Maoisters manglende selvopgør.

Den norske maoist Pål Steigan hilser på sit store forbillede Mao Zedong 1. oktober 1970.

Tekst 22a. 

I anledning af 40-årsdagen for den kinesiske leder Mao Tse Tungs død 9. september 1976 kunne det være på sin plads at se på, hvilken arv han har efterladt sig.

Ved årsdagen for berømte personers død er det kutyme, at gøre boet op.

Hvilken arv har Mao Tse-Tung efterladt sig og hvorledes er den blevet forvaltet af hans tilhængere?

Jeg vil her koncentrere mig om, hvilke konsekvenser skandinaviske maoister har draget af deres maoisme efter Maos død i 1976.

Har de overhovedet draget nogen konsekvenser, og er det virkeligt nødvendigt at rippe op i gamle sår?

Svaret er ja: hvis ikke venstrefløjen selv gør op med sin egen fortid, overlader vi banen det til en mere eller mindre antikommunistisk højrefløj til fri udfoldelse - og så kender vi resultatet på forhånd. 

Selvransagelse og opgør med egen fortid er ikke venstrefløjens stærkeste side. Derfor er det også vanskeligt at finde europæiske eller skandinaviske maoister, som ikke enten helt har smidt ’barnet ud med badevandet’ (antikommunisme) eller ikke i tilstrækkelig grad har gjort op med egen fortid.

Et eksempel på en maoist, som smed barnet ud med badevandet er Mikkel Plum, som i 1998 udgav sin bog ”Bombardér hovedkvarteret”. Heri gør Mikkel Plum op med ikke blot sin tid i Kommunistisk Arbejderparti (KAP) men også med kommunisme og socialisme.

 

1. Den norske maoist Pål Steigan som eksempel på selvransagelse.

Et andet eksempel er den norske maoist Pål Steigan, som i sin bog fra 2013 ”En folkefjende” gør et hæderligt forsøg på at forholde kritisk til sin tid som formand for den norske maoistiske organisation AKP (ml) i tiden fra 1974-1985.     

Martin Fahlgren har på nettet offentliggjort uddrag af Pål Steigans bog.

Pål Steigans politiske engagement begyndte i det norske Socialistisk Folkepartis studenterforbund. I sommeren 1967 var en gruppe studerende i Socialistisk Folkeparti i Kina og var med til at arrangere en foredragsrække med deltagerne i rejsen til Kina.

Pål Steigan fandt stor inspiration i den kinesiske ”kulturrevolution”, som han opfattede som et antiautoritært kinesisk ”ungdomsoprør” mod en forældregeneration, hvis maoisme var stivnet i dogmer og pampervælde.

Pål Steigan gennemskuede slet ikke, at Maos ”kulturrevolution” var et gigantisk iscenesat - og vellykket - forsøg på manipulation af de kinesiske masser.

Maos ”kulturrevolution” var absolut ikke noget antiautoritært ungdomsoprør, men et kæmpemæssigt fupnummer fra Maos side på at udmanøvrere sine største rivaler i kommunistpartiet, KKP.

En hel generation af venstreorienterede i Europa og USA var blevet mobiliseret af USA’s krig i Vietnam og havde med rette protesteret mod denne og dannet solidaritetskomitéer til støtte for det vietnamesiske folks kamp mod den amerikanske imperialisme.

Tusinder lod sig rive med af de maoistiske ”rødgardisters” militante opgør med dele af den kinesiske partielite.

Mao havde udpeget sine to rivaler Liu Shao Chi og Lin Piao som syndebukke som årsag til alverdens ulykker i Kina. Liu Shao Chi havde tilladt sig at sætte spørgsmålstegn ved partiets kampagne i 1950’erne, det ”Store Spring Fremad”, som førte til millioner af kineseres sultedød og til politisk undertrykkelse af anderledes tænkende.

Lin Piao havde ladet sig bruge af Mao som hans største spytslikker og stik-i-rend dreng, men blev nu af Mao udset til at være en ”forræder”.

Pål Steigan fortæller om sin holdning til ”kulturrevolutionen”:

Jeg og mange med mig valgte derfor at se bort fra de negative rapporter og lægge vægt på det antiautoritære ungdomsoprør - arbejderne som satte narrehuer på direktøren og skoleelever som fordømte rektorer på kritikmøder. Dette pegede frem mod menneskelig frigørelse og en anden form for demokrati. At sandheden kan have mange grå nuancer bekymrede mig ikke dengang. Jeg syntes om billedet af rødt og sort.”

Pål Steigan siger om sin holdning i dag: ”I dag har jeg et langt kritisk syn på kulturrevolutionen. Men den er meget svær at blive klog på; jeg kan ikke kinesisk og jeg har ikke tid eller mulighed for at pløje igennem alle de kubikmeter af ideologi og modideologi, som dette tema er begravet i. På en måde fik Mao jo ret: Deng Xiaopings linje førte tilbage til kapitalismen”.

Deng blev af de ”kulturrevolutionære” og Mao beskyldt for at være en ”der gik den kapitalistiske vej”.

”Det kan alle se i dag. Men på den anden side blev vi præsenteret for et glansbillede af kulturrevolutionen, som ikke havde meget med virkeligheden at gøre. Uden at behøve at grave dybt i materialet er der ingen tvivl om, at der blev begået overgreb og at massevis af uskyldige mennesker blev ramt [!]. Dette gør, at man ikke kan se kulturrevolutionen som en løsning på magtproblemet under socialismen [!]. Men det gjorde vi den gang. Her, troede jeg, havde Mao løst problemet om, hvorledes man skal hindre socialismen i at udarte til et nyt klassesamfund. (…)

”Kulturrevolutionen” blev af maoister fremstillet som Maos forsøg på at udslette de sidste rester af det feudale kinesiske samfund og Mao opfordrede de unge ”rødgardister” til at gøre op med al gammel kinesisk kultur og vaner.

Pål Steigan var imponeret af formand Mao Tse-Tung:  

Mao stod på toppen af Tianan Men-porten [den Himmelske Freds Plads i Beijing] og overfor 2 millioner af rødgardister tog han deres armbind på for at vise, at han tilsluttede deres revolution [!]. Det var så unikt og uhørt, at det var svært ikke at blive påvirket af det. Sådan noget gør gamle magthavere ikke. Men Mao gjorde det. Han sluttede sig til ungdommen, til os, og bad os om at bombardere hovedkvarteret.

Det som jeg ikke tænkte på var, at det var Maos magt som øverste befalingshavende for Folkets Befrielseshær som gjorde det muligt for ham at gøre oprør mod dele af centralkomiteen i sit eget parti [Liu Shao Chi og Lin Piao]. Med hjælp fra hæren og rødgardisterne fejede han kommunistpartiets reglement til side. Partiets valgte organer blev kørt over. I stedet tog formanden personligt kontrollen sammen med hæren og ungdommen på gaden.” (…) 

Pål Steigan fortsætter: ”Jeg så kun den oprørske side af kulturrevolutionen. Jeg så ikke, at det netop var fordi formanden i Kina kommunistparti havde så stor personlig magt at han kunne optræde som en kejser. Det som Mao anvendte for at bekæmpe det gamle, var netop det gamle [i modsætning til hvad Mao selv sagde om sin kulturrevolution]. Mao brugte feudalismen og sine feudale privilegier til at bekæmpe det, som han opfattede som borgerskabet i partiet. (…)

Men ser man det, når man er 16? Jeg så det ikke, ikke dengang. Jeg så kun lederen, som sagde til folket: Ja, jeg støtter jeres oprør mod vort pampervælde. Riv det ned! [jf. Maos parole: Bombardér hovedkvarteret].

Hvad ville Stalin have kaldt dette? Anarkisme? Trotskisme? Et eller andet vældigt negativt, men i hvert fald ikke marxisme. Og selv om jeg selv ikke var kritisk nok til at forstå dette dengang, så er det helt åbenbart for mig, at det var Maos version af kommunisme, som jeg tilsluttede mig og ikke Stalins [!].

Retrospektivt kan jeg le en smule overbærende over, at jeg så entusiastisk tilsluttede mig en undersøgende marxisme, som satte praksis i højsædet, og det gjorde jeg udelukkende baseret på det, jeg læste. Det var jo ikke det virkelige Kina jeg tog stilling til, det var et Kina, som det fremstod i bøger, propagandaskrifter og andre tekster. En af Maos mest kendte artikler hed ”Bekæmp bogdyrkelse” - og kan jeg tilføje - med bøger.

Hvor meget jeg end læste om Kina, så var det ikke Kina som interesserede mig mest. Jeg var først og fremmest interesseret i Kina som inspirationskilde. Måske var det gamle Platons hulelignelse som hævnede sig på mig, fordi jeg havde overset [övergett] ham? Hulelignelsen på nyt: ikke det virkelige Kina, med ideen om Kina? Jeg kunne lide Mao som jeg mødte ham i hans skrifter; hvorledes han var i virkeligheden, havde jeg ikke meget styr på.” (Pål Steigan: En Folkefjende, pp. 115-118. Aschehoug 2013).

Det er nok det tætteste Pål Steigan kommer på en selvransagelse: Som maoistisk iagttager af Kina så han ikke det virkelige Kina, men blot en projektion af en virkelighed projiceret op på den hulevæg, som maoister sad og stirrede på.

I modsætning hvad maoister hævdede om maoismen, var den ikke rodfæstet i den materielle virkelighed, men i et sæt idealer. I modstrid med marxismens dialektiske materialisme.

Pål Steigan gør et nummer ud af at forklare, hvordan maoister skabte et ”femkløver” af marxismens store læremestre: Marx, Engels, Lenin, Stalin og som toppen på kransekagen Mao Tse-Tung.

Steigan skriver om ”de Fem Store”: ”Ved at føre ”de fem store” frem -  Marx, Engels, Lenin, Stalin og Mao - gjorde ml-bevægelsen det til en del af sin profil, at vi støttede Stalin. ”Stalin-spørgsmålet” blev et vigtigt kriterium, som adskilte os fra den øvrige venstrefløj. Vi udgav Stalins skrifter og studerede dem, og vi førte et utal af polemikker til fordel for Stalins Sovjet.

Og alligevel var vi ikke stalinister [!]. Vi var maoister og maoismen adskiller sig på mange punkter fra stalinismen.Hvorfor tog vi omkostningerne på os ved at forsvare Stalin? Jeg kender ingen som forsvarede Stalin, fordi man var tilhænger af koncentrationslejre og henrettelser af politiske modstandere.”

Pål Steigan indrømmer altså, at maoismen er udsprunget af stalinismen i Sovjetunionen og at maoister uden blusel forsvarede Stalin, men ikke nødvendigvis hans massehenrettelser og forbrydelser.

Stalin uden hans stalinistiske forbrydelser?

Pål Steigan forklarer AKP’s ensidige syn på verden med den Kolde Krigs ”lejr-tænkning”.

Den der er imod den amerikanske imperialisme, må nødvendigvis forsvare de ”socialistiske” lande i den modsatte ”lejr”.

Pål Steigan skriver: ”Det har noget at gøre med den Kolde Krig. Der var knivskarpe skillelinjer, og begge sidder forsvarede sine egne positioner, uanset hvad. Enhver indrømmelse var at give efter for fjenden. Ville du forsvare socialismen mod kapitalismen, måtte du tage hele pakken [!]”

Pål Steigan giver tilmed en social-psykologisk forklaring på fænomenet:

Det har noget med gruppeidentitet at gøre [!] Spørgsmålet om Stalin brugtes til at skelne venner fra fjender og til at skelne mellem de som var en del af gruppen og dem uden for. Men vi var og forblev maoister. Vor stalinisme stak ikke så dybt. [!]

I Stalins Sovjet ville vi være blevet sendt til Sibirien for alvorlig ideologisk afvigelse, sagde Tron [Øgrim]. Det var vi bevidste om, og vi plejede at spøge med det. [!]

Vi brugte som sagt Stalin-spørgsmålet til at skille os ud fra de andre grupper venstrefløjen. Det cementerede os. Vi var naturligvis ikke så bevidste om, at det var det vi gjorde, men vi tyede til et urgammelt greb, som har ført menneskeheden fremad: Kun de mennesker, som har lært sig at skabe sammensvejsede grupper, har efterkommere i dag. I dag vil vi gerne give det udseende af, at alt hvad vi gør, specielt inden fort politik og samfund, er gennemtænkt og analyseret, og ikke mindst gjaldt det vi ml’ere [marxister-leninister]. Vi holdt af at tro, at vi var helt igennem politiske i alt, hvad vi foretog os. Men vi brugte teknikker, som havde rødder langt tilbage i tiden i stenalderen. Vi behøvede noget som kunne sammensvejse vor gruppe mod andre, og den gang var et kontroversielt emne at foretrække. Du skaber ikke indre identitet af noget, som de fleste grupper er enige om. (…)

Vi læste Stalins skrifter. Fordelen herved var, at de formidlede en ganske enkel og skematisk marxisme [!]. Bagdelen var, at den var for enkel og skematisk.

… at forsvare Stalin blev en lakmusprøve på at du var en ml’er. Det hørte med til kadrevurderingen, det var med i kritik og selvkritik. [et maoistisk princip om at øve kritik af andre og derigennem kritik af sig selv]. At stille kritiske spørgsmål om Stalin var at udfordre partilinjen. På denne måde blev vi simple mål for vore modstandere. Men det var som sagt en måde at holde sammen på gruppen på, en måde at teste [de enkelte medlemmers] loyaliteten på. Det var det det, det skulle bruges til. Men på denne måde fortrængte vi kendskab til forbrydelser, som blev begået af ”vore egne” i socialismens navn.

Forsvaret af Kina med hud og hår var naturligvis også af samme type. Jeg kendte intet partimedlem, som kunne læse eller tale kinesisk, og selv om nogen havde kunnet det, hvorledes skulle vi finde ”den virkelige sandhed” bag de lag på lag af kinesiske talemåder, fortrængninger, propaganda og løgne?

Pål Steigan siger om den symbolske brug af de ”fem Store”:

Vi skabte fortællingen om den ubrudte linje gennem ”de fem store”. Man kan godt sige, at vi dermed etablerede en ganske smal marxistisk kanon omkring disse fem. I virkeligheden er den marxistiske litteratur ikke nogen ret linje, men en nok så spredt busk med massevis af grene, som stritter i forskellige retninger. Tankegange om ”de fem Store” skabte et letforståeligt og overskueligt univers.  Men den skjulte, at hver af de fem havde skjulte indre modsætninger i sin tænkning og skiftede retning adskillige gange, og den holdt os væk fra en masse værdifuld litteratur, som ikke hørte hjemme i den kanon.” (…)

Jeg mener i en alder af 19-20 år satte vi os jo ikke ned og lavede en kritisk analytisk vurdering af, om der virkelig fandtes en så tydelig kontinuitet fra Marx til Mao. Vi vejede ikke for eller imod eller foretog undersøgelser af Stalins kontra Maos revolutionsstrategi. Vi valgte side, punktum. Vi sagde: Denne tradition er den vi vil slås for, kom med hvis du tør! Er du barsk nok, kommer du med os.

