Orwell (1903-1950).
Britisk forfatter og skribent.
Mest kendt for sin bog "1984".

Anmeldelse.

D.J. Taylor: On Nineteen Eighty Four. 2019.

 

I 2003 skrev D.J. Taylor (1960) en biografi om George Orwell. Vintage Books.

Nu har Taylor skrevet en fyldig litterær tolkning af Orwells (1903-1950) mest læste bog ”1984”.

Taylor fremlægger på fortrinlig vis sin læsning af Orwells hovedværk.

Han viser forbilledligt, hvordan Orwells lægger beskrivelser ind i sine værker, som stammer fra oplevelser og indtryk, som har haft i sit liv.

Oplevelser og indtryk, som Orwell bearbejder til litterære udtryk - og bruger som stof i sine romaner.

Taylor finder ligheder mellem personer i Orwells virkelige liv og personer i hans romaner.

Taylors stærke side er hans litterære tolkning af hans værker, specielt ”1984”.

Baggrunden for Orwells politiske udvikling fra apolitisk iagttager af livet omkring ham til politisk engageret forfatter fremstår derimod ikke så klart.

Det er muligt, at dette aspekt fremgår mere klart i Taylors Orwell-biografi fra 2003.

 

Politisk vækkelse.

Orwells politiske vækkelse begyndte formodentlig allerede, da han som ung var udstationeret som civil embedsmand i Burma.

Her så han klasseforskellene mellem de indfødte og den britiske koloniale elite (som han selv var en del af).  

Hjemkommet fra Burma skrev han ”Burmese Days” - og hans karriere som skribent var indledt.

Op gennem 1930’erne skrev han en række bøger, som ikke solgte specielt godt.

Orwell var endnu ikke i stand til at leve af sine indtægter som forfatter - og han var bekymret for, at han kunne forsørge sig og sin kone.

I perioder turede han rundt på samfundets bund og i sin bog ”Down and Out in Paris and London” beskrev han sine oplevelser på samfundets bund.

Han fik et førstehånds indtryk af Depressionens England.  

Orwell var dels inspireret af sine egne personlige oplevelser, men begyndte i stigende grad at føle sig politisk engageret.

Hans personlige møde med fattigdommen i England fik ham til at orientere sig mod omverdenen.

I England dannede premierminister Ramsay Mc Donald en koalitionsregering af Labour og konservative.

I Frankrig dannede socialisten Leon Blum en folkefrontsregering. I Spanien udråbtes en Republik, som i 1936 førte til en folkefrontsregering.

I Sovjet-Rusland foranstaltede Stalin skueprocesser mod sine egne partifæller og toppen af den Røde Hær.

Alt dette var med til at ”politisere” Orwell.

 

I Spanien som frivillig på Republikkens side.   

I foråret 1937 tog han til Spanien som frivillig. Han lod sig indrullere i en POUM-milits.

Inden han tog af sted havde han kontaktet Labour-afvigerne i Independent Labour Party (ILP), som havde kontakt til det marxistiske POUM (Partido Obrera Unificado Marxista).

Det spanske Folkefront var på dette tidspunkt blevet splittet i en højre -og venstrefløj.

POUM hørte til på Folkefrontens venstrefløj - og blev voldeligt bekæmpet af Folkefrontens højrefløj: højrefløjen i det socialistiske PSOE, det socialistiske fagforbund CGT og det spanske kommunistparti (PCE) på den ene side.

På den anden side Folkefrontens venstrefløj: POUM og det anarko-syndikalistiske CNT-FAI.

Orwell blev sendt til fronten ved Huelga og senere i Aragonien, hvor han blev såret og måtte forlade fronten.

I maj 1937 kom det til voldelige sammenstød (med dødelig udgang) mellem de to fløje i Folkefronten. De mest radikale dele af det anarko-syndikalistiske CNT havde besat et kommunikationscenter i Barcelona.

Al central telekommunikation gik gennem dette center.

Orwell var vidne til dette sammenstød og til de spanske stalinisters (PCE) (understøttet af Sovjet-Rusland) forfølgelse af POUM og andre ”splittelsesmagere”.

Orwell skrev om sine oplevelser i sin bog ”Homage to Catalonia”.

Orwell havde været øjenvidne til Folkefrontens højrefløjens politiske propaganda mod POUM og kendte til den hemmelige sovjetiske efterretningstjenestes (NKVD og GPU) brug af hemmelige fængsler, hvor medlemmer af POUM blev tilbageholdt - og i nogle tilfælde likvideret (Andres Nin).

Stalins skueprocesser mod højtstående partibosser 1936-1938 - og udrensning af hundredtusinder af partitro medlemmer fik Orwell til at tage afstand fra Stalins Sovjetregime.

Orwell undrede sig over det absurde i Stalins fordømmelse af vestlig naturvidenskab.

Stalin protegerede en sovjetisk videnskabsmand ved navn Lysenko, som forkastede Mendels arvelighedslære og Darwins udviklingslære.

Lysenko mente, at hvedekorn kunne forvandles til rug.              

Orwell begyndte nu at tvivle på de politiske doktriner - og ledte efter andre forklaringer på Sovjetsamfundets klassenatur.

Han læste ifølge Taylor James Burnhams ”The Managerial Revolution”. Burnham havde brudt med den amerikanske sektion af Trotskys 4. Internationale.

Burnham havde udviklet sin helt egen teori, som stod i grel modsætning til Trotskys analyse af Sovjetstaten. Trotsky kaldte Stalins Sovjet-Rusland for en ”degenereret arbejderstat”.

Burnhams ”revisionistiske” forkastede Trotskys marxistiske analyse af Sovjetstaten.

Ifølge Burnham ville de to samfundssystemer (kapitalisme og socialisme) i de kommende år nærme sig hinanden.

Samfundsklasserne ville være afskaffet og klassekampen overflødig. Der var ikke længere brug for arbejderklassen som en samfundsændrende faktor.

I stedet ville et lag af ”managers” overtage produktionen og bestemme samfundets udvikling.

Ifølge Taylor lod Orwell sig også inspirere af andre teoretikere fra højrefløjen.             

Men Orwell forholdt sig grundlæggende skeptisk til politiske doktriner af enhver art.

Han støttede hverken højrefløjens begejstring for kapitalisme og markedsøkonomi.

Han kunne heller ikke godtage stalinisternes begejstring for Sovjetstaten - og forholdt sig kritisk overfor det britiske Labour.

Den mest præcise betegnelse for hans politiske holdning er nok ”libertær socialist”.

Uanset politisk holdning skal Orwell roses for sin kritiske holdning til de mange på venstrefløjen som forholdt sig helt ukritisk til Sovjetstaten og dens udvikling og til dens halehæng i de stalinistiske partier.

 

Kilde:

http://www.djtaylorwriter.co.uk/

 

Helte og skurke i historien om invasionen i Irak 2003.

Katharine Gun på vej til retten 2004.
Ansat i det britiske efterretningstjenesteCGHQ.
Anklaget for brud på Official Secrets Act.

Boganmeldelse.

Marsha og Thomas Mitchell: The Spy who tried to stop the War. Harper Collins. 2008.

Denne bog handler om Katherine Gun, som før invasionen i Irak 2003 var ansat i den britiske efterretningsenhed GCHQ.

CGHQ samarbejdede med det amerikanske National Security Agency (NSA) og udvekslede fortrolige oplysninger i udenrigspolitiske spørgsmål.

Umiddelbart inden invasionen af Saddam Huseins Irak 2003 forsøgte NSA at påvirke CGHQ til at medvirke til forsøg på at afpresse lande i FN’s Sikkerhedsråd til at godkende en resolution, som godkendte en invasion af Saddam Huseins Irak.

Den britiske premierminister Tony Blair var ikke glad for en militær aktion mod Huseins Irak uden en godkendelse i FN.

Den vedtagne resolution gav ikke hjelm til militær invasion af Irak. Flere af medlemslandene i FN’s Sikkerhedsråd blev udsat for pression fra amerikansk (og britisk) hold.

Diplomater fra lande som Chile og Mexico blev udsat for pression for at stemme for en mere vidtgående resolution.

NSA (og GCHQ) foretog (via Echelon) telefonaflytninger af udvalgte diplomater og af FN’s generalsekretær Kofi Annan.

 

Kathrine Gun.

Kathrine Gun blev ansat som oversætter i GCHQ, fordi hun kunne mandarin-kinesisk.

Da hendes forældre rejste til Taiwan for at undervise fik hun en del af sin opdragelse på Taiwan. Her lærte hun mandarin-kinesisk og beherskede således sproget.

GCHQ kunne bruge hendes sprogkundskaber og ansatte hende i en alder af 28 år.

En dag i februar 2003 læste Kathrine Gun en e-mail fra amerikanske NSA, som beskrev de midler, som efterretningstjenesten havde tænkt sig at tage i brug for at trumfe en ny resolution igennem i FN.

Kathrine Gun tog den resolutte beslutning at sende en kopi af e-mailen til en anonym person, som hun havde tillid til.

Denne person kontaktede senere en journalist, som kontaktede en kollega ansat på det britiske dagblad The Observer.

Da journalisten på The Observer kontaktede store amerikanske dagblade som Washington Post og New York Times nægtede de at offentliggøre e-mailen, da den måske var et falsum.

The Observer valgte imidlertid at offentliggøre e-mailen, som redegjorde for de ufine midler, som Bush og Blair havde tænkt sig at gøre brug af.

Kort tid efter stod den amerikanske forsvarsminister Colin Powell op i FN’s Sikkerhedsråd og fremlagde beviser for, at Saddam Hussein opbevarede masseødelæggelsesvåben på egen jord.

USA og Storbritannien var temmelig alene i FN’s Sikkerhedsråd. Lande med vetoret i Sikkerhedsrådet: Frankrig, Rusland og Kina var imod en militær invasion og havde ikke tænkt sig at give deres tilslutning til en ny resolution.

Bush og Blair var nu henvist til at anvende andre metoder til at gennemføre deres beslutning om for enhver pris at gå i krig med Saddam Huseins Irak.

FN’s våbeninspektører havde ikke fundet masseødelæggelsesvåben på irakisk grund, så Bush og Blair måtte finde en anden begrundelse.

Begrundelsen for en militær invasion blev nu ændret til at ville sætte Saddam Husein fra magten med militære midler.

Det var lykkedes Bush at overbeviser Blair om at tyrannen Saddam Husein skulle afsættes på grund af hans åbenlyse forbrydelser mod menneskeheden (læs: irakiske kurdere og politiske modstandere).

 

Kathrines Guns arrestation.

Kathrine Gun blev arresteret. Anklaget for at have offentliggjort fortroligt materiale fra QCHQ, for brud på loven om Official Secrets.

Til trods for hendes indrømmelse af, at hun havde gjort sig skyldig i en åbenlys overtrædelse af loven om Official Secrets, opgav anklagemyndigheden imidlertid at bære retssagen til ende, da den ikke mente at kunne bære sin bevisbyrde.

Mystikken bestod i at afklare, hvad der havde ændret sig siden retssagens begyndelse og til anklagemyndighedens opgivelse af sagen.

Senere afsløringer viste, at Tony Blair af sin rådgiver (General Attorney Richard Goldsmith) havde fået 2 forskellige anbefalinger.

Først en negativ hvad angår muligheden af en militær intervention i Irak. Dernæst en positiv som retfærdiggjorde en militær intervention.

Blair valgte at holde sig til den sidste anbefaling, så han kunne støtte sin gode ven George Bush i kampen for en væbnet invasion.

Efterretningstjenesternes beskidte tricks kom frem i medierne - og Blair kom i modvind blandt nogle af sine egne partistøtter (ex-udenrigsminister og senere leder af Parlamentet Robin Cook og minister for International Udvikling Claire Short).

Det lykkedes Blair at vride sig ud sine vanskeligheder og klare frisag uden af blive væltet som premierminister.

Derimod lykkedes det ikke Iraks Saddam Husein og hundredtusinder af hans landsmænd i 2003 at overleve den militære invasion.

 

Krigsforbrydelse.   

To af verdens førende politikere og statsmænd havde skidt højt og flot på international lov og ret og kastet verden ud i en krig, som den dag i dag præger Irak og det Mellemste Østen.

Alle som støttede Irak-krigen bør drages til ansvar overfor deres retsstridige handlinger.

Det gælder både den amerikanske præsident Bush, britiske premierminister Blair og den daværende danske statsminister Anders Fog-Rasmussen m.fl.

Kathrine Gun bør til gengæld hyldes som en helt, da hun valgte at gå til medierne i en god sags tjeneste og offentliggøre de amerikanske og britiske efterretningstjenesters beskidte tricks.

Hun gjorde det ikke lettere for sig selv ved at sætte sit job og karriere på spil og udsætte sin familie for mange vanskeligheder.

Verden kan takke bl.a. hende for at vi i dag ved mere om baggrunden for den mislykkede krig i Irak.  

Kilder: 

https://www.theguardian.com/film/2019/sep/22/katharine-gun-whistleblower-iraq-official-secrets-film-keira-knightley

  

  

Neville Chamberlains håbløst idealistiske appeasement-politik.

Rigskansler Adolf Hitler hilser på den britiske premierminister Neville Chamberlain i et af sine mange forsøg på at formilde diktatoren.

Boganmeldelse.

Tim Bouverie: Appeasing Hitler: Chamberlin, Churchill and the road to War.

Penguin 2019. 

Den unge Oxford-uddannede historiker Tim Bouverie har med sin bog givet sit bidrag til historien om de bestræbelser, som et flertal af europæiske politikere forfulgte i mellemkrigstiden.

Naturligt nok har Bouverie søgelyset rettet mod den engelske konservative politiker Neville Chamberlain.

Chamberlain havde et oprigtigt ønske om at undgå en ny verdenskrig.

Han var optændt af en urokkelig tro på, at det ville lykkes ham at skabe fred med de to værste krigsmagere: den tyske kansler Adolf Hitler og den italienske diktator Mussolini.

Først da for sent gik det op for Neville Chamberlain, at Hitler ikke var til at forhandle med - og ikke ville forsones med sine fjender.

Efter den tyske Weimarrepublik i 1933 brød sammen, pegede et flertal i den tyske Rigsdag på nationalsocialisten Adolf Hitler.

Enhver handling fra nationalsocialisternes side fra 1933 pegede i retning af et totalitært diktatur.

Hitler havde absolut ikke til hensigt at indordne sig under det internationale retssystem og respektere internationale konventioner.

Det viste han gang på gang:

-      oprustning i strid ved den af ham forhadte Versaillestraktat, som indskrænkede hans      militær til højst 100.000.

-      parallelitet mellem den tyske og engelske flåde og luftvåben.

-      genbesættelse af det ”afmilitariserede” Rheinland. Indlemmelse af Østrig.

-      det tjekkoslovakiske Sudeterland (tysk mindretal) tilbage til Tyskland. Hvilket blot var et påskud for indlemmelse af hele Tjekkoslovakiet.

-      endelig hans ikke-angrebspagt med USSR og deraf følgende deling af Polen.

