Lenin-opfattelser.

Tekst 3.

Niels Erik Rosenfeldt: Lenin. En revolutionær fundamentalist. Høst og Søn. 2008.

 

Rosenfeldts borgerlige Lenin-interpretation.

Historikeren og Ruslandskenderen Niels Erik Rosenfeldt har skrevet en Lenin-biografi på 250 sider, som jeg ikke synes ikke er værd at læse.

På trods af sit store kendskab til Ruslands og Sovjetunionens historie formår han ikke at fremstille Lenins tanker og handlinger i et perspektiv, som giver en forståelse af først og fremmest hans største fortjeneste og bedrift, den russiske Oktoberrevolution 1917.

Rosenfeldt er hæmmet af sit eget borgerlig demokratiske snæversyn og sin modvilje mod at forstå Lenin (og Trotsky) på deres egne præmisser.

Ustandseligt skal vi præsenteres for Rosenfeldts eget borgerlige ideologiske udgangspunkt i stedet for på informativ og nøgtern vis at forsøge at gengive Lenins tankegang og handlinger. Således ved vi ved efter endt læsning mere om Rosenfeldts uforgribelige holdninger end vi ved om Lenins.

Hvor meget klogere bliver læseren på Lenin ved, at Rosenfeldt hele vejen igennem bebrejder Lenin for ikke at være en borgerlig demokrat og for ikke at spille med på de borgerlig demokratiske spilleregler?

Skulle bolsjevikkerne f. eks. have ventet på, at den Grundlovgivende Forsamling eller at den Al-russiske Sovjetkongres havde forkastet opstandsplanerne?

Svaret er nej! For bolsjevikkerne stod valget mellem kontrarevolution eller en socialistisk magtovertagelse.

Lenin skyndede på og var rasende på de tøvende og nølende partikammerater (Zinovjev og Kamenev), som ikke kunne eller ville beslutte sig til fordel for en opstand i oktober 1917.

Ifølge borgerlige historikere som Rosenfeldt var dette et eklatant brud med det borgerlige demokrati ikke at acceptere den demokratiske beslutningsproces. I Lenins optik ville det have været den største forbrydelse overfor den russiske arbejderklasse og fattigbønder og overfor det internationale proletariat ikke at gennemføre en socialistisk revolution på et tidspunkt, hvor det var muligt.

Rosenfeldt nægter i hele bogen at sætte sig ind i det ideologiske grundlag for revolutionære marxister som Lenin og Trotsky. Derfor forstår han heller ikke baggrunden for deres handlinger, men fordømmer dem i stedet på et forkert grundlag. Det er der ikke megen ræson i.

Efter endt læsning bliver man ikke klogere på Lenins og Trotskys revolutionære marxisme og får ikke en større forståelse for den russiske Oktoberrevolution. 

Det værste er næsten, at Rosenfeldts biografi medvirker til at sprede mere forvirring - end den i forvejen herskende - om vejen til den russiske Oktoberrevolution.

Konsekvent sammenblander Rosenfeldt revolutionær marxisme og stalinisme og lader som om, at det er et fedt. Det har han som borgerlig historiker en interesse i. Hvis det lykkes ham og andre borgerlige og anti-kommunistiske historikere i at fremstille Lenin, Trotsky og Stalin som 3 alen ud af ét stykke er meget opnået. Så har man nemlig berøvet sig selv forudsætningerne for at begribe den senere udvikling under Stalin i Sovjetunionen.

Hvis det er fedt med Lenin, Trotsky og Stalin er der heller ikke grund til at undersøge den politiske udvikling i Sovjetunionen efter Lenins død i 1924. Det har ellers historikere som den britiske E.H. Carr allerede gjort i 1970’erne. Den borgerlige historieskrivning har siden dengang undergået et ideologisk forfald. I dag er det tilsyneladende ikke en gang nødvendigt, da Lenin jo allerede havde beredt grunden for Stalin.

Borgerlige historikere har en ideologisk interesse i at hævde, at der er et totalt sammenfald mellem Lenin, Trotsky og Stalin. I natten mulm og mørke er alle katte grå, synes at være maksimet for disse historikere.

Rosenfeldts biografi udmærker sig ved at have en temmelig mangfoldig og omfangsrig litteraturliste, som dog ikke bliver benyttet i selve fremstillingen. Her anføres ingen referencer til benyttede kilder nogetsteds. Er det nu blevet praksis blandt borgerlige historikere, at man nu ikke behøver anføre sine kilder?

Måske er det mere bekvemmeligt uden kildeangivelse, når man fremsætter uhyrlige påstande?

I stedet for at servere os for sine egne idiosynkrasier, burde Rosenfeldt på god kildekritisk vis så nøgternt som muligt have fremlagt Lenins tanker og redegjort for hans vigtigste handlinger. Det gør Rosenfeldt ikke og biografien bliver i bedste fald overflødig i værste direkte skadelig for den som ikke har det store kendskab til Lenin og den russiske Oktoberrevolution 1817.

Det er en skam, for der er hårdt brug for ordentlige bøger, som beskriver Lenins og Trotskys tankegange og politiske virke. Siden 1970’er har der ikke været den store interesse og forståelse for hverken den russiske Oktoberrevolution eller for Lenin og Trotsky som politiske tænkere.

