Tekst 17.

Sergei Lochtofen:

Schwarzes Eis. Der Lebenroman meines Vaters. Eine Lebensgeschichte aus einem untergegangenen Land. Rowohlt. 2015.

 

Stalinismens tiltrækningskraft.

Jeg har tit undret mig over den tilsyneladende tiltrækningskraft, som stalinisme har haft gennem tiderne. Første gang i 1930’erne, hvor hundredtusinder tilsluttede sig den - enten som medlemmer af stalinistiske partier eller som ”fellow travellers” i stalinistiske dækorganisationer.

Anden gang under 2. verdenskrig hvor stalinister efter at Hitlers Nazi-Tyskland havde brudt ikke-angrebspagten med Stalins Sovjet-Rusland fra 1939 - og gav rum for, at stalinisterne kunne indgå i modstandskampen mod nazisme og fascisme.

Tredje gang efter 2. verdenskrig under det såkaldte ”studenteroprør” i 1968, hvor det lykkedes en ellers dybt kompromitteret og diskrediteret ideologi og bevægelse som stalinismen igen at få tag i hundredtusinder af især unge mennesker, som for de færrestes vedkommende kendte til bevægelsens dystre fortid.

Nu har jeg endelig fundet et ordentligt svar, tror jeg.

I Sergei Lochtofens bog om sin far Lorenz Lochtofens liv med titlen ”Schwarzes Eis” (sort is), udgivet på forlaget Rowohlt 2015.

Sergeis Lochtofens bog er en rekonstruktion af sin fars liv og levned, skrevet af en søn som i de første år af sit liv delte skæbne med ham i sibiriske fangelejre som søn af en politisk dømt fange.

Lorenz Lochtofens liv er en beretning om et menneske med en ukuelig livsvilje og urokkelig tro på stalinismens velsignelser uanset de faktiske forhold og hans egen umulige situation.

Faderen Lorenz arresteredes i det år, hvor Stalins altomfattende og tilintetgørende terror ramte Sovjet-staten og som nær havde ført til des undergang. 1937.

Få andre gange i historien har et terrorregimente ramt et land og en befolkning som under Stalins masseterror i 1930’erne med så skæbnesvangre konsekvenser for millioner af borgere. 

Lorenz Lochtofen var et af de millioner af ofre for Stalins vilkårlige terror mod sit parti og sit land. Ingen gik fri og udrensningerne og nedslagtningen af ”folkefjender” var utallige.

Til trods for Stalins massive udrensninger i Komintern og i de dertil knyttede partier bevarede stalinismen sin tiltrækningskraft på mange. Selv ikke Stalins masseterror og udrensningskampagner kunne rokke ved de manges tillid til Stalin og Sovjet-Rusland.

Efter at have tilbragt 10 år i en tvangsarbejdslejr uden anden forbrydelse end som tysker at have opholdt sig i Sovjet-Rusland under Stalins masseterror, skrev Lorenz Lochtofen i 1947 et brev til kammerat Wilhelm Pieck, veteran i det tyske kommunistiske parti (KPD), som under krigen opholdt sig i Moskva, hvori han kort - helt uden bebrejdelser af nogen art - fortæller om sin skæbne efter at være ankommet til Sovjet-Rusland i 1931:

Lieber Genosse Pieck

entschuldige vielmals, dass ich mich nach altem Brauche so unvermittelt an Dich wende. Du wirst dich kaum an mich erinnern können: Lorenz Lochthofen, Student der Westuniversität in Moskau von 1931 bis 1935. Mai 1935 nach Beendigung der Universität - wurde ich durch das ZK der KPdSU (B) nach Engels kommandiert, wo ich bis 1937 in der Redaktion ‘Nachrichten’ arbeitete. 1937 ging es hinter den Polarkreis. Seit Beendigung des Krieges arbeite ich als Hauptmechaniker in einem Betrieb der Stadt Workuta.”

Det var lette del af brevet, skriver sønnen Sergei. Nu kom den sværeste del, nu skulle han tænke sig om. (Lochtofen, p. 234).

