USSR - monolittens sammenbrud.

Edvard Shevardnatse og Mihail Gorbatjov 1991.
Georgiske Shevardnatse indså tidligere end Gorbatjov, at deres 'glasnost' ikke lykkedes.

Boganmeldelse.

Michael Dobbs: Sovjetunionens fald. (aflyttet som lydbog på e-reolen).

I efteråret 1991 brød Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR endegyldigt sammen.

Dette sammenbrud var de sidste krampetrækninger for et regime, som længe havde været i opløsning.

Det endelige punktum for et regime hvis begyndelse daterede sig til oktober 1917, hvor de russiske bolsjevikker under anførelse af Lenin og Trotsky satte sig i spidsen for den hidtil eneste ægte proletarisk revolution under ledelse af et revolutionært marxistisk arbejderparti.

Omvæltningen skulle vise sig at blive historisk enestående.

Michael Dobbs har i sin ”Sovjetunionens fald” sat sig for at undersøge årsagerne til regimets endegyldige sammenbrud i 1991.

Dobbs tilgang er den undersøgende journalists (Dobbs har arbejdet som udenrigskorrespondent for det amerikanske dagblad Washington Post) og ikke den teoretiske analytikers.

Han fremsætter ikke en ny teori om Sovjetsamfundets og Østblok-staternes sociale karakter eller natur, men fremstiller en række begivenheder i Sovjetsamfundets sidste dage fra 1979 begyndende med Bresjnevs invasion i Afghanistan i 1979 og med arbejderopstanden i Polen 1980.

 

Afghanistan 1979-1989.

Dobbs viser hvorledes Bresjnevs doktrin om ”broderlig hjælp” til sine afghanske partikammerater, som år forinden var kommet til magten i Afghanistan var afgørende for den skæbnesvangre beslutning om at invadere det tilbagestående Afghanistan.   

På samme måde som Bresjnev i 1968 lod Warzawa-pagt-landene invadere Tjekkoslovakiet og knuse et truende oprør mod den stalinistiske top i Kreml, sendte han nu en halv million sovjetiske tropper til Afghanistan for at ”hjælpe” en fraktion i det lille og splittede afghanske kommunistparti.

Invasionen var planlagt som et kup mod en fraktion af det afghanske kommunistparti til fordel for indsættelse af en anden fraktion og var led i en magtkamp mellem de to indbyrdes rivaliserende fraktioner.

Kuppet skulle gennemføres af specialtropper, som skulle myrde den siddende præsident og indsætte landets efterretningschef som ny regent.

Bresjnevs krig i Afghanistan kom til at koste 15.000 sovjetiske soldater livet, men tabet af afghanske menneskeliv løber op i millioner.

Soldaternes gru og rædsler blev holdt hemmeligt for den sovjetiske befolkning og medierne omtalte kun krigen i heroiske vendinger, som hyldede soldaterne for at gøre deres ”internationalistiske pligt”.

Krigen var led i den Kolde Krig mellem de to stormagter USA og USSR og blev omtalt som del af Østblokkens verdensomspændende kamp mod vestlig imperialisme.

Krigens barske realiteter stod klart, da Stalins heroiske Røde Armé var ude af stand til at nedkæmpe en broget skare af islamiske mujahedinere (frihedskrigere), som i krigens sidste fase blev støttet af USA, Kina og Pakistan med moderne våben.     

 

Polen 1980-1989.

Efter 2. verdenskrig havde USSR og de vest-allierede opdelt Europa i to ”interessesfærer”.

Inden for sin interessesfære gennemtvang USSR omvæltninger i en række lande, som blev påtvunget regimer opbygget efter sovjetisk model. Regimerne kaldte sig Folkedemokratier.

De østeuropæiske stalinister satte sig på de centrale dele af statsmagten: hær, politi og efterretningsvæsen og var dermed i stand til at regere uindskrænket.

Folkedemokratierne formåede imidlertid aldrig rigtigt at vinde befolkningerne for deres projekt og kom gang på gang i vanskeligheder, da deres magt var baseret på vold og undertrykkelse.

Det kom til opstande i DDR, Ungarn, Tjekkoslovakiet og Polen, som enten blev nedkæmpet ved militære interventioner eller udskifterne i de nationale partiledelser.

I Polen kom det således første gang til en arbejderopstand i 1970-71 og næste gang i 1980.

Måske belært af den dårlige erfaring med invasionen i Afghanistan i 1979 valgte ærkestalinisten Bresjnev i 1980 at indsætte en partiloyal general, general Jaruzelski som ny regent i Polen. Jaruzelski skulle indføre militær undtagelsestilstand og sørge for ro og orden i Polen.

Denne ”normalisering” af Polen varede indtil 1989, da der på ny udbrød uroligheder blandt de polske arbejdere, som var utilfredse med deres levevilkår.

I mellemtiden havde Centralkomitéen i SUKP valgt reformstalinisten Gorbatjov som ny generalsekretær.

Gorbatjov hævdede at ville reformere det politiske system i USSR, men som Dobbs viser, tøvede han i afgørende situationer med at gøre alvor af sine reformbestræbelser.

Dette bragte ham i sidste ende i modsætning til den gammelstalinistiske fløj i partiet og til en opkommende Boris Jeltsin.

Gorbatjov satte sig populært sagt mellem to stole og ville som den ”store kompromismager” forene de stridende føje i partiet.

Gorbatjov kunne ikke både ”blæse og have mel i munden” og faldt ned mellem de to stole.

Ifølge Dobbs havde ”bulderbassen” Boris Jeltsin en klarere politisk kurs og udmanøvrerede reformstalinisten Gorbatjov, som ikke var i stand til at forklare sit politiske projekt for andre end sig selv.

Da Gorbatjov ikke formåede at tage klart afstand fra reformstalinisterne i SUKP og selv udnævnte nogle af disse til nøgleposter i sin regering, blev han et offer for sin egen mangel på klarsyn og politisk linje.

Som trold af en æske sprang Jeltsin op på en kampvogn, da de gammelstalinistiske kupmagere i august 1991 forsøgte at foretage et amatøragtigt kup, som da også mislykkedes.

Jeltsin skubbede bogstaveligt talt Gorbatjov til side og udråbte Rusland til en selvstændig republik, uafhængigt af USSR.

Senere skabte han Sammenslutningen af Uafhængige Sovjetrepublikker (SNG) bestående af Hviderusland, Ukraine og Rusland.

USSR var nu endegyldigt ude af historien.

 

Slobodan Milosevic.

Dobbs slutter sin bog med et kapitel om Slobodan Milosevic, som senere blev dømt for sine krigsforbrydelser i Bosnien-Herzegovina.

Milosevic havde under Tito gjort karriere i det jugoslaviske kommunistpartis serbiske del.

Efter forbundsrepublikken Jugoslaviens sammenbrud kort efter Titos død 1980 opløstes Jugoslavien i forhenværende autonome delrepublikker: Kroatien, Serbien, Slovenien, Bosnien-Herzegovina, Montenegro og Kosovo.

Efter den jugoslaviske forbundsrepubliks opløsning var der nu skabt grobund for at nationale og etniske modsætninger kunne komme frem i lyset.

Førhen så trofaste stalinister som serbiske Milosevic og kroatiske Tudman viste sig som de mest ihærdige nationalister.  

Begge første sig frem ildsprudlende nationalister, som svang den serbiske og kroatiske fane over de respektive befolkningsgrupper.

Historien viser, at der ikke er langt fra Stalins nationalistiske parole om ”socialisme i et land” til renlivet serbisk og kroatisk nationalisme, der som bekendt mundede ud i en morderisk og bestialsk borgerkrig, som kostede tusindvis af mennesker livet og hundredtusindvis af fordrevne i ex-Jugoslavien.  

Kærlighed gør blind.

Den nu afdøde narkogangter Pablo Escobar og Virginia Vallejo arm i arm.

Boganmeldelse.

Virginia Vallejo: Elsker Pablo. Hader Escobar. Rosinante. 2017.

 

Efter sit intime forhold til den colombianske narkogangster Pablo Escobar var Tv-værten Virginia Vallejo persona non grata, uønsket af mange i Colombia.

På grund af sin affære med en af Colombias førende narkobosser fik hun svært ved at færdes frit i sit hjemland.

Ingen troede rigtigt på hende længere og Virginia Vallejo måtte gøre noget for at rette op på sit dårlige image.

Efter sit endelige brud med sin elskede narkogangster kastede hun sig ud i en omfattende kamp mod narko-kartellernes bagmænd.

Ud over at være en ugebladsagtig skildring af en kærlighedsaffære mellem to ulige parter, er Virginia Vallejos letlæselige bog også et stykke historieskrivning om Colombias nyere historie.

Hendes bog bekræfter til fulde manges opfattelse af, at Colombia er en stat, som er styret af kokain.

Alle lag i det colombianske samfund er tilsyneladende mere eller mindre afhængig af de indtægter, som produktion af kokain skaber.

Fra høj til lav, fra den simple bonde som dyrker den kokainholdige plante til samfundets øverste, som nyder godt af indtægterne fra produktion og af salg af den forarbejdede plante.

Bogen bekræfter det indtryk man måtte have, at Columbia som stat er gennemsyret af kokain fra top til bund.

Hele det politiske liv er påvirket af politikernes alliancer med de to førende narko-karteller i Medellin og Cali.

Virginia Vallejo har bevæget sig rundt i den colombianske overklasse og med egne øjne set, hvorledes kokain behersker det colombianske samfund og det politiske liv.

End ikke den politiske opposition går fri, hvis vi skal tro Virginia Vallejo.

Ifølge hende er også de colombianske guerillaorganisationer involveret i narkotrafikken.

Hun bevidner således et møde med repræsentanter fra den daværende guerillaorganisation M19 og hendes elsker Pablo Escobars Medellin-kartel.

Kun én ting frygtede narkogangsteren Pablo Escobar: at blive udleveret til de amerikanske narkotikabekæmpelses myndigheder (DEA).

Han forsøgte derfor at påvirke fremtrædende colombianske politikere til at gennemføre en forfatningsændring, som gjorde det umuligt at udlevere colombianske statsborgere til USA.

Han endte dog sine dage efter et flugtforsøg fra et ”luksusfængsel”, som den colombianske stat gik med til at indrette specielt til ham og hvorfra han uhindret kunne styre sit narkoimperium.

Andre narkobosser flygtede til Spanien, atter andre sidder fængslet i USA - formentlig på livstid.

Virginia Vallejo lod sig narre af Pablo Escobars tilsyneladende folkelige image som de fattiges beskytter og tog hans ord bogstaveligt.

Pablo Escobar viste sig at være mere interesseret i at bevare sin egen formue end i at hjælpe Colombias mange fattige ud af fattigdommen.

Det er for nuværende vanskeligt at se, hvilke samfundsmæssige kræfter i Colombia, der skal bekæmpe narkostatens afhængighed af kokain og lede den ind på rette spor.

De herskende klasser i Colombia synes ude af stand til at skabe et nogenlunde velfungerende borgerligt demokrati.

Andre samfundskræfter må springe til.     

 

 

       

       

Spansk Holocaust.

Tilfangnetagne spanske republikanere laver mad i en interneringslejr 1939.

Boganmeldelse.

Paul Preston: The Spanish Holocaust. Inquisition and Extermination in Twentieth Century. W.W. Norton & Company. 2012.

Paul Prestons kendskab til Spaniens nyere historie er uhyre stort, hvilket hans utallige bøger om den Spanske Borgerkrig 1936-1939 vidner om.

