Otto Kuusinen og Josef Pogany

Tekst 9.

John H. Hodgson: Den röda eminensen - O. W. Kuusinens politiska biografi. Forum. 1974

DET FULDENDTE FORRRÆDERI.

INDLEDNING.

Historien om de finske socialdemokraters historiske forræderi mod den finske arbejderklasse og dens allierede befolkningslag i slutningen af 1. verdenskrig er ikke kendt af særligt mange og kun beskrevet i meget få historiske fremstillinger.

Som med så mange andre begivenheder i arbejderbevægelsens historie risikerer også denne at gå over i historien uden at nogen husker den og uden at nogen drager ved lære af disse så betydningsfulde begivenheder for arbejderklassen og arbejderbevægelsen.

Mange forbinder revolution og samfundsomvæltninger med andre dele af verden end Norden eller Skandinavien.

Borgerlige historikere og ideologer har skabt en myte om, at skandinaver skulle være immune overfor den revolutionære ’bacille’.

Den særlige skandinaviske velfærdsmodel, som socialdemokrater og borgerligt radikale har skabt i samdrægtighed gennem mere end 100 år, skulle have gjort store dele af befolkningen uimodtagelige overfor revolutionær marxistisk tankegang.

Denne beretning om den finske arbejderklasses modige og heroiske kamp mod borgerskabet og de herskende klasser i Finland i slutningen af 1. verdenskrig fortæller en noget anden historie.

Den finske arbejderklasse udviste nøjagtigt ligeså megen revolutionær kampiver og begejstring som enhver anden arbejderklasse i Europa og USA på daværende tidspunkt.

 

FINLAND SOM LAND.

Finland var indtil 1917 stadig en del af det autokratiske russiske zardømme. Finland var således et fyrstendømme under zaren og i et og alt underlagt de russiske zarers forgodtbefindende som herskere. Finner var og blev betragtet som undersåtter i zarens rige.

Finland var som zarens fyrstendømme et feudalsamfund baseret på de 4 stænder: adel, kirke, borgere og bønder.

Som i andre europæiske lande dannedes der i slutningen af 1800-tallet et finsk socialdemokrati i 1901. De finske socialdemokrater var på ingen måde revolutionære marxister (selvom de fleste havde læst Marx), men gik ind for konstitutionelle reformer af det socialt uretfærdige stændersamfund (almen stemmeret).

De finske socialdemokrater var gradualister. De mente ikke den socialistiske revolution stod på dagordenen, førend den finske arbejderklasse havde vokset sig tilstrækkelig stor og politisk og faglig stærk. Arbejderklassen skulle derfor agere hjælpetropper for (det progressive) borgerskabet og bondestanden.

Flertallet af finske socialdemokrater var tilhængere af den tyske socialdemokrat Karl Kautsky, som mente, at revolutioner ikke kan skabes, men opstår når de rette historiske omstændigheder er til stede. Revolutionen forblev således en abstraktion.

Denne vulgærmarxistiske forvrængning af den revolutionære marxisme, - som tværtimod tillægger arbejderklassen en aktiv rolle i samfundsudviklingen - var udbredt i de europæiske socialdemokratier og var i allerhøjeste grad medvirkende til, at de europæiske socialdemokratier var dårlig rustede, da de imperialistiske borgerskaber kastede Europa og verden ud i 1. verdenskrig i august 1914.     

Visse finske socialdemokrater tog dog afstand fra partiets reformistiske linje og var modstandere af den såkaldt ’ministersocialisme’ (Turkia og Mäkelin), hvor partiets ledere deltog i borgerlige regeringer.

Partiets klasseforræderiske linje og borgfredspolitik med borgerskabet svarede ikke til arbejderklassens daglige erfaringer.

Fabriksarbejdere på de større fabrikker boede ofte i boliger, som var ejet af arbejdsgiveren og han havde således næsten ’hals -og håndsret’ over deres liv. 

I 1905-06 udbrød der generalstrejke i Finland og de første strejkekomiteer blev nedsat. Allerede her havde de finske arbejdere indset nødvendigheden af at danne Røde Garder som en slags strejkeværn og selvforsvarsgrupper mod strejkebrydere og arbejdsgivernes militser - Hjemmeværn.

Det finske socialdemokrati deltog ikke i de Røde Garder, men fortsatte sin parlamentariske linje og kæmpede for konstitutionelle reformer (almen stemmeret og finsk selvstændighed fra Zar-Rusland).

Matroser i den russiske flåde i Helsinki gør mytteri. Den Røde Garde i Finland proklamerer fortsættelse af generalstrejken og opfordrer Socialdemokratiet til at støtte den.

De russiske matrosers mytteri slår fejl og den finske Røde Garde undertrykkes. 2 rødgardister og 7 Hjemmeværnsfolk slås ihjel i Helsinki.

Arbejderne går dog ikke fuldstændigt tomhændet hjem fra generalstrejken. Visse parlamentariske forbedringer indrømmes dog til finnerne:

Der indføres et etkammersystem (i stedet for to kamre), almen stemmeret (også for ikke-formuende) forholdstalsvalg (lang mere demokratiske) og zaren garanterer borgerlige rettigheder.

Det finske Socialdemokrati giver afkald på at bruge vold, opløser den Røde Garde og bekender sig til konstitutionalisme.

I partiet findes to fløje: en konstitutionalistisk (Salin og Taimo) og en fløj bestående af ’deterministiske’ kautskyanere (Manner og Kuusinen).

Fra 1906 reduceres det finske Socialdemokrati til en ren valgmaskine. Den amerikanske forfatter A. F. Upton bemærker om partiet:

It was not an atmosphere in which revolutionary enthusiasm could flourish”. [s. 10].

I 1907 fik partiet 300.000 stemmer og 80 ud af 200 mandater I det finske Parlament og var således det største parti.

Det store spørgsmål for det finske borgerskab og for Socialdemokratiet og som er og forbliver omdrejningspunktet for næsten alle deres politiske aktiviteter indtil 1917 er spørgsmålet om national uafhængighed for Finland og ophør af dets status af russisk fyrstendømme.

Zaren har vetoret overfor alt hvad der kommer fra det finske Parlament.

I 1908 ophører finnernes tvungne værnepligt i det russiske militær til gengæld skal Finland bidrage til Ruslands forsvarsudgifter. Det finske Parlament modsætter sig og zaren opløser Parlamentet.

Zar-Rusland forstærker russificeringen af det finske samfund og de finske socialdemokrater stilles nu i et dilemma: Skal de indlede samarbejde med det finske borgerskab mod Zar-Rusland eller skal de føre deres egen kamp?

Partiet er delt på spørgsmålet. En fløj er (Mäkelin) for samarbejde, en anden som er i flertal imod.

Fra 1907 og til 1910 falder partiets medlemstal med 40 % (måske fordi partiet ikke får gennemført nævneværdige parlamentariske resultater).

Fagbevægelsen er mere militant (Haapalainen) og benytter en klassekampsretorik.

Finland er i overvejende grad et landbrugssamfund, som mest består af forskellige befolkningsgrupper på landet: selvejerbønder (125.000), landarbejdere (315.000), små husmænd (100.000) og ’torpare’ (55.000), som er en mellemting mellem husmænd og landarbejdere.

Socialdemokratiet lader de mange landarbejdere i stikken og koncentrerer sig i stedet om ’torparne’ og kræver sikring af deres jordejendom (kvit og fri overtagelse af jorden) og regulering af deres lønarbejde.                       

I 1909 udsteder zaren (Stolypin-reformer) et dekret om moratorium (udsættelse) for alle lejekontrakter mellem jordejere og lejere indtil 1916.

I 1911 krævede Socialdemokratiet statsliggørelse af al landbrugsjord efter en evt. revolution og kompensation indtil da.

Upton bemærker om Socialdemokratiets politik op til 1. verdenskrig:

Much of what happened in 1917-1918 can be traced back to the pre-1914 situation, but it is clear that nothing in the Finnish situation of 1914 made revolution, attainment of independence, and civil war either inevitable or even probable.”

Og videre: “The working-class movement talked about revolution that the obduracy of the capitalists would bring down on their heads, but it’s leaders were doing nothing to prepare for it, on the contrary, they spent much energy urging the bourgeoisie to make concessions that would postpone the revolution to some indefinite future. [min understregning] SPD [the Socialdemocratic Party] was a thrue papertiger, for all its class war truculence it threatened nobody and was no danger to the survival of the Finnish bourgeois society as long as the protecting hand of Russian imperialism sustained it.” (Anthony F. Upton: The Finnish Revolution, s. 14-15). 

Det finske Socialdemokrati var altså lige så dårligt forberedt på at tage kampen op mod sit eget borgerskab som de øvrige socialdemokratier i de (krigsførende) europæiske lande.

 

1. verdenskrig - de finske socialdemokrater hopper med på vognen.

Med sin status som fyrstendømme i Zar-Rusland blev Finland direkte involveret i 1. verdenskrig på russisk side - mod aksemagterne Østrig-Ungarn, Tyskland og Det osmanniske Rige.

Som modstander af Zardømmet erklærede det finske Socialdemokrati sig for neutralt. Som følge af krigen blev Finland erklæret i undtagelsestilstand og der blev indført forbud mod strejker og møder såvel som der blev indført pressecensur.

Socialdemokratiet gav nu sammen med store dele af borgerskabet udtryk for en anti-russisk og finsk national holdning, Partiets russerhad kom til udtryk i partibladet, som advarede finske kvinder mod samkvem med russiske soldater, som kunne resultere i kønssygdomme og i blindfødte børn.

Socialdemokratiet køber nu helt borgerskabets opfattelse af Zar-Rusland som en fremmed besættelsesmagt – i stedet for at appellere til arbejderklassens internationale solidaritet med de russiske masser.

Krig betyder som regel forringede levevilkår for lønarbejderklassen. Det var da også tilfældet i Finland fra 1914-1917. Således forbruget af dagligvarer (hvede, rug og kartofler) til ca. en tredjedel (op. cit, s. 18).

Ved parlamentsvalget i 1916 fik Socialdemokratiet 47,3 % af stemmerne og havde således flertal (103 ud af 200 stemmer).

Man skulle så tro, at partiet havde sit (parlamentariske) mål og kunne gennemføre hvad de ville.

Borgerskabets russisk-fjendtlige holdning fik nogle finner (1502) til at melde sig frivilligt til den tyske hær - 27. Jægerbataljon [op. cit. s. 22].

 

2. Revolutionen kommer til Finland - 1917.

I februar 1917 danner den russiske socialdemokrat Kerensky (mensjevik) en provisorisk regering i Petersborg.

Den tiltagende krigstræthed blandt tropperne og zardømmets almindelige inkompetence gjorde landet modent til et systemskifte og en politisk omvæltning.

Kerensky stod i spidsen for en koalitionsregering, som hovedsageligt bestod af mensjevikker (russiske socialdemokrater) og borgerlige ministre fra Kadet-partiet (konstitutionelle demokrater).

Eftersom Finland var en del af Zar-Rusland skyllede begivenhederne hurtigt ind over til den finske del af riget.

Den af zaren indsatte Generalguvernør kræver Finland afskåret fra den uro som udspiller sig i Petersborg og admiralen for den baltiske flåde, som har base i Sveaborg, Finland proklamerer undtagelsestilstand.

15. marts 1917 udnævner den nye provisoriske regering i Petersborg 3 kommissærer og underkommissærer for finske anliggender.

Flådeadmiral Nepenin sætter generalguvernøren under arrest på sit flagskib.

16. marts begår matroserne på skibene i Sveaborg mytteri og 38 officerer myrdes og ligene (herunder Nepenin) smides i havnen.

17. marts oprettes en sovjet (russisk for råd) i hovedstaden Helsinki. 18. marts anerkender denne den provisoriske regering og sovjetten i Petersborg.

Februarrevolutionen i Petersborg og andre russiske byer har bredt sig til Finland (op. cit. s 27).

Med det gamle regimes fald forsvinder politiet fra gaderne og bankerne lukker og Zarens politiske fanger lukkes ud af fængslerne.

Det finske Socialdemokrati opfordrer i en erklæring 17. marts til at udvise tilbageholdenhed, at bevare den offentlige ro og være opmærksom på provokationer.

Den provisoriske regering viser sig large overfor det finske mindretal i Riget og opfordrer de finske politiske partier til at komme med forslag til en fri forfatning.

Spørgsmålet om Finlands legale og forfatningsmæssige status bliver et omdrejningspunkt både for Socialdemokratiet og de borgerlige partier i det kommende år.

Spørgsmålet står åbent: Betyder finsk selvstændighed fuldstændig uafhængighed af Rusland? Eller gælder selvstændigheden kun de indenrigspolitiske forhold og ikke udenrigs -og forsvars politik?

Februarrevolutionen griber de finske socialdemokrater med bukserne nede om benene. Fra starten af 1917 har de socialdemokratiske ledere svært ved at finde deres ben at stå på.

Regeringsspørgsmålet er det som først og fremmest skaber splid og uenighed i partiet. 20. marts drøfter ledelsen i partiet de parlamentariske muligheder.

Skal den nye regering ligne den russiske – en bred koalitionsregering af socialdemokrater (mensjevikker) og borgerligt liberale (kadetter)?

Eller skal de finske socialdemokrater tage springet og vove en ren socialdemokratisk regering?

Uenigheden er stor. Mäkelin går ind for en ren ’socialistisk’ regering – [ud fra en legalistisk argumentation].

Turia og Otto Kuusinen (som senere får en fremtid i det finske kommunistparti og i Stalins Komintern) går ind for en koalitionsregering med de et eller flere borgerlige partier.

