Stasi-agent "Lenz" og 3 DKU'ere som frivillige i den spanske borgerkrig.

Morten Jung blev kun sigtet for agentvirksomhed for det østtyske Stasi og ikke dømt, da sagen blev anset for forældet i 2000.

Tekst 23.

Mikael Busch: Lenz. Stasi-agenten, der blev fanget af fortiden. People’s Press. 2015.

 

Stasi-agenten der ikke blev dømt for sin agentvirksomhed. 

Efter at domstolene, rigsadvokaten og Justitsminister Frank Jensen i foråret 2000 opgav at tiltale Morten Jung for spionage for en fremmed magt (DDR) udtalte han: ”Der går aldrig røg, uden at der har været en brand.”

Morten Jung benægtede at være identisk med personen Lenz, som optrådte i STASI’s arkiver over meddelere og som alt tyder på må have været identisk med Morten Jung.

Morten Jung-Olsen mente, at han var offer i en politisk retssag, som aldrig burde have set dagens lys og hans tilfælde udelukkende have været genstand for historisk forskning.

May it so be!

 

Morten Jung-Olsen - barn af den Kolde Krig.

Det er forfatter Mikael Buschs ønske, at den hidtidige ”skyttegravskrig”, som har været ført mellem ”koldkrigere” og de såkaldte ”revisionister”, - som ikke alene tillægger USSR skylden for den Kolde Krigs udbrud - vil blive afløst af et ”tøbrud”, som vi kan blive klogere på historien om den Kolde Krig.

Jeg vover forsøget.

Morten Jung-Olsens personlige historie er interessant i sig selv. Han er prototypen på en ungkommunist (læs stalinist), hvis forældre som unge i 1930’erne tilsluttede sig stalinismen.

Mortens biologiske far var aktiv i den Spanske Borgerkrig og deltog senere i modstandskampen i Danmark under den tyske besættelse.  

Han pådrog sig herunder psykiske mén, som han aldrig overvandt.

I 1951 mødte Mortens forældre hinanden og i 1956 fødtes Morten.

Mortens opvækst foregik i Københavns Sydvest-kvarter og i 1970 meldte han sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), hvor han var primus motor i oprettelsen af en DKU-afdeling i Sydhavnen.

Som medlem af DKU besøgte han ved forskellige lejligheder DDR, som han opfattede som den rene og skinbarlige socialisme.

Hvis ellers personen Lenz i STASI’s arkiver er lig Morten Jung-Olsen, blev han i 1975 hvervet som informant (IM). (s. 85)

Hvad kunne STASI’s afdeling for udlandsspionage (HVA) bruge et ungt dansk medlem af DKU til?

Mikael Busch antager, at Morten Jung blev rekrutteret som ”perspektiv-agent”, en meddeler, som på længere sigt kunne blive nyttig for DDR.

I første omgang kunne Morten Jung ikke bidrage med andet end at holde et ”vågent øje” med den øvrige venstrefløj.

 

Jungs metamorfose.

Busch mener at kunne konstatere, at der i 1978 skete en markant ændring med Morten Jung. Han begyndte at gå anderledes nobelt klædt og holdt igen med sine politiske synspunkter. (107)

Busch mener at vide, at det skyldtes, at Morten Jung som stud. polit. havde fået job i Udenrigsministeriet, DANIDA og derfor måtte lægge afstand til sit tilhørsforhold til DKP og DKU og skabe sig et alibi som en pæn ung studerende med borgerlige holdninger.

Som ansat i en afdeling i Udenrigsministeriet kunne STASI nu bruge Jung som meddeler.

STASI’s arkiver(det elektroniske arkiv SIRA), som senere er blevet tilgængelige, viste at agent Lenz har kopieret ganske betydningsløse dokumenter fra Udenrigsministeriet, som så er havnet hos STASI’s udlandsafdeling, HVA.

I januar 1979 ansatte Udenrigsministeriet endnu en studentermedhjælper, stud. polit. Erik Boel, som blev en god ven af Morten Jung. Erik Boel blev senere international sekretær i Socialdemokratiet. (116)

Jungs personlige venskab med Boel fik senere to Ekstrablads-journalister til at konstruere en teori om at der skulle eksistere en ”spionring” med Lenz som centrum, som rakte langt ind i Socialdemokratiet, hvad næppe har været tilfældet.

Fra juni 1981 til august 1982 opholdt Jung sig på Stanford University. Dette ophold kan ifølge Mikael Busch meget vel have bevirket, at Morten Jung kom i tvivl om det rigtige i at arbejde for STASI.(122)

Retrospektivt ser Busch dette som værende et skridt på vej væk fra hans politiske engagement i USSR og Østblok-landene.

I 1985 fik Morten Jung arbejde i FN’s underorganisation, FAO i Rom. (124)

I perioden fra 1984-1989 foreligger der oplysninger om 14 interne EU- dokumenter, som er opført under agent Lenz navn og som er tilsendt STASI. Ingen af disse dokumenter kan tillægges nogen særlig stor efterretningsmæssig værdig.