Pål Steigan: En Folkefjende. pp. 168-172. Aschehoug. 2013.

 

”Revolutionsturist” i Demokratisk Kampuchea.

I efteråret 1978 arrangerede AKP via det kinesiske KKP et besøg i Demokratisk Kampuchea. De 4 deltagere var Tron Øgrim, Sveinung Mjelde, Elisabeth Eide og Pål Steigan.

Delegationen blev indlogeret i en fransk herskabsvilla med en kæmpestor have, som lå ned til Mekong-floden. Bygningen var forfalden.

Pål Steigan fortæller om Phnom Penh: ”Phnom Penh viste tegn på forfald. Byen var en spøgelsesby. Store områder var helt tydeligt ubeboet og vi mødte kun små grupper af mennesker. Af og til kom en lastbil kom en lastbil fuld ad folk forbi. De vinkede og var glade. De fleste smilede til os. Men hvad betyder et smil i Cambodja? Nabolandet Thailand e kendt for at have et smil fort hver sindsstemning inklusive glæde og sorg. Hvor mange smil de har i Cambodja ved jeg ikke. Vi traf kun en som var sur og tvær. (…)

Jeg vidste praktisk taget intet om Cambodja på forhånd. Jo, nyhedsartikler i den internationale presse havde jeg naturligvis læst, og jeg havde læst lidt under Vietnam-krigen. Hvad andre Cambodja-turister havde skrevet, havde jeg også fået med mig. En del af kritikken af de Røde Khmerer kendte jeg til. Men jeg var totalt uforberedt på det jeg mødte. Det samme gjaldt de andre.”

Den norske delegation lagde mest mærke til de omfattende ødelæggelser, som de amerikanske tæppebombardementet havde forårsaget af landet.   

Dernæst undrede den sig over hvad det var for en type samfund, de var kommet til.

Hvad var denne mystiske organisation kaldet Angkar, som tilsyneladende styrede Demokratisk Kampuchea? Og hvorfor var partiet hemmeligt tre år efter, at det var kommet til magten?

Vi var enige om, at det var umuligt for at tage stilling til påstandene om overgreb og mord [på civilbefolkningen] ud fra hvad vi havde set og hørt. Men vi vidste, at selvom vi oplevede en afslappet stemning og smilende mennesker, så kunne der blive begået overgreb 500 meter derfra.

Det vi hørte om økonomien, om distribution uden penge, om nedlæggelse af massevis af institutioner og så videre, i bedste vidnede om en [et land i] undtagelsestilstand. Det var svært at få det til at rime med vore europæiske marxistiske begreber.

Men det er jo ikke det, som er pointen, sagde Tron [Øgrim]. Han var altid den største entusiast af os. – Problemet er ikke dem, men os. Vi ser på det med vestlige briller. Måske er dette et forbillede for ekstremt fattige lande i den tredje verden.

Jeg var fotograf på rejsen og havde et Nikon spejlreflekskamera og en 110 mm linse, som jeg havde lånt på Klassekampens [AKP’s avis] redaktion. Med det tog jeg 1000 billeder i sort/hvid, og nogle blev rigtigt gode. Jeg fotograferede alt hvad jeg kom i nærheden af og oplevede ingen restriktioner. Vi sugede indtryk til os, men vi formåede ikke at forstå, hvad det var vi egentlig så [!]. (…)

Det som var mærkeligt var, at alle som vi mødte virkede så afslappede. I landsbyerne så vi masser af mennesker, men næste ingen soldater. Landet var i krig, Vi havde forventet os større militær aktivitet og en mere spændt tilstand. De næsten uddøde byer var skræmmende, for de lå tilbage som livløse kulisser. Men det kunne der findes gode grunde til. Solidaritetsaktivister som vi var, forsøgte hele tiden at finde positive tolkninger af det, vi så. (…)

En af de sidste aftener i Cambodja havde vi et møde med Pol Pot. Referatet fra dette møde blev skrevet af Elisabeth Eide og jeg og blev udgivet som bog ”Overfallet på Kambodja”. Vi spurgte hvad Pol Pot havde at sige til kritikken af om brug på menneskerettigheder. Han afviste det som propaganda, som havde til formål at knuse landet. Vi stillede ikke opfølgende spørgsmål.”

Pål Steigan stiller sig selv spørgsmålet: Kunne vi have gjort vort arbejde bedre i Cambodja? Hans svar lyder:

Ja, naturligvis. Vi kunne have været langt bedre forberedt. Vi kunne have stillet mere kvalificerede spørgsmål og opfølgende spørgsmål, Vi kunne have været mere skeptiske til det, som vi fik at høre. Nogen spurgte mig: Hvorfor så I ikke folkemordet? Hvorfor så I ikke terroren?

Godt, vi så ikke nogen terror, vi så ikke noget folkemord. Og da vi var helt prisgivet vort værtskab, både hvad angik sprog, transport og interviewobjekter, så var vi det, som man i dag kalder ”embedded”, som når journalister rejser med de udenlandske besættelsesstyrker i Afghanistan. Under sådanne vilkår ser du det, som dit værtskab ønsker, at du skal se. Men det er også psykologisk, du ser det som du helst vil se. Vi ønskede at se et folk, som havde frigjort sig fra det amerikanske folkemord og som byggede sin egen selvstædige fremtid. Derfor så vi det [vi så].

Jeg har læst referater og reportager som blev lavet i samme periode, som vi var der ikke mindst fra en gruppe svenske anti-imperialister med Jan Myrdal i spidsen, og en gruppe amerikanske ml’ere ledet af redaktøren af bladet the Call, Dan Burstein. Burstein skrev en rapport i New York Times, som ikke var meget forskellig fra vores. Vi blev alle sammen snydt og på samme måde. Jeg mener: Vicestatsminister [og indenrigsminister] Ieng Sary sagde til os, at kun de 7 største forrædere risikerede dødsstraf. Fuldstændig bullshit. Og vi var alle lige naive og lette at snyde. Innocents Abroad kaldte Mark Twain amerikanske turister, som rejste i fremmede lande, og sådanne var vi - ideelle ofre for smart manipulation!

Alligevel var det der vi begik den største fejl. Uanset hvor godt forberedte vi havde været, uanset om vi kunne have talt khmer, så ville det have været umuligt at trænge ind til kernen af hvad der Røde Khmerer var.

Men godt og vel år senere begyndte der at komme så mange kendsgerninger frem via flygtninge, at det blev muligt at sammensætte et helt andet billede end det vi havde. Den i Norge som gjorde det bedst var Eirik Rossen. Han havde været international sekretær i AKP og blev journalist på Klassekampen. Eirik talte fransk som en indfødt og rejste i grænseområdet mellem Cambodia og Thailand.

På det tidspunkt var jeg partiformand og redaktør for det teoretiske tidsskrift Røde Fane, så i 1981 indbød jeg Eirik til at fremægge sine opdagelser og sin analyse på et seminar i tidsskriftets regi.”

Eirik Rossenss indlæg blev optrykt i Røde Fane:

Det kampucheanske parti Angkar hverken er eller har været et marxistisk-leninistisk parti.

Dem kampucheanske revolution var ingen nogen marxistisk revolution. Nyt materiale viser, at Pol Pot-ledelsen valgte brug af magt og terror i stedet for en masselinje og politisk mobilisering. Også i den indre partikamp benyttedes terror. Dette har været en systematisk linje og kan ikke karakteriseres som en underordnet fejl.

(Eirik Rossen: Ingen marxistisk revolusjon”, Røde fane nr. 6, 1981).

Det var så langt man som maoist kunne nå i sin kritik af Demokratisk Kampuchea. Så blev det vel AKP’s ny politiske linje overfor Demokratisk Kampuchea, skulle man tro?

Tron Øgrim mente noget andet:

Hvis vi forventer perfekte og renskurede socialistiske revolutioner i den 3. verden i dag, så er jeg bange for, at vi aldrig kommer til at opleve dem. Jeg er bange for, at vi stiller krav til disse revolutioner, som gør, at vi aldrig vil støtte befrielseskampe i den 3. verden.”

Tog AKP’s formand Pål Steigan parti for Eirik Rossen? Nej, han fulgte sin gode ven Tron Øgrim i hans forsvar for ”det naive billede fra 1978”.

År efter øver Pål Steigan på bedste maoistiske vis offentlig selvkritik: ”Jeg var partiformand, jeg skulle have støttet ham [Eirik Rossen]. Jeg var ansvarlig for partiets politik. Jeg skulle aktivt have støttet ham. Det ville have givet AKP en helt anden troværdighed i denne diskussion.”

For som Steigan tilføjer: ”det er tilladt at begå dumheder af og til, men når man står der med al dokumentationen for, at du har dummet dig, så må du erkende det og gå videre.”

Først i 1985 offentliggjorde Steigan sin første forsigtige kritik af de Røde Khmerer i bogen På den Himmelske Freds Plads. Her skrev han, at ”der findes sager i de Røde Khmerers doktrin som nødvendigvis måtte føre til overgreb og terror”. Tron gjorde det aldrig tilføjer Steigan.

Steigan undlader ikke at bemærke, at samtlige norske regeringer fra 1981 til 1993 støttede de Røde Khmerers eksil-regering, som legitim repræsentant for det cambodjanske folk i FN. Dette mandat blev hvert år fornyet af FN’s Generalforsamling.

Norske regeringer har gennem årene givet mere støtte til de Røde Khmerer end AKP nogensinde var i nærheden af, skriver Pål Steigan.  

Steigan slutter med at konstatere: ”At lave en virkelig kritisk analyse af de socialistiske landes historie ville tage generationer. Vor viden og kunnen har vist sig at være meget overfladisk, vore teorier havde vist sig utilstrækkelige og vore metoder var både naive og mangelfulde [min understregning]. Hvad gør vi så?

Springer over til en anden overfladisk og mangelfuld analyse, som tilfældigvis er identisk med den herskende klasses ideer og interesser? Det kan du godt gøre.  Men da beviser du ikke meget andet end, at du har opgivet at indtage et selvstændigt standpunkt. Men det kan jo være fordelagtigt både økonomisk og karrieremæssigt.

Ja, mange af Pål Steigans tidligere maoistiske kammerater har gjort strålende karrierer i det offentlige liv. Men ikke som maoister. De har været forbløffende tavse. Hvorfor mon?  

 

2. To danske maoister i Kampuchea i august 1978.

Den danske historiker Peter Frederiksen har beskæftiget sig med Sydøstasien og skrev i 2004 en artikel ”Smiler folk ikke mere i Kampuchea?” om danske maoister og Kampuchea i Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, 2004, nr. 2-3.

Peter Frederiksens artikel beskæftiger sig med de to danske maoister Peter Bischoffs og Svend Aage Madsens besøg i Kampuchea 29. juli til 5. august 1978.

Det hedder i introduktionen til artiklen om de to danske medlemmer af Kommunistisk Arbejderparti (KAP). ”Langsomt erkendte de, at deres positive indtryk dækkede over alvorlige misforhold. Besøget blev begyndelsen til et opgør med Pol Pots styre såvel for de to rejsende som i KAP.”

De to KAP’eres vej til maoismen gik for Peters Bischoffs vedkommende over et filmstudium på Københavns Universitet, hvor han blev tiltrukket af et maoistisk miljø.

Svend Age Madsen (som senere blev formand for KAP) studerede psykologi på Aarhus Universitet, hvor han efter et kort ophold i partiet Venstresocialisternemere eller mindre tilfældigt havnede i det maoistiske miljø, som tiltalte ham, fordi det var kritisk over for begge supermagter”. (Jf. interview med Peter Frederiksen, 8. januar 2004).

I KAP’s blad Arbejderavisens leder i april 1977 kunne man læse, at den kampucheanske revolution havde løst landets akutte fødevareproblem, og ”i dag er Kampuchea i hovedsagen selvforsynende”.

Peter Frederiksen skriver, at lederen i Arbejderavisen i april 1977 ikke stillede kritiske spørgsmål til den brutalitet, som styret ifølge den vestlige presse havde udvist, og konkluderede, at ”vi ser Kampucheas selvstændighed som et gunstigt udgangspunkt for den revolutionære omformningsproces.”

I Arbejderavisen fra 20. oktober 1977 hed det under overskriften ”Imponerende resultater i opbygningen af landet”. Peter Frederiksen skriver, at anledningen til artiklen var Pol Pots besøg i Beijing, hvor han på en pressekonference fremlagde nogle helt usandsynlige tal for produktionen af ris i Kampuchea.

Arbejderavisen problematiserede ikke det tvivlsomme i de tal, som Pol Pot fremlagde. Artiklen konkluderede, at ”Alt i alt er der tale om meget imponerende resultater i den kampucheanske revolution.”

På 3-årsdagen i 1978 for de Røde Khmerers indmarch i Phnom Penh hilste KAP Kampucheas kommunistiske parti med ”sine varmeste lykønskninger”.  

KAP var fuldstændig ukritisk over for alt, hvad der udgik fra Pool Pots styre.

Det var småt med oplysninger, som trængte ud af det hermetisk tillukkede Kampuchea. 

29. juli 1978 rejste en delegation bestående af Arbejderavisens redaktør Peter Bischoff og århusianeren Svend Aage Madsen med Air China til Beijing og forsatte til Phnom Penh.

Peter Bischoff har i et interview til Weekendavisen 7. september 2001 fortalt, at ”der hvilede en mærkelig og uhyggelig stemning over Phnom Penh.” (Sten Andersen: Weekendavisen, 7. september 2001).

De blev indkvarteret i en stor villa i ambassadeområdet, som lå ned til Mekong-floden. 

Området var overvåget af bevæbnede soldater. Peter Bischoff bemærkede, ”at der var noget helt vildt og radikalt færde i landet”.

Peter Bischoff husker i dag (2003), at ”den måde hvorpå turen blev gennemført, var mere famlende og ”amatøragtig” end det, man var vant til fra Kina, hvor alt var tilrettelagt ned til mindste detalje. Da danskerne besøgte Kampuchea, var den praktiske erfaring med afvikling af delegationsbesøg yderst sparsom

Typisk blev de først om morgenen præsenteret for, hvad der skulle ske i løbet af dagen.”

Peter Frederiksen skriver: ”Med andre ord var det sikkerhedssystem og den minutiøse planlægning, som de maoistiske danskere kendte fra deres besøg i Kina, bestemt ikke indarbejdet af kampucheanerne.”

De fik således lov til at gå frit rundt i Siem Reap, byen i det nordlige Kampuchea, hvor Angkor Vat-templerne ligger.

Efter parrets hjemkomst gik der en uge før KAP, holdt en pressekonference. I mellemtiden havde Danmarks Radio vist en jugoslavisk produceret film om Kampuchea.

