Danske venstrefløjsbiografier

Preben Wilhjelm, mangeårigt venstrefløjskoryfæ på den danske venstrefløj.

Tekst 32.

Preben Wilhjelm: Man kan sagtens være bagklog. Lindhardt og Ringhof. 2014.

 

 Venstrefløjens historiske perspektivløshed.

Ved læsning af Preben Wilhjelms selvbiografi blev jeg endnu en gang opmærksom på, hvor historieløs den danske venstrefløj er og har været.

Wilhjelms biografi er udmærket som, men hans synspunkter bidrager ikke til at bringe venstrefløjen et politisk skridt fremad. Desværre, det er ellers højst tiltrængt.

Det manglende historiske perspektiv er åbenbart kendetegnende for den danske venstrefløj. Preben Wilhjelm burde ellers være selvskrevet til at fremstille både Socialistisk Folkepartis og Venstresocialisternes historie, da han spillede en central rolle i begge partier.

Preben Wilhjelm kastede sig hovedkulds ind i den politiske kamp i Danmarks Kommunistiske parti (DKP) tilsyneladende uden at havde det store kendskab til partiets historie og udvikling og uden at sætte spørgsmålstegn ved dets fortid.

Som en del andre i DKP var han utilfreds med partiets totale afhængighed af Moskva og af trofast at skulle følge og underlægge sig sovjetisk udenrigspolitik. Han og en del andre i DKP opfattede partiet som udemokratisk og diktatorisk og som forsvarende et Sovjetunionen, som måske ikke var et idealsamfund.

Kritikken af parti og Sovjetunionen - som den fremføres af Wilhjelm - er upræcis og bunder tilsyneladende ikke i en større teoretisk indsigt i regimets karakter.

Han meldte sig ind i DKP, fordi han forventede, at partiets formand gennem mange år, ærkestalinisten Aksel Larsen ville omdanne partiet til et dansk reformistisk, demokratisk socialistisk parti.

Aksel Larsen tabte imidlertid kampen i DKP og blev ekskluderet i 1958. 

Wilhjelm fulgte Aksel Larsen over i det nystiftede Socialistisk Folkeparti og kom hurtigt til at indtage en central plads i partiets Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg. I kraft af Aksel Larsens stalinistiske fortid og fordi han ikke havde aflagt sig sine stalinistiske unoder, bragte han sig hurtigt i opposition til en ’venstrefløj’ i partiet.

Allerede her mangler de historiske perspektiver. Hvem var Aksel Larsen og hvilken fortid havde han i DKP?

 

Et korrektiv til Wilhjelms biografi.

Det følgende er tænkt som et historisk korrektiv til Wilhjelms biografi, som er en nødvendig forudsætning for at forstå venstrefløjens historiske udvikling.

Aksel Larsen er nok den mest centrale person på venstrefløjen i Danmark. Han var i mere end 25 år formand for DKP (1932-1958) og i mere end 10 år formand for Socialistisk Folkeparti (1959-1970).

Han var udrundet og skabt af den stalinistiske bevægelse. Han havde med nød og næppe undgået Stalins masseudrensninger i midt 1930’erne ved (i nogen grad ufrivilligt) at rette ind og parere ordre.

Af Kurt Jacobsens biografi fremgår det, at Aksel Larsen kun tøvende gik med til den drejning af Kominterns politik, som fandt sted i 1935, folkefrontspolitikken, som sigtede mod et bredtfavnende klassesamarbejde med alle ’antifascistiske’ lag af befolkningen. Denne voldsomme politiske drejning var udelukkende betinget af Sovjetunionens udenrigspolitiske interesser set med Stalins øjne.

DKP blev nu af Komintern tvunget til at føre klassesamarbejdspolitik frem for at bekæmpe borgerskabet. Stalin havde for længst reduceret de nationale kommunistpartier til rene ekspeditionskontorer for den skiftende sovjetiske udenrigspolitik. De nationale partier havde bare at rette ind. Enhver form for demokratisk diskussion og meningsudveksling var udelukket.

Efter 2. verdenskrig havde mange stalinister forventet at deres indsats i modstandskampen ville øge deres prestige i arbejderklassen og således udfordre Socialdemokratiet. Dette skete da også kortvarigt umiddelbart efter krigen, men ebbede hurtigt ud.

En af årsagerne må have været partiernes tætte tilknytning eller snarere totale underordning under den til enhver tid førte sovjetiske udenrigspolitik.

Det må Aksel Larsen have følt som en byrde og en hæmsko for partiet, DKP. Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956 må have sat en stopper for Aksel Larsens og andres drøm om at skabe et dansk nationalt og demokratisk socialistisk parti.

Aksel Larsen tabte magtkampen, da den Moskva-tro fløj var stærkere. Herefter kunne han have valgt enten at trække sig helt ud af politik eller stifte et helt nyt parti.

Han valgte det sidste og var hovedkraften i dannelsen af Socialistisk Folkeparti (SF) i 1959.

