Trotskys 4. Internationale - 80 år.

Leo Trotsky (1879-1940).
Trotsky grundlagde 4. Internationale i 1938.
Stalin lod Trotsky myrde august 1940.

Indholdsfortegnelse.

Tekst 1. 

Den socialistiske pioner Louis Pio. (9-10)                                                                                 

 

Tekst 2.

Karl Marx - 200 år. (11-13)  

 

Tekst 3.

100-året for Stormen på Børsen 11. februar 1918. (14-16)

 

Tekst 4.

Trotskys 4. Internationale - 80 år. (17-19)                                                                                                                        

 

Tekst 5.

12 teser om den spanske borgerkrig. (20-21)

 

Pluk af 4. Internationales historie.

Tekst 6.

Var det spanske P.O.U.M trotskistisk? (22-24)

 

Tekst 7. 

”Skyd dem ned som hunde”.

Franske trotskister blev myrdet af stalinister i modstandskampen under 2. verdenskrig. (25-26)

 

Tekst 8.

”Mord i makien”.

Mordet på den italienske trotskist Pietro Tresso. (27-28)

 

Trotskistisk degeneration.

Tekst 9.

Den ”trotskistiske kuffertslæber”.

Michel Pablos trotskistiske kapitulation. (29-46)

 

Tekst 10.

Pseudo-trotskisme.

4. Internationales Eksekutive Bureau. (47-49)

 

Tekst 11.

Jean-Luc Melenchon - fra trotskist til socialdemokrat. (50-54)

 

Rusland.

Tekst 12.

Juri Dimitriev - jule sænker sig ikke for alle. (55-56)

 

Tekst 13.

Ny helte og gamle skurke i russisk historiesyn. (57-58)

 

Danmark.

Tekst 14.

Carl Madsen - den utilpassede stalinist. (59-61)                                                                                                 

 

Tekst 15.

Demokratisk socialistisk historietolkning. (62-64)

 

Tekst 16.

”Røde linjer” - om jeg må be’.  Enhedslistens årsmøde 2017. (65-66)

 

Tekst 17.

Venstrepopulisme - venstrefløjen på vildspor. (67-68)

 

Tekst 18.

Nej, Venezuela var ikke socialistisk. (69-71)

 

                                                                                                            

Kort kommentar til de efterfølgende tekster.

Tekst 1.

Den Internationale Arbejder Associations (1. Internationale) danske afdeling blev - efter Slaget på Fælleden 1870 - forbudt og dens ledere blev idømt hårde fængselsstraffe.

Pios fængselsophold nedbrød hans helbred - og han foretræk at starte et nyt liv i USA.

Der er grund til at mindes Louis Pio som en af de første socialistiske pionerer i Danmark.

 

Tekst 2.

Der er også grund til at mindes 200-årsdagen for Karl Marx (1818-1883) både som filosof, politisk økonom og som medstifter af 1. Internationale.

 

Tekst 3.

Lige så meget grund er der til at mindes 100-årsdagen for danske syndikalisters storm på Børsen 11. februar 1918.

Oppositionen til venstre for Socialdemokratiet og den etablerede fagbevægelse var ganske vist ikke stærk nok til at aftvinge kapitalen store indrømmelser, men forsøgte dog alligevel at gøre opmærksom på sin utilfredshed med vellykkede aktioner, som ikke altid var vellykkede.  

 

Tekst 4.

Trotskys 4. Internationale blev dannet i 1938. Trotsky gjorde krav på at repræsentere arven fra Oktoberrevolutionen 1917.

Trotskys 4. Internationale insisterede på at ville gennemføre den verdensrevolution, som stalinisterne havde givet afkald på.  

 

Tekst 5. 

Den spanske borgerkrig (1936-1939) blev et opgør mellem tilhængere af folkefrontspolitik og tilhængere af en socialistisk revolution i Spanien.

 

Tekst 6.

Mange borgerlige og socialdemokratiske historikere har betegnet det spanske P.O.U.M. som ”trotskistisk”.

En af lederne af POUM Andres Nin brød i 1934 med Trotsky, som kritiserede POUM for dets vage holdning til den spanske Folkefront.

Stalins folkefrontspolitik var kontrarevolutionær - og hans efterretningstjeneste bekæmpede med alle midler dens modstandere - inklusive mord. 

 

 

Tekst 7.

Samme behandling fik trotskister af stalinister i den modstandsbevægelse, som opstod under 2. verdenskrig i Frankrig og Italien.

 

Tekst 8.

Mordet på den italienske trotskist Pietro Tresso under 2. verdenskrig er aldrig blevet opklaret. Tresso var flygtet fra Mussolinis fascistiske styre i Italien - og havde tilsluttet sig den franske modstandsbevægelse.

 

Tekst 9.

Trotskys 4. Internationale skulle udgøre det revolutionære lederskab, som den reformistiske og stalinistiske del af arbejderbevægelsen ikke tilbød arbejderklassen.

4. Internationale behøvede skolede marxister og revolutionære kadrer af Trotskys egen høje standard.

Allerede inden Stalins mord på Trotskys i august 1940 skulle det vise sig, at de ledende kadrer i Trotskys 4. Internationale ikke havde samme høje format som han selv.

En fløj i den amerikanske sektion var uenig med Trotsky i hans analyse af Sovjetstatens klassekarakter.

I modsætning til Trotsky mente de ikke, at Sovjetstaten længere var en ”degenereret arbejderstat”, men burde betegnes som et ”statskapitalistisk” samfund.

Trotskys parole om ”ubetinget forsvar for Sovjetstaten” var derfor ikke længere aktuel.   

Stalins mord på Trotsky i august 1940 efterlod et enormt tomrum, som de ledende kadrer i 4. Internationale ikke var i stand til at udfylde.

Deres analyse af de ny ”folkedemokratier” i Central -og Østeuropa og af Folkerepublikken Kina var ikke krystalklar og førte til stor uenighed om regimernes klassekarakter.

Trotskys 4. Internationale degenererede i de følgende år såvel ideologisk, organisatorisk som politisk.

Den person, som bidrog mest til denne organisatoriske og ideologiske degenerative proces, var Michel Pablo (Raptis).

Pablo mistolkede fuldstændigt den politiske udvikling i Central -og Østeuropa og vurderede fejlagtigt, at stalinismen ville spille en ”progressiv” rolle i samfundsudviklingen i Øst som i Vest.

Han drog en række skæbnesvangre konsekvenser af sin fejlagtige analyse.

De få og små trotskistiske grupper skulle opløse sig selv og søge optagelse i de angivelig ”progressive” staliniserede kommunistpartier (”entrisme sui generis”).

Denne taktik ophøjede Pablo til en almengyldig praksis for alle sektioner i 4. Internationale - uanset de konkrete omstændigheder i de forskellige lande.

Hans fejlagtige kurs for 4. Internationale fik katastrofale følger for 4. Internationale, som splittedes i to.

Artiklen viser, at Michel Pablo brød med Karl Marx’ lære om proletariatet som det revolutionære subjekt.

Michel Pablo erstattede det proletariatet i kapitalens metropoler med den 3. verdens undertrykte masser. Følgen blev, at Pablo forledte 4. Internationale til at støtte småborgerlige nationalistiske befrielsesbevægelser i den 3. verden.

Artiklen viser, hvorledes Michel Pablo for alvor ledte 4. Internationale på vildspor.

 

Tekst 10.

Den degenerationsproces som påbegyndtes med Michel Pablos fejlagtige analyser i begyndelsen af 1950’erne er fortsat indtil i dag.

4. Internationales ”Eksekutive Bureau” (tidligere det Forenede Sekretariat) påberåber sig arven fra Trotskys 4. Internationale, men har kun navnet til fælles.

Trotskys krævede, at 4. Internationales sektioner skulle repræsentere de mest fremskredne lag og militante af arbejderklassen.

Sektionerne skulle danne selvstændige organisationer, som skulle agitere og propagandere for deres egne synspunkter.

Organisationens synspunkter skulle præsenteres i egne publikationer.

4. Internationales ”Eksekutive Bureau” besluttede på sin kongres i februar 2018, ”at opbygge partier, som er nyttige i klassekampen [for hvem? Min anm.]. Målet med disse partier er i sidste ende at frigøre sig fra det eksisterende [kapitalistiske] system, selv om dette mål udtrykkes i helt generelle termer”.

Disse ikke specificerede partiers medlemmers opgave bliver ”at blive en integreret og loyal del i opbygningen og ledelsen af disse partier, ikke at være i disse med det ene formål at rekruttere eller at vente på at afsløre eventuelle forræderier”.

Trotskister skal altså ikke ”afsløre de forræderier”, som begås af den organisation, som man selv er en del af, men ”lade sig integrere og være loyal i opbygningen” af disse reformistiske organisationer.  

Dette må vist siges at være et eklatant brud på et af de mest fundamentale principper i Trotskys historiske 4. Internationale om organisatorisk uafhængighed som forudsætning for at kunne føre revolutionær marxistiske politik.    

Trotsky ville uden tvivl vende sig i sin grav ved dette eklatante knæfald for klasseforræderisk reformisme.   

   

Tekst 11.

Det er uklart, hvorvidt Jean-Luc Melenchon af sin organisation OCI (entrisme) blev sendt ind i det franske Socialistparti (PS).

Hvis han gjorde, endte det i hvert fald ikke med det resultat, som OCI havde håbet på.

I stedet for at dreje PS til venstre, var det PS som gjorde Melenchon til vaskeægte reformist.

I stedet for at rekruttere medlemmer af det falske arbejderparti PS gjorde Melenchon karriere i PS og nåede højt til tops.

Under Lionel Jospin (entrist fra OCI) nåede Melenchon at blive minister for en underafdeling under Undervisningsministeriet.

Melenchon forsøgte at blive valgt som partiformand for PS, men tabte formandsvalget.

Han forlod PS i 2008 og har siden ført sig frem som ”uafhængig socialist”. Han er i dag leder af venstrefløjskoalitionen La France Insoumise.

 

Tekst 12.

Ruslands autokratiske hersker Vladimir Putin har et ambivalent forhold til en anden af sit lands autokratiske herskere - Stalin.

På den ene side fortjener Stalin stor ros for sin heltemodige indsats for sit fædreland under 2. verdenskrig.

På den anden side ønsker Putin ikke, at sovjetborgere (eller andre) roder for meget op i landets fortid.

Jurij Dimitriev har siden 1990’erne forsøgt at kortlægge de mange massegrave, som Stalins masseterror og drab på millioner af uskyldige sovjetborgere efterlod sig.

De frit opfundne anklager mod uskyldiges tid er ikke forbi, selvom Rusland har bevæget sig ind i den post-sovjetiske tidsalder.

 

Tekst 13.

Det herskende oligarki i Rusland har revideret sin opfattelse af Oktoberrevolutionens helte.

Heltene er nu ikke længere Lenin og Trotsky, men lille fader Stalin.

Oligarkiets ny helte er premierminister Stolypin under zar Nikolaj II, zar Ivan den Grusomme og fyrst Vladimir, russisk konge i middelalderen.    

  

 

Tekst 14.

Ærkestalinisten Carl Madsen havde gennem et langt liv fulgt partiparolen i DKP. Først på sine ældre dage begyndte han at udvikle en stigende skepsis overfor partiets politik.

Han indledte historiske studier i partiets politik og kunne afsløre de mange uenigheder i DKP, som stammede langt tilbage i tid.

Var det udtryk for et begyndende opgør med partiets stalinisme og reformisme?   

Carl Madsens kritik af DKP blev formuleret inden for stalinismens rammer og selvforståelse.

Carl Madsen huskede tilbage til slutningen af 1920’erne, hvor Stalin ledte Komintern ind på en ”ultravenstre-kurs”.

Hans kritik af DKP kan bedst beskrives som et tilbagefald til Kominterns sekteriske ultravenstre politik.    

Carl Madsen må på sine ældre dage betegnes som en ”3. periode stalinist”.   

 

Tekst 15.

At den danske venstrefløj snarere er vokset ud af stalinismen end den er et opgør med den, fremgår tydeligt af Arne Hardis’ interview med Holger K. Nielsen.

I lighed med datidens mensjevikker mener Holger K. Nielsen, at den russiske Oktoberrevolution 1917 var en ”historisk fejltagelse”.

Holger K. Nielsen havde gerne set, at revolutionsprocessen var stoppet med Kerenskys magtovertagelse i februar 1917.

Som påpeget i artiklen er dette standpunkt umuligt. Der gaves ingen mellemvej i form af et forestillet borgerligt demokrati.

Det historiske valg stod mellem den socialistiske revolution, som blev anført af bolsjevikkerne og et kontrarevolutionært militærkup.

Holger K. Nielsens ønskedrøm er ahistorisk og har ingen bærekraft.

 

Tekst 16.

Enhedslisten årsmøde 2017 bekræftede, at listens parlamentariske kretinisme nu er så fremskreden, at der ingen vej er tilbage.

Partiet stirrer sig blind på sit parlamentariske virke og forsømmer at udvikle sit andet udenomsparlamentariske ben.

Selvfølgelig skal EL opstille nogle klare minimumskrav til en kommende ”arbejderregering” helt uden forestillinger om at få dem godtaget. Kravene skal være antikapitalistiske og pege i retning af et socialistisk samfund.  

Det værste er, at EL i efterhånden mange år har undladt at tage sit eget pseudorevolutionære program alvorligt.

Enhedslisten kunne passende studere arbejderbevægelsens historiske erfaringer med ”arbejderregeringer”.

 

Tekst 17.

Venstrepopulisme synes at være på mode på visse dele af venstrefløjen.

Tankegangen er helt fejlagtig og udspringer af angst for en fremadstormende og populistisk højrefløj.

”So ein Ding müssen wir auch haben” synes at være mottoet for denne misforståede og fejlagtige forslag til politisk strategi.

Enhedslisten bør ikke falde i denne grøft, selvom listens talsperson Pernille Skipper åbenbart hopper på vognen.

 

Tekst 18.

Oktoberrevolutionen 1917 er den hidtil eneste samfundsomvæltning, som med rette kan kalde sig en socialistisk revolution.

Ingen andre har noget steds hidtil gjort de russiske bolsjevikker kunststykket efter.

Venstrefløjens åbenbare mangel på analytisk evne og politisk skoling har gjort, at der med jævne mellemrum fremkommer erklæringer fra erklæret venstreorienteret hold om, at nu har verden endnu en gang set en socialistiske revolution.

Nej, verden har endnu ikke oplevet den næste socialistiske revolution.

Faldskærmssoldaten Chavez’ militære kup var et af mange militære kup, som Latinamerikas historie er så rig på.

Chaves var en venstreorienteret caudillo i modsætning til de mange højreorienterede caudillo’er i Latinamerikas historie.

Chavez havde ikke de nødvendige forudsætninger for at lave en socialistisk revolution.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 1.

 

Den socialistiske pioner Louis Pio.

Socialisten Louis Pio har ikke fået det eftermæle, som han har fortjent.

Kun få forfattere har beskæftiget sig med Louis Pio og hans politiske indsats som socialist.

Historikerne Jens Engberg og Kristian Hvidt er undtagelser.

(Jens Engberg: Til arbejdet! Liv eller død. Louis Pio og arbejderbevægelsen. Gyldendal. 1979; Kristian Hvidt: Sylvia Pio. En adelig socialist. Gyldendal. 2009).   

Pio er så godt som skrevet ud af den socialdemokratiske partihistorie. Måske fordi eftertidens socialdemokrater ikke sætter pris på hans nære forhold til Karl Marx og Fredrich Engels.

Måske fordi Socialdemokratiet i årene efter Pio bevægede sig længere og længere væk fra Pios oprindelige udgangspunkt og til sidst helt skippede socialismen.

Måske duede han ikke som ikon for bevægelsen, fordi han lod sig bestikke af kapitalen og borgerskabet - og lod sig udvise til Amerikas Forende Stater efter at være blevet idømt en langvarig fængselsdom.

Et af de eneste synlige tegn på Louis Pios eksistens er den mindeplade, som er indmuret i væggen på et hus i Store Gråbrødrestræde i Roskilde, hvor han fødtes i 1841.

Et andet mindre synligt tegn er navnet på en socialdemokratisk side på nettet, som bruger hans navn.

   

Slaget på Fælleden 1872.

Louis Pio var en af grundlæggerne af den danske arbejderbevægelse og etablerede i 1860’erne en dansk sektion af Marx’ og Engels’ Internationale Arbejderassociation.  Arbejderbevægelsens pionerer led en krank skæbne, da deres faglige og politiske organisering af danske arbejdere vakte stor harme hos det danske borgerskab, som kom til udtryk i dets trykte medier.

De første spæde kim til en arbejderbevægelse blev af den borgerlige statsmagt mødt med benhård repression.

Således sendte politiet spioner ind i bevægelsens rækker, som rapporterede til politidirektøren om dens aktiviteter.

I 1872 ville de socialistiske ledere i forlængelse af en strejkebølge - som ikke havde givet det ønskede resultat - vise arbejdsgiverne deres styrke ved at indkalde til et protestmøde på Fælleden i København.

Dette møde blev forbudt af Københavns politidirektør med den begrundelse, at det ville forstyrre den offentlige orden.

Socialisterne påberåbte sig Grundloven af 1849, som lovede alle ytringsfrihed.

Redaktionen på bladet ”Socialisten” nåede ikke at få protestmødet aflyst i tide - og mødet blev søgt forhindret af beredent politi og af tilkaldte tropper. Adskillige mødedeltagere fik politiets knipler og soldaternes sabler at mærke.

Efterfølgende blev tre socialistiske ledere idømt fængselsstraffe, som de afsonede i datidens usle fængsler, hvor deres helbred blev nedbrudt.

Nogle år efter blev to af lederne tilbudt udrejse til Amerika - og tog imod tilbuddet.

Pio påbegyndte et nyt liv i Amerika - og vendte aldrig tilbage til Danmark.

Pio blev således kun en parentes i arbejderbevægelsens historie, skønt han har fortjent bedre.    

Pio havde studeret Karl Marx’ og Friedrich Engels’ skrifter og oversat nogle af disse til dansk. Pio korresponderede også med Karl Marx og deltog i skabelsen af den Internationale Arbejderassociation.

Pios reformistiske efterfølgere i det danske Socialdemokrati kastede vrag på klassekampen og reviderede Karl Marx’ revolutionære marxisme til ren parlamentarisme.

Det langsigtede mål om socialisme forsvandt ud i horisonten til fordel for kampen for det daglige brød.

Partiet mistede det langsigtede perspektiv og endte som et reformistisk arbejderparti, som så det som sit mål at sikre arbejderklassen parlamentarisk repræsentation - og ad den vej sikre sig den politiske magt.

Den socialdemokratiske fagbevægelse lod sig inkorporere i den borgerlige stats fagretslige system - og blev i stigende grad mere og mere tandløs som kamporganisation.

I 1899 indgik De Samvirkende Fagforbund en aftale med arbejdsgiverne, hvor parterne anerkendte hinanden som ligeberettigede forhandlingspartnere. 

Fagforbundene accepterede arbejdsgivernes ret til ”at lede og fordele arbejdet”. Fagbevægelsen gav afkald på den fri strejkeret og gik med til, at forholdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere skulle reguleres af aftalte overenskomster mellem parterne.

Fagbevægelsen lod sig binde på hænder og fødder af det fagretslige system, som blev udviklet i begyndelsen af det 20. århundrede. 

Arbejderbevægelsen havde tabt sit mål af syne.

 

Arbejderbevægelsen 2017. 

I dag er arbejderbevægelsen kun en skygge af sig - og man skal lede længe efter ord som socialisme, klassekamp og revolution i venstrefløjspartiernes partiprogrammer.

Pios oprindelige marxisme er skiftet ud med partiernes parlamentariske kretinisme.

Arbejderpartiernes traditionelle vælgere kan ikke længere se forskel på såkaldte arbejderpartier og borgerlige partier.

Ønsker du, at 1. maj igen skal være et manifest udtryk for arbejderbevægelsens internationale kampdag, så kræv at de reformistiske parti -og fagforeningsledere finder tilbage til arbejderbevægelsens oprindelige mål om et socialistisk samfund. 

  

 

 

Tekst 2.

Karl Marx - 200 år.

Karl Marx har altid været en kontroversiel skikkelse.

De herskende klasser foragtede ham, mens mange af hans politiske modstandere i 1.Internationale foragtede ham for hans intellektuelle overlegenhed.

At de herskende klasser foragtede ham, er ikke så mærkeligt. Karl Marx gjorde sig til talsmand for afskaffelse af den private ejendomsret og ekspropriation af kapitalistisk ejendom.

Karl Marx mente, at borgerskabets tid som progressiv klasse var forbi og at det ville blive afløst af en ny progressiv klasse, proletariatet.

Karl Marx spredte sig over mange felter. Han var både filosof, økonom, og politisk aktivist.

Han er blevet angrebet på alle disse felter.

 

Filosoffen Karl Marx.

Filosoffen Karl Marx var inspireret at to tyske filosoffer: Hegel og Feuerbach.

Hegel var idealist og mente, at historiens udvikling foregik dialektisk, som resultatet af parvise modsætninger mellem en tese og en modtese.

Feuerbach var materialist og mente, at ”den samfundsmæssige væren bestemmer den samfundsmæssige bevidsthed”.

Marx kombinerede disse to filosofiske tankegange og opfandt sin egen ”dialektiske materialisme”.

Det var denne dialektiske materialisme, som var bestemmende for hans syn på historiens udvikling.

 

Den politiske Karl Marx.

Marx analyserede den historiske udvikling og udpegede borgerskabet som drivkraften i kapitalismens fremkomst.

Borgerskabet havde imidlertid udlevet sin tid og befandt sig nu i sin forfaldsepoke.

En ny klasse, proletariatet ville overtage det udtjente borgerskabs rolle som den kraft, som drev samfundsudviklingen fremad.

Marx så det som sin opgave at skabe et forum, hvor arbejderklassens økonomiske og politiske kampe kunne diskuteres og koordineres.

Marx blev primus motor i skabelsen af 1. Internationale.

Dette viste sig at skulle en vanskeligere opgave end Marx måske havde regnet med.

Tidens mange forskelligartede strømninger mødtes i 1. Internationale og Marx måtte opbyde alle sone kræfter og hele sin mentale styrke for at få sine synspunkter i gennem.

Marx var ofte i modvind overfor russiske anarkister og franske reformister og måtte til sidst opgive foretagendet. 

 

Karl Marx som kritiker af den klassiske økonomi.

Som økonom tog Karl Marx udgangspunkt i de klassiske økonomers ”arbejdsværdilære”.

”Arbejdet er kilden til al rigdom”, som det hed i et de første danske socialdemokratiske partiprogrammer.

Marx hævdede, at lønarbejde under kapitalismen frembringer en ”merværdi”, som kapitalejeren inddrager. Lønarbejderen får kun en lille del af merværdien i form af løn.

Marx mente, at kapitalen på denne måde udbyttede lønarbejdet. Lønarbejderen fik kun en lille del af sin merværdi i form af løn. Resten   tilfaldt kapitalejeren som profit.

 

Har Karl Marx’ tanker aktualitet i det 21. århundrede?

Så afgjort, ja.

200 år efter hans fødsel kan vi passende mindes, at hans tanker havde relevans 100 år efter i 1918.

1. verdenskrig havde ”kapitalismen i sin højeste imperialistiske fase” kastet verden ud i en blodig krig, som kostede millioner af mennesker livet.

Karl Marx’ ny progressive klasse, proletariatet havde her mulighed for at erobre magten fra borgerskabet, som åbenlyst havde udtjent sin historiske mission.

Marx’ efterfølgere - de russiske bolsjevikker Lenin og Trotsky havde skabt den første socialistiske stat i et kapitalistisk underudviklet samfund i Rusland.

Muligheden for at sprede den socialistiske revolution til resten af verden forelå som en mulighed. Alle objektive forudsætninger for en magtomvæltning var til stede.

Blot manglede der i de europæiske lande et revolutionært lederskab som i Rusland i oktober 1917.

Spartakisternes opstand i Tyskland blev af socialdemokratiske klasseforrædere kvalt i blod i januar 1919.

Ligeledes undlod reformistiske socialdemokrater i Finland at tage magten i november 1917 på et tidspunkt hvor der rent faktisk forelå en revolutionær situation.

Så Karl Marx’ vision om proletariatet kunne være blevet realiseret, hvis såfremt i fald…

I andre tilfælde i historien kunne Lenins og Trotskys revolutionære marxisme være brugt - og proletariatet ville have haft magten.

Det gjaldt Spanien i 1937, hvor Stalins Komintern stillede sig i vejen for en revolutionær magtovertagelse.

Det gjaldt så sent som 1968, hvor franske stalinister stillede sig i vejen for en mulig revolutionær omvæltning, da 300.000 franske arbejdere strejkede.

Lederskabet var stalinistisk, havde det været revolutionær marxistisk kunne det være blevet til meget mere - også denne gang.

 

Karl Marx’ epigoner har forvansket hans tanker til uigenkendelighed

Det uheldige er, at Karl Marx har flere epigoner end han har rigtige tilhængere, som er værdige tilhængere af hans tanker.

Få tanker som Karl Marx’ er blevet fordrejet og forvansket af personer, som har givet sig ud for at være hans proselytter, men som ikke var det.

Synd for den historiske Karl Marx.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 3.

Stormen på Børsen 11. februar 1918.

Stormen på Børsen, finanskapitalens højborg i København fandt sted 11. februar 1918.

Stormløbet blev anført af 3 medlemmer af den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning:
Andreas Fritzner, Poul Gissemann og en tredje unavngiven person (syndikalisten Carl Heinrich Petersen oplyser ikke navnet på denne ”tredje kammerat”).

Den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS) havde indkaldt til to separate demonstrationer, som skulle udgå fra henholdsvis Folkets hus på Jagtvej (nu nedrevet) og arbejdernes Forsamlingshus i Rømersgade (nu Arbejdermuseet).

De to demonstrationstog skulle samles på Kultorvet i Frederiksborggade og marchere mod Christiansborg, hvor rigsdagen holdt til.

Ifølge syndikalisten Carl Heinrich Petersen var det kun de syndikalistiske ledere i FS, som vidste, at demonstrationstogets endemål ikke var Christiansborg, men den nærved liggende Børsbygning

Børsen var højfinansens centrum. Her samlede børsspekulanterne sig for at omsætte aktier til stadigt stigende kursværdier.

Således steg f.eks. Østasiatisk Kompagnis aktier fra 1914 til årsskiftet 1917-1918 fra 130,5 til 578,5 - og De Forenede Dampskibsselskabers aktier steg i samme periode med 341 %. (Niels Arne Sørensen. Den store krig. Europæernes første verdenskrig, p. 239).

Andreas Fritzners kone (Emma) var blevet sendt i forvejen for at sikre at, at trædøren ind til Christian IV’s gamle Børsbygning ikke var låst.

Ifølge syndikalisten Carl Heinrich Petersen styrtede de tre syndikalister ind gennem den åbne dør - og forsynet med fastelavnskøller (absolut ikke med våben) gav de sig til at slå løs på de omkringstående.

Carl Heinrich Petersen (CHP) skrev 50 år efter i Dansk Kommunalarbejderforbunds blad ”Kommunalarbejderen”: ”Nogle af aktivisterne gik i kampens hede amok og knuste inventar og ruder på Børsen, men ingen af børsspekulanterne led dog mere alvorlig overlast end nogle drøje knubs”. (Kommunalarbejderen 10 og 11, 1968. Genoptrykt i Carl Heinrich Petersen: Fra klassekampens slagmark i Norden. Modtryk. 1977).

Det umiddelbare resultat af syndikalisternes stormløb på Børsen må siges at være magert.

Den borgerlige danske stat benyttede lejligheden til at varetægtsfængsle lederen af FS Christian Christensen og idømme ham 18 måneders fængsel for i FS’s blad Solidaritet” for at have ytret sig til fordel ”social revolution”.

Andreas Fritzner og Poul Gissemann som havde været forrest i stormløbet på Børsen fik bøder på 500 kr., som de dog valgte at afsone med 30 dage i brummen (500 kr. = ½ års arbejdsløshedsunderstøttelse).

Maskinarbejder Aage Jacobsen fik derimod 2 års fængsel (var han den tredje ukendte kammerat, som CHP nævnte?).

 

Fagoppositionens Sammenslutning.

Årene 1917-1920 var ifølge CHP Fagoppositionens Sammenslutnings ”gyldne tid”.

FS arbejdede på mindst to fronter:

FS var modstander af den klassesamarbejdspolitik, som Socialdemokratiet og de reformistiske fagforeninger førte.

FS nægtede at acceptere det fagretslige system som det socialdemokratisk dominerede DsF (de Samvirkende Fagforbund) og DA (Dansk Arbejdsgiverforening) havde opbygget.

Det fagretslige system dikterede ”fredspligt” i de overenskomstperioder, som de to parter havde aftalt.

FS ville bekæmpe det fagretslige system ved at opfordre til ”overenskomststridige” strejker for at tilkæmpe sig de rejste krav.

De generelle leveomkostninger steg, fordi priserne steg langt mere end lønnen. (jf. oplysninger om pristalsudvikling og realløn i Niels Arne Sørensen, op. cit. p. 238).

På det politiske plan gjorde FS sig bemærket som indædt modstander af de krigsførende magters imperialistiske røverkrig.

FS agiterede mod enhver form for krigsdeltagelse som værnepligtig i den ”Sikringsstyrke” på 58.000 mand, som regeringen opstillede i 1916.

I 1916 var Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning indtrådt i en ”samlingsregering” med tre ”kontrolministre” fra hvert af partierne Venstre, Det konservative Folkeparti og Socialdemokratiet.

Stauning afviste, at hans deltagelse var et brud på Socialdemokratiets kongresvedtagelse om kun at gå i regering, hvis der forelå et absolut flertal.

Ifølge Stauning var Socialdemokratiets stadig et ”klassekampsparti” (jf. Den jyske historiker. 12. Socialdemokratiet i Danmark 1910-30. 1977. p. 71).

Syndikalisternes storm på Børsen var ikke helt enden på organisationens ”glansperiode”.

FS havde svært ved at trænge Socialdemokratiet og de reformistiske fagpampere tilbage i de eksisterende fagforeninger og forsøgte i stedet at samle de arbejdsløse (arbejdsløshedsprocenten var 18 % i 1918; Niels Arne Sørensen, op. cit. 238) i arbejdsløshedsudvalg.

I starten støttede de socialdemokratisk dominerede fagforeninger og A-kasserne initiativet, men stod af efterhånden som de kunne se, at syndikalisterne overtog styringen af de arbejdsløses organisation.

I den følgende tid fandt der en del sammenstød mellem anti-militarister og politiet, når disse nægtede at bære uniform, når de blev indkaldt til Sikringsstyrelsen.

Det kom endvidere til sammenstød mellem arbejdsløse og politiet ved udbetalingsstederne for arbejdsløshedsunderstøttelse.

FS propaganderede for løsladelse af de 3 FS-medlemmer, som blev dømt for indtrængningen på Børsen - og for Christian Christensens uberettigede fængsling for sine ytringer i Solidaritet.

 

Grønttorvet, København - november 1918.

10. november 1918 holdt FS, og Socialistisk Arbejderparti (SAP) et møde på Grønttorvet i København, hvor Thøger Thøgersen, Marie Nielsen og Aage Jørgensen fra SAP; Andreas Fritzner, Johs. Sperling, Poul Gissemann og H. P. Willumsen (FS) talte.

Her besluttede mødet at adressere en resolution til stats -og justitsminister C. Th. Zahle (RV) med krav om øjeblikkelig løsladelse af Christian Christensen og Lauritz Hansen.

Mødet besluttede endvidere at opfordre til en 24-timers strejke 13. november, som dog ikke blev fulgt af ret mange.

13. november afholdtes endnu et møde på Grønttorvet ved Nørreport Station, København.

Her standsede nogle mødedeltagere (bl.a. Johs. Sperling) nogle sporvogne i vrede over, at sporvognskonduktørerne ikke fulgte strejkeparolen. Det kom til slagsmål med politiet - og 150 måtte på det nærliggende Kommunehospital.

17. november arresteredes Thøger Thøgersen ved et møde i Aarhus og talerne fra mødet på Grønttorvet 10. november arresteredes ligeledes - og idømt lange fængselsstraffe.

Ramt af den borgerlige statsmagtens hårde repression og dens egne illusioner om at ”direkte aktion” - og et abstrakt krav om ”generalstrejke” - kan føre til en ”social revolution” ebbede den danske syndikalisme lige så stille ud. 

Dette indså nogle af syndikalismens fremmeste mænd og tilsluttede sig det ny kommunistiske parti i Danmark i 1919.

Dog ikke Carl Heinrich Petersen.

 

Kilder:

Carl Heinrich Petersen: Klassekampens slagmark i Norden. Modtryk 1977. pp. 67-74.

Den jyske historiker. Historieteoretisktidsskrift. Nr. 12. Socialdemokratiet i Danmark 1910-1930. 1977

Niels Arne Sørensen: Den store krig. Europæernes første krig. Udenfor? (pp. 235-240). 2005.

             

  

      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 4.

Trotskys 4. Internationale - 80 år. 

Nok ikke mange vil erindre, at det er 80 år siden, at den russiske revolutionære marxist Leo Trotsky i 1938 sammen med sine få tilhængere dannede 4. Internationale.

For langt de fleste vil navnet Trotsky være forbundet med den russiske Oktoberrevolution 1917 - og med rette.

Trotsky var arkitekten bag opstanden i Skt. Petersborg. Sammen med Lenin var han hovedmanden bag planen om at gribe til opstand 7. november 1917 - hverken før eller senere. 

Det lykkedes ikke de russiske bolsjevikker at opbygge et velfungerende socialistisk samfund, som hurtigt efter Lenins død i 1924 og efter Trotskys eksklusion, forvisning - og endelige eksilering i 1929 - degenererede til en parodi på et socialistisk samfund.

Lenins og Trotskys revolutionære marxisme har lidt ubodelig skade efter Stalins magterobring af det bolsjevikiske parti og eneherskerstilling i Sovjetstaten.

Lenins og Trotskys revolutionære marxisme er ikke bare frygtet af alverdens herskende klasser, men også forhadt af reformister (demokratiske socialister) og af Stalins efterfølgere.

Trotsky blev af Sovjetstatens despot Stalin udskreget som fjende nr. 1 - og overalt hvor Trotsky satte sine ben - efter sin eksilering - blev han forfulgt og jaget på flugt.

Trotsky blev af stalinister betegnet som et fremmedlegeme, som havde sneget sig ind i arbejderbevægelsen - og som gik klassefjendens ærinde.

Stalin ønskede død (fysisk udslettelse) over en person, som han betragtede som sin farligste politiske rival og hans hemmelige efterretningstjenester (NKVD og GRU) forfulgte ham ind i døden.

Det lykkedes ikke Trotsky at undslippe Stalins lange arm, som ramte Trotsky i august 1940.

 

4. Internationale 1938.

Inden da havde han og hans få tilhængere udfordret stalinisternes (og reformisternes) monopol på at repræsentere arbejderklassen og fået bekræftet, at trotskister hørte hjemme i arbejderbevægelsen.

Langt om længe besluttede Trotsky og hans få tilhængere i 1938 at skride til dannelse af en ny - 4. - Internationale.

Trotsky mente nu at have tilstrækkeligt med bevis for, at det ikke var muligt at gendanne eller genrejse Lenins og hans egen 3. Internationale fra 1919.

Stalins Kommunistiske Internationale (Komintern) var nu så ideologisk og politisk degenereret, at den var umulig at gendanne eller rekonstruere.

Man kan diskutere, om han drog tilstrækkeligt ved lære af bolsjevikkernes socialistiske eksperiment i Rusland påbegyndt i 1917, men Trotsky afveg aldrig fra sit oprindelige mål om at oprette proletariatets diktatur i tilstrækkeligt mange lande til at kunne gennem en socialistiske verdensrevolution.

Til trods for personlig og politisk modgang stod han fast på sine politiske idealer og sin praktiske politik.

Han var kompromisløs i og ubarmhjertig sin kritik af stalinisme og reformisme, som han mente forrådte arbejderklassen og dens politiske bevægelse.

Han anså både socialdemokratiske reformister og stalinistiske renegater for klasseforrædere, som burde fremstilles som sådant - og derfor bekæmpes med ideologiske og politiske midler.

 

Arven fra Trotsky.

Det måske mest tragiske kapitel i historien om Trotsky er, at meget få af hans selvproklamerede efterfølgere har formået at tage arven op efter ham.

Allerede inden Stalins hemmelige efterretningstjenesters drab på ham i august 1940 var den trotskistiske bevægelse splittet - og i begyndende opløsning.

Trotsky havde alt for længe opretholdt et skæbnefællesskab med andre af Stalins modstandere, som ikke delte alle Trotskys hovedsynspunkter.

Dette skæbnefællesskab kostede trotskisterne for megen energi i de evindelige fraktionskampe med andre anti-stalinistiske strømninger.

Trotsky (og mange af hans tilhængere) var endvidere for længe om at indse, at Stalins Komintern stod i vejen for en socialistiske verdensrevolution - og måtte opfattes som kontrarevolutionær i sin støtte til de herskende klasser.

Stalins folkefrontspolitik fra 1935 bekræftede endnu en gang, at Komintern skulle spændes for Sovjetstatens ikke-revolutionære udenrigspolitik.

Ligesom Kominterns skæbnesvangre passivitet op til og efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 burde have betydet, at han endegyldigt havde opgivet Stalins 3. Internationale som en progressiv kraft.

 

Efterkrigstidens trotskisme. 

Efterkrigstidens trotskistiske bevægelse var præget af stor ideologisk og politisk usikkerhed og vaklen.

Efterkrigstidens selvproklamerede trotskister kunne ikke finde sine egne ben i forhold til de store stalinistiske partier i Vesteuropa (jf. diskussionen om entrisme i de stalinistiske partier). 

Folkedemokratierne i Central -og Østeuropa voldte dem vanskeligheder med at bestemme som statstyper (jf. diskussionen om statskapitalisme, degenereret eller deformeret arbejderstat).

 

Kort sagt vil jeg hævde, at den realt eksisterende trotskisme led af to alvorlige sygdomme med sammen ophav: opportunisme - i forhold til de to store strømninger i arbejderbevægelsen: reformisme og stalinisme.

Ideologisk, politisk og organisatorisk blødhed over for begge retninger i arbejderbevægelsen er efter min mening skyld i, at trotskisme i dag ikke længere indtager en fremtrædende plads i arbejderbevægelsen.

Ikke kun klassefjenden - de herskende klasser - er trotskismens modstander, men i lige så høj grad fjenden i egne rækker: reformisme og stalinisme - som efter min mening stadig martrer arbejderbevægelsen.

Ingen revolutionære marxister har indtil nu taget et tilbundsgående opgør med hverken den historiske eller aktuelle reformisme (demokratiske reformisme) eller med de levn af stalinisme, som stadig præger venstrefløjen.

Trotskys tankegods er dog stadig det bedste udgangspunkt for et opgør med reformisme og stalinisme.

Et godt udgangspunkt ville være om flere læste Trotskys bøger, som stadig er aktuelle for revolutionære marxister. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 5.

12 teser om den Spanske Borgerkrig.

1. I langt de fleste gængse fremstillinger og lærebøger bliver Den Spanske Borgerkrig fremstillet som et opgør mellem et (ikke-eksisterende og svageligt) borgerligt demokrati og general Francos fascistiske oprørshær. Dette er en forkert påstand.

2. De samfundsmæssige og politiske kræfter - det spanske borgerskab og småborgerskab - som skulle have udgjort grundlaget for et levedygtigt borgerligt demokrati var ikke tilstrækkeligt stærke til at kunne modstå Francos militærkup.

3. Den spanske Republik (1932-1939) var præget af indre modsætninger, som gjorde den ude af stand til i enighed at modstå general Francos fascistiske oprørshær.

4. Det spanske kommunistparti (PCE) udgjorde ved Republikkens begyndelse kun en sekt, var uden politisk betydning i arbejderbevægelsen og helt uden politisk indflydelse.

5. Kun takket være Kommunistiske Internationales (Kominterns) indgriben i den Spanske Borgerkrig på Republikkens side kom det lille og ubetydelige spanske kommunistparti (PCE) til at spille en hovedrolle i den Spanske Borgerkrig.

6. Stalins Sovjetunion intervenerede kun politisk og militært på Republikkens side, fordi Stalin mente, at det kunne gavne hans udenrigspolitik i forhold til de borgerlige demokratier i England og Frankrig.

Stalin tilsluttede sig de borgerlige demokratiers ikke-interventionspolitik, men ydede en - mere eller skjult - minimal politisk og militær støtte, som han tog sig godt betalt for - i form af guldbarrer og andre værdier fra den spanske Nationalbank.

7. Stalins ny folkefrontspolitik fra 1934 tvang PCE ind i et klasseforræderisk samarbejde med borgerlige og småborgerlige partier i republikanske regeringskoalitioner.

8. Andre retninger og tendenser (anarkister og medlemmer af P.O.U.M) i arbejderbevægelsen, som forholdt sig skeptisk og kritisk til folkefrontspolitikken blev med vold og magt bekæmpet af Kominterns agenter og politiske kommissærer.

Opgøret med Folkefrontens kritikere nåede sit højdepunkt i maj 1937, da centralt placerede stalinistister i den catalonske regering lokkede anarkister og P.O.U.M.-tilhængere i en fælde, da de forsøgte at forsvare telefonbygningen i Barcelona mod den catalanske regerings politistyrker.    

9. Indtil maj 1937 var betingelserne for en socialistiske revolution til stede, men blev forpurret af spanske stalinister i PCE (godt hjulpet af Kominterns agenter og sovjetiske militære rådgivere).

10.  Det spanske kommunistparti (PCE) blev fjernstyret fra Moskva og dirigeret af Kominterns agenter i Spanien til at føre en klassesamarbejdende folkefrontspolitik.

11. Ingen andre kræfter end det revolutionære marxistiske P.O.U.M. bestod lakmusprøven. De spanske socialdemokrater (Caballero, Prieto og Negrin) lod sig henføre - af det fra Moskva fjernstyrede PCE - og agerede mere eller mindre som viljeløse nikkedukker i den af Moskva dikterede folkefrontspolitik.

12. Heller ikke de spanske anarkister og syndikalister bestod lakmusprøven.

CNT-FAI formåede ikke at holde fast i deres ”sociale revolution” (agrarreformer, nationaliseringer og arbejderkontrol) overfor de mere reaktionære kræfter i Folkefronten i det Moskva-styrede PCE.

De anarkistiske ledere formåede ikke at holde fast i deres erklærede anti-statslige holdning og - var derfor til fals for den borgerlige stats ædetrug.

 

Den Spanske Borgerkrig er et lærestykke i hvorledes arbejderbevægelsens forskellige bestanddele agerer i pressede og prekære situationer - og bør studeres som sådan. 

Teserne er udarbejdet primært på baggrund af læsning af Burnett Bolloten: The Spanish Civil War. Revolution and Counterrevolution. The University of North Carolina Press. 1991. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 6.

Alan Sennett: Revolutionary Marxism in Spain, 1930-1937. Brill. 2014.

 

Var det spanske POUM trotskistisk?

Alan Sennett tager udgangspunkt i mange historikeres påstand om, at den revolutionære marxistiske organisation P.O.U.M. var ”trotskistisk”.

 

Teoretisk baggrund.

For at kunne bekræfte eller afkræfte denne påstand hos mange historikere, må han først fremstille Trotskys opfattelse af kapitalismens ”ujævne” og ”sammensatte” udvikling.

Han vil derefter undersøge, om Trotskys opfattelse af den ”permanente revolution” stemmer overens med de to ledere af P.O.U.M Joaquim Maurins og Andreu Nins teoretiske arbejder om det spanske samfunds økonomiske og politiske udvikling.   

Sennett når frem til, at der ikke er uoverensstemmelse mellem Maurins og Nins opfattelse af begrebet af ”ujævn” og ”sammensat” udvikling af det spanske samfund og Trotskys begreb om samme.

Begge ledere af P.O.U.M. analyserede udviklingen i det spanske samfund og fandt, at det spanske samfund på en gang både indeholdt feudale træk (i forskelligt omfang) og kapitalistiske træk.

Maurin havde tendens til at overdrive det spanske samfunds feudale træk, mens Nin underbetonede de feudale træk.

Sennet konkluderer, at der på det teoretiske plan ikke er den store uoverensstemmelse mellem Trotsky og de to ledere af P.O.U.M.

 

Et umage par.

Længe inden P.O.U.M. blev dannet i september 1935 som en sammensmeltning af Maurins BOC og Nins trotskistiske IEC, var Trotsky en arg kritiker af sammensmeltningen.

Trotsky havde efter Hitlers knusning af den tyske arbejderbevægelse i 1933 ændret taktik overfor det ”staliniserede” Komintern og opfordret sine tilhængere til at søge ind i de Socialistiske partier.

Den spanske sektion mente ikke, at denne taktik duede i Spanien, da de spanske trotskister var for få til at kunne præge det reformistiske spanske Socialdemokrati (PSOE).

Nin - som havde en baggrund i det spanske syndikalistiske fagforbund CNT og som generalsekretær for Kominterns faglige internationale (PROFINTERN) - mente, at det var mere relevant at forsøge at vinde de syndikalistiske arbejdere over på sin side.

I 1934 valgte Nin og de spanske trotskister (IEC) at bryde med Trotsky, men betragtede sig stadig som trotskister.

Joaquim Maurin opfattede sig ikke som trotskist og stod i spidsen for en bred koalition af arbejderpartier i Blokken af Arbejdere og Bønder (BOC) i Catalonien.

Sennett er opmærksom på, at selvom om Nin, Maurin og Trotsky måske nok var enige på det teoretiske plan, behøvede de ikke nødvendigvis at være det, når det kom til praktisk politik.

Trotsky så med stor skepsis på IEC’s ”sekteriske” enegang og på Maurins Arbejder-Bonde Bloks politiske opportunisme.

 

‘The proof of the pudding is the eating’.

Da det kom til stykket formåede P.O.U.M. ikke at omsætte sin angiveligt korrekte teori om ”permanent revolution” til praksis.

Skønt Sennett viser, at de to ledere af P.O.U.M i teorien var enige med Trotsky, viste de i praksis ikke at ville tage deres egen teori alvorlig.

P.O.U.M begik to alvorlige fejl, som viste at organisationen ikke var parat til at følge sine teoretiske anvisninger om ikke at indgå i koalitioner med andre partier end arbejderpartier.

Visse dele af P.O.U.M. mente, at organisationen ville isolere sig fra masserne ved ikke at deltage i en ”folkefront” bestående også af borgerlige partier.

Dermed var P.O.U.M. med til at så illusioner i den spanske arbejderklasse og småbønder om Folkefrontens borgerlige demokratiske revolution. 

Næste gang P.O.U.M. trådte i spinaten var, da Andreu Nin indtrådte i den borgerlige catalanske regering (Generalitat) som justitsminister.