Peter Frederiksen skriver: ”Udsendelsen viser flere billeder fra det mennesketomme Phnom Penh, der efterlod mange seere med det indtryk, at landet bag de lukkede grænser var på afveje i al hemmelighed”.

Arbejderavisen skrev i sit nummer 30, 16.-28. august 1978: ”Men at vi overhovedet har besøgt Kampuchea skyldes naturligvis, at vi synes, at der er mange positive træk [min understregning].  Især i deres partis faste linje med at forsvare Kampucheas uafhængighed og suverænitet og ikke lade sig underkue eller indlemme af nogle andre. Og deres meget selvstændige kurs i mange spørgsmål, hvor de ønsker at støtte sig på deres egen kræfter.”

Peter Frederiksen skriver endvidere, at ”de to danskere gav på pressekonferencen udtryk for, at turen ikke var underlagt de kampucheanske værters totale kontrol, [min understregning] hvilket modbevises af interne kampucheanske kilder”.

Vi har fået lov at stoppe, hvor vi ønskede det – og vi har gjort det – og vi har fået lov at fotografere, hvor vi ville”.

Som eksempel nævnte den hjemvendte delegation, at de havde kørt langs en dæmning, hvor der arbejdede 4000 mennesker på en gang.

Retorisk spurgt artiklens forfatter: ”Og skete det under overvågning af bevæbnede soldater, sådan som det har været påstået i den vestlige presse? Overhovedet ikke. Og vi kan fortælle, at vi på vores 700 km-tur rundt i landet har vi ikke set ét eksempel på tvangsarbejde. Tværtimod har vi oplevet en venlig og smilende og begejstret befolkning.”

De to delegationsmedlemmer lukkede øjnene for de uhyrligheder, som de altså ikke så med egne øjne.

De tog med andre ord skyklapper på, hvor de burde have haft alle antenner ude. Den der ikke vil se, ser ikke. Han har iført sig sine ideologiske briller.

KAP’s Arbejderavisen udkom i et oplag på ca. 8000 trykte eksemplarer. KAP havde ca. 2000 medlemmer.

Fra august til november 1978 bragte Arbejderavisen 6 artikler om Kampuchea baseret på de tos oplevelser og indtryk fra deres rejse til Kampuchea. De to fik også bragt hver en artikel i Ekstrabladet og i Socialistisk Dagblad.

Synsvinklen i artiklerne var naturligt nok præget af KAP’s syn på verden. Første indlæg bar således overskriften ”Kampucheas kamp mod vietnamesisk aggression og supermagtkontrol”.

KAP’s sympati var entydigt på Kampucheas side og rettet mod ”arvefjenden” og aggressoren Vietnam.

Vietnam var støttet af det ”revisionistiske” og ”social-imperalistiske” USSR, mens Kampuchea kæmpede for sin nationale selvstændighed.

Peter Bischoff skrev f.eks. i Arbejderavisen 6.-12. september: ”Men samtidigt vidner overrislingssystemerne og hele organiseringen af kooperativerne om, at produktionsforholdene er totalt forandrede og meget fremskredne. Allerede med de resultater, der er nået indtil nu, står det klart, at massernes initiativ og skaberkraft er frigjort [min understregning] , og at der er fuld fart på udviklingen.”

Peter Bischoff indrømmede i interviewet med Peter Frederiksen, ”at delegationen på grund af tidspres blev nødt til at aflyse det planlagte besøg i et landbrugskooperativ”.

Peter Frederiksen skriver, at Peter Bischoffs artikel ”baserer sig i stedet for egne observationer på de internationale maoistiske miljøs syn og vurdering af Kampuchea - der i høj grad baserede sig på den kampucheanske regerings oplysninger [min understregning].

Altså baserede Peters Bischoffs besøg på et landbrugskooperativ sig på det rene opspind og var frit opfundet i det internationale maoistiske miljø og af Pol Pots regering.

Dette stod i grel modsætning til, hvad Arbejderavisen hævdede om sig selv og lovede læserne. Arbejderavisen skulle i modsætning til den borgerlige presses ensidige dækning stå for en dybdeborende og kritisk journalistik, baseret på egne korrespondenter og deres øjenvidneskildring.

Peter Bischoff kolporterede i Arbejderavisen den maoistiske tanke om landbrugskollektiver som det socialistiske samfund grundstamme og rygrad: ”Kooperativet er folkemagtens grundenhed. (…) Kooperativet er således ikke blot en landbrugsenhed, men samtidig [en] social, politisk og uddannelsesmæssig institution og kimen til småindustri”. (Arbejderavisen, 6.-12. september. 1978).

KAP’s delegation havde ikke øjnene åbne for, om der fandt tvang sted i Kampuchea, men turen var ifølge Peter Bischoff ”et fieldstudy i, om kampucheanerne fulgte de nøje anvisninger, som den kinesiske revolution havde lært dem med hensyn til opdeling af jorden. Det var turens primære sigte at undersøge den kampucheanske revolution i forhold til den kinesiske og herfra tage stilling til, om man [KAP] ønskede at indlede et tættere samarbejde med regeringen i Kampuchea”. (Interview, 26. februar 2003).

Det kampucheanske landbrugs organisering skulle måles efter en kinesisk målestok, som KAP-lederne lagde ned over Kampuchea.

Hvis det stemte overens med mønstret fra de kinesiske ”folkekommuner” var det acceptabelt for KAP.  

Sven Aage Madsen har i et interview med Jesper Stein Larsen i Jyllandsposten 8. juni 2003 forklaret, at deres entusiasme over det de så i Kampuchea kan forklares med skuffelsen over ”tilbageslaget” i Kina efter Maos død i 1976, den ”kulturrevolutionære” Fire-bandes” fald og ”renegaten” og ”højreopportunisten” Deng Xiaopings tilbagevenden til magten i 1978.

De Røde Khmerers mere militante og brutale og fremfærd var i bedre overensstemmelse med fra Mao Tse-Tungs ”Store Proletariske Kulturrevolution” i Kina, men som nu var slået tilbage.

Fandt der en intern kritik sted i KAP?

6. september 1978 afleverede Peter Bischoff og Svend Aage Madsen en rapport til partiets centralkomités forretningsudvalg.

Peter Frederiksen hæfter sig ved, at det i rapporten blev påpeget, ”at der var en tendens til at Kampuchea i demonstrativ grad støttede sig til egne kræfter, og heri lå en fare for, at revolutionen udviklede sig i al for nationalistisk retning.”

Nuon Chea havde forklaret delegationen, at de Røde Khmerers ”enhedsfront” med fyrst Sihanouk havde været en succes, ”da det var lykkedes de Rød Khemer at ”narre personer og indsnige rigtige paroler i andres taler”.  Denne linje bedømte rapporten som ”fornuftig”.

De to rapportskrivere undrede sig over, ”hvordan et styre, der besidder statsmagten kunne fastholde hemmeligholdelsen som grundlæggende vigtig, samtidig med at styret skulle ”have de kampucheanske massers troværdighed”.

De to havde undladt at spørge Nuon Chea om dette mærkværdige forhold. Rapportskriveren (Peter Bischoff) forsøgte at besvare spørgsmålet om partiets hemmeligholdelse ved at tilskrive det ”en manglende forankring i den kampucheanske befolkning” eller måske pres udefra (?).

Styret selv afviste ikke, at det brugte tvang overfor sin befolkning. Men til trods for anvendelsen af tvang stillede Peter Bischoff og Svend Aage Madsen sig positivt overfor udviklingen i Kampuchea ved at konstatere, at der på trods af tvangen næppe er en ”stor modstand mod kollektiviseringen nu”. Befolkningen kunne ved selvsyn se de store resultater tvangskollektiviseringen havde opnået.

Rapporten godtog de Røde Khmeres udflytning af befolkningen fra byerne med den begrundelse, at det skyldtes rod, korruption og den forestående krig mod Vietnam.

Konklusionen lød, at ”det kampucheanske samfund ser ud til at indeholde mange rigtige, stærke og fremadrettede træk” (Rapport til FU fra KAP-delegationens besøg i Demokratiske Kampuchea juli/august ’78. Skrevet af Peter Bischoff, 6. september 1978. KAP Arkiv, AIS/UPS udvalg. Kampuchea. Arkivnr. 2341, kasse 24, 2. læg. ABA).

Peter Frederiksen konkluderer om partiets holdning til Pol Pots styre: ”Der er snarere tale om, at de [to danskere] gennem den ideologisk farvede optik undertrykte den undren, der senere blev en spirende erkendelse. De undlod således bevidst at beskrive forhold, der kunne have ført til en større erkendelse af styrets brutale adfærd.”

 

3. Mordet på Malcolm Caldwell.

Det var ikke alle solidaritetsbesøgende i Kampuchea, som slap lige heldigt fra deres besøg.

Malcolm Caldwell var mindre heldig med sit besøg i december 1978.

Som led i Pol Pots-regimets forsøg på åbne sig for omverdenen, blev to amerikanske journalister og Malcolm Caldwell inviteret til at besøge Phnom Penh.

Malcolm Caldwell var i modsætning til vore skandinaviske maoister en kender af asiatiske forhold. Han var uddannet økonomisk historiker fra universiteterne i Nottingham og Edinburgh.

Han havde skrevet bøger og artikler om Sydøstasien og var redaktør af et tidsskrift Journal of Contemporary Asia

Inden sin død i 1978 nåede han at stille op som kandidat for Labour i valgkredsen St. Mary i Sidcup, Bexby. (jf. Wikipedia)

Malcolm Caldwell var ikke blind for den amerikanske imperialismes forbrydelser i Sydøstasien (Vietnam og Cambodja).

I alt blev der kastet 2.756.941 tons bomber svarende til halvanden gang så meget som de allierede kastede ned under 2. verdenskrig, inklusive de to atombomber over Hiroshima og Nagasaki. (Per Fröberg Idling: Pol Pots smil. p. 78. Gyldendal. 2006).

I december blev han sammen med to amerikanske journalister af den kampucheanske regering inviteret til at besøge landet.

De to andre var Elisabeth Becker fra Washington Post og Richard Duddman fra St. Louis Post Dispatch.             

En af de få som vidste meget om Kampuchea og som nøje fulgte udviklingen i Kampuchea fra Australien var Ben Kiernan.

Ben Kiernan havde god kontakt til det eksil-cambodjanske miljø og var tilmed gift med en kvinde fra Cambodja.

Som journalist korresponderede Kiernan med Caldwell om forhold i Sydøstasien og skrev artikler til det australske blad Nation Review.

Inden Caldwells rejse til Demokratisk Kampuchea udvekslede de to oplysninger om, hvilke forhold det kunne være værd at undersøge, når de kom til det lukkede land Kampuchea.

Begge havde kendskab til en række eksil-cambodjanere, som var vendt hjem til Kampuchea efter Pol Pots magtovertagelse i 1975. På grund af landets hermetiske tillukkethed havde de ikke hørt fra flere af disse og ville gerne høre nærmere.

Hvordan var det gået deres to venner: Lay Roget og Ou Lam, som var vendt tilbage til Kampuchea i juni 1976?

Og hvad med Chu Vuth og Ku Kim Sru, som de ikke kendte så godt?

Interessant kunne det også være at vide, hvad der var sket med Hou Youm og Pouk Chhay.

Og hvad med minister for landbrug Non Suong og minister for gummiplantager Phoung?

De to sidste var interessante for Caldwell, da han som økonom var meget optaget af de kampucheanske kommunisters ide med at bruge landbruget som motor i landets udvikling væk fra at være et økonomisk tilbagestående u-land.

Det skulle snart vise sig at være et umuligt ønske at opfylde.

Alle 8 var nemlig døde forinden. Alle henrettet for en eller anden fiktiv forbrydelse, som kun Pol Pot kendte - og som hans sikkerhedstjeneste udførte på bestilling.

På grund af den totale hemmeligholdelse af hvem og hvad der skjulte sig bag betegnelsen Angkar ønskede Caldwell en liste over medlemmer af Centralkomiteen i Pol Pots parti. Partiet var hemmeligt for den kampucheanske befolkning og omverdenen.

Også på dette punkt adskilte Pol Pots regime fra alle andre lignende samfund, Sovjetunionen, Kina, Albanien. 

Det var svært at forstå for Pol Pot vestlige sympatisører, da de var vant til at kunne identificere revolutionens fortrop.

Måske skulle Caldwell ikke have taget en artikel af Ben Kiernan med sig i flyet til Phnom Penh, som omtalte de udrensninger og henrettelser, som havde fundet sted under Pol Pot i 1977.

Kiernan omtalte således en række personer som øjensynligt var forsvundet: Hou You, Hu Nim, Phouk Chhay - og Koy Thuon, som var blevet henrettet.

Ben Kiernan skrev: “Næsten samtlige offentlige stillinger indehaves nu af gruppen omkring Pol Pot-Ieng Sary, deres koner, eller af personer som enten er ukendte for udenforstående eller bruger et andet navn end deres dåbsnavn.

Pol Pot er ude efter at skaffe sig en magtposition, som ikke er truet i navn af en ’chauvinisme’, som kræver kontinuerlige store ofre fra folket for at bygge en mægtig stat”, samtidig med at ”mange bønder og bondekadrer er blevet undertrykt”.

Demokratisk Kampuchea ”opildnede til en konflikt med Vietnam for at øge den hjemlige opbakning”.  (Ben Kiernan: Why’s Kampuchea Gone to Pot? Nation Review, 17. november 1978).

Den engelsk-amerikanske delegation blev modtaget af regimets to foretrukne guider: Thiounn Prasith og Ok Sokun.

Der er to hovedkilder til det næste skæbnesvangre forløb, som blev skæbnesvangert for Malcolm Caldwell.

Malcolm Caldwells dagbog og den rapport som de to guider lavede til indenrigsminister Ieng Sary, og som Ben Kiernan fik fat i via en unavngiven kampucheansk embedsmand.

Pol Pot accepterede som led i sin åbning mod omverdenen og som udtryk for sin gæstfrihed, at delegationsmedlemmerne fik lov at fremsætte ønsker til, hvad de ville se og hvem de ville tale med.

De fleste delegationer ønskede at tale med primus motor Pol Pot selv og med andre (ukendte) medlemmer af Centralkomiteen.

Foruden Pol Pot ønskede Caldwell at møde andre medlemmer af Centralkomiteen og … fyrst Sihanouk.

Det kan have virket provokerende på de kampucheanske ledere, da fyrst Sihanouk efter at have gjort nytte i en alliance med de Røde Khemer, nu sad i husarrest - ganske vist under luksuriøse forhold.

Caldwell tillod sig flere gange at spørge, om han kunne møde Hou Youn og Hu Nim (som var blevet henrettet) og guiden Ok Sun måtte lyve om muligheden heraf. (Duddham: A Land in Turmoil, p. 7B)

Duddham ønskede at høre om ”cambodjanernes leveforhold” og ”angivelige massakrer”.

Den amerikanske journalist Elisabeth Becker ville gerne møde nogle evakuerede byboere.

