J. Lovestone, A. Orlov, H. Brandler og H. Weber.

Jay Lovestone, leder af det amerikanske kommunistparti indtil 1929.
Foretog derefter en kraftig højredrejning og endte som agent for den amerikanske efterretningstjeneste

Stalinistiske afhoppere.

Tekst 19.     

Ted Morgan: A Covert Life. Jay Lovestone. Communist, Anti-communist and Spymaster. Random House. 1999.

Den stalinistiske klasseforræder.

Jay Lovestone var i 1920erne en af lederne i det amerikanske kommunistparti, som ganske vist ikke fik den store indflydelse på amerikansk politik, men som dog på mange måder øvede indflydelse på det amerikanske samfunds udvikling.

Partiet var aldrig tæt på den politiske magt, som f.eks. de franske og italienske kommunistpartier var det i deres respektive lande umiddelbart efter 2. verdenskrig.

Partiets historie har ikke fået den store opmærksomhed i Europa, hvor venstrefløjen kun har haft øje for hvor stærk kapitalismen og imperialismen var. For stærk til, at der kunne udvikle sig en slagkraftig opposition til kapitalisme og imperialisme.

Dette er imidlertid en noget eurocentrisk betragtning. Den amerikanske arbejderbevægelse var både teoretisk og i praksis mindst ligeså stærk som den europæiske. Blot var modstanderen, de herskende klasser og deres statsapparat så meget stærkere.

 

Partiets svære vilkår.

Lige fra begyndelsen blev de amerikanske kommunister mødt af det borgerlige statsapparats benhårde og nådesløse repression.

Der er næppe nogen kommunister og ”radikale” der - som de amerikanske - er blevet mødt med så megen statslig repression. Forfulgt og jaget blev de fra starten af de amerikanske myndigheder, in casu det amerikanske Justitsministerium (Department of Justice), som hurtigt efter 1. verdenskrig oprettede det som senere blev til FBI (Federal Bureau of Investigation) og som J. Edgar Hoover stod i spidsen for.

Af Morgans biografi om Jay Lovestone fremgår det, at FBI skyggede medlemmer af det amerikanske kommunistparti, overvågede deres politiske aktiviteter og lavede næsten daglige rapporter om disse.

Dette bekræftes af det materiale, som efterhånden er blevet frigivet fra FBI’s arkiver og som man bl.a. kan læse om i Tim Weiner’s: Enemies. A History of the FBI. 2012.

Hoover anså alle ”fremmede” som ”røde” og alle ”røde” som potentielle ”ballademagere”, som helst skulle udvises eller direkte deporteres ud af USA uden retslig procedure.  

Da flertallet af socialister og kommunister i USA var af udenlandsk oprindelse, blev de udsat for en systematisk politisk forfølgelse.

For den snæversynede og fanatiske antikommunist Hoover var de alle ens. De var ”radicals”, om de var anarkister, socialister eller kommunister. I nattens mørke var alle katte lige grå. 

Når italienske anarkister kastede bomber, hvor adskillige blev dræbt, brugte Hoover det som en kærkommen lejlighed til at igangsætte kommandoaktioner på ”radikale” tilholdssteder.

FBI lavede ”raids” overalt hvor de samfundsskadelige og undergravende ”radikale” elementer opholdt sig. Mødelokaler, forsamlingshuse og trykkerier.

Under disse raids destruerede FBI’s agenter alt ”samfundsundergravende” materiale, som de kunne komme i nærheden af. Hoovers FBI var med andre ord ”en stat i staten” helt med sin egen dagsorden og som ikke havde nogen hverken ved siden af eller over sig.

Alt hvad FBI foretog sig var brud på de amerikanske borgernes så højt besungne frihedsrettigheder. For socialister, kommunister og andre ”radicals” gjaldt disse rettigheder ikke.

Statsmagtens ubarmhjertige og nådesløse repression skabte vanskelige vilkår for de amerikanske kommunister. Konstant politisk forfulgte blev de tvunget under jorden i illegalitet og dukkede først op til overfladen i 1922 på Kominterns foranledning. Straks derefter sørgede FBI-agenter for at partiet næsten blev slået tilbage i illegalitet, da partiets konvent i Bridgman i 1922 blev afbrudt og opløst af FBI.

Partiets leder Ruthenberg blev stillet for en domstol og idømt fra 5-10 års fængsel. Flere af de andre måtte enten flygte ud af landet eller igen gå under jorden for en tid. Nogle som Lovestone blev løsladt mod kaution og mod at vidne mod en af sine kammerater, slap han for straf.

FBI’s konstante og systematiske overvågning af partiets aktiviteter hørte til de udefrakommende årsager til, at partiets havde svært ved at komme fra start.

Hertil kom årsager, som havde at gøre med at USA er et indvandrersamfund bestående af mange udefrakommende etniske grupper. Disse etniske grupper, ofte uden amerikansk borgerskab, udgjorde en stor del af partiets medlemmer. Fra det amerikanske Socialistparti havde det amerikanske kommunistparti (Workers Party of America) arvet en hel del ”sproglige forbund” (’lingustic federations’). Disse sprogforeninger levede i høj grad deres eget separate liv og lod sig ikke altid inddrage i partiets landsdækkende politik. Derfor kom partiet til at fremstå noget uensartet og mange havde svært ved at få øje på partiets profil.

Geografisk var partiets medlemsskare også noget uensartet. Partiet havde to centre: New York og Chicago. Medlemmerne var heller ikke helt ens i de to byer. New York var præget at mange intellektuelle og studerende; mens Chicago i højere grad var præget af arbejdere.

Denne forskel i medlemssammensætning afspejlede sig også hos lederne. I New York hed lederne C. E. Ruthenberg og Jay Lovestone; i Chicago hed de William Z. Forster og James P. Cannon.

Disse 4 personer kom til at præge det amerikanske kommunistparti i 1920’erne og for Forsters vedkommende langt op i 1930’erne.

Mange forskere i partiets historie har gjort opmærksom på, at der var to politiske retninger i amerikansk kommunisme: en syndikalistisk (Forster, Cannon) og en (demokratisk) socialistisk (Ruthenberg, Lovestone).

Dette er ikke helt forkert. I hvert fald havde både Forster og Cannon en baggrund i fagforeningsarbejde (”unionists”), mens Ruthenberg og Lovestone var uden de store erfaringer fra fagforeningsarbejde.

Forster og Cannon havde trådt deres barnesko i Industrial Workers of the World), IWW, som kæmpede for mere tidssvarende tværfaglige industrifagforeninger frem for de gamle og mere laugsprægede sammenslutninger (trades).

Ruthenberg og Lovestone var aldrig selv aktive i fagbevægelsen, skønt de i perioder arbejdede tæt sammen med fagforeningsrepræsentanter.

På grund af partiets vanskelige arbejdsvilkår med en repressiv statsmagt og et stærkt modsætningsforhold mellem kapitalejerne og lønarbejderne på arbejdspladserne havde partiet svært ved at slå igennem.

 

En svær start. 

Hurtigt søgte partiet om hjælp hos Kommunistisk Internationale (Komintern) får at få nogle gode råd

Om hvordan det kom ud af sin illegale tilstand og hvorledes det kom ud af sin politiske isolation. Kominterns svar var: legalisering og enhedsfrontpolitik.

Det var lettere sagt end gjort. Så snart partiet viste sit ansigt oven vande, bliver det straks dukket af en repressiv statsmagt. Andre steder i verden som i Vesteuropa kunne enhedsfrontpolitik være en god ide, men hvordan skulle de udføres i USA, hvor der ikke fandtes en reformistisk arbejderbevægelse, ej heller et decideret arbejderparti, som kommunisterne kunne lave enhedsfront sammen med?

Et var at dekretere enhedspolitik noget andet var at føre den ud i praksis. Og det viste sig da også, at det var svært for de fleste af Kominterns sektioner at føre enhedsfrontpolitikken ud i livet.

De to fløje i det amerikanske var begge villige til at føre enhedsfrontpolitik, men blot ikke enige om hvordan det skulle gøres.

Forster og Cannon - som begge havde baggrund i fagbevægelsen - var tilhænger af en ”boren sig ud indefra”-taktik, dvs. arbejde i de eksisterende mere eller reaktionære og bureaukratiske amerikanske fagforeninger og derfra forsøge at skabe en fortrop af kampvillige arbejdere, som var parat til at sætte sig i spidsen for økonomiske (og gerne politiske) kampe.

Ruthenberg og Lovestone gik straks efter faglige og/eller politiske sammenslutninger, som kunne bruges i en enhedsfrontpolitik.

Og her gik det galt. De pegede på John Fitzpatrick’s ”Farmer-Labor” parti, som ganske vist havde mange medlemmer og fagforeninger tilsluttet, men som ikke havde en klar socialistisk politik, men snarere en populistisk. 

 

John Pepper - en af Kominterns ”grå eminencer”.

Ruthenberg og Lovestone fik heri ”hjælp” fra en af Kominterns ”grå eminencer”, ungareren John Pepper. Og det skulle vise sig at blive skæbnesvangert for det amerikanske kommunistparti. Pepper var af Komintern blevet ”forflyttet” til USA, da han havde vist sig at være komplet uduelig og havde optrådt yderst intrigant i sin fraktionskamp i det ungarske kommunistparti, som befandt sig i eksil i Østrig efter den Ungarske Rådsrepubliks fald i 1920.

John Pepper var af natur politisk principløs og ville vise sine arbejdsgivere i Komintern at han ikke var så uduelig, som han hidtil havde vist sig. Han havde som kommissær under Rådsrepublikken i Ungarn vist sig som en opportunist og i marts 1921 i Tyskland gjort sig til talsmand for en ”offensiv” opstandsstrategi, hvilket tydede på at han i Lenins forstand snarere var ”venstreradikal”.

Pepper var kort sagt utilregnelig. Pepper forkludrede nu det amerikanske partis forsøg på at lave en enhedsfront med John Fitzpatrick’s ”Farmer Labor Party”.

Det var Peppers ide at erobre flertallet på Farmer Labor Partys årlige konvent. Til dette formål skabte han en række ”spøgelsesorganisationer”, rene papirorganisationer, hvilket var let, da hans eget parti bestod af et hav af etniske grupper, finner, jøder osv.

Resultatet blev, at Workers Party (kommunistpartiet) fik et ”kunstigt” flertal af delegerede på Farmer Labor Partys konvent og således nu kontrollerede partiet. Men til hvad nytte?

John Fitzpatrick udvandrede i protest mod det groteske manipulationsforsøg og Pepper sad alene tilbage med sit Federated Farmer Labor Party.

Det var ikke måden at skabe en enhedsfront på og slet ikke i et land hvor der ikke var en reformistisk arbejderbevægelse og ikke et egentligt arbejderparti.