Nin sad kun i ganske kort tid og nåede som minister at gennemføre en række progressive reformer (abort, skilsmisse, revolutionære tribunaler), men kunne ikke på dette tidspunkt forhindre stalinister og borgerlige republikanere i at få ham smidt ud.

3. maj 1937 kom det til et sammenstød i Barcelona om telefonbygningen, som blev bestyret af det syndikalistiske CNT - og republikanske tropper.

Opstanden var spontan og ikke fremkaldt på opfordring fra hverken CNT eller P.O.U.M og blev nedkæmpet af de republikanske tropper. 

Sennett opfatter kampen om telefonbygningen som vendepunktet i den revolutionære proces, men mener ikke at episoden var en provokation fremkaldt af stalinisterne i P.S.U.C. og borgerlige ministre i Generalitat (regeringen i Catalonien).

Sammenstødet skal ses i en større sammenhæng, hvor Francos tropper havde trængt Republikkens væbnede styrker tilbage på flere fronter og hvor stalinisterne (med borgerlige republikaneres hjælp) var begyndt klapjagten på medlemmer af P.O.U.M. og C.N.T.

 

Til trods for taktiske politiske fejl skal Andreu Nin roses for at stå ved sit revolutionære marxistiske standpunkt.   

Sennett viser, at Nin indtil det sidste holdt fast i sin revolutionære marxistiske holdning, men at han ikke som leder af P.O.U.M. (Marin sad i fængsel i Galicien) formåede at lede organisation på rette spor.

Nin havde i god tid før sammenstødet 3. maj advaret mod provokationer fra stalinisternes og borgerlige republikanernes side, men gav ikke konkrete anvisninger på hvorledes medlemmerne skulle forholde sig.

I forhold til sit teoretiske standpunkt var han selvmodsigende, når han udtalte, at arbejdere og bønder ikke behøvede at bevæbne sig - og at det var tænkeligt, at revolutionen ikke ville blive voldelig.

Vi må med Sennett konstatere, at P.O.U.M. ikke udviste revolutionært lederskab i fra juni 1936 til maj 1937-  og kan således beskyldes for ikke at lede de spanske arbejdere og bønder i den rigtige retning.

Ikke desto mindre fastholdt Nin sin revolutionære marxistiske linje i sin retorik, men var mere tvetydig i sine opportunistiske handlinger. Sennett tillægger en af årsagerne til P.O.U.M.’s manglende lederskab, at partiets anden leder Joaquim Maurin sad fængslet i Galicien og således ikke kunne lede partiet.

Medlemmerne i P.O.U.M havde ifølge Sennett mere tillid til Maurin, da mange var usikre på, om Nin nu havde brudt med Trotsky.

Sennet viser, at P.O.U.M. på ingen måde var ”anti-trotskistisk”. Partiet lagde stor afstand til stalinisternes smædekampagne mod organisationen - og tog afstand fra Stalins Moskva-processer i 1936.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 7.

Franske trotskister - som deltog i modstandsbevægelsen - blev skudt ned af franske stalinister.

 

René Dazy: Fusillez ces chiens enragés…Le genocide des trotskistes. Document. Olivier Orban. 1981.

 

Skyd dem ned som gale hunde”, sagde chefanklager Andrei Vichinsky om de uskyldigt dømte under de af Stalin iscenesatte Moskva-processer 1936-1938.

Moskva-processerne var gigantiske skueprocesser, som Stalin foranstaltede for at udrydde de sidste rester af opposition i parti og stat i Sovjetunionen.

På anklagebænken sad den gamle garde af bolsjevikker, som for manges vedkommende havde stået forrest under Oktoberrevolution 1917.

Anklagerne var opdigtede og tjente kun et formål: at konsolidere Stalins magt over parti og stat.

De anklagede blev af anklageren fremstillet som en flok forrædere af det socialistiske fædreland, der som muldvarpe undergravede Stalins Sovjetstat.

Anklagemyndighedens påstande var pure opspind og beviserne opfundet til lejligheden.

Da arkiverne blev åbnet efter Sovjetunionens endelige sammenbrud i 1991, kunne forskere anslå at antallet af omkomne (henrettede eller døde i tvangsarbejdslejre) var omkring 700.000.

Stalins masseterror mod befolkningen begyndte ikke med Moskva-processerne 1936-38, men startede allerede i slutningen af 1920’erne og antog gigantiske dimensioner under masseudryddelserne i 1930’ernes tvangskollektiviseringer i landbruget, som medførte død og ødelæggelse for millioner af ukrainske bønder og arbejdere.

Dazys bog omhandler den del af Stalins terror, som var rettet mod dem, som han betragtede som sine værste politiske modstandere - trotskister.

Dazy har samlet en imponerende mængde historisk dokumentation om stalinismens forbrydelser mod trotskister fra midt i 1920’erne til først i 1950’erne.

Bogen udkom på et tidspunkt (1981), hvor de sovjetiske arkiver endnu ikke var åbnet og tilgængelige for forskning.

Andre forskere har senere kunne berette om Stalins efterretningstjenesters forfølgelse af trotskister og andre politiske modstandere af de stalinistiske regimer.

Allerede i 1930’erne kunne afhoppede agenter fra Stalins efterretningstjeneste berette om, hvorledes de udspionerede trotskistiske organisationer og enkeltpersoner med henblik på fysisk likvidation.

Dele af Stalins nådesløse kamp mod Trotsky og hans tilhængere er dokumenteret og nogenlunde velkendt. Andre dele er mindre kendte.

Jeg vil tro, at det ikke er mange, der ved at vietnamesiske trotskister udgjorde en stor del af den nationale befrielsesbevægelse, som bekæmpede først japansk, imperialisme - senere fransk imperialisme i Indokina.

De vietnamesiske trotskister stod stærkt i den sydlige del af Vietnam, men stalinisterne beherskede den nordlige del af Vietnam.

Trotskisterne bekæmpede de nordvietnamesiske stalinisters klassesamarbejde med besættelsesmagten, mens lederen af Viet-Minh Ho Chi Minh drevklapjagt på og likviderede vietnamesiske trotskister.

Ho Chi Minh ville en bred Folkefront med dele af de herskende klasser. Trotskisterne ville en enhedsfront af arbejdere og fattigbønder.

Hovedfjenden var besættelsesmagterne Japan, Frankrig og USA.

Men derfor behøvede man som revolutionær marxist ikke at lukke øjnene for de indre stridigheder i den nationale befrielsesbevægelse (Viet-Minh, senere FNL).

Man behøver under ingen omstændigheder at forsvare vietnamesiske stalinisters fysiske likvidationer af vietnamesiske trotskister.

Dazys dokumentation for stalinismens ”folkemord” på trotskister over alt på kloden et vigtigt vidnesbyrd, som flere på venstrefløjen burde stifte bekendtskab med.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 8.

Mordet på den italienske trotskist Pietro Tresso.

I år er det 80 år siden den italienske kommunist Antonio Gramsci døde i et af den italienske fascist Mussolinis fængsler. Mussolinis fascistiske ”sortskjorter” tog magten i Italien i 1922 og foranstaltede kort efter en heksejagt på alle modstandere af regimet.

Gramsci mindes i dag af repræsentanter for Partito Democratico (PD), som opfatter sig selv som repræsentant for den italienske venstrefløj.

På den engelske kirkegård i Rom, hvor Gramsci ligger begravet nedlagde partiets fungerende formand Matteo Orsini en krans for Gramsci.

Kransenedlæggelsen var mest en symbolsk handling fra Orsinis side, som skulle understrege partiets historiske aner tilbage til PCI’s dannelse i 1921.

Partito Democratico har siden 1921 bevæget sig milevidt fra det det oprindelige italienske kommunistpartis (PCI) ideologiske holdning og politik, men holder altså på denne måde traditionen i hævd.

 

Pietro Tresso.

Det er tvivlsomt, om PD kan gøre krav på at repræsentere Antonio Gramscis holdninger i dag.

Anderledes er det med en anden af det italienske kommunistpartis grundlæggere - Pietro Tresso - som PD hverken kan eller vil gøre krav på.

Pietro Tresso overlevede Mussolinis fængsler ved at først at gå under jorden og dernæst flygte til Frankrig.

Pietro Tresso var i 1934 blevet ekskluderet af det italienske kommunistparti for ikke at ville følge Stalins partilinje. Stalin dekreterede folkefrontspolitik og klassesamarbejde med borgerskabet.

Pietro Tresso følte, at Stalin og Komintern havde brudt med Lenin og Trotskys idealer fra den russiske Oktoberrevolution 1917 - og sluttede sig til Trotskys 4. Internationale, hvor han fik sæde i den Internationale Eksekutivkomité som repræsentant for den italienske sektion.

I 1940 besatte Hitler-Tyskland Frankrig og overlod den sydlige del af Frankrig til general Petain.

Modstandere af Petains tysk-venlige Vichy-regime blev enten udskrevet til tvangsarbejde, sat i fængsel eller tvangsdeporteret til de nazistiske koncentrationslejre.

Tresso blev i 1943 sammen med en række andre venstreorienterede arresteret af Vichy-regimet og sat i fængsel. I efteråret 1943 lykkedes det ham og en række andre fanger at flygte fra fængslet.

Det franske kommunistparti (PCF) var efter Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941 gået ind i modstandskampen.

Mange af partiets medlemmer var gået med i modstandskampen og havde opbygget et net af kontakter i den ikke-besatte zone (Vichy).

Fangeflugten var godt forberedt af modstandsbevægelsen uden for fængslet, men på grund af manglende kommunikation og misforståelser slap de undvegne fanger ikke langt væk fra fængslet.

Det lykkedes dog de undslupne fanger at klare sig fri af væbnede sammenstød med Vichy-regimets kollaboratører.

 

Morderisk broderskab

Fjendskabet mellem stalinister og trotskister var - efter de af Stalin initierede skueprocesser mod millioner af uskyldige Sovjetborgere i 1930’erne, hvor ”trotskister” blev udhængt som ”forrædere” og ”spioner” mod Stalins socialistiske fædreland - uoverstigeligt.

Kampen mod den spanske general Francos oprør mod den spanske republik 1936 førte også til en blodig strid mellem de to grupperinger om holdningen til den spanske republik.

Også her greb Stalins efterretningstjenester til drab på politiske modstandere af Moskva-kommunisternes politiske ubetingede støtte til den borgerlige spanske republik.

Fjendskabet mellem stalinister og trotskister forplantede sig også til den franske modstandsbevægelse, hvor begge parter var aktive.

De 2 franske historiker Raymond Vacheron og Pierre Broué har i bogen ”Meutre au Maquis” forsøgt at kortlægge drabene på 4 trotskister i den franske maki i efteråret 1943.

Det er kun delvist lykkedes dem at opklare mysteriet, da mange kræfter gennem tiden har forsøgt at lægge hindringer i vejen for en opklaring.

Således har medlemmer af det franske kommunistparti ikke ønsket at medvirke, skønt mange sidder inde med en relevant viden om drabene.

De to franske historikere fandt frem til lederne af den gruppe af partisaner, som Pietro Tresso og hans 3 kammerater var tilknyttet efter fangeflugten - og udnævner dem som ”moralsk ansvarlige” for likvideringen.

Vacheron og Broué hævder, at beslutningen om at likvidere en af stifterne af det italienske kommunistparti (PCI) - Pietro Tresso -må være taget på højeste plan i Stalins Kreml på samme måde som Stalins efterretningstjeneste godkendte mordene på Leon Sedov (søn af Trotski) i Paris - og flere andre trotskister - som af Trotsky selv i august 1940.

Det er bemærkelsesværdigt, at det endnu i 1997 ikke var (og stadig ikke er) muligt at opklare en tilsyneladende politisk forbrydelse mod trotskister - begået af stalinister i 1943.

Lad os ikke blot mindes 80-årsdagen for Antonio Gramscis død, men også trotskisten Pietro Tressos død i 1943.

Også selvom drabet endnu ikke er opklaret.  

 

Kilder

Roger Vacheron og Pierre Broué: Meutre au maquis. Grasset. 1997. 

Mads Freese: Skænderiet ved Gramscis grav. Dagbladet Information, 6.maj 2017. 

      

Tekst 9.

Trotskistisk kapitulation.

Michel Pablo - den trotskistiske ’kuffertslæber’.   

Den trotskistiske ”revisionist” Michel Pablo (1911-1996) var for sine mere ”ortodokse” modstandere i den trotskistiske bevægelse en særdeles kontroversiel skikkelse.

Michel Pablo var som ledende medlem af det internationale Sekretariat (IS) ophavsmand til mange af de ”revisionistiske” tanker og ideer i den trotskistiske bevægelse, som blev fremført i IV. Internationale efter 2. verdenskrig.

Den trotskistiske bevægelse undergik efter 2. verdenskrig en teoretisk og politiske degeneration, som helt fjernede den fra sit oprindelige teoretiske og politiske grundlag.

Det tankegods, som Leo Trotsky (1879-1940) havde overleveret til sine efterfølgere blev ikke efterlevet.

Hans selvudnævnte arvinger formåede ikke at honorere hans høje krav om politisk integritet og selvstændig tænkning.

Det kom den trotskistiske bevægelse i stigende grad til at lide af i årene efter 2. verdenskrig.

Ingen af bevægelsens ledere besad Trotskys evne til at analysere verdenskapitalismens økonomiske og politiske udvikling og det stalinistiske bureaukratis degeneration i Sovjetunionen.

IV. Internationales lederskab besad simpelthen ikke evnen til at udforme klare retningslinjer for organisationens politik, hverken i de vestlige kapitalistiske lande eller i de såkaldte ”degenerere arbejderstater” i Sovjetunionen og i Central -og Østeuropa.

Præcis hvornår bevægelsens degeneration satte ind er umuligt at fastslå med sikkerhed, da den muligvis allerede begyndte under selve 2. verdenskrig.

En central skikkelse i degenerationsprocessen var den græske trotskist Mikhalis Raptis, som i IV. Internationale optrådte under navnet Michel Pablo.

Hans mange fejlagtige ideer og tanker har givet anledning til en hel trend inden for trotskisme, kaldet ”pabloisme”.

Vi vil i dette bidrag koncentrere os om Michel Pablos organisatoriske og politiske degeneration som et ledende medlem af IV. Internationales Eksekutivkomite i årene under Algierkrigen 1954-1962.

 

Michel Pablo (1911-1996).

Den græske trotskist Mikhalis Raptis deltog som delegeret for en græsk gruppe i IV. Internationale stiftelseskongres i 1938.

På dette tidspunkt var det forbundet med stor fare at være trotskist. Trotskister befandt sig i skudlinjen mellem den borgerlige statsmagt og stalinisterne, som begge forfulgte dem.

Den borgerlige statsmagt frygtede trotskisternes samfundsomstyrtende tanker og stalinisterne frygtede trotskisternes kritik af det stalinistiske bureaukrati i USSR.

Snesevis af trotskister blev dræbt i de totalitære stater i Europa og Stalins lange arm rakte langt ind i ”fjendeland” i Europa og USA.

Stalins hemmelige efterretningstjeneste NKVD/GPU skyggede - med held - og dræbte snesevis af trotskister i Europa.

Den trotskistiske bevægelse formåede ikke at beskytte sig mod Stalins agenter. Bevægelsens ubestridte leder Leo Trotsky og størstedelen af hans familie i og udenfor USSR forfulgtes, fængsledes og blev henrettet.

Adskillige af Trotskys nærmeste medarbejdere blev slået ihjel af Stalins hemmelige efterretningstjeneste.

(Vadim Rogovin: 1937: Stalins Year of Terror (1998) og Political Genocide in the USSR (2009), Mehring Books). 

Ingen trotskist kan på dette tidspunkt have været uvidende om risikoen for infiltration og dog synes det som om sikkerhedsspørgsmålet ikke blev taget alvorligt af de ledende kadrer i IV. Internationale.

Michel Pablo kom hurtigt til tops i IV. Internationale. Han besad ikke de store analytiske evner, men var en god organisator og så havde han en teknisk uddannelse, som gjorde ham egnet til trykning af politisk propaganda.  

Pablos teoretiske og politiske bidrag til den trotskistiske bevægelse er hurtigt overset.

Pablo projicerede sine egne ønsker om kapitalismens snarlige sammenbrud ud på virkeligheden i stedet for en analyse af kapitalismens tilstand efter 2. verdenskrig baseret på empiriske undersøgelser. 

I stedet for analyse fik IV. Internationale ”alarmisme” fra Pablos side. Ifølge Pablo ville der i umiddelbar forlængelse af kapitalismen sammenbrud følge en ”revolution”, som IV. Internationale passende kunne udnytte til sin fordel.

Pablos profeti kom som bekendt ikke til at holde stik. Kapitalismen var ikke på sammenbruddets rand, men på vej ind i en opsvingsfase med en længere varende højkonjunktur, det såkaldte efterkrigsboom med høje vækstrater i de kapitalistiske lande.

Pablo tillagde stalinismen i Østeuropa og USSR ”progressive” træk, hvilket som bekendt blev modbevist med arbejderopstanden i 1953 i DDR og i Ungarn og Polen i 1956.

Pablo viste sig som en vaskeægte opportunist, da han foreslog, at de få og små trotskistiske sektioner i Internationale skulle lade sig opsluge af de store arbejderorganisationer, kommunister (stalinister) og socialdemokrater.

I modsætning til den af Trotsky anbefalede ”entrisme” i de venstredrejende socialdemokratier i Europa i 1930’erne, anbefalede Pablo nu ”entrisme sui generis”, entrisme af en særlig art for IV. Internationales få og små sektioner.

Det var en katastrofal politisk taktik at anbefale, fordi den betød opløsning af trotskisternes egne selvstændige organisationer.

Pablos ”entrisme sui generis” har mig bekendt aldrig givet positive resultater nogetsteds.

Pablos politiske taktik resulterede derimod i en likvidatorisk linje, som i længden betød at trotskisterne helt forsvandt fra jordens overflade, da socialdemokrater og stalinister selvfølgeligt ikke stiltiende og passivt fandt sig i at trotskister infiltrerede deres organisationer.

”Entrisme” endte som regel med, at trotskisterne før eller siden med brask og bram blev ekskluderet af den infiltrerede organisation.

I stedet for at ”gøgeungen” fortrængte sangfuglene, skete det omvendte: sangfuglene skubbede gøgeungen ud over redens kant. 

  

Pablos ”mesterstykke”.

Efter splittelsen i IV. Internationale i 1953 ledtes resterne af IV. Internationales Internationale Sekretariat (IS) af 4 personer: Michel Pablo, Pierre Frank, Livio Maitan og Ernest Mandel.

Den amerikanske sektion Socialist Workers Party (SWP), engelske Gerry Healeys Socialist Labour League (SLL) og flertallet i den franske sektion (Pierre Lambert og Marcel Bleibtreu) havde skabt deres egen Internationale (ICFI).

Pablos ”revisionisme” kunne nu udfolde sig i fuldt flor. Pablo havde mere eller mindre forvist den verdensomspændende klassekamp til den 3. verden.

Da Algier-krigen i november 1954 brød ud i den franske koloni Algeriet mod den franske kolonimagt, så Pablo muligheden af at starte en anti-imperialistisk kamp mod moderlandet Frankrig.

Pablo rørte her ved et ømt punkt i den trotskistiske bevægelse: skulle revolutionære marxister støtte nationale befrielsesbevægelser, som anførtes af småborgerlige nationalister i franske kolonier som Indokina og Algier?

Pablo mente ubetinget, ja. Det var ikke en hindring, at befrielsesbevægelserne i Indokina og Algeriet var småborgerlige og nationalistiske:
Nos sections dans les pays imperialistes metropolitains et dans tous les pays capitalistes ont le devoir de defendre activement la lutte emancipatrice des peuples coloniaux contre imperialisme, meme dans les cas oú cette lutte est dirigé par des elements nationalistes et democrates-bourgeois.”

(La Question coloniale et la section francaise de la IV. Internationale. Paris Maspero. Cahiers Rouge. Skolingsmateriale LCR). 

Pablo gjorde sig forhåbninger om at kunne påvirke dem i sin retning.

Inden splittelsen i den franske sektion havde de franske trotskister god forbindelse til Messali Hadj, leder af MNA.

Denne forbindelse kunne Pablo imidlertid ikke bruge, da Messali Hadj havde knyttet sig til den rivaliserende trotskistiske organisation i Frankrig, ledet af Pierre Lambert og Bleibtreu.

Pablo så store perspektiver i den nationale befrielseskamp og rettede sin opmærksomhed mod den anden algeriske befrielsesorganisation Federation de Liberation Nationale (FNL).

Andre organisationer på venstrefløjen var knap så begejstrede for hverken MNA eller FNL.

De franske anarkister i Federation Anarchiste nægtede at støtte FNL og mente ikke at kunne støtte en kamp ”hvor Evangeliet blev skiftet ud med Koranen”.

Såvel Lamberts Organisation Communiste Internationaliste (OCI) og Le Federation Communiste Libertaire støttede mere eller mindre uforbeholdent Messali Hadjs MNA.

Pierre Frank, som var allieret med Pablo, skrev i 1961 om FNL: ”Nous avons soutenu le FNL non par ce que nous avions vu en lui une formation marxiste, mais parce que qu’il menait une lutte effective, reelle, contre l’imperialisme francais”.

De franske trotskister indtog et mindretalsstandpunkt i arbejderbevægelsen.

Ingen af de to store arbejderpartier støttede algeriernes uafhængighed af Frankrig. Socialistpartiet (SFIO) under ledelse af Guy Mollet, som fik regeringsmagten i 1956 støttede ikke Algeriets uafhængighed.

Mindst af alle støttede den senere ”socialist” Francois Mitterand (PS) Algeriets uafhængighed, men gik helhjertet ind for den ’franske Union’. Heller ikke det ”antikolonialistiske” kommunistparti PCF støttede den nationale befrielseskamp i Algeriet, men udstyrede Guy Mollet med særlige magtbeføjelser til at sende franske tropper til Algeriet.

(Sylvain Pattieu: Le camarade Pablo, la IV. Internationale, et la guerre d’Algerie. 12. juni 2009. www.preavis.org/breche-numerique/article1026.html)

 

Pablos netværk af ”kuffertbærere”.

Sylvian Pattieu har i en artikel fra 2009 (oprindeligt trykt i Revue Historique, 2001) undersøgt det netværk som Michel Pablo og det Internationale Sekretariat (IS) opbyggede under Algier-krigen.

Kontakten til algeriske FNL blev foretaget via en mellemand, ex-trotskisten Yvan Craipeau, som havde været en af Trotskys sekretærer i 1933, men som havde brudt med bevægelsen i 1948.

Yvan Craipeau havde i mellemtiden tilsluttet sig ”la Gauche Nouvelle”, men mente ikke, at denne gruppe var den rigtige organisation til at hjælpe FNL.

I stedet henviste han til Pablos PCI. Kontakten var sluttet.

FNL og PCI indledte et samarbejde, hvor især Simonne Minguet for PCI og Michel Pablo for IS var de mest fremtrædende.

FNL øjnede mulighed for at gøre MNA rangen stridig i Paris blandt de derboende algeriere.

PCI stillede arbejdskraft til rådighed og tilvejebragte et hemmeligt og mobilt trykkeri, som trykte organisationens blad og løbesedler. Alt sammen i hemmelighed for de franske myndigheder, - som ikke ønskede et frit Algeriet - og med stor fare for at blive arresteret for ulovlig politisk virksomhed.

Tre personer skal nævnes i den forbindelse: Pierre Avot, Henri Benoits, Simonne Minguet - og Michel Pablo.

Kontakten til FNL varetoges af Mohammed Harbi, som senere blev en kendt fransk-algiersk historiker, som har skrevet bøger om Algier-krigen.

Men PCI nøjedes ikke med at trykke og uddele aviser og løbesedler. Netværket gik nu over til at lave falske identitetspapirer og rejsedokumenter. Takket være den tyske trotskist Jacob Moneta, som var ansat på den tyske ambassade i Paris og som rådede over en ”diplomatisk kuffert”, kunne falske dokumenter uset bringes over grænser.

Det nære forhold mellem FNL og PCI gik så vidt, at FNL blev inviteret til PCI’s hemmelige kongres i december 1958.

 

Hvem tilhører denne postboks?

Men ikke alt gik som det skulle i det illegale arbejde. I april 1956 fattede det franske efterretningsvæsen mistanke om den illegale aktivitet. Pakker med FNL’s materiale sendtes til postbokse i Frankrig, som tilhørte medlemmer af PCI.

Toldvæsenet åbnede nu nogle af disse pakker med illegalt materiale og medlemmer af PCI blev arresteret af det franske efterretningsvæsen.

PCI og FNL brugte en adresse som tilhørte et forhenværende medlem af PCI, Jeanine Weil, som nu var gået over til ”La Gauche Nouvelle”, men alligevel blev anklaget for at have modtaget illegalt materiale fra FNL.

Det udløste kritik fra et medlem af Politbureauet i PCI, Michel Fiant, som mente, at lederen af PCI, Pierre Frank burde påtage sig det fulde ansvar og ikke læsse det over på Jeanine Weil.

Pierre Frank var ikke meget for at stå frem frivilligt og melde sig som bagmand bag den illegale aktivitet. Dels frygtede han hvad et fængselsophold kunne betyde for ham som en af lederne af IV. Internationale.

Dels ville det, at han stod frem som postboksens ejer betyde, at den tætte kontakt mellem FNL og PCI ville blive røbet og dette kunne ikke være i nogens interesse, undtagen efterretningsvæsenet.

En afsløring kunne endvidere betyde, at PCI risikerede et forbud.   

Politbureauet besluttede, ikke desto mindre at Pierre Frank ”va se presenter au juge d’instruction pour assumer la responsabilite de l’une de ses adresses qui est celle de la revue Quatrième Internationale”- at Pierre Frank skulle fortælle dommeren, at han og IV. Internationale var den rette ejermand af postboksen.  

Han blev derefter arresteret 9. maj, men frifundet 12. juni 1956 og de anholdte franske trotskister blev efter en omfattende solidaritetskampagne løsladt.

Dette satte dog ikke en stopper for Michel Pablos illegale aktiviteter med at hjælpe FNL, men i stedet forstærkede han sin indsats. 

I et særnummer udgivet i anledning af IV. Internationale 5. kongres december 1957 slog han til lyd for ”non seulement un appuy politique mais aussi possible, un appuy materiel a la lutte revolutionaire qui s’y poursuivit.” - Ikke blot en politisk støtte til den revolutionære kamp, men også om muligt en materiel støtte til den revolutionære kamp med hvad deraf følger.

 (Quatrieme Internationale. Le V. Congres de la IV Internationale, numero speciale, decembre 1957, p. 53. Archives personnelles Jean Michel Krivine).

Formuleringen var tilpas vag og ubestemmelig og gav Michel Pablo carte blanche til at gøre næsten, som det passede ham.

Det gjorde han så.

Faren for at blive pågrebet og arresteret var for stor i Frankrig, så han forlagde nu sit virke til Holland. Fra 1958 mødtes han regelmæssigt med ledere af FNL, udlandsafdeling. Han blev nu assisteret af den hollandske og tyske sektion af sin IV. Internationale. To medlemmer af PCI Louis Fontane og Pierre Avotvar fuldtidsbeskæftiget med etablering af et hemmeligt trykkeri, som trykte tryksager for FNL. Aktiviteten lagde beslag på 15 medlemmer af PCI.

 

Forfalskning af penge på hemmeligt trykkeri i Osnabrück, Tyskland.  

Ideen til at trykke falske penge til FNL kom fra Michel Pablo og Omar Boudaoud fra FNL.

Kolonikrigen i Algeriet var meget blodig og krævede store ofre på begge sider. Det franske militær ønskede at kæmpe krigen til ende, og de politiske partier trådte vande og kunne ikke bestemme sig til at standse krigen og uhyrlighederne.

Det franske militær var ude af stand til at nedkæmpe modstandsbevægelsen og kolonikrigen truede med at blive et ”opslidningsopgør” mellem kolonimagten og kolonien Algeriet.

Højtstående officerer i det franske militær ønskede at nedkæmpe modstandsbevægelsen med skrappere midler end politikerne syntes om og dannede derfor en undergrundshær Organisation Armè Secrète (OAS).

Den 4. Republiks politiske system var i krise og ind på scenen trådte en general fra 2. verdenskrig, som ellers havde trukket sig tilbage fra den politiske scene - Charles de Gaulle.

Som en ”deus ex machina” tilbød de Gaulle sig som en ”frelser”, som kunne løse landets parlamentariske krise.

De Gaulle forkastede det parlamentariske ”ævl og kævl” og skabte en ny 5. Republik med præsidentiel magt til sig selv som præsident.

Et af de midler, som de Gaulle foreslog, var en pengeombytning, hvor 10.000 ”gamle” franc blev ombyttet til 100 ”nye” franc.

I denne pengeombytning så Pablo som en mulighed for at skaffe FNL nogle hurtige og lette penge.

Hvis han og FNL var i stand til at udnytte pengeombytningen ved at udstede mængder af falske penge, ville disse - i cirkulation med de ægte nytrykte pengesedler fra den franske Nationalbank - blive omvekslet med falske. 

FNL ville få penge til at finansiere sine illegale aktiviteter i sin kamp mod den franske imperialisme.

Efter eget udsagn var FNL’s franske udlandsafdeling (Federation Francaise) ikke voldsomt begejstret for Pablos ide. Både Ali Haroun og Muhammed Harbi udtrykte sig skeptisk overfor ideen.

Muhammed Harbi kunne ikke forstå, hvorfor Pablo ville udsætte sig for risikoen for at blive afsløret for falskneri, hvilket ville betyde at han ville blive udvist af Frankrig, da han ikke havde fået fransk statsborgerskab.

Til trods for de andres skepsis, fortsatte Michel Pablo sit forehavende og gik i gang med at forberede trykningen af falske pengesedler.

 

Michel Pablos enegang. 

Nu begik Michel Pablo sin næste fejl.

Han forelagde ikke sin ide for IV. Internationales Eksekutivkomite, som han selv var medlem af.

Hans motiv kan man kun gisne om.

Måske vidste han inderst inde, at hans skøre påfund ikke ville blive godkendt af resten af Eksekutivkomiteen i IV. Internationale: Ernest Mandel, Livio Maitan og Pierre Frank.

Han omtalte den kun sporadisk for Ernest Mandel, som ikke var begejstret, men som heller ikke gik Pablo nærmere på klingen.

Derimod indviede Pablo det hollandske medlem af Eksekutivkomitéen Salomon Santen om sin plan.

Selvom IV. Internationale Eksekutivkomité på ingen måde havde givet grønt lys for hans plan, gik Pablo alligevel i gang med at realisere den.   

For at realisere planen skulle de to bruge et trykkeri. Santen kendte en bogtrykker i Amsterdam, som havde været Spaniensfrivillig og som havde deltaget i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig. Santen mente, Albertus Oeldrich var til at stole på og aldrig ville gå til myndighederne og røbe deres forehavende.

Pablo fik FLN med på ideen og FNL godkendte formelt beslutningen i marts 1959.

Pablo begyndte nu at indkøbe nogle særlige trykkemaskiner, som kunne trykke pengesedler en masse og i november 1959 stod maskinerne klar. 

Det lykkedes også at skaffe det særlige papir, som bruges til trykning af pengesedler fra en papirhandler i Amsterdam.

Og nu kommer det springende punkt, som for en uvildig iagttager virker højst uforsigtigt og risikabelt.

Uvist af hvilken grund valgte Pablo at involvere tyske trotskister i sin hemmelige plan om trykning af falske pengesedler.

Selve trykningen skulle ikke foregå i Holland, men i Tyskland.

Pablo har formodentligt ikke vidst, at Stalins hemmelige efterretningsvæsen allerede i 1930’erne havde infiltreret de tyske trotskisters organisation IKD via de to Sobolovecius-brødre.

Disse to brødre fortsatte i øvrigt deres spionage i trotskisternes rækker og dukkede først op i 1950’erne og 1960’erne, da det amerikanske Forbundspolitik (FBI) afslørede dem som sovjetiske spioner i USA.

Vi henviser til de to foregående tekster om det østtyske efterretningsvæsens infiltration af trotskistiske organisationer.

For at dokumentere påstanden om den østtyske efterretningstjenestes infiltration af de tyske trotskister, nødsages vi til at foretage en digression: 

Peter Behrens skriver i sin bog ”Trotzkisten gegen Hitler” 2007, at mange tyske trotskister efter 2. verdenskrig vendte tilbage til det parti som mange enten havde forladt eller var blevet ekskluderet af i løbet af 1920’erne og 1930’erne (jf. op. cit., p. 154)

Hvorfor søgte de ind i det parti, KPD, som i Vesttyskland var en pendant til det østtyske SED?

Både det østtyske SED og det vesttyske KPD som var snydt ud af næsen på SED drev en sand heksejagt på ”trotskister”, virkelige som indbildte.

Trotskister var udsat for den samme hadske hetz, som de havde været siden midten af 1920’erne i Lenins og Trotsky’s Sovjetstat.

Det østtyske Ministerium for Sikkerhed (MfS) var en tro kopi af Stalins GPU, nu omdøbt til KGB.

Stalins ”Folkedemokratier” efterlignede på bedste vis hans eget diktatur, hvor en lille bureaukratisk klike til fulde beherskede samfundet som helhed.

Der var absolut ingen grund til for trotskister at nære forhåbninger om større ændringer om en tilbundsgående ændring af Sovjetstaten efter 2. verdenskrig.  Ikke desto mindre nærede mange trotskister forhåbninger om en ”opblødning” af Stalins terroristiske og stramme diktatur. De blev slemt skuffede og ofre for deres egne illusioner.

Før DDR-regimets endelig sammenbrud i 1989 lykkedes det Stasi-ansatte at tilintetgøre store dele (?) af deres arkiver, som Ministeriet for Sikkerhed førte over potentielle politiske modstandere - hjemme som uden for DDR.

En del af arkivmateriale offentliggøres nu bid for bid og der tegner sig et trist billede af en ”overvågningsstat” som absolut ikke leder tanken hen på en socialistisk ”arbejder-bondestat”.

DDR-staten og dets stalinistiske bureaukrati havde i al væsentlig to slags fjender: en indre, dvs. statens egne borgere (”folkefjender”) og en ydre. Af DDR-regimet defineret som ”imperialistiske agenter”.

Sværest at forstå for mange er det måske, at DDR-regimet i høj grad forfulgte ”afvigere” indenfor egne rækker, dvs. sige egne medlemmer. Disse var ofte placeret højt oppe i partihierarkiet. Staten og partiet var ikke helt den monolit som den udgav sig for at være.

Allerede fra starten (og endnu før DDR-statens dannelse i 1949) i 1949 afløste den ene udrensningsbølge den anden og højtstående partifunktionærer blev enten direkte udrenset af partiet eller blev ”forflyttet” til mindre betydningsfulde poster i DDR-staten.

Günter Wernicke, historiker fra Institut for Historievidenskab på Humboldt Universitet i Berlin har i bogen ”Anarchisten gegen Hitler”, 2001, i artiklen ”Operativer Vorgang (OV) ”Abschaum. Das Ministeruim für Sicherheit (MfS) und die deutschen Trotskisten in den 1950er Jahren” (pp. 281-299) gravet i det østtyske Sikkerhedsministeriums efterladte arkiver.

Vi ved ikke helt præcist hvor stor en del af Statssikkerhedstjenestens (STASI) arkiver, som funktionærerne nåede at tilintetgøre inden folkemasserne bemægtigede sig STASI’s kontorer.

Men de akter om Sikkerhedstjenestens infiltration af trotskistiske organisationer i Tyskland og som havde forgreninger til den internationale trotskistiske bevægelse, som Wernicke fremlægger, er ikke rare at få at vide for en nutidig trotskist.

Ifølge Wernicke har MfS formået at trænge dybt ind i tyske trotskisters rækker ved hjælp af et netværk af hvervede ”hemmelige medarbejdere”, som udadtil har poserede som ”trotskister”.

Wernicke gengiver utallige eksempler på, hvorledes Ministeriet for Sikkerheds ”hemmelige medarbejdere” gennem årtier systematisk har infiltreret og har kunnet levere værdifulde oplysninger om sine trotskistiske ”dødsfjender”.

Lad os anføre et par eksempler.

 

Operation ”Afskum”.

Wernicke har i afdelingen for udlandsspionage (Hauptverwaltung für Ausland) fundet en række mapper, hvor 5 forskellige ”hemmelige medarbejdere” har berettet om aktiviteter vendt mod trotskister i Tyskland såvel som uden for DDR.

Operation ”Afskum” blev indledt 22. november 1955.

Følgende ”hemmelige medarbejdere” var involveret:

”Krausnick”; ”Hartmann”; ”Loesewitz”; ”Hensen” og ”Conrad”.

Det overrasker Wernicke, at han i disse mapper finder et righoldigt materiale, som tyske og udenlandske trotskister har fremstillet. 

Det er Wernickes opfattelse, at MfS har kunnet danne sig et særdeles godt overblik over tyske såvel som udenlandske trotskisters politiske aktiviteter.

MfS har via sine agenter på nærmeste hold kunne følge den splittelse i den trotskistiske bevægelse, som opstod i 1953 og formåede at ”spille på” denne.

MfS’s klare mål har været at ’føre krigen ind i fjendens lejr’ og udnytte splittelse til egen fordel. Med andre ord sprede så megen forvirring som muligt hos sine politiske ”dødsfjender”, trotskisterne.

MfS iagttog med stor interesse, at den internationale trotskistiske bevægelse splittedes i to overfor hinanden stående og tilsyneladende voldsomt uenige fraktioner.

MfS formåede at infiltrere de tyske trotskisters organisationer helt ind til kerne af disse.         

Wernicke dokumenterer ved hjælp af akterne, hvorledes MfS formår at sende ”hemmelige medarbejdere” ind blandt de tyske trotskister.

Murbrækker er en vis Frits Hesse, med agentnavnet”Krausnick”, som på MfS’s ordre skal optage kontakt med aktive tyske trotskister.

Murbrækkeren Hesse kendte en anden fremtrædende tysk trotskist: Alfred Weiland. 

MfS havde åbenbart noget på Weiland siden han lod sig hverve som ”hemmelig medarbejder”. Han var nemlig allerede blevet arresteret 11. november 1950 og bortført til Øst-zonen (p. 288).   

Hesse havde kendt Weiland siden 1923 og begge havde siden 1933 været aktive i gruppen Internationale Sozialisten, som Hesse forlod i 1948.

Hesse havde en i MfS’s øjne ”problematisk” fortid, som efterretningstjenesten kunne udnytte til sine formål: at undergrave al trotskistisk aktivitet. 

Fra en gang midt i 1920’erne havde der fundet en bitter fløjkamp sted i det tyske kommunistparti (KPD), som fra midt i 1920erne havde forårsaget en række udrensningsbølger, som mange medlemmer blev offer for.

I slutningen af 1920’erne havde stalinisten Ernst Thälmann helt overtaget magten i partiet med Stalins Komintern som støtte. Herefter var al fri debat og meningsudveksling ophørt. Kun Thälmann og Stalins bureaukrati kværnede løs. 

Hesse var set fra dette standpunkt ikke nogen eksemplarisk stalinist. Han havde tilladt sig at bryde med moderpartiet allerede i 1919 og havde tilsluttet sig det ”venstreradikale” KAPD (Kommunistiche Arbeiterpartei Deutschlands).     

Han havde tilsluttet sig en ”venstreradikal” fagforening Allgemeine Arbeiter Union (AAU).

I 1945 var han så tilsyneladende svunget helt om og havde meldt sig ind i det genoprettede KPD, senere det med SPD (det tyske Socialdemokrati) sammensluttede SED.

Af for mig uforståelige grunde lod Hesse sig på dette tidspunkt åbenbart hverve som agent for MfS. 

MfS hvervede ofte personer med en venstreoppositionel fortid, fordi disse havde lettere ved at trænge ind i og infiltrere den yderste venstrefløj, hvis de kunne opvise et omdømme som oppositionelle til stalinismen. 

En af murbrækkeren Hesses første ”objekter” var Karl Ristau, (agentnavn ”Stüwe”) som han første gang kontaktede 15. december 1951 (op. cit., p 291).

Hesse kendte Ristau, som havde opsøgt ham efter sin løsladelse fra nazisternes interneringslejr Oranienburg i juli 1936.

Hesse og Ristaus politiske karriere lignede hinanden og var ligeså brugbar for MfS. 

På samme måde som Fritz Hesse var også Karl Ristau medlem af KPD indtil sin arrestation 28. februar 1933. Efter 4 måneders forvaring i koncentrationslejren Oranienburg fulgte 3 års tugthus.

I 1945 trådte Ristau først ind i KPD, dernæst SED, som han af uransagelige forlod igen. Wernicke angiver årsagen til at være ”indre partistridigheder” i SED.

Karl Ristau havde et godt kendskab til den person, som MfS havde udset til at være det gennemgangsled, hvorigennem de kunne bane sig vej helt ind til kernen i de tyske trotskisters rækker: Helmut Schneeweiss

Fra foråret 1954 arbejdede MfS energisk på at hverve Helmut Schneeweiss. Schneweiss havde skrevet under på en proklamation, som Trotsky havde udarbejdet i 1933, hvori han tog afstand fra Stalins to rivaler Sinowjew og Kamenew, hvilket han bekræftede ved sit første møde med Ristau (”Stüwe”).

I november 1954 lykkedes det agent ”Stüwe” at overtale Schneeweiss til at ville arbejde for MfS.

Wernicke citerer agent Stüwe for at spurgt Helmut Schneweiss om han var villig til at tage til Berlin for ”at tale med kammeraterne i Centralkomiteen” i SED. Disse ville ”sørge for hans sikkerhed” (op. cit., p. 291)  

Schneeweiss erklærede sig parat til at understøtte KPD/SED i dets arbejde og MfS havde nu erhvervet sig endnu en ”hemmelig medarbejder”, som fik kodenavnet ”Hartmann” og som erklærede sig villig til at infiltrere trotskistiske organisationer.

Helmut Schneeweiss skulle i sidste halvdel af 1950’erne vise sig at blive en værdifuld og pålidelig agent for MfS, når det gjaldt om at infiltrere IV. Internationales tyske sektion, som var tilsluttet det Internationale Sekretariat, ledet af den græsk fødte trotskist Michel Pablo og belgiske Ernest Mandel).

De to ”hemmelige medarbejdere” i MfS ”Hartmann” (Helmut Schneeweiss) og ”Stüwe” (Karl Ristau) forsynede sin arbejdsgiver med værdifulde oplysninger om spliden mellem de hovedretninger i den trotskistiske bevægelse: det Internationale Sekretariat (IS) og International Commitee of the Fourth International (ICFI), ledet af den amerikanske trotskist J. P. Cannon og den britiske trotskist Gerry Healy.   

MfS havde således fuldt ud kendskab til den diskussion om, som førtes i de to Internationaler, som begge gjorde krav på at være repræsentanter for Trotsky’s IV. Internationale.

MfS var endvidere godt orienteret om de interne debatter i de to Internationaler om hvorledes man skulle betragte Jugoslavien: en deformeret arbejderstat (Mandel) eller er ren kapitalistisk stat (Healy).

MfS var vidende om den støtte som nogle grupper på venstrefløjen modtog fra Jugoslavien: ”Neues Beginnen” og det ”titoistiske” UAPD (Unabhängige Arbeiterpartei Deutschlands). 

MfS havde endvidere i kraft af Schneweiss kendskab til det Internationale Sekretariats støtte til den algierske væbnede befrielseskamp mod den franske imperialisme og til organisering af illegal våbentransport til den algierske befrielsesbevægelse FNL (Federation Nationale de Liberation).

Schneeweiss og IS’s engagement i illegal våbentransport til FLN bevirkede imidlertid, at han som følge af et samarbejde mellem det franske og det tyske efterretningsvæsen blev arresteret og fængslet. Han var derfor ikke længere brugbar for MfS.  (p. 292).

Af frygt for at blive afsløret i at have noget at gøre med den illegale støtte til den algeriske modstandskamp, lagde MfS sin ”hemmelige medarbejder” ”Hartmann” på is.

 

Eksempel på en ”hemmelig medarbejder” i MfS: ”Conrad”.

En anden af MfS’s ”hemmelige medarbejdere” hvervet for at infiltrere trotskistiske organisationer var Franz Joseph Schrod med agentnavnet ”Conrad”. 

Murbrækker for MfS var her en person ved navn Ernst Rush, agentnavn ”Hensen”, som i 1950 lod sig hverve som agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB med henblik på infiltration af den trotskistiske bevægelse.

Agent ”Hensen” alias Ernst Rush skriver i sin rapport 8. oktober 1954 til sin føringsofficer, at han har hvervet ”Conrad” med det formål at infiltrere IV. Internationale.

Hemmelig medarbejder ”Conrad” var kodenavn for den tyske trotskist Franz-Joseph Schrod.

Også i hans tilfælde knyttede MfS an til hans politiske fortid. Schrod var før Hitlers magtovertagelse i 1933 medlem af både KPD og af Rote Frontkämpfer Bund (RFB).

Efter 1945 var han trådt ind i SED og var på KGB’s ordre trådt ind i SPD for at agere ”trotskist”.

Schrod var lidt af en gevinst for MfS. Han havde forbindelse til nogle af de mest fremtrædende tyske trotskister: Georg JungclasSchneeweiss, Gestenberg og til Brandler-gruppen (efter ”højrekommunisten” Heinrich Brandler).

Og hvad der var endnu bedre: Han kendte personligt Ernest Mandel, den mest fremtrædende trotskist i det Internationale Sekretariat, den ene af de to trotskistiske Internationaler.

 Schrod var i 1952 udtrådt af det venstresocialdemokratiske Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschland (USPD), som på dette tidspunkt opløste sig selv og havde tilsluttet sig Sozialwissenschaftliche Vereinigung. I Vestberlin fandtes imidlertid en gruppe USPD’ere som ønskede at føre partiet videre og MfS besluttede at ”Conrad” skulle ”reintegreres” i USPD, Vestberlin.

Både Ristau og Schrod indtog positioner som kredsledere i USPD-Vestberlin. (p. 293).

Nu synes der imidlertid at gå kludder i de to ”broderlige” efterretningstjenesters samarbejde, det sovjetiske KGB og det østtyske MfS.

Hvilken af de Internationaler skulle man støtte? Skulle man blot skubbe på i retning af yderligere splittelse af den trotskistiske Internationale?

De to efterretningstjenester havde nu agenter i begge de to Internationaler. Var det en holdbar strategi og ville dette føre til bevægelsens langsomme død?

KGB havde to agenter Ernst Rusch og Willy Stubbe, agentnavn ”Zimmerman” infiltreret i de trotskistiske organisationer.  

MfS havde ”Stüwe” (Karl Ristau) og ”Loesewitch” infiltreret. 