Socialistisk Folkeparti gjorde ikke op med stalinismen og erstattede den i stedet med en socialdemokratisk udgave af den demokratiske socialisme.

Partiet havde et mildest talt et uafklaret forhold til den ’socialistiske’ verden, som partiet omtalte som ’socialistiske lande’.

Partiet plejede f.eks. langt op i tiden omgang med stalinistiske koryfæer som Nordkoreas Kim Il-Sung og tog på venskabsbesøg i Nordkorea (hvilket er dokumenteret i Hans Mortensens bog om SF).

SF’s ’opgør’ med stalinismen var ikke et politisk opgør, men allerhøjst et mislykket forsøg på at indføre mere demokratiske partistrukturer til forskel fra DKP.

Ligeså lidt som Khrustjov havde ’gjort op med’ stalinismen, men blot peget på dens værste udskejelser, havde Aksel Larsen og SF forstået og analyseret den degenerationsproces som Sovjetunionen og Komintern havde gennemgået. Den eneste af de forhenværende DKP’ere som havde forsøgt at forstå degenerationsprocessen var Kai Moltke.

SF gjorde heller ikke op med venstrefløjens elektoralisme eller parlamentarisme. Tværtimod forkastede de ikke blot marxismen, men erstattede den med illusioner om det borgerlige demokrati og den borgerlige statsmagt.

SF bekendte sig til den klassiske reformisme, som forestillede sig en stille, rolig og fredelig overgang til socialismen via Parlamentet, elektoralisme.

Skønt SF i starten stod nogenlunde stærkt udenfor Parlamentet, på diverse større arbejdspladser, spillede det tilsyneladende - hvis man skal dømme efter Wilhjelm - ingen større rolle for partiet. Interessen var hovedsageligt rettet mod antallet af mandater i Parlamentet.

Illusionerne om den borgerlige statsmagt og dens brugbarhed i skabelsen af et nyt ’socialistisk’ samfund førte uvægerligt partiet ind på et blindspor. Dette skete da også for SF i 1968, da partiet havde valgt at agere støtteparti til en socialdemokratisk regering.

Partiet blev nu gjort ansvarlig for regeringens politik og blev tvunget til at tage stilling til nogle lønmodtagerfjendtlige lovforslag fra regeringens side: indefrysning af en dyrtidsportion (indebar en lønforringelse) og en momsforhøjelse på 2 % (asocial udgiftspolitik).

Partiet blev nu tvunget til at tage stilling til, om det skulle føre en lønmodtager-fjendtlig politik og holde hånden under den socialdemokratiske regering eller alternativt vælte den.

6 folketingsmedlemmer valgte at stemme imod lovforslagene og dermed vælte regeringen. Partiet var sprængt og - skulle man tro - SF færdigt som parti.

Partiets højrefløj omkring Aksel Larsen og Morten Lange havde optrådt illoyalt overfor partiets Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg, hvor der var et venstrefløjsflertal, og ført underhåndsforhandlinger med regeringen.

Højrefløjen respekterede ikke partiets demokratiske strukturer og havde på udemokratisk vis ledt partiet ind på et fuldstændigt principløst spor.

Aksel Larsen havde ikke draget de nødvendige konklusioner af sin fortid i DKP og ført dem med over i SF. Ligene i lasten var ikke blevet smidt ud.

 

Venstresocialisterne - ny lig i lasten?

Heller ikke det nydannede parti, Venstresocialisterne, formåede at gøre op med hverken stalinisme eller reformisme.

Her havde venstrefløjen ellers for første gang i Danmarkshistorien siden Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland chancen for et gennemgribende opgør.

Men hvorfra skulle opgøret komme fra?

Modstanden mod Aksel Larsens udemokratiske fremfærd i SF og hans skinbarlige reformisme og parlamentarisme var stor og udmøntede sig i en tæt afstemning, som nær var faldet ud til venstrefløjens fordel. Højrefløjen vandt imidlertid knebent og fik dermed stillet partiapparatet til rådighed.

VS kunne begynde helt forfra.

 

Mangel på skolede revolutionære marxistiske kadrer. 

I Danmark fandtes der på dette tidspunkt meget få, om overhovedet nogle skolede revolutionære marxister. De fandtes hverken i det stalinistiske DKP eller i det reformistiske SF.

Få i SF og nu i VS havde et historisk kendskab til arbejderbevægelsens historie. Nævnes skal Claus Bryld, Niels Finn Christiansen og Andreas Jørgensen.

Historieskrivning afhænger som bekendt af den person som skriver den. Det bærer Preben Wilhjelms biografi selvfølgelig præg af. Hans afsnit om VS er stærkt farvet af hans eget principielle standpunkt og han definerer sig ikke - som det han må betegnes - som demokratisk socialist.

Wilhjelm er ikke nogen helt klassisk demokratisk socialist.

Han diskuterer f.eks. om en fredelig overgang til socialisme kan lade sig gøre i et kapitalistisk samfund.