Ikke desto fremturede John Pepper og hans allierede Lovestone og Ruthenberg i deres dilettantiske forsøg på at føre ”enhedsfrontpolitik” på. I 1924 gjaldt det støtte til en ”third party” kandidat, dvs. til en populistisk præsidentkandidat, La Follette, som ikke tilhørte et af de store partier, det Demokratiske eller Det Republikanske.

La Follette var ikke socialist, men en venstrepopulist, som hævdede at ville gennemføre en progressiv arbejdsmarkedslovgivning og at ville ekspropriere banker og de store olieselskaber.

La Follette betakkede sig i øvrigt for at få støtte fra kommunister og Pepper, Lovestone og Ruthenbergs ”enhedsfrontpolitik” ebbede ud i sandet.

De amerikanske kommunister havde været udsat for hård repression fra statsmagtens side og viste sig ikke at være i stand til at føre Kominterns enhedsfrontpolitik ud i livet.

De amerikanske kommunister gjorde nu det, som de fik for vane i de kommende år. De søgte hjælp hos Komintern. Det var måske ikke det klogeste, de kunne have gjort. For i Komintern som i det russiske parti rasede en heftig fraktionskamp mellem de forskellige fløje.

 

I Kominterns mølle.

Fra nu blev Workers Party hvirvlet ind i det fraktionsopgør, som kom til at præge Komintern og det russiske socialdemokratiske arbejderparti (bolsjevikkerne) og som i sidste instans skulle føre til bureaukratisk degeneration i begge organisationer.

Partiets ledere bliver gjort til kastebolde i fraktionsopgøret mellem Stalin/Zinovjev/Kamenev og Trotsky. Stalin-fløjen fratog Trotsky posten som Krigskommissær og udelukkede ham derefter fra partiets Politbureau. Da Trotsky har tabt fraktionsopgøret til Stalin, skiftede Stalin sine alliancepartnere Zinovjev og Kamenev ud med Bukharin og en konstellation opstår mellem Stalin/Bukharin og Zinovjev/Kamenev/Trotsky.

Den interne partidiskussion dør ud og partiet forfalder i et goldt og ufrugtbart opgør mellem de to uforsonlige fløje. Som følge af det heftige fraktionsopgør har partiet ikke kræfter til at koncentrere sig om klassekampen i USA.

Partiet står i stampe og er henvist til at søge løsninger på sine organisatoriske og politiske problemer hos Komintern.    

Partihistorien degenererer herefter til en historie om opgøret mellem Ruthenberg/Lovestone og Forster/Cannon. Partiet formår kun i mindre grad at blande sig i den amerikanske arbejderklasses daglige kampe. De få gange partiet involverer sig i strejkebevægelser er det uden det store held for hverken de strejkende arbejdere eller partiet.

Lovestone går sejrrigt ud af fraktionsopgøret med sine modstandere, Forster/Cannon, som danner forbund indtil 1925, hvor Komintern på særdeles udemokratisk og på ubehagelig bureaukratisk vis fratager Forster flertallet i partiets ledelse.

Forster bider hovedet af al skam og bøjer sig for Kominterns bureaukratiske manøvre og vælger at acceptere sit nederlag. Lovestone vender tilbage som partiets formand og Komintern har sprængt alliancen mellem Forster og Cannon.

Forster, som nu er faldet til patten og har mistet enhver værdighed, bliver den, som holder ud længst. Cannon bliver smidt ud i 1928 efter - noget sent må man sige - at have erklæret sin støtte til den detroniserede Trotsky.

Lovestones ellers sikre fornemmelse for hvilken vej vinden blæser svigter ham i Stalins opgør med Bukharin og Lovestone står fast på sin kritik af Stalins tvangskollektivisering og forceret industrialisering af Sovjetsamfundet.

Stalins ”ultra-venstre”-drejning i 1928 passer ikke ind i Bukharin og Lovestones ”analyse” af, at den amerikanske kapitalisme absolut ikke er på randen af et sammenbrud.

Stalin er nu fast besluttet på at udrense Lovestone fra det amerikanske parti og udsætter ham for en grov og ydmygende behandling på møder i Kominterns Amerikanske Kommission.

Skønt ydmyget på det groveste anker Lovestone alligevel sin sag til Komintern, men hans anmodning bliver afvist. I 1930 må den Stalin-tro Lovestone forlade det parti, som han følte som sit eget og selv var med til at skabe.

Lovestones konfrontation med Stalin har formentlig sat sig dybe spor i ham. Fra 1936 opgiver han endegyldigt sit politiske engagement på venstrefløjen og begynder en glidning mod højre, som sender ham langt ud på den yderste reaktionære højrefløj.

 

‘If you can’t beat them, join them’!

Lovestone ser det nu som sin opgave at bekæmpe kommunismen overalt hvor den stikker sit hoved frem. Han allierer sig med anti-kommunistiske fagforeningsledere i UAW (United Auto Workers) og i ILGWU International Ladies Garment Workers Union) og lader sig ansætte i det antikommunistiske fagforbund American Labor Federation (AFL), som han bekæmpede som leder af Workers Party.

Resten af sit liv vier Lovestone til kamp mod kommunismen i dens ’staliniserede’ udgave.

Lovestone så den største fare for at kommunismen skulle brede sig i Vesteuropa, hvor stalinister havde stor indflydelse i det franske fagforbund CGT (Confederation General du Travail).

For at modvirke stalinisternes indflydelse i Frankrig, skabte det amerikanske AFL - med økonomisk hjælp fra CIA (Central Intelligence Agency) fagforbundet Force Ouvriére.

I Italien lykkedes det AFL at få katolske fagforeningsfolk til at bryde med det stalinistisk dominerede CGIL og skabe en katolsk fagforening.

Lovestone havde således større held som anti-kommunist end som ’staliniseret’ kommunist.

 

Lovestone var på mange måder en tragisk skæbne.

Han var som alle et produkt af sin tid.

Som søn af jødiske indvandrere fra Østeuropa skulle han bevise sit værd som immigrant i den ny verden.

Hans forældre betalte for hans grunduddannelse og sendte ham godt på vej i livet. Fra tidligt i sit liv var han en ”karrieremager”. Han havde store ambitioner om at blive til noget, men havde også et socialt og politisk engagement.

Tidligt sluttede han sig til den socialistiske bevægelse og fulgte Socialist Partys venstrefløj over i det amerikanske kommunistparti.

Her blev han et offer for partiets svære vilkår, statslig undertrykkelse og politisk ”heksejagt”.

Han lærte at begå sig i et hårdt politisk miljø og blev ikke blot modnet men også forhærdet i sin tid i det amerikanske kommunistparti.

Det er ikke helt forkert at sige, at hans lærepenge i det amerikanske parti var dyrt betalte og må have spillet en rolle for hans senere politiske udvikling som en forhærdet ”koldkriger” og antikommunist.

Noget af hans ”uskyld” gik tabt i de hårde fraktionskampe i hans parti, godt assisteret af fraktionsopgørene i Komintern og i det russiske parti.

Hans ekstreme politiske udvikling efter bruddet med den stalinistiske bevægelse kan muligvis forklares med den frustration og desillusionering, som må være indtrådt efter alle de negative oplevelser Lovestone må have haft med det ”staliniserede” Komintern og Stalin selv.

Men Lovestones evt. frustration og desillusionering skal ikke tjene som undskyldning for hans bratte højredrejning, men kun som en mulig forklaring. Lovestone var som mange andre ikke afklaret i sit forhold til stalinismen. Han forsvarede Stalins terrorprocesser til det sidste. Først da Bukharin havde ydmyget sig ved sine tryglende bønner til Stalin om benådning og han alligevel blev henrettet, kapitulerede Lovestone.

Også andre var sene til at indse, hvilken katastrofal betydning det ville få for den kommunistiske verdensbevægelse, at Stalin havde sejret.

Cannon indså først i 1928, at det var på tide at bryde med den Stalin-tro Lovestone. Forster indså det aldrig og blev en stalinistisk  spytslikker.    

Hvis man skal opbyde en smule respekt for Lovestone er det måske for den måde han i modsætning til Forster konfronterede Stalin og stod fast på sine standpunkter. Selv om det var sent, viste han, at han var andet og mere end en opportunist.

Senere viste hans opportunisme sig dog at være udslaggivende med sin tilpasning til ”tidsånden” på højrefløjen under den Kolde Krig.

 

Tekst 20.

Edward Gazur: Alexander Orlov. The FBI’s KGB General. New York. 2002.

 

Den stalinistiske afhopper, som fik kolde fødder.

Hovedpersonen i Edward Gazur’s bog general i det sovjetiske efterretningsvæsen KGB, Alexander Orlov har en interessant historie.

Født 1895 tilhørte han den generation, som havde mulighed for at opleve den russiske revolution på nærmeste hold. Orlovs rigtige navn var Leiba Lazarevich Feldbin, født af jødiske forældre.

Feldbin var født i det nuværende Hviderusland i en lille by sydvest for Moskva og sydøst for hovedstaden i Hviderusland, Minsk.

Feldbin tilsluttede i 1919 de russiske bolsjevikker og kæmpede på den polsk-russiske front i den sovjetiske Røde Hær.

Her stødte han ved et tilfælde på en person, som var polsk-russisk dobbeltagent og som arbejdede bag fjendens linjer.

Feldbin pågreb den pågældende person, en polsk aristokrat, som havde ladet sig hverve som agent for bolsjevikkernes nyoprettede efterretningstjeneste, TJEKA.   

I sin indrapportering om pågribelsen til TJEKA kom Feldbin i kontakt med grundlæggeren Felix Dzerzhinsky af TJEKA og fik smag for efterretningsvirksomhed.

Hans militære tjeneste blev dog afbrudt af et jurastudium og en efterfølgende kort karriere som jurist.

Som færdiguddannet jurist blev Feldbin i 1921 viceanklager ved Appeldomstolen ved den Sovjetiske Højesteret. 

I 1924 hentede Dzerzhinsky ham tilbage til efterretningstjenesten (OGPU) og ansatte ham som efterretningstjenestens repræsentant i det Økonomiske Direktorat (Gazur, p. 12).

I 1925 blev Feldbin ansat som brigadekommandant i OGPU’s grænseværn i Tiflis (i dag hovedstad i Georgien) i Transkaukasien. Her kom han for første gang i kontakt med den senere chef for NKVD, daværende vicechef for det georgiske OGPU, Laurentia Beria.

I 1926 blev Feldbin kaldt til Moskva for at stå i spidsen for en nyoprettet udlandsspionagetjeneste under OGPU (INO). Samme år som Dzerzhinsky dør 1926 blev Feldbin sendt til Paris under falsk navn tilknyttet den sovjetiske handelsdelegation. Her blev han i praksis chef for den ’legale rezidentura’  (den ’legale’ del af efterretningstjenesten) på den sovjetiske ambassade.

