Stalinistisk infiltration i trotskistiske organisationer.

Otto Freitag, Stasi-agent , som infiltrerede den tyske trotskistiske organisation IKD.
Freitag menes at have deltaget i mordet på den tjekkiske trotskist Wolfgang Salus i 1953.
Freitag nåede helt til topssom Stasi-agent i Healys og Lamberts ICFI.

Tekst 32.

Der Einsatz des Stasi- und KGB-Spions Otto Freitag im München der Nachkriegszeit. Verlag Dr. Kovac. Hamburg 2004.

 

Stalinistiske agenters infiltration i trotskistiske organisationer.

Hermann Bukke skriver i sin bog:  

Neben Otto Freitag als GM ”Hans Hausmann” verfügte die Stasi offenlichtlich über eine Anzahl weiterer Agenten in der trotzkistischen Bewegung. Nash einer Untersuchung von Günter Wernicke zu den von Stasi angelegte Operativen Vorgänge (OV) ”Schlächterei” und ”Abschaum” war die Stasi mit Karl Ristau (GM ”Stüwe), Helmut Schneweiss (GM ”Kurt Hartmann”), Ernst Rusch (GM ”Hensen”) und Franz-Josef Schrod (GM ”Conrad”) damit in der Lage, beide Lager der gespaltenen trotzkistischen Internationalen auszuspioneren und Einfluss zu nehmen ” (p. 84)

Var det virkeligt tilfældet, at det østtyske efterretningsvæsen, Stasi havde spioner i begge de to trotskistiske organisationer, som begge gjorde krav at repræsentere arven efter den af Stalin og GPU myrdede Leo Trotsky.

I 1953 var det kommet til en splittelse i den trotskistiske bevægelse mellem to fløje: den ene fløj, det Internationale Sekretariat), anført af den græsk fødte trotskist Michel Pablo og af den belgiske trotskist Ernest Mandel.

Den anden fløj af den trotskistiske bevægelse anført af den amerikanske trotskist J. P. Cannon og af den britiske trotskist Gerry Healy.

Hvorledes kunne det lykkes det sovjetiske KGB og det østtyske Ministerium for Sikkerhed (Stasi) at infiltrere den trotskistiske bevægelse?

 

Forhistorie.

Trotsky var i begyndelsen 1930’erne langt om længe nået frem til, at det var umuligt at ”reformere” Kommunistisk Internationale (Komintern) som Stalin efterhånden havde gjort til et instrument for sin forestilling om Sovjetunionen  som det eneste reelt eksisterende socialistiske land i verden.

Stalin gjorde i løbet af 1930’erne det af med det meste af den gamle bolsjevikiske garde, bestående af kadrer, som havde gjort hele turen med fra Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland.

Der var kun resterne tilbage af Oktoberrevolutionens ”erobringer”, statseje af produktionsmidlerne, monopolet på udenrigshandel og en mislykket  planøkonomi.

Stalin havde gjort Marx’s ord om at ”arbejderklassens frigørelse er dens eget værk” til skamme.

I stedet havde han - i et flere på hinanden følgende ”skueprocesser” - udryddet samtlige betydende partikadrer, som havde stået i spidsen for revolutionen i 1917.

Millioner af ganske almindelige og inderligt uskyldige Sovjetborgere var enten henrettet ved nakkeskud eller fristede en yderst kummerlig tilværelse i en af Stalins mange interneringslejre eller fængsler.

Stalin havde forvandlet Sovjetunionen til en stor fangelejr med Stalin-kliken som fangevogtere.

Trotskys drømme om en socialistisk Rådsrepublik var med andre ord bristet og - fristes man til at sige - forvandlet til et stalinistisk mareridt.

Stalin havde reduceret Lenins og Trotskys Kommunistiske Internationale (Komintern) til en karikatur af sig selv.

Sektionerne i de forskellige lande skulle nu ikke længere omstyrte den bestående kapitalistiske samfundsorden, men føre ”folkefrontspolitik” i samarbejde med de ”progressive” dele af borgerskabet og småborgerskabet.

Stalin havde reduceret Komintern til et viljeløst redskab i hænderne på Stalin-kliken.

Trotsky indså efterhånden, at Stalins Komintern og dets sektioner ikke kunne bruges som værktøj for en socialistisk omvæltning.

Trotsky var blevet udmanøvreret af sit parti og hjemland og havde siden 1929 befundet sig i eksil - på evig flugt fra Stalins og GPU’s lange arm.

Stalins hemmelige efterretningstjeneste forfulgte ubarmhjertigt alle trotskister, som han betragtede som sine ”dødsfjender”. Trotskister blev på det groveste bagvasket og udsat for en permanent hetz.

GPU nøjedes ikke med verbale udgydelser mod trotskister, men jagtede og jagtede trotskister efter livet overalt på kloden. 