I denne bog om den Spanske Borgerkrig dokumenterer Preston de forbrydelser, som blev begået på begge sider af Borgerkrigen.

Francos rebelske oprørshær begik dog langt de fleste og mest modbydelige forbrydelser på sine modstandere.

De fleste og værste forbrydelser blev begået i krigens første halvår 1936, men fortsatte lige så længe krigen varede - og forsatte efter 1939.

Prestons overdådige kildemateriale viser, hvor blodig borgerkrigen var. Hundredtusinder omkom ved fronterne - såvel som bag fronten.

Det måske mest overraskende i Prestons bog er hans dokumentation af at sejrherrernes forsatte sine forbrydelser også efter at borgerkrigen var afsluttet.

Det er Prestons ærinde at vise, at frankisterne bogstaveligt havde til hensigt fysisk at udrydde enhver politisk opposition.

Den blotte sympati med Republikken var nok til at bringe sympatisørerne i fedtefadet, ofte med dødelig udgang.

I snesevis af fangelejre blev oprettet af Francos sejrende tropper, hvor Republikkens tilhængere vansmægtede en kummerlig tilværelse og ofte døde af sult og sygdom.

Preston belægger sin antagelse om, at Franco og hans tilhængere bevidst trak borgerkrigen i langdrag med henblik på at tilintetgøre sine fjender en gang for alle.

Det er formodentlig en af forklaringerne på, at hans autoritære regime holdt lige indtil hans død i 1975.

De mange begåede uhyrligheder i borgerkrigen har betydet, at det har taget lang tid, førend det splittede spanske samfund er blevet i stand til at tage perioden op til drøftelse igen.

Det er den dag i dag endnu ikke rigtigt lykkedes. De store sår, som blev forvoldt under borgerkrigen, synes at være uhelbredelige.

Der går en lige linje fra Francos fascistiske regime til andre senere fascistiske regimer som de græske obersters junta fra 1967-1974, den chilenske general Augusto Pinochets militære diktatur i Chile fra 1973 og fremefter.

Retorikken er den samme: de ”røde” skal fjernes fra jordens overflade og deres slags skal udryddes - koste hvad det vil.

Franco og hans bevægelse fik støtte fra mange hold: det katolske kleresi (præsteskab), de herskende klasser i jordaristokratiet, finansborgerskabet og dele af småborgerskabet.

Hans modstandere var omvendt dybt splittede lige fra Republikkens begyndelse i 1932.

Republikkens tilhængere var en broget flok af partier og enkeltpersoner, som da det kom til stykket ikke var i stand til at stå sammen i en enig front.

Folkefronten fra 1936 bestod af reformistiske socialdemokrater af forskellig afskygning, socialliberale republikanere, stalinister og en broget flok af anarkister og syndikalister.

Disse vidt forskellige grupperinger fandt aldrig det samme trav og bekæmpede hurtigt hinanden indbyrdes.  

Fronten brugte lige så mange kræfter på at bekæmpe hinanden, som at samles om at bekæmpe oprørsgeneralen Franco.

Det benyttede Franco sig flittigt af og oprettede hurtigt en ”5. kolonne” bag fjendens linjer, som undergravede Republikken indefra.

Francos støtter skabte et netværk af konspiratorer, som aktivt arbejdede på at underminere Folkefronten og Republikken.

Det var derfor heller ikke svært for Franco at overtage magten, da han først havde besejret Republikkens tilhængere ved fronterne.

Republikkens tilhængere begik den fatale fejltagelse at stole på nogle ”trofaste” generaler, som for fleres vedkommende spillede dobbeltspil - og til sidst gik over på Francos side.

I en vis forstand kan man sige, at Folkefronten i Spanien var dømt til at tabe, dels på grund af intern uenighed om målet med Folkefronten, dels fordi den ikke fik nogen opbakning hverken fra Europas borgerlige demokratier i Frankrig, England eller fra USA.

Og i en vis forstand kan man sige, at Folkefrontens tilhængere blev offer for deres egne illusioner om et borgerligt demokrati i Spanien.

Dette skal imidlertid ikke overskygge, at Francos repression straffede hundredtusinder af Republikkens tilhængere uhyre hårdt og fortsatte sin repression i mange år efter borgerkrigens ophør.

Det er Prestons fortjeneste i denne bog ud i mindste detalje at have påvist dette med brug af et væld af empirisk materiale i form af forskelligartede kilder - fra forhørsprotokoller fra processer mod republikanere til biografisk materiale.

Læs den, hvis du vil blive klogere på hvilke undertrykkelsesmekanismer Franco og hans tilhængere benyttede sig af.

Der er helt sikkert en lære at drage af den historiske fascisme, som kan bruges i vore dage.    

Grav hvor du står.

Ungarske jøder på vej til koncentrationslejren Auschwitz maj 1944.

Boganmeldelse.

Sascha Batthyany: Und was hat das mit mir zu tun? Ein Verbrechen im März 1945.

Die Geschichte meiner Familie. Bastei Lübbe. 2016. 

 

Sascha Batthyany er født i 1973 - og har som sådan ikke nogen personlig erindring om de uhyrlige begivenheder som fandt sted under 2. verdenskrig.

Sacha er imidlertid født ind i en aristokratisk familie med rod i Ungarn. Sachas grandtante på fædrene side var gift ind i den kendte tyske rigmandsfamilie Thyssen.

Som i så mange andre familier holder man også på en hemmelighed i Betthyany-familien.

Hemmeligheden består i, at Sachas grandtante Margit i 1945 under den tyske besættelse af Ungarn på familiens slot i en lille ungarsk by holdt et selskab for tyske officerer.

I dette muntre selskab udspillede der sig en begivenhed, som familien har bevaret som en hemmelighed i alle årene derefter - og som kun kommer Sascha for øre, fordi en journalist-kollega en dag lægger et avisudklip på bordet foran ham.

Samme nat som grandtanten afholdt sit prominente selskab, foregik der deportationer af ungarske jøder til tyske koncentrations lejre.

Muligvis skød nogle af selskabet også et par hundreder jøder i umiddelbar nærhed af slottet.

Sascha Betthyany undrer sig i sin bog over, at ingen af hans familiemedlemmer har omtalt episoden - og tilsyneladende heller ikke er villig til at tale om, om den har fundet sted.

Hvis hændelsen virkelig er sket, burde nogen have råbt op om overgrebet og fundet frem til de skyldige.

Mandl-familien var en jødisk familie som ejede en lillebutik i byen.

Overleveringen fortæller, at de begik selvmord, inden de med tog skulle deporteres til en koncentrationslejr.

Mandl-familiens to børn blev imidlertid tvangsdeporteret til en kz-lejr, men overlevede.

Sascha Betthyany opsøger den aldrende datter til de to forældre, som overlevede kz-lejren - og som i dag befinder sig i Argentina.

Han indgår en aftale med hendes to døtre (børnebørn) og aftaler ikke at fortælle moderen sandheden, da hun muligvis i sin høje alder er for svag til at høre sandheden om sine forældres død.

Sasha Betthyany har fundet sin farmors dagbog, hvor hun antyder, hvordan de kom af dage.

Grandtante Margits mand, som ejede slottet undlod at gribe ind, ja opfordrede måske ligefrem en tysk soldat til at gøre det af med far Mandl og mor Mandl.

Denne sandhed tåler datteren ikke at få at høre - ifølge hendes døtre.

Heller ikke Sachas far er voldsomt interesseret i at høre om sin egen fortid. Som soldat i den tyske Værnemagt blev han i krigens sidste år taget til fange af den Røde Hær - og som krigsfange dømt til langvarigt tvangsarbejde i en af Stalins arbejdslejre i Sibirien.

Sachas far lader sig dog modvilligt overtale til at opsøge den arbejdslejr, hvor han vansmægtede 10 år af sit liv.

På vej til Sibirien gør de to ophold i Moskva og besøger museet for GULAG, de sovjetiske tvangsarbejdslejre, som ligger svært tilgængelig i en baggård i det indre Moskva og som kun er kendt af få.

På tysk bruger man udtrykket Vergangenheitsbewältigung om det at bearbejde en fortid, som er ubehagelig og som endnu ikke er helt fordøjet.

Sascha Betthyany stiller sig i bogen mange relevante spørgsmål om vores forhold til fortiden, som mange ikke ønsker, at der skal rippes op i.

Kun ved at grave, hvor vi står, kan vi finde frem til den historiske ”sandhed” om, hvad der skete i fortiden.

Vi vinder intet ved at forsøge at fortie den.

  

Såret der ikke vil hele.

Den spanske stalinist Santiago Carillo (senere formand for det spanske kommunistparti (PCE) taler 1936.

Boganmeldelse.

Radosh, Habeck and Sevostianov. Spain Betrayed. The Soviet Union in the Spanish Civil War. Yale University Press. 2001.

 

Hvilken rolle spillede Stalins Sovjetunion og hans Kommunistisk Internationale i den Spanske Borgerkrig?

Dette spørgsmål har været ivrigt debatteret bland historisk interesserede.

Før murens fald 1989 og Sovjetunionens interne sammenbrud 1991 var det kun muligt at gisne om de nærmere omstændigheder omkring sovjetisk militær støtte til den spanske Republik.

Hvis man som borgerlig historiker havde en negativ holdning til Stalins Sovjetstat (antikommunist) fremhævede man Sovjetunionens altafgørende indflydelse på udviklingen i Spanien 1936-1939.

Andre mere moderat borgerlige historikere (f.eks. Paul Preston) har givet et mere nuanceret billede at Sovjetunionens og Kominterns indflydelse.

Nu foreligger der imidlertid tilgængeligt materiale, som mere præcist kan fastlægge omfanget af Sovjetunionens og Kominterns indflydelse.

Radosh, Habeck og Sevostianov har haft adgang til officielle statslige arkiver i Moskva - dels militærets eget arkiv dels til Kominterns arkiv.

Bogen indeholder dokumentarisk materiale i form af Komintern-funktionærers og de   militære rådgiveres indberetninger til den sovjetiske ledelse.

Det fremgår heraf klart, hvilken betydning Stalin og Komintern tillagde kampen for at forsvare den spanske Republik mod oprørske generaler, som ønskede Republikken hen hvor pebret gror.

De europæiske demokratier (England og Frankrig) befandt sig under den økonomiske verdenskrise i 1930’erne i en parlamentarisk krise - og det borgerlige demokrati var truet af mere eller fascistoide bevægelser på den yderste højrefløj.

Den spanske Republik blev således af Stalin og Komintern betragtet som en kærkommen lejlighed til at forsvare det borgerlige demokrati mod den fremstormende fascisme i Europa.

Forsvaret af den spanske Republik og af dens folkefrontsregeringer passede således som fod i hose til Stalins og Kominterns nyopfundne ”folkefrontsstrategi”.

Ifølge denne skulle Kominterns nationale sektioner (kommunistpartier) indgå i tværpolitiske alliancer med det som man hidtil havde betegnet som klassefjende: borgerskabet og småborgerskabet.

Stalin og Komintern havde den opfattelse, at det var muligt at udskille en særlig ”antifascistisk” del af de herskende klasser og at disse -  ikke mindst i en krisesituation - ville glemme deres klassetilhørsforhold og tilslutte sig et bredt favnende ”national samling”.

Strategien blev udfoldet i folkefronterne i Frankrig og Spanien i 1936.

Dokumenterne i bogen viser med al ønskelig tydelighed, at Stalin og Komintern under ingen omstændigheder ønskede at bruge deres støtte til de skiftende folkefrontsregeringer til en socialistisk omvæltning.