Rosenfeldts misvisende fremstilling af Lenins liv og virke bidrager absolut ikke til denne mangel på viden om en af det 20. århundreds vigtigste politiske skikkelser og til dennes betydning for en af de vigtigste begivenheder i det 20. århundrede. 

Gå derfor om muligt i stedet for til primærkilderne selv (Lenin og Trotsky) og læs disse.

  

Tekst 4.

Erik Kulavig: Den russiske revolution 1917. Et folks tragiske kamp for frihed. Gyldendal. 2010.

Kulavig hævder fejlagtigt, at bolsjevikkernes magterobring i 1917 var et kup.

Det er på sin vis prisværdigt, at historikeren Erik Kulavig udgiver en bog om en så epokegørende begivenhed som den russiske revolution 1917.

Efter min opfattelse er denne den vigtigste historiske begivenhed i det 20. århundrede.

Det er derimod mindre prisværdigt, at Kulavig ikke formår at give et ’sandfærdigt’ billede af bolsjevikkerne og deres ideologiske standpunkt.

Kulavig er historiker er bruger derfor en række førstehåndskilder af forskellig politisk observans og - skulle man tro - derfor være ’dækket ind’. Dette passer med den på bjerget herskende historieopfattelse blandt borgerlige historikere, som kan betegnes som pluralistisk. Hvis blot alle kommer til orde, har vi delt sol og vind lige. Men det bliver historieskrivningen ikke nødvendigvis mere korrekt af.

Da Lenin og Trotsky er to af den russiske revolutions hovedskikkelser, gør Kulavig da også brug af uddrag af tekster fra disse to hovedaktører, dog uden helt at forstå disse to nøgleskikkelsers tankegange.

Kulavig tager udgangspunkt i Karl Marx’ skrifter fra 1800-tallet, hvor Marx beskriver borgerskabets progressive rolle i udviklingen af det kapitalistiske samfund med industrialisering og fremkomsten af en talrig arbejderklasse.

Borgerskabet har ifølge Marx nu udspillet sin historisk progressive funktion som drivkræften i udviklingen af samfundets produktivkræfter. For fremtiden vil det være arbejderklassen som skal stå i spidsen for denne udvikling. Borgerskabet kan ikke frigøre sig fra den uløselige modsætning mellem de progressive og fremadskridende produktivkræfter på den ene side og produktionsforholdenes snævre bånd på den anden. Borgerskabets private ejendomsret er en forudsætning for opretholdelse af dets udbytning af arbejderklasse, som igen er en betingelse for dets overlevelse.

Marx’ analyse af borgerskabets historiske mission fik fejlagtigt mange europæiske og også russiske socialdemokrater til at tolke det, som om Marx havde ment, at ethvert kapitalistisk samfund nødvendigvis måtte gennemgå en borgerlig demokratisk fase - inden det kunne bevæge sig fra kapitalisme til socialisme.

Kulavig redegør på udmærket vis for hvordan mange russiske socialdemokrater læste og forstod Marx på denne måde, inklusive Lenin, som allerhøjst ville tale om en uafbrudt (og umærkelig) glidning fra en borgerlig demokratisk fase til en proletarisk socialistisk.

Trotsky derimod så klart, at dette ikke behøvede være tilfældet nogetsteds i verden og slet ikke i Rusland, hvor borgerskabet netop var svagt og ikke ville være i stand til at gennemføre en borgerlig-demokratisk revolution mod de hidtil herskende klasser og lag - aristokratiet og de store jordejere. 

Sent i det revolutionære forløb i 1917 endte Lenin endte med at overtage Trotskys for længst fremsatte teori om den permanente revolution, hvorefter en mellemfase mellem kapitalisme og socialisme ikke var mulig.

Dette var det afgørende skel mellem revolutionære marxister som Lenin og Trotsky og så - stort set - resten af de russiske socialdemokrater.

Dette syn blev mødt med stor modstand fra alle mensjevikker i Rusland og - stort set - alle ledende bolsjevikker, herunder de bolsjevikiske ledere af partiet i Moskva og Petersborg (Zinovjev, Kamenev og også Stalin).

Zinovjev og Kamenev var decideret imod en opstand, som ville føre til en socialistisk magtomvæltning og Stalin fulgte kun tøvende og nølende efter Lenin sent i forløbet.

Lenin førte ofte på afstand i eksil en hård og nådesløs kamp for at overbevise sine partikammerater om, at der ikke kunne være tale om en borgerlig demokratisk mellemfase mellem zaristisk autokrati og socialisme. Dette var nemlig det valg som det russiske samfund stod overfor. Enten en genindførelse af zarismen i en eller anden form, dvs. kontrarevolution eller en socialistisk magtomvæltning. En tredje mulighed gaves ikke.

 

Den dødsdømte Februarrevolution 1917.  

Februar-revolutionen bragte de kræfter i det russiske samfund til magten, som skulle have givet Rusland et borgerligt-demokratisk styre.

Et sådant styre skulle have skaffet fred med Aksemagterne, givet bønderne jord og Rusland en borgerlig demokratisk styreform.  