I 1928 blev Feldbin - under navnet Lev Lazarevich Feldel - som agent for udlandstjenesten (INO) - formelt som diplomat - tilknyttet den sovjetiske handelsdelegation i Berlin), som var hovedsædet for al sovjetisk efterretningsvirksomhed i Vesten.

 I 1931 blev Felbin kaldt tilbage til Moskva, hvor han blev udpeget som chef for afdelingen for Udenrigshandel i efterretningstjenesten. (Gazur, op cit., p 14).

I 1932 foretog Feldbin som repræsentant for Udlandsafdelingens (INO) Økonomidirektorat en rejse til USA, hvor han under foregivende af at skulle indkøbe biler fra General Motors til forskellige regeringsorganer i USSR.  (op. cit., p. 19).

USSR havde oprettet et handelsselskab AMTORG, hvorigennem handlen skulle finde sted. 

Feldbins virkelige formål var et helt andet. Hans rejse var et led i en større omstrukturering af efterretningstjenesten fra ’legale rezidentura’ til ’illegale rezidentura’.

Det tyske efterretningsvæsen havde næsten optrevlet det sovjetiske og det krævede en omorganisering fra legale poster på ambassaderne, som nød godt af diplomatisk beskyttelse, men som var for lette at spore for fjendtlige efterretningstjenester til organisering af en illegal og hemmelig spiontjeneste.

Vendepunktet i Feldbins karriere som efterretningsofficér kom i august 1938, da han af NKVD’s chef Yagoda blev udpeget som rådgiver for den republikanske regering i Spanien.

Stalin og efterretningschefen Yagoda havde brug for en person, som dels havde erfaring med krigsførelse, in casu guerillakrig bag fjendens linjer i Spanien og som tillige havde erfaring med efterretningsvirksomhed. En sådan var Feldbin alias Orlov.

Det var ikke Orlovs højeste ønske at komme til borgerkrigens Spanien, da han havde rejst vel rigeligt i de forudgående år. Men hans udnævnelse var oppe på højeste plan til godkendelse: politbureaumedlemmerne Kaganovich, og den senere udenrigsminister Molotov. Orlov kunne ikke så godt takke nej uden at ’falde i unåde’. 

På dette tidspunkt havde Stalins udrensningsprocesser i partiet nået langt ind i efterretningstjenestens række og ingen kunne sige sig fri for at blive udrenset, hvad der som oftest var lig med likvidering.

Retrospektivt huskede Aleksander Orlov, at hans tvivl begyndte med Stalins ’skaffen sig af med’ sin største rival i partiet: lederen af partiet i Leningrad, Kirov.

Stalin følte sin position som enehersker truet af den opkommende rival Kirov og iscenesatte et mord på denne i 1934.

Dette blev blot indledningen til en række ”skueprocesser”, som Stalin iværksatte mod sine indbildte politiske modstandere i partiet, som han følte truede hans enevældige position.

Fra 1935 og i årene derefter foranstaltede Stalin og hans nærmeste kumpaner gennemgribende og altomfattende ”udrensningsprocesser” i det sovjetiske regeringsapparat, som truede med at knuse Sovjetregeringen.

I groteske udgaver af retsprocesser ’tilstod’ uskyldige ofre - ofte efter tvungne tilståelser, som ofte var fremkommet ved falske tilståelser fremtvunget under kontante trusler om straf og fysisk tortur, fiktive forbrydelser. Millioner af uskyldige Sovjetborgere blev uskyldigt dømt - ofte og henrettet eller sendt i arbejdslejre.

I denne massakre på befolkningen, som lignede et ”politisk folkemord” var turen nu kommet til Stalins eget efterretningsvæsen. Og her var Aleksander Orlov højt placeret.

I slutningen af 1938 havde Stalin skiftet sin efterretningschef Yagoda ud med ”dværgen” Yezhov, som på Stalins anbefaling skulle gøre efterretningstjenesten 100 % pålidelig. Yezhov medbragte 300 mand beskæftiget i Politbureauet’s omegn som ny folk i efterretningstjenesten.

Orlov tilhørte den ”gamle garde” i NKVD og stod således til udrensning. Flere af Orlov’s nære medarbejdere og overordnede var allerede blevet udrenset - og henrettet.  

Orlov følte nu jorden brænde under sig. Rent faktisk havde den sovjetiske udlandsspionage sendt et ’mobilt team’ ud for at myrde Orlov i Spanien. Men først skulle han gøre sit arbejde i Spanien færdigt og måtte gøre gode miner til slet spil.

 

Orlov - en afhoppet stalinist.

Jorden brændte i den grad under Orlov i efteråret 1938, da han valgte at ”hoppe af” til Vesten og således under den efterfølgende Kolde Krig blev et jaget bytte for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Orlov fremsatte på intet tidspunkt nogen kritik af Stalins skæbnesvangre klassesamarbejdspolitik i Spanien og andre steder, men udtrykte blot utilfredshed med sine (og andres) arbejdsvilkår som sovjetisk rådgiver for den Republikanske regering.

Han fulgte lydigt Stalins politik i Spanien og støttede den mest højrevendte del af den republikanske regering (det spanske kommunistparti og højrefløjen i Det spanske Socialistparti; og de borgerlige republikanere).

Han omtalte (bevidst eller ubevidst?) ikke likvideringerne af medlemmer af det spanske POUM og stalinisternes skæve fordeling af våben i den spanske borgerkrig til fordel for de stalinistisk dominerede Internationale Brigader.  

Derfor kommer Orlovs hjælp til Trotsky i et brev fra 1938 efter sin afhopning, hvor han advarer Trotsky mod en ”agent provocateur” i hans nærmeste omgangskreds til at fremstå som et udslag af Orlovs dårlige samvittighed.

Orlov har utvivlsom ønsket at gøre Trotsky opmærksom på den umiddelbart forestående fare for et attentat på sig og Trotskys søn, Leon Sedov. Orlov besad i kraft af sit job som efterretningsagent i det sovjetiske efterretningsvæsen en viden, som kunne være blevet værdifuld for Trotsky, hvis Trotsky havde valgt at lytte til hans advarsel.

Orlov havde således på nærmeste hold set, hvorledes GPU’s lejemordere havde myrdet - og planlagt mord på - afhoppede agenter (Ignace Reiss og Walter Krivitsky) og havde kendskab til kendsgerninger bag mordet på Trotskys søn Leon Sedov.

Orlov havde selv været indlagt på den private klinik, Bergère Clinic, hvor Leon Sedov blev behandlet for blindtarmbetændelse. Glazur skriver om denne klinik: ”He [Orlov] had been cared for at the Bergère Clinic because it was a hospital that was trusted by the KGB to take care of high-ranking Sovjet officials. Professor Bergère and his staff were sympathetic towards the Communist cause and under the influence of the KGB.” (op. cit., p. 258).

Man undrer sig over, at Leon Trotsky søn i 1937 blev indlagt på en privat klinik, som finansieredes af det sovjetiske efterretningsvæsen og hvis ansatte var stalinistiske sympatisører. Det var som at stikke hovedet ind i løvens mund.   

Orlov kendte således udseendet på den ”agent provocateur” i Sedovs nærmeste omgangskreds, som var en betroet medarbejder, som bl. a. redigerede den russiske udgave af Trotskys ”Oppositionsbulletin” og som havde adgang til Trotsky’s breve og dokumenter.

At datidens KGB ikke gik af vejen for at henrette trotskister kom frem, da det franske politi fandt det hovedløse lig af Rudolf Klement i floden Seinen. Klement var en tysk trotskist, som arbejdede på det trotskistiske Internationale Sekretariat i Paris. KGB havde til dette formål fabrikeret et falsum af et brev til Trotsky, hvoraf det skulle fremgå, at Rudolf Klement tog afstand fra Trotsky. Hvilket selvfølgelig var det pure opspind og et eksempel på KGB’s arbejdsmåde.

Orlov forbandt aldrig ”Mark” med mordet på Rudolf Klement ”but strongly felt that Mark had to have been a key player”.

Orlov havde med egne øjne set denne ”agent provocateur” udveksle dokumenter med en sovjetisk efterretningsofficér og var i stand til at give Trotsky et signalement af denne person, kaldet ”Mark” og som i trotskistiske kredse blev kaldt ”Etienne”. Hans rigtige navn blev under langt senere i 1950’erne og 1960’erne under Høringer i det amerikanske Senat afsløret som Mark Zborowsky.

Denne ”agent provocateur” udrettede ubodelig skade på den spirende trotskistiske bevægelse ikke blot i Frankrig, men overalt.

Den sørgelige kendsgerning er, at han aldrig blev afsløret som agent og at den trotskistiske bevægelse aldrig rigtigt har villet indrømme, at han var til stor skade for bevægelsen.

Måske var Orlov’s mislykkede forsøg på at advare Trotsky mod potentielle drabsmænd i hans nærmeste omkreds til at forstå, når man tager Orlovs fortid i betragtning. Orlov var ikke noget ”sandhedsvidne” og kunne af Trotsky let opfattes som endnu en stalinistisk ”agent provocateur”, som var ude på at snyde Trotsky og måske lokke ham i et baghold.

 

Orlovs advarselsbrev til Trotsky. 

For ikke at sætte sin egen sikkerhed og liv overstyr, havde Orlov udformet et brev skrevet med usynligt blæk og sendt til både Trotsky (og for en sikkerheds skyld også til Trotskys kone Natalia) og afleveret anonymt (af en fætter til Orlov som på det tidspunkt befandt sig i USA) på den sovjetiske ambassade i Paris. 

I dette anonyme brev til Trotsky fremstillede Orlov sig selv som slægtning til en afhoppet sovjetisk agent (Lushkov), som var hoppet af i Khabarovsk, flygtet til Japan og som var kommet i besiddelse af oplysninger, som Orlov mente ville være yderst relevante, hvis ikke livsvigtige - for Trotsky og hans tilhængere. (op. cit., p. 260)

Gazur gengiver Orlovs brev i uddrag: ”Lushkov is almost sure that the agent provocateur’s name is ’Mark’ … He wormed himself into the complete confidence of your son and knew as much about the activities of your organisation as Sedov himself. ..

This agent provocateur worked until 1938 at the archive or institute of the well-known Menshevik Nikolayevsky and maybe still works there. It was this Mark who stole a part of your archive from Nikolayevsky’s establishment (he did it twice if I am not mistaken). The documents were delivered to Lushkov in Moscow and he read them. ..

Lushkov expressed apprehension that the assassination of Trotsky was now on the agenda and that Moscow would try to plant assassins with the help of this agent provocateur or through agents provocateurs from Spain under guise of Spanish Trotskyistes …

… Ask your trusted comrades in Paris to find out whether Mark belonged to the Union of Repatriation to the Homeland, to check on his past and see who he meets. There is no doubt that before long your comrades will see him meet officers from the Soviet Embassy.

