Børnenes opgør med forældregenerationens stalinisme.

Florian Havemann, søn af den østtyske "dissident" Robert Havemann sammen med sin ny forbundsfælle Gregor Gysi fra Die Linke.

Tekst 27.

Florian Havemann: Havemann. Suhrkampf Verlag, 2007.   

Et generationsopgør.

Florian Havemanns meget lange - og i brudstykker alt for lange - biografi om sin fader Robert Havemann udkom i Tyskland i 2007 .Biografien vil næppe nogensinde blive oversat til dansk, da den både formmæssigt og indholdsmæssigt er for lang og for sludrende.

Selvom den lider af nogle skavanker, er den dog indholdsmæssigt værd at beskæftige sig med.

Florian Havemanns biografi er alt andet end en traditionel biografi, hvor sønnike hylder sin far og sætter en mindesten over ham.

Den er vel snarere det modsatte. En slags ritualmord på en far, men kan også ses også led i et generationsopgør med en forældregeneration, som modnedes i Hitlers Tredje Rige (1933-1945) og som - for Robert Havemanns vedkommende - forsatte i østtyske DDR (Deutsche Demokratische Republik, 1949-1989).

Florian Havemann sætter sig for at grave til bunds i de lag af mytedannelse og legende-skabelse, som omgav faderen i Øst som i Vest, hvilket i sig selv er prisværdigt.

I Vest var Robert Havemann bedst kendt for sin opposition til Walter Ulbrichts DDR-regime som en af de få kendte kritikere og blev som sådan holdt frem af den DDR-kritiske venstrefløj. Med rette eller ej?

Blev vi - som så ofte før - snydt? Var Robert Havemann virkelig den ufortrødne oppositionelle og socialistiske kritiker af DDR-staten?

Nej, er sønnen Florian Havemanns svar.

Robert Havemann havde sammen med DDR-staten bygget et falsk image op omkring sin person, som langt fra svarede til de barske realiteter.

Som sådan er sønnen Florians motiver prisværdige og kan således ses i det generationsopgør, som mange i efterkrigstids-generationen indledte mod deres forældre. Tænk bare på Rote Armé Fraktion, som kan tolkes som en - ganske vist ufornuftig - reaktion på forældregenerationens passive accept af Hitlers nazisme.  

Hvad får vi så at vide om Robert Havemann i Florians biografi om faderen? Som mange andre i sin generation voksede Robert Havemann op under Weimar-republikken (1918-1933) og Hitlers Tredje Rige (1933-1945).

Robert Havemann fødtes i et akademisk hjem og nød det privilegium selv at få en akademisk uddannelse i kemi.

Denne brugte han i Hitlers Tredje Rige til at gøre karriere i det tyske militær, hvor han forskede i brugen af kemiske giftstoffer, som kunne bruges til krigsformål.

Dette var i sønnen Florians øjne højest kritisabelt - for ikke at sige krigsforbryderisk. Skønt Robert Havemann ikke selv direkte var involveret i krigsforbrydelser.

Faderens arbejde for den tyske Værnemagt gør ham suspekt i sønnens øjne og han bebrejder ham for sin mangel på moralsk ansvar og ansvarlighed.

Florian fremstiller sin far som en personfikseret karrieremager i den tyske værnemagt og ser en lige linje fra hans job som kemiker for den tyske Værnemagt og til hans fortsatte karrieremageri i DDR-staten efter 2. verdenskrig.

Til trods for sin problematiske fortid under Nazi-regimet formåede Robert Havemann alligevel at skabe sig en akademisk - og en politisk karriere - i den ny DDR-stat. Han tilhørte således den privilegerede parti-elite.

DDR-regimet kunne bruge hans viden og kvalifikationer som kemiker i opbygningen af den ny stat i en tid med ”kold krig” mellem stormagterne og belønnede Robert Havemann med en plads i DDR-staten øverste kammer, Volksrat.

Hvis man skal anføre et forsvar for Robert Havemann ville det være, at han langt fra var den eneste med en problematisk fortid under Hitlers Tredje Rige, som senere gjorde karriere i DDR-staten.