Stubbe, alias ”Zimmermann” som var kredssekretær for USPD i Berlin, Wedding, blev i oktober 1952 integreret i den vestberlinske ledelse af den trotskistiske gruppe.

”Stüwe” (Ristau) og ”Loesewitch” overvågede Sozialistiche Wissenschaftliche Verband.

Den fremtrædende tyske trotskist Georg Jungclas fattede mistanke til, at den tyske sektion kunne være infiltreret af stalinistiske agenter og advarede nu de vesttyske trotskister mod at rejse ind i den østlige sektor og formanede dem til at være opmærksom på, hvem der deltog i SWV’s møder.

Følgende trotskistiske grupper fandtes i Tyskland i 1950’erne:

Internationale Sekretariat: (Marxistische Arbeitskreis i SPD),

ICFI: forh. medlemmer af Leninbund og gruppen ”Neues Beginnen” indenfor Sozialwissenschaftliche Vereinigung (SWV).

MfS støttede den størst mulige splittelse mellem de tyske trotskister. Den skulle ske ved at støtte ICFI’s bestræbelser på at skabe en vestberlinsk og vesttysk sektion af ICFI via den schweiziske sektion Sozialistischer Arbeiterbund, Heinrich Buchbinder).

 

Agenter i begge lejre.

Otto Freitag (”Hausmann”), og Shrod (”Conrad”) blev sent i marken af KGB og MfS med den opgave at undergrave og ødelægge den trotskistiske bevægelse. Dette mente de bedst kunne gøres ved at støtte ”splittelsesmagerne” i ICFI

På samme tid arbejdede et andet hold agenter, Rush (”Hensen”), Ristau (Stüwe”) via Schneeweiss (”Zimmermann”) på at styrke Mandels Internationale Sekretariat.

Jungclas arbejdede på at skabe en vestberlinsk sektion af IS og sendte Horst Shoeler til Vestberlin. Shrod var nu vidende om, at Schneeweiss arbejdede for MfS. (296).

Også for MfS var det uklart hvilken retning den trotskistiske bevægelse bevægede sig i og man indtog derfor en afventende position.

Agent Shrod (”Conrad”) søgte kontakt til ”trotskisten” Oscar Hippe, da han løsladtes fra fængsel i DDR 13. august 1956 i Vestberlin. Under Hippes arrestation opsøgte Shrod Hippes kone.

Shrod holdt MfS orienteret om ICFI’s forsøg på at danne en vesttysk sektion og om de tilnærmelsesbestræbelser mellem de to 4. International’er som løbende fandt sted.

MfS frygtede, at en tysk sektion i Vestberlin kunne blive en forpost til eventuelle forbindelser til kredse i DDR.

MfS koncentrerede sig nu om en formel tilnærmelse til Georg Jungclas (IS).  1. maj 1959 opsøgte ”Conrad” Georg Jungclas i Köln og ”forsonedes med ham” (Wernicke).

Fra slutningen af 1959 bestræbte Oskar Hippe og den i mellemtiden fra fængslet i DDR løsladte Alfred Weiland sig på, at grundlægge en ny trotskistisk gruppe.

Ifølge ”Conrad” orienterede de sig mod Marxistiche Arbeitsgruppe i SPD.

Wernicke undrer sig afslutningsvis over, at de to efterretningstjenester brugte så mange ressourcer på så forholdsvis få og ufarlige trotskister:

Die Tatsache, dass man seitens der MfS über ein Vielzahl von konspirativen Mitarbeiter bis in die Führungsgremien der internationalen Bewegung hinein verfügte und damit sehr pragmatich aber auch prognostich auf bewegsimmanente Auf -und Abschwünge in den Internationalen reagieren konnte, band erhebliche Kräfte und Mittel, die eine objektiv nicht existente Gefahr in ein Syndrom pervertierte. Aber hier bediente das MfS mit der ihm eigenen Gründlichkeit das in der kommunistichen Bewegung seit der Stalinisierung der Parteien praktisierte Feind-Raster, d. h. die rigide Bekämpfung kritischdenkender marxistischer Linker innerhalb der nationalen wie internationalen Arbeiterbewegung. Wenngleich die Vergehensweise ab Ende der 1950er Jahre nicht mehr so aggressiv war, wirkten die Grundmechanismen ungebrochen bis zum Zusammenbruch der DDR im MfS weiter.” (op. cit., p. 299)    

Den person, som Pablo valgte som sin kontaktmand i Tyskland hed Helmuth Schneweiss. Som ovenfor anført boede Schneweiss i Osnabrück, hvor han kunne skaffe en lokale, hvor trykningen af de falske pengesedler kunne finde sted.  

Bogtrykkeren Oeldrich kunne ikke klare produktionen af de mange sedler alene og inddrog nu en personlig ven Hubertus Hompe, som var bogtrykker ansat i et firma ejet af en vis Joop Swart.

De første falske sedler var planlagt udstedt til 11. juni 1960.

10. juni blev Oeldrich, Hompe og Schneweiss arresteret i Osnabrück. Samme dag blev Pablo og Santen arresteret i Amsterdam.

Eftertiden har i Stasi’s arkiver påvist Schneweiss’ agentvirksomhed

Pablos hemmelige aktion blev afsløret og 4 personer stod nu anklaget for seddelfalskneri: trotskisterne Pablo, Santen og Stasi-agenten Schneeweiss - og den libertære bogtrykker Oeldrich.

På anklagebænken erklærede Pablo og Santen sig for komplet uskyldige og nægtede ethvert kendskab til pengesedlerne og trykkeriet.

Oeldrich viste sig at være knap så pålidelig som troet af Pablo og Schneweiss forholdt sig - forståeligt nok som Stasi-agent - passiv.

Retssagen mod Oeldrich og Schneeweiss i Osnabrück fandt sted i april 1961 og i Amsterdam mod Pablo og Santen i juni 1961.

Hvis anklagemyndigheden troede, at de havde at gøre med en simpel tilståelsessag troede den fejl.

Det lykkedes IV. Internationale at forvandle den oplagte sag mod dem til en politisk offensiv mod den borgerlige statsmagt.

IV. Internationale iværksatte en solidaritetskampagne og indkaldte mange vidner til at vidne til fordel for de anklagede.

Pablo fremstillede hele affæren som en fælde, som det franske og tyske politi havde opstillet for at få trotskisterne til at gå i den.

Pablos kammerater i IV. Internationale kunne godt se det ”uheldige” i at Pablos aktion var blevet afsløret, men ønskede ikke at udlevere Pablo til borgerskabets retssystem.

Mandel, Maitan og Frank så gennem fingrene med at Pablo havde spillet hasard med IV. Internationales gode ry som en organisation, som holdt sig indenfor lovens grænser og blot havde en anden politisk opfattelse, hvad der jo ikke var ulovligt.    

Pablo beskyldte på hyklerisk vis bogtrykkeren Oeldrich for ikke at udvise den rette omhu i udvælgelsen af medarbejdere, dvs. Hubertus Hombe.

Sylvain Pattieu antyder i sin artikel i Revue Historique, at det var Hompes arbejdsgiver Joop Schwart, som gik til det hollandske politi og røbede falskneriet. Schwart arbejdede ifølge Sylvain P. som politistikker.

Muligvis - men det kan kun have glædet Stasi-agenten Schneweiss, af falskneriet blev afsløret.  

Pablo omtalte under retssagen Hubertus Hompe som ”mentalt retarderet” og Oeldrich burde ikke have inddraget ham i den illegale trykning.

Den hollandske trotskist Salomon Salten kom senere på det rene med, at Schneweiss var agent for en fremmed magt. Stasi-arkiverne har senere vist sig at give ham ret.

Her er Schneeweiss’ biografiske data fra Biographische Angaben der Deutschen Kommunisten. Biographische Databanken:  

[Helmut Schneeweiss (1903-1989):

Ifølge oplysningerne i denne databank er Schneweiss den perfekte revolutionære marxist og man kan ikke sætte en finger på hans politiske løbebane. Alligevel knytter der sig en mistanke til hans person.

”Arbejder, medlem af Kommunistischer Jugend Deutschlands (KJD) og Kommunister Partei Deutschlands (KPD) i 1923.

Grundlægger af og talsmand for Arbejdsløshedsudvalget i Oranienburg, Berlin.

Med til at grundlægge Rote Frontkämpfer Bund (RFB) i Oranienburg.

Efter forbuddet mod RFB i 1929 ledede ham den ”proletariske selvforsvarsgruppe”.

Bragte sig i modsætning til partiets og Kominterns ”venstreradikale” og sekteriske kurs og blev ekskluderet for at medvirke til enhedsfrontpolitik mod den fremtrængende nazisme og blev som mange andre ekskluderet af KPD.

Tilsluttede sig herefter den trotskistiske venstreoppositionelle gruppe i Oranienburg, hvor han videreførte en enhedsfrontpolitik sammen med andre venstrefløjsorganisationer.

I november 1932 deltog han i den internationale Venstreopposition uformelle møde med Trotsky i København.  

I 1933 flygtede han til det (fransk besatte) Saar.

I 1935 var han med til at grundlægge den trotskistiske gruppe IKD (Internationale Kommunisten Deutschlands) i Amsterdam.

I 1938 fratog nazisterne ham hans tyske borgerskab og han levede illegalt i Holland under krigen.

Efter krigen vendte han tilbage til Tyskland, hvor han slog ned i Osnabrück. Han skal her have deltaget i IV. Internationales (Internationale Sekretariat) arbejde for at støtte befrielsesbevægelsen FLN i Algeriet. Schneweiss sad en kort overgang fængslet for sine ”forfalskningsaktiviteter” (formodentlig pas - eller pengeforfalskning).Den hollandske trotskist Sal Santen og andre trotskister har ham mistænkt for at have arbejdet for østlige sikkerhedstjenester.”

Pablo og Santen blev begge dømt 15 måneders fængsel. Ahmed Abbas, FNL, Helmuth Schneweiss 2 år og Albinus Oeldrich to et halvt år.

Den hollandske regering ville udvise Pablo til hans hjemland Grækenland, men dette blev dog forpurret og han drog i eksil i Schweiz.

 

Hvorfor blev Michel Pablo ikke ekskluderet af IV. Internationale?

Affæren gav ikke anledning til nogen større ransagning af IV. Internationales sikkerhedspolitik. Ernest Mandel brød ganske vist ikke om affæren, fordi den udstillede IV. Internationale som en flok amatører.

Pablo blev i interne breve bebrejdet for ikke at have rådført med de andre i Eksekutivkomiteen og for ikke at ville underkaste sig organisationens ”demokratiske centralisme”.    

Mandel formulerede i et brev 15. september 1962 til ledelsen en mild kritik af Pablo: ”abandonner la creation de l’Internationale a un seul ”penseur” entouree de quelques elements ”dynamiques” qui se contentent executer ses ordres”.

Mandel skrev om Pablo, at han udviste: ” difficulté croissante que se manifeste le camerade Pablo a collaborer ainsi en equipe”.

At Pablo ikke var en holdspiller, men hellere ville gå sine egne veje var ikke ukendt i organisationen, ej heller at han ikke var en stor ”tænker”. Mandels kritik af Pablo må siges at være alt for mild i betragtning af den store fare han udsatte IV. Internationale for med sin pengeforfalskning. En fare som kunne have betydet, at IV. Internationale var blevet kriminaliseret og dømt illegal.

Den eneste organisatoriske konsekvens som Pablos mislykkede falskneri fik for IV. Internationale var, at Mandel, Maitan og Frank benyttede Pablos fængselsophold til at udelukke ham fra Eksekutivkomiteen i IV. Internationale.    

Hele affæren og måden hvorpå Pablo havde varetaget den, burde have kaldt på mere drastiske sanktioner mod ham for at bragt organisationen i fare og for at have negligeret dog forbrudt sig mod elementære sikkerhedsforanstaltninger. 

Mandel, Maitan og Frank valgte i stedet at lade hånt om IV. Internationales sikkerhed.  

Heller ikke Pablo lærte noget af sin mislykkede aktion og sin fængsling, som gjorde ham ukampdygtigt i de næste to år.

Ufortrødent fortsatte han i samme spor.

 

Pablo forsætter sin enegang i IV. Internationale.

Michel Pablo gik nu et skridt videre i sin praktiske solidaritet med det algeriske folk i dets kamp mod den franske imperialisme.

Michel Pablo tillagde koloniale revolutioner i den 3. verden en altafgørende betydning. 

I en intern tekst forklarede han således, at det drejede sig om at: ”eduquer dans l’action des couches plus ou moins larges sur le sens et portèe rèels de l’alliance avec les peuples colonisès.” (Archives BDIC, Nanterre. Texte interne de Pablo).

Notre soutien à la revolution presente ne peut se contenter d’etre verbale, et accessoire mais doit etre au contraire constant, pratique et l’un des nos axes essentiels d’action.”

Pablo syntes at have erstattet verdensrevolutionen med en kolonial revolution. Pablo lagde mere vægt på den anti-koloniale kamp end på klassekamp i de højtudviklede kapitalistiske lande. Det er vist ikke for meget sagt, at han ligefrem forsømte klassekampen i de højtudviklede kapitalistiske lande.

I betragtning af at han i begyndelsen af 1950’erne havde formuleret en teori om kapitalismens snarlige sammenbrud og muligheden af en nær forestående 3. verdenskrig var det en lidt underlig forskydning af klassekampens centrum.

 

Våben og falske penge til FNL.

Pablo var ikke færdig med at gå ud af sin ”eventyristiske” vej.

Han var besat af tanken om en kolonial revolution i 3. verdenslandene, begyndende i Algeriet.

Hvis befrielsesbevægelsen FNL skulle besejre den franske imperialisme kunne det kun ske i en væbnet kamp.

Altså måtte FNL have våben til sin rådighed.

Hvorfra skulle våbnene komme, var det næste spørgsmål. Pablo kom på den ide, at det ville være bedst at FNL selv producerede sine egen våben. Det var alt for risikabelt med våbentransporter over land og vand. Adskillige våbentransporter var blevet opbragt til havs. 

Bedst ville det være, hvis FNL selv kunne fremstille disse. Men hvor og hvordan?

Her så Pablo en opgave for IV. Internationale: at etablere en våbenfabrik, som kunne forsyne FNL’s væbnede gren ANL med våben.

Igen gik Pablo sin egen vej uden at rådføre sig med Eksekutivkomiteen og 4. Internationales ledelse.

Det havde været naturligt, om han havde orienteret den om sin ide om en våbenfabrik i Nordafrika.

Kun Ernest Mandel blev løseligt informeret uden rigtigt at få hele historien med. Pablo nøjedes med at antyde sin hensigt. 

Maitan og Frank syntes at være forbeholdne over for Pablos ide om etablering af en våbenfabrik i Marokko og fremstillingen af falske penge til FLN.

Mandel var efter udsagn fra daværende franske trotskister mere forbeholden end de to andre. (Pattieus samtale med Simonne Minguet og Pierre Avot, 17. november 1999).

I modsætning til hvad man kunne tro, var det ikke repræsentanter for FNL, som lokkede Pablo og IV. Internationale ud i en ”eventyr” om anlæggelse af en våbenfabrik i Marokko. Det var Pablos helt egen ide.

FNL købte en nu stor ejendom nær ved Kenitra i Marokko beliggende i en appelsinlund, som skulle tjene som skjul for den hemmelige våbenfabrik. Ude fra skulle det se ud som om, at det var en fabrik, som producerede appelsinsyltetøj.

De følgende oplysninger stammer fra interviews som Sylvain Pattieu har lavet med 3 franske trotskister, som var involveret i etableringen og arbejdet på våbenfabrikken i Marokko: Pierre Avot, Louis Fontaine og Simonne Minguet.      

De to franske trotskister Pierre Avot og Louis Fontaine var eftersøgt af det franske efterretningsvæsen og kunne ikke blive i Frankrig.

IV. Internationales hovedkvarter blev midlertidigt flyttet til Italien og Avot, Fontaine og Minguet flygtede til Italien.

Louis Fontaine agerede kontaktperson og tog til Tyskland, hvor tyske kammerater forsynede ham med et falsk pas og identitetspapirer.  Dernæst rejste han til Rabat i Marokko for at arbejde på våbenfabrikken. Fontaine fortæller, at fabrikken lå afskærmet fra omverdenen: Arbejderne som kom fra mange forskellige lande sov i barakker nogle kilometer fra fabrikken.

Maskinerne til våbenfabrikation blev importeret fra østeuropæiske lande og sympatiserende franske ingeniører hjalp med til at starte produktionen. 

Maskindelene og delene til geværerne kom fra forskellige dele af verden. Hans enhed bestod af ca. 100 mand. Han havde som franskmand tilladelse til at bevæge sig uden for fabriksområdet og mødtes et par gange Michel Pablo i Rabat, Marokko.

Da fabrikken havde produceret sine første 500 stykker våben, holdt Pablo en tale for arbejderne. De producerede våben var ikke af en særlig god kvalitet, men havde en symbolsk betydning for FNL, som nu var i stand til at producere sine egne våben.

Sylvain Pattieu bemærker, at det tilsyneladende ikke bekymrede de franske trotskister i PCI, at de producerede våben af FNL blev brugt mod (værnepligtige) franske soldater i kolonikrigen mod den algeriske befrielsesbevægelse.

 

Efter FNL’s magtovertagelse. 

I 1962 besejrede FNL den franske kolonimagt og havde således tilkæmpet sig uafhængighed.

Nu skulle alle Pablos forhåbninger om et socialistisk Algeriet enten bære eller briste. Som så ofte før fejlbedømte Pablo fuldstændigt det algeriske FNL.

Pablo projicerede sine egne inderste ønsker ud på virkeligheden og så I FNL den revolutionære marxistiske avantgarde, som han drømte om.

Det viste sig hurtigt, at FNL var alt andet end den revolutionære marxistiske fortrop, men en ganske normal småborgerlig nationalistisk befrielsesbevægelse som så mange andre befrielsesbevægelser i den 3. verden.

Pablos forskruede forventninger til en verdensopspændende kolonial revolution mod metropolerne viste sig at være et fata morgana, en luftspejling i den nordafrikanske ørken. 

Udviklingen i Algeriet gik ikke i retning af socialisme, men i retning af et militærdiktatur, som endeligt tog magten i 1965, da oberst Boumedienne tog magten og fængslede alle sine modstandere eller tvang dem i eksil.

Pablos favorit Ahmed Ben Bella blev drevet i eksil og Pablos trotskistiske venner blev arresteret og sat i fængsel.  Adskillige blev udsat for tortur og pådrog sig skader for livet.   

Pablo undslap Boumediennes bødler og vendte tilbage til Frankrig, hvor han genoptog sin fraktionskamp mod resterne af IV. Internationale (Mandel. Maitan og Frank).

Pablo mente forsat at nøglen til den socialistiske verdensrevolution lå i den 3. verden og han lagde nu sine kræfter i IV. Internationales afrikanske kommission. 

Han kørte han fortsat sololøb og var ankermanden bag kommissionens blad.

Den amerikanske, britiske og franske sektion (ICFI) som stod uden for IS og kritiserede heftigt IS for ”pabloistisk revisionisme”.

Men i 1963 valgte det amerikanske ”revisionistiske” SWP at genforene sig med Mandel, Maitan og Frank. IV Internationale var nu ”genforenet”.

Michel Pablos enegang og talrige ”udskejelser” blev dog for meget for det forenede USFI og Pablo blev ekskluderet i1965.

Efter af den græske oberstjunta var styrtet i 1974 udnævnte ærkebiskop Makarios på Cypern Pablo til cypriotisk konsul.

Pablo spillede ikke længere nogen fremtrædende rolle i den trotskistiske bevægelse, men forsøgte alligevel at lave sin egen 4. Internationale.

Hans tilhængere i Frankrig var få og gemte sig i det lille ”centristiske” Parti Socialiste Unifié (PSU) i Frankrig, hvor de mest gjorde sig bemærket med slagordet ”autogestion” på arbejdspladserne.

Omkring 1990 genoptog han sin forbindelse til USFI, som aldrig gjorde op med sin ”pabloisme”.

Pablo døde i 1996.

 

Pablos betydning for IV. Internationales udvikling.

Den trotskistiske revisionist Michel Pablo har efterladt sig tydelige spor i hvad der måtte være tilbage af den trotskistiske bevægelse.

Hans mange revisionistiske ”afvigelser” lå til grund for mange af de nymodens ideer og tanker, som lå bag ”New Left”-bevægelsen i 1960’erne. 

Her fremsatte USFI teorier om ”third-worldism”, ”guerillaism, ”new student mass vanguard”, som alle skulle tjene til at erstatte Marx’, Lenins og Trotskys arbejderklasse som den socialistiske revolutions omdrejningspunkt.   

Disse fejlagtige strategier havde alle deres rod i Michel Pablos lige så fejlagtige strategier og tænkning - og præger i den grad stadig den trotskistiske bevægelse i dag.

Trotsky ville uden tvivl vende sig i sin grav, hvis han så sine selvbestaltede epigoner boltre sig i sine revisionistiske udgydelser.

 

Kilder:

Ian Birchall: European Revolutionaries and Algerian Independence 1954-1962. Revolutonary History, Vol. 10, no. 4. pp. 74-97. Merlin Press, 2012.

Sylvain Pattieu: Le “camerade” Pablo, la IVe Internationale, et la guerre d’ Algerie. Revue Historique. 2001/3 pp. 675-729. Presses Universitaires de France. 

Sylvain Pattieu ancien auditeur d’agrégation à l’École normale supérieure de Lyon (anciennement Fontenay - Saint-Cloud), est agrégé d’histoire. Il a rédigé sous la direction de M. Jean-Louis Triaud une maîtrise d’histoire intitulée Les camarades des frères. Guerre d’Algérie et extrême gauche en France. Dynamiques et recomposition, soutenue le 20 juin 2000 à l’Université de Provence.

Peter Behrens: Trotzkisten gegen Hitler. ISP Verlag. Köln. 2007

Hermann Bubke: Der Einsatz des Stasi- und KGB- Spions Otto Freitag im München der Nachkriegszeit. Verlag Dr. Kovac. Hamborg 2004.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 10.

Pseudo-trotskisme.

Leo Trotsky hed den russiske revolutionære marxist, som 1938 grundlagde en ny 4. Internationale på ruinerne af Lenins - af Stalin ødelagte - 3. Internationale.

Hvad blev der af den? Eksisterer den stadigvæk?

Ja. I alt fald var der indtil for få årtier siden indtil flere konkurrerende Internationaler.

Den bedst kendte Internationale, som endnu gør krav på navnet 4. Internationale - og som skilter med sit tilhørsforhold til den russiske revolutionære marxist Leo Trotsky - kaldte sig en gang ”4. Internationales Forenede Sekretariat”.

I dag kalder det sig for ”4. Internationales Udøvende Bureau” - og skilter med at have mange nationale sektioner under sine vinger.

På det ”Udøvende Bureaus” sidste kongres i februar 2018 refererer kongressens tekster ikke med ét ord til Trotsky og hans revolutionære marxisme.

Det ny modeord i den selvbestaltede 4. Internationale hedder ”økosocialisme”.

Det ”rød-grønne” alternativ til kapitalisme formodes. Men er kapitalismen da ikke ved at forvandle sig selv til at blive grøn?

Er det ikke snarere en kapitalistisk dagsorden?

Kongressen erklærede det som sit formål at ”konstruere partier, som er nyttige i klassekampen… […] Det ultimative mål med disse partier er at frigøre sig fra det eksisterende [kapitalistiske] system, selv om dette mål udtrykkes i helt generelle termer.”

For disse partier drejer det sig om at engagere deres militante ”til at blive en integreret og loyal de i opbygningen og i ledelsen af disse partier, ikke at være i disse med det ene formål at rekruttere eller at vente på at afsløre eventuelle forræderier.”

Hvilke partier taler kongressens tekst om? Reformistiske arbejderpartier eller et hvilket som helst (borgerligt) parti?

Kammeraterne i den selvbestaltede 4.Internationale har opgivet ethvert forsøg på at skabe klasseuafhængige arbejderpartier, som det var tilfældet, da Trotsky skabte sin 4. Internationale 1938.

Den trotskistiske organisation Lutte Ouvriére illustrerer i sin november udgave af sit månedstidsskrift hvad en sådan principløs politik kan føre til med Brasilien som eksempel.

Det brasilianske Arbejderparti (PS) blev dannet i 1981.

Partiet kaldte sig hverken marxistisk, socialistisk - slet ikke kommunistisk.

Dets styrke lå ikke i dets ideer eller principper, men i partiets indflydelse i den brasilianske arbejderklasse via tusinder af fagforeningsmedlemmer, som havde organiseret kampen mod militærdiktaturet, som sad indtil 1984.

Partiets ledelse bestående af fagforeningsfolk, militante kristne og socialdemokratiske intellektuelle sigtede fra starten af på at erobre regeringsmagten.

Partiets ledelse tolererede de første mange år tilstedeværelsen af revolutionære medlemmer som trotskister og maoister - i det omfang at disse kunne være til nytte for partiet.

4. Internationales Udøvende Bureau havde også sine tilhængere i det brasilianske Arbejderparti.

Fraktionen kaldte sig Socialistisk Demokrati (DS). I 1986 erklærede DS sig for en anerkendt ”tendens” i Arbejderpartiet.

Da Lula i 2003 blev præsident fik den ”trotskistiske” tendens 10 % af stemmerne ved de interne valg i partiet - og talte omkring 400 medlemmer.

Nogle af disse havde stillinger som borgmestre, medlemmer af parlamentet, senatorer, ministerielle rådgivere og administratorer.

Guvernøren i delstaten Rio Grande do Sul og borgmesteren i delstatens hovedstad Porto Alegre tilhørte denne ”trotskistiske” tendens.

Sågar en minister Miguel Rosetto var minister for Landlig Udvikling i Lulas første regering og fik til opgave at gennemføre landbrugsreformer.

Lula nød i en række år godt af gunstige økonomiske konjunkturer og formåede at trække store dele af den brasilianske befolkning ud af fattigdom og landet ud af sin økonomiske underudvikling.

I de 13 år Arbejderpartiet var ved magten i Brasilien i koalition med forskellige borgerlige partier, formåede de trotskistiske ”entrister” i Arbejderpartiet ikke at gøre op med Lulas reformistiske projekt om at overtage det eksisterende statsapparat.

Resultatet blev, at Arbejderpartiet lod sig inkorporere i det borgerlige statsapparat - og fik lov at administrere det på den herskende klassers vegne.   

De trotskistiske ”entrister” i DS formåede ikke at dreje Arbejderpartiet væk fra dets reformistiske linje.

Det ”Forenede Bureaus” brasilianske sektion endte som administratorer af den brasilianske stat - og ikke som de revolutionære militante, som det var tiltænkt. 

Fra begyndelsen kritiserede medlemmer af DS Lulas udskydelse af de statsansattes funktionærers pensionsalder og nedsatte pensioner.

I 2004 blev de trotskistiske ”entrister” i Arbejderpartiet ekskluderet og dannede omsider deres egen selvstændige organisation Partiet for Socialisme og for Frihed (PSoL).

Havde 4. Internationales brasilianske sektion været med i en sand 4. Internationale, hvor princippet om demokratisk centralisme gjaldt, havde alle medlemmer ad DS forladt Arbejderpartiet.

Det gjorde alle ikke, da 4. Internationale ikke fungerer som en sand Internationale.

De fleste medlemmer af DS blev tilbage i Arbejderpartiet for at bevare deres poster.   

Hvilke konklusioner drog det Udøvende Bureaus 4. Internationale heraf?

Jo, nogle støttede de udtrådte medlemmer.

Andre mente, at det var mest opportunt at blive i Arbejderpartiet - forudsat selvfølgeligt at det var muligt.

Konklusionen lød: ”Arbejderpartiets udvikling førte i sidste ende ikkenogen steder” med følgende tilføjelse: ”Dette betyder ikke, at det var forkert at være med [i Arbejderpartiet]. … ”De brasilianske kammerater deltager som følge af Arbejderpartiets forræderi i opbygningen af PSoL”.

Det som skulle bevises, er hermed bevist.

Konklusionen var givet på forhånd.

Kunne skolede trotskister i det Udøvende Bureau ikke på forhånd have sagt sig selv, at hvis den brasilianske sektion uden forbehold - og uden at tone rent flag - ukritisk bifaldt Lulas reformistiske politik, så ville det ende galt?

Det virker næsten som en selvmorderisk politik, som nu vil få katastrofale konsekvenser for store dele af den brasilianske befolkning med valget af den reaktionære Jair Bolsonaro.

Kilde:

https://mensuel.lutte-ouvriere.org/print/114513

https://fr.wikipedia.org/wiki/Cl%C3%A9mentine_Autain

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 11.

Melenchon - fra trotskist til socialdemokrat.

Jean-Luc Melenchon er en central skikkelse på den franske venstrefløj. Derfor er der grund til at beskæftige sig med ham som et politisk fænomén.

Senest har franske medier senest kastet sig over Jean-Luc Melenchon, da han under sin seneste valgkamp angiveligt har brugt et kommunikationsbureau, som også var ejet af hans kampagnechef Sophia Chikirou

Franske medier har desuden beskyldt ham for som medlem af EU-Parlamentet at have gjort ulovlig brug af indtægter fra fiktivt ansatte.

Franske myndigheder har grebet til drastiske midler i sin eftersøgning af hans påståede ulovlige finansiering af sin valgkampagne.

Han er blevet banket op om natten på sin bopæl og politiet har ransaget hans hjem for materiale, som er relevant for undersøgelsen.

Hans bevægelse La France Insoumie’s lokaler er ligeledes blevet ransaget - samt flere af hans nære medarbejdere.

https://www.francetvinfo.fr/politique/melenchon/campagne-de-jean-luc-melenchon-apres-les-dementis-de-sophia-chikirou-la-cellule-investigation-de-franceinfo-maintient-ses-revelations_3001119.html

https://www.francetvinfo.fr/politique/melenchon/affaires-melenchon-les-avocats-de-la-france-insoumise-veulent-un-juge-d-instruction_3003705.html

https://www.lutte-ouvriere.org/editoriaux/affaire-melenchon-un-cinema-politicien-sans-interet-114364.html

https://www.liberation.fr/france/2018/10/16/sophia-chikirou-le-maillon-faible-de-la-france-insoumise_1685841

 

Lad os se nærmere på denne tilsyneladende interessante franske venstrefløjspolitiker.

Melenchons politiske løbebane har i sandhed bevæget sig i mange retninger - ofte i zigzagkurs.  

Jean Luc blev født 1951 i Oran i Algeriet. Algeriet var på daværende tidspunkt fransk og blev kaldt Fransk Algeriet.

I begyndelsen af forrige århundrede udvandrede hans bedsteforældre fra det sydlige Spanien til Marokko.

Jean-Lucs mor var lærerinde - og opdrog sin næstældste søn katolsk.

Som dreng var han katolsk kor -og messedreng.

På et tidspunkt tog hans mor afstand fra katolicismen og Jean-Luc betegnede sig herefter som ”kultur-katolik”.

1962 blev hans forældre skilt - og Jean-Luc drog sammen med sin mor til Frankrig og startede en ny tilværelse, hvis opholdssted var bestemt af moderens muligheder for at få job som lærer.

 

Jean-Luc giftede sig og fik i 1974 en datter Maryline Camille.

[Hun fik senere en karriere som politiker i det franske Socialistparti (PS) og blev viceborgmester i 4. arrondissement i Lyon fra 2002-2009.

Hendes livsledsager er Gabriel Armard, som blev national sekretær i det af Jean-Luc Melencon grundlagte Parti de Gauche].

Jen-Luc har været meget diskret omkring sit privatliv og hævder efter sin skilsmisse fra sin hustru at være single.

Det franske medie Mediapart skrev i oktober 2018, at han har et mere end forretningsmæssigt forhold til sin medierådgiver Sophia Chikirou

Han benægter at skulle have et forhold til den 28 år yngre Sophia Chikirou.

 

Politisk karriere.

Mens vi ikke ved ret meget om Melenchons privatliv, ved vi en del mere om hans politiske karriere.

Melenchons politiske løbebane har været præget af en del omskiftelser. Det er ikke for meget sagt, at den har antaget karakter af et zigzag-løb.

Han blev som helt ung gymnasieelev kastet ud i de franske studenters revolte i 1968.

Studenterbevægelsen var domineret af de forskellige fraktioner på venstrefløjen.

Stalinister, socialister og trotskister.

 

Trotskist.

Jean-Luc foretrak den trotskistiske gruppe OCI (Organisation Communiste Internationaliste), som han tilsluttede sig i 1969.

Efter de heftige gadekampe i adskillige franske byer forbød regeringen en række organisationer på de politiske yderfløje.

Også OCI blev forbudt - og medlemmerne måtte gå under jorden i illegalitet.

Jen-Luc forsatte sit politiske virke under jorden - og blev under pseudonymet ”Santerre” leder af cellen i Besancon fra 1972-1976.

Også den senere franske premierminister for Socialistpartiet Lionel Jospin var medlem af OCI.

Herfra er der en vis uklarhed om Melenchons løbebane.

Ligesom i tilfældet Lionel Jospin er det uklart, hvornår medlemmer af OCI forlod organisationen.

Efterfølgende har Melenchon tillagt LIP-arbejdernes kamp for bevarelse af deres lukningstruede ur-fabrik i Besancon i 1974 som årsagen til, at Melenchon nu tog afstand fra sin organisation OCI’s leninistiske partimodel, som han nu betegnede som ”avantgardisme”.

Hvorvidt det var tale om et politisk opgør med OCI’s angivelige leninistiske organisationsteori - eller om der var tale om trotskistisk ”entrisme” i det franske Socialistparti er - frem til i dag - uklart.

En kendsgerning er det imidlertid, at Melenchon i september 1976 blev optaget i Socialistpartiet (PS).

Og en kendsgerning er det, at Melenchon nu gik i gang med en ny fase i sin politiske karriere.

 

Socialdemokrat

Centrum-venstre-politikeren Francois Mitterand ville genskabe sin politiske karriere og stiftede i 1971 Socialistpartiet.

Mitterands Socialistparti havde intet historisk til fælles med det hedengangne SFIO, som var forblødt under 2. verdenskrig.

Melenchon støttede fra starten af sit medlemskab af Socialistpartiet Mitterand - og stod i modsætning til partiets venstrefløj.

I 1983 meldte Melenchon sig ind i Grand Orient de France, den største loge i Frankrig.

Han støttede logens ideer om Frankrig som republik og verdslighed.

Hans karriere tog fart, da han i 1986 blev medlem af det franske Senat (overhus).

Melenchon opfattede sig som tilhørende venstrefløjen i Socialistpartiet - og deltog ivrigt i fløjkampen om partiets ledelse.

I 1992 støttede han fransk tilslutning til EU’s Maastricht-traktat og betegnede den som udtryk for ”et venstreorienteret kompromis”.

I sin tale i det franske Senat betegnede han euroen som ” et vigtigt instrument, som vil gøre Europa til bærer af civilisation, kultur, af et solidaritetsnet” rettet mod ”dollaren som i sig bærer volden”.     

[Compte rendu integrale de la 31. seance de la seconde session ordinaire du Senat, p. 1453 et suivi].

Han beklagede i sin tale i det franske Senat det danske ”Nej” til Maastricht - og manede til besindelse over at have forspildt en historisk chance, som ville komme til at koste de nej-stemmende dyrt.

[idem, op. cit.]

Melenchon fortrød dog hurtigt sit fejlagtige standpunkt og tog nu afstand fra Maastricht-traktaten, men forsvarede stadig Euroen.

I1996 fremlagde han et forslag på Socialistpartiets kongres om at ”vende Maastricht-siden”, med andre ord afvise den.

Samme år dannede han stadig som medlem af Socialistpartiet La Gauche Socialiste.

Skønt han var Mitterand-tilhænger, gav han dog sin støtte til Michel Rocard som partiets generalsekretær - og fik dermed adgang til partiets ledelse.

Melenchon fik ansvar for partiets presse.

I 1998 stillede han op til posten som generalsekretær i Socialistpartiet og tabte stort til Francois Hollande (Melenchon fik knap 9 % af stemmerne).

Nederlaget var en ydmygelse af Melenchon - og han begyndte at se sig om efter andre veje.

1998 stemte han imod at lade den franske Nationalbank indgå i den Europæiske Centralbank, men var nu tilhænger af Euroen.

1999 stemte Melenchon imod forfatningsudkastet til en ny EU-traktat.

Efter at have sagt nej til to ministerposter i 1997, takkede han ja til posten som minister for Erhvervsuddannelserne i 2000.

Efter sin ministerpost som ophørte med Jospins nederlag ved valget i 2002, indså Melenchon, at hans tid i Socialistpartiet var forbi.

Stadig medlem af partiet dannede han Pour la Republique Sociale uden for Socialistpartiet.

Ved præsidentvalget 2007 støttede han Laurent Fabius som kandidat for Socialistpartiet, som imidlertid ikke opnåede stemmer nok ved det interne valg i Socialistpartiet.

 

Ude af Socialistpartiet

7. november 2008 forlod han Socialistpartiet og dannede sammen med resterne af det franske kommunistparti (PCF) Parti de Gauche.

Forbilledet var det tyske die Linke, som eks-socialdemokraten Oscar Lafontaine havde været med til at stifte i Tyskland.

2009 blev Melenchon valgt til Europa-Parlamentet, hvor han stadig sidder.

2011 stillede han op for Front de Gauche til præsidentvalget og fik 11 % af stemmerne i første runde.

Han fik støtte fra PCF og fra NPA (Nouveau Parti Anti-capitaliste), som paradoksalt nok ikke støttede sin egen kandidat Poutou.

I 2. runde opfordrede den slagne Melenchon til at støtte socialdemokraten Hollande ”uden at kræve noget til gengæld”, som han udtrykte sig.

Hvordan gik det til, at Jean-Luc Melenchon havnede der, hvor han befinder sig i dag?

Der er sikkert mange forklaringer. Men er sikkert.

Historien om Melenchons udvikling fra revolutionær marxist i trotskistiske OCI til reformist i Socialistpartiet og til demagogisk venstrepopulist i La France Insoumise er en trist historie om en persons politiske forfald.

Spørgsmålet melder sig: Hvorfor formåede trotskistiske OCI ikke at holde fast i tømmerne på sin ”trojanske hest” i Socialistpartiet?

Svaret er: Fordi OCI - som så mange andre organisationer på den yderste venstrefløj - ikke havde tilstrækkelig basis i befolkningens arbejdende klasser og lag.

Det viste sig at være umuligt for enkeltpersoner som Melenchon og Jospin fra OCI at holde fast ved sine revolutionære marxistiske standpunkter i en langt større og organisatorisk stærkere organisation som Socialistpartiet.

Det langt større reformistiske - og i dag borgerlige Socialistparti vil altid gå af med sejren - og de revolutionære kræfter vil forvitre.

Når først vejen er banet for reformisme, ligger det lige for at falde for borgerlig parlamentarisme - og acceptere den borgerlige stat.

Glemt er ungdommens lære om klassekamp - og knusning af det borgerlige statsapparat.

Melenchons La France Insoumise har efter min mening ikke nogen fremtid, men vil føre en demagogisk venstre populistisk politik, som ikke gavner den arbejdende befolkning - og som paradoksalt nok afspejler sin antipode på den yderste højrefløj.      

 

Kilde til den historiske del:  

https://fr.wikipedia.org/wiki/Jean-Luc_M%C3%A9lenchon

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 12.

Jurij Dmitriev - julefreden sænker sig ikke for alle.

For den russiske historiker Jurij Dmitriev sænker julefreden sig ikke i år. Han må tilbringe julen i fængsel, skønt han ikke har gjort sig skyldig i andet end at grave i sit lands fortid.

Men man skal som bekendt ikke hvirvle smuds op om sit eget lands fortid. Og det har Jurij Dmitriev - ifølge den russiske anklagemyndighed - gjort.

Han har nemlig i bogstavelig forstand gravet dybt i sit lands historie. At grave dybt i Ruslands historie før 1991 vil sige at grave i Sovjetunionens historie. Og det skal man passe på med i Vladimir Putins Rusland.

Putin ser helst, at Sovjetunionens historie ikke bliver gjort til genstand for alt for megen udforskning, da dele af unionens historie ikke er lige så glorværdig, som han kunne tænke sig.

Jurij Dmitriev er af de forholdsvis sjældne borgere i Putins Rusland, som ikke stiller sig tilfreds med Putins officielle historieskrivning.

Han har nemlig gennem efterhånden mange år bestræbt sig på at kortlægge de mange menneskers skæbne, som forsvandt i tvangsarbejdslejre og i massedeportationer under Stalin.

I Karelen har han fundet adskillige ukendte og hemmeligholdte massegrave, hvor tusindvis af lig ligger nedgravet som følge af den masseterror, som Stalin og NKVD udsatte den sovjetiske befolkning for.

Stalins terror kulminerede i de store terror i 1930’erne, hvor millioner af uskyldige Sovjetborgere enten blev henrettet eller blev tvangsanbragt i straffelejre langt hjemmefra.

Jurij Dmitriev har som historiker interesseret sig for, hvad der blev af de mange uskyldige ofre for Stalins terror. Hvem var de, hvor blev de henrettet eller døde af sult og kulde i en fangelejr?

Man skulle mene, at dette i sig selv er uskyldigt - og vel snarest en historikers pligt at interessere sig for sit lands historiske fortid.

Men ikke sådan i Putins autokratiske Rusland.

I Putins autokratiske Rusland skal man ikke rode for meget i fortiden. Hvis man gør det, skal det være for at fremhæve store mænds store bedrifter til fremme af fædrelandets ve og vel.

Som autokratisk hersker bekymrer Putin sig meget om fædrelandets historiske arv.

I en kort periode efter USSR’s sammenbrud i 1991 blev de historiske arkiver åbnet for offentlig adgang - og det var muligt at kigge staten i kortene.

Dette intermezzo er for længst forbi. Nu betragtes det at dykke ned i historien som lidt af en forbrydelse, hvis ikke det fører til de ”rigtige” resultater.

I Putins autokratiske Rusland skal historikere ikke stikke næsen for langt ned i historien. Der gælder ikke mottoet om at ”grave hvor du står” ikke.

I hvert fald for gælder det ikke for Jurij Dmitriev, som siden 1990’erne har arbejdet med at kortlægge de mange millioners forsvundnes skæbne.

Jurij Dmitriev har kortlagt adskillige massegrave med ofre for Stalins terror og har nu fået at føle, at Stalin-tidens repression ikke er helt afsluttet.

Hans kortlægning af ukendte og hidtil hemmeligholdte grave med formuldede lig har vakt myndighedernes harme, som har anklaget ham for ikke nekrofili, men pædofili.

Hvordan nu det?

Dengang som nu har anklagemyndigheden til lejligheden opfundet en fiktiv anklage gående ud på, at Jurij Dmitriev har taget nøgenbilleder af sin adoptivdatter.

Hvis han dømmes på de opdigtede anklager, kan han risikere at skulle tilbringe de næste 15 år i et russisk fængsel, hvor medfangerne ikke behandler fanger dømt for pædofili med andet end mord.

Er det virkeligt så farligt i Putins autokratiske Rusland, at en forholdsvis ukendt russisk lokalhistoriker som Jurij Dmitriev offentliggør gravfund fra Stalintiden?

Ja, åbenbart.

Sagen viser, at Putin frygter alle, som udfordrer hans historieopfattelse og hans glansbillede af det russiske fædrelands storslåede historie.

Der skal ikke pilles ved det russiske moderlands heroiske fortid. Putin skal nok selv skrive historien, som er for vigtig til at blive overladt til opsætsige historikere som Jurij Dmitriev.

Jurij Dmitrievs sag skal forretten 26. og 27. december 2017.

 

Kilder:

Mikkel Vuorela: Manden der jagtede Stalins forbrydelser, er nu selv en jaget mand. Dagbladet Information, 23. december 2017.  

http://heninen.net/punakangas/english.htm

https://erinnerung.hypotheses.org/1331#more-1331 

www.change.org/p/chairman-of-petrozavodsk-city-court-a-a-sudakov-public-appeal-in-defense-of-yuri-dmitriev

 

 

 

 

 

Tekst 13.

Ny helte og gamle skurke i russisk historiesyn.

I anledning af 100-året for den russiske revolution i 1917 bringer Berlingske søndag 16. april en artikel ”Lenin, var det ikke ham terroristen?”

Museumsmedarbejder Irina Osipova fra det lille Lenin- museum i Sct. Petersborg fortæller om en dreng som under et museumsbesøg på Leninmuseet udbrød: ”Lenin, var det ikke ham terroristen?”

Museumsmedarbejderen bruger drengens udtalelse som eksempel på, hvor lidt unge russere ved om fortiden: ”De unge ved ingenting om Lenin”.

Hvor mange gør det her 100 år efter den russiske revolution? Hvor mange russere og vesteuropæere kender til Lenins april-teser fra 1917- og den historiske betydning, som de fik forløbet i Rusland i 1917?

De fleste forskere anerkender de to russiske bolsjevikker Lenins og Trotskys betydning for den russiske revolution.

April-tesernes betydning for bolsjevikkernes politik i 1917 fremgår ikke af Berlingskes artikel.

Lenins april-teser fik en afgørende betydning for revolutionens gang. Efter zardømmets omstyrtelse i februar 1917 var det russiske samfund ifølge Lenins april-teser modent til en socialistisk omvæltning.

Ifølge Lenins vurdering af de politiske styrkeforhold var der kun to muligheder:

Et kontrarevolutionært kup mod februar-revolutionens Provisoriske Regering (Kerensky) - eller en bolsjevikisk magtovertagelse via arbejder -soldaterådene.

Lenin anså ikke Kerenskys borgerlig-demokratiske regering for levedygtig. Den formåede ikke bekæmpe den forventelige kontrarevolution fra resterne af zarens militær, men viste sig tværtimod at samarbejde med kontrarevolutionen. Derfor havde bolsjevikkerne i praksis intet valg.

I april-teserne formulerede Lenin for første gang muligheden for en socialistisk revolution via rådene.

Lenin afviste den Provisoriske Regerings indkaldelse af en Konstituerende Forsamling som afledningsmanøvre, som blot ville forskertse en socialistisk magtomvæltning.

I april-teserne fremlagde Lenin for første gang sin ide om, at bolsjevikkerne før eller siden måtte gribe magten i Rusland til trods for, at de endnu ikke havde et flertal i rådene.

Lenin og Trotskys opgave var nu at overbevise partikammerater i partiet om det rigtige i at gribe magten. Det voldte noget besvær, eftersom ikke alle i partiet var overbevist om det rigtige i at gribe magten i et økonomisk tilbagestående samfund og politisk uudviklet borgerligt demokrati.

Dernæst bestod opgaven i at finde det rette tidspunkt for selve opstanden. Heller ikke var nemt og krævede analytiske evner og overblik som kun få andre end Lenin og Trotsky havde.      

Vi kan med sikkerhed fastslå, at uden Lenins og Trotskys særlige indsats var den socialistiske revolution ikke blevet til noget i Rusland i 1917. Ganske simpelt.