Caldwell ville gerne undersøge forholdene på landet, grænsestridighederne og relationerne til Vietnam, uddannelsessystemet og mulighederne for at indgå i handel med andre lande, fremgår det af de to guiders rapport til indenrigsminister Ieng Sary, dateret 8. december 1978.

På rundturen i Kampuchea noterede Caldwell under et fabriksbesøg i sin dagbog (som Ben Kiernan fik lov at låne af Caldwells kone), at forholdene mindede ham om forholdene i England, som beskrevet i Charlens Dickens romaner fra slutningen af 1800-tallet. 

Caldwell bad flere gange om at måtte møde 1. (So Phin) 2. viceformænd (Ros Nhim) i det statslige Præsidium, hvilket guiden TS lovede at efterkomme.

Det kunne ikke lade sig gøre. Begge var døde i juni 1978.

Elisabeth Becker spurgte, om hun kunne møde justitsminister Kang Chap. Det kunne ikke lade sig gøre. Han blevarresteret i august 1978.

TS vendte sig mod Ok Sun og de to talte og grinede.

Regimets tre gæster fra USA og England fik stort set den samme guidede  tur, som udenlandske legationer før dem.

Det er muligt, at regimets sikkerhedsforanstaltninger blev strammet fra juli til december 1978. Men der er en bemærkelsesværdig forskel på, hvorledes rundrejsen i Demokratisk Kampuchea skildres af Caldwell - og så af den danske, svenske og norske delegation, som fandt sted samme i juli og august 1978.  

Til forskel for den danske og svenske delegations beretning beretter Caldwell i sin dagbog om, hvor tæt delegationen blev fulgt af to ledsagebiler - en på hver side - og at pistolbevæbnede vagter holdt øje med delegationens mindste bevægelser.

Caldwell bemærkede også, hvorledes de markarbejdende blev overvåget af bevæbnede vagter.

Denne stramme kontrol betød, at de ikke bemærkede de massakrer som måtte være foregået på samme tid lige for næsen af dem i det østlige område af Kampuchea, hvor de største massakrer fandt sted.

Caldwell bemærkede endvidere det magelige tempo arbejdet fandt sted i og undrede sig over, om det mon var iscenesat til ære for delegationen og om det de overværede var en slags ”Potemkinkulisser”.

Til trods for sin naturlige akademiske skepsis, var Caldwell dog velvilligt indstillet overfor Pol Pots Kampuchea og mente således ikke, at han var vidne til ”civilisationens død”.

I et foredrag på Transnational Institute havde Caldwell inden sin afrejse til Kampuchea understreget, at han anså konflikten og den mulige krig mellem Vietnam og Kampuchea for uheldig. Caldwell mente ikke, at de historiske modsætninger mellem de to folk var store nok til at udløse en krig, som ikke ville gavne nogen af parterne.

Han var endvidere kritisk overfor kinesisk udenrigspolitik, som han mente var for eftergivende overfor USA.

På et spørgsmål til guiden om, hvad der var blevet af buddhisternes pagoder, viftede de det i første omgang af.

Da Caldwell senere spurgte Ok Sun, hvor munkene var blevet af og om de stadig gik rundt i safrangule klæder, svarede Ok Sun, at han anså buddhismen for at være reaktionær. I Kampucheas forfatning var al religion forbudt.

På Elisabeth Beckers anmodning om at måtte tale med en evakueret byboer, som de selv udvalgte, svarede guiderne, at det ikke kunne lade sig gøre, da de fleste cambodjanere endnu var vrede på USA, som havde ført en blodig og bestialsk krig mod det cambodjanske folk.

Caldwell skrev i sin dagbog om de kontorfunktionærer, som var blevet drevet ud på landet, at de måtte opfatte det som ”ulidelig tortur” at blive sat til markarbejde.

Elisabeth Becker spurgte om ikke, hun måtte træffe studerende fra USA og Australien, som var blevet evakueret fra byerne.

Da guiden TP ikke umiddelbart kendte nogle, bad han om at få konkrete navne på studerende, så han kunne finde frem til disse. Det var dog nok mest for at se, om der fandtes nogle, som ikke var døde af sult og udmattelse af den lange ”dødsmarch” væk fra byerne.

Caldwell spurgte endnu en gang efter Chau Seng (arresteret 18. november 1977) og Phouk Chhay (dræbt 6. juli 1977), men fik ikke noget svar.

Guiden TP indberettede til indenrigsminister Ieng Sary: ”Den engelske professor er en person, som er meget sympatisk indstillet over for os. Han vil vide og forstå meget. Men han har intet fast standpunkt. Og når han er sammen med de amerikanske journalister påvirkes han meget af disse”.

Og de var ”helt klart agenter for den amerikanske regering og CIA”:

Prasith , troede at de tre nu var enige i, at ”vort system er stærkt”, men han var også bange for at ”denne gruppe fortsat ikke forstår sig på menneskerettigheder.  

”Efter min opfattelse vil denne gruppe have svært ved at forstå menneskerettigheder. Uanset hvordan vi forklarer dem det, vægrer de sig ved at forstå det. Hvad der er endnu værre. De vil ikke afsløre hvad formålet er med deres besøg. Vi må være meget forsigtige og forsætte med revolutionær overvågenhed”.

Rapporten lod en sky af mistænkelighed hænge over de tres indstilling til Pol Pots styre og de to amerikanske journalister blev af Pol Pots sikkerhedstjeneste mistænkt for at være spioner for det amerikanske CIA.

Hvad der herefter skete med delegationen er stadig omgærdet af stor mystik og har siden været gjort til genstand for forskellige tolkninger.

Da Pol Pots regime ikke var interesseret i at opklare forbrydelsen, har det været så godt som umuligt at klarlægge, hvad der må være sket.

 

Mordgåden.

22. december 1978 fandt et mord sted i et gæsthus i hovedstaden Phnom Penh i den Demokratisk Kampuchea.

Nogen vil måske undre sig over, hvorfor et gammelt mord skal hives frem af historiens glemsel.

Mordet på Malcolm Caldwell kunne vel sagtens gå over i historien som et blandt mange andre uopklarede mord.

Og hvilken betydning har et mord begået i et gæstehus i Phnom Penh i 1978 i sammenligning med de massakrer, som de Røde Khmerer og de forbrydelser som den amerikanske imperialisme begik forud for Pol Pots magtovertagelse i 1975? De millioner af anonyme cambodjanere som blev slået ihjel af det amerikanske flyvevåbens tæppebombardementer af Kampuchea.

Den eneste grund til at tage den uløste mordgåde op igen er, at mordet på Malcolm Caldwell måske kan bidrage til at kaste lys på de kaotiske forhold, som herskede i Kampuchea lige inden Vietnams invasion af landet.

Omstændighederne og mystikken omkring mordet på Malcolm Caldwell fortæller os om hvor farefuld ”revolutionsturisme” på jagt efter det ”forjættede” land kan være.   

En kendsgerning er det, at Pol Pot 22. december 1978 (dagen inden delegationen skulle flyve til Beijing) holdt audiens for først de to amerikanere, dernæst for Caldwell.

Der foreligger ingen optegnelser af indholdet af disse samtaler. Vi har kun de to amerikanske journalisters indtryk af stemningen hos de tre efter samtalerne med Pol Pot. 

Ifølge Elisabeth Becker syntes Caldwell ikke at være nedtrykt efter sin samtale på tomandshånd med Pol Pot, men gik tværtimod derfra i en euforisk tilstand.

Det er muligt, at de to har diskuteret forholdet mellem Demokratisk Kampuchea og Den Demokratiske Republik Vietnam og faren for krig. Pol Pot havde ingen tillid til de vietnamesiske kammerater i Nord og forventede en nært forestående invasion og krig med Vietnam.

Caldwell fremlagde formodentlig sin opfattelse, om at en krig mellem de to ”broder-nationer” ikke var ønskelig og ville skade begge lande og hele den ”socialistiske” lejr.

 Pol Pot har formodentlig været uenig og givet udtryk for denne uenighed på sin egen stilfærdige facon.

Men en sådan uenighed kan ikke i sig selv begrunde det efterfølgende forløb.

De tre gæster gik til ro på hver deres værelse i det gæsthus i Phnom Penh, hvor de var indkvarteret. 

Kl. 12.55 flængedes nattens stilhed af lyden fra skud i gæsthuset og ind gennem en bagdør trængte et antal bevæbnede personer - efter at have såret de to vagtposter.

Elisabeth Becker stod op af sin seng, for ud på gangen og blev mødt af en pistolbevæbnet mand i T-shirt og med hue på. Hun bad ham indtrængende om ikke at skyde og han fortsatte til 2. etage i bygningen, hvor de to mænd havde værelse.

Den tredje logerende Duddman var i mellemtiden gået ud på gangen foran sit værelse og så ud gennem vinduet skyggerne af nogle personer forcere muren, som omgrænsede haven omkring huset.

Han mødte pistolmanden på gangen, som sigtede på ham, men skød forbi. Duddman skyndte sig nu ind på sit værelse, låste døren og stillede sig bag væggen.

Pistolmanden fortsatte til Caldwells værelse, skød låsen i stykker, men kunne ikke trænge ind gennem døren. I stedet skød han igennem døren og ramte Caldwell dødeligt på kroppen og i benet.

Efter skudepisoden fandt Duddman pistolmanden liggende dræbt hen over dørtærsklen til Caldwells værelse.

Først halvanden time senere ankom politiet. Duddman og Becker underrettede den ene guide (TS), som først ankom tre kvarter senere.

Resultat: 1 dræbt (tilsyneladende selvmord), 1 tilfangetaget og en undsluppen.

Eneste bevis for forbrydelsen er en håndskrevet tilståelse fra en af de 8 arresterede, som Wilfred Burchett i 1979 fik affotograferet en kopi af og som Ben Kiernan er i besiddelse af.

Originalen fandtes på Tuol Sleng Museet, som var den bygning (skole), hvor tusindvis af uskyldige ofre, blev tortureret og tæsket ihjel, men er senere bortkommet.

En kvindelig ansat fjernede originalen og hoppede senere af til Thailand. Dokumentet er ikke senere dukket op.

Dokumentet omtaler 8 forskellige personer, som skulle være involveret i forbrydelsen.

Gætterierne har været mange.

Var det vietnamesiske agenter, som ville bringe fjenden Pol Pot i miskredit før krigen mod ham?

Stillede Caldwell for nærgående spørgsmål om forsvundne personer, som afslørede de omfattende udrensninger og massehenrettelser, som fandt sted i Kampuchea og ville Pol Pot hindre disse oplysninger i at komme til offentlighedens kendskab?   

Havde Pol Pot fjender i sit eget parti, som ville ham til livs og var det led i en intern magtkamp mellem rivaliserende fraktioner i partiet?

Vi kender ikke forklaringen og kan kun opstille hypoteser om årsagen til mordet på den uskyldige Malcolm Caldwell - en blandt millioner af uskyldige ofre.

Men som det fremgår, behøver en pilgrimsrejse til et ”forjættet” land ikke i alle tilfælde at være en fornøjelse.   

Kilde:

www.marxistarkiv.se

Ben Kiernan: The Pol Pot Regime: Race, Power and Genocide under the Khmer Rouge 1975-1979, pp. 442-450.

 

4. Mao-brillen.

I Sverige har man en statslig institution som på samme måde som Center for Holocauststudier i Danmark (nu under DIIS) har til opgave at udbrede kendskabet til de forbrydelser mod menneskeheden, som er begået op gennem historien.

I Sverige hedder denne institution Living History Forum og har eksisteret siden 2003.

I september 2009 havde Living History Forum arrangeret en udstilling om det folkedrab, som Pol Pots rædsels-regime begik i årene 1975-1979 mod sin befolkning.

Udstillingens formål må siges at være ensidig, da den ikke havde til hensigt at vise den amerikanske imperialismes forbrydelser, hvilket da også faldt flere for brystet, da udstillingens arrangører valgte at udpege nogle ”syndebukke”.

Ikke amerikanske politikere som Richard Nixon og dr. Henry Kissinger og de amerikanske generaler, som var ansvarlige for det tæppebombardement, som det amerikanske luftvåben udsatte befolkningerne i Vietnam og Cambodia for.

I stedet valgte Living History Forum at ensidigt at fokusere på ”kommuunismens forbrydelser”.   

Udstillingens tema var: ideologiske skyklapper og selektivt syn -  underforstået på folkedrab.

Udstillingens formål var at vise, hvordan ”revolutionsturister” som de ovenfor omtalte norske og danske maoister bevidst satte kikkerten for det blinde øje og vendte ryggen til alle Pol Pot-regimets forbrydelser.

Det sete afhænger som bekendt af øjet, der ser. Og som den norske maoist Pål Steigan siger i sin selvbiografi ser man kun det, som man ønsker at se. 

Som led i markedsføringen af udstillingen producerede arrangørerne en ”commercial” en 2 minutters videofilm, som i kort form skulle fortælle det store og brede publikum, hvad udstillingen handlede om.

Teksten til filmen lød således:

Er du også træt af massemord, tortur diktatorer som forfølger, undertrykker og tilintetgør. Så skulle du prøve 1978’s største opfindelse - Mao-briller.

Gør ligesom Gunnar Bergström og Jan Myrdal, besøg et land som kalder sig Demokratisk Kampuchea. Et land hvor 1,7 millioner dør som et resultat af sult, tortur og ligefrem henrettelser. Du ser kun lykke, folkets lykke, alt takket være Mao-brillen.

Se disse mennesker, styret har tvunget dem til at forlade deres hjem og deres arbejde for at arbejde i rismarkerne. Nej de ser ikke særligt lykkelige ud, men med en Mao-brille vil de også se lykkelige ud i dine øjne. Frivillige, som arbejder på lige fod, alle sammen for revolutionen.

Børnearbejde? nej, nej, nej! Det er uddannelse. Ja, ler er lettest at forme når det er blødt, so Pol Pot og de Røde Khmerer ofte siger. Se på de søde små børn. Hvor glade der er for at lære.

Det er brillerne, som hjælper dig med at korrigere dit syn. Og hvis du passer godt på dem, som vil de holde i mere end 30 år.

Så hvorfor vente. Gør som den svenske delegation - se hvad du ønsker at se.  Bestil dine Mao-briller i dag!

Monologen illustreres af billeder som forestiller massegrave, torturofre, berømte historiske diktatorer og enkeltpersoner, som bærer ”Mao-briller”.

Dette var en provokerende tekst til en film, som hængte to navngivne personer ud: den kendte svenske forfatter Jan Myrdal og Gunnar Bergström, som begge sammen med Hedvig Ekerwald og Marita Wikander i 1978 deltog i et solidaritetsbesøg i Demokratisk Kampuchea som medlemmer af Kampuchea-komiteen.

Den mest kendte deltager i rejsen var forfatteren Jan Myrdal.

Jan Myrdal tog afstand fra udstillingens ensidige fokusering på Pol Pot-regimets forbrydelser mod menneskeheden og manglende omtale af modpartens krigsforbrydelser.