The main thing: be on your guard. Do not trust any person, man or woman, who may come to you with recommendations from this agents provocateur. ..

In order that I may know that you have received this letter, I should like you to publish a notice in the newspaper Socialist Appeal in New York that the editorial office has received the letter from Stein; please, have the notice appear in the newspaper for January or February.” (op. cit., p. 262-263). 

For en sikkerheds skyld sendte Orlov to breve af frygt for, at stalinistiske sympatisører i det mexicanske postvæsen skulle tilbageholde brevet i posten.

Herefter gennemlæste Orlov omhyggeligt alle numre af Socialist Appeal, som var de amerikanske trotskisters blad for at se, om der var nogen reaktioner.

Sidst i januar var der en notits i bladet, hvor der stod: ‘I insist, Mr. Stein, I insist that you go to the editorial offices of the Socialist Appeal and talk to comrade Martin’.  

Orlov var ikke tilfreds med dette svar. Han havde forventet, at Trotsky havde taget hans advarsel for pålydende og ikke behøvede yderligere dialog. Ifølge Orlov indeholdt hans brev tilstrækkeligt med oplysninger om personen ”Mark” til, at Trotsky kunne fastslå hans identitet.

I første omgang havde Orlov ikke tænkt sig at gøre mere ved det. Men fordi han var i New York for at tale med sin advokat om sin opholdstilladelse i USA, valgte han at stikke næsen ind forbi Socialist Appeals kontorer. Gazur skriver om Orlovs pludselige indskydelse: ”… Orlov decided to go to the editorial offices of the Socialist Appeal to size up the situation and, perhaps with luck or subterfuge, find out something about Martin. The Comrade pointed out to Orlov, and he had the opportunity to observe the man casually without being noticed. What Orlov saw was not a Russian but perhaps a Hungarian. However, his intuition told him that something was not right. If KGB could penetrate Trotskys organization in Paris, it was highly possible that they had also penetrated Trotsky’s Socialist Appeal and that comrade Martin was an agent in the employ of the KGB.” (op. cit., pp 263-264).

Orlov fortalte ikke om dette ufuldendte besøg til sin kone Maria, som havde rådet ham til ikke at opsøge kontaktpersonen angivet i Socialist Appeal. Det kom først langt senere frem under Senatshøringen i 1955 (Senate Committee on Internal Security).

Mens der således var masser af indicier på, at der rent faktisk var en ”agent provocateur” i Trotskys nærmeste omgangskreds, valgte Trotsky at ignorere Orlovs velmente advarsel.

Da Orlov var sikker på, at GPU havde planer om at myrde Trotsky på samme måde som ham selv via et ”mobilt team” af drabsmænd, ville han gøre endnu et forsøg. Familien var i mellemtiden flyttet til Los Angeles, Californien og under en ferie i San Francisco foretog han et telefonopkald til Trotsky i Mexico.

Heller ikke dette forsøg gav noget resultat. Han præsenterede sig ”Mr. Stein” for Trotskys sekretær: ”… who took the call, and said that he had an urgent message for Trotsky. After several minutes the secretary replied with a feeble [vag] excuse why Trotsky could not come to the phone and said that she had been instructed to take Steins message. Orlov left no message to Trotsky and this was the last attempt he would ever make.“ (op. cit., p. 264)

Senatshøringer (af bl.a. Trotskys daværende sekretær, Lola Dallin) i 1955 afslørede, at Trotsky betragtede Orlovs advarsel som værende et fupnummer fra KGB’s side og som sigtede at ødelægge hans organisation.

Gazur skriver videre: ”By the time of [Orlovs warning] letter and Orlovs telephone call, the KGB had already penetrated the Trotsky household [min understregning]. Orlov never believed that Trotsky considered his letter a hoax as Trotskys urgent appeal for him to contact Comrade Martin would indicate otherwise.

He felt that Trotsky could have pretended that he did not believe the letter so as to allay [lindre] any fears on the part of his staff.” (op. cit., p 264).

Hvis ikke Trotsky troede, at Orlovs brev var et fupnummer fra KGB’s side, hvem og hvad fik så ham til at tro det?

Gazur fremkommer med sin opfattelse: ”My own feeling is that the secretary who intercepted Orlov’s phone call was in the service of the KGB [ min understregning] and never relayed [videregav] Orlov’s message to Trotsky. There was no valid reason why Trotsky would not want to speak with the author of the warning letter as he had nothing to lose and everything to gain, in this instance his very life. What she probably hoped to accomplish by this opus operandi was to elicit more information from the caller with which she could identify ‘Mr. Stein’.

 

Mistanken rettet mod Lydia Dallin.

Først langt senere - i 1955 - fandt Orlov ud af hvem omtalte ’Mark’ i Orlovs brev var.

I juli 1954 fik Orlov et brev fra en amerikansk forfatter David Dallin, som var i færd med at skrive en bog om sit liv. 

De to aftalte at mødes en gang mere. David Dallin ønskede ikke at hans kone Lydia Dallin skulle være med til mødet. Det havde Orlov intet imod.

Under samtalen kom det frem, at både David og Lydia kendte ’Mark’ særdeles godt. Begge parter gik som katten omkring den varme grød med hensyn til kendskabet til denne ’Mark’. Orlov havde læst ’Mark’s indberetninger til sine arbejdsgivere i KGB og læst om Leon Sedovs død på Bergére klinikken i Paris i 1937. ’Mark’ havde omhyggeligt berettet, at Sedov under sin sygdom på et tidspunkt havde bedt om en appelsin. Lydia havde givet ham denne appelsin. Orlov rettede på denne måde mistanken mod Lydia for at have forgiftet Trotskys søn Leon Sedov, som muligvis blev forgiftet og døde heraf. Der blev ikke foretaget noget ligsyn. 

I køkkenet røbede Lydia nu, at Dallin-parret havde bragt ’Mark’ til USA under deres flugt for nazisternes besættelse af Frankrig under 2. verdenskrig. Lydia fortalte også, at hun havde været ansat som sekretær for Trotsky i Mexico på det tidspunkt hvor Orlov havde forsøgt telefonisk kontakt med Trotsky fra San Francisco.

27. december 1954 gik Orlov til de amerikanske myndigheder med sin mistanke om, at ”den kendte KGB-spion” ’Mark’ befandt sig i USA. Hans anmeldelse gik videre til Statsadvokaten. (op. cit., p. 268).

I september 1955 fandt høringer sted i US Senate Committee on Internal Security. Her aflagde David Dallin vidnesbyrd om, at hans kone havde kendt Mark Zborowsky siden 1935 og at de havde forsat deres bekendtskab med ham indtil 1953. Dallin fortalte: ”Around 1933 to 1934, he was given the task of infiltrating Trotskyite organisations in Paris and continued in this capacity until the outbreak of the Second World War.”

Dallin benægtede, at Sedov skulle være død af andet end naturlige årsager. (op.cit., p. 268).

Dallin hævdede, at Mark Zborowsky havde spillet en rolle i mordet på den afhoppede agent Ignaz Reiss i Schweiz 4. september 1937 uden dog at være direkte involveret i mordet.

Da agenten Walter Krivitsky hoppede af i efteråret 1937, var det Sedov som satte Zborowsky i kontakt med Krivitsky og det var Zborowsky som rapporterede om Krivitsky til KGB. Både Reiss og Krivitsky bidrog flittigt som skribenter til trotskisternes ”Oppositionsbulletin” som udkom på russisk. (se Vadim Rogovin: 1937. Stalins Year of Terror, Mehring, 1998 og samme forf. Stalins Terror of 1937-1938. Political Genocide in the USSR, Mehring 2008).

KGB havde forsøgt at dræbe Krivitsky på hovedbanegården i Marseilles, men det mislykkedes.

Orlov var overbevist om, at Dallin-parret kun var fremkommet med deres oplysninger om Mark Zborowsky efter deres samtale med ham og at de udelukkende forsøgte at ”beskytte” sig selv ved at angive Zborowsky som (aktiv) KGB-agent i USA. Zborowsky blev amerikansk statsborger i 1947. Orlov var ikke i tvivl om at Lydia Dallin var KGB-agent [min understregning]. Hun og andre kunne imidlertid ikke dømmes for spionageaktiviteter for KGB i Frankrig, men kun for handlinger, som var foregået i USA. 

Mark Zborowsky klarede frisag for sine spionageaktiviteter indtil 1957, hvor FBI slog til. Zborowsky blev af FBI knyttet til en KGB-spionring omkring de to brødre Robert Soblen og Jack Soble alias brødrene Sobelivius, som oprindeligt kom fra Litauen.

I november 1958 blev Zborowsky dømt for falsk vidnesbyrd for at have nægtet at være en del af brødrenes spionring. Både Jack Soble og Aleksander Orlov vidnede mod ham. Anklagerne mod ham måtte dog opgives på grund af retslige teknikaliteter.

De to litauiske brødre havde også gjort ubodelig skade på den trotskistiske bevægelse i Tyskland fra sidst i 1920’erne til midt i 1930’erne, hvor de som agenter for NKVD/GPU bevidst splittede den trotskistiske bevægelse. (Se Marcel Bois: Kommunisten gegen Hitler und Stalin. Dei Linke Opposition der KPD in der Wimarer Republik. Klartext. 2014. pp. 314-318)  

I 1962 blev Zborowsky igen stillet for en domstol (Federal Grand Jury) og blev endnu en gang dømt for at aflægge falsk vidnesbyrd over for retten. Orlov vidnede imod ham, men hans  udsagn blev kendt ugyldigt, da det ifølge dommeren beroede på ubekræftede rygter, som ikke kunne bruges i en retssal. Zborowsky blev idømt 4 års fængsel. (op. cit., p. 271).

Dette var en lille sejr for afhopperen Orlov som siden 1938 havde kæmpet for at afsløre Stalins efterretningstjeneste.

Efter sin vellykkede afhopning til USA slap Orlov dog ikke for KGB’s lange arm. Resten af livet levede Orlov i frygt for sit liv. Han levede anonymt indtil han i 1953 offentliggjorde en bog: The Secret History of Stalins Crimes

 

Hr. Steins ubehagelige opdagelse

Februar 1937 var Aleksander Orlov indlagt på en privat klinik i Paris, Clinic Bergére efter at have været udsat for et biluheld under inspektion af slagmarken i det borgerkrigshærgede Spanien, hvor han var udsendt til som rådgiver for den republikanske regering. 

Hertil kom 16. eller 17. februar Orlov’s fætter Zinovy Katsnelson, som også var ansat i efterretningsvæsenet. Zinovy Katsnelson var fungerende chef KGB i Ukraine og medlem af partiets Centralkomité i Ukraine.