Alt i Hitlers udenrigspolitik pegede i én retning: ekspansion af det Tyske Rige.

Ingen kunne eller burde være i tvivl. Heller ikke Chamberlain.

Ikke alle i det britiske konservative parti var lige blinde overfor Hitlers ekspansionistiske tiltag og drøm om verdensherredømme.

Efterhånden som det blev mere og mere åbenbart, at Chamberlains forsonende politik overfor Hitler og Mussolini viste sig at være resultatløs, trådte flere og flere konservative op mod Chamberlain som regeringsleder.

Winston Churchill var mindst ligeså konservativ som Chamberlain, men mere realistisk i sin vurdering af Hitler og Mussolini.

Efter adskillige fredsforhandlingers sammenbrud og Nazitysklands besættelse af Tjekkoslovakiet brød den sidste rest af tro på ”fred i vor tid” med Chamberlain sammen.

Churchill havde længe stået på spring som afløser for Chamberlain og overtog nu posten som regeringsleder.

Hvis man ikke ønsker en alt for lang (og til tider uoverskuelig) fremstilling af Chamberlains håbløst idealistiske fredspolitik, skal man gå til andre kortere og mere præcise fremstillinger.

Historien er på Churchills side og ikke på Neville Chamberlins.   

 

Kilder

https://www.theguardian.com/books/2019/apr/05/appeasing-hitler-chamberlain-churchill-road-to-war-tim-bouverie-review

https://www.pressgazette.co.uk/hitler-the-daily-mail-and-how-lord-rothermere-showed-he-has-learned-the-lessons-of-history/

https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1111/1468-229X.12108

https://spartacus-educational.com/2WWappeasement.htm

 

 

General de Gaulle - hvilken slags diktator?

Præsident Charles de Gaulle taler fra Elysee-palæet i en TV-transmission til det franske folk.

Boganmeldelse.

Julian Jackson. A certain idea of France. The Life of Charles de Gaulle.

Penguin paperback. 2019.

 

Er det nødvendigt, at en biografi om Charles de Gaulle skal fylde mere end et par hundrede sider?

Er han virkelig så interessant en historisk skikkelse, som fortjener en så fyldig biografi som denne?

Det mener historieprofessor Julian Jackson med speciale i fransk historie på Queen Marys London University.

Er han ikke bare en blandt mange andre historiske hærførere, som endte med at blive regent?

Som f.eks. Gajus Julius Cæsar i det antikke Rom. Altså en cæsarianer?

Eller som f.eks. hans franske forgænger Napoleon Bonaparte. Altså en bonapartist?

Eller hvad med Josef Stalin, som usurperede magten i Sovjet-Rusland. Eller er det for søgt, da Stalin ikke havde en militær baggrund inden han blev politiker?   

Eller som hans spanske pendant Francisco Franco? Altså frankist?

Eller som en af Latinamerikas mange caudillo’er, som også kuppede sig til den politiske magt?

Fælles for dem alle, er at de udnyttede lejligheden til at komme til magten, da andre ikke var i stand til at bevare den.

På samme måde som Napoleon Bonaparte i 1800-tallet indledte sin karriere som menig soldat i den republikanske hær, udnyttede de Gaulle den franske 4. Republiks svagheder til at tiltuske sig magten i 1946 og 1958.

Hvis ikke den 4. Republiks parlamentarikere havde spillet fallit, var de Gaulle aldrig kommet til magten i 1946 og 1958.

Der er altså - historisk set - ikke noget enestående i de Gaulles kommen til magten i 1946 og 1958.

Men OK, hvis man er interesseret i historieskrivning som en disciplin, som handler om at beskrive en persons liv og levned ned i mindste detalje, så er Jacksons biografi relevant.

Jackson har svært ved at placere de Gaulle på en politisk højre-venstre skal, men har vis faible for de Gaulles sociale katolicisme.

En række afgørende begivenheder blev bestemmende for de Gaulles politiske liv:

1. hans vel nok største fortjeneste som politiker var da han råbte vagt i gevær, da et flertal i det franske parlament efter Hitler-Tysklands invasion i Frankrig 1940 og hængte de kollaboratører ud, som valgte at samarbejde med besættelsesmagten.

De Gaulles indsats under 2. verdenskrig gjorde, at de USA og England havde sværere ved at se bort fra Frankrig som en af sejrherrerne i 2. verdenskrig.

 

2. Det skyldtes udelukkende den 4. Republiks fallerede politikeres manglende evne til at skabe et regeringsdueligt flertal i parlamentet, at de Gaulle i 1946 blev anmodet om at redde det parlamentariske system.

 

3. Tredje gang de Gaulle agerede det parlamentariske systems frelsende engel var i 1958, da han tilbød sig som præsident på den betingelse, at han fik en ny forfatning at regere efter, som gav ham ekstraordinære præsidentielle beføjelser.

En folkeafstemning gav ham det legitime grundlag for at udøve sin suveræne magt over parlamentet.

 

4. Algier-krigen (1956-1962) splittede det franske folk og delte det i 2 lejre. Krigen udviklede sig til et blodbad, som truede med at sprede sig til hovedlandet Frankrig med attentater og politivold.

Flere fremtrædende politikere som f.eks. Francois Mitterand ville beholde Algeriet som en fransk koloni.

Andre som de Gaulle fandt det bedst at afslutte den ”beskidte” krig, som blev ført af begge parter ved at indlede fredsforhandlinger med modparten FNL.

Resultatet blev, at kolonimagten i 1962 gav Algeriet uafhængighed.

 

5. Den krise, som strejkende arbejdere og protesterende studenter i foråret 1968 bragte landet i, bragte den aldrende de Gaulle helt ud af fatning.

Han foregav at ville flygte til de franske styrker i Forbundsrepublikken Tyskland for at vinde tid og bragte dermed sin regering i miskredit.

Mens de Gaulle gik i ’flyverskjul’ i Tyskland, forhandlede hans premierminister George Pompidou med de franske fagforeninger om en forhøjelse af mindstelønnen og af lønningerne.

De 2 fagforeninger CGT og CFDT accepterede lønforhøjelser på 10 % (25 % forhøjelse af mindstelønnen) og kanaliserede dermed den opståede revolutionære situation ind i parlamentariske baner.

Fagforeningerne forrådte de strejkende arbejdere og protesterende studenter.

Efter sin hjemkomst til Frankrig fyrede de Gaulle som sin sidste handling - inden han gik af som præsident - sin premierminister George Pompidou.

 

Hvilken slags diktator?  

Jackson giver os ikke svar på hvilken form for diktator de Gaulle var, men undlader ikke at kalde ham for en sådan.

Havde de Gaulle overhovedet nogle forbilleder? Eller var han helt sin egen diktator?

Var han hverken cæsarianer, bonapartist eller en latinamerikansk caudillo i Europa?

Svaret blæser i vinden.  

Såret advokat ledes på vej af politikonstabel efter IRA's attentat på Old Baily 1972.
Dagen efter arresteredes Dolours Price i Heathrow Airport.

Boganmeldelse.

Patrick Radden Keefe: Say Nothing. A true Story of Murder and Memory in Northern Ireland. Harper Collins. 2019. Lydbog.

 

Amerikanske Patrick Radden Keefe (1976) har irske forfædre på sin fædrene side. Disse udvandrede som millioner andre irere Amerikas Forenede Stater i håb om et bedre liv.

Patrick Radden Keefe interesserede sig ifølge eget udsagn ikke særligt for sine forfædres hjemland, førend han i 2010 læste en nekrolog over den irske borgerrettighedsforkæmper - og senere medlem af the Irish Revolutionary Army (IRA) Dolours Price (1950-2010).  

Radden Keefe blev så interesseret i Dolours Prices liv og skæbne - og han besluttede at efterforske historien bag hendes politiske engagement.

Dolours Price tilhørte den generation af unge irere, som oplevede ’the years of trouble’ (”the Troubles”).

I slutningen af 1960’erne rejste der sig på ryggen af en borgerrettighedsbevægelse en protestbevægelse mod den britiske stats besættelse af de 9 grevskaber i Nordirland, som siden den engelsk-irske traktat 1921 udgjorde Northern Ireland og som er en del af Storbritannien.

Protesterne var også rettet mod den diskrimination, som et flertal af protestanter udsatte det katolske mindretal i Nordirland for.

En borgerrettighedsmarch, som krævede lige rettigheder for det katolske mindretal i Nordirland blev mødt af den britiske besættelsesmagt med vold.

Dette fik Dolours Price til at sætte spørgsmålstegn ved hele fundamentet for den engelsk-irske traktatkonstruktion fra 1921.

Dolours Price (født 1950) var indtil 1969 medlem af Peoples Democracy. Besættelsesmagtens politi (RUC) havde brugt unødig vold mod marchens deltager, hvoraf nogle kom alvorligt til skade.

Samtidigt tiltog modsætningsforholdet mellem katolikker og protestanter, som på daværende tidspunkt (1969) endnu boede side om side i Belfasts boligkvarterer.

Historisk set var Belfasts katolske befolkning blevet taget i forsvar af den irske modstandsorganisation IRA (Irish Revolutionary Army).

IRA havde imidlertid siden sin sidste ”bombekampagne” i 1962 ligget i dvaletilstand. Organisationens gamle garde havde mere eller mindre lagt pistolerne til side og koncentrerede sig mere om at forsvare den katolske befolknings daglige levevilkår.

Med optrapningen af de mere og mere voldelige sammenstød mellem de 2 befolkningsgrupper viste IRA’s ”gamle garde” sig ude af stand til at opstille en politisk strategi for et forsvar for det katolske mindretal, som nu ikke blot blev diskrimineret, men også blev udsat for voldelige overgreb.

En intern opposition i IRA opstod nu, som problematiserede den gamle gardes       inaktivitet gennem årtier og som ledte efter et passende modsvar på den britiske besættelsesmagts ensidige støtte til det protestantiske flertal og til de tiltagende protestantiske overgreb.

Dolours Price tilsluttede sig IRA på et tidspunkt (1969), hvor organisationen var i opbrud.

Tilhængerne af en mere militaristisk linje i IRA besluttede at danne et modstykke til det stagnerende ”officielle” IRA og dannede det ”provisoriske” IRA.

Begge grupper gjorde krav at repræsentere det historiske IRA.

Men bogens styrke ligger ikke i at redegøre for den historiske eller organisatoriske baggrund for fraktionsdannelser i IRA.

Patrick Radden Keefe er mere interesseret i at undersøge og fremlægge historien om Dolours Prices liv og skæbne.

Hvis man vil forstå baggrunden for udviklingen i det daværende IRA og splittelsen mellem det ”officielle” og ”provisoriske” IRA, er det nødvendigt at gå til andre kilder.

Radden Keefes bog bidrager ikke til en yderligere opklaring af den spændende historie om det ”provisoriske” IRA’s politiske udvikling.

I sin fortælling trækker han store veksler på det forskningsarbejde, som en række personer med tilknytning til Boston College har udført - og som senest er fremkommet i Ed Molonys bog ”Voices from the Grave. Two Mens War in Ireland”. Faber and Faber. 2010.

I sin bog har Ed Molony interviewet en række personer, som var fremtrædende i det ”provisoriske” IRA fra slut 1960’erne til en gang i 1980’erne.

Blandt de interviewede er også Dolours Price, Raddens hovedperson.

Ed Molonys bog centrerer sig især om det overordnede spørgsmål om, hvorfor IRA lod sig lede på vildspor.

De mange civile ofre for IRA’s bombeattentater (som ikke i alle tilfælde kun var rettet mod institutioner, som repræsenterede den britiske besættelsesmagt), hvilket stred mod IRA’s grundholdning om ikke at skade civilbefolkningen.

De stikkerlikvideringer som IRA foretog af egne medlemmer, som mistænktes for at have ”forrådt” organisation og leveret oplysninger til brug for besættelsesmagten.

Molonys bog opstiller et modsætningsforhold mellem bogens 2 hovedpersoner (Brandon Hughes og Gerry Adams), som begge tilsluttede sig det ”provisoriske” IRA i slut-1960’erne.

Molony tager klart parti for Brandon Hughes (1948) som døde kort efter interviewet.

Brandon Hughes, Dolours og hendes søster Marian Price (og mange andre) kritiserer Sinn Feins nu afgåede leder Gerry Adams for at have svigtet organisationens idealer og givet køb på dens mål: et uafhængigt og forenet Irland (Nord -og Syd).

Striden går som en rød tråd i IRA’s historie.

Hvilke midler skal organisationen bruge i sin kamp for uafhængighed af den britiske besættelsesmagt: parlamentarisme eller væbnet kamp?

De fleste i IRA og Sinn Fein vil mene, at de to veje ikke står i modsætning til hinanden, men snarere kompletterer hinanden.

Radden Keefe er stærkt optaget af de 2 Price-søstres skæbne.

Fælles for Gerry Adams, Brandon Hughes og de to Price-søstre er, at alle har medvirket til (eller deltaget i planlægningen) af attentater primært rettet mod institutioner, som repræsenterede den britiske besættelsesmagt i Nordirland.

De 3 (de to Price-søstre og Brandon Hughes) er dømt for planlægning af og medvirkning til terrorhandlinger.

De to søstre blev i 1972 idømt 20 års fængsel for medvirken og deltagelse af bilbombeattentater i London.

Brandon Hughes var blandt IRA’s sultestrejkende fanger, som krævede at få status som politiske fanger (ikke som almindelige kriminelle).  

Gerry Adams sad kortvarigt fængslet i 1972, men blev løsladt, da han skulle medvirke i fredsforhandlinger med besættelsesmagten.  

Gerry Adams blev senere (i 1985 som medlem af det britiske Underhus) udsat for et mordforsøg.

Så alle har i store dele af deres liv levet i farezonen.

Som led i aftalen med de interviewede (Dolours Price og Brandon Hughes) lovede Ed Molony, at de først ville blive offentliggjort efter deres død.

Både Dolours Price og Brandon Hughes er i mellemtiden døde - og Molony kunne således i 2010 offentliggøre båndene med den transskriberede tale.

Udskrifterne af de båndede interview viser, at Dolours Price i flere tilfælde medvirkede til bortførelse og henrettelse af nogle af IRA’s egne medlemmer.

Formelt set skulle dødsdomme afsiges af et øverste råd i organisationen, mens det var op til lokalafdelingerne selv at udføre ordren. Nærmere specifikation gaves ikke.

Gængs praksis var at føre ”forræderne” - som organisationen betragtede som stikkere - syd for grænsen til republikken Irland og lade den henrette der.

Dette skete i 16 tilfælde og Dolours Price indrømmede at have medvirket til nogle af disse bortførelser og henrettelser.

Særligt et tilfælde interesserer Radden Keefe: bortførelse og henrettelse af en enlig mor til 10 børn Jean Conville.

Radden Keefe kritiserer Ed Molony for ikke at ville frigive et særligt interview med Dolours Price, hvor hun sigende skulle have indvilliget at tale om sin medvirkning til mordet på Jean Conville.