Redaktøren af solidaritetskomiteens blad ”Kampuchea” i 1978 professor i sociologi på Universitetet i Uppsala, Hedvig Ekerwald indvilligede i første omgang i at medvirke i udstillingen.

Hun havde givet sit tilsagn til, at der i udstillingsmaterialet blev benyttet citater af hende til anskueliggørelse af problematikken.

Konfronteret med udstillingsmaterialet (video og folder) fik hun kolde fødder og trak sit tilsagn tilbage.

Hedvig Ekerwald ønskede ikke at blive udstillet i al offentlighed for sin grænseløse naivitet over for Pol Pots regimes bestialske forbrydelser og bad derfor Ombudsmanden i Sverige om at undersøge, om ikke udstillingsmaterialet krænkede hende ære og personlige integritet.       

I mellemtiden åbnede udstillingen i september 2009 og skulle have turneret rundt i Sverige, hvis ikke Ombudsmanden i november 2010 havde givet Hedvig Ekerswald ret i, at hun var blevet krænket på sin ”ære” og angrebet på sin ”personlige integritet”.

Socilogiprofessor Hedvig Ekerswald ville ikke stå model til udstillingens påstand om, at den svenske delegation skulle have haft ”ideologiske skyklapper” på og have haft et selektivt syn på Demokratisk Kampuchea og Pol Pots forbrydelser mod menneskeheden.

Myrdal og Ekerswald så udstillingen som led højrefløjens ideologiske kamp og følte sig misbrugt i et ideologisk opgør.

Den daværende formand for solidaritetskomiteen ”Kampuchea” Gunnar Bergström optrådte derimod eksemplarisk ved at tage afstand fra sit daværende ideologiske snæversyn og mente ikke, at delegationen skulle være rejst til Kampuchea.

Hvis Myrdal og Ekerswald var de ”onde”, som ikke ville tage ved lære af historien og som ikke ville krybe til korset og indrømme deres ideologiske fejtagelse, var Gunnar Bergstrøm den fortabte søn, som kastede sig ind i solidaritetsarbejdet med at rydde op efter Pol Pots forbrydelser.

I 2008 vendte han således tilbage til Cambodia og har efterfølgende medvirket til at samle dokumentation for Pol Pot-regimets mange drab på civile.

Som det hedder i VOA Khmer:

Bergström is one of the few former Western supporters of the Khmer Rouge who have publicly admitted to making a terrible mistake, and expressing regret.

He has offered this explanation as to what had clouded his judgment all those years ago in 1978, when he was a guest: “In retrospect, I think the whole trip was a propaganda trip and that we should never have undertaken the journey”. (…)

It remains a mystery to me that we could have been so fooled … We were fooled by the smiles, but maybe most of all by our own Mao-glasses”.

(Digesting the Details Long After a Dinner with Pol Pot. VOA Khmer, 4. Oktober 2015).

Vi venter spændt på, hvornår den første danske maoist på selvkritisk vis står frem og bekender sit fejlagtige syn på Pol Pots despotiske og bestialske regime i Demokratisk Kampuchea 1975-1979.

Vi forlanger ikke bodsgang og angrende tilståelse, men blot en ny erkendelse og forståelse.  

     

  

   

  

 
 

   

 

     

 

 

 

    

 

   

           

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

         

               

         

 

     

 

 

 

    

  

 

 

 

      

 

Maoisme - kinesisk stalinisme.

Baggårdsovne i Kina under det Store Spring Fremad i 1950'erne.

Tekst 22. 

Torbjørn Færøvik: Maos rige. En lidelseshistorie. Sohn. 2012.

Det er i år (2016) 40 år siden, at lederen af den kinesiske Folkerepublik Mao Zedong døde.

Mao Zedong efterlod sig en på mange måder tung arv til sine efterkommere, de mange millioner af kinesere, som nu er blevet til mere end 1 milliard mennesker.

Kina er det land i verden, som har det største antal indbyggere. I de største byer er befolkningstætheden meget stor. Andre steder som på landet meget lille.

Fra 1949 og til i dag har Kina bevæget sig fra at være et økonomisk tilbagestående og underudviklet udviklingsland til at være en industriel og snart også en politisk stormagt.

I flere årtier efter 1949 stod Kina nærmest stille i udviklingsmæssig forstand og haltede langt bagefter andre sydøstasiatiske lande som Taiwan, Sydkorea og Japan, som havde valgt en anden økonomisk model, kapitalistisk markedsøkonomi.

Der er skrevet et væld af bøger om Kina og dets udvikling på mange niveauer. Desværre er kun et fåtal oversat til dansk.

På dansk udkom i 2012 en bog af Torbjørn Færøvik: Maos Rige. En lidelseshistorie på forlaget Sohn.

Færøvik beskriver Maos ”gyldne periode” fra 1949 til hans død i 1976. Hans beretning indføjer sig i rækken af værker med en kritisk tilgang til Maos Kina. Af andre bøger med samme kritiske tilgang - oversat til dansk - kan nævnes: Chang Jung og Jon Halliday: Mao. Den ukendte historie; Dikötter: Maos store hungersnød, 2011).

Færøviks bog omhandler kun tiden fra 1949 til Maos død i 1976 og det præger hans manglende forståelse for den politiske leder, Mao Zedong.

Mao Zedong sprang ikke som ’en frelsende engel’ ind på historiens scene, men havde en lang forhistorie som medstifter af det kinesiske kommunistiske parti (KKP) 1919 for at fuldbyrde sin mission med at gøre Kina socialistisk.

Mao var et produkt af det stalinistiske Komintern og de ”staliniserede” kommunistpartier. Selvom Mao Zedong ikke altid fulgte Stalins ”partilinje” i Komintern og dets kinesiske sektion, KKP var og blev han en kinesisk stalinist.  

Mao Zedong var som et tidligt medlem af KKP på Stalins side i den fraktionsstrid, som prægede Komintern fra 1920’erne og fremefter. Mao ytrede ikke kritik af Kominterns anbefaling til det kinesiske kommunistparti om at søge alliance med Chiang Kai Chek’s nationalister i Kuo Minh Tang (KMT) i kampen mod det kejserlige Japans besættelse af dele af Kina.

Mao øvede ej heller selvkritik efter at alliancen med Chiang Kai-Chek viste sig at smuldre og KMT - efter partiets mislykkede opstand i Shanghai i 1927 -  myrdede i tusindvis af kinesiske kommunister.

I stedet valgte Mao Zedong en helt anden strategi: en guerillakrigsstrategi med udgangspunkt i Kinas mange bønder. Mao opfandt begrebet om en ”langvarig folkekrig” mod japanske imperialister og kinesiske nationalister, som viste sig umulige at samarbejde med. Denne strategi skulle i 1949 vise sig at blive sejrrig, da Mao Zedong kunne udråbe den kinesiske Folkerepublik.

Mao’s kinesiske Folkerepublik forrykkede balancen mellem datidens to stormagter USA og Stalins USSR. Men de første mange efter 1949 udgjorde  Mao’s Kina ikke nogen fare for nogen af de to andre stater. Dertil var landet for fattigt og tilbagestående.  

Stalins USSR var efter 2. verdenskrig gået fra at være samarbejdspartner til at blive en potentiel krigstrussel for de imperialistiske lande (USA, Frankrig og England) og der herskede ”kold krig” mellem de to ”lejre”.

Først i 1960, da der opstod sprækker i alliancen mellem de to stalinistiske bureaukratier Sovjetunionen og Kina, kunne Kina blive en eventuel samarbejdspartner for det imperialistiske USA.

Nyere forskning fremlagt i kritiske tilgange som hos Dikötter og Chang Jung viser, at Mao kastede Folkerepublikken ud i en række halsbrækkende eksperimenter, som satte landet tilbage i udvikling og som krævede store lidelser af befolkningen. Millioner af kinesere omkom som følge af sult og materielle afsavn under Mao’s ”Store Spring Fremad” i 1950’erne

Mao Zedong havde skabt et ”sandt helvede” på jord for de kinesiske masser, som kun havde en overfladisk lighed med noget der kunne betegnes som ”socialisme”.

Mængden af fremlagte officielle dokumenter og nedskrevne erindringer beviser dette og er længere muligt at benægte for nogen.

For højrefløjen kommer dette som en kærkommen lejlighed til at få bekræftet alle deres fordomme, uvilje og modstand mod ”socialistiske eksperimenter” af enhver art.

For venstrefløjen derimod burde det give anledning til selvkritik fra de mange, som efter 1949 hyldede Folkerepublikken som det ”nye Jerusalem”.

Der kunne anføres et hav af eksempler på personer, som ukritisk enten direkte lovpriste eller forholdt sig tøvende og ukritisk til Mao’s ”røde” Kina.

Ingen nævnt, ingen glemt.

Jeg vil nøjes med et enkelt - efter min opfattelse slående - eksempel, hvorledes Mao og hans kinesiske stalinister formåede at sno erklærede marxister om sin lillefinger.

Hvis der var forskel mellem Mao og hans læremester Stalin, var det Mao Zedongs evne til at manipulere med masserne - inklusive sine partikammerater. Mao var en mester i at iscenesætte og udføre sine manipulationer på en mere raffineret og sofistikeret måde end Stalin, hvis metoder var grove og plumpe.  

Mao tog aldrig direkte afstand fra Stalins metoder, men har lært utvivlsomt af hans ”fejltagelser”. Men i mangt og meget lignede de hinanden i deres magtudøvelse, som var nådesløs og umenneskelig.

I en vis forstand fastholdt Mao stalinismen, da sovjetiske ”revisionister” under Khrustjov og efterfølgere omdefinerede den ”klassiske” stalinisme og gav afkald på ”klassekamp” og ”væbnet revolution” og i stedet gjorde sig til talsmænd for ”fredelig sameksistens” og ”verdensfred” med imperialismen. De sovjetiske ”revisionister” afveg fra den rette vej ved at erklære sig som tilhængere af en ”fredelig overgang til socialismen” via de borgerlige parlamenter.

Stalinisterne i Peking kunne nu skælde de tidligere sovjetiske kammerater ud for ”revisionisme” og på den måde tage sig mere ”progressive” ud end Moskva-kommunisterne.

Denne limpind hoppede mange på den yderste venstrefløj på udenfor Kina.

De hæftede sig udelukkende ved de positive sider af det kinesiske samfund, som pegede i retning af socialisme: kollektivisering af godsejernes jorder og en mere ligelig fordeling af jord, men kendte ikke til eller nægtede at se de negative sider af det kinesiske samfund: millioner af døde i Maos vanvittige kampagne, det ”Store Spring Fremad”.

I deres manglende forståelse af stalinismen skiftede store dele af venstrefløjen nu Kina ud med USSR som det ”forjættede” land.

Mit eksempel på dette er følgende:

I 1916 udvandrede en ung dansker til Amerikas Forenede Stater for at starte en ny tilværelse. Den unge mand, Arne Swabeck var fra starten med til at danne det amerikanske kommunistparti i 1919.

Arne Swabeck var en flittig distriktsorganisator i partiet, opnåede medlemskab af partiets ledelse i 1925 og i brød i 1928 med partiets stalinistiske ledelse (Lovestone) og dannede den første trotskistiske organisation i USA, Communist League of America.

Her blev han et af de ledende medlemmer og tog hele turen med gennem 1930’erne og 1940’erne. Arne Swabeck var ikke nogen stor teoretiker, men bidrog hyppigt med artikler i sin organisations blad, hvor han på agitatorisk vis kritiserede det ”staliniserede” amerikanske kommunistparti og det stalinistiske  Komintern for arbejderklassen skæbnesvangre politik.

Arne Swabeck var med andre ord en skolet trotskist og bidrog såvel teoretisk som praktisk til organisationens politik.

De amerikanske trotskister var udsat for en enorm overvågning og forfølgelse dels fra det amerikanske Forbundspolitis side, dels udsat for infiltration og spionage fra Stalins efterretningsvæsener, som vanskeliggjorde deres arbejde.

Efter 2. verdenskrig blev den trotskistiske bevægelse kastet ud i adskillige politiske og organisatoriske kriser og degenererede i nogen grad. Muligvis løb Arne Swabeck sur i det i løbet af 1950’erne og begyndte at fatte sympati for Maos Kina.

Arne Swabeck foretog nu 180-graders vending og begyndte at forkaste sin gamle trotskistiske lærdom. Han roste de kinesiske folkekommuner som et forsøg på at højne produktiviteten i det tilbagestående kinesiske landbrug og han mente at det ville bidrage til at højne de kinesiske bondemassers politiske bevidsthed og så det som et skridt i socialistiske retning.

Arne Swabeck gjorde nu vold på Trotskys teorier og forsøgte at spænde Mao Zedong for Trotskys vogn. Mao blev nu gjort til en genopstanden Trotsky og som en viderefører af Trotskys tese om ”permanent revolution”.

Hvor Arne Swabecks amerikanske trotskistiske organisation Socialist Workers Party efter hans opfattelse bevægede sig mere og mere i reformistisk retning, så han nu Mao’s Kina som det ”forjættede” land.

Arne Swabeck forsøgte at overtale SWP til at indtage en positiv holdning Maos Kina, men formåede ikke at overbevise et flertal.

I frustration over SWPs manglende forståelse for det ”progressive” Kina dannede han en ”pro-kinesisk” fraktion i SWP.

Selv for det i tiltagende grad reformistiske SWP blev det for meget og i 1967 valgte SWP at ekskludere Swabeck og nogle få andre. 

Arne Swabecks politiske udvikling var langt fra enestående, men er eklatant eksempel på, hvorledes titusinder (i Europa og USA) lod sig forføre af den snedige Mao Zedong og hans manipulatoriske tricks.

Store dele af venstrefløjen burde tage Mao Zedongs opfordring om at øve kritik, efterfulgt af selvkritik op.

 

Tekst 23.

Li Zhisui: The Private Life of Chairman Mao. Random House. New York. 1994

9. september 2016 er det 40 år siden af lederen af det kinesiske kommunistparti Mao Zedong døde

Skal man skrive Kina historie i det 20. århundrede er Mao Zedong den mest betydningsfulde.

Få har som Mao Zedong skabt myter om sin person og sit liv og det er derfor svært at trænge ind til, hvem han egentlig var som politiker og menneske.

Mao Zedong skabte - endnu mens han var i live - en kult omkring sin person, som kun få i verdenshistorien overgår.

Det er derfor vigtigt at forsøge at trænge igennem de ideologiske tågeslør som han og mange andre har lagt ud omkring hans politiske virke.

Få har som doktor Li Zhisui, som var Maos livlæge fra 1954 og til hans død i 1976 været så tæt på Mao Zedong som menneske, politiker og statsmand.

I 1994 udgav Li Zhisui sine erindringer om sit liv som Maos personlige læge.

Hans erindringer er enestående for så vidt som han er en de få, som offentligt har fortalt om sit nærvær og samvær med partieliten i det kinesiske kommunistparti fra 1954 til 1976.