Således blev adskillige erklærede trotskister, og stalinistiske ”afhoppere” forfulgt og jagtet af GPU, hvilket i flere tilfælde førte til drab.

Trotskister havde således god grund til at være på vagt over for Stalins hemmelige efterretningsfolk.

 

Trotskismen efter 2. verdenskrig.

Denne situation havde ikke ændret sig i tiden efter 2. verdenskrig. Det eneste ny var, at verden nu var blevet opdelt i en amerikansk domineret og en sovjetisk domineret indflydelsessfære.

Som følge af den sovjetiske Røde Hærs fremmarch i Europa, ønskede Stalin nu at oprette en ”stødpude-zone” som sikring mod eventuelt kommende imperialistiske invasioner fra Vest.

Som krigsbytte havde de sejrende allierede magter delt det tabende Tyskland i to zoner: en vestlig amerikansk domineret zone og en østlig sovjetisk domineret zone.

Få år senere opstod de to selvstændige stater: Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) og Den Tyske Demokratiske Republik (DDR).

At Stalin accepterede dette kompromis med imperialismen betød ikke, at han opgav at påvirke udviklingen i de vestlige kapitalistiske samfund. Men det var aldrig med henblik på at omstyrte disse. Verdensrevolutionen havde han for længst opgivet.

I de nydannede ”Folkedemokratier” i Central -og Østeuropa havde han skabt satellit-stater, som han regnede med at kunne styre på sammen måde som han beherskede Sovjetunionen.

Officielt førte Stalin ”folkefrontspolitik” som indebar en ”national samling” af klasser og lag, som formodedes at være imod kapitalismen.

Uofficielt og under overfladen tilsigtede han at indføre den samme model i ”Folkedemokratierne” som han havde praktiseret i sin Sovjetunion.

Hvis dette skulle gennemføres, var det nødvendigt med partisammenlægninger og udrensning af al opposition til det enerådende parti.

Stalinismen var ikke ”progressiv” men snarere reaktionær, ja kontrarevolutionær.

Utallige kongresudtalelser fra IV. Internationale vidner om de mange illusioner, som ledende trotskister som Michel Pablo og Ernest Mandel havde om den stalinistiske bevægelses ”progressive” udvikling efter Stalins død i 1953.

Stalinisterne led ikke af illusioner om i hvilken retning den trotskistiske bevægelse ville udvikle sig. De betragtede stadig ”trotskister” som dødsfjender og ønskede at bekæmpe dem med alle til rådighed stående midler. Man kan her undre sig over, at USSR og DDR var villig til at bruge så mange efterretningsmæssige ressourcer på at bekæmpe en så forholdsvis ubetydelig bevægelse som den trotskistiske, som kun omfattede nogle få tusinde.

Svaret må være, at de frygtede Trotskys fundamentale kritik af Sovjetsamfundets udvikling under Stalin og inderst inde godt vidste, at Trotsky - og ikke Stalins - var Lenins retmæssige efterfølger.

Men de sad på magten og havde nu adskillige statsapparater i ryggen til at bekæmpe den angivelige dødsensfarlige og kætterske bevægelse.

Efter DDR-statens sammenbrud i efteråret 1989 er en række forskere dykket ned i de af Stasi’s arkiver, som efterretningsofficererne ikke nåede at tilintetgøre.

Hermann Bubke har i sin ”Der Einsatz des Stasi -und KGB- Spions Otto Freitag im München der Nachkriegszeit”. Kovac, Hamburg 2004 påvist, hvorledes det lykkedes Otto Freitag som spion for både Stasi og KGB at trænge helt til tops i den internationale trotskistiske bevægelse.

I mindste detalje redegør Bubke for, hvorledes Stasi rekrutterer Otto Freitag, som i modsætning til de fleste andre ”hemmelige medarbejdere” i Stasi ikke havde en lang fortid som venstreoppositionel i den kommunistiske bevægelse.

Otto Freitag havde således en fortid i NSDAP, som værnepligtig i Rigsværnet og som soldat på Østfronten.

Efter 2. verdenskrig havnede han på østsiden af Jerntæppet og foretog en 180 graders omvending. Freitag meldte sig ind i KPD, senere SED og ragede uklar med enhedspartiet.

Freitag lod sig hverve som ”hemmelig medarbejder” for Stasi i nært samarbejde med det sovjetiske KGB og fik til opgave at infiltrere vesttyske trotskistiske organisationer.

Fretag var langt fra den eneste stalinistiske ”infiltrator” i trotskistiske organisationer.

Günter Wernicke, doktor i historie på Humboldt Universitet i Berlin har i sin artikel: ”Operativer Vorgang (OV) ”Abschaum” . Das Ministeruim für Sicherheit (MfS) und die deutschen trotzkisten in den 1950’er Jahren (pp.281-299)

Artikel i Graf: (herausgeber) Anarchisten gegen Hitler. Anarchisten, Anarko-Syndikalisten, Rätekommunisten in Widerstand und Exil. LukasVerlag. 2001

På samme måde som ovenfor nævnte Bubke er Wernicke dykket ned i Stasi’s arkiver og har fundet ubehagelige, men interessante oplysninger om de to stalinistiske efterretningsorganisationers spionagevirksomhed i trotskistiske  organisationer.

