Marx' aktualitet.

To Marx-biografier.

Tekst 1. 

Francis Wheen: Karl Marx - et liv. Lindhardt og Ringhof.

Da Karl Marx 11. marts 1883 lukkede sine øjne for sidste gang, var der ingen der kunne vide, at han skulle blive kendt og berømt som få andre.

Der var intet i hans liv og levned, som pegede i retning af, at hans tanker og ideer skulle komme til at spille en fremtrædende rolle i det 20. århundredes verdenshistorie.

Ingen kunne vide, at det var hans tanker om socialisme, som af bolsjevikkerne blev lagt til grund for den russiske revolution i oktober 1917.

Ingen kunne vide, at millioner af mennesker over det meste af verden skulle følge hans tankegang om et opgør med borgerskabet og dets klasseherredømme.

 

Det er hævet over enhver tvivl, at Karl Marx har stået fader til en helt ny ideologi, socialisme.

Marx tillagde borgerskabet en ’progressiv’ funktion i industrisamfundets udvikling, som den samfundsmæssige kraft bag. Borgerskabets krav om frihed, lighed og broderskab have udløst og åbnet for produktivkræfternes udvikling.

Men borgerskabet var ikke i stand til at løse modsætningen mellem de ’progressive’ produktivkræfter og produktionsforholdenes ’snærende bånd, Denne uløselige modsætning ville på et tidspunkt få den kapitalistiske produktionsmåde til at bryde sammen.

Marx opfandt og udviklede en helt ny terminologi til beskrivelse af den kapitalistiske produktionsmåde.

 

Marx’s filosofi.

Inden han kom så langt, tog han et langt filosofisk tilløb. Dette gik omkring nogle af datidens tyske filosoffer. Marx skulle først skabe det filosofiske grundlag for sin ’politiske økonomi’.

Datidens store idealistiske filosof G.F. Hegel betjente sig af en dialektisk tænkning, som Marx fandt brugbar, hvis han skulle beskrive den historiske udvikling. Hegel var som ung ’progressiv’ og havde støttet den franske revolution 1789. Nu havde han udviklet sig til en varm fortaler for den reaktionære og absolutistiske preussiske stat. Historien havde ifølge ham nået sit højdepunkt i ’Napoleon til hest’. Denne inkarnerede for Hegel den højeste form for ’verdensånd’.

Marx syntes, at dette var noget idealistisk sludder, men kunne godt bruge Hegels dialektiske tænkning. Tese, antitese giver syntese. Blot skulle Hegels dialektik ’stilles på hovedet’ og gøres materialistisk.

En anden af tidens fremtrædende filosoffer var Ludvig Feuerbach. Feuerbach var af den opfattelse, at al religion ikke var faldet ned fra himlen og annammet af mennesker, men omvendt at al religiøs tænkning var menneskeskabt. Dette syntes Marx lød fornuftigt og sagde, at det ikke er bevidsthederne, der bestemmer den samfundsmæssige væren, men omvendt den samfundsmæssige væren, der bestemmer bevidsthederne.

Hermed havde Marx skabt sig grundlaget for sin dialektiske materialisme, som skulle blive bestemmende for hans filosofiske udgangspunkt. På basis af dette værktøj kunne han nu inddrage en ekstra dimension til filosofiske udgangspunkt. Den politiske økonomi.

 

Marx’s politiske økonomi.

For Marx var det ikke nok at fortolke verden, men det gjaldt om at ændre den. Hvis dette skulle kunne lade sig gøre, var han nødt til at sætte sig ind i den økonomiske fagkundskab: den klassiske økonomiske teori.

Dette projekt kom til at optage Marx i resten af hans liv og havde nær taget livet af ham. Det var en stor mundfuld at skulle endevende hele den klassiske økonomi fra A til Z. Men det lykkedes ham under opbydelse af hele sit intellekt.

Marx skabte en hel ny terminologi til beskrivelse af den kapitalistiske produktionsmåde.

Marx godtog de klassiske økonomers arbejdsværdilære, men omformede den til en lære som beskrev og forklarede den kapitalistiske produktionsmåde som en udbytningsproces.

I kraft af sit arbejde tilføjer lønarbejderen den producerede vare en større værdi end den ellers ville have, merværdi. Det er denne merværdi som skaber kapitalistens profit, fortjeneste. Uden lønarbejde, ingen merværdi, ingen profit.

Marx fandt endvidere ud af, at enhver vare ikke blot har en markedsværdi, bytteværdi men også har en værdi i sig selv, brugsværdi.

