Stalinismens "nyttige idioter".

Tekst 13.

Yvonne Hirdman: Den røde grevinde. Lindhardt og Ringhof. 2014.

Yvonne Hirdman har i sin biografi om sin mor, Charlotte Schieldt forsøgt at rekonstruere sin mors spændende og begivenhedsrige liv fra 1906 til 1960.

Yvonnes mor har ikke ført et helt almindeligt liv, som derfor gør det spændende at læse rekonstruktionen af dette.

Erindringerne ligner ikke traditionel erindringslitteratur, men er præget af datterens forsøg på at gribe stemninger og følelser hos de involverede.

Bogen forsøger hele vejen at balancere mellem privatliv og de politiske aktiviteter, som Charlotte som ung involverer sig i.    

Charlottes politiske bevidsthed bliver ikke vakt førend sidst i 1920’erne først i 1930’erne.

På baggrund af den økonomiske og politiske krise i Tyskland op gennem 1920’erne og med sit giftermål med en baltisk grevesøn Alexander Steinbock kommer hun i kontakt med et kulturradikalt kunstnermiljø i Berlin.

Dennes politiske standpunkt har i 1920’erne bevæget sig fra det yderste højre til at nære sympati for arbejderklassen og dens elendige levevilkår, som han beskriver i artikler og bøger.

Charlotte begynder at arbejde for den tværpolitiske hjælpeorganisation Rote Hilfe og kommer tættere og tættere på organisationen bag, det tyske kommunistparti, KPD.

I 1932 melder hun sig ind i partiet på et tidspunkt, hvor partiet fører en ultra-venstre sekterisk politik overfor den øvrige arbejderbevægelse. Partiet er en sektion af Kommunistisk Internationale, Komintern og dets ledelse følger slavisk den udstukne linje.

Ikke alle synes lige godt om den sekteriske linje og danner en særlig fraktion i partiet, som kaldes ”die Versöhnler”, forsonere.

Charlottes 2. mand, Heinrich Kurella (1905-1937) tilhører denne fløj, som bekæmpes hårdt og nådesløst af Komintern og KPD’s ledelse.

Jeg finder den mest interessante del af biografien den del, som beskriver det interne partiopgør i KPD og i Komintern.

Både Charlotte og Heinrich er eksempler på unge, idealistiske og socialt indignerede mennesker, som ønsker at rette op på verdens uretfærdigheder.

Charlotte er ikke specielt politisk skolet; mens Heinrich i en ung alder er ansvarlig udgiver af et af Kominterns flere tidsskrifter, Internationale Pressekorrespondenz .

Hurtigt hvirvles begge ind i den politiske kamp, som foregår mellem de forskellige fløje i den nu stalinistiske bevægelse.

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 med hjælp fra den folkevalgte Rigspræsident Hindenburg, illegaliseres KPD og medlemmerne må gå under jorden i Tyskland eller flygte ud af landet.

Heinrich og Charlotte flygter til først til Zürich, dernæst til Prag, så til Paris for så at ende i Moskva på et tidspunkt, hvor det trækker op til Stalins slutopgør med de sidste rester af politisk opposition i SUKP og i Komintern.

 

Stalins skueprocesser. 

Mordet på partisekretæren i Leningrad, Kirov udløser indtil flere skueprocesser i Moskva 1936-1938 mod oppositionelle i SUKP og i Komintern.

Stalin skåner ingen, heller ikke højtstående partimedlemmer og Komintern-medarbejdere i alle lag.

Først og fremmest er hans udrensninger rettet mod de to ledende bolsjevikker som endnu ikke er udrenset, Sinovjev og Kamenev, men terrorbølgen rammer flere millioner.

 

Kurella - et af de mange ofre for Stalins masseterror.    

Også Kurella rammes af skueprocesserne i Moskva. Han tilhører den forkerte fløj, die Versöhnler, som Stalin ikke bryder sig om, fordi de i KPD har været skeptiske overfor Kominterns ultra-venstrekurs og har forsøgt at forlige højre og venstre i KPD.

Nu må han under pres indrømme og gå til bekendelse, at han havde et ’forkert’ standpunkt. Stalin har for længst afskaffet basisdemokratiet og den fri diskussion i Komintern og dens sektioner.

Ikke nok så mange indrømmelser til sine tyske partikammerater er nok til at tilfredsstille de glubske stalinister i KPD.