Wernicke viser hvorledes Stasi og KGB bar sig ad med at infiltrere de trotskistiske rækker.

Hvis en agent skulle gøre sig håb om at trænge ind i trotskisternes -  formodentlig skeptiske - rækker måtte de have visse træk til fælles med trotskisterne.

Den ideelle spion måtte helst have en oppositionel fortid i den kommunistiske bevægelse. Gerne medlem af det kommunistiske parti (KPD).

Helst så tidligt som muligt, gerne en veteran, der på et eller flere punkter havde gjort sig ”uheldigt” bemærket, dvs. ikke havde fulgt den ”lige linje” frem til det stalinistiske gennemslag sidst i 1920’erne.

Mange trotskister havde således efter 2. verdenskrig, hvor bevægelsen i Europa var blevet revet op med rode og mange havde måttet leve i eksil, valgt (af nød?) at vende tilbage til KPD. Måske i et forfængeligt håb om at kunne ”reformere” KPD, senere SED. Det lykkedes nu ikke. I stedet blev de endnu en gang offer for den stalinisme, som de én gang før havde taget afstand fra.

Stasi og KGB kunne nu bruge deres oppositionelle fortid som et pressionsmiddel mod dem, hvis de foretrak at leve et mere behageligt liv end at være i evig opposition. En vis form for træthed og resignation har nok også gjort sig gældende.

Vi vil nøjes med at omtale et eksempel på Stasi’s og KGB vellykkede forsøg på infiltration.

Helmut Schneweiss (1903-1989):

Følgende data fremgår af Biographische Angaben aus dem Handbuch der Deutschen Kommunisten. Biographische Datenbanken.

Ifølge oplysningerne i denne databank er Schneweiss den perfekte revolutionære marxist og man kan ikke sætte en finger på hans politiske løbebane. Alligevel knytter der sig en mistanke til hans person.

”Arbejder, medlem af Kommunistischer Jugend Deutschlands (KJD) og Kommunister Partei Deutschlands (KPD) i 1923.

Grundlægger af og talsmand for Arbejdsløshedsudvalget i Oranienburg, Berlin.

Med til at grundlægge Rote Frontkämpfer Bund (RFB) i Oranienburg.

Efter forbuddet mod RFB i 1929 ledede ham den ”proletariske selvforsvarsgruppe”.

Bragte sig i modsætning til partiets og Kominterns ”venstreradikale” og sekteriske kurs og blev ekskluderet for at medvirke til enhedsfrontpolitik mod den fremtrængende nazisme og blev som mange andre ekskluderet af KPD.

Tilsluttede sig herefter den trotskistiske venstreoppositionelle gruppe i Oranienburg, hvor han videreførte en enhedsfrontpolitik sammen med andre venstrefløjsorganisationer.

I november 1932 deltog han i den internationale Venstreopposition uformelle møde med Trotsky i København.  

I 1933 flygtede han til det (fransk besatte) Saar.

I 1935 var han med til at grundlægge den trotskistiske gruppe IKD (Internationale Kommunisten Deutschlands) i Amsterdam.

I 1938 fratog nazisterne ham hans tyske borgerskab og han levede illegalt i Holland under krigen.

Efter krigen vendte han tilbage til Tyskland, hvor han slog ned i Osnabrück. Han skal her have deltaget i IV. Internationales (Internationale Sekretariat) arbejde for at støtte befrielsesbevægelsen FLN i Algeriet.

Schneweiss sad en kort overgang fængslet for sine ”forfalskningsaktiviteter” (formodentlig pas - eller pengeforfalskning).

Den hollandske trotskist Sal Santen og andre trotskister har ham mistænkt for at have arbejdet for østlige sikkerhedstjenester.”

 

Stasi’s opbygning af et kontaktnet.

Det østtyske Stasi byggede langsomt et net af kontaktpersoner op, som skulle infiltrere de trotskistiske organisationer - først i Tyskland senere også i andre lande.  

Stasi brugte som murbrækker en vis Frits Hesse, med agentnavnet”Krausnick”, som på dette tidspunkt allerede var rekrutteret som ”hemmelig meddeler”.

Det næste led i kæden var Alfred Wieland, som Hesse kendte i forvejen.

Alfred Wieland var allerede kommet i fedtefadet hos Stasi.

11. november 1950 var han nemlig blevet arresteret og bortført til Øst-zonen! (p. 288).   

Hesse havde kendt Weiland siden 1923 og begge havde siden 1933 været aktive i gruppen Internationale Sozialisten, som Hesse forlod i 1948.

 

Hesses problematiske fortid.