DDR-statens stalinistiske magthavere tøvede ikke med at bruge personer med en tvivlsom politisk fortid, hvorimod den vogtede nidkært over politiske ”dissidenter”, som bekendte sig til socialisme og marxisme - blot i en anden udgave end i Walter Ulbrichts DDR.

Robert Havemann udviste som mange andre en forbløffende evne til at tilpasse sig til de ændrede omstændigheder.

Faderens største ”synd” i sønnens øjne var dog faderens ”dobbeltspil” i DDR-staten: Han udgav sig for at være i opposition til DDR-staten og enhedspartiet SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) og blev i Vesten opfattet som en idealistisk og humanistisk kritiker af regimet.

Sønnen viser, at Robert Havemann i virkeligheden spillede ”dobbeltspil” og samtidigt spionerede for Ministeriet for Sikkerheds hemmelige statslige politi (Stasi) mod sine medborgere.

Hvordan kunne dette ”dobbeltspil” lade sig gøre?

 

Roberts Havemanns dobbeltspil.   

Florian udviser ingen respekt for sin far. Han var ikke det perfekte menneske og den forbilledlige ”kommunist” som han poserede som. Derimod var han drikfældig og en kvindebedårer.

Han var snarere sindbilledet på DDR-regimets moralske og politiske forfald.

Verden lod sig endnu en gang bedrage. Florian klæder sin far af til skindet og optræder som den lille dreng i H.C. Andersens eventyr ”Kejserens ny klæder”, som om Kejseren siger: ”Han har jo ingen klæder på!”

Denne rolle giver sjældent pote i en verden præget af dårlig moral og almindeligt forfald.

 

Florian selv udviste større mandsmod end sin far. I protest mod Warzawapagt-landenes invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 hængte Florian et tjekkoslovakisk flag ud af vinduet i sine forældres bolig i Berlin.

Dette var en uhørt provokation i Walter Ulbrichts øjne og unge Florian blev straffet med at blive omskolet og tvangsuddannet som elektriker på et togværksted.

Efter sin straf flygtede Florian fra DDR til Vesttyskland og gik for lud og koldt vand indtil han blev optaget på en teaterskole, hvor han fik en uddannelse som scenetekniker.

Florian har siden levet af sine kunstneriske evner og talenter.

 

Mere et faderopgør mere end et politisk opgør med stalinismen.   

Hvad kunne man forvente af en søn af en falsk østtysk ”dissident” som Robert Havemann? At han ville tage afstand fra sin fars dobbeltspil, ja. Men vel ikke, at han lod sig opstille og vælge af PDS (Partei Demokratischer Sozialismus) som lægdommer i Brandenburg.

Var hans opgør med sin far ikke også et opgør med stalinismen i DDR? Åbenbart ikke mere end at Florian Havemann repræsenterer efterfølgeren til det parti, SED som hans far havde tjent i DDR - som lægdommer.

Ydermere har Florian fundet beskæftigelse som medhjælp hos advokaten Gregor Gysi, hvis far var kulturminister i DDR under Walter Ulbricht.

Så det ligger åbenbart til familien Havemann at kunne tilpasse sig og ”hyle med de ulve man er iblandt”.  

 

Tekst 27.

Bettina Röhl: So macht Kommunismus Spass! Ulrike Meinhof, Klaus Rainer Röhl und die Akte Konkret. Europäische Verlagsanstalt. 2006.

 

Problematisk mor-datterforhold.

Bettina Röhl, har naturligt nok som datter af to offentligt kendte personer i efterkrigstidens Vesttyskland, Ulrike Meinhof og Klaus Rainer Röhl at kende sin egen forhistorie.

Bettina Röhl er vokset op som et lidt forsømt barn af to meget politisk engagerede og aktive venstrefløjsaktivister.

Hun er født i 1962 og har nu nået en alder, hvor hun som journalist sætter sig for at undersøge baggrunden for sine forældres politiske aktiviteter.

Hendes biografi om sine forældre er skrevet i den kritisk-empatiske genre, hvor hun på den ene side forholder sig kritisk til sine forældres politiske standpunkter, på den anden side forsøger at holde tungen lige i munden og ikke begå politisk ”karaktermord” på sine to forældre.