Intet af dette lykkedes. En koalition af borgerlige og socialdemokratiske politikere ledte en slagen og krigstræt hær ud i fortsat krig, formåede ikke at skaffe bønderne jord på grund af intern uenighed blandt koalitionspartierne og mislykkedes med at skabe et stabilt og velfungerende borgerligt demokrati.

Det borgerlige demokrati viste sig - nøjagtigt som Trotsky havde forudsagt - i løbet af sin korte levetid fra februar til oktober 1917 ikke at være i stand til at indfri sine drømme om egen formåen.

I sidste ende viste bolsjevikkerne sig at være de eneste, som kunne indfri massernes berettigede forventninger om fred, jord socialisme.

Alle andre politiske grupperinger spillede fallit: liberale, konservative, social-liberale og socialdemokrater (mensjevikker).

 

Bolsjevikkernes magtovertagelse var ikke et kup.

Lenin og Trotsky handlede rigtigt efter den uheldige opstand i juli 1917 (som partiet kun var delvis skyldig i) og efter general Kornilovs mislykkede kupforsøg i august 1917 ved at opildne partiet til at sætte sig i spidsen for en socialistisk magtomvæltning.

Alternativet ville utvivlsomt have været - en kontrarevolution.

Det borgerlige demokrati havde udspillet sin rolle og havde ”anbragt sig selv på historiens mødding”, som Trotsky udtrykte det.

Hverken Lenin eller Trotsky var ’kupmagere’, som ønskede at tage magten på arbejderklassens bekostning og til egen fordel, således som Kulavig mener det.

Kulavig tolker - som alle borgerlige historikere - en senere tids begivenheder ind i det tidligere forløb og har således med sig selv afgjort, hvorledes udviklingen ville komme til at forløbe under Stalins magtovertagelse i partiet.

Kulavig tiltager sig rollen som en deus ex machina i stedet for at være historieskriver.

 

Det er nødvendigt at forsvare sig mod en kontrarevolution.

Formodentlig helt utilsigtet viser Kulavig på bedste måde, hvorfor det var nødvendigt for de ny magthavere efter revolutionen at skabe organer som skulle vogte over og beskytte det ny regime, som sad usikkert i sadlen og let kunne omstyrtes af allehånde kontrarevolutionære kræfter - lige fra den afsatte statsminister Kerensky til potentielle kup-generaler som Kornilov og andre.

Reaktionære og direkte kontrarevolutionære kræfter i Rusland (og i udlandet) forsøgte lige fra starten på alle mulige måder at omstyrte bolsjevikkernes ny regime. Både forsmåede politikere som den forhenværende statsminister Kerensky og kup-generalen Kornilov var aktivt involveret i at planlægge en kontra-revolution.

Bolsjevikkerne ønskede ikke at sætte magten over styr og oprettede den såkaldte Tjeka (Den Al-russiske Ekstraordinære Komité til Kamp mod Kontrarevolution, Spekulation og Sabotage), som først og fremmest skulle bekæmpe forsøg på kontrarevolution, men som senere skulle blive misbrugt på det grusomste af Stalin mod utallige af sine partikammerater og sovjetborgere i øvrigt.

Igen stiller Kulavig sig op på en piedestal og tolker en senere udvikling ind i begivenhederne - uden at forstå nødvendigheden for bolsjevikkerne af at forsvare sig mod kræfter, som ville forsøge at omstyrte det ny regime.

I 1917 tog Lenin sig tid til at skrive en bog ”Staten og Revolutionen”, som netop påpegede nødvendigheden af at knuse den eksisterende borgerlige stat, hvis arbejderklassen skulle gøre sig håb om at skabe en helt ny proletarisk stat. Den borgerlige stat var borgerskabets undertrykkelsesapparat, som ville blive brugt mod arbejderklassen - også efter en revolution. 

Derfor var det bl.a. nødvendigt at oprette et organ som ovennævnte, som kunne ’holde øje med’ kontrarevolutionære aktiviteter. Proletariatets diktatur havde erstattet borgerskabets klasseherredømme.   

Kulavig har ikke meget fidus til bolsjevikkerne og anser kun deres socialistiske magtomvæltning som uundgåelig, fordi alle andre end bolsjevikkerne spillede fallit. Men Kulavig mener, at bolsjevikkernes socialisme hvilede på en utopi - en umulig drøm.

 Det er som Kulavig altid nemt at være bagklog på historiens vegne, langt sværere er det som Lenin og Trotsky at analysere begivenhederne på den rigtige måde og drage de rette konklusioner i situationen og handle derefter.

Skrivebords-historikeren Erik Kulavig formår end ikke - længe efter begivenhederne er afsluttet - at forstå deres handlemotiver og deler så åbenbart ikke deres politiske holdning.

Derfor tegner han et forvrænget billede af deres ideer og forestillinger og formår ikke at fremstille dynamikken i revolutionsprocessen på rette måde.

 

Der er fundamental forskel på et rådsdemokrati og et borgerligt demokrati.

Alle borgerlige historikere fremstiller revolutionære marxister som ’udemokratiske’ fordi de ikke respekterer det formelle borgerlige demokratis spilleregler om ’demokratiske’ flertal.