Hesse havde en i Stasi’s øjne ”problematisk” fortid, som efterretningstjenesten kunne udnytte til sine formål: at undergrave al trotskistisk aktivitet. 

Hesse var set ud fra et stalinistisk synspunkt langt fra nogen perfekt kommunist. 

Det tyske kommunistparti (KPD) havde tidligt været plaget af en af kommunismens ”børnesygdomme”: venstreradikalisme.

Lenin og bolsjevikkerne havde gjort meget for at komme denne ”børnesygdom” til livs, men det var langt fra lykkede i Tyskland, hvor den var meget udbredt.

Hesse led således også af denne ”sygdom” og forlod KPD i 1919 for at tilslutte sig det ”venstreradikale” KAPD.

Han havde oveni købet i strid med Kominterns officielle linje meldt sig ind i det syndikalistiske Allgemeine Arbeiter Union (AAU).

1945 havde Hesse glemt alt om sin fortid og havde igen meldt sig ind i det genopståede KPD, som senere opslugte SPD (det tyske Socialdemokrati) og blev til det regeringsbærende SED i DDR.

Stasi kunne bruge en person som Fritz Hesse med sin oppositionelle fortid. Han ville - bedre end mange andre - være i stand til at ”narre” sig ind i trotskisternes rækker.

 

Hesse udbygger sit kontaktnet.

En anden af Hesses netværkspersoner var Karl Ristau, (agentnavn ”Stüwe”), som han første gang kontaktede 15. december 1951 (op. cit., p 291).

Karl Ristau havde efter sin løsladelse fra nazisternes interneringslejr i Oranienburg i juli 1936 opsøgt Frits Hesse.

Også Ristau havde en særdeles ”brugbar” politisk fortid, som Stasi med fordel kunne bruge.

Før Gestapos arrestation af ham 28. februar 1933 var Karl Ristau medlem af KPD.

Ristau blev af Gestapo dømt til 4 måneders ”forvaring” og 3 års tugthus.

Som Hesse lod Ristau sig ”omvende” efter krigen i 1945 og indgår sandsynligvis en kontrakt med Stasi om at blive ”hemmelig medarbejder”.

Stasi beordrer Ristau til at træde ud af SED for uhindret at kunne udøve sin agentvirksomhed.

 

Ristau hverver trotskisten Schneeweiss for Stasi.

Og her er vi fremme ved den næste kontaktperson i rækken: trotskisten Helmut Schneeweiss, som efter krigen er vendt tilbage til Vesttyskland (Osnabrück).   

Fra foråret 1954 arbejdede MfS energisk på at hverve Helmut Schneeweiss.

Ifølge Stasi’s akter, som Wernicke har haft adgang til, lykkedes det i november 1954 Karl Ristau (agent ”Stüwe”) at overtale Schneeweiss til at ville arbejde for Stasi. 

Wernicke citerer agent Stüwe for at spurgt Helmut Schneeweiss, om han var villig til at tage til Berlin ”for at tale med kammeraterne i Centralkomiteen” (SED’s Centralkomite forstås).

Schneweiss fik et tilbud han ikke kunne afslå, da Ristau lokkede med, at Centralkomiteen ville ”sørge for hans sikkerhed”, (op. cit., p. 291). Alternativet kunne meget vel være, at Stasi i samarbejde med KGB ville kidnappe ham og føre ham bort til DDR. Det havde Stasi og KGB gjort i adskillige tilfælde for at presse folk til at arbejde for sig.

Under denne slet skjulte trussel valgte Schneeweiss at sige ja til tilbuddet om at blive ”hemmelig medarbejder” for Stasi . Han optræder herefter under kodenavnet ”Kurt Hartmann” i Stasi’s arkiver.

Som agent for Stasi nåede Helmut Schneeweiss år han helt til tops i den internationale trotskistiske bevægelse og udnyttede sine gode kontakter til IV. Internationales Internationale Sekretariat.

På samme måde som Stasi-agenten Otto Freitag formåede at trænge helt til tops i den amerikanske trotskist J. P. Cannon’s og den britiske trotskist Gerry Healys ”Internationale Komite” (ICFI), således formåede Schneweiss at nå langt op i hierarkiet hos den græsk fødte trotskist Michel Pablos og belgiske Ernest Mandels Internationale Sekretariat (IS).

Stalinistiske agenter kunne således trække i hver sin retning med det formål at skubbe på en vedvarende organisatorisk splittelse i den trotskistiske bevægelse.

Det kan undre en, at den trotskistiske bevægelse tilsyneladende ikke har taget ved lære af fremmede agenters infiltration i trotskistiske organisationer.

Uanset om det er fra vestlige efterretningstjenester eller østlige. 

 

Tekst 33.

Peter Behrens: Trotzkisten gegen Hitler. ISP Köln. 2007

Stalinistisk infiltration i trotskistiskeorganisationer.  Del 2.