Mens Klaus Rainer Röhl formodentlig ikke er kendt i en dansk sammenhæng, er Ulrike Meinhof det til gengæld.

De fleste vil huske hende som terroristen, der i 1976 begik selvmord i det topsikrede Stammheim-fængsel i Stuttgart.

Bettina Röhl skal nu løse den gåde, som består i at klarlægge nogle af årsagerne til, at Ulrike Meinhof endte som en jaget terrorist i Vesttyskland.

Set med eftertidens øjne kan det være svært at begribe, at akademikerbarnet Ulrike, som tog en uddannelse i kunsthistorie og indtil sit spring ud i terrorisme arbejdede som journalist på venstrefløjstidsskriftet tidsskriftet Konkret, som ejedes og i længere perioder redigeredes af den person, som skulle hendes ægtemand og far til to børn, hvoraf Bettina er det ene.

Mens historien om Ulrike Meinhofs ”meritter” som byguerilla i Vesttyskland er beskrevet af indtil flere forfattere, er hendes og Klaus Röhls fortid som ”påvirkningsagenter” og medlemmer af den vesttyske pendant til det østtyske Socialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), Kommunistische Partei Deutschland (KPD) (fra 1969 DKP) ikke på samme måde kortlagt og beskrevet.

Dette er imidlertid datteren Bettina Röhls fortjeneste i denne ”smertefulde” biografi om sine forældre.

Bettina Röhl går grundigt til værks, når hun beskriver sine to meget forskellige  forældres familiebaggrund. Ulrike Meinhofs forældre dør begge tidligt og hun sættes i pleje hos sin mor gode veninde, Renate Riemeck.

Renate Riemeck bliver en slags forbillede for den unge forældreløse Ulrike Meinhof.

Mens Bettina Röhl med dokumenter fra den østtyske efterretningstjeneste Stasi's (Ministerium für Statssicherheit) åbnede arkiver afslører, at hendes to forældre begge var medlemmer af det vesttyske KPD (og arbejdede under streng overvågning fra SED i Østberlin) lader hun det stå åbent, om også hendes plejemor Renate Riemeck ligeledes som fredsaktivist arbejdede for Stasi og for DDR.

Via Renate Riemecks påvirkning blev unge Ulrike Meinhof inddraget i den tyske freds -og anti-atomkraftbevægelse.

DDR-staten var oprettet i 1949 af overlevende stalinistiske bureaukrater (Wilhelm Pieck, Walter Ulbricht) hjemkommet fra Moskva efter krigen og var en af flere øst -og centraleuropæiske ’folkedemokratier’, som gav sig ud for at være ’socialistiske’.

Det østtyske stalinistiske bureaukrati oprettede hurtigt efter 1949 et propaganda-apparat og en efterretningstjeneste, Stasi under Ministeriet for Sikkerhed, som dels skulle overvåge landets egne borgere, dels skulle oprette ”dækorganisationer” af forskellig slags i den tyske Forbundsrepublik (BRD).

DDR forsøgte at undergrave den kapitalistiske og borgerlig-demokratiske Forbundsrepublik ved at oprette egne organisationer i Vest som ungdomsorganisationen Freie Deutsche Jugend (forbudt i 1951) og KPD (forbudt i 1956) og Forbundsrepublikken svarede igen med forbud og fængslinger af medlemmerne, hvilket ikke just var befordrende for påstanden om, at den var mere ’demokratisk’ end DDR-staten.

FDJ og KPD blev således af den vesttyske statsmagt tvunget under jorden og medlemmerne henvist til at føre en tilværelse som politiske illegale personer.

Dette tidlige kapitel i Ulrike Meinhofs og Klaus Rainer Röhls historie har mig bekendt været noget underbelyst i medierne, men kan måske medvirke til at forklare hvorfor den ene af de to, Ulrike Meinhof, senere blev terrorist. 

Hvis ikke, er det i hvert fald med til at tegne et mere fuldstændigt billede af hendes politiske udvikling fra stalinist til terrorist.

Bettina Röhl viser med al ønskelig tydelighed, hvor langt Ulrike Meinhof i sine artikler i tidsskriftet Konkret er villig til at gå i sit sprogligt velformulerede forsvar for DDR’s og Østblokkens udenrigspolitik (fred og nedrustning).