Trotsky stod i spidsen for Petersborg-sovjetten, hvis Militær-revolutionære Komite var hovedsædet for organiseringen af selve opstanden. Ved siden af denne komite fandtes den mensjevikisk dominerede Eksekutivkomite (hvor bolsjevikkerne sidst i forløbet opnåede flertal) og den Grundlovgivende Forsamling.

Det må være svært for borgerlige og for demokratiske socialister at tænke sig, at demokrati kan udfolde sig på andre måder end i formelle fora og ikke i direkte valgte og repræsentative organer som i et rådssystem.

For revolutionære marxister er et rådsdemokrati mere demokratisk end et formelt parlamentarisk demokrati.

For disse må et rådsdemokrati forekomme at være en utopi

          

Tekst 5.

Kurt Jakobsen: Lenin-biografi. Informations forlag. 2013.

Kurt Jakobsen fremstiller fejlagtigt Lenin som mensjevik.

Historieskrivning er aldrig objektiv, skulle jeg endnu en gang sande, da jeg havde læst Kurt Jakobsens Lenin-biografi, udkommet på Informations forlag 2013.  

Kunne jeg forvente mig andet af en forhenværende stalinist med en fortid i DKP og som korrespondent for Land og Folk i Moskva i 1980’erne.

Måske ikke, men jeg er alligevel skuffet efter at have læst hans udmærkede (nu genudgivne) biografi om Aksel Larsen.

Kurt Jakobsen har førhen skrevet to bøger om DKP’s historie, som går tæt på kilderne, fordi han har haft adgang til DKP’s arkiver.    

I sin Lenin-biografi går Jakobsen kronologisk til værks og følger Lenin fra vugge til grav.

Desværre behandler Jakobsen ikke sin hovedperson med tilstrækkelig ideologisk distance til sin egen holdning. Alt for tydeligt skinner Jakobsens egen fortid i gennem. Jakobsen kan ikke sige sig fri for og vride sig løs af sin fortid i DKP.

Jeg kan slet ikke genkende Lenin som den historisk person han var i Jakobsens fremstilling.

At dømme efter Jakobsens fremstilling var Lenin ikke en genial politisk tænker, men nærmest en ordinær professionel revolutionær med hang til konspirative sammensværgelser og terroristiske gerninger.

Jakobsen giver følgende fremstilling af Lenins ungdom:

Lenin blev som ung stærkt påvirket af de russiske narodnikker, som gik ind for individuel terror.

Han var lidt af en enspænder og havde svært ved at omgås andre mennesker og hold sig ofte for sig selv.

Efter Jakobsens opfattelse kom dette til at præge Lenins adfærd resten af hans liv. 

Store dele af sit liv tilbragte Lenin i eksil udenfor Rusland, hvorfra han var forvist og kun vanskeligt kunne færdes i.

Zar-Rusland var et dybt reaktionært feudalsamfund styret af en autokratisk enehersker og den statslige undertrykkelse var overvældende og gik hårdt ud alle oppositionelle.

Lenin tog ifølge Jakobsen to ting med fra de russiske terrorister, narodnikkerne: det konspirative og det centralistiske, som kom til at præge hans organisatoriske holdning i det russiske socialdemokratiske arbejderparti.

Lenins stærke side var ifølge Jakobsen ikke at rekruttere medlemmer, men at tænke politiske tanker og i nogen grad økonomiske analyser.

Biografiens største svaghed er så afgjort det billede som Jakobsen tegner af Lenin som revolutionær, som efter min mening er helt fortegnet.

Lenin fremstiller Lenin som det han absolut ikke var: mensjevik.

Lenin førte en utrættelig kamp for at bekæmpe revisionistiske og reformistiske opfattelser i arbejderbevægelsen ligesom han selvfølgelig rettede skytset mod klassefjenden.

De indholdsmæssigt dårligste kapitler i bogen er kapitlet som handler om November-revolutionen.

Her går Jakobsen helt galt i byen. Jakobsen formår ikke at skjule sin større forståelse for det mensjevikiske standpunkt.

Jakobsen tænker som den stalinistiske, reformistiske og borgerlige ideologer i øvrigt. Bolsjevikkerne skulle ikke have foretaget en socialistisk revolution, som var dømt til at mislykkes.

Bolsjevikkerne skulle have fulgt en fredelig parlamentarisk vej og ventet på at flertallet var til stede i enten den Al-russiske Sovjetkongres eller i en kommende Konstituerende Forsamling, som lovet af mensjevikkerne.

Da de ikke gjorde det, kuppede de sig i stedet til magten. Basta!

Lenin var fundamentalt uenig i disse synspunkter. For Lenin gaves der i den konkrete samfundsmæssige virkelighed og med det forhåndenværende styrkeforhold mellem klasserne kun en mulighed: socialistisk revolution i Rusland umiddelbart fulgt af revolutioner rundt omkring i Europa. Alternativet var lige så klart: en kontrarevolution. Der gaves ingen 3. mulighed, ingen mellemløsninger, som hævdet og fremført af adskillige bolsjevikker og stort set alle mensjevikker og socialrevolutionære.

Der var plads til et midterstandpunkt, heller ikke i bolsjevikpartiet. Da situationen skærpede til i september og oktober 1917 og revolutionen ifølge Lenin stod for døren var ikke alle bolsjevikker lige begejstret for Lenins opstandsplaner.