Peter Behrens skriver i sin bog ”Trotzkisten gegen Hitler” 2007, at mange tyske trotskister efter 2. verdenskrig vendte tilbage til det parti som mange enten havde forladt eller var blevet ekskluderet af i løbet af 1920’erne og 1930’erne (jf. op. cit., p. 154)

Hvorfor søgte de ind i det parti, KPD, som i Vesttyskland var en pendant til det østtyske SED?

Både det østtyske SED og det vesttyske KPD som var snydt ud af næsen på SED drev en sand heksejagt på ”trotskister”, virkelige som indbildte.

Trotskister var udsat for den samme hadske hetz, som de havde været siden midten af 1920’erne i Lenins og Trotsky’s Sovjetstat.

Det østtyske Ministerium for Sikkerhed (MfS) var en tro kopi af Stalins GPU, nu omdøbt til KGB.

Stalins ”Folkedemokratier” efterlignede på bedste vis hans eget diktatur, hvor en lille bureaukratisk klike til fulde beherskede samfundet som helhed.

Der var absolut ingen grund til for trotskister at nære forhåbninger om større ændringer om en tilbundsgående ændring af Sovjetstaten efter 2. verdenskrig.  Ikke desto mindre nærede mange trotskister forhåbninger om en ”opblødning” af Stalins terroristiske og stramme diktatur. De blev slemt skuffede og ofre for deres egne illusioner.

Før DDR-regimets endelig sammenbrud i 1989 lykkedes det Stasi-ansatte at tilintetgøre store dele (?) af deres arkiver, som Ministeriet for Sikkerhed førte over potentielle politiske modstandere - hjemme som uden for DDR.

En del af arkivmateriale offentliggøres ny bid for bid og der tegner sig et trist billede af en ”overvågningsstat” som absolut ikke leder tanken hen på en socialistisk ”arbejder-bondestat”.

DDR-staten og dets stalinistiske bureaukrati havde i al væsentlig to slags fjender: en indre, dvs. statens egne borgere (”folkefjender”) og en ydre. Af DDR-regimet defineret som ”imperialistiske agenter”.

Sværest at forstå for mange er det måske, at DDR-regimet i høj grad forfulgte ”afvigere” indenfor egne rækker, dvs. sige egne medlemmer. Disse var ofte placeret højt oppe i partihierarkiet. Staten og partiet var ikke helt den monolit som den udgav sig for at være.

Allerede fra starten (og endnu før DDR-statens dannelse i 1949) i 1949 afløste den udrensningsbølge den anden og højtstående partifunktionærer blev enten direkte udrenset af partiet eller blev ”forflyttet” til mindre betydningsfulde poster i DDR-staten.

Günter Wernicke, historiker fra Institut for Historievidenskab på Humboldt Universitet i Berlin har i bogen ”Anarchisten gegen Hitler”, 2001, i artiklen ”Operativer Vorgang (OV) ”Abschaum. Das Ministeruim für Sicherheit (MfS) und die deutschen Trotskisten in den 1950er Jahren” (pp. 281-299) gravet i det østtyske Sikkerhedsministeriums efterladte arkiver.

Vi ved ikke helt præcist hvor stor en del af Statssikkerhedstjenestens (STASI) arkiver, som funktionærerne nåede at tilintetgøre inden folkemasserne bemægtigede sig STASI’s kontorer.

Men de akter om Sikkerhedstjenestens infiltration af trotskistiske organisationer i Tyskland og som havde forgreninger til den internationale trotskistiske bevægelse, som Wernicke fremlægger, er ikke rare at få at vide for en nutidig trotskist.

Ifølge Wernicke har MfS formået at trænge dybt ind i tyske trotskisters rækker ved hjælp af et netværk hvervede ”hemmelige medarbejdere”, som udadtil har poseret som ”trotskister”.

Wernicke gengiver utallige eksempler på, hvorledes Ministeriet for Sikkerheds ”hemmelige medarbejdere” gennem årtier systematisk har infiltreret og har kunnet levere værdifulde oplysninger om sine trotskistiske ”dødsfjender”.

Lad os anføre et par eksempler.

 

Operation ”Afskum”.

Wernicke har i afdelingen for udlandsspionage (Hauptverwaltung für Ausland) fundet en række mapper, hvor 5 forskellige ”hemmelige medarbejdere” har berettet om aktiviteter vendt mod trotskister i Tyskland såvel som uden for DDR.

Operation ”Afskum” blev indledt 22. november 1955.

Følgende ”hemmelige medarbejdere” var involveret:

”Krausnick”; ”Hartmann”; ”Loesewitz”; ”Hensen” og ”Conrad”.

Det overrasker Wernicke, at han i disse mapper finder et righoldigt materiale, som tyske og udenlandske trotskister har fremstillet. 

Det er Wernickes opfattelse, at MfS har kunnet danne sig et særdeles godt overblik over tyske såvel som udenlandske trotskisters politiske aktiviteter.