Han følte nettet strammedes omkring ham i efterretningstjenesten og opsøgte sin onkel for at indvie ham i en strengt fortrolig hemmelighed.

Historien lyder som følger fortalt af A. Orlov og gengivet af Edward Gazur:

Under forberedelserne til sin første udrensningsprocesser og skueproces mod sine indbildte rivaler i det bolsjevikiske parti ville Stalin gerne kunne fremlægge nogle ”beviser” som ikke er opdigtede, som hans efterretningsvæsen havde for vane, men ægte.

Stalin havde nu udtænkt den geniale plan at finde ”bevismateriale” mod sine indbildte fjender i partier, højtstående bolsjevikker, i form af tidligere agentvirksomhed for zarens hemmelige politik, OKHRANA.

Stalin beordrede sin efterretningschef Yagoda til at opspore forhenværende agenter for zarens OKHRANA, som på en eller anden måde har overlevet Oktoberrevolutionen 1917.

Det viste at være lettere sagt end gjort. Sådan nogle hang ikke på træerne. De fleste var enten afgået ved døden, henrettet af bolsjevikkernes eget efterretningsorgan, TJEKA eller blot forsvundet ud i en af det store lands mange provinser - evt. under falsk navn.

Yagoda havde en betroet medarbejder i hr. Stein, som har erfaring med forhørsteknikker og andre tekniske specialiteter vedrørende retssager. Yagoda bad Stein om at finde frem til en egnet kandidat blandt forhenværende OKHRANA -agenter.

Stein samlede alle de spredte arkiver fra zarens OKHRANA, som stadig er tilgængelige, men finder intet brugbart materiale, som kan bruges i en kommende retssag.

Indtil han en dag stødte på et privatarkiv tilhørende vicechefen for OKHRANA Vissionov. Her fandt Stein et kartotekskort med Stalins billede på forsiden, hvor Stalin har besvaret et spørgeskema. Stein troede i første omgang, at kartotekskortet vidnede om, at Stalin som bolsjevik var blevet overvåget af zarens OKHRANA.

Efter en nærmere læsning af indholdet, som bestod af indberetninger fra Stalin til OKHRANA om bolsjevikkernes aktiviteter, fik Stein kolde fødder og ønskede, at han ikke havde set denne mappe.

Stein var nu i en kattepine: Skulle han lade som ingenting eller videregive det til sin foresatte Yagoda? Stein var ikke i stand til at overskue konsekvenserne hverken for sin chef eller for sig selv.

Han kontaktede i stedet sin forhenværende chef i KGB, som nu ledte KGB i Ukraine, Balitsky.

Balitsky var dels medlem af partiets Politbureau i Ukraine, dels medlem af partiets Centralkomité på landsplan.

Balitsky var i tvivl og ville rådføre sig med sin nærmest underordnede i KGB, Ukraine, Orlov’s fætter Zinovy Katsnelson.

De var begge enige om, at undersøge om dokumenterne er ægte. Begge kendte udmærket til forfalskede beviser, som nogle i OKHRANA kunne have produceret.

Undersøgelse af Stalins håndskrift, af det papir, som rapporterne var skrevet på og det blæk som blev brugt viser, at indberetningerne er fra 1912 og 1913 og at det er Stalins håndskrift. Stalin måtte altså have været OKHRANA-agent før Oktoberrevolutionen.

De sad nu inde med sensationelle og dødsensfarlige oplysninger, som kunne bringe dem i fedtefadet. Hvis oplysningerne var rigtige burde det få følger - ikke mindst for Stalin.

Efter februarrevolutionen 1917 var OKHRANA’s arkiver blevet åbnet og det fremgik heraf at OKHRANA havde haft andre agenter end Stalin. Et af bolsjevikkernes medlemmer af Statsduma’en Malinovsky viste sig at være OKHRANA-agent. Malinovsky var en betroet medlem af bolsjevikkernes inderkreds, som Lenin havde fuld tillid til og benyttede som sin talsmand i Duma’en. Stalin blev ofte benyttet som sendebud mellem Lenin og Malinovsky, som var en dygtig parlamentariker.

Af rapporterne fremgik det også, Stalin følte Malinovsky gjorde ham rangen stridig som OKHRANA’s foretrukne agent. Stalin havde sendt et brev til zarens viceindenrigsminister Zolotarev, hvor han satte spørgsmålstegn ved Malinovskys pålidelighed som agent. Stalin mente, at han selv var en bedre agent end Malinovski.

Viceindenrigsministeren affærdigede ham ved i marginen af brevet at skrive: ”Denne agent fortjener at blive sendt til Sibirien for evigt. Han beder selv om det”.

Kort tid efter en ”hemmeligholdt” konference i Krakow i 1913, hvor begge agenter deltog, blev Stalin anholdt og forvist til nord for Polarcirklen, hvorfra han først vendte hjem i 1917. 

Balitsky og Katsnelson kunne ikke sidde inde med deres viden, men måtte give den videre. De valgte at underrette to andre: General Yakir, kommandant for de militære styrker i Ukraine og Kossior, medlem af partiets Politbureau i Ukraine.

Yakir gik til den øverstkommanderende for den Røde Hør i USSR, marskal Tukhachevsky. Nu var det op til ham, og der skulle drages konsekvenser af Steins afsløringer af Stalins ”uheldige” fortid som agent for zarens OKHRANA.

Marskallen mente, at bevismaterialet var så håndfast og kompromitterende for Stalin, at han måtte ryddes af vejen. Tukhachevsky planlagde en likvidering af Stalin ved en sammenkaldt konference for højtstående partifunktionærer i Kreml.

Tukhachevskys planlagte ’paladsrevolution’ gik i vasken, da konspiratorerne ikke kunne blive enige om fremgangsmåden: Tukhachevsky ville myrde Stalin under mødet. Resten ville nøjes med at arrestere ham og forelægge ham anklagerne om hans agentvirksomhed (Balitsky, Katsnelson og Kossior).

Stalin undgik likvidation, men lod til gengæld sin terror gå ud over konspiratorerne. Alle blev senere henrettet.

Hr. Steins opsigtvækkende afsløringer af Stalins fortid som agent provocateur for zarens OKHRANA fik Orlov til at konkludere, at Stalins efterfølgere nødvendigvis måtte tage afstand fra ham efter hans død i 1953.  

 

Orlovs forklaring på ”afstaliniseringen” efter Stalins død 1953.  

Orlov havde ingen illusioner om USSR’s udvikling under Khrustjov. I en artikel i magasinet Life 23. april 1956 skrev Orlov: ” It has been argued that Khrushchev and his associates wanted personal revenge on Stalin who had so long humiliated them. Whoever believes this does not know the men who spent twenty years as Stalin’s apprentices; he taught them always to put political expediency [hensigtsmæssighed] ahead of personal feelings. Stalin personally hated Lenin, who had disowned him in his last testament; he hounded Lenin’s widow; he destroyed all of Lenin’s friends. But Stalin the politician knew what was good for him. Year for year he built Lenin up as a deity and established himself as Lenins true prophet.”

Orlov stillede spørgsmålet: Hvorfor gjorde Khrushchev og hans kolleger ikke det samme som Stalin og ophøjede sig selv til guddomme? De havde jo nedarvet magten fra ham? Var Stalin ikke god nok til Khruschev, Bulganin og de andre? Orlov besvarede sit spørgsmål: ”… it is obvious that Khrushchev and the others must have realised that by indicting Stalin they would gravely endanger themselves. They have been closest to him. They had condoned and abetted many of his crimes. Their sudden attack on Stalin was bound to rouse in the minds of the Russian people angry recollections of how Khrushchev, Bulganin, Kaganovich, Mikoyan and Malenkov had glorified Stalin and his policies before huge audiences of Communist Party activists, how they had justified Stalin’s bloody Moscow trials and how they had hailed the shooting of the Red Army Generals as a ‘just punishment of traitors.

Hvorfor løb de denne risiko at bringe sig selv i fare for beskyldninger om medskyldighed I Stalins forbrydelser?

Orlovs svar er overraskende: de ny oligarkers opdagelse af de uomgængelige beviser for at Stalin havde været agent provocateur for Zarens hemmelige politi. (op. cit., p. 467).

 

The smoking gun?

Ingen andre end den afhoppede KGB-agent Aleksander Orlov har brugt sit bevismateriale mod Stalin som agent for zarens OKHRANA til at forklare hans efterfølgeres afstandtagen til ham efter 1953.

Alle mulige andre forklaringer er blevet givet og mange fortolkere er gået galt i byen.

Rigtigt mange tolkede Khustjev’s afstandtagen fra Stalin på partiets 20. partikongres 1956 som et totalt opgør med stalinismen som sådan.

Orlov spurgte med rette, hvilken interesse hans efterfølgere, de ny oligarker i partiet kunne have i at tage afstand fra Stalins værste ”udskejelser”. De fleste af dem var jo selv medskyldige i Stalins uhyrlige forbrydelser mod det sovjetiske folk.

Kun den kendsgerning, at det før eller siden ville komme frem, at Stalin havde arbejdet for bolsjevikkernes værste fjende zarens hemmelige efterretningstjeneste og det ikke bare som dobbeltagent, men som en pålidelig meddeler og informant.

For Orlov var det mistænkeligt, at Stalin før 1917 havde været anholdt og forvist adskillige gange, men hver gang sluppet ud af hænderne på zarens politi og fængselsvæsen. For hver gang han blev arresteret og forvist vendte han hurtigt tilbage og genoptog sit hverv som agent.

Først i 1913 blev han forvist til et sted nord for Polarcirklen og vendte først tilbage til St. Petersborg i 1917. 

Orlov gav en alternativ forklaring på partibureaukraternes ”opgør” med Stalin og henviste til dokumenter, som aldrig siden er fremkommet og som af de fleste forskere anses for at være enten falske eller bortkommet.

En ting er sikkert: Orlov led ikke af illusioner om sine egne forhenværende arbejdsgivere og til det system som han havde tjent siden 1919.

Aleksander Orlov var et førstehåndvidne til centrale begivenheder i det 20. århundrede, som let kunne have kostet ham livet (som det skete for millioner af Sovjetborgere under Stalin) og som han på sin måde tog afstand fra.

Orlov valgte den amerikanske imperialisme frem for Stalins forvrængede og perverterede udgave af socialisme.    

 

Tekst 21.

Jens Becker: Heinrich Brandler. Eine politische Biographie. VSA Hamburg. 2001.

 

Heinrich Brandler - den oppositionelle stalinist.

Jens Becker, videnskabelig medarbejder ved det samfundsvidenskabelige område på Johann Wolfgang Goethe-Universitet, Frankfurt am Main, skrev 2001 en afhandling om den tyske kommunistiske Heinrich Brandler (1881-1967).