Om lønarbejderes stilling i produktionsprocessen sagde han, at han var reduceret til et vedhæng til sin maskine. Han var ikke længere et selvstændigt og tænkende væsen. Selve produktionsprocessen reducerede ham til en ting. Lønarbejderne var ikke længere et menneske.

Marx talte om, at lønarbejderen var ’fremmedgjort’ over for sit arbejdsprodukt og at han var ’tingsliggjort’.

Pointen for Marx bestod i, at produktionsprocessen så at sige udfoldede sig ’bag om ryggen’ på begge både lønarbejder og kapitalejer. Begge var lige uvidende om udbytningsforholdet mellem dem. Derfor kunne heller ingen gøres skyldige for denne. Derved berøvede Marx udbytningsforholdet enhver form for moral Ingen er (eller alle?) er skyldige.

Marx havde således skabt en helt ny ’politisk økonomi’ som kuldkastede den klassiske vareøkonomi og dens teorier. Et er at man som Karl Marx har en anden teoretisk opfattelse af tingenes sammenhæng, noget andet er, de konklusioner som Marx og andre måtte drage heraf.

 

Marx som politisk aktivist.   

Marx hævdede i sit Kommunistiske Manifest fra 1848, at borgerskabet havde udspillet sin historiske rolle og at den kapitalistiske produktionsmåde ville blive afløst af en helt anden udbyttefri produktionsmåde. De uløselige klassemodsætninger mellem borgerskab - og den ny herskende klasse - proletariatet ville blive skærpet.

Marx var ikke i tvivl om, at arbejderklassen i de mest fremskredne europæiske lande, England, Tyskland og USA ville udfordre borgerskabet - og med årene - erobre magten.

Marx havde ikke en fuldt og færdig politisk strategi for, hvorledes arbejderklassen skulle erobre magten.

Nedslagtningen af ’kommunarderne’ i Paris i 1870 viste for ham, at arbejderklassen ikke blot kunne overtage borgerskabets eksisterende stat og omforme den til sin egen. Borgerskabets magt måtte knuses helt og aldeles og om nødvendigt med væbnet magt.

Nu blev Marx’ politiske holdning først for alvor farlig for de herskende klasser. Han var gået fra at være en kontroversiel kommentator af de politiske begivenheder til at være en politisk ’farlig’ person for det bestående samfund - uanset hvor han opholdt sig.

I 1864 var han med til at stifte 1.internationale, Den Internationale Arbejderassociation og kom til at spille en ledende rolle i foreningen og i dens aktiviteter.

1. Internationale var langt fra ’marxistisk’ men præget af folk med vidt forskellige politiske opfattelser. Der var både engelske ’trade-unionister, borgerlige franske republikanere, utopiske franske socialister, italienske nationalister og meget få ’marxister’. Marx mødte stor modstand dels fra franske utopiske socialister (tilhængere af Proudhon) og fra nogle galninge omkring den russiske anarkist Bakunin. 

Det lykkedes Marx at få sat skik på organisationen, men den udviklede sig i sin korte eksistens ikke til det organ for den internationale klassekamp som Marx ønskede sig.

Marx endte med at trække sig ud og hellige sig sit teoretiske arbejde med at opstille en ny ’politisk økonomi’ dvs. skrive sit hovedværk ”Das Kapital”.

Francis Wheen er hverken økonom eller historiker af uddannelse, ej heller marxist. Hans Marx-biografi er ikke en systematisk teoretisk gennemgang af Marx’ teori med vægt på vigtige dele af hans værk, men en journalistisk skildring af hans brogede liv. Wheen bruger meget plads på den familiære og private Marx og mindre på videnskabsmanden og politikeren Marx. Derved får biografien en lidt skæv drejning i retning af det overfladiske.

Wheen gør flittigt brug af den righoldige korrespondance, som foreligger i Marx-familien og hos Marx’ nære ven og mæcen Friedrich Engels. Efter min mening er der lagt for megen vægt på det anekdotiske og for meget ’gossip'. 

Marx og hans nære familie levede et på mange måder typisk engelsk middelklasseliv med masser og sorger og bekymringer af pekuniær og familiær art. Og dog var Karl Marx en enestående person med højst interessante og kontroversielle opfattelser, som gjorde ham til noget særligt. Så helt almindelig var hans og hans families liv ikke. Det er vanskeligt at afgøre med nutidens øjne om det var lykkeligt eller kun delvist lykkeligt.    

Marx - gemt og glemt?

Siden 1970’erne har der været stille omkring Karl Marx og han er næsten gået i glemmebogen.

Wheen skal have ros for at have taget ham op af skuffen og for at have pudset ham af.