 

Gamle skurke er blevet erstattet af ny helte i det post-sovjetiske Rusland. 

Alt dette er tilsyneladende glemt i det moderne postsovjetiske Rusland. Nu er revolutionens bannerførere Lenin og Trotsky ikke længere helte, men skurke.

På bedste revisionistisk vis fremstilles de gamle revolutionshelte nu som skurke. 

Lenin opfattes nu af Putins kulturminister Medinskij som ”tysk spion”. Mens Lenin degraderes, accepteres Stalin som en nationalhelt i det post-sovjetiske Rusland. 

 

Berlingske kan oplyse, at ”Putins kulturminister Medinskij konsekvent hylder Stalins rolle under 2. verdenskrig, mens han skiftevis forsvarer, benægter og forklejner de mindre pæne aspekter som Hitler-Stalin-pagten [1939], der førte til Polens deling.”

Berlingske refererer ligeledes Ruslands præsident Vladimir Putin for sidste år at give Lenin skylden for den blodige konflikt i Ukraine, fordi Sovjetunionens grænser blev trukket som de gjorde (angiveligt under Lenin).

Af ny helte til afløsning Lenin og Trotsky er som oven for nævnt: zar Nikolai 2.’s premierminister Stolypin, zar Ivan den Grusomme og fyrst Vladimir, russisk konge i middelalderen.

 

Russisk historierevision. 

Den sovjetiske historiker og ledende medarbejder ved Skt. Petersborgs Museum for Politisk Historie Sergej Spiridonov har revideret det førhen officielle syn på bolsjevikkernes sejrrige revolution i 1917.

Spiridonov deler den i Vesten udbredte opfattelse, at den af bolsjevikkerne anførte magtomvæltning var ”et kup, som blev gennemført af en ganske lille gruppe, der var meget velorganiseret”.

Berlingske tilføjer for egen regning om skoledrengens udbrud på Lenin-muset om Lenin som terrorist: ”Skoledrengen på museet var således ikke langt fra sandheden i sit kække spørgsmål. Lenin var en ekstremist og fanatisk revolutionær. Han argumenterede for ”masseterror” og drømte om at udrense klassefjender fra det russiske samfund gennem en lutrende borgerkrig”. 

 

Borgerlig historieopfattelse. 

Det er ikke overraskende, at det højborgerlige og ærkekonservative Berlingske ikke kan og vil forstå de faktiske begivenheder, som de udspillede sig i 1917 og i årene derefter.

Bolsjevikkerne ønskede at bekæmpe de herskende klasser overalt på kloden. Berlingske forsvarer stadig de herskende klasser og deres udlægning af historien.

Derfor skal man ikke heller ikke forvente forståelse for bolsjevikkernes forehavende eller blot forsøg på at give en objektiv beskrivelse af revolutionsprocessen i 1917 og af årene efter bolsjevikkernes magtovertagelse.

Borgerlige medier er ikke interesseret i en objektiv og upartisk historieskrivning og formidling.

Berlingske tager som altid de herskende klassers parti og giver dermed indirekte Karl Marx ret i, at ”den herskende klasses tanker altid må være de herskende”.    

 

Tekst 14.

Carl Madsen - den utilpassede stalinist.

 

Chris Holmsted Larsen: En biografi om Carl Madsen. Den folkekære stalinist. Gyldendal. 2017.

Titlen på Chris Holmsted Larsens biografi om Carl Madsen kunne også havde heddet den ”Carl Madsen - den utilpassede stalinist”.

På mange måder var Carl Madsens person for stor til, at den kunne rummes i det retlinede og Moskva-tro Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Carl Madsen fulgte ellers partiets parole i det meste af sit liv - fra han i 1928 tilsluttede sig partiet og indtil han i 1975 blev smidt ud af partiets blankpolerede stalinister.

Langt det meste af sin medlemstid i DKP fulgte Carl Madsen slavisk partiets utrolige kurssvingninger.

Fra Kominterns 3. periodes ”ultravenstre sekteriske” drejning i 1928 til Stalins pludselige omvending i 1934-1935 til folkefrontspolitik, som endegyldigt gjorde det af med enhver tale om vidtgående sociale omvæltninger af de kapitalistiske samfund - og som foreskrev samarbejde med klassefjenden, en ”bred og folkelig alliance” vendt mod storkapitalen.

Denne brede og folkelige alliance endte under 2. verdenskrig i ”national samling” med det nationale borgerskab og småborgerskab.

Partiet havde nu ikke bare i ord, men også i handling forladt klassekampspositionen, som partiet ellers var blevet skabt på.

Carl Madsen støttede mærkværdigt nok ikke Thøger Thøgersen-fløjen i DKP, men derimod den opportunistiske Aksel Larsen, som havde svunget sig til tops i partiet som organisator af 1930’ernes arbejdsløse.

Carl Madsen kom aldrig til tops i partiet - og undgik således behændigt alle de udrensninger, som Stalins SUKP og Komintern iværksatte i dens nationale sektioner.

Han frekventerede ikke som Aksel Larsen og partiets organisationssekretær Arne Munch Petersen partiskolerne i Moskva - og undgik derved 1930’ernes evindelige udrensningsprocesser, som gik ud over millioner af partimedlemmer og almindelige - helt uskyldige - Sovjetborgere.

Carl Madsen lukkede helt øjnene for Stalins Moskva-processer, hvor størstedelen af den sovjetiske partielite og hundredvis af Komintern-funktionærer blev udrenset som udskud, arresteret, fængslet og dømt som ”forrædere” og ”spioner for fremmede magter”.

Heller ikke Stalins ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland 1939 tog han afstand fra. En pagt som i april 1940 hindrede DKP i at bekæmpe den tyske besættelsesmagt.

Hitler reddede imidlertid DKP og stalinismen ved overmodigt og dumstridigt i 1941 at kaste sig ud i en krig mod Stalins Sovjet-Rusland.

Først nu kunne DKP give sine medlemmer grønt lys til at gøre modstand mod Stalins forhenværende alliancepartner Hitler - og hans besættelse af ”fædrelandet” Danmark.

DKP var nu mere nationalistisk i sin propaganda end selv den mest ivrige borgerlige nationalist i Dansk Samling, som deltog i det af modstandsbevægelsen dannede Frihedsråd.

DKP praktiserede nu sin folkefrontpolitik igennem modstandsbevægelsens Frihedsråd.

 

Carl Madsens dårlige samvittighed.

Carl Madsens opposition til partispidserne synes først at opstå på baggrund af den usle behandling, som partispidserne omkring Aksel Larsen og Ib Nørlund gav sine interne modstandere Thøger Thøgersen, Otto Melchior og Richard Jensen i interneringslejren i Horserød.

Et parlamentarisk flertal i det danske Folketing var under pres fra besættelsesmagten som et led den førte samarbejdspolitik gået med til at forbyde DKP ved lov.

Mens der intet er at råbe hurra for i Carl Madsens udelte begejstring for sit partis stalinisme til et godt stykke efter 2. verdenskrig, vil vi gerne tillægge ham den fortjeneste som lå i at gøre opmærksom på det danske politis overdrevne iver efter at behage den tyske besættelsesmagt - ved at gå frem efter egne udarbejdede arrestationslister på medlemmer af DKP, da det tyske Gestapo forlangte det.

Carl Madsen så med egne øjne hvorledes partitoppen behandlede såkaldte ”afvigere” i partiet (Thøgersen, Melchior og Richard Jensen) på den værst tænkelige og inhumane måde. Som ”afvigere” blev de - skønt erfarne og partitro medlemmer - ”frosset ude” af partiets fællesskab under interneringen i Horserød-lejren.

Konsekvensen af denne udelukkelse blev for fleres vedkommende, at de foretrak Vestre Fængsel frem for Horserød-lejren - og senere blev deporteret til tyske kz-lejre, hvor flere af dem døde.

Denne usle behandling af tidligere partikammerater var for meget for selv den benhårde stalinist Carl Madsen.

 

Først langt senere tog Carl Madsen denne sag op og flere til. I sine sidste år tog Carl Madsen som forsvarsadvokat en sag om et attentat på en spansk fisketrawler, som lå i dansk havn. I 1937 blev flere medlemmer af DKP dømt langvarige fængselsstraffe for at anbragt sprængladninger på skibet.

Efter forbuddet mod DKP blev retssagen taget op igen under krigen og bl.a. formanden for Søfyrbødernes Forbunds Richard Jensen blev idømt fængselsstraf.

Carl Madsen kom i stigende opposition til partiledelsen under Aksel Larsen, da han påstod at have insiderviden om Aksel Larsens vidneforklaring under retssagen mod Richard Jensen og hans medskyldige.

Carl Madsen mente endvidere at vide, at Aksel Larsen - frivilligt eller ufrivilligt - havde givet Gestapo for mange og unødige oplysninger om partimedlemmers aktivitet under forhør af Gestapo.

Alt i alt havde Carl Madsen god grund til at have et horn i siden på den senere ”renegat” Aksel Larsen, som i 1958 mente at tiden var inde til at frigøre sig Moskva snærende bånd og danne Socialistisk Folkeparti.

 

Intet opgør med stalinismen.

Carl Madsen foretog aldrig noget egentlig opgør med sin og DKP’s stalinisme. Han kom som mange andre end ham på et sent tidspunkt i sit liv i modsætning til den siddende linjetro partitop, som slavisk fulgte retningslinjerne fra partibosserne i Moskva.

I 1970’erne vejrede partibosserne (Ib Nørlund og Knud Jespersen) morgenluft efter den lange ørkenvandring under den Kolde Krig, hvor især begivenheder i ”Folkedemokratierne” i Øst -og Centraleuropa forårsagede uro i DKP’s rækker.

Arbejderopstanden i DDR i 1953, opstandene i Polen og Ungarn 1956, USSR’s invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 gjorde det svært at opretholde illusionen om at DKP var et ”nationalt sindet” parti, som de herskende klasser kunne have tillid til.

Partibosserne (Ib Nørlund og Knud Jespersen) så i 1970’erne en chance for at komme ud af den Kolde Krigs isvinter og ind i varmen hos den stadig større middelklasse og stadig flere unge uddannelsessøgende.

Skønt DKP stadig havde indflydelse i de lavere dele af fagbureaukratiet og organiserede en del tillidsfolk på arbejdspladserne orienterede det sig mod og rekrutterede en del medlemmer fra middelklassen og blandt uddannelsessøgende.

På samme måde som Socialdemokratiet var DKP på vej til at blive et middelklasseparti. Det bekom ikke Carl Madsen vel og han blev i stigende grad kritisk over for partiets ”socialdemokratisering” og parlamentariske ”kretinisme”.

Han greb retorisk tilbage til sit gamle DKP og til Kominterns ”3. periode” med ultra-venstre sekterisk politik fra 1928-1935 vendt mod de reformistiske socialdemokrater.

Carl Madsen forsøgte som menigt medlem at fremføre sin berettigede kritik af DKP, men diskussion og fri debat har aldrig været i høj kurs i de stalinistiske rækker.

I årtier havde DKP kunne bruge Carl Madsens hvasse kritik af det kapitalistiske samfund og dets uretfærdige retssystem i sin politisk kamp. Nu var han blevet en klods om benet, fordi han nu rettede sin kritik indad i partiet og rettede det imod partibosserne, som helst var fri for kritik fra medlemmernes side.

Carl Madsen blev så at sige offer for sin egen trofaste stalinisme. Så længe du følger partiparolen, har du frit spil. Den dag du udfordrer partiets bureaukratisk centralistiske linje er du færdig.

Chis Holmsted viser, at Carl Madsen ikke bare lagde sig ud med de DKP’s partibosser. Han kom også på kant med højtstående partifunktionærer i arbejder-bondestaten DDR, da han ville samle materiale til sin biografi.

Carl Madsen havde siden 1949 hyldet DDR som et antifascistisk modstykke til det ”revanchistiske” og kapitalistiske Forbundsrepublik (BRD) og opdagede nu, at der var også var grænser for ytringsfriheden i ”arbejder-bondestaten” DDR.

Måske endte Carl Madsen alligevel sine dage med lidt større indsigt i den ”realt eksisterende socialisme”? 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 15.

Demokratisk socialistisk historieopfattelse.

Under overskriften ”Århundredets katastrofe” interviewes den forhenværende folkesocialistiske minister Holger K. Nielsen om sin holdning til den russiske revolution 1917.

Vi forstår på Holger K. Nielsens udtalelser, at den russiske revolution aldrig burde have fundet sted.

Den forhenværende formand for Socialistisk Folkeparti mener angiveligt, at de russiske bolsjevikker ikke burde have gennemført en gennemgribende økonomisk, politisk og social omvæltning af det dødsdømte Zar-Rusland i oktober 1917.

Hvorledes mener Holger K. Nielsen så de russiske bolsjevikker burde have forholdt i tiden fra mensjevikken Kerenskys magtovertagelse i februar 1917 og frem til revolutionen i oktober 1917 - hvis ikke de skulle have taget magten?

Lenins og Trotskys genistreg var netop at blæse til opstand i oktober 1917 på et tidspunkt hvor mensjevikken Kerenskys regering var kørt fast og begyndt at vakle under presset fra reaktionære kræfter, som ønskede at genindføre Zardømmet.

Det russiske borgerskab og småborgerskab var for svagt til at kunne etablere et varigt og sikkert borgerligt demokrati i Rusland.

Det indså Lenin og Trotsky - og fordømte og bekæmpede den fløj i deres eget parti, som mente, at tiden ikke var inde til en magtomvæltning (bl.a. Sinovjev og Kamenev).

Lenin brød i sine april-teser 1917 med den udbredte forestilling blandt datidens marxister om, at der skulle eksistere en historisk lovmæssighed, ifølge hvilken der først skulle etableres en ”fase” med borgerligt demokrati, førend man kunne skabe et socialistisk samfund.

Bolsjevikkerne valgte med rette at gribe magten på et tidspunkt, hvor datidens russiske demokratiske socialister, mensjevikkerne havde spillet fallit.

Mensjevikken Kerenskys regering ønskede forsat krig i samarbejde med reaktionære kræfter i det russiske samfund.

Mensjevikken Kerensky allierede sig med de mest reaktionære dele af den zaristiske hær om at bekæmpe enhver opstand og modstand mod fortsat krig.

Bolsjevikkerne tog magten på basis af bred folkelig støtte - og ikke som et lille upopulært mindretal af befolkningen. Bolsjevikkernes magtovertagelse kan ikke betegnes som et kup, med mindre enhver magtovertagelse som ikke foregår efter en eller anden ”talmajestæt” i en parlamentariske forsamling - skal betegnes som et kup.

Hvis ikke bolsjevikkerne med bred folkelig opbakning havde erobret magten, havde reaktionen haft frit spil og en kontrarevolution var indtrådt. Holger K. Nielsens falske alternativ fandtes ikke i virkeligheden. Borgerligt demokrati i datidens Rusland var et fata morgana.  

Bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917 var ikke en ”historisk fejltagelse” men et behjertet og berettiget forsøg på at erobre magten og indlede opbygningen af et socialistisk samfund.

 

Lige så lidt som Holger K. Nielsen forstår den russiske revolutions berettigelse - lige så lidt forstår han af den efterfølgende udvikling i Sovjet-samfundet.

Bolsjevikkernes eksperiment var ikke på deterministisk vis dømt til fejltagelse, men slog fejl af nogle helt præcise historiske grunde, som tilsyneladende kun perifært interesserer HKN.

Det er ikke her stedet at anføre alle årsager til, at eksperimentet slog fejl, men en kendsgerning er det, at det hurtigt kørte af sporet.

I historiens bagklogskab er det let at nå til en konklusion om, at der var for mange odds mod, at det ville gå godt. Den luksus kunne de russiske bolsjevikker ikke tillade sig i 1917. Lenin og Trotsky måtte stole på deres analytiske evner.

 

Er der nogen som ikke kan påberåbe sig historisk ret til at tage afstand fra stalinismen, - men som ikke desto mindre burde have gjort det - er det HKN og hans Socialistisk Folkeparti.

SF er om noget et produkt af den historiske stalinisme. Dette fremgår af interviewet med HKN med al ønskelig tydelighed, at SF langt oppe i historien (til og med Gorbatjov) nærede forhåbninger om, at USSR og de østeuropæiske folkedemokratier ville udvikle sig i ”reform-kommunistisk” retning.

Hans Mortensens ”Den røde tråd. SF og vejen til magten” fremstiller på glimrende vis, hvor nære forbindelser SF’s top plejede med stalinistiske stats -og regeringsledere i de østeuropæiske ”folkedemokratier”.

Interviewet bekræfter til fulde denne opfattelse. HKN udtaler:

Der er ingen tvivl om, at der længe var en dobbelthed i SF og også på den øvrige venstrefløj i øvrigt. På den ene side var SF en protest mod Sovjetkommunisme og DKP [Danmarks Kommunistiske Parti], … På den anden side var der hos de ledende SF’ere en sorg or splittelsen, et håb om, at den kunne overvindes, fordi de østeuropæiske kommunistpartier kunne forbedre sig”.

 

Troen på ”stalinisme med et menneskeligt ansigt”.

Aksel Larsens brud med DKP i 1958 var således ikke et brud med sin egen mangeårige og forhærdede stalinisme, men kun et organisatorisk brud, fordi han ville løsne det snævre bånd til og fjernstyringen fra Moskva.

Stalinismen var længe inden Aksel Larsens organisatoriske brud med det Moskva-tro DKP blevet en national stalinisme. Eller sagt på en anden måden stalinisme er national - og ikke internationalistisk. 

Allerede den af Stalin i 1930’erne dekreterede ”folkefrontspolitik” var et sidste og afgørende skridt i retning af klassesamarbejde med det nationalt sindede borgerskab og småborgerskab i hvert enkelt land.

Stalin og hans håndgangne mænd havde for længst forkastet klassekampen til fordel for ”national samling” og klassesamarbejde.

Hverken SF’s stifter Aksel Larsen eller partiets næste formand Gert Petersen gjorde op med sin egen fortid - eller med stalinismen som sådan.

Tilsyneladende har heller ikke - partiets endnu senere formand - Holger K. Nielsen gjort op sit partis mildest talt uafklarede forhold til stalinismen.

Først når den selvbestaltede venstrefløj får gjort op med sine lig i lasten (stalinisme og reformisme) kan den gøre sig håb om at virke troværdig - ellers vil den enten blive kastet på historiens mødding eller gå over i historien som en ubetydelig parentes.

 

Kilde:

Arne Hardis: Århundredets katastrofe. Weekendavisen, 8. september.             

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 16.

”Røde linjer” om jeg må be’. Enhedslistens årsmøde.

Enhedslisten er efterhånden så langt ude i sin ”parlamentariske kretinisme”, at den ifølge dagbladet Information brugte det meste af sit årsmøde på at opstille sin kandidatliste til næstkommende folketingsvalg.

Enhedslisten skulle hellere koncentrere sig om sin politiske strategi, som forekommer nærmest ikke-eksisterende.

Diskussionen i Enhedslisten op til årsmødet drejede sig om, om det var hensigtsmæssigt at opstille en række minimumskrav til listens kommende folketingsgruppe, kaldet ”røde linjer”.

Årsmødet forkastede øjensynligt at trække ”røde linjer” for folketingsgruppens virke.

Dette må virke mildest talt foruroligende for Enhedslistens potentielle vælgere.

At Enhedslisten ved dronningerunden efter et valg vil pege på Mette Frederiksen som statsminister er ikke overraskende.

Men hvor langt vil Enhedslisten gå, når det gælder støtte til en socialdemokratisk statsminister og en socialdemokratiske ledet regering? Det gav årsmødet ikke svar på.

Vælgerne overlades nu til de rene gætterier om, hvor langt Enhedslistens folketingsgruppe vil strække sig i dens støtte ti en socialdemokratisk ledet regering.

Enhedslistens ”parlamentariske kretinisme” er nu så fremskreden, at den ikke en gang bekymrer om sine vælgere.

Endnu mere foruroligende er det, at Enhedslisten nægter at tage sit eget program alvorlig - og ikke tillægger det nogen værdi.

Uden programmatiske bindinger af nogen art, er det lettere for listens folketingsgruppe at løbe fra løfter, som ikke er blevet givet.

Og det bliver vanskeligere for listens vælgere at kontrollere om folketingsgruppen har indfriet deres forventninger.

 

Enhedslisten har ikke taget ved lære af venstrefløjens historiske erfaringer.

Enhedslisten nægter på denne måde hårdnakket at tage ved lære af venstrefløjens egen historie i Danmark.

Lad os blot minde om, hvorledes det gik med Aksel Larsens Socialistisk Folkeparti og ”arbejderflertallet” i 1968.

Heller ikke SF havde før valget i 1966 opstillet ”røde linjer” som forudsætning for sin eventuelle støtte til en socialdemokratisk regering.

Derfor havde SF heller ikke nogle klare retningslinjer, for hvor langt det ville gå i sin støtte til en socialdemokratisk regering.

Ville SF som led i regeringens indkomstpolitik acceptere, at den socialdemokratiske regering ville ”indefryse en dyrtidsportion”, som ville forringe lønmodtagernes realløn?

Ville SF acceptere en momsforhøjelse, som ville virke skævt på de lavere indkomstgrupper? Osv.

Resultatet blev, at 6 medlemmer af SF’s folketingsgruppe sagde nej til regeringens asociale indkomstpolitik og dermed væltede en socialdemokratiske arbejderregering (støttet af SF).

Hvilke vedledende retningslinjer har Enhedslistens folketingskandidater i dag, hvis de vælger at støtte en socialdemokratisk leder regering? Hvilken garanti har Enhedslistens vælgere for, at folketingsgruppen ikke ”løber fra deres løfter” (som de ikke har afgivet)?

Burde Enhedslisten ikke tage ved lære af historien og dens fortilfælde - og ikke gentage Villy Søvndahls ”glansnummer” fra 2011?

Kunne et af Enhedslistens minimumskrav til Mette Frederiksen ikke være, at hun ikke samarbejder med borgerlige partier til ”højre for midten”?

Eller er det for meget at kræve af en stadigt mere parlamentsfikseret Enhedsliste, som kun har øje for sin egen stemmemaksimering?

 

Kilde:

Kim Kristensen: Enhedslistens ’bønder’ gør oprør. Dagbladet Information, 15. maj 2017.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 17.

Venstrepopulisme - venstrefløj på vildspor.

 

En vis form for skræk og rædsel synes at have grebet den ”blødevenstrefløj i Europa.

Dagbladet Jyllands Posten bragte 9. oktober en kronik af professor Chantal Mouffe, hvori hun gør sig til talskvinde for, at venstrefløjen skal imødegå de mange højrepopulistiske bevægelser med skabelse af en Venstrepopulisme”.

Chantal Mouffe ræsonnerer på følgende vis:

De forhold som de [højrepopulistiske bevægelser] har sat på dagsordenen, skal man tage fat på ved at tilbyde dem en anden løsning, én der kan mobilisere fælles følelser i retning af lighed og social retfærdighed. Den eneste måde, hvorpå man kan forhindre, at højrepopulistiske partier opstår og gøre front mod dem som allerede eksisterer, er ved at konstruere et nyt ”folk”, som sætter en venstrepopulistisk bevægelse i gang, der er modtagelig for de mange demokratiske krav, og hvis mål er at give udtryk for dem i en progressiv retning.

For at kunne leve op til den udfordring, som den populistiske bevægelse udgør for demokratiets fremtid, er der behov for udvikling af venstrepopulisme. Dens mål børe være etablering af en kollektiv vilje, der skaber synergi mellem sociale bevægelsers mangfoldighed og politiske kræfter hvis mål er øget demokrati”.

Jyllands Posten bragte 4. oktober en kronik af Enhedslistens politisk ordfører Pernille Skipper, som tilsyneladende har taget Chantals Mouffes opfordring om at skabe et venstrepopulistisk narrativ til den huserende højre populisme.

Pernille Skipper skriver:

Dansk Folkepartis forsøg på at tage patent på danskheden og Danmark er et direkte opgør med holdningsfriheden og de lige rettigheder for alle. Det er i strid med demokratiets hjerte. Men deres løsagtige forhold til frihedsrettigheder, demokratiske grundprincipper og retsstatsprincipper er efter min mening alt andet end dansk. Det er på tide, at alle, der ønsker, at Danmark skal være et frit og lige samfund for alle, siger fra…”

… Jeg er vokset op med retten til at være sig selv. Med en stolthed af det fri Danmark…”

…”Jeg har nationalfølelse. Jeg elsker mit land.”

 

Efter min mening er ”venstrepopulisme” som svar på højrefløjens populisme en falliterklæring

”Venstrepopulisme” er opskriften på et sikkert politisk nederlag af historiske dimensioner for de dele af befolkningen, som venstrefløjen historisk set er forbundet med - arbejderklassen og de dermed forbundne samfundslag.

Venstrepopulister begår 2 helt fundamentale fejltagelser:

1. De forveksler de herskende klassers undertrykkelsesorgan, den borgerlige statsmagt med et neutralt våben, som venstrepopulister kan bruge efter forgodtbefindende.

Præcision:

Den borgerlige statsmagt er de herskende klassers undertrykkelsesinstrument - og er udelukkende skabt til at varetage deres klasseherredømme.

2.  Historien viser, at de herskende klassers foretrukne styreform kun er demokratisk, så længe den tjener deres klasseinteresser.

3. De herskende klasser har historisk set vist sig at være parate og villige til at afskaffe borgernes frihedsrettigheder, når de ikke længere tjente deres klasseinteresser.

4. Overlad det trygt til de herskende klasser og deres politiske demagoger at tale om ”folk” og ”nation” i deres forsøg på at manipulere med befolkningerne.

Hop ikke på den galej - og søg i stedet tilbage til arbejderbevægelsens historiske rødder med klassekamp og socialisme.

Alt andet vil være galimatias - og lig med at gå højrefløjens ærinde.

 

Kilder:

Pernille Skipper: Vi skal tage Danmark og Dannebrog tilbage. Jyllands Posten, 4. oktober 2018.

Chantal Mouffe: Nyttesløst at dæmonisere populisme. Jyllands Posten, 9. oktober 2018.    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst 18.

Nej, Venezuela var ikke socialistisk.

Siden Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland, som satte en stopper for århundreders autokratiske zardømme, har verden ikke set økonomiske, sociale og politiske omvæltninger, som med rette kan kaldes socialistiske.

Det var en afgørende forudsætning for Oktoberrevolutionens og Sovjetstatens overlevelse, at den ikke forblev den eneste socialistiske stat i verden.

Lenin og Trotsky forestillede sig aldrig, at Sovjetstaten kunne overleve som den eneste socialistiske stat i en fjendtlig kapitalistisk verden.

Dette skete som bekendt ikke - og fristes man til at sige - ’resten er historie’.

Lenins og Trotskys Sovjetstat krakelerede langsomt og degenererede efterhånden til at blive en karikatur af sig selv.

Trotsky betegnede den degenererede Sovjetstat som en ”degenereret arbejderstat”.

Andre mente, at Sovjetstaten havde udviklet en ny herskende klasse af bureaukrater og dermed måtte betegnes som et ikke-kapitalistisk klassesamfund.

Atter andre betegnede Sovjetstaten som en form for ”bureaukratisk kollektivisme”.

 

Efter 2.verdenskrig blev Europa og Asien opdelt i to ”interessesfærer” mellem Sovjetstaten og USA.

Sovjetstatens autokratiske hersker Josef Stalin indgik et kompromis med den angelsaksiske (og franske) imperialisme om deling af Europa og Asien.

De central -og østeuropæiske stater i den sovjetiske indflydelsessfære blev promoveret som en ny form for demokratier, såkaldte folkedemokratier, som skulle være mere demokratiske end Vestens borgerlige demokratier.

Endnu en gang rejstes spørgsmålet om de ny regimers klassekarakter.

Var de blot aflæggere af Stalins ”degenererede arbejderstat” i Sovjetunionen eller var de noget andet?

”Folkedemokratierne” kunne næppe sammenlignes med Lenins og Trotskys Sovjetstat fra 1917.

Stalins degenererede kommunistpartier kunne næppe siges af være tro kopier af Lenins og Trotskys revolutionære marxistiske parti i 1917.

Hvilken slags omvæltning var der da tale om?

En socialistisk revolution gennemført af et ikke-revolutionært parti? Var det muligt?

Og var der overhovedet tale om socialistiske omvæltninger i alle ”folkedemokratier”?

Var Sovjetstatens Røde Hær ikke bare rykket ind i Tyskland, Polen, Ungarn, Rumænien og Tjekkoslovakiet?

Forvirringen var stor blandt datidens revolutionære marxister.

Nogle mente, at de central- og østeuropæiske folkedemokratier af ovennævnte grunde skulle kaldes ”deformerede arbejderstater”. Men hvordan ”deformeret” til forskel fra ”degenereret”?

 

Vi fastslog indledningsvis, at der ikke siden den russiske Oktoberrevolution 1917 har fundet socialistiske revolutioner sted.

Jeg vil fastholde, at ingen af de central-og østeuropæiske folkedemokratier på nogen måde kan gøre krav på at kalde sig socialistiske.

Heller ikke regimer uden for Europa som under den Kolde Krig brugte betegnelsen ”socialistisk” om sig selv kan med rette gøre krav på betegnelsen ”socialistiske”.

Ingen af disse styrer i Latinamerika, Asien og Afrika lever op til betegnelsen ”socialistisk”.

 

Sidste skud på stammen er Hugo Chavez’ Venezuela.

Hvis vi bruger den samme målestok på Chavez’ Venezuela, må vi helt klart afvise, at Venezuela på noget tidspunkt har været ”socialistisk”.

Begrebet socialisme er i den grad blevet udvandet til ingenting at betyde. Hvilke kriterier skal vi bruge, når vi skal undersøge om et styre er socialistisk?

Trotsky brugte følgende 3 kriterier:

statsmonopol på udenrigshandel,

nationalisering af de vigtigste dele af landets produktionsapparat

og rådsstruktur (på alle niveauer) i alle dele af samfundet.

Disse 3 kriterier er nødvendige men ikke tilstrækkelige kriterier.

Chavez’ og hans efterfølger Maduro’s Venezuela opfylder måske nok de 2 første kriterier, men så absolut ikke det sidste og mest afgørende.

Chavez kom ikke til magten på basis af en (socialistisk) massebevægelse, men sprang ind på den politiske scene som en faldskærmssoldat ud af en helikopter.

Højrefløjen vil sammenligne det med Lenins ankomst til Leningrad skjult i en tysk togvogn. Sammenligningen holder ikke.

Chavez var blot én i rækken af latinamerikanske caudillo’er, som Latinamerikas historie er så fuld af.

Når borgerlige demokratier krakelerer - og står på randen af sammenbrud er borgerskabets sidste udvej altid den væbnede magt, militæret.

Officerer har - historisk set - været progressive eller reaktionære. Chavez var helt klart progressiv - men ikke en klassisk revolutionære marxist á la Lenin og Trotsky.

Ja han nationaliserede store dele (ikke alle) af Venezuelas industri og levede højt på landets rådighed over enorme olieressourcer.

Men nationalisering og monopol på udenrigshandel gør ikke i sig selv stater til   socialistiske.

Det afgørende må være, om Chavez og hans efterfølger Maduro har skabt en socialistisk Rådsrepublik i Venezuela.

Noget kunne tyde på, at dette langt fra er tilfældet.

Chavez og Maduro har kun holdt sig magten takket være indtægterne fra salg af landets enorme olieressourcer.

Men et lands ”socialisme” står og falder ikke med landets ensidige afhængighed af et råstof (jf. Cubas afhængighed af eksport af sukker).

Som Castro-brødrenes Cuba har Chavez og Maduro bidraget til at miskreditere betegnelsen ”socialisme” og gjort det så godt som umuligt at bruge begrebet uden at blive slået i hartkorn med regimer som Cuba og Venezuela under Chavez og Maduro.

Venstrefløjens ukritiske begejstring for Chavez (indtil det for alvor gik galt) har kun hjulpet højrefløjen med at miskreditere begrebet ”socialisme” og dermed gjort begrebet så godt som umuligt at bruge - uden konnotationer og associationer til f.eks. Castro-brødrenes Cuba og Venezuelas Hugo Chavez.  

 

Kilder:

Frederik Timm Bentsen: Venezuela står midt i ”den største økonomiske depression i Sydamerikas historie”. Dagbladet Information, 19. maj 2018.

Simon Johansen: Venezuelanerne ser ingen anden udvej end at vende deres kriseramte land ryggen. Kristeligt Dagblad, 19. maj 2018.

Magnus Boding Hansen: Korthuset, Weekendavisen, 18. maj 2018.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

      

 

      

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spanien 1937 - revolutionen forrådt.

Leder af det revolutionære marxistiske P.O.U.M. Andreu Nin arresteret af den spanske Republiks myndigheder i maj 1937.
Senere blev Nin henrettet på et ukendt sted - formodentlig på opdrag af Stalins hemmelige efterretningstjeneste i Spanien.

Boganmeldelse.

Victor Alba and Stephen Schwartz: Spanish Marxism versus Soviet Communism. A History of the P.O.U.M. Transactions Books. 1988.

 

I Spanien forelå der - som i Rusland i oktober 1917 - en revolutionær situation i februar 1936.

Det mente i alt fald Oktoberrevolutionens praktiske organisator Leon Trotsky. (jf. Leon Trotsky: The Spanish Revolution (1931-1939). Pathfinder Press 1973)

På samme måde som Zarens Rusland i 1917 var moden til en socialistisk revolution var Spanien det i 1936-1937.

På samme måde som Zarens Rusland var Spanien også industrielt underudviklet og økonomisk tilbagestående i kapitalistisk forstand.

Borgerskabet i begge lande for økonomisk svagt til at kunne gennemføre en borgerlig revolution og etablere et borgerligt demokrati.

Hvad Spanien imidlertid manglede i modsætning til Rusland i 1917 var et revolutionært lederskab.

Trotsky og hans Internationale Sekretariat i Paris havde ikke formået at skabe en spansk sektion, som kunne sætte sig i spidsen for en socialistisk revolution.

Få år inden den spanske Republiks etablering var den spanske sektion blevet splittet i spørgsmålet om, hvilken taktik trotskister skulle bruge i deres kamp for at rekruttere medlemmer til sine sektioner.

Trotsky havde anbefalet, at sektionerne forsøgte at indtræde som fraktion i de socialistiske partier, som ifølge Trotsky - under indtryk af den økonomiske verdenskrise - undergik en ”venstredrejning”.

Denne taktik fandt et flertal i Trotskys spanske sektion ikke anvendelig i Spanien, da den formodentlig ville ende med at opsluge de få spanske trotskister og få dem til at forsvinde som en selvstændig gruppe.

Gruppens mest fremtrædende repræsentant catalanske Andreu Nin (ICE) brød med Trotskys Internationale Sekretariat, men opfattede sig stadig som ”trotskister”. (Nin brød med Trotsky september 1934; p. 41)

Emnet for Albas og Schwartz’s bog er P.O.U.M. (Partido Obrera de Unificacion Marxista).

P.O.U.M. blev først skabt i 1935, da det catalanske Bloc Obrer i Camperol (C.O.B.) og Andreu Nins ICE sluttedes sammen (jf. kapitel 3 ”The Formation af P.O.U.M”, pp. 87-95.)

P.O.U.M. var en sammensmeltning af de to organisationer. Partiets to ledende skikkelser var Joaquim Maurin fra C.O.B. og Andreu Nin fra ICE.

Joaquim Maurin var udgået fra den internationale højre-opposition i Kommunistisk Internationale (Komintern) som blev dannet i protest mod Stalin-fraktionens ”stalinisering” af Komintern.

Andreu Nin havde været generalsekretær for Prof-intern, Kominterns faglige Internationale og havde tilsluttet sig Trotsky i den ideologiske og politiske kamp mod Stalin.

 

P.O.U.M.’s holdning til den republikanske Folkefront.

P.O.U.M var ingenlunde politisk afklaret i sit forhold til den ”Folkefront”, som blev skabt med den spanske Republik ved valget i februar 1936.

Skulle P.O.U.M. støtte en Folkefront - og i bekræftende fald - på hvilken måde? P.O.U.M valgte at lade Andreu Nin indtræde som regeringsmedlem i Companys republikanske regering i Catalonien (jf. pp. 95-100).

 

Historieskrivningens myter om den spanske borgerkrig.

Historieskrivningen har skabt mange myter om borgerkrigen i Spanien. Den mest udbredte fejlfortolkning af den spanske borgerkrig består i at hæve, at den skulle have været et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme.

Alba og Schwartz gør op med denne falske myte og hævder, at fronten på republikansk side gik mellem tilhængere af et borgerligt demokrati - og dem, der ville noget mere.

Blandt dem, der ville noget mere var P.O.U.M.

Den spanske arbejderbevægelse var historisk præget at to tendenser:

En syndikalistisk organiseret i fagforbundet CNT og en reformistisk organiseret i det reformistiske fagforbund UGT.

 

Stalinisme et fremmedelement i den spanske arbejderbevægelse.  

Stalinisme var et fremmedelement i den spanske arbejderbevægelse og kom først til Spanien med Republikkens opståen i februar 1936.

Det spanske kommunistparti PCE var lille og ubetydeligt - og spillede ingen rolle hverken i det politiske liv eller på arbejdspladserne.

PCE var et kunstigt produkt skabt af Stalins Komintern. PCE voksede sig først stærkt, da Stalin i 1935 ville konsolidere Sovjetstaten og stille Kominterns sektioner til rådighed for sin udenrigspolitik.

Sovjetstatens geopolitiske og militærstrategiske interesser stod i højsædet, mens politiske omvæltninger ikke var en del af Stalins ”folkefrontspolitik”.

Stalin ønskede under ingen omstændigheder politiske omvæltninger i Spanien, som ville ændre magtbalancen på internationalt plan.

Det republikanske Spanien skulle sikres mod fascisme, som allerede truede med at brede til resten af Europa.

Alba og Schwartz hævder, at Stalins manglende støtte til de ”progressive” kræfter i Folkefronten skyldtes hans ønske om at indgå en ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland (hvilket han også gjorde i 1939).

Alba og Schwartz ser forklaringen på Stalins reaktionære rolle i Spanien som et ønske om ikke at bringe forskydninger ind i den eksisterende magtbalance mellem borgerlige demokratier og fascistiske regimer som dem i Italien og Tyskland.

Hvis general Franco sejrede, ville de borgerlige demokratier stå svagere overfor de fascistiske regimer.

I en vis forstand kan man hævde, at Stalins Sovjetstat udfyldte den rolle, som de borgerlige demokratier burde have spillet.

Herved kunne Stalin håbe, at verden ville give ham kredit for hans støtte til det republikanske Spanien.

 

En særlig spansk marxisme?

Ifølge Alba og Schwartz repræsenterede POUM en særlig spansk udgave af den revolutionære marxisme, som den kun delte med få andre organisationer på den revolutionære venstrefløj.

Internationalt tilhørte POUM ”London-bureauet”, som var en løs sammenslutning af organisationer, som Trotsky betegnede som ”centristisk” midtvejs mellem reform og revolution.

POUM distancerede sig fra Lenins og Trotskys analyse af det historiske valg mellem borgerligt demokrati og socialistisk revolution.

P.O.U.M. fremførte den fejlagtige ”mensjevikiske” opfattelse, at forvandlingen af det industrielt tilbagestående og agrare Spanien først måtte gennemgå en borgerlig-demokratisk revolution, som så (automatisk?) ville føre over i en proletarisk revolution.

Denne fejlagtige opfattelse blev skæbnesvanger for POUM.

Den førte til, at partiet mere eller mindre ukritisk støttede den ”Folkefront”, som opstod efter februar 1936 i Spanien.

Støtten til og den aktive deltagelse i den catalanske regering (Andreu Nin var justitsminister) (jf. 137-140) førte POUM på vildspor - og gjorde partiet ansvarlig for Folkefrontens manglende indfrielse af massernes berettigede krav.

Folkefrontens program indeholdt en mængde gode ting, som Folkefronten havde tænkt sig at gennemføre (jf. pp. 136-137).

Da det kom til stykket var den spanske Folkefront ikke indstillet på et opgør med de herskende klasser i Spanien - og programpunkterne forblev tom snak, som blot styrkede massernes illusioner om Folkefrontens intentioner.

 

Myten om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme. 

Alba og Schwartz gør som sagt op med myten om den spanske borgerkrig som et opgør mellem borgerligt demokrati og fascisme.

Fronten gik ikke mellem tilhængerne af et borgerligt demokrati og general Francos fascisme.

Fronterne gik på tværs af de gængse skillelinjer i historieskrivningen. Alba og Schwartz deler fronterne ind i to:

En politisk fløj som kun ønskede at konsolidere og stabilisere et ønsket borgerligt demokrati.

Og en anden politisk fløj, som ønskede at gå længere end blot at etablere et borgerligt demokrati.

Den første fløj bestod af borgerlige republikanere, højrefløjssocialdemokrater (Negrin og Prieto i PSOE) og de to stalinistiske organisationer PCE og det nyoprettede catalanske P.S.U.C.

Den anden fløj bestod af venstrefløjen i PSOE (Largo Caballero), det syndikalistiske fagforbund CNT og det lille P.O.U.M.

Den spanske Republik fik ikke støtte fra de borgerlige demokratier i Europa eller USA. Mens Francos fascister fik støtte fra både Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland.

 

Stalinisternes forræderi.

Stalin havde for længst opgivet verdensrevolutionen, men øjnede en mulighed for at konsolidere Sovjetstatens ”progressive” image ved at yde militær - og ikke mindst moralsk - støtte til den spanske Republik.

Stalin havde formelt tilsluttet sig de borgerlige demokratiers ”ikke-indblandings-politik” og kunne som sådan ikke tillade at bryde denne og åbenlyst støtte Republikken med våben og militær rådgivning.

Det måtte foregå i det skjulte.

Det spanske kommunistparti (PCE) fik nu besked på at føre ”folkefrontspolitik” i samarbejde med andre ”progressive” kræfter i Spanien.

Partiet indgik nu i en politisk alliance med borgerskabets småborgerskabets politiske repræsentanter i en bred ”Folkefront”.

Fra at være et lille og ubetydeligt parti voksede det spanske kommunistparti (PCE) til at blive et langt større parti (Alba og Schwartz angiver medlemstallet for PCE til 200.000 i 1937 og P.S.U.C. til 42.000 i foråret 1937; p. 141).

PCE rekrutterede en masse (ikke-proletariske) medlemmer, som opfattede partiet som garant for det borgerlige demokrati, som de håbede på ville blive resultatet af en sejrrig Folkefront.

PCE rekrutterede endvidere elementer i de væbnede styrker, som endnu ikke var gået over til Francos rebeller.

Alba og Schwartz angiver medlemstallet for POUM i oktober 1936 til 40.000 (p. 141)

Alba og Schwartz understreger, at det er fejlagtigt at betegne P.O.U.M. som ”trotskistisk”.

Dels rettede P.O.U.M. sig ikke efter Trotskys ubarmhjertige kritik af partiets pragmatiske, opportunistiske politik og valne forhold til de to republikanske regeringer i Catalonien og Madrid.

P.O.U.M. opfattede sig ikke som ”trotskistisk” - og frabad sig at blive betegnet som ”trotskistisk”.

Ej heller ville Trotsky vide af P.O.U.M. som sin politiske kampfælle i Spanien.

 

Alba og Schwartz har yderligere en pointe.

For Stalin og hans håndlangere i de hemmelige sovjetiske efterretningstjenester var den spanske Republik en generalprøve på de senere central- og østeuropæiske ”Folkedemokratier”, som Stalin skabte som ”bolværk mod imperialismen” efter 1945.

Adskillige af de veteraner som deltog på slagmarkerne i Spanien dukkede senere op som fremtrædende figurer i efterkrigstidens ”Folkedemokratier”.

Stalin og hans hemmelige efterretningstjenester begik de samme forbrydelser og anvendte de samme gangstermetoder i bekæmpelse af sine indbildte fjender Spanien i 1937-1938 som i Sovjetstaten i de samme år.

 

Mysteriet om Andreu Nins forsvinden (pp. 243-255)

Man har endnu ikke fundet liget af den myrdede Andreu Nin.

Men Alba og Schwartz bidrager til opklaringen af Andreu Nins sporløse forsvinden i juni 1936 ved at gengive en række udsagn fra vidner, som befandt sig tæt på gerningsmændene.

Skueprocessen mod Andreu Nin var en miniudgave af Stalins Moska-processer, hvor anklagemyndigheden fandt på opdigtede forbrydelser, som de anklagede skulle have begået.

De opdigtede anklager gik ud på, at Nin skulle stå i ledtog med Francos ”5. kolonne” i Madrid.

Beskyldningerne var grebet ud af luften og beroede på falske indicier (forfalskede dokumenter) 

Stalins hemmelige efterretningstjenester (NKVD og GRU) jagtede sine politiske fjender i den spanske arbejderbevægelse med stor nidkærhed - og desværre stor effektivitet.

Hemmelige fængsler blev brugt til at torturere politiske fjender (herunder medlemmer af CNT og P.O.U.M.) og i flere tilfælde dræbe dem.

Andreu Nin blev et af de mange ofre for stalinisternes dødskamp mod medlemmer af CNT og P.O.U.M. (jf. pp. 243-255)

I 1938 blev 8 fremtrædende medlemmerne ad P.O.U.M. stillet for en særdomstol, som skulle dømme ”spioner” for ”højforræderi”.

6 blev idømt 15 års fængsel, men slap senere ud af deres fængsler, da den spanske Republik gik i opløsning med nederlaget til Francos rebeller i 1939 - og slap over grænsen til Frankrig (pp. 261-274).

Mange af dem endte deres dage i nazistiske kz-lejre, da Frankrig i 1940 blev besat af Nazi-Tyskland.  

Alba og Schwartz har med denne bog om P.O.U.M.’s historie bidraget til at kaste lys over en organisation, som af mange historikere er blevet misopfattet og som fejlagtigt har tillagt organisationen forkerte politiske opfattelser.

Dette er der med denne bog forhåbentligt rettet op på. 

  

 

 

 

 

            

 

Tekst 30.

Bertrand Patenaude: Stalins Nemesis. The Exile and Murder of Leon Trotsky. Faber and Faber. 2019.

 

Nemesis er ifølge den græske mytologi noget ondt, som før eller siden rammer den som lider af hybris, overmod.

20. august 1940 ramte Stalins nemesis bogstaveligt talt Trotsky og slog ham ihjel.

Patenaudes bog handler om det dødelige fjendskab mellem de to. Et livslangt fjendskab som var grundlagt længe inden det kom til Stalins mord på Trotsky.

 

Trotsky jaget vildt.

Efter Stalins iscenesatte Moskva-processer 1936-1938, hvor han gjorde det af med den gamle garde af bolsjevikker - Sinovjev, Kamenev og Bukharin.  Ifølge Stalins opdigtede anklager mod sine tidligere kampfæller var de alle e agenter for fjendtlige udenlandske magter.