Stalin og Komintern gjorde alt for ikke at støde den spanske borgerskab og småborgerskab.

Stalin og Komintern - til forskel fra Folkefrontens anarkister og syndikalister ønskede at bevare det borgerlige statsapparat intakt.

 

Stalins mål - et spansk Folkedemokrati.

Med fare for at lyde bagklog var Stalins og Kominterns støtte til de spanske folkefrontsregeringer (socialdemokraterne Largo Caballero og Juan Negrin) et forsøg på at skabe et ”folkedemokratisk” Spanien lig de Folkedemokratier, som Stalin med den Røde Hærs støtte skabte i Central -og Østeuropa efter 2. verdenskrig.

Dokumenterne viser tydeligt, at dette var det langsigtede mål med støtten. På kort sigt gjaldt det ifølge Stalin og Komintern om at forsvare den spanske Republik og at slå Francos oprørstropper på slagmarken. Dernæst ville Stalin og Komintern havde skabt en ”folkedemokratisk” Spanien.

For at skabe et ”folkedemokratisk” Spanien var det nødvendigt, at erobre nøgleposter i det borgerlige statsapparat som indenrigsministeriet, politi, militær og efterretningsvæsen på samme måde som kommunistpartierne infiltrerede de borgerlige statsapparater efter 2. verdenskrig.

I Spanien nåede Stalin Komintern blot ikke så langt, fordi det ikke lykkedes at vinde slaget på slagmarken mod Francos fascister.

Men de i bogen offentliggjorte dokumenter viser, at Stalin og Komintern nåede et godt stykke af vejen.

Det lykkedes faktisk Stalins Sovjetstat og Komintern at infiltrere store dele af Republikkens sammenbrudte statsapparat - militær, politi og efterretningstjeneste og besætte disse med sine egne folk.

Også politisk brugte stalinisterne deres indflydelse til at presse socialdemokraten Largo Caballero ud af folkefrontsregeringen og indsætte den mere moderate Juan Negrin, som førte en mere Moskva-venlig politik i Stalins interesse.

Folkefrontsstrategien burde være begravet.  

Med Francos sejr skulle man tro, at også folkefrontsstrategien også havde lidt nederlag.

Og her vi fremme ved den historiske lære af den spanske borgerkrig. Arbejderbevægelsen bør drage ved lære af sine historiske nederlag og ikke gentage de samme fejltagelser, som en gang er begået.

At folkefrontsstrategien langt fra var død, vidner adskillige historiske eksempler om. Som sagt blev den i et vist omfang ført med etableringen af de central -og østeuropæiske Folkedemokratier.

Men eksperimentet er senere blevet gentaget: Bolivia 1953, Chile 1973, Portugal 1974 og Spanien 1975 - og hver gang har det slået fejl.

Folkefrontsstrategien er dødfødt og burde smides ud på historiens mødding.

Alternativet til at holde liv i et skrantende borgerligt demokrati - som den spanske Republik var udtryk for - var en socialistisk revolution.

Stillet over for valget mellem socialistisk revolution og et reaktionært militærdiktatur vil de hidtil herskende klasser altid vælge den reaktionære løsning.

Problemet var, at de kræfter, som skulle have gennemført en socialistisk revolution blev fysisk likvideret af Stalins bødler i NKVD og GRU.

Stalins Sovjetstats og Kominterns rolle under den Spanske Borgerkrig var ikke progressiv men kontrarevolutionær.

Den spanske Republiks nederlag til oprørsgeneralen Franco betød årtiers økonomisk udbytning og politisk undertrykkelse, førend Francos militære styre i 1975 faldt sammen.

De spanske stalinister anført af Santiago Carillo havde intet lært af historien og forsøgte at gentage den sammen fejlslagne folkefrontsstrategi som i 1936.

Som bekendt er Spanien siden hverken blevet et ”Folkedemokrati” - eller en socialistisk republik.   

Spansk Borgerkrig - slutspil.

Spanske republikanere stimler i 1939 sammen på grænsen mellem Spanien og Frankrig - på flugt fra Francos fascistiske tropper.

Boganmeldelse.

Paul Preston: The Last Days of the Spanish Republic. William Collins. 2016.

 

Den britiske historiker Paul Preston har skrevet adskillige bøger om den   Spanske Borgerkrig (1936-1939).

Hans seneste bog om den Spanske Borgerkrig handler om en af de mindst belyste dele af krigen.

Om det slutspil, som udspillede sig i den sidste skæbnesvangre del af krigen, da de sidste rester af den republikanske hær blev nedkæmpet af general Francos fascistiske tropper.

Den Spanske Borgerkrig udspillede sig ikke alene på spansk territorium, men var stærkt afhængig af udenlandske magters indblanding og ikke-indblanding.

De borgerlige demokratier i England og Frankrig førte en ”neutralitetspolitik” overfor de totalitære regimer i Tyskland og Italien.

Stalins Sovjetstat blandede sig mest direkte i sin uforbeholdne støtte til den spanske Folkefront og blev af mange i datiden (og senere) opfattet som ”progressiv” i forhold til de vage borgerlige demokratier i Vesteuropa.

Paul Preston koncentrerer sig mest om slagmarken og de politiske intriger bag fronten i Spanien.

Dette er i sig selv spændende nok. Paul Preston har i andre af sine bøger været optaget af at forstå hvorfor den spanske oprørsgeneral Franco trak borgerkrigen i langdrag og bevidst slog så mange af sine modstandere ihjel. Var det en bevidst strategi, som skulle berede grunden for hans efterfølgende lange fascistiske styre?

I denne bog koncentrerer Preston sig om det korte intermezzo før Francos magtovertagelse i foråret 1939.

Den spanske Folkefront var et sammensurium af mange forskellige politiske grupperinger. Fra borgerlige republikanere, reformistiske socialdemokrater, stalinister og anarko-syndikalister.

Det ville være mærkeligt om dette mærkværdige sammensurium skulle kunne samarbejde, hvilket det da heller ikke kunne.

Det var vel nærmest dømt til at mislykkes - og gjorde det da også. Det spæde borgerlige demokrati som Republikken var et forsøg på at etablere var ikke stærkt nok til at modstå sine mange modstandere i og udenfor Spanien.

Republikken havde mange fjender i det politiske liv og blandt generalerne i militæret.

Men ikke alle var fjender af Republikken. Nogle generaler støttede Republikken helt og fuldt. Andre støttede den kun på skrømt - og var parate til at forlade den ved først givne lejlighed.

Så snart krigslykken på slagmarken vendte, var de parat til at tilbyde sig for krigens sejrherre, oprørsgeneralen Francisco Franco og glemme alt om deres loyalitet overfor Republikken.

En sådan vendekåbe var general Segismundo Casado, som i foråret 1939 i en kort periode forsøgte at komme general Franco i forkøbet.

Casado havde ageret loyal tilhænger af præsident Juan Negrins Folkefrontsregering, men fik kolde fødder efterhånden som det gik Republikkens tropper dårligt ved fronten - og de måtte vige for Francos oprørsstyrker.

Casado forsøgte på egne vegne at etablere en junta, som skulle forhandle sig til en fredelig løsning med Francos oprørshær.

Han fik støtte fra andre illoyale generaler, fra dele af det spanske Socialistparti (PSOE), fra dele af den socialdemokratiske fagbevægelse (UGT) og ikke mindst fra det anarko-syndikalistiske CNT-FAI.

Casados forsøg på at komme Franco i forkøbet - angiveligt med det formål at hindre unødig blodsudgydelse og fortsat krig - faldt ikke heldigt ud.

Casados junta var ikke i stand til at holde Francos styrker stangen og blev etableret på et tidspunkt hvor borgerkrigen allerede var tabt.

Juntaen faldt da også fra hinanden, da Franco ikke på nogen måde var indstillet på at give indrømmelser til Republikkens tilhængere.

Forsøget var nok snarere et forsøg at redde sit eget skind i erkendelse af at spillet var ude for Republikkens tilhængere i alle lejre.

Casados junta blev derved et kæmpe illusionsnummer, som kun narrede få topledere i Socialistpartiet og bureaukraterne i toppen af CNT-FAI.

Casados dobbeltspil kom til udtryk, da han i hemmelighed optog kontakt til Francos efterretningstjeneste - og samtidigt foregav at være loyal overfor Republikken.

Casados dobbeltspil fik fatale konsekvenser for titusinder af spanske tilhængere af Republikken, som med frygt for deres liv måtte flygte for Francos fremstormende tropper. Mange blev pågrebet, fængslet, og enten sendt i fangelejre eller slet og ret henrettet.  

Casados forræderi blev fuldendt, da han under sin flugt ud af Spanien undlod at give oplysninger til andre end sine nærmeste om, hvilken havn og hvilke skibe, som kunne formodes at ville tage flygtninge ombord.

De borgerlige demokratier i England og Frankrig spillede her en ynkelig rolle ved dels at forholde sig passivt til den spanske Republik (og ikke støtte den med hverken økonomisk eller militær hjælp) dels ved straks at anerkende Franco, så snart han havde taget magten i marts 1939.

I den Spanske Borgerkrig findes ingen helte. Ingen kan siges at have haft rent i posen. De fleste spillede med fordækte kort og snød både sig selv og sine tilhængere.

I den forstand er den Spanske Borgerkrig meget lærerig.   

 

 

  

 

 

 

 

       

      

  

  

   

 

Carl Madsen - den utilpassede stalinist.

Carl Madsen (1903-1978) hjemme i Højby ved Lejre, Midtsjælland på sine ældre dage.

Boganmeldelse.

Chris Holmsted Larsen: En biografi om Carl Madsen. Den folkekære stalinist. Gyldendal. 2017.

Titlen på Chris Holmsted Larsens biografi om Carl Madsen kunne også havde heddet den ”Carl Madsen - den utilpassede stalinist”.

På mange måder var Carl Madsens person for stor til, at den kunne rummes i det retlinede og Moskva-tro Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Carl Madsen fulgte ellers partiets parole i det meste af sit liv - fra han i 1928 tilsluttede sig partiet og indtil han i 1975 blev smidt ud af partiets blankpolerede stalinister.

Langt det meste af sin medlemstid i DKP fulgte Carl Madsen slavisk partiets utrolige kurssvingninger.

Fra Kominterns 3. periodes ”ultravenstre sekteriske” drejning i 1928 til Stalins pludselige omvending i 1934-1935 til folkefrontspolitik, som endegyldigt gjorde det af med enhver tale om vidtgående sociale omvæltninger af de kapitalistiske samfund - og som foreskrev samarbejde med klassefjenden, en ”bred og folkelig alliance” vendt mod storkapitalen.

Denne brede og folkelige alliance endte under 2. verdenskrig i ”national samling” med det nationale borgerskab og småborgerskab.

Partiet havde nu ikke bare i ord, men også i handling forladt klassekampspositionen, som partiet ellers var blevet skabt på.

Carl Madsen støttede mærkværdigt nok ikke Thøger Thøgersen-fløjen i DKP, men derimod den opportunistiske Aksel Larsen, som havde svunget sig til tops i partiet som organisator af 1930’ernes arbejdsløse.

Carl Madsen kom aldrig til tops i partiet - og undgik således behændigt alle de udrensninger, som Stalins SUKP og Komintern iværksatte i dens nationale sektioner.

