Stalin-biografier

Tekst 7.

Simon Sebag Montefiore: Unge Stalin. Borgen 2008. 

Den borgerlige historiker Sebag-Montefiore bryder sig ikke om kommunisme.

På dansk udkom i 2004 Montefiores biografi om Stalin fra 1878 og til hans død i 1953: Den Røde Zar og hans hof.  

I 2008 udkom så Montefiores biografi om den unge Stalin, hvor han udpensler Stalins ungdom frem til Oktoberrevolutionen i Rusland 1917.

Montefiore er en 'gudbenådet' historiker, som helt klart holder af sit fag og som tager historiske kendsgerninger alvorligt.

For Montefiore ligger ”djævlen i detaljen ” og han medtager mange detaljer, som ikke alle er lige relevante for forståelsen af personen Stalin.

Men efter endt læsning, må man indrømme, at der tegner sig et temmelig klart billede af hvem Stalin var som person.

Det er Montefiores klare opfattelse, at Stalins personlighedstræk i allerhøjeste grad er med til at tegne Stalin som politisk leder.

Når man har læst begge hans oven for nævnte værker, danner man sig et klart indtryk af, hvem Stalin var som person og hvorledes han handlede som politisk aktivist og senere statsleder.

Mens Montefiores stærke side er at kunne tegne et portræt af personen Stalin, kniber det mere med den politiske forståelse af ham som statsmand. 

Montefiore skriver i en ældgammel og klassisk borgerlig tradition, når ”store” personer skal biograferes. Vi får alt at vide om deres personlige liv, men forstår knap så meget af deres politiske virke. Den forståelse må vi hente andre steder, synes Montefiore at mene.

Eller også er det bare udtryk for Montefiores historieopfattelse. Montefiore har blik for, at Stalins personlighed blev skabt i Zartidens Rusland og har således en forståelse for, at Stalin blev den han var som et produkt af sine helt specielle omgivelser: med en fordrukken og voldelig far og en dybt religiøs mor. En uafsluttet udannelse på et præsteseminarium osv.

Stalin inkarnerer alt det som for en borgerlig intellektuel og højkulturel person som Sebag Montefiore ikke gør ham egnet til at indtage en høj stilling i et hvilket som helst samfund.

Kun i kraft af historiens tilfældigheder bliver en ”outcast” som Stalin kastet op som partileder og statsmand.

Montefiore har absolut ingen sympati eller medfølelse for Stalin som menneske. Stalin er helt igennem et ”slet” menneske, som kun har ”ondt” i sig. Denne mand har intet positivt udrettet i sit liv og er skyld i snesevis af millioner af menneskers liv.

Rigtigt, der er absolut ingen grund til hverken at dække over eller forsøge at skjule Stalins mange uhyrlige forbrydelser, som det er blevet forsøgt gennem tiderne. Lad os få sandheden frem efter så mange års tavshed og fortielser, synes at være Montefiores motiv.

Jeg kan kun være enig. Derimod deler jeg ikke Montefiores grundliggende anti-kommunistiske holdning, som jeg mener skygger for hans fulde forståelse for Stalin og stalinismen.

Stalins vej til magten i det russiske socialdemokratiske Arbejderparti kan ikke kun forklares med hans usympatiske personlighedstræk. Stalins person dannes efter Montefiores opfattelse allerede i hans tidlige ungdom, som ifølge Montefiore bedst kan sammenlignes med en ungdomskriminel med politiske bagtanker. Stalins devise for resten af sit liv grundlægges her: hensigten helliger midler. Stalin kæmper i en højere sags tjeneste, selvom det ikke altid er til at få øje på. Han bevæger sig langt ud over god borgerlig moral politisk som i sit personlige liv. For Stalin er der tilsyneladende ikke langt mellem gemen kriminalitet og politisk aktivitet. Ofte er det ikke til at skelne hvad der er vigtigst for ham.

Stalin benytter sig af fremgangsmåder som mere ligner en mafiosos end en politisk aktivist og militant på den yderste venstrefløj. Montefiores formål er at vise, at han i bund og grund har været kriminel i sin tankegang lige fra starten og at der går en lige linje og en rød tråd gennem hele hans liv fra start til slut.