Denne periode er en særdeles turbulent periode i Folkerepublikkens historie. Vigtige begivenheder som den store sultkatastrofe fra 1958-1960, er først for nyligt blevet dokumenteret af enkelte kinesiske og udenlandske forskere.

I lang tid lå begivenheder som Kulturrevolutionen 1966-1976 og nedkæmpelsen af protesterne Tiananmen-pladsen 1989 hen i det uvisse.

Det kinesiske kommunistparti har på intet tidspunkt i sin historie været det mindste interesseret i at åbne op for sine arkiver og givet adgang til uafhængige forskere.

Det kinesiske kommunistparti holder sig ved magten ved at bevare et skær af legitimitet over for folkemasserne ved at hindre dem adgang til partiets og statens arkiver.

Partiets magtgrundlag hviler på massernes apati og uvidenhed. Det er partibosserne sikkert meget bevidst om.

Derfor var det glædeligt, at Maos livlæge Li Zhisui i 1994 udgav sine omsider skrevne erindringer om sit tætte samvær med Mao Zedong.

Hvis vi ikke kan få adgang til partiets og statens arkiver, kan vi i det mindste stifte bekendtskab med de intime detaljer om Maos privatliv, som hans personlige erindringer er i stand til at give os.

Vi kan så selv med supplerende litteratur bygge videre på Li Zhisui’s formodninger og antagelser.

Historien om tilblivelsen af Li Zhisui’s bog er i sig selv et stykke historie fra Folkerepublikkens tid.

Li Zhisui begyndte allerede i 1964 at føre dagbog og havde allerede i 1966 fyldt 40 bind.

Under den af Mao igangsatte Kulturrevolution 1966 følte mange som Zhisui sig udsat for rødgardisternes hærgen og hans dagbøger var i fare for at blive fundet og opdaget under rødgardisternes mange husransagninger og plyndringer af ”partifjender”s boliger og lejligheder. Han valgte derfor at brænde dem i samme brændeovn som Mao Zedong og hans kone Jiang Qing brugte.

I 1977 blev han opfordret til at skrive sine erindringer igen. Zhisui fortæller, at det ikke faldt ham svært at genskrive sine erindringer, dels fordi hans skæbne afhang af Maos person og dels fordi Maos ord var prægnante og derfor lette at huske (Preface, XVII).

Da Mao Zedong døde mistede Li Zhisui sin stilling som livlæge og blev først hospitalsdirektør senere næstformand i den kinesiske Lægeforening.

Tiden efter Maos død 1976 var præget af magtkampe i partitoppen mellem stridende fraktioner og det var svært at vide hvilken fraktion, der ville kommer sejrrigt ud af magtkampen.

Li Zhisui kunne ikke vide sig sikker, men begyndte alligevel at skrive videre på sine erindringer. I 1988 blev hans kone alvorligt syg og Li Zhisui udnyttede et ”window of opportunity” og søgte om udrejsetilladelse til USA, hvor hans to sønner allerede befandt sig. Det fik han og han vendte ikke tilbage til Folkerepublikken.  

Zhisui’s kone døde og han lovede som et sidste løfte at gøre sine erindringer færdige, så eftertiden og hans børnebørn kunne kende hans historie.

Zhisui beskriver ned i mindste detalje sit dagligliv som Mao Zedongs livlæge.

Hans bog afmystificerer Mao og den afgudsdyrkelse som han selv satte i scene og som han i nogen grad forlangte af sine meningsfæller.

Paradoksalt nok fremstår ”marxismen-leninismen”s store bannerfører ikke som den ”videnskabelige socialist” som han selv han var.

Da Mao Zedong i den sidste del af sit liv bliver konfronteret med sin alvorlige sygdom (AFL, en særlig ondartet form for sclerose) med tilstødende komplikationer, afviser han at blive behandlet såvel med vestlig medicin som med traditionel kinesisk medicin.

Mao Zedong havde ingen tiltro til, at kræftsygdomme af nogen art kunne helbredes. Han havde en næsten fatalistisk opfattelse af sin egen sygdoms mulige forløb, som før eller siden ville ende med hans død. 

På et meget sent tidspunkt i sit sygdomsforløb insisterede han på - mod lægernes anbefaling - at svømme i en swimming-pool, skønt han var alvorligt angrebet af den dødsensfarlige sygdom AFL, som delvist havde lammet hans åndedrætsorganer og som truede med at kvæle ham.

Mao Zedong må have troet sig overmenneskelig og næsten udødelig. Li Zhisui’s fortælling klæder Mao Zedong af til skindet og viser ham som en temmelig primitivt tænkende og meget lidt dialektisk tænkende teoretiker.

Mere ’mekanisk materialist’ end ’dialektisk materialist’, hvis han da overhovedet var ’materialist’. 

Meget i hans evindelige politiske kampagner og agitation overfor de kinesiske folkemasser tyder mere på, at han snarere var ’idealist’ end materialist.

Mao Zedong troede virkelig på, at ”tro flytter bjerge”. I kraft af sit enorme befolkningstal ville et tilbagestående landbrugsland som Kina være i stand til at overgå industrilandene i løbet af ganske få år.

Metoderne til at opnå disse - skulle det vise helt urealistiske mål - var tåbelige og de fik helt uoverskuelige konsekvenser for befolkningen. Millioner mistede således livet under sultkatastrofen i 1958-1962. (Jf. f.eks. Zhou Xun: Forgotten Voices of Mao’s Great Famine, 1958-1962 . An Oral History. Yale University. 2013)

Mao Zedong reviderede på mange måde den ortodokse marxisme og leninisme. 

Han forkastede således Marx og Lenins teori om proletariatet som den bærende kraft i den socialistiske revolution.

Mao Zedong gjorde bondestanden til den bærende kraft i den anti-feudale samfundsomvæltning.

Mao Zedong indgik på Stalins anbefaling en alliance med det borgerligt nationalistiske Kuo Minh Tang (KMT).

En alliancepolitik som kom til at koste det kinesiske kommunistparti dyrt og som svigtede den kinesiske arbejderklasse.

Mao Zedong skiftede arbejderklassens klassekamp i byerne ud med en langvarig bondeopstand på landet i samarbejde med det kinesiske småborgerskab og anti-imperialistiske borgerskab.

Maos vellykkede magtovertagelse i 1949 gav ham enorm prestige hos befrielsesbevægelser i den 3. verden, som stod overfor at skulle bekæmpe kolonilandene.

Men også i Europa og USA fik han tilhængere, som i hans pseudo-kritik af det ”revisionistiske” USSR så en sand revolutionær marxist.

Samtidigt med at han kritiserede det ”revisionistiske” USSR for at opgive kampen mod imperialismen og søge et ”fredeligt samarbejde”, at forkaste klassekampen og i stedet arbejde for en ”parlamentarisk vej til socialisme” kastede han de kinesiske folkemasser ud i et gigantisk opgør med sine egne indre ”partifjender” og misbrugte dem dermed i et gigantisk forsøg på at manipulere dem i sin kamp for at beholde den suveræne magt i partiet.

Det var mesterligt, men det var også manipulatorisk. Et gigantisk og vellykket manipulationsforsøg, som kun få kunne gennemskue i Folkerepublikken såvel som i uden for Kina. 

Li Zhisui’ s erindringer giver først og fremmest et indblik i den giftige atmosfære, som herskede i partitoppen og i hoffet omkring Mao Zedong, hvor alle gik rundt og mistænkte og bagtalte hinanden.

Den historiske parallel er klar: Stalins Rusland. Mest af alt var Mao Zedong en kinesisk stalinist, skønt han forsøgte at lægge afstand til USSR og Stalin og hans efterfølgere Khrustjov og Brezjnev.

Mao Zedong var en mere sofistikeret og smart udgave af Stalin. I mere end en forstand havde han mange lighedspunkter med den russiske diktator, Stalin.

Mao Zedong var førstemand i det partibureaukrati, som tiltog sig magten i det kinesiske kommunistparti. Ingen andre end Mao’s klike fik lov at udøve magten og han var parat til at gå hele vejen med utallige udrensningsprocesser og bortvisning til tvangsarbejdslejre for at komme sine politiske modstandere til livs. I den henseende stod han ikke tilbage for Stalin.

Skønt Mao Zedong talte om ”kritik-selvkritik” var det noget han sjældent udøvede, mens han forventede det af andre. De bedste til dette var også hans mest trofaste støtter: Zhou Enlai og Deng Xiaoping.

De som var i stand til at ydmyge sig selv og øve ”selvkritik”, dvs. plapre partiformanden efter munden var de, som overlevede længst. Derfor skulle de dog ikke forvente nåde fra formandens side.

Lige til det sidste nægtede Mao Zedong således at give sin tilladelse til, at Zhou Enlai kunne blive behandlet for sin fremskredne kræftsygdom.

Deng Xiaoping blev hevet ind og ud af partiledelsen efter formandens forgodtbefindende og tjente udelukkende til bekæmpelse af formandens til enhver eksisterende indre ”partifjender”.

 

Tekst 24.

Zhou Xun: Forgotten Voices of Mao’s Great Famine, 1958-1962. Yale University Press. 2013.

Historiefortrængning.

Only those who remember history can build a good future.” Wen Jiabao, 27. april 2012.

Kun de som husker historien kan bygge en fremtid”, udtalte den kinesiske førstemand Wen Jiabao 27. april 2012 i en mindetale, da han besøgte den nazistiske koncentrations -og udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau.

Om Auschwitz udtalte han desuden. ”This is an unforgettable, dark side in the history of humankind which cannot be forgotten”. Global Post (www.globalpost.com/dispatch/news/regions/europe/poland102427).

Man kunne ønske, at Wen Jiabao havde samme syn på Folkerepublikkens Kinas historie.

Kinesiske Zhou Xun gør i bogen ”Forgotten Voices of Mao’s Great Famine, 1958-1962” opmærksom på den paradoksale i, at dette tilsyneladende kun gælder for nazisternes Holocaust - og ikke for den ”store sult”, som ramte den kinesiske befolkning i årene 1958-1962.

Hun skriver: ”Unlike the Holocaust  or any other of the major human catastrophes of the twentieth century, there is no place in China’s collective public memory for the Great Famine - the worst famine in human history, one that killed millions (antageligt et sted mellem 20 og 40 millioner). (Zhou Xun, op. cit., p. 270)

Da Zhou Xun skrev sin bog i 2012 blev Mao Zedong stadig hædret som Kinas store leder og hans portræt hænger stadig på den Himmelske Freds Plads (Tianmen) udenfor den tidligere Forbudte By i Beijing.

Mao Zedongs ”Store Spring Fremad” fra 1958-1962 synes først at være overgået i Kina med de høje økonomiske vækstrater indtil for nylig. Til gengæld synes mange at have glemt den mørke side (de millioner som døde af sult) i menneskehedens historie, som Wen Jiabao talte om.

Fra 2006-2010 rejste Zhou Xun rundt i det meste af Folkerepublikken Kina og interviewede erindringer om den Store Sult fortalt af nulevende øjenvidner. Det er uddrag af disse 100 øjenvidneskildringer som Zhou Xun har udgivet i sin bog.

Som med så mange andre historiske begivenheder som har fundet sted i nyere tid, så uddør aktørerne langsomt og deres erindringer svinder hen. Hvis ikke disse gives videre til de næste generationer ville de forsvinde for evigt og for altid gå i glemmebogen.

Zhou Xun skriver om den Store Sults placering i historieskrivningen: ”Since the Great Famine has been written out of the official history historiography, and the Party has made a real effort to distance itself from any sense of blame or any feeling that such dark forces could ever be unleashed again, few people I spoke to linked the famine with the government or the Communist Party, even those who considered that their policies were misplaced. Some blamed the local cadres. The large number of survivors accepted it as their own fate.” (Zhou Xun, op. cit., p. 271)

Det er indtil videre lykkedes de kinesiske magthavere helt at udradere den ”Store Sult” ud af historien.

På sin rundtur i Kina har Zhou Xun bemærket, at vilkårene for den kinesiske landbefolkning ikke har forbedret sig væsentligt siden den store sultkatastrofe sidst i 1950’erne og først i 1960’erne: ”Fifty years after the famine, the lives of many survivors in rural China have barely improved. Chinas current economic miracle has brought very few benefits to these people. As I traveled across China to interview famine survivors, the more I saw and the more I heard, the more I felt how important it was that the voices of the survivors be heard and their memories nor forgotten, in order that their children and their childrens children will never have to live the same fate again. For the rest of humanity, it’s about time that all learn about what happened in China more than fifty years ago - the worst famine in the history -  so that this may be a warning against such tragedy happening again.” (op. cit., p. 272).

Man skal ikke forvente sig “objektiv” historieskrivning fra det kinesiske kommunists partis side. Den herskende magtelite er ikke interesseret i at få sin historie oprullet for åbent tæppe. Den trives ganske godt med fordrejninger og fortielser. Ja faktisk kunne man med rette hævde, at de kinesiske kommunister på det nærmeste er verdensmestre i at fordreje og fortrænge historien - ikke mindst deres egen. Så der foreligger et stort udredningsarbejde, som allerede er delvist påbegyndt, men langt fra afsluttet. Indtil videre må vi nøjes med brudstykker af historien. Det er et sådant Zhou Xun giver os i sin bog.

Dikötter har før beskrevet sultkatastrofen i sin bog ”Chinas Most Devastating Catastrophe (2010). Zhou Xun underbygger nu Dikötters undersøgelse af sultkatastrofen med mundtlige interview med nogle af ofrene for Mao Zedongs eventyrpolitik.

Det mest iøjefaldende paradoks i det ”Store Spring Fremad” består i den afgrundsdybe kløft der eksisterede mellem de faktiske realiteter: millioner af sultende og døende kinesere - og Mao Zedongs og partiledelsens åbenlyst urigtige påstande om at tvangskollektivisering af millioner af bønder i ”folkekommuner” skulle være et skridt på vej mod socialisme, ja sågar ”kommunisme”. Mao Zedong sagde i en tale holdt på en partikonference i dagene 19.-21. august 1958:

Peoples’ Communes are big, they are public. Lots of people, a vast area of land, large scale of production [and] all activities are [performed] in a big way. [They] integrate government [administration] with commune [management] to establish collective canteens, eliminating private plots. Chickens, ducks, and young tree in front of, and behind, the houses are still private. This of course will not exist in the future… With a surplus of grain we can implement the supply system. ..

In ten years commodities will be abundant, the standard of morale will be high. We can start Communism with food, clothing, and housing. With free food in the collective canteen, that’s Communism.” (Zhou Xun, op. cit., p 13).           Mao Zedongs løfte om kommunisme om 10 år kom som bekendt ikke til at passe. Folkekommunerne blev ikke den løftestang eller bro til kommunisme, som Mao havde forestillet sig.

I stedet medførte en helt igennem fejlslagen politik, at millioner kom til at sulte og lige så mange døde af sult og udmattelse.