Han frekventerede ikke som Aksel Larsen og partiets organisationssekretær Arne Munch Petersen partiskolerne i Moskva - og undgik derved 1930’ernes evindelige udrensningsprocesser, som gik ud over millioner af partimedlemmer og almindelige - helt uskyldige - Sovjetborgere.

Carl Madsen lukkede helt øjnene for Stalins Moskva-processer, hvor størstedelen af den sovjetiske partielite og hundredvis af Komintern-funktionærer blev udrenset som udskud, arresteret, fængslet og dømt som ”forrædere” og ”spioner for fremmede magter”.

Heller ikke Stalins ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland 1939 tog han afstand fra. En pagt som i april 1940 hindrede DKP i at bekæmpe den tyske besættelsesmagt.

Hitler reddede imidlertid DKP og stalinismen ved overmodigt og dumstridigt i 1941 at kaste sig ud i en krig mod Stalins Sovjet-Rusland.

Først nu kunne DKP give sine medlemmer grønt lys til at gøre modstand mod Stalins forhenværende alliancepartner Hitler - og hans besættelse af ”fædrelandet” Danmark.

DKP var nu mere nationalistisk i sin propaganda end selv den mest ivrige borgerlige nationalist i Dansk Samling, som deltog i det af modstandsbevægelsen dannede Frihedsråd.

DKP praktiserede nu sin folkefrontpolitik igennem modstandsbevægelsens Frihedsråd.

 

Carl Madsens dårlige samvittighed.

Carl Madsens opposition til partispidserne synes først at opstå på baggrund af den usle behandling, som partispidserne omkring Aksel Larsen og Ib Nørlund gav sine interne modstandere Thøger Thøgersen, Otto Melchior og Richard Jensen i interneringslejren i Horserød.

Et parlamentarisk flertal i det danske Folketing var under pres fra besættelsesmagten som et led den førte samarbejdspolitik gået med til at forbyde DKP ved lov.

Mens der intet er at råbe hurra for i Carl Madsens udelte begejstring for sit partis stalinisme til et godt stykke efter 2. verdenskrig, vil vi gerne tillægge ham den fortjeneste som lå i at gøre opmærksom på det danske politis overdrevne iver efter at behage den tyske besættelsesmagt - ved at gå frem efter egne udarbejdede arrestationslister på medlemmer af DKP, da det tyske Gestapo forlangte det.

Carl Madsen så med egne øjne hvorledes partitoppen behandlede såkaldte ”afvigere” i partiet (Thøgersen, Melchior og Richard Jensen) på den værst tænkelige og inhumane måde. Som ”afvigere” blev de - skønt erfarne og partitro medlemmer - ”frosset ude” af partiets fællesskab under interneringen i Horserød-lejren.

Konsekvensen af denne udelukkelse blev for fleres vedkommende, at de foretrak Vestre Fængsel frem for Horserød-lejren - og senere blev deporteret til tyske kz-lejre, hvor flere af dem døde.

Denne usle behandling af tidligere partikammerater var for meget for selv den benhårde stalinist Carl Madsen.

 

Først langt senere tog Carl Madsen denne sag op og flere til. I sine sidste år tog Carl Madsen som forsvarsadvokat en sag om et attentat på en spansk fisketrawler, som lå i dansk havn. I 1937 blev flere medlemmer af DKP dømt langvarige fængselsstraffe for at anbragt sprængladninger på skibet.

Efter forbuddet mod DKP blev retssagen taget op igen under krigen og bl.a. formanden for Søfyrbødernes Forbunds Richard Jensen blev idømt fængselsstraf.

Carl Madsen kom i stigende opposition til partiledelsen under Aksel Larsen, da han påstod at have insiderviden om Aksel Larsens vidneforklaring under retssagen mod Richard Jensen og hans medskyldige.

Carl Madsen mente endvidere at vide, at Aksel Larsen - frivilligt eller ufrivilligt - havde givet Gestapo for mange og unødige oplysninger om partimedlemmers aktivitet under forhør af Gestapo.

Alt i alt havde Carl Madsen god grund til at have et horn i siden på den senere ”renegat” Aksel Larsen, som i 1958 mente at tiden var inde til at frigøre sig Moskva snærende bånd og danne Socialistisk Folkeparti.

 

Intet opgør med stalinismen.

Carl Madsen foretog aldrig noget egentlig opgør med sin og DKP’s stalinisme. Han kom som mange andre end ham på et sent tidspunkt i sit liv i modsætning til den siddende linjetro partitop, som slavisk fulgte retningslinjerne fra partibosserne i Moskva.

I 1970’erne vejrede partibosserne (Ib Nørlund og Knud Jespersen) morgenluft efter den lange ørkenvandring under den Kolde Krig, hvor især begivenheder i ”Folkedemokratierne” i Øst -og Centraleuropa forårsagede uro i DKP’s rækker.

Arbejderopstanden i DDR i 1953, opstandene i Polen og Ungarn 1956, USSR’s invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 gjorde det svært at opretholde illusionen om at DKP var et ”nationalt sindet” parti, som de herskende klasser kunne have tillid til.

Partibosserne (Ib Nørlund og Knud Jespersen) så i 1970’erne en chance for at komme ud af den Kolde Krigs isvinter og ind i varmen hos den stadig større middelklasse og stadig flere unge uddannelsessøgende.

Skønt DKP stadig havde indflydelse i de lavere dele af fagbureaukratiet og organiserede en del tillidsfolk på arbejdspladserne orienterede det sig mod og rekrutterede en del medlemmer fra middelklassen og blandt uddannelsessøgende.

På samme måde som Socialdemokratiet var DKP på vej til at blive et middelklasseparti. Det bekom ikke Carl Madsen vel og han blev i stigende grad kritisk over for partiets ”socialdemokratisering” og parlamentariske ”kretinisme”.

Han greb retorisk tilbage til sit gamle DKP og til Kominterns ”3. periode” med ultra-venstre sekterisk politik fra 1928-1935 vendt mod de reformistiske socialdemokrater.

Carl Madsen forsøgte som menigt medlem at fremføre sin berettigede kritik af DKP, men diskussion og fri debat har aldrig været i høj kurs i de stalinistiske rækker.

I årtier havde DKP kunne bruge Carl Madsens hvasse kritik af det kapitalistiske samfund og dets uretfærdige retssystem i sin politisk kamp. Nu var han blevet en klods om benet, fordi han nu rettede sin kritik indad i partiet og rettede det imod partibosserne, som helst var fri for kritik fra medlemmernes side.

Carl Madsen blev så at sige offer for sin egen trofaste stalinisme. Så længe du følger partiparolen, har du frit spil. Den dag du udfordrer partiets bureaukratisk centralistiske linje er du færdig.

Chis Holmsted viser, at Carl Madsen ikke bare lagde sig ud med de DKP’s partibosser. Han kom også på kant med højtstående partifunktionærer i arbejder-bondestaten DDR, da han ville samle materiale til sin biografi.

Carl Madsen havde siden 1949 hyldet DDR som et antifascistisk modstykke til det ”revanchistiske” og kapitalistiske Forbundsrepublik (BRD) og opdagede nu, at der var også var grænser for ytringsfriheden i ”arbejder-bondestaten” DDR.

Måske endte Carl Madsen alligevel sine dage med lidt større indsigt i den ”realt eksisterende socialisme”?  

Spaniensfrivillige - ofre for stalinistisk propaganda?

Andreu Nin, medlem af det spanske POUM (Partido Obrero Unificacion Marxista) myrdet af Stalins NKVD-agenter i Spanien 1937.

Boganmeldelse.

Morten Møller: Den glemte hær. Danske frivillige i den Spanske Borgerkrig. Gyldendal. 2017.

Få begivenhederne i det 20. århundrede har formået at tiltrække sig så megen opmærksomhed som den Spanske Borgerkrig 1936-1939.

Få begivenheder i det 20. århundrede formår at tilbyde som megen lærdom om arbejderklassens kampe.

Derfor er det glædeligt, at historikeren Morten Møller har skrevet en bog om de danske Spaniens frivillige.

Den Spanske Borgerkrig er som andre nøglebegivenheder i arbejderklassens historie omgivet af et utal af myter, som fortjener af blive afmystificeret.

 

Lad os tage en af de mest udbredte myter:

Borgerkrigen var et opgør mellem fascisme og demokrati.

Myten er udbredt og eksisterer i bedste velgående på venstrefløjen

Myten blev den gang især kolporteret af Stalins Kommunistisk Internationale (Komintern) og fremført af store dele af den spanske venstrefløj.

Det er min påstand, at Stalins og Kominterns ”folkefrontsstrategi” var medvirkende til, at venstrefløjen led nederlag i borgerkrigen.

Stalin og det herskende bureaukrati i Sovjet-Rusland havde længe inden den Spanske Republik så dagen lys i februar 1936 opgivet enhver tanke om en gennemgribende socialistisk samfundsændring nogetsteds i verden.

Siden en gang midt i 1920’erne førte det herskende stalinistiske bureaukrati i Sovjetstaten en kontrarevolutionær politik. De første eksempler herpå var England 1925 og Kina 1927.

Stalins og Kominterns ”folkefrontspolitik” (bred alliance med store dele af det nationale borgerskab og kapital) blev udelukkende tvunget igennem af det herskende stalinistiske bureaukrati for at sikre Sovjetstatens udenrigspolitiske interesser - og ikke for at gavne det internationale proletariat.

Stalins og Kominterns støtte til den spanske Folkefront i 1936 var ikke en støtte til en revolutionær regering, som skulle gennemføre en socialistisk omvæltning.

Derfor kom Kominterns og dets spanske sektion, det lille PCE til at stå som den mest reaktionære del af den spanske Folkefront.

Dette er ikke længere en påstand, som kun fremføres af det yderste venstre, men en kendsgerning, som bekræftes af mange borgerlige historikere, som beskæftiger sig med den Spanske Borgerkrig. (jf. f.eks. Paul Preston: The Last Days of the Spanish Revolution. 2016).  

Det forholdsvis ubetydelige spanske kommunistparti (PCE) blev understøttet af Komintern og Sovjetstaten med militær hjælp og organisatorisk støtte.

Alle som udfordrede Stalins og Kominterns ”folkefrontstrategi” blev bekæmpet med hård hånd og med alle midler.

Stalin og Komintern brugte de samme midler og metoder under Spanske Borgerkrig, som det stalinistiske bureaukrati brugte i Sovjetstaten, da det massehenrettede millioner af uskyldige Sovjetborgere eller sendte dem i tvangsarbejdslejre, hvoraf mange var partikadrer.

Stalins og Kominterns smædekampagne var rettet mod ”forrædere”, ”spioner” og ”folkefjender”. Anklagerne mod modstandere af Stalins og Kominterns folkefrontsstrategi i Spanien var de samme som blev rettet mod ”forrædere”, ”spioner” og ”folkefjender” i Stalins Sovjet-stat.

Ofrene for Stalins og Kominterns smædekampagner var de samme som i Sovjetstaten, blot færre, fordi det lå uden for det stalinistiske bureaukratis rammer i Spanien - og fordi massive henrettelser ville frastøde Folkefrontens mange borgerlige tilhængere og sympatisører og fjerne den sidste rest af sympati hos de allierede magter Frankrig og England.  

Trotsky havde allerede i årene forud på det kraftigste advaret mod Stalins og Kominterns dødsdømte folkefronts-strategi - og havde forsøgt at overtale sine tilhængere til ikke at støtte en Folkefront i Spanien (jf. Leon Trotsky: The Spanish Revolution (1931-1939). Pathfinder Press, 1973).