Radden Keefe researcher sig frem til, at 3 personer har medvirket til mordet. De 2 er kendte.

Radden Keefe spekulerer nu: Hvis den ene er Dolours, kunne man så ikke tænke sig, at den 3. var hendes nulevende søster Marian. De 2 fulgtes jo ad i tykt og tyndt som ”siamesiske tvillinger”?

Radden Keefes spekulationer hører mere hjemme i en kriminalroman end i en seriøs historiefortælling.

Kan måske komme ind under betegnelsen ”true crime”.

For at gøre historien færdig. Mens Dolours gik i graven med hemmeligheden om sin deltagelse i mordet på Conville, lever søster Marian stadig.

Marian Price har ikke opgivet troen på et forenet Irland (Nordirland og Republikken Irland) og optræder stadig ved lejlighed til fordel for den del af den republikanske bevægelse, som stadig kæmper for et forenet Irland.

Senest er Marion blevet idømt en fængselsstraf for at have købt en mobiltelefon til de 2 dømte medlemmer af organisationen Real IRA, som forøvede et attentat mod 2 britiske soldater i Nordirland - og som skulle have været brugt til at advare politiet mod attentatet.

Marion har i interviews givet udtryk for sin kritik af Gerry Adams og hans efter hendes mening fejlslagne strategi for opnåelse af irsk uafhængighed og et forenet Irland.

Gerry Adams benægter ikke blot sit organisatoriske medansvar for sin organisations planlægning af attentater (som kostede hundreder af menneskeliv), men fornægter også sit medlemskab af det provisoriske IRA.

En tykkere løgn findes næppe.

 

Øvrige kilder:

https://www.irishpost.com/news/dolores-price-documentary-reviews-159106

https://www.nytimes.com/2013/01/26/world/europe/dolours-price-defiant-ira-bomber-dies-at-61.html

https://www.imdb.com/title/tt8649148/

http://news.bbc.co.uk/2/hi/uk_news/northern_ireland/8363837.stm

https://www.theguardian.com/world/2003/mar/13/gender.uk

https://www.irishtimes.com/news/crime-and-law/marian-price-sentenced-for-massereene-attack-phone-link-1.1647007

https://thebrokenelbow.com/2018/10/31/marian-price-the-truth-about-new-books-allegation/

 

 

 

 

 

Den kinesiske Folkerepublik - de forsvundnes republik.

Svenske Peter Dahlin blev 3. januar 2016 arresteret af sikkerhedspolitiet i Folkerepublikken Kina og udsat for forhør, aftvunget en falsk tilståelse, som han efterfølgende måtte læse op på kinesisk Tv.

Boganmeldelse.

Michael Caster: The Peoples Republic  of the Disappeared. Stories from inside China’s system for enforced disappearances. Safeguard Defenders. 2017.

I 1997 fik Folkerepublikken Kina overdraget den indtil da britiske kronkoloni Hongkong i forvaring. Traktaten som regulerede Hongkongs status i Folkerepublikken Kina bevarede delvis Hongkongs selvstyre.   

Folkerepublikken accepterede princippet om ”to lande - et styre”, hvilket i sig selv var en modsigelse. Hvorledes skulle Hongkong kunne bevare sin borgerlige demokratiske styreform i Folkerepublikken, hvor det kinesiske kommunistparti er enevældigt?

Hvad havde man forestillet sig? Havde man virkeligt forestillet sig at have et delvist uafhængigt Hongkong, som var administreret af Folkerepublikken Kina?

På hvilke områder skulle Hongkong være uafhængigt af Folkerepublikken?

Hvilken styreform skulle Hongkong have? Et pluralistisk flertals partistyre som i vestlige demokratier eller et et-partistyre som i Folkerepublikken?

Styreformen var dikteret af Folkerepublikkens repræsentanter i Hongkong. Styreformen blev kun delvist demokratisk og delvist autoritær. Et hybrid mellem et flertalsdemokrati og et partidiktatur.

Det måtte i længden være utilfredsstillende for et flertal af Hongkong-kinesere.   

 I stedet for at blive et mønster eksempel på den verdensfjerne tanke om alternative styreformer inden for den samme stat, er Hongkong blevet skueplads for kampen mellem de 2 styreformer.

Når tilhængerne af borgerligt demokrati i Hongkong skeler til Folkerepublikken Kina, ser de et modbydeligt diktatur, som kaster sine politiske modstandere i fængsel.

Bogen ”The Peoples Republic of the Disappeared” giver 11 eksempler på den retsstridige behandling som regimemodstandere risikerer at blive udsat for, hvis Folkerepublikkens styreform får lov at herske i Hongkong.

Til trods for en tilsyneladende retmæssig lovgivning overholder Folkerepublikkens lovinstanser ikke sin egen lovgivning.

Den forbryder sig mod alle menneskerettigheder, overholder ikke de mest grundlæggende retsprincipper for en ordentlig retsproces.

Ingen af de anholdte bliver forelagt et anklageskrift, tilbudt adgang til en forsvarsadvokat.

De anholdes og bortførers til hemmelige opholdssteder, hvor de isoleres og udsættes for langvarige og udmarvende forhør.

De mishandles af deres vogtere og udsættes for psykisk og fysisk tortur gennem længere tid. De pårørende underrettes ikke om deres skæbne.

Kort og godt - Folkerepublikken overtræder alle de elementære menneskerettigheder.

Folkerepublikkens klare brud på og overtrædelser af de elementære menneskerettigheder burde føre til et internationalt ramaskrig i protest herimod.

Men det er så som så med det internationale samfunds vilje til at sige Folkerepublikken imod. Tilsyneladende er frygten for at lægge sig ud med den mægtige kinesiske Folkerepublik for stor.

Det kan der være mange grunde til.

En indlysende grund kunne være, at det ville kunne påvirke udenrigshandlen i ugunstig retning - og stille udenlandske erhvervsvirksomheder i Kina i dårligt lys.

Politikere i Vesten foretrækker hellere at tie - og ”satse på” det stille diplomati i kulisserne.

Ved at tie stille om Folkerepublikkens systematiske overgreb på demokratiforkæmpere i selve Folkerepublikken og ved ikke at støtte demokratiforkæmpere i Hongkong, støtter man indirekte regimet i Folkerepublikken Kina.

De millioner af protesterende i Hongkong kender utvivlsomt til forholdene i Folkerepublikken og ønsker ikke de samme tilstande i Hongkong.

De kender til de tilfælde af bortførelser af forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder i Folkerepublikken, som Michael Casters 11 eksempler i bogen vidner om.

Den eneste måde at udgive systemkritiske bøger om Folkerepublikken er at lade dem trykke i Hongkong - og smugle dem ind i Folkerepublikken.

Adskillige forlagsredaktørerne er af Folkerepublikkens sikkerhedspolitik blevet pågrebet - og bortført fra Hongkong til Folkerepublikken for at blive udsat før forhør og udsat for tortur med henblik på at fremtvinge en tilståelse, som sikkerhedspolitiet har fabrikeret.

Den falske tilståelse filmes på video - og kan således bringes i kinesiske medier til frygt og afskrækkelse for befolkningen.

En effektiv måde at skræmme Folkerepublikkens befolkning på til ikke at gøre oprør.     

Brasiliansk militærdiktaturs brutale undertrykkelsesformer 1964-1985.

Marcos Arruda. Bortført af det brasilianske militærdiktatur 1970.
Udsat for brutal tortur og først løsladt året efter.

Boganmeldelse.

Lina Penna Sattamini: A Mothers Cry. Edited by James N. Green. 2010. Duke University Press.

Hvis Brasiliens nyvalgte præsident Jair Bolsonaro har lært noget af sit lands politiske fortid, må det være perioden under de militære diktatorer fra 1964 til 1985.

Her kan han finde inspiration til den beundring, som han nærer for det brasilianske militærdiktatur.

Han kunne f.eks. finde inspiration ved at læse Lina Penna Sattaminis (og James E. Greens) beretning om sine mange anstrengelser for at informere verden om sin søn - Marcos Arrudas - trængsler og pinsler i militærdiktaturets torturkældre og fængsler.

Marcos Arruda var blot en blandt mange af militærdiktaturets modstandere, som blev arresteret, fængslet og udsat for bestialske torturformer, da han sammen med mange andre blev pågrebet i 1970.

I militærdiktaturets øjne begik Marcos en dødssynd ved som studerende at lade sig ”proletarisere” på en fabrik, hvor han var fagligt aktiv og kæmpede for fastholdelse af arbejdernes rettigheder under militærdiktaturet.

Han delte lejlighed med nogle af sine arbejdskammerater, som også var fagligt aktive og tilmed medlem af en venstreorienteret organisation.

Han udgjorde dermed i militærdiktaturets øjne en ”sikkerhedsrisiko for staten” og skulle derfor sættes under lås og slå.

Marcos blev som mange andre udsat for militærdiktaturets ekstra-judiciale praksis med at bryde enhver lov og ret. Militærets og politiets efterretningstjenester fik hjælp til deres beskidte arbejde fra frivillige medhjælpere, som tilbød sig (Operation Bandairantes).

Heriblandt fremtrædende forretningsfolk og politikere.

A Mothers Cry” optrykker breve fra Marcos’ familie (mor, mormor og søskende), som gør alt for at hjælpe og trøste ham under hans månedlange fængselsophold, hvor han udsættes for vedvarende afhøringer og tortur.

Til forskel for militærdiktaturets andre fanger havde Marcos den fordel, at hans mor Lina Sattamini arbejdede for det amerikanske Udenrigsministerium (USAID) - og var bosiddende i Washington D.C.

Hun kunne trække på alle sine personlige kontakter i USA og til personer, som var villige til at føre kampagne for samvittighedsfanger som Marcos Arruda.

Enhver brevveksling mellem Marcos og hans familie var underkastet censur. Alligevel formåede hans familie at opretholde forbindelsen med deres indespærrede søn.

I et afsluttende efterskrift beretter Marcos Arruda selv om baggrunden for militærdiktaturets arrestation af ham. Enhver opposition blev bekæmpet med hård hånd. Ofrene forsvandt enten sporløst - eller slap ud af fængslerne som invalider.

Heldigvis lykkedes det Marcos at slippe nogenlunde helskindet fra sine 13 måneders ophold i militærdiktaturets torturkamre.

Det skulle dog ham 8 år efter sin løsladelse i 1971, førend han kunne vende tilbage til Brasilien på et tidspunkt, hvor militærdiktaturet begyndte at smuldre.  

Lina Penna Sattaminis beretning og breve til sin søn har fået fornyet aktualitet ved valget af den forhenværende militærmand Jair Bolsonaro til præsident.

Mange vælgere havde sat deres lid til, at venstrefløjen i Brasilien i form af Lula da Silva (senere Dilma Rousseff) og det brasilianske arbejderparti (PST) ville indfri deres forventninger blev mange slemt skuffet over partiets manglende evne til at føre deres løfter ud i praksis.

PST fik ikke bugt med den udbredte fattigdom og altomfattende kriminalitet i storbyernes favela’er.

Lula da Silva og Dilma Rousseff faldt som ofre for højrefløjens propaganda og beskyldninger om svig og bedrageri med offentlige midler (operation bilvask).

Nu er højrefløjen i kraft af Jair Bolsonaro igen kommet til magten i Brasilien.

Gad vide hvad han har lært af landets fortid som militærdiktatur?

Vil han gentage den samme forfølgelse af alle sine modstandere på samme måde som hans forgængere under militærdiktaturet fra 1964-1985?

Eller vil han finde en ny form for undertrykkelse af de brede folkemasser?   

  

  

Vichy-Frankrig. Et eksempel på samarbejdspolitik.

Henry Petain (1856-1951).
Fransk general under 1. verdenskrig. Fik overdraget magten af et flertal i det franske parlament 1940.
Stod i spidsen for det tysk-venlige Vichy-regime 1940-1944.

Boganmeldelse.

Robert Paxton: Vichy France. Old Guard and new Order 1940-1944. Columbia University Press. 2001

Hitler-Tysklands invasion af det besatte Frankrig i foråret 1940 var en ydmygelse for mange franskmænd. Den franske hær havde ikke været i stand at stille noget op mod Hitlers panservogne og kampfly.

På forbløffende kort tid måtte de franske tropper give fortabt - og slaget var ude for den 3. franske Republik.

Efter at have set det forsmædelige nederlag i øjnene, måtte Republikkens ledende politikere finde en grimasse, der kunne passe.

De panikslagne politikere stod nu overfor valget mellem en total underkastelse under et tysk rædselsherredømme eller - om muligt - noget der var mildere end det.

Et flertal i det franske parlament valgte at bede den aldrende general marskal Petain om at lede det slagne Frankrig under tysk besættelse.

Petain blev synonym med Vichy-Frankrig.  

Robert O. Paxton gør opmærksom på, at Frankrig ikke blev påtvunget den aldrende general, marskal Petain som en tysk marionet.

Et flertal i det franske parlament pegede selv på den aldrende veteran fra 1. verdenskrig som Frankrigs kommende leder i et tysk besat Frankrig.

Ganske vist fik han kun tildelt en lille bid af Frankrig omkring den lille provinsby Vichy i Midt-Frankrig. Resten af det store land skulle den tyske besættelsesmagt nok tage sig af.

General Petain fik lov at herske i Vichy indtil de allieredes landgang i 1944, som gjorde hans marionet-styre overflødigt.

Ikke mange forskere uden for Frankrig havde beskæftiget sig med Vichy-regimet, da Paxton i 1971 udgav sin bog for første gang.

Paxton havde kun begrænset adgang til de franske arkiver (lokalt som nationalt) og kunne ikke være helt sikkert på sin påstand om, at regimet havde bred opbakning i den franske befolkning.

I sit ny forord fastholder Paxton sin påstand.  

Ved at støtte general Petain som rådspræsident havde den 3. Republiks ledende politikere spillet sig initiativet af hænde.  

De var nu sat ud af spillet i et godt stykke tid. Hvor længe vidste de ikke. I 1940 syntes meget at pege på en tysk sejr.

Petain havde ikke en bevægelse bag sig - og revl og krat på den yderste højrefløj flokkedes omkring ham.  

Paxton bruger meget plads på at beskrive det slagsmål, som udspillede sig under Vichy-regimet mellem de forskellige dele af den yderste højrefløj, som alle vejrede morgenluft ved udsigten til at få del i (den begrænsede) magt.

Den yderste højrefløj havde i mellemkrigsårene forsøgt at omstyrte den 3. franske Republik - såvel med lovlige som ulovlige midler.

Den 3. Republik slap med skrækken til trods for alvorlige økonomiske, politiske og moralske kriser.

Om muligheder og betingelser for en fascistisk magtovertagelse med udgangspunkt i højreradikale massebevægelser på landet i Frankrig se Paxton: French Peasant Fascism. Henry Dorgieres Greenshirts and the Crisis of French Agriculture 1929-1939. Oxford University Press. 1997

Med Hitler-Tysklands besættelse af Frankrig fik den yderste højrefløj mulighed for at vise, hvad den ville stille op med statsmagten (selvom det kun var på en lille af det franske territorium).