Heinrich Brandler er vist nok ikke særlig kendt på den danske venstrefløj, alene af den grund af han ikke havde mange tilhængere i Danmark - ud over professor Mogens Boserup og hans kone Ester.

Jens Becker har i sin afhandling fra 2001brugt kilder, som først er blevet tilgængelige efter Murens fald i 1989 og som har været opbevaret af det østtyske regime i DDR. Det gælder referater fra møder i det tyske kommunistpartis (KPD) ledende organer.

Becker har endvidere brugt Brandlers omfattende personlige korrespondance med venner og partikammerater.

Vi får således et levende billede af politikeren Brandler, mens hans privatliv stort set ikke omtales af den simple grund, at Brandler ikke var et ”privatmenneske”, men udelukkende helligede sig sin sag.

Brandler tilhørte den generation, som voksede op med det klassiske Socialdemokrati, som i august 1914 stemte for borgerskabets imperialistiske krigskreditter i 1. verdenskrig.

For hundredtusinder af socialdemokratiske arbejdere var denne ”borgfredspolitik” med det imperialistiske tyske borgerskab lig klasseforræderi.

Dette medførte en splittelse af Socialdemokratiet i en ”socialchauvinistisk” højrefløj og en kritisk venstrefløj, som udkrystalliserede sig i det ”centristiske” USPD og det kommunistiske Spartakusbund.

Brandler tilsluttede sig det kommunistiske Spartakusbund dannet af de to kendte skikkelser Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som begge blev myrdet af højreradikale frikorps, som opererede i ly af de ny socialdemokratiske magthavere.

Spartakusbund var tilhænger af en socialistisk Rådsrepublik, men modstander af Friedrich Eberts socialdemokratiske Weimarrepublik.

Grundlaget for Novemberrevolutionen i Tyskland 1918 var rådene af arbejdere og soldater.

Spartakusbund, venstrefløjen i USPD og ”die Revolutionäre Obleute”, faglige tillidsrepræsentanter tilhørende venstrefløjen i USPD kæmpede for en socialistisk Rådsrepublik, hvor rådene udgjorde basisenheden.

Socialdemokratiets højrefløj med Rigspræsident Ebert i spidsen ønskede en borgerlig demokratisk republik hvilende på traditionel parlamentarisme.

Dette var to uforenelige størrelser, som udkæmpede en kamp på liv og død.

Hvis Eberts borgerlige Weimarrepublik sejrede, var Spartakusbunds socialistiske Rådsrepublik død.

Spartakusbund støttede sig til bolsjevikkernes revolutionære omvæltning i Rusland i oktober 1917 og nærede store forhåbninger om en kommende socialistisk verdensrevolution.

Ligeledes satte de russiske bolsjevikker deres lid til de tyske arbejdere og de tyske kommunister i Spartakusbund, senere det tyske kommunistparti, KPD.

Bolsjevikkerne ikke blot ønskede, men forventede en snarlig revolution i Tyskland efter November-revolutionen.

Stemningen var således hos kommunisterne i både Tyskland og Sovjetrusland præget af eufori.

Opbruddet i arbejderbevægelsen i Tyskland var voldsomt. Højresocialdemokrater på ledende poster i Weimar-republikken holdt hånden over de frikorpsfolk, som dræbte lederne af det kommunistiske Spartakusbund, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

Der var således sået ”ondt blod” mellem socialdemokrater og kommunister, som ikke siden lod sig reparere.

Det kom til væbnede sammenstød mellem tropper, som støttede den socialdemokratiske Rigspræsident Ebert og væbnede grupper af ”spartakister” med drab til følge.

Spartakister forsøgte således at erobre den bygning, hvor Socialdemokratiet fik trykt sin partiavis ”Vorwärts” - dog uden held.

Skismaet mellem højresocialdemokrater og kommunister kom til at sætte sit præg på forholdet mellem de to fløje i arbejderbevægelsen.

Heinrich Brandler var idealet af en kommunist. Faglært bygningsarbejder, fagforeningsfunktionær i Bygningsarbejderforbundet i Chemnitz, Sachsen.

Lang tids faglig og politisk skoling lå bag hans engagement i Spartakusbund og snart i KPD.

Han var nok mere tilhænger af Rosa Luxemburg end af Lenin og bolsjevikkerne. Han var rundet af Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkerne for deres tendens til at erstatte partiet med masserne.

Brandlers bidrag til den revolutionære marxisme bestod i, at han klarere end de fleste (med undtagelse af Trotsky) betonede sammenhængen mellem det langsigtede mål om socialisme og arbejderklassens kortsigtede økonomiske interessekampe.

Igen og igen slog han fast, at det gjaldt om at forene proletariatets ”Tagesnöten”, kampen for ”bread and butter issues” med den politiske kamp om magten.

Som Trotsky opstillede Brandler delkrav om ”arbejderkontrol”, dvs. indflydelse på produktionens tilrettelæggelse og ”indsigt i regnskaberne”.

Som Trotsky (og Lenin) betonede Brandler vigtigheden af at give reformistiske arbejdere mulighed for at blive mere klassebevidste i kamp for deres økonomiske interesser.

Brandlers politiske modstandere på det kommunistiske partis radikale venstrefløj have ikke forståelse for denne problematik og Brandler lå i evig strid med denne.

Brandler fik ikke meget støtte til denne mere ”realistiske” indstilling til klassekampens udvikling fra den russisk dominerede Kommunistisk Internationale, Komintern, som blev dannet i 1919.

Komintern var lige fra starten domineret af russere og Kominterns politik blev gradvist mere og mere præget af de interne magtkampe i det russiske parti.

Brandler og KPD blev af Kominterns ledere gjort til en del af denne magtkamp uden at de tyske kommunister altid forstod, hvad der stod på spil.

Brandler blev i høj grad offer for de magtkampe eller divergerende politiske opfattelser, som fandtes blandt Kominterns ledere.

Brandler odds var således ikke gode, da han i 1920 overtog lederskabet af KPD. Komintern havde skilt sig af med ”opportunisten” Paul Levi, som Kominterns ”venstreradikale” ledere Sinovjev, Bukharin og Karl Radek ikke havde tillid til ville føre en tilstrækkelig revolutionær politik, som skulle pege frem mod en revolutionær omvæltning, som kunne hjælpe de trængte bolsjevikker i Sovjet-Rusland.

I stedet blev ”realpolitikeren” Brandler sat i spidsen. Måske ikke lige den rette mand til det formål. 

Mærkværdigt nok lod Brandler sig overtale til at føre en ”offensiv” politik rettet mod en magtomvæltning i Tyskland uden at der var grobund for en sådan.

Komintern (og KPD) var blevet grebet af en euforisk stemning, da KPD i august 1920 var blevet sluttet sammen med venstrefløjen i USPD, som havde brudt med moderpartiet. KPD var nu blevet til VKPD og havde nu 400.000 medlemmer. Verdens næststørste arbejderparti efter det højresocialdemokratiske SPD.

Efter Kominterns (og KPD’s) opfattelse var Weimar-republikken ikke levedygtig. Enten ville reaktionære dele af militæret tage magten (som med Kapp i april 1920) eller også måtte KPD stille sig i spidsen for en revolutionær magtomvæltning.

Hvis opstanden i marts 1921 var lykkedes havde verden med garanti set anderledes ud. Det gjorde den ikke.

Da det kom til stykket var partiet ikke parat til en væbnet opstand.

Komintern-apparatet faldt nu over Brandler og gjorde ham til syndebuk for nederlaget. Han havde ikke formået at gøre KPD klar til en væbnet opstand.

Weimar-republikken svarede igen med at anklage partiets formand Brandler for ”højforræderi” mod staten og fængsle mange af dets medlemmer.

Brandler led nu sit første alvorlige knæk i partiets og Kominterns øjne: Brandler viste sig under den borgerlige stats justits ikke som den proletariske helt som på idealistisk vis og heltemodigt forsvarede sin livsanskuelse overfor en domstol, som repræsenterede den borgerlige stats interesser.

Brandlers defensorat blev af KPD og Komintern opfattet sig et misforstået forsøg på at tale opstandsforsøget ned og fremstille sig som en tilforladelig fagforeningsmand med gode forbindelser til reformistiske fagforeningsledere, som optrådte som vidner til fordel for Brandler.

Partiet have regnet med at skulle bruge retssagen mod Brandler som et propagandastykke vendt mod den borgerlige stat. Da han nu ikke optrådte i overensstemmelse hermed, lod KPD ham i stikken.

Brandler blev idømt 5 års forvaring. I november 1921 flygtede Brandler (ved hjælp af bestikkelse af en fængselsfunktionær?) til Moskva, som kunne bruge ham som næstformand i Røde Fagforenings Internationale.

I september 1922 havde han ”udstået sin straf” for den mislykkede aktion i marts 1921 og kunne under en general amnesti for politiske fanger vende tilbage til Weimar-Tyskland som sekretær for partiets politbureau. 

På partiets kongres i januar 1923 havde Brandler et flertal bag sig for skabelse af en enhedsfront i arbejderbevægelsen.

Tiden op til næste sammenstød med statsmagten i oktober 1923 var præget af et indædt partiopgør mellem Brandler-Thalheimer fløjen i KPD og partiets venstrefløj ledet af Ruth Fischer og Arkadi Maslow.

Efter min mening er det den bedste del af Beckers biografi. Becker viser den grundlæggende uenighed mellem de to uforsonlige fløje, hvis strategier er helt forskellige og næppe kan rummes i det samme parti.

Brandler (og Thalheimer) fremførte Kominterns vedtagne enhedsfrontparole og kravet om dannelse og deltagelse i en arbejderregering. I strid med Kominterns teser fra 3. verdenskongres afviste partiets venstrefløj dette som ”socialdemokratisme” og ”opportunisme”.

Brandlers vej til socialisme gik over en enhedsfront mellem arbejderpartierne og arbejderregeringer de steder, hvor det kunne lade sig gøre (Sachsen og Thüringen).

Venstrefløjen havde strengt taget ingen strategi. Kravet om en revolutionær magtomvæltning er ikke en strategi i sig selv. Ikke et ord hvordan en sådan skulle opnås. Kun tomme ord og pseudo-revolutionære fraser. 

I modsætning til første gang i marts 1921 havde Brandler lært ikke for enhver pris blindt at følge ”brushovederne” i Komintern.

Kominterns formand Sinovjev (som selv havde en problematisk revolutionær fortid under Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917) vaklede mellem Brandler-fløjens mere ”realistiske” strategi og venstrefløjens revolutionsretorik og gav ingen klare dessiner.

Altså fulgte KPD to strategier på samme gang: Brandlers som satsede på kommunistisk deltagelse i de to arbejderregeringer i Sachsen og Thüringen for via disse at bevæbne arbejderklassen med henblik på en magterobring. 