Det lykkedes desværre kun i meget lille omfang og flere af hans tidligere støtter - nu organiseret i det lille POUM (Partido Obrero Unificacion Marxista) - fik Stalins og Kominterns terror at føle på deres egen krop.

De blev som millioner af andre i Stalins Sovjetstat fængslet og tortureret - for fleres vedkommende med døden til fælge.

 

Morten Møllers bog blotlægger brudstykker af denne lærerige historie, men når ikke til bunds i historien.

Morten Møller afdækker ganske vist den stalinistiske myte om demokratiets kamp mod fascismen - dog uden eksplicit at tage afstand fra folkefrontsstrategien.

Det er Morten Møllers hovedærinde at undersøge hvilke bevæggrunde, der lå bag de frivilliges drage i krig. 

Var det et udslag af idealisme, eventyrlyst eller var det nogle få social udstødte og marginaliserede i mellemkrigstidens kriseplagede Danmark at få afløb for deres personlige frustrationer på?

Eller var de simpelthen naive ofre for en forsimplet stalinistisk propaganda?

Med Morten Møllers fornemme dokumentation med kilder i Kominterns officielle arkiv i Moskva og med udgangspunkt i de frivilliges breve hjem til familien, kan vi roligt konkludere, at flertallet af de Spaniens-frivillige lod sig narre af den stalinistiske propaganda om demokratiets kamp mod fascismen i Spanien skulle vindes ved at indgå en alliance med det spanske borgerskab og småborgerskab.      

Morten Møller dokumentation er således med til at nedbryde den stalinistiske myte om de Spaniens-frivilliges ”heltemodige” kamp for demokratiets bevarelse i Spanien imod den fremadstormende fascisme i mellemkrigstidens Europa.

Republikkens nederlag til Francos fascisme satte den spanske arbejderklasse årtier tilbage i dens kamp - og det er vist ikke for meget sagt, at den endnu ikke rigtigt er kommet sig over det historiske nederlag.

Fortsatte studier af den Spanske Borgerkrig og dens aktører fortjener stor interesse og bør følges med stor opmærksomhed.   

Den kontrarevolutionære "slagter" - Gustaf Mannerheim.

Gustaf Mannerheim, 1937.
Borgerskabets foretrukne Bonaparte, når det ikke selv kunne klare ærterne.

Boganmeldelse:

Henrik Meinander: Gustaf Mannerheim. Aristokrat i vadmal. Lind & Co. 2017.

Den finske aristokrat Gustaf Mannerheim blev af de herskende klasser i Finland flere gange i det 20. århundrede hevet ind på den politiske scene for at løse de herskende klassers presserende politiske problemer.

Mannerheims karriere i som professionel soldat i den russiske Zars tjeneste endte brat med den russiske revolution i oktober 1917.

Mannerheims slægt tilhørte den finsk-svenske kjoleadel, men Mannerheims far bortødslede familiens formue og efterlod sin søn så godt som arveløs.

Gustaf Mannerheim var af sin far spået en militær karriere, men formåede ikke at opnå tilstrækkeligt høje karakterer til at blive optaget på en finsk officersskole.

Når han ikke kunne gøre militær karriere i Finland, måtte han søge til Zarens Rusland, som Finland endnu (indtil 1918) var en del af.

Her blev han optaget som kavalerist i den russiske Zars militær.

Mannerheim deltog indtil omvæltningen i oktober 1917 som officer i Zarens krig mod de allierede magter (England og Frankrig) i 1. verdenskrig, hvorefter han fortrak til Finland.

Mannerheim kom herefter til at spille en afgørende rolle både som øverstbefalende for det finske militær og som statsleder, når der var brug for ham.

Mannerheim spillede rollen som en finsk Napoleon Bonaparte, som stod hævet over politikernes ævl og kævl - og som blev hidkaldt af borgerskabet, når det ikke selv følte sig i stand til at løse sine egne politiske problemer.

Første gang skete det ved årsskiftet 1917-1918, hvor den finske arbejderklasse og dens politiske organisationer havde mulighed at omstyrte det borgerlige kapitalistiske samfund i Finland.

Dette skete dog ikke, dels fordi de reformistiske finske socialdemokrater i samarbejde med det finske borgerskab aktivt modarbejdede en samfundsomvæltning i socialistisk retning.

Som en militært skolet person med erfaring 1. verdenskrig blev Mannerheim af det finske borgerskab hentet ind på den historiske scene - og sat i spidsen for dannelse af en kontrarevolutionær borgerkrigshær, som skulle nedkæmpe arbejdernes faretruende opstand.

Lige siden det blodige opgør mellem ”hvide” og ”røde” finner i borgerkrigen 1917-1918 har Mannerheim været en kontroversiel skikkelse i Finlands politiske historie.

I borgerskabets ”hvide” lejr betragtes Mannerheim som en helteskikkelse - og lovprises som en nationalhelt.

I arbejderklassens lejr ses Mannerheim som den, der stod i spidsen for den blodige nedslagtning under borgerkrigen af titusinder af ”røde” arbejdere og den derpå følgende internering i straffelejre.

 

Anden gang Mannerheim af de herskende klasser blev hevet ind på den historiske scene var under 2. verdenskrig.

I mellemkrigstiden havde Mannerheim ført en skyggetilværelse og gjorde sig kun lidt bemærket i offentligheden, som næsten havde glemt ham.

Endnu en gang havde de herskende klasser i Finland brug for en ”stærk mand” som Mannerheim, der kunne samle den splittede nation under samme fane. 

I modsætning til dele af de herskende klasser var Mannerheim ikke tyskvenlig. Han var opdraget - og opfattede sig selv - som tilhørende det finske aristokrati.

Han var formet af sin tid som officer i Zar-Rusland og var udpræget anti-bolsjevikisk. Han vigtigste mål var at bekæmpe den russiske Oktoberrevolution 1917 og dens eventuelle spredning til resten af Europa.

Han lod sig ikke stille tilfreds med blot at sikre Finland mod ”smittefaren” fra de russiske bolsjevikker, men ønskede et ”Stor-Finland” med udvidede grænser.

I sin tankegang var han dybt konservativ og national-chauvinistisk.

Med Hitler og Stalins ikke-angrebspagt i 1939 kom Finland i klemme mellem de to stormagter og blev således af Hitler (i en tillægsprotokol) overladt til Stalins Rusland.

”Lille Finland” stod nu overfor Stalins stormægtige Sovjet-Rusland og fik stor sympati ude i verden.

”Finlandsfrivillige” drog som ”frihedskæmpere” til Finland for at forsvare det lille uskyldige Finland, som var blevet ”overfaldet” af Stalins Sovjet-Rusland.

Stalin havde i 1939 netop foretaget en gennemgående ”udrensning” af ”upålidelige elementer” i sin Røde Hær - og havde stort set gjort det af med toppen af den Røde Hær, hvilket havde fatale konsekvenser for dens effektivitet som brugbart våben i kampen mod de primitivt udrustede finner.

Mannerheim blev endnu en gang kaldt til undsætning - og blev af de finske rådvilde og afmægtige finske politikere og bedt om at stille sig i spidsen for det finske militær.

Det lykkede endnu en gang Mannerheim at indlægge sig stor hæder og fortjeneste hos borgerskabet for sin vellykkede indsats i kampen mod den russiske overmagt.

Forsvarskrigen mod efterkommerne af de russiske bolsjevikker passede glimrende ind i Mannerheims optik.

Hitlers drøm om at forhindre en tofrontskrig gik i vasken, da England og Frankrig ikke kunne bestemme sig for en alliance med Hitler - og han valgte selvsikkert at bryde den indgåede ikke-angrebstraktat med Stalins Rusland og indlede et gigantisk felttog mod Rusland i juli 1941.

Nu var det Hitler-Tysklands tur til at besætte Finland og pludselig stod Mannerheim i et frygteligt dilemma - som ikke særlig tyskvenlig og som anti-bolsjevik.

Hvem skulle han nu støtte?

Mannerheims biograf Meinander lægger vægt på at understrege, at Mannerheim ikke var spor tyskvenlig, men altså heller ikke venlig stemt overfor Stalins Rusland.

Han var efter Meinanders opfattelse en sand finsk patriot.

Menanders biografi er ikke skrevet som en videnskabelig afhandling med brug af kildehenvisninger. Bogen er helt uden noter, men henviser i teksten ofte til samtidige førstehåndskilder.

I biografi-genren bevæger Menanders biografi sig et sted mellem det hagiografiske og det kritisk-indforståede.

Meinander har som (borgerlig) historiker helt klart stor respekt for personen Mannerheim og hans rolle i Finlands historie - og formår ikke i tilstrækkelig grad at lægge afstand til hans mindre heldige sider.

Meinander forbigår således i tavshed Mannerheims rolle som den, der stod i spidsen for nedslagtningen af titusindvis af ”røde” arbejdere i borgerkrigen 1917- 1918. (jf. afsnit 4. Kedjereaktion (pp. 97-117).

 

 

 

 

 

En konge til forskel.

Boganmeldelse.

Alf R. Jacobsen: Kongens valg. Det tyske angreb på Norge 1940. Gyldendal 2017.

En sand strøm af historiske bogudgivelser om 2. verdenskrig har gennem de seneste år præget den danske bogmarked.

Bøgernes bøgers kvalitet har været meget svingende - og langt fra alle lever op til historieskrivningens grundprincipper om alsidig brug af kilder - og helst en ”uvildig” læsning af disse.

’Øjet afhænger som bekendt af den ser’- og historieskrivning kan ikke gøre krav på objektivitet.

Historien anskues altid ud fra den pågældende forfatters synspunkt. Ingen nok så uhildet historieskriver kan påberåbe sig objektivitet.

Norske Alf R. Jacobsen lever formelt op til kravet om alsidig brug af historiske kilder, når han beskriver de dramatiske dage under Nazi-Tysklands besættelse af Norge i april 1940.

Alf R. Jacobsen har valgt at skildre, hvorledes de folkevalgte norske politikere - den socialdemokratiske regering Nygaardsvold og det norske kongehus reagerede på den nazistiske besættelse.

Jacobsen er ikke nogen stor beundrer af de norske (socialdemokratiske) politikere, som mest havde lyst til at stikkehalen mellem benene, da Hitler-Tyskland i april 1940 valgte at besætte Danmark og Norge.

Set ud fra en dansk synsvinkel er det interessant at se, hvorledes de norske politikere og det norske kongehus reagerede i forhold til de danske politikere og det danske kongehus, som foretrak at samarbejde med besættelsesmagten - og give afkald på aktiv og væbnet modstand.

Gennem 1930’erne satte skiftende norske - som danske - regeringer - kikkerten for det blinde øje og lod som om, at de ikke så den genoprustning, som fandt sted i Hitler-Tyskland - og som på et tidspunkt måtte føre til ekspansion i ”det nære udland”.

Det kan umuligt have undsluppet de folkevalgte politikeres opmærksomhed, at det i slutningen af 1930’erne trak op til en imperialistisk krig mellem Hitler-Tyskland (Italien og Japan) og det borgerligt-demokratiske Europa (senere USA).

I Danmark føres diskussionen blandt borgerlige (herunder socialdemokratiske) historikere og historisk interesserede politikere om, hvorledes det borgerlige demokrati bedst burde forsvares: Skulle den danske statsmagt have gjort modstand mod den tyske besættelse - eller skulle man bøje sig for besættelsesmagtens ublu krav - og i så fald hvor langt skulle man gå i sin underkastelse?