MfS har via sine agenter på nærmeste hold kunne følge den splittelse i den trotskistiske bevægelse, som opstod i 1953 og formåede at ”spille på” denne.

MfS’s klare mål har været at ’føre krigen ind i fjendens lejr’ og udnytte splittelse til egen fordel. Med andre ord sprede så megen forvirring som muligt hos sine politiske ”dødsfjender”, trotskisterne.

MfS iagttog med stor interesse, at den internationale trotskistiske bevægelse splittedes i to overfor hinanden stående og tilsyneladende voldsomt uenige fraktioner.

MfS formåede at infiltrere de tyske trotskisters organisationer helt ind til kerne af disse.         

Wernicke dokumenterer ved hjælp af akterne, hvorledes MfS formår at sende ”hemmelige medarbejdere” blandt de tyske trotskister.

Murbrækker er en vis Frits Hesse, med agentnavnet”Krausnick”, som på MfS’s ordre skal optage kontakt med aktive tyske trotskister.

Murbrækkeren Hesse kendte en anden fremtrædende tysk trotskist: Alfred Weiland. 

MfS havde åbenbart noget på Weiland siden han lod sig hverve som ”hemmelig medarbejder”. Han var nemlig allerede blevet arresteret 11. november 1950 og bortført til Øst-zonen (p. 288).   

Hesse havde kendt Weiland siden 1923 og begge havde siden 1933 været aktive i gruppen Internationale Sozialisten, som Hesse forlod i 1948.

Hesse havde en i MfS’s øjne ”problematisk” fortid, som efterretningstjenesten kunne udnytte til sine formål: at undergrave al trotskistisk aktivitet. 

Siden midt i 1920’erne havde der fundet en bitter fløjkamp sted i det tyske kommunistparti (KPD), som fra midt i 1920erne havde forårsaget en række udrensningsbølger, som mange medlemmer blev offer for.

I slutningen af 1920’erne havde stalinisten Ernst Thälmann helt overtaget magten i partiet med Stalins Komintern som støtte. Herefter var al fri debat og meningsudveksling ophørt. Kun Thälmann og Stalins bureaukrati kværnede løs. 

Hesse var set fra dette standpunkt ikke nogen eksemplarisk stalinist. Han havde tilladt sig at bryde med moderpartiet allerede i 1919 og havde tilsluttet sig det ”venstreradikale” KAPD (Kommunistiche Arbeiterpartei Deutschlands).     

Han havde tilsluttet sig en ”venstreradikal” fagforening  Allgemeine Arbeiter Union (AAU).

I 1945 var han så tilsyneladende svunget helt om og havde meldt sig ind i det genoprettede KPD, senere det med SPD (det tyske Socialdemokrati) sammensluttede SED.

Af for mig uforståelige grunde lod Hesse sig på dette tidspunkt åbenbart hverve som agent for MfS. 

MfS hvervede ofte personer med en venstreoppositionel fortid, fordi disse havde lettere ved at trænge ind i og infiltrere den yderste venstrefløj, hvis de kunne opvise et omdømme som oppositionelle til stalinismen. 

En af murbrækkeren Hesses første ”objekter” var Karl Ristau, (agentnavn ”Stüwe”) som han første gang kontaktede 15. december 1951 (op. cit., p 291).

Hesse kendte Ristau, som havde opsøgt ham efter sin løsladelse fra nazisternes interneringslejr Oranienburg i juli 1936.

Hesse og Ristaus politiske karriere lignede hinanden og var ligeså brugbar for MfS. 

På samme måde som Fritz Hesse var også Karl Ristau medlem af KPD indtil sin arrestation 28. februar 1933. Efter 4 måneders forvaring i koncentrationslejren Oranienburg fulgte 3 års tugthus.

I 1945 trådte Ristau først ind i KPD, dernæst SED, som han af uransagelige forlod igen. Wernicke angiver årsagen til at være ”indre partistridigheder” i SED.

Karl Ristau havde en godt kendskab til den person, som MfS havde udset til at være det gennemgangsled, hvorigennem de kunne bane sig vej helt ind til kernen i de tyske trotskisters rækker: Helmut Schneeweiss

Fra foråret 1954 arbejdede MfS energisk på at hverve Helmut Schneeweiss. Schneweiss havde skrevet under på en proklamation, som Trotsky havde udarbejdet i 1933, hvori han tog afstand fra Stalins to rivaler Sinowjew og Kamenew, hvilket han bekræftede ved sit første møde med Ristau (”Stüwe”).

I november 1954 lykkedes det agent ”Stüwe” at overtale Schneeweiss til at ville arbejde for MfS.