Valpas indtog den klassiske socialdemokratiske holdning (som Kautsky i det tyske Socialdemokrati): Ingen socialistisk regering i et kapitalistisk land, førend arbejderklassen udgør en betragtelig del af samfundet. Ergo en ren borgerlig regering.

Turia og Kuusinens forslag vedtages med et knebent flertal: 10 mod 9 stemmer. Socialdemokratiet skal indgå i en koalitionsregering (som i Rusland).

Der knytter sig dog et lille men derved: Flertallet mener ikke at Socialdemokratiets skal forhandle med de borgerlige partier som sådan, men kun med de borgerlige som enkeltpersoner (?).

Den endelige beslutning overlades til partiets forretningsudvalg.

24. marts kan den Provisoriske Regering ikke vente længere og partiet må tage en beslutning.

Socialdemokratiet udpeger en ad sine ledere - Tokoi - som regeringsleder. Regeringen skal være paritetisk sammensat - lige mange socialdemokrater og borgerlige ministre. Hvis stemmelighed er regeringslederens stemme afgørende.

Tokoi sammensætter en regering af lige mange socialdemokrater og borgerlige (4 forskellige partier).

Der var stor skepsis overfor ’ministersocialisme’ i partiet.

Hverken partiets blad eller organisation støttede koalitionsregeringen.

Således skrev redaktøren af partiets blad – Valpas – imod regeringen i partiets blad.         

Den amerikanske forsker Upton skriver i sin bog The Finnish Revolution 1917-18 om det finske Socialdemokrati.:

When it faced a revolutionary challenge, it proved not only unwilling to promote revolution but manifestly unready to exercise power at all. When circumstances thrusts power upon it, the party was unable to make effective use of it.” (op. cit. s. 31)

Unægtelig et dårligt skudsmål for et parti, som tilstræber at blive regeringsudøvende.

Til trods for Socialdemokratiets parlamentariske anstrengelser gik andre i bevægelsen anderledes kontant og målbevidst til værks.

21. marts oprettes arbejdermilitser flere steder i landet. I Helsinki oprettes et arbejderråd, hvori der sad repræsentanter for de forskellige arbejdspladser - blandt andre socialdemokraterne Hämäläinen og Viipuri.

8. april går den borgerlige presse til angreb, da den godt kan se, at dannelsen af arbejderråd og arbejdermilitser med tiden kan udfordre den borgerlige stat.

Socialdemokratiet ser straks tegn på uorden og advarer mod, at ”reaktion altid følger i hælene på udskejelser og anarki.” (op. cit., s. 34).

 

FINLAND SOM FYRSTENDØMME I ZARENS RUSLAND.

Set udefra kunne Finland forekomme at være et ganske almindeligt borgerligt parlamentarisk demokrati – som f.eks. i de andre nordiske lande.

Intet kunne være mere forkert.

For det første var den en netop sammensatte regering (den udøvende magt) ikke ansvarlig overfor det valgte parlament.  

Den selvudpegede regeringsleder - socialdemokraten Tokoi - havde ikke opbakning i sit eget parti til sit projekt. Og heller ikke parlamentsgruppens fulde støtte.

Det var snarere en undtagelsesregering. De finske regeringer før denne var snarere en slags departementchefstyre, da cheferne var udpeget af zarens embedsmænd og nu af den Provisoriske Regering.

Finland havde stadig status som et fyrstendømme under Rusland, skønt fyrsten (zaren) var afsat.

Parlamentet kunne således hverken udnævne eller afsætte regeringer, med mindre de forfatningsmæssige forhold og relationen mellem Rusland og Finland blev lavet om.

Den paritetisk sammensatte koalitionsregering fungerede på kollegial basis. Alle beslutninger skulle godkendes af samtlige ministre.

Dette skabte utilfredshed hos socialdemokraten Tanner, som hævdede, at magten lå alle steder end i Parlamentet – snarere i hos regeringen i Petersborg eller endog var i hænderne på ”rastløse folkemængder” (op. cit., s. 35).

Regeringens 5 socialdemokratiske medlemmer sad som enkeltpersoner og ikke nødvendigvis som repræsentanter for partiet og der var ikke nogen regelmæssige drøftelse mellem regeringsmedlemmer og partiets forretningsudvalg.

De havde ganske vist den formelle udøvende magt. Men de brugte den ikke til noget. Deres magt var frit i luften svævende.

De havde chancen for f.eks. at udskifte alle det gamle zaristiske regimes uduelige embedsmænd, men det undlod de. Som partibladet skrev:

”the workers struggle is to be held more important than obtaining a few general advantages… Let us leave these offices in the possession of the bourgeoisie”. Budskabet var klart fra partiavisen: Lad os overlade det borgerlige statsapparat til borgerskabet, mens vi fører klassekamp!

Partiet protesterede f.eks. imod, at en konservativ diplomat Enckel med gode forbindelser til det finske erhvervsliv blev udnævnt til regeringens repræsentant i Petersborg. Det lod ikke til at afficere de socialdemokratiske ministre.

Forfatningsspørgsmålet som optog alle borgerlige (og socialdemokratiske) politikere meget var uafklaret.

Den Provisoriske regering stillede nogle modkrav for at ville give Finland sin ’indre uafhængighed” (selvstændighed i alle andre spørgsmål end udenrigs -og forsvarspolitik).

Finland måtte ikke deltage i krigen på tysk side, men skulle tværtimod stille med en selvstændig finsk hær.

Det finske Socialdemokrati afviste dette med den begrundelse, at ”en hær kunne blive et våben i hænderne på de reaktionære klasser.” (op. cit. s. 37).

Partiet mente, at et 3. land skulle garantere Finlands position. Kuusinen mente, at dette var bedre end uafhængighed.

Kerensky som ønskede krigen mod Tyskland og aksemagterne fortsat, skønt tropperne var ved at være krigstrætte, truede nu Finland med krig.

 

Bolsjevikkerne og national uafhængighed.

Bolsjevikkerne derimod støttede Finlands krav om uafhængighed. 24. marts garanterer bolsjevikkernes leder, Lenin, den finske republik ”fuldstændig frihed, inklusive frihed til at splitte sig ud fra Rusland (secession).

Da den russiske regeringsleder Kerensky ikke ville indrømme Finland uafhængighed, tyede de finske socialdemokrater til bolsjevikkerne. Fra 30. april til 2. maj 1917 mødtes udvalgte ledere fra det finske Socialdemokrati med den bolsjevikiske Centralkomite i eksil i Schweiz.

Lenin tog dem i skole og sagde:

Lenin replied that conflict with the Provisional Government could not be avoided, for it was imperialist and could not afford to make concessions to Finland that would then have to be extended to the other minority peoples.” (op. cit., s. 43; jf. Lenin: C. W. Vol. 25, s. 184).    

På bolsjevikkernes 7. partikonference 7. maj udspandt der sig en diskussion om det nationale spørgsmål.

I et forsøg på at afrunde diskussionen klargjorde Lenin sagen 12. maj hvor han sagde:

our attitude to the separatist movement is indifferent, neutral… We are for Finland receiving complete freedom because then there will be greater thrust in Russian democracy and the Finns will not separate.”

Det afgørende for Lenin var om den pågældende nations uafhængighed ville gavne proletariatets kamp for socialisme, hvilket han understregede i en resolution fra 16. maj. (op. cit., s 43; Lenin: Pravda. CW. 24, s. 325).   

 

 

Tekst 10.

Otto Kuusinen. Fra finsk socialdemokrat til stalinistisk topbureaukrat.  Del 1.

”I for my part am on a fairly revisionist footing now… but it does no harm if outward appearance is more radical than reality. We have always been like this in this party… we have made such a dogma of class war… if there had been someone who had dared to speak against it, it would have been condemned by the party. But of course we have ventured in practice to act against it.” (op. cit., s 54).

Kuusinen i tale på partiets kongres 18-20. juni 1917.

 

Borgerkrigens to hovedfigurer.

Den finske borgerkrigs to hovedfigurer er på rød side - Otto Kuusinen. På hvid side hedder han Gustav Mannerheim

Begge er centrale skikkelser i den finske borgerkrigs historie fra 1917-1918. De er hver på deres måde med til at præge krigens to parter – de røde og de hvide.

Otto Kuusinen - på rød side - som fremtrædende socialdemokrat og som en slags ”chefideolog” for de finske socialdemokrater. 

Gustav Mannerheim - på hvid side - som først og fremmest hærfører og general.

Kuusinen forstår sig på politik. Mannerheim kun på at føre krig.

Kuusinen optræder som den klassiske socialdemokratiske politiker, som i virkeligheden helst vil føre en klassesamarbejdspolitik, men som af begivenhederne i Finland i 1917-1918 tvinges til at gebærde sig som om han var en vaskeægte revolutionær marxist eller bolsjevik, hvad han ikke på nogen måde var.

Kuusinen forråder den klasse som han hævder at repræsentere ved ikke konsekvent at stille sig i spidsen for en revolutionær socialistisk omvæltning i Finland i efteråret 1917 og foråret 1918.  

Mannerheim derimod optræder hele vejen igennem - både før og under borgerkrigen i Finland 1917-1918 - som en klassebevidst repræsentant for det finske (svensksindede) borgerskab og aristokrati, som han var født ind i.

Førstnævnte Kuusinen bliver taberen. Sidstnævnte Mannerheim vinderen.

Den finske borgerkrig består af et væld af hændelser og begivenheder, som kan forekomme komplicerede og uoverskuelige for den uindviede.

 

Otto Kuusinen (1881-1964).

Personen Otto Kuusinen er interessant fordi han spiller en fremtrædende rolle i den finske borgerkrig som talsmand for de finske socialdemokrater.

Han er ofte den som formulerer partiets holdninger på tværs af fløjene i partiet. Han indtager ikke nogen klar revolutionær marxistisk holdning i det finske socialdemokrati. Ej heller er han 100 procent reformist og tilhænger af klassesamarbejde med borgerskabet. Han placerer sig et sted midt i mellem. Tættere på den klasseforræderiske og reformistiske højrefløj end på den kautskyanske og revisionistiske midterfløj. Han ligger således på linje med højrefløjen i de europæiske socialdemokratier. Grunden til at han tilsyneladende ideologisk set stiller sig en smule til venstre for Socialdemokratiets klassiske højrefløj skyldes udelukkende den situation og de objektive omstændigheder han befinder i under den finske borgerkrig 1917-1918.

De klassemæssige modsætningsforhold i Finland på daværende tidspunkt tvinger ham til at indtage et pseudo-revolutionært standpunkt for bedre at tækkes de radikale lag af arbejderklassen, som presser det finske Socialdemokrati til at agere mere revolutionært end det ellers ville have gjort under ”normale” og fredelige omstændigheder.   

Endnu en grund til at interessere sig for Otto Kuusinen er den rolle som han kommer til at spille i 3. Internationale og i den fremtrædende position som han får i Kommunistisk Internationale (KOMINTERN) efter den mislykkede finske revolution i 1917-1918.

Efter min opfattelse er der en klar linje i og en kontinuitet i det ideologiske standpunkt han indtager i den finske borgerkrig i 1917-1918 og i den politik som Komintern kommer til at føre under Stalin fra 1924 og frem til Kominterns nedlæggelse i 1943.   

Men det må indtil videre forblive en påstand. Først nogle faktuelle kendsgerninger om hans liv og levned.

Kuusinen skrev - ifølge den engelske biografi-skriver John Hodgson - allerede tidligt i sin ungdom patriotiske (fædrelandskærlige) digte. I 1899 skrev han således som reaktion på den russiske zars angreb på Finlands autonomi et stærkt patriotisk digt i martsnummeret af skolebladet Oras:

”Landets skæbne er dyrebar for alle

Hvert øje fugtes af tårer,

Hver mand er nu en soldat

Træder i kronens klæder,

Og nabo trykker nabos hænder

De som før levede i kamp med hinanden [fejde].”

Et år senere 19 år gammel, år 1900, vendte han tilbage til samme tema:

Hver mand er nu en del af folket,

Hvert jordstykke er Finland og fosterland

Partier og tvister findes ej mer’

Og nabo trykker nabo hånd

De som bestandigt [ständigt] mødes på tinge.”    

(Hodgson: Den röde eminensen, s. 10)

I efteråret 1900 begyndte han at studere filosofi, æstetik og kunsthistorie på Helsingfors Universitet. Han meldte sig ind i et studenterforbund, som var knyttet til det konservative gammelfinske parti. (s. 11)

Efter at have været aktiv i den konservative studenterorganisation meldte han efter arbejdernes generalstrejke og dannelse af den første Røde Garde i Finland i 1905 sig ind i det finske Socialdemokrati (s. 16). 

Han bliver redaktionssekretær på et socialistisk tidsskrift Socialistinen Aikakauslehti sammen med Gylling (redaktør) og Sirola (partisekretær).

Som repræsentant for tidsskriftet på partiets kongres i 1906 ”vinder han anerkendelse som teoretiker og central skikkelse indenfor partiet” (s. 17).

Han optrådte som modstander af ”ministersocialisme”, dvs. socialdemokraters indtræden i en borgerlig regering.

Kuusinen mente ikke, at man kunne forvente sig betydelige sociale reformer gennem parlamentariske foranstaltninger, selv om han dog mente, at den ny parlamentariske ordning fra 1906 var et skridt på vej mod et institutionelt demokrati.