Jacobsens bog føjer sig ind i denne diskussion og tager klart parti for de dele af det norske samfund, som stod for væbnet modstand mod den tyske besættelsesmagt.

Jacobsen skildrer - på baggrund af et righoldigt kildemateriale - på glimrende vis hvorledes ministrene i Nygaardsvold-regeringen blev taget på sengen, da Hitler-Tyskland overfaldt og besatte Norge.

Tilsyneladende kom det helt bag på dem, at Hitlers Tyskland kunne finde på at indlemme det lille og fredelige Norge i et stortysk Germania.

Jacobsen har intet til overs for de ynkelige norske politikere, som øjensynligt kun tænkte på at hytte deres eget skind - og som ikke ønskede at sætte sig til modværge mod en - tilsyneladende militært overlegen - besættelsesmagt.

Forklaringen er ligetil: De tog blot konsekvensen af den ”neutralitetspolitik” som både norske og danske politikere havde ført i 1930’erne. De mente ikke, at det tjente noget formål at udsætte det sparsomt udrustede norske militær for en formålsløs forsvarskamp mod den tyske besættelsesmagt.

Den tyske besættelse viste sig imidlertid ikke at forløbe helt så smertefrit, som den var planlagt og Jacobsen viser, hvorledes det lykkede nogle få heroiske nordmænd med det rette sindelag at yde de tyske tropper modstand.

Til trods for modvillige politikere lykkedes det de kampberedte dele af det norske militær og befolkning delvis at standse den tyske besættelse og trække den i langdrag.

Især det norske kongehus gik ifølge Jacobsen forrest i kampen mod besættelsesmagten.

Mens den danske kong Chr. X. mest er kendt for sin famøse fødselsdagshilsen til Hitler, som ikke var tilstrækkelig ærbødigt formuleret - og derfor ifølge historikerne udløste en krise i forholdet mellem ”mønsterprotektoratet” Danmark og Hitler-Tyskland, tog det norske kongehus sammen med den norske regering og embedsmænd flugten væk fra regeringssædet i Oslo skarpt forfulgt af det tyske luftvåben og af tyske faldskærmsjægere.

Den norske konge og kronprins og regeringens ministre undslap med nød og næppe med livet i behold og måtte i sidste ende flygte til Tromsø i Nord-Norge og blev undsat af et britiske krigsskib.

Bogen er elementært spændende i sit handlingsforløb og Jacobsen gør flittigt brug af både relevante norske og tyske kilder, som underbygger hans grundsynspunkt om den norske regerings svigt af nation og folk.

Jacobsens begejstring for kongehuset og hans royalistiske syn skinner dog for meget igennem, når han fremhæver det heltemodige norske kongehus frem for de skræmte og handlingslammede norske politikere.

Men begrebet ”norske tilstande” får mere mening efter end læsning af bogen. Jacobsens slutter sin bog med kongens flugt ud af landet i juni 1940.

Vi får således ikke at vide, hvorledes Norge blev styret af Terboven, som Hitler indsatte som Rigsbefuldmægtiget i stedet for den norske nazist Vidkun Quisling fra Nasional Samling, som ellers havde udråbt sig selv som norsk ”Führer”.

 

 

 

Inge Viett - fra terrorist til stalinist.

Inge Viett blev arresteret 12. juni 1990 og idømt en langvarig fængselsstraf for sin terrorvirksomhed i BRD i 1970'erne.

Boganmeldelse:

Inge Viett: Nie war ich furchtloser. Autobiographi. Nautilus. 1996.

Inge Viett, som tilhørte den vesttyske terrorgruppe 2. juni-bevægelsen er langt fra lige så kendt som Ulrike Meinhof, som var med til at danne Rote Armé Fraktion (RAF).

RAF’s historie er skildret af journalisten Stefan Aust og Ulrike Meinhofs liv er fortalt af hendes ene datter Bettina Röhl (So macht Kommunismes Spass. 2006).

Mens Ulrike Meinhof fik en god og solid borgerlig opdragelse i et akademikerhjem, måtte Inge Vietts forældre give afkald på deres lille datter - og overlade hende til nogle plejeforældre i sidste del af 2. verdenskrig.

Deres udgangspunkt var således forskelligt, men alligevel skulle de begge - af forskellige veje -  havne i det samme politiske miljø.

Ulrike Meinhof nåede aldrig at skrive sin selvbiografi, da hun i1976 valgte at tage sit eget i en fængselscelle efter kammeraternes mislykkedes befrielsesforsøg.

 

Inge Vietts vej til terrorisme.      

Inge Vietts vej til 2. juni-bevægelsen var meget forskellig fra Ulrike Meinhofs vej til Rote Armé Fraktion.

Ulrike Meinhof tog en universitetsuddannelse i kunsthistorie - og kastede sig tidligt over journalistik som medarbejder på tidsskriftet Konkret.

Tidsskriftet var redigeret af hendes senere mand Klaus Werner Röhl, som lod sig hverve af det østtyske Ministerium für Sicherheit (MfS) som vesttysk ”påvirkningsagent”.

Ulrike Meinhof fulgte sin mand ind den vesttyske aflægger af SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) KPD og meldte sig - ifølge sin datter Bettina Röhl - aldrig ud af vesttyske KPD.

Inge Vietts vej var lige omvendt. Via studenterbevægelsen og ungdomsoprøret i Forbundsrepublikken (BRD) blev hun involveret i den antikapitalistiske og anti-imperialistiske kamp.

Dele af studenterbevægelsen forfaldt i kampen mod den kapitalistiske Forbundsrepublik og verdensimperialismen til brug af terror mod den borgerlige stat.

Inge Viett er først og fremmest et handlingsmenneske, som i høj grad er styret af sit emotionelle engagement.

Hun var efter eget udsagn ikke nogen skolet marxist og havde ikke hang til læsning og studie af socialismens klassikere. Hun lod sig først og fremmest lede af sin intuition og sit umiddelbare engagement i de elendige forholde for alverdens undertrykte.

Inge Viett deltog i 2.juni-bevægelsens bortførelsesaktion af den kristelig-demokratiske spidskandidat i Berlin Peter Lorenz med krav om fangeudveksling.

Den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt havde imidlertid ikke til hensigt at bøje sig for de vesttyske terroristers krav om fangeudveksling - og ofrede arbejdsgiverformanden Hans Martin Schleyer, som Rote Arme Fraktion havde bortført.

Selv om bortførelsen af Hans Martin Schleyer ikke førte til det ønskede resultat om befrielse af de RAF-fængslede kammerater, fortsatte 2. juni-bevægelsen sine forsøg på at befri sine efterhånden talrige fængslede kammerater - siddende rundt omkring i vesttyske fængsler.

Inge Viett medvirkede således til to vellykkede flugtforsøg fra vesttyske fængsler - og hun beretter levende og dramatisk om sin egen flugt og om sin hjælp til sine kammeraters flugt.

Statsmagtens forfølgelse og fængslinger tvang dem ud i politisk isolation og de mistede den opbakning, som de måtte have haft på dele af den politiske venstrefløj.  

Inge Vietts kastedes ud i alvorlige overvejelser over nytten af sine terroraktioner, som ikke havde givet politiske resultater.

Hun gennemgik en periode med depression, hvor hun kom i konflikt med sine få tiloversblevne kammerater i 2. juni-bevægelsen.

Hun søgte tilflugt i deres foretrukne tilholdssted i en palæstinensiske træningslejr i Yemen, når statsmagtens forfølgelse blev for nærgående. Her forsøgte hun at komme til rette med sit politiske engagement.

Gruppens foretrukne taktik som by guerilla synes at have udtømt sit formål og gruppen opløste sig selv ved udgangen af 1980’erne.

Inge Viett forholdt sig nu kritisk til både 2. juni-bevægelsen og RAF og kunne ikke længere se perspektivet i deres foretrukne kampmetode, by guerilla-taktik.

På vej tilbage fra sit ”helle” i Yemen blev Inge Viett tilbageholdt af det østtyske MfS i lufthavnen i Berlin.

Toldbetjentene holdt hende tilbage og lod hende forstå, at de godt vidste, hvem hun var. I første omgang afviste hun tilbuddet om asyl i DDR, men vendte senere tilbage og tog imod MfS’ tilbud om politisk asyl.

I Forbundsrepublikken var hun eftersøgt af politik og efterretningsvæsenet og der var udsat en dusør på hendes hoved.

Hun blev nu tilbudt en nu identitet som borger i DDR - og hun skulle ikke stå til regnskab for sin terrorvirksomhed i BRD.

 

Begejstret DDR-borger.

Sidste del af Inge Viett’s selvbiografi er måske den mest interessante. Hun havde i starten svært ved at tilpasse sig DDR-staten, hvis indretning lå langt fra hendes anarkistiske idealer.

Til trods for sin indledende skepsis overfor DDR, formåede hun dog at integrere sig som DDR-borger på et tidspunkt hvor flygtningestrømmen ellers gik i modsat retning - væk fra DDR.

Til trods for sin ”fremmedhed” som DDR-borger formåede hun at aflægge sig sin politiske fortid i BRD og indpasse sig som fuldgyldig borger i DDR.

Ikke nok med det. Hun blev en ivrig tilhænger af DDR-staten og forsvarer den i sin selvbiografi overfor det kapitalistiske ”forbrugerhelvede” i BRD. Hun fremstiller DDR som anti-tesen til BRD og forholder sig ukritisk til alle dens mangler og svagheder.

Hun afviser DDR-statens ”skrivebords-kritikere” som verdensfjerne akademikere, som ikke har øje for den ”realt eksisterende socialisme” i DDR.

Hun godtager med andre ord myten om DDR-staten som socialismens bannerfører og må betegnes som stalinist.

Modsat Ulrike Meinhof som først lod sig rekruttere til SED’s vesttyske filial, KPD - og senere endte som grundlægger af Rote Armé Fraktion, foretog Inge Viett den modsatte rejse - fra 2. juni-bevægelsen til begejstret DDR-borger.

Frem og tilbage er lige langt, fristes man til at sige.

Lige så lidt kritisk hun er over for DDR-staten, er hun det i forhold til sin terrorvirksomhed i BRD.

Måske er det slet ikke muligt at ”afradikalisere” overbeviste tilhængere af en sag?

 

Uffe Elbæk - fra græsrod til minister.

Boganmeldelse.

Stig Andersen: Vejen til noget andet. Uffe Elbæks liv. Peoples Press. 2016.

Uffe Elbæks Alternativet er ikke lige min livret.

Alligevel har jeg kastet mig over Stig Andersens biografi om ham. Elbæks politiske nydannelse Alternativet er ikke noget usædvanligt fænomén i europæisk politik.

De seneste år er der skudt talrige bevægelser op på den europæiske politiske scene, som har lighed med Elbæks Alternativet. Bevægelser som alle - efter eget sigende - ønsker at ’gøre op med’ det eksisterende politiske system - og som ideologisk befinder sig på den politiske midte.

Vi behøver blot at nævne Beppe Grillos Femstjernebevægelse i Italien - og senest Emmanuel Macrons En Marche i Frankrig.

Alle disse bevægelser er udtryk for, at der i vor del af Europa er opbrud i gang på den borgerlige fløj.

Stig Andersens biografi om Elbæk, kom i 2016, da vælgerne havde givet Elbæks Alternativet 9 mandater i Folketinget. Alternativet havde med overhalet det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det konservative Folkeparti i mandattal.

Elbæk og hans støtter i Alternativet var begejstrede - og deres jubel ville ingen ende tage.