Og venstrefløjens ”strategi”, som kort og godt gik ud på at erobre magten.

De to fløje stod fjendtligt over for hinanden og bekæmpede hinanden og kastede KPD ud i kaos.

Ingen af de to strategier viste sig at holde: Brandlers slog fejl, da hans venstresocialdemokratiske samarbejdspartnere i Sachsen (og Thüringen) modsatte sig en bevæbning af arbejderklassen og til sidst gav efter for presset fra højresocialdemokraterne i Berlin, som forlangte brud med KPD og de kommunistiske ministre i Sachsen (og Thüringen).

Rigsværnet kom venstrefløjen i forkøbet, da Rigspræsident højresocialdemokraten Ebert satte Weimar-forfatningen ud af kraft og med en nødforordning bemyndigede det til at sætte landsregeringerne i Sachsen og Thüringen fra magten.

De militante og kampivrige arbejdere i Sachsen blev militært nedkæmpet og Brandler valgte (enerådigt) at blæse til retræte.

Budskabet blev imidlertid ikke formidlet videre og et mislykket opstandsforsøg fandt sted i Hamborg under ledelse af partiets senere formand Ernst Thälmann.  

Nu begyndte KPD’s (og Kominterns) politiske og organisatoriske nedtur. Partiets formand Brandler blev endnu en gang gjort til syndebuk for at have afblæst en vanvittig og eventyristisk aktion i oktober 1923 i Tyskland. Komintern frifandt sig selv og indsatte venstrefløjens to koryfæer Ruth Fischer og - den fra Moskva hjemvendte - Arkadi Maslow som ny ledere.

Brandler tog imod ”tilbuddet” fra Moskva om at gøre sig brugbar i Komintern, hvilket ikke passede den uforsonlige venstrefløj i partiet, som opfattede det som om Brandler delvist var blevet ”taget til nåde”.

Brandler tilbragte nu årene fra 1924 til 1928 i Sovjettyskland på ”tålt ophold” og var dels beskæftiget med økonomisk planlægning, dels som viceformand i Kominterns Bonde-internationale.

Venstrefløjen i KPD gjorde alt, hvad de kunne for at isolerede Brandler fra alt partiaktivitet og for at opretholde forbindelse til sine gamle støtter i partiet. Al hans post blev overvåget og gennemlæst for kompromitterende bemærkninger af partiapparatet i KPD, som ønskede ham hvor peberet gror.

Selvom om disse bestræbelser langt hen ad vejen lykkedes bevarede Brandler dog en vis støtte i partiet, selv han ikke spillede nogen direkte rolle fra sit eksil.

Brandler følte sig dårligt tilpas i sit eksil og sin inaktivitet og anmodede i 1928 om at komme tilbage til Tyskland, hvilket Stalin ikke syntes var nogen god ide.

Stalin forberedte nemlig et brud med sin forbundsfælle Bukharin, som han satte til at forberede teser til Kominterns 6. kongres i 1928.

Stalin havde nu åbenlyst opgivet en verdensrevolution og satsede ikke længere på revolutionære omvæltninger i Europa. På Stalins bud udarbejdede den Stalin-loyale Bukharin en række teser om kapitalismens nuværende udvikling: den var inde i en 3. fase kendetegnet af umiddelbare og akutte kriser, som ville sætte revolutionen på dagsordenen, på stod han.

Teserne fra Kominterns 3. kongres 1921 om enhedsfront og arbejderregering blev nu skrottet og erstattet af en ”ultravenstre” sekterisk politik overfor fagforeninger og arbejderpartier.

Komintern foretog nu på Stalins foranledning en voldsom ”venstredrejning”, som dels skulle opfange protester fra venstre mod pragmatisme og udmanøvrere Bukharin-fløjen i det russiske parti og hans støtter i Komintern.

Stalins falske ”venstredrejning” af Komintern var et sidste farvel til Brandlers håb om nogensinde at kunne vende tilbage i ledelsen af KPD og han indledte et sidste forgæves forsøg på at samle resterne af sine tilhængere i det ”staliniserede” KPD.

 

Uden for eller inden for KPD og Komintern?

Nu skulle man synes, at Brandler var færdig med KPD og Komintern (og måske også med den kommunisme, som i mellemtiden var blevet stalinisme).

Andre havde ligesom Brandler i KPD forsøgt at bekæmpe Stalins ”ultra-venstre” drejning af Komintern, f.eks. Jay Lovestone i USA, som ligeledes havde støttet Bukharin.

Der var to oppositioner til Stalin: en højreopposition omkring den nu afsatte formand for Komintern Bukharin; og en (forenet) venstreopposition omkring Sinovjev, Kamenev og Trotsky.

Det korte af det lange er, at ingen (desværre) af disse to oppositionsgrupper på længere sigt formåede at gøre Stalin rangen stridig. Stalin havde et helt statsapparat i ryggen og brugte det flittigt i sin hetz og forfølgelse af al opposition i og uden for Sovjetrusland.

Stalins ”ultra-venstre” kurs for Komintern skulle blive katastrofal for den europæiske arbejderbevægelse og arbejderklasse.

Både Brandlers højreopposition i KPDO (IVKO) og Venstreoppositionen forsøgte at fremføre parolen om enhedsfrontpolitik i arbejderbevægelsen, men blev mødt med spot og forhånelse fra stalinistisk side i Tyskland som i andre lande.

De fleste af os kender resultatet af denne komplet uansvarlige og eventyristiske politik. Som følge af stalinisternes sekteriske politik lykkedes det ikke den organiserede arbejderbevægelse at afværge de tyske nazisters knusning af Europas største og stærkeste arbejderbevægelse i årene fra 1933-1945.

Hvis Brandlers (og Venstreoppositionens) enhedsfrontpolitik havde fået lov til at sejre i den kommunistiske verdensbevægelse, ville Hitler-fascismen ikke have haft helt så gode betingelser for at udradere den tyske arbejderklasse og for at udløse 2. verdenskrig.

Det lykkedes desværre heller ikke Brandler at opbygge en slagfærdig organisation i Tyskland inden 1933. Brandler måtte som titusinder af andre kommunister og socialister flygte fra Nazi-Tyskland og endte på den caribiske ø Cuba og vendte først i 1949 tilbage til Vesttyskland. 

 

DDR-staten angreb Brandlers tilhængere

Frænde er frænde værst kunne man passene sige om forholdet mellem de gamle stalinister i KPD og Brandler-tilhængerne.

DDR-statens ledere Wilhelm Pieck og Walter Ulbricht, som begge havde spillet en fremtrædende rolle i KPD havde nu statsmagten i ryggen til at bekæmpe Brandler og hans eventuelle tilhængere i SED.   

Det socialistiske enhedsparti (SED) gennemførte frem til 15. marts 1952 en ”Überprüfungs”-kampagne, hvor 1.358.134 medlemmer og kandidatmedlemmer blev underkastet en ”prøve” og 38.435 blev ekskluderet, heraf 1800 forhenværende ”oppositionelle”. Af disse blev en tiendedel ekskluderet (Becker, s. 364).

Stalinisterne i enhedspartiet SED gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at komme brandlerianerne i Øst og Vest til livs. De forstyrrede deres møder og hindrede Brandler i at tale offentligt. Men det værste var den udhængning, som SED- partibladet  her fra 19. juli 1950 udsatte Brandler for: ”Soweit heute noch diese KPO-Traditionen in der Partei [SED] vorhanden sind, bilden sie ohne Zweifel ein Einfallstor für Agenten des amerikanischen Imperialismus, in dessen Dienst heute Brandler steht. Die ideologische Überwindung dieser Tradition und  … die organisatorische Beseitigung ihrer Träger sind daher eine wichtige Aufgabe der Partei” (Neues Deutschland, 19. juli 1950; Becker, s. 364-365).

 

Var Brandler stalinist?

I breve til polske Isaac Deutscher fremlagde Brandler sin syn på de østeuropæiske ”folkedemokratier”: ”Die Sowjetunion ist in den Satellitenländern nicht, um dort den Sozialismus einzuführen, sondern nur, um das eroberte Gebiet nicht in den Westmächten zufallen zu lassen. Die sogenannten ’sozialistischen Errungenschaften' sind solange nichts anderes als Angliederung an die politische und wirtschaftliche Grundlage der Sowjetunion, als die Massen dieser Gebiete sich nicht ihrer [bemægtiger disse områder]”. (Brev til Deutscher, 3. 3. 1958; Becker, s. 369).

Der var ifølge Brandler (og Thalheimer) intet alternativ til socialismen i Sovjetunionen: ”Trotz aller Barbarei der Stalinschen Periode; sie war das Durchgangsstadium zur Überwindung der Züruckständigkeit.” (Brev til Deutscher, 31. 8. 1957; Becker, s. 369).

Brandler førte allerede i 1930’erne en livlig korrespondance med cand. polit. Mogens Boserup (som senere blev professor i økonomi på Københavns Universitet) og hans kone Ester.

Boserup’erne var mig bekendt hans eneste offentligt kendte tilhængere i Danmark (Jf. Sten Bille Larsen: Mod strømmen. Det kommunistiske ”højre” -og ”venstre”-opposition i 30’erne Danmark. Selskabet til forskning i Arbejderbevægelsens Historie. 1986, pp. 35-144).

Brandler synes at retfærdiggøre Stalins politik i 1930’erne: ”Die grosse Mehrheit der Werktätigen, die Bauern machten [i Rusland] die Revolution, um ihren Traum von idyllischer Bauernwirtschaft auf eigenem Land zu verwirklichen. Sie werden erst Gegner des sozialistichen Aufbaus in dem masse, wie sie die neue Wirklichkeit enttäuscht. Sie wehren sich mit der grausame Stupidität, die ihrer Tradition entspricht. Dieser barbarische Wiederstandmuss mit barbarischen Mitteln … unschädlich gemacht werden. Aber aus den Bauern und den in Industriearbeiter verwandelte Bauern muss der Teil der Mehrheit gewonnen werden, den die sozialistische Akkumulation - und Kriegsrüstung - erfördert … Jetz zwingt die amerikanische Kriegsvorbereitung zur Schaffung von Verteidigungsanlagen in diesem Gebiet - woher die Menschen und teknische Mittel nehmen? Wieder werden barbarische Mittel, Zwangsarbeit und tausend andere Aushilfe angewandt. Die Produktionsverhältnisse sind die Basis der ’Stalin-Ideologie’. Aus ihnen [die Produktionsverhältnisse] allein kann sie begriffen und demgemäss bekämpft werden. (Brandler til Boserup, 21. 7. 1947; Becker, s. 369).

Brandler troede til forskel fra Mogens Boserup ikke på, at der efter Stalins død ville ske de store forandringer i Sovjetunionen. Bureaukratiet var for stærkt og samfundets grundstrukturer for fastgroede (Becker, s. 370).