Kurella underkastes forhørslignende udspørgning og må til sidst krybe til korset og mod sin vilje indrømme, at han har taget fejl. Stalins ultra-venstre sekteriske politik var rigtig.

Forhørsmetoderne er næsten ubeskriveligt umenneskelige og anklagerne fuldstændigt absurde, når de anklagede afkræves tilståelser, som begge parter må have vidst ikke var ærligt mente. Men Stalins partidiktatur byggede på den daglige frygt og brug af alskens skræmmemidler.

Kurella ender med at angive sin gamle fløjkammerat Süsskind (Versöhnler) og sin politiske modstander Heinz Neumann, hvis livsledsager Margarete Buber-Neumann var Charlottes veninde.

Den mest interessante politiske diskussion, som Yvonne Hirdman refererer, er en diskussion mellem Kurella og Neumann midt under udrensningerne, som de selv er spundet ind i. Den drejer som om hvilken karakter Sovjet-regimet under Stalin har fået.

Kurella er tilbøjelig til at mene, at Stalin har foretaget en kontrarevolution i Sovjetunionen. Neumann er ikke enig og påpeger, at produktionsmidlerne stadig er på arbejderklassens hænder, ergo kan der ikke være tale om en (borger) kontrarevolution. De enes så om, at kalde det en ’kold kontrarevolution’. Denne diskussion er stadig aktuel!

Yvonne Hirdman antyder endvidere, at Kurella - før han lærte Charlotte at kende - fik et barn med Margarete.

 

Charlotte Schieldt klarer frisag.

Charlotte klarer frisag, mens hendes anden mand, Kurella bliver dødsdømt og henrettet af det Stalins hemmelige politi, NKVD i oktober 1937.

Kurellas skæbne ligner meget den skæbne, som den danske stalinist og medlem af DKP, Arne Munch Petersen fik i Sovjetunionen. Arne Munch Petersen, som var et ledende medlem af partiet, blev ligeledes idømt en langvarig fængselsstraf og døde senere under sit fængselsophold.

Arne Munch Petersens skæbne var i mange år uvis og blev hemmeligholdt af DKP’s ledelse, ikke mindst af partiets formand Aksel Larsen.

Charlottes liv derimod fortsatte, da hun tilsyneladende indgik en handel med afdelingen for udlandsspionage, GPU om at blive agent i Vesteuropa. Det lykkes ikke hendes datter, Yvonne Hirdman at klarlægge hvori opgaven bestod, men hun antyder det blot. Efter sin mands arrestation havde regimet en ’klemme’ på hende og hun var et let bytte.

Charlottes politiske liv minder meget om danske Ellen Schou’s beskrevet i Michael Møllers bog: Ellen og Adam. En fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva. Ellen som også blev politisk aktiv i det danske kommunistparti, DKP først 1930’erne og som tog til Moskva for at arbejde for Komintern sammen med sin mand, Adam Egede-Nissen. Også hun slap på mirakuløs vis helskindet ud af kløerne på NKVD og Stalins grusomme terrorprocesser, som ramte en stor del af Kominterns medarbejderstab - højtstående som lavtstående.

Begge kvinder formåede at genoptage deres respektive liv efter 2. verdenskrig og har fået skrevet deres biografier.

 

Stalinistiske medløbere.

Det er selvfølgelig altid let at gøre sig klog på andres vegne, især når det drejer om fortidige begivenheder. Men tillad mig alligevel et par kritiske bemærkninger.

Charlotte kom sent ind i en bevægelse, som for længst var degenereret under Stalin. De fortrinsvis kulturradikale kredse, som Charlotte færdedes i, var ikke i stand til at gennemskue partiets og bevægelsens degeneration. I stedet fulgte mange mere eller mindre kritisk partiets udstukne paroler og parerede ordrer.

Stalin havde allerede som organisationssekretær i SUKP fra midt 1920’erne bragt Komintern ind på en gal kurs.

Han havde begået et utal af politiske fejltagelser bl.a. i England under generalstrejken i 1926, hvor han støttede de engelske fagforeningers top, i Kina i 1927 hvor han kastede det kinesiske kommunistparti, KKP ud i en håbløs opstand mod sin daværende samarbejdspartner Chiang Kai Chek og 27.000 medlemmer blev dræbt.