På denne måde kan Montefiore bedre forklare Stalins mange irrationelle handlinger senere i livet: hans hensynsløse kamp mod sine partifæller hans utallige udrensningsprocesser i 1930’erne osv.

Det lykkes faktisk Montefiore at tegne et billede af en politisk gangster i svøb. Heller ikke Trotsky gik af vejen for at betegne Stalin som en hensynsløs gangster, som brugte mafiametoder til afpresning af sine politiske modstandere. Trotsky betegnede under skueprocesserne i 1930’erne Stalin som stående i spidsen for et gangstervælde. Indtil da havde han kaldt det stalinistiske bureaukrati for en aristokratisk klike af magttilranere, som ville undergrave revolutionen og afskaffe dens proletariske landvindinger.

Forskellen mellem Montefiores syn på Stalin som et kynisk magtmenneske og Trotskys syn på Stalin som én som uretmæssigt havde tilranet sig magten i Riget var, at Trotsky ikke mente, at historien havde bestemt, at Stalin skulle tilrane sig magten i det bolsjevikiske parti og udmanøvrere alle sine indbildte og rigtige modstandere.

For Trotsky var der intet deterministisk i historiens gang og Stalins kynisme var ikke prædestineret til at sejre over hans eget politiske klarsyn. På den anden side belønner historien ikke altid den, der har det ”korrekte” politiske standpunkt.

Montefiores historiesyn synes at være, at det altid er den mest kyniske og magtliderlige som sejrer - uanset om man heder Katarina den Store eller Josef Stalin.

For dialektiske materialister kan historien ikke fortolkes på en så simpel måde.

Hvis man skal undersøge og forklare hvorfor Stalin kom til at spille en forholdsvis ledende rolle i det russisk socialdemokratiske Arbejderparti før Oktoberrevolutionen 1917 og i statsopbygningen i USSR kræver det i første omgang en specifik historisk undersøgelse af de økonomiske og politiske begivenheder i Europa umiddelbart op til, under og efter 1. verdenskrig og af udviklingen i den ny Sovjetstat efter 1917.

Sådan en analyse leverer Montefiore ikke. Heller ikke i sin Stalin. Den røde zar og hans hof. Der er overladt til andre.

 

Tekst 8.

Niels Erik Rosenfeldt: Stalin. Diktaturets anatomi. Høst og Søn. 2006.

Rosenfeldts særdeles mangelfulde og yderst kritisable biografi om Stalin.

Hvorfor beskæftige sig med en for længst afdød sovjetisk diktator som Josef Stalin, som stod i spidsen for et modbydeligt styre, som henrettede millioner af borgere i sit eget land og som absolut ikke bør tjene som eksempel for nogen til efterfølgelse, kunne man spørge sig selv efter endt læsning af Niels Erik Rosenfeldts Stalin-biografi.

Det kunne der være mange grunde til. Historikeren Niels Erik Rosenfeldt fandt det åbenbart påkrævet i 2006 at udgive en populariseret biografi over den sovjetiske leders liv og levned. Jeg tillader at kalde den populariseret, fordi jeg nægter at tro, at denne bog virkeligt skulle være udtryk for Rosenfeldts standard som forsker. 

Det er al ære værd at Niels Erik Rosenfeldt - som den faghistoriker han er - giver sig tid til at skrive en Stalin-biografi.

Biografien lever imidlertid langt fra op til de mindstekrav, som man som interesseret læser må kunne stille til en faghistoriker med Sovjetunionen og med hvad dertil hører som sit speciale.

Rosenfeldts bog former sig som en traditionel kronologisk fremskrivning af Stalins liv fra A til Z.

Det skæmmer Rosenfeldts biografi stærkt, at han alt for tydeligt lader sine egne fordomme om marxisme, socialisme og kommunisme komme til udtryk.

Rosenfeldt røber fra starten sit borgerlige udgangspunkt og udelukker dermed på forhånd muligheden for at gå ’uhildet’ og ’upartisk’ til sit emne.