Konservative nationalister, klerikale monarkister og fascister (og folk af ubestemmelig karakter). Alle flokkedes om at komme til truget og få sin del af kagen i Vichy.

De fleste ønskede at skabe en autoritær stat. En del havde Mussolinis Italien som forbillede. Andre var ikke så præcise i deres ønsker om en ’ny orden’ af en slags.

Men ikke alle kunne komme til fadet - og der udspilede sig en brav magtkamp mellem de forskellige dele af den yderste højrefløj.

Lad os her fremhæve 2 af dem som ikke kom til ædetruget i Vichy.

Den ene Jacques Doriot havde vandret fra den yderste venstrefløj i det franske kommunistparti (PCF), hvorfra han blev ekskluderet 1934, hvorefter han brød med sin fortid som stalinist og i 1936 stiftede et højrepopulistisk parti Parti Populaire Francais (PPF).

I parentes bemærket var Doriot ikke den eneste, der vandrede fra det stalinistiske PCF til PPF og videre til Petains Vichy-regime. Lad os blot nævne Doriots mangeårige nære medarbejder Paul Marion.    

I de turbulente år op til 2. verdenskrigs udbrud havde han udviklet sig til en arg anti-kommunist og samlede adskillige titusinder af tilhængere i sit parti PPF.

Hans PPF var ellers langt det største parti blandt bejlerne til magten i Vichy. Doriot plejede sine forbindelser med højtstående personer i den tyske besættelsesmagt, som han håbede ville lægge et godt ord ind for ham.

Men måske var det hans skumle fortid i PCF, som lagde ham hindringer i vejen for at komme helt til tops i Vichy.

Han endte på tragisk vis med at miste livet ved et flybombardement i foråret 1945.

En anden som heller inde nåede magtens tinder i Vichy var den rebelske bondeleder ’Dorgeres’ (Henry Auguste d’Hallain).

Dorgeres forsøgte under mellemkrigsårenes økonomiske krise at kæmpe for de små bønder interesser. Ene mand lykkedes det ham at hverve titusinder af utilfredse småbønder og forpagtere, som klagede over statens indgriben i bønderne erhverv.

Modstand mod skatteopkrævning, indbetaling til sociale bidrag og tvangsauktion af forgældede landbrugsejendomme.

Dorgeres og hans bevægelses mål var en korporativ stat - men uden statslig indblanding (etatisme).

Doriot kan med rette kaldes fascist - eller sågar nazist. Dorgeres var ingen af delene.

Vichy-regimet bestod i sandhed af en broget flok.      

   

Jacques Doriot - fra stalinist til fascist.

Jacques Doriot (1898-1945).
Som ung medlem af det franske kommunistpart PCF 1934 ekskluderet som "højreafviger".
1936 grundlægger af højreekstreme Parti Populaire Francais.
Dræbt af bombefly 1945.

Jacques Doriots (1898-1945) liv kunne sagtens have formet sig på en anden måde end det gjorde. Hans liv blev på mange måder en fiasko.

Han er da også blevet forbigået af de fleste historikere, når de skulle skrive første halvdel af det 20. århundredes historie.

Men der er grund til at tage hans livsforløb og grumme skæbne op til fornyet overvejelse.

Det gjorde den franske historiker Jean Paul Brunet, som i 1986 udgav en biografi om Jacques Doriot. Bogens titel: Jacques Doriot: Du communisme au fascisme.

Doriots forvandling fra medlem af det franske kommunistparti (PCF) og til hans grundlæggelse af det højrepopulistiske og senere fascistiske Parti Populaire Francais (PPF) er en forunderlig rejse, som er værd at betragte nøjere.

Doriots liv udspændte sig i første halvdel af det 20. århundrede og hans livsskæbne var således i høj grad forbundet med det første halvdel af det 20. århundredes økonomiske og politiske begivenheder.

Man kan således ikke bruge hans politiske vandring fra det yderste venstre til det yderste højre som prototype på en sådan udvikling. Men nok tage ved lære af den.

 

Doriot som revolutionær marxist.

I en ung alder meldte han sig ind i det nystiftede franske kommunistparti (PCF) og viste sig hurtigt som en fremragende agitator for partiet.

Han blev valgt til formand i partiets ungdomsforbund Jeunesses Communistes (JC), blev medlem af partiets øverste ledelse, politbureauet og blev af valgt til formand for Kommunistisk Internationale (Komintern) ungdomsforbund.

I 1920’erne repræsenterede han det franske kommunistparti (PCF) i Kominterns Eksekutivkomité (EKKI).

Doriot var således op gennem 1920’erne et indflydelsesrigt medlem af kommunistiske verdensbevægelse.

 

1927 - Doriot kom i tvivl.

Første gang Doriots politiske liv tog en vending, var da han som del af en ”international arbejderdelegation” af Kommunistisk Internationale i 1927 blev sendt til det borgerkrigshærgede Kina for at undersøge årsagerne til, at det kinesiske kommunistparti var blevet knust af Chiang Kai Shek’s nationalistiske Kuo Minh Tang (KMT).

Stalin-fløjen i det sovjetiske kommunistparti var godt i gang med at bekæmpe sine politiske modstandere i partiet og i Komintern.

Stalin forkastede Lenins og Trotskys tanker om en verdensrevolution og ønskede udelukkende at satse på en geopolitisk og militærstrategisk konsolidering af Sovjet-Rusland.

I det borgerkrigshærgede Kina kæmpede de relativt få kinesiske kommunister sammen med Chiang Kai Sheks nationalistisk Kuo Minh tang (KMT) mod invaderende tropper fra det kejserlige Japan.

Stalin havde opfordret de kinesiske kommunister til at tilslutte sig KMT og støtte dets venstrefløj. Alliancen med KMT blev aldrig for alvor til noget og krigsherren Chiang Kai Shek vendte sig mod sine kommunistiske forbundsfæller, som blev knust i en massakre i Shanghai 1927.

I stedet for at indrømme sin fejlagtige strategi, sendte Stalin og Komintern de kinesiske kommunister ud i en håbløs og uansvarlig opstand, som Chiang Kai Tjek nedkæmpede med utallige dødsofre til følge.

Sagen burde således være klar. Doriot burde have tilsluttet sig de kræfter i Komintern, som tog afstand fra Stalins og Kominterns fejlagtige og skæbnesvangre politik i Kina.

 

Doriot tav om Kina.

I stedet valgte han som mange andre i den staliniserede verdensbevægelse at tie og makke ret.

Stalin havde kastet samtlige partier i Komintern ud i et opgør med sine politiske rivaler. Sinovjev, Kamenev og Trotsky.

Fra midt i 1920’erne var Komintern ikke længere en verdensomspændende organisation, hvor bevægelsens medlemmer frit kunne diskutere politik og udveksle meninger.

Stalin havde fjernet enhver form for indre partidemokrati og udelukket enhver form for fri diskussion.

Enhver som ønskede at medvirke i bevægelsen, blev automatisk inddraget i Stalins magtkamp mod sine politiske rivaler.

 

Doriots lokale magtbase i PCF.

Doriot veg ikke tilbage for at deltage i magtkampen i det franske kommunistparti (PCF). Han havde sin magtbasis i den nordlige forstad til Paris Saint Denis, som lå i det ”røde bælte”.

Arbejderforstaden havde i mere end et århundrede været ”rød” (først SFIO nu PCF).

Doriots rivaler i det franske kommunistparti var Maurice Thorez og Jacques Duclos. Alle 3 var retlinede stalinister og alle lige magtbegærlige.

Doriot var et fremtrædende medlem af partiets gruppe i det franske parlament (Chambre Nationale). Brunet gengiver lange uddrag, hvor han hudfletter fransk kolonialisme og fransk udenrigspolitik.

Doriot var en mesterlig taler og formåede at gøre selv indviklede politiske problemstillinger enkle og forståelige. Han startede som en godt skolet marxist - og blev senere en veltalende.

I kraft af sin appel til masserne og sin position i partiet kandiderede han til stalinist at blive partiets generalsekretær. Men Thorez havde samme ambition.

 

Stalins kursskifte 1928.

Sidste i 1920’erne kom Stalin frem til den opfattelse, at verdenskapitalismen havde bevæget sig ind i sin 3. fase efter 1. verdenskrig.

Efter en fase med ”relativ konsolidering” ville kapitalismen nu bevæge sig ind i en fase, som kunne sætte dens fortsatte eksistens på spil.

Stalin så pludseligt muligheder for gennemgribende samfundsomvæltninger i Vesteuropa.

Sloganet om ”proletarisk enhedsfront” og ”aktionsenhed” med de reformistiske arbejderpartier skulle udskiftes med ”enhedsfront fra neden” med henblik på at adskille reformistiske arbejdere fra deres ledere, som nu blev betegnet som ”socialfascister”.

Historisk set var betegnelsen kontrarevolutionær om de socialdemokratiske ledere korrekt nok. Men denne kunne ikke ophøjes til en generel strategi - og da slet ikke til en gangbar taktik.

Strategien var kontraproduktiv, da den skabte splittelse i arbejderbevægelsen - i stedet for at forene den.

Doriot fulgte partiparolen et stykke tid, men indså snart, at det ikke var vejen til at skabe enhed i arbejderbevægelse og styrke arbejderklassen overfor et kampberedt borgerskab.

Han begyndte forsigtigt i sin magtbasis i Saint Denis at indgå uformelle aftaler med lokale medlemmer af SFIO og CGT om aktionsenhed.

Februar 1934 kom det til voldsomme kampe mellem antifascister på venstrefløjen og fascistiske grupper på den yderste højrefløj i Paris’ gader.

Doriot udviste et stort personligt mod ved at deltage i kampene mod voldelige højreekstremister, men Thorez søgte tilflugt i partiets hovedsæde.

Doriot høstede stor anerkendelse i partiet for sin indsats, mens Thorez - i medlemmernes øjne - fremstod som en kujon.

 

Stalins ny kursskifte 1934.

Efter at Hitler i januar 1933 fik overdraget magten af den tyske Rigsdag og den franske højrefløjs opblomstring i februar 1934, begyndte Stalins tilhængere i Komintern at tvivle på om ”klasse mod klasse” var den rigtige parole.

Selv Thorez i det franske kommunistparti kom nu i tvivl.

Hvis Stalin nu sadlede om, skulle han give sine kritikere ret i, at hans ”klasse mod klasse”-strategi var forkert. 

Stalin anså Thorez og Duclos for mere loyale end Doriot, som havde sin egen magtbase i partiets distrikt nord for Paris.

Stalin havde brug for syndebukke, hvis han skulle lægge sin kurs om. Modstandere af hans ultra-venstre sekteriske kurs kaldte han ”højre-afvigere og ”forsonere”.

Doriot var således en af disse, som burde udelukkes fra Komintern og dens partier.

Nu opstod den paradoksale situation, at Stalintern ekskluderede den højreopposition, som havde opponeret mod hans ultra-venstre sekteriske kurs - hvorefter han selv overtog den - kvit og frit.

Stalin gik ovenikøbet et skridt videre og gjorde strategien om aktionsenhed med de reformistiske ledere til en strategi om klassesamarbejde med dele af de herskende klasser - kaldet folkefrontsstrategi.

På en ekstraordinær konges i Ivry-sur-Seine 23.-26. juni 1934 blev tilhængeren af aktionsenhed og ”enhedsfront fra oven” Doriot - efter nogen tøven - ekskluderet af PCF.

Kort tid efter blev den ny strategi af Komintern ophøjet til officiel doktrin.

Doriot havde på sin vis sejret - men nu udstødt af det parti, som han havde været med til at grundlægge og som havde ofret det meste af sin tid på.

 

Hvorhen Doriot?

Nu havde Doriot flere muligheder. Han kunne blive politisk inaktiv, hvad der ikke lå til ham. Han kunne blive i politik. Men hvor skulle han gå hen?

Her havde han - så vidt jeg kan se - mindst 3 muligheder.

Han kunne tilslutte den internationale højreopposition, som var skabt som følge af Stalins vanvittige kursskifte fra ”ultra venstre” sekterisme til folkefronts-strategi.

Stalin havde ekskluderet en række fremtrædende højrefløjs-kommunister.

Brandler og Thalheimer i Tyskland og amerikanske Jay Lovestone i USA.

Eller han kunne tilslutte den internationale Venstreopposition omkring Sinovjev og Trotsky.

Doriot valgte ingen af delene. Han værste den værst tænkelig løsning.

 

Anti-kommunisten Doriot.

Af ren og skær arrighed over ikke at være nået til tops i sit gamle parti - og måske også iblandet en snert af hævntørst mod sine gamle kampfæller - valgte han helt at bryde med sin fortid og blive anti-kommunist.

Langsomt men sikkert aflagde han sig sine gamle meninger og standpunkter og skiftede dem ud til fordel for helt andre.  

Han tog ikke bare afstand fra stalinismen i PCF og Komintern, men også fra Lenins og Trotskys revolutionære marxisme.

Han var med andre ord tabt for den internationale arbejderbevægelse.

Uden for partiet fortsatte Doriot sin kamp mod sin gamle rivaler i PCF.

Ved valget i juni 1936 erobrede han flertal i 2. runde i sin opstillingskreds i Saint Denis ved at slå PCF’s kandidat - topbureaukraten Jacques Duclos.

Dette skal ses på baggrund af den bølge af begejstring som greb dele af den franske arbejderklasse for Leon Blums folkefrontsregering med deltagelse af ministre fra PCF.

Ved valget i maj 1937 tabte Doriot dog til den opstillede kandidat fra PCF.

Formodentlig efter pres fra PCF afsatte den socialdemokratiske indenrigsminister Max Dormoy kort efter valget Doriot som borgmester i Saint Denis.  

I protest nedlagde Doriot sit mandat i det franske parlament med den begrundelse, at han ville give Max Dormoy og hans venner ”en lære i politisk redelighed”, som han dog ikke forventede, at de ville tage imod.

Doriots nedlæggelse af sit parlamentariske mandat var nok ikke hans klogeste beslutning. Nu gav han SFIO og PCF frit spil i parlamentet.

Men i stedet for at skabe et alternativ på venstrefløjen til SFIO og PCF gik Doriot en helt anden vej.

 

Doriots Parti Populaire Francais.

Med dannelsen af Parti Populaire Francais kastede han vrag på sin politiske fortid først som revolutionær marxist, dernæst som forbenet stalinist for nu at føre sig frem som den ”stærke” mand, som skulle samle de herskende klasser i Frankrig i kampen mod ”bolsjevikker” og socialdemokrater.

Doriot brugte sin personlige og politiske karisma til at forsøge at samle den franske højrefløj under sine vinger i Parti Populaire Francais (PPF).

Men Hitlers besættelse af Frankrig i foråret 1940 kom på tværs af hans ambitioner.

Han kunne vælge mellem at fortsætte sit forehavende i PPF og stille det til rådighed for den Vichy-regering, som et flertal i det franske parlament havde overdraget krigsveteranen fra 1. verdenskrig marskal Petain den forfatningsmæssige ret til.