Wernicke citerer agent Stüwe for at spurgt Helmut Schneweiss om han var villig til at tage til Berlin for ”at tale med kammeraterne i Centralkomiteen” i SED. Disse ville ”sørge for hans sikkerhed” (op. cit., p. 291)  

Schneeweiss erklærede sig parat til at understøtte KPD/SED i dets arbejde og MfS havde nu erhvervet sig endnu en ”hemmelig medarbejder”, som fik kodenavnet ”Hartmann” og som erklærede sig villig til at infiltrere trotskistiske organisationer.

Helmut Schneweiss skulle i sidste halvdel af 1950’erne vise sig at blive en værdifuld og pålidelig agent for MfS, når det gjaldt om at infiltrere IV. Internationales tyske sektion, som var tilsluttet det Internationale Sekretariat, ledet af den græsk fødte trotskist Michel Pablo og belgiske Ernest Mandel) .

De to ”hemmelige medarbejdere” i MfS ”Hartmann” (Helmut Schneeweiss) og ”Stüwe” (Karl Ristau) forsynede sin arbejdsgiver med værdifulde oplysninger om spliden mellem de hovedretninger i den trotskistiske bevægelse: det Internationale Sekretariat (IS) og International Commitee of the Fourth International (ICFI), ledet af den amerikanske trotskist J. P. Cannon og den britiske trotskist Gerry Healy.   

MfS havde således fuldt ud kendskab til den diskussion om, som førtes i de to Internationaler, som begge gjorde krav på at være repræsentanter for Trotsky’s IV. Internationale.

MfS var endvidere godt orienteret om de interne debatter i de to Internationaler om hvorledes man skulle betragte Jugoslavien: en deformeret arbejderstat (Mandel) eller er ren kapitalistisk stat (Healy).

MfS var vidende om den støtte. Som nogle grupper på venstrefløjen modtog fra Jugoslavien: ”Neues Beginnen” og det ”titoistiske” UAPD (Unabhängige Arbeiterpartei Deutschlands). 

MfS havde endvidere i kraft af Schneeiweiss kendskab til det Internationale Sekretariats støtte til den algierske væbnede befrielseskamp mod den franske imperialisme og til organisering af illegal våbentransport til den algierske befrielsesbevægelse FNL (Federation Nationale de Liberation).

Schneeweiss og IS’s engagement i illegal våbentransport til FLN bevirkede imidlertid at han som følge af et samarbejde mellem det franske og det tyske efterretningsvæsen blev arresteret og fængslet. Han var derfor ikke længere brugbar for MfS.  (p. 292).

Af frygt for at blive afsløret i at have noget at gøre med den illegale støtte til den algeriske modstandskamp, lagde MfS sin ”hemmelige medarbejder” ”Hartmann” på is.

 

Eksempel på en ”hemmelig medarbejder” i MfS: ”Conrad”.

En anden af MfS’s ”hemmelige medarbejdere” hvervet for at infiltrere trotskistiske organisationer var Franz Joseph Schrod med agentnavnet ”Conrad”. 

Murbrækker for MfS var her en person ved navn Ernst Rush, agentnavn ”Hensen”, som i 1950 lod sig hverve som agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB med henblik på infiltration af den trotskistiske bevægelse.

Agent ”Hensen” alias Ernst Rush skriver i sin rapport 8. oktober 1954 til sin føringsofficer, at han har hvervet ”Conrad” med det formål at infiltrere IV. Internationale.

Hemmelig medarbejder ”Conrad” var kodenavn for den tyske trotskist Franz-Joseph Schrod.

Også i hans tilfælde knyttede MfS an til hans politiske fortid. Schrod var før Hitlers magtovertagelse i 1933 medlem af både KPD og af Rote Frontkämpfer Bund (RFB).

Efter 1945 var han trådt ind i SED og var på KGB’s ordre trådt ind i SPD for at agere ”trotskist”.

Schrod var lidt af en gevinst for MfS. Han havde forbindelse til nogle af de mest fremtrædende tyske trotskister: Georg Jungclas, Schneeweiss, Gestenberg og til Brandler-gruppen (efter ”højrekommunisten” Heinrich Brandler).

Og hvad der var endnu bedre: Han kendte personligt Ernest Mandel, den mest fremtrædende trotskist i det Internationale Sekretariat, den ene af de to  trotskistiske Internationaler.

 Schrod var i 1952 udtrådt af det venstresocialdemokratiske Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschland (USPD), som på dette tidspunkt opløste sig selv og havde tilsluttet sig Sozialwissenschaftliche Vereinigung. I Vestberlin fandtes imidlertid en gruppe USPD’ere som ønskede at føre partiet videre og MfS besluttede at ”Conrad” skulle ”reintegreres” i USPD, Vestberlin.

Både Ristau og Schrod indtog positioner som kredsledere i USPD-Vestberlin. (p. 293).

Nu synes der imidlertid at gå kludder i de to ”broderlige” efterretningstjenesters samarbejde, det sovjetiske KGB og det østtyske MfS.