I sin med rette skånselsløse kritik af den amerikanske imperialisme, ’forsvarspagten’ NATO og toppolitikerne i den vesttyske forbundsstat sætter hun kikkerten for det blinde øje og omtaler ikke oprustning i Østblok-landene og Sovjetunionen.

Hun virker som journalist som en ihærdig og dygtig ”påvirkningsagent” og partimedlem som talsrør for DDR-regimet og stalinismen.

Det var Klaus Rainer Röhl som rekrutterede Ulrike Meinhof til KPD og som overtalte hende til at lade sig ”fjernstyre” af SED i Øst.

Klaus Rainer Röhl var langtfra en skolet marxist, men snarere en borgerlig bohemetype med hang til sjov og ballade, mere end til seriøst politisk arbejde.

Ulrike Meinhof var i starten en ivrig fredsaktivist, som senere lod sig hverve til at stille sig til tjeneste for Walter Ulbrichts østtyske diktaturstat.

Tidsskriftet Konkret var Klaus Rainer Röhls værk, som han stillede til rådighed for SED og DDR. Men i længden var han for ”udflippet” til de forbenede stalinister i Østberlin og de skilte sig af med ham.

Ulrik Meinhof derimod meldte sig aldrig ud af KPD. Efter Bettina Røhls opfattelse forblev hun ”kommunist”, læs stalinist hele sit liv. Også efter sit spring ud i terrorisme.

Studenteroprøret i 1968 blev et vendepunkt i Ulrike Meinhofs liv. Dønninger fra den Store Proletariske Kulturrevolution i Kina og fra den venstreradikale studenterbevægelse påvirkede Ulrike Meinhofs politiske udvikling.

Bettina Röhl beskriver studenteraktivisten Rudi Dutschkes træden ind på scenen i 1960’erne.

Dutschke var heller ikke en skolet marxist, selvom han nok havde læst klassikerne. Han var meget inspireret af et kunstnerkollektiv, som dyrkede sin helt egen teori om, hvorledes folk skulle ”bevidstgøres” gennem handling og ”bevidsthedsudviklende” kunstneriske og politiske aktioner. Dutschke ville herigennem skabe et ”nyt menneske”. Han anbefalede, at man læste den samling af Mao-citater, som hans højre hånd Lin Biao havde samlet i den lille ”Røde Bog”.

Bettina Röhl beskriver Karl Rainers Röhls utroskab og hans fravær i familien, som førte til skilsmisse og kamp om forældreretten over børnene. 

Meinhof får til at begynde med forældreretten, men mister den efter at have tilsluttet sig terrorgruppen Rote Armé Fraktion (RAF).

Helt grotesk bliver der for deres to børn, da RAF-medlemmer i begyndelsen af 1970’erne tog til Jordan for at modtage våbentræning i en palæstinensisk træningslejr (Al Fatah).

RAF bortførte parrets to piger til Sicilien, men ville have dem anbragt på et sted for forældreløse børn i Jordan hvor de skulle gøres til kommende RAF-medlemmer.

Forsøget forpurredes dog af Al Fatah og det lykkedes Klaus Rainer Röhls to venner Stefan Aust og Peter Homann at snyde RAF og bortføre de to piger for næsen af RAF.

Bettina Röhl tager 100 procent afstand fra sin mors terrorisme og sin fars agentvirksomhed for SED og DDR og har svært ved at tilgive dem begge for at have sviget deres børn.

Ulrike Meinhof afbrød to år før sit selvmord al forbindelse til sin familie, og Bettina Röhl nåede således ikke at sige farvel til sin mor.

Hun har kun sporadisk haft forbindelse med sin far, Klaus Rainer Röhl, som start 1970’erne mistede udgiverretten til sit tidsskrift Konkret, som herefter paradoksalt nok blev overtaget af to forhenværende stalinister den senere ejendomsspekulant Klaus Hübotter og ærkestalinisten Gremliza

Som den politiske charlatan Klaus Rainer Röhl var gennem hele sit liv, havnede han på sine gamle dage i det borgerlig-liberale Freie Deutsche Partei (FDP).