Det der skulle have været et enormt fremskridt, et ”stort Spring Fremad” blev det modsatte - et kæmpe tilbageslag for Folkerepublikken Kina og dets befolkning.

Zhou Xuns mange interview med ganske almindelige kinesere på landet modbeviser MaoZedongs og partiledelsens påstand om, at det ”Store Spring Fremad” var en succes.

 

Troen flytter bjerge.

Det bedste som kunne siges om det ”Store Spring Fremad” ville have været om operationen var lykkedes, men at patienten desværre døde. Med det ”Store Spring Fremad” lykkedes operationen ikke: den kinesiske Folkerepublik kom ikke et skridt nærmere socialismen. Og hvad værre var: millioner af uskyldige kinesiske borgere omkom under operationen.

Mao Zedong og partiet indrømmede aldrig deres fejltagelse og øvede aldrig en grundig kritik af sit forehavende. De lod som ingenting og gav aldrig befolkningen en undskyldning. Allerhøjest var der begået en række mindre fejltrin, som nogen i partiet så måtte bøde for (Peng Dehuai og i mindre grad Chou Enlai og Deng Hsiao Peng).

MaoZedong bestyrkede blot sit eneherredømme i partiet og indledte endnu en ”udrensningskampagne”, som ikke bare gik ud over sine partifæller, men som også ramte store dele af befolkningen.

Mao viste sig som en mester i manipulation og masseforførelse. Han må være en af de største demagoger i det 20. århundrede.

Zhou Xuns interview viser ud i mindste detalje hvilke lidelser millioner af kinesere måtte gennemgå unde Maos ”Store Spring Fremad”. Mao betjente sig af evindelige ideologiske kampagner, som skulle piske befolkningen frem til en stadig større indsats. 

Befolkningen blev udsat for et terrorregime, som kun kan sammenlignes med de værste totalitære samfund i det 20. århundrede.

Partiet stillede sig i spidsen for de mest absurde kampagner til forøgelse af produktionen af stål ved brug af ”baggårdsovne” overalt i landet til udsmeltning af allehånde metalgenstande. Resultatet var - ubrugeligt skrot. Jagt på spurve, som skulle hindre dem i at æde kornet på markerne resulterede i at kornet i stedet blev angrebet af insekter, nu hvor fuglene var drevet til udmattelse og var døde.

’Militarisering’ af arbejdet i ”folkekommunerne” i arbejdsbrigader og under bevogtning af bevæbnede militser mindede mere om tvangsarbejdslejre i Sovjetunionen end om et ”kommunistisk paradis”, som lovet af MaoZedong.

Man kunne spørge hvad der blev af MaoZedongs nok så kendte ”kritik-selvkritik”? Den gjaldt åbenbart ikke ham selv, men kun hans politiske modstandere, der til gengæld blev underkastet ’fordømmelse’ på massemøder med dertil hørende straf og offentlig udskamning.

Partikadrerne nøjedes ikke med at bruge propaganda og agitation via slagord overfor befolkningen, men greb ofte til brug af fysisk vold og decideret tortur, når partikadrene mente, at ’opsætsige’ de skulle afstraffes.

Lange arbejdsdage med hårdt fysisk arbejde blev afløst af alenlange ”fordømmelsesmøder”, hvor man fik læst og påskrevet sin mangelfulde og kritisable adfærd. Et system med optjening af ’arbejdspoint’ blev indført. Hvis ikke kravene til arbejdsindsats blev indfriet, blev man frataget en del af sin madration eller måtte betale en bøde. Man fik valget mellem enten at lade sig forgælde eller at sulte.

Jeg håber ikke, at flertallet af kinesiske bønder har troet, at dette rædselsregimente havde det fjerneste at gøre med ”kommunisme” eller ”socialisme”.

Hvis det alligevel skulle være tilfældet, kan det være en af grundene til, at det i dag kan være svært at overbevise kineserne om ”socialismens” velsignelser.

Det er en skam. Men hvis skyld er det?

 

Tekst 25

Alexander Pantsov og Stuart Levine: Deng Xiaoping. A revolutionary Life. Oxford University Press. 2015.

Deng Xsiaopings liv er svær at sætte på en formel. I en vis forstand er hans liv den banale historie om en ganske almindelig kinesisk dreng, som fødes af ganske almindelige forældre, men som får en helt usædvanlig karriere i det kinesiske kommunistparti, hvor han når helt til tops.

Deng fødtes i 1904 som søn velhavende jordejere i Sichuan provinsen i Kina.

Hans forældre var traditionelt tænkende kinesere fra begyndelsen af 1900-tallet, hvis levevis og tankegang var præget af Kinas årtusind år gamle traditioner.

En søns fornemste pligt var at gøre familien ære, respektere de ældre i familien og få så god en uddannelse som overhovedet muligt.

Deng blev tidligt grebet af udlængsel og rejste til Frankrig. I Kina fandtes der fransk-kinesiske foreninger, som sendte kinesere til Europa med henblik på at få en moderne europæisk uddannelse.

Udannelseskonceptet gik ud på, at de studerende selv skulle finansiere deres uddannelse ved at arbejde eller på anden vis, f.eks. ved hjælp fra familie og venner.

Dengs familie ejede jord og Dengs far solgte noget af sin jord fra til hjælp til sin søns uddannelse.

I 1920 ankom unge Deng til Paris for at gå på et fransk gymnasium. Deng var ikke noget sproggeni og havde svært ved at lære fransk og opgav sin skolegang.

Han fik i stedet arbejde på en skotøjsfabrik i Paris’ omegn og tjente sine egne penge.

Men formålet med rejsen var gået tabt. Deng fik ikke en gymnasieuddannelse.

I stedet blev Deng Xiaoping fabriksarbejder og oplevede hvorledes det var at blive økonomisk udbyttet og hundset med af værkførerne.

Deng begyndte at engagere sig politisk, da nogle af hans kinesiske venner i Frankrig havde ladet sig organisere i det kinesiske kommunistpartis europæiske ungdomsafdeling.

Deng brød- hvad der efter kinesisk skik var ”usønligt”- med sine forældre og takkede nej til forældrenes arrangerede ægteskab med en kinesisk pige fra hans hjemegn.  

Deng kastede fra nu af ud i politiske aktiviteter, som var vendt mod fransk imperialisme i Indokina (og Kina).

Deng havde ikke den store indsigt i marxismens klassikere og hans største evner lå i det organisatoriske og i fremstillingen af ungdomsforbundets blad.

I 1927 var det franske politi så meget i hælene på ham og hans kammerater, at de så sig nødsaget til at flygte ud af Frankrig. De kom en udvisning i forkøbet.

Turen gik til det ny ”Mekka”, Moskva og et nyt kapitel i Dengs liv begyndte.

Fra nu tog Deng del i det kinesiske kommunistpartis (KKP) politiske udvikling. 

På dette tidspunkt havde Stalin underlagt sig Kominterns nationale sektioner og KKP blev spændt for Kominterns vogn.

 

Enhedsfrontfront med Kuo Minh Tang.

Dette blev på mange måder en ulykkelig og trist historie. Stalins Komintern førte en håbløs enhedsfrontpolitik, som rakte langt ud over arbejderbevægelsen i de forskellige lande, men en enhedspolitik som også omfattede dele af det nationalistisk sindede borgerskab.

KKP fik af Komintern ordre til at slutte sig sammen med det småborgerlige og nationalistiske Kuo Minh Tang (KMT) under ledelse af general Chiang Kai Chek. Stalins ide var at erobre KMT indefra ved at lade kommunister vælge til topposter i KMT’s ledelse.

KMT skulle drejes i venstreorienteret retning og KKP skulle arbejde for en sprængning af KMT, som ville resultere i, at venstrefløjen i KMT ville slutte sig til KKP.

Stalins misforståede ”enhedsfrontpolitik” viste sig at slå fejl. KMT’s venstrefløj var mere loyal overfor Chiang Kai Chek end KKP og KKP stod nu lige så lille og alene som før sammenslutningen.

Det fik dog ikke Stalin til at revidere sin fejlslagne strategi, men til at kaste KKP ud i en række eventyristiske opstande, som var dømt til at lide nederlag og koste KKP mange menneskeliv i massakrer begået af KMT-medlemmer og af Chiang Kai Chek’s Nationale Hær.

Deng var ikke i sin ungdom en mand af egne meninger og fulgte trodsigt KKP’s og Kominterns instrukser - uanset konsekvenserne.

Efter at have lidt en række nederlag i flere kinesiske byer, kunne de kinesiske kommunister ikke gøre andet end at trække sig tilbage til bjergene i det kæmpestore land.

Deng fulgte således Mao Zedong ud på en lang march på flugt fra Chiang Kai Cheks tropper, som startede i 1934.

Marchen blev meget strabadserende og kostede 9/10-dele af styrken livet.

Allerede tidligt (1927) havde Deng Xiaoping indtaget en central position i KKP (generalsekretær for Centralkomiteen) og i 1945 blev Deng indvalgt i partiets Centralkomité.

 

Tro væbner for Mao Zedong.

Dengs karriere fulgte nu Mao Zedongs linje i partiet og han blev tildelt betydningsfulde poster i KKP, så længe han havde formandens tillid. Mao brugte ham ofte som en ”troublemaker”, som skulle rede trådene ud for Mao eller som rambuk for Mao i hans fraktionskampe med modstandere i partiet (f.eks. i 1953-54 mod Gao Gang og Rao Shushi).

I 1954 blev han leder af Organisationssekretariatet i Centralkomitéen.

I 1955 valgtes han til Politbureauet.

I 1956 valgtes han af partikongressen til medlem af Politbureauets Stående Komité og som generalsekretær for KKP. 

Deng var nu helt oppe i toppen af KKP og Mao Zedong brugte ham til at forestå Mao’s kampagne om ”Lad 100 blomster blomstre og 1000 tankeretninger strides”. Kampagnen blev af mange intellektuelle opfattet som en opfordring til at tænke og debattere frit, men var fra Mao’s side tænkt som et middel til ”at lokke giftslangerne ud fra deres skjul”, som Mao havde for vane at udtrykke det.

 

Folkedemokrati eller proletariatets diktatur?

Mao Zedong kunne aldrig rigtigt beslutte sig til, om Folkerepublikken Kina skulle være en kinesisk udgave af de centraler -og østeuropæiske ”folkedemokratier” eller i overensstemmelse med Marx og Lenin - et proletarisk diktatur.

I 1958 fik Mao Zedong den ide, at han ville vise den kapitalistiske verden, at et socialistisk samfund som Folkerepublikken Kina kunne overgå dem i produktion og økonomisk fremgang.

Økonomiske mål for produktionen af korn, bomuld og stål blev meldt ud fra centralt hold.

De hidtil spredte kooperativer blev nu sammensluttet til kæmpemæssige ”folkekommuner”, som inddeltes i arbejdsbrigader. Arbejdet blev underkastet en ”militarisering”, som sagde spar to til den mest effektive udbytning i noget kapitalistisk land: døgnlang arbejdstid uden hvile og pauser. Bønderne fik forbud mod at spise i egne køkkener og at lave mad i eget hjem og blev i stedet bespist af ”fælleskøkkener” i fælles spisesale.

For at øge produktionen af stål blev alle metalgenstande indsamlet og forsøgt omsmeltet i ”baggårdsovne”. Resultatet blev en bunke skrot og stålproduktionen steg ikke.

For at øge produktionen af korn blev kollektivbønder (og alle andre) sat til at indfange og dræbe alle spurve, som åd kornet på marken. Resultat: insektangreb på afgrøden og faldende kornproduktion.

I stedet for arbejde på markerne, var bønderne optaget af andre formålsløse gøremål. Slutresultatet blev ikke som forventet af Mao og partiledelsen en højere produktion af forbrugsvarer (og af forarbejdede råvarer), men udbredt hungersnød og sult, som medførte at millioner af fattige og politisk uskyldige kinesere måtte lade livet.

Mao Zedongs vanvittige eksperiment med ”socialisme” havde slået fejl og kostet den kinesiske befolkning dyrt, alt for dyrt.  

Nu skulle man tro, at Mao og partiets andre ledere ville have slået bak og have indrømmet deres eklatante fejl. Men ak, dette skete ikke. Kun få ytrede sig i al stilfærdighed kritisk, men vovede ikke at konfrontere Mao Zedong, som havde sat sig i hovedet, at eksperimentet skulle udføres, koste hvad det ville.

Ulykken og nøden var så stor, at selv ikke den største Mao-tilhænger kunne tie. I begyndelsen af 1960’erne fremkom Deng Xiaoping og viceformand Liu Shaoqui med en forsigtig kritik af den hårdhændede tvangskollektivisering.

De to mente, at kollektivbønderne skulle have lov til at have et lille stykke jord, hvor de kunne dyrke egne grøntsager og sælge en vis mængde til en vis pris fastsat af staten.

”Indrømmelsen” til kollektivbønderne var lille i forhold til Lenins og bolsjevikkernes NEP-politik i USSR i 1920’erne. Men Mao Zedong var mere ”radikal” end bolsjevikkerne og ville realisere ”socialisme” i lyntempo (og overgå de kapitalistiske lande).

Samtidigt med at Mao Zedong polemiserede imod ”moderate” i KKP, bortledte han massernes (og sine modstandere i partiet) opmærksomhed ved at bruge et gammelt trick: en ydre fjende, skaber indre sammenhold.

 

Maoisme og sovjetisk ”revisionisme”. 

For at hele sårene fra det ”store Spring Fremad” indledte han nu en kamp mod ”Sovjet-revisionismen”.

Mao havde beklaget Stalins død i 1953 og anså Khrutsjov for at være en svækling, som ikke ville være i stand til at stå i spidsen for den ”verdenskommunistiske” bevægelse.

Mao var bange for hvad Khrustjovs ”afstalinisering” kunne føre til. Tænk hvis nu Khustjov’s afstandtagen fra ”persondyrkelse” (af Stalin) førte til, at hans kritikere i KKP begyndte at forlange det samme i Kina.

Dette måtte der sættes en stopper for. Mao Zedong indledte nu et frontalangreb på Khrustjov’s ”revisionisme”.

På overfladen var Mao Zedong’s kritik af Khrustjov og USSR rigtig og greb mange af hans tilhængere i Kina som i Vesten.

Ja, Khrustjov gav afkald på klassekampen, den proletariske revolution og søgte tilnærmelse med USA og Vesten.

Men var det andet end retorik og en afledningsmanøvre fra det katastrofale ”Store Spring Fremad”?

Mens Mao Zedong kastede sig ud i en hed polemik med Khrustjov om USSR’s ”revisionisme”, sultede store dele af Kinas befolkning. Ingen af parterne ønskede at stå tilbage for hinanden og gjorde krav på at repræsentere den sande udgave af ”marxismen” og ”socialismen”.

Mao kritiserede Khrustjov for, at et nyt borgerskab havde udviklet sig i USSR. Mao overførte nu dette på Kina og hævdede, at det samme kunne ske i Folkerepublikken.