Det er tiltrængt og højst påkrævet, hvis der skal rådes bod på manglende viden om og kendskab til Marx og hans politiske tankegang.  

Som Marx selv så rigtigt udtrykte det: Den herskende klasses tanker er de herskende.

Hvis dette tankemonopol skal brydes, er det nødvendigt, at mange flere får et førstehåndskendskab til Karl Marx og hans tankegang.

Denne biografi kunne for mange være et første skridt til at fordybe sig mere i hans person og hans epokegørende tanker.

 

Tekst 2.

David McLellan. Karl Marx. En biografi. Informations Forlag. 2012.

 

Karl Marx’ aktualitet.

McLellans Marx-biografi udkom første gang i 1973 på et tidspunkt, hvor interessen for Karl Marx var betydeligt større end i dag.

Marx, marxisme, socialisme og kommunisme er begreber, hvis oprindelse let fortaber sig i historiens glemsel.

Ismer har det med konjunkturer som alle andre fænomener. I visse tider er interessen stor - i andre tider forsvindende lille.

 

Konjunkturbestemt interesse for Karl Marx.

I årene efter 1968 blussede interessen for Karl Marx, socialisme og kommunisme op på venstrefløjen.

Hans tanker satte sig dog kun dybe spor hos en ret lille skare af tilhængere.

Kun på den yderste venstrefløj tog man hans ideer og tanker alvorligt. Resten af samfundet forkastede og tog afstand fra begreber som klassekamp og proletariatets diktatur.

I dag så mange år efter må man spørge: Var det andet end en forbigående flirt med Karl Marx: Utallige er de, som i dag ikke vil vedkende sig, at de i sin tid havde en flirt med Karl Marx. Ingen nævnt, ingen glemt.

 

I tiden efter Sovjetunionens og Østblok-staternes sammenbrud i årene 1989-1991 blev borgerlige ideologer grebet af en triumferende begejstring.

Langt om længe havde det vist sig, at Lenins og Trotskys eksperiment fra 1917 i Rusland havde vist sig endegyldigt at have slået fejl og den borgerlige liberalisme havde ifølge borgerlige ideologer vist sin historiske overlegenhed.

 

Efter endt læsning af David McLellans bog fremgår det tydeligt, at den historiske Marx ikke har meget at gøre med den Karl Marx, som overleveres i de fleste historiebøger.

Marx’s tanker og ideer afskrives her som arvegods fra en svunden tid, som aldeles forældede.

 

Marx’s vej til marxisme. 

Nøjagtigt som i dag - hvor marxister er i håbløst mindretal -, fremgår det af McLellans bog, at Marx gennem hele sit liv måtte kæmpe hårdt for sine synspunkter - og ofte var i mindretal i den socialistiske bevægelse, som han selv var med til at skabe. 

Den overleverede ”marxisme-leninisme” i Stalins Sovjetunion og i Østblok-staterne efter 2. verdenskrig kanoniserede hans ”lære” til et sæt ahistoriske og udialektiske trosartikler, som udgav sig for at være Marx’s sande lære. 

Det gode ved McLellans bog er, at den viser den erkendelsesproces, som Marx måtte igennem for at nå frem til sit slutstandpunkt.

Marx var ikke født som materialist og dialektiker. Det var en lang og intellektuelt besværlig proces at nå frem til dette standpunkt.

Det kommer måske bag på mange, at Marx i sin pure ungdom faktisk var romantiker i filosofisk forstand og at han skrev romantiske digte.

Det passer ikke rigtigt med det billede som overleveres i historiebøgerne hvor han for det meste som politisk økonom og samfundsomstyrter.

 

Marx’s vej frem til dialektisk materialisme var ikke ’a walk in the park’. Det krævede stort intellektuelt overskud. Marx var afhængig af sin fars pekuniære støtte for at fuldføre sine studier.

Marx forlovede sig tidligt med en lidt ældre pige, hvis forældre ikke tillod et tidligt giftermål, førend Marx havde fuldført sine studier.

McLellan redegør på udmærket vis for Marx’s intellektuelle udvikling fra tysk romantik over idealistisk hegelianisme til en religionskritisk opgør med den tyske filosof Feuerbach.

Det er i denne fremadskridende erkendelsesproces at Marx kommer frem til sit standpunkt som dialektisk materialist.   

Marx opnår ikke en fast stilling på universitetet og slår sig på journalistik.

I datidens tidsskrifter og aviser udfolder han sit store litterære talent i kommentarer til dagens store og små internationale begivenheder.