Bagmanden bag disse ’forbrydelser’ mod staten Stalins Sovjetstat var ifølge Stalins chefanklager - Trotsky.

I 1927 havde Stalins sejrende fløj i partiet smidt Trotsky ud af partiet og sendt ham i eksil i Kazakstan. I 1929 havde Stalin frataget Trotsky hans russiske statsborgerskab og udvist ham til en lille tyrkisk ø, Prinkipo.

Trotsky vendte aldrig tilbage til Sovjet-Rusland og tilbragte resten af sin levetid på flugt fra Stalins lange arm, hans efterretningstjeneste NKVD og udlandsspionage GPU.

Var Trotsky jagtet af Stalin var der heller ikke mange ’demokratiske’ lande i verden, som ønskede at give ham asyl.

De borgerlige demokratier i Frankrig, Norge og andre (også Danmark) betragtede Trotsky, som en yderst kontroversiel person med farlige og samfundsundergravende ideer.

De få lande, som gav Trotsky asyl ønskede ikke, at han blandede sig i interne politiske forhold og ej heller måtte han udfolde nogen politisk aktivitet.

Patenaudes bog på fortrinlig vis Trotskys omskiftelige liv og flugt fra den lille tyrkiske ø Prinkipo og hans for det meste forgæves forsøg på at opnå asyl.

Hvad gjorde denne mand så farlig for sine omgivelser?

Trotsky var revolutionær marxist og var tilhænger af proletariatets diktatur og gik ind for proletarisk internationalisme, dvs. en verdensomspændende socialistisk revolution. 

I 1930’erne havde Stalin ifølge Trotskys opfattelse endegyldigt opgivet tanken om en verdensrevolution. I Trotskys øjne havde Stalin og hans bureaukratiske kaste, som beherskede Sovjet-staten svigtet sine egne idealer og forrådt det hele verdens arbejderklasse.

Nazismens fremmarch og Hitlers magtovertagelse i januar 1933 fik Stalin til at opgive sin sekteriske politik overfor den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen og Stalins 3. Internationale dekreterede nu ’folkefrontspolitik’ i de borgerligt-demokratiske lande.

Trotsky ræsonnerede anderledes. I hans øjne var folkefrontspolitikken og Stalins evindelige zig-zag politik et endegyldigt udtryk for at han satte Sovjet-statens interesser over verdensrevolutionen.

Stalins 3. Internationale og dens sektioner, kommunistpartierne kunne nu ikke længere bruges som instrumenter for revolutionære marxister.

En ny Internationale måtte skabes og ny partier oprettes. Det konkrete resultat heraf blev 4. Internationale, som stiftedes få år før mordet på Trotsky.

 

Trotsky - Stalins værste fjende.

Efter at Stalin i og med Moskva-processerne 1936-1938 havde udryddet den gamle bolsjevikiske garde i partiet og henrettet alle sine rivaler, var der nu kun Trotsky tilbage, som indtil videre var undsluppet Stalins lange arm.

Patenaudes bog yder et stort bidrag til at afklare de mange forviklinger omkring selve mordet og forberedelser dertil.

Længe har der hersket uvished - ikke mindst i den trotskistiske bevægelse - om de konkrete omstændigheder ved mordet på Trotsky.

Trotskys 4. Internationale blev så at sige kvalt i fødslen endnu inden den var kommet ud af sin vugge.

Til trods at Trotsky efterlod en god portion ideologisk gods, som sagtens bruges af hans efterfølgere, formåede disse ikke at forvalte arven på en ordentlig og ærværdig måde.

Den trotskistiske bevægelse trådte sine barnesko under Trotskys kyndige vejledning, men formåede ikke at stå på egne ben efter Trotskys død. Bevægelsen fandt aldrig sit fodfæste.

Mens Trotskys stadig levede, var hans bevægelse allerede begyndt at krakelere.

Op til den næste verdenskrig - som Trotsky vidste ville komme - udspandt sig blandt hans amerikanske tilhængere i Socialist Workers Party (SWP) en heftig diskussion om hvorledes man skulle stille sig til Hitler-Stalin-pagten i 1939.

Trotsky fastholdt, at man ikke kunne støtte pagten som sådan, men at den ikke ændrede ved hans principielle holdning til Stalins bureaukratiske kaste og ej heller til Sovjetstaten som sådan.

Andre i SWP mente, at pagten gav anledning til at stille spørgsmålstegn ved Sovjetstatens sociale karakter.

Var det stadig muligt at benævne Sovjetstaten som en ’degenereret arbejderstat’ eller som Burnham og Shachtman hævdede skulle man på baggrund af de konkrete begivenheder tage betegnelse op til revision og måske snarere overveje, om ikke Stalins bureaukratiske kaste havde udviklet sig til en ny klasse.

Trotsky stod klippefast på, at så længe der var statseje af produktionsmidlerne og at staten havde monopol på udenrigshandlen burde man forsat betegne Sovjetstaten som en ’degenereret arbejderstat’.

Dette var blot det første brud i den trotskistiske bevægelse. Senere skulle flere komme til efter 2. verdenskrig.

Det er vist ikke for meget sagt, at bevægelsen langsomt degenererede efter Trotskys død og at hans efterfølgere ikke formåede at leve til hans forhåbninger.

I 1950 skrev Trotskys enke Natalia Sedova som svar på en hilsen fra det amerikanske SWP, hvor den amerikanske sektion af 4. Internationale havde forsikret hende om, at partiet forsat lod sig lede af Trotskys ideer, at hun ikke kunne se Trotskys ideer i SWPs politik. (Patenaude, s. 388).

 

Hvem var skyldig i mordet på Trotsky?

Ingen kan være i tvivl om, at Stalin og hans hemmelige politi NKVD og hans udlandsspionage GPU stod bag mordet på Trotsky. Dette er en fastslået historisk kendsgerning.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er der fremkommet yderligere bevismateriale, som klarlægger omstændighederne nærmere.

Således udgav Pavel Sudoplatov i1994 i samarbejde med det amerikanske journalist-ægtepar Schecter bogen: ”Uønsket vidne. Special Tasks”, hvori han tilstår at have været i planlægningen af mordet Trotsky.

Ordren udgik fra højeste sted. Fra Stalin selv og NKVD-chefen Beria. (jf. kapitel 4. Mordet på Trotsky s. 75-90).

Dette bør ikke komme som en overraskelse for nogen. Hvad der måske er en overraskelse for nogen er, at den gryende trotskistiske bevægelse var genneminfiltreret af Stalins agenter.

Denne kendsgerning er nu bekræftet af nogle af de vigtigste aktører bag planlægningen af mordet. Alle ansat som højtstående medarbejdere i Stalins hemmelige politi NKVD og i organet for udlandsspionage GPU.

Det karakteristiske for disse NKVD-medarbejdere var, at de alle havde bevist deres evner som torturbødler under den Spanske Borgerkrig 1936-1938.

Stalins folkefrontspolitik gik ud over alle, som tillod sig at kritisere den. Det gjaldt både anarkister, anarko-syndikalister og de såkaldte trotskister i POUM, som Trotsky kritiserede heftigt for at indgå i folkefrontsregeringer.

 Nogle af disse torturbødler kunne Stalin nu bruge i sine mordplaner mod Trotsky.

Stalin havde imidlertid ikke helt taget højde for, at hans terrorbølger efterhånden strakte sig så langt, at de nu også ramte medarbejdere og ledelse i NKVD. Ingen gik fri.

Nogle af disse højtstående medarbejdere som Aleksander Orlov og Walter Krivitsky valgte at hoppe af, da terrorbølgen også ramte NKVD.

Aleksander Orlovs frygt for at stå som den næste på Stalins dødsliste var så stor, at han skrev et trusselsbrev til Stalin, hvori han truede med at offentliggøre alle NKVD’s forbrydelser, hvis Stalin krummede et hår på hans hoved.

Mærkværdigt nok valgte Stalin at se Orlov som et mindre onde og lod ham være. Anderledes med Trotsky. 

Orlov sendte et anonymt brev til Trotsky, fordi han ikke ville risikere at røbe sin identitet, som advarede Trotsky mod en vis Mark, som han beskrev som en russisk-talende jøde og som skulle være højt på strå i Trotskys nyskabte 4. Internationale.

 Trotsky og Trotskys søn, Leon Sedov, som havde ansat Mark Zboborowsky som sin sekretær i hovedkvarteret for 4. Internationale i Paris fattede ikke mistanke.

Zboborowsky blev først langt senere afsløret som NKVD-agent under kongreshøringer i det amerikanske Senat under den Kolde Krig og benægtede det i lang tid.

Mark Zboborowsky gjorde ubodelig skade på 4. Internationales arbejde og hans flittige indberetninger til NKVD i Moskva gjorde, at Stalin var underrettet om alle aktiviteter i 4. Internationale.

Zboborowsky havde således adgang til Trotskys personlige brevkorrespondance og adgang til hans personlige arkiver.

Trotsky søn. Leon Sedov nærede tilsyneladende ubetinget tillid til Mark Zboborowsky.

Ikke alle Trotskys medarbejdere i Mexico var lige godt sikkerhedsclearede. Således slap adskillige NKVD-agenter gennem nettet.

Trotskys kommende morder, Ramon Mercader kom således indenfor dørene i Trotskys villa via sit bekendtskab med en af Trotskys mange sekretærer, maskinskriverske Silvia Ageloff, medlem af SWP.

En SWP’s ledere Joe Hansen anbefalede den unge mand, Robert Sheldon Harte, som senere lukkede Siqueiros-banden ind i gården til den villa, som Trotsky og hans hustru opholdt sig i. Det var det første mordforsøg, som dog mislykkedes.    

Mordet på Trotsky var selvfølgelig en katastrofe for alle hele den trotskistiske bevægelse, som den aldrig kom sig over.

Næsten symptomatisk var det, at ledende medlemmer SWP som James P. Cannon havde ansat en sekretær, Silvia Caldwell, som langt senere blev afsløret som NKVD-agent eller meddeler. 

Dette blev dog først bekræftet langt senere under de høringer, som blev foretaget under den Kolde Krigs Mc Carthyismes og den udbredte anti-kommunisme.

Det var på sin vis grotesk, at det var USA ’s antikommunistiske felttog, som skulle afsløre NKVD-agenterne i den trotskistiske organisation.

Mens de to politiske systemer ud fra hver deres ideologi med stor nidkærhed vogtede over ’samfundsundergravende elementer’ sygnede den trotskistiske bevægelse hen og fik aldrig det opsving, som Trotsky havde forudset og håbet. 

Flere og flere trotskister forlod den synkende skude, efterhånden som bevægelsen bevægede sig mere og mere ud på et skråplan, hvor Trotskys grundideer ikke var til at genkende længere.

Allerede på dette tidspunkt måtte man konstatere, at den af Trotsky grundlagte 4. Internationale var et skib i havsnød og at den havde mistet kursen.

Patenaude har skrevet en læseværdig og element spændende bog om den del at Trotskys liv, som blev mindre glorværdigt.  

 

Tekst 31.

Arne Swabeck - dansk udvandrer, amerikansk trotskist.  

Formodentlig er navnet Arne Swabeck (1890-1986) ikke særligt kendt uden for en svæver kreds af revolutionære marxister, trotskister.

Ikke mange af dansk oprindelse har gjort sig bemærket på den revolutionære venstrefløj noget steds i verden.

Arne Swabeck er en undtagelse.

Arne Swabecks liv er historien om en person, som tog sit liv i egen hånd. Tidligt i sit liv tog han en afgørelse, som kom til at forme hele hans liv.

26 år gammel valgte han i 1916 at udvandre til Amerikas Forende Stater og helt fra bunden skabe sig en ny tilværelse. Arne Swabeck kunne være blevet i Danmark, og have levet sin tilværelse her. Det gjorde han imidlertid ikke, da han fandt miljøet, som han voksede op i - i en mindre dansk provinsby for provinsielt og snæversynet.

Arne Swabeck voksede op i en tilsyneladende harmonisk familie, hvor faren var lægprædikant i en lutheransk menighed (og således havde brudt med den danske Folkekirke). Familien holdt atypisk den socialdemokratiske avis ”Socialdemokraten”, som Arne som ung brugte til at informere sig om udviklingen i den store verden.

Som udlært malersvend drog Arne i 1909 ud på en længere rejse, hvor han både opsøgte Ægyptens pyramider, den hellige stad Jerusalem og beundrede de antikke bygningsværker i Rom og Athen. Arne var en dygtig tegner og lavede skitser af det han så på sin rejse.

Denne evne skulle komme ham til gode, da han i 1916 besluttede at udvandre til Amerikas Forenede Stater. For at finansiere sin rejse til USA solgte nogle af sine skitser til en lokal kunsthandler.

Midt i 1970’erne, da Arne Swabeck var en ældre mand, lavede han et udkast til en selvbiografi, som han aldrig fik udgivet. Hans selvbiografi indeholder ikke mange oplysninger om hans personlige liv og hans efterladte papirer på Hoover Institute, Stanford University giver heller ikke mange oplysninger om hans privatliv.

Da Arne skulle gøre sit liv op, var det ikke hans person, som stod i centrum, men hans politiske virke der var altafgørende. Hans uudgivne biografi er da også næsten udelukkende en politisk biografi.

Men så meget ligger fast, at Arne Swabeck i februar 1916 valgte at forlade sin familie i Danmark og mutters alene men fuld af livsmod begiver han sig af udlængsel ud på en rejse med dampskib til USA. Han afsejlede 28. februar 1916 fra Kristianssand i Norge med kurs mod New York og ankommer 5. marts 1916 til New York Harbor.

Her begynder for Arne Swabeck et helt nyt kapitel i hans liv, som kommer til at præge resten af hans tilværelse. Arne Swabeck tog om nogen sagen i egen hånd og valgte at blive herre over sin egen skæbne. Han kunne være blevet i lille Danmark og have fået en ganske almindelig og småborgerlig tilværelse som malersvend. Det var ikke Arnes valg. Han satte sin eksistens på spil ville man sige med et udtryk fra efterkrigstidens eksistentialisme.

Rent hypotetisk kunne man forestille sig, at Arne herhjemme ville være blevet politisk aktiv i det syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning og /eller havde meldt sig ind det antimilitaristiske socialdemokratiske ungdomsforbund.

I stedet drog han som mange andre før ham til Amerika, dog ikke med det formål at gøre materiel lykke ved at erhverve sig et lille stykke jord til en billig pris, men for at kaste sig ud i politiske aktiviteter.

Det første Arne gjorde, da han kom til Amerika var at melde sig ind i det amerikanske socialdemokrati, Socialist Party og samtidigt at organisere sig i det syndikalistiske Industrial Workers of the World (IWW).

Herefter var kursen lagt fast for Arnes efterfølgende liv.

Grunden til at det er værd at hæfte sig ved Arne Swabecks person, er at han som førstehåndsvidne oplevede og var med til at grundlægge det amerikanske kommunistparti og senere blev en af initiativtagerne til den amerikanske trotskistiske organisation Communist League of America.

Arne blev optændt og grebet af idealerne fra bolsjevikkernes Oktoberrevolution 1917 og stod resten af sit liv fast på disse idealer -  i modsætning til mange af hans daværende meningsfæller.

Idealet om det klasseløse samfund og den borgerlige stats knusning bredte sig til store dele af arbejderbevægelsen. Socialdemokraternes støtte til borgerskabernes imperialistiske krig i 1914 skabte brudflader i arbejderbevægelsen mellem reformister og revolutionære marxister.

De ideologiske uenigheder gav sig udtryk i en organisatorisk splittelse i Socialist Party mellem en reformistisk højrefløj og en revolutionær venstrefløj.

I 1919 var Arne Swabeck med til at danne det amerikanske kommunistparti sammen med venstrefløjen i Socialist Party. Tiden umiddelbart efter 1. verdenskrig var meget turbulent. De imperialistiske magter forsøgte at invadere Sovjetstaten, som forsvarede sig under opbygning af den Røde Hær. Interventionen lykkedes som bekendt ikke og Sovjetstaten sejrede.

Bolsjevikkerne havde håbet på og regnet med, at deres proletariske revolution ville brede sig til andre europæiske nøglelande som Tyskland og England, nok ikke USA.

Forsøg på opstande i Europa i umiddelbar forlængelse af 1. verdenskrig slog imidlertid fejl og Sovjetstaten blev ladt alene, hvilket i sig selv skulle vise sig at blive skæbnesvangert.

Samme år som de amerikanske kommunister havde dannet deres parti havde de russiske bolsjevikker taget initiativ til at oprette en ny revolutionær (3.) Internationale.

I de imperialistiske lande var borgerskabet og kapitalen skræmt fra vid og sans af frygt for at den russiske Oktoberrevolution skulle sprede sig resten af verden.

De borgerlige statsmagter rustede sig til tænderne for at imødegå og bekæmpe enhver tendens til oprør og opstande. Således var det amerikanske kommunistparti forbudt indtil 1920. I USA blev alle ”radikale” bekæmpet med hård hånd og forfulgt med drakoniske love, som forbød dem at forsamles og organisere sig.

Det amerikanske Justitsministerium og dets efterretningsvæsen (det senere FBI) forfulgte og fængslede tusindvis af amerikanske ”radikale”, hvoraf mange var indvandret fra Europa. Undertrykkelsen var benhård og ubarmhjertig og voldte det amerikanske parti store vanskeligheder i starten.

Den borgerlige statsmagt forsøgte således at kvæle partiets i dets fødsel. For at komme ud af sin illegalitet oprettede partiet på 3. Internationales anbefaling en legal afdeling af partiet.

Fra starten af havde partiet svært ved at finde sine egne ben at stå på. Partiet var meget heterogent sammensat og bestod af mange forskellige grupperinger med forskellig baggrund. Mange etniske foreninger (jødiske, østeuropæiske og en finsk) havde kollektivt meldt sig ind i det ny kommunistparti. Disse etnisk baserede foreninger havde en vis autonomi og lod sig ikke uden videre underkaste partiets ledelse. Dette kom til at præge partiet langt op i 1930’erne. 

Hvis partiet skulle sig gøre håb om at komme ud af sin illegalitet måtte partiet gøre sig legalt (hvis loven tillod det) og afklare sin politik overfor den eksisterende fagbevægelse, American Federation of Labor (AFL).

Oven på de mislykkede opstande i Europa umiddelbart efter krigen erklærede Kommunistiske Internationale (Komintern) i 1921, at partierne skulle føre enhedsfrontpolitik overfor den øvrige arbejderbevægelse.

De amerikanske kommunister søgte nu råd hos Komintern. Komintern rådede partiet til at komme ud af sin illegalitet (hvilket var lettere sagt end gjort, da statsmagten pressede det ud i illegalitet) og til at føre enhedsfrontpolitik. Det første er partiet ikke rigtigt selv herre over. Det andet bliver ikke præciseret af Komintern og det overlades nu til partiet selv at udarbejde en ”enhedsfrontpolitik”.

Enhedsfrontpolitik er måske oplagt i Europa, hvor der fandtes reformistiske arbejderpartier og en reformistisk fagbevægelse. Men hvad med USA, her fandtes intet arbejderparti og ingen reformistisk fagbevægelse. Kun et reaktionært og bureaukratisk fagforbund, American Federation of Labor (AFL).

Hvem skulle man rette sin enhedsfrontpolitik imod? De reaktionære fagforeninger, ja selvfølgelig ville Lenin sige. Men hvordan?

Partiets mest erfarne fagforeningsmand W. Z. Forster, som havde en fortid i IWW (International Workers of the World) mente, at de amerikanske kommunister burde arbejde i de reaktionære AFL-fagforeninger og ”bore sig ud indefra”. Andre som partiets formand C.E. Ruthenberg og hans lærling Jay Lovestone så sig om efter mere ”progressive” dele af fagbevægelsen, som ønskede at udfordre det reaktionære AFL.

Det var to vidt forskellige strategier, som i længden var uforenelige og gav anledning til megen nid og nag mellem partiets to fløje.

 

Kominterns uheldige indvirkning.

I 1922 havde ungareren Joseph Pogany alias John Pepper gjort sig så upopulær i Komintern på grund af sin optræden under den ungarske Rådsrepublik i 1920 og sit efterfølgende intrigemageri i det ungarske kommunistparti, at Kominterns ledelse ønskede at skille sig af med ham.

Spørgsmålet var nu, hvor Komintern skulle sende ham hen. Måske var det lille amerikanske kommunistparti en nødløsning, hvor Pogany ikke kunne gøre skade? 

Pepper som Pogany nu kaldte sig var forhippet på at vise sin arbejdsgiver, Komintern at han var manden som vidste, hvordan man skulle føre ”enhedsfrontpolitik”. Han udså sig John Fitzpatricks ”Farmer Labor Party” som et muligt emne og begyndte nu at mobilisere alle partiets mange etniske foreninger med henblik på at ”majorisere” Farmer Labor partiets næste konvent. Det lykkedes ham også ved hjælp af nogle beskidte bureaukratiske kneb ved at oprette nogle kunstigt skabte ”papirorganisationer”, som så sendte delegerede til konventet.

Pogany skaffede sig et flertal på Farmer Labor Partys konvent og troede at have lavet en ”enhedsfront” med partiet. John Fitzpatrick lugtede hurtigt lunten og udvandrede fra konventet i protest og anerkendte ikke Poganys kunstigt skabte flertal. Poganys enhedsfront faldt til jorden og Farmer Labor forsatte alene. Pogany forsøgte forgæves at redde sin ”enhedsfront” ved at omdøbe den til ”Federated Farmer Labor Party” (FFLP). Men det stod ikke til at redde. Det var og blev en fiasko og et skoleeksempel hvordan man ikke skal lave en enhedsfront på.

Pogany havde endnu ikke opgivet forsøget på at føre enhedsfrontpolitik i USA. Denne gang havde han udset sig La Follette, som stillede op til præsidentvalget i 1924. La Follette var en såkaldt ”third party candidate”, dvs. han stillede op som en selvstændig kandidat uden for de to gamle partier, der Demokratiske og det Republikanske parti.

La Follette var ikke socialist, selvom han hævdede, at han ville gennemføre en arbejdsmarkedslovgivning og nationalisere visse banker og olieselskaber, han var snarest ”venstrepopulist”. La Follette betakkede sig snart støtten fra kommunister og Peppers forsøg løb ud i sandet.

Nu skulle man mene, at Pepper havde udspillet sin rolle i det amerikanske kommunistparti.

I april 1924 ankom Forster og Pepper til Moskva til et møde i Kominterns Eksekutivkomité (EKKI). Her var fraktionskampen i fuld gang.

Trotsky var imod alliancen med La Follette og kaldte den for ”a senseless and infamous adventure”. Zinovjev, Kominterns formand  ønskede ikke at blive overhalet venstre om af Trotskys korrekte kritik og lagde pludselig skuden til venstre og bad Forster og Pepper om at skrinlægge alliancen med La Follette og Minnesota Farmer-Labor Party (Ted Morgan: A Covert Life. Jay Lovestone. Communist, Anti-communist and Spymaster. Random House. 1999, p. 41).

Zinovjev udtalte nu, at en ”third party alliance”, blot ville gøre Workers Party til ”a tail to the bourgeois kite”. Partiet ville reducere sig selv til ”dragens hale”. (Morgan 41).

For Forster kom Kominterns kovending som lyn fra en klar himmel. For første gang så det ud til, at partiet var ved at bevæge sig ud af sin isolation fra masserne og så kom Komintern og afblæste aktionen. Forster var allerede på dette tidspunkt af sin karriere i bevægelsen klar over, at der intet var at gøre. Han og partiet var ofre for de interne magtkampe i det russiske parti og måtte bøje sig for disse.

Forster måtte sande, at man også i Komintern har et standpunkt, indtil man indtager et andet - og slugte kamelen.

At Forster havde lært spillet i Komintern, viste sig, da han til gengæld forlangte at få Pepper hjemkaldt til Moskva.

Komintern indfriede hans ønske og Pepper blev kaldt hjem (Morgan 42).

Lovestone var frustreret over Kominterns pludselige kursskifte og skrev til Bertram Wolfe: ”Things are wretched. We have just learned that the main office [EKKI] has …instructed us categorically against any alliance with or voting for La Follette [min understregning]… None of us here can understand it… It will prove disastrous for the party and will put us back years. We now have to smash agreements and arrangements we have entered months ago. … Ruthenberg, the rest of our boys and I have been having many sleepless nights over the fretfulness.” (Morgan 41)   

Hvis Lovestone var frustreret over ikke at kunne komme igennem med sin “enhedsfront”-politik, befriede La Follette ham for sine bekymringer, da han 29. maj afviste Workers Party som ”the mortal enemies of the progressive movement.” Som den progressive bevægelses dødsfjender. Så meget for Lovestones progressive alliancepartner.

Så var den ged, vist barberet, som man siger på nudansk.

Lovestone var genstridig og fastholdt sit standpunkt, selvom han udadtil overfor Komintern holdt facaden. I et brev til William Weinstone skrev han: ”I am as convinced as ever of the correctness of our old policy … I do not repudiate my views, though I am now strictly abiding to the Comintern decision.” (Morgan p. 42).

Lovestone ville ikke give afkald på sin alliancepolitik og kastede sig nu ud i fraktionskampen med Forster og Cannon (som også Arne Swabeck støttede), som han opfattede som nogle der forsøgte at underminere hans ”Farmer-Labor” og ”third party alliance”-politik. Han så fraktionsstriden som ”a fight for our lives” og skrev til Wolfe i september 1924, at ”we have never had fractionalism as bitter and as intense [min understregning]”.

Det skulle ikke blive det sidste bitre fraktionsopgør han skulle udkæmpe.
Præsidentvalget 1924 gav La Follette 4,8 mio. stemmer og Forster 33.000. Forsters få stemmer synes at give Lovestone ret. Partiet skulle ifølge Lovestone selvfølgelig have støttet La Follette, hvilket jo var udtryk for en ren elektoralistisk tankegang.

 

Internt partiopgør i det russiske parti.

Efter Lenins død i 1924 var Stalin i gang med at tiltage sig magten i det russiske kommunistparti. I januar 1925 fratog Centralkomitéen Trotsky posten som Krigskommissær. Trotsky havde tabt det interne magtopgør med Stalin, Zinovjev og Kamenev. Med den fælles fjende Trotsky ude af spillet opløstes triumviratet Stalin, Zinovjev og Kamenev.

Zinovjev og Kamenev begyndte nu at udfordre Stalin som lavede en ny alliance med chefredaktøren af partiavisen Pravda, Bukharin. Tilsammen havde de nu flertal i partiets Politbureau. (Morgan 48).

I januar 1925 var 4 amerikanske kommunister rejst til Moskva for få løst fraktionsspørgsmålet, som truede med at handlingslamme partiet. De var intetanende om den benhårde og ubarmhjertige fraktionskamp, som foregik i det i det russiske moderparti.

Den Amerikanske Kommission mødtes i januar 1925 og de råd de fik med hjem var nu lidt anderledes end dem de fik sidste gang, hvor Komintern advarede mod, at partiet ved sin alliancepolitik gjorde sig selv til ”dragens hale”, som Zinovjev havde udtalt. Nu var Trotsky ude og Zinovjev svækket, men dog stadig formand for Komintern og ledte mødet.

Stalin-Bukharins linje slog nu igennem. Nu var det igen tilladt at indgå i alliance med Farmer Labor partier. Rosenberg-Lovestone kunne ånde lettet op. De havde nu igen Kominterns opbakning til deres (principløse) alliancepolitik. (Morgan 50).

Ifølge Morgan var det amerikanske kommunistparti på dette tidspunkt fra at være et kald blevet en blindgyde og Lovestone var blevet en splittet person mellem sine drømme og håb og så sin faktiske situation: ”Instead, circumstances made him develop into an adept infighter, changing him in ways that were not altogether pleasant. He became more conspiratorial, more suspicious of those around him. He had plenty of opportunity to employ his natural talent for sarcasm and invective and to hone his dialectical skills. The Communist faction fights of the twenties were not exactly character-building, though for the youthful Lovestone they proved to be formative.” (Morgan, 52). 

I stedet for at gyde olie på vandene, syntes Komintern at ville løse fraktionsstridighederne ved at lade parterne rase ud mod hinanden og se hvem der kom stærkest ud. Op til partiets 4. konvent skrev Lovestone til Bert Wolfe: ”We are doing nothing in the field of political and industrial work … We are simply tearing each to pjeces”. (sønderflænger hinanden).

I foråret 1925 sendte Komintern endnu en repræsentant som skulle agere overdommer på partiets kongres Sergei Gusev, hvis rigtige navn var Yakov Drabkin. Drabkin var en af de 22 veteran-bolsjevikker, som havde sluttet sig til Lenin i 1904. Drabkin/Gusev var nu blevet Stalin-tilhænger. Han så hen over sine briller på Wolfe og sagde de vise ord: ”Trotsky is not a Bolsjevik. We Bolsjeviks always despised him for his vanity [forfængelighed]… I myself have watched Trotsky before a mirror and deliver a speech to himself so that he could study his own expressions.” (Morgan p. 53).

Lovestone og Wolfe troede at kunne lokke Gusev til at løse fraktionsstriden i partiet ved at tildele deres fløj magten.

Det var imidlertid ikke Gusevs plan. Han var kommet for at skabe et Stalin-loyalt parti, hvilket betød at Trotsky-sympatisøren Cannon og hans allierede Forster skulle ud(!).   

21. august åbnede partikonventet og Gusev nedsatte en Paritetskommission, bestående af Ruthenberg, Bedacht og Lovestone fra den ene fraktion; Forster, Cannon og Bittelman fra den anden. (Morgan, 53).

Selvom der var paritetisk lighed mellem fraktionerne på ledelsesplan, havde de ikke lige mange delegerede i salen. Her havde Forster/Cannon-fraktionen 40 og Ruthenberg/Lovestone 21. Den store forskel i antallet af delegerede skyldtes hovedsageligt det finske sprogforbund (”finnish Federation”) med sine 7000 medlemmer.

Nu var den hellige grav velforvaret for Forster, skulle man synes. Men han havde gjort regning uden vært. Og værten var Komintern. 28. august under et møde i den Paritetiske Kommission trak Gusev et telegram op af lommen, hvori stod, at: ”it finally became clear that the Ruthenberg group is more loyal to the Comintern and closer to its views”, mens Forster gruppen ”employs excessively mechanical and ultrafractional methods”. Således må mindst 4 ud af 10 medlemmer i den ny Centralkomité bestå af medlemmer af Ruthenberg gruppen. Desuden skal Gusev også have en stemme. Dertil kommer, at Ruthenberg skal genudnævnes til partiformand og Lovestone skal have en plads i Central Executive Comittee. (Morgan 54).

Wolfe berettede senere: ”A dramatic scene could not have been arranged. Forsters jaw set [kæben faldt ned på brystet]; his eyes shifted back and forth from Gusev and Ruthenberg.” Forster bad om at blive fritaget fra sit sæde i det Forretningsudvalget (CEC). Gusev sagde, at det kunne der ikke blive tale om. Forster bandede og stampede ud af salen og sagde: ”I know who is responsible for this.” (Morgan 54).

Forster og Cannon var her udsat for et bureaukratisk manipulatorisk kneb fra en Stalin-loyal repræsentant for Komintern, som de ikke burde havde fundet sig i. De burde have modsat sig og afvist Kominterns indblanding som et led i dens politisk-ideologiske kamp mod Trotsky (og senere den Forenede Venstreopposition).

Om end ikke andet burde den senere Trotsky-tilhænger J. P. Cannon have sat hælene i. Cannon ventede hele 3 år, før han formelt brød med Stalin og sit ’staliniserede’ parti.

En lille ordveksling viser, at Komintern-udsendingen Gusev udmærket var klar over, hvem der stod bag Ruthenberg gruppen. Ella Wolfe, gift med Bert Wolfe, kom dansende (!) ind i lokalet og Gusev, som Ella Wolfe havde lært engelsk, udbryder: ”Why are you dancing? Do you think this a love affair? This is a Lovestone affair.”

Bert Wolf skrev senere: ”Thus he showed that he knew Lovestone was the real organizer of the Ruthenberg Caucus.” 

Morgan tilføjer: ”Lovestone had been Gusevs adviser in the strategy that brought the cable from Moscow. Gusev had cabled Moscow, and Moscow had cabled back. The instructions could only have come from someone familiar with the working of the convention.

Gusev “felt right at home in our caucus and felt a benevolent sense of having done what was right with us.” (Morgan p. 54).

Trods dette eklatante nederlag til Lovestone-Ruthenberg-fraktionen i partiet og til trods for Komintern-ledelsens åbenlyse bureaukratiske tilsidesættelse af Cannon-fraktionen forsatte de ufortrødent deres arbejde i partiet. 

Komintern-ledelsens smarte manøvre havde spillet Forster og Cannon ud mod hinanden og Forster valgte at bide i det sure æble og underordne sig Kominterns diktat, mens Cannon valgte at fortsætte 3 år mere i opposition til Lovestone-Ruthenberg-fraktionens ledelse.

I hele dette fraktionsopgør støttede Arne Swabeck ubetinget J.P. Cannon og var hans nære forbundsfælle.  

 

Parløb med J.P. Canon.

På det tidspunkt var Arne Swabecks forventninger til partiets og til Kommunistisk Internationales (KOMINTERN) rolle kraftigt skruet ned, da Stalin-fraktionen i det russiske kommunistparti og i KOMINTERN havde svigtet sine idealer og forvandlet Sovjetstaten og KOMINTERN til en karikatur af sig selv.

Stalin havde for længst opgivet verdensrevolutionen og havde reduceret sine filialer i KOMINTERN til ekspeditionskontorer for sin egen reaktionære udenrigspolitik.

Trotsky havde længe forinden ved adskillige lejligheder kritiseret Stalin-fraktionens udenrigspolitik, som ikke sigtede på en verdensrevolution, men som stillede sig tilfreds med kun at gennemføre og bevare socialismen i Sovjetstaten.

Arne Swabeck kørte parløb med den senere langt mere kendte amerikanske trotskist J. P. Cannon som først sent (alt for sent vil nogen mene) tog parti fort Trotsky mod partiets ledelse under den senere renegat J. Lovestone.

Det tjener til deres undskyldning, at Trotskys kritik blev forsøgt hemmeligholdt og eller tiet ihjel af Stalins fraktion og hans tilhængere i Komintern.

Efter sin eksklusion i 1927 og sin forvisning i 1929 til den lille tyrkiske ø Prinkipo forsøgte Trotsky at gøre krav på lederskabet af den kommunistiske bevægelse ved at samarbejde med den øvrige opposition til Stalin og Bukharin i den Forenede Venstreopposition. Først efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 gik det op Trotsky, at det ville være umuligt at reformere de ’staliniserede’ kommunistpartier til revolutionære marxistiske partier.

Trotsky forsøgte fra sit eksil at samle de forskellige oppositionsgrupper, som befandt sig mellem de reformistiske socialdemokratier og de ’staliniserede’ kommunistpartier. Det havde han imidlertid ikke stort held med, da mange af disse smågrupper ikke ville eller kunne gøre op med deres reformisme eller stalinisme.      

Derfor var det kun et begrænset antal, som i 1938 kunne udråbe en ny 4. Internationale på et revolutionært marxistisk grundlag.

Arne Swabeck deltog i første række i de amerikanske trotskisters forsøg på at skabe et troværdigt og levedygtigt alternativ til det ’staliniserede’ amerikanske kommunistparti.

De amerikanske trotskister havde visse fordele frem for de europæiske trotskister, som var splittet på spørgsmålet fagforeningsspørgsmålet (Frankrig) og uenige om hvordan de skulle forholde sig til den øvrige Venstreopposition (Zinovjevs tilhængere).

J.P. Cannon, Arne Swabeck og Max Shachtman havde alle indtaget ledende poster i partiet og Abern og Glotzer havde haft fremtrædende poster i partiets ungdomsorganisation.

De besad således en portion ledelsesmæssig og organisatorisk erfaring, som de kunne bruge i opbygningen af en ny revolutionær marxistisk organisation. Hurtigt viste det sig imidlertid, at der opstod et modsætningsforhold mellem ”den gamle Garde” omkring Cannon og Swabeck, som havde været med til at grundlægge det amerikanske kommunistparti og de lidt yngre Shachtman, Abern og Glotzer.

I 1928 havde Stalin foretaget en ”venstredrejning” og havde indoptaget nogle af Trotskys forslag til en genopretning af det sovjetiske samfund i retning af kollektivisering af landbruget og industrialisering, men i en overdreven udgave, som udartede i tvangskollektivisering og forceret industrialisering.

Udenrigspolitisk gav det sig udslag i en ”ultravenstre”-sekterisk politik overfor de reformistiske fagforeninger og de socialdemokratiske partier. Stalin tog hermed i nogen grad luften ud Trotskys kritik af Stalins indenrigspolitik.

Derimod var det lettere at tage afstand fra Kominterns ”ultra-venstre”-sekterisk fagforeningspolitik og fra deres betegnelse af socialdemokratierne som ”socialfascistiske”.

Trotsky og hans tilhængere fastholdt derimod sin enhedsfrontpolitik.

De amerikanske trotskister i CLA befandt sig nu i det som Cannon senere kaldte ”the Dog Days”, hundedagene, dvs. en nedgangsperiode for organisationen. Cannon befandt sig personligt og måske også politisk i en kriseperiode, hvor hans første kone døde og hvor han måtte forsørge sine to børn alene ved andet arbejde en partivirksomhed. Han trak sig derfor i nogen tid tilbage fra politisk arbejde, hvilket Shachtman, Abern og Glotzer tolkede som inaktivitet og opgivenhed.

Der opstod et modsætningsforhold mellem hovedpersonerne, som i praksis udgjorde to fraktioner (skønt de ikke definerede sig sådan), som bekæmpede hinanden indædt. Herom vidner den offentliggjorte privatkorrespondance mellem dem.

Kun takket væres Trotskys indblanding lykkedes det at holde sammen på organisationen nogle år endnu.

Den politiske situation på verdensplan syntes ellers at have været gunstig for de amerikanske trotskister. Stalins ”venstredrejning” viste sig at være katastrofal for den tyske arbejderbevægelse, som efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 knuste de to tyske arbejderpartier. Kominterns politik havde endnu en gang slået katastrofalt fejl.

Spanien var i begyndelsen af 1930’erne gået fra at være et militærdiktatur til en borgerlig demokratisk republik og Trotsky gjorde som så ofte før alt for at advare sine spanske tilhængere mod ikke at indgå i en front med borgerlige partier.

Under den spanske ”folkefrontsregering” fra 1936 tog Trotsky afstand fra deltagelse i en ”folkefrontsregering” og advarede sine spanske tilhængere (Andres Nin) mod at indgå i denne.

I slutningen af 1930’erne trak det ifølge Trotsky op til endnu et væbnet sammenstød mellem de imperialistiske magter.

Trotsky betegnede Sovjetstaten som en ”degenereret arbejderstat”, som havde bevaret nogle af de basale elementer i en socialistisk stat: statseje af produktionsmidlerne, planøkonomi og statsmonopol på udenrigshandlen. Disse basale elementer var ifølge Trotsky tilstrækkeligt til at bevis på, at staten stadig var socialistisk og derfor burde forsvares i tilfælde af krig fra imperialistisk hold mod Sovjetstaten.

Trotsky fremførte derfor en parole om ”forsvar af Sovjetstaten” i tilfælde af krig. Burnham (en af organisationens teoretikere) og Shachtman mente ikke, at disse nødvendige, men ikke tilstrækkelige elementer i Sovjetstaten var nok til at kunne betegne den som en ”degenereret arbejderstat” længere.

Efter Hitler-Stalin i 1939 indgik en ikke-angrebspagt, hvor de delte Polen sig (og i en hemmelig protokol tillagde Estland, Letland, Litauen og Finland Sovjetunionen) mellem sig, var det slut med enigheden i Communist League of America.

Shachtman, Abern og Glotzer ekskluderedes og dannede i stedet Workers League.

Arne Swabecks politisk nedtur.

Jeg har her udførligt skildret den ”gyldne” periode i Arne Swabecks politiske liv. Den sidste halvdel af hans politiske karriere er knap så rosenrød.

Det er vist ikke helt forkert at hævde, at Arne Swabeck i årene efter 1939 i nogen grad bliver offer for den trotskistiske bevægelses manglende evne til at følge op på Trotskys livsværk, som Stalin gjorde en ende på i august 1940 med sit mord på Trotsky.

Det skulle i de følgende år vise sig, at ingen af de mest fremtrædende trotskister i USA og Europa var i stand til at tage arven efter Trotsky op.

Det er vist ikke for meget sagt, at revisionisme af Trotskys principielle standpunkter blev kendetegnende for bevægelsen. Det gjaldt både på det politisk-ideologiske som på det organisatoriske plan.

Trotskys epigoner formåede ikke at videreføre - og i endnu mindre grad at fuldføre - Trotskys store værk og indsats. Bevægelsens ideologiske nedtur blev i nogen grad også Arne Swabecks nedtur.

Bevægelsens ledende talsmænd begik mange teoretiske og praktiske fejltagelser.

Men Arne Swabeck bidrog også selv aktivt til bevægelsens nedtur.

Nedturen begyndte allerede med 2. verdenskrigs afslutning. Bevægelsens førende talsmænd havde en tendens til ikke at ville se kapitalismens ’postwar boom’ i øjnene, men blæste ustandselig i dommedagsbasunerne og proklamerede kapitalismens endelige undergang, hvilket var åbenlyst forkert.

Omvæltningerne i Central -og Østeuropa formåede bevægelsens analytikere heller ikke at kapere. Nogle mente, at se en helt ny type samfundsformation og kaldte disse ny samfund for ”overgangssamfund” (Michel Pablo), som befandt sig et sted mellem kapitalisme og socialisme. Andre skændtes om hvorvidt disse skulle kaldes ”deformerede arbejderstater”: Måske var det god gammeldags ”kapitalisme”? (Mandels første bud).

Forvirringen var ikke mindre når det gjaldt om at udstikke en korrekt taktik i forhold til resten af arbejderbevægelse. Der var to muligheder, hvis ikke man ville holde sig inden døre og satse på sin egen organisation.

Enten kunne trotskister forsøge sig med ”entrisme” i socialdemokratierne eller i de staliniserede kommunistpartier. Ingen af de to steder var det særligt oplagt at forsøge sig med en ”entristisk” taktik. Socialdemokratierne i Europa var efter krigen kun en skygge af sig selv (undtagen i Skandinavien og i England). Alle andre steder var de enten ikke længere arbejderpartier i klassisk forstand eller også fysisk tilintetgjort (som i Tyskland, Frankrig, Italien og Østrig).

Det var ikke sandsynligt, at trotskister ville finde plads i de staliniserede kommunistpartier, som ikke just var trotskister venligt stemte.

Ikke desto mindre fremsatte ledende trotskister som Michel Pablo den ide, at trotskister skulle praktisere en særlig form for entrisme (”entrisme sui generis”) i de staliniserede kommunistpartier, hvilket skabte stor splittelse i den trotskistiske verdensbevægelse. 

For hver gang en ny omvæltning indtraf - som f.eks. i Central -og Østeuropa i umiddelbar forlængelse af 2. verdenskrig, Kina i 1949 eller på Cuba i 1959, - udbrød der heftige diskussioner i den trotskistiske bevægelse om tolkningen af disse. Der kunne ikke opnås enighed og man gik hver til sit.

Bevægelsen sank dybere og dybere ned i en revisionistisk sump og var ude af stand til at analysere de verdenspolitiske begivenheder korrekt.

Bevægelsen trak Arne Swabeck med sig ned. SWP så nu ikke længere arbejderklassens som det revolutionære subjekt, men tillagde andre klasser og lag denne rolle: en ”ny studenteravantgarde” i USA og Europa, latinamerikanske guerillabevægelser osv.

Arne Swabeck lod sig i nogen grad rive med af denne revisionistiske bølge, selvom han godt kunne se, at SWP degenererede til et reformistisk parti.

Måske var det i frustration over denne revisionisme (og SWP’s reformistiske udvikling), at Arne Swabeck i slutningen af 1950’erne fik sympati for og blev bidt af udviklingen i Kina.

Han lod sig udelt begejstre af de kinesiske folkekommuner og så dem som et skridt i retning af socialisme, lod sig begejstre af rødgardisternes entusiasme og gennemskuede slet ikke Mao Tse-Tungs mesterlige manipulationer med partiets og de kinesiske masser.

Arne Swabeck var så overbevist om Kina som et kommende socialistisk samfund, at han marginaliserede sig i SWP og i 1960’erne gjorde krav på at danne en ”pro-kinesisk” fraktion i SWP.

Arne Swabeck krævede, at SWP formulerede en positiv holdning til Mao’s Kina og afsvor sig nu fuldstændigt sin ungdoms trotskisme. Hvad værre var, han forsøgte at overbevise sig selv om, at Mao var en slags reinkarneret Trotsky. Maos opfattelse af ”permanent revolution” var ikke forskellig fra Trotskys, hævdede han.

Ingen i den trotskistiske bevægelse kunne længere tage Arne Swabeck alvorligt og i 1967 blev han ekskluderet af SWP og hans aktive politiske karriere var slut.

Efter sin konklusion optog han - uden det store held - kontakt med amerikanske maoistiske organisationer.

Arne Swabeck opnåede meget i sit liv.

Han forlod Danmark i 1916 og var hele resten af sit liv politisk aktiv i sit ny hjemland, USA.

Han var i 1919 med til at stifte det amerikanske kommunistparti, deltog som delegeret for det amerikanske parti deltaget i Kominterns 4. kongres 1922, blev i i 1925 valgt til partiets ledelse og deltog på samme fløj som James P. Cannon og tabte fraktionskampen i det amerikanske parti til J. Lovestone og J. Pepper.

Han besøgte 1932 Trotsky på Prinkipo og ledsagede ham til København samme år.

Dette var højdepunkter i Arne Swabecks liv og det skal ikke forklejne hans indsats trods for hans sørgelige politiske deroute.

 

Anvendt litteratur.

Ted Morgan: A Covert Life. Jay Lovestone. Communist, Anti-communist and Spymaster. Random House. 1999

Bryan D. Palmer: James P. Cannon and the origins of the American Revolutionary Left 1890-1928. University of Illinois Press. 2007.

Dog Days James P. Cannon vs. Max Shachtman in the Communist League of America, 1931-1932. Prometheus Research Library. 2002. 

Arne Swabeck Papers. Hoover Institute, Stanford University. Box 1-21.

 

Tekst 30.

Bertrand Patenaude: Stalins Nemesis. The Exile and Murder of Leon Trotsky. Faber and Faber. 2019.

 

Nemesis er ifølge den græske mytologi noget ondt, som før eller siden rammer den som lider af hybris, overmod.

20. august 1940 ramte Stalins nemesis bogstaveligt talt Trotsky og slog ham ihjel.

Patenaudes bog handler om det dødelige fjendskab mellem de to. Et livslangt fjendskab som var grundlagt længe inden det kom til Stalins mord på Trotsky.