I en tid forsøgte Doriot at gøre sin indflydelse gældende hos marskallen i Vichy, som dog valgte at alliere sig med andre beundrede fra den ekstreme højrefløj.

Selv ikke efter at Doriot meldte sig frivilligt til at kæmpe sammen med det tyske Waffen-SS på den tyske Østfront, ville Hitler acceptere ham som det bedste bud på en fransk ”Führer”.

Hans liv fik en tragisk ende, da han i januar 1945 på vej til et møde med en af sine rivaler i Vichy-regeringen, som tyskerne havde installeret på et slot i Zigmaringen, blev ramt af bomber fra et allieret fly.

Indtil det sidste troede Jacques Doriot på, at Hitler-Tyskland ville vinde krigen, og at han ville blive indsat som Hitler-Tysklands ”marionet” i Frankrig.

 

Anvendt litteratur.

Jean-Paul Brunet: Jacques Doriot. De communisme au fascisme. Editions Balland. 1986

Bernard-Henry Lejeune: Historisme de Jaques Doriot et du Parti Populaire Francais. Tome I. « Avant la Defaite de 1940 ». Les nouveaux cahiers du C.E.R.P.E.S 1976.

  

 

 

Hugo Chavez - en mand af store ord.

Hugo Chavez var mere katolik end socialist.
Her med et krucifiks i hånden efter højrefløjens mislykkedes kupforsøg 2002.

Boganmeldelse.

Rory Carroll: Comandante. Life and Legacy of Hugo Chavez. Canongate Books. 2013.   

 

Chavez var en mand af mange og store ord.

Ordene, som kom ud af hans mund, lød rigtige og smukke.

Mange på venstrefløjen lod sig besnakke af alle hans smukke ord.

Og de var smukke.

Folkelig magt, lokale råd, gratis skolegang og sundhedsklinikker, ordentlige boliger og en fungerende infrastruktur.

En general højnelse af befolkningens levestandard.

Men noget manglede for, at hans mange gode intentioner kunne realiseres.

Chavez var først og fremmest soldat.

I 1998 mislykkedes hans og hans få kampfællers forsøg på militærkup - og han måtte i fængsel.

Hans nære kampfæller i hæren forsøgte at befri ham, men han kom først ud, da han nogle år senere blev benådet af sin forgænger i embedet som præsident.

Belært af erfaringen stillede han i 2002 op og blev valgt som præsident.

Højrefløjen forsøgte i 2002 at kuppe ham fra magten, men mislykkedes.

Frem til sin død (mavekræft) 2013 ledte Chavez Republikken Venezuela.

Rory Carroll leverer ikke nogen politisk analyse af Venezuela under Chavez. På god journalistisk vis giver han et mangesidet portræt af personen Hugo Chavez.

I en vis forstand adskiller Chavez sig ikke fra de mange caudillo’er, som Latinamerika har været så rig på.

Chavez tilhørte den venstreorienterede udgave.

Hans regeringsstil var autoritær.

I sine mange optrædener på Tv gjorde han meget for at virke folkelig - uden at sætte sin autoritet overstyr.

Balancegangen mellem det autoritære og folkelige lykkedes forbløffende godt.

Det mest karakteristiske hos Chavez som politiker var ifølge Rory Carroll den afgrundsdybe kløft mellem alle hans løfter om forbedringer - og hans manglende evne til at føre dem ud i livet.

Det lykkedes ikke Chavez at skabe det socialistiske Venezuela, som han i 2005 lovede sin befolkning.

Stort alle hans projekter mislykkedes. I tider med høje oliepriser kunne han købe befolkningen med statstilskud til de basale fødevarer (og benzin).

I tider med lave oliepriser forsvandt tilskuddene - og befolkningen måtte vansmægte. Rory Carrolls biografi er fuld af eksempler på, hvorledes Chavez’ mange smukke ideer enten løb ud i sandet, blev standset på halvvejen eller slet ikke realiseret.

Chavez gjorde ikke Venezuela mere demokratisk. Snarere det modsatte.

Hans smukke tanker om rådsdemokrati blev ikke ført ud i livet på grund af modstand fra hans egne regeringsbureaukrater.

Han anerkendte ikke fagforeninger som lønarbejdernes fornemste repræsentanter og nægtede at indgå overenskomster med dem.

De menige arbejdere fik ingen indflydelse på om deres fabrik skulle lukke. Hvis de protesterede mod den udeblevne løn, blev de smidt i fængsel beskyldt for ”forræderi mod fædrelandet”.

Rory Carroll mødte og interviewede adskillige personer, som var med Chavez fra starten, men som stod af processen, efterhånden som hans mange projekter løb ud i sandet.   

Når der skal gøres status over Hugo Chavez’ indsats som politiker, må vi konkludere, at Chavez af mange grunde ikke formåede at leve op til sine mange rigtige og gode løfter om at forbedre det venezuelanske folks levevilkår.

Han har således ikke gjort det let for sin selvudnævnte efterfølger Nicolas Maduro at forvalte hans arv.       

 

 

Chavez' Venezuela er ikke socialistisk.

Simon Bolivar (1783-1830).
Kaldet Befrieren.
Chavez nærmest tilbad Bolivar og dyrkede ham som en helgen.

Boganmeldelse.

Kajsa Norman: A Heros Curse. The Perpetual Liberation of Venezuela. Hurst & Company. London 2017.

 

Her følger 5 udpluk fra Kajsa Normans bog, som er karakteristiske for Hugo Chavez, for hans stil - og hans måde at lede Venezuela på.

Og som samtidigt fortæller meget om hans ideologiske standpunkt.  

 

I.

4. februar 1992.

Efter sit mislykkede kupforsøg 4. februar 1992 fik Chavez lov på TV at holde at mane folket til ro:

Først ønsker jeg at sige god morgen til hele alle i Venezuela, men dette bolivarske budskab er direkte rettet til de modige soldater i faldskærmsregimentet i Aragua og panserbrigaden i Valencia. [min understregning]

Kammerater: De mål, som vi satte os, er desværre for indeværende ikke blevet nået i hovedstaden. Det vil sige, at vi her i Caracas ikke har været i stand til at gribe magten. Der hvor I er, har I gjort det strålende, men nu er tiden inde til eftertanke for at undgå flere blodsudgydelser. Der skal nok opstå muligheder på et senere tidspunkt og landet vil blive i stand til at definitivt at bevæge sig mod en bedre fremtid. Så hør hvad jeg har at sige jer.

Lyt til Comandante Chavez, som sender jer dette budskab. Og tænk nu godt efter. Nedlæg våbnene, for de landsomfattende mål, som vi satte os, er ikke inden for vores rækkevidde. Kammerater, lyt til dette solidariske budskab. Jeg er taknemmelig for jeres loyalitet, for jeres mod og for jeres uselviske offervilje; jeg alene bærer ansvaret overfor landet og jer, for denne bolivarske militære opstand”.

(op. cit., p. 46).

Chavez’ tilhængere i militæret planlagde at befri Chavez fra fængslet - og give ham lejlighed til at ytre sig på Tv.

I det tilfælde, at Chavez ikke slap ud af fængslet, lod han indspille et videobånd, hvor han sagde følgende:

Våbenfæller, for indeværende og for altid vender den Bolivarske Revolutionære Bevægelsen 200 [200 år efter Simon Bolivars død] vender tilbage til kampen med folkets flag højt løftet fremad mod den endelige sejr. Siden den ærværdige dag 4. februar [dagen for bevægelsens mislykkede kupforsøg] har Venezuelas mænd og kvinder opbrugt alle deres fredelige midler til at opnå de forandringer, som vi behøver for at organisere og lede Venezuela. Disse ændringer kan ikke længere udsættes”.

Klædt i uniform og rød baret sidder Chavez med det venezuelanske flag som baggrund og hvorover der med sorte blokbogstaver står ”MBR 200”.

Han sagde bl.a.: ”Venezuelas fornuftige mænd og kvinder som har forpligtet os på dette lands fremtid, er gået ud på Venezuelas gader for at slås, for med vores egne hænder at kræve vores fædrelands blodplettede ære tilbage. [min understregning]

For at begynde at opbygge et regeringssystem, som vi give os den størst mulige lykke, den størst mulige sociale sikkerhed, det størst mulige mængde politiske sikkerhed, som vores største leder Simon Bolivar udtrykte det. Dette system er og vil altid være det Bolivarske demokrati. De slåede og fejlslagne medlemmer af regeringen skal øjeblikkeligt nedlægge deres våben og skifte retning og tilslutte sig det Bolivarske flertal, som har taget kontrol med landets skæbne.

Den ny overgangsregering, som udgøres af den Patriotiske Bolivarske Junta vil om minutter henvende sig til nationen.

Venezuelanske folk, vi ber’ jer om at støtte den Patriotiske Junta. I dag er en glædens dag. Udsmyk jeres døre og vinduer med håbets trikolore [Venezuelas trefarvede flag]. Brødre og søstre! Fyld hjemlandets gader og torve for at fejre folkets sejr! Indbyd den civiliserede verden til at følge Caracas’ eksempel endnu en gang”.

(op. cit., pp. 52-53).

En knap så reaktionær regering kom til magten og præsident Caldera (Convergencia Nacional) benådede i april 1994 Hugo Chavez.                         

Dagen efter sin benådning besøgte Chavez Simon Bolivars (1783-1830) grav i Caracas.   

 

II. 8 år senere.

14. april 2002.

Nogle generaler i De Væbnede Styrker forsøgte af afsætte Chavez, men deres kup mislykkes.

Efter at have været holdt fanget på en flådebase, vender Chavez sejrrigt tilbage til Præsidentpaladset i Caracas, hvor han holder en tale:

Folket er komet til dette palads for aldrig igen at forlade det. Det venezuelanske folk og De Væbnede Styrker har skrevet en ny side og sikke en side i Venezuelas historie”.

Han tager et lille krucifiks og holder det op foran kameraet: ”Fra dette vil vi tænke efter og sætte Gud først. Vi påkalder os Jesus Kristus vor Herre, fredsbebuder, som skal genforene landet. Disse begivenheder, som medførte blod og lidelser er og bør være en umådelig lære for os alle.… Lad os bringe orden i tingene til alles fælles bedste, til Venezuelas bedste. Der er mange ting, som vi alle skal gøre bedre for at tilvejebringe ro og fortsætte med at bygge vores land, for vores børn og børnebørn”.

Denne dag er, siger han ”mindeværdig, historisk, uforglemmelig for evig og altid”.

Hvis jeg elskede jer i går, gør jeg det endnu mere i dag”.

Først i 2005 omtaler Hugo Chavez sig som socialist og taler om sit projekt som ”det 21. århundredes socialisme”.

 

III.

Alo Presidente, 10. februar 2008.

3 timer inde i en episode filmet 10. februar 2008 i Hugo Chavez’ hjemby Barinas bringer han emnet om ubrugte jorder op.

Visse steder er det forståeligt, siger han, at jorden ikke er opdyrket, men ikke her, ikke her 5 km. fra den største by i Barinas.

Hr. borgmester, hvordan kan det være”, råber han”. ”Hr. statssekretær, hr. generalkommandant for garnisonen. Hvordan kan de tillade det? Hvor er formanden for Agrarinstituttet? Hvordan kan de tillade det? Forklar mig det! Lad os høre!

Kameraet søger nu mod publikum og panorerer hen over ansigterne på de anklagede for at finde frem til de skyldige, der befinder sig et eller andet sted i mængden.

De fleste sidder som skolebørn med nedslåede øjne over for en rektor, som skælder dem ud.

Kameraet standser op og zoomer ind på ansigtet af en ung mand, der har en brun baseballkasket på, bærer sorte briller med et kraftigt stel og en khaki-farvet skjorte. Det er formanden for Agrarinstituttet, Juan Carlos Loyo.

Javel Kommandant. Planen…”

Chavez afbryder ham. ”Hvad sker der? Skal jeg selv komme og tage den jord?

”Nej Kommandant, øh…

Chavez afbryder ham igen: ”Hvad gør vi? Er der ingen repræsentanter for De Væbnede Styrker tilstede?”

Hans opmærksom skifter fra Loyo, idet han begynder at undersøge mængden for uniformer.

Hvor er De Væbnede Styrker i alt dette?”, gentager han. ”Hvor er regeringen?

Nu klapper og pifter publikum. Alle undtagen de, hvis navne han har nævnt og skældt ud.

Kameramanden zoomer ind på dem, og giver dem ikke tid førend også de bukker under for presset og begynder at klappe - omend modvilligt.

Hvor er det Regionale Agrarinstitut?”, fortsætter Chavez. ”Hvor er I alle sammen henne? Er der ingen her tilstede? Skal jeg virkelig selv komme og inddrage jorden?

Chavez vender blikket mod Juan Carlos Loyo og henvender sig igen til ham denne gang i en i blidere tone ”Hvad gør vi Loyo? Lad mig høre!”

Kommandant, det eneste mulige svar er, at der ingen undskyldning er. Jeg påtager mig det fulde ansvar.”

Tilhørerskaren klapper begejstret og efter at have lovet, at han vil gøre det bedre, får han lov at slippe. For nu. [Por ahora]. Og således forbliver Chavez én som forsvarer folket, overfor en regering som aldrig gør nok. …

Hvis hans storslåede planer slog fejl, var det ikke hans fejl, men de ministre og embedsmænd, som var sat til at udføre dem. I Alo Presidente [direkte Tv-transmissioner] holdt han dem ansvarlige, idet han spillede anklager og dommer, idet han tog afstand fra deres dårlige beslutninger ved at overføre ansvaret til en eller anden end sig selv.

Snart rodfæstede et nyt motto sig i befolkningen:

Længe leve Chavez! Ned med regeringen!” (op. cit., pp. 125-126).

 

IV.

Alo Presidente nr. 351 februar 2010. (p. 147-150).

Klædt i en grøn militærjakke går Hugo Chavez ind i billedet sammen hånd i hånd med sin 25-årige datter Maria Gabriela. Det er februar 2010 og præsidentens ugentlige show Alo Presidente nummer 351 optages og sendes live til 2 millioner venezuelanere.

Maria Gabriela og Hugo spadserer omkring på Plaza Bolivar i det centrale Caracas.

Vi befinder os på Plaza Bolivar”, forkynder Chavez. ”Det bolivarske Bolivar. Sammen med Maria som i sangen. Husker I den?” Han trækker sin datter ind til sig for en omfavnelse og mens han krammer hende ind til sit brøst, begynder han at synge: ”Caminando por Caracas, Caracas. La gente me salibada y andaba. Yo levantaba mi mano de hermano y Caracas me abrazaba mi”. ...

Han fortæller, at liget af Simon Bolivar i 1842 blev bragt til Plaza Bolivar: ”oligarkiet bragte hans jordiske rester hertil efter at have gjort det af med ham. Der var selvfølgeligt et stort pres fra hans familie, et stort folkeligt pres for at bringe ham tilbage.

Og der forblev han, idet han i mange hvilede i kirken. Så kom general Guzman Blanco og beordrede dem til at sætte en statue af ham op. Se, der står året 1874 efter forbundskrigen. Endnu et forræderi! De dræbte Zamora og oligarkiet fortsatte med at have magten. Så forsøgte de at bruge Bolivar, de mennesker som forrådte ham og udstødte ham, begyndte at bruge myten om ham. De gjorde ham næsten til en helgen, men til deres eget formål for at udnytte folket.

… De gjorde ham til noget han ikke var, på samme måde som visse katolikker gjorde Jesus til noget han ikke var. Kristus var en stor oprører og det måtte han bøde for med sin død og korsfæstelse. Han var anti-imperialist. Han var født og døde blandt de fattige og for de fattige og med de fattige. Men der en visse konservative sektorer i den katolske kirke, som gjorde Kristus til en anden, ikke den virkelige, han som eksisterede af kød og blod. Og det var det, som skete med Bolivar, bourgeoisiet lavede ham om”.

Chavez er omgivet af et hylekor (vociferos) fra kommunalrådet i Aragua, som er kommet til Caracas for at få en lektion i ’poder popular’ (folkemagt) af Chavez.

Pludselig afbryder Chavez en dame fra Aragua midt i en sætning: ”Se, det skal ordnes!”. Hans fod har opdaget en løs brosten i torvets belægning. ”Alle detaljer skal ordnes!” Vi nærmer 19. april og 5. juli”. [Simon Bolivars] 200-års dagen nærmer sig!”

Han refererer til 200-års dagen for revolutionen i 1810. En række mindelser er planlagt til ære for vigtige historiske begivenheder, som kulminerer 5. juli, da den Venezuelanske Uafhængighedserklæring blev underskrevet.

Tager borgmesteren noter?”, spørger Chavez.

Han vender sig mod mængden af mennesker, som følger ham og kalder på borgmesteren i Libertador kommune i Caracas: ”Jorge, dette torv ser bedre ud, forandret, men der mangler stadig nogle mindre ting”. Chavez peger på nogle bygninger bag nogle tæer.

Den bygning der ovre, hvad er det for én? Det var en gang et gammelt teater, ikke sandt? Men nu er det på regeringshænder?

Ja, i øjeblikket er den i regeringens hænder”, svarer Rodriguez.

Og den bygning dér?” Chavez peger på en anden bygning kendt som La Francia, en smuk historisk bygning, som huser et af Venezuelas mest eksklusive juvel-butikker.

Det er en bygning med private juvel-butikker”, svarer borgmesteren.

Ekspropriér den! Ekspropriér den!”, beordrer Chavez uventet, idet han stadig peger mod bygningen.

Okay”, siger Rodriguez i et toneleje, som ikke røber nogen følelser. Damen fra Araguas ansigt lyser op og hun og gruppe klædt i rødt klapper alle.

Og den bygning der ovre på hjørnet?”, Chavez peger mod den anden side af torvet.

Den rummer også butikker”, siger Rodriguez. ”Der boede Bolivar, da han var nygift, det lille hus med de 2 balkoner”.

Chavez bliver ved med at pege på det lille hus, så der ikke kan være tvivl om det. ”Og nu er der butikker?”, brøler han. ”Ekspropriér det!

Kredsen omkring ham begynder at råbe hurra. Chavez rider på en bølge. Han vender sig om imod en anden bygning.

Den bygning dér, hvad er det?”

Det er også en kommerciel bygning. Privat ejendom”.

Ekspropriér den! Hr. borgmester - ekspropriér den!”, Chavez gnider hænderne mod hinanden. ”Vi må gøre dette til et historisk centrum. Nuvel, det er det allerede, men vi må gøre det til endnu mere, gøre … arkitektoniske projekter, historiske projekter. Vi er midt i Caracas. Caracas, Caracas, oprørets by”.   

Chavez klapper borgmesteren på skulderen. ”Hvordan har du det Jorge?”, spørger han og genoptager sin gåtur, et stikord til at emnet er afsluttet og at det er tid til at showet kommer videre.  

Vi lyttede til vor kvindelige kammerat fra Aragua”, siger han og vender sig imod damen i rødt, som tålmodigt har ventet under hans ekspropriations-soldetur.

Hun begynder at snakke, men kommer ikke halvvejs gennem sin første sætning, førend Chavez igen afbryder. Denne gang bryder han ud i sang: ”Simon Bolivar, Simon Bolivar”.

(op. cit. pp. 147-150).     

  

Januar 2005 erklærer Chavez sig for socialist. Han døbte sin socialisme ”det 21. århundredes socialisme”.

 

V.

16. juli 2010.

Den latinamerikanske befrier Simon Bolivar døde 1841 og først senere blev hans lig overført til den Nationale Panteon-bygning i Caracas.

16. juli 2010 skal de jordiske rester af Simon Bolivar graves op. Chavez har beordret hans lig opgravet for at teste hans knogler.

Han har mistanke om, at Bolivar ikke døde af tuberkulose, men blev forgiftet af det Colombias oligarki.

Kameraer fanger scenen fra alle vinkler.

Vi anser ham ikke for død”, siger Chavez henvendt til nationen. ”Nej - for at sige det med Pablo Nerudas [chilensk digter] ord - Bolivar genopstod, da vores folk vågnede. Vi ser hulrummede i kraniet som om hans øjne kiggede på os. … Bolivar lever. Vi ser ham ikke som et skelet. Nej! Han er som et lyn, en hellig ild!”

Chavez informerer seerne om, at videnskabsmændene hvert øjeblik det skal være vil afsløre Befrierens hellige rester.

Lad os knæle for at vise respekt for hans ærværdige minde, hans kamp - vores kamp - hans fædreland - vores fædreland. Klokken er nu 11. Lad os præsentere den genopståede Bolivar”.

Kameraet skifter fra Chavez’ ansigt til de kittelklædte skikkelser i graven, som er i færd med at åbne låget på blykisten som var det en dåse sardiner. De skræller det sorte dækken af, som dækker kroppen og blotlægger et bemærkelsesværdigt intakt lig.

Selv dele af Bolivars støvler og den lånte skjorte, som han blev begravet i.

Sikke imponerende øjeblikke vi er vidner til i aften!”, tweeter Chavez fra Panteon og sørger dermed for at holde alle ajour med dagens begivenhed, som ikke ser fjernsyn.

Jeg indrømmer, at vi har grædt - vi har sværget troskab”, forsætter han: ”Dette strålende skelet må være Bolivar, fordi vi kan føle hans flamme. Min Gud. Bolivar lever… Vi er hans flamme! [bærer hans fakkel videre]”.

Idet Chavez henvender sig til seerne, minder han dem om hvordan Bolivar blev forrådt af borgerskabet: ”Han blev vanæret og korsfæstet ligesom Kristus. Måske er det derfor Neruda kalder ham: ’Vor Fader’”.

(op. cit. pp. 153-154).

 

Disse 5 uddrag fra Kajsa Normans A Heros Curse. The Perpetual Liberation of Venezuela burde være nok til at bekræfte følgende udsagn:

 

Chavez bolivarske revolution var ikke en socialistisk revolution.   

Chavez var som sin senere kampfælle Fidel Castro ikke socialist fra begyndelsen.

 

Cuba.  

Fidel Castros 26. juli bevægelse var en småborgerlig nationalistisk bevægelse vendt mod den amerikanske imperialisme, som dominerede Latinamerika under den Kolde Krig.

26. juli-bevægelsen var castristisk, dvs. småborgerlig-nationalistisk og ikke i sin oprindelse hverken socialistisk eller revolutionær marxistisk.

Fidel Castros Cuba blev under den Kolde Krig kastet i armene på Sovjetunionen, da den amerikanske imperialisme forsøgte at vælte Fidel Castros regime.

Fidel Castro svigtede sine idealer om en verdensrevolution - og foretrak den sikre favn i Sovjetunionen.

 

Venezuela.

Lige så lidt som Fidel Castros 26. julibevægelse var socialistisk i sin oprindelse, lige så lidt var Hugo Chavez MBR 200 (Movimiento Bolivariano Revolucionario 200 (MBR 200).

De 5 ovenstående uddrag fra Kajsa Normans bog burde være nok til at overbevise eventuelle tvivlere om, at Hugo Chavez’ MBR 200 ikke på noget tidspunkt med rette kan kaldes socialistisk.

Hugo Chavez kom ikke til magten som socialist.

Først i 2005 begyndte at kalde sig socialist og sit projekt for det ”21. århundredes socialisme”.

Chavez’ kup og mislykkedes kupforsøg ligner det utal af kup og kupforsøg, som latinamerikanske generaler har foretaget i Latinamerikas nyere historie.

Han føjer sig til den lange rækker af latinamerikanske militærfolk, som med mellemrum har forsøgt at kuppe sig til den politiske magt.

Nogle af disse har været særdeles højreorienterede, andre som Chavez venstreorienterede.

Det fremgår af de 5 ovenforstående uddrag, at Hugo Chavez bekender sig til alt andet end socialisme.

Man kunne indvende, at historiens aktører ikke skal dømmes på hvilke ord, de har brugt om deres indsat; men snarere burde bedømmes på deres handlinger.

‘Action speaks louder than words’, som man siger. Men heller ikke består Chavez lakmustesten.     

Som udgået af militæret formåede Chavez (og hans efterfølgere) ikke at udvikle Venezuela til et socialistisk samfund.

Venezuela under Chavez kunne leve højt på indtægter fra sine righoldige oliekilder, men formåede kun delvis at sprede indtægterne fra olien ud til et bredt udsnit af befolkningen.

Hvis Chavez - som påstået af ham selv - havde intentioner om at skabe et socialistisk samfund, blev hans forsøg kvalt i fødslen.

 

Kajsa Norman har helt klart ikke sympati for Hugo Chavez og hans tilhængere. Men det skæmmer ikke hendes skildring af forholdene i Venezuela under Chavez og Maduro.

Kajsa Norman fortæller på journalistisk vis om mennesker af kød og blod i Venezuela.

Skal man rette en kritik af hendes bog, er det at hun serverer en masse empiri, som det så er op til læseren selv at bearbejde analytisk og selv danne sig en teori om det venezuelanske samfunds sociale karakter.

Hun leverer ikke selv en færdigsyet forklaring, men lader det være op til læseren selv at konkludere på baggrund af sit fyldige empiriske materiale.

Kajsa Norman har valgt at skildre 5 forskellige personer individuelle historie.       

Den oprørske studenterpolitiker, som har sit hyr med Chavez’ tilhængere, som han støder sammen med i gadekampe, som udvikler sig med stenkast, molotovcocktails og skydevåben og drab til følge.

Den ambitiøse arkitekt, som forgæves kæmper for at forvandle den tilbagestående Isla Margherita til en anløbshavn for krydstogtskibe - og som det statslige bureaukrati spænder ben for og i stedet bruger arkitektens bygninger til at oprette et universitet.

Rigmandsdatteren med social samvittighed, som opretter privatdrevne hjem for forældreløse børn - og som ender med at gå ind i politik på oppositionens side.

Som parlamentsmedlem må hun finde sig ikke bare i at blive overfuset af Chavez’ tilhængere i Parlamentet, men også udsat for slag og spark fra parlamentsmedlemmernes side.  

Den nok mest interessante person i Normans galleri er Antonio Rivero. Rivero fulgte Chavez i tykt og tyndt - og var i mange år hans våbenfælle.  

Sammen gjorde de hele udviklingen fra MBR 200 med. Fra det mislykkede kupforsøg i 1992 over Chavez’ første valg til præsident i 1998 - og til ind i Chavez’ ”21. århundredes socialisme”.

Her stod MBR 200-medlemmet Antonio Rivero af.

Han kunne ikke leve med, at Chavez allierede sig med Castro-brødrenes ”socialistiske” Cuba.     

Antonio Rivero var ikke via MBR 200 gået på barrikaderne for at støtte Castro-brødrenes Cuba.

Rivero havde deltaget i en militærrevolte - og ikke i et forsøg på at opbygge et socialistisk samfund.

Rosa Luxemburgs mordere gik fri.

Rosa Luxemburg (1871-1919).
15. januar 2019 er det 100 år siden Rosa Luxemburg blev myrdet.

Anmeldelse. 

Klaus Gietinger: Die Leiche im Landwehrkanal. Die ermordung der Rosa L. Verlag 1900 Berlin. 1995. 

15. januar 1919 blev to tyske kommunister Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht brutalt likvideret af frikorpsfolk i Berlin.

Mordgåden syntes længe at være uløst, fordi retssagen blev afviklet inden for egne rækker - af militæret selv.

Derved forblev den uløst i årtier.

Først da en tysk Tv-kanal SDR tog sagen op i anledning af 50-årsdagen for mordene, skabte det fornyet debat om gerningsmændene til mordet.

Forbundsrepublikken chef for Bundesamt für Verfassungsschutz Günter Nollau kunne ikke leve med den bestandige usikkerhed om hvem der havde begået mordene og hvem der stod bag.

Nollau gik til en af hovedmændene bag forbrydelse Wilhelm Pabst, som han pressede for en tilståelse.
Nollau fik Pabst til at tilstå, at manden med den ”rygende pistol” hed Hermann W. Souchon (1894-1982). Souchon havde affyret det skud, som dræbte Rosa Luxemburg.

Nollau fik Pabst til at underskrive en edsvoren erklæring om, at Souchon havde begået mordet - og at han havde instrueret ham om hvordan han skulle det.

Ifølge Pabst havde Souchon uopfordret meldt sig som frivillig til at begå mordet.

Sagen syntes klar og Tv-kanalen SDR kunne producere sin planlagte dramadokumentar i anledning af 50-året for mordet på Rosa Luxemburg.

Men sådan skulle det ikke gå.

Souchon kontaktede sin advokat, som nu på Souchons vegne anlagde en injuriesag mod Tv-kanalen SDR.

Sagen blev optaget ved Landsretten i Stuttgart og dommeren afgjorde, at der ikke forelå tilstrækkeligt med bevismateriale til at kunne hævde, at Souchon havde affyret det dræbende skud.

SDRs kronvidne Pabst havde i mellemtiden trukket sin edsvorne erklæring tilbage og hans udsagn kunne derfor ikke bruges i sagen.

Endnu en gang var Souchon sluppet for tiltale og frifundet for anklage om medvirken til mordet.   

Der stod sagen i 1969.

 

I 1995 udgav den Klaus Gietinger sin bog ”Eine Leiche im Landwehrkanal. Die Ermordung der Rosa L”. Verlag 1900 Berlin.

Giesingers bog handler om det mordkomplot, som lå bag mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

Giesinger beskriver de retssager, som har været afholdt i sagen og viser, at ingen af de medskyldige på noget tidspunkt er blevet dømt for deres forbrydelse.

Det er endvidere tankevækkende, at flere af de medvirkende i planlægningen af mordene senere fik en karriere i den nationalsocialistiske stat (NS-stat).

 

Uduelig krigsret.

Den krigsret som blev nedsat umiddelbart efter mordene havde ikke til formål at finde den eller de skyldige.

Den havde udelukkende til formål at dække over den bestialske forbrydelse.

Det skulle helst ikke afsløres hvor ordren til forbrydelse kom fra, hvor mange som var vidende om dens udførelse og ikke mindst hvem der kunne gøres ansvarlig for det dræbende skud.

Dommeren var udpeget af militæret selv og absolut ikke uafhængig eller upartisk.

Retten fik ikke at vide, at den person som affyrede det dræbende pistolskud mod Rosa Luxemburg var - flådeløjtnant Hermann W. Souchon.

 

Tyskland befandt sig i november 1918 en borgerkrigsfase.

Ved krigsafslutningen november 1918 befandt Tyskland sig i en borgerkrigsfase, hvor magten så at sige lå i gaderne.

Det gamle Kejserdømme var faldet fra hinanden og der var opstået et magttomrum.

Den tyske hær var dybt splittet mellem tilhængere af en Rådsrepublik og reaktionære tilhængere af det gamle Kejserdømme.

De herskende klasser havde mistet grebet om deres stærkeste våben, de væbnede styrker - som var dybt splittet mellem tilhængere og modstandere af en socialistisk Rådsrepublik.

De herskende klasser satte nu deres lid tilde mange kontrarevolutionære frikorps, som var opstået i kølvandet på den tabte verdenskrig.

Socialdemokratiet spillede dobbeltspil og lod som om de støttede en socialistisk Rådsrepublik, mens de i virkeligheden foretrak et borgerligt demokrati.

Scenen var sat for et magtopgør mellem en slagen herskende klasse, som nu måtte støtte sig en skare af frikorps, et klasse-samarbejdende Socialdemokrati og tilhængere af en socialistisk Rådsrepublik.    

 

I stedet for at være anbragt på anklagebænken, optrådte flådeløjtnant Souchon som vidne i den skinretssag, som det tyske militær foranstaltede efter mordene.

Den militære domstols (Kriegsgericht) dommere havde indkaldt Hermann W. Souchon som vidne for at dække over, at han hørte til de skyldige.

Souchon vidnede til fordel for sine krigskammerater i de frikorps, som havde tilrettelagt og iscenesat mordene.

Souchon aflagde altså falsk vidnesbyrd (mened), hvilket er strafbart. Da sagen senere blev genoptaget i 1920’erne, overså dommerne denne kendsgerning.

Souchon meldte sig frivilligt, da ”hjernen” bag komplottet Waldemar Pabst (1880-1970) søgte en person, som var villig til at begå mordet på Rosa Luxemburg.

Souchon skulle holdes uden for det slæng af drabsmænd, som havde optrevlet hendes og Karl Liebknechts hemmelige skjulested.

Pabst var generalstabsofficer i Garde-Kavalleri-Schützen-Division (GKSD). Delingen havde været et elitekorps i den kejserlige hær, et korps som Pabst nu havde gjort til et kontrarevolutionært frikorps rettet mod det soldateroprør, som fandt sted i november 1918.

Pabst havde gjort GKSD til et slagkraftigt stykke værktøj i hænderne på kontrarevolutionen.

Delingen havde både en propagandaafdeling (Grabowsky) og en hemmelig efterretningstjeneste.

Efter mordene på Luxemburg og Liebknecht udbyggede Pabst delingen til 40.000 mand.

Pabst var en af hovedfigurerne i den kontrarevolution, som knuste arbejdernes og soldaternes November-revolution.

Pabst havde et nært forhold en anden af kontrarevolutionens hovedmænd Gustav Noske (1868-1946).

Noske var socialdemokratisk medlem (Volksbeauftragter) af det råd af folkekommissærer), som var trådt in det magttomrum, som Kejserriget havde efterladt sig.

Hvis Pabst var kontrarevolutionens fortrop, var socialdemokratiske Gustav Noske dens bagtrop.

Noske blev i juli 1919 Oberbefehlshaber in den Marken (øverste befalingshavende i felten) og kort efter Rigsværnsminister (minister for militæret).

I marts 1920 måtte han gå af som minister, fordi han var for kompromitteret - selv for Socialdemokratiets højrefløj.

 

Kurt Gietingers bog 1995.

Klaus Gietinger skrev i 1995 bogen ”Eine Leiche im Landwehrkanal. Die Ermordung der Rosa L.” Verlag 1900 Berlin.

I denne bog dokumenterer Klaus Giesinger, at Hermann W. Souchon var den, der affyrede det dræbende pistolskud, som dræbte Rosa Luxemburg.

De øvrige medskyldige i GKSD havde travlt med at skyde skylden på den eneste, som ikke tilhørte korpset - Kurt Vogel (1889-195?).

På officer i Garde-kavaleri-korpset Pabsts anvisning skulle Souchon ikke være med i den bil, hvor korpset ville bortføre hende - og skyde hende ”under flugt”.

Ideen var, at det skulle se ud som om, at én fra den ophidsede folkemængde spontant trak en pistol op af lommen eller frem af sin frakke - og skød på Rosa Luxemburg.

Den ene ”ukendte fra folkemængden” var Hermann W. Souchon, der 40 meter fra hotel Edens udgang sprang op på den langsomt forbi-kørende bils trinbræt - og affyrede sit pistolskud.

Denne fremgangsmåde blev foretrukket af Pabst, da fru Luxemburg på grund af en medfødt hofteskade haltede - og således ikke ville kunne flygte”- og blive ”skudt under flugt”.

Anderledes var det Karl Liebknecht, som ifølge Pabst skulle ”skydes (og dræbes) under flugt”.

 

Morderne gik fri.

Krigsrettens dilettantiske behandling af sagen, hvor den i hovedsagen undersøgte og frikendte de involverede frikorpsfolk - gentog sig flere gange i 1920’erne med samme resultat.

Krigsrettens dommere satte kikkerten for det blinde øje - og frifandt de fleste medskyldige.

 

Den eneste dømte - flygtede.   

Kun Kurt Vogel (som ikke var en del af GKSD) blev idømt 2 år og 4 måneders fængselsstraf, som han imidlertid aldrig afsonede.

Ved løjtnant Canaris’ (senere chef for det 3. Riges efterretningstjeneste, Abwehr) hjælp lykkedes det Vogel at få udstedt et falsk pas, så han kunne flygte til Holland.

En amnestilov fra august 1920 frikendte 23. december 1920 Vogel.

Skønt loven fritog personer, som var involveret i mord og drabsforsøg, fik Vogel alligevel amnesti.

 

Abwehr.

Alle medskyldige gik således fri - og nogle af dem blev senere aktive i det 3. Riges afdeling for kontraspionage, Abwehr.

Det gjaldt chef for Abwehr Wilhelm Canaris (1887-1945).

Canaris var kaptajnløjtnant i flåden og blev adjudant for socialdemokraten Gustav Noske, som var guvernør i Kiel.

Canaris fungerede som dommer i den krigsretssag, som fulgte efter mordene på Liebknecht og Luxemburg.

Canaris var ikke nogen uvildig dommer, men støttede i og alt morderne.

Fra 1935-1944 var han chef for i Hitlers Abwehr.

Canaris blev senere beskyldt for at være involveret i det mislykkede attentat mod Hitler 20. juli 1944.

Kort før krigens afslutning blev han myrdet i Kz-lejren Flossenburg.

 

Hermann W. Souchon.

Hvordan gik det morderen Hermann W. Souchon senere?

I 1920 flygtede han til Finland, hvor han sikkert har befundet sig som en fisk i vandet.

Den kontrarevolutionære finske general Mannerheim havde i foråret 1919 endegyldigt besejret de finske ”røde” i en blodig borgerkrig, som kostede titusinder livet.

Her ernærede Souchon sig som børsmægler.

I 1935 følte han, at han uden fare kunne vende tilbage til nazisternes 3. Rige.

I 1939 blev han oberst i det tyske Luftwaffe.

1969 dukkede han igen op med en injuriesag mod Tv-kanalen SDR. 

 

Hvordan gik det Wilhelm Pabst?

Pabsts politiske virke under Weimarrepublikken, vidner om at kontrarevolutionen i hele perioden (1918-1933) ihærdigt forsøgte at undergrave den.

Pabst var således allieret med to generaler Kapp og v. Lüttwitz, som i foråret 1920 forsøgte et kup mod republikken.

En samlet arbejderbevægelse nedkæmpede kupforsøget.

Efter det mislykkede kupforsøg flygtede Pabst til Østrig (Innsbruck), hvor han var igangsætter af det østrigske Heimwehr

Til trods for amnesti for sin deltagelse i Kapp-kuppet i 1925, vendte Pabst ikke tilbage til Tyskland.

Først efter at en genoptagelse af sagen var faldet ud til de skyldiges fordel, vendte Pabst i 1930 tilbage til Tyskland.

Fra 1931-1940 var han direktørfor Rheinmetall Borsig AG og leder af firmaets våbenafdeling.

Han undslap i 1934 med nød og næppe den af Hitler iværksatte ”lange knives nat” rettet mod SA (Sturmabteilung).

Wilhelm Canaris og von Franz v. Papen gik i forbøn for ham - og Herman Göring lod ham slippe.

1939 blev han genansat som officer i generalstaben, men blev på Hitlers foranledning afskediget.

Efter en forretningsrejse til Schweiz i 1943 vendte Pabst efter råd fra efterretningschef Canaris (Abwehr) ikke tilbage til Tyskland. 

Efter at have opholdt sig i Schweiz vendte Pabst først tilbage til BRD i 1955.

Han var indtil sin død i 1970 indviklet i våbenhandler.

(jf. Giesinger, op. cit., pp. 128-129).

 

Horst von Pflugk-Harttung (1889-1967).

En anden af de medskyldige i mordet på Rosa Luxemburg var Horst v. Pflugk-Harttung.

Med efterretningschef Canaris’ hjælp flygtede han i 1919 flygtede han via Danmark til Sverige.

I januar 1932 blev han udvist til Norge på grund af illegal våbenhandel. Han flygtede derefter til Danmark.

Her arbejdede han som agent for den tyske udlandsefterretningstjeneste (Abwehr), hvor han af Canaris udpegedes som chef for Abwehr Nord.

I 1938 arresteredes han af de danske myndigheder som tysk spion.

Med Tysklands besættelse af Danmark 1940 sattes han på fri fod.

Efter krigen arresteredes han 1946 i Irland som en af lederne i det net af ”stay behind”-grupper af ”Varulve”, som tyske nazister forsøgte at opbygge efter 2. verdenskrig.

(jf. Erland Leth-Petersens ”De danske varulve”. Kap. 9).

Heller ikke Horst v. Pflugk-Harttung blev retsforfulgt af tyske domstole for sin medvirkning til drabet på Rosa Luxemburg.

 

En anden af de medansvarlige for mordene var Frits Grabowsky ((1886-1957).  Grabowsky var jøde og blev af nazisterne i 1938 sat i Kz-lejren Oranienburg.

Med det tyske Abwehrs hjælp blev han befriet fra lejren og smuglet over grænsen til Danmark, hvor Grabowsky arbejdede for Abwehr.

Ingen af de medansvarlige for mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht blev nogensinde dømt for mordene. 

Mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht fik vidtrækkende konsekvenser for den tyske arbejderbevægelse.

Den var nu berøvet to af sine bedste ledere, som deres nydannede organisation Spartakusbund kunne have brugt i sin opbygning af en revolutionær marxistisk organisation.

De russiske bolsjevikker måtte vente forgæves på en socialistisk revolution i Tyskland, hvilket var en forudsætning for, at Oktoberrevolutionen i Rusland kunne lykkes.

Det er Klaus Gietingers fortjeneste at have påvist det nære samarbejde der var mellem frikorpsene og højrefløjen i det tyske Socialdemokrati.

Personificeret ved Wilhelm Pabst og Gustav Noske.

 

Lær af historien. 

Den lære, som man kan drage må være følgende:

I en borgerkrigsfase vil de herskende klasser altid ty til de mest repressive midler inkl. brug af statsmagten.

I en borgerkrigsfase står valget altid mellem den herskende klasses genetablering af sit klassediktatur - eller en socialistisk revolution.

Weimarrepublikken var resultatet af et kompromis mellem de herskende klasser og Socialdemokratiet.

Der herskende klasser overlod for en tid ansvaret for udøvelsen af sit klasseherredømme til Socialdemokratiet.

I længden var denne kompromisløsning mellem borgerskab og arbejderklasse ikke holdbar.

Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik var klasseforræderisk - og selvmorderisk. 

Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik vil - før eller siden - føre til nederlag for arbejderklassen.

Den herskende klasse vil altid vide at finde bødler (Noske) og bøddelknægte (Pabst), som er parat til at gøre det beskidte arbejde med at likvidere arbejderbevægelsens ledere - og knuse dens magt.

 

 

Fra rød til brun.

Günter Lucks blev som 12-årig medlem af den nationalsocialistiske ungdomsorganisation Jungvolk 1941.

Anmeldelse.

Günter Lucks og Harald Stutte:

Der rote Hitlerjunge. Meine Kindheit zwischen Kommunismus iund Hakenkreuz.

Rowohlt Taschenbuch Verlag. 2015. 

 

Günter Lucks selvbiografi udspiller sig i tidsrummet 1928 og frem til hans hjemkomst fra krigsfangenskab i sovjetiske krigsfangelejre 1952

Günter Lucks fødtes af forældre, som begge var aktive i det tyske kommunistiske parti (KPD).

Som barn af linjetro partimedlemmer blev han opdraget til at tro på partiets dogmer om de paradisiske tilstande i Stalins Sovjetunion.

At dømme efter Günter Lucks erindringer forholdt hans forældre sig ukritisk til partiets politik.

Kun indirekte beskriver han partiets skæbnesvangre politik i årene op til Hitlers magtovertagelse.

Hans iagttagelser af sine forældres holdning er set med barnets øjne - og begrænser sig til en undren over, at hans stalinistiske og partitro far skældte sin socialdemokratiske bror ud for at være ”socialfascist”.

Günter Lucks forholder sig ikke refleksivt til KPD’s politik, men nøjes med at konstatere, at det havde været bedre, om arbejderbevægelsen havde stået sammen i stedet for at bekrige hinanden.

Det mest interessante i Günter Lucks biografi er hans fremstilling af det politiske skred, som skete i mellemkrigstidens Tyskland.

KPD var med sin ultravenstre sekteriske politik overfor den øvrige arbejderbevægelse med til at splitte arbejderbevægelsen - og derfor indirekte med til at berede vejen for Hitlers magtovertagelse.

Den tyske arbejderbevægelse var i mellemkrigstiden den absolut stærkeste i Europa - hvis ikke i hele verden.

Det tog kun de tyske nazistister nogle få år at knuse den fuldstændigt.

Fra at være en lille og ubetydelig sekt på den yderste højrefløj, som kun gjorde sig bemærket ved den ekstreme vold, som NSDAP udøvede overfor sine politiske modstandere på gader og i mødelokaler, forvandlede partiet sig til en massebevægelse, som ved valget i 1932 fik opbakning fra 40 % af vælgerne.

Efter magtovertagelsen opløste nazisterne de to store arbejderpartier (SPD og KPD)og kastede deres medlemmer i fængsel eller fangelejre.

Der var nu kun to muligheder tilbage for de af partiets medlemmer, som endnu var på fri fod.

Enten kunne de resignere - eller også kunne de tage kampen op med nazismen.

Langt størstedelen valgte at affinde sig med forholdene i forventning om, at Hitler var en overgangsfigur.

Kun få indså, at Hitler kun var kommet til magten med borgerskabet og storkapitalens velsignelse.

Socialdemokratiet havde for længst opgivet at føre klassekamp og søgt borgfred med de herskende klasser.

KPD havde underkastet sig Stalins Komintern - og opgav at føre en selvstændig politik. KPD havde reduceret sig selv til et appendiks til Moskva.

Arbejderklassens partier havde svigtet den tyske arbejderklasse.

 

Familien Lucks splittedes

Holdningerne i Günter Lucks familie afspejler meget godt arbejderklassens nederlag.

I takt med nazisternes repression blev hans far tvunget til at opgive sit politiske engagement og blev mere og mere passiv.

Hans mor og stedfar var mere standhaftige og bevarede deres politiske engagement.

Tvunget under jorden forsøgte de i hemmelighed at organisere modstand mod nazismen i nazisternes korporative organisation ”Arbeitsfront”.

Günter selv var for ung (1928) til at have sin egen politiske holdning - og blev et let offer for nazisternes effektive propagandamaskine.

Skønt præget af sine forældres grundholdning lod han sig forføre af nazisternes propaganda - og blev indrulleret i de nazistiske ungdomsorganisationer.

Efter sine forældres skilsmisse boede han sammen med sin bror hos sin far. Hans far var skiftevis arbejdsløs eller havde job som ufaglært.

Hans indkomst var meget beskeden - og familien levede for meget få midler.

Günter trivedes ikke med sin fars ny samlever - og flyttede ind hos sin mors ny mand.

Tilslutningen til Hitler var i begyndelsen stor og varede ved - indtil han kastede Tyskland ud i en verdenskrig.

Günter oplevede på egen krop de allieredes luftbombardement af hans hjemby Hamborg.

Han overlevede med nød og næppe, mens hans bror forsvandt i ruinerne af det brændende hus, som de havde søgt tilflugt i.

I ren og skær fortvivlelse over tabet af sin storebror og af situationen på hjemmefronten tog unge Günter i 1945 en skæbnesvanger beslutning.

På et tidspunkt hvor Hitler-Tyskland havde tabt krigen og havde brug for enhver våbenfør person, meldte han sig til trods for sin meget unge alder til tjeneste i Waffen-SS.

Han blev sendt til Østfronten, såredes af granatsplinter og måtte indlægges på et feltlazaret.

På krigens faldereb blev han fanget af kamphandlingerne på Østfronten - og nåede ikke tilbage til Tyskland.

Som tysk krigsfange måtte han tilbringe 5 år i sovjetiske fangelejre og kom først hjem i 1952.

Efter sine oplevelser under nazismen havde han mistet sin ungdommelige begejstring for den - og fandt tilbage til sine forældres holdning fra før krigen.

Han slog sig for en kort tid ned i det formodet socialistiske DDR, men blev hurtigt skuffet - og søgte tilbage til BRD kort inden Muren blev rejst i 1961. 

  

Hvem skød William Nygaard?

Den britisk-pakistanske forfatter Salman Rushdie og hans norske forlægger William Nygaard.

Boganmeldelse.

Odd Isungset: Hvem sköt William Nygaard? Tiden Norsk Forlag. 2010.

 

Salman Rushdies bog ”Sataniske Vers” blev udgivet i 1989.

I årene efter blev bogens japanske oversætter og italienske forlægger udsat for knivoverfald.

Begge døde af deres knivsår.

I oktober 1993 blev bogens norske forlægger William Nygaard udsat for et drabsforsøg.

På vej til sit arbejde på forlaget Aschehoug opdagede han, at det ene fordæk på sin bil var punkteret.

Han steg ud af sin bil for at tjekke skaden. I stedet for at skifte hjul besluttede Nygaard lynhurtigt at ringe til Falck.

Inden han nåede at ringe færdigt, blev han ramt af noget, som han troede var en række elektriske stød udgående fra bilen.

Der skulle gå lang tid før William Nygaard fandt ud af, at en ukendt gerningsmand havde såret ham dødeligt.

Indtil dags dato er gerningsmandens identitet stadig ikke fundet.  

Odd Isungset har siden drabsforsøget fulgt politiets og efterretningstjenestens (POT) efterforskning.

Isungset har gennem årene skrevet flere bøger, lavet film og TV-indslag om det uopklarede drabsforsøg.

Isungset fandt det nødvendigt at lave sin egen efterforskning, da de norske myndigheder åbenbart ikke var i stand til at opklare forbrydelsen.

Det mest oplagte ville være at pege på den fatwa, som det iranske præsteskab udstedte mod Salman Rushdies bog - og Rushdie selv.

Den potentielle drabsmand skal altså søges i de agenter, som den iranske efterretningstjeneste sendte ud for at dræbe folk, som trodsede forbuddet.

Men dette syntes ikke at være så selvfølgeligt for de norske efterforskere, som længe benægtede, at drabsforsøget kunne forbindes mod fatwaen mod Salman Rushdies ”Sataniske Vers”.

 

Den ”rygende pistol” mangler.  

Isungset bebrejder de norske efterforskere for at sætte kikkerten for det blinde øje - ikke at ville se det mest oplagte.

Efterforskerne har masser af indicier på forbrydelsen - men mangler den ”rygende pistol”.

Indicierne peger ellers entydigt i retning af en norsk født pakistaner.

Han har et mistænkeligt rejsemønster i dagene op til og umiddelbart efter drabsforsøget.

Og han er i besiddelse af en mængde skydevåben, som han er i stand til at betjene, da han er medlem af en skydeklub.

Efterforskere mangler blot det geværløb, som den formodede gerningsmand har brugt til sit drabsforsøg.

Den anvendte skydevåben har et udskifteligt geværløb, som man mangler at finde.

Mærkerne på patronerne fra affyringen passer ikke med de geværløb, som den mistænkte opbevarede i sit hjem.

Isungset må give fortabt i sin efterforskning - og stille sig tilfreds med mistanken.

 

Hvilken rolle spiller Fremskridtspolitikeren Jan Simonsen?

Isungset hæfter sig ved, at den mistænkte har en nær ven i Fremskridtspolitikeren Jan Simonsen.

De to er medlem af den samme skydeklub og laver skydeøvelser i åbent terræn med ekspanderende patroner.

Ekspanderende patroner forårsager kraftige indre blødninger, når de træffer kropsvæv.

William Nygaard blev netop truffet af 3 ekspanderende patroner.

Isungset undrer sig over årsagen til, at de norske politikere ikke reagerede stærkere i deres fordømmelse af drabsforsøget - og at de nølede så længe med at se den oplagte mulighed i øjnene.

Han antyder, at der har ligget udenrigspolitiske motiver (det gode forhold til Iran) til grund for den langsommelige og uvillige efterforskning.

Isungset kan nu - sammen med os andre - glæde sig over, at sagen nu igen bliver taget til fornyet efterforskning.    

 

Frø af ugræs føg over hegnet?

Frits Clausen.
Fører af det danske nationalsocialistiske parti (DNSAP).
Efter krigen dømt for landsforræderi og sat i fængsel.
Død i 1946.

Boganmeldelse.

Ole Ravn: Fører uden folk.

Frits Clausen og Danmarks Nationalsocialistiske Arbejder-Parti.

Syddansk Universitetsforlag. 2007.

 

Frø af ugræs føg over hegnet?

Ud fra en dansk synsvinkel ville det være mest bekvemt at anskue fænomenet nationalsocialisme ved at antage, at dette ideologiske ukrudt som en illegal grænseløber sneg sig over grænsen fra Nazityskland til Danmark.

At dette ingenlunde er tilfældet, viser Ole Ravns bog om Frits Clausen.

Nationalsocialismen var ikke alene et tysk fænomen.

Denne totalitære ideologi fandtes også i Danmark.

Som i Tyskland var heller ikke alle i Danmark lige tilfredse med det borgerlige demokrati.

Også i Danmark fandtes der kritikere af det borgerlige demokrati og dets parlamentariske system på den yderste højrefløj.

Ikke mindst den økonomiske verdenskrise i begyndelsen af 1930’erne og politikernes manglende evne til at løse det kapitalistiske samfunds grundliggende problemer var med til at skabe en udbredt utilfredshed med det borgerlige demokrati og dets parlamentarisme.

Utilfredsheden var udbredt på den radikale højrefløj.

Her manifesterede det danske DNSAP sig fra begyndelsen af 1930’erne.

DNSAP nåede aldrig den samme magtposition som NSDAP i Tyskland.

DNSAP havde set hvorledes deres tyske åndsfæller i NSDAP var kommet til magten i Tyskland januar 1933.

De herskende klasse havde i Tyskland givet plads til NSDAP og indbudt det til at danne regering.

De herskende klasser havde således overladt det til demokratiets erklærede modstandere at rage kastanjerne ud af ulden.

Kunne det samme tænkes at ske i Danmark?

Det var det håb, som Frits Clausens DNSAP klyngede sig til.  

Imidlertid nåede de danske nationalsocialister i DNSAP ikke i nærheden af den magtposition, som de herskende klasser havde givet Hitler i Tyskland i januar 1933.     

End ikke Hitler-Tysklands besættelse af Danmark i april 1940 bragte Frits Clausens DNSAP i nærheden af magten i Danmark.

Besættelsesmagten og danske politikere fandt ind i et gensidigt samarbejde, hvor DNSAP blev overflødigt.

DNSAP blev aldrig andet end et pressionsmiddel, som besættelsesmagten kunne bruge, hvis ikke de danske samarbejdspolitikere makkede ret.

Til trods for Frits Clausens personlige indsats lykkedes hans projekt ikke - og han endte med at blive afsat som fører for DNSAP.

Efter krigen blev han idømt en fængselsdom, som han afsonede i Herstedvester og siden i Fårhuslejren.

Han døde i 1946 - og nåede kun at skrive et udkast til sine erindringer.

 

Ravn tegner et mere nuanceret billede af Frits Clausen.

Ole Ravn tegner et noget mere nuanceret portræt af den danske nationalsocialist end vi er vant til fra de fleste historiebøger.

Frits Clausen var lige så meget nationalkonservativ som nationalsocialist - og blev fravalgt af den tyske besættelsesmagt som alternativ til samarbejdspolitikken.

Han var på mange måde uønsket af store dele af den danske befolkning - og af den tyske besættelsesmagt.

Han satte sin position som fører for DNSAP over styr og blev afsat.

Han nåede ikke i levende live at få den oprejsning, som han havde håbet på.

Ole Ravn har ydet ham en smule ”retfærdighed” ved at tegne et betydeligt mere nuanceret billede af ham end den i mage bøger overleverede.  

Ingen anger fra topnazist.

Reichsleiter der Hitler Jugend Baldur v. Schirach skridter fronten af sammen med der Führer Adolf Hitler 1934.

Boganmeldelse.

Richard von Schirach: Der Schattens meines Vaters. Deutscher Taschenbuchverlag. 2011.

 

Richards von Schirachs slægtshistorie skriver sig ind i Tysklands historie.

Hans slægt på fædrene side tilsluttede sig tidligt den del af det tyske samfund, som nærede mistillid til den demokratiske Weimarrepublik, som blev etableret efter 1. verdenskrig 1918.

Hans slægt på fædrene side tilhørte overklassen - og var modstandere af den demokratiske Weimarrepublik.

De ønskede den gamle kejser Wilhelms Rige genindført og var modstandere af Weimarrepublikkens ”november forbrydere”.

Som overklasse følte de sig hævet over de nedre samfundsklasser, som nu var kommet til magten. Arbejderklassen og middelstanden.

Weimarrepublikken formåede imidlertid ikke at dæmme op for sine modstandere, som hele vejen forsøgte at undergrave republikken.

Weimarrepublikken overlevede ikke de økonomiske og politiske kriser op gennem 1920’erne og bukkede til sidst under for herskende klasses og dens politiske partiers støtte til Hitlers NSDAP.

De herskende klasser og den politiske højrefløj lod Hitler komme til magten i 1933.

Von Schirach-slægten havde tidligt stiftet bekendtskab med Hitler og bevægelsens topnazister - og støttede dem fra starten.

Det var således naturligt, at Baldur von Schirach kom til at spille en hovedrolle i NSDAP.

Han var leder af Hitlers ungdomsorganisation Hitler-Jugend og blev senere rigskommissær i Wien.

Han tilhørte således den absolutte top i NSDAP.

Baldur von Schirach kan om nogen gøres ansvarlig for den massive indoktrinering af unge tyskere, som fandt sted under nazismen.

Ligesom han kan gøres ansvarlig for deportationen af hundredtusinder af jøder til kz-lejre.

Sønnen Richards forhold til sin far er bogens omdrejningspunkt.

Hans tanker kredser ustandseligt om ham i de 26 år Baldur sad i fængslet i Spandau, Berlin.

Richards mor blev kor tid efter sin mands fængsling skilt fra sin mand - og genoptog aldrig sit forhold til Baldur von Schirach.

Det var derfor ikke muligt at genforene familien efter faderens løsladelse 1962.

Det lykkedes heller ikke Richard at få et naturligt forhold til sin far efter hans løsladelse.

Baldur von Schirach havde ikke til sinds af fralægge sig sin nationalsocialistiske overbevisning, skønt han under Nürnberg-processen tilstod sine forbrydelser.

Konfronteret med sit embede som Rigskommissær i Wien nægtede han sig skyldig i deportationen af jøder og deres endeligt i kz-lejre.

Heller ikke følelsesmæssigt lykkedes det Richard at komme ham nærmere.

Baldur von Schirach viste sig at være knap så humanistisk indstillet, da han stillede sig afvisende overfor Richards studier i mandarin-kinesisk - og i stedet pegede på hans brors mere praktiske og nyttige jurastudier.

Sønnen Richard havde i det stille håbet, at det ville lykkes ham at kunne lokke en tilståelse ud af sin far, at få ham til at fortryde og angre sin fortid.

Det var Baldur von Schirach på ingen måde parat til - og sønnen efterlades dybt skuffet over sin biologiske far.

Som et kuriosum kan det nævnes, at ”forræderen” Rudolph Hess sad ene tilbage i Spandau.

Mærkværdigt nok dyrkes Hess af nynazister som en helt, skønt han på egen hånd søgte en separatfred med de vest-allierede på et tidspunkt hvor Hitler absolut ikke var indstillet på fred.

En anden af de fængslede topnazister Albert Speer indrømmede delvis sin skyld i naziregimets forbrydelser, men ville ikke indrømme at han kendte til jødeudryddelsen.

Ingen har så vidt mig bekendt gjort krav på arven fra Hitlers ungdomsforfører Baldur von Schirach.