Dette er efter min mening bogens stærkeste side. Wilhjelm argumenterer ud fra historiske eksempler flot for det umulige i en sådan forestilling og understreger rigtigt, at det er op til de herskende klasser at bestemme om hvorvidt der skal bruges vold.

Han drager dog ikke endegyldigt nogen konklusion af sin argumentation, men nøjes med at bemærke, at vold i sig selv ikke kan og bør være et mål og i øvrigt sjældent fører til det ønskede mål. Wilhjelm har den opfattelse, at den som benytter sig af vold, kompromitterer sig selv. Dette er vist et idealistisk (pacifistisk) standpunkt og ikke et marxistisk. Wilhjelm gør volden til et etisk spørgsmål, hvor det i virkelighedens verden er et politisk.

Wilhjelm kan måske betegnes som en tvivlende demokratisk socialist.

 

Wilhjelms historieforfalskning.

Den mest usaglige del af biografien finder man i afsnittene, som omhandler hans tid i VS. Her nærmer vi os historieforfalskning. Wilhjelm gør sig ikke den umage at fremlægge sine politiske modstanderes argumenter og standpunkter, men nøjes med at udråbe dem til tåber (hvad nogle af dem måske også var).

Han fremstiller sig selv som partiets store ’frelser’ og ’mægler’, som træder til og griber ind hver gang han finder, at det truer partiets omdømme i offentligheden.

Wilhjelm ligger under for sine egne reformistiske illusioner om den borgerlige stats brugbarhed i et socialistisk samfund. Hans reformisme skinner igennem når han ustandselig ønsker at fremstille VS som et ’pænt’ og ’acceptabelt’ parti i offentlighedens øjne.

Her røber Wilhjelms for alvor sit reformistiske grundstandpunkt. Wilhjelm mener selv at have båret partiet frelst igennem og hans politiske modstandere i VS optræder kun som verdensfjerne spøgelser, som hele tiden skal bekæmpes eller holdes nede. På denne måde lever han helt op til myten som partiets ’grand old man’. En myte som er udbredt langt ud over VS’s rækker.

Wilhjelms betydning for den politiske historie er ikke som marxistisk teoretiker, men snarere som en dygtig og vidt respekteret parlamentariker. Bagsiden af medaljen er at han måske har fået mange til at tro på muligheden for at stemme sig til socialisme, hvis bare man gør sit arbejde godt og grundigt nok.         

 

Tekst 29.

Kim Kristensen: Søren Søndergård. Professionel revolutionær. Informations Forlag. 2015.

Søren Søndergård - en ”would-be-trotskist”.  

Kim Kristensens biografi om Søren Søndergård fortæller os, at hovedpersonen i sin ungdom var oprigtigt optændt af revolutionære idealer. Al ære og respekt for det.

Men hvordan det gik til, at han i dag har forladt sin ungdoms revolutionære marxistiske idealer, det giver bogen kun indirekte et svar på.

Søren valgte rigtigt, da han valgte (en del af) den trotskistiske bevægelse som sit udgangspunkt for at ville ændre verden til det bedre, et socialistisk samfund.

Den trotskistiske verdensbevægelse byggede på sunde og rigtige principper. Trotskys analyse af det stalinistiske bureaukratis og Sovjet-Rusland degeneration var i det store og hele korrekt, om end ikke indiskutabel.

Bevægelsens analyse af omvæltningerne i Østeuropa efter 2. verdenskrig skabte usikkerhed og forvirring i bevægelsen. Den kinesiske revolution 1949 og Fidel Castros magtovertagelse i 1959 skabte endnu større forvirring og splittelse blandt verdens trotskister.

Men alt i alt var den trotskistiske bevægelse det mest konstruktive og positive på den yderste venstrefløj på det tidspunkt, hvor Søren Søndergård skulle finde sine ben at stå på.

Selvom Trotskys udgangspunkt i det store og hele var rigtigt, lykkedes det ikke hans efterkommere at forvalte arven efter ham ordentligt.

Den trotskistiske bevægelse degenererede ligesom den øvrige arbejderbevægelse i reformisme og stalinisme. Den formåede ikke at holde sig fri af den herskende klasses herskende tanker.

Små grupper af trotskister endte som politiske sekter og var stort set uden politisk indflydelse nogetsteds. Denne politiske isolation fører i længden enten til sekterisme eller venstreradikalisme eller til det tilsyneladende modsatte opportunisme og tilpasning til reformisme og stalinisme eller post-stalinisme.

Løsningen på den trotskistiske bevægelses politiske og organisatoriske krise ligger ikke i tilpasning til demokratisk socialisme, reformisme eller småborgerlig nationalisme som i hos Enhedslisten i Danmark, men i fastholdelse i hovedretningslinjerne i Trotskys revolutionære marxisme.

Det er nok ikke muligt således at rulle sit politiske liv tilbage, når man som Søren Søndergård har taget skridtet i retning af reformisme og parlamentarisme.

Men et spinkelt håb, har man vel lov at have?