Stig Andersens biografi om Uffe Elbæks liv tilhører den genre af biografier, som går under betegnelsen kritisk-distancerende. Forfatteren forholder sig sympatisk til sin hovedperson (som han ofte deler holdning med) uden dog at være ukritisk.

Uffe Elbæk har til formålet stillet sine omfangsrige dagbogsnotater til rådighed - og måske får det Stig Andersen til at forholde sig en smule mindre kritisk til Uffe Elbæks liv og levned.  

Indblikket i dagbogsnotaterne giver dog læserne et solidt indtryk af Uffe Elbæks mange overvejelser over sit liv. Uddragene af dagbogsnotaterne er afgjort med til at gøre biografien mere autentisk.

Stig Andersens biografi fremstiller Uffe Elbæk som et senmoderne menneske - med alle dets karaktertræk. Han er lige dele selvoptaget - og engageret i sin omverden. Han sætter ikke sit lys under en skæppe, men er på den anden side heller aldrig rigtig sikker på sig selv og sine egne evner. Af og til mangler han selvværd, når det går ham dårligt -  og han ikke lykkes med sine projekter.

Stig Andersens biografi kunne have heddet ”Uffe Elbæk. Fra græsrod til minister”. Denne udvikling fra græsrod til minister er - efter min mening - det mest interessante i Elbæks liv.

Hvad drev Uffe Elbæk til at danne Alternativet efter at han valgte at forlade sin ministerpost som kulturminister i en regering - styret af socialdemokraten Helle Thorning-Schmidt og radikale Margrethe Vestager?

Hvorfor gav han ikke bare op og indrømmede, at personen Uffe Elbæk ikke egnede sig til Christiansborgs bonede gulve og stive jakkesæt?

Uffe Elbæk er tilsyneladende ikke drevet af de store ideologiske visioner. Han forholder sig ikke konkret til de kendte politiske ideologier, men vil gerne tænke ny tanker - på tværs af - eller helt uden om de politiske ideologier.

Nok er Uffe Elbæk en belæst mand, men han er ikke nogen skolet akademiker. Hans indsigt i videnskab er begrænset - og han er i høj grad selvlært, autonom som han kalder det.

På sit cv har han ’kun’ en uddannelse som socialpædagog og et journalistisk efteruddannelseskursus på Danmarks Journalisthøjskole.

Elbæk er en ’selfmade man’ som slog sig op som en initiativrig og dynamisk projektmager og konceptudvikler med iværksætteri inden for uddannelse og kultur som sit speciale. Hans nok stærkeste side er hans - vist nok - medfødte evne til at markedsføre sig selv og sine produkter.

Hvor alternativt er Alternativet - kunne man spørge.

Ideologisk set er der ikke meget nyt - mest ny vin på gamle flasker. Partiet ønsker ikke radikale ændringer af det bestående kapitalistiske samfund, men blot at rette op på en række skævheder og farer.

Gad vide hvor længe Alternativets ’alternative’ tænkning og politisk filosofi holder?

I det lange løb kan det vise sig blot at være en døgnflue.

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

   

To fiktive skæbner i det folkedemokratiske Rumænien.

Den eksil-rumænske forfatter Ilja Trojanow har skrevet en bog om to modsatrettede skæbner i det folkedemokratiske Rumænien og i tiden efter omvæltningen i 1989.

Boganmeldelse: IljaTrojanow: Magt og Modstand. 2017. Tiderne Skifter.

Indrømmet jeg har det svært med fiktive romaner. Også dem, som handler om noget eksplicit politisk, som nu Ilja Trojanows ”Magt og Modstand”.

Jeg ville meget hellere have, at Ilja Trojanow havde brugte sine evner som forfatter til eksplicit at skildre efterkrigstidens politiske forhold i sit hjemland Rumænien.

Ilja Trojanow forlod tidligt i sit liv sammen med sine forældre Rumænien under Ceausescu, og flygtede med sin familie til Vesten.

Ilja Trojanow har konstrueret en fortælling om to vidt forskellige skæbner i efterkrigstidens Rumænien. Bogen er dermed en skildring af to vidt forskellige skæbner i efterkrigstidens Rumænien.  

Den ene er en typisk stalinistisk medløber, som gør karriere som medarbejder i den rumænske efterretningstjeneste. Denne er i nogen grad skurken i fortællingen, selv om han ikke er helt uden menneskelige træk, men dog ikke særligt sympatisk skildret.

Den anden gennemgående hovedperson er en systemkritiker, som lige fra sin ungdom har gjort oprør mod det stalinistiske styre i det folkedemokratiske Rumænien.

Trojanow garnerer sin fortælling med uddrag fra dokumentariske retsprotokoller, som viser retssagen mod systemkritikeren og efterretningstjenestens skygning af hans færden.

Han anklages for statsfjendtlig virksomhed, da han ud fra et anarkistisk standpunkt ville springe en statue i luften og må afsone en fængselsstraf.

Trojanows tema synes at være at forsøge at forklare, hvorledes de to har båret sig ad med at overleve som henholdsvis systemets bøddel og dets offer.

På meget psykologisk vis beskriver Trojanow de to personers overlevelseskamp. Systemkritikerens kamp for overlevelse som fange under diktaturet og den stalinistiske bureaukrats forbløffende lette tilpasning til det post-sovjetiske Rumænien efter 1989.

I en videnskabelig sammenhæng har det længe undret mig, hvorfor ikke nogle flere forskere har fokuseret på, hvorfor det tilsyneladende faldt systemets stalinistiske bureaukrater forbløffende let at skifte ham til kapitalistiske overløbere i et postsovjetisk Folkedemokrati.

 

Politisk hamskifte.

Et eksempel på en virkelig person, som skildret af Trojanow som stalinistisk bureaukrat kunne være polske Leslek Miller.

Leslek Miller begyndte sin politiske karriere længe inden omvæltningen i 1989 som et fremtrædende medlem af det polske kommunistparti som medlem af partiets centralkomité.

Efter omvæltningen i 1989 viste Leslek Miller sig som en politisk kamæleon, som på bedste vis forstod at tilpasse sig de ny politiske forhold i Polen.

Leslek Miller var med til at stifte et nyt ”socialdemokratisk” parti i Polen (på samme måde som Mikhail Gorbatjov i Rusland) og gjorde nu karriere som toppolitiker i Polen.

Ved EU’s udvidelsesforhandlinger i København, som foregik under dansk formandskab sad den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen overfor en benhård forhandler fra Polen ved navn Leslek Miller.

Miller viste sig at være en hård nød at knække for Anders Fogh Rasmussen, da han stod fast på sit krav om forøgede mælkekvoter til polske bønder og insisterede på flere stemmevægte ved afgørelse i EU’s Ministerråd.

Hvorfor har ingen tematiseret de østeuropæiske stalinister som Leslek Millers åbenlyse evne til at overleve de politiske omvæltninger og evne til at generobre den politiske magt?

Det kunne have været interessant at få beskrevet denne opportunistiske forvandlingsproces hos østeuropæiske stalinister.

 

Denne forbløffende forvandlingsproces er heller ikke ukendt i Danmark. Blot var vor hjemlige stalinistiske bureaukrater ikke udstyret med den samme folkedemokratiske magt som deres østeuropæiske partikammerater.

Må det være mig tilladt at erindre om, at to fremtrædende medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti hver især skabte sig en politisk karriere efter omvæltningerne i Sovjet-blokken.

Den ene Ole Sohn var den sidste formand for Danmarks Kommunistiske Parti. Den anden Frank Aaen var redaktør af partiavisen Land og Folk.

Begge gjorde efter DKP’s opløsning karrierer på venstrefløjen. Sohn i Socialistisk Folkeparti, senere i Socialdemokratiet, hvor han sad som medlem af Folketinget og havde ordførerposter.

Frank Aaen blev et fremtrædende medlem af Enhedslisten, som samlede en række mindre grupperingen på venstrefløjen.

En fortid som stalinist behøver altså ikke at være en hindring for den kække opportunist, hverken her i Danmark eller i de forhenværende Folkedemokratier.

Trojanows stalinistiske ”skurk” i bogen er måske modelleret efter virkelige personer lige som hans systemkritiker.

Historieskrivningen lader på dette felt meget tilbage at ønske.

Måske kan Trojanows fiktive roman anspore nogle til at undersøge dette nærmere.  

 

Karrieremageren Tony Blair.

Britisk eks-premierminister Tony Blair taler her godt for sit religiøse projekt.

Boganmeldelse: Beckett, Hencke og Kochan: Blair Inc. The Man behind the Mask. John Blake Publishing. 2015.

Hvad laver en politiker efter sit aktive liv som politiker?

Går ind i forretningslivet som f.eks. den forh. danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, som nu arbejder for den amerikanske bank J. P. Morgan som konsulent eller som den forhenværende danske finansminister Bjarne Corydon, som er ansat i konsulentbureauet Mc Kinsey.

Når det gælder om at udnytte sine forbindelser og sin kontaktflade har politikere visse fordele, som få andre er i besiddelse af.

Disse forbindelser kan passende bringes i spil, når det gælder den senere karriere. Den afgåede britiske premierminister Tony Blair, kendt for at have skabt en socialdemokratisk udgave af det britiske Labour under navnet ”New Labour” har spillet på sine mange strenge som forhenværende statsmand.

Han har dels udnyttet sine mange forbindelser som fremtrædende politiker på verdensplan til velgørenhedsarbejde i sin egen velgørenhedsorganisation The Blair Faith Foundation og plejet sine forretninger som investor i ejendomme og erhvervsvirksomheder (konsulentbureauer).

Skillelinjen mellem hans forretningsaktiviteter og hans velgørenhedsarbejde er ikke altid lige klar. Ofte blander han bevidst de to aktiviteter sammen, så udenforstående ikke kan se forskel.

Tony Blair blev således kort tid efter sit virke som britisk premierminister udpeget som FN’s særlige udsending for Mellemøsten, hvor Blair også har forretningsmæssige interesser.

Bogens tre forfattere som alle er erfarne britiske journalister har forsøgt at kortlægge Tony Blairs forretningsmæssige -og velgørenhedsaktiviteter. Det har været svært, da Tony Blair er meget hemmelighedsfuld med at afsløre sine forskellige aktiviteter. Det er i dog nogen grad lykkedes at give et særdeles afslørende billede af Tony Blairs mange gøremål som eks-politiker.

Og det billede er ikke særligt kønt. Bogen tegner er særdeles usympatisk billede som en grisk forretningsmand og som en forhenværende politiker, som kun udnytter sine politiske forbindelser til sine egne forretningsmæssige formål.

Bogen bekræfter billedet af en stræbsom og målbevidst politiker, som udelukkende har brugt sit politiske projekt ”New Labour” til at tilfredsstille sine egne personlige ambitioner.

Tony Blair kunne have gjort karriere i et hvilket som andet politisk parti end ”New Labour”.

Tony Blair er den mand som vi alle dage har vidst, han er: pro-kapitalistisk og borgerlig.

Tony Blairs eftermæle bliver ikke kønt at skrive: Han omskabte det klassiske arbejderparti som Labour var - før han og højrefløjen gjorde det til et ordinært middelkasseparti, som ikke var til at skelne fra et borgerligt socialliberalt parti.

Det er nu op til andre at forsøge at genoprette Labour som et socialistisk arbejderparti, hvis det endnu er muligt.

Tony Blair udenrigspolitiske eftermæle er heller ikke kønt: Skønt stærkt presset af undersøgelseskommissioner har han aldrig villet indrømme sin andel i den ikke FN-godkendte invasion af Irak i 2003.