”Genosse Pieck - um kurz zu sein: Ich verfolge mit lebhaftem Interesse eurem Kampf um die Organisation eines neues demokratischen Deutschland. Ich möchte und will mit dabei sein und in euren Reihen kämpfen. Ich weiss nicht, auf wen ich mich berufen, an wen ich mich wenden kann. Aber ich hoffe, dass es dort noch Genossen gibt, die mich kennen, besonders aus dem Ruhrgebiet. Wenn du mich einem Hinweis geben kannst, an wen ich mich wenden muss, um die Möglichkeit zu erhalten, in euren Reihen zu kämpfen, so ware ich Dir unendlich dankbar.

Mit herzlichen Grüssen

Lorenz Lochtofen.”   

Efter - helt uden skyld - at have tilbragt i 10 år i en tvangsarbejdslejr, hvor han hver dag har måttet kæmpe for at overleve og fuldstændigt uvist om sin fremtidige skæbne henvendte Lorenz Lochtofen - uden at kny - sig til partiets formand Wilhelm Pieck, som skulle forestå etableringen af Stalins ny stat i Tyskland, DDR.

Han havde intet at takke sit parti KPD eller kammerat Stalin for. Alligevel bad han ydmygt Pieck om at sætte ham i forbindelse med relevante personer, så han kan genoptage kampen og slutte sig til partiets rækker.

Først efter Stalins død i 1953 og efter Khrustjovs (ansigtsreddende) ”afsløringer” af Stalins ”udskejelser” i 1930’erne - i 1956 slap Lorenz Lochtofen ud af lejrsystemet GULAG og kunne for første gang i 20 år betragte sig som et ”frit” menneske og rejse hvorhen han ville.

I sit brev til ”kammerat” Wilhelm Pieck havde Lorenz Lochtofen givet utvetydigt udtryk for, at han for alt i verden ønskede at fuldende sin mission om at være med til at opbygge ”socialismen” i Tyskland. Helst i en samlet stat.

Efter Tysklands deling i to separate stater efter 2. verdenskrig kunne dette ikke lade sig gøre. Lorenz måtte vælge og han valgte - selvfølgelig fristes man til at sige - Piecks ’folkedemokratiske’ Østtyskland.

Lorenz Lochtofen stammede fra Ruhr-området i Tyskland og skulle efter de sovjetiske myndigheders opfattelse tage tilbage, hvor han kom fra. Men Lorenz valgte ikke at tage tilbage til sin hjemegn.

Hans 20 år lange ophold i tvangsarbejdslejre havde ikke rystet ved hans grundlæggende tillid til stalinismen som ideologi og samfundstype.

I DDR fik den efterhånden aldrende Lochtofen en stor erhvervskarriere til trods for sin fortid som politisk fange i sovjetiske straffelejre, hvilket var yderst sjælden.

Men på grund af sin stærke psyke og sit ukuelige gå-på-mod var han i stand til at sætte sig op mod de stedlige partibureaukrater som ofte modarbejdede ham.

Toppen på kransekagen blev det, da han fik sæde i partiets Centralkomite. Målet var nået og succesen hjemme - mod alle odds.

Sønnen Sergei blev godt grundigt afskrækket fra stalinismen og fra rædselsregimet DDR, hvor han voksede op og nu lever i Forbundsrepublikken. 

 

Tekst 18.

Silvi Teesalu: Deporteret til Sibirien. Rosinante. 2014

 

Tvangsdeporteret til Sibirien.

Der er sjældent at verdenspolitiske begivenheder i den grad griber ind i en families liv som i denne bog om estiske Senta Kuhi og Heldur og deres børn.

Indtil 14. juni 1941 levede Senta et forholdsvist ubekymret og lykkeligt liv på den lille estiske ø Sarimar.

På denne dag omkalfatres hendes liv brat og delvist uventet, da hun og hendes mand, Heldur arresteres af Stalins hemmelige efterretningstjeneste NKVD.