Hvilken af de Internationaler skulle man støtte? Skulle man blot skubbe på i retning af yderligere splittelse af den trotskistiske Internationale?

De to efterretningstjenester havde nu agenter i begge de to Internationaler. Var det en holdbar strategi og ville dette føre til bevægelsens langsomme død?

KGB havde to agenter Ernst Rusch og Willy Stubbe, agentnavn ”Zimmerman” infiltreret i de trotskistiske organisationer.  

MfS havde ”Stüwe” (Karl Ristau) og ”Loesewitch” infiltreret. 

Stubbe, alias ”Zimmermann” som var kredssekretær for USPD i Berlin, Wedding, blev i oktober 1952 integreret i den vestberlinske ledelse af den trotskistiske gruppe.

”Stüwe” (Ristau) og ”Loesewitch” overvågede Sozialistiche Wissenschaftliche Verband.

Den fremtrædende tyske trotskist Georg Jungclas fattede mistanke til, at den tyske sektion kunne være infiltreret af stalinistiske agenter og advarede nu de vesttyske trotskister mod at rejse ind i den østlige sektor og formanede dem til at være opmærksom på, hvem der deltog i SWV’s møder.

Følgende trotskistiske grupper fandtes i Tyskland i 1950’erne:

Internatonale Sekretariat: (Marxistische Arbeitskreis i SPD),

ICFI: forh. medlemmer af Leninbund og gruppen ”Neues Beginnen” indenfor Sozialwissenschaftliche Vereinigung (SWV).

MfS støttede den størst mulige splittelse mellem de tyske trotskister. Den skulle ske ved at støtte ICFI’s bestræbelser på at skabe en vestberlinsk og vesttysk sektion af ICFI via den schweiziske sektion Sozialistischer Arbeiterbund, Heinrich Buchbinder).

 

Agenter i begge lejre.

Otto Freitag (”Hausmann”), og Shrod (”Conrad”) blev sent i marken af KGB og MfS med den opgave at undergrave og ødelægge den trotskistiske bevægelse. Dette mente de bedst kunne gøres ved at støtte ”splittelsesmagerne” i ICFI

På samme tid arbejdede et andet hold agenter, Rush (”Hensen”), Ristau (Stüwe”) via Schneeweiss (”Zimmermann”) på at styrke Mandels Internationale Sekretariat.

Jungclas arbejdede på at skabe en vestberlinsk sektion af IS og sendte Horst Shoeler til Vestberlin. Shrod var nu vidende om, at Schneeweiss arbejdede for MfS. (296).

Også for MfS var det uklart hvilken retning den trotskistiske bevægelse bevægede sig i og man indtog derfor en afventende position.

Agent Shrod (”Conrad”) søgte kontakt til ”trotskisten” Oscar Hippe, da han løsladtes fra fængsel i DDR 13. august 1956 i Vestberlin. Under Hippes arrestation opsøgte Shrod Hippes kone.

Shrod holdt MfS orienteret om ICFI’s forsøg på at danne en vesttysk sektion og om de tilnærmelsesbestræbelser mellem de to 4. International’er som løbende fandt sted.

MfS frygtede, at en tysk sektion i Vestberlin kunne blive en forpost til eventuelle forbindelser til kredse i DDR.

MfS koncentrerede sig nu om en formel tilnærmelse til Georg Jungclas (IS).  1. maj 1959 opsøgte ”Conrad” Georg Jungclas i Köln og ”forsonedes med ham” (Wernicke).

Fra slutningen af 1959 bestræbte Oskar Hippe og den i mellemtiden fra fængslet i DDR løsladte Alfred Weiland sig på, at grundlægge en ny trotskistisk gruppe.

Ifølge ”Conrad” orienterede de sig mod Marxistiche Arbeitsgruppe i SPD.

Wernicke undrer sig afslutningsvis over, at de to efterretningstjenester brugte så mange ressourcer på så forholdsvis få og ufarlige trotskister:

Die Tatsache, dass man seitens der MfS über ein Vielzahl von konspirativen Mitarbeiter bis in die Führungsgremien der internationalen Bewegung hinein verfügte und damit sehr pragmatich aber auch prognostich auf bewegsimmanente Auf -und Abschwünge in den Internationalen reagieren konnte, band erhebliche Kräfte und Mittel, die eine objektiv nicht existente Gefahr in ein Syndrom pervertierte. Aber hier bediente das MfS mit der ihm eigenen Gründlichkeit das in der kommunistichen Bewegung seit der Stalinisierung der Parteien praktisierte Feind-Raster, d. h. die rigide Bekämpfung kritischdenkender marxistischer Linker innerhalb der nationalen wie internationalen Arbeiterbewegung. Wenngleich die Vergehensweise ab Ende der 1950er Jahre nicht mehr so aggressiv war, wirkten die Grundmechanismen ungebrochen bis zum Zusammenbruch der DDR im MfS weiter.” (op. cit., p. 299).