Den havde erstattet en Stænderforsamling med et etkammersystem, givet stemmeret til alle mænd og kvinder over 24 år og indført princippet om lige stemmeret ved hemmelige og proportionelle valg til den lovgivende forsamling. (s. 17)

Der var imidlertid en altoverskyggende hæmsko for en demokratisk udvikling i storhertugdømmet Finland. Zaren i Rusland kunne stadig nedlægge veto mod enhver beslutning i det finske parlament. 

Kuusinen mente, at det finske parlaments magt skulle udvides og at det var nødvendigt med en revolution, dvs. en borgerlig-demokratisk omvæltning af Zardømmet i Rusland.   

Kuusinen mente, at en sådan omvæltning kunne finde sted inden for de næste 10 år. Finlands valg stod ifølge Kuusinen mellem en borgerlig–demokratisk revolution i Finland eller fortsat russisk undertrykkelse.

Kuusinen mente ikke, at en borgerlig-demokratisk i Finland kunne gennemføres udelukkende med lovlige midler. Man måtte være forberedt på alle eventualiteter.

Kuusinen var overbevist om, at en storstrejke uden brug af våbenmagt, en form for ikke-voldelig revolution ville være nok til at gøre det af med borgerskabet i Finland, mens han ikke fandt det utænkeligt, at det blive ville blive nødvendigt at bruge vold i kampen mod Zardømmet. (s. 17)   

Under de russiske troppers oprør på flådebasen i Sveaborg i Helsinki 1906 havde den finske Røde Garde støttet de russiske matroser. Partiets flertal vedtog en resolution om at opløse den røde garde.

Kuusinen og andre radikale var modstander af denne beslutning og indledte et samarbejde ”under jorden” med repræsentanter for de russiske socialdemokrater (bolsjevikker)

Det var lykkedes de radikale kræfter i det finske Socialdemokrati at erhverve sig en hånddrevet trykkepresse, hvor Kuusinen bidrog med artikler om den kommende samfundsomvæltning i Finland og i Rusland. Kuusinen mente, at det russiske autokratis dage var talte og at en borgerlig regering i Finland ikke ville kunne indfri arbejdernes krav. (s. 18)

I december 1906 beslaglagde det finske politi dog pressen og løbesedlerne ophørte med at udkomme.

På partikongressen i 1906 valgtes Kuusinen som suppleant til partistyrelsen.

En svindelaffære i 1909, hvor partisekretæren var blevet grebet i svindel med nogle af partiets midler, havde bragt partiet ud i en krise. Partiforeningen i Helsingfors beskyldte partiledelsen for at være kollektivt ansvarlig for svindelaffæren. I de følgende år afviste Kuusinen derfor at efterkomme sit valg som suppleant.

Først i september 1911 blev han valgt og udpeget som én at to partiordførere og i årene 1911-1913 var han særdeles aktiv i partiets øverste ledelse (s. 21).

Han repræsenterede det finske socialdemokrati på 2. Internationales kongres i Basel 1912 og var rektor for et nyoprettet partiinstitut, som skulle uddanne partiets medlemmer.

På kongressen i november insisterede Kuusinen på, at han ikke ville vælges til partiledelsen men hellige sig posten som redaktør af partiets blad, Työmies.

Han sad derefter ikke i ledelsen førend i sommeren 1917. (s. 22)

 

Opgør med socialdemokratisk revisionisme?

I det finske Socialdemokrati udspillede der sig et internt partiopgør mellem mindst to fløje – en klassisk reformistisk og en ”revisionistisk” fløj omkring Kuusinen.

I februar 1917 foreslog Kuusinen, at Socialdemokratiet som det mindste af to onder opstillede sin egen kandidat til posten som formand for det finske parlament i stedet for blot at afholde sig fra at stemme for en borgerlig kandidat (Svinhufvud).

Da de borgerlige havde flertal i parlamentet og Finland stadig ikke havde fået sin selvstændighed af zarens Rusland, fik det ikke nogen større magtpolitisk betydning for partiet.

Flertallet i den socialdemokratiske parlamentsgruppe betragtede ikke en post som parlamentsformand som et mål i sig selv, men så det snarere som et skridt i den rigtige parlamentariske retning i kampen for at erobre magten via stemmeboksene.  

I protest mod partiets øgede parlamentariske orientering udtrådte Kuusinen, Manner og Valpas af redaktionen af partiavisen Työmies.

Kuusinen stod nu uden indtægter og var personligt forgældet. I 1908 havde han fået sit første barn, Riika. I 1910 sit andet barn, Esa og 4 år senere fik parret endnu en datter Hertta (s. 23).

Han besluttede herefter at satse på en karriere som varigt medlem af det finske parlament. (s. 24).

Det store og afgørende spørgsmål for det finske Socialdemokrati var forholdet til Zar-Rusland. Finland havde status som et storfyrstendømme under Zarens Rusland. Finland var underlagt zarens selvherskerdømme suppleret med zarens ministerråd og den russiske parlamentariske forsamling, Dumaen.

I februar 1909 opløste zaren det finske parlament, landdagen som straf for, at den havde protesteret mod en ophævelse af en delvis og meget indskrænket selvbestemmelsesret, som lå i at zarens repræsentant, generalguvernøren i Finland og den finske repræsentant i Sct. Petersborg, ministerådssekretæren i visse spørgsmål, som specifikt angik Finland, havde en indsigelsesret.

Dette mente alle partier i den finske landdag var uretfærdigt og ønskede at bekæmpe det.

Efter valget i 1909 underskrev zaren et diktat, som fritog finner for at gøre militær tjeneste i den russiske hær mod at den finske stat bidrog med et årligt stigende beløb (i 1909 10.000 mio. finske mark) til finansiering af de militære udgifter via skatterne. (s. 24).

Et samlet finsk parlament nægtede at efterkomme og adlyde zarens lovdekret. Herefter valgte den russiske zar at opløse den finske landdag.  

Uvist af hvilken grund stillede Kuusinen ikke op til parlamentsvalget i februar 1910. Kan det tænkes at han have opgivet håbet om en parlamentarisk løsning på spørgsmålet om Finlands uafhængighed?

30. juni 1910 godkendte Dumaen et lovforslag fremsat af ministerpræsident Stolypin, hvor endnu flere forvaltningsområder blev overført til russisk suverænitet.

Der var nu lange udsigter til en konstitutionel løsning på spørgsmålet om Finlands selvstændighed.

Mange finske socialdemokrater mente nu, at det nyttede lidet at forsøge at bekæmpe den øgede russificering af Finland gennem parlamentet. Men ikke Kuusinen, som altid forholdt sig pragmatisk til problemerne og til partiets fremgangsmåde. Kuusinen indrømmede, at Zar-Rusland førte en systematisk kamp for at ”krossa Finland som nation, men han var imot radikala åtgärder, bl.a. generalstreik, och imot antiparlamentarism”. Hodgson udtrykker hans synspunkt på følgende måde:

Kuusinen hävdade, att den socialistiska ”aktivismen” byggde på det oriktiga antagandet att en revolution som skulle införa demokrati eller västeuropeisk parlamentariskt styrelsessät var närt förestående i Ryssland. En sådan revolution kunne man inte, ansåg han, räkna med inom fem, sex, tio, ja inte end inom femton år. Finlands socialdemokrater burde derfor fortsätta den parlamentariska kampen mot den ryska reaktionen och ta avstand från våldets forespråkare.”

Hodgson tilføjer, at denne holdning også afspejlede sig i, at Kuusinen i januar 1911 på ny besluttede sig til at stille op til landdagsvalget.

Zarens hemmelige politi, Okhrana, anså ham da heller ikke for en af de første - som i tilfælde af krig - burde arresteres (25).

I årene 1911-1913 deltog han således flittigt i parlamentets og i underudvalgenes debatter.

Ved valget i august 1913 valgte han på ny at indtræde i redaktionen af partibladet Työmies.  

Allerede i 1908 havde Kuusinen arbejdet i bladets udenrigsafdeling. (26)

I 1906 havde det aktieselskab (T.S.O.Y.) som nu omfattede både avisen og et forlag nedsat en litteraturkomité, som skulle oversætte udenlandsk socialistisk litteratur til finsk. I denne komite sad både Kuusinen og Valpas.

Blandt de oversatte værker figurerede ingen af Lenins værker, som Kuusinen først stiftede bekendtskab med langt senere i april 1918, hvor han læste Lenins ”Staten og revolutionen”, skrevet i 1917. (s. 26)

I 1910 blev Kuusinen indvalgt som suppleant i aktieselskabets bestyrelse og sammen med sit udenrigspolitiske område i redaktionen af bladet han kom nu til at beskæftige sig med forholdet mellem Finland og Rusland.

Som alle finner havde Kuusinen i sin skolegang stiftet bekendtskab med russisk og hans interesse for russisk sprog tiltog nu.

I maj 1914 fik Kuusinen tildelt et stipendium af den socialdemokratisk prægede journalisternes fagforening og tog på en rejse til Moskva.

I årene 1914-1916 skrev Kuusinen for partibladet. Familien Kuusinen var nu forøget med to børn, Heikki og Taneli, som gjorde det vanskeligt for familien at leve for hans beskedne løn som journalist. Han blev tvunget til at tage både kort -og langfristede lån. I januar 1916 måtte han således anmode sin bank om udskydelse af tilbagebetalingen.

Det er derfor overraskende at han i august 1916 sagde sit job på avisen op og afstod fra sin hovedindtægtskilde.

 

Kuusinen som socialdemokrat.

De finske socialdemokrater og forholdet til Rusland.

I august 1915 rejste en delegation af russiske socialdemokrater (Gylling, Wiik og Kuusinen) til Skt. Petersborg for at mødes med de sine partikammerater, de russiske mensjevikker. (Hodgson, s. 28).

De finske socialdemokrater fremlagde her deres syn på det forhold som burde herske mellem Finland og Zar-Rusland. Zar-Rusland skulle tildele Finland fuld selvstændighed. De russiske mensjevikker fik at vide, at den finske befolkning ikke ønskede at støtte Rusland i en krig mod Tyskland. Svaret fra de russiske mensjevikker var venligt, men lunkent.

Efter deres hjemkomst udarbejdede de 3 socialdemokrater en pjece om forholdet mellem Finland og Rusland. Alle 3 var enige om, at en tysk sejr og Zarrigets fald ikke ville ændre Finlands stilling synderligt. (28)

Løsningen var, at Finland fik fuldstændig national uafhængighed. Med Zarrigets fald i februar 1917 mistede pjecen sin aktualitet. Ikke desto mindre kom den til at danne grundlag for partiets syn på forholdet mellem Finland og Rusland - uanset hvem der måtte besidde magten i Rusland. 

 

Februarrevolution i Rusland 1917. 

16. marts 1917 indbød kommandanten for den russiske Østersøflåde en række repræsentanter for de politiske partier i Finland til et møde på krigsfartøjet Kretjet, som lå i Helsingfors, hvor de blev underrettet om, at det, som senere blev kendt som Februarrevolutionen var brudt ud.  (s. 28-29)

Kommandanten tilkendegav, at Finlands borttagne rettigheder skulle genetableres og at det finske parlament, som ikke havde været samlet siden 1914 (til trods for at der havde været afholdt valg i 1916).

18. marts 1917 fandt endnu et møde sted mellem repræsentanter for Finland (både borgerlige og socialdemokrater) og Rusland.

De russiske repræsentanter talte for en genoprettelse af den selvstændige finske hær, som var blevet nedlagt af zaren i 1901. Nu ville de høre, hvordan finnerne forholdt sig til Ruslands krig mod Tyskland.

Højre-socialdemokraten Gylling stillede nu modspørgsmålet: Ville de 100.000 russiske tropper, som befandt sig i Finland, blive trukket tilbage, hvis Finland fik lov til at oprette sin egen hær? Russerne svarede kun undvigende. Det var et forsvarspolitisk spørgsmål, som skulle drøftes nærmere med generalstaben. (s. 29)

Samme aften rejste en delegation af borgerlige og socialdemokratiske finske politikere til Skt. Petersborg for at drøfte Finlands fremtid under den nydannede Provisoriske Regering.

Kuusinen fremlagde sit partis forslag om genoprettelse af Finlands rettigheder ledsaget af sociale reformer.

Den provisoriske Regering i Rusland var ikke interesseret i sociale reformer og afviste disse og lyttede mere til de borgerlige politikeres ønske om en afvikling af russisk overhøjhed. Russerne var mest interesseret i at få en forsikring om, at en kommende finsk regering ville støtte Ruslands fortsatte krig mod Tyskland. (s. 29)

 

Hvilken slags finsk regering?

Den Provisoriske regering havde ikke modsat sig dannelsen af en ny finsk regering. Derfor dukkede dette spørgsmål til det finske Socialdemokrati op.

Af åbenlyse grunde var Kuusinen var imod dannelse af en ren borgerlig regering, ikke mindst fordi Socialdemokratiet ved valget i 1916 havde vundet flertal i Parlamentet (102 mandater ud 200).

Kuusinen havde ikke tiltro til, at en borgerlig regering ville gennemføre sociale reformer.

Ligeledes var han imod en ren socialdemokratisk regering. En sådan, mente han, ville støde på uoverstigelige vanskeligheder. (s. 30)

Han foretrak en koalitionsregering bestående af det socialliberale Agrarparti og Socialdemokratiet og i hvilken der skulle indgå en række ikke-partibundne borgerlige ministre (sic!).

 

Mensjevikken Kuusinen.

Her røbede Kuusinen sit mensjevikiske standpunkt. På et tidspunkt hvor borgerlig legalitet gav ham og partiet mulighed for at danne en socialdemokratisk flertalsregering veg han tilbage med det argument, at en ren socialdemokratisk ikke ville finde tilstrækkelig støtte i befolkningen.