De bliver herved nogle af de mange ofre for Stalins masseterror mod ’folkefjender’ af alle mulige slags.

Familien kunne have levet en stille og fredelig tilværelse, hvis ikke det var fordi de verdenspolitiske begivenheder som en malstrøm havde revet dem med.

 

Stalins ’folkefjender’.

Manden, Heldur bliver af NKVD anset for at være en ’fjende af staten’.

NKVD har ikke noget på Heldur, men i kraft af sit medlemskab af det lokale Hjemmeværn anses han for at være en ’potentiel sikkerhedsrisiko’ overfor Sovjetmagten og må derfor uskadeliggøres.

Han underkastes et forhør, hvor han i første omgang idømmes 10 års straffearbejde i en tvangsarbejdslejr.

I NKVD’s øjne var alle i én familie skyldige, hvis bare en enkelt var det. Derfor må hele familien bøde.

Dette princip kunne man kalde ’guilt by association’, som gjaldt enhver som på den ene eller anden måde havde været i berøring med en person, som af NKVD blev anset for at være en ’fjende af staten’.

Dette princip er selvfølgelig helt uholdbart i et retssamfund, hvad Stalins Sovjetunionen da heller ikke var.

Familiens skæbne var nu lagt i hænderne på NKVD’s - i vore øjne forekommer det - vilkårlige afgørelser og forgodtbefindende.

Familien må finde sig i at blive revet ud af deres daglige liv og få sat en stopper for det normale samliv, som de havde sat sig at leve, da de kort før 2. verdenskrigs udbrud i 1939 giftede sig med hinanden. 

Senta forelskede sig som ganske ung i den gifte og fraskilte Heldur, som allerede havde 3 børn fra sit forrige ægteskab.

Senta var endnu ikke rigtigt kommet i gang med en karriere på arbejdsmarkedet, mens Heldur var bankbestyrer i en lokal bank, hvor han tilbød hende ansættelse.

Deres liv formede sig herefter helt anderledes end de havde forestillet sig.

 

Storpolitiske begivenheder.

I 1939 indgik Sovjetunionen og Nazi-Tyskland en ikke-angrebspagt, som indeholdt et hemmeligt protokollat, som ikke kom til offentlighedens før langt senere.

Dette protokollat bestemte bl.a., at de baltiske lande ville falde ind under Sovjetunionen.

Hvilket det gjorde indtil Hitler-Tyskland 22. juni 1941 besluttede at ville skabe sig yderligere ’Lebensraum’ mod Øst ved at invadere Sovjetunionen.

 

1. deportation til Sibirien 1941.

1. oktober 1946 var Sentas mand, Heldur igen på fri fod efter at have udtjent sin idømte straf. Da han er vendt hjem til Sarimar, hvor familien har stiftet hjem, forbyder NKVD ham at blive på sin fødeø, da den af Sovjetmagten regnes for at være en ’grænse-zone’.

Efter at Sentas familie har rettet henvendelse til både de lokale estiske og de sovjetiske myndigheder får Senta 16. december 1946 lov til at vende hjem af den lokale NKVD-afdeling i den egn af Sibirien, hvor hun og børnene opholdt sig.

Det hører med til historiens ’ironi’, at to breve med modsat indhold krydser hinanden. Kort tid efter - 21. december 1946 - forbyder en løjtnant i KGB hende at vende tilbage til sine børn og mand.

Skønt NKVD forbyder Heldur som forhenværende deporteret at opholde sig på øen Sarimar sammen med den øvrige familie, lykkedes det alligevel familien at holde sammen.

I 1947 og 1948 suppleredes familien yderligere af to piger, hvoraf den ene, Silvi står som forfatter til bogen, som fortæller hendes mors historie.

 

2. deportation til Sibirien 1948.  

Nu skulle man tro at familien kunne ånde lettet op og ane fred og ingen fare. Dette var dog ingenlunde tilfældet for forhenværende deporterede og deres familier.