I 1928 lagde han roret om og dekreterede en ultra-venstre sekterisk politik overfor den øvrige arbejderbevægelse, som udskældte Socialdemokratiet som ”social-fascister” og opfordrede til at danne alternative ’røde’ fagforeninger ved siden af de eksisterende socialdemokratisk dominerede fagforeninger.

Charlotte forekommer i biografien ikke på noget tidspunkt at være særligt politisk bevidst og er meget henvist til sin egen politiske skoling.

Inden hun tilslutter sig KPD er hun med i kampen for fri abort og aktiv i hjælpeorganisationen Rote Hilfe. Hendes politiske aktivitet synes snarere at bunde sig i et humanistisk og idealistisk engagement.

Hendes veninde, Margarete Buber-Neumann omtaler da også i sine erindringer Charlotte som en ”burgøjser-kælling”. Charlotte formåede aldrig rigtigt at frigøre sig fra sin småborgerlige baggrund. Det fremgår ikke mindst af hendes breve til sin mor.      

Yvonne Hirdman har skrevet en interessant og læseværdig biografi om sin mor, som levede et omskifteligt og dramatisk liv med mange omkostninger på privatfronten.

Som sagt er det biografiens største styrke, at den formår at sammenkæde hendes privatliv og hendes politiske engagement.

 

Tekst 14.        

Ole Sohn: I kamp og kærlighed. Elna Hjort-Lorenzens dramatiske liv. Vindrose. 2002.

 

 

Sohns manglende opgør med stalinismen.

Jeg har først nu læst Ole Sohns bog Elna Hjort-Lorenzen, som første gang blev udgivet i 1993.

Ole Sohn har på eget forlag udgivet bøger om danskeres skæbne i Sovjet-Rusland under Stalin.

I 1992 udgav Sohn en bog om Arne Munch Petersens mystiske forsvinden i 1937.

Året efter udgav Sohn en bog, hvor han skrev Elna Hjort-Lorenzens historie. Elna var Arne Munch Petersens partner og kampfælle i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) først i 1930'erne indtil Arne Munchs Petersens mystiske og for Elna Hjort-Lorenzen ukendte forsvinden i 1937.

Ole Sohn sætter sig for på heroisk vis at løse gåden om Arne Munch Petersens pludselige og uforklarlige forsvinden.

Sohn skildrer Elna Hjort- Lorenzen som et ihærdigt og trofast partimedlem, som fortjener al den ros, som Sohn kan give hende.

Sohns fremstilling af Elnas uheroiske og uselviske indsats for DKP fra hendes indtræden i 1931 og til hendes død i 1997 er ikke bare solidarisk men en kende heroiserende.

Hvor bliver Elnas kritiske sans af, når hun gang på gang støder på modstand i DKP og hos moderpartiet mod at opklare hendes mands meningsløse forsvinden?   

 

Elnas kamp for at blive klog på hvordan (og hvorfor?) Arne Munch Petersen som millionvis af andre ofre for Stalins uhæmmede terror i 1930'erne skulle forsvinde i et af det hemmelige politis (NKVD) fængsler, Butyrka, bliver i nogen grad til en fortælling om DKP's historie, uden at det dog ekspliciteres af Sohn.

Sohns skildring af Elnas kamp for at blive klog på sin mands forsvinden er solidarisk grænsende til det heroisk ukritiske, hvilket kun kan tillægges Sohns egen fortid som den sidste formand i DKP inden partiet opløste sig selv først i 1990'erne.

Sohn har ikke tilstrækkelig distance til sin egen fortid som ”blød stalinist” til at kunne sætte sin historie om Elnas ulykkelige skæbne i det rette historiske perspektiv.

 

Nissen følger med.

Ole Sohn valgte efter DKP's opløsning at gå en anden vej end mange andre i DKP. Lang de fleste forhenværende DKP'ere tilsluttede sig Enhedslisten kort tid efter dens dannelse i 1989.

I parentes bemærket var Enhedslisten dannet som et forsøg på at samle resterne af den politiske venstrefløj, som på daværende tidspunkt ikke var parlamentariske repræsenteret.

Ole Sohn valgte imidlertid Socialistisk Folkeparti og ikke Enhedslisten. Dertil kan der være mange grunde, men mon vi tager meget fejl, hvis vi antager, at en af grundene var, at Sohn tilhørte ”slapper”-fløjen i DKP: Andre som den forhenværende redaktør af partibladet ”Land og Folk”, Frank Aaen tilhørte ”strammer”-fløjen, lidt mere 'hardcore' stalinistisk.