På samme måde som russiske mensjevikker i årene op til Februarrevolutionen 1917 havde argumenteret med, at det russiske samfund ikke var tilstrækkeligt økonomisk og samfundsmæssigt udviklet til at være modent til en socialistisk omvæltning, brugte han nu de samme argumenter, dog uden at specificere disse.

Agrarpartiet meddelte, at det var villigt til at indtræde i en koalitionsregering med Socialdemokratiet og alt syntes klar til dannelse af en koalitionsregering. 

Men opdraget gik jo ud på at styrke regeringens parlamentariske grundlag og finde nogle uafhængige borgerlige politikere som kunne give regeringen et legalistisk udseende (og hindre de borgerlige i at beskylde Socialdemokratiet for at have begået et ”kup”).

Partiets ledere var fuldstændigt indhyllet i en snæversynet parlamentarisk tankegang og insisterede på, at en koalitionsregering skulle have tilføjet nogle partiuafhængige  borgerlige ministre.

Socialdemokratiet havde udpeget højre-socialdemokraten og fagforeningsformanden Oskari Tokoi til at undersøge, om der var nogle af den type, som var villige.

Tanken var dødfødt og ingen potentielle borgerlige ministeremner meldte sig. Alternativet var nu ifølge Kuusinen enten en koalitionsregering, hvori kun sad et mindretal af socialdemokratiske ministre og som risikerede at splitte partiet (fordi ikke alle var for) eller en ren borgerlig regering. Og i konsekvens heraf valgte han at støtte - en rent borgerlig regering!

Hokus pokus, fili hankat! Sådan overlader man magten til klassefjenden.

Partledelsen var nu i syv sind. Afstemningen i partiets forretningsudvalg (partistyrelsen) viste et flertal på 10 mod 9 for en koalitionsregering med de borgerlige.

Det snævre flertal fik højresocialdemokraten Gylling til at genfremsætte sit forslag om en koalitionsregering med Agrarpartiet suppleret af uafhængige borgerlige politikere. I første omgang besluttede man at støtte dannelsen af en borgerlig regering. Senere blev denne beslutning trukket tilbage efter samtaler med førende borgerlige politiske, som anså eksperimentet som håbløst.

26. marts 1917 godkendte partiets forretningsudvalg alligevel en koalitionsregering med Agrarpartiet med fagforeningsformand Tokoi i spidsen. (s. 30)

 

Finske og russiske socialdemokrater (mensjevikker) uenige.

I slutningen af samme uge aflagde den Provisoriske Regerings justitsminister, socialdemokraten (og mensjevikken) Alexander Kerensky Helsingfors et besøg for at forhøre sig om finsk støtte til Ruslands forsatte krig mod Tyskland.

De finske socialdemokrater (Gylling, Wiik og Kuusinen) benyttede lejligheden til at fremlægge deres synspunkter på forholdet mellem Finland og Rusland overfor deres russiske partikammerat, som nu har pådraget sig det tunge ministeransvar.  

De finske socialdemokrater var interesseret i at overføre så mange af de hidtil russiske beføjelser som muligt fra Zardømmet til Finland. Kun udenrigsanliggender og forsvarspolitik skulle fortsat bestemmes af den ny Provisoriske Regering.  

De finske socialdemokrater fandt det bedst, hvis Finlands selvstændighed sikredes af internationale garantier, dvs. med indblanding af fremmede magter (formodentlig England og Frankrig og USA).

9. april underrettedes Gylling og Wiik af den russiske generalguvernørs adjudant om, at den Provisoriske Regering havde forkastet de socialdemokratiske forslag.

Men de finske socialdemokrater gav ikke så let op. Til trods for den officielle finske regerings bestræbelser på at udvirke en løsning havde den ikke held med at løsne op for den Provisoriske Regerings tilsyneladende urokkelige standpunkt.

De finske socialdemokraters ønske om øget selvstændighed stillede sig i vejen for den provisoriske regerings ønske om finsk støtte til krigen mod Tyskland.  

Nu hvor man tilsyneladende var havnet i en blindgyde kunne de finske socialdemokrater - via andre kanaler - benytte en sidste udvej. De kunne henvende sig direkte til partikammeraterne i Skt. Petersborg. En 4-mands delegation (bl.a. Wiik og Gylling) blev i juni 1917 sendt af sted for at overvære den Al-russiske Sovjetkongres. Her vedtog et flertal af mensjevikker, socialrevolutionære og bolsjevikker en resolution, som krævede fuldstændig finsk indre selvstændighed (s. 31).

Nu troede det finske Socialdemokratis parlamentsgruppe, at problemet om hvem der skulle bestemme over Finland var løst. De tog fejl.

 

Forsat uklarhed om Finlands selvstændighed.

18. juli 1917 godkendte et flertal (bestående af Socialdemokratiet og Agrarpartiet) et lovforslag udarbejdet af Kuusinen (bistået af andre medlemmer af Parlamentets grundlovsudvalg) om at al magt, som tidligere blev udøvet af zaren, blev overført til den finske rigsdag - undtagen udenrigsanliggender og forsvar.

Kuusinen mente, at det var op til Rusland at afgøre spørgsmål om krig, fred og nationale konflikter. Når det gjaldt forsvarsanliggender var spørgsmålet mere indviklet. De russiske troppers tilstedeværelse på finsk jord var ifølge Kuusinen et russisk anliggende, men opstillingen af en finsk hær burde være et rent finsk anliggende til trods for, at den Provisoriske Regerings forsvarsministerium stadig var de militære styrkers overhoved.  (s. 31).

Sidstnævnte forhold skulle der ifølge Kuusinen lovgives nærmere om.

Da problemet for den Provisoriske regering tilsyneladende var uløseligt, valgte den at opløse den finske rigsdag, hvor Socialdemokratiet havde flertal. (s. 32)

Dette var en streg i regningen for de finske højresocialdemokrater og deres fejlslagne parlamentariske strategi og skulle vise sig at få skæbnesvangre konsekvenser både for partiet og den klasse, som det hævdede at repræsentere.

Op til parlamentsvalget i oktober 1917 skiftede stemningen i Finland. Socialdemokratiets parlamentariske strategi var kommet til kort. Store dele af arbejderklassen begyndte at miste tilliden til partiets parlamentariske linje, radikaliseredes og var nu mere åben overfor alternative strategier end den tilsyneladende umulige og slagne parlamentariske vej til socialismen.  

Samtidigt forringedes befolkningens levevilkår, da 1. verdenskrigs indskrænkede handel begyndte at kunne mærkes på vareudbuddet. Der manglede i stigende grad fødevarer, som det blev vanskeligere at fremskaffe.

Hertil kom en stagnerende økonomi, stigende arbejdsløshed og inflation med en deraf følgende udhuling af lønningerne.

Fronterne mellem det bestående samfunds støtter, de borgerlige - og de folkelige lag af befolkningen som kunne være interesseret i en fundamental samfundsomvæltning blev trukket kraftigere op.

Borgerlige forsvarsværn og beskyttelseskorps begyndte at skyde op. I de radikale dele af arbejderklassen gravede man erfaringerne fra revolten i 1906 og ideen om at bevæbne sig frem.

 

Reform eller revolution?

Hodgson beskriver stemningen blandt arbejderne som revolutionær. (s. 32)

Kuusinen derimod ”frygtede, at masserne skulle handle på egne vegne uden hensyn til partiets vilje og han understøttede dannelsen af et ordensværn, senere kaldet Rød Garde, som en sikkerhedsforanstaltning. I slutningen af oktober var Kuusinen overbevist om, at revolutionen i Rusland stod for døren og han var bekymret for eventuelle tilbagevirkninger i Finland.” [min understregning] (s. 32)

Den Røde Garde blev således ikke fra den socialdemokratiske ledelses hold dannet som et værn mod borgerskabets politiske og militære oprustning, men skulle snarere ses som en sikkerhedsforanstaltning rettet mod de radikaliserede arbejdere for at ”beskytte” de højresocialdemokratiske partiledere mod den militante arbejderklasse.

Det var nærmest for at komme en forudsigelig utilfredshed hos arbejdermasserne i forkøbet og hindre, at der opstod en massiv utilfredshed med partiets parlamentariske kurs.

Dette var en af årsagerne til, at den Røde Garde aldrig rigtigt kom til at spille rollen som et slagkraftigt instrument i arbejderklassens hænder. Partiledelsen ønskede det simpelthen ikke og var bange for at skræmme borgerskabet og udløse en voldelig reaktion fra borgerskabets side. 

Ikke desto mindre lod den socialdemokratiske partiledelse og fagbevægelsens top i forening oprette et selvforsvarsværn, en Rød Garde og som - hvis lejlighed skulle byde sig - kunne sættes ind i fald, der skulle opstå en revolutionær situation. Men det var ikke noget hverken partiledelsen eller fagbevægelsens top ønskede sig.  

Efter bolsjevikkernes magtovertagelse i Rusland 7. november 1917 frygtede Kuusinen, at ”forholdet til de russiske bolsjevikker i Helsingfors ville blive anspændt, ja føre til væbnede sammenstød, hvis russisk militær afvæbnede ”slagterne”, de hvide borgerværn, uden at arbejderne i Finland samtidig overtog magten.” (s. 33)

Nu hvor den Provisoriske Regering havde opløst den finske koalitionsregering og partiets parlamentariske strategi havde spillet fallit, var det politiske initiativ overladt til de borgerlige. De borgerlige partier var splittede. Det borgerlige midterparti Agrarpartiet forsøgte at indtage rollen som mægler mellem de to parlamentariske fløje: Socialdemokratiet og de andre borgerlige partier.

De konservative ”Gamle Finner” og de liberale ”Ny Finner” ville udvide det finske Senats beføjelser, således som det var foreskrevet i ”Magtloven” på bekostning af den Provisoriske Regerings beføjelser. Derfor foreslog de dannelse af et Rigsforstandernævn bestående af 3 personer, som skulle forvalte nogle af de bemyndigelsesområder, som Zardømmet hidtil havde haft. (s. 33)

De ærke-borgerlige partier ønskede først og fremmest at begrænse Socialdemokratiets indflydelse i det finske Senat.  

Det socialliberale Agrarparti ville gerne støtte Socialdemokratiets Magtlov med ekstra udvidede beføjelser til det finske Senat.

Socialdemokraterne havde i mellemtiden i oktober 1917 udarbejdet en udvidet udgave af Magtloven (”Me vaadime, Vi kræver”), som indbefattede de ønskede reformer af arbejdsdagens længde, offentlig forsørgelse af arbejdsløse og fattige, udvidet stemmeret ved kommunevalg m.m. (s. 33)

Den afsatte parlamentsformand og fagforeningsformand Tokoi og den ene af partiets to formænd Gylling henviste til ”Vi kræver”-programmet som det eneste middel, der kunne hindre en socialistisk revolution.

Et flertal i parlamentet kunne imidlertid ikke blive enige om, hvem der skulle sidde i Rigsforstandernævnet og uenigheden blev henvist til drøftelse i et parlamentarisk underudvalg. Forhandlingerne løb ud i sandet. 

 

Magtovertagelse nu?

Ud over den politiske gren af den socialdemokratiske bevægelse spillede også fagbevægelsen en rolle for arbejderklassens organisering og kampstyrke. 

Fagbevægelsen krævede af det finske Parlament, at det med tilbagevirkende kraft stod fast på de sociale og kommunale love, som det foregående, nu opløste parlament med socialdemokratisk flertal (Manner-parlamentet) havde vedtaget. Da det borgerlige flertal i Parlamentet ikke ville bøje sig for dette krav, så fagbevægelsen sig nødsaget til at fremsætte krav om indførelse af en 8-timers arbejdsdag, kommunale reformer om udvidet stemmeret (og forholdstalsvalg) og truede med generalstrejke. (s. 34)

Mens generalstrejken effektueredes sad Parlamentet og ventede på, at dets parlamentariske underudvalg skulle færdiggøre lovforslaget om Finlands selvstændighed. I mellemtiden, foreslog de borgerlige partier, kunne man godt overføre zarens historiske rettigheder til det finske Senat.

Mens de andre borgerlige partier trådte vande, tilbød det socialliberale Agrarparti nu at indgå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

 Anført af Kuusinen afviste partiet på nuværende tidspunkt at danne regering med Agrarpartiet, men støttede at zarens gamle magtbeføjelser overgik til den finske Rigsdag. To områder var stadig uafklaret, forsvars -og udenrigspolitik.

3 uger senere vedtog et flertal en ensidig uafhængighedserklæring, som ikke omtalte de to uafklarede områder. Den Provisoriske Regering i Rusland var ikke taget med på råd. 

Ingen i Parlamentet var øjensynligt tilhænger af en fortsat generalstrejke og derfor holdt Parlamentet en natlig seance, som skulle gennemføre de ønskede sociale og kommunale love, som fagbevægelsen og Socialdemokratiet ønskede.

Men Parlamentet havde forpasset tiden og lovforslagene kom for sent til at kunne dæmme op for en generalstrejke.

Partiets og fagbevægelsens fællesudvalg (det centrale råd) mødtes for at diskutere, om vedtagelsen af de sociale reformer var tilstrækkeligt til at afblæse strejken. Højresocialdemokraten Gylling, som havde stået for kontakten til Agrarpartiet var for dannelse af en koalitionsregering (og afblæsning af strejken).