 

Trotsky jaget vildt.

Efter Stalins iscenesatte Moskva-processer 1936-1938, hvor han gjorde det af med den gamle garde af bolsjevikker - Sinovjev, Kamenev og Bukharin.  Ifølge Stalins opdigtede anklager mod sine tidligere kampfæller var de alle e agenter for fjendtlige udenlandske magter.

Bagmanden bag disse ’forbrydelser’ mod staten Stalins Sovjetstat var ifølge Stalins chefanklager - Trotsky.

I 1927 havde Stalins sejrende fløj i partiet smidt Trotsky ud af partiet og sendt ham i eksil i Kazakstan. I 1929 havde Stalin frataget Trotsky hans russiske statsborgerskab og udvist ham til en lille tyrkisk ø, Prinkipo.

Trotsky vendte aldrig tilbage til Sovjet-Rusland og tilbragte resten af sin levetid på flugt fra Stalins lange arm, hans efterretningstjeneste NKVD og udlandsspionage GPU.

Var Trotsky jagtet af Stalin var der heller ikke mange ’demokratiske’ lande i verden, som ønskede at give ham asyl.

De borgerlige demokratier i Frankrig, Norge og andre (også Danmark) betragtede Trotsky, som en yderst kontroversiel person med farlige og samfundsundergravende ideer.

De få lande, som gav Trotsky asyl ønskede ikke, at han blandede sig i interne politiske forhold og ej heller måtte han udfolde nogen politisk aktivitet.

Patenaudes bog på fortrinlig vis Trotskys omskiftelige liv og flugt fra den lille tyrkiske ø Prinkipo og hans for det meste forgæves forsøg på at opnå asyl.

Hvad gjorde denne mand så farlig for sine omgivelser?

Trotsky var revolutionær marxist og var tilhænger af proletariatets diktatur og gik ind for proletarisk internationalisme, dvs. en verdensomspændende socialistisk revolution. 

I 1930’erne havde Stalin ifølge Trotskys opfattelse endegyldigt opgivet tanken om en verdensrevolution. I Trotskys øjne havde Stalin og hans bureaukratiske kaste, som beherskede Sovjet-staten svigtet sine egne idealer og forrådt det hele verdens arbejderklasse.

Nazismens fremmarch og Hitlers magtovertagelse i januar 1933 fik Stalin til at opgive sin sekteriske politik overfor den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen og Stalins 3. Internationale dekreterede nu ’folkefrontspolitik’ i de borgerligt-demokratiske lande.

Trotsky ræsonnerede anderledes. I hans øjne var folkefrontspolitikken og Stalins evindelige zig-zag politik et endegyldigt udtryk for at han satte Sovjet-statens interesser over verdensrevolutionen.

Stalins 3. Internationale og dens sektioner, kommunistpartierne kunne nu ikke længere bruges som instrumenter for revolutionære marxister.

En ny Internationale måtte skabes og ny partier oprettes. Det konkrete resultat heraf blev 4. Internationale, som stiftedes få år før mordet på Trotsky.

 

Trotsky - Stalins værste fjende.

Efter at Stalin i og med Moskva-processerne 1936-1938 havde udryddet den gamle bolsjevikiske garde i partiet og henrettet alle sine rivaler, var der nu kun Trotsky tilbage, som indtil videre var undsluppet Stalins lange arm.

Patenaudes bog yder et stort bidrag til at afklare de mange forviklinger omkring selve mordet og forberedelser dertil.

Længe har der hersket uvished - ikke mindst i den trotskistiske bevægelse - om de konkrete omstændigheder ved mordet på Trotsky.

Trotskys 4. Internationale blev så at sige kvalt i fødslen endnu inden den var kommet ud af sin vugge.

Til trods at Trotsky efterlod en god portion ideologisk gods, som sagtens bruges af hans efterfølgere, formåede disse ikke at forvalte arven på en ordentlig og ærværdig måde.

Den trotskistiske bevægelse trådte sine barnesko under Trotskys kyndige vejledning, men formåede ikke at stå på egne ben efter Trotskys død. Bevægelsen fandt aldrig sit fodfæste.

Mens Trotskys stadig levede, var hans bevægelse allerede begyndt at krakelere.

Op til den næste verdenskrig - som Trotsky vidste ville komme - udspandt sig blandt hans amerikanske tilhængere i Socialist Workers Party (SWP) en heftig diskussion om hvorledes man skulle stille sig til Hitler-Stalin-pagten i 1939.

Trotsky fastholdt, at man ikke kunne støtte pagten som sådan, men at den ikke ændrede ved hans principielle holdning til Stalins bureaukratiske kaste og ej heller til Sovjetstaten som sådan.

Andre i SWP mente, at pagten gav anledning til at stille spørgsmålstegn ved Sovjetstatens sociale karakter.

Var det stadig muligt at benævne Sovjetstaten som en ’degenereret arbejderstat’ eller som Burnham og Shachtman hævdede skulle man på baggrund af de konkrete begivenheder tage betegnelse op til revision og måske snarere overveje, om ikke Stalins bureaukratiske kaste havde udviklet sig til en ny klasse.

Trotsky stod klippefast på, at så længe der var statseje af produktionsmidlerne og at staten havde monopol på udenrigshandlen burde man forsat betegne Sovjetstaten som en ’degenereret arbejderstat’.

Dette var blot det første brud i den trotskistiske bevægelse. Senere skulle flere komme til efter 2. verdenskrig.

Det er vist ikke for meget sagt, at bevægelsen langsomt degenererede efter Trotskys død og at hans efterfølgere ikke formåede at leve til hans forhåbninger.

I 1950 skrev Trotskys enke Natalia Sedova som svar på en hilsen fra det amerikanske SWP, hvor den amerikanske sektion af 4. Internationale havde forsikret hende om, at partiet forsat lod sig lede af Trotskys ideer, at hun ikke kunne se Trotskys ideer i SWPs politik. (Patenaude, s. 388).

 

Hvem var skyldig i mordet på Trotsky?

Ingen kan være i tvivl om, at Stalin og hans hemmelige politi NKVD og hans udlandsspionage GPU stod bag mordet på Trotsky. Dette er en fastslået historisk kendsgerning.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er der fremkommet yderligere bevismateriale, som klarlægger omstændighederne nærmere.

Således udgav Pavel Sudoplatov i1994 i samarbejde med det amerikanske journalist-ægtepar Schecter bogen: ”Uønsket vidne. Special Tasks”, hvori han tilstår at have været i planlægningen af mordet Trotsky.

Ordren udgik fra højeste sted. Fra Stalin selv og NKVD-chefen Beria. (jf. kapitel 4. Mordet på Trotsky s. 75-90).

Dette bør ikke komme som en overraskelse for nogen. Hvad der måske er en overraskelse for nogen er, at den gryende trotskistiske bevægelse var genneminfiltreret af Stalins agenter.

Denne kendsgerning er nu bekræftet af nogle af de vigtigste aktører bag planlægningen af mordet. Alle ansat som højtstående medarbejdere i Stalins hemmelige politi NKVD og i organet for udlandsspionage GPU.

Det karakteristiske for disse NKVD-medarbejdere var, at de alle havde bevist deres evner som torturbødler under den Spanske Borgerkrig 1936-1938.

Stalins folkefrontspolitik gik ud over alle, som tillod sig at kritisere den. Det gjaldt både anarkister, anarko-syndikalister og de såkaldte trotskister i POUM, som Trotsky kritiserede heftigt for at indgå i folkefrontsregeringer.

 Nogle af disse torturbødler kunne Stalin nu bruge i sine mordplaner mod Trotsky.

Stalin havde imidlertid ikke helt taget højde for, at hans terrorbølger efterhånden strakte sig så langt, at de nu også ramte medarbejdere og ledelse i NKVD. Ingen gik fri.

Nogle af disse højtstående medarbejdere som Aleksander Orlov og Walter Krivitsky valgte at hoppe af, da terrorbølgen også ramte NKVD.

Aleksander Orlovs frygt for at stå som den næste på Stalins dødsliste var så stor, at han skrev et trusselsbrev til Stalin, hvori han truede med at offentliggøre alle NKVD’s forbrydelser, hvis Stalin krummede et hår på hans hoved.

Mærkværdigt nok valgte Stalin at se Orlov som et mindre onde og lod ham være. Anderledes med Trotsky. 

Orlov sendte et anonymt brev til Trotsky, fordi han ikke ville risikere at røbe sin identitet, som advarede Trotsky mod en vis Mark, som han beskrev som en russisk-talende jøde og som skulle være højt på strå i Trotskys nyskabte 4. Internationale.

 Trotsky og Trotskys søn, Leon Sedov, som havde ansat Mark Zboborowsky som sin sekretær i hovedkvarteret for 4. Internationale i Paris fattede ikke mistanke.

Zboborowsky blev først langt senere afsløret som NKVD-agent under kongreshøringer i det amerikanske Senat under den Kolde Krig og benægtede det i lang tid.

Mark Zboborowsky gjorde ubodelig skade på 4. Internationales arbejde og hans flittige indberetninger til NKVD i Moskva gjorde, at Stalin var underrettet om alle aktiviteter i 4. Internationale.

Zboborowsky havde således adgang til Trotskys personlige brevkorrespondance og adgang til hans personlige arkiver.

Trotsky søn. Leon Sedov nærede tilsyneladende ubetinget tillid til Mark Zboborowsky.

Ikke alle Trotskys medarbejdere i Mexico var lige godt sikkerhedsclearede. Således slap adskillige NKVD-agenter gennem nettet.

Trotskys kommende morder, Ramon Mercader kom således indenfor dørene i Trotskys villa via sit bekendtskab med en af Trotskys mange sekretærer, maskinskriverske Silvia Ageloff, medlem af SWP.

En SWP’s ledere Joe Hansen anbefalede den unge mand, Robert Sheldon Harte, som senere lukkede Siqueiros-banden ind i gården til den villa, som Trotsky og hans hustru opholdt sig i. Det var det første mordforsøg, som dog mislykkedes.    

Mordet på Trotsky var selvfølgelig en katastrofe for alle hele den trotskistiske bevægelse, som den aldrig kom sig over.

Næsten symptomatisk var det, at ledende medlemmer SWP som James P. Cannon havde ansat en sekretær, Silvia Caldwell, som langt senere blev afsløret som NKVD-agent eller meddeler. 

Dette blev dog først bekræftet langt senere under de høringer, som blev foretaget under den Kolde Krigs Mc Carthyismes og den udbredte anti-kommunisme.

Det var på sin vis grotesk, at det var USA ’s antikommunistiske felttog, som skulle afsløre NKVD-agenterne i den trotskistiske organisation.

Mens de to politiske systemer ud fra hver deres ideologi med stor nidkærhed vogtede over ’samfundsundergravende elementer’ sygnede den trotskistiske bevægelse hen og fik aldrig det opsving, som Trotsky havde forudset og håbet. 

Flere og flere trotskister forlod den synkende skude, efterhånden som bevægelsen bevægede sig mere og mere ud på et skråplan, hvor Trotskys grundideer ikke var til at genkende længere.

Allerede på dette tidspunkt måtte man konstatere, at den af Trotsky grundlagte 4. Internationale var et skib i havsnød og at den havde mistet kursen.

Patenaude har skrevet en læseværdig og element spændende bog om den del at Trotskys liv, som blev mindre glorværdigt.  

 

Tekst 31.

Arne Swabeck - dansk udvandrer, amerikansk trotskist.  

Formodentlig er navnet Arne Swabeck (1890-1986) ikke særligt kendt uden for en svæver kreds af revolutionære marxister, trotskister.

Ikke mange af dansk oprindelse har gjort sig bemærket på den revolutionære venstrefløj noget steds i verden.

Arne Swabeck er en undtagelse.

Arne Swabecks liv er historien om en person, som tog sit liv i egen hånd. Tidligt i sit liv tog han en afgørelse, som kom til at forme hele hans liv.

26 år gammel valgte han i 1916 at udvandre til Amerikas Forende Stater og helt fra bunden skabe sig en ny tilværelse. Arne Swabeck kunne være blevet i Danmark, og have levet sin tilværelse her. Det gjorde han imidlertid ikke, da han fandt miljøet, som han voksede op i - i en mindre dansk provinsby for provinsielt og snæversynet.

Arne Swabeck voksede op i en tilsyneladende harmonisk familie, hvor faren var lægprædikant i en lutheransk menighed (og således havde brudt med den danske Folkekirke). Familien holdt atypisk den socialdemokratiske avis ”Socialdemokraten”, som Arne som ung brugte til at informere sig om udviklingen i den store verden.

Som udlært malersvend drog Arne i 1909 ud på en længere rejse, hvor han både opsøgte Ægyptens pyramider, den hellige stad Jerusalem og beundrede de antikke bygningsværker i Rom og Athen. Arne var en dygtig tegner og lavede skitser af det han så på sin rejse.

Denne evne skulle komme ham til gode, da han i 1916 besluttede at udvandre til Amerikas Forenede Stater. For at finansiere sin rejse til USA solgte nogle af sine skitser til en lokal kunsthandler.

Midt i 1970’erne, da Arne Swabeck var en ældre mand, lavede han et udkast til en selvbiografi, som han aldrig fik udgivet. Hans selvbiografi indeholder ikke mange oplysninger om hans personlige liv og hans efterladte papirer på Hoover Institute, Stanford University giver heller ikke mange oplysninger om hans privatliv.

Da Arne skulle gøre sit liv op, var det ikke hans person, som stod i centrum, men hans politiske virke der var altafgørende. Hans uudgivne biografi er da også næsten udelukkende en politisk biografi.

Men så meget ligger fast, at Arne Swabeck i februar 1916 valgte at forlade sin familie i Danmark og mutters alene men fuld af livsmod begiver han sig af udlængsel ud på en rejse med dampskib til USA. Han afsejlede 28. februar 1916 fra Kristianssand i Norge med kurs mod New York og ankommer 5. marts 1916 til New York Harbor.

Her begynder for Arne Swabeck et helt nyt kapitel i hans liv, som kommer til at præge resten af hans tilværelse. Arne Swabeck tog om nogen sagen i egen hånd og valgte at blive herre over sin egen skæbne. Han kunne være blevet i lille Danmark og have fået en ganske almindelig og småborgerlig tilværelse som malersvend. Det var ikke Arnes valg. Han satte sin eksistens på spil ville man sige med et udtryk fra efterkrigstidens eksistentialisme.

Rent hypotetisk kunne man forestille sig, at Arne herhjemme ville være blevet politisk aktiv i det syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning og /eller havde meldt sig ind det antimilitaristiske socialdemokratiske ungdomsforbund.

I stedet drog han som mange andre før ham til Amerika, dog ikke med det formål at gøre materiel lykke ved at erhverve sig et lille stykke jord til en billig pris, men for at kaste sig ud i politiske aktiviteter.

Det første Arne gjorde, da han kom til Amerika var at melde sig ind i det amerikanske socialdemokrati, Socialist Party og samtidigt at organisere sig i det syndikalistiske Industrial Workers of the World (IWW).

Herefter var kursen lagt fast for Arnes efterfølgende liv.

Grunden til at det er værd at hæfte sig ved Arne Swabecks person, er at han som førstehåndsvidne oplevede og var med til at grundlægge det amerikanske kommunistparti og senere blev en af initiativtagerne til den amerikanske trotskistiske organisation Communist League of America.

Arne blev optændt og grebet af idealerne fra bolsjevikkernes Oktoberrevolution 1917 og stod resten af sit liv fast på disse idealer -  i modsætning til mange af hans daværende meningsfæller.

Idealet om det klasseløse samfund og den borgerlige stats knusning bredte sig til store dele af arbejderbevægelsen. Socialdemokraternes støtte til borgerskabernes imperialistiske krig i 1914 skabte brudflader i arbejderbevægelsen mellem reformister og revolutionære marxister.

De ideologiske uenigheder gav sig udtryk i en organisatorisk splittelse i Socialist Party mellem en reformistisk højrefløj og en revolutionær venstrefløj.

I 1919 var Arne Swabeck med til at danne det amerikanske kommunistparti sammen med venstrefløjen i Socialist Party. Tiden umiddelbart efter 1. verdenskrig var meget turbulent. De imperialistiske magter forsøgte at invadere Sovjetstaten, som forsvarede sig under opbygning af den Røde Hær. Interventionen lykkedes som bekendt ikke og Sovjetstaten sejrede.

Bolsjevikkerne havde håbet på og regnet med, at deres proletariske revolution ville brede sig til andre europæiske nøglelande som Tyskland og England, nok ikke USA.

Forsøg på opstande i Europa i umiddelbar forlængelse af 1. verdenskrig slog imidlertid fejl og Sovjetstaten blev ladt alene, hvilket i sig selv skulle vise sig at blive skæbnesvangert.

Samme år som de amerikanske kommunister havde dannet deres parti havde de russiske bolsjevikker taget initiativ til at oprette en ny revolutionær (3.) Internationale.

I de imperialistiske lande var borgerskabet og kapitalen skræmt fra vid og sans af frygt for at den russiske Oktoberrevolution skulle sprede sig resten af verden.

De borgerlige statsmagter rustede sig til tænderne for at imødegå og bekæmpe enhver tendens til oprør og opstande. Således var det amerikanske kommunistparti forbudt indtil 1920. I USA blev alle ”radikale” bekæmpet med hård hånd og forfulgt med drakoniske love, som forbød dem at forsamles og organisere sig.

Det amerikanske Justitsministerium og dets efterretningsvæsen (det senere FBI) forfulgte og fængslede tusindvis af amerikanske ”radikale”, hvoraf mange var indvandret fra Europa. Undertrykkelsen var benhård og ubarmhjertig og voldte det amerikanske parti store vanskeligheder i starten.

Den borgerlige statsmagt forsøgte således at kvæle partiets i dets fødsel. For at komme ud af sin illegalitet oprettede partiet på 3. Internationales anbefaling en legal afdeling af partiet.

Fra starten af havde partiet svært ved at finde sine egne ben at stå på. Partiet var meget heterogent sammensat og bestod af mange forskellige grupperinger med forskellig baggrund. Mange etniske foreninger (jødiske, østeuropæiske og en finsk) havde kollektivt meldt sig ind i det ny kommunistparti. Disse etnisk baserede foreninger havde en vis autonomi og lod sig ikke uden videre underkaste partiets ledelse. Dette kom til at præge partiet langt op i 1930’erne. 

Hvis partiet skulle sig gøre håb om at komme ud af sin illegalitet måtte partiet gøre sig legalt (hvis loven tillod det) og afklare sin politik overfor den eksisterende fagbevægelse, American Federation of Labor (AFL).

Oven på de mislykkede opstande i Europa umiddelbart efter krigen erklærede Kommunistiske Internationale (Komintern) i 1921, at partierne skulle føre enhedsfrontpolitik overfor den øvrige arbejderbevægelse.

De amerikanske kommunister søgte nu råd hos Komintern. Komintern rådede partiet til at komme ud af sin illegalitet (hvilket var lettere sagt end gjort, da statsmagten pressede det ud i illegalitet) og til at føre enhedsfrontpolitik. Det første er partiet ikke rigtigt selv herre over. Det andet bliver ikke præciseret af Komintern og det overlades nu til partiet selv at udarbejde en ”enhedsfrontpolitik”.

Enhedsfrontpolitik er måske oplagt i Europa, hvor der fandtes reformistiske arbejderpartier og en reformistisk fagbevægelse. Men hvad med USA, her fandtes intet arbejderparti og ingen reformistisk fagbevægelse. Kun et reaktionært og bureaukratisk fagforbund, American Federation of Labor (AFL).

Hvem skulle man rette sin enhedsfrontpolitik imod? De reaktionære fagforeninger, ja selvfølgelig ville Lenin sige. Men hvordan?

Partiets mest erfarne fagforeningsmand W. Z. Forster, som havde en fortid i IWW (International Workers of the World) mente, at de amerikanske kommunister burde arbejde i de reaktionære AFL-fagforeninger og ”bore sig ud indefra”. Andre som partiets formand C.E. Ruthenberg og hans lærling Jay Lovestone så sig om efter mere ”progressive” dele af fagbevægelsen, som ønskede at udfordre det reaktionære AFL.

Det var to vidt forskellige strategier, som i længden var uforenelige og gav anledning til megen nid og nag mellem partiets to fløje.

 

Kominterns uheldige indvirkning.

I 1922 havde ungareren Joseph Pogany alias John Pepper gjort sig så upopulær i Komintern på grund af sin optræden under den ungarske Rådsrepublik i 1920 og sit efterfølgende intrigemageri i det ungarske kommunistparti, at Kominterns ledelse ønskede at skille sig af med ham.

Spørgsmålet var nu, hvor Komintern skulle sende ham hen. Måske var det lille amerikanske kommunistparti en nødløsning, hvor Pogany ikke kunne gøre skade? 

Pepper som Pogany nu kaldte sig var forhippet på at vise sin arbejdsgiver, Komintern at han var manden som vidste, hvordan man skulle føre ”enhedsfrontpolitik”. Han udså sig John Fitzpatricks ”Farmer Labor Party” som et muligt emne og begyndte nu at mobilisere alle partiets mange etniske foreninger med henblik på at ”majorisere” Farmer Labor partiets næste konvent. Det lykkedes ham også ved hjælp af nogle beskidte bureaukratiske kneb ved at oprette nogle kunstigt skabte ”papirorganisationer”, som så sendte delegerede til konventet.

Pogany skaffede sig et flertal på Farmer Labor Partys konvent og troede at have lavet en ”enhedsfront” med partiet. John Fitzpatrick lugtede hurtigt lunten og udvandrede fra konventet i protest og anerkendte ikke Poganys kunstigt skabte flertal. Poganys enhedsfront faldt til jorden og Farmer Labor forsatte alene. Pogany forsøgte forgæves at redde sin ”enhedsfront” ved at omdøbe den til ”Federated Farmer Labor Party” (FFLP). Men det stod ikke til at redde. Det var og blev en fiasko og et skoleeksempel hvordan man ikke skal lave en enhedsfront på.

Pogany havde endnu ikke opgivet forsøget på at føre enhedsfrontpolitik i USA. Denne gang havde han udset sig La Follette, som stillede op til præsidentvalget i 1924. La Follette var en såkaldt ”third party candidate”, dvs. han stillede op som en selvstændig kandidat uden for de to gamle partier, der Demokratiske og det Republikanske parti.

La Follette var ikke socialist, selvom han hævdede, at han ville gennemføre en arbejdsmarkedslovgivning og nationalisere visse banker og olieselskaber, han var snarest ”venstrepopulist”. La Follette betakkede sig snart støtten fra kommunister og Peppers forsøg løb ud i sandet.

Nu skulle man mene, at Pepper havde udspillet sin rolle i det amerikanske kommunistparti.

I april 1924 ankom Forster og Pepper til Moskva til et møde i Kominterns Eksekutivkomité (EKKI). Her var fraktionskampen i fuld gang.

Trotsky var imod alliancen med La Follette og kaldte den for ”a senseless and infamous adventure”. Zinovjev, Kominterns formand  ønskede ikke at blive overhalet venstre om af Trotskys korrekte kritik og lagde pludselig skuden til venstre og bad Forster og Pepper om at skrinlægge alliancen med La Follette og Minnesota Farmer-Labor Party (Ted Morgan: A Covert Life. Jay Lovestone. Communist, Anti-communist and Spymaster. Random House. 1999, p. 41).

Zinovjev udtalte nu, at en ”third party alliance”, blot ville gøre Workers Party til ”a tail to the bourgeois kite”. Partiet ville reducere sig selv til ”dragens hale”. (Morgan 41).

For Forster kom Kominterns kovending som lyn fra en klar himmel. For første gang så det ud til, at partiet var ved at bevæge sig ud af sin isolation fra masserne og så kom Komintern og afblæste aktionen. Forster var allerede på dette tidspunkt af sin karriere i bevægelsen klar over, at der intet var at gøre. Han og partiet var ofre for de interne magtkampe i det russiske parti og måtte bøje sig for disse.

Forster måtte sande, at man også i Komintern har et standpunkt, indtil man indtager et andet - og slugte kamelen.

At Forster havde lært spillet i Komintern, viste sig, da han til gengæld forlangte at få Pepper hjemkaldt til Moskva.

Komintern indfriede hans ønske og Pepper blev kaldt hjem (Morgan 42).

Lovestone var frustreret over Kominterns pludselige kursskifte og skrev til Bertram Wolfe: ”Things are wretched. We have just learned that the main office [EKKI] has …instructed us categorically against any alliance with or voting for La Follette [min understregning]… None of us here can understand it… It will prove disastrous for the party and will put us back years. We now have to smash agreements and arrangements we have entered months ago. … Ruthenberg, the rest of our boys and I have been having many sleepless nights over the fretfulness.” (Morgan 41)   

Hvis Lovestone var frustreret over ikke at kunne komme igennem med sin “enhedsfront”-politik, befriede La Follette ham for sine bekymringer, da han 29. maj afviste Workers Party som ”the mortal enemies of the progressive movement.” Som den progressive bevægelses dødsfjender. Så meget for Lovestones progressive alliancepartner.

Så var den ged, vist barberet, som man siger på nudansk.

Lovestone var genstridig og fastholdt sit standpunkt, selvom han udadtil overfor Komintern holdt facaden. I et brev til William Weinstone skrev han: ”I am as convinced as ever of the correctness of our old policy … I do not repudiate my views, though I am now strictly abiding to the Comintern decision.” (Morgan p. 42).

Lovestone ville ikke give afkald på sin alliancepolitik og kastede sig nu ud i fraktionskampen med Forster og Cannon (som også Arne Swabeck støttede), som han opfattede som nogle der forsøgte at underminere hans ”Farmer-Labor” og ”third party alliance”-politik. Han så fraktionsstriden som ”a fight for our lives” og skrev til Wolfe i september 1924, at ”we have never had fractionalism as bitter and as intense [min understregning]”.

Det skulle ikke blive det sidste bitre fraktionsopgør han skulle udkæmpe.
Præsidentvalget 1924 gav La Follette 4,8 mio. stemmer og Forster 33.000. Forsters få stemmer synes at give Lovestone ret. Partiet skulle ifølge Lovestone selvfølgelig have støttet La Follette, hvilket jo var udtryk for en ren elektoralistisk tankegang.

 

Internt partiopgør i det russiske parti.

Efter Lenins død i 1924 var Stalin i gang med at tiltage sig magten i det russiske kommunistparti. I januar 1925 fratog Centralkomitéen Trotsky posten som Krigskommissær. Trotsky havde tabt det interne magtopgør med Stalin, Zinovjev og Kamenev. Med den fælles fjende Trotsky ude af spillet opløstes triumviratet Stalin, Zinovjev og Kamenev.

Zinovjev og Kamenev begyndte nu at udfordre Stalin som lavede en ny alliance med chefredaktøren af partiavisen Pravda, Bukharin. Tilsammen havde de nu flertal i partiets Politbureau. (Morgan 48).

I januar 1925 var 4 amerikanske kommunister rejst til Moskva for få løst fraktionsspørgsmålet, som truede med at handlingslamme partiet. De var intetanende om den benhårde og ubarmhjertige fraktionskamp, som foregik i det i det russiske moderparti.

Den Amerikanske Kommission mødtes i januar 1925 og de råd de fik med hjem var nu lidt anderledes end dem de fik sidste gang, hvor Komintern advarede mod, at partiet ved sin alliancepolitik gjorde sig selv til ”dragens hale”, som Zinovjev havde udtalt. Nu var Trotsky ude og Zinovjev svækket, men dog stadig formand for Komintern og ledte mødet.

Stalin-Bukharins linje slog nu igennem. Nu var det igen tilladt at indgå i alliance med Farmer Labor partier. Rosenberg-Lovestone kunne ånde lettet op. De havde nu igen Kominterns opbakning til deres (principløse) alliancepolitik. (Morgan 50).

Ifølge Morgan var det amerikanske kommunistparti på dette tidspunkt fra at være et kald blevet en blindgyde og Lovestone var blevet en splittet person mellem sine drømme og håb og så sin faktiske situation: ”Instead, circumstances made him develop into an adept infighter, changing him in ways that were not altogether pleasant. He became more conspiratorial, more suspicious of those around him. He had plenty of opportunity to employ his natural talent for sarcasm and invective and to hone his dialectical skills. The Communist faction fights of the twenties were not exactly character-building, though for the youthful Lovestone they proved to be formative.” (Morgan, 52). 

I stedet for at gyde olie på vandene, syntes Komintern at ville løse fraktionsstridighederne ved at lade parterne rase ud mod hinanden og se hvem der kom stærkest ud. Op til partiets 4. konvent skrev Lovestone til Bert Wolfe: ”We are doing nothing in the field of political and industrial work … We are simply tearing each to pjeces”. (sønderflænger hinanden).

I foråret 1925 sendte Komintern endnu en repræsentant som skulle agere overdommer på partiets kongres Sergei Gusev, hvis rigtige navn var Yakov Drabkin. Drabkin var en af de 22 veteran-bolsjevikker, som havde sluttet sig til Lenin i 1904. Drabkin/Gusev var nu blevet Stalin-tilhænger. Han så hen over sine briller på Wolfe og sagde de vise ord: ”Trotsky is not a Bolsjevik. We Bolsjeviks always despised him for his vanity [forfængelighed]… I myself have watched Trotsky before a mirror and deliver a speech to himself so that he could study his own expressions.” (Morgan p. 53).

Lovestone og Wolfe troede at kunne lokke Gusev til at løse fraktionsstriden i partiet ved at tildele deres fløj magten.

Det var imidlertid ikke Gusevs plan. Han var kommet for at skabe et Stalin-loyalt parti, hvilket betød at Trotsky-sympatisøren Cannon og hans allierede Forster skulle ud(!).   

21. august åbnede partikonventet og Gusev nedsatte en Paritetskommission, bestående af Ruthenberg, Bedacht og Lovestone fra den ene fraktion; Forster, Cannon og Bittelman fra den anden. (Morgan, 53).

Selvom der var paritetisk lighed mellem fraktionerne på ledelsesplan, havde de ikke lige mange delegerede i salen. Her havde Forster/Cannon-fraktionen 40 og Ruthenberg/Lovestone 21. Den store forskel i antallet af delegerede skyldtes hovedsageligt det finske sprogforbund (”finnish Federation”) med sine 7000 medlemmer.

Nu var den hellige grav velforvaret for Forster, skulle man synes. Men han havde gjort regning uden vært. Og værten var Komintern. 28. august under et møde i den Paritetiske Kommission trak Gusev et telegram op af lommen, hvori stod, at: ”it finally became clear that the Ruthenberg group is more loyal to the Comintern and closer to its views”, mens Forster gruppen ”employs excessively mechanical and ultrafractional methods”. Således må mindst 4 ud af 10 medlemmer i den ny Centralkomité bestå af medlemmer af Ruthenberg gruppen. Desuden skal Gusev også have en stemme. Dertil kommer, at Ruthenberg skal genudnævnes til partiformand og Lovestone skal have en plads i Central Executive Comittee. (Morgan 54).

Wolfe berettede senere: ”A dramatic scene could not have been arranged. Forsters jaw set [kæben faldt ned på brystet]; his eyes shifted back and forth from Gusev and Ruthenberg.” Forster bad om at blive fritaget fra sit sæde i det Forretningsudvalget (CEC). Gusev sagde, at det kunne der ikke blive tale om. Forster bandede og stampede ud af salen og sagde: ”I know who is responsible for this.” (Morgan 54).

Forster og Cannon var her udsat for et bureaukratisk manipulatorisk kneb fra en Stalin-loyal repræsentant for Komintern, som de ikke burde havde fundet sig i. De burde have modsat sig og afvist Kominterns indblanding som et led i dens politisk-ideologiske kamp mod Trotsky (og senere den Forenede Venstreopposition).

Om end ikke andet burde den senere Trotsky-tilhænger J. P. Cannon have sat hælene i. Cannon ventede hele 3 år, før han formelt brød med Stalin og sit ’staliniserede’ parti.

En lille ordveksling viser, at Komintern-udsendingen Gusev udmærket var klar over, hvem der stod bag Ruthenberg gruppen. Ella Wolfe, gift med Bert Wolfe, kom dansende (!) ind i lokalet og Gusev, som Ella Wolfe havde lært engelsk, udbryder: ”Why are you dancing? Do you think this a love affair? This is a Lovestone affair.”

Bert Wolf skrev senere: ”Thus he showed that he knew Lovestone was the real organizer of the Ruthenberg Caucus.” 

Morgan tilføjer: ”Lovestone had been Gusevs adviser in the strategy that brought the cable from Moscow. Gusev had cabled Moscow, and Moscow had cabled back. The instructions could only have come from someone familiar with the working of the convention.

Gusev “felt right at home in our caucus and felt a benevolent sense of having done what was right with us.” (Morgan p. 54).

Trods dette eklatante nederlag til Lovestone-Ruthenberg-fraktionen i partiet og til trods for Komintern-ledelsens åbenlyse bureaukratiske tilsidesættelse af Cannon-fraktionen forsatte de ufortrødent deres arbejde i partiet. 

Komintern-ledelsens smarte manøvre havde spillet Forster og Cannon ud mod hinanden og Forster valgte at bide i det sure æble og underordne sig Kominterns diktat, mens Cannon valgte at fortsætte 3 år mere i opposition til Lovestone-Ruthenberg-fraktionens ledelse.

I hele dette fraktionsopgør støttede Arne Swabeck ubetinget J.P. Cannon og var hans nære forbundsfælle.  

 

Parløb med J.P. Canon.

På det tidspunkt var Arne Swabecks forventninger til partiets og til Kommunistisk Internationales (KOMINTERN) rolle kraftigt skruet ned, da Stalin-fraktionen i det russiske kommunistparti og i KOMINTERN havde svigtet sine idealer og forvandlet Sovjetstaten og KOMINTERN til en karikatur af sig selv.

Stalin havde for længst opgivet verdensrevolutionen og havde reduceret sine filialer i KOMINTERN til ekspeditionskontorer for sin egen reaktionære udenrigspolitik.

Trotsky havde længe forinden ved adskillige lejligheder kritiseret Stalin-fraktionens udenrigspolitik, som ikke sigtede på en verdensrevolution, men som stillede sig tilfreds med kun at gennemføre og bevare socialismen i Sovjetstaten.

Arne Swabeck kørte parløb med den senere langt mere kendte amerikanske trotskist J. P. Cannon som først sent (alt for sent vil nogen mene) tog parti fort Trotsky mod partiets ledelse under den senere renegat J. Lovestone.

Det tjener til deres undskyldning, at Trotskys kritik blev forsøgt hemmeligholdt og eller tiet ihjel af Stalins fraktion og hans tilhængere i Komintern.

Efter sin eksklusion i 1927 og sin forvisning i 1929 til den lille tyrkiske ø Prinkipo forsøgte Trotsky at gøre krav på lederskabet af den kommunistiske bevægelse ved at samarbejde med den øvrige opposition til Stalin og Bukharin i den Forenede Venstreopposition. Først efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 gik det op Trotsky, at det ville være umuligt at reformere de ’staliniserede’ kommunistpartier til revolutionære marxistiske partier.

Trotsky forsøgte fra sit eksil at samle de forskellige oppositionsgrupper, som befandt sig mellem de reformistiske socialdemokratier og de ’staliniserede’ kommunistpartier. Det havde han imidlertid ikke stort held med, da mange af disse smågrupper ikke ville eller kunne gøre op med deres reformisme eller stalinisme.      

Derfor var det kun et begrænset antal, som i 1938 kunne udråbe en ny 4. Internationale på et revolutionært marxistisk grundlag.

Arne Swabeck deltog i første række i de amerikanske trotskisters forsøg på at skabe et troværdigt og levedygtigt alternativ til det ’staliniserede’ amerikanske kommunistparti.

De amerikanske trotskister havde visse fordele frem for de europæiske trotskister, som var splittet på spørgsmålet fagforeningsspørgsmålet (Frankrig) og uenige om hvordan de skulle forholde sig til den øvrige Venstreopposition (Zinovjevs tilhængere).

J.P. Cannon, Arne Swabeck og Max Shachtman havde alle indtaget ledende poster i partiet og Abern og Glotzer havde haft fremtrædende poster i partiets ungdomsorganisation.

De besad således en portion ledelsesmæssig og organisatorisk erfaring, som de kunne bruge i opbygningen af en ny revolutionær marxistisk organisation. Hurtigt viste det sig imidlertid, at der opstod et modsætningsforhold mellem ”den gamle Garde” omkring Cannon og Swabeck, som havde været med til at grundlægge det amerikanske kommunistparti og de lidt yngre Shachtman, Abern og Glotzer.

I 1928 havde Stalin foretaget en ”venstredrejning” og havde indoptaget nogle af Trotskys forslag til en genopretning af det sovjetiske samfund i retning af kollektivisering af landbruget og industrialisering, men i en overdreven udgave, som udartede i tvangskollektivisering og forceret industrialisering.

Udenrigspolitisk gav det sig udslag i en ”ultravenstre”-sekterisk politik overfor de reformistiske fagforeninger og de socialdemokratiske partier. Stalin tog hermed i nogen grad luften ud Trotskys kritik af Stalins indenrigspolitik.

Derimod var det lettere at tage afstand fra Kominterns ”ultra-venstre”-sekterisk fagforeningspolitik og fra deres betegnelse af socialdemokratierne som ”socialfascistiske”.

Trotsky og hans tilhængere fastholdt derimod sin enhedsfrontpolitik.

De amerikanske trotskister i CLA befandt sig nu i det som Cannon senere kaldte ”the Dog Days”, hundedagene, dvs. en nedgangsperiode for organisationen. Cannon befandt sig personligt og måske også politisk i en kriseperiode, hvor hans første kone døde og hvor han måtte forsørge sine to børn alene ved andet arbejde en partivirksomhed. Han trak sig derfor i nogen tid tilbage fra politisk arbejde, hvilket Shachtman, Abern og Glotzer tolkede som inaktivitet og opgivenhed.

Der opstod et modsætningsforhold mellem hovedpersonerne, som i praksis udgjorde to fraktioner (skønt de ikke definerede sig sådan), som bekæmpede hinanden indædt. Herom vidner den offentliggjorte privatkorrespondance mellem dem.

Kun takket væres Trotskys indblanding lykkedes det at holde sammen på organisationen nogle år endnu.

Den politiske situation på verdensplan syntes ellers at have været gunstig for de amerikanske trotskister. Stalins ”venstredrejning” viste sig at være katastrofal for den tyske arbejderbevægelse, som efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 knuste de to tyske arbejderpartier. Kominterns politik havde endnu en gang slået katastrofalt fejl.

Spanien var i begyndelsen af 1930’erne gået fra at være et militærdiktatur til en borgerlig demokratisk republik og Trotsky gjorde som så ofte før alt for at advare sine spanske tilhængere mod ikke at indgå i en front med borgerlige partier.

Under den spanske ”folkefrontsregering” fra 1936 tog Trotsky afstand fra deltagelse i en ”folkefrontsregering” og advarede sine spanske tilhængere (Andres Nin) mod at indgå i denne.

I slutningen af 1930’erne trak det ifølge Trotsky op til endnu et væbnet sammenstød mellem de imperialistiske magter.

Trotsky betegnede Sovjetstaten som en ”degenereret arbejderstat”, som havde bevaret nogle af de basale elementer i en socialistisk stat: statseje af produktionsmidlerne, planøkonomi og statsmonopol på udenrigshandlen. Disse basale elementer var ifølge Trotsky tilstrækkeligt til at bevis på, at staten stadig var socialistisk og derfor burde forsvares i tilfælde af krig fra imperialistisk hold mod Sovjetstaten.

Trotsky fremførte derfor en parole om ”forsvar af Sovjetstaten” i tilfælde af krig. Burnham (en af organisationens teoretikere) og Shachtman mente ikke, at disse nødvendige, men ikke tilstrækkelige elementer i Sovjetstaten var nok til at kunne betegne den som en ”degenereret arbejderstat” længere.

Efter Hitler-Stalin i 1939 indgik en ikke-angrebspagt, hvor de delte Polen sig (og i en hemmelig protokol tillagde Estland, Letland, Litauen og Finland Sovjetunionen) mellem sig, var det slut med enigheden i Communist League of America.

Shachtman, Abern og Glotzer ekskluderedes og dannede i stedet Workers League.

Arne Swabecks politisk nedtur.

Jeg har her udførligt skildret den ”gyldne” periode i Arne Swabecks politiske liv. Den sidste halvdel af hans politiske karriere er knap så rosenrød.

Det er vist ikke helt forkert at hævde, at Arne Swabeck i årene efter 1939 i nogen grad bliver offer for den trotskistiske bevægelses manglende evne til at følge op på Trotskys livsværk, som Stalin gjorde en ende på i august 1940 med sit mord på Trotsky.

Det skulle i de følgende år vise sig, at ingen af de mest fremtrædende trotskister i USA og Europa var i stand til at tage arven efter Trotsky op.

Det er vist ikke for meget sagt, at revisionisme af Trotskys principielle standpunkter blev kendetegnende for bevægelsen. Det gjaldt både på det politisk-ideologiske som på det organisatoriske plan.

Trotskys epigoner formåede ikke at videreføre - og i endnu mindre grad at fuldføre - Trotskys store værk og indsats. Bevægelsens ideologiske nedtur blev i nogen grad også Arne Swabecks nedtur.

Bevægelsens ledende talsmænd begik mange teoretiske og praktiske fejltagelser.

Men Arne Swabeck bidrog også selv aktivt til bevægelsens nedtur.

Nedturen begyndte allerede med 2. verdenskrigs afslutning. Bevægelsens førende talsmænd havde en tendens til ikke at ville se kapitalismens ’postwar boom’ i øjnene, men blæste ustandselig i dommedagsbasunerne og proklamerede kapitalismens endelige undergang, hvilket var åbenlyst forkert.

Omvæltningerne i Central -og Østeuropa formåede bevægelsens analytikere heller ikke at kapere. Nogle mente, at se en helt ny type samfundsformation og kaldte disse ny samfund for ”overgangssamfund” (Michel Pablo), som befandt sig et sted mellem kapitalisme og socialisme. Andre skændtes om hvorvidt disse skulle kaldes ”deformerede arbejderstater”: Måske var det god gammeldags ”kapitalisme”? (Mandels første bud).

Forvirringen var ikke mindre når det gjaldt om at udstikke en korrekt taktik i forhold til resten af arbejderbevægelse. Der var to muligheder, hvis ikke man ville holde sig inden døre og satse på sin egen organisation.

Enten kunne trotskister forsøge sig med ”entrisme” i socialdemokratierne eller i de staliniserede kommunistpartier. Ingen af de to steder var det særligt oplagt at forsøge sig med en ”entristisk” taktik. Socialdemokratierne i Europa var efter krigen kun en skygge af sig selv (undtagen i Skandinavien og i England). Alle andre steder var de enten ikke længere arbejderpartier i klassisk forstand eller også fysisk tilintetgjort (som i Tyskland, Frankrig, Italien og Østrig).

Det var ikke sandsynligt, at trotskister ville finde plads i de staliniserede kommunistpartier, som ikke just var trotskister venligt stemte.

Ikke desto mindre fremsatte ledende trotskister som Michel Pablo den ide, at trotskister skulle praktisere en særlig form for entrisme (”entrisme sui generis”) i de staliniserede kommunistpartier, hvilket skabte stor splittelse i den trotskistiske verdensbevægelse. 

For hver gang en ny omvæltning indtraf - som f.eks. i Central -og Østeuropa i umiddelbar forlængelse af 2. verdenskrig, Kina i 1949 eller på Cuba i 1959, - udbrød der heftige diskussioner i den trotskistiske bevægelse om tolkningen af disse. Der kunne ikke opnås enighed og man gik hver til sit.

Bevægelsen sank dybere og dybere ned i en revisionistisk sump og var ude af stand til at analysere de verdenspolitiske begivenheder korrekt.

Bevægelsen trak Arne Swabeck med sig ned. SWP så nu ikke længere arbejderklassens som det revolutionære subjekt, men tillagde andre klasser og lag denne rolle: en ”ny studenteravantgarde” i USA og Europa, latinamerikanske guerillabevægelser osv.

Arne Swabeck lod sig i nogen grad rive med af denne revisionistiske bølge, selvom han godt kunne se, at SWP degenererede til et reformistisk parti.

Måske var det i frustration over denne revisionisme (og SWP’s reformistiske udvikling), at Arne Swabeck i slutningen af 1950’erne fik sympati for og blev bidt af udviklingen i Kina.

Han lod sig udelt begejstre af de kinesiske folkekommuner og så dem som et skridt i retning af socialisme, lod sig begejstre af rødgardisternes entusiasme og gennemskuede slet ikke Mao Tse-Tungs mesterlige manipulationer med partiets og de kinesiske masser.

Arne Swabeck var så overbevist om Kina som et kommende socialistisk samfund, at han marginaliserede sig i SWP og i 1960’erne gjorde krav på at danne en ”pro-kinesisk” fraktion i SWP.

Arne Swabeck krævede, at SWP formulerede en positiv holdning til Mao’s Kina og afsvor sig nu fuldstændigt sin ungdoms trotskisme. Hvad værre var, han forsøgte at overbevise sig selv om, at Mao var en slags reinkarneret Trotsky. Maos opfattelse af ”permanent revolution” var ikke forskellig fra Trotskys, hævdede han.

Ingen i den trotskistiske bevægelse kunne længere tage Arne Swabeck alvorligt og i 1967 blev han ekskluderet af SWP og hans aktive politiske karriere var slut.

Efter sin konklusion optog han - uden det store held - kontakt med amerikanske maoistiske organisationer.

Arne Swabeck opnåede meget i sit liv.

Han forlod Danmark i 1916 og var hele resten af sit liv politisk aktiv i sit ny hjemland, USA.

Han var i 1919 med til at stifte det amerikanske kommunistparti, deltog som delegeret for det amerikanske parti deltaget i Kominterns 4. kongres 1922, blev i i 1925 valgt til partiets ledelse og deltog på samme fløj som James P. Cannon og tabte fraktionskampen i det amerikanske parti til J. Lovestone og J. Pepper.

Han besøgte 1932 Trotsky på Prinkipo og ledsagede ham til København samme år.

Dette var højdepunkter i Arne Swabecks liv og det skal ikke forklejne hans indsats trods for hans sørgelige politiske deroute.

 

Anvendt litteratur.

Ted Morgan: A Covert Life. Jay Lovestone. Communist, Anti-communist and Spymaster. Random House. 1999

Bryan D. Palmer: James P. Cannon and the origins of the American Revolutionary Left 1890-1928. University of Illinois Press. 2007.

Dog Days James P. Cannon vs. Max Shachtman in the Communist League of America, 1931-1932. Prometheus Research Library. 2002. 

Arne Swabeck Papers. Hoover Institute, Stanford University. Box 1-21.

 

Tekst 33.

Rober Soblens tragiske endeligt.