Ledende bolsjevikker var imod og gik til den borgerlige presse med deres uenighed og røbede således, at bolsjevikkerne havde til hensigt at planlægge en væbnet opstand.

Lenin havde siden februar nøje fulgt udviklingen i Rusland ofte på afstand fordi zarens hemmelige jagtede ham. Lenin sendte breve til partiets centralkomite og gav udtryk for sine holdninger, som ofte ikke var i overensstemmelse med flertallet i Centralkomiteen.

Man får næsten det indtryk, at mange i Centralkomitéen ikke var interesseret i at Lenin skulle have indflydelse på partiets kurs. Det gjaldt Sinovjev, Kamenev og Stalin.

Skarpest det til udtryk i hans harme og fordømmelse af de to ledende bolsjevikker Sinovjevs og Kamenevs utilgivelige forræderi mod partiets opstandsplaner i oktober 1917. Lenin kaldte dem ’strejkebrydere’ og klasseforrædere, som burde ekskluderes af partiet.

I ”Lette to Comrades” harcelerer Lenin mod sine partifæller for at vakle i deres holdning mellem støtte til en Konstituerende Forsamling og til den Al-russiske Sovjetkongres som de to steder, hvor bolsjevikker skulle søge indflydelse. (Coll. Works, Vol. 26, s. 195-213).

Læs ”Letter to Comrades” og man vil blive overbevist om, at Lenin ikke var mensjevik. 

Kurt Jakobsen lader sine egne holdninger overskygge Lenins, fejlfortolker og giver et således fortegnet billede af den revolutionære marxist Lenin.

Det fortjener han ikke.

Eksempler på Jakobsens fejlfortolkninger og fordrejelser: 

I kapitel 8 med titlen ”November 1917” udtrykker Kurt Jakobsen sig i allerbedste fald uklart i værste fald direkte vildledende.

1. Om Lenins tilbagevenden fra sit eksil i april 1917 hedder det således:    

havde Lenin arbejdet på en fredelig revolution, men efter, at den Provisoriske Regering og med den mensjevikkerne og de socialrevolutionæres ledere havde anvendt vold mod [her tænkes på opstanden i juli 1917 og den Provisoriske Regerings efterfølgende repression af bolsjevikkerne] bolsjevikkerne, ændredes hans mønster for revolutionen: ”Dette er den objektive situation: Enten militærdiktaturets totale sejr eller sejr for arbejdernes væbnede opstand, hed det nu.” [mine understregninger]

 

2. Længere nede skriver Kurt Jakobsen: 

Flertallet af den russiske befolkning var på dette tidspunkt utvivlsomt imod den Provisoriske Regering men ligeså utvivlsomt ikke på bolsjevikkernes side. Mange især på landet, hvor det overvældende flertal boede, havde næppe nogensinde hørt om Lenin og her nød især de socialrevolutionære stor tilslutning. Det vidste Lenin, men i hans verden betød det mindre [?]. Han handlede på vegne af historien og vidste med sig selv, at han blot gjorde hvad der ville gavne folket, og at folket ville slutte op bag ham, når han handlede.”

 

3. På Centralkomite-mødet 26.-27. juli var Lenin i mindretal. Her diskuteredes Lenins parole: væbnet opstand.  

Flertallet var ikke enige med Lenin, heriblandt Stalin, der mente, at bolsjevikkerne ”ubetinget er for støtte til de sovjetter, hvor vi har flertal.” Opgaven bestod derfor i at vinde flertal i stadigt flere sovjetter for ad den vej at vinde magten. Parolen om al magt til sovjetterne blev derfor bevaret og parolen om væbnet opstand modsvarende skrottet.”

 

4. Om Lenins artikel ”Om kompromisser” skrevet mellem 13. og 15. september hedder det: 

I artiklen ”Om kompromisser” skrevet omkring 13.-15. september genoptog han derfor [efter Kornilovs mislykkede kupforsøg i juli 1917] parolen al magt til sovjetterne og muligheden for en fredelig revolution. Mulighed for et ”frivilligt kompromis” med dannelse af en politisk koalition og endog en regering med deltagelse af bolsjevikker, mensjevikker og socialrevolutionære. Det krævede blot, at de to partier indstillede deres støtte til den Provisoriske Regering.”

Jakobsen anfører en lille kort artikel fra 1. september 1917 som eksempel på, at Lenin vaklede i sin tro på et varigt regeringssamarbejde med disse to grupperinger, som han kaldte småborgerlige demokrater, andre gange forræderiske socialpatrioter.

Jacobsen refererer ikke indholdet i artiklen ordentligt. Lenin siger om et evt. samarbejde med mensjevikker og socialrevolutionære:

We may offer a compromise to these parties only by way of exception, and only by virtue of the particular situation, which will obviously last only a very short time. And I think we should do so.

The compromise on our part is our return to the pre-July demand of all power to the Soviets and a government of S.R.’s and Mensjeviks responsible to the Sovjets.