Sirola indtog et midterstandpunkt og foreslog at man besatte lensstyrelsen i Nyland, hvor Helsingfors lå og styrelsen for de statsejede jernbaner. Endvidere skulle det borgerlige Senat opløses.

Disse forslag blev stillet op imod fagbevægelsens forslag om en magtovertagelse. Under afstemningen vægrede Kuusinen at stemme. Han afviste en koalitionsregering med Agrarpartiet, men håbede trods alt på ”at man skulle kunne hålla sig inom laglighetens gränser.” (s. 35). Fortalerne for en umiddelbart forestående magtomvæltning sejrede med 14 mod 11 stemmer. Næstformanden i den finske fagbevægelse, Lumivuokko mente ikke på baggrund af det snævre stemmeflertal at kunne tage ansvaret for en så afgørende beslutning. Yderligere diskussioner måtte til. (s. 35)

Der dannedes nu to fløje i partiets og fagbevægelsens fælles organ, centralrådet. Den ene syntes at være tilhænger af en ren socialistisk regering på enten et parlamentarisk eller et ikke-parlamentarisk grundlag (uklart).

Den anden - nogle vil sige mere realistiske, andre håbløst pragmatiske og reformistiske - fløj i partiet hævdede, at de borgerlige ved fortsat generalstrejke kunne tvinges - ja til hvad - flere indrømmelser?

Ved en prøveafstemning var der stemmelighed (8 for og 8 imod). Kuusinen indtog endnu en gang det moderate standpunkt og opfordrede fortalerne for en socialistisk regeringsdannelse, som nødvendigvis måtte finde sted på et ikke-parlamentarisk grundlag og dermed ulovligt i legalistisk forstand - til at trække forslaget tilbage. (s. 35)

Kuusinen udtalte i den anledning følgende:

Dictatorship will end badly and our organizations will be wholly  at risk … if we have a bourgeois government it will be week …  carry on with other methods… the workers power is intact. Now we can present certain demands. The Red Guard can be retained… but the prisoners released and the bourgeois should grant an amnesty. A socialist government would be dependent on the Red Guard and that would make things very difficult.” (Upton:  [titel], s. 160)  

Med dette uklare resultat mente fagbevægelsens top ikke at kunne forsvare at kaste sine medlemmer ud i en fortsat generalstrejke. De fralagde sig ethvert ansvar, idet de henviste til, at de ikke kunne eller ville påtage sig ansvaret for et spørgsmål som jo i bund og grund var politisk (sic!).

Dagen efter 18. november afblæste det revolutionære Centralråd (Workers Revolutionary Central Council), bestående af 2 medlemmer af partiets forretningsudvalg og 9 valgte repræsentanter fra parlamentsgruppen at afblæse strejken, som havde varet i 5 dage og som havde omfattet hundredtusinder og pålagde samtidigt den socialdemokratiske parlamentsgruppe at danne en ”rød” regering.

Her blev ikke bare generalstrejken afblæst, men her glippede partiets første chance for at stille sig i spidsen for en revolutionær magtomvæltning på et tidspunkt, hvor det rent faktisk havde været muligt at gennemføre den, hvilket Kuusinen senere fortrød, da han noget senere øvede selvkritik og måtte indrømme at han havde taget fejl.

Partiets spidser havde begået et eklatant klasseforræderi og ikke mindst en af partiets førende ideologer, Kuusinen havde vist sig som en klasseforræderisk reformist.

 

Mensjevikiske finske socialdemokrater.

3 dage senere skiftede Kuusinen kurs og talte nu for en magtovertagelse (Hodgson, s. 35).

Han foreslog, at man skulle udråbe en socialistisk regering under Tokoi og ignorere det borgerlige flertal i Parlamentet, da det var den eneste måde hvorpå partiet kunne bevare kontrollen med den Røde Garde. Han sagde:

If power is not installed in socialist hands then bloodshed cannot be avoided. In order to make the Red Guard a supporter of order and not a disrupter, speedy measures are demanded.” (Upton, s. 167).Han indrømmede, at han i går var af en anden opfattelse, men det ville kun være en foreløbig udvej og partikongressen kunne se bort fra det, hvis det ønskede det.Han var af den opfattelse, at de finske arbejdere ikke ville være i stand til at beholde magten, hvis ikke arbejderklassen i en række andre europæiske lande som f.eks. Tyskland også tog magten (s. 36; Upton, s. 144).

[Man bider mærke i, at ideen om socialisme i kun ét land var helt utænkelig for nogen socialist på dette tidspunkt. Heller ikke Kuusinen som senere skulle blive en af Stalins håndgangne mænd i opgøret med andre ledende bolsjevikker under fraktionskampene i Sovjetunionen i 1920’erne og 1930’erne kunne finde på, at fremføre en sådan opfattelse på dette tidlige tidspunkt.]

På partiets ekstraordinære kongres i dagene 25.-27. november 1917 aflagde Kuusinen rapport for partiets forretningsudvalg (Party Executive), hvor han ridsede partiets muligheder op. Enten en kortvarig og foreløbig magtovertagelse (?) eller en tilbagevenden til en konstitutionel politik. (Upton, s. 172).

Upton skriver om Kuusinens standpunkt:

 ”He showed that his personal inclination was to take power until a constituent assembly could be elected; this would safeguard “the achievements of the working class to date, so that they would not be lost even if we were defeated in elections.”Such a government would not even be able to control the whole country… “but perhaps it could calm things down for that period of time”.

Han mente ikke, at man skulle lade en borgerlig regering komme til magten, idet det ville udsætte arbejderklassen for lovmæssig undertrykkelse. Men han understregede, at det i sidste ende var op til partiets kongres at afgøre, hvilken en af de to førnævnte linjer den ville tilslutte sig.” (Upton, s. 172).

Altså enten en ”foreløbig og præventiv magtovertagelse” eller fortsætte ud af den parlamentariske vej.

Andre socialdemokrater som Tokoi, formand for den finske fagbevægelse, formulerede sig mere bramfrit:

”You cannot stop a revolution by decisions of the party Congress… My position is that the revolution cannot be avoided, it is coming because vast forces are on the move.” (Upton, s. 172).Sirola sagde: “We cannot deprive the workers, who have taken the revolutionary path, of hope … we must go along with them and try to do what can be done with the movement”. (Upton, s. 173)

Ingen af disse 3 socialdemokratiske ledere formåede at slå hul på deres forpuppede parlamentariske tankegang og tænke i andre baner end den gængse parlamentariske.

De ville næsten for enhver pris undgå at se, at deres egne vælgere og deres egen partibasis løb i en anden retning end den vej, som de havde anvist. 

Deres ukendskab til klassekampens realiteter og til borgerskabets magtambitioner er næsten rørende naivt. Havde de virkeligt forestillet sig, at borgerskab og arbejderklasse således på skift skulle udøve magten?

Nu tager vi magten fra jer, senere får I den tilbage, fordi vi nok alligevel ikke er i stand til at bevare den.   

Det er udtryk for en kriminel politisk tankegang, som kun kan føre til alvorlige tilbageslag og i sidste instans til blodige nederlag for den klasse, hvis interesser man hævder at repræsentere. 

Upton skriver om den politiske situation i Finland i november 1917:

The activist workers, the opinion-forming leaven among the masses, felt that in November 1917 the mastery of Finnish society had been within their grasp, and that the leadership had fumbled the opportunity to consolidate the victory. After that, the movement was in constant retreat, in face of a resurgent bourgeoisie whose strength and confidence steadily mounted, so that what happened in January 1918 was a despairing gamble to turn the tide. It showed that much of the elan and selfconfidence that had enabled the workers to dominate Finland in November 1917 had been fatally eroded.” [min understregning]

Og Upton tilføjer: Kuusinen havde næsten fuldstændigt ret, da han (senere øvede selvkritik) skrev:

It is indisputable that there was a revolutionary situation, and there was the possibility to broaden and deepen the actual seizure of power, which had already taken place at the time of the strike, into a full conquest of power and by this to broaden and deepen the revolution itself.” (Upton, s. 178.)

Citatet må næsten være af en senere dato, da det viser en langt mere nøgtern Kuusinen som her tør udtrykke det, som han ikke gjorde, men burde have gjort i november 1917. 

Kontrasten mellem det sidst citerede, hvor Kuusinen er kommet på andre tanker og som sandsynligvis er formuleret på et senere tidspunkt end i1917 er værd at lægge mærke til i betragtning af den rolle som Kuusinen senere kommer til at spille som en af Stalins håndgangne mænd.

Det er karakteristisk for flere af de fremtrædende bolsjevikker, at de under  Oktoberrevolutionen i Rusland ikke indtog revolutionære marxistiske standpunkter, men snarere gav udtryk for mensjevikiske. Det gjaldt således for fremtrædende bolsjevikker som Sinovjev og Kamenev (Stalin blev først ”leninist” efter Lenins aprilteser 1917). Kuusinen slutter sig således til den prominente række af bolsjevikker, som i revolutionære situationer indtog standpunkter og holdninger, som Lenin og et flertal i det russisk socialdemokratiske arbejderparti (bolsjevikker) fordømte på det skarpeste.

Således krævede Lenin i oktober 1917 Sinovjev og Kamenev ekskluderet for i protest mod partiets planlagte opstand at have forsøgt at forpurre denne ved at gå til den borgerlige presse med forlydender om en kommende opstand. Det blev af Lenin betragtet som en dødssynd og han forlangte de to ekskluderet eller suspenderet af partiet.

(Se f.eks. Alexander Rabinowitch: The Bolsheviks come to Power.The Revolution in Petrograd. 2004, 203-208 og The Bolsheviks and the October Revolution. Central Coimmitee Minutes of the Russian Social-Democratic Labour Party (Bolsheviks). August 1917-February 1918. s. 114-122).

I mens socialdemokraterne vaklede mellem reform og revolution, handlede borgerskabet resolut og dannede en ren borgerlig regering med Svinhufvud i spidsen. (Hodgson, s. 36)

Socialdemokratiets parlamentariske strategi havde slået fejl. Partiet kunne ikke beslutte sig til at tage magten på et tidspunkt, hvor det faktisk havde været muligt.

Borgerskabet tog nu skridt til at ruste sig militært og tyede nu til andre midler end de rent parlamentariske. Et af Svinhufvud-regeringens første tiltag var at bede den forhenværende russiske karriereofficer Mannerheim om at træde i spidsen for dannelsen af en national finsk hær, der som en kontrarevolutionær styrke kunne nedkæmpe den af Socialdemokratiets ledere uønskede Røde Garde.

Indtil borgerkrigens endelige slutning i april-maj 1918 havde Kuusinen stået for en helt igennem klasseforræderisk og reformistisk linje og bar sammen med den øvrige højresocialdemokratiske ledelse hovedansvaret for de rødes forsmædelige nederlag på slagmarken.

Efter det militære sammenbrud havde han sammen med den øvrige Folkedeputation på ynkelig vis stukket halen mellem benene, skyndsomst forladt Viborg til søs og ladet sig evakuere om bord på et russisk dampskib til Skt. Petersborg, hvor han i sikker afstand fra den blodige borgerkrig og hvor han i sikker afstand fra slagmarken passivt kunne se til den Røde Gardes sidste krampetrækninger.

Han havde gennem hele borgerkrigens forløb optrådt moderat og var ofte den person, som forsøgte at forlige de to uforligelige fløje i partiet. Det virker som om partiets enhed var et mål i sig selv for ham.

Ofte indtog han et selvvalgt midterstandpunkt, som ikke havde hold i virkeligheden og som han ikke kunne forsvare. Han satte sig midt mellem to stole.

Efter flugten til Skt. Petersborg skulle han således enten retfærdiggøre sit eget umulige midterstandpunkt - hverken reform eller revolution, dog hældede han til det sidste mest til reform, eller også skulle han forsøge at stille sig et godt stykke til venstre for midten sammen med partiets venstrefløj.    

 

Tekst 11.

Otto Kuusinen. Fra finsk socialdemokrat til stalinistisk topbureaukrat.  Del 2.

Fra reformist til revolutionær?

Han valgte det sidste og blev en af de vigtigste fortalere for dannelsen af et nyt finsk kommunistisk parti.

Det blev starten på hans karriere først som revolutionær marxist - ganske vist med en reformistisk baggrund. Hans standpunkter i den revolutionære proces fra efteråret 1917 og frem til foråret 1918 havde mere lignet de russiske mensjevikkers, som af Lenin og Trotsky blev betegnet som kontrarevolutionære og (social)imperialistiske.

Måske ser vi her et af de karakteristiske træk ved Kuusinen's politiske virksomhed. Han indtog aldrig rigtigt helhjertet et standpunkt, men vaklede til stadighed fra et standpunkt til det næste (meget lig sin kommende arbejdsgiver Stalin). Dette skulle blive hans foretrukne politik under hans senere virke som medlem af Kommunistisk Internationales Eksekutivkomité, da den degenererede først under Zinovjev og Bukharin og senere under Stalin.

Efter den blodige borgerkrig mellem ”røde” og ”hvide”, som var resulteret i, at Mannerheims ”hvide” tropper med stor støtte fra tilkaldte tyske lejetropper militært havde nedkæmpet arbejderbevægelsens de ”røde” tropper herskede der en decideret lynchstemning mod alt ”rødt”. Titusinder ”røde” var nu under kummerlige indespærret i interneringslejre rundt om i Finland.  

Dertil kom det finske borgerskabs frygt for, at den bolsjevikiske revolution i Rusland i oktober skulle sprede sig til Finland. 

 

Fra legalitet til illegalitet.