Busch forklarer den tvivlsomme værdi af de 14 dokumenter, som optræder på Lenz’s kartotekskort på følgende måde:

”De fleste mister i et eller andet omfang ungdommens idealisme og bliver klogere. Man bliver også mere skrøbelig med alderen. Man får mere at miste, når man stifter familie og får børn. Måske følte Morten Jung sig også mere og mere som en integreret del af EU-systemet. Måske udviklede den glødende kommunist sig gennem årene til decideret EU-tilhænger. Måske rollen som borgerlig, som STASI havde bedt ham spille, ikke ved bare at være en rolle. Måske forvandlede røde Morten sig til Blå Morten.” (130)

 

Fortiden kaster sine lange skygger hen over nutiden.

Af forhørsprotokollerne (som kun PET har haft adgang til) fra retssagen mod Lenz, alias Morten Jung var hans egen forklaring, at han i slutningen af 1970’erne, begyndelsen af 1980’erne ”mistede troen på kommunismen, da det gik op for ham, hvilke menneskelige omkostninger systemet havde haft.”(131).

I øvrigt nægtede Morten Jung, at han havde ladet sig hverve af STASI’s udlandsafdeling og at han på noget tidspunkt havde leveret efterretningsmæssige oplysninger til STASI.

 

Morten Jungs ’falske melodi’. 

Morten Jung havde indtil retssagen mod ham troet, at tiden ville læge alle sår og at historien blot ville lægge et slør over hans politiske fortid.

Da han stod konfronteret med sin fortid blev han nødt til at lyve om sin virksomhed som STASI-agent, men kunne med fordel nøjes med at tilstå, at han havde været en overbevist stalinist som medlem af DKU fra 1970.

Morten Jungs historie er blot den danske udgave af de mange historier om forhenværende stalinister, som stak en finger i vejret og vejrede hvilken vej vinden blæste, da Folkedemokratierne i Østeuropa truede med at falde sammen. 

Der er tusindvis af lignende eksempler fra Østeuropa på stalinister, som opportunistiske årsager skiftede hest midt i vadestedet, da de så hvilken vej det bar.

Mange af disse forhenværende stalinister skabte sig - som Morten Jung - en ny strålende karriere i det ny (post-sovjetiske) politiske system, som opstod efter 1989 i Østeuropa og i 1991 i Rusland.

Kun få af disse små og store stalinister er stået frem og har bekendt deres tilhørsforhold til de forgangne regimer og til stalinismen som ideologi.

Titusinder af disse lod sig i Vesteuropa rekruttere til den stalinistiske bevægelse i den tro, at der var tale om rigtige ”arbejderpartier og rigtige ”arbejder-bonderegimer” i Østeuropa og i USSR. 

Der er stadigt nødvendigt at gøre op med disse illusioner og ikke som Morten Jung at krybe i skjul og redde sit eget skind. 

 

Tekst 21.

Scherfig m. fl.: Brødrene Nielsen. Breve fra den spanske borgerkrig. Forlaget Nemo. 2014.

 

Neo-stalinisme.

Et forfatterkollektiv på 4 har på forlaget Nemo udgivet en bog, hvor de har samlet en række breve skrevet af 3 ganske unge DKU'ere, som i sommeren 1936 rejste til Spanien for at kæmpe på Republikkens side mod Francos oprørstropper.

Jeg hilser initiativet velkommen, men græmmes over måden hvorpå brevene er kommenteret af forfatterne.

Forfatterkollektivet er kommet i besiddelse af en anselig mængde breve skrevet af de 3 brødre under deres ophold i Spanien under den spanske borgerkrig fra 1936-1938.

Forfatterne refererer i deres kommentarer til en række bøger, som de skulle have brugt som baggrundsmateriale for deres fortælling.

Forfatterne hævder ligeledes, at de har forholdt sig kritisk til den fremstilling af borgerkrigens hændelser, som fremgår af de 3 brødres breve til slægtninge, fortrinsvis deres forældre.

I litteraturlisten angiver forfatterkollektivet en række fremstillinger, som giver en helt anden version af begivenhederne i den spanske borgerkrig end den, de fremlægger i deres ledsagende kommentarer, som skal skabe baggrund for brevene.

Forfatterne forsømmer herved at benytte brevene som nyttigt kildemateriale til den spanske borgerkrigs historie.

 

Stalinisternes falske modstilling mellem demokrati og fascisme.

Den stalinistiske version af den spanske borgerkrig, som støttedes af det stalinistiske bureaukrati, af Kommunistisk Internationale (Komintern) og som blev pålagt dens sektioner var at forsvare den borgerlige spanske Republik mod Francos oprørstropper.

Denne politik skulle understøtte det stalinistiske bureaukratis udenrigspolitiske tilnærmelse til de imperialistiske magter, England og Frankrig. 