13. september 1962 kunne man i den sovjetiske regeringsavis Izvestia under overskriften læse: ”Robert Soblens tragiske død - det hemmelige amerikanske politi jager uskyldig mand i døden”.

Ifølge partiavisen havde manden - som var offer for Forbundspolitiets (FBI) chikane, forfulgt i amerikanske, britiske og israelske retssale - kun gjort sig ”skyldig i at have venstreorienterede synspunkter”, hvilket jo ikke i sig selv var kriminelt. (Romerstein og Breindel: The Venona Secrets. Exposing Soviet Espionage and America’s Traitors. Washington. 2000).

Episoden fortjener næppe mere end en fodnote i den større historie om den kolde krig mellem datidens to stormagter USA og USSR, som prægede verden efter 2. verdenskrig. 

De to systemer stod overfor hinanden som to modpoler, som med vold og magt bekæmpede hinanden på alle planer: økonomisk, militært og ideologisk.

Ordlyden i artiklen i regeringsavisen Izvestia afspejlede den ideologiske konflikt mellem de to tilsyneladende uforenelige samfundssystemer: det kapitalistiske USA og den vestlige verden overfor det angiveligt socialistiske USSR (Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker).

Manden som åbenbart havde begået selvmord på vej op i flyet inden afgang mod London var heller ikke en særlig eftertragtet mesterspion, som USA længe havde forfulgt med henblik på at straffe ham for den forbrydelse det var at ’forråde’ sit eget land. Han kunne højst anses for at være en af de mindre ’fisk’.

Ikke desto mindre er der grund til at fremhæve ham, Robert Soblen, som var det navn, som han var kendt under i USA. Han havde nemlig spillet en afgørende rolle i en anden konflikt, som udspillede sig i den modsatte ’lejr’.

Nemlig i den bevægelse, som siden den bolsjevikiske revolution 1917 i Rusland havde kæmpet for en omstyrtelse af det kapitalistiske samfund.

Bolsjevikkernes revolution i 1917 var ret hurtigt udartet til en karikatur af sig selv, da det lykkedes Stalins fraktion i det bolsjevikiske parti og i Kommunistisk Internationale at tiltage sig magten.

Dette skabte en opposition internt i Sovjetunionen og i Kominterns sektioner, som Stalins fraktion med alle midler bekæmpede.  

Men tilbage til episoden i lufthavnen 9. september 1962.  

Det amerikanske nyhedsmagasin Time kunne i sin udgave fra 6. juli 1962 under overskriften: ”Espionage: The Spy who skipped”. [spionen som hoppede], oplyse, at et Air France Flight 136 var landet i i Tel Aviv’s internationale lufthavn Lydda og havde læsset et dusin passagerer af.

En af disse var en halvskaldet mand med mørke solbriller, som straks styrede mod ankomsthallen, hvor han fremviste et canadisk pas med nummeret 4-328384. Navnet på passets indehaver lød:

Beras Goble. Alder: 72. Erhverv: ingeniør. Bopæl: Montreal.

Politiet og tolderne lod ham passere.

Passet var imidlertid ikke hans eget. Det tilhørte derimod hans bror, som 5 år før også havde begået selvmord. Manden var i virkeligheden læge og psykiater kendt under navnet Robert Soblen, 62 år gammel.

Hvordan var det kommet så vidt, at det var nødvendigt for ham at begå selvmord en efterårsdag i 1962?

Kort forinden havde anklagemyndigheden ved en amerikansk domstol afvist hans appel om genoptagelse af sin sag. Soblen var anklaget for at have udleveret ’strengt fortrolige’ oplysninger om den amerikanske forskning i atomvåben til modstanderen i den Kolde Krig, Sovjetunionen.

Soblen var med andre ord i den amerikanske stats selvforståelse en ’landsforræder’, som fortjente sin retfærdige straf, som formodentlig ville blive en dødsdom subsidiært livsvarigt fængsel.

Robert Soblen havde i længere været i Forbundspolitiets (FBI) søgelys, da han var kendt som medlem af det amerikanske kommunistparti og havde arbejdet som agent for det sovjetiske efterretningsvæsen GPU siden engang i 1930-erne.

Siden engang i slutningen af 1930-erne havde USA afholdt høringer af formodede agenter for det sovjetiske efterretningsvæsen GPU i ”Komiteen for uamerikanske aktiviteter”.

Efter 2. verdenskrig blev det gode forhold mellem de to stormagter afbrudt af kold krig og en bølge af anti-kommunistisk koldkrigsfanatisme afløste det gode forhold mellem de to stormagter i deres fælles kamp mod Hitlers nazisme.

Den anti-kommunistiske heksejagt på potentielle ’landsforrædere’ fortsatte i 1950-erne og mistænkte kommunister blev indkaldt for en storjury som skulle granske deres fortid og deres nuværende ’landsskadelige’ aktiviteter.

Robert Soblens navn blev således omtalt under processerne i 1950-erne, hvor Roberts egen bror, Jack Soble angav Robert og afslørede hans aktiviteter for det amerikanske kommunistparti - og som agent for GPU fra slutningen af 1930-erne.

Robert Soblen kunne imidlertid ikke dømmes for spionage, da hans aktiviteter for GPU udelukkende bestod i at infiltrere organisationer, som stalinisterne betragtede som ’partifjendtlige’. Dette var ifølge amerikansk lov ikke ulovligt.

Som led i kampen mellem Stalins fraktion i det sovjetiske kommunistparti og i Kominterns sektioner og den fælles opposition, som udgjordes af Trotsky og Sinovjev havde Soblen i Tyskland virket som agent for GPU under dække af at være tilhænger af Trotsky og Sinovjev. 

I 1962 havde fortiden således indhentet ham og han blev nu stillet til regnskab - ikke for sin undergravende virksomhed overfor Trotskys og Sinovjevs fælles opposition (United Left Opposition) mod Stalin - men for sin spionageaktivitet mod USA for Sovjetunionen.

I forbindelse med Soblens flugt fra USA og den dødsdom som han i lighed med andre ’landsforrædere’ kunne se frem til (jævnfør dødsdommen over de to medlemmer af det amerikanske kommunistparti Ethel og Julius Rosenberg) udspillede der sig et ejendommeligt diplomatisk spil mellem de 3 involverede magter USA, England og Israel.

USA var i 1962 stadig præget af anti-kommunisme og havde afvist Soblens appel om at få sin sag genoptaget.

Soblen kunne nu prøve at få asyl i et andet land end USA. Han prøvede i første omgang England. Her blev han på det bestemteste afvist af den britiske indenrigsminister i Underhuset, som  2. august 1962 udtalte: ”Dr. Soblen is not in danger of persecution in his own country for his political opinions or on racial grounds”, men fastslog den britiske indenrigsminister: ”He is a convicted spy”. (Romerstein og Breindel, op. cit., p. 355)

Nu var gode råd dyre for Soblen. Han havde nu en sidste mulighed tilbage - Israel. Som jøde havde Soblen mulighed for at gøre brug af den israelske lov om ”tilbagevenden” til det, som staten Israel betragter som jødernes ’hjemland’- Israel/Palæstina.

Men heller ikke denne skulle vise sig farbar for Soblen, som nu for alvor var i knibe. Soblen allierede sig med en advokat, som havde forbindelse til regeringspartiet Mapai, som sad ved magten i Israel. Regeringen lededes af landets grundlægger Davis Ben-Gurion, som i 1948 havde udråbt Israel til en selvstændig stat.

Der skulle således være gode chancer for Soblen for at få asyl i Israel. Men Ben-Gurion havde ikke til sinds at give den landflygtige Soblen varigt ophold i landet for alle jøder, Israel. Soblen var ganske vist jøde, men havde opført sig skadeligt i forhold til alle verdens jøder ved at lade sig hverve som spion for Sovjetunionen. Der var ikke plads til Soblen i Israel. Ben-Gurion betegnde oven i købet Soblen som en ”slyngel”. (Tom Segev, Haaretz: Ghilad Shalit. The 1962 Version, 12. juli 2012, Haaretz online).

Ingen af de tre lande ønskede at give Soblen varigt ophold. Man spillede blot ”Sorteper” videre til en af de andre. Tilbage stod Soblen med uforrettet sag.

Ifølge Tom Gusev kunne den israelske regering have lavet en udvekslingsaftale med Kennedys amerikanske regering om udveksling af Soblen og en 10-årig jødisk dreng, som var indvandret fra Sovjetunionen og som af en antizionistisk jødisk sekt var blevet bortført fra Israel til USA for dér at blive opdraget som ortodoks jøde.

Her kunne regeringsleder Ben-Gurion - hvis han havde villet - have lavet af ’studehandel’ med den amerikanske Kennedy- administration om at lade Soblen få asyl i Israel mod at udlevere den bortførte jødiske dreng.

USA havde for at sikre sig, at Soblen ikke fik asyl i Israel sendt en ’protegé’ til Israel, som skulle sørge for, at Soblen blev sat i det rette fly hjem til New York og ikke mellemlandede i London, hvor han så igen kunne søge om asyl.

Ben-Gurion var så sikker i sig sag, at han ikke en gang ville afvente en appel fra Soblens advokat. Soblen blev derfor beordret sat på et fly ud af landet. Da Soblen ikke - som antaget af den israelske regering - var fløjet ind i Israel med et fly fra det israelske selskab El Al behøvede den israelske regering ikke at bekymre sig om at sætte ham ombord på et fly fra Air France - uden mellemlanding i London.   

Soblen havde nu ikke anden udvej end at konfrontere sig muligheden for at tilbringe resten af sit liv i et amerikansk fængsel alternativt at blive dømt til henrettelse i den elektriske stol, som flere af de anklagede i lignende retssager om spionage til fordel for Sovjetunionen var blevet det før ham (Ethel og Arthur Rosenberg).

Med disse udsigter valgte Robert Soblen selv at gøre en ende på sit liv. 

 

Trotskistisk kapitulation.

Tekst 34.

Michel Pablo - den trotskistiske ’kuffertslæber’.   

Den trotskistiske ”revisionist” Michel Pablo (1911-1996) var for sine mere ”ortodokse” modstandere i den trotskistiske bevægelse en særdeles kontroversiel skikkelse.

Michel Pablo var som ledende medlem af det internationale Sekretariat (IS) ophavsmand til mange af de ”revisionistiske” tanker og ideer i den trotskistiske bevægelse, som blev fremført i IV. Internationale efter 2. verdenskrig.

Den trotskistiske bevægelse undergik efter 2. verdenskrig en teoretisk og politiske degeneration, som helt fjernede den fra sit oprindelige teoretiske og politiske grundlag.

Det tankegods, som Leo Trotsky (1879-1940) havde overleveret til sine efterfølgere blev ikke efterlevet.

Hans selvudnævnte arvinger formåede ikke at honorere hans høje krav om politisk integritet og selvstændig tænkning.

Det kom den trotskistiske bevægelse i stigende grad til at lide af i årene efter 2. verdenskrig.

Ingen af bevægelsens ledere besad Trotskys evne til at analysere verdenskapitalismens økonomiske og politiske udvikling og det stalinistiske bureaukratis degeneration i Sovjetunionen.

IV. Internationales lederskab besad simpelthen ikke evnen til at udforme klare retningslinjer for organisationens politik, hverken i de vestlige kapitalistiske lande eller i de såkaldte ”degenerere arbejderstater” i Sovjetunionen og i Central -og Østeuropa.

Præcis hvornår bevægelsens degeneration satte ind er umuligt at fastslå med sikkerhed, da den muligvis allerede begyndte under selve 2. verdenskrig.

En central skikkelse i degenerationsprocessen var den græske trotskist Mikhalis Raptis, som i IV. Internationale optrådte under navnet Michel Pablo.

Hans mange fejlagtige ideer og tanker har givet anledning til en hel trend inden for trotskisme, kaldet ”pabloisme”.

Vi vil i dette bidrag koncentrere os om Michel Pablos organisatoriske og politiske degeneration som et ledende medlem af IV. Internationales Eksekutivkomite i årene under Algierkrigen 1954-1962.

 

Michel Pablo (1911-1996).

Den græske trotskist Mikhalis Raptis deltog som delegeret for en græsk gruppe i IV. Internationale stiftelseskongres i 1938.

På dette tidspunkt var det forbundet med stor fare at være trotskist. Trotskister befandt sig i skudlinjen mellem den borgerlige statsmagt og stalinisterne, som begge forfulgte dem.

Den borgerlige statsmagt frygtede trotskisternes samfundsomstyrtende tanker og stalinisterne frygtede trotskisternes kritik af det stalinistiske bureaukrati i USSR.

Snesevis af trotskister blev dræbt i de totalitære stater i Europa og Stalins lange arm rakte langt ind i ”fjendeland” i Europa og USA.

Stalins hemmelige efterretningstjeneste NKVD/GPU skyggede - med held - og dræbte snesevis af trotskister i Europa.

Den trotskistiske bevægelse formåede ikke at beskytte sig mod Stalins agenter. Bevægelsens ubestridte leder Leo Trotsky og størstedelen af hans familie i og udenfor USSR forfulgtes, fængsledes og blev henrettet.

Adskillige af Trotskys nærmeste medarbejdere blev slået ihjel af Stalins hemmelige efterretningstjeneste.

(Vadim Rogovin: 1937: Stalins Year of Terror (1998) og Political Genocide in the USSR (2009), Mehring Books). 

Ingen trotskist kan på dette tidspunkt have været uvidende om risikoen for infiltration og dog synes det som om sikkerhedsspørgsmålet ikke blev taget alvorligt af de ledende kadrer i IV. Internationale.

Michel Pablo kom hurtigt til tops i IV. Internationale. Han besad ikke de store analytiske evner, men var en god organisator og så havde han en teknisk uddannelse, som gjorde ham egnet til trykning af politisk propaganda.  

Pablos teoretiske og politiske bidrag til den trotskistiske bevægelse er hurtigt overset.

Pablo projicerede sine egne ønsker om kapitalismens snarlige sammenbrud ud på virkeligheden i stedet for en analyse af kapitalismens tilstand efter 2. verdenskrig baseret på empiriske undersøgelser. 

I stedet for analyse fik IV. Internationale ”alarmisme” fra Pablos side. Ifølge Pablo ville der i umiddelbar forlængelse af kapitalismen sammenbrud følge en ”revolution”, som IV. Internatonale passende kunne udnytte til sin fordel.

Pablos profeti kom som bekendt ikke til at holde stik. Kapitalismen var ikke på sammenbruddets rand, men på vej ind i en opsvingsfase med en længere varende højkonjunktur, det såkaldte efterkrigsboom med høje vækstrater i de kapitalistiske lande.

Pablo tillagde stalinismen i Østeuropa og USSR ”progressive” træk, hvilket som bekendt blev modbevist med arbejderopstanden i 1953 i DDR og i Ungarn og Polen i 1956.

Pablo viste sig som en vaskeægte opportunist, da han foreslog, at de få og små trotskistiske sektioner i Internationale skulle lade sig opsluge af de store arbejderorganisationer, kommunister (stalinister) og socialdemokrater.

I modsætning til den af Trotsky anbefalede ”entrisme” i de venstredrejende socialdemokratier i Europa i 1930’erne, anbefalede Pablo nu ”entrisme sui generis”, entrisme af en særlig art for IV. Internationales få og små sektioner.

Det var en katastrofal politisk taktik at anbefale, fordi den betød opløsning af trotskisternes egne selvstændige organisationer.

Pablos ”entrisme sui generis” har mig bekendt aldrig givet positive resultater nogetsteds.

Pablos politiske taktik resulterede derimod i en likvidatorisk linje, som i længden betød at trotskisterne helt forsvandt fra jordens overflade, da socialdemokrater og stalinister selvfølgeligt ikke stiltiende og passivt fandt sig i at trotskister infiltrerede deres organisationer.

”Entrisme” endte som regel med, at trotskisterne før eller siden med brask og bram blev ekskluderet af den infiltrerede organisation.

I stedet for at ”gøgeungen” fortrængte sangfuglene, skete det omvendte: sangfuglene skubbede gøgeungen ud over redens kant. 

  

Pablos ”mesterstykke”.

Efter splittelsen i IV. Internationale i 1953 ledtes resterne af IV. Internationales Internationale Sekretariat (IS) af 4 personer: Michel Pablo, Pierre Frank, Livio Maitan og Ernest Mandel.

Den amerikanske sektion Socialist Workers Party (SWP), engelske Gerry Healeys Socialist Labour League (SLL) og flertallet i den franske sektion (Pierre Lambert og Marcel Bleibtreu) havde skabt deres egen Internationale (ICFI).

Pablos ”revisionisme” kunne nu udfolde sig i fuldt flor. Pablo havde mere eller mindre forvist den verdensomspændende klassekamp til den 3. verden.

Da Algier-krigen i november 1954 brød ud i den franske koloni Algeriet mod den franske kolonimagt, så Pablo muligheden af at starte en anti-imperialistisk kamp mod moderlandet Frankrig.

Pablo rørte her ved et ømt punkt i den trotskistiske bevægelse: skulle revolutionære marxister støtte nationale befrielsesbevægelser, som anførtes af småborgerlige nationalister i franske kolonier som Indokina og Algier?

Pablo mente ubetinget, ja. Det var ikke en hindring, at befrielsesbevægelserne i Indokina og Algeriet var småborgerlige og nationalistiske:
Nos sections dans les pays imperialistes metropolitains et dans tous les pays capitalistes ont le devoir de defendre activement la lutte emancipatrice des peuples coloniaux contre imperialisme, meme dans les cas oú cette lutte est dirigé par des elements nationalistes et democrates-bourgeois.”

(La Question coloniale et la section francaise de la IV. Internationale. Paris Maspero. Cahiers Rouge. Skolingsmateriale LCR). 

Pablo gjorde sig forhåbninger om at kunne påvirke dem i sin retning.

Inden splittelsen i den franske sektion havde de franske trotskister god forbindelse til Messali Hadj, leder af MNA.

Denne forbindelse kunne Pablo imidlertid ikke bruge, da Messali Hadj havde knyttet sig til den rivaliserende trotskistiske organisation i Frankrig, ledet af Pierre Lambert og Bleibtreu.

Pablo så store perspektiver i den nationale befrielseskamp og rettede sin opmærksomhed mod den anden algeriske befrielsesorganisation Federation de Liberation Nationale (FNL).

Andre organisationer på venstrefløjen var knap så begejstrede for hverken MNA eller FNL.

De franske anarkister i Federation Anarchiste nægtede at støtte FNL og mente ikke at kunne støtte en kamp ”hvor Evangeliet blev skiftet ud med Koranen”.

Såvel Lamberts Organisation Communiste Internationaliste (OCI) og Le Federation Communiste Libertaire støttede mere eller mindre uforbeholdent Messali Hadjs MNA.

Pierre Frank, som var allieret med Pablo, skrev i 1961 om FNL: ”Nous avons soutenu le FNL non par ce que nous avions vu en lui une formation marxiste, mais parce que qu’il menait une lutte effective, reelle, contre l’imperialisme francais”.

De franske trotskister indtog et mindretalsstandpunkt i arbejderbevægelsen.

Ingen af de to store arbejderpartier støttede algeriernes uafhængighed af Frankrig. Socialistpartiet (SFIO) under ledelse af Guy Mollet, som fik regeringsmagten i 1956 støttede ikke Algeriets uafhængighed.

Mindst af alle støttede den senere ”socialist” Francois Mitterand (PS) Algeriets uafhængighed, men gik helhjertet ind for den ’franske Union’. Heller ikke det ”antikolonialistiske” kommunistparti PCF støttede den nationale befrielseskamp i Algeriet, men udstyrede Guy Mollet med særlige magtbeføjelser til at sende franske tropper til Algeriet.

(Sylvain Pattieu: Le camarade Pablo, la IV. Internationale, et la guerre d’Algerie. 12. juni 2009. www.preavis.org/breche-numerique/article1026.html)

 

Pablos netværk af ”kuffertbærere”.

Sylvian Pattieu har i en artikel fra 2009 (oprindeligt trykt i Revue Historique, 2001) undersøgt det netværk som Michel Pablo og det Internationale Sekretariat (IS) opbyggede under Algier-krigen.

Kontakten til algeriske FNL blev foretaget via en mellemand, ex-trotskisten Yvan Craipeau, som havde været en af Trotskys sekretærer i 1933, men som havde brudt med bevægelsen i 1948.

Yvan Craipeau havde i mellemtiden tilsluttet sig ”la Gauche Nouvelle”, men mente ikke, at denne gruppe var den rigtige organisation til at hjælpe FNL.

I stedet henviste han til Pablos PCI. Kontakten var sluttet.

FNL og PCI indledte et samarbejde, hvor især Simonne Minguet for PCI og Michel Pablo for IS var de mest fremtrædende.

FNL øjnede mulighed for at gøre MNA rangen stridig i Paris blandt de derboende algeriere.

PCI stillede arbejdskraft til rådighed og tilvejebragte et hemmeligt og mobilt trykkeri, som trykte organisationens blad og løbesedler. Alt sammen i hemmelighed for de franske myndigheder, - som ikke ønskede et frit Algeriet - og med stor fare for at blive arresteret for ulovlig politisk virksomhed.

Tre personer skal nævnes i den forbindelse: Pierre Avot, Henri Benoits, Simonne Minguet - og Michel Pablo.

Kontakten til FNL varetoges af Mohammed Harbi, som senere blev en kendt fransk-algiersk historiker, som har skrevet bøger om Algier-krigen.

Men PCI nøjedes ikke med at trykke og uddele aviser og løbesedler. Netværket gik nu over til at lave falske identitetspapirer og rejsedokumenter. Takket være den tyske trotskist Jacob Moneta, som var ansat på den tyske ambassade i Paris og som rådede over en ”diplomatisk kuffert”, kunne falske dokumenter uset bringes over grænser.

Det nære forhold mellem FNL og PCI gik så vidt, at FNL blev inviteret til PCI’s hemmelige kongres i december 1958.

 

Hvem tilhører denne postboks?

Men ikke alt gik som det skulle i det illegale arbejde. I april 1956 fattede det franske efterretningsvæsen mistanke om den illegale aktivitet. Pakker med FNL’s materiale sendtes til postbokse i Frankrig, som tilhørte medlemmer af PCI.

Toldvæsenet åbnede nu nogle af disse pakker med illegalt materiale og medlemmer af PCI blev arresteret af det franske efterretningsvæsen.

PCI og FNL brugte en adresse som tilhørte et forhenværende medlem af PCI, Jeanine Weil, som nu var gået over til ”La Gauche Nouvelle”, men alligevel blev anklaget for at have modtaget illegalt materiale fra FNL.

Det udløste kritik fra et medlem af Politbureauet i PCI, Michel Fiant, som mente, at lederen af PCI, Pierre Frank burde påtage sig det fulde ansvar og ikke læsse det over på Jeanine Weil.

Pierre Frank var ikke meget for at stå frem frivilligt og melde sig som bagmand bag den illegale aktivitet. Dels frygtede han hvad et fængselsophold kunne betyde for ham som en af lederne af IV. Internationale.

Dels ville det, at han stod frem som postboksens ejer betyde, at den tætte kontakt mellem FNL og PCI ville blive røbet og dette kunne ikke være i nogens interesse, undtagen efterretningsvæsenet.

En afsløring kunne endvidere betyde, at PCI risikerede et forbud.   

Politbureauet besluttede, ikke desto mindre at Pierre Frank ”va se presenter au juge d’instruction pour assumer la responsabilite de l’une de ses adresses qui est celle de la revue Quatrième Internationale”- at Pierre Frank skulle fortælle dommeren, at han og IV. Internationale var den rette ejermand af postboksen.  

Han blev derefter arresteret 9. maj, men frifundet 12. juni 1956 og de anholdte franske trotskister blev efter en omfattende solidaritetskampagne løsladt.

Dette satte dog ikke en stopper for Michel Pablos illegale aktiviteter med at hjælpe FNL, men i stedet forstærkede han sin indsats. 

I et særnummer udgivet i anledning af IV. Internationale 5. kongres december 1957 slog han til lyd for ”non seulement un appuy politique mais aussi possible, un appuy materiel a la lutte revolutionaire qui s’y poursuivit.” - Ikke blot en politisk støtte til den revolutionære kamp, men også om muligt en materiel støtte til den revolutionære kamp med hvad deraf følger.

 (Quatrieme Internationale. Le V. Congres de la IV Internationale, numero speciale, decembre 1957, p. 53. Archives personnelles Jean Michel Krivine).

Formuleringen var tilpas vag og ubestemmelig og gav Michel Pablo carte blanche til at gøre næsten, som det passede ham.

Det gjorde han så.

Faren for at blive pågrebet og arresteret var for stor i Frankrig, så han forlagde nu sit virke til Holland. Fra 1958 mødtes han regelmæssigt med ledere af FNL, udlandsafdeling. Han blev nu assisteret af den hollandske og tyske sektion af sin IV. Internationale. To medlemmer af PCI Louis Fontane og Pierre Avot var fuldtidsbeskæftiget med etablering af et hemmeligt trykkeri, som trykte tryksager for FNL. Aktiviteten lagde beslag på 15 medlemmer af PCI.

 

Forfalskning af penge på hemmeligt trykkeri i Osnabrück, Tyskland.  

Ideen til at trykke falske penge til FNL kom fra Michel Pablo og Omar Boudaoud fra FNL.

Kolonikrigen i Algeriet var meget blodig og krævede store ofre på begge sider. Det franske militær ønskede at kæmpe krigen til ende, og de politiske partier trådte vande og kunne ikke bestemme sig til at standse krigen og uhyrlighederne.

Det franske militær var ude af stand til at nedkæmpe modstandsbevægelsen og kolonikrigen truede med at blive et ”opslidningsopgør” mellem kolonimagten og kolonien Algeriet.

Højtstående officerer i det franske militær ønskede at nedkæmpe modstandsbevægelsen med skrappere midler end politikerne syntes om og dannede derfor en undergrundshær Organisation Armè Secrète (OAS).

Den 4. Republiks politiske system var i krise og ind på scenen trådte en general fra 2. verdenskrig, som ellers havde trukket sig tilbage fra den politiske scene - Charles de Gaulle.

Som en ”deus ex machina” tilbød de Gaulle sig som en ”frelser”, som kunne løse landets parlamentariske krise.

De Gaulle forkastede det parlamentariske ”ævl og kævl” og skabte en ny 5. Republik med præsidentiel magt til sig selv som præsident.

Et af de midler, som de Gaulle foreslog, var en pengeombytning, hvor 10.000 ”gamle” franc blev ombyttet til 100 ”nye” franc.

I denne pengeombytning så Pablo som en mulighed for at skaffe FNL nogle hurtige og lette penge.

Hvis han og FNL var i stand til at udnytte pengeombytningen ved at udstede mængder af falske penge, ville disse - i cirkulation med de ægte nytrykte pengesedler fra den franske Nationalbank - blive omvekslet med falske. 

FNL ville få penge til at finansiere sine illegale aktiviteter i sin kamp mod den franske imperialisme.

Efter eget udsagn var FNL’s franske udlandsafdeling (Federation Francaise) ikke voldsomt begejstret for Pablos ide. Både Ali Haroun og Muhammed Harbi udtrykte sig skeptisk overfor ideen.

Muhammed Harbi kunne ikke forstå, hvorfor Pablo ville udsætte sig for risikoen for at blive afsløret for falskneri, hvilket ville betyde at han ville blive udvist af Frankrig, da han ikke havde fået fransk statsborgerskab.

Til trods for de andres skepsis, fortsatte Michel Pablo sit forehavende og gik i gang med at forberede trykningen af falske pengesedler.

 

Michel Pablos enegang. 

Nu begik Michel Pablo sin næste fejl.

Han forelagde ikke sin ide for IV. Internationales Eksekutivkomite, som han selv var medlem af.

Hans motiv kan man kun gisne om.

Måske vidste han inderst inde, at hans skøre påfund ikke ville blive godkendt af resten af Eksekutivkomiteen i IV. Internationale: Ernest Mandel, Livio Maitan og Pierre Frank.

Han omtalte den kun sporadisk for Ernest Mandel, som ikke var begejstret, men som heller ikke gik Pablo nærmere på klingen.

Derimod indviede Pablo det hollandske medlem af Eksekutivkomitéen Salomon Santen om sin plan.

Selvom IV. Internationale Eksekutivkomité på ingen måde havde givet grønt lys for hans plan, gik Pablo alligevel i gang med at realisere den.   

For at realisere planen skulle de to bruge et trykkeri. Santen kendte en bogtrykker i Amsterdam, som havde været Spaniensfrivillig og som havde deltaget i modstandskampen mod den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig. Santen mente, Albertus Oeldrich var til at stole på og aldrig ville gå til myndighederne og røbe deres forehavende.

Pablo fik FLN med på ideen og FNL godkendte formelt beslutningen i marts 1959.

Pablo begyndte nu at indkøbe nogle særlige trykkemaskiner, som kunne trykke pengesedler en masse og i november 1959 stod maskinerne klar. 

Det lykkedes også at skaffe det særlige papir, som bruges til trykning af pengesedler fra en papirhandler i Amsterdam.

Og nu kommer det springende punkt, som for en uvildig iagttager virker højst uforsigtigt og risikabelt.

Uvist af hvilken grund valgte Pablo at involvere tyske trotskister i sin hemmelige plan om trykning af falske pengesedler.

Selve trykningen skulle ikke foregå i Holland, men i Tyskland.

Pablo har formodentligt ikke vidst, at Stalins hemmelige efterretningsvæsen allerede i 1930’erne havde infiltreret de tyske trotskisters organisation IKD via de to Sobolovecius-brødre.

Disse to brødre fortsatte i øvrigt deres spionage i trotskisternes rækker og dukkede først op i 1950’erne og 1960’erne, da det amerikanske Forbundspolitik (FBI) afslørede dem som sovjetiske spioner i USA.

Vi henviser til de to foregående tekster om det østtyske efterretningsvæsens infiltration af trotskistiske organisationer.

For at dokumentere påstanden om den østtyske efterretningstjenestes infiltration af de tyske trotskister, nødsages vi til at foretage en digression: 

Peter Behrens skriver i sin bog ”Trotzkisten gegen Hitler” 2007, at mange tyske trotskister efter 2. verdenskrig vendte tilbage til det parti som mange enten havde forladt eller var blevet ekskluderet af i løbet af 1920’erne og 1930’erne (jf. op. cit., p. 154)

Hvorfor søgte de ind i det parti, KPD, som i Vesttyskland var en pendant til det østtyske SED?

Både det østtyske SED og det vesttyske KPD som var snydt ud af næsen på SED drev en sand heksejagt på ”trotskister”, virkelige som indbildte.

Trotskister var udsat for den samme hadske hetz, som de havde været siden midten af 1920’erne i Lenins og Trotsky’s Sovjetstat.

Det østtyske Ministerium for Sikkerhed (MfS) var en tro kopi af Stalins GPU, nu omdøbt til KGB.

Stalins ”Folkedemokratier” efterlignede på bedste vis hans eget diktatur, hvor en lille bureaukratisk klike til fulde beherskede samfundet som helhed.

Der var absolut ingen grund til for trotskister at nære forhåbninger om større ændringer om en tilbundsgående ændring af Sovjetstaten efter 2. verdenskrig.  Ikke desto mindre nærede mange trotskister forhåbninger om en ”opblødning” af Stalins terroristiske og stramme diktatur. De blev slemt skuffede og ofre for deres egne illusioner.

Før DDR-regimets endelig sammenbrud i 1989 lykkedes det Stasi-ansatte at tilintetgøre store dele (?) af deres arkiver, som Ministeriet for Sikkerhed førte over potentielle politiske modstandere - hjemme som uden for DDR.

En del af arkivmateriale offentliggøres nu bid for bid og der tegner sig et trist billede af en ”overvågningsstat” som absolut ikke leder tanken hen på en socialistisk ”arbejder-bondestat”.

DDR-staten og dets stalinistiske bureaukrati havde i al væsentlig to slags fjender: en indre, dvs. statens egne borgere (”folkefjender”) og en ydre. Af DDR-regimet defineret som ”imperialistiske agenter”.

Sværest at forstå for mange er det måske, at DDR-regimet i høj grad forfulgte ”afvigere” indenfor egne rækker, dvs. sige egne medlemmer. Disse var ofte placeret højt oppe i partihierarkiet. Staten og partiet var ikke helt den monolit som den udgav sig for at være.

Allerede fra starten (og endnu før DDR-statens dannelse i 1949) i 1949 afløste den ene udrensningsbølge den anden og højtstående partifunktionærer blev enten direkte udrenset af partiet eller blev ”forflyttet” til mindre betydningsfulde poster i DDR-staten.

Günter Wernicke, historiker fra Institut for Historievidenskab på Humboldt Universitet i Berlin har i bogen ”Anarchisten gegen Hitler”, 2001, i artiklen ”Operativer Vorgang (OV) ”Abschaum. Das Ministeruim für Sicherheit (MfS) und die deutschen Trotskisten in den 1950er Jahren” (pp. 281-299) gravet i det østtyske Sikkerhedsministeriums efterladte arkiver.

Vi ved ikke helt præcist hvor stor en del af Statssikkerhedstjenestens (STASI) arkiver, som funktionærerne nåede at tilintetgøre inden folkemasserne bemægtigede sig STASI’s kontorer.

Men de akter om Sikkerhedstjenestens infiltration af trotskistiske organisationer i Tyskland og som havde forgreninger til den internationale trotskistiske bevægelse, som Wernicke fremlægger, er ikke rare at få at vide for en nutidig trotskist.

Ifølge Wernicke har MfS formået at trænge dybt ind i tyske trotskisters rækker ved hjælp af et netværk af hvervede ”hemmelige medarbejdere”, som udadtil har poserede som ”trotskister”.

Wernicke gengiver utallige eksempler på, hvorledes Ministeriet for Sikkerheds ”hemmelige medarbejdere” gennem årtier systematisk har infiltreret og har kunnet levere værdifulde oplysninger om sine trotskistiske ”dødsfjender”.

Lad os anføre et par eksempler.

 

Operation ”Afskum”.

Wernicke har i afdelingen for udlandsspionage (Hauptverwaltung für Ausland) fundet en række mapper, hvor 5 forskellige ”hemmelige medarbejdere” har berettet om aktiviteter vendt mod trotskister i Tyskland såvel som uden for DDR.

Operation ”Afskum” blev indledt 22. november 1955.

Følgende ”hemmelige medarbejdere” var involveret:

”Krausnick”; ”Hartmann”; ”Loesewitz”; ”Hensen” og ”Conrad”.

Det overrasker Wernicke, at han i disse mapper finder et righoldigt materiale, som tyske og udenlandske trotskister har fremstillet. 

Det er Wernickes opfattelse, at MfS har kunnet danne sig et særdeles godt overblik over tyske såvel som udenlandske trotskisters politiske aktiviteter.

MfS har via sine agenter på nærmeste hold kunne følge den splittelse i den trotskistiske bevægelse, som opstod i 1953 og formåede at ”spille på” denne.

MfS’s klare mål har været at ’føre krigen ind i fjendens lejr’ og udnytte splittelse til egen fordel. Med andre ord sprede så megen forvirring som muligt hos sine politiske ”dødsfjender”, trotskisterne.

MfS iagttog med stor interesse, at den internationale trotskistiske bevægelse splittedes i to overfor hinanden stående og tilsyneladende voldsomt uenige fraktioner.

MfS formåede at infiltrere de tyske trotskisters organisationer helt ind til kerne af disse.         

Wernicke dokumenterer ved hjælp af akterne, hvorledes MfS formår at sende ”hemmelige medarbejdere” ind blandt de tyske trotskister.

Murbrækker er en vis Frits Hesse, med agentnavnet”Krausnick”, som på MfS’s ordre skal optage kontakt med aktive tyske trotskister.

Murbrækkeren Hesse kendte en anden fremtrædende tysk trotskist: Alfred Weiland. 

MfS havde åbenbart noget på Weiland siden han lod sig hverve som ”hemmelig medarbejder”. Han var nemlig allerede blevet arresteret 11. november 1950 og bortført til Øst-zonen (p. 288).   

Hesse havde kendt Weiland siden 1923 og begge havde siden 1933 været aktive i gruppen Internationale Sozialisten, som Hesse forlod i 1948.

Hesse havde en i MfS’s øjne ”problematisk” fortid, som efterretningstjenesten kunne udnytte til sine formål: at undergrave al trotskistisk aktivitet. 

Fra en gang midt i 1920’erne havde der fundet en bitter fløjkamp sted i det tyske kommunistparti (KPD), som fra midt i 1920erne havde forårsaget en række udrensningsbølger, som mange medlemmer blev offer for.

I slutningen af 1920’erne havde stalinisten Ernst Thälmann helt overtaget magten i partiet med Stalins Komintern som støtte. Herefter var al fri debat og meningsudveksling ophørt. Kun Thälmann og Stalins bureaukrati kværnede løs. 

Hesse var set fra dette standpunkt ikke nogen eksemplarisk stalinist. Han havde tilladt sig at bryde med moderpartiet allerede i 1919 og havde tilsluttet sig det ”venstreradikale” KAPD (Kommunistiche Arbeiterpartei  Deutschlands).     

Han havde tilsluttet sig en ”venstreradikal” fagforening  Allgemeine Arbeiter Union (AAU).

I 1945 var han så tilsyneladende svunget helt om og havde meldt sig ind i det genoprettede KPD, senere det med SPD (det tyske Socialdemokrati) sammensluttede SED.

Af for mig uforståelige grunde lod Hesse sig på dette tidspunkt åbenbart hverve som agent for MfS. 

MfS hvervede ofte personer med en venstreoppositionel fortid, fordi disse havde lettere ved at trænge ind i og infiltrere den yderste venstrefløj, hvis de kunne opvise et omdømme som oppositionelle til stalinismen. 

En af murbrækkeren Hesses første ”objekter” var Karl Ristau, (agentnavn ”Stüwe”) som han første gang kontaktede 15. december 1951 (op. cit., p 291).

Hesse kendte Ristau, som havde opsøgt ham efter sin løsladelse fra nazisternes interneringslejr Oranienburg i juli 1936.

Hesse og Ristaus politiske karriere lignede hinanden og var ligeså brugbar for MfS. 

På samme måde som Fritz Hesse var også Karl Ristau medlem af KPD indtil sin arrestation 28. februar 1933. Efter 4 måneders forvaring i koncentrationslejren Oranienburg fulgte 3 års tugthus.

I 1945 trådte Ristau først ind i KPD, dernæst SED, som han af uransagelige forlod igen. Wernicke angiver årsagen til at være ”indre partistridigheder” i SED.

Karl Ristau havde en godt kendskab til den person, som MfS havde udset til at være det gennemgangsled, hvorigennem de kunne bane sig vej helt ind til kernen i de tyske trotskisters rækker: Helmut Schneeweiss

Fra foråret 1954 arbejdede MfS energisk på at hverve Helmut Schneeweiss. Schneweiss havde skrevet under på en proklamation, som Trotsky havde udarbejdet i 1933, hvori han tog afstand fra Stalins to rivaler Sinowjew og Kamenew, hvilket han bekræftede ved sit første møde med Ristau (”Stüwe”).

I november 1954 lykkedes det agent ”Stüwe” at overtale Schneeweiss til at ville arbejde for MfS.

Wernicke citerer agent Stüwe for at spurgt Helmut Schneweiss om han var villig til at tage til Berlin for ”at tale med kammeraterne i Centralkomiteen” i SED. Disse ville ”sørge for hans sikkerhed” (op. cit., p. 291)  

Schneeweiss erklærede sig parat til at understøtte KPD/SED i dets arbejde og MfS havde nu erhvervet sig endnu en ”hemmelig medarbejder”, som fik kodenavnet ”Hartmann” og som erklærede sig villig til at infiltrere trotskistiske organisationer.

Helmut Schneeweiss skulle i sidste halvdel af 1950’erne vise sig at blive en værdifuld og pålidelig agent for MfS, når det gjaldt om at infiltrere IV. Internationales tyske sektion, som var tilsluttet det Internationale Sekretariat, ledet af den græsk fødte trotskist Michel Pablo og belgiske Ernest Mandel) .

De to ”hemmelige medarbejdere” i MfS ”Hartmann” (Helmut Schneeweiss) og ”Stüwe” (Karl Ristau) forsynede sin arbejdsgiver med værdifulde oplysninger om spliden mellem de hovedretninger i den trotskistiske bevægelse: det Internationale Sekretariat (IS) og International Commitee of the Fourth International (ICFI), ledet af den amerikanske trotskist J. P. Cannon og den britiske trotskist Gerry Healy.   

MfS havde således fuldt ud kendskab til den diskussion om, som førtes i de to Internationaler, som begge gjorde krav på at være repræsentanter for Trotsky’s IV. Internationale.

MfS var endvidere godt orienteret om de interne debatter i de to Internationaler om hvorledes man skulle betragte Jugoslavien: en deformeret arbejderstat (Mandel) eller er ren kapitalistisk stat (Healy).

MfS var vidende om den støtte som nogle grupper på venstrefløjen modtog fra Jugoslavien: ”Neues Beginnen” og det ”titoistiske” UAPD (Unabhängige Arbeiterpartei Deutschlands). 

MfS havde endvidere i kraft af Schneweiss  kendskab til det Internationale Sekretariats støtte til den algierske væbnede befrielseskamp mod den franske imperialisme og til organisering af illegal våbentransport til den algierske befrielsesbevægelse FNL (Federation Nationale de Liberation).

Schneeweiss og IS’s engagement i illegal våbentransport til FLN bevirkede imidlertid, at han som følge af et samarbejde mellem det franske og det tyske efterretningsvæsen blev arresteret og fængslet. Han var derfor ikke længere brugbar for MfS.  (p. 292).

Af frygt for at blive afsløret i at have noget at gøre med den illegale støtte til den algeriske modstandskamp, lagde MfS sin ”hemmelige medarbejder” ”Hartmann” på is.

 

Eksempel på en ”hemmelig medarbejder” i MfS: ”Conrad”.

En anden af MfS’s ”hemmelige medarbejdere” hvervet for at infiltrere trotskistiske organisationer var Franz Joseph Schrod med agentnavnet ”Conrad”. 

Murbrækker for MfS var her en person ved navn Ernst Rush, agentnavn ”Hensen”, som i 1950 lod sig hverve som agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB med henblik på infiltration af den trotskistiske bevægelse.

Agent ”Hensen” alias Ernst Rush skriver i sin rapport 8. oktober 1954 til sin føringsofficer, at han har hvervet ”Conrad” med det formål at infiltrere IV. Internationale.

Hemmelig medarbejder ”Conrad” var kodenavn for den tyske trotskist Franz-Joseph Schrod.

Også i hans tilfælde knyttede MfS an til hans politiske fortid. Schrod var før Hitlers magtovertagelse i 1933 medlem af både KPD og af Rote Frontkämpfer Bund (RFB).

Efter 1945 var han trådt ind i SED og var på KGB’s ordre trådt ind i SPD for at agere ”trotskist”.

Schrod var lidt af en gevinst for MfS. Han havde forbindelse til nogle af de mest fremtrædende tyske trotskister: Georg Jungclas, Schneeweiss, Gestenberg og til Brandler-gruppen (efter ”højrekommunisten” Heinrich Brandler).

Og hvad der var endnu bedre: Han kendte personligt Ernest Mandel, den mest fremtrædende trotskist i det Internationale Sekretariat, den ene af de to trotskistiske Internationaler.

 Schrod var i 1952 udtrådt af det venstresocialdemokratiske Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschland (USPD), som på dette tidspunkt opløste sig selv og havde tilsluttet sig Sozialwissenschaftliche Vereinigung. I Vestberlin fandtes imidlertid en gruppe USPD’ere som ønskede at føre partiet videre og MfS besluttede at ”Conrad” skulle ”reintegreres” i USPD, Vestberlin.

Både Ristau og Schrod indtog positioner som kredsledere i USPD-Vestberlin. (p. 293).

Nu synes der imidlertid at gå kludder i de to ”broderlige” efterretningstjenesters samarbejde, det sovjetiske KGB og det østtyske MfS.

Hvilken af de Internationaler skulle man støtte? Skulle man blot skubbe på i retning af yderligere splittelse af den trotskistiske Internationale?

De to efterretningstjenester havde nu agenter i begge de to Internationaler. Var det en holdbar strategi og ville dette føre til bevægelsens langsomme død?

KGB havde to agenter Ernst Rusch og Willy Stubbe, agentnavn ”Zimmerman” infiltreret i de trotskistiske organisationer.  

MfS havde ”Stüwe” (Karl Ristau) og ”Loesewitch” infiltreret. 

Stubbe, alias ”Zimmermann” som var kredssekretær for USPD i Berlin, Wedding, blev i oktober 1952 integreret i den vestberlinske ledelse af den trotskistiske gruppe.

”Stüwe” (Ristau) og ”Loesewitch” overvågede Sozialistiche Wissenschaftliche Verband.

Den fremtrædende tyske trotskist Georg Jungclas fattede mistanke til, at den tyske sektion kunne være infiltreret af stalinistiske agenter og advarede nu de vesttyske trotskister mod at rejse ind i den østlige sektor og formanede dem til at være opmærksom på, hvem der deltog i SWV’s møder.

Følgende trotskistiske grupper fandtes i Tyskland i 1950’erne:

Internationale Sekretariat: (Marxistische Arbeitskreis i SPD),

ICFI: forh. medlemmer af Leninbund og gruppen ”Neues Beginnen” indenfor Sozialwissenschaftliche Vereinigung (SWV).

MfS støttede den størst mulige splittelse mellem de tyske trotskister. Den skulle ske ved at støtte ICFI’s bestræbelser på at skabe en vestberlinsk og vesttysk sektion af ICFI via den schweiziske sektion Sozialistischer Arbeiterbund, Heinrich Buchbinder).

 

Agenter i begge lejre.

Otto Freitag (”Hausmann”), og Shrod (”Conrad”) blev sent i marken af KGB og MfS med den opgave at undergrave og ødelægge den trotskistiske bevægelse. Dette mente de bedst kunne gøres ved at støtte ”splittelsesmagerne” i ICFI

På samme tid arbejdede et andet hold agenter, Rush (”Hensen”), Ristau (Stüwe”) via Schneeweiss (”Zimmermann”) på at styrke Mandels Internationale Sekretariat.

Jungclas arbejdede på at skabe en vestberlinsk sektion af IS og sendte Horst Shoeler til Vestberlin. Shrod var nu vidende om, at Schneeweiss arbejdede for MfS. (296).

Også for MfS var det uklart hvilken retning den trotskistiske bevægelse bevægede sig i og man indtog derfor en afventende position.

Agent Shrod (”Conrad”) søgte kontakt til ”trotskisten” Oscar Hippe, da han løsladtes fra fængsel i DDR 13. august 1956 i Vestberlin. Under Hippes arrestation opsøgte Shrod Hippes kone.

Shrod holdt MfS orienteret om ICFI’s forsøg på at danne en vesttysk sektion og om de tilnærmelsesbestræbelser mellem de to 4. International’er som løbende fandt sted.