Now, and only now, perhaps during only a few days or a week or two, such a government could be set up and consolidated in a perfectly peaceful way. In all probability it could secure the peaceful advance of the whole Russian revolution, and provide exceptionally good chances for great strides in the world movement towards peace and the victory of socialism.” (Lenin: Coll. Works, Vol. 26, s. 310). Ikke så snart havde Lenin afleveret artiklen, førend han i et efterskrift til redaktionen tilføjede:

I say to myself: perhaps it is already too late to offer a compromise. Perhaps the few days in which a peaceful development was still possible have passed too. Yes to all appearances, they have already passed. … Yes to all appearances, the days when by chance the path of peaceful development became have already passed.” Lenin anmoder redaktionen om at artiklen får overskriften “Belated Thoughts.”

Alle Lenins forbehold i artiklen overfor et kortvarigt samarbejde med mensjevikker og socialrevolutionære uden illusioner er helt udeladt og giver således en forvrænget opfattelse af Lenins holdning.

 

5. ”Flere centralkomitémedlemmer var rystede over de ny paroler [Lenins parole om væbnet opstand og ingen støtte til sovjetterne, som var domineret af mensjevikker og socialrevolutionære]. Partiledelsen havde netop besluttet at anvende de centrale teser i Lenins artikel ”Om kompromisser” i en deklaration, som skulle forelægges på en såkaldt demokratisk konference for alle partier til venstre for Kadetterne [det borgerlige Kadetparti]. Nu forlangte han uventet for alle, at kursen i stedet blev sat mod en opstand, hvilket næsten uvægerligt ville føre til et både militært og politisk nederlag. De fleste lokale sovjetter var stadig i hænderne på mensjevikkerne og de socialrevolutionære og et forsøg på en voldelig magtovertagelse ville give Kerensky en oplagt mulighed for igen at komme i en førerposition og slå ned på bolsjevikkerne.” [mine understegninger]

Her refererer Jakobsen oppositionens holdning og ikke Lenins.

 

6. Jakobsen skriver:

Et flertal mente endog, at Lenins breve i sig selv udgjorde en fare, hvis de blev kendt. Ikke alene skrev han åbent om at gennemføre et diktatur - proletariatets diktatur ganske vist - men både han og partiet ville helt utvivlsomt blive kompromitteret, hvis indholdet blev kendt i bredere kredse. Stalin foreslog derfor at sende kopier af Lenins to breve ud til de lokale partikomitéer, men flertallet besluttede at brænde alle kopier på nær én, og ikke at distribuere brevet videre til Moskvas og Petersborgs lokale partikomiteér, som Lenin ellers havde ønsket. Lenins søster Maria ignorerede imidlertid Centralkomiteéns beslutning og gav en kopi af brevet videre til Petersborgs centrale partikomité.”

Her refererer Jacobsen uden at tage stilling til diskussionen mellem Lenin og Centralkomiteens flertal.

 

 23. oktober er der møde i Centralkomitéen. Lenin kritiserer Centralkomitéen for at have udvist ”ligegyldighed” i spørgsmålet om væbnet opstand. Lenin hævder, at masserne er trætte af ”ord og resolutioner”. Befolkningen er ifølge Lenin på bolsjevikkernes side.

7. Jakobsen skriver:

Alle var enige om at Lenins strategi kunne være farlig”. For dem var det vigtigt, at opstanden ikke kom til at se ud som et enkelt partis opstand og derfor måtte den udskydes til den 2. Al-russiske Sovjetkongres var samlet i Petersborg i begyndelsen af måneden [november], så magtovertagelsen kunne gennemføres unde dække af sovjetterne. Lenin var imod at knytte opstanden til Sovjetkongressen, som han mente ”var at lege med opstanden”, men Centralkomitéen flertal stod fast.”

Endnu en gang lader Jakobsen flertallets holdning komme til orde og lægger ikke vægt på Lenins holdning.

8. Om Sinovjevs og Kamenevs ifølge forræderiske og strejkebryderagtige optræden hedder det kortfattet hos Kurt Jakobsen, at de sendte et brev til partikomitérne.

På Centralkomité-mødet 29. oktober oplyser Jakobsen, at Lenin var vred og utålmodig. Lenin refereres for at have sagt: Enten Kornilovs diktatur eller proletariatets diktatur støttet af de fattigste bønder. Vi må ikke lade os lede af massernes skiftende stemninger. Kamenev og Sinovjev imod at igangsætte en væbnet opstand.

 

9. På Centralkomiteens møder fra 3.-5. november var Lenin ikke indkaldt til mødet.

Herom skriver Jakobsen kryptisk:

Formentlig mente flertallet ikke, at han [Lenin] ikke var tilstrækkeligt inde i de lokale forhold, og at det var bedst, at de traf de beslutninger og praktiske forholdsregler. Og så har spørgsmålet om hans sikkerhed utvivlsomt også spiller ind.”

10. Sinovjev og Kamenev offentliggør deres stemmeafgivning i Maxim Gorkys Novaja Sjisn. Lenin refereres for at have skrevet: ”Kan man forvente sig en mere forræderisk … aktion.”

Ikke et ord om Lenins voldsomme kritik af de to.

11. To breve fra Lenin: Bolsjevikkerne både kan og må tage statsmagten i sine egne hænder efter at have vundet flertal i de to store sovjetter i Moskva og Petersborg.

Kurt Jakobsen skriver herom: ”Med Lenins kurs var bolsjevikkerne reelt på vej mod gennemførelsen af et kup.”