Var man én gang deporteret var man brændemærket for resten af livet i NKVD’s øjne.

Havde man en gang udstået sin straf, var dette ikke nok. Fortiden kunne ramme én som en boomerang i nakken.  

Heldur blev på ny arresteret 2. marts 1948. De samme frit opfundne anklager blev nu brugt en gang mere. Anklager som var helt uden hold i virkeligheden. 

Hans kone, Senta blev endnu en gang ladt i stikken - alene med 4 uforsørgede børn - af NKVD’s vilkårlige arrestationer og fængslinger og måtte selv rende myndighederne på dørene for at finde ud af hvor hendes mand befandt sig.

Han befandt sig i et fængsel i Tallinn, som var berygtet for at bruge tortur mod sine indsatte. 

I september 1948 beordrer NKVD ham sendt til Sibirien, hvilket automatisk betød, at hans ’medskyldige’ familie også skulle deporteres. Senta ansøgte om, at hun og de 4 børn måtte komme samme sted hen som deres far. Børnene tages ud af børnehave, skole og lærepladser for at følge deres forældre i landflygtighed.

 

Forvisning for egne penge.

Stalins og Berias tvangsarbejdslejre var netop arbejdslejre hvor de deporterede selv skulle finansiere deres eget ophold og holde sig selv med kost. Selv finde et arbejde, som gav en indkomst, som de kunne leve af. Selv rejsen var for egen regning.

Endnu en gang blev familien med to små piger tvunget ud på en strabadserende rejse igennem den sibiriske taiga ad uvejsomme veje i kulde og frost uden overnatningsmuligheder.

I december 1951 fik familien tilladelse til at bo i den samme lejr. I foråret 1953 fødte Senta deres 6. barn.

I 1953 døde despoten Stalin uden at det betød nogen synderlig forandring for de deporterede. Først i efteråret 1954 gives der amnesti til deporterede, som derefter må sælge deres hårdt tilkæmpede goder til andre tilbageblevne forviste, tatarer og volga-tyskere.

På dette tidspunkt har Senta og Heldur tilbragt 9 år i tvangsarbejdslejr for forbrydelser, som de ikke havde begået og som de som familie var blevet kollektivt dømt for. Den sovjetiske besættelsesmagt havde uretmæssigt forhindret dem i at leve et ganske almindeligt og fredeligt liv og påtvunget dem umenneskelige lidelser, som de burde havde været foruden.

Som prikken over i’et aftjente Senta’s to sønner 3 års værnepligt som ’tak’ for den behandling, som Sovjetmagten havde givet dem og deres familie fra 1941-1954.

 

”Den baltiske kæde”.

På baggrund heraf er det ikke mærkeligt, at millioner at estere, letlændere og litauere på 50 års dagen for indgåelse af ikke-angrebspagten mellem Nazi-Tyskland og Stalins Sovjetunionen 22. august 1989 dannede en 600 km lang menneske-kæde strækkende sig fra Tallinn i nord til Vilnius i syd i protest mod den sovjetiske besættelsesmagt.

En protest mod årtiers ydmygelse og grove undertrykkelse, som gav sig udtryk i en stærk national selvfølelse.

13. januar 1991 kom det da også til voldsomme og blodige sammenstød mellem den sovjetiske besættelsesmagt og litauere, som demonstrerede mod de sovjetiske troppers tilstedeværelse i landet og som forhindrede sovjetiske kampvognes i at besætte TV-bygningen og Parlamentet.

Kort tid efter imploderede Sovjetunionen og de tre baltiske lande fik mulighed for at udøve deres nationale suverænitet.        

Silvi Teesalus biografi om sin mors liv er medrivende og fortæller om en dybt menneskelig tragedie, som heldigvis endte lykkeligt - i modsætning til de mange som aldrig vendte hjem til Estland.

Historien er fortalt i et ligefrem og let forståeligt sprog, som appellerer til dybtliggende følelser som sorg, glæde og store menneskelige opofrelser.