MfS frygtede, at en tysk sektion i Vestberlin kunne blive en forpost til eventuelle forbindelser til kredse i DDR.

MfS koncentrerede sig nu om en formel tilnærmelse til Georg Jungclas (IS).  1. maj 1959 opsøgte ”Conrad” Georg Jungclas i Köln og ”forsonedes med ham” (Wernicke).

Fra slutningen af 1959 bestræbte Oskar Hippe og den i mellemtiden fra fængslet i DDR løsladte Alfred Weiland sig på, at grundlægge en ny trotskistisk gruppe.

Ifølge ”Conrad” orienterede de sig mod Marxistiche Arbeitsgruppe i SPD.

Wernicke undrer sig afslutningsvis over, at de to efterretningstjenester brugte så mange ressourcer på så forholdsvis få og ufarlige trotskister:

Die Tatsache, dass man seitens der MfS über ein Vielzahl von konspirativen Mitarbeiter bis in die Führungsgremien der internationalen Bewegung hinein verfügte und damit sehr pragmatich aber auch prognostich auf bewegsimmanente Auf -und Abschwünge in den Internationalen reagieren konnte, band erhebliche Kräfte und Mittel, die eine objektiv nicht existente Gefahr in ein Syndrom pervertierte. Aber hier bediente das MfS mit der ihm eigenen Gründlichkeit das in der kommunistichen Bewegung seit der Stalinisierung der Parteien praktisierte Feind-Raster, d. h. die rigide Bekämpfung kritischdenkender marxistischer Linker innerhalb der nationalen wie internationalen Arbeiterbewegung. Wenngleich die Vergehensweise ab Ende der 1950er Jahre nicht mehr so aggressiv war, wirkten die Grundmechanismen ungebrochen bis zum Zusammenbruch der DDR im MfS weiter.” (op. cit., p. 299)    

Den person, som Pablo valgte som sin kontaktmand i Tyskland hed Helmuth Schneweiss. Som ovenfor anført boede Schneweiss i Osnabrück, hvor han kunne skaffe en lokale, hvor trykningen af de falske pengesedler kunne finde sted.  

Bogtrykkeren Oeldrich kunne ikke klare produktionen af de mange sedler alene og inddrog nu en personlig ven Hubertus Hompe, som var bogtrykker ansat i et firma ejet af en vis Joop Swart.

De første falske sedler var planlagt udstedt til 11. juni 1960.

10. juni blev Oeldrich, Hompe og Schneweiss arresteret i Osnabrück. Samme dag blev Pablo og Santen arresteret i Amsterdam.

Eftertiden har i Stasi’s arkiver påvist Schneweiss’ agentvirksomhed

Pablos hemmelige aktion blev afsløret og 4 personer stod nu anklaget for seddelfalskneri: trotskisterne Pablo, Santen og Stasi-agenten Schneeweiss - og den libertære bogtrykker Oeldrich.

På anklagebænken erklærede Pablo og Santen sig for komplet uskyldige og nægtede ethvert kendskab til pengesedlerne og trykkeriet.

Oeldrich viste sig at være knap så pålidelig som troet af Pablo og Schneweiss forholdt sig - forståeligt nok som Stasi-agent - passiv.

Retssagen mod Oeldrich og Schneeweiss i Osnabrück fandt sted i april 1961 og i Amsterdam mod Pablo og Santen i juni 1961.

Hvis anklagemyndigheden troede, at de havde at gøre med en simpel tilståelsessag troede den fejl.

Det lykkedes IV. Internationale at forvandle den oplagte sag mod dem til en politisk offensiv mod den borgerlige statsmagt.

IV. Internationale iværksatte en solidaritetskampagne og indkaldte mange vidner til at vidne til fordel for de anklagede.

Pablo fremstillede hele affæren som en fælde, som det franske og tyske politi havde opstillet for at få trotskisterne til at gå i den.

Pablos kammerater i IV. Internationale kunne godt se det ”uheldige” i at Pablos aktion var blevet afsløret, men ønskede ikke at udlevere Pablo til borgerskabets retssystem.

Mandel, Maitan og Frank så gennem fingrene med at Pablo havde spillet hasard med IV. Internationales gode ry som en organisation, som holdt sig indenfor lovens grænser og blot havde en anden politisk opfattelse, hvad der jo ikke var ulovligt.    

Pablo beskyldte på hyklerisk vis bogtrykkeren Oeldrich for ikke at udvise den rette omhu i udvælgelsen af medarbejdere, dvs. Hubertus Hombe.

Sylvain Pattieu antyder i sin artikel i Revue Historique, at det var Hompes arbejdsgiver Joop Schwart, som gik til det hollandske politi og røbede falskneriet. Schwart arbejdede ifølge Sylvain P. som politistikker.

Muligvis - men det kan kun have glædet Stasi-agenten Schneweiss, af falskneriet blev afsløret.  

Pablo omtalte under retssagen Hubertus Hompe som ”mentalt retarderet” og Oeldrich burde ikke have inddraget ham i den illegale trykning.

Den hollandske trotskist Salomon Salten kom senere på det rene med, at Schneweiss var agent for en fremmed magt. Stasi-arkiverne har senere vist sig at give ham ret.

Her er Schneeweiss’ biografiske data fra Biographische Angaben der Deutschen Kommunisten. Biographische Databanken:  

[Helmut Schneeweiss (1903-1989):

Ifølge oplysningerne i denne databank er Schneweiss den perfekte revolutionære marxist og man kan ikke sætte en finger på hans politiske løbebane. Alligevel knytter der sig en mistanke til hans person.

”Arbejder, medlem af Kommunistischer Jugend Deutschlands (KJD) og Kommunister Partei Deutschlands (KPD) i 1923.

Grundlægger af og talsmand for Arbejdsløshedsudvalget i Oranienburg, Berlin.

Med til at grundlægge Rote Frontkämpfer Bund (RFB) i Oranienburg.

Efter forbuddet mod RFB i 1929 ledede ham den ”proletariske selvforsvarsgruppe”.

Bragte sig i modsætning til partiets og Kominterns ”venstreradikale” og sekteriske kurs og blev ekskluderet for at medvirke til enhedsfrontpolitik mod den fremtrængende nazisme og blev som mange andre ekskluderet af KPD.

Tilsluttede sig herefter den trotskistiske venstreoppositionelle gruppe i Oranienburg, hvor han videreførte en enhedsfrontpolitik sammen med andre venstrefløjsorganisationer.

I november 1932 deltog han i den internationale Venstreopposition uformelle møde med Trotsky i København.  

I 1933 flygtede han til det (fransk besatte) Saar.

I 1935 var han med til at grundlægge den trotskistiske gruppe IKD (Internationale Kommunisten Deutschlands) i Amsterdam.

I 1938 fratog nazisterne ham hans tyske borgerskab og han levede illegalt i Holland under krigen.

Efter krigen vendte han tilbage til Tyskland, hvor han slog ned i Osnabrück. Han skal her have deltaget i IV. Internationales (Internationale Sekretariat) arbejde for at støtte befrielsesbevægelsen FLN i Algeriet. Schneweiss sad en kort overgang fængslet for sine ”forfalskningsaktiviteter” (formodentlig pas - eller pengeforfalskning).Den hollandske trotskist Sal Santen og andre trotskister har ham mistænkt for at have arbejdet for østlige sikkerhedstjenester.”

Pablo og Santen blev begge dømt 15 måneders fængsel. Ahmed Abbas, FNL, Helmuth Schneweiss 2 år og Albinus Oeldrich to et halvt år.

Den hollandske regering ville udvise Pablo til hans hjemland Grækenland, men dette blev dog forpurret og han drog i eksil i Schweiz.

 

Hvorfor blev Michel Pablo ikke ekskluderet af IV. Internationale?

Affæren gav ikke anledning til nogen større ransagning af IV. Internationales sikkerhedspolitik. Ernest Mandel brød ganske vist ikke om affæren, fordi den udstillede IV. Internationale som en flok amatører.

Pablo blev i interne breve bebrejdet for ikke at have rådført med de andre i Eksekutivkomiteen og for ikke at ville underkaste sig organisationens ”demokratiske centralisme”.    

Mandel formulerede i et brev 15. september 1962 til ledelsen en mild kritik af Pablo: ”abandonner la creation de l’Internationale a un seul ”penseur” entouree de quelques elements ”dynamiques” qui se contentent executer ses ordres”.

Mandel skrev om Pablo, at han udviste: ” difficulté croissante que se manifeste le camerade Pablo a collaborer ainsi en equipe”.

At Pablo ikke var en holdspiller, men hellere ville gå sine egne veje var ikke ukendt i organisationen, ej heller at han ikke var en stor ”tænker”. Mandels kritik af Pablo må siges at være alt for mild i betragtning af den store fare han udsatte IV. Internationale for med sin pengeforfalskning. En fare som kunne have betydet, at IV. Internationale var blevet kriminaliseret og dømt illegal.

Den eneste organisatoriske konsekvens som Pablos mislykkede falskneri fik for IV. Internationale var, at Mandel, Maitan og Frank benyttede Pablos fængselsophold til at udelukke ham fra Eksekutivkomiteen i IV. Internationale.    

Hele affæren og måden hvorpå Pablo havde varetaget den, burde have kaldt på mere drastiske sanktioner mod ham for at bragt organisationen i fare og for at have negligeret dog forbrudt sig mod elementære sikkerhedsforanstaltninger. 

Mandel, Maitan og Frank valgte i stedet at lade hånt om IV. Internationales sikkerhed.  

Heller ikke Pablo lærte noget af sin mislykkede aktion og sin fængsling, som gjorde ham ukampdygtigt i de næste to år.

Ufortrødent fortsatte han i samme spor.

 

Pablo forsætter sin enegang i IV. Internationale.

Michel Pablo gik nu et skridt videre i sin praktiske solidaritet med det algeriske folk i dets kamp mod den franske imperialisme.

Michel Pablo tillagde koloniale revolutioner i den 3. verden en altafgørende betydning. 

I en intern tekst forklarede han således, at det drejede sig om at: ”eduquer dans l’action des couches plus ou moins larges sur le sens et portèe rèels de l’alliance avec les peuples colonisès.” (Archives BDIC, Nanterre. Texte interne de Pablo).

Notre soutien à la revolution presente ne peut se contenter d’etre verbale, et accessoire mais doit etre au contraire constant, pratique et l’un des nos axes essentiels d’action.”

Pablo syntes at have erstattet verdensrevolutionen med en kolonial revolution. Pablo lagde mere vægt på den anti-koloniale kamp end på klassekamp i de højtudviklede kapitalistiske lande. Det er vist ikke for meget sagt, at han ligefrem forsømte klassekampen i de højtudviklede kapitalistiske lande.

I betragtning af at han i begyndelsen af 1950’erne havde formuleret en teori om kapitalismens snarlige sammenbrud og muligheden af en nær forestående 3. verdenskrig var det en lidt underlig forskydning af klassekampens centrum.

 

Våben og falske penge til FNL.

Pablo var ikke færdig med at gå ud af sin ”eventyristiske” vej.

Han var besat af tanken om en kolonial revolution i 3. verdenslandene, begyndende i Algeriet.

Hvis befrielsesbevægelsen FNL skulle besejre den franske imperialisme kunne det kun ske i en væbnet kamp.

Altså måtte FNL have våben til sin rådighed.

Hvorfra skulle våbnene komme, var det næste spørgsmål. Pablo kom på den ide, at det ville være bedst at FNL selv producerede sine egen våben. Det var alt for risikabelt med våbentransporter over land og vand. Adskillige våbentransporter var blevet opbragt til havs. 

Bedst ville det være, hvis FNL selv kunne fremstille disse. Men hvor og hvordan?

Her så Pablo en opgave for IV. Internationale: at etablere en våbenfabrik, som kunne forsyne FNL’s væbnede gren ANL med våben.

Igen gik Pablo sin egen vej uden at rådføre sig med Eksekutivkomiteen og 4. Internationales ledelse.

Det havde været naturligt, om han havde orienteret den om sin ide om en våbenfabrik i Nordafrika.

Kun Ernest Mandel blev løseligt informeret uden rigtigt at få hele historien med. Pablo nøjedes med at antyde sin hensigt. 

Maitan og Frank syntes at være forbeholdne over for Pablos ide om etablering af en våbenfabrik i Marokko og fremstillingen af falske penge til FLN.

Mandel var efter udsagn fra daværende franske trotskister mere forbeholden end de to andre. (Pattieus samtale med Simonne Minguet og Pierre Avot, 17. november 1999).

I modsætning til hvad man kunne tro, var det ikke repræsentanter for FNL, som lokkede Pablo og IV. Internationale ud i en ”eventyr” om anlæggelse af en våbenfabrik i Marokko. Det var Pablos helt egen ide.

FNL købte en nu stor ejendom nær ved Kenitra i Marokko beliggende i en appelsinlund, som skulle tjene som skjul for den hemmelige våbenfabrik. Ude fra skulle det se ud som om, at det var en fabrik, som producerede appelsinsyltetøj.

De følgende oplysninger stammer fra interviews som Sylvain Pattieu har lavet med 3 franske trotskister, som var involveret i etableringen og arbejdet på våbenfabrikken i Marokko: Pierre Avot, Louis Fontaine og Simonne Minguet.      

De to franske trotskister Pierre Avot og Louis Fontaine var eftersøgt af det franske efterretningsvæsen og kunne ikke blive i Frankrig.

IV. Internationales hovedkvarter blev midlertidigt flyttet til Italien og Avot, Fontaine og Minguet flygtede til Italien.

Louis Fontaine agerede kontaktperson og tog til Tyskland, hvor tyske kammerater forsynede ham med et falsk pas og identitetspapirer.  Dernæst rejste han til Rabat i Marokko for at arbejde på våbenfabrikken. Fontaine fortæller, at fabrikken lå afskærmet fra omverdenen: Arbejderne som kom fra mange forskellige lande sov i barakker nogle kilometer fra fabrikken.

Maskinerne til våbenfabrikation blev importeret fra østeuropæiske lande og sympatiserende franske ingeniører hjalp med til at starte produktionen. 

Maskindelene og delene til geværerne kom fra forskellige dele af verden. Hans enhed bestod af ca. 100 mand. Han havde som franskmand tilladelse til at bevæge sig uden for fabriksområdet og mødtes et par gange Michel Pablo i Rabat, Marokko.

Da fabrikken havde produceret sine første 500 stykker våben, holdt Pablo en tale for arbejderne. De producerede våben var ikke af en særlig god kvalitet, men havde en symbolsk betydning for FNL, som nu var i stand til at producere sine egne våben.

Sylvain Pattieu bemærker, at det tilsyneladende ikke bekymrede de franske trotskister i PCI, at de producerede våben af FNL blev brugt mod (værnepligtige) franske soldater i kolonikrigen mod den algeriske befrielsesbevægelse.

 

Efter FNL’s magtovertagelse. 

I 1962 besejrede FNL den franske kolonimagt og havde således tilkæmpet sig uafhængighed.

Nu skulle alle Pablos forhåbninger om et socialistisk Algeriet enten bære eller briste. Som så ofte før fejlbedømte Pablo fuldstændigt det algirske FNL.

Pablo projicerede sine egne inderste ønsker ud på virkeligheden og så I FNL den revolutionære marxistiske avantgarde, som han drømte om.

Det viste sig hurtigt, at FNL var alt andet end den revolutionære marxistiske fortrop, men en ganske normal småborgerlig nationalistisk befrielsesbevægelse som så mange andre befrielsesbevægelser i den 3. verden.

Pablos forskruede forventninger til en verdensopspændende kolonial revolution mod metropolerne viste sig at være et fata morgana, en luftspejling i den nordafrikanske ørken. 

Udviklingen i Algeriet gik ikke i retning af socialisme, men i retning af et militærdiktatur, som endeligt tog magten i 1965, da oberst Boumedienne tog magten og fængslede alle sine modstandere eller tvang dem i eksil.

Pablos favorit Ahmed Ben Bella blev drevet i eksil og Pablos trotskistiske venner blev arresteret og sat i fængsel.  Adskillige blev udsat for tortur og pådrog sig skader for livet.   

Pablo undslap Boumediennes bødler og vendte tilbage til Frankrig, hvor han genoptog sin fraktionskamp mod resterne af IV. Internationale (Mandel. Maitan og Frank).

Pablo mente forsat at nøglen til den socialistiske verdensrevolution lå i den 3. verden og han lagde nu sine kræfter i IV. Internationales afrikanske kommission. 

Han kørte han fortsat sololøb og var ankermanden bag kommissionens blad.

Den amerikanske, britiske og franske sektion (ICFI) som stod uden for IS og kritiserede heftigt IS for ”pabloistisk revisionisme”.

Men i 1963 valgte det amerikanske ”revisionistiske” SWP at genforene sig med Mandel, Maitan og Frank. IV Internationale var nu ”genforenet”.

Michel Pablos enegang og talrige ”udskejelser” blev dog for meget for det forenede USFI og Pablo blev ekskluderet i1965.

Efter af den græske oberstjunta var styrtet i 1974 udnævnte ærkebiskop Makarios på Cypern Pablo til cypriotisk konsul.

Pablo spillede ikke længere nogen fremtrædende rolle i den trotskistiske bevægelse, men forsøgte alligevel at lave sin egen 4. Internationale.

Hans tilhængere i Frankrig var få og gemte sig i det lille ”centristiske” Parti Socialiste Unifié (PSU) i Frankrig, hvor de mest gjorde sig bemærket med slagordet ”autogestion” på arbejdspladserne.

Omkring 1990 genoptog han sin forbindelse til USFI, som aldrig gjorde op med sin ”pabloisme”.

Pablo døde i 1996.

 

Pablos betydning for IV. Internationales udvikling.

Den trotskistiske revisionist Michel Pablo har efterladt sig tydelige spor i hvad der måtte være tilbage af den trotskistiske bevægelse.

Hans mange revisionistiske ”afvigelser” lå til grund for mange af de nymodens ideer og tanker, som lå bag ”New Left”-bevægelsen i 1960’erne. 

Her fremsatte USFI teorier om ”third-worldism”, ”guerillaism, ”new student mass vanguard”, som alle skulle tjene til at erstatte Marx’, Lenins og Trotskys arbejderklasse som den socialistiske revolutions omdrejningspunkt.   

Disse fejlagtige strategier havde alle deres rod i Michel Pablos lige så fejlagtige strategier og tænkning - og præger i den grad stadig den trotskistiske bevægelse i dag.

Trotsky ville uden tvivl vende sig i sin grav, hvis han så sine selvbestaltede epigoner boltre sig i sine revisionistiske udgydelser.

 

Kilder:

Ian Birchall: European Revolutionaries and Algerian Independence 1954-1962. Revolutonary History, Vol. 10, no. 4. pp. 74-97. Merlin Press, 2012.

Sylvain Pattieu: Le “camerade” Pablo, la IVe Internationale, et la guerre d’ Algerie. Revue Historique. 2001/3 pp. 675-729. Presses Universitaires de France. 

Sylvain Pattieu ancien auditeur d’agrégation à l’École normale supérieure de Lyon (anciennement Fontenay - Saint-Cloud), est agrégé d’histoire. Il a rédigé sous la direction de M. Jean-Louis Triaud une maîtrise d’histoire intitulée Les camarades des frères. Guerre d’Algérie et extrême gauche en France. Dynamiques et recomposition, soutenue le 20 juin 2000 à l’Université de Provence.

Peter Behrens: Trotzkisten gegen Hitler. ISP Verlag. Köln. 2007

Hermann Bubke: Der Einsatz des Stasi- und KGB- Spions Otto Freitag im München der Nachkriegszeit. Verlag Dr. Kovac. Hamborg 2004.  

 

Tekst 35.

Alan Mitchell: Come the revolution. A memoir. NewSouth Publishing. 2011.  

 

Hvorledes den britiske trotskist Gerry Healy ødelagde Socialist Labour League/Workers Revolutionary Party og på denne måde diskrediterede trotskismen.

My appointment with the Libyan Ambassador was fixed for 11 am and I arrived at the St James’s Square address in a suit and tie, with my shoes polished like glass. His Excellency Mohamed Yunis al Mismara was a military man who had been selected personally by Colonel Gaddafi for the London posting because he was a ardent Anglophile. He had studied in England, attended military colleges here and there and, most important of all, his nomination was given the seal of approval by the Foreign Office.”[1]   

I told him the WRP [Workers Revolutionary Party] was anxious to forge greater links with Libya and wished to send a delegation to understand their revolution, and how it was empowering other national movements. Without hesitation he agreed to the proposal and said he would the necessary arrangements wit the foreign relations department in Tripoli…

Our principal meeting was to take place at the International center for Green Book Studies and Research with its director, Ahmed al-Shahati, a former schoolteacher with a gentle demeanor and a scholarly approach to Islam…

We were aware of that al Shati’s office was committed to giving money to political parties and popular movements who stood against colonialism and racism, and we made our pitch. The day before we were due to return to London, a final meeting was arranged, to discuss contacts between us. Al Shahati admitted that this was the first time a delegtion of Trotskyists and it was clear that they were nervous about us who we were and what we represented. Nevertheless in a moment an embarrassing generosity he suddenly pulled an envelope from his drawer and said: ‘Here 15.000$ for your newspaper.[2] 

I met the leadership of every Palestinian organization - Arafat’s Al Fatah, George Habash’s Popular Front for the Liberation of Palestine, Ahmed Jibril’s Popular Front of the Liberation of Palestine (General Command). Naif Hawatmeh’s Democratic Front of the Liberation of Palestine, Abu Abbas’ Palestine Liberation Front, Samir Ghosheh’s Palestinian Popular Struggle Front Zayd Haydar’s Arab Liberation Front.”[3]     

I held to draw up an agreement to publish ten thousands of English language copies of the Green Book on our presses at Runcorn and also to print the official Libyan newspaper Al-Zahf Al-Akhdar (The Green March). It placed an enormous workload on our small group of printers, but it also provided a healthy revenue stream to assists the cost of Newsline [WRP’s blad].”[4]  

Dette sceneri udspillede sig i 1977.

Denne ‘tiggergang’ til Mellemøstens diktatorer, Libyens Ghaddafi, og senere også Iraks Saddam Hussein[5] og til palæstinensiske befrielsesorganisationer, som var villige til at bruge terror ikke bare vendt mod militære mål, men også civile var desværre ikke noget nyt hverken for WRP eller for andre organisationer på den revolutionære venstrefløj.[6] 

At dette ikke kunne gå upåtalt og ubemærket hen er heldigvis også en kendsgerning. I december 1974 blev en større gruppe af medlemmer ekskluderet for bl.a. at kritisere Gerry Healy og partiledelsen i WRP for en ’opportunistisk’ holdning til ’anti-imperialistiske’ borgerlige nationalistiske bevægelser og regimer i Mellemøsten.[7]

Som ovenstående uddrag af Alex Mitchell’s (som var et ledende medlem af WRP) biografi viser ekskalerede opportunismen ud i det groteske.

Det var ynkeligt og pinligt, at trotskister med tiggerskålen i hånden måtte rejse rundt til nogle af verdens værste og mest blodbesudlede diktatorer og faldbyde sig for ussel mammon.

Ikke mindst fordi det i den grad strider i mod disse organisationers egne grundholdninger. 

Sådanne synspunkter og holdninger hos trotskister er milevidt fra de principielle holdninger, som ægte trotskister burde have.

Det kan kun tages som udtryk for, at der i organisationer som det britiske WRP herskede en fuldstændigt manglende politisk orientering.

Disse organisationer har mistet kompasretningen og flakker forvildet rundt og leder efter en politisk linje.

 

Tekst 36.

Historien om den trojanske hest. Palle alene i verden. Fra pæn dreng til oprører. En politisk og personlig biografi. Kapitel 10. Underskoven. 2014

Lionel Jospin - trotskisten der ville fortrænge sin fortid.

Ikke alle franske trotskister valgte at følge Trotskys anvisninger i midten af 1930-erne om at lade sig optage som medlemmer af det franske Socialistparti (SFIO), men foretrak i stedet at blive udenfor.

Ligesom ikke alle engelske trotskister valgte at følge Trotskys råd om at lade sig optage/søge om optagelse i Labour

Entrisme-taktikken lyder umiddelbart besnærende, men viser sig i praksis at være svær at gennemføre.

Hvis man vælger at gøre det ”åbent”, dvs. tone rent flag vil man udsætte sig for risikoen for at blive erklæret uønsket i organisationens grundopfattelser,

Fordi man jo rent faktisk ikke deler organisationens grundopfattelse.

Hvis man vælger at gøre det ”skjult” og ”sejle under bekvemmelighedsflag”, dvs. ikke at skilte med sin reelle politiske overbevisning, men at ”hyle med de ulve” man en gang har valgt at være sammen med - ganske vist for at overbevise dem om, at ens politiske opfattelse er den rigtige.

Visse trotskistiske organisationer har drevet dette til det perfekte, nogle vil sige til det absurde. For at sende ”meddelere”, informanter ind i en fremmed organisation med henblik på at overbevise medlemsskaren om ens rette politiske overbevisning er jo forbundet med den oplagte fare, at det ender med at være organisationen, det administrative apparat og bureaukratiet i organisationen, der løber af med sejren.

 

Lionel Jospin - gøgeungen som blev skubbet ud.  

Det mest oplagte eksempel på dette er den franske trotskist Lionel Jospin, som på et tidspunkt, som ingen rigtig kender af sin organisation Organisation Communiste Internationaliste (OCI) blev ”sendt” ind i det nydannede (1971) franske Socialistparti (PS) under Francois Mitterands ledelse.

OCI lededes af den legendariske trotskist Pierre Lambert (heraf navnet lambertister), som kunne sin Trotsky og som fornemmede, at PS ville tiltrække mange nye medlemmer på den reformistiske venstrefløj.

Dette kunne havde været et oplagt rekrutterings-felt for en revolutionær marxistisk organisation.

OCI arbejder i forvejen entristisk i fagforbundet Force Ouvriére (FO), i studenterorganisationer og lærer-fagforeninger, så de har god erfaring med entristisk arbejde.       

Organisationen OCI er på dette tidspunkt omgærdet med megen mystik i offentligheden og er svært tilgængelig for udenforstående.

Organisationen er opbygget efter halv-illegale principper, som beror på årtiers politiske erfaringer fra den trotskistiske bevægelses forhistorie.

I korte perioder har OCI enten været truet af forbud eller været direkte forbudt - f.eks. umiddelbart efter maj-juni 1968 studenteroprøret i Frankrig.

OCI lider af panisk angst for den borgerlige stats repressalier og er altid forberedt på overgreb.

Organisationens medlemmer er opdelt i ”celler” (cellules) bestående af forholdsvis få, som ikke kender hinandens rigtige navne. Alle er udstyret med et dæknavn, som bruges i al omtale og i alle organisatoriske sammenhænge.

Alt internt skriftligt materiale destrueres omgående efter endt brug for ikke at kunne blive offentliggjort (eller brugt af evt. politi-stikkere).

Lionel Jospin er ikke nogen helt almindelig trotskist. Eller også er han det netop.

Han er akademisk uddannet (Ecole Normale Superieure, eliteskole for statsembedsmænd). Efter et undervisningsjob på universitetet blev han ansat i den franske statsadministration, Udenrigsministeriet på Quai d’Orsai.

Han havde qua sit job adgang til ministerielle embedsmænd og ministre. Og altså en god mand at have for en revolutionær organisation i statsapparatet. Han kunne videregive mange nyttige oplysninger til OCI og Pierre Lambert, som måske kan bruges i politisk øjemed.

Om han gjorde det og i så fald hvor længe han gjorde det, ved vi ikke. Ingen har selvfølgelig efterfølgende ønsket at oplyse det.

Var dette et led i OCI’s og Pierre Lamberts entristiske tilgang til PS og blev også andre ”sendt” ind i PS?

Eller var det blot en enlig svale, som Lambert så sit snit til at bruge, fordi lejlighed bød sig?

Et er i alt fald givet. Der var fra starten tale om ”skjult” entrisme fra den trotskistiske organisation OCI’s side. Ingen hverken i OCI eller udenfor vidste noget om ”muldvarpen” Lionel Jospin.

I 1981 kom PS’s leder og skaber Mitterand til magten via ”Le Program Commun” og  ”L’Union de la Gauche” i samarbejde med det franske kommunistparti (PCF).

PCF fik ministre med i den første Mitterand-regering. De røg senere ud, da Mitterand ikke indfriede sine løfter om omfattende nationaliseringer af større private virksomheder og begyndte at føre nedskæringspolitik.

Mitterand kom til magten - efter års ørkenvandring på den borgerlige venstrefløj - og PCF blev endnu en gang lokket med ministerposter og snydt.

Den ”skjulte” og entristiske trotskist Lionel Jospin blev nu udnævnt først til Undervisningsminister, senere blev han Premierminister, dvs. statsminister.[8]

Ingen kan vel herefter påstå, at OCI fik det tiltænkte resultat ud af sin ”skjulte” entrisme?

Og ingen kan vel påstå, at Lionel Jospin som Premierminister førte ”trotskistisk” politik?

Vi ved ikke hvor længe Lionel Jospin bevarede kontakten til Pierre Lambert og hvad OCI fik ud af Jospins ”entrisme”.

Måske blev trotskisten Lionel Jospin brugt som Lambert’s personlige udsending - på samme måde som Lambert plejede forbindelser til nogle af Force Ouvriére’s spidser?[9]

En ting er i hvert fald helt sikker: Trotsky ville have vendt sig i sin grav, hvis han fik kendskab til dette eksempel på ”skjult” entrisme i et parti (PS), som ikke har det fjerneste lighed med det historiske SFIO (den franske sektion af II. Internationale).

Som Lutte Ouvriére’s Arlette Laguiller sagde det under sin valgkamp i 1974. Francois Mitterand har aldrig været og er ikke socialist, men tilhører borgerskabets venstrefløj (”un homme de gauche”).

Han fortjener ikke betegnelsen socialdemokrat, ej heller er hans parti socialdemokratisk (og har intet med arbejderklassen at gøre hverken historik eller aktuelt).

Lad dette være et eksempel på hvor langt den såkaldte ”trotskisme” er kommet ud og hvor langt den er fra Trotskys oprindelige intentioner og anbefalinger.

Nogle af Trotsky’s egne disciple har således selv medvirket til at komme gift i trotskismens kilde.

Og kilden er i sandhed blevet forgiftet mere end en gang.                             

PS: OCI har senere opløst sig selv i og dannet en frontorganisation ved navn Parti des Travailleurs (PT), hvor de har gjort en dyd ud af nødvendigheden og formaliseret fraktionsdannelsen ved at udnævne en syndikalistisk fraktion, en kommunistisk (dem selv) og en reformistisk).

Måske har de dermed draget konsekvensen af deres mislykkede entrisme. Ud fra devisen: Når det åbenbart ikke lykkes os at ”infiltrere” andre organisationer til vores fordel, må vi selv give plads til dem i vores egen frontorganisation. Mystisk form for revolutionær politik!

Som et kuriosum kan nævnes, at PT i dag ledes af et forhenværende - og mangeårigt - ledende medlem af den konkurrerende trotskistiske organisation Ligue Communiste Revolutionaire (LCR) - Daniel Glückstein. LCR - en organisation som Lambert i mange år konsekvent har betegnet som ”revisionistisk” og ”småborgerlig”. Tankevækkende.[10]          



[1] Alan Mitchell: Come the revolution. A memoir. NewSouth Publishing. 2011. p. 322. 

[2] Alex Mitchell op. cit., p. 327.

[3] Samme note som oven for.

[4] Alex Mitchell, op. cit., p. 331.

[5] Se Mitchell, op. cit., pp 346-352.

[6] Se således Bent Blüdnikow: Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-1990. Gyldendal. 2009. pp.140-148 om Venstresocialisternes og PFLP’s ”Fælleserklæring” fra foråret 1978. I denne erklæring gør VS knæfald for stalinismen og tillægger - som PFLP - USSR en progressiv rolle i Mellemøsten og i den 3. verden.    

[7] The Battle for Trotskyism. Documents of the Opposition expelled from WRP in 1974. Preface to the second edition. June 1979.  

[8] Lionel Jospin (1937) har haft en formidabel politisk karriere. Universitetsuddannet og ansat i det franske Udenrigsministerium bliver han som medlem af den trotskistiske organisation OCI af Pierre Boussel alias Lambert ’sendt’ ind i Francois Mitterands Parti Socialiste (tidspunktet er ukendt) for at bedrive ’entrisme’ for OCI.

Lionel stiger hurtigt op i partihierarkiet og bliver fra 1981 partiets formand (første sekretær) indtil 1988.

Fra 1988-1992 bliver han udnævnt til Undervisningsminister og har rang af nummer to i rækkefølgen af ministre.

I 1995 bliver han af Socialistpartiet (PS) stillet op som præsidentkandidat, men taber i anden runde til den borgerlige kandidat Jacques Chirac.

Efter sit nederlag genudpeges han til førstesekretær for PS fra oktober 1995 til 1997.

Efter venstrefløjens sejr (’la Gauche plurielle’) valgsejr i 1997 bliver Lionel Jospin premierminister (statsminister).

Han bliver den længst siddende premierminister i den 5. republiks historie, da han går af i 2002. 

Samme år stiller han op til præsidentvalget, men taber sensationelt i første runde til Front National's kandidat, Jean-Marie Le Pen og spiller herefter ikke nogen aktiv politisk rolle.

            

[9] Et væld af kommentatorer har forsøgt at forklare hvorledes og med hvilket formål OCI’s leder Pierre Boussel/Lambert brugte Lionel Jospin og anbragte ham som en tiltænkt ’gøgeunge’ i Socialistpartiets rede.

Efter at den borgerlige politiker Francois Mitterand i 1971 overtog ledelsen i det nystiftede (1969) Parti Socialiste, mente Lambert (og OCI) som andre på den revolutionære venstrefløj, at Mitterands overtagelse af Socialistpartiet til trods for afsyngelse af Internationale og knyttede næver ville betyde en højredrejning af partiet, som ellers havde været i hænderne på mere ’venstreorienterede’.

Til forskel for det gamle SFIO (det gamle socialdemokrati i 2. Internationale) var Parti Socialist ikke et parti med rod i arbejderklassen, som var indstillet på at føre arbejderpolitik.

Mitterands politiske fortid alene forbyder dette.    

Vincent Presumey, som grundigt har undersøgt Pierre Boussel/Lamberts politiske fortid siger herom:

”But at the same time he [Lambert] agreed that a valuable recruit, Lionel Jospin, should join the PS on the basis of his direct relationships with Francois Mitterands immediate team. On the one hand, there was no open political battle which might (or might not…) have laid the basis for genuine entrism. On the other, there was the installation of a ‘mole’ at the highest level, whilst all the time, naturally hiding this business from the OCI’s rank and file militants.

It was not to be until 1983 that Jospin was to oppose advice given by Lambert, with whom his relations was close and regular, when the latter wanted him to involve the PS in opposition to the austerity policies incarnated in the Mauroy [socialisten Pierre Mauroy] government by Jacques Delors. Jospin argued against this by raising the danger represented by the right and the beginnings of the Front national. And it was not to be until 1987 that Lionel Jospin was to stop paying his ‘phanlanges’ (subscriptions) to the organization….

That the true victor, and the most crafty operator had been Mitterand is obvious, but Lionel Jospin the militant had been pushed into that situation. For Lionel Jospin had been in the beginning, a disciplined OCI militant – indeed a militant who had given clear evidence [of his loyalty]…

Lambert had counted up to the last moment on his [Lamberts] personal influence ignoring the real political weight [on Jospin] of the high spheres of the PS and of the government” [min understregning].

Vincent Presumey: Obituaries. Pierre Lambert (1920-2008). Oversat til engelsk af Richard Kirkwood. www.revolutionaryhistory.org       

[10] Afsnittet er skrevet på baggrund af følgende primærlitteratur:

 Boris Fraenkel: Profession: Revolutionnaire. Le Bord de l’Eau. 2004.

Philippe Campiinchi: Les lambertistes. Un courant trotskiste francais. Editions Balland. 2001.

Der findes et utal af andre mindst lige så gode, men måske knap så kritiske beretninger om OCI’s historie. De to fremstillinger er skrevet af to forhenværende medlemmer, som på et tidspunkt valgte at bryde med OCI. Disse to fremstillinger er naturligvis præget af at være kritiske forsøg på et selvopgør med lambertismen. 

Livio Maitan - en af Trotskys selvbestaltede lærlinge.

Anmeldelse.

Livio Maitan: Memoirs of a critical communist. Towards a History of the Fourth International. Merlin Press. 2019. Del 1 (pp. 15-218).  

 

Den sidste aften i året 1979 tilbragte jeg sammen med en række trotskister fra hele verden i Sue og John Listers hjem i Oxford, England.

Sue og John Lister var begge medlem af den britisk trotskistiske Workers Socialist League.

John Lister havde på dette tidspunkt forfattet et lille skrift om det Forenede Sekretariats (USFI) politiske degeneration, ”The poisoned Well”, Den forgiftede kilde.  

John Lister mente, at den kilde, som Trotsky havde ladet springe, var blevet forgiftet af nogle af hans selvudnævnte lærlinge.

Trotskys lærlinge havde imidlertid glemt læremesterens trylleformular - og var nu i færd at nedbryde hans mesterværk.

2019 udkom Livio Maitans erindringer:”Memoirs of a critical Communist. Towards a History of the Fourth International” på engelsk.

Ved læsning af Livio Maitans bog kom jeg i tanke om John Lister lille skrift, ”The poisoned Well”.

Livio Maitan (1923-2004) var en af Trotskys selvudnævnte lærlinge, som påtog sig at videreføre arven fra sin læremester Leo Trotsky.

I 1938 opgav Trotsky endegyldigt tanken om at omdanne Stalins 3. Internationale til et organ for en socialistisk verdensrevolution.

Hitlers magtovertagelse og den tyske arbejderbevægelses fejlagtige politik havde overbevist Trotsky om, at det var nødvendigt at skabe en ny 4. Internationale.   

I 1947 tilsluttede Livio Maitan sig resterne af Trotskys 4. Internationale.

Han kom hurtigt til at spille en ledende rolle i organisationens Internationale Sekretariat (IS).

Livio Maitan udgjorde sammen belgiske Ernest Mandel, franske Pierre Frank og dengræsk fødte Michel Pablo ledelsen i IS.

Efter Michel Pablos eksklusion i 1965 udgjorde Livio Maitan, Pierre Frank og Ernest Mandel en trojka i IS, senere USFI (United Secretariat of the Fourth International).

Livio Maitan spillede en ledende rolle i organisationens udvikling og kan således stilles til ansvar for dens politik.

Men Livio Maitan var ikke hovedskurken i IS/USFI. John Lister udpegede i stedet Michel Pablo som den hovedansvarlige.

Michel Pablo besad ikke Trotskys evne til at analysere de verdenspolitiske begivenheder.

Ej heller Livio Maitan, Pierre Frank eller Ernest Mandel besad Trotskys enestående evne til at analysere styrkeforholdet mellem klasserne og drage om organisationens politiske strategi og taktik.

Det er svært at finde en sammenhæng i Michel Pablos tænkning i årene efter 2. verdenskrig.

1.

De 2 verdenskrige i det 20. århundrede viste, at de imperialistiske magter i deres nådesløse kamp om markeder med jævne mellemrum ville ryge i totterne på hinanden.

Pablo kan have tænkt på følgende måde:

Det ville ikke være helt usandsynligt om verdens førende imperialistiske magter endnu en gang ville tvinge hinanden ud i et blodigt og krigerisk opgør?

Hvis et sådant opgør ville finde sted, måtte trotskister stå klar med den eneste løsning på kapitalismens problemer: en socialistisk revolution.

Hvis en sådan skulle lykkes, krævede det, at den internationale arbejderklasse havde et revolutionært lederskab.

Kun revolutionære marxister, trotskister kunne tilbyde et sådant lederskab.

Pablos problem var, at trotskister kun udgjorde et fåtal i arbejderklassen og i arbejderorganisationerne.

Altså var gode råd dyre, hvis de imperialistiske magter endnu en gang udløste en verdensomspændende krig.

Pablo tyede til nu en nødløsning.

Han vidste, at Trotsky i 1935 midt under 1930’ernes økonomiske depression havde anbefalet trotskister i Frankrig at melde sig ind i det franske Socialistparti (SFIO), hvor der i forvejen fandtes en venstrefløj, som trotskisterne kunne medvirke til at forstærke.

De franske trotskisters ”entrisme” i SFIO skulle ske med oprejst pande, med eget blad og egen fraktionsdannelse. Intet skulle skubbes ind under gulvtæppet.

Pablos ”entrisme” var af en anden art. Han betegnede den som ”entrisme sui generis”: Entrisme af en særlig art.

Trotskisterne skulle lade sig opsluge i et af de 2 eksisterende arbejderpartier (i Europa).

Pablo forudsagde, at de imperialistiske magter ville kaste verden ud i et altomfattende opgør.

Han formulerede sig ikke særligt klart og tydeligt. Men han mente, at en forestående krig umiddelbart ville føre over i en …revolution.

Socialistisk forstås. Hvordan nu det?

Det var mere sandsynligt, at de 2 stormagter USSR og USA ville udløse en stormagtskrig, som formodentlig ville blive en atomkrig.

Tilsyneladende tog Pablo ikke højde for den mulighed.

 

2.

I begyndelsen af 1950’erne ændrede Pablo syn på verden.

Den Røde Hærs fremrykning på østfronten og etablering af folkedemokratiske stødpudestater ændrede Michel Pablos syn på verden.

Ifølge Michel Pablo udgjordes verden af 2 lejre: en kapitalistisk og en modstående socialistisk lejr.

Pablo udelukkede tilsyneladende, at det kunne komme til en fredelig sameksistens mellem de 2 lejre.

Pablo anså det for mere sandsynligt, at det ville komme til et opgør mellem de 2 lejre, og her måtte trotskister støtte den socialistiske lejr (på samme måde som Trotsky havde anbefalet et forsvar af USSR mod de imperialistiske magters trusler om invasion op til 2. verdenskrig?).  

Pablo nedtonede den for trotskister oplagte 3. mulighed: en socialistisk verdensrevolution.

Pablo havde ikke som Trotsky opgivet ”håbet” om, at stalinismen kunne vise sig at blive ”progressiv”.

Efter Stalins masseterror i 1930’erne (hvor Trotsky blev anklaget for at være agent for fremmede magter) havde Trotsky betegnet den herskende klike i USSR som en forbryderisk morderbande.

1947 brød Jugoslaviens præsident Joseph Tito formelt med Stalin.  

Pablo tog det som et tegn på, at stalinismen nu bevægede sig ind i en ”progressiv” fase med interne rivninger og mente, at trotskister burde støtte Titos uafhængighedsplaner.

De stalinistiske bureaukraters 20. partikongres indvarslede ifølge Michel Pablo et (delvist) opgør med Stalin-tiden.

Khrustjov var som højtstående partifunktionær ansvarlig for sultkatastrofen i Ukraine i 1930’erne, som kostede millioner af uskyldige Sovjetborgere livet.

Michel Pablo gik langt i sine forhåbninger om stalinismens ”progressive” udvikling.

Så langt at dele af den trotskistiske bevægelse (ICFI) i 1953 valgte at bryde med Michel Pablo og den øvrige ledelse af IS, senere USFI.

I årene herefter udviklede Michel Pablo sig i stadig mere revisionistisk retning.

 

3.

Pablo gik nu videre i sit brud med Trotskys standpunkter.

Han brød også med centrale dele af den klassiske marxisme, da han forlagde sin aktivitet til Algeriet for at støtte befrielsesbevægelsen Federation Nationale de Liberation (FNL).  

Pablo ikke blot støttede den algeriske frihedsbevægelse FNL, men arbejdede snævert med dens ledelse (uden Mandel, Franks og Maitans vidende).

Pablo mente, at det var trotskisters pligt at støtte enhver frihedskamp - uanset bevægelsens klassekarakter - og uanset hvem der stod i spidsen for den.

Pablo nærede falske forhåbninger om, at den algeriske befrielsesbevægelses kamp mod den franske imperialisme efter en sejr ville føre til en socialistisk magtomvæltning.

Dette forpurrede general Boumedienne i 1965, da han styrtede Ben Bella, som Pablo havde sat lid til.

 

4.

Den eventyristiske politik fortsatte i Latinamerika, hvor Livio Maitan havde sin andel i, at adskillige af organisationens medlemmer og sympatisører omkom som følge af de magthavende generalers brutale undertrykkelse.

Livio Maitan var IS/USFIs repræsentant i Latinamerika og er som sådan et førstehåndsvidne til IS/USFi’s politik i Latinamerika.

Jeg må indrømme, at jeg sidder en smule rustet tilbage, når jeg læser hans førstehåndsberetninger fra slagmarkerne i de latinamerikanske lande.

IS/USFi’s eventyristiske politik støttede guerillakamp på landet.

Diskussionen mellem argentinske de latinamerikanske revolutionære drejede sig om den bedste måde at føre guerillakrig på. Var det i byerne eller på landet?

IS/USFI støttede til det sidste Ernesto ’Che’ Guevaras mislykkede guerillakrig mod generalerne i Bolivia og deres imperialistiske hjælpere i USA.

Maitan omtaler ikke, at Cubas Fidel Castro svigtede sin gamle kampfælle Ernesto ’Che’ Guevara i hans sidste kamp for at sprede revolutionen i Latinamerika.

IS/USFI nærede for store illusioner om Fidel Castros Cuba. Få år efter sin magtovertagelse i Cuba støttede Fidel Castro ikke længere guerillakrig i Bolivia (eller andre steder i Latinamerika), men søgte ly under stalinismens vinger i Moskva.

Endnu en gang havde Trotskys selvudnævnte lærlinge taget fejl af udviklingen.

Maitan bar og bærer et stort ansvar for de mange latinamerikanske sympatisører, som måtte lade livet i eventyristiske aktioner som bankrøverier, kidnapninger og bortførelser.

Maitan antyder ovenikøbet i en fodnote (jf. fodnote 432, p. 392), at penge fra de latinamerikanske sektioner blev sendt til hovedkvarteret i Paris/Rom.     

Rejsningerne i 1968 i det meste af verden fik USFI til at udråbe en ”ny avantgarde”, som ikke var den vesteuropæiske og nordamerikanske arbejderklasse, men de ”ny statslige mellemlag”.

Endnu en gang blev den af reformisme og stalinisme inficerede arbejderklasse forkastet som historiens drivkraft.

Pablo smed marxisme og trotskisme på historiens mødding.

Pablos revisionisme ser desværre ud til at have overvintret i resterne af USFI.

Selv John Lister synes at have ædt sine ord i sig og har meldt sig under fanerne hos USFI.

Lad os ikke håbe, at han helt har glemt hvad i 1970’erne han skrev i ”The poisoned Well”.

Livio Maitans fremstilling er kronologisk og hanslutter 1. del (pp. 15-218) af sin historie om sin gren af den trotskistiske bevægelse i 1974.