Det finske kommunistpartis første partiprogram blev således udarbejdet af Kuusinen (Hodgson, s. 43). Han indvalgtes sammen med Sirola (formand), Letonmäki, Evä og J. Rahja i partiets første centralkomite. Partiet definerede sig revolutionært marxistisk og måtte i sagens natur arbejde under jorden. (s. 44-45)

Kuusinen forfattede også i februar 1919 partiets andet program, hvor de finske arbejdere opfordredes til at boykotte parlamentsvalget i marts 1919, fordi partiet var af den opfattelse, at proletariatets internationale revolution stod for døren. (s. 45)

I maj 1919 krydsede han i hemmelighed grænsen til Finland for at danne underjordiske particeller i Finland.

Nu fulgte en periode hvor partiet var forbudt og måtte arbejde under jorden. Det gjaldt også Otto Kuusinen, som var eftersøgt og blev skygget af det finske efterretningsvæsen. Der var tilmed udlovet en dusør på ham på 5.000 finske mark (s. 46)

I året 1919-1920 opholdt han sig i en dæklejlighed i Helsinki og var med til at redigere pjecer og blade.

 

Privatliv.

Selvom hans politiske aktiviteter var hans første prioritet havde han tid til at pleje sine relationer til det modsatte køn. Kuusinen var lovformelig gift med Saima Dahlström og de havde 5 børn.

Efter kilderne at dømme var han pigeglad og absolut ikke tilhænger af det borgerlige ægteskab eller af monogami. Han troede ikke på ’den eneste ene’. (s. 49) I et helt år fra april 1918 til foråret 1919 havde han ikke set sin kone og sine 5 børn, hvilket ikke lod til at genere ham. I december 1918 sendte han julehilsener fra Moskva til sin kone og også penge til familiens underhold. (s. 49)

I 1920 forlod han sin kone til fordel for Aino Sarola, som var en gift kvinde. Aino Sarola fulgte ham til Moskva, hvor de giftede sig, hvilket efterlod hans første kone i fortvivlelse. . (s. 50).

Med sig til Moskva havde han to af sine børn, Esa og Hertta (s. 51). Aino var ligesom Kuusinen ansat i Komintern, hvor hun arbejdede som hemmelig agent. I begyndelsen af 1930’erne rejste hun som hemmelig agent for Komintern til USA. I midten af 1930’erne forsatte hun til Japan som agent for det sovjetiske militære efterretningsvæsen og da hun i slutningen af 1937 forlod Tokio havde Stalin indledt sin Store Terror-kampagne med skueprocesser mod millioner af partimedlemmer og tusinder af Komintern-medarbejdere, heriblandt Aino Sarola, som arresteredes af NKVD, det hemmelige politi. De næste 18 år tilbragte hun i russiske fangelejre (s. 51).

Da havde den dameglade og promiskuøse Kuusinen i mellemtiden giftet sig to gange og haft talrige elskerinder (s. 52)

Hun overlevede Kuusinen og var til stede ved hans begravelse. I 1965 fik hun mulighed for at komme ud af Sovjetunionen og besøge Finland og hoppede af til Vesten. 3 år senere offentliggjorde hun sine erindringer ”Vi skulle alle dø”. Hun døde i 1967 i en alder af 84. (s. 52; Jf. Aino Kuusinens selvbiografi: Der Gott stürtz seine Engel. Verlag Fritz Molden. 1972.)

 

Finlands Socialistiske Arbejderparti.

Socialdemokratiets 12. kongres i Helsingfors i december 1919 skulle den tilbageværende venstrefløj (anført af Wuolijoki og Pekkala) i partiet tage stilling til, om den skulle udtræde af partiet og danne et nyt venstresocialdemokratisk parti, som på opfordring af Kuusinen skulle bekende sig til proletariatets diktatur og til medlemskab af den nyligt skabte Kommunistisk Internationale, Komintern. (s. 53)

Partiledelsen hjalp dem med denne beslutning ved simpelthen at ekskludere dem.

I maj 1920 samledes 79 repræsentanter fra den forhenværende venstrefløj i Socialdemokratiet for at danne Finlands Socialistiske Arbejderparti. (54)

Partiets program var skrevet af Kuusinen og det ny parti tilsluttede sig Komintern. Ikke så snart havde det vedtaget sin tilslutning til Komintern, førend det finske politi opløste mødet og arresterede deltagerne. (s. 54)

Men 19. juni dannedes partiet alligevel af partiets afdeling i Helsingfors (Helsingfors socialistiske arbejderkommune) dog i første omgang uden det for myndighederne omstridte punkt om tilslutning til Komintern.

De finske myndigheder stillede sig foreløbig tilfreds med dette og tillod herefter partiet. Det højresocialdemokratiske parti havde nu fået sig en rival på samme måde som de højresocialdemokratiske i andre europæiske lande var blevet sprængt (i f. eks. Danmark, Sverige og Tyskland).

Der var herefter to partier, som begge bekendte sig til proletariatets diktatur og som begge havde tilknytning til Komintern: det illegale Finlands Kommunistiske Parti og det halvillegale Finlands Socialistiske Arbejderparti. Kuusinen var involveret i begge. FSAP kan med rette ses som den halv-legale fløj af FKP.   

Men partiet manglede veluddannede kadrer og med dette som mål forlod Kuusinen i slutningen af juni 1920 Helsingfors med kurs mod Stockholm.

Turen måtte foretages illegalt i en robåd tværs over Østersøen. For ikke at blive opdaget havde Kuusinen farvet sit hår blondt. Han var ledsaget af 2 partikammerater, som ligeledes var vendt tilbage til Helsingfors fra Rusland.

I løbet af natten trak det op til uvejr på roturen (ved Barösund). Hele næste dag fortsatte stormen, men det lykkedes at nå frem til Segelskär, hvor en motorbåd skulle møde dem. Intet var at se, da motorbåden i den stærke storm var drevet ned mod den estiske kyst. De fik ikke kontakt med motorbåden og måtte ro i land ved Hangø.

Efter 5 dages hvile på Hangø lykkede det dog trioen at blive fragtet til Stockholm uskadt. (s. 56)

Fra Stockholm sendte Kuusinen breve til Centralkomitéen i Petersborg, hvor han omtalte hvor svagt kommunistpartiet var i forhold til FSAP. Hvis myndighederne tillod partiets politiske aktiviteter, var der måske slet ikke brug for et illegalt kommunistisk parti som FSP.   

Et sådant lovligt parti ville også være i stand at bedrive illegal virksomhed. Derfor foreslog han en sammenslutning af de to partier (s. 55).

 

Finske kommunister dødelige uvenner.

Men ikke alle medlemmer af FKP var enige i denne linje. Nogle finske elever på det Røde Militærakademi og medlemmer af partiet syntes ikke om ideen om sammenslutning. På en partikonference i marts 1920 blev Kuusinen forslag mødt med modstand. Kuusinen krævede nu en ny Centralkomité. Dens tyngdepunkt burde flyttes fra Petersborg til Helsingfors. Tvivlsspørgsmål burde afgøres af en paritetisk sammensat komité med medlemmer fra begge byer. Kuusinen foreslog endvidere en fælles kongres for alle som bekendte sig til proletariatets diktatur, støttede Sovjet-Rusland, dvs. FKP og FSAP.

Fra Petersborg lignede det et forsøg på at ville skabe et legalt venstresocialdemokratisk parti. (s. 56)

Kuusinen, som for nyligt havde læst Lenins ”Venstreradikalisme. Kommunismens børnesygdom” beskyldte nu centralkomitemedlemmerne i FKP (E. Rahja, Evä og Manner) for sekterisme og konspiration (s. 55).

 

Mord i Petersborg 31. august 1920.

31. august 1920 myrdedes fremtrædende finske kommunister (navne?), blandt disse partiets næstformand (?) af utilfredse elever på det Røde Militærakademi. Motivet er uklart (?). Kuusinen fordømte handlingen, men sagde, at han forstod baggrunden for handlingen (?)

Dette fik nogle til at sige, at han rent faktisk støttede handlingen. Konflikten i partiet var nu så åbenlys, at Komintern måtte intervenere.

Formand for Kominterns Eksekutivkomité Sinovjev måtte konstatere, at der fandtes to uforenelige grupper i partiet. Den ene betegnede han som mensjevikisk (Kuusinen og Sirola), den anden som bolsjevikisk omkring E. Rahja. Sidstnævnte tog sig efter eget udsagn af kontraspionage og militære spørgsmål.

En forsoning forekom utænkelig. Af tilsyneladende uransaglige årsager vendte Kuusinen i februar 1921 alligevel tilbage til Sovjetrusland. Han blev således taget til nåde af Komintern og Sinovjev.

 

Komintern og FKP.

At der ikke bare var tale om ideologiske meningsforskelle og strid om partiets taktik og strategi vidnede de mord, som finske elever det Røde Militærakademi havde begået på fremtrædende partimedlemmer.

Noget alvorligt må have ligget bag uenigheden. Partiet var ikke selv i stand til at udrede trådene og motivet stod ikke klart. Det eneste som stod klart var, at det var led i et internt opgør mellem to fløje i partiet.

I første omgang nedsatte Kominterns Eksekutivkomité en ny Centralkomité for det finske kommunistparti, som bestod af 4 personer, heriblandt Kuusinen.

På længere sigt var dette en uholdbar løsning, så i sommeren 1920 udnævnte Kominterns Eksekutivkomité en ny centralkomité, hvor ingen af de to stridende grupper var repræsenteret. Hermed håbede Komintern at have delt sol og vind lige.

Komintern havde imidlertid gjort regning uden vært.

Kuusinen følte sig forbigået og mente, at Komintern havde givet ham og oppositionen mundkurv på (s. 57).

Kort efter Kuusinen's tilbagevenden til Sovjetrusland i februar 1921gjorde Komintern et nyt forsøg på mægling.

Kominterns daglige ledelse, Eksekutivkomitéen nedsatte nu en organisationskomité, som fik til opgave at sammenkalde til en ny partikongres i det finske kommunistparti. (s. 58)

De udestående spørgsmål skulle således drøftes på en partikongres i Petersborg i juli-august 1921.  

Her deltog 78 i partiets 4. kongres, hvor de 55 var smuglet illegalt over grænsen. (s. 58)

Kullervo Manner og Otto Kuusinen stod her overfor hinanden, som leder af hver sin fraktion i partiet.

To spørgsmål var til drøftelse: partiets organisation og mordene 31. august 1920 på 8 fremtrædende partimedlemmer.

De 3 Rahja-brødre (Eino, Jukka og Jaakko) havde - i modsætning til Kuusinen - været nogle af drivkræfterne i den revolutionære proces i efteråret 1917 og i foråret 1918.

2 af brødrene var blevet ofre i mordene 31. august 1920. Den ene Jukka var blevet myrdet. Den anden Jaakko hårdt såret af revolvermændene. Brødrene anførte nu en opposition til Kuusinen, som de anså for at være en ’reformistisk overløber’ i den revolutionære lejr.

Eino Rahja mente, at Kuusinen havde været for ’blød’ i sin fordømmelse af mordene og ikke taget tilstrækkelig afstand. Ja han anklagede ham ligefrem for at støtte mordene. Oppositionen mistænkte ham ligefrem for at være spion for den finske sikkerhedstjeneste. (s. 58)

Kuusinen var nu trængt ud i tovene og øvede selvkritik og beklagede, at han havde foreslået en énighedskongres mellem de to partier FKP og FSAP. (s. 58)

Dette havde snarere opildnet end det havde været medvirket til at dæmpe gemytterne blandt de finske elever på Det Røde Militærakademi.

Ved mødets slutning lykkedes det dog Kuusinen at klare frisag vedr. mordene. (s. 59)

Straks værre var det med organisationsspørgsmålet. Her beskyldte Manner og Rahja Kuusinen for at udgøre en slags ’højreopposition’ på samme måde som Paul Levi udgjorde i det tyske VKPD efter sammenslutningen af dele af USPD og KPD i Tyskland.

De teser om organisationsspørgsmål, som Kuusinen havde udarbejdet til Kominterns 3. kongres betegnede Eino Rahja som opportunistiske og som noget vrøvl. (s. 59)

Flertallet kunne ikke se noget forkert i man havde 2 organisationer, FKP og FSAP. Det ene, FKP illegalt og underjordisk. Det andet FSAP lovligt og som skulle sigte på at rekruttere de brede masser.

Hidtil var partiets aktiviteter i Finland blevet ledt af et Finlandsbureau (3 personer), som var udpeget af partiets Centralkomité og som befandt sig i Helsingfors.

Kuusinen mente, at hovedparten af partiets aktivitet skulle omlægges til Finland. Finlands-bureauet fik nu to afdelinger: et politbureau og et organisationsbureau. Organisationsbureauet skulle tage sig af de illegale aktiviteter. (s. 59)

Ved valg af centralkomité-medlemmer kom det igen til sammenstød mellem E. Rahja og Kuusinen. Kuusinen som ikke havde tillid til Rahja og som anså ham for at være en ’venstreradikal ballademager’ krævede ham strøget af kandidatlisten. (s. 60)

Kuusinen ville ikke selv stille op. Det endte dog med, at de to kamphaner måtte finde sig i hinandens selskab som medlemmer af partiets Centralkomité.

For en sikkerhed skyld anbragte Komintern en ’observatør’- Karl Radek - i partiets centralkomité.

Striden mellem den radikale Rahja og den moderate Kuusinen fortsatte i de følgende år.

Mellem 1920 og 1925 afholdtes ingen kongres i FKP (sic!).