Hans erklærede ”uskyld” vil stå som et sort plet på hans renommé som en stor statsmand og som leder af Labour - og var vel også medvirkende til, at han aldrig fik den ønskede post i EU’s Ministerråd som udenrigspolitisk førstemand.

Tony Blair er på mange måder et godt eksempel på den moderne politiker, som ikke rigtig er båret af en entydig politisk holdning, men som på opportunistisk vis søger udveje på dagens problemer.  

Tony Blairs personlige fremtræden er pæn og nydelig, men hans synspunkter er ofte overfladiske - grænsende til det intetsigende.

Han er groft sagt en af de politikere, som der går mange på dusinet. Lidt ligesom vore egne Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon.

Læs bogen, hvis du endnu har illusioner om Tony Blair som en stor politiker og som et godt menneske.   

        

          

"Gode" og "dårlige" diktatorer. Oberst Gadaffis Libyen.

Boganmeldelse. Hisham Matar: Hjemkomsten. Fædre, sønner og landet imellem dem. Gyldendal. 2017

Kort fortalt er Hisham Matars fremragende bog en beretning om sin farfars kamp mod Mussolinis fascistiske styre i Libyen, sin fars kamp mod Gadaffis militærdiktatur - og sine egne bestræbelser på at opspore sin fars skæbne.

Familien Matar har således i flere generationer kæmpet for Libyens uafhængighed. Først farfaren mod italiensk besættelse i 1911 - og senere under Mussolini fra 1922, senere farens kamp modoberst Gadaffi.

Som andre afrikanske lande fik Libyen i 1951 sin økonomisk og politiske frihed - og Hishams far indledte sin militære karriere under Libyens kong Idris.

I 1969 foretog en libysk oberst - Gadaffi - et kup og overtog magten i Libyen. Hishams far fik en post som libysk attaché ved FN i New York. Men i 1979 ragede han uklar med oberst Gadaffi - og kom i opposition til oberstens diktatoriske styre og måtte flygte til Cairo, Ægypten.

Ægyptens militære diktator Mubarak var allieret med nabolandets Gadaffi - og det ægyptiske efterretningsvæsen samarbejdede med Gadaffis libyske.

I 1990 blev Hishams far kidnappet af det ægyptiske efterretningsvæsen - og hans videre skæbne forbliver uvis for Hisham og farens efterladte familie.

Hisham var 19 år gammel, da hans far blev kidnappet - og han vier en stor del af sit liv til at opklare sin fars forsvinden.

Det lykkes ham at komme så tæt som muligt på en opklaring, selv om både de ægyptiske og de libyske myndigheder lagde ham hindringer i vejen.

Libyens hersker oberst Gadaffi var i 1970’erne kendt for at støtte alverdens befrielsesbevægelser i Afrika som Europa. Bedst kendt er hans økonomiske og praktiske støtte til diverse palæstinensiske befrielsesbevægelser.

Gadaffi gik heller ikke af vejen for at benytte flykapringer som våben i sin kamp mod Vestens imperialisme. Mest kendt er Lockerbie-katastrofen i 1986, hvor et amerikansk fly (Pam Am Flight 103) tilsyneladende blev sprængt i luften af en bombe - placeret af en libysk agent i noget indsmuglet elektronik.

Gadaffi skabte sin egen ideologi og kult omkring sin karismatiske og excentriske person og efter Lockerbie-affæren blev han mærkværdigvis taget til nåde af Vestens imperialister, som øjnede muligheder for gode handelsrelationer med Gadaffis Libyen.

Gadaffi udviklede gode diplomatiske og handelsmæssige relationer til England og Italien. Han plejede således omgang med Italiens premierminister Silvio Berlusconi og Englands Tony Blair.   

Mens Gadaffis strakte den ene hånd frem mod forsoning med Vestens imperialisme, brugte han sin anden hånd til at undertrykke sin egen indre opposition i Libyen.

Dette gik bl.a. ud over Hishams far, som tilsyneladende blev udleveret til Gadaffis morderbande og sammen med tusinder af ligesindede blev han indsat i det berygtede fængsel Abu Salim.

Her blev Hishams far som tusinder af andre fængslede - berøvet for søvn, mad og udsat for grusom tortur.

Hishams far blev efter alt at dømme på bestialsk vis henrettet i 1996 - som led i regimets voldelige hævn mod de indsatte efter et fængselsoprør, hvor de ellers blev lovet bod og bedring for de dårlige forhold i fængslet.

 

Det ”arabiske forår” i Libyen 2011.

I 2011 udbrød et oprør i Libyen - efter inspiration fra ”det arabiske forår” i den øvrige arabiske verden. En blodig borgerkrig indledtes med Gadaffis militær på den denne side og libyske oprørere - støttet af Vesten (NATO) med flybombardementer på den anden side.

I længden kunne Gadaffis hær ikke stille noget op mod en koalition af libyske oprørere og NATO-styrker.

Den libyske borgerkrig forvandlede sig fra et internt opgør i Libyen - til en international konflikt.

Diktatoren Gadaffi blev ganske vist styrtet, men Libyen blev ikke det borgerlige demokratiske paradis, som mange i Vesten havde håbet på.

Libyen har udviklet sig til en slagmark for private krigsherres militser - og senest har IS meldt sin ankomst fra Irak og Syrien.  

I dag ligger to forskellige regeringer i strid med hinanden - og begge gør krav på at repræsentere regeringsmagten i Libyen.

 

Labours Tony Blair kompromitteret af sit nære forhold til oberst Gadaffi.

Hishams bog er en gribende beretning om et Libyen som først var en del af det Osmanniske Rige, dernæst en italiensk koloni - for i 1951 at blive selvstændigt.

Som mange andre lande i Afrika kuppede en general sig til magten i 1969, som de gamle forhenværende kolonilande først forsøgte at tæmme, dernæst at samarbejde med til begge parters fordel.

Til fordel for gode handelsrelationer med Gadaffis diktatur var de vestlige imperialistiske magter klar til at sluge hans diktatoriske regime. ”Dissidenter” som Hishams far fik ikke meget hjælp fra Vestens borgerlige demokratier.

Mest afslørende for Vestens imperialisme er den tætte samarbejde som var mellem dele af det britiske erhvervsliv og den britiske regering med Labours premierminister Tony Blair i spidsen - og oberst Gadaffis Libyen.

Dette aspekt af historien fortjener at blive hevet mere frem i lyset.

Labours Tony Blair står i forvejen ikke godt i lyset af den rolle han - ifølge kommissionsrapporter - har spillet i accepten af Irak-invasionen i Irak 2003.

Men på den anden side er det ikke ukendt, at Labours højrefløj altid har været pro-imperialistisk og erhvervsvenlig.     

Heda og Rudolf Margolius 1939, da alt endnu tegnede lyst. Før tiden i kz-lejre 1944 og Slansky-proces 1952.

Boganmeldelse:

Ivan Margolius: Reflections on Prague. Journeys in the 20th Century. Wiley. 2006

Heda Korvaly Margolius: Under en ond stjerne. Kristeligt Dagblads Forlag. 2016.

 

1900-tallet - ”ekstremernes århundrede”.

Den britiske historiker (og stalinist) Eric Hobsbawn har kaldt det 20. århundrede for ”ekstremernes århundrede”.

Det er for så vidt rigtigt, som det 20. århundrede indvarslede en epoke med imperialistiske krige mellem datidens stormagter.

1. verdenskrig skabt et helt nyt verdensbillede. Gamle stormagter som de to tysktalende kejserriger Tyskland og Østrig-Ungarn forsvandt fra jordens overflade, Zarens Rusland blev omstyrtet først af mensjevikker, senere af bolsjevikker i november 1917.

Ny nationer i Europa blev skabt. Således Tjekkoslovakiet. Tjekkoslovakiet var i mellemkrigstiden - i modsætning til flere andre østeuropæiske lande - styret borgerligt demokratisk.

Thomas Masaryk stod i spidsen for en borgerlig republik.

Andre vesteuropæiske lande som Italien, Portugal, Tyskland og fra 1939 Spanien var styret af autoritære regimer.

Den danske filolog (og historiker) socialdemokraten Hartvig Frisch skrev i 1930’erne sin bog ”Støvletramp over Europa”, hvori han på udmærket vis beskrev de totalitære styreformers opståen i Rusland, Italien, og Tyskland.

Hartvig Frisch placerede sig som socialdemokrat i midten af det politiske spektrum. Overfor de totalitære ”ekstremer” satte han det borgerlige demokrati som den ideelle styreform.

Denne udlægning af historien har været den gængse i langt størstedelen af historieskrivningen i den vestlige del af verden - og efter 1989 også i Central -og Østeuropa.

Efter 1989 (1991 for USSR’s vedkommende) konkluderede den amerikanske politolog Francis Fukuyama, at det borgerlige demokrati og liberalismen havde sejret (for evigt?).

Det viste sig ret hurtigt at være en forkert konklusion på et fejlagtigt grundlag.

Efter 1989/1991 har der blandt historikere (og politologer) hersket en næsten enstemmig holdning til, at alle yderliggående eksperimenter med vidtgående samfundsændringer var utænkelige.  

Revolutioner og pludselige samfundsændringer - mener de - er dømt til at mislykkes. Det ender altid med at blive nedkæmpet af reaktionære kræfter. Det synes næsten at være en historisk ”naturlov”.

Endte måske ikke den franske revolution 1789 i et blodbad? De rabiate jakobinere guillotinerede deres mere moderate politiske modstandere. En lille korsikansk general Napoleon Bonaparte tiltog sig magten og skabte et kejserige på ruinerne af republikkens idealer.

Lige så i 1917 i Rusland, hvor et mindretal af bolsjevikker udnyttede massernes træthed af krigen og dens udmattelse til at kuppe sig til magten uden om en Konstituerende Forsamling og et flertal i den Al-russiske Sovjetkongres.

Senest kolporteret af ex-departementchef Jørgen Ørstrøm Møller i Weekend-avisen. (Jørgen Ørstrøm Møller: Revolutionen som ikke var. Weekend-avisen, 27. januar 2017)  

Indrømmet der er masser af ligheder mellem de to ”ekstremer”: stalinisme og fascisme (brugt som samlebetegnelse for de fleste autoritære regimer).

Men ikke nok så mange ligheder mellem to ekstremer, gør dem ens i oprindelse og baggrund.

Stalinismen opstod som følge af det bolsjevikiske styres degeneration i Rusland. Tidspunktet og de specifikke årsager til degenerationen kan diskuteres.

Men en ubestridelig kendsgerning er det, at bolsjevikkernes proletariske revolution blev kørt ud på et sidespor af en lille bureaukratisk klike omkring Stalin, som tiltog sig magten på bekostning af de brede masser i den russiske befolkning.

De autoritære styreformer i Europa (Italien, Portugal, Tyskland, Spanien og adskillige østeuropæiske stater i mellemkrigstiden) opstod som følge af kapitalismens tilbagevendende økonomiske kriser og af borgerskabernes manglende styrke og politiske evne til at skabe et borgerligt demokrati.

Til trods for ”ekstremernes” forskellige historiske udgangspunkt, fremviste de dog alligevel en række fælles træk som - overfladisk set for en borgerlig demokrat - godt kan se ud som om, at de forekommer ens.

Men uanset hvor mange fælles træk (og der er mange) er og bliver de forskellige.

For den som kun har oplevet det ene af de to ”ekstremer”, kan det andet forekomme tiltrækkende.

Kun de færreste har haft mