Boganmeldelse.

Olaf Sundermeyer: Rechter Terror in Deutschland. Eine Geschichte der Gewalt. C.H. Beck Verlag. 2012.

Kriminalkommissær Clara F. på politistationen i Meyderich nær Duisburg modtog 15. december 2003 kl. 2.26 et nødopkald.

Nødopkaldet kom fra en tyrkisk taxachauffør, som denne nat var en af flere taxaer, som holdt på taxi-holdepladsen nær banegården i Meyderich, Duisburg.

Taxachaufføren mente, at der var tale om et trafikuheld.

Kl. 2.49 var kriminalkommissær Clara F. og en kvindelig kollega fremme ved holdepladsen ved banegården.

Tilsyneladende var en yngre mand kommet alvorligt til skade med sin højre arm - og havde efterladt sig blodige spor på parkeringspladsen ved banegården.

I den politirapport som hun senere nedfældede beskrev hun det sindrige apparat, som havde forårsaget de dødelige sår på sit offer.

Offeret havde tilsyneladende siddet i sin bil, en Renault, da han pludselig og uforvarende var kommet til at udløse en skudmekanisme, som var opstillet tæt på hans parkerede bil.

Skydemekanismen, som havde udløst skuddet eller eksplosionen var en sindrig konstruktion.

En snor (formodentlig af nylon) var bundet fast til bilens vinduesvisker. Et træk i snoren havde tilsyneladende udløst skuddet eller eksplosionen og ramt sit offer.

Politiets efterfølgende undersøgelser af det sindrigt konstruerede afskydningsapparat viste, at det bestod af et galvaniseret rør, som med sammenbundne cykelslanger var fæstnet til den betonmur, som omgav parkeringspladsen ved banelegemet.

Afskydningsrøret sigtede i en vinkel på 45 grader mod hovedet på føreren i den parkerede Renault.

Gerningsmændene måtte således på forhånd have kendt bilens ejer og hans daglige vaner.

Isfahan Yertseven - som denne sene nat blev alvorligt handicappet - skulle have været dræbt.

Men han slap med livet i behold, dog med sin højre underarm knust.

Offeret hed Isfahan Yertseven.

Yertseven havde på dette skæbnesvangre tidspunkt af sit liv opholdt sig 12 år i Tyskland.

3 måneder forinden havde han havde sammen med en kompagnon købt en cafe i den gamle banegård i Meyderich.

Førhen havde stedet været en knejpe, som var et kendt tilholdssted for højreradikale nazister og skinheads, som ofte provokerede gæster med tilråb og anstiftede slagsmål med forbipasserende.

Det lokale politi kendte til stedets dårlige renommé som tilholdssted for højreradikale.  

Efter at Yertseven og hans kompagnon havde åbnet deres café, var de højreradikale fortsat med at frekventere caféen.

De kendte således til hans daglige færden og vidste hvornår han forlod cafeen og hvor han parkerede sin bil.

Yertseven var ikke alene i sin bil om natten 15. december 2003. Han var ledsaget af en tyrkisk kvinde, som for år tilbage havde været hans kæreste.  

Hun var i mellemtiden blevet gift med en anden mand og deres forhold var afsluttet.

De 2 havde i mange år sunget og spillet til festlige lejligheder og ved selskabelige sammenkomster i det tyrkiske miljø.

Hun sang og Isfahan spillede på det tyrkiske strengeinstrument saz.

Isfahans veninde ringede omgående efter en ambulance og han blev kørt på hospitalet.

Lægen på skadestuen kiggede på ham og spurgte ham, om han var blevet bidt af en hund.

På grund af sit store blodtab mistede han kort efter bevidstheden og vågnede først op efter sin operation.

Her fortalte lægen ham, at han med sikkerhed ikke ville have overlevet sit skudsår eller eksplosion, hvis han var blevet ramt i hovedet.

Kun ved et rent tilfælde havde han reddet livet, da han siddende i bilen havde bøjet sig ned efter sin genoplader til sin mobil.

 

Mordforsøget aldrig opklaret.  

Mordforsøget 15. december 2003 på Isfahan Yertseven er aldrig blevet opklaret.

Trods de mange spor som pegede i retning af den yderste højrefløj, fulgte politiets efterforskning de forkerte spor.

Både før og efter mordforsøget på Isfahan Yertseven var der blevet begået en række mord på indvandrere forskellige steder i Tyskland.

Alle med drab på de udvalgte ofre til følge.

Mønstret var klart - og pegede entydigt i retning højreradikale og nynazister.

Men det tyske politi valgte at sætte kikkerten for det blinde øje.

I stedet fremførte politi og store dele af medierne helt andre motiver.

Kunne man tænke sig, at den ledsagende venindes ægtemand var blevet jaloux på Isfahan og ville hævne sig?

Kunne man tænke sig, at Isfahan som cafeejer var udsat for afpresning og trusler om at yde beskyttelsespenge til den tyrkiske mafia, som han ikke ville betale?

Var han et offer for et internt opgør i kurdiske PKK?

Alle hånde motiver blev fremført som grund til de mange mord på indvandrere.

Blot ikke det mest oplagte.

Først da 3 nynazister (NSU) i 2011 efter et mislykket bankrøveri skød en kvindelig politibetjent og efterfølgende satte ild til deres mobilhome og til sidst skød sig selv, kom politiet på andre tanker.

De begyndte nu omsider at følge det eneste rigtige spor efter den lange række af 10 års mord på indvandrere.

Dette skete ganske vist ikke med politiets hjælp, derimod med hjælp fra en af de skyldige i mordene.

De 2 nynazister - som nu havde begået selvmord - boede i hus sammen med det tredje medlem af NSU, Beate Zschäpe.

Beate Zschäpe sendte kort efter sine 2 kammeraters selvmord 12 konvolutter til politiet, som på video og med fotos suppleret med avisudklip nøje dokumenterede gruppens mange forbrydelser.

Politiet behøvede nu ikke længere at være i tvivl.

Politiet havde i 10 år ikke været i nærheden af at opklare gruppens mange forbrydelser.

Det måtte have hjælp fra den eneste overlevende i gruppen.

    

De 10 dræbte indvandrere er ikke i stand til at fortælle deres historie og fik aldrig at vide af hvem og hvorfor netop de skulle slås ihjel.

Der skulle næsten 9 år inden Isfahan Yertseven endelig fik vished for, hvem der eventuelt kunne have ønsket ham død, men for hvem attentatet mislykkedes.

I al den tid måtte han gå rundt i uvished om hvem der stræbte ham efter livet - og alligevel skulle han forsøge at leve et normalt liv.

Mordforsøget tog hårdt på ham. Han havde både fysiske og psykiske mén.

Han kunne ikke længere på sin guitar, han mistede sin café og havde svært ved at forsørge sin familie.

Han havde pådraget sig et traume og havde knap nok mod til at gå i terapi.

 

Olaf Sundermeyer bruger oven for beskrevne mordforsøg på Isfahan Yertseven til at vise, hvorledes tyske myndigheder konsekvent har sat kikkerten for det blinde øje - og nægtet at se den yderste højrefløjs forbrydelser i øjnene.  

Den yderste højrefløjs forbrydelser er affødt af en voldsparathed, som udspringer af en holdning næret af fremmedhad og racisme.

Så længe den tyske Forbundsrepublik ikke formår at bekæmpe den yderste højrefløjs voldelige optræden og adfærd i det offentlige rum, kan den ikke gøre krav på at kalde sig en retsstat.  

 

Ovenstående referat bygger på bogens 3. Del.

Das Erbe des NSU. Das elfte Ofper - deutscher Rechtterrorismus unter Verdacht (pp. 204-237).  

Fritz Bauer (1903-1968).
Bedst kendt for at have startet retssager mod nazistiske krigsforbrydere i Frankfurt 1963.

Boganmeldelse.

Ronen Steinke: Fritz Bauer oder Auschwitz vor der Gericht. Piper 2015.

 

Advokaten Fritz Bauer var en af de få, som i efterkrigstidens Forbundsrepublik (BRD) gjorde et hæderligt forsøg på at sætte naziregimets (1933-1945) mange forbrydere på anklagebænken.

Efter krigen var det tanken, at Forbundsrepublikken - godt hjulpet af de allierede sejrherrer i 2. verdenskrig - skulle gøre op med nazismens barbari.

Den ny tyske stat skulle gøre op med nazismens rædselsregimente (NS-staten) og stille de ansvarlige til ansvar for deres rædselsfulde ugerninger.

Det kom ikke til at ske i Fritz Bauers levetid. Han døde med uforrettet sag i 1968.

Kun en snes nazistiske krigsforbrydere blev - af de allierede - stillet til regnskab for deres krigsforbrydelser ved Nürnberg-processerne i 1945.

Fritz Bauer vendte i 1949 tilbage fra sit eksil i Danmark - og senere Sverige - til Forbundsrepublikken og havde her svært ved at få arbejde som advokat.

15 år efter 2. verdenskrigs afslutning lykkedes det ham i 1963 - med stort besvær og med megen modstand fra Forbundsrepublikkens egne institutioner og de allieredes modvilje - at få stablet en retsproces mod en snes mindre nazistiske krigsforbrydere på benene.

Vi skal helt frem til 2011 før der rigtigt kom skred i retssager mod flere laverestående nazistiske (i nazisternes eget hierarki) forbrydere.

De udeblevne retssager - mod alle de som havde del i regimets barbariske forbrydelser - rejser naturligt spørgsmålet om, hvorfor de udeblev.

Hvorfor var retsstaten BRD ikke i stand til at gøre op med sine egne bødler?

Hvem og hvad stod i vejen for et gennemgribende opgør med nazismen?

Steinkes bog er en klassisk biografi om en historisk interessant person.

 

Fritz Bauer.

Bauer fødtes i en jødisk middelklassefamilie i 1903 og oplevede det kejserlige Tyskland før 1.verdenskrig.

Bauer tog en gymnasieuddannelse og læste jura på universitetet i Stuttgart og senere München.

I München overværede han på nærmeste hold den spæde start til Hitlers NSDAP og hans mislykkede statskupforsøg i München 1924.

Hitler og hans få tilhængere blev på dette tidspunkt ikke anset for nogen stor fare for den unge og skrøbelige Weimarrepublik.

Weimarrepublikken blev fra starten af modarbejdet og forsøgt undergravet af dens modstandere.

Store dele af den tyske højrefløj var således modstander af den borgerlig demokratiske Weimarrepublik.

Den havde meget hellere set det tyske Kejserrige fortsætte sin eksistens efter 1. verdenskrig.

I sin studietid i 1920’erne oplevede Fritz Bauer højrefløjens mobilisering mod Weimarrepublikken.

Højrefløjen gjorde sig stærkt gældende blandt universitetsungdommen og dannede stærkt højreorienterede studenterforeninger (Burschenschaften).

De mest reaktionære dele af det forsmåede Rigsværn dannede efter krigen frikorps. Frikorpsene betragtede alle tilhængere af Weimarrepublikken som forrædere, der havde svigtet fædrelandet under 1. verdenskrig.

Heraf fødtes den såkaldte ”dolkestødslegende” (Dolchstoss von hinten).

I længden var Weimarrepublikkens borgerlige demokrati ikke stærk nok til at modstå de fjendtlige kræfter.

Modstanderne af Weimarrepublikken rakte lige fra toppen af erhvervslivet over den deklasserede middelklasse og ind i arbejderklassens rækker.

Europas (hvis ikke verdens) stærkeste venstrefløj formåede ikke at modstå og bekæmpe Weimarrepublikkens fjender.

Det tyske Socialdemokrati tog parti for de herskende klasser - og fik allernådigst lov til at sidde ved statsroret, så længe det passede de herskende klasser.

Socialdemokratiet gjorde sig til ét med Weimarrepublikkens borgerlige stat - og brugte statsapparatet til at bekæmpe den radikale del af arbejderbevægelsen.

Det tyske kommunistparti (KPD) blev i løbet af 1920’erne stadig mere afhængigt af Stalins Kommunistiske Internationale (Komintern) - og var i slutningen fuldstændigt underlagt Stalins og Sovjetunionens udenrigspolitik.

KPD var ude af stand til at fremføre en selvstændig politik og underkastede sig Stalins skæbnesvangre ultra-venstre politik.

Det reformistiske Socialdemokrati og de reformistiske og socialdemokratisk ledte fagforeninger blev af Komintern og KPD kaldt ”socialfascistiske”.

Venstrefløjen stod dermed splittet - og var derfor ikke i stand til at danne en fælles front mod de herskende klasser.

Resultatet blev som bekendt, at de spillede magten i hænderne på borgerskabet og kapitalen.

Mellemkrigstiden var kendetegnet af en alvorlig økonomisk krise, som ramte alle samfundslag.

Weimarrepublikkens parlamentariske system viste sig ukampdygtigt, da det gjaldt om at løse landets økonomiske, sociale og politiske problemer.

Weimarrepublikken blev mere og mere udemokratisk i sin styreform - og til sidst valgte de herskende klasser at opgive den demokratiske styreform og satte nu deres lid til Hitlers fremstormende NSDAP.

 

Steinkes portrættering af Bauer.  

Frits Bauers liv i mellemkrigstiden udfoldede sig under disse forhold.

Det bør være enhver biografiskrivers opgave at sætte sin hovedpersons liv ind i sin historiske sammenhæng.

Ronen Steinke portrætterer Frits Bauer som en ikke særlig politisk bevidst og interesseret ung mand i 1920’erne.

I Weimarrepublikkens polariserede liv indtog den kommende jurist Bauer et midter-standpunkt mellem de to fløje.

Ifølge Steinke gjorde Bauer ikke et stort nummer ud af den kendsgerning, at han var jøde.

Ifølge Bauer underspillede han snarere sin identitet som jøde - og opfattede sig som fuldstændigt tilpasset og integreret i det tyske samfund.

Dette var ifølge Steinke et gennemgående træk i hele hans liv.

Efter nazisternes magtovertagelse kunne Bauer umuligt unddrage sig nazisternes jødeforfølgelse og blev som så mange andre jøder offer for nazisternes bestialske syn på jøder.

Kort efter sin magtovertagelse afskaffede Hitler det borgerlige demokrati. Han forbød Socialdemokratiet og KPD - og skaffede sig dermed flertal i den tyske Rigsdag.

Forbuddet betød, at det var lovligt at konfiskere de to partiers formuer og at beslaglægge deres ejendomme (bygninger og trykkerier)

Nazisterne havde med et pennestrøg afskaffet arbejderbevægelsens ytrings -organisationsfrihed.

Alle som nazisterne betragtede som ”marxister” blev arresteret og sat i ”beskyttelsesforvaring”, dvs. fængsel eller arbejdslejr.

Det fremgår ikke klart af Steinkes biografi, hvorfor Bauer i 1933 blev arresteret og anbragt i beskyttelsesforvaring.

Lige så uklart er det i Steinkes bog, hvorfor nazisterne kort tid efter gav ham amnesti.

Bauer kunne som jøde og oppositionel jurist ikke i længden føle sig sikker i Hitler-Tyskland - og flygtede i 1936 til Danmark.

Her blev han mødt af et mistænksomt dansk Fremmedpoliti, som ikke lod ham være i fred som politisk flygtning.

Han blev skygget af politiet - og skulle med jævne mellemrum melde sig hos politiet for at få sit ophold forlænget.

Med Hitler-Tysklands besættelses af Danmark i april 1940 brændte fødderne igen under Bauer og med optræk til arrestation af danske jøder i 1943 flygtede han med båd til Sverige.

Her trådte han i forbindelse med andre venstreorienterede tyske flygtninge - hvoraf den mest kendte var socialdemokraten, den senere Forbundspræsident Willy Brandt.

Bauer viste nu den politiske side af sig selv og han forfattede en række bøger om socialistisk økonomi (udgivet på svensk).

Bauer var fra nu af aktiv socialdemokrat og havde store forhåbninger om en politisk karriere i Tyskland efter krigen.

Mens Willy Brandt fik en storslået karriere i det tyske Socialdemokrati efter krigen, nåede Bauer aldrig til tops i det tyske Socialdemokrati.

Først i 1949 vendte Bauer tilbage til den ny tyske stat (BRD), som de vestlige sejrherremagter etablerede i de vestlige zoner i det delte Tyskland.

 

Mens de første 45 år af Fritz Bauers liv stort set er forblevet ukendte, er de sidste 20 år blevet genstand for større interesse.

Hans liv efter sin hjemkomst til BRD er således behandlet både i bøger, artikler og film.

Især hans store indsats for at bringe nazisternes forbrydelser for en dag har vakt interesse.

Fritz Bauer har en stor del af fortjenesten for, at der i 1963 blev indledt retssager mod en snes nazistiske krigsforbrydere for deres medvirken til jødeudryddelse.

Det er således takket være Fritz Bauers utrættelige undersøgelsesarbejde og hans uopfordrede samarbejde med den israelske stat, at lejrkommandanten i Auschwitz Rudolf Hess i 1963 blev stillet for en israelsk domstol og dømt til døden.

Retssagen i Frankfurt 1963 skulle imidlertid vise sig kun at blive det første spæde skridt til et retsopgør med nazisternes krigsforbrydelser.

Centrale del af Forbundsrepublikkens statsapparat var ikke endnu moden til et total retsopgør med det nazistiske regime (NS-staten) og lagde forhindringer i vejen for hans arbejde.

Først inden for de sidste 7 år (siden 2011) er der i Tyskland for alvor kommet gang i retssagerne mod nazistiske krigsforbrydere.

Det nåede foregangsmanden Frits Bauer imidlertid ikke at opleve.

Fysisk og psykisk slidt op døde han i 1968.

Han nåede kun lige at opleve røgen fra de varehusbrande, som radikaliserede studenter antændte i Frankfurt i april 1968.

Den pragmatiske opportunist forstod ikke formålet med afbrændingen af forbrugersamfundets varehuse som en måde at sætte spørgsmålstegn ved det kapitalistiske forbrugersamfund.

Bauer havde en pædagogisk tilgang til brugen af retssagerne mod de nazistiske krigsforbrydere.

De skulle ikke bruges som gengældelse eller straf mod de skyldige, men snarere af retssystemet bruges til forebyggelse - og tjene som en bevidstgørende læreproces for befolkningen.     

 

Kilder:

Se kritik af Steinkes brug af citater:

/www.zukunft-braucht-erinnerung.de/fritz-bauer-oder-auschwitz-vor-gericht-steinke/

 

  

Borgerlig dannelse - er ingen garanti mod nazisme.

Heinrich Himmler med sin datter Püppi, Gudrun Burwitz (1930-2018).
Gudrun Burrwitz arbejdede indtil 1962 for det vesttyske efterretningstjeneste(BND).
Deltog i gruppen af forhenværende nazister "Stille Hilfe".

Boganmeldelse.

Katrin Himmler: Die Brüder Himmler. Eine deutsche Familiengeschichte. Fischer Verlag. 2005.

Når man som Katrin Himmler er barnebarn af en bror til Heinrich Himmler - en af Nazi-regimets ledende mænd - er det sin sag at dykke ned i sin families fortid.

Heinrich Himmler var øverste politichef i Nazi-riget og som øverste chef for SS ansvarlig for kz-lejrene, hvor millioner blev ombragt.

Himmler-familiens historie er af dens efterkommere omgærdet af mystik. Ingen af familiens medlemmer har i eftertiden villet indrømme deres skyld og medskyld i regimets mange forbrydelser.

Katrin Himmler fik af sin familie overleveret et fortegnet og forskønnet billede af sin egen bedstefars (Ernst Himmler) rolle Nazi-regimet.

Bedstefar Ernst gjorde karriere som radiotekniker under det Tredje Rige. En tredje bror Gebhard Himmler gjorde karriere som underviser og som embedsmand i undervisningssektoren.

Katrin Himmler havde af familien fået overleveret en historie om, at hendes bedstefar Ernst Himmler var blevet ”lokket” ind i NSDAP af sin fanatiske bror Heinrich.

Katrin Himmler afslører imidlertid, at dette er en løgnehistorie, som intet har på sig.

Arkivstudier og erindringslitteratur viser, at bedstefar Ernst Himmler (som forsvandt under forsvaret af Berlin 1945) af egen fri vilje søgte ind i NSDAP.

Ikke mindst i kraft af sit slægtskab sin bror topnazisten Heinrich Himmler lykkedes det Ernst Himmler at gøre en strålende karriere med udvikling af radiofoni, som var Adolf Hitlers foretrukne medie.

Heinrich Himmler tog sig selv af dage, da han under falsk identitet blev afsløret under flugt fra de allierede.

Ernst Himmler forsvandt sporløst under russernes indtagelse af Berlin 1945.

Kun den tredje bror Gebhardt Himmler overlevede 2. verdenskrig.

Katrin Himmler leder forgæves efter tegn i dagbøger og breve - under og efter krigen - på, at nogle i familien skulle have fortrudt deres aktive medvirken og medskyld i regimets forbrydelser.

Katrin Himmler gør i sit eget liv - på en bemærkelsesværdig måde - op med sin families dystre fortid.

Man kan tolke det som en slags forsinket forsoning, at Katrin Himmler gifter sig med en efterkommer af jødiske bedsteforældre, som på mirakuløs vis undslap nazisternes jødeudryddelse i den jødiske ghetto i den polske by Krakow.

Hun viser dermed i praksis, at man ikke nødvendigvis behøver at nedarve sine forfædres synder.

Den historie, som hun vil fortælle sin søn vil være en anden end den hendes overlevende onkel Gebhard fortalte eftertiden.

 

Almen dannelse er ingen garanti for et demokratisk sindelag.

Det måske mest lærerige i Katrin Himmlers familiehistorie er, at oldefar Himmler var gymnasierektor.

Oldefar Himmler var en god gammeldags tilhænger af de antikke og borgerlige dyder.

Med til hans almene dannelse hørte også borgerdyder som flid, pligtopfyldelse og disciplin.

Disse dyder var ikke specielt nazistiske, men udrundet af den tysk-folkelige bevægelse, som var vidt udbredt allerede før 1.verdenkrig hos det tyske borgerskab og på den tyske politiske højrefløj.

I den forstand var Himmler-familien ganske almindelig - og ikke specielt disponeret for nazisme.

Himmler-familiens historie viser, at ikke nok så megen borgerlig anstændighed yder garanti for støtte til en sammenbrydende borgerlig demokratisk republik som Weimarrepublikken (1918-1933).  

Uden at det skal lyde som en undskyldning for sin egen families nazistiske tilhørsforhold bemærker Katrin Himmler, at nazistiske sympatier var udbredt i store dele af den tyske befolkning.

Uden støtte fra de herskende klasser i den sammenbrudte Weimarrepublik ville Adolf Hitler ikke være kommet til magten.

I økonomisk og politisk trængte tider vil de herskende klasser være villige til at overlade den politiske magt til demokratiets modstandere.

    

  

En fagbureaukrats sure opstød.

Tine Aurvig tabte formandsvalget til posten som formand for Landsorganisationen (LO) til Harald Børsting.
Dette var hendes farvel til dansk fagbevægelse.

Boganmeldelse.

Tine Aurvig-Huggenberger: Viljen er alt. Mit liv med brud og kampe. Rosinante. 2018.

 

’Hvor der er vilje, er der vej’, siger et gammelt ordsprog.

Ingen tvivl om, at Tine Aurvig fra barnsben havde et overmål af livsvilje og på-gå-mod - ellers havde hun ikke stået sin hårde barndom igennem - så godt som uskadt.

Tine Aurvig havde svære barndom -og opvækstvilkår som datter af en enlig far og fordrukken far, som forlod hjemmet.

Tine blev smidt ud af adskillige folkeskoler og blev anbragt på børnehjem og ungdomsskoler, som hun ofte stak af fra.

Tvind-skolerne var det sted, hvor hun for første gang følte sig hjemme, skønt hun ikke altid fulgte skolernes strikte regler.

Tine nåede både at være mini-rocker på knallert, sortklædt punker og på busrejse med Tvind-skolerne, inden hun fik job som ufaglært pædagog på Frederiksberg i begyndelsen af 1980’erne.

Hun begyndte herefter den sociale opstigning fra utilpasset ung til faglig tillidsrepræsentant på sin første arbejdsplads.

Tines involvering i fagbevægelsen var båret af et stærkt engagement i at forbedre løn -og arbejdsvilkår for sine medlemmer i Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF).

PMF organiserede de ikke-uddannede pædagoger og lå ofte i krig med de uddannede pædagogers fagforbund BUPL.

Hovedparten af biografien handler om Tine Aurvigs vej op i LO-hierarkiet fra almindelig tillidsrepræsentant på sin arbejdsplads via bestyrelsesposter i lokalafdelingen af PMF på Frederiksberg og senere som formand i det Storkøbenhavnske LO (Landsorganisationen).

Nu gik det slag i slag med Tines faglige (og sociale) opstigning i det faglige bureaukrati.

Hun blev af en del af LO’s faglige sekretariat - og stillede i 2007 op til formandsvalget i LO.

Hendes modkandidat var i højere grad end Tine Aurvig udrundet af den klassiske socialdemokratiske fagbevægelse end Tine.

Harald Børsting besad en række fordele i forhold til sin modkandidat.

Han havde sin socialdemokratiske partibog i orden.

Det skal med, at Aurvig i mellemtiden også have meldt sig ind i Socialdemokratiet og plejede omgang med klanen omkring Helle Thorning-Smidt.

Børsting havde gået den slaviske vej fra fabriksgulvet via de ufaglærtes fagforbund 3F - og gjorde nu karriere i LO’s top som ansat i LO’s faglige sekretariat.

Tine Aurvig havde også ansættelse i LO’s faglige sekretariat, men var ikke på samme måde udrundet af den socialdemokratiske fagbevægelse.

Hun var kvinde i en mandsdomineret (og mandschauvinistisk) fagbevægelse og talte for ”fornyelse” af fagbevægelsen på et tidspunkt, hvor den var trængt fra flere sider.

Faldende medlemstilgang, manglende politisk opbakning (også fra Socialdemokratiet) osv.

Tine ville ”brande” LO som en organisation i bevægelse og ikke blot som et fortidigt levn, som kun levede i kraft af sin tradition som lønmodtagernes klassiske faglige organisation.

Men var hun klar til at bryde med fagtoppens passivisering af medlemsmasserne?

Var hun klar over, at LO-toppen kun havde magt for så vidt som den beroede på medlemmernes passivitet og ikke på deres aktive deltagelse i de demokratiske beslutningsprocesser?

Aurvig var ikke parat ikke parat til at bryde med LO-toppens klassesamarbejdspolitik, som datererede sig tilbage til Septemberforliget 1899.

Aurvig ønskede ikke at bryde med det fagretslige system, som i det 20. århundrede var bygget op til fordel for arbejdsgiverne og virksomhedsejerne.

Valget mellem Harald Børsting og Aurvig var et valg mellem to reformistiske topbureaukrater.

Efter eget udsagn ønskede Aurvig et mere kollektivistisk LO end de tegn på en mere individualistisk linje, som dele af fagbevægelsen var slået ind på.

Måske var forskellen mellem dem blot et spørgsmål om retorik.

Aurvig benyttede et managementsprog, som appellerede til funktionærdelen af LO.

Børsting talte mere til den klassiske socialdemokratiske arbejder i bevægelsen.

Det har formodentligt været svært for de delegerede på LO’s kongres at se forskel på de to kandidater ved formandsvalget.

Valget af Tine Aurvig ville formodentlig ikke have reddet fagbevægelsen fra den organisatoriske og medlemsmæssige deroute, som bevægelsen har oplevet de sidste mange år.

Fagbevægelsen har gennem de sidste årtier mistet meget af sin kampkraft.

Fagbevægelsen besidder i teorien en enorm kampstyrke i kraft af sin høje organisationsprocent (til forskel fra mange andre lande), men bruger den ikke i sin kamp mod offentlige og private arbejdsgivere.

LO-toppen og fagbureaukratiet er en hindring for, at medlemmerne kan føre en effektiv kamp for deres interesser som lønarbejdere.

Der kræves en opgør med de fagpampere, som kun meler deres egen kage og ikke varetager medlemmernes interesser.

Tine Aurvig skyder i denne biografi skylden på sine medpampere i toppen af bevægelsen - og glemmer helt at inddrage medlemsmasserne som forudsætning for at skabe gennemgribende forandringer tilbage til det, som den var en gang - en klassekampsorganisation for de arbejdende masser.

Således bliver hendes erindringer til et surt opstød rettet mod sine forhenværende kollegaer i LO-toppen, som efter hendes mening på det skammeligste svigtede hende.

I konsekvens af sin kritik af LO - og af det dårlige arbejdsmiljø i LO-toppen - har Aurvig-Huggenberger da også søgt andre græsgange og er blevet direktør for dansk reklameindustri.

Her vil der utvivlsomt blive lyttet mere intensivt til hendes management-prægede tankegang.

  

Spanien - ingen rene hænder i "beskidt krig".

Ex-premierminister Felipe Gonzales (med ryggen til) omfavner sin partikammerat forh. viceindenrigsminister Rafael Vera på hans vej ind i fængslet i Guadalajara.
Hans medskyldige forh. indenrigsminister José Barrionuevo rækker hånden op til hilsen på de forsamlede PSOE-tilhængere.
Retssagen mod de to - dømt for at have deltaget i etableringen af den illegale anti-terrorgruppe GAL -blev først afsluttet i 1998.

Boganmeldelse.

Paddy Woodwarth: Dirty War, Clean Hands. ETA, the GAL and Spanish Democracy. Cork University Press. 2001.

 

Beskidt krig, rene hænder er titlen på Paddy Woodwarths bog.

Den beskidte krig refererer til det ny spanske demokratis kamp mod de baskiske nationalister i ETA (Euskadi Ta Askatasuna), som gjorde livet surt for de nybagte spanske demokrater i det borgerlige UCD (senere Partido Popular) og det socialdemokratiske PSOE.

Lad det være sagt med det samme: Ingen kom ud af konflikten - mellem den nyetablerede borgerlige statsmagt og de baskiske nationalisters kamp for selvstændighed - med rene hænder.  

Woodwarth deler sol og vind lige.

Begge parter - den ny spanske stats politiske repræsentanter, UCD (PP) og PSOE og det baskiske ETA bærer sin del af skylden for de mange drab og mordattentater, som blev begået i årene efter Francos død 1975.

Mest overraskende - og kraftigt underbelyst i medierne - er Woodwarths afdækning af det spanske Socialistpartis (PSOE) eklatante brud på de borgerlige rettigheder, som også den baskiske del af Spaniens befolkning burde have nydt godt af.

ETA blev skabt i slutningen af 1950’erne som en baskisk befrielsesorganisation, som ønskede selvstændighed for Baskerlandet (3 spanske og 4 franske provinser). ETA lagde vægt på baskisk kultur og sprog i sin kamp for selvstændighed.

I modsætning til det borgerlige PNV (Partido Nacional Vasco) tyede ETA fra slutningen af 1960’ere til brug af terror mod såvel civile som militære mål.

ETA var ikke tilfreds med det mindstemål af selvstændighed som Baskerlandet var blevet tildelt under Franco.

Efter Francos død 1975 vedtog et flertal i 1978 af den spanske befolkning en forfatning, som tillagde Baskerlandet (og Catalonien) et vist mindstemål af selvstændighed.

Heller ikke dette var nok for baskiske ETA, som siden 1968 havde defineret sig som nationalistisk og socialistisk.

Det viste sig hurtigt, at ingen af parterne - hverken den spanske stat eller ETA - havde tænkt sig at holde sig til de legitime midler i den ”beskidte krig” mod hinanden.

Begge parter benyttede sig af - i borgerlig forstand - illegitime metoder.

ETA brugte terror rettet mod såvel civile som militære mål (militær og politi). Den borgerlige statsmagt brugte i årene hvor PSOE sad ved magten ”ufine tricks”, som stred mod partiets bekendelse til borgerligt demokrati.

Det spanske Socialistparti (PSOE) havde i langt de fleste år mellem 1982-1996 parlamentarisk flertal i det spanske parlament (Cortes) - og kunne således suverænt udøve den politiske absolutte.  

Dette skulle vise sig at være farligt for det ny og skrøbelige demokrati. Partiets top misbrugte nemlig sit parlamentariske flertal til at gennemtvinge en ulovlig anti-terror-politik mod ETA.

Kampen for at konsolidere og befæste det skrøbelige spanske demokrati fik således en svær begyndelse under den socialdemokratiske premierminister Felipe Gonzales’ regeringsperiode fra 1982 til 1996.

Felipe Gonzales ville for enhver pris vise de herskende klasser i Spanien, at hans PSOE var i stand til at varetage deres interesser og forhindre, at en terrororganisation som den baskiske ETA udgjorde en fare for et borgerligt demokrati.

Således blev kampen for at konsolidere og bevare det borgerlige demokrati i Spanien vigtigere for Felipe Gonzales’ PSOE vigtigere end den ”beskidte krig”, som han mente var nødvendig for at bekæmpe og neutralisere ETA.

I hans optik var alle midler gyldige i statens anti-terror-politik mod ETA. Også metoder som brød med de borgerlige frihedsrettigheder, som PSOE ellers bekendte sig til.

ETA’s terror mod civile og militære mål tvang PSOE til at tage stilling til, hvilke midler man som statsmagt ville tage i brug for at dæmme op for - eller helt standse -  organisationens brug af terror.

Ledende politikere i PSOE var indstillet på ikke bare at bruge alle tilladelige (inden for den borgerlige stats rammer) måder at bekæmpe ETA’s terror på, men også at tage - juridisk set - ulovlige midler i brug.

Tilsyneladende var det ikke tilstrækkeligt at bruge statsmagtens legitime midler til terrorbekæmpelse: militær, politi og domstole.

Woodwarth forsøger at trænge til bunds i det spindelvæv af personer, som var involveret i skabelsen af et illegalt netværk, Grupos Antiterroristas de Liberación (GAL) af personer fra ministerier, militær og politi, som fik til opgave i al hemmelighed at forsøge at bekæmpe ETA.

Først mange år efter de mange attentater og bortførelser fra begge sider (ETA og GAL) blev der igangsat retsprocesser, som inddrog flere centrale personer i Felipe Gonzales’ regering, provinsguvernører og politichefer i Baskerlandet, som viste sig at være aktivt involveret i det illegale netværk af selvbestaltede frontkæmpere af ETA’s terrorisme.  

De retssager - som blev anlagt mod indflydelsesrige politikere og højtstående embedsmænd involveret i planlagte GAL-aktioner - satte en alvorlig skamplet på det unge spanske demokrati og satte et alvorligt spørgsmålstegn ved dets evne til at overleve som et fuldmodent borgerligt demokrati.

Ved udgangen af 1990-erne syntes (bogen slutter i 2001) Spanien at være langt fra at have etableret et sikkert og stabilt borgerligt demokrati.

Spøgelserne fra Franco-tiden (1939-1975) syntes stadig at dukke op.

"Skyd dem ned som gale hunde!"

Trotskys tilhængere blev jaget og forfulgt - og nogle blev fysisk likvideret af Stalins hemmelige efterretningstjenster.

Boganmeldelse.

René Dazy: Fusillez ces chiens enragés…Le genocide des trotskistes. Document. Olivier Orban. 1981. 

 

Skyd dem ned som gale hunde”, sagde chefanklager Andrei Vichinsky om de uskyldigt dømte under de af Stalin iscenesatte Moskva-processer 1936-1938.

Moskva-processerne var gigantiske skueprocesser, som Stalin foranstaltede for at udrydde de sidste rester af opposition i parti og stat i Sovjetunionen.

På anklagebænken sad den gamle garde af bolsjevikker, som for manges vedkommende havde stået forrest under Oktoberrevolution 1917.

Anklagerne var opdigtede og tjente kun et formål: at konsolidere Stalins magt over parti og stat.

De anklagede blev af anklageren fremstillet som en flok forrædere af det socialistiske fædreland, der som muldvarpe undergravede Stalins Sovjetstat.

Anklagemyndighedens påstande var pure opspind og beviserne opfundet til lejligheden.

Da arkiverne blev åbnet efter Sovjetunionens endelige sammenbrud i 1991, kunne forskere anslå at antallet af omkomne (henrettede eller døde i tvangsarbejdslejre) var omkring 700.000.

Stalins masseterror mod befolkningen begyndte ikke med Moskva-processerne 1936-38, men startede allerede i slutningen af 1920’erne og antog gigantiske dimensioner under masseudryddelserne i 1930’ernes tvangskollektiviseringer i landbruget, som medførte død og ødelæggelse for millioner af ukrainske bønder og arbejdere.

Dazys bog omhandler den del af Stalins terror, som var rettet mod dem, som han betragtede som sine værste politiske modstandere - trotskister.

Dazy har samlet en imponerende mængde historisk dokumentation om stalinismens forbrydelser mod trotskister fra midt i 1920’erne til først i 1950’erne.

Bogen udkom på et tidspunkt (1981), hvor de sovjetiske arkiver endnu ikke var åbnet og tilgængelige for forskning.

Andre forskere har senere kunne berette om Stalins efterretningstjenesters forfølgelse af trotskister og andre politiske modstandere af de stalinistiske regimer.

Allerede i 1930’erne kunne afhoppede agenter fra Stalins efterretningstjeneste berette om, hvorledes de udspionerede trotskistiske organisationer og enkeltpersoner med henblik på fysisk likvidation.

Dele af Stalins nådesløse kamp mod Trotsky og hans tilhængere er dokumenteret og nogenlunde velkendt. Andre dele er mindre kendte.

Jeg vil tro, at det ikke er mange, der ved at vietnamesiske trotskister udgjorde en stor del af den nationale befrielsesbevægelse, som bekæmpede først japansk, imperialisme - senere fransk imperialisme i Indokina.

De vietnamesiske trotskister stod stærkt i den sydlige del af Vietnam, men stalinisterne beherskede den nordlige del af Vietnam.

Trotskisterne bekæmpede de nordvietnamesiske stalinisters klassesamarbejde med besættelsesmagten, mens lederen af Viet-Minh Ho Chi Minh drevklapjagt på og likviderede vietnamesiske trotskister.

Ho Chi Minh ville en bred Folkefront med dele af de herskende klasser. Trotskisterne ville en enhedsfront af arbejdere og fattigbønder.

Hovedfjenden var besættelsesmagterne Japan, Frankrig og USA.

Men derfor behøvede man som revolutionær marxist ikke at lukke øjnene for de indre stridigheder i den nationale befrielsesbevægelse (Viet-Minh, senere FNL).

Man behøver under ingen omstændigheder at forsvare vietnamesiske stalinisters fysiske likvidationer af vietnamesiske trotskister.

Dazys dokumentation for stalinismens ”folkemord” på trotskister over alt på kloden et vigtigt vidnesbyrd, som flere på venstrefløjen burde stifte bekendtskab med.

 

   

 

  

Når ræven vogter høns. FN's "Oil for Food".

Kofi Annan, FN generalsekretær under Oil for Food-programmet.
Annan var ikke personligt involveret i svindlen, men undlod at reagere, da det kom frem at der blev svindlet med de kontrakter, som blev indgået under programmet.

Boganmeldelse.

Michael Soussan: Bedrageri for begyndere. Mit lynkursus i internationalt diplomati. Peoples Press. 2015.

 

I modsætning til bogens forfatter Michael Soussan har jeg ikke siden min skoletid i 1960’erne har illusioner om Forenede Nationer (FN) som en fredsskabende og fredsbevarende organisation.

I de ”glade 1960’ere” syntes der at herske almindelig konsensus om at mene, at FN var garant for verdensfreden.

Også jeg blev indfanget af 1960’ernes konsensus om FN’s fredsskabende mission.

FN blev den gang udelukkende omtalt i positive toner.

Senere blev jeg imidlertid klogere.

Michael Soussan havde som et ungt og veluddannet menneske et brændende ønske om ”at gøre en forskel” i verden.

Her var FN et oplagt sted, troede han.

Det er interessant at læse om den modningsproces, som han gennemgår i sin korte tid i FN.

I slutningen af 1990’erne blev han ansat i FN’s administrative apparat og fik til opgave at forvalte FN’s sanktionspolitik overfor Iraks diktator Saddam Hussein (Oil for Food).

Soussans bog er en insiders beretning om de vanskeligheder og hindringer, som han støder på i sit arbejde med at administrere FN’s program.

Han kommer til FN på et tidspunkt, hvor organisationen har besluttet at sanktionere den irakiske diktator.

Det skal foregå ved at underkaste Iraks samhandel med udlandet restriktioner, som skal varetages af FN.

Alle irakiske kontrakter med udenlandske virksomheder skal have det blå stempel af en særlig enhed i FN, hvor Soussan bliver ansat.

Afdelingen ledes af en meget speciel chef, som senere viser sig at have draget personlige fordele ved arrangementet.

Allerede mens Soussan er ansat i FN, får han mistanke om, at programmet ikke bliver administreret i overensstemmelse med formålet: at sørge for at Saddam Husseins Irak ikke importerer materiale, som kan bruges til krigsformål.

Det bliver ved mistanken indtil Soussan (modvilligt) beslutter sig for at springe ud som whistleblower og offentliggøre sin kritik af programmet.

Det var dog først efter, at en koalition af villige nationer bag den amerikanske George W. Bush valgte at invadere Irak i 2003 - og således vælte diktatoren Saddam Hussein - at det for alvor kom frem, at FN’s program Oil for Food ikke havde opfyldt sit formål.

En undersøgelseskommission i USA og høringer i den amerikanske Kongres afslørede nemlig, at programmet af Saddam Hussein blev brugt til at indgå FN-godkendte kontrakter med udenlandske selskaber, hvori han betingede sig en vis sum (10 %) i returkommission.

Ikke bare Saddam Hussein misbrugte programmet. Også en række selskaber, politikere og højtstående embedsmænd trak penge ud af programmet ved at oprette skuffeselskaber og placere formuer i diverse skattely.

Alle involverede parter synes således at have fået deres andel af byttet, rovet i forbindelse med FN’s Oil for Food-program.

Det der skulle have været en sanktionspolitik overfor en korrupt diktator, endte med at blive en gigantisk svindelaffære, som involverede tusindvis af store velrenommerede virksomheder og selskaber.

I stedet for at bekræfte FN som ”verdens dårlige samvittighed” blev programmet et eksempel på det modsatte:

FN viste sig som et samlingssted for alverdens svindlere, som alle misbrugte FN -  som i bedste fald kan kaldes diplomaternes ”talking shop”, hvor de kan få afløb for deres gensidige vrede.

Bl.a. på baggrund af Michael Soussans bog må vi konkludere, at FN aldrig er blevet det, som det var tiltænkt: det forum, hvor alle konflikter og stridigheder skulle løses.

Tværtimod er FN et morads af uforligelige interessekonflikter, hvor alle søger ved forfinede tricks søger at tiltuske sig den største andel af kagen.         

               

 

 

       

I Mao Zedongs fodspor.

Boganmeldelse.

Holger Dahl: Pandaeffekten. En rejse ind i Kinas hjerte. Peoples Press. 2018.

 

I Mao Zedongs fodspor.

Som mange andre i 1970’erne nærede den danske arkitekt og designer Holger Dahl sympati for Mao Zedongs kinesiske Folkerepublik.

Folkerepublikken stod for mange som en slags antikapitalistiske og anti-imperialistisk modpol til det kapitalistiske Vesten.  

Sovjetunionen under Leonid Bresjnev - som af Mao Zedong blev betragtet som ”revisionistisk” - blev af Folkerepublikkens beundrede ikke betragtet som et troværdigt alternativ til kapitalismen.  

Moskva-stalinisterne havde for længst givet afkald på proletarisk internationalisme og proletariatets diktatur - og erstattet det med ”fredelig sameksistens” med kapitalismen og den ”parlamentariske vej til socialismen”.    

Langt ind i de borgerlige rækker fattede man sympati med Folkerepublikken Kina og Mao Zedong.

Den liberale danske statsminister Poul Hartling kom hjem fra et besøg i Peking (Beijing) i begyndelsen af 1970’erne og fortalte, at han havde haft en samtale med formand Mao ”på et højt intellektuelt niveau”.

Formand Mao var på dette tidspunkt højt oppe i årene - og virkede ikke særlig åndsfrisk.

Som ung folkeskoleelev blev Holger Dahl interesseret i Kina og blev af sin far anbefalet at læse Edgar SnowsRød stjerne over Kina”.

Edgar Snow var ikke særlig kritisk overfor Mao Zedong og tegnede et sympatisk billede af de hans partisaner og deres lange march gennem uvejsomme bjerge i Kina.

Som en vestlig beundrer af Maos partisaner fik Snow mulighed for at give nærgående portrætter af Folkerepublikken kommende ledere.   

Mao Zedong var et produkt af Stalins Komintern, som efter det kinesiske kommunistpartis mislykkede opstande i 1920’erne var gået sin egen vej og kommet i modsætning til Stalins Komintern.

Stalin og Mao Zedong blev aldrig gode ”kammerater”, men anså hinanden for rivaler i et stalinistisk hegemoni.  

Mao havde allieret sig med de kinesiske nationalister i kamp mod de indtrængende japanske imperialister.

Maos fejlagtige strategi gav bagslag, da de kinesiske nationalister senere vendte sig mod Maos partisaner.

Under store opofrelser og tab af mange menneskeliv lykkedes det 1 ud af 10 af Maos partisaner at undslippe de kinesiske nationalisters jagt - og Mao kunne begynde at etablere en basis i et fjernt og utilgængeligt bjergområde i Kina.

I 1949 kunne Maos partisaner indtage Beijing og udråbe den kinesiske Folkerepublik.

I sin opbygning af den kinesiske socialisme begik Mao Zedong en række elementære fejl.

Det Store Spring Fremad” i 1950’erne skulle have gjort Kina til et industriland, som kunne konkurrere med den øvrige verden. Maos ”Den Store Spring Fremad” blev i stedet et gevaldigt skridt baglæns og kostede millioner af kinesere sultedøden.

Maos ”Store Proletariske Kulturrevolution” fra 1966 - og til han aflyste den - blev af Mao lanceret med paroler som (”Lad hundreder blomster blomstre og tusinde tankeretninger strides”) og som et angreb på partibureaukratriet (”Bombardér partihovedkvarteret”).

Mange tog Mao Zedongs ord bogstaveligt og unge kinesere dannede gruppe af ”rødgardister”, som udartede til ungdomsbander, som drog plyndrede og hærgende rundt i Kina.

Mao hævdede, at der skulle gøres op med de sidste rester af det gamle feudalsamfund og at alle gamle værdier og normer skulle udryddes.

På et tidspunkt dekreterede Mao sin iscenesatte ”kulturrevolution” for afsluttet, beordrede de oprørske rødgardister ud på landet for at ”tjene folket”.

Mao Zedong havde brugt sin ”kulturrevolution” til at skaffe sig af med sine værste rivaler i partitoppen (Liu Shao Chi og Lin Piao).

Mao Zedong døde i 1976 og Holger Dahls første møde med Folkerepublikken Kina fandt sted i begyndelsen af 1980’erne.

Folkerepublikkens udvikling efter Mao Zedong har frustreret mange af dens beundrere.

Det startede hurtigt efter Maos død allerede i 1980’erne med ”økonomiske reformer”, som så småt åbnede op for kapitalisme.

Senere har denne udvikling taget fart - og i dag er Folkerepublikken på mange måder lige så kapitalistisk i sin tankegang som den kapitalistiske verden.

Der er denne kommercialisering af den kinesiske kultur og historie, som Holder Dahl stifter bekendtskab med, da han mange år efter beslutter sig for at foretage en rundrejse i Maos fodspor på sin ”Lange March” begyndende i 1934 og som Edgar Snow så indlevende berettede om i sin bog ”Rød Stjerne over Kina”.

Det er vist ikke for meget sagt, at danske Holger Dahl får sig et kulturchok, da han konfronteres med kinesernes tivolisering af egen kultur og historie.

På sin rundrejse til turistattraktioner i Kina skuffes Holger Dahl over kinesernes adfærd som turister i deres eget land.

De turister, som Holger Dahl møder synes ikke at have blik for landets kulturelle og nationale værdier og synes efter hans opfattelse ikke at værdsætte dem.

Holger Dahl døber kinesernes hang til at følge trenden og flokken i dens jagt på ny turistattraktioner, hvor de kan forevige sig selv og hinanden via deres mobiltelefoner for ’panda-effekten’.

En tysk zoolog er i Kina for at få en aftale i stand om lån af en panda til zoologisk have.

Den tyske zoolog undrer sig over, hvorfor det tilsyneladende er så svært at få en aftale i stand.

Kineserne har aldrig betragtet pandabjørne som noget særligt. De betragter ”langnæser” fra Vesten som meget specielle, siden de er parat til at give hvad som helst for en panda.

Men siden Vesten er så interesseret i denne kinesiske ”bjørnekat” har de alligevel oprettet et naturreservat til pandaer - langt oppe i bjergene, hvor ingen kinesere kommer.

 

Holger Dahl iagttager kinesernes ”pandaeffekt” adskillige gange.

To af de mest oplagte eksempler er den af Mao Zedong skabte myte om den ”Lange March”, som en væsentlig del af Folkerepublikkens tilblivelseshistorie og som er obligatorisk pensum for alle kinesiske børn i skolen.

Kun få kinesere sætter spørgsmålstegn ved myten om den ”Lange March”.  

Andre som har beskæftiget sig med Folkerepublikkens tilblivelse har pillet myten om den ”Lange March” fra hinanden - og beskrevet den som et gigantisk tilbagetog på flugt fra de kinesiske nationalisters forfølgelse og har beskrevet de umenneskelige lidelser, som partisanerne blev udsat for.

En anden pludseligt opdukkende begivenhed I Mao Zedongs tid - som Holger Dahl undrer sig over - er de angiveligt årtusindgamle terrakottastatuer, som blev fundet i 1974.

Holger Dahl stiller sig tvivlende overfor fundet af tusinder af farverige terrakottastatuer, som i årtusinder har befundet sig under jorden og først er opdaget i vor tid.

Endnu en afledningsmanøvre fra Mao Zedongs side, som skulle aflede den kinesiske befolknings opmærksomhed fra den nedbrydende ”kulturrevolution”, som havde hærget Folkerepublikken i årene forud?

Eller endnu en turistattraktion, som skulle genoprette Kinas omdømme som et folk, som værdsætter sin historie og sin fortid?

 

Panda-effekten.

Flokmentalitet syntes at præge kinesernes pilgrimsvandring til nationens ”hellige” steder.

De kinesere - som Holger Dahl møder - brugte attraktionerne som kulisse for deres egne selfies med familie, venner og bekendte.

Hvis der er noget tilbage af Folkerepublikken Kina under Mao Zedongs regimente må det være den konformisme, som kineserne udviser i flok.

Man fristes til at sige, at konformisme har erstattet konfucianisme i Folkerepublikkens Kina.

 

 

 

         

       

Stalins tvangskollektivisering kostede 4 mio. livet.

Hungersnød i Ukraine som følge af Stalins tvangskollektivisering 1933.
Forbipasserende standser op ved synet af en medborger, som har bukket under for sulten.

Boganmeldelse.

Anne Applebaum: Rød sult. Stalins hungersnød i Ukraine. Kristeligt Dagblads Forlag. 2018.

 

Indtil for et par årtier siden var der ikke mange, som kendte til den sultkatastrofe i 1930’erne, som fandt sted i den del af Sovjetstaten, som hed Ukraine.

Sultkatastrofen kostede ca. 4 millioner - fortrinsvis ukrainere livet.

Anne Applebaum er en fremtrædende amerikansk historiker, som har specialiseret sig i forskning i russiske og østeuropæiske historie.

Anne Applebaum har haft adgang til kilder i statslige russiske og ukrainske arkiver, som nu omsider er tilgængeligt for offentligheden.

Arkiverne har været lukket indtil Sovjetunionens fald i 1991.

Applebaum går i sin bog grundigt til værks og inddrager mundtlige og skriftlige øjenvidneskildringer fra utallige personer, som har oplevet sultkatastrofen i Ukraine i 1932-1933.

Applebaum forsøger at give et svar på det tilsyneladende paradoks i Stalins politik med kollektivisering af det ukrainske landbrug i begyndelsen af 1930’erne, som betød at millioner af Sovjetborgere mistede livet på bekostning af Stalins fejlslagne tvangskollektivisering.  

Stalin ønskede at kollektivisere det sovjetiske landbrug for at øge produktionen af landbrugsvarer - dels for at forsyne byerne med landbrugsvarer og dels for at sælge det forventede kornoverskud med henblik på udenlandsk valuta.

Den udenlandske valuta skulle bruges til at importere maskiner og udstyr til industrien, som Stalin håbede snart ville vise sig at være de kapitalistiske lande overlegen.

Stalins forslag om kollektivisering af det sovjetiske landbrug stødte på modstand i hans eget parti, men Stalin indtog på dette tidspunkt en enevældig position i partiet. Hans sidste modstander i partiets Politbureau N. Bukharin var på vej ud i mørket.

Applebaum viser ned i detaljen, hvorledes Stalins tiltænkte kollektivisering blev gennemtrumfet med vold og magt af partibureaukrater og det hemmelige politi (OGPU).

Kollektivisering blev til tvangskollektivisering - og hans industrialisering i lyntempo lykkedes kun delvist.

Stalin og hans partiapparat brugte ikke overtalelse, men tvang, magt og vold. Store dele af landbefolkningen i Ukraine nægtede at give afkald på deres ejendele og lade sig indrullere i kollektiverne.

Kollektiverne havde vanskeligt ved at leve op til de statslige produktionskrav og kunne ikke opfylde normerne. Partibureaukrater og det hemmelige politi (OGPU) blev sendt ud for at rekvirere det manglende kornoverskud, som skulle afleveres til staten.

Da mange bønder nægtede at aflevere korn til staten, antog de statslige rekvisitioner karakter af voldelig inddrivelse.

Stalins kollektivisering blev en politisk fiasko af rang. I stedet for en øget produktion af landbrugsvarer faldt produktionen af fødevarer - og kunne således ikke levere fødevarer til bybefolkningen.

Det manglende overskud i landbruget kunne derfor ikke ledes over i industrien.

Anne Applebaum mener ikke, at kollektivisering i sig selv behøvede føre til en hungerkatastrofe, således som et gjorde i Ukraine 1932-1933.

Men den måde Stalins partiapparat udførte kollektiviseringen på betød, at ca. 4 millioner ukrainske bønder mistede livet som følge af sult og nød.

Stalins partiapparat og hemmelige politi (OGPU) forsøgte - under tvangskollektiviseringen og efterfølgende - at fortie og helt benægte de nøgne kendsgerninger med de mange døde.

 

Stalins tvangskollektivisering er i årtier forsøgt fortiet og benægtet.  

Først i løbet af 1980’erne er den ukrainske sultkatastrofe (holodomor) kommet frem i lyset.

Med sin bog om sultkatastrofen i Ukraine har Anne Applebaum ydet et stort stykke arbejde for at fremdrage dokumentation for Stalins tvangskollektivisering af det ukrainske landbrug og de fatale konsekvenser, som denne fik for millioner af ukrainere.

Til trods for sin grundlæggende antikommunistiske holdning - som i nogen grad skæmmer hendes bog om Stalins politisk skabte sultkatastrofe i Ukraine - dokumenterer Applebaum på fornemste vis Stalins forbryderiske kollektiviseringspolitik i 1930’erne.   

Applebaum mener, at Stalins skæbnesvangre kollektiviseringspolitik i 1930’erne blot var en fortsættelse af den voldelige politik, som bolsjevikkerne førte overfor de bondeopstande og oprørske bondebevægelser, som fandtes i begyndelsen af 1920’erne.

Applebaum deler den udbredte opfattelse blandt antikommunistiske historikere, at der skulle eksistere en lang og lige linje fra bolsjevikkernes ”krigskommunisme” i 1920’erne og til Stalins tvangskollektivisering af det sovjetiske landbrug i 1930’erne.

Til trods for sin antikommunistiske grundholdning er det Anne Applebaums fortjeneste, at vi i dag er mere vidende om omfanget af og de skæbnesvangre konsekvenser af Stalins forbryderiske tvangskollektiviseringspolitik.

 

Historisk modsætningsforhold mellem Rusland og Ukraine.

Efter læsning af Applebaums bog forstår man bedre den historiske baggrund for det modsætningsforhold, som stadig eksisterer mellem den tilbageværende rest af Sovjetunionen, Rusland - og det nuværende selvstændige Ukraine.

Anne Applebaum mener, at Ruslands præsident Putin har arvet Stalins chauvinistiske syn på Ruslands dominans i sit nærområde.

Ifølge Applebaum forklarer dette historiske modsætningsforhold mellem Rusland og Ukraine - og Putins videreførelse af Stalins russiske chauvinisme - tilstedeværelsen af russiske ”separatister” i det i det østlige Ukraine og russisk besættelse af Krim-halvøen.

 

 

        

Franco - historien om en diktator.

Den spanske diktator Francisco Franco ved siden af prins af Spanien Juan Carlos af Bourbon, som Franco udnævnte som sin retmæssige efterfølger.

Boganmeldelse.

Stanley G. Payne: The Franco Regime 1936-1975. Wisconsin University Press. 1987

 

Franco - en diktator i svøb?  

Generalissimo Francisco Franco Bahamontes (1892-1975) var hans fulde navn.

General Franco kom til at spille en fremtrædende rolle i det moderne Spaniens historie i perioden fra 1936 til sin død i 1975.

Franco voksede op i byen El Ferrol i den nordspanske provins Galicien.

Franco var den næstældste af 4 søskende, som voksede op som børn af to vidt forskellige forældre i det nordvestlige hjørne af Spanien.

Forældrene var som ild og vand.

Francos far don Nicolas Franco var ikke nogen god katolik, som de fleste i den egn af Spanien. Francos mor dona Pilar Bahamontes var anderledes troende - og efterlevede de katolske dyder. Gode borgerlige manerer, anstændig og høflig. Af natur tilbageholdende og beskeden.  

Dona Pilars familie kom fra det bedre borgerskab i Galicien.

Don Nicolas var en værre spradebasse i forhold til sin fromme kone. Far Nicolas gjorde - som sine mange forfædre i generationerne før ham - karriere i den spanske flåde som kvartermester.

Han var ofte hjemmefra og var på et tidspunkt udstationeret så langt væk som i den spanske koloni Philipinerne.

Længe efter - i 1950 - sit afbrudte ægteskab med dona Pilar kom det frem, at han var far til en dreng født uden for ægteskab.

Don Nicolas fandt sin kones væsen noget dystert og jordbundet.  

I 1912 blev ægteskabet mellem de to ulige partnere blev opløst - og mor Pilar var alene med sine 4 børn.

Franco var den af hendes 4 børn, som mindede mest om hende selv.

Franco, kaldet Paco, havde mange af de træk, som hun bragte med ind i familien fra sin gode katolske opdragelse.

Der var absolut intet i Francisco Franco Bahamontes barndom og ungdom, som pegede i retning af at han skulle blive den ubestridte leder af Spanien i årene 1939-1975.

Franco gik som sine to brødre i sin fars fodspor og meldte sig som helt ung til den spanske hær. Han ville gå flådevejen, men da ikke var muligt, blev han som 14-årig optaget på Infanteriskolen i Toledo.

Franco var lille af størrelse (ca. 1.60 høj) og synede ikke af noget i forhold til sine soldaterkammerater i Toledo.

Da han var 17 år gammel ville han gerne gøre tjeneste i Spansk Marokko og søgte om at blive udvalgt. I første omgang fik han afslag på grund af sin unge alder, men blev i anden omgang sendt til Spansk Marokko.

Det blev indledningen til en lang karriere i den spanske hær. Her fik sekondløjtnant Franco mulighed for at opvise alle sine færdigheder som infanterist i kampen mod de lokale oprørere, kabylerne.

Franco viste sig her som en dygtig soldat, som forstod at føre sine mænd og udviste - efter sigende - et storslået mod på slagmarken.

Fra 1912-1916 befandt han sig således i Spansk Marokko. 29. juni 1916 blev Franco såret i maven under kamp nær Ceuta og måtte hjemsendes. Han søgte nu om belønning i form af forfremmelse for sin heltemodige indsats på slagmarken, men fik afslag.

Som 24-årig (1916) blev han dog forfremmet til major og gjorde nu tjeneste på en kaserne i Oviedo i Asturien. Franco var meget ærgerrig og ambitiøs og søgte derfor om optagelse på Escuela de Guerra Superior, som ikke ville optage ham, da hans rang af major var for høj i forhold til de andre officerselever.

Franco vendte derfor tilbage til Spansk Marokko for at deltage i opbygningen af den Spanske Fremmedlegion, som fik øgenavnet ’Los Novios de la Muerte’, Dødens brudgomme.

De spanske fremmedlegionærer fik dette tilnavn, da tabstallet var enormt højt. Ud af 20.883 legionærer faldt 6000 af dem (2000 sårede) i årene 1921-1922.

I 1923 blev Francisco Franco Bahamontes udnævnt til chef for den spanske Fremmedlegion.

 

Næste gang general Franco trådte ind på scenen var ved begyndelse af den Spanske Borgerkrig i juli 1936.

Den 2. spanske Republik havde taget sin begyndelse i 1931 efter år med Primo de Riveras diktatur, som Stanley G. Payne ikke mener bør kaldes ”fascistisk”, men et autoritært styre præget af konservatisme og katolicisme.

I februar 1936 var en blok af centrum-venstre partier kommet til magten i Spanien - og alle Republikkens modstandere på den politiske højrefløj så sig om efter en leder, som kunne forhindre, at Spanien udviklede sig til et borgerligt demokrati.

Den mest oplagte kandidat til denne post som leder af en borgerlig kontrarevolution var José Antonio Primo de Rivera.  

José Antonio var søn af den monarkistiske diktator Primo De Rivera, som havde siddet ved magten fra 1923 – 1931.

José Antonio stod i spidsen for de få spanske fascister i La Falange, som 1934 havde sluttet sig sammen med Juntas Offensivas Nacional Sindicalistas (JONS).

Ingen af disse to organisationer havde særligt mange medlemmer. Før Borgerkrigen i juli 1936 havde La Falange de la JONS højst 10.000 medlemmer.

La Falange de la JONS havde ikke vind i sejlene og andre måtte tage over, hvis den yderste højrefløj skulle løse den krise, som Republikken - efter deres mening - var på vej ud i.  

Et sådant bud kunne vise sig at være general Francisco Franco Bahamontes, som nu havde rang af general i det   spanske militær.

Hvad der ikke lykkedes på det parlamentariske plan, kunne måske lykkes på slagmarken.

Og man fristes til at sætte punktum her - for resten er som bekendt historie.

Der skulle en sejrrig borgerkrig over Republikkens tilhængere til at gøre Franco til Spaniens egenrådige hersker i årene fra 1939 til hans død i 1975.

Og man fristes til at slå en streg over den mellemliggende periode med Francos blodige nedkæmpelse af hundredtusinder af ofre og de mange år med diktatur.

 

Franco - en diktator i svøb.

I årene 1924-1925 var Franco tilbage i Spansk Marokko og indlagde sig på højrefløjen stor militær hæder for sin heltemodige indsats i kampen mod oprørslederen Abdul Karim.

I 1925 var han tilbage i Madrid, hvor ikke alle officerer i det spanske militær var tilfredse med Primo de Riveras diktatur.

I 1928 blev Franco udnævnt til direktør for et nyoprettet militærakademi i Zaragoza, Aragonien. Franco plejede omgang med betydningsfulde personer - og blev på denne måde knyttet til både monarkiet og diktaturet.

For højreorienterede officerer i militæret var det en tid, hvor de ustandseligt pønsede på kupforsøg. Første gang var i december 1930. En gruppe officerer forsøgte at igangsætte et oprør i Jaca. Franco mobiliserede straks sine kadetter på militærakademiet for at slå opstanden ned.

I 1931 smed Primo de Rivera tøjlerne fra sig, monarkiet afskaffedes og Spanien blev en republik. Republikken lukkede Francos militærakademi i Zaragoza, fordi det efter republikanernes mening fremmede en gal elitær og militaristisk korpsånd.

Franco fulgte endnu en gang sine politiske arbejdsgivere og opfodrede til streng disciplin fra militærets side overfor de ny magthavere i Republikken.

De næste 6 måneder var Franco uden særlige opgaver for militæret. Hans lediggang ændrede hans væremåde. Ifølge hans nærmeste blev han mere indadvendt og forsagt end ellers. Han følte sig frustreret over, at Republikken så brat havde sat en stopper for hans militære karriere.

Republikaneren Azana skar ned på antallet af ansatte i militæret - fra 22.000 til 12.400 - og degraderede nogle af de mest højreorienterede officerer. Franco fik dog lov til at beholde rang som brigadegeneral.

I 1932 blev forsvarsudgifterne nedbragt med 15 %.

Stanley Payne gør opmærksom på, at militæret som sådant ikke var fjendtligt over for Republikken, som tillod at ældre officerer lod sig pensionere. I efteråret 1931 forberedte nogle officerer endnu et kupforsøg mod Republikken og Franco formåede endnu en gang at holde afstand til kupmagerne.

I 1932 blev han beordret til at gøre tjeneste som kommandant for en infanterienhed i La Coruna, Galicien.

10. august 1932 forsøgte Jose Sanjurjo -  som var blevet afsat som chefkommandant for Guardia Civil - et kup. Hans kup mislykkes og han blev arresteret og fængslet. Franco holdt endnu en gang kortene tæt til kroppen, da han anså Sanjurjos kupforsøg for nyttesløst og for dårligt forberedt.  

Februar 1933 belønnedes Franco for sin loyalitet over for Republikken, som udnævnte ham til militær kommandant for de Baleariske Øer (Mallorca, Menorca).

Her tilbragte Franco og hans personlige adjudant Salgado Araujo de næste 18 måneder.

1933 væltedes Azanas centrum-venstre regering og det stærkt reaktionære og katolske højreparti CEDA dannede regering sammen med det Radikale Parti.

Francos svoger Ramon Senaro Sunér blev indvalgt i det spanske parlament Cortes som deputeret for CEDA. Sunér ledte CEDA’s ungdomsorganisation JAP.

Den radikale krigsminister Diego Hidalgo forfremmede Franco til generalmajor. Franco færdedes nu hyppigt i Madrid, hvor han havde bevaret sin bolig fra 1926.

5. oktober 1934 fandt ny en militær opstand sted i Spanien. Krigsminister Hidalgo hidkaldte nu Franco som teknisk ekspert med henblik på at undertrykke den militære opstand.

Franco forblev i Krigsministeriet indtil februar 1935, hvor han blev udnævnt til chefkommandant for de spanske styrker i spansk Marokko.

En ny regering dannedes under Lerroux og CEDA, som skulle reetablere de militære institutioner og støtte de højreorienterede officerer.

I maj 1935 blev Gil Robles fra CEDA krigsminister. Robles skrev senere om, hvornår militæret skulle gribe ind i den politiske proces:

When it acted in this area [politics] it did so in order to substitute for non-existent or fictitious political forces. Had the national panorama presented social groups and political parties of sufficient solidity, the Army would have remained subordinate to civil authority, and would not have exceeded the functions that strictly pertain to it.”

(Gil Robles: No fue possible la paz, op. cit. p. 80).

Da Franco ikke indtil videre havde vist sig illoyal overfor Republikken og dens skiftende regeringer kunne Gil Robles roligt udnævne Francisco Franco til ny generalstabschef for det spanske militær.

Franco havde et godt ry i militæret, havde ikke åbent vist sin mistillid til Republikken og havde i øvrigt holdninger, som svarede til det reaktionære katolske CEDA’s.

Ny chefkommandant i Spansk Marokko blev general Emiliano Mola. Mola havde været direktør for sikkerhed før Republikkens dage. Mola blev senere en fremtrædende general på Francos side i Borgerkrigen.  

Franco indtog en central post i militæret og kunne herfra begynde på sit undergravende arbejde med at lave lister over officerers politiske holdninger og på meniges politiske tilhørsforhold.

I december 1935 faldt centrum-højre-regeringen (CEDA og det Radikale Parti) og præsident Zamora indsatte nu en ’care-taker’ (Portela Valladares) regering, som skulle sidde frem til næste valg.

Faren for at venstrefløjen ville komme til magten ved næste valg i februar 1936 skræmte højrefløjen og Gil Robles forsøgte at lægge pres på Franco for at forsøge et kup inden valget.

Franco afviste det, da han ikke mente, at militæret ville stå tilstrækkelig samlet bag et kup.

Caretaker-regeringen lod Franco sidde som generalstabschef.

Venstrefløjskoalitionens knappe sejr ved valget i februar 1936 (flest mandater i Cortes, men færre stemmer end højrefløjen) stillede endnu en gang Franco i et dilemma: Skulle han gribe magten eller spille det parlamentariske spil?

Visse generaler opfordrede præsident Zamora til at annullere valget og indføre militær undtagelsestilstand. Zamora vægrede sig.

Venstre-republikaneren Azana dannede en centrum-venstre regering og Franco blev degraderet til militær kommandant på de Kanariske Øer med hovedkvarter på Tenerife.

Marts 1936 holdt Franco møde med sine meningsfæller i Madrid.

Højrefløjen stod dybt splittet. Adskillige smågrupper stod klar i kulissen til at udfordre Azanas centrum-venstreregering:

Små grupper af monarkister (carlister og tilhængere af den afgåede Alfonso XIII) og oppositionelle officerer grupperede sig i en løs samling Union Militar Espanola.

Unge medlemmer af CEDA var skuffede over CEDA’s mislykkede parlamentariske strategi og søgte over til Jose Antonios La Falange de la JONS.

Andre end Stanley G. Payne har beskæftiget sig indgående med den Spanske Borgerkrig, men få (om nogen) har så indgående som Payne beskrevet Francos liv og levned.

Begivenhedsforløbet i Spanien op til borgerkrigen 1936-1939 er lærerigt og bør studeres nøje af folk, som hævder at være socialister.

Der findes adskillige paralleller til udviklingen op til den Spanske Borgerkrig. Den mest oplagte parallel er Chile under Salvador Allende 1970-1973.

Allende blev valgt som præsident i spidsen for en centrum-venstrekoalition, fordi højrefløjens stemmer var spredt på flere kandidater.

Allende udnævnte sin senere banemand Augusto Pinochet til generalstabschef for de Væbnede Styrker. Pinochet udnyttede sin centrale position i militæret til at forberede sit vellykkede kup mod Allende med katastrofale følger for venstrefløjen.  

          

Fra Mellemøstens krudttønde.

Khalid Mishal, leder af den islamistiske palæstinensiske organisation HAMAS. som det israelske efteretningsvæsen Mossad forsøgte at myrde i september 1997.

Boganmeldelse.

Paul McGeogh: The Failed Mossad Assassination of Khalid Mishal and the Rise of HAMAS.

The New Press. 2009.

 

Omdrejningspunktet i den australske journalist Paul McGeoughs bog er det mislykkede attentatforsøg, som det hemmelig israelske efterretningsvæsen Mossad i september 1997 foretog på en af lederne af den palæstinensiske modstandsorganisation HAMAS Khalid Mishal.

Det mislykkede mordforsøg i 1997 danner udgangspunkt for McGoughs journalistiske beretning om den islamistiske palæstinensiske organisation HAMAS udfordring af Yassir Arafats dominans i den palæstinensiske modstandsbevægelse.

McGeough henviser i sin bog til et væld af unavngivne kilder, som han har efterfølgende har opsøgt og talt med.

Dette er utvivlsomt nødvendigt, når man skal beskrive politiske begivenheder, som ikke altid tåler dagens klare lys, men det gør det også sværere at kontrollere kilderne og deres udsagn.     

McGoughs bog er skrevet i forlængelse af hans journalistiske arbejde med Mellemøsten.

Han er ikke ude i et stort ideologisk skoleridt, hvor han vil belære os om Mellemøst-konfliktens dybere mening, hvis der overhovedet er anden mening, end at den er sammenstød mellem to folk, som begge gør krav på det sammen territorium.

McGough er først og fremmest interesseret i at fortælle os historien om det mislykkedes attentat, som det israelske efterretningsvæsen Mossad i 1997 planlagde på en af lederne af det islamistiske HAMAS, Khalid Mishal.

Mossads mordforsøg fremstår symptomatisk for hele den mislykkede fredsproces i Mellemøsten.

Parterne i konflikten er simpelthen for langt fra hinanden, til at der kan opnås fred, fordi deres modsatrettede interesser ikkekan forenes.

Fredsprocessens mål - en tostatsløsning - synes at fortone sig i det fjerne og har ikke siden 1948 været realistisk.

Derfor har samtlige fredsforsøg lidt skibbrud.

Mossads mordforsøg på en af HAMAS’ ledere Khalid Mishal er således blot en episode i en lang opslidningsproces mellem konfliktens parter.

Mossads mordforsøg på Khalid Mishal er langt fra det eneste forsøg på at likvidere nogle af modpartens nøglepersoner og er som metode blot et af mange midler i krigen mellem den israelske stat og de palæstinensiske modstandsorganisationer.

Staten Israels palæstinensiske hovedfjende var indtil 1980’erne Yassir Arafat Fatah og det Fatah-dominerede PLO.

I løbet af 1980’erne og fremefter blev det islamistiske HAMAS, som har rod i det muslimske Broderskab - af staten Israel anset for at være en farligere modstander end Arafat, som i takt med fredsprocessens forhandlinger og løfte om palæstinensisk selvstyre viste sig at være mere kompromisvillig end HAMAS, som i princippet var modstander af staten Israels eksistens og af alle indgåede fredsaftaler, som gav afkald på de israelsk besatte områder.

HAMAS genoptog i nogen grad ”afvisningsfronten” i PLO (PFLP, PDLFP) og dens krigeriske strategi og blev mødt med stor skepsis af den israelske stat.        

Derfor rettede Mossad i højere grad skytset mod HAMAS og i særdeleshed mod lederne i HAMAS. En af disse opkommende ledere var Khalid Mishal.

 

Khalid Mishal.

Khalid Mishals forældre stammede fra Vestbredden og måtte i 1967 flygte til Jordan, da den israelske hær (IDF) besatte Vestbredden (af Jordanfloden).

Khalid Mishals familie måtte i 1970 flygte til Kuwait, da der udbrød borgerkrig i Jordan mellem Arafats palæstinensiske styrke i Fatah og kong Husseins jordanske hær.

Khalid Mishal fik sin uddannelse i Kuwait og stiftede for første gang bekendtskab med militant islam i Kuwait, men måtte flygte, da Iraks diktator Saddam Hussein i 1990 besatte nabolandet Kuwait.

Khalid Hussein var endnu en gang hjemløs og måtte søge tilflugt i kong Husseins Jordan, som tolererede tilstedeværelse af et massivt antal palæstinensere i sit hashemitiske kongerige.

 

Mossads mordforsøg på Khalid Mishal.

I 1997 var Khalid Hussein på vej frem i hierarkiet af potentielle ledere af HAMAS. Andre potentielle ledere som Sheik Yassin var enten fængslet -eller opholdt sig i USA som Abu Marzook (anklaget for at finansiere terroraktiviteter i det Mellemste Østen).

Khalid Mishal var et oplagt emne som kommende leder af HAMAS.

Det var ikke første gang det israelske efterretningsvæsen Mossad forsøgte at gøre det af med medlemmer af de forskellige palæstinensiske fraktioner - og Mossad formodedes derfor at have mange erfaringer med likvidationer af sine politiske modstandere.

Tilsyneladende havde Mossad ikke gjort sit forarbejde godt nok. Planen var, at to agenter skulle injicere ham med et giftstof, som i løbet af kort tid ville dræbe ham.

En bil skulle forfølge ham på vej til kontoret i Amman. Mishals bil blev ført af hans privatchauffør og en ekstra bil fulgte ham med sikkerhedsvagter.

I det øjeblik Mishal stod ud bilen på ved fortovskanten skulle en Mossad-agent nærme sig ham og tilføje ham et stik i øret med den giftige væske, hvilket ville medføre hans død indenfor et par døgn.

Agenten løftede en hånd mod Mishals øre og stak injektionssprøjten ind i øret på ham. Mishals sikkerhedsfolk agerede imidlertid prompte og et langvarigt korporligt slagsmål på en nærliggende markedsplads vakte så stort postyr, at jordanske politifolk blev opmærksomme på hændelsen og greb ind.

De to uheldige Mossad-agenter blev ført til det nærmeste fængsel og tilbageholdt, indtil man fandt ud af hvem de var. De to agenter var i besiddelse af canadiske pas.

Mossad var denne dag talstærkt repræsenteret i Amman og skulle fungere som baggrundsgruppe for de aktive agenter. 4 af disse søgte tilflugt på den israelske ambassade i Amman, som i første omgang ydede dem diplomatisk sikkerhed.

McGeough beskriver indgående det diplomatiske spil, som udfoldede sig i dagene efter det uheldige mordforsøg.

Hvis ikke man fik fremskaffet de relevante oplysninger om det giftstof, som var sprøjtet ind i Mishals øre, ville lægerne ikke være i stand til at redde hans liv.

Kun Mossad var i besiddelse af disse oplysninger og kun den israelske premierminister Benjamin Netanyahu ville kunne tvinge Mossad til at udlevere oplysningerne.

Hvis der en helt i McGough’s beretning er det den jordanske kong Hussein, som ifølge McGeoughs mundtlige kilder fra samtaler med nogle af de medvirkende i det efterfølgende diplomatiske spil - viste sig standhaftig overfor de israelske myndigheder.

Kong Hussein satte hele sin prestige på spil som ”fredsmager” og ”mægler” af den skibbrudne mellemøstlige fredsproces og ville gerne vise sin velvilje til at løse problemet.

Kong Hussein indgik en handel med Netanyahu om udlevering af navnet på giftstoffet og den relevante modgift mod ikke at rejse tiltale og ikke stille de to fængslede Mossad-agenter for en jordansk domstol, opgive den belejring som han havde beordret af den israelske ambassade.

Som tegn på hans villighed til at løse nogle af problemerne i Israel-Palæstina-konflikten tilbød han at huse 2   fremtrædende ledere af HAMAS (Sheik Yassin fængslet i Israel og Abu Marzook anklaget for terrorvirksomhed i USA).

Under kraftigt pres fra det internationale samfund bøjede Netanhyahu efter og bad MOSSAD om at udlevere oplysningerne om giftstoffet og modgiften.

Efter længere tids diplomatisk tovtrækkeri lykkedes det at redde Khalid Mishals liv i 1997 og han kan således i dag fremstå som den ubestridte leder af HAMAS - mestendels takket være nu afdøde kong Husseins fortjeneste.    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

         

 

  

 

  

Ex-Jugoslavien - under civilsationens tynde fernis findes barbariet.

Slobodan Milosevic (1941-2006) ses her på et foto fra 1972, hvor han stadig var på vej op i det jugoslaviske kommunistparti.
Han nåede ikke at blive dømt for sine krigsforbrydelser inden han døde.

Boganmeldelse.

Steen Ramsgaard: Krigen i Europas baggård. Historien om Jugoslaviens sammenbrud. Lindhardt og Ringhof. 2016.

 

Ex-Jugoslaviens sammenbrud er historien om en forholdsvis velfungerende socialistisk republik, som opstod efter 2. verdenskrig under marskal Titos ledelse.

Inden Stalins Røde Hær nåede frem til Beograd havde Titos ”røde” partisaner ved 2. verdenskrigs afslutning tilkæmpet sig magten i Jugoslavien.

Jugoslavien var havnet i den del af Europa, som Churchill og Stalin havde tiltænkt den vestligt dominerede interessesfære af Europa.

Tito havde en lang karriere som agent for Stalins Kommunistiske Internationale (Komintern) bag sig, men det kom hurtigt til et brud med Stalins Sovjetunionen i 1947, da Tito - til trods for sin fortid i Komintern - ikke havde tænkt at efterligne Stalins degenererede form for socialisme.  

Man kan i en vis forstand sige, at Tito med sin ”selvstyre-socialisme” foregreb den ”eurokommunisme”, som visse vestlige kommunistpartier udviklede i 1970’erne.

Titos partisaner havde under 2. verdenskrig forsøgt at holde sig udenfor det etniske modsætninger mellem serbere og kroater, som var organiseret i hver sin etniske bevægelse. Serberne som chetnikker; kroaterne i organisationen Ustasa.

Tito var bevidst om, at disse etniske konflikter kunne ødelægge et fremtidigt Jugoslavien og bestræbte sig på at holde de etniske modsætninger nede.

I Jugoslaviens forfatning blev således givet plads til en vis form for autonomi til delrepublikkerne.

Titos Jugoslavien havde formået at lægge låg på de ulmende etniske modsætningsforhold, som forsat bestod i Jugoslavien.

Dette holdt lige indtil Tito døde i 1980.

Titos Jugoslavien havde forsøgt at gå balancegang mellem den Kolde Krigs to dominerende ideologier: markedskapitalisme og den form for perverteret socialisme som fandtes i Sovjetunionen.

Han havde beholdt visse træk af socialisme og blandet dem med kapitalistisk markedsøkonomi. Udenrigspolitisk havde Tito ført sig frem som leder af de alliancefri lande.

Allerede før Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var der tegn på opløsning i Titos Jugoslavien.

Steen Ramsgaard har interviewet en række personer, som har spillet en central rolle i den opløsningsproces, som ex-Jugoslavien gennemgik efter Titos død i 1980.

De tre hovedfigurer i opløsningsprocessen er serbiske Slobodan Milosevic, kroatiske Franjo Tudmann og bosnisk muslimske Alia Izetbegovic.

Hovedskurken i ex-Jugoslaviens opløsning må nok siges at være Slobodan Milosevic (1941-2006).

Milosevic var apparatjikken, som ved sine bureaukratiske manøvrer banede sig vej til magten i det jugoslaviske kommunistparti ved at indsætte sine egne støtter i de forskellige delrepublikker, så han kunne råde overflertallet i Forbundsrådet.

Milosevic satte partiets enhed på spil ved at udpege sine loyale støtter til topposter i delrepublikkerne for at sikre sig et flertal.

Milosevic’s spindoktor Zvonimir Trajkovic opfordrede Milosevic til at spille det ”nationalistiske” (serbiske) kort og spille på de bosniske serberes utilfredshed med deres mindretalsstatus i Bosnien.

På partiets kongres i januar 1990 udvandrede Sloveniens delegerede i protest mod Milosevics udemokratiske manøvrer.

Hermed var signalet givet til Jugoslaviens oplæsning som en føderation.

Den tilsyneladende velfungerende multietniske republik under Tito faldt fra hinanden som det kludetæppe det var sammensat af.

De gamle etniske modsætninger fra tiden under 2. verdenskrig var ikke glemt og fik nu nyt liv, opmuntret af nationalistiske politikere fra forskelligt hold.

Adskillige borgerkrige fulgte: Slovenien skilte sig ud. Bosnien blev sønderrevet i etniske konflikter. Kroater og serbere som levede blandet i Forbundsrepublikken Jugoslavien blev nu hinandens fjender og førhen gode naboer slagtede nu hinanden.

Fra alle sider blev der begået uhyrlige forbrydelser, som Den Internationale Domstol for Forbrydelser i mange tilfælde har behandlet - og som er endt med lange fængselsstraffe til de dømte.

Ikke i alle tilfælde har det været muligt af finde tilstrækkeligt med beviser til at dømme de anklagede, da bevismaterialet i mange tilfælde er blevet tilintetgjort af de skyldige selv.

Henrettedes lig er blevet gravet og lagt ned i andre grave for at skjule ugerningen.

Det internationale samfund reagerede først rent sent, da krigene bredte sig i ex-Jugoslavien. FN og NATO greb ind med forhandlinger om en delingsplan for Bosnien, som opdelte det i 10 kantoner med hver sit styre og som tildelte de serbiske bosniere et særligt territorium.

NATO bombede serbiske stillinger i Bosnien og FN udpegede særlige ”sikre zoner” i de krigshærgede områder i Bosnien.

Også Serbien blev udsat for bombardementer, da Milosevic ikke ville give sig.

Ramsgaard interviewer en repræsentant for den organisation Opfor, som stod i spidsen for kampagnen mod Milosevic, som viser, at Milosevic ikke blev omstyrtet af en voldelig omvæltning, men af en fredelig protestbevægelse, som udelukkende brugte verbale og organisatoriske midler.

Denne repræsentant lægger skylden for ex-Jugoslaviens skæbne på de 3 hovedaktører, Slobodan Milosevic, Franjo Tudmann og Alia Izetbegovic for ikke at have kendt deres besøgstid, da de havde chancen for at forvandle Titos Jugoslavien til et borgerlig demokratiske samfund.

Med Berlin-murens fald i 1989 og Sovjetunionen sammenbrud i 1991 havde de ellers en enestående historisk chance.         

Bent Jensens antikommunistiske ekkokammer.

Historieprofessor emeritus Bent Jensen.
Har bidraget med adskillige bøger om Sovjetunionens udvikling.

Boganmeldelse.

Bent Jensen: Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921. Gyldendal. 2017. 

 

Det som skulle være en anmeldelse af Bent Jensens bog - bliver det ikke. Denne anmelder har ikke set sig i stand til at færdiggøre sin læsning af professor Bent Jensens sidst udkomne bog om Ruslands historie med vægten på årene 1917-1921.

 

Når historieskrivning bliver til ideologi.

Denne bog - som sikkert fra Bent Jensens side - er tænkt som standardværket på dansk om den russiske revolution er en sammenskrivning af Bent Jensens mange bøger om Ruslands historie.

Bent Jensens syn på Ruslands historie fra 1917 til 1921 er kendt. Hans syn på Sovjetunionens historie er ikke blot kritisk, men hans holdning til Sovjetunionen er decideret fjendtligt.

Det er ikke Bent Jensens intention med sin bog at forholde sig objektivt til begivenhederne fra 1917-1921. Han har et forudfattet syn på Sovjetstaten, som hindrer ham i at få øje på dynamikken i Sovjetstatens udvikling i årene umiddelbart efter Oktoberrevolutionen.

Derudover gør Bent Jensen sig skyld i nogle helt elementære fejl som historiker ved i sit valg af kilder ikke at bruge den mangfoldighed af litteratur, som er skrevet om Sovjetstatens tidligste år.

Bent Jensen refererer ofte til sine egne bøger eller til kilder, hvis politiske synspunkter han deler. Dermed bliver hans fremstilling af Sovjetstatens tidlige år ikke en analyse af årsagerne til begivenhedsforløbet - men et ideologisk skoleridt i antikommunisme.

I stedet for en analyse af årsager til begivenhedsforløbet serverer Bent Jensen os for sin uforblommede antikommunisme - og man efterlades som læser tilbage med Bent Jensens egne fordomme om Sovjetstaten og dens bagvedliggende ideologi.

 

Bent Jensen har en fejlagtig opfattelse af begrebet marxisme.

Bent Jensen beskylder det han forstår ved ”marxismen” for at være deterministisk, for på forhånd at have afgjort historiens udvikling.

Intet kunne være mere forkert og hans opfattelse vidner mere om Bent Jensens manglende forståelse af ”marxismen”.

Marxister har udelukkende set på samfundenes udvikling fra prækapitalistiske samfund til industrielt højtudviklede samfund.

Marx hævdede, at borgerskabets tid var forbi - og at det gik sin undergang i møde. Marx pegede på proletariatet som den klasse, som skulle overtage borgerskabets progressive rolle i udviklingen af produktivkræfterne.

Der var ikke skyggen af ”determinisme” fra Marx’ side i denne betragtning.

Senere epigoner af Marx som den tyske socialdemokrat Karl Kautsky forvrængede Marx’s tanker til ukendelighed ved at forvandle revolution til reform og gøre arbejderklassens magtovertagelse til ren automatik.

Kautsky var determinist, ikke Marx. Men Bent Jensen forveksler Marx med Kautsky.

 

Bent Jensen hævder fejlagtigt, at der skulle være en lige linje fra Marx til Stalin.

Bent Jensen hævder endvidere fejlagtigt at kunne trække en lige og ubrudt linje fra Marx og Engels og frem til Sovjetunionens ubestridte leder fra omkring midten af 1920’erne - Josef Stalin.

Intet kunne være mere forkert.

Der er ikke tale om en ubrudt række af ”socialistiske fædre”, som står på hinandens skuldre -  som man kan se på de stalinistiske bannere og plakater.

Marx’ epigoner i de reformistiske socialdemokratier forvandlede marxismen til en deterministisk teori om arbejderklassens automatiske magtovertagelse. De reformistiske ledere behøvede blot at sætte sig tilbage i de parlamentariske sæder og vente på, at Socialdemokratiet fik det absolutte flertal i parlamenterne.

Socialisme var ifølge dem et spørgsmål om evolution og en langsomt fremadskridende udvikling (gradualisme) vej til socialisme.

Revolutionære marxister som Lenin, Trotsky, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht kritiserede Socialdemokratiet for deres reformisme og accept af det borgerlige demokrati, som var ormstukkent og ubrugeligt.

De gjorde op med Socialdemokratiets reformisme - og udfordrede det reformistiske lederskab af arbejderbevægelsen.

Kun i zarens Rusland lykkedes det revolutionære marxister at overbevise et flertal af arbejdere, bønder og soldater at gøre op med zarens autokrati og Kerenskys reformisme.

Bent Jensen har slet ikke blik for den dynamiske udvikling i revolutionsåret 1917, men ærgrer sig over at zaren bar sig dumt ad - og at mensjevikken Kerensky var alt for vag som borgerlig demokrat.

Bent Jensen havde foretrukket et borgerligt demokrati og afskyr bolsjevikkernes ”kup” i oktober 1917.

I bagklogskabens klare lys fremskriver han udviklingen fra oktober 1917 og frem til Stalins magtovertagelse af parti og stat.

Han fokuserer entydigt på alle bolsjevikkernes ugerninger og fremstiller dem som inhumane bæster, samvittighedsløse slyngler.

Bent Jensens brug af invektiver om de bolsjevikkernes ledere kan ikke erstatte en analyse af begivenhederne og årsagerne hertil.

På denne baggrund håber jeg ikke, at Bent Jensens bog om Sovjetstatens tidlige udvikling bliver standardværket på dansk om Sovjetstaten. Den kunne ellers være skrevet som sådan med sine indledende og opsamlende bemærkninger før afsnittene.

En skam at professor emeritus Bent Jensen ikke udnytter sit kendskab til russisk og sin store viden om Sovjetsamfundet - samlet sammen over mange årtier - til andet og mere end hvad du kan læse i denne bog.       

  

 

Guevara - revolutionens mange arnesteder?

Boganmeldelse.

Pierre Kalfon: Che. Ernesto Guevara, une legende du Siecle. Biographie. Editions du Seuil. 2007 (488 sider). 

 

Få er blevet biograferet så mange gange som den cubanske revolutionshelt Ernesto ’Che’ Guevara.

Det må derfor være svært at tilføje noget nyt til portrætterne af denne helteskikkelse, hvis liv er blevet gjort til mere myte end sand historie.

Ernesto Guevara er enten en helt eller en skurk - alt efter hvilken lejr man tilhører.

Er man højreorienteret vil man hæfte sig hans mulige medvirken ved drab på politiske modstandere umiddelbart efter magtovertagelsen i 1959.

Pierre Kalfons biografi er i genren ”empirisk-kritisk” med hang til det empiriske - dog uden at forholde sig ukritisk til hans mange politiske beslutninger gennem livet.

Størst interesse har hans afsnit om Guevaras tid på Cuba og hans sidste skæbnesvangre beslutning om at bryde med sin mangeårige kampfælle Fidel Castro.

Pierre Kalfon kredser meget omkring spørgsmålet om Guevara nogensinde brød med Fidel Castro - eller om han bare kørte træt af den politiske og økonomiske udvikling på Cuba.

Pierre Kalfon antyder, at der lå en politisk uenighed bag Guevaras beslutning om at prøve lykken i Afrika (Congo) og senere i Latinamerika (Bolivia).

Guevara gav udtryk for, at den cubanske befolkning manglede tilstrækkelig begejstring for revolutionens erobringer (ikke særlig villig til at deltage i den årlige frivillige sukkerrørskampagne)

Ifølge Kalfon var der forskel på Guevaras og Fidels økonomiske (og politiske) vision for Cuba.

Castro-brødrene ønskede ikke nødvendigvis, at Cuba skulle gøre sig fuldstændigt uafhængig af storebror i Øst, Sovjetunionen.

Guevara ønskede i højere grad et uafhængigt Cuba, som ikke kun handlede med sukker og byttede dette med olie fra Sovjetunionen.

Guevara var skeptisk overfor de sovjetiske ”revisionisters" forestilling om ”fredelig sameksistens” med den kapitalistiske verden og havde mere til fælles med den maoistiske udgave af stalinismen med dens kritik af ”fredelig sameksistens” og ”parlamentarisk vej til socialismen”.

Hverken Fidel eller Guevara havde opgivet håbet om, at den cubanske revolution kunne sprede sig til det latinamerikanske kontinent.

Begge nærede de illusioner om, at kunne skabe forskellige ”arnesteder” for revolutioner, som så skulle antænde en oprørsbevægelse på samme måde som 26. julibevægelsen på Cuba.

Med Fidels opbakning forsøgte Guevara at antænde et bål i Congo, hvor cubanske guerillaer skulle assistere Laurent Kabilas afrikanske guerillastyrker.

Kalfon beskriver dette næsten surrealistiske forsøg som totalt mislykket. Det som kunne gå galt, gik galt. Guevaras eventyr i Congo var en fiasko.

Bedre gik det ikke Guevara i Bolivias højland. Kalfon forklarer, hvordan Guevara allerhelst ville have startet oprøret i sit hjemland Argentina, men alligevel foretrak Bolivia.

Pierre Kalfon hævder, at hvis Guevara (og hans cubanske bagland) havde gjort deres hjemmearbejde ordentligt, havde de aldrig valgt det bolivianske højland.

Egnen de valgte som arnested for oprøret var tyndt befolket med indiansk talende bønder, som ikke forstod spansk.

Kalfon beskriver med udgangspunkt i samtaler med de af Guevaras kammerater, som overlevede mareridtet i Bolivias højland alle de strabadser, som guerillaerne måtte gennemgå.

Endnu en gang gik alt det galt, som kunne gå galt. Guevara og hans forestilling om et, mange ”arnesteder” for revolutionære opstande holdt ikke i Bolivia - som på Cuba i 1959.

Den cubanske revolution kunne ikke uden videre eksporteres.  

Således endte Guevaras liv tragisk. Forladt af sine guerilla-medkæmpere, uden radiokontakt med omverdenen, angivet af de lokale bønder og jaget af det bolivianske militær og amerikanske CIA.

Helt eller skurk? Døm selv. På Castro-brødrenes Cuba fejres ’Che’ stadig som helt i den cubanske revolution.

Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved Castros og Guevaras måde at komme til magten på.

Jeg holder fast ved den gode gamle teori om arbejderklassen som subjekt for en socialistisk revolution.

Analfabetiske bønder egner sig ikke til revolution.          

 

 

Den Spanske Borgerkrig - sporene skræmmer stadig.

Tilhængere af den spanske Republik føres bort af Francos soldater til en uvis skæbne.

Boganmeldelse.

Burnett Bolloten: The Spanish Civil War. Revolution and Counterrevolution. University of North Carolina Press. 1991.

 

En guldgrube af dokumenter om den Spanske Borgerkrig.  

Burnett Bolloten var krigskorrespondent for det amerikanske pressebureau United Press (UP) under den spanske borgerkrig 1936-1939.

Efter borgerkrigen var han en årrække ude af journalistik og først senere i sit liv begyndte han at systematisere sit indsamlede materiale, som i dag ligger i Hoover Archives.

Bollotens bog (1100 sider) - og hans mange (næsten 200 sider) fodnoter - vidner om, at hans store samling af materiale om den Spanske Borgerkrig.

Mig bekendt har ingen andre i en grad som Bolloten samlet så store mængder af materiale om den Spanske Borgerkrig.

I sin bog The Spanish Civil War. Revolution and Counterrevolution gør han flittigt brug af sit omfangsrige materiale.

Ingen har som Bolloten behandlet den Spanske Borgerkrig ned i mindste detalje.

Bolloten kommer rundt i alle hjørner af den Spanske Borgerkrig.

På side 500 af sin bog skriver Bolloten om sig selv som korrespondent for det amerikanske pressebureau United Press: ”

I was at that time the United Press correspondent in Valencia and sympathetic to the Communist party line.” (op.cit., p. 500).

Bolloten hørte til de mange ”fellow travellers”, som sympatiserede med stalinismen i 1930’erne.

Bollotens ungdommelige fejltagelse skal være ham tilgivet.

Bollotens bog fra 1991 bærer absolut ikke præg at være pro-stalinistisk eller Moskva-venlig.

Bolloten så med egne øjne, hvorledes Stalins udenrigspolitiske interesser var afgørende for Sovjetunionens udenrigspolitik i 1930’erne.

Stalin havde for længst forskrevet sig til sin forestilling om ”socialisme i et land” og modarbejdede af al kraft ethvert tilløb i retning af en socialistisk revolution.

Bollotens bog er et langt anklageskrift mod Stalins, Kommunistisk Internationales (Komintern) og de spanske stalinisters forsøg på at sabotere en udvikling i retning af et socialistisk Spanien.

Bolloten viser, at de objektive betingelser for en socialistisk omvæltning var til stede i maj 1937.

Lige så tydeligt viser han, at Stalins ”folkefrontspolitik” stod i vejen for en revolutionær omvæltning.

Stalin, Komintern og de spanske stalinister foretrak et bredt samarbejde på tværs af samfundsklasserne i en regeringskoalition bestående af flere borgerlige og småborgerlige partier.

Alle som tillod sig at sætte spørgsmålstegn ved folkefrontspolitikken blev mødt med hård og ubarmhjertig modstand.

Det gjaldt især det revolutionære marxistiske P.O.U.M. og de mest radikale af fagforbundet CNT's militser (Durrutis Venner).

Efter sammenstødet ved telefonbygningen i Barcelona i maj 1937 igangsatte spanske stalinister i PCE - understøttet af Kominterns agenter i Spanien - en smædekampagne mod P.O.U.M.

Leder af P.O.U.M. Andres Nin og i tusindvis af medlemmer af P.O.U.M. blev i 1937 og 1938 enten fængslet eller henrettet. På samme måde som Stalins hemmelige efterretningsvæsen NKVD gennemførte offentlige skueprocesser mod de sidste rester af den ”gamle bolsjevikiske garde” i Sovjetunionen i 1936-1937.

Bolloten dokumenterer til fulde det forræderi som stalinisterne begik mod den spanske arbejderklasse og fattigbønder ved at lokke dem ind i en Folkefront, som modarbejdede deres klasseinteresser - til fordel for de herskende klasser.

Stalinisterne udhulede Folkefrontens erobringer og bekæmpede af al magt dens progressive tiltag i retning af ekspropriation uden kompensation af de største jordejendomme og virksomheder.

De modsatte sig arbejderkontrol med virksomheder og banker. De opløste arbejdermilitserne og erstattede dem med en stående national hær.

De begik kort sagt et eklatant klasseforræderi mod den militante spanske arbejderklasse og fattigbønder.

Resultatet blev, at Folkefronten blev reduceret til ekspeditionskontor for Stalins udenrigspolitik, som havde til formål ikke at skræmme de borgerlige demokratier i Frankrig og England.

Folkefronten brød sammen og Republikken tabte borgerkrigen til general Franco.

Den Spanske Borgerkrig blev trukket i langdrag, da Stalin af hensyn til de borgerlige demokratier i England og Frankrig ikke åbent turde udfordre disse ”ikke-interventionspolitik”.

Også general Franco og hans allierede i borgerkrigen trak den i langdrag med det resultat at hundredtusinder af spaniere unødigt mistede livet under og efter borgerkrigen.

Få år forinden havde Stalins ”ultravenstre” sekteriske politik forårsaget, at den tyske arbejderbevægelse blev knust. Nu forårsagede Stalins folkefrontspolitik det samme i Spanien.

Folkefrontspolitikken var ikke et hak bedre end hans ”ultra-venstre” sekteriske politik fra 1928-1934.

I 1939 stod den internationale fascisme og nazisme stærkere end nogensinde i Europa.

Det er Bollotens store fortjeneste at have samlet så stort et materiale (en guldgrube) om den Spanske Borgerkrig og at have stillet det til rådighed forskere i Hoover Archives.

Gid nogle flere vil bruge dette materiale til at gøre sig klogere på den Spanske Borgerkrig.     

  

      

   

     

   

Lad historien dømme.

General Arnaldo Ochoa (1930-1989).
Dødsdømt ved en cubansk militær domstol anklaget for transport af narko fra Columbia til USA med Cuba som mellemstation.

Boganmeldelse.

Juan Sanchez: The Double Life of Fidel Castro. The hidden World of Cuba’s greatest Leader. Amberly. 2015. 

 

I Miami, Florida USA lever der millioner af eksil-cubanere, som er flygtet fra Fidel Castros Cuba. En af disse hedder Juan Sanchez, som i 2008 flygtede fra Fidel Castros ”socialistiske paradis”.

Juan Sanchez er en ikke helt almindelig eksil-cubaner. Ganske vist bryder han - som de fleste andre eksil-cubanere - sig ikke om Fidel Castro og hans regime.

Men Juan Sanchez har en ganske grund til at være imod Fidel Castros styre på Cuba.

Juan Sanchez var fra 1977-1995 en del af den sikkerhedstjeneste, som tog af Fidel Castros personlige sikkerhed.

Som sikkerhedsvagt kom han helt tæt på Fidel Castro - og er i stand til at give os et sandt billede af mennesket og politikeren Fidel Castro.

Få statsmænd har som Fidel Castro været genstand for forskellige iagttageres vurderinger. Fidel Castros mange fjender i den kapitalistiske verden brød sig ikke om den skæggede guerilla, som erobrede magten fra diktatoren Batista.

Fidel Castro dukkede første gang op på avisernes forsider, da han i 1953 løb storm på en militær kaserne (Moncada).

Fidel Castro blev under retssagen mod ham verdenskendt som sin egen forsvarer, som han brugte til at propagandere for sin egen befrielseskamp mod tyrannen og diktatoren Batista.

Fidel Castro sluttede sit indlæg med ordene: ”Lad historien dømme mig”.

Hvis selve historiens gang har dømt Fidel Castro, så har Juan Sanchez gjort det med sin bog.

Juan Sanchez var indtil 1996 en svoren tilhænger af Fidel Castro og hans regime og tilhørte som en del af Fidel Castros sikkerhedstjeneste regimets øverste lag.

Juan Sanchez nød Fidel Castros ubetingede tillid og Sanchez adlød hans ordre uden den mindste tvivl. Lige indtil den dag, hvor han overhørte en samtale mellem Castros indenrigsminister José Abrantes og Castro selv.

Samtalen drejede sig om et ferieophold for en narkosmugler, som ønskede at han og hans forældre kunne holde ferie på Cuba.

Sikkerhedstjenestens øverste boss, indenrigsminister Abrantes var bange for, at narkosmuglerens forældre kunne røbe, at sønnens ferieophold på Cuba skyldtes hans tjenester for den cubanske stat som narkosmugler.

Juan Sanchez fandt ikke ved denne lejlighed ud af, hvem den pågældende narkosmugler var.

Da Fidel Castro et år senere stillede en af sine medkæmpere, - som havde deltaget i guerillakrigen mod diktatoren Batista og som i et og alt havde støttet Fidel Castro (og Ernesto ’Che’ Guevara) lige fra guerillakrigen i Sierra Maestra-bjerge til krigen i Angola mod hvide sydafrikanske styrker - for en militær domstol, gik sammenhængen op for Juan Sanchez.

Med Fidel Castros viden medvirkede den cubanske stat til smugling af narko (kokain) fra Medellin i Columbia til USA med Cuba som mellemstation.

General Arnaldo Ochoa, dekoreret med de højeste ordener i Cuba blev nu anklaget for at have organiseret handel med kokain fra Columbia med Cuba som mellemstation.

Ochoa blev sammen med 13 andre højtstående embedsmænd og militærfolk stillet for en militær domstol og 4 blev idømt dødsstraf.

Retssagen mod krigshelten general Arnaldo Ochoa var en ren skueproces i lighed med Stalins skueprocesser i Moskva fra 1936-1938.

De anklagede blev ikke forelagt et bevismateriale, som de kunne tage stilling til. De fik ikke mulighed for at forsvare sig mod de absurde anklager.

Anklagemyndigheden var ikke uafhængig af Fidel Castros udøvende magt. Sanchez overværede, at Fidel Castro i pauserne mellem retsmøderne kaldte anklagerne ind til sig og dikterede dem processens gang.

Fidel Castro ønskede selve henrettelsen af de 4 filmet til brug for regimet til skræk og advarsel for andre ”oprørske elementer”.

Sanchez mistede sin tro på Fidel Castro og hans regime og fyldtes af væmmelse og afsky over for hans og hans regimes bestialske forbrydelser.

 

Sanchez’ brud med Fidel Castro.

I 1996 fik Sanchez nok af regimets dobbeltmoral og Fidels Castros dobbeltliv, hvis luksusliv stod i grel kontrast til den cubanske befolknings usle levevilkår.

Sanchez var nu 45 år gammel og mente at det var på tide at ansøge om at blive pensioneret fra sikkerhedstjenesten.

Efter 17 år i tro tjeneste hos Fidel Castro mente Sanchez at have gjort sin pligt som cubansk borger.

Det mente hans overordnede i Sikkerhedstjenesten imidlertid ikke og hans ansøgning blev afslået.

Da Sanchez’ far og bror var flygtet fra Cuba og hans datter havde giftet sig med en venezuelaner, var han nu en borger under mistanke i regimets øjne.

Uden at kende årsagen blev han en skønne dag i 1996 arresteret og tilbragte de næste 2 år i et af regimets fængsler.

Sanchez undrede sig over, at forholdene i fængslerne ikke var spor bedre end beskrevet i andre latinamerikanske fængsler.

Maden var utilstrækkelig og elendig. Under gårdture blev fangerne efterladt uden tøj på kroppen og udsat for ekstrem kulde.

Den fysisk stærke Sanchez, som havde sort bælte i karate og judo tabte 20 kilo af sin kropsvægt.

Efter sin løsladelse forstillede Sanchez sig og opførte sig i enhver henseende eksemplarisk, for ikke at vække unødig opmærksomhed.

Sanchez kendte kun alt for godt regimets evne til at opspore enhver form for ”subversiv” adfærd og ønskede ikke at udfordre sin skæbne med langvarigt fængselsophold til følge.

Efter 10 forgæves flugtforsøg lykkede det i 2008 Sanchez at undslippe regimets lange arm. Sammen med 45 andre flygtninge lykkedes det ham at komme om bord på et skib, som sneg sig uden om den cubanske kystvagt - og lande på Yucatan-halvøen i Mexico.

Derefter på ladet af en lastbil til nærmeste lufthavn og med fly til en by ved grænsen til USA.

 

Sanchez personlige historie er et førstehånds vidnesbyrd om Fidels Castros luksustilværelse, fuldstændigt adskilt fra de brede cubanske massers utålelige dagligdag og levevilkår.

Sanchez blev som pensionist tildelt en statslig pension på 16 dollars = 100 d.kr om måneden.

Fidel Castro og den cubanske nomenklatura levede i sus og dus.

Sanchez har ikke meget godt at sige om Fidel Castro som menneske.

Han er egocentriker og evner ikke at lytte til andres meninger. Han er enerådig og lader ikke andre komme til orde.

På det personlige plan er han en dårlig far, som ikke interesserer sig for sine mange børn. Han bedrager sine koner og har flere affærer kørende uden for sine ægteskaber.

Længe inden han døde havde han helbredsproblemer (kræftsvulst i tarmene) og han var konstant svækket af helbredsproblemer fra 1990’erne.

 

De to Castro-brødre.

Sanchez skriver, at der stor forskel på de to Castro-brødre Fidel og Raul.

De to brødre har fra de var små stået last og brast.

Men de er meget forskellige som mennesker og som politikere.

Fidel Castro har karisma og besidder talegaver som få andre. Han kan tale i timevis og skabe entusiasme hos sit publikum.

Raul er en elendig taler, uden personligt karisma - og besidder ikke Fidels intellekt og er ikke visionær som Fidel.

Og så har Raul en svaghed. Han er fordrukken med hang til whisky. Sanchez fortæller, at Raul efter henrettelsen af general Arnaldo Ochoa frygtede for sit eget liv.

Fidel måtte berolige ham med, at han aldrig ville henrette sin egen bror. Men en ting måtte Raul love sin bror - at blive af med sin alkoholisme.

 

Ubesvarede spørgsmål.  

Sanchez’ bog er en personlig beretning om sine oplevelser som en af Castros personlige sikkerhedsvagter.

Den gør os ikke klogere på hvilken type samfund Cuba var og er under de to Castro-brødre. Sanchez giver os ikke noget bud på dette.

Men Sanchez’ personlige beretning kan bruges som dokumentation for en undersøgelse af hvilken type samfund Cuba er og var.

 

Det cubanske samfunds klassekarakter?

Castros 26. juli bevægelses magtovertagelse i 1959 var berettiget. Fidel Castro var ikke oprindeligt hverken marxist eller leninist, men snarere borgerligt liberal (måske socialliberal).

I sagens natur måtte Fidel Castro under den Kolde Krig vælge side. Han kunne umuligt vælge at lade Cuba forblive en vasalstat under USA.

USA brød sig ikke om at have et USA-fjendtligt regime så tæt på sine grænse som Cuba og iværksatte en handelsboycot (embargo) mod Cuba - og kastede således Castros Cuba i armene på USSR.

USA viste sin fjendtlighed mod Castros Cuba ved at planlægge og udføre den mislykkede invasion i Svinebugten.

Dette gav Castro prestige i den 3. verden og dannede baggrund for hans forsøg på at skabe en samling af verdens alliancefri lande.

Under Cubakrisen i 1962 kom Castro på kollisionskurs med Khrustjovs USSR, uden dog at bryde med USSR.

Til trods for mindre divergenser om krigsførelsen i det sydøstlige Angola i 1970’erne var Castro aldrig for alvor grundlæggende uenig med det stalinistiske bureaukrati i USSR.

Castros Cuba udviste og udviser slående lighedstræk med USSR under Khrustjov og Bresjnev.

Ligesom Castro havde mange fjender på den politiske højrefløj, havde han forbløffende mange venner på den politiske venstrefløj.

Lad os slå fast, at 26. julibevægelsens magtovertagelse i 1959 ikke var en socialistiske revolution i ”klassisk” forstand.

26. juli bevægelsen var ikke en ”proletarisk” bevægelse, 26. juli-bevægelsen ikke et revolutionært marxistisk parti i ”klassisk” forstand som bolsjevikkernes i oktober 1917.

Bevægelsens strategi heller ikke revolutionær marxistisk i ”klassisk” forstand. Castros militære strategi om et ”foco” som et sted, hvorfra en revolutionær bevægelse kan brede sig til resten af samfundet har ikke meget at gøre med klassisk marxistisk teori for en magtovertagelse.   

Cuba under Castro blev derfor heller aldrig en ”degenereret arbejderstat” i ”klassisk” forstand, som Trotsky definerede det i tilfældet Stalins USSR.

Nogle selverklærede trotskister har foreslået at kalde stater, som ikke har undergået en vaskeægte socialistisk revolution for ”deformerede arbejderstater”.

Heller ikke denne term passer på Fidel Castros Cuba, da den cubanske arbejderklasse aldrig har været ved magten på Cuba.

Hurtigt efter 26. juli bevægelsens magtovertagelse i 1959 udviklede der sig et cubansk bureaukrati, centreret omkring Fidel Castros person, som satte sig tungt på statsapparatet.

Som Ochoa-sagen viser, er bureaukratiet parat til at ofre sine egne bedste mænd på bureaukratiets alter, når det føler sig truet eller udfordret.

Ochoa-sagen ligner til forveksling Stalins skueprocesser i Moskva 1936-1938, hvor fremtrædende bolsjevikker blev dødsdømt for ”forræderi” og henrettet.

Heri adskiller Castros regime sig ikke fra Stalins.    

 

 

Finlands blodige borgerkrig 1917-1918.

Boganmeldelse.

Tobias Berglund og Niclas Sennerteg: Finska indbördeskriget.

Natur och Kultur. 2017.

 

I Finland udspillede der sig i efteråret 1917 og foråret 1918 en af de mest blodige borgerkrige i Europa i det 20. århundrede.

Der er god grund til at beskæftige sig med den finske borgerkrig, da selve krigen modbeviser påstanden om, at de skandinaviske samfund skulle være særligt fredelige - og fritaget for klassekamp og voldelige sammenstød.

Borgerkrigen opstod i kølvandet på 1. verdenskrig, da Finland var et fyrstendømme under den russiske zar.

Finland var som en vasalstat underlagt russisk overherredømme og jurisdiktion.

Blandt de herskende klasser i Finland var der et udbredt ønske om national selvstændighed og frigørelse fra Zar-Rusland.

Dette ønske kunne opfyldes i marts 1917, da mensjevikken Kerensky kom til magten i Rusland og dannede en Provisorisk Regering.

Men mensjevikken Kerensky var ikke klar til at give finnerne selvstændighed.

Kerensky var heller ikke klar til at give russerne fred og mistede således opbakning i den russiske befolkning, som var krigstræt.

Kerensky fulgte ”den gyldne middelvej” og troede han kunne zig-zagge sig vej mellem bolsjevikkerne på den yderste venstrefløj og de herskende klasser på højrefløjen.

Men den gik som bekendt ikke.

Zarens generaler var ikke begejstret for Kerenskys vakkelvorne borgerlige demokrati og pønsede på et kup.

Kerensky mobiliserede i en sidste krampetrækning den russiske befolkning og general Kornilovs kupforsøg blev nedkæmpet.

Zarens Rusland var i svare vanskeligheder: krig, sult, høj inflation og massearbejdsløshed - og zarismens magtbasis forsvandt.

Nye magtorganer så dagens lys i form af arbejder -og soldaterråd, hvor bolsjevikkerne var stærkt aktive og indflydelsesrige.

I oktober 1917 mente de russiske bolsjevikker, at tiden var inde til at lade arbejder -og soldaterrådene tage magten.

Lenin og Trotsky så klart, at valget ikke stod mellem Kerenskys mislykkede borgerlige demokrati eller Kornilovs militære diktatur.

Lenins og Trotskys svar: Al magt til rådene - og dannelse af en socialistiske Rådsrepublik.

Lenins og Trotsky råd i november 1917 til lederne i det finske Socialdemokrati var: Tag magten!

Men de finske socialdemokrater var splittet i en fløj, som gerne ville tage magten og en fløj, som absolut ikke ville tage magten via en socialistisk revolution.

Partiets højrefløj var reformistisk og ville hellere gå den parlamentariske vej.

I 1916 havde det finske Socialdemokrati opnået absolut flertal i det finske parlament (landdag) og kunne have brugt sit parlamentariske flertal til at trumfe sin politik (Manifestet ”Vi kræver”) igennem (jf. p. 58).

Manifestet mødte modstand hos de borgerlige partier og de finske socialdemokrater vovede ikke at føre sin politik igennem.

Kerensky var ikke parat til at afgive Ruslands overhøjhed over Finland og forlangte nyvalg til det finske parlament (p. 77).

Kerensky stak derved en kæp i hjulet på sine socialdemokratiske partifæller i Finland.   

Ved valget til det finske parlament i oktober 1917 mistede det finske Socialdemokrati sit absolutte flertal (p. 78).

Ud af parlamentets 200 mandater fik Socialdemokratiet nu kun 92.

 

Den parlamentariske vej til socialisme umulig.

Det parlamentariske slag var tabt - og en ny vej måtte findes. Men hvilken?

I november 1918 befandt Finland sig ganske givet i en revolutionær situation, og det finske Socialdemokrati burde have taget magten i Finland.

De objektive (økonomiske og politiske) betingelser for en magtovertagelse var til stede, men Socialdemokratiets ledere svigtede.

Under hårdt pres fra den mest radikaliserede del af arbejderklassen måtte Socialdemokratiets ledere modvilligt gå med til at forberede en magtovertagelse.

Hårdt presset af partiets egne medlemmer måtte Socialdemokratiet – halvhjertet - gå med til at danne arbejdermilitser (vagtværn) og pålægge en komite i partiet at forberede en væbnet opstand - dog uden at præcisere hvordan.

26. januar opfordrede partiet og fagbevægelsen til en generalstrejke og udnævnte et Folkekommissærernes Råd (p. 109).

Men revolutionens ”fortrop” kom for sent. De herskende klasser havde for længst indset faren for en magtomvæltning og var begyndt at mobilisere sine borgerkrigstropper.

Socialdemokratiets parlamentariske strategi havde spillet fallit.

 

Borgerkrigsfase.

Nu trådte klassekampen ind i en ny fase, hvor det ikke var Socialdemokratiet, som havde initiativet.

De herskende klasser i Finland manglede en skikkelse, som kunne samle nationen i til kamp mod de ”røde horder”.

En sådan mand var general Mannerheim, som havde gjort karriere i zarens militær, men som så hvor det bar hen i Rusland med bolsjevikkernes magtovertagelse.

Mannerheim var indædt modstander af bolsjevikkerne - og ønskede snarere Zardømmet tilbage i Rusland.

Mannerheim blev nu af den borgerlige regeringsleder Svinhufvud udset til at skulle være den person, som kunne samle den splittede nation.

 

Et skæbnesvangert nederlag.  

Slutresultatet af den finske borgerkrig kender vi desværre alt for godt:

I alt døde 38.000 døde (heraf 28.000 ”røde). Heraf blev 5000 ”røde” og 3.400 ”hvide” dræbt i kamp.

7.400 ”røde” og 1500 ”hvide” myrdedes.

I fangelejre efter krigen døde mere end 13.500 ”røde” af sult, sygdomme eller henrettelse.

Mere end 80.000 fængsledes, 10.000 blev erklæret statsløse og ca. 10.000 flygtede ud af landet (p. 9).

Kunne dette blodbad have været undgået?

Måske kunne en finsk socialistisk Rådsrepublik have medvirket til at sprede den russiske revolution til andre lande, f.eks. Tyskland i november 1918?

I stedet endte den finske borgerkrig i en nedslagtning af den finske arbejderklasse og dens partier, som det tog årtier at komme sig over.

De tyske spartakisters opstand i november 1918 blev nedkæmpet af klasseforræderiske socialdemokrater i Tyskland.

I Rusland mistede arbejder -og soldaterrådene var bolsjevikkerne nødt til at indgå en separatfred med Tyskland for at konsolidere dens den socialistiske Rådsrepublik i Rusland.

De ovenfor omtalte aspekter af den finske borgerkrig er kun stedmoderligt behandlet i Berglunds oh Sennertegs bog.

De er bedre belyst i Anthony F. Upton’s The Finnish Revolution 1917-1918. 1983.    

  

     

     

Den, som ikke tager ved lære af historien, er dømt til at gentage den.

Boganmeldelse.

Karl Heinz Roth: Facetten des Terror. Der Geheimdienst der ”Deutschen Arbeitsfront” und die Zerstörung der Arbeiterbewegung 1933-1938. Edition Emmen. 2000

 

Karl Heinz Roth (KHR) undersøger i sin bog kun en lille del af den terror og tilintetgørelse, som ramte den tyske arbejderbevægelse, da et flertal i den tyske Rigsdag januar 1933 pegede på nationalsocialisten Adolf Hitler som Rigskansler.

Kun ganske få havde forudset hvilke skæbnesvangre konsekvenser denne magtovertagelse ville få for den tyske arbejderbevægelse.

Karl Heinz Roth har været i de historiske arkiver -  både i Tyskland og Rusland - og fundet materiale om den nationalsocialistiske organisation Deutsche Arbeitsfront.

Det var nazisternes erklærede mål at smadre den tyske arbejderbevægelse og hvis de skulle opnå deres mål, måtte de gå drastisk til værks.

Straks efter magtovertagelsen indledte nazisterne en altomfattende heksejagt på alle tyske socialister og marxister i arbejderbevægelsen.

Med et pennestrøg forbød nazisterne (og deres parlamentariske støtter) det tyske Socialdemokrati (SPD) og det tyske kommunistparti (KPD).  

Næste skridt var at ekspropriere partiernes og fagforeningernes ejendomme og formuer - uden kompensation.

Fagforeningslederne blev anklaget for at have begået underslæb og fagforeningerne måtte betale en tårnhøj bøde - for en opdigtet forbrydelse.

 

Deutsche Arbeitsfront.

Nazisternes forbud mod de to store arbejderpartier var i sig selv et alvorligt nederlag for den tyske arbejderklasse.

Næste skridt var at opbygge et net af spioner og stikkere, som kunne indberette ”ulovlige” aktiviteter til en central organisation som (DAB).    Deutsche Arbeitsfront

Det er disse indberetninger, som Karl Heinz Roth har studeret og nu gengiver på tryk i sin bog (pp. 55-239).

I sit forord (pp. 10-44) analyserer KHR Deutsche Arbeitsfronts betydning for nazi-regimets terror mod og tilintetgørelse af den tyske arbejderbevægelse.

DAB har ikke hidtil været genstand for megen opmærksom fra historikernes side. DAB havde en særlig efterretningsafdeling (Amt Information), som via sine spioner og stikkere skulle indberette ”mistænkelige” aktiviteter fra politiske ”statsfjender”, læs marxister.

DAB’s civilklædte meddelere indsamlede oplysninger om deres politiske modstandere i arbejderbevægelsen og videregav dem til Geheime Statspolizei (GESTAPO), som så arresterede dem og smed dem i fængsel.

DAB’s stikkere var aktive fra 1933-1938, hvor organisationen blev opslugt af SS (oprindeligt Hitlers personlige vagtkorps, Schutzstaffel), som så overtog det beskidte arbejde med at opspore, forfølge og jage - og til sidst arrestere og kaste regimets modstandere i arbejderbevægelsen i fængsel.

Med udgangspunkt i de dele af DAB’s arkiver, som ikke blev tilintetgjort af nazisterne - efter at DAB blev opslugt af SS, påviser KHR de 4 arrestationsbølger, som fandt sted i årene 1933-1938. 

Til trods for nazi-regimets terroristiske undertrykkelse af enhver form for modstand, vovede arbejdere hist og her at sætte sig op mod de forværrede arbejdsforhold - og greb til kortvarige arbejdsnedlæggelser.

I 1938 ebbede dog også de kortvarige arbejdsnedlæggelser ud.

KHR beklager ikke blot de to arbejderpartiers politiske fallit i Weimarrepublikken, men anklager det tyske kommunistparti (KPD) for at føre en uansvarlig politik over den tyske arbejderklasse.

Før 1934 undlod det tyske kommunistparti (KPD) at føre enhedsfrontpolitik med den øvrige arbejderbevægelse - primært Socialdemokratiet og det største tyske fagforbund ADGB.

I stedet beordrede den ”staliniserede” Kommunistisk Internationale (Komintern) det tyske kommunistparti til at føre en ultra-sekterisk politik og danne selvstændige fagforeninger i opposition til den eksisterende reformistiske fagforening ADGB.

Fra efteråret 1934 sadlede Komintern om og satte sig nu i spidsen foren ”folkefrontspolitik”.

Nu anbefalede Komintern - og KPD’s ledelse i eksil - sine medlemmer at søge ind i nazisternes DAB og ”undergrave det indefra”.

Det lykkedes dog ikke KPD’s medlemmer at udføre denne vanvittige og på forhånd dødsdømte politik.

Dertil var nazisternes terrorapparat for stærkt - og den tyske arbejderbevægelse sygnede hen.

Forskere i arbejderbevægelsens historie har endnu til gode at udforske alle enkeltheder i nazi-regimets brug af terror vendt mod arbejderbevægelsen.

Lad os håbe at også andre end Karl Heinz Roth kaster sig over dette arbejde.  

Fra hestens egen mund.

Boris Pankin, sovjetisk udenrigsminister august - december 1991 under Mikhail Gorbatjov.

Boganmeldelse.

Boris Pankin: The Last Hundred Days of the Soviet Union. I.B. Tauris. Publishers. 1996

 

Føjer Boris Pankins bog noget nyt til det vi i forvejen ved om Sovjetunionens indre sammenbrud?

Svaret er ja.

Boris Pankin og Mikhail Gorbatjov er begge født i 1931 og er således begge børn af stalinismen.

Begge gik tidligt ind i politik og skabte sig en karriere som stalinistiske partifunktionærer.

Pankin i Komsomol som chefredaktør af ung-kommunisternes blad Komsomolskaya Pravda. Gorbatjov som partifunktionær i Stavropolsk.

I august 1991 krydsedes deres veje, da Gorbatjov tilbød Boris Pankov posten som Sovjetunionens udenrigsminister - efter at georgiske Shevardnadze i vrede havde opgivet posten som udenrigsminister i Gorbatjovs regering.

Boris Pankov havde indtil gjort karriere som diplomat under Leonid Bresjnev udstationeret i Stockholm, London og Prag.

Pankov fik 100 dage (august -december 1991) som udenrigsminister - inden Gorbatjov igen hidkaldte Shevardnatze.

I kraft af sin position i toppen af Sovjetstaten under Gorbatjov, giver Pankov os førstehåndsviden dels om det mislykkede kupforsøg i august 1991, dels om magtkampen i Unionen mellem Gorbatjov og Boris Jeltsin.

Gorbatjov og Pankin var begge børn af stalinismen og havde begge gjort karriere inden for partiet. Gorbatjovs vej til partiets Politbureau gik via posten som partisekretær.

Pankins vej til pyramidens top gik via en karriere som diplomat. Pankin nåede at være sovjetisk ambassadør i Stockholm, London og Prag - inden han af Gorbatjov blev udpeget til udenrigsminister.

Pankins bog belyser især to ting:

Det kupforsøg som partiets ’hard-linere’ satte i værk i august 1991 - og som retrospektivt må siges at have givet USSR nådestødet.

Kupforsøget mislykkedes ganske vist, men det viste, at det sovjetiske kommunistparti (SUKP) stod splittet mellem en fløj af gammel-stalinister i statsapparatet og Gorbatjovs reformtilhængere.

Gorbatjovs spæde reformbestræbelser havde udløst ængstelse hos gammel-stalinisterne i statsapparatet.

Pankin viser, at skillelinjen mellem Gorbatjovs reformtilhængere og den reaktionære fløj af gammelkommunister i statsapparatet ikke var helt så klar som den ofte fremstilles i Vesten.

 

Et tu Brutus.

Da det kom til stykket, stod Gorbatjov ret alene. To fra Gorbatjovs egen stab var aktivt involveret i kuppet.

Centrale dele af statsapparatet udgjorde ’en stat i staten’.

Chefen for den hemmelige efterretningstjeneste KGB, den militære efterretningstjeneste GRU og Gorbatjovs egen indenrigsminister og forsvarsminister stod bag kupforsøget mod Gorbatjovs reformpolitik.

Havde Sovjetunionens ”dybe stat” haft større opbakning i forsvaret, var kupforsøget lykkedes.

Mange har forsøgt at forklare årsagerne til Sovjetunionens sammenbrud. Pankin bidrager med sin insiderviden til at afklare forløbet.

 

Gorbatjovs balancegang mellem to fløje i statsapparatet.

Gorbatjov var kommet til magten i 1985 efter en ”stagnationsperiode” under partichef Leonid Bresjnev og visse dele af statsapparatet knyttede store forhåbninger om større ”åbenhed” i Sovjet-samfundet.

Andre kræfter i statsapparatet ønskede ikke, at der skulle pilles ved deres privilegerede stilling i samfundet.

Gorbatjov havde en fløj i statsapparatet i mod sig, men han formåede ikke tilstrækkelig stærkt at stække denne systembevarende fløj.

Det blev hans skæbne, da de systembevarende kræfter havde fået nok af Gorbatjovs reformpolitik og satte hårdt mod hårdt med sit kupforsøg i august 1991.

Kupforsøget blev ganske vist nedkæmpet, men satte en udvikling i gang, som i sidste ende førte til USSR’s opløsning.

 

Pankin beklager Sovjetunionens opløsning i 1991.

Pankin mener, at dette kunne være undgået, hvis de to hovedaktører havde båret sig anderledes an.

Gorbatjov burde have gået hårdere til værks mod de systembevarende kræfter og have fjernet dem fra deres centrale poster i statsapparatet.

Jeltsin burde have tænkt mindre på sin egen karriere som politiker og mere på Sovjetunionens samling.

I bund og grund var de begge produkter af det samme stalinistiske system, men var ude i stand til at frigøre sig fra det.  

Resultatet blev som bekendt, at Sovjetunionen faldt sammen som union - og blev erstattet af en mindre udgave bestående af Rusland, Hvide-Rusland og Ukraine.

Boris Jeltsin blev præsident for republikken Rusland - og Gorbatjov gled ud i mørket.

Pankin beklager Sovjetunionens opløsning og henviser til de mange forhenværende stalinistiske partibureaukrater i de forhenværende republikker i USSR, som nu førte sig frem som ultra-nationalister.

Hamskiftet fra stalinistisk bureaukrat til nationalistisk autokrat voldte dem tilsyneladende ikke besvær.

Dette hamskifte har også andre forhenværende stalinistiske topbureaukrater gentaget i de central -og østeuropæiske lande. 

 

  

    

 

100-årsdagen for Finlands uafhængighed.

General Mannerheim.
Knuste den finske arbejderbevægelse 1918.
Senere hærfører og præsident under 2. verdenskrig.

Anmeldelse af dokumentarfilm.

Olivier Norn: History of an Independent Nation 1917-2017. ARTE 2017.

 

Man leder forgæves efter TV-udsendelser om 100-årsdagen for Finlands uafhængighed på de to danske Tv-medier DR og TV2.

Derimod har fransk-tyske Tv-kanal ARTE (You See) lavet en dokumentarfilm om dagen (3 min.) med fransk speak og engelske undertekster.

Producent er Olivier Horn og filmen er med fransk speak og engelske undertekster.    

Uden forhåndskendskab til Finlands historie giver filmen en god gennemgang af Finlands historie på under 1 time.

Den franske speak er god, hvis man forstår fransk - ellers er den forsynet med engelske undertekster, som får det meste af speak ‘en med.

Filmen indeholder filmstrimler fra Finlands historie idet 20. århundrede og adskillige personer med viden om Finlands historie medvirker med indslag.

 

Selvstændighed - som en appelsin i turbanen.

Finland var i en lang periode - indtil begyndelsen af 1800-tallet - under svensk herredømme. Herefter kom det under russisk herredømme.

Finland blev en del af det russiske zarrige - og var det indtil sin selvstændighed i december 1917.

Det er bemærkelsesværdigt, at det var de russiske bolsjevikker, som gav Finland sin selvstændighed. I oktober 1917 havde bolsjevikkerne taget magten i Rusland.

Et af punkterne på bolsjevikkernes program var national selvbestemmelse.

 

Socialdemokratisk klasseforræderi.

Bolsjevikkerne havde helst set, at den finske arbejderklasse havde taget magten i Finland, men det finske Socialdemokrati begik klasseforræderi og modsatte sig - en socialistisk magtovertagelse.

I stedet overlod de opgaven til den konservative Svinhufvud, som tog til Skt. Petersborg og underskrev protokollen om Finlands uafhængighed.

Socialdemokraternes klasseforræderi efterlod den finske arbejderklasse forsvarsløs.

De herskende klasser i Finland samlede sig bag den fra Rusland hjemvendte general Mannerheim, som mobiliserede adskillige ”frikorps” som sine ”hvide” kamptropper.

 

Blodig borgerkrig.      

I en 100 dage lang og blodig borgerkrig knuste Mannerheims ”borgerkrigshær” (godt hjulpet af tyske hjælpetropper) den finske arbejderbevægelses organisationer.

Den højt besungne selvstændighed druknede i blod.

10.000 ”røde” blev dræbt i borgerkrigen og 80.000 ”røde” blev samlet i interneringslejre, hvor mange døde af sult eller sygdomme.

Den dag i dag splitter Mannerheim Finland. For de ”hvide” er han en national krigshelt. For de ”røde” er han en ”slagter”, som knuste den finske arbejderbevægelse.

Til trods for de ar, som borgerkrigen efterlod sig, hævder filmen at finnerne i mellemkrigstiden fandt i et nationalt fællesskab.

 

Finland under 2. verdenskrig - selvstændigheden truet.   

Næste skæbnestund i Finlands historie indtraf i 1939, da Hitler og Stalin indgik en ikke-angrebspagt. Pagten delte det østlige Europa op mellem de to stormagter.

Stalin fik således tildelt de tre baltiske lande og Øst-Karelen. Hvis Finland ville bevare sin fulde selvstændighed, måtte de forsvare sig.

Fra 1939-1940 forsvarede lilleput-nationen Finland sig mod storebror Sovjetunionen. Den aldrende Mannerheim trak endnu en gang i de militære klæder og samlede denne gang i enighed med hele nationen (med undtagelse af de eksilerede finske stalinister).

Mannerheim stod nu - selv i de finske socialdemokraters øjne - som en redningsmand.

Med få midler lykkedes det lilleput-nationen at hindre Stalin Røde Hær i at trænge længere end i Finland end Øst-Karelen.

Stalin havde selv bidraget til nederlaget, da han sidst i 1930’erne havde foretaget gennemgribende udrensninger i toppen af den Røde Hær.

1941 begik Hitler sin fatale brøler og overfaldt Sovjetunionen.

Mannerheim skulle nu vælge mellem to onder: kæmpe på den Røde Hærs side eller gå sammen med Hitler.  Anti-bolsjevikken Mannerheim - der havde gjort militær karriere i zarens militær før 1917 - havde ikke svært ved at vælge. Mannerheim valgte Hitler mod Stalin og finnerne nu på tysk side på samme måde som under borgerkrigen i 1918, som blev vunder med tysk hjælp.

1944 vendte ”krigslykken” og Stalins Røde Hær rykkede mod vest. Mannerheim viste sig nu som pragmatiker og skiftede Hitlers Værnemagt ud med Stalins Røde Hær.

Mannerheim indgik en ”uhellig alliance” med Stalin om at afgive det mineralholdige område ved Petsamo i Lapland plus nogle andre strategisk beliggende områder på grænsen til Sovjet-Rusland.

Mannerheims tropper kæmpede side om side med Stalins Røde Hær om at drive 20.000 tyske tropper ud af Finland.

Resultatet af de allieredes fredsforhandlinger med Stalin blev, at USSR beholdt de tre baltiske Estland, Letland og Litauen; mens Finland beholdt sin selvstændighed.

 

Det post-sovjetiske Finland.

Med en fælles grænse med Sovjetunionen på 1.300 km. vovede ingen finske politikere at føre en politik overfor Sovjetunionen, som ville udfordre en af de to store koldkrigsmagter.

Stalin havde i fredsforhandlingerne med de allierede om opdelingen i interessesfærer accepteret, at Finland var en del af den vestlige interessesfære.

Khrustjov havde stadig mulighed for at få Finland gjort til et ”Folkedemokrati” på lignende fod med de andre Folkedemokratier i Central- og Østeuropa.  

Men Finlands ønske om national uafhængighed viste sig at være alt for stærk til på ny at underkaste sig udenlandsk (sovjetisk) dominans.

Præsident Paasikivi og statsminister Kekkonen førte en ”finlandiseringspolitik”, som var en balancegang mellem Øst og Vest.

Begge var pragmatiske politikere, som ikke ønskede at ægge sig ud deres mægtige nabo mod øst.

Først efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 kunne Finland for alvor frit vælge sin egen vej. Et flertal af finner valgte i 1995 at melde Finland i ind i den Europæiske Union (EU).

[Læs ev. mine artikler om den finske borgerkrig på og min boganmeldelse af Henrik Meinanders biografi om Mannerheim på denne webside].

 

Kilder:

https://www.arte.tv/en/videons065311-000-A/finland/

https://www.dr.dk/tv/soeg/Finland

https://play.tv2.dk/programmer/magasiner/serier/go-morgen-danmark/dt-fejrer-finland-i-dag-061217-del-1-144001/

 

Var det spanske P.O.U.M. trotskistisk?

Joaquim Maurin - en af lederne i den revolutionære marxistiske organisation P.O.U.M.
Fængslet af general Francos rebeller i Galicien under den spanske borgerkrig.

Boganmeldelse.

Alan Sennett: Revolutionary Marxism in Spain, 1930-1937. Brill. 201, en af lederne i 4.

Alan Sennett tager udgangspunkt i mange historikeres påstand om, at den revolutionære marxistiske organisation P.O.U.M. var ”trotskistisk”.

 

Teoretisk baggrund.

For at kunne bekræfte eller afkræfte denne påstand hos mange historikere, må han først fremstille Trotskys opfattelse af kapitalismens ”ujævne” og ”sammensatte” udvikling.

Han vil derefter undersøge, om Trotskys opfattelse af den ”permanente revolution” stemmer overens med de to ledere af P.O.U.M Joaquim Maurins og Andreu Nins teoretiske arbejder om det spanske samfunds økonomiske og politiske udvikling.    

Sennett når frem til, at der ikke er uoverensstemmelse mellem Maurins og Nins opfattelse af begrebet af ”ujævn” og ”sammensat” udvikling af det spanske samfund og Trotskys begreb om samme.

Begge ledere af P.O.U.M. analyserede udviklingen i det spanske samfund og fandt, at det spanske samfund på en gang både indeholdt feudale træk (i forskelligt omfang) og kapitalistiske træk.

Maurin havde tendens til at overdrive det spanske samfunds feudale træk, mens Nin underbetonede de feudale træk.

Sennet konkluderer, at der på det teoretiske plan ikke er den store uoverensstemmelse mellem Trotsky og de to ledere af P.O.U.M.

 

Et umage par.

Længe inden P.O.U.M. blev dannet i september 1935 som en sammensmeltning af Maurins BOC og Nins trotskistiske IEC, var Trotsky en arg kritiker af sammensmeltningen.

Trotsky havde efter Hitlers knusning af den tyske arbejderbevægelse i 1933 ændret taktik overfor det ”staliniserede” Komintern og opfordret sine tilhængere til at søge ind i de Socialistiske partier.

Den spanske sektion mente ikke, at denne taktik duede i Spanien, da de spanske trotskister var for få til at kunne præge det reformistiske spanske Socialdemokrati (PSOE).

Nin - som havde en baggrund i det spanske syndikalistiske fagforbund CNT og som generalsekretær for Kominterns faglige internationale (PROFINTERN) - mente, at det var mere relevant at forsøge at vinde de syndikalistiske arbejdere over på sin side.

I 1934 valgte Nin og de spanske trotskister (IEC) at bryde med Trotsky, men betragtede sig stadig som trotskister.

Joaquim Maurin opfattede sig ikke som trotskist og stod i spidsen for en bred koalition af arbejderpartier i Blokken af Arbejdere og Bønder (BOC) i Catalonien.

Sennett er opmærksom på, at selvom om Nin, Maurin og Trotsky måske nok var enige på det teoretiske plan, behøvede de ikke nødvendigvis at være det, når det kom til praktisk politik.

Trotsky så med stor skepsis på IEC’s ”sekteriske” enegang og på Maurins Arbejder-Bonde Bloks politiske opportunisme.

 

‘The proof of the pudding, is the eating’.

Da det kom til stykket formåede P.O.U.M. ikke at omsætte sin angiveligt korrekte teori om ”permanent revolution” til praksis.

Skønt Sennett viser, at de to ledere af P.O.U.M i teorien var enige med Trotsky, viste de i praksis ikke at ville tage deres egen teori alvorlig.

P.O.U.M begik to alvorlige fejl, som viste at organisationen ikke var parat til at følge sine teoretiske anvisninger om ikke at indgå i koalitioner med andre partier end arbejderpartier.

Visse dele af P.O.U.M. mente, at organisationen ville isolere sig fra masserne ved ikke at deltage i en ”folkefront” bestående også af borgerlige partier.

Dermed var P.O.U.M. med til at så illusioner i den spanske arbejderklasse og småbønder om Folkefrontens borgerlige demokratiske revolution. 

Næste gang P.O.U.M. trådte i spinaten var, da Andreu Nin indtrådte i den borgerlige catalanske regering (Generalitat) som justitsminister.

Nin sad kun i ganske kort tid og nåede som minister at gennemføre en række progressive reformer (abort, skilsmisse, revolutionære tribunaler), men kunne ikke på dette tidspunkt forhindre stalinister og borgerlige republikanere i at få ham smidt ud.

3. maj 1937 kom det til et sammenstød i Barcelona om telefonbygningen, som blev bestyret af det syndikalistiske CNT - og republikanske tropper.

Opstanden var spontan og ikke fremkaldt på opfordring fra hverken CNT eller P.O.U.M og blev nedkæmpet af de republikanske tropper.  

Sennett opfatter kampen om telefonbygningen som vendepunktet i den revolutionære proces, men mener ikke at episoden var en provokation fremkaldt af stalinisterne i P.S.U.C. og borgerlige ministre i Generalitat (regeringen i Catalonien).

Sammenstødet skal ses i en større sammenhæng, hvor Francos tropper havde trængt Republikkens væbnede styrker tilbage på flere fronter og hvor stalinisterne (med borgerlige republikaneres hjælp) var begyndt klapjagten på medlemmer af P.O.U.M. og C.N.T.

 

Til trods for taktiske politiske fejl skal Andreu Nin roses for at stå ved sit revolutionære marxistiske standpunkt.    

Sennett viser, at Nin indtil det sidste holdt fast i sin revolutionære marxistiske holdning, men at han ikke som leder af P.O.U.M. (Marin sad i fængsel i Galicien) formåede at lede organisation på rette spor.

Nin havde i god tid før sammenstødet 3. maj advaret mod provokationer fra stalinisternes og borgerlige republikanernes side, men gav ikke konkrete anvisninger på hvorledes medlemmerne skulle forholde sig.

I forhold til sit teoretiske standpunkt var han selvmodsigende, når han udtalte, at arbejdere og bønder ikke behøvede at bevæbne sig - og at det var tænkeligt, at revolutionen ikke ville blive voldelig.

Vi må med Sennett konstatere, at P.O.U.M. ikke udviste revolutionært lederskab i fra juni 1936 til maj 1937-  og kan således beskyldes for ikke at lede de spanske arbejdere og bønder i den rigtige retning.

Ikke desto mindre fastholdt Nin sin revolutionære marxistiske linje i sin retorik, men var mere tvetydig i sine opportunistiske handlinger.ennett tillægger en af årsagerne til P.O.U.M.’s manglende lederskab, at partiets anden leder Joaquim Maurin sad fængslet i Galicien og således ikke kunne lede partiet.

Medlemmerne i P.O.U.M havde ifølge Sennett mere tillid til Maurin, da mange var usikre på, om Nin nu havde brudt med Trotsky.

Sennet viser, at P.O.U.M. på ingen måde var ”anti-trotskistisk”. Partiet lagde stor afstand til stalinisternes smædekampagne mod organisationen - og tog afstand fra Stalins Moskva-processer i 1936.

Sennetts afhandling gør ikke krav på at være et originalt bidrag til P.O.U.M.’s historie, men vidner om et stort stykke arbejde, hvor mange kilder på originalsproget (spansk) er blevet konsulteret.    

DDR - et Folkedemokratis fallit.

Familien i Tove Fleischers forældres have 1985.
Kort inden 'die Wende' 1989 rejste familien til Danmark.

Boganmeldelse.

Tove Fleischer: Kærlighed i kommunismens tid. Et dansk liv i DDR. Forlaget Vandkunsten. 2017.

 

Nok ikke mange danskere tog færgen fra Gedser til Warnemünde for at opleve Den Tyske Demokratiske Republik (DDR).

Det har formentlig kun været medlemmer af DKP og DKU, som blev sendt på skolingskurser i det ”socialistiske broderland”.  

Tove Fleischer var en undtagelse.

Hun var ikke medlem af DKP eller DKU, da hun i begyndelsen af 1970’erne mødte en ung østtysk studerende mand på en sommerlejr i Jugoslavien.

Under et studieophold i Leipzig i 1978 genoptog hun kontakten med den unge østtyske student Holm Fleischer.

Dette møde udviklede sig til et fast parforhold mellem de to.

Tove Fleischers bog er historien om dette forhold mellem en ung dansk kvinde, som møder sit livs forelskelse.

Hvis de to ville bo sammen, skulle hun flytte til DDR, da Holm Fleischer som DDR-borger ikke kunne opnå visum til Danmark. Altså måtte Tove flytte fra Danmark.

Det skulle vise sig at blive mere besværligt end først antaget. DDR-staten så på udlændinge med stor skepsis og Tove måtte - sammen med sit nyfødte barn - igennem flere ophold på et indrejsecenter.

For at få opholdstilladelse i DDR skulle det østtyske Ministerium for Sikkerhed (MfS) kigge hende i kortene og undersøges hendes pålidelighed som kommende DDR-borger.

Toves familiebaggrund blev nøje granske af MfS og fandt frem til en onkel, som havde været ansat i det danske forsvar, hvilket jo i sig var mistænkeligt.

Tove tog ikke mistanken om at hun kunne være agent for Forsvarets Efterretningstjeneste (FET) alvorligt og fejede mistanken til side.

Værre var det ifølge MfS, at hun endnu ikke havde tilbagebetalt sit studielån og således stod i gæld til den danske stat.

MfS forlangte nu, at hun skaffede dokumentation for, at hun ikke ville ligge DDR-staten til last i form af ubetalt studiegæld.

Hvis hendes indrejse i DDR var besværlig, blev hendes ophold i DDR det ikke mindre.

Gang på gang mødtes familien af regimets bureaukratiske forsøg på at stille dem hindringer i vejen.

Kun takket være hendes svigerfars gode forbindelser - som var professor på universitetet i Leipzig - lykkes det at skaffe sig en ordentlig bolig i en privatejet villa i Leipzig.

Tove beskriver den lave boligstandard i ”arbejder-bondestaten” DDR, besværet med at opvarme boligen, skaffe brændsel osv.

Hverdagen viser sig at blive meget besværlig. Varemanglen i butikkerne er stor og sortimentet begrænset.

Arbejder-bonde statens” mislykkede planøkonomi resulterer i, at folk finder andre veje til at forsyne sig med de eftertragtede varer.

Tove Fleischer giver et eksempel på de alternative veje til at skaffe sig det ønskede.

Den lokale grønthandler kunne godt tænke sig nogle videobånd, som ikke kan fås i DDR. DDR-staten frygter, at borgerne får adgang til videooptagere og kopimaskiner, som kan (mis)bruges til at mangfoldiggøre ”samfundsskadeligt” materiale.

Tove har - på et af sine hjembesøg i Århus - lavet en aftale med Århus Stiftstidende om at sende nogle artikler om livet hinsides Muren i Østberlin.

Som dansk statsborger kan hun godt krydse grænsen til Vestberlin og der poste sine artikler. På en af sine ture til Vestberlin køber hun videobånd til sin grønthandler.

Til gengæld for videobåndene får hun flere kilo velsmagende græske appelsiner, som er langt bedre end de ildesmagende cubanske fra det ”socialistiske broderland”.

På den måde omgik DDR-borgerne vareknapheden og lod et sort marked opstå.

Det lykkedes ikke DDR-staten at holde skjult det for sine borgere, at levestandarden er højere i de vestlige lande.

Millioner af DDR-borgere er derfor flygtet til Forbundsrepublikken (BRD).

Her fandt de langt flere varer på hylderne og var fri for at stå i alenlange køer og vente på varer, som måske ikke var der.

DDR-staten blev affolket og ønskede derfor at gøre noget ekstraordinært for at få familier til at få flere børn.

Derfor afsatte staten ressourcer til barnepleje og forældeomsorg.

Tove ønskede at amme sit spædbarn så længe brysterne gav mælk, hvilket ikke faldt i god jord hos de professionelle barneplejersker.

Ifølge den officielle DDR-opskrift på barnepleje skulle børn kun ammes meget lidt og derefter have modermælkserstatning.

Tove stødte på ny på systemets bedreviden og formynderi.

Hvor Tove var opdraget til at forholde sig kritisk til autoriteter, var hendes mand Holm opdraget på DDR-vis.

Fra barnsben oplærtes DDR-statens børn til lydighed overfor systemet og der var ikke plads til afvigere.

Holm var aktiv i ungdomsorganisationen Freie Deutsche Jugend (FDJ) og i det officielle enhedsparti Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED).

Holm havde en universitetsuddannelse i sprog og var ansat som underviser på universitetet i Leipzig.

Holms loyalitet mod regimet fik et skud fra boven, da han kort inden Murens fald blev indkaldt som værnepligtig i den østtyske Folkearmé.

Sidst i 1980’erne var DDR-staten i fuld opløsning. Befolkningens utilfredshed med ”arbejder-bondestaten” var nu så massiv, at den truede med at fælde regimet.

Den ny generalsekretær i moderpartiet SUKP (det sovjetiske kommunistparti) Mikhail Gorbatjov proklamerede ”glasnost” og perestrojka” og holdt ikke længere hånden over den ærkestalinistiske østtyske partileder Erich Honecker.

I efteråret 1989 kom det til store demonstrationer i Leipzig, hvor demonstranterne krævede partilederne til ansvar for deres elendige levevilkår.

DDR-staten så sig nødsaget til at lempe på de restriktive udrejse-regler og åbne op for udrejsevisa til Ungarn.

Dette blev begyndelsen til enden for DDR-staten, som siden sin oprettelse i 1949 ikke kunne holde på sine borgere.

Da Tove havde bevaret sit danske statsborgerskab fik familien Fleischer lige inden Murens fald i september 1989 bevilget udrejse til Danmark.

Her blev de mødt af knap så restriktive danske indrejseregler og regler for familiesammenføring som i dag.    

  

En omtumlet tilværelse.

Matti Putkinen (1920-2001).
Født i Ingermanland, Sovjetunionen.
Først agent for den sovjetiske militære efterretningstjeneste - dernæst for den finske.

Boganmeldelse.

Matti Putkinen: Fånge, spion, partisan. Fischer & Co. 2014.

 

En omtumlet tilværelse.

Matti Putkinens erindringer begynder i Stalins Sovjetunion i 1920’erne og slutter brat midt under den finske ”fortsættelseskrig” i 1942.

Matti Putkinen fødtes i Ingermanland på den sovjetiske side af grænsen mellem Finland og Sovjetunionen.

Hans erindringer blev først nedskrevet samme år som Stalin døde - 1953 og er først kommet for dagens lys nu, hvor den finske journalist Mikko Porvali fik dem i hænde af Putkinens sønner.

Bogens titel vidner om, at Putkinens liv var turbulent.

Putkinen var en af de millioner af Sovjetborgere, som måtte opleve Stalins skæbnesvangre tvangskollektivisering af det sovjetiske landbrug og tvangsdeportationer af hundredtusinder af ”kulakker” til fjerne egne i Sibirien.      

Putkinen fik ikke sit ønske om at ville være læge opfyldt, men blev i stedet uddannet lærer.

Han brugte dog ikke sin uddannelse som lærer, da han ikke ville medvirke til at indoktrinere sine elever.

I stedet skaffede han sig job som fabriksarbejder og som medhjælper i et handelsfirma.

Først som 17-årig kom han i konflikt med Sovjetstaten.

I slutningen af 1920’erne havde den bureaukratiske klike omkring partiets organisationssekretær Josef Stalin tiltaget sig den fulde magt i Sovjetstaten.

Stalin satte sig fra slutningen af 1920’erne for at konsolidere sin position som enehersker i parti og stat og påbegyndte i 1936 massive udrensninger af sine indbildte fjender, som han forfulgte med skældsord som ”folkefjender”, ”spioner” og ”sabotører”.

Disse skueprocesser kulminerede i 1937-1938 med fingerede anklager mod højtstående partifunktionærer.

Alle sovjetborgere blev nu af staten og partiet opfodret til at angive hinanden til den hemmelige efterretningstjeneste (NKVD).

Matti Putkinen var én af hundredtusinder af uskyldige sovjetborgere som i 1937 blev anklaget for opdigtede forbrydelser, som han ikke havde begået.

Han blev hentet af den hemmelige efterretningstjeneste NKVD og ført til et fængsel i Leningrad, hvor en forhørsleder havde udfærdiget et anklageskrift, som han blev om at underskrive.

Den forbrydelse, som forhørslederen anklagede ham for, var opdigtet og havde udelukkende til hensigt at bringe andre uskyldige i fedtefadet.

NKVD havde afsløret endnu en ”fjendtlig konspiration” mod Sovjetstaten.

Hvis Matti Putkinen have haft illusioner om det retfærdige i Sovjetstaten, blev de nu godt og grundigt taget fra ham og han nærede herefter intet håb om at gøre nytte i Sovjetstaten.

Putkinen beskriver malende de usle forhold under sit næsten to-årige fængselsophold (1937-1939) og sit ”samvær” med de øvrige fanger.

Han mødte mange sympatiske mennesker blandt fangerne i NKVD’s fængsler.

I 1939 indgik Sovjetstatens leder Josef Stalin en ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland, som overlod de tre lande i Baltikum til Sovjetunionen.

Putkinen blev indkaldt til militæret og udstationeret i Estland.

Med Hitler-Tysklands overfald på Sovjetunionen i 1941 blev Stalins Rusland inddraget i krigen på de allieredes side.

Nu blev Hitlers Værnemagt pludselig en fjende, som med stort held angreb Stalins Sovjetstat.

På mirakuløs vis slap Putkinen levede fra Værnemagtens angreb på Leningrad ved at tage en anden vej end sit regiment hjem til sin kaserne.

Det blev hans redning …?

Stalin anså Sovjetborgere af anden afstamning end russisk for potentielt farlige for hans Sovjetstat i krig. Derfor blev de sendt væk fra fronten - og sendt hinsides Uralbjergene.

Da Putkinen var finsk-talende fra sovjetisk Ingermanland blev også han sendt langt bort fra fronten, som han ikke kunne gøre skade.

Putkinen blev dog taget til nåde af NKVD, da han tilbød at arbejde som agent for den sovjetiske efterretningstjeneste.

I mellemtiden var krigen vendt - og Finland var som allieret med Hitler-Tyskland blevet Sovjetstatens krigsmodstander.    

NKVD kunne nu i krig med Finland bruge den finsk-talende Putkinen som agent bag fjendens linjer.

Putkinen fik en nødtørftig lynuddannelse som russisk agent og blev med faldskærm kastet ned bag fjendens linjer.

Her skulle han opsnappe oplysninger om fjendens udstyr, antal og bevægelser i terrænet og via sin radiotelegrafist sende kodede meddelelser hjem til sit hovedkvarter.

Putkinen fik ikke nogen lang karriere som russisk agent.

Kort efter sin nedkastning blev Putkinen sammen med sin russisk-talende radiotelegrafist pågrebet af en finsk militær person i civil, som anholdt den pistolbevæbnede Putkinen, som straks overgav sig til den fjendtlige magt.

Her slutter Putkinens erindringer brat.

Den finske journalist Mikko Porvali, som har redigeret og udgivet erindringerne, har sammenstykket resten af Putkinens liv.

Erindringerne blev nedskrevet i 1953 samme år som Stalin døde og der indtrådte et kortvarigt ”tøbrud”.

Grunden til, at Putkinen ikke har skrevet den sidste del af sine erindringer efter 1942 hænger måske sammen med, at soldat i den ”Røde Hær” Putkinen - efter sin retssag - lod sig hverve som agent for det finske efterretningsvæsen.

Mirko Porvali har efterforsket Putkinens sag i Finland, hvor han blev stillet for en civil domstol og kunne være blevet anklaget for ”spionage” for en fjendtlig magt i krigstid. I andre lignede sager havde anklagemyndigheden idømt dødsstraf for spionage.

Porvali antyder, at Putkinen indgik en uskrevet aftale med den finske stat om at slippe for (døds)straf ved at lade sig hverve som efterretningsagent.

Efterfølgende deltog Putkanen i flere krigshandlinger mod den tyske og sovjetiske besættelsesmagt indtil fortsættelseskrigens afslutning i 1945 (pp. 376-381).

Putkanen endte sine dage i Norrköping i Sverige, hvor han og konen drev en tøjbutik med tilhørende systue.   

Putkanen døde i 2001. 

Stalins myte om den "store patriotiske fædrelandskrig" gennemhullet.

Sovjetiske partisaner 1944.
Oberst G.I. Starinov var en ivrig tilhænger af partisankrigsførelse.

Boganmeldelse

I.G. Starinov: Over the Abyss. My Life in Soviet Special Operations. Ballantine Books. 1995

 

Den af Stalin skabte myte (som præsident Putin bygger videre på) om 2. verdenskrig den ”store patriotiske fædrelandskrig” får et skud for boven i I.G. Starinov’s bog.

Sarinov er hverken en afhopper til Vesten, som fortryder sin fortid som deltager i specialoperationer for Stalins Sovjetstat - eller en 100 % Stalin-apologet.

Sarinov sympatiserede langt hen ad vejen med Stalin og stalinismen. Men anede første gang uråd, da han i begyndelsen af 1930’erne blev forhindret i at udføre sit arbejde i Sovjetstatens militære efterretningstjeneste (GRU).

Starinov havde specialiseret sig i partisankrigsførelse bag fjendens linjer og han og hans øverste ledere i den militære efterretningstjeneste var af den mening, at partisankrig bag fjendens linjer ville være en god militær strategi i tilfælde af en udenlandsk intervention.

Strategien blev første gang brugt med en vis succes under interventionskrigene umiddelbart efter Oktoberrevolutionen 1917.

Men Stalin syntes ikke i 1930’erne at tillægge partisankrig nogen militærstrategisk betydning og hele den militære efterretningstjenestes arbejde synes at være forgæves.

Starinov begyndte som ekspert i partisankrig at tvivle på systemets rationalitet, da Stalin i 1930 dekreterede tvangskollektivisering af det sovjetiske landbrug og lod hundredtusinder af ”kulakker (defineret som ”rige” bønder) tvangsdeportere til fjerne egne af Sovjetunionen.

Stalins paranoia fik ham til at i 1930’erne at udrense hundredtusinder af partimedlemmer og indlede skueprocesser mod millioner af uskyldige Sovjetborgere, som blev idømt langvarige fængselsstraf og forvist til tvangsarbejdslejre i det fjerne Sibirien.

Starinov viser, hvorledes Stalin i sin afstandtagen fra partisankrig dermed mindskede Sovjetstatens chancer for at modstå en kommende invasion.

Starinov viser med tørre tal, hvor stærkt Sovjetstaten ville have stået, hvis Stalin havde tilladt partisankrigsførelse i fremskudte stillinger tæt på grænsen mellem Ukraine og Polen. Våbenlagre og fremskudte stillinger kunne have standset indtrængende hære. 

Nu stod Sovjetstaten svagt, da Hitlers Værnemagt overfaldt Sovjetstaten i 1941 og det varede længe inden Stalin kom sig over chokket og fik mod til atter at samle nationen.

Stalin havde ydermere begået den dumhed at udrense toppen af den Røde Hær og således gjort den mindre kampdygtig end ellers.

Mens Starinov udviste stort klarsyn, når det drejede sig om Stalins tvangskollektivisering af kulakker og deportation af millioner af ”rige” kulakker til fjerne egne af Sovjetunionen, kneb det med klarsynet, da han i 1937 blev udsendt til Spanien.

Stalin havde for længst opgivet verdensrevolutionen og sigtede nu mod at bevare status quo i verden.

Den spanske borgerkrig skulle ikke munde ud i en socialistisk omvæltning, som ville skræmme de vestlige borgerlige demokratier væk fra Stalins Sovjetstat.

Det spanske Republik skulle forsvares med folkefrontspolitik og enhver som ytrede skepsis over for denne, skulle bekæmpes med hård hånd.

Stalin havde en klemme på den spanske Republik, som ikke blev støttet af andre stater end Sovjetunionen.

Starinov udfylder sin rolle som militær rådgiver for det republikanske Spanien og synger med i koret af stalinistiske sangere om syndikalisternes og P.O.U.M.’s forræder        

Starinov overbeviste sine overordnede i GRU om, at det ville være en god ide at forsøge at trænge ind bag fjendens linjer og udøve sabotage og spionage.

Her kom Starinovs ekspertise hans venner i det spanske kommunistparti (PCE) til gode.

I sine afsnit om den spanske borgerkrig har Sarinov fuldstændigt mistet sin kritiske sans og berømmer det sovjetiske rådgiveres storslåede indsats på republikansk side.

Han sluger råt den stalinistiske myte om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme og nazisme. 

Han synger ukritisk med på stalinisternes falske melodi og har kun hån og spot til overs for andre politiske tendenser som CNT’s syndikalister og de revolutionære marxister i P.O.U.M.       

Mens hans erindringer således gennemhuller den af Stalin skabte myte om den ”store patriotiske fædrelandskrig”, så medvirker Sarinov til at befæste Stalins myte om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati - og fascisme og nazisme.

Starinov efterlader derfor et indtryk af ikke at være blevet så meget klogere af, at Stalin stod i vejen for hans partisankrigsførelse.

Han gennemskuede ikke stalinismen, men var - som et af dens millioner af ofre - heldig at overleve.      

   

Natale de Grazia, kaptajn i den italienske flåde.
Døde 12.december 1995 - 39 gammel.
Dødsårsag ukendt.

Boganmeldelse.

Sandro Mattioli og Andrea Palladino: Die Müll-Mafia. Das kriminelle Netzwerk in Europa. Herbig. 2011. 

 

Havet sladrer ikke.

Langt det meste af det affald, som vi producerer kan bortskaffes.

Men der findes en type affald som ikke kan bortskaffes: radioaktivt affald.

Hvordan slipper vi af med dette affald, som aldrig forgår og som har en henfaldstid på op til flere hundreder år?

Dette er et kæmpeproblem, som endnu lang fra er løst.

Dette vidner de to italienske journalister Sandro Mattiolos og Andrea Palladinos bog ”Die Müll-Mafia. Das kriminelle Netzwerk in Europa” om.  

Atomkraftens tilhængere minder os gang på gang om, at atomkraft er mere ren end afbrænding af fossile brændsler.  

Lige som vind -og vandkraft er der ingen forurening forbundet med atomkraft.

Med der en alvorlig hage ved atomkraft. Affaldet.

Produktion af energi ved atomkraft er forbundet med risiko for radioaktiv udstråling, da selve processen med spaltning af atomkerner frembringer radioaktiv stråling.    

Når brændslet i reaktorkerne er opbrugt kasseres det som affald. Enten som høj-radioaktivt eller lav-radioaktivt affald.

Og det skal lagres forsvarligt uden muligheder for bort -eller nedsivning i omgivelserne. Men hvordan lagres atomaffald forsvarligt? Det har videnskaben eller teknologien endnu ikke fundet et svar på.

Når det nu er så besværligt at få atomaffald lagret kunne man fristes til at gribe til løsninger, som er ulovlige ifølge national lovgivning eller internationale konventioner.

En af de ulovlige måder at skaffe sig af med atomaffald kunne være at lagre det på bunden af havet. ”Havet sladrer ikke”, siger sømænd.

Ikke særligt miljøvenligt, men en måde at skille sig af med det dødsensfarlige stads.

Mattioli og Palladino viser med udgangspunkt i Italien, at atomaffald mere end 1 gang er blevet dumpet på havets bund og de forsøger at efterspore, hvor de sænkede skibe ligger.

Dette viser sig at være uhyre svært. De involverede parter viser sig at være andre end man lige skulle tro.

Umiddelbart skulle man tro, at det var en sag for de mange mafia-klaner i Italien.

Også andre end mafia-klanerne er dybt involveret i illegal bortskaffelse af atomaffald.

De hemmelige efterretningsvæsener i Italien, havnemyndigheder, flåden og ministerierne.

Efterforskning af de ulovlige sænkninger af skibe lastet med atomaffald viser sig at være forbundet med stor risiko for eget liv og levned for de efterforskende.

Mattioli og Palladino giver to eksempler på, at det er forbundet med livsfare at forsøge at hitte rede i, hvem der står bag de ulovlige skibssænkninger i de italienske farvande.   

 

Natale de Grazia.

Det ene eksempel er særligt tragisk, da det handler om en person som udviste stor loyalitet overfor sin arbejdsgiver, den italienske flåde.

Natale de Grazia arbejdede som kaptajn på en korvet i den italienske flåde. Han havde base i havnen i Reggio Calabria.

Som ansat i flåden var de Natale de Grazia underlagt forsvarsministeriet, da havnene i Italien sorterer under den italienske flåde.

De Grazia have hele sit 39-årige liv tjent den italienske flåde og var glad og stolt af sit arbejde.

Han vågede nidkært over de forurenende skibe i havnen og indberettede tit olieudslip.

Som flådekaptajn kom De Grazia med i en efterforskningsgruppe, som talte repræsentanter for ministerier og de to italienske efterretningstjenester.

Gruppen havde til opgave at undersøge baggrunden for, at skibe tilsyneladende lastet med radioaktivt materiale blev sænket på havets bund.   

I efterforskningsgruppen sad også repræsentanter for det italienske efterretningsvæsen, som viste sig ikke at være særligt interesseret i at finde frem til de sænkede skibe og den radioaktive udstråling.

Mattioli og Palladino viser, at repræsentanterne i efterforskningsgruppen for de italienske efterretningstjenester selv havde aktier i de ulovlige aktiviteter.

12. december 1995 skulle de Grazia i embeds medfør foretage nogle undersøgelser i den norditalienske havneby La Spezia, hvorfra de ulovlige atomtransporter udgår.

Sammen med to medarbejdere (den ene en chauffør) spiste de på et trattoria og de Grazia faldt angiveligt i søvn på bilens bagsæde.

Lidt senere udåndede han som følge af et hjerteanfald. Kort inden havde han på foranledning af sin arbejdsgiver fået foretaget et lægetjek, som viste at han intet fejlede.

Hans to medpassagerer har ikke villet eller kunnet medvirke til en opklaring af dødsårsagen. Hændelsen virker mystisk og uforklarlig.

Mattioli og Palladino lader forstå, at de Grazia i dagene op til sin død formodentlig blev udsat for trusler, fremsat af personer i de hemmelige efterretningstjenester. Herom vidner hans kone og svoger.

De Grazia fik opkaldt en gade i Reggio efter sig og modtag et hædersdiplom og en medalje for sin mangeårige indsats i flåden.

 

Ilaria Alpi.

Forfatterne viser, at de ulovlige dumpninger har tråde langt uden for Italien. At det er forbundet med livsfare at undersøge de ulovlige deponeringer af giftaffald viser eksemplet med den unge italienske journalist Ilaria Alpi.

Ilaria Alpi arbejdede for det italienske RAI og havde ofte rejst i Somalia. I marts 1994 var hun endnu en gang i Somalia.

Som led i en FN-mission deltag italienske soldater, som nu skulle hjem.

Ilaria lod sig ikke nøjes med det, men var godt i gang med at lave research til en større historie om Italiens bistand til Somalia.

Ilaria ville vide, hvad der var blevet af ce 750 millioner Euro, som Italien havde givet Somalia i bistandshjælp.

De var tilsyneladende ikke gået til at hjælpe befolkningen på fode efter de mange års borgerkrig.

Pengene var tilsyneladende havnet i de forkerte lommer. Men hvor og hvordan?

Nogle af de mange millioner blev givet til et fiskekompagni Somali High Seas Fishing Company (SHIFCO).

Ilaria opdagede, at de donerede fiskeskibene tilsyneladende ikke blev brugt til fisk, men til noget langt mindre spiseligt, våben.

De fisk som blev fanget blev fragtet til Italien og kom ikke lokalsamfundet til gode.  

Våbenhandlere havde forvandlet det borgerkrigshærgede Somalia til et knudepunkt for international våbenhandel, som blev varetaget af internationale våbenhandlere.

Ilaria Alpi havde åbenbart stukket næsen lidt for langt frem. Lidt for tæt på internationale våbenhandlere, som brugte Somalia High Seas Company som skalkeskjul for våbensmugling. Det tålte ikke dagens lys, hvis hendes oplysninger kom frem.

Lejemordere blev hyret for at gøre det af med Ilaria Alpi.  

16. marts 1994 blev hun og hendes medfølgende fotograf skudt på tæt hold af ukendte gerningsmænd.

Bagmændene bag disse lyssky handler skyer offentlighedens søgelys og alt for nysgerrige må bøde derfor.  

Disse to eksempler på drab viser, hvor vanskeligt det er for offentligheden at komme problemet til livs, når de der skulle vogte hønsene viser sig at være ræve.

Hvordan går det i øvrigt med vor hjemlige dekontaminering af radioaktivt affald?  

 

Hjemlig dekontaminering.  

Vort hjemlige radioaktive affald befinder sig stadig på den gamle forsøgsstation Risø ved Roskilde.

Der ligger stadig tønder med radioaktivt affald (fortrinsvis lavradioaktivt) til opbevaring.

Ingen kommuner i Danmark har erklæret sig interesseret i at få affaldet til opbevaring.

Det er ikke godt at vide, hvor det ender.   

Forhåbentlig ikke på havets bund.  

 

        

       

  

 

 

 

 

 

 

Andreu Nin - en af lederne af den revolutionære marxistiske organisation P.O.U.M., som blev brutalt myrdet af GPU-agenter i Spanien i juni 1937.

Boganmeldelse.

Victor Alba and Stephen Schwartz: Spanish Marxism versus Soviet Communism. A History of the P.O.U.M. Transactions Books. 1988.

 

Revolutionen forrådt i Spanien 1937.

I Spanien forelå der - som i Rusland i oktober 1917 - en revolutionær situation i februar 1936.

Det mente i alt fald Oktoberrevolutionens praktiske organisator Leon Trotsky. (jf. Leon Trotsky: The Spanish Revolution (1931-1939). Pathfinder Press 1973)

På samme måde som Zarens Rusland i 1917 var moden til en socialistisk revolution var Spanien det i 1936-1937.

På samme måde som Zarens Rusland var Spanien også industrielt underudviklet og økonomisk tilbagestående i kapitalistisk forstand.

Borgerskabet i begge lande for økonomisk svagt til at kunne gennemføre en borgerlig revolution og etablere et borgerligt demokrati.

Hvad Spanien imidlertid manglede i modsætning til Rusland i 1917 var et revolutionært lederskab.

Trotsky og hans Internationale Sekretariat i Paris havde ikke formået at skabe en spansk sektion, som kunne sætte sig i spidsen for en socialistisk revolution.

Få år inden den spanske Republiks etablering var den spanske sektion blevet splittet i spørgsmålet om, hvilken taktik trotskister skulle bruge i deres kamp for at rekruttere medlemmer til sine sektioner.

Trotsky havde anbefalet, at sektionerne forsøgte at indtræde som fraktion i de socialistiske partier, som ifølge Trotsky - under indtryk af den økonomiske verdenskrise - undergik en ”venstredrejning”.

Denne taktik fandt et flertal i Trotskys spanske sektion ikke anvendelig i Spanien, da den formodentlig ville ende med at opsluge de få spanske trotskister og få dem til at forsvinde som en selvstændig gruppe.

Gruppens mest fremtrædende repræsentant catalanske Andreu Nin (ICE) brød med Trotskys Internationale Sekretariat, men opfattede sig stadig som ”trotskister”. (Nin brød med Trotsky september 1934; p. 41)

Emnet for Albas og Schwartz’s bog er P.O.U.M. (Partido Obrera de Unificacion Marxista).

P.O.U.M. blev først skabt i 1935, da det catalanske Bloc Obrer i Camperol (C.O.B.) og Andreu Nins ICE sluttedes sammen (jf. kapitel 3 ”The Formation af P.O.U.M”, pp. 87-95.)

P.O.U.M. var en sammensmeltning af de to organisationer. Partiets to ledende skikkelser var Joaquim Maurin fra C.O.B. og Andreu Nin fra ICE.

Joaquim Maurin var udgået fra den internationale højre-opposition i Kommunistisk Internationale (Komintern) som blev dannet i protest mod Stalin-fraktionens ”stalinisering” af Komintern.

Andreu Nin havde været generalsekretær for Prof-intern, Kominterns faglige Internationale og havde tilsluttet sig Trotsky i den ideologiske og politiske kamp mod Stalin.

 

P.O.U.M.’s holdning til den republikanske Folkefront.

P.O.U.M var ingenlunde politisk afklaret i sit forhold til den ”Folkefront”, som blev skabt med den spanske Republik ved valget i februar 1936.

Skulle P.O.U.M. støtte en Folkefront - og i bekræftende fald - på hvilken måde? P.O.U.M valgte at lade Andreu Nin indtræde som regeringsmedlem i Companys republikanske regering i Catalonien (jf. pp. 95-100).

 

Historieskrivningens myter om den spanske borgerkrig.

Historieskrivningen har skabt mange myter om borgerkrigen i Spanien. Den mest udbredte fejlfortolkning af den spanske borgerkrig består i at hæve, at den skulle have været et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme.

Alba og Schwartz gør op med denne falske myte og hævder, at fronten på republikansk side gik mellem tilhængere af et borgerligt demokrati - og dem, der ville noget mere.

Blandt dem, der ville noget mere var P.O.U.M.

Den spanske arbejderbevægelse var historisk præget at to tendenser:

En syndikalistisk organiseret i fagforbundet CNT og en reformistisk organiseret i det reformistiske fagforbund UGT.

 

Stalinisme et fremmedelement i den spanske arbejderbevægelse.  

Stalinisme var et fremmedelement i den spanske arbejderbevægelse og kom først til Spanien med Republikkens opståen i februar 1936.

Det spanske kommunistparti PCE var lille og ubetydeligt - og spillede ingen rolle hverken i det politiske liv eller på arbejdspladserne.

PCE var et kunstigt produkt skabt af Stalins Komintern. PCE voksede sig først stærkt, da Stalin i 1935 ville konsolidere Sovjetstaten og stille Kominterns sektioner til rådighed for sin udenrigspolitik.

Sovjetstatens geopolitiske og militærstrategiske interesser stod i højsædet, mens politiske omvæltninger ikke var en del af Stalins ”folkefrontspolitik”.

Stalin ønskede under ingen omstændigheder politiske omvæltninger i Spanien, som ville ændre magtbalancen på internationalt plan.

Det republikanske Spanien skulle sikres mod fascisme, som allerede truede med at brede til resten af Europa.

Alba og Schwartz hævder, at Stalins manglende støtte til de ”progressive” kræfter i Folkefronten skyldtes hans ønske om at indgå en ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland (hvilket han også gjorde i 1939).

Alba og Schwartz ser forklaringen på Stalins reaktionære rolle i Spanien som et ønske om ikke at bringe forskydninger ind i den eksisterende magtbalance mellem borgerlige demokratier og fascistiske regimer som dem i Italien og Tyskland.

Hvis general Franco sejrede, ville de borgerlige demokratier stå svagere overfor de fascistiske regimer.

I en vis forstand kan man hævde, at Stalins Sovjetstat udfyldte den rolle, som de borgerlige demokratier burde have spillet.

Herved kunne Stalin håbe, at verden ville give ham kredit for hans støtte til det republikanske Spanien.

 

En særlig spansk marxisme?

Ifølge Alba og Schwartz repræsenterede POUM en særlig spansk udgave af den revolutionære marxisme, som den kun delte med få andre organisationer på den revolutionære venstrefløj.

Internationalt tilhørte POUM ”London-bureauet”, som var en løs sammenslutning af organisationer, som Trotsky betegnede som ”centristisk” midtvejs mellem reform og revolution.

POUM distancerede sig fra Lenins og Trotskys analyse af det historiske valg mellem borgerligt demokrati og socialistisk revolution.

P.O.U.M. fremførte den fejlagtige ”mensjevikiske” opfattelse, at forvandlingen af det industrielt tilbagestående og agrare Spanien først måtte gennemgå en borgerlig-demokratisk revolution, som så (automatisk?) ville føre over i en proletarisk revolution.

Denne fejlagtige opfattelse blev skæbnesvanger for POUM.

Den førte til, at partiet mere eller mindre ukritisk støttede den ”Folkefront”, som opstod efter februar 1936 i Spanien.

Støtten til og den aktive deltagelse i den catalanske regering (Andreu Nin var justitsminister) (jf. 137-140) førte POUM på vildspor - og gjorde partiet ansvarlig for Folkefrontens manglende indfrielse af massernes berettigede krav.

Folkefrontens program indeholdt en mængde gode ting, som Folkefronten havde tænkt sig at gennemføre (jf. pp. 136-137).

Da det kom til stykket var den spanske Folkefront ikke indstillet på et opgør med de herskende klasser i Spanien - og programpunkterne forblev tom snak, som blot styrkede massernes illusioner om Folkefrontens intentioner.

 

Myten om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme. 

Alba og Schwartz gør som sagt op med myten om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme.

Fronten gik ikke mellem tilhængerne af et borgerligt demokrati og general Francos fascisme.

Fronterne gik på tværs af de gængse skillelinjer i historieskrivningen. Alba og Schwartz deler fronterne ind i to:

En politisk fløj som kun ønskede at konsolidere og stabilisere et ønsket borgerligt demokrati.

Og en anden politisk fløj, som ønskede at gå længere end blot at etablere et borgerligt demokrati.

Den første fløj bestod af borgerlige republikanere, højrefløjssocialdemokrater (Negrin og Prieto i PSOE) og de to stalinistiske organisationer PCE og det nyoprettede catalanske P.S.U.C.

Den anden fløj bestod af venstrefløjen i PSOE (Largo Caballero), det syndikalistiske fagforbund CNT og det lille P.O.U.M.

Den spanske Republik fik ikke støtte fra de borgerlige demokratier i Europa eller USA. Mens Francos fascister fik støtte fra både Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland.

 

Stalinisternes forræderi.

Stalin havde for længst opgivet verdensrevolutionen, men øjnede en mulighed for at konsolidere Sovjetstatens ”progressive” image ved at yde militær - og ikke mindst moralsk - støtte til den spanske Republik.

Stalin havde formelt tilsluttet sig de borgerlige demokratiers ”ikke-indblandings-politik” og kunne som sådan ikke tillade at bryde denne og åbenlyst støtte Republikken med våben og militær rådgivning.

Det måtte foregå i det skjulte.

Det spanske kommunistparti (PCE) fik nu besked på at føre ”folkefrontspolitik” i samarbejde med andre ”progressive” kræfter i Spanien.

Partiet indgik nu i en politisk alliance med borgerskabets småborgerskabets politiske repræsentanter i en bred ”Folkefront”.

Fra at være et lille og ubetydeligt parti voksede det spanske kommunistparti (PCE) til at blive et langt større parti (Alba og Schwartz angiver medlemstallet for PCE til 200.000 i 1937 og P.S.U.C. til 42.000 i foråret 1937; p. 141).

PCE rekrutterede en masse (ikke-proletariske) medlemmer, som opfattede partiet som garant for det borgerlige demokrati, som de håbede på ville blive resultatet af en sejrrig Folkefront.

PCE rekrutterede endvidere elementer i de væbnede styrker, som endnu ikke var gået over til Francos rebeller.

Alba og Schwartz angiver medlemstallet for POUM i oktober 1936 til 40.000 (p. 141)

Alba og Schwartz understreger, at det er fejlagtigt at betegne P.O.U.M. som ”trotskistisk”.

Dels rettede P.O.U.M. sig ikke efter Trotskys ubarmhjertige kritik af partiets pragmatiske, opportunistiske politik og valne forhold til de to republikanske regeringer i Catalonien og Madrid.

P.O.U.M. opfattede sig ikke som ”trotskistisk” - og frabad sig at blive betegnet som ”trotskistisk”.

Ej heller ville Trotsky vide af P.O.U.M. som sin politiske kampfælle i Spanien.

 

Alba og Schwartz har yderligere en pointe.

For Stalin og hans håndlangere i de hemmelige sovjetiske efterretningstjenester var den spanske Republik en generalprøve på de senere central- og østeuropæiske ”Folkedemokratier”, som Stalin skabte som ”bolværk mod imperialismen” efter 1945.

Adskillige af de veteraner som deltog på slagmarkerne i Spanien dukkede senere op som fremtrædende figurer i efterkrigstidens ”Folkedemokratier”.

Stalin og hans hemmelige efterretningstjenester begik de samme forbrydelser og anvendte de samme gangstermetoder i bekæmpelse af sine indbildte fjender Spanien i 1937-1938 som i Sovjetstaten i de samme år.

 

Mysteriet om Andreu Nins forsvinden (pp. 243-255)

Man har endnu ikke fundet liget af den myrdede Andreu Nin.

Men Alba og Schwartz bidrager til opklaringen af Andreu Nins sporløse forsvinden i juni 1936 ved at gengive en række udsagn fra vidner, som befandt sig tæt på gerningsmændene.

Skueprocessen mod Andreu Nin var en miniudgave af Stalins Moska-processer, hvor anklagemyndigheden fandt på opdigtede forbrydelser, som de anklagede skulle have begået.

De opdigtede anklager gik ud på, at Nin skulle stå i ledtog med Francos ”5. kolonne” i Madrid.

Beskyldningerne var grebet ud af luften og beroede på falske indicier (forfalskede dokumenter) 

Stalins hemmelige efterretningstjenester (NKVD og GRU) jagtede sine politiske fjender i den spanske arbejderbevægelse med stor nidkærhed - og desværre stor effektivitet.

Hemmelige fængsler blev brugt til at torturere politiske fjender (herunder medlemmer af CNT og P.O.U.M.) og i flere tilfælde dræbe dem.

Andreu Nin blev et af de mange ofre for stalinisternes dødskamp mod medlemmer af CNT og P.O.U.M. (jf. pp. 243-255)

I 1938 blev 8 fremtrædende medlemmerne ad P.O.U.M. stillet for en særdomstol, som skulle dømme ”spioner” for ”højforræderi”.

6 blev idømt 15 års fængsel, men slap senere ud af deres fængsler, da den spanske Republik gik i opløsning med nederlaget til Francos rebeller i 1939 - og slap over grænsen til Frankrig (pp. 261-274).

Mange af dem endte deres dage i nazistiske kz-lejre, da Frankrig i 1940 blev besat af Nazi-Tyskland.  

Alba og Schwartz har med denne bog om P.O.U.M.’s historie bidraget til at kaste lys over en organisation, som af mange historikere er blevet misopfattet og som fejlagtigt har tillagt organisationen forkerte politiske opfattelser.

Dette er der med denne bog forhåbentligt rettet op på.