Han støttede i modsætning til Boserup ikke opstanden i Ungarn 1956. Han betragtede Ungarn som det svageste led i kæden af Folkedemokratier. Hvis man støttede den ungarske ”reformkommunist” Imre Nagy’s program om frie valg, neutralitet, russisk tilbagetrækning og udtræden af Warzawa-pagten ville det være at hjælpe den amerikanske imperialisme og dermed et forræderi mod socialismen.

Det drejer sig ikke om en national befrielseskamp, men om tilhørsforhold til den socialistiske blok”. Brandler til Boserup, 29. 11. 1956; Becker, note163, kap. 10, s. 482).    

Det tjener til Brandlers ære, at han gennem det meste af sit politiske liv forsøgte at holde fast ved sin proletariske baggrund.

Han opgav tilsyneladende aldrig helt sit nære tilhørsforhold til Rosa Luxemburg og hendes tanker om at partiet aldrig bør erstatte masserne.

Partiet kan og skal ikke ”substituere” masserne, men lede dem. Brandler gik op mod sin tids udprægede ”venstreradikalisme” i KPD og i Komintern, men tabte kampen i 1921 og i 1923.

Men Brandler undlod ikke at mene, at det tyske partis interesser gik forud for det russiske og kom således i modstrid med Komintern efterhånden som Komintern ”staliniseredes”.

Hans nok største fortjeneste var at tage udgangspunkt i arbejderklasens ”Tagesnöten” og derudfra fremsætte overgangs -eller delkrav, som skulle føre kampen videre og bringe den op på et højere niveau.

Her findes visse lighedspunkter med Trotsky og hans overgangskrav, som peger videre mod socialisme.   

Brandler var på mange måder en proletar af den gamle skole. Dyder som retskaffenhed, pålidelighed, trofasthed og loyalitet var derimod ikke i høj kurs hos mange af funktionærerne i Komintern og han ragede højt op over disse i moralsk henseende.

 

Brandlers blinde øje.

Mens Brandler hurtigt kom i modsætning til Stalins politik i Komintern var Brandler i lang tid blind for Stalins mangelfulde og skæbnesvangre indenrigspolitik.

Brandler tog således ikke afstand fra Stalins tvangskollektiviseringer af landbruget og først da han under den spanske borgerkrig 1936-1939 så, hvorledes Stalin (endnu en gang) forrådte verdensrevolutionen og gav sin støtte til såkaldt ”progressive” borgerlige i den spanske folkefrontsregering og modarbejdede venstrefløjssocialdemokrater, anarkister og syndikalister i regeringen gik det op for Brandler, at Stalin førte en kontrarevolutionær folkefrontspolitik politik (Becker, s. 329-330).

Selvom stalinismen ramte Brandler hårdt, tog han aldrig afstand fra Sovjetunionen som et socialistisk samfund og retfærdiggjorde nødvendigheden af at udvikle det til et højtudviklet industrisamfund. Brandler mente, at kun det sovjetiske landbrug var i stand at generere et økonomisk overskud til resten af samfundet, som så ville komme industriarbejderen til gode. Derfor var det nødvendigt med en ”socialistisk akkumulation”.

Efter 2. verdenskrig holdt Brandler fast på ide’en om to blokke: den kapitalistiske  og Sovjetunionen, som han til enhver tid ville forsvare mod den vestlige imperialisme.

Hans analyse at østblok-landene, Folkedemokratierne lå forbløffende tæt på den analyse, som den amerikanske trotskist Tim Wohlfort (og andre) lavede i 1970’erne og kaldte ”strukturel assimilation”.  

Jens Becker har på nydelig vis biograferet en betydningsfuld personlighed i den kommunistiske bevægelse. 

 

Tekst 22.

Hermann Weber: Leben nach dem ”Princip Links”. Erinnerungen aus fünf Jahrzehnten. Ch. Links Verlag. 2006.

Fra stalinisme til socialdemokratisme.

Blandt historikere som beskæftiger sig med forskning i ”kommunisme” er navnet Hermann Weber ikke ukendt.

Hermann Weber har gennem årene etableret sig som nestor indenfor denne forskning. Han har udgivet et utal af bøger, som læses verden over af interesserede historikere.

I 2006 var tiden så inde til at historikeren Hermann Weber udgav historien om sit eget liv i form af en selvbiografi.

Hermann Weber er født i 1928 og har således et langt liv at fortælle om. I en tidligere selvbiografisk bog ”Damals da ich Wunderlich hiess” har Weber berettet om sine år på SED’s ”partihøjskole” fra 1947-1949.

”Wunderlich” var det ”nom de guerre”(pseudoym) som Weber fik tildelt af SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) på partihøjskolen.

Weber stammer fra en arbejderfamilie, hvor faren var medlem af det tyske kommunistparti (KPD). Som kommunist blev hans far som mange andre på venstrefløjen - inkl. socialdemokrater og fagforeningsfolk - ofre for Naziregimets systematiske forfølgelse og fængsling af ”marxistiske” fjender. 

Med dette in mente var det måske ikke så mærkeligt, at unge Hermann i 1945 meldte sig ind i det genopståede KPD.

Hurtigt blev han af partiet - som var styret fra Øst af SED - udvalgt til at komme på partiskole med henblik på at en af partiets kadrer.

Efter krigen blev Tyskland opdelt mellem de 4 allierede sejrherremagter: USA, England, Frankrig og Sovjetunionen opdelt i 4 besættelseszoner. I den sovjetiske besættelseszone opslugte stalinisterne hurtigt de østtyske socialdemokrater og dannede SED.

I de vestlige besættelseszoner forsøgte SED fra Øst at danne stalinistiske frontorganisationer. Det gjaldt ungdomsorganisationen Freie Deutsche Jugend, hvor Hermann efter sine kurser på partiskolen ”Karl Marx” blev et ledende medlem og redaktør af dets avis. 

Hermann Weber ragede uklar med sine opdragsgivere i Øst, da han ikke på tilstrækkelig overbevisende måde havde givet plads for en hyldest til Stalin i FDJ’s avis.

Herefter var han allerede i 1950 et mindre godt kort for SED og blev betragtet som en potentiel fjende.

En række begivenheder i de Central -og Østeuropæiske ”Folkedemokratier”, specielt Jugoslavien (bruddet mellem Tito og Stalin in 1947), Tjekkoslovakiet (de antisemitiske processer mod Rudolf Slansky) og senere opstanden i Øst-Berlin og andre byer i den sovjetiske besættelseszone i juni1953 satte prikken over i’et på Hermann Webers utilfredshed med det fra Østberlin styrede FDJ.

Weber redegør i sin selvbiografi for, hvorfor han i 1953 tøvede med at melde sig ud af KPD.

Forbundsrepublikken (BRD) under kansler Adenauer (CDU) betragtede FDJ og SED’s andre frontorganisationer som en potentiel trussel mod Forbundsstaten og mistænkte dem for at lave undergravende virksomhed. I 1953 blev således FDJ og kort tid efter også den af SED styrede kvindeorganisation Demokratischer Frauenbund Deutschlands (DDF) forbudt.

Dette udskød ifølge Webers egen forklaring hans eget og sin kommende kones (Gerda) brud med KPD/SED.

Hermann og Gerda blev som medlemmer af henholdsvis FDJ og DDF varetægtsfængslet for medlemskab af ”forfatningsstridige” organisationer.

Ifølge Weber selv havde han og Gerda inden deres fængsling i 1953 taget en beslutning om at bryde med KPD/SED. Det var kun et spørgsmål om hvordan.

Weber selv beretter om forløbet af sin eksklusion, at han forsøgte at fremføre en forsigtigt formuleret kritik af KPD/SED og at han i sin lokale partiafdeling i Mannheim forsøgte at vinde gehør for sin kritik. 

De, som havde regnet med en ”afstalinisering” efter Stalins død i 1953 blev slemt skuffet.

Partiet var nøjagtigt lidt så lidt indstillet på et opgør med Stalin-tiden som at tage hul på demokratiske debatformer og kritisk diskussion.

Inden sin eksklusion i maj 1954 rådførte Hermann Weber sig med den tyske trotskist Willy Boepple, som rådede ham til at ”fremprovokere” sin eksklusion, da en ”kritisk” resolution i den lokale partiafdeling åbenbart ikke var nok til at få Weber ekskluderet.

Weber rundsendte herefter en række ”kompromitterende” resolutioner fra Boepples IV. Internationale, som skulle ”provokere” partiledelsen til at ekskludere ham.

Dette lykkedes til fulde, uden at Weber fik nogle tilhængere med ud. En kort tid efter sin eksklusion flirtede Weber med et ”tredje standpunkt” mellem stalinisme og borgerligt demokrati (socialdemokratisme), men følte sig frastødt af de tyske trotskisters fejlagtige opfattelse af kapitalismens nært forestående undergang og afvisning af borgerligt demokrati.

Weber opsøgte i stedet medlemmer af det tyske Socialdemokrati (SPD), som blev hans foretrukne tilholdssted for resten af sit liv.

På et tidligt tidspunkt i mit liv som studerende på RUC i begyndelsen af 1970’erne stiftede jeg bekendtskab med Herman Webers bog ”Wandlung des deutschen Kommunismus. Die Stalinisering der KPD in der Weimarer Republik. Gekürzte Studienausgabe”, som udkom i 1971.

Bogen imponerede mig med sin grundighed i sin fremstilling af degenerationsprocessen i det tyske kommunistparti (KPD). Mange forskellige politiske retninger forenedes i korte perioder i dette parti og Weber redegjorde for holdninger og synspunkter for alle disse retninger.

Weber introducerede begrebet ”stalinisering”, som blev et nøglebegreb i beskrivelsen af de kommunistiske partiers degenerationsproces og redegjorde i praksis for hvorledes denne proces fandt sted for KPD’s vedkommende.

Begrebet er senere indgået i stort set al historieforskning om Kommunistisk Internationale og de kommunistiske, ”staliniserede” partier. 

Webers selvbiografi er et skoleeksempel på hvordan livet ”leves forlæns og forstås baglæns” (Søren Kierkegaard).  Weber oplevede på egen krop stalinismen på et tidspunkt hvor dens degeneration for længst havde toppet og nu var udartet til den rene parodi på socialisme og marxisme. Det fik ham til at sætte sig ned for at undersøge den historiske baggrund for dette.

Webers mange bøger burde læses af alle de som endnu ikke har forstået stalinismens rødder og som i endnu mindre grad har formået at gøre op med stalinismen.

Webers opgør med stalinismen førte ham til demokratisk socialisme og ikke tilbage til revolutionær marxisme.

Som mange andre formåede heller ikke Weber at manøvrere mellem de to farlige skær: stalinisme og reformisme.