Fraktionsstriden i det russiske moderparti lagde en dæmper på den fri diskussion i Komintern og dens sektioner, som bevægede sig mod en stalinistisk ensretning.  

På partiets 5. kongres i 1925 havde Stalin så godt som udmanøvreret alle sine rivaler, Zinovjev, Kamenev og Trotsky.

Den socialistiske revolution i de fremskredne europæiske lande syntes at udeblive - senest med det mislykkede opstandsforsøg i Tyskland i oktober 1923. Dette fik Stalin og andre til at omformulere Lenins og Trotskys tanker om en verdensrevolution begyndende i Vesteuropa til udelukkende at gøre Komintern til et instrument til forsvar af Sovjetstaten.

Parolen lød nu: en proletarisk enhedsfront mellem arbejderpartierne. Men der var ikke i de kommunistiske partier enighed om, hvorledes denne parole skulle udlægges. 

I det tyske KPD fandtes en venstrefløj, som på baggrund af partiets erfaring med Novemberrevolutionen 1918 ikke ønskede at indgå i en proletarisk enhedsfront med det klasseforræderiske Socialdemokrati. 

En sådan venstrefløj fandtes også i det finske kommunistparti.

Rahja repræsenterede i 1925 denne venstrefløj i FKP, og han nød stor anseelse hos de bolsjevikiske ledere for sin indsats under den russiske revolution, da han hjalp Lenin ud af Rusland i de hede julidage 1917.

Rahja bevarede sin plads i Centralkomiteen indtil han i 1927 blev udrenset med Stalin-fløjens endelige sejr i Komintern. (s. 60, fodnote 19)

 

Stalin-fraktionen i Komintern ’bolsjeviserer’ kommunistpartierne.

Fra nu af var alle Kominterns partier, også det finske, sektioner i en centralistisk styret monolit. Enhver opposition forsøgtes undertrykt, det interne partidemokrati og den fri meningsudveksling fandtes ikke længere.

I takt med at partiet blev ’fjernstyret’ af Kominterns Eksekutivkomité degenererede partiet ideologisk. Partiet udsattes tilmed for hård repression fra statsmagtens side og fik vanskeligere og vanskeligere arbejdsvilkår.

 

Statslig repression.

I efteråret 1927 arresterede det finske sikkerhedspoliti et medlem af partiets finske bureau, Rasi, som for nylig var vendt tilbage fra Moskva. Det finske Sikkerhedspoliti havde i nogen tid arbejdet på at optrevle og ødelægge partiets illegale apparat. De fleste ledere blev nu arresteret. Alle undtagen et medlem af det finske bureau, alle distriktsorganisatorer undtagen to og mange distriktskomitémedlemmer arresteredes. (61)

I efteråret 1929 foretog det svenske politi en razzia i en lejlighed i Stockholm, hvor de fandt papirer som var efterladt af partiets formand Kullervo Manner, som havde været i Sverige for at drøfte organisationsspørgsmål med sine finske kammerater. (s. 61)

Partiets fagforeningsfunktionærer blev nu indkaldt til forhør. Af disse forhør fremgik det, at bl.a. at partiet kun havde 1044 medlemmer og de sidste 2 år havde mistet mere end 3000 medlemmer. (s. 62)

Den borgerlige stat forsatte med hetz mod medlemmer af det finske kommunistparti.

I december 1929 og i juni 1930 blev partiet frataget retten til at holde møder og til at udgive aviser. Partiets medlemmer af Rigsdagen arresteredes og love blev vedtaget, som udelukkede dem fra kommunal ansættelse.

Fra 1928 opfandt Stalin teorien om kapitalismens ’3. fase’. Efter Stalins og hans økonomers opfattelse bevægede kapitalismen sig nu ind i en ’3. fase’. Efter en periode med ’relative stabilisering’ i midten af 1920’erne var kapitalismen nu på vej ind i en fase hvor den stod overfor et umiddelbart forestående sammenbrud og derfor ville vende sig aggressivt mod Sovjetrusland. Hovedopgaven bestod nu i at forsvare det socialistiske fædreland, Sovjetrusland. Stalin skippede nu fuldstændigt enhedsfront-strategien. Socialdemokratierne blev nu betegnet som ’socialfascister’ i stedet for reformistiske klasseforrædere.

I stedet for at tage kampen op mod de reformistiske klasseforrædere i fagforeninger, blev disse nu udråbt til at være klassesamarbejdsorganer i en korporativ stat.

Enhedsfrontstrategien var nu opgivet til fordel for en ultra-venstre kurs. Denne kurs skulle vise at blive skæbnesvanger ikke mindst for det tyske kommunistparti med Weimar-republikkens endeligt i 1933.

I 1934 sadlede Stalin endnu en gang om og dekreterede folkefrontsstrategi, dvs. klassesamarbejde med de ’nationalt sindede’ dele af småborgerskabet og borgerskabet, dvs. klassefjenden.

Kuusinen havde op gennem sin karriere som reformistisk socialdemokrat frem til 1918 vist sig som meget tilpasningsdygtig.

Han havde således ikke svært ved at tilpasse sig Kominterns mange kursskifter.  Derimod var der andre ledere i det finske kommunistparti som var knap så tilpasningsdygtige.

Partiet fik stadig ikke nogen medlemsfremgang og Komintern havde nu nået et lavpunkt i sin organisatoriske deroute. En meget udbredt metode i Kominterns interne magtkampe var at udpege syndebukke for den mislykkede politik efterfulgt af udrensningskampagner.  På partiets 8. partikongres i 1931vendte partiets formand Kullervo Manner sig mod Otto Kuusinen og fremsatte nu en ’forræderitese’ (s. 63).

Kullervo Manner hævdede på et møde i det finske parti i 1933, at Kuusinen i 1917-1918 havde bedraget de finske arbejdere og at han efter borgerkrigen ikke havde været tilstrækkelig kritisk over for sin socialdemokratiske fortid.

Manner foreslog, at det finske parti for fremtiden skulle stå frit i forhold til det russiske parti (?) og at partiledelsen skulle flyttes fra Petersborg til Stockholm.

Manner forsvarede tilsyneladende Komintern ”ultra-venstre” og fagforeningsfjendske linje, som havde indebåret dannelse af en selvstændig fagforening (en rød landsorganisation), hvorimod Kuusinen, som sad i Kominterns Eksekutivkomites Sekretariat havde vejret, at en ny fagforeningslinje var på vej, som var mindre sekterisk og som nu dekreterede dannelse af ”oppositionsgrupper” i den socialdemokratisk dominerede fagbevægelse.

På dette tidspunkt var enhver diskussion i Kominterns EKKI forstummet og det var ikke muligt at gøre indsigelse eller fremføre en alternativ linje. Hvis Stalin og den af Stalins klike styrede Komintern indvarslede en ny fagforeningsstrategi havde alle at rette sig derefter. Det gjaldt også Kullervo Manner, som EKKI nu fordømte, som stående i spidsen for en ”partifjendtlig” gruppe.

På et møde i EKKI’s internationale Kontrolkommission blev Manner af Kuusinen skældt ud for ”partifjendtlig” virksomhed.

Det var dødsstødet for Kullervo Manner, som nu kunne se frem til arrestation og død i en arbejdslejr i Workuta, nord for polarcirklen. (64).

Kuusinen havde endnu engang formået at overleve modstand fra medlemmer i det finske kommunistparti. Først var der fra Rahja-brødrene, denne gang fra Kullervo Manner.

Endnu havde Stalin og Komintern ikke helt forkastet enhedsfrontstrategien om enhed med Socialdemokratiet fra neden, men ny toner var på vej.

Fra enhedsfront til folkefrontsstrategi.

I sommeren ændredes Kominterns linje fra ’enhedsfront fra neden’ (med de menige socialdemokratiske arbejdere) til ’enhedsfront fra oven’ (med de socialdemokratiske ledere). Ikke alle medlemmer i partiet havde lige stor forståelse for hvad dette betød i praksis og Kuusinen måtte forklare forskellen for partimedlemmer i Åbo (64).

11. september 1935 afholdt FKP sin 6. kongres i udkanten af Moskva. Kort forinden havde det ”staliniserede” Komintern holdt sin 7. verdenskongres.

Kuusinen, Sirola, Tuominen og Linko repræsenterede partiets Centralkomite i Moskva. Dertil 3 delegerede fra Leningrad og fra Karelen (uafhængig Sovjetrepublik).

10 delegerede var ankommet fra Finland. På Kominterns 7. kongres dekreterede Stalin-kliken ”folkefrontsstrategi”, hvilket bl.a. udmøntede sig i, at FKP ved præsidentvalget i 1937 støttede en borgerlig kandidat, K. J. Ståhlberg, landets forrige præsident. Ståhlberg var i 1930 blevet kidnappet af folk fra den fascistiske Lappo-bevægelse i opposition til ”slagteren” Svinhuvud, den konservative regeringsleder som havde stået i spidsen for nedkæmpelsen af de ”røde” i 1917-1918. Den socialdemokratiske kandidat hed Väinö Tanner (om hvem FKP i sin ”ultravenstre” periode havde sagt: at han slikkede borgerskabets røv”).

Otto Kuusinen sad central placeret i Kominterns Eksekutivkomites Sekretariat og arbejdede snævert sammen med sin gode ven og sambo Arvo Tuominen. Tuominen repræsenterede FKP i EKKI’s Præsidium og var generalsekretær i FKP. Disse to kørte parløb indtil 1939, hvor Tuominen tog afstand fra ikke-angrebspagten mellem Hitler og Stalin.(s. 66).

En anden af Kuusinen's nære medarbejdere var russeren M. A. Trilisser (Moskvin) med dæknavnet ”Anatolie”. Trilisser var medlem af EKKI’s Præsidium og sekretær i Komintern (s. 66).

Mens Kuusinen gjorde karriere som en fremtrædende medlem af Komintern, gik Trillisser en lidt anden vej. Han begyndte som chef for det hemmelige efterretningsvæsen, GPU i Moskva, og blev hurtigt derefter chef for GPU’s udlandsafdeling og i slutningen blev han regnet for at være nr. 3 i efterretningsvæsenets hierarki.

Som følge af en afsløring af 1. sekretæren ved den sovjetiske ambassade, Besedovsky (?) i Paris blev Trilisser forflyttet til Kominterns sekretariat, hvor også Kuusinen sad.

Trilisser havde ikke samme held som Tuominen (som forlod bevægelsen i 1939). Han blev et af ofrene for Stalins omfattende udrensningsprocesser i 1930’erne, som også omfattede tusinder af Kominterns funktionærer (s. 66).

Kuusinen havde på FKP’s 6. kongres 1935 opnået samme position i FKP som Stalin havde i det russiske parti, nemlig enerådende. Ingen af de oprindelige medlemmer var tilbage (s. 66).

 

Ikke-angrebspagten mellem Nazityskland og Sovjetunionen 1939.

I et tillæg til den pagt, som Hitlers Nazityskland indgik med Stalins Sovjetunion i efteråret 1939 havde Stalin betinget sig, at de 3 baltiske lande og Finland skulle være ”opmarchområde” for den Røde Hær.

Man kan heri se konturerne til de senere ”folkedemokratier” som af Stalin Sovjetunion blev oprettet i Central -og Østeuropa efter 2. verdenskrig.       

Det var det erklærede mål at oprette en selvstændig borgerlig demokratisk republik med frie valg. (s. 67).

En finsk ”folkearmé” skulle sammen med den Røde Hær indtage Helsingfors og inddrage Karelen som en del af et selvstædigt Finland. Der var undertoner af det som Kuusinen havde kæmpet for i 1917-1918 og han vejrede morgenluft.

Kuusinen blev af Stalin udpeget til at stå i spidsen for et nyt selvstændigt Finland. Det første Kuusinen som statsminister i ”den Demokratiske Republik Finland” var at undertegne en venskabs og samarbejdspagt med Unionen af Sovjetrepublikker (USSR).

Kuusinens republik skulle til gengæld for sovjetisk Karelen afgive nogle landområder til USSR.

Men Stalins tanke om en ”Demokratiske Republik” i Finland viste sig hurtigt at være et fantasifoster.  Selv ikke mange af de få tilbageværende medlemmer af FKP ønskede at Stalin oprettede en tro kopi af sin Sovjetunion i Finland og slet ikke den finske befolkning.

Stalins forsøg på annektering af Finland stod i grel modsætning til bolsjevikkernes ønske om selvstændighed for Finland i 1918.

Det der i Kuusinen's drømmeverden kunne være blevet en realitet viste sig i praksis at være et fantasifoster.

Men Kuusinen's karriere som stalinistisk bureaukrat var ingenlunde forbi. 

 

Den stalinistiske Komintern-funktionær Kuusinen.

Kuusinen bakkede til fulde om den ”folkefrontsstrategi”, som Kominterns formand den bulgarske Dimitrov annoncerede i 1934 (s. 83).

Selvom Kuusinen til fulde bakkede op om Kominterns zig-zag kurs, kunne heller ikke han føle sig sikker under Stalins omfattende udrensninger i 1930’erne.

Under den ”3. Moskva-proces” i 1938 mod Bukharin (forh. formand for Komintern) og Rykov (formand for de sovjetiske fagforeninger) begyndte jorden at brænde under Kuusinen. Både Bukharin og Rykov hørte til hans venner. Han boede dør om med Rykov. (83).

Få undslap Stalins terror og meget få Komintern-funktionærer bevarede deres position. Tusindvis matte lade livet, men ikke Kuusinen (og Dimitrov).

Hvorfor mon?  Hodgson mener, at det kan skyldes, at Kuusinen kun havde få venner. Det kræver en forklaring. Skulle hans få venner virkelig have været årsagen til at han klarede frisag? Måske.