Se Kurt Jakobsens egen biografi på Arbejdermuseets hjemmeside.   

 

Tekst 6.

Moshe Lewin: Lenins last Struggle. Pluto Press. 1975.

Stalin benyttede sig af Lenins sidste krampetrækninger til at sikre sig magten i partiet.

Hvis man vil læse en god bog om, hvorledes og hvorfor Stalin kom til magten i Sovjetstaten, skal man læse Moshe Lewins bog: ”Lenins last Struggle”, som ganske vist ikke er udkommet på dansk, men som udkom første gang i USA i 1968.

Heri giver Moshe Lewin nogle forklaringer på, hvorfor og hvordan det kunne lykkes et stort ’nul’ som Stalin at tiltage sig magten i Sovjet-Rusland.

Stalin var på mange måder ’den mindst egnede’ af alle potentielle emner til at efterfølge Lenin som Sovjetstatens ubestridte stats -og partileder.

Lewin beretter ikke blot om magtkampen i toppen af det den ny Sovjet-stat, men forsøger at sætte denne ind i et lidt større perspektiv, som kun få andre har gjort det siden.

Lewins udgangspunkt er ikke ukritisk overfor den daværende Sovjetstat, men han forsøger at give nogle forklaringer, som ligger i tråd med de bolsjevikiske ledernes egen selvforståelse.

Lewin beretter om Lenins sygdom og tiltagende svækkelse, som hæmmer ham i at følge begivenhederne på nært hold.

Her spillede Stalin som partiets generalsekretær en central rolle. Stalin blev af partiets politbureau udpeget til at holde opsyn med Lenins helbred. Lenin var i sine sidste år kun omgivet af en stab af læger og af sine privatsekretærer, som til sidst stenograferede hans ord ned på tryk i hans ”dagbog”.

Denne blev først langt senere offentliggjort og er ikke med i Lenins Samlede Værker på engelsk.

Stalin havde med oprettelsen af posten som generalsekretær efter Lenins opfattelse tilrevet sig alt for stor magt, som han brugte til sin egen fordel.

Lewin fortæller om flere episoder, som optog og bekymrede Lenin inden sin død og hvori Stalin var involveret.

Følgende spørgsmål optog Lenin i hans sidste dage:

 

Lenin for udstrakt selvstyre til nationale mindretal i Sovjetrepublikken.   

Spørgsmålet om hvorledes Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker skulle se ud. Hvor stor autonomi skulle mindre Sovjetrepublikker som Armenien, Adzerbadjan og Georgien have i forhold til den russiske?

Efter Stalins opfattelse skulle de blot ’indlemmes’ og underordnes Sovjetstatens institutioner og bestemmende organer. Ingen autonomi til nationale mindretal i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker efter Stalins opfattelse.

Lenin tog afstand fra Stalins ”storrussiske chauvinisme” og fordømte efter en vis tøven Stalins grove og ubehøvlede optræden overfor sine georgiske partifæller.

Stalin skældte Centralkomite-medlemmerne i Georgien ud for at være for vage overfor den siddende mensjevikiske regering, som ønskede selvstændighed.

Stalin forstod ikke helt de finere nuancer i nationalitetspolitikken og videreførte blot sin brutale optræden under borgerkrigen mod invasionsstyrkerne og ville omstyrte den mensjevikiske regering med vold. 

Lenin godkendte, at den nydannede Røde Hær skulle erobre Georgien og afsætte det mensjevikiske styre, men Georgien skulle derefter tildeles en vis grad af national uafhængighed med egne selvstyrende organer - i en stor Union af Socialistiske Sovjetrepublikker.

Lenin fulgte her samme fremgangsmåde som i Finland, hvor han og Folkekommissærernes Råd gav Finland (det forhenværende russiske fyrstendømme) uafhængighed til en borgerlig regering under den konservative statsminister Svinhufvud

Stalin indtog som Folkekommissær for Nationale spørgsmål en central rolle, som den der skulle forsøge at få den georgiske Centralkomite´til at makke ret i hans forståelse.

Takket være Stalins og hans tro væbner georgieren Ordzhonikidzes kluntede optræden i Georgien endte affæren helt galt. Den georgiske Centralkomité følte sig ’overruled’ og trådte tilbage i protest mod Stalins fremfusende optræden.

Sagen endte med, at Lenin på eget initiativ måtte omgå partiets Politbureauet og selv foreslå en undersøgelseskommission, da han til sin bestyrtelse opdagede, at Stalins gode ven Ordzhonikidze have brugt korporlig vold overfor et af den genstridige Centralkomité-medlemmer.

 

Lenin mod tiltagende magtkoncentration og bureaukrati i parti og stat.

Et andet spørgsmål hvor Lenin og Stalin kom på kant af hinanden var i spørgsmålet om Sovjetstatens og partiets opbygning. Lenin frygtede og kunne iagttage et tiltagende bureaukrati i Sovjet-staten. Han henvendte sig derfor til sin formodede forbundsfælle Trotsky for at anmode om støtte til nogle organisatoriske foranstaltninger mod det tiltagende bureaukrati i parti og stat.