I SF kunne Sohn gebærde sig lidt mere frit i forhold til sine gamle ”fjender” i DKP.

 

Sohns manglende opgør mede stalinismen.

Sohn vil gerne give det indtryk af, at han i sine bøger om Arne Munch Petersen og Elna Hjort Lorenzen 'gør op med stalinismen'. Det gør han imidlertid ikke.

Ligesom Aksel Larsens Socialistisk Folkeparti ikke var et ”opgør med stalinismen”, men et forsøg på at skabe en ”tredje vej” mellem stalinisme USSR) og kapitalisme (USA og NATO) er Sohns forsøg på at give en upartisk skildring af enkeltpersoners skæbne i Sovjet-Rusland i Stalin-tiden heller ikke et ”opgør med stalinismen” hverken som ideologi eller som samfundssystem.

Elna gåde bliver også Sohns gåde!

 

Hvorfor skulle Arne Munch Petersens forsvinden holdes hemmelig længe efter Stalins Moskva-processer i 1930'erne og efter hans efterfølgers Khrustjovs hemmelige tale på partiets 20. kongres i 1956, hvor han som det hedder i mange historiebøger ”gjorde op med stalinismen” (afstalinisering”)?

 

Hvornår fandt partibureaukraterne en passende anledning til at offentliggøre alle oplysninger om de uhyrlige udrensningsprocesser, som i parentes bemærkede ikke ophørte i 1930'erne, men blot blev afløst af andre knap så omfangsrige, men mere specifikt rettede udrensningskampagner.

Tilsyneladende først lige inden regimet faldt sammen i 1990, da Elna Hjort-Lorenzen blev opsøgt af en ambassadefunktionær fra den sovjetiske ambassade i København, som overrakte hende en skrivelse, hvor regimet beklagede at måtte meddele, at Arne Munch Petersen var død af tuberkulose i NKVDs varetægt i Butyrka-fængslet i Moskva i november 1940.

Som det ofte er tilfældet med (blåøjede) idealister som Elna Hjort-Lorenzen blev hun offer for sine egne illusioner og led hårdt derunder.  

 

Sohns bog om Elna Hjort -Lorenzens kamp for at kende sandheden om sin mands skæbne er elementært spændende fordi den indeholder et menneskeligt drama, som ganske vist ikke udløses til sidst.

Men som historieskrivning er det ubrugeligt.

 

Sohns manglende forståelse af stalinismen.  

Ole Sohn forstår ganske enkelt ikke (som mange andre) stalinismens natur og dens ideologiske rødder. Sohn tolker Elna Hjort-Lorenzens historie ind i sin egen stalinistiske selvforståelse, som tilsyneladende ikke har flyttet sig siden hans formandskab i DKP.

Sohn er stadigvæk af den opfattelse, at DKP var revolutionens fortrop, at det sovjetiske kommunistpartis førerskab i det store og hele var rigtigt, at Moskva var verdensrevolutionens centrum osv.

Ingen af disse ting er rigtige.

Vigtige historiske begivenheder som f.eks. Kominterns mange kursskifter forbliver en gåde for de læsere som ikke i forvejen kender Kominterns historie.

  

Kominterns forfald efter Lenins død.

Det korte af det lange er at Sohn endnu ikke begriber det forfald som Stalin udsatte Sovjetunionen, sit parti og Komintern for midten af 1920'erne.

Denne degenerationsproces som reducerede Komintern til et lydigt instrument i Stalin-fraktionens hænder og som skulle bruges til at styrke det stalinistiske bureaukratis stilling i parti og stat indadtil, kom til udtryk i Stalins skiftende politik fra 1924 efter Lenins død.

Den styrkedes efter at Stalin fra 1928 forvandlede Komintern til en monolit i sit eget bureaukratis interesser.

Derefter var alle sektioner i Komintern underlagt Stalins direktiver, som udelukkende sigtede på at bevare Stalins degenererede udgave af socialismen i et land. Dvs. kun socialisme i et land, Sovjetunionen. Ingen andre steder.

Deraf folkefrontspolitikken som var en klassesamarbejdspolitik med klassefjenden og som førte til katastrofale nederlag for arbejderklassen i Frankrig og ikke mindst i Spanien i 1939.