Stalin havde åbenlyst opgivet at føre klassekamps-politik vendt mod borgerskabet og dekreterede en helt ny ”antifascistisk” folkefrontspolitik.

I stedet for at konfrontere borgerskabet og imperialismen (England og Frankrig i Europa) skulle Sovjetunionen og Kominterns sektioner alliere sig de ”antifascistiske” dele af borgerskabet og småborgerskabet. 

Fra omkring midten af 1930'erne skulle Kominterns sektioner omstille sig fra en ”ultra-venstre” sekterisk politik, ”klasse mod klasse” til en klasse-samarbejdspolitik med borgerskabet.

Sovjetrusland under Stalin skulle søge samarbejde med de to imperialistiske magten i Europa, England og Frankrig.

Stalin indlod sig på de imperialistiske magters ikke-interventionspolitik i Spanien, i håb om at de ville overholde denne og overlod dermed den spanske Republik til Hitlers nazistiske Tyskland og Mussolinis fascistiske Italien.

Stalin ønskede for alt i verden ikke en proletarisk revolution (socialistisk omvæltning) i Spanien, som kunne støde de imperialistiske magter fra sig.

Først sent i august-september 1936 indså Stalin og dermed Komintern at England og Frankrig passivt så til at Hitler og Mussolini aktivt støttede Franco med militær hjælp.

Stalin og Kominterns ledelse besluttede derfor et moderat indgreb i den spanske borgerkrig i form af krigsmateriel, som han tog sig dyrt betalt for ved at kræve modregning i den spanske Republiks guldbeholdninger.

Mest for et syns skyld beordrede han Komintern og NKVD (den hemmelige sikkerhedstjeneste) til at rekruttere frivillige til den republikanske side i borgerkrige. Disse blev suppleret med (ganske vist få) soldater fra den Røde Hær plus militære rådgivere og politiske kommissærer, som blev sat til at lede  afdelinger af republikanske hær.

Det spanske kommunistparti var forsvindende lille i foråret 1936, men støttede i overensstemmelse med Kominterns ”folkefrontstrategi” de republikanske regeringer med skiftende ministre.

Partiet havde repræsentanter både i centralregeringen i Madrid og i den catalanske regering.

Partiet førte i overensstemmelse med folkefrontsstrategien en yderst reaktionær, hvis ikke direkte kontrarevolutionær politik i den spanske borgerkrig.

Partiet repræsenterede langtfra alene den spanske arbejderklasse, men var ligeså talstærkt repræsenteret bland selvejende småbønder og handlende. 

Partiet støttede konsekvent den mest højreorienterede del af de republikanske regeringer og var således skyld i at venstresocialdemokraten  og fagforeningsformanden Largo Caballero blev afsat til fordel for højresocialdemokraten Negrin.

Man kan ikke som forfatterkollektivet synes at mene tillægge Stalins Sovjet-Rusland eller Komintern nogen progessiv rolle i den spanske borgerkrig.

 

Ikke nok med at Stalin og Komintern fulgte en gal og skæbnesvanger folkefrontsstrategi i Spanien, som ikke ville føre til Francos nederlag, men i stedet samarbejdede med store dele af borgerskabet og småborgerskabet.

Spanske og udenlandske stalinister ledsaget af Komintern-agenter og politiske kommissærer udsendt af Kreml modarbejdede aktivt ”uønskede” elementer i de republikanske rækker.

For at gennemtrumfe sin reaktionære og kontrarevolutionære politik på republikansk side, måtte de spanske og internationale stalinister udrydde enhver politisk modstand i egne rækker, som satte spørgsmålstegn ved den fejlagtige og skæbnesvangre folkefrontspolitik.

Udsendte Komintern-agenter, NKVD medarbejdere (den hemmelige efterretningstjeneste) og politiske kommissærer i militserne foranstaltede en sand menneskejagt på personer og organisationer, som de opfattede som en torn i øjet på deres reaktionære og kontrarevolutionære politik.

Det gik især ud over anarko-syndikalister i fagforeningen CNT og i det anarkistiske FAI.

Resterne af Venstreoppositionen i Komintern - i Spanien organiseret i POUM blev forfulgt og adskillige af deres ledere blev fysisk likvideret af stalinister.

 

Falsk propaganda. 

Den stalinistiske bevægelse gjorde et stort nummer ud af de Internationale Brigader og deres heltemodige indsats på de forskellige fronter med mange dødsfald til følge - i visse tilfælde unødige forekommer det.

Bogen her overdriver helt bevidst brigadernes betydning for borgerkrigens gang og fremstiller det som om krigens udelukkende gang afhang af brigadernes tilstedeværelse.

 

Brødrenes politiske motiver.

Brødrenes politiske motiver for at sætte deres liv på spil i den spanske borgerkrig forbliver uklart. Ingen af dem virker til at være særligt politiske, hverken før de tager af sted eller i krigens forløb.