Begivenhederne i årene efter revolutionerne 1848 blev for Marx den første lejlighed til at omsætte sit filosofiske standpunkt til politiske analyser.

Marx viste her sin evne til at analysere de politiske begivenheder ud fra et klassekampsstandpunkt.

 

1848-opstanden førte som forudset af Marx til, at Napoleon Bonaparte i 1852 som en frelsende engel ”reddede” det franske borgerskab og skabte et ”bonapartistisk” diktatur. 

Marx så ”bonapartisme” som borgerskabets løsning, når hverken borgerskabet eller arbejderklassen var stærkt nok til selv at tage magten. Begrebet indgik herefter i marxistisk terminologi for eftertiden og blev senere brugt af Lenin og Trotsky.

Marx havde i ”Det kommunistiske Manifest” i 1848 proklameret, at proletarerne ville forene sig og besejre borgerskabet i alle udviklede kapitalistiske lande. 

Hvis dette skulle kunne lade sig gøre var det nødvendigt med en international organisation, som havde til formål at samle proletarerne.

En sådan blev skabt i 1864 i form af den Internationale Arbejderassociation (s. 408).

Marx var drivkraften i dette forsøg på at skabe den første internationale arbejderorganisation på verdensplan.

Marx stod temmelig alene med sine standpunkter og 1. Internationale kan således ikke siges at være hverken ’marxistisk’ eller ’socialistisk’.

Ligesom i dag fandtes der den gang mange forskellige politiske opfattelser af i hvilken retning det bestående samfund skulle udvikle sig og på hvilken måde det skulle bevæge sig derhen.

Som Marx havde beskrevet det i det Kommunistiske Manifest fra 1848 havde borgerskabet udspillet sin progressive rolle og de kapitalistiske samfund i Europa og USA var modent til en socialistisk revolution.

Med Marx’s egne ord: Borgerskabet havde i de højtudviklede kapitalistiske økonomier udviklet produktivkræfterne og bragt disse i et modsætningsforhold til produktionsforholdenes snærende bånd, at det før eller siden måtte ende i en altomfattende samfundsomvæltning. Proletariatet var nu stærkt nok til at oprette og håndhæve sit diktatur over borgerskabet.

1. Internationale var en broget skare af reformistiske engelske fagforeningsfolk, utopiske franske socialister (tilhængere af den franske filosof Proudhon), småborgerlig italienske nationalister (tilhængere af Mazzini) og russiske anarkister (tilhængere af den russiske anarkist Kropotkin).

1. Internationale havde sin storhedstid i slut-1860’erne, hvor den støttede nationale mindretals kamp for uafhængighed (Polen) og foranstaltede pengeindsamlinger til strejkende arbejdere.

Ikke mindst på grund af intern uenighed opløstes den i midt 1870’erne.

Marx kastede sig nu i stedet over sit teoretiske hovedværk ”Das Kapital”, som han ikke nåede at færdiggøre før sin død i 1883.

 

Marx’ aktualitet.

Stort set ingen (heller ikke på venstrefløjen) tager i dag Marx alvorligt, men afviser ham som håbløs forældet.

Ifølge dem er ”gammelmarxisme” forældet og bør erstattes af ’nytænkning’, som tager højde for udviklingen i det senkapitalistiske samfund.

Størstedelen af kritikken af Marx beror på fejllæsninger og misforståelser af Karl Marx og vidner enten om politisk uenighed eller om manglende evne til at forstå hans tankegang.

Ikke én eneste organisation på venstrefløjen påberåber sig længere Karl Marx og hans revolutionære marxisme.

Enhedslisten har senest forkastet brugen af ord som ’klassekamp’ og ’revolution’ og har udrenset dem af sit partiprogram.

Organisationer på den yderste venstrefløj taler om den revolutionære marxisme som ”gammelmarxisme” som om Karl Marx’ tanker ikke længere er relevante, og derfor ubrugelige.

Hvilke andre finder de mere relevante? Optionerne er ikke mange: Enten klassefjendens borgerlige ideologi eller venstrefløjens yndede ”demokratisk socialisme”, som kan oversættes med reformisme.

Mange af de nymodens småborgerligt nationalistiske og reformistiske strømninger på venstrefløjen er ikke væsensforskellige fra de retninger, som Marx bekæmpede for ca. 150 år siden.

Så meget har det kapitalistiske samfund og de menneskelige tankegange heller ikke ændret sig.

Forhåbentlig kan McLellans biografi bidrage til at forny interessen for den historiske Karl Marx og virke som inspiration til at sætte sig ind i hans liv og tankegang og derved medvirke til en større forståelse for hans politiske standpunkt.