Ny klasser og lag opstod i Folkerepublikken, som ønskede at bekæmpe ”socialismen”. Mao opstillede en række grupper i det kinesiske samfund, som ønskede at bekæmpe ”socialismen”.

Mao talte om to slags modsætninger ”mellem folket og fjenden” og ”internt i folket”.

På samme måde som Stalin med sine skueprocesser i 1930’erne vendte sin terror mod sit eget partiapparat, begyndte Mao Zedong at rette skytset indad i partiet.

Skydeskive blev nu de, som havde ytret kritik af hans håbløse ”Store Spring Fremad”: Deng Xsiaoping og Lui Shaoqui (i mindre grad Chou Enlai).

 

Mao Zedongs store illusionsnummer.

Maos næste ”glansnummer” hed den ”Store Proletariske Kulturrevolution”. Maos forsøg på at skabe et socialistisk samfund med kollektivisering af landbruget (”Det Store Spring Fremad”), som samtidigt skulle øge massernes bevidsthed om socialisme, var mislykkedes.

Nu skulle massernes bevidstgøres gennem proletarisk kultur og tildeles ”klassebevidsthed”. Kampagnen skulle rettes mod dem ”der gik den kapitalistiske vej” i KKP, dvs. hans gamle våbenfæller Liu Shaoqui og Deng Xsiaoping.

Mao inddrog nu sin kone Jiang Qing, som bannerfører for den ”Store Proletariske Kulturrevolution”. Igen brugte Mao Zedong en af sine trofaste loyale til at fremføre sine egne synspunkter og til at føre hans kamp.

Mao slap tøjlerne løs, da han proklamerede ”Bombardér hovedkvarteret”, dvs. partiledelsen og mobiliserede de kinesiske masser, i første omgang de studerende.

En ny generation af kinesere var vokset op i Folkerepublikken, som ifølge Mao havde behov for at gøre oprør. Mao kunne samtidigt bruge denne massemobilisering til sine egne formål: at svække og måske helt udrydde opposition i KKP mod ham. 

Tusinder af unge kinesere tog nu hans opfordring op og dannede ”kulturrevolutionære grupper”, som opildnede hinanden til ”kamp mod hovedkvarteret”.

Mao havde opfordret til kamp mod gamle kinesiske dyder, vaner og borgerlig kultur.

Rødgardistiske” grupper på læreanstalterne blev nu mobiliseret i et gigantisk manipulationsnummer, som havde til hensigt at udrydde oppositionen til Mao i KKP under påskud af ville bekæmpe og udrydde gammel kultur og vaner.

I årene fra 1966 til 1976 kastede Mao Zedong Folkerepublikken ud i et gevaldigt eksperiment, som fik varige konsekvenser for en hel generation af unge kinesere med manglende skolegang og uddannelse.

Da Mao havde fået nok af ”rødgardisternes” hærgen og plyndren (og nedkæmpet sine modstandere) dekreterede Mao stop for mobiliseringen og beordrede de overivrige rødgardister” ud på landet for ”at tjene folket”.

Her fik tusinder af studerende øjnene op for hvor elendigt bønderne levede. En del mistede deres illusioner om Maos særlige kinesiske ”socialisme”.

Maos Zedongs gamle våbenfælle og trofaste støtte gennem årtier Deng Xsiaoping blev gjort til et offer for Maos fraktionsopgør med sine indre partifjender og udsat for grov mishandling af de maoistiske ”rødgardister” . Som tak for lang og tro tjeneste under Mao blev han sat i husarrest i 3,5 år og blev først lukket ud, da Mao igen kunne bruge ham i opgøret med ”4-banden”, som havde fået for meget magt under ”Den Store Proletariske Kulturrevolution".

 

Korkproppen Deng Xsiaoping.

Deng Xsiaoping var som korkproppen, som - selvom den adskillige gange bliver trykket ned under vandet, alligevel formår at dukke op igen.

I 1973 blev Deng hentet ind af Mao og placeret øverst i partihierarkiet.

Nu skulle man tro, at Deng var ”back on track”, men nej. 

Efter Chou Enlais død i foråret 1976, gjorde Mao igen Deng til syndebuk for de spontane demonstrationer på Tiananmen-pladsen i Beijing.

Men korkproppen Deng dukkede igen op ti overfladen i juli 1976 og genindtog sin plads i partihierarkiet.

Frem til 1989 hvor Deng endegyldigt trak sig fra sin sidste post i KKP spillede han en fremtrædende rolle i ”moderniseringen” af Folkerepublikken og kom igennem med nogle af de økonomiske reformer, som havde ønsket noget før.

Mest berømt er hans udsagn (som vist nok ikke er hans eget): ”Hvilken betydning har det om katten er sort eller gul, når blot den kan fange mus (er det en god kat)”.

Frit oversat: Hvilken betydning har det hvilken produktionsmåde (privat eller statslig) man bruger, når bare den er effektiv og kunne man tilføje, så længe der produceres rigeligt med forbrugsvarer til befolkningen, så den ikke sulter.

Dengs tankegang sejrede i Folkerepublikken Kina - ikke Mao Zedongs.

Deng Xsiaoping døde i 1997 af Parkinsons syge.

 

Tekst 26.

Paul Fischer: Film, frygt og propaganda. En sand beretning om hvordan Kim Jong-Il's uhyrlige filmforelskelse førte til verdens mest spektakulære kidnapning. Kristeligt Dagblad Forlag. 2015.

Nordkoreansk stalinisme.

Paul Fischers bog om kærligheden mellem to (syd)koreanere, den ene en mandlig filmproducent, den anden en kvindelig skuespiller og instruktør kunne være et manuskript til en politisk thriller på biograflærredet. Paul Fischer er da også både filminstruktør og journalist. Sjældent er denne kombination så godt udnyttet som i Paul Fischers bog.

Foruden at være en fremragende dokumentarisk fortælling er den et stykke Koldkrigshistorie, som den udspillede sig på den koreanske halvø.

Desuden er den en særdeles konkret og medlevende fortælling om forholdet mellem de to Korea’er, det ”kommunistiske” Nordkorea og det kapitalistiske Sydkorea.

 

Historisk baggrund for bogens fortælling. 

Efter Japans kapitulation i august 1945 delte sejrherre-magterne, USA og USSR Korea ved 38. breddegrad efter Japans kapitulation i august 1945.

Delingslinjen ved 38. breddegrad blev dog ikke accepteret af den koreanske stalinistiske leder Kim Il Sung, som ønskede Korea forenet i en stat. Fra 1950 til 1953 rasede en kold ’varm’ krig mellem Kina og USSR på den ene side og USA og FN på den anden. Dette sammenstød mellem de to stormagter USA og USSR, assisteret af Folkerepublikken Kina foregik på koreansk grund og Korea blev således gjort til en slagmark mellem de to ideologier.

Ingen af de to stater kunne gøre det ud for at være mønstereksempler på hverken kommunisme eller kapitalisme.

Sydkorea var udover at være økonomisk og militært støttet af den amerikanske kapitalisme plaget af et korrupt og despotisk militærdiktatur under Park Chung Hee.

Nordkorea var behersket af et ligeså bundkorrupt og pilråddent stalinistisk bureaukrati under ledelse af nationens fader Kim Il Sung, som havde kæmpet mod de japanske besættelsesstyrker.

 

Ikke plads til et ’tredje standpunkt’ under den Kolde Krig.

”Hverken Washington eller Moskva!”, hed en parole som den ikke-stalinistiske revolutionære venstrefløj brugte under den Kolde Krig. Man kunne tilføje: Hverken Nord -eller Sydkorea!   

Under den Kolde Krig bestod valget således mellem to lige usympatiske regimer. Men i den Kolde Krigs ophedede og ophidsede atmosfære var der dårligt plads til et ’tredje standpunkt’ mellem kapitalisme og stalinisme.

Efter læsning af Paul Fischer har jeg sjældent i den grad følt mig bekræftet i det rigtige i at indtage et ’3. standpunkt’ under den Kolde Krig.

Tilhængere af den amerikanske imperialisme og dens overherredømme over Europa efter 2. verdenskrig havde ikke svært ved at finde tilhængere i Danmark under den Kolde Krig.

Alle til højre for Socialdemokratiet (inkl. Socialdemokratiet selv) var svorne tilhængere af den amerikanske imperialisme og af dansk medlemskab af NATO.

Menige socialdemokrater var dog mere tøvende. De to partier til venstre for Socialdemokratiet, Socialistisk Folkepart (SF) og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) var begge overbeviste tilhængere af Kim Il Sungs stalinistiske diktatur, som var en parodi på socialisme.

Herved diskrediterede de to partier sig selv i arbejderklassens (og middelklassens) øjne.

Der var absolut ingen grund til at støtte hverken Kim Il Sungs modbydelige parodi på en arbejder-bondestat eller til at støtte den amerikanske marionetdukke Park Chung Hee i Sydkorea.     

Koldkrigsfronterne var således klare. Højrefløjen faldt - om ikke ubegejstret - i armene på Park Chung Hee, men valgte dog at forsvare hans korrupte og pilrådne regime, fordi hans regime udgjorde et bolværk mod hovedfjenden, kommunismen, læs: stalinismen.

Venstrefløjens automatreaktion var at kaste sig i armene på den stalinistiske diktator Kim Il Sung, som var en koreansk udgave at Sovjetunionens Stalin.

Dermed gjorde venstrefløjen det sværere for sig selv ved ikke udtrykkeligt at tage afstand fra den koreanske stalinisme.

 

Brikker i et politisk spil.  

Historiens to hovedpersoner fødtes begge før Koreas endegyldige deling i 1953 mellem Nord og Syd, men deres liv formedes i høj grad af den Kolde Krigs verdensbillede. 

Hverken filmproducenten Shin Sak-Ok eller filmskuespillerinden Choi Eun-Hee var særligt politiske. De koncentrerede sig hver især om deres karrierer i Sydkorea.

Begge var først og fremmest kunstnere og nød den kunstneriske frihed, som til en vis grad fandtes under Park Chung-Hee’s diktatur.

Park Chung-Hee’s militærdiktatur var ikke spor demokratisk og hyldede ikke demokratiske friheder og de to hovedpersoner fik svært ved producere kunstneriske film i Sydkorea.

Shin arresteredes og beskyldtes for skattesvig og fik stadig sværere ved at trives i Park Chung-Hee's militærdiktatur.

De to Korea’er holdt et skarpt øje med hinanden - ideologisk som økonomisk - og konkurrerede indbyrdes på alle fronter, herunder også på den kunstneriske front.      

En af præsident Kim Il Sungs sønner, hans kommende arvtager, Kim Jong-Il levede som søn af landets øverste leder et (overklasse)liv i sus og dus.

Han var ikke et stort unikum, men han havde en overhåndtagende hobby: film som han dyrkede med stor passion. Han levede i sin egen lille fantasiverden, filmens verden. Han anskaffede sig en enorm samling af film fra hele verden og havde en ambition om selv at blive en berømt filminstruktør. Den ellers håbløse søn udpegedes af sin far, Kim Il Sung til at lede et nyt filminstitut, som skulle bringe den nordkoreanske filmindustri op på niveau med Hollywood.

Konkurrencen mellem de to Korea’er foregik på alle niveauer og Kim Jong-Il fik nys om, at to af Sydkoreas mest fremtrædende filmfolk, Shin og Choi var utilfredse med forholdene i Syd.

Kim Jong-Il fik nu den lyse ide, at lokke de to til Nordkorea og medinddrage dem i og gøre dem til en del af den nordkoreanske filmindustri.

Det nordkoreanske regime arrangerede en bortførelse af dem begge via Hongkong og nogle (nordkoreanske) agenter, som var ansat i Shins eget filmselskabs Hongkong-afdeling.  De bortførtes med skib fra Hongkong og sejledes til Nordkorea.

For inden de blev sluppet løs som betroede filmmedarbejdere i Nordkorea, skulle de omskoles, genopdrages, indoktrineres, hjernevaskes for at blive gode regimetilhængere.   

For Shins vedkommende foregik det i lille og ubekvem fængselscelle i 4 år, hvor han led ubodelig skade på sjæl og legeme. Choi behandledes lidt mere humant og under mere menneskelige forhold men med en nordkoreansk ’anstandsdame’ konstant ved sin side.

Under sit fængselsophold forsøgte Shin at flygte over grænsen til Kina, men blev fanget.

Inden deres kidnapning var de to ikke gift, men dannede par og var gået fra hinanden, da Shin havde giftet sig med en yngre kvinde og fået to børn. Parret havde forinden adopteret to børn, da Choi ikke kunne få børn.

Det var Kim Jong Il’s ide at forene de to med hinanden og få dem til at producere nordkoreanske film af en højere kvalitativt end de hidtil producerede nordkoreanske fantasiløse og stereotype propagandafilm. Ved at stille dem i spidsen for udvikling af en nordkoreansk filmindustri og ved at love dem det mest avancerede filmudstyr producerede Shin og Choi en række film, som skulle bevise regimets kunstneriske formåen og overlegenhed i forhold til Sydkorea.

Begge spillede de et enormt dobbeltspil og forgav at være regimetilhængere i offentlige udtalelser og i interne selvangivne tilståelser.

Selvom de gik på kompromis med deres kunstneriske frihed og samvittighed opgav de på intet tidspunkt håbet om at slippe ud af kløerne på Kim Jong-Il's nordkoreanske helvede.

I sin iver efter at fremme og vise Vesten hvor langt fremme Folkerepublikkens filmindustri og kunst var sendtes landets to førende filmkunstnere til filmmesser i udlandet for at repræsentere nordkoreansk filmkunst. De to blev et trofæ i hånden på Kim Jong-Il. 

Under et besøg i Wien lykkes det de to i 1986 (jf. s. 317) at undslippe deres bodyguards og smutte over på den anden side til Vesten.

Efter flugten fra Kim Jong-Il blev deres tilværelse i USA ikke helt som de kunnet have håbet på. Det var ikke helt så nemt at begå sig i amerikansk filmindustri for de to og de gik hurtigt i glemmebogen og er i dag ikke særligt kendte.

 

Kim’ernes koreanske juche-filosofi har intet med marxisme at gøre.

Kim Il-Sung og Kim Jong-Il har udviklet en særlig koreansk juche-filosofi, som afviger fra marxisme og socialisme.

Den er snarere en koreansk form for nationalisme, som står i skærende kontrast til al marxisme og socialisme.

Nordkorea bliver af borgerlige ideologer brugt som skræmmebillede på, hvad et socialistisk er.      

Det er i nogen grad lykkedes borgerlige medier at bilde befolkningen ind, at Nordkorea er et socialistisk samfund. 

Revolutionære marxister bør melde klart ud og tage afstand fra denne skrækvision af et socialistisk samfund. 

Paul Fischers bog giver et godt billede af hvor vanskeligt det var at gebærde sig politisk i minefeltet mellem Øst og Vest under den Kolde Krig.