Rosenfeldt bruger - som sig hør og bør - sine mange kilder flittigt, men skelner tilsyneladende ikke mellem primære førstehåndskilder, som nogle af hovedaktørerne har efterladt sig - og så de mere sekundære kilder, andre historikeres fremstillingsværker.

Rosenfeldt mener tilsyneladende heller ikke, at hans læsere skal besværes med kildehenvisninger i fodnoter, som det ellers er god skik og brug blandt faghistorikere.

Det overlades helt til de stakkels læsere ud fra Rosenfeldts omfangsrige litteraturliste bagest i bogen selv at gætte sig frem til, hvilken kilde Rosenfeldt har valgt at bruge.

Uanset hvem der måtte læse Rosenfeldts Stalin-biografi, fortjener de så ikke at få at vide, hvilke kilder, Rosenfeldt baserer sin fortælling på? Hvorfor skal de anvendte kilder holdes skjult for læserne?

Dette er et mærkværdigt syn på, hvilke behov historisk interesserede læsere måtte have. Eller måske har forlaget af pekuniære hensyn ikke fundet det nødvendigt at afsætte plads til fyldige litteraturhenvisninger?

Rosenfeldts Stalin biografi lever ikke op til de mindstekrav, som man som læser med rette kan stille til Rosenfeldt som faghistoriker.

Hans Stalin-biografi må snarere betragtes som et partsindlæg i den standende ideologiske debat om Sovjetsamfundets historie og udvikling.

Rosenfeldts Stalin biografi er alt for præget af hans egne borgerlig-demokratiske ideer om hvorledes et hvilket som helst samfund til enhver burde være indrettet - til at kunne bidrage med noget nyt om Stalin og hans ’meritter’.

 

For Rosenfeldt er alle katte grå i mørket.   

Rosenfeldt lægger sin borgerlig-demokratiske opfattelse ned over sin fortælling om Sovjetsamfundet og dets tilblivelse. Han gør sig på intet tidspunkt den anstrengelse at forsøge at forstå hvad marxisme, socialisme og kommunisme er.

Derved formår han heller ikke at bestemme og definere hvad stalinisme er for et fænomén. Rosenfeldt befinder sig i et mørke, hvor alle katte er lige grå. Han kan og vil ikke skelne mellem Lenin og Trotskys revolutionære marxisme og Stalins fuldstændige pervertering af denne til sin ’marxisme-leninisme’.

Som borgerlig liberal historiker har han tilsyneladende ikke nogen interesse i at foretage denne skelnen. Rosenfeldt er nemlig ude i et bestemt ærinde: at nedgøre marxisme, socialisme og kommunisme.

 

Ingen politisk gruppering i Danmark er endnu fremkommet med et troværdigt bud på hvad stalinisme er.

Efter min opfattelse er der i Danmark ikke nogen politiske grupperinger, som blot tilnærmelsesvis er i stand til at beskrive og forklare stalinismen som historisk fænomen, dens opståen og udvikling - før, under og efter Stalin.    

Rosenfeldts Stalin-biografi hjælper os desværre ikke. Den er blot endnu et eksempel på, at borgerlig historieskrivning ikke har bevæget sig ud af stedet, men snarere står i stampe og gentager sig selv i det uendelige.

For borgerlige historikere som Rosenfeldt er det vel også ligegyldigt? De skal blot have bekræftet deres fordomme og slået deres klassebestemte dogmer fast endnu en gang, så ingen er i tvivl om den rette udlægning og forståelse.

Det kunne vel et fedt, om enten Lenin, Trotsky eller Stalin fik magten i Sovjet-Rusland efter magtomvæltningen i oktober 1917?

Et svar på dette spørgsmål får vi kun ved at gå til (primær)kilderne selv for at hente grundlaget for en besvarelse.

Det er sikkert, at vi af dem får hele svaret. Men ét er sikkert: Vi får et bedre og mere rigtigt svar end det svar vi ikke får ved at læse Rosenfeldts Stalin-biografi.