Verdensrevolutionen var forlængst forspildt og opgivet. Komintern var i bedste fald blevet overflødig i værste fald kontrarevolutionær, som vi så det under den spanske Borgerkrig 1936-1939. 

 

Stalinisme er ikke en død sild.

Mange vil sikkert hævde, at stalinismen er en død sild og kun overlever i nogle enkelte diktaturer rundt omkring i nogle trans-kaukasiske republikker, Hvide-Rusland og Nord-Korea.

Men stalinismen som ideologi og som historieopfattelse lever i bedste velgående hos mange på venstrefløjen.

 

Der er hårdt brug for historieskrivning, som ikke enten er borgerlig og anti-kommunistisk eller - som Sohn - ikke formår at søge tilbage til stalinismens rødder og forklare hvorfor den førte den revolutionære bevægelse ud på et sidespor.

Ellers kommer den ikke-refomistiske og ikke-stalinistiske venstrefløj ikke videre.

Der er hårdt brug en historieskrivning ud fra et revolutionært marxistisk synspunkt.   

 

 

Tekst 15.

 

Morten Møller: Ellen og Adam. En fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva. Gyldendal. 2014. 

Morten Møller har skrevet en bog, som hverken er en gængs beskrivelse af Danmarks Kommunistiske Partis historie fra 1932-1938 eller en biografi om bogens to hovedpersoner danske Ellen Schou og norske Adam Egede-Nissen, som møder hinanden under Stalins udrensningsprocesser og massedrab i 1930’ernes Sovjet-Rusland.

Morten Møller forsøger sig i en forholdsvis ny genre indenfor historieskrivningen, som i Danmark har vundet indpas indenfor de sidste få år og som for alvor fik sit gennembrud med Tom Buk-Swientys bøger om krigen i 1864, hvor gængs historieskrivning ”levendegøres” ved at fokusere på enkeltpersoners oplevelser og reaktionsmåder.

Tom Buk- Swienty har tilsyneladende dannet skole blandt yngre danske historikere, som ønsker at forny de gammeldags og ofte kedelige og nøgterne historiefremstillinger.  

Fortællingens omdrejningspunkt  er mødet mellem to unge iltre stalinister i Stalins Rusland i begyndelsen af 1930’erne. Den ene dansk, Ellen Schou, den anden norsk Adam Egede-Nissen.

Morten Møller fortæller begges historie i den hensigt at føje den ’lille’ historie til den ’store’ historie.

Vanskeligheden ved dette kunststykke består i at forene og ’forklare’ de to hovedpersoners gøren og laden ved at sætte deres liv ind i en større historisk sammenhæng.

Dette lykkes ikke helt.

Morten Møller har fået adgang til de to hovedpersoners personlige breve og dagbogsoptegnelser og bruger flittigt disse.

Han viser på fornem vis, hvorledes indholdet i Ellen Schous småborgerlige breve hjem til familien står i skærende kontrast til den barske virkelighed i hendes omgivelser i Stalins Sovjet-Rusland fra 1934 til 1938. 

Ellen kommer fra en småborgerlig middelklassefamilie i Nykøbing F. hvorimod Adam Egede-Nissen er ud af en kulturradikal og kunstnerisk familie fra Stavanger, hvor faderen er formand for Norges Kommunistiske Parti og Adam en ivrig ungkommunist (stalinistisk) fra sin tidlige ungdom.

Hendes vej ind i DKP beskrives således: ”En vinterdag [i december 1931] går hun ind ad døren Griffenfeldsgade 50 på Nørrebro da hun kommer ud igen er hun medlem af Danmarks Kommunistiske Parti

Hvad er der sket? Ellen har aldrig interesseret sig nærmere for politik, aldrig været aktiv i nogen politisk bevægelse, men nu hvor de ”forvirrede 20’ere” afløses af et nyt årti, kommer hun i hovedstadens frisindede miljøer i kontakt med yderliggående grupperinger, som vil et radikalt andet samfund. Hun melder sig ind i det kommunistisk dominerede Studenter, engagerer sig i flere arbejderorganisationer [?], begynder ar interesserer sig for den socialistiske fortælling om samfundets indretning.” (MM, s. 28).