Lenins frygtede, at partiets ledende organer som Politbureau og Centralkomité havde samlet alt for stor magt omkring sig. Især havde han fokus på den nyoprettede organisatoriske og administrative post som Generalsekretær, som Centralkomiteen havde givet til Stalin. Han ville derfor oprette et kontrolorgan, som skulle føre tilsyn med Centralkomitéen og Politibureauets beslutninger. Han ville desuden udvide antallet af medlemmer i Centralkomitéen til mellem 150 og 200.

Han ville reducere antallet af embedsmænd i dele af statsapparatet, især det af Stalin styrede ”Arbejder -og Bonde Kommissariat”, som efterhånden omfattede en halv snes tusinde ansatte.

Trotsky sagde straks ja til at ville medvirke til en afbureaukratisering af parti -og statsapparatet.

 

Planøkonomi burde afløse NEP-politikken. 

Lenin havde selv været med til at indføre NEP-politikken, som i begrænset omfang åbnede op for bøndernes fri handel med varer, men var skeptisk overfor hvilken virkning denne politik ville have på Sovjetstaten, fordi den styrkede markedet og åbnede op for at begunstige sortbørshandel, ågerpriser og skabte incitamenter til svindel, hamstring og korruption.

Lenin og Trotsky mente derfor, at det var vigtigt at fastholde statens monopol på udenrigshandlen, så staten ikke mistede styringen med økonomien. Efter NEP-politikken var tiden inde til at få en planøkonomi til at fungere. Det Centrale Planlægningsinstitut skulle styrkes med gode og dygtige medarbejdere og ledere. 

Der var således på flere punkter lagt op til en konfrontation mellem Lenin-Trotsky på den ene side og Stalin, Zinovjev, Kamenev og Bukharin på den anden.       

Som bekendt blev resultatet af magtkampen ikke som hverken Lenin eller Trotsky havde tænkt og ønsket sig. Stalin udnyttede på snu vis sin centrale placering i parti og stat til at fremme sine egne interesser på bekostning af parti og stat og han indgik et partnerskab med de to andre bolsjevikiske ledere Zinovjev og Kamenev (som var øverste Folkekommissær og erstattede Lenin som Folkekommissær under hans sygdom).

Denne trojka var helt klart vendt mod ’parvenuen’ Trotsky, som trojkaen bebrejdede for at være kommet sent til bolsjevik-partiet (først i 1917 tilsluttede Trotsky sig til bolsjevikkerne) og han blev så vidt muligt hold ude af magtspillet.

Trotsky havde et horn i siden på alle 3 og de var klar over at Trotsky ville bringe det på bane ved først kommende lejlighed.

 

Stalins begyndende historieforfalskning.

I stedet for at fortsætte i Lenins fodspor drejede Stalin partiet og staten i en stadig mere centralistisk retning. Lenins gode intentioner om nationale mindretals rettigheder i Unionen, afbureaukratisering af parti og stat og styrkelse af planelementer i økonomien forsvandt ud af syne, efterhånden som Stalin konsoliderede sin magt.

Med Lenins død i januar 1924 satte Stalin en forfalskningsproces i gang. Hans egen og hans forbundsfællers (Zinovjev og Kamenev) mindre flatterende rolle skulle forties og Stalin skulle fremstå som Lenins naturlige arvtager.

Dertil behøvede Stalin én kanonisering af Lenin, ikke som en stor marxistisk tænker, men som en anden gud.

Lenins tanker skulle guddommeliggøres, som ubetvivlelige og absolutte. Lenin var ikke længere et tænkende og handlende menneske, som havde ageret fornuftigt under Oktoberevolutionen, men blev ophøjet som en slags halvgud.

Marxismen havde mistet sit videnskabelige grundlag og blev af Stalin reduceret til et stivnet sæt halv-religiøse dogmer.   

Stalin begyndte en systematisk historieforfalskning af Oktoberrevolutionen 1917. Hans egen ubetydelige rolle blev nu forstørret og hans to (midlertidige) forbundsfællers forræderi under Oktoberrevolutionen blev forsøgt fortiet.

De to ’socialpatrioter’ og ’klasseforrædere’ (Lenins udtryk) Kamenev og Zinovjev blev  henholdsvis Formand for Folkekommissærerne Råd og generalsekretær for Kommunistisk Internationale.

Stalin opfandt til sit brug en tese, hvori han ikke længere anså en verdensrevolution som en forudsætning for at han kunne skabe socialisme i et land, Sovjetunionen.

Langsomt men sikkert opgav han Lenins og Trotskys ide om en verdensrevolution og kastede vrag på den proletariske internationalisme.

Ud af historiebøgerne skulle alle Stalins ’fejltrin’. Helst ingen omtale af hans ’uheldige’ optræden i 1918 ved byen Tsaritsar, hvor han nægtede at underskrive en militær ordre fra Trotsky om ikke at føre sin egen krig.     

Ej heller skulle hans katastrofale forræderi eller svigt i den Røde Hærs forsøg på at erobre Warszawa i 1920.  

Trotsky som i praksis havde iværksat Oktoberrevolutionen som formand for den Petersborg-Sovjettens Militær-Revolutionære Komite skulle skrives ud af historien og helst helt bortretoucheres fra billeder, hvor han befandt sig i nærheden af Lenin.

Stalin trivedes bedst som en parasit på den revolutionære marxismes sunde krop.