Stalin havde skabt et klima af gensidig mistænksomhed, som bevirkede at mange følte sig presset til at ”angive” hinanden for at komme GPU i forkøbet ved en eventuel (fiktiv) anklage.

Det er tænkeligt, at hvis man som Kuusinen åbenbart gjorde, holdt sig for sig selv og blot passede sin daglige dont (og i øvrigt forstod at tilpasse sig) bedre kunne holde sig uden for mistanke. 

Kuusinen forstod, at det gjaldt om ikke at lægge sig ud de herskende i parti og stat. Og havde der måske var endnu vigtigere: Han forsvarede aldrig sine ”venner”, når de var på vej ud i ”uføre”.

Eksempler er der nok af: finske kammerater som Edvard Gylling, Kustaa Ruvio, K. K. Lehtinen. Heller sine kollegaer i Kominterns Eksekutivkomite som kom i ”uføre” forsvarede han: ungarske Bela Kun og Lorentz (?).

Efter det mislykkede forsøg på at skabe e sovjetrussisk marionetrepublik i Karelen koncentrerede Kuusinen om sin karriere i Komintern.

I februar blev han medlem af Centralkomiteen i det sovjetiske parti samtidig med partiets ”chefideolog” M. Suslov (87).

En gang sidst i 1943 først i 1944 flyttede Kuusinen fra sin forpost som statsminister for den ”finsk-karelske Sovjetrepublik” i byen Belomorsk i Karelen til Moskva ((s. 88).

Ligesom i mange andre vesteuropæiske lande (Frankrig, Italien, Danmark) sad der også kommunister i den første finske regering efter krigen. Her var Ottos svigersøn Yrjö Leno indenrigsminister.

Forhandlinger i december 1947 mellem den første finske regering og USSR tydede ikke på, at Molotov og Stalin var interesseret i at indlemme Finland i sovjetisk ”interessesfære” (93). Ej heller var de toneangivende finske stalinister interesseret i et ”folkedemokratisk” Finland.

Dagen efter Stalins død blev Kuusinen udelukket fra partiets Præsidium. Omdrejningspunktet udgjordes nu af Malenkov. For en kort tid var Kuusinens stjerne i partitoppen faldende. Det ændrede sig imidlertid hurtigt, da det i 1955 lykkedes Khrustjov at udmanøvrere sine rivaler (Beria, Malenkov og Bulganin).

I juni 1955 blev Kuusinen udset til en af de to viceordførere ved USSR’s nye parlamentariske gruppes provisoriske bureau (s. 97).  

På partiets 20. partikongres i 1956 indvalgtes Kuusinen som delegeret for den finsk-karelske Sovjetrepublik i partiets Præsidium (formandskab). 

Kuusinen havde en høj stjerne hos partiets leder Khrustjov og var med til at skrive partiets ny program, som blev vedtaget i 1961.

Den stalinistiske partiteoretiker Kuusinen havde bevæget sig langt fra sin ungdom, hvor han påstod, at Karl Marx’s lære om et fremtidigt samfund, som skulle afløse kapitalismen inter havde med ”videnskab” at gøre. (s. 99).

I april 1962 valgte den Øverste Sovjet Kuusinen til formand for Nationaliteternes Råds udenrigspolitiske kommission. Han havde derved den afgåede Suslovs position som Sovjetunionens udenrigspolitiske ekspert.

Kuusinen forsvarede til det sidste det stalinistiske bureaukrati i Sovjetunionen i opgøret med Maos kinesiske udgave af stalinismen (s. 100-102).

17. maj 1964 slukkede Kuusinens livsflamme. Dødsårsagen var kraft i leveren. 3 gang havde han modtaget Lenin-ordenen. Hans lig lå lit-de-parade i fagforeningernes Hus, hvor også Stalin havde ligget 11 år før. Kuusinens urne med hans jordiske rester er muret i Kremls mur.  

 

Afslutningsvis.

Kuusinens politiske løbebane er bemærkelsesværdig, men ikke atypisk for mange, som endte som højtstående stalinistiske bureaukrater.

I 1917 var mange af dem - som Kuusinen - ikke revolutionære marxister og støttede ikke en revolutionær samfundsomvæltning, hvor denne var mulig (Stalin selv var en af disse).

Med fraktionsstriden i det russiske parti og dens udfald til fordel for Stalin og hans klike indledtes en rykvis, men mestendels langsomt fremadskridende degenerationsproces, som reducerede de staliniserede kommunistpartier til et vedhæng til Stalins reaktionære og kontrarevolutionære udenrigspolitik, som kun nominelt sigtede på Sovjetstatens overlevelse (statsræson), men som reelt gravede sig egen grav ved ikke at støtte revolutionære omvæltninger - og konsekvent fejlvurdere de konkrete muligheder herfor.

Det bemærkelsesværdige er ikke så meget, at Kuusinen i 1917 indtog en dubiøs rolle som fortaler for en udsigtsløs parlamentarisk strategi, som førte den finske arbejderbevægelse ud i et historisk nederlag, som den havde svært ved at komme sig over. Det var han som sagt ikke ene om.

Det bemærkelsesværdige er, at han som en af få formåede at sno sig udenom de stalinistiske bureaukraters mange udrensningskampagner, klare sig uskadt igennem - og gøre en storslået karriere som kontrarevolutionær stalinist.

Så i en vis forstand blev cirklen afsluttet.                 

   

Ottos Kuusinens familie.

Anden kone: Aino Kuusinen, arresteret 1937 som funktionær i Komintern og tilbragte mere end 20 år arbejdslejre i USSR.

Svoger: Eino Laaksovirta, skudt af NKVD/GPU.

Søn: Esa Kuusinen: taget til fange af (?), smittet med TB som politisk fange og døde i Petrozavodsk kort efter 2. verdenskrigs afslutning.   

Datter: Herta Kuusinen: gift med T. Lehén, underviser på Leninskolen i Moskva;

anden mand: Yrjö Leino, indenrigsminister i den finske regering 1946-1948.

 

Tekst 12.

Thomas Sakmyster: A Communist Odyssey. The Life of József Pogány/John Pepper. CEU Press. 2012.

Pogány - den ikke særligt vellidte stalinist.    

John Pepper alias Josef Pogany (1886-1938) endte sine dage på samme måde som de mange millioner, som blev ofre for Stalins terror i 1930’erne, nemlig med et nakkeskud i 1938.

Denne tragiske død var så meget mere tragisk som Pogany blev et offer for den bevægelse, som han selv var en del fra 1920.

Pogany tilhørte den generation af unge som blev født før forrige århundredskifte (1800) og hvis politiske bevidsthed blev vakt under 1. verdenskrig.

For Poganys vedkommende blev rejsen mod livets ende en lang og trang vej med mange forhindringer undervejs. Poganys væsen og natur gjorde ikke hans vej let og ubesværet. Han skulle igennem mange kampe. Men han tog de fleste af disse i stiv arm.

Poganys sluttede sig ikke helhjertet til den kommunistiske bevægelse, som opstod i kølvandet på den russiske Oktoberrevolution 1917.

Først ad en omvej over den ungarske Socialdemokrati og som Folkekommissær for Krig under den ungarske Rådsrepublik i 1920 endte Poganys ovre i bolsjevikkernes lejr.

Forinden havde han udtrykt sig i begejstrede vendinger om den østrigske hærs heroiske kamp mod Zardømmet under 1. verdenskrig. Måske som et udslag af hans angst for den politiske censur i Østrig-Ungarn.

Hans generalieblad var altså ikke helt rent da han lod sig udnævne til Folkekommissær for krig under den kortvarige ungarske Rådsrepublik. Heller ikke som Folkekommissær lykkedes det Pogany at undgå at lægge sig ud med sine to kommunistiske vicekommissærer, da kommunisten Bela Kun afsatte ham.

Pogany måtte flygte til nabolandet Østrig, da Rådsrepublikken måtte give fortabt overfor invasionsstyrker fra Tjekkiet og Rumænien.

Her blev Pogany af de østrigske myndigheder indkvarteret i et nedlagt slot, mens de kommunistiske flygtninge måtte værge sig mod agenter for admiral Horthys diktatur i Ungarn.

I forbindelse med fredslutningen mellem Østrig-Ungarn og Rusland blev Pogany udvekslet som krigsfange med russiske krigsfanger og endte således hos Komintern i Moskva.

Her indledte Pogany så sin karriere som funktionær i Komintern, som skulle blive hans arbejdsgiver i de næste 16 år indtil sin død i 1938.

Poganys karriere i den kommunistiske bevægelse er ikke nogen solstråle-historie. Få har som Pogany har haft så mange fjender som han. Selv ikke hans kone havde rosende ord til overs for ham: han var indbildsk og så ned på folk, som ikke havde samme høje uddannelsesniveau som han selv.

Pogany fik aldrig rettet op på dette skudsmål. Få er som han blevet skældt så meget ud i den kommunistiske bevægelse som han.

Få har indlagt sig færre fortjenester end han. Hvorfor skrive en biografi om denne helt igennem usympatiske mand, Josef Pogany?

Fordi hans historie og hans tid i Komintern og som udsendt til det amerikanske kommunistparti kan være lærerigt for alle, som studerer denne bevægelses historie.

Hvad er så vigtigst i hans historie? Er det hans mange nederlag og hans mange politiske fejltrin? Ja, såmænd. Lad os tage ved lære af Poganys mange fejltrin, så vi ikke gentager dem. Det er mit fromme håb.

Hvorfor tog Pogany så grueligt fejl. Fordi han som alle andre var et produkt af sin tid og fordi han som alle andre havde et begrænset intellekt og begrænsede personlige egenskaber.

Hvad var hans største fejl? Måske hans fanden-i-voldske indbildskhed og alt for livlige fantasi, som ofte førte ham ud i vanvittige forehavender - ofte til stor ulempe for ham selv.

Skulle have han været forblevet socialdemokrat i stedet for kommunist? Måske. Meget kan siges om Pepper, men ideologisk afklaret blev han aldrig. Opportunisme var det gennemgående træk hos ham. Hans tilpasningsevne var enorm - og for stor. Trotsky betegnede ham som en ”parasit” på den kommunistiske bevægelse, hvilket ikke er helt forkert. Den amerikanske trotskist James P. Cannon betegnede ham som en ”politisk charlatan”, hvilket heller ikke er forkert.

Pogany var på mange måder fuldstændig principløs og opportunistisk i sin grundholdning. Hans politiske kompas var som en vejrhane, den svingede efter vindens blæsen.

Efter sine to første eklatante fiasko’er i Ungarn 1920 og i Tyskland i marts 1921 ville Komintern ikke længere vide af ham og ledte efter et ”sikkert sted” at anbringe ham. Det blev så helt tilfældigt Amerikas Forenede Stater, hvor han aldrig havde været og ikke talte sproget. Det var ingen hindring for den energiske og udadvendte Pogany. Nu skulle han vise sin arbejdsgiver i Moskva, Komintern, at han kunne opbygge et rigtigt kommunistparti i ”løvens hule”, i kapitalismens centrum.

Pogany eller John Pepper som han kaldte sig i USA opførte sig som den berømte ”elefant i glasbutikken”. Hans betydning for det spæde amerikanske kommunistparti blev af samtiden vurderet vidt forskelligt. Hans tilhængere (Ruthenberg og Lovestone) satte ham højt, mens hans modstandere (Forster og Cannon) bandede ham langt væk.

Han skabte langt fra klarhed om partiets politik. Det gjaldt især i spørgsmålet om enhedsfrontpolitik, hvor det aldrig lykkedes partiet at finde sine egne ben. Det hjalp heller ikke, at der ikke blandt de sovjetiske ledere og i Komintern var konsensus om, hvorledes den skulle praktiseres. Ikke mindst af den grund blev den en fiasko i USA og bragte ikke partiet et skridt videre.

Magtkampen i Komintern og i det sovjetiske parti stod i vejen for partiets udviklingsmuligheder: Var det Zinovievs eller Trotskys linje, som skulle følges? Pepper foretrak så afgjort Zinovievs. Pepper knyttede sig i den grad til lederen af Komintern, først Zinoviev, senere Bukharin - så hans politiske skæbne var bundet til disse frontfigurer.

Da disse blev udmanøvreret af Stalin var hans politiske skæbne afgjort. Pepper klyngede sig forgæves til Bukharin, længe efter at Stalin havde droppet ham. Lovestone var mere pragmatisk end Pepper (!) og forsøgte til det sidste at formilde Stalin, hvad der ikke lykkedes ham.

Peppers endeligt var tragisk, men i en vis forstand logisk nok. Hans pragmatisme, ja ligefrem grundlæggende opportunisme bandt ham til Stalins kursskifter, men det var ikke nok til at redde ham fra undergang. Selvom han først blev udelukket fra Komintern og derefter ”genindsat” som medlem af det sovjetiske kommunistparti som Komintern-funktionær i 1932, henlevede han de sidste år af sit liv som en knækket og skuffet mand.

I 1938 ramte Stalins lange arm ham og han og hans kone Irén Czobel blev arresteret og sat i et af NKVD’s fængsler. Pepper blev straks henrettet af NKVD 8. februar 1938, mens hans kone først slap ud af den tvangsarbejdslejr, som NKVD havde anbragt hende i i 1946. Først i 1956 fik John Pepper-Pogany genoprejsning af den sovjetiske Højesterets militære kollegium.

Samme år som USSR invaderede Ungarn og med tanks nedkæmpede en ungarsk opstand.