Hun bliver medlem af particellen ved Lygten på Nørrebro. Hun går på partiskole og studerer Marx, Lenin og kommunismens historie. Hun bliver aktiv i Handels- og Kontormedhjælpernes Fagforening, og i kommunisternes forsøg på at bryde fagbevægelsens dominans. Hun engagerer sig i Danmarks Røde Hjælp, som med DKP som organisator yder støtte til kommunistiske flygtninge fra Tyskland og hun involverer sig i udgivelsesarbejde på både Arbejderforlaget, Monde Forlag og ved tidsskriftet Plan.” (MM, s. 30-31)      

Hun flytter i et (lesbisk) kvindekollektiv sammen med 3 andre ”selvstændige” kvinder, som alle er politisk engagerede i og omkring DKP.

De opfatter sig som ”progressive” kvinder, som går bl.a. går ind for retten til fri abort og for gratis og obligatorisk seksualoplysning.

De forsøger at forene deres kvindepolitiske engagement med medlemskab af DPK. 

I december 1932 får Ellen med partibogen i hånden ansættelse i den sovjetiske Handelsdelegation.

Om DKP hedder det, at det er underlagt Kommunistisk Internationale, Komintern.

Dette verdensparti med hovedkvarter i Moskva er stiftet i kølvandet på 1. verdenskrig og den russiske revolution, og målsætningen er forførende: Gennem en verdensrevolution at destruere det gamle system af kaos, krig, fattigdom og grådighed og i stedet opbygge en ny verden, som ud fra socialistiske principper om statsstyring og kollektiv ejendomsret kan realisere Oplysningstidens visioner om frihed, lighed og broderskab.” (MM, s. 57).

Sidste del af sidste sætning må stå for Morten Møllers egen regning. Det er ganske enkelt noget vrøvl.

Det hedder endvidere om Kominterns politik: ”Midlerne til revolutionens gennemførelse varierer fra forsøg på samarbejde med de socialdemokratiske konkurrenter til åben kamp mod samme ”socialfascistiske” forrædere, som har svigtet arbejderklassens sag. Politikken fremføres af de nationale kommunistpartier, men den overordnede linje fastlægges i Moskva.

Med Josef Stalins gradvise magtcentralisering bliver i i endnu højere grad underlagt det sovjetiske kommunistpartis kontrol. Organisationen komme til at udgøre et vigtigt instrument i forberedelsen til den storkrig, som den sovjetiske ledelse er overbevist venter forude.

På partikurser lærer Ellen om de indædte russiske bolsjevikker. Hun indprentes nødvendigheden af, at Kominterns enkelte medlemspartier ud fra bolsjevikkernes krav om ensretning og jernhård disciplin. Hun læser at udrensning af ”småborgerlige” elementer fra tid til anden er nødvendig for at opretholde partiernes vilje.

Åben kamp for verdensrevolutionen, forsvar for Sovjet, kontrol med de enkelte kommunistpartier, uddannelse af ledende kammerater, fagforeningspolitik, forlagsvirksomhed, ungdomsarbejde, kvindearbejde, flygtningehjælp – alt sammen e det led i Kominterns tværnationale aktiviteter.” (MM, s. 57).

Jeg savner en række oplysninger om den historie, som gik forud hendes medlemskab af DKP i 1931.

Hvad var det for et parti hun blev medlem af? Ligeledes savner jeg oplysninger om Komintern, hvor hun blev ansat i 1934.

Det er spændende nok at følge hendes brevkorrespondance med familien og konstatere den diskrepans som er mellem brevenes småborgerlige indhold om hverdagens små ting i kontrast til den barske virkelighed hun befandt sig i i Stalins Rusland fra 1934-1938.

Men bliver historien mere interessant af at læse hende over skulderen, når hun skriver hjem til sin småborgerlige familie? Er pointen at hun længtes  tilbage til hjems småborgerlige normer? Er pointen at vise kontrasten mellem hendes småborgerlige baggrund og hendes engagement i ”proletariatets tjeneste”?

Mange ubesvarede spørgsmål. Men måske skal man som læser bare gribes af det drama som det er at overleve i Stalins Rusland i 1930’erne?

Ellen fremstår som en stalinistisk spytslikker og rygklapper, som blot parerer ordre uanset rigtigheden og konsekvenserne heraf.

Og kun takket være et usandsynligt held undgår hun at blive grebet i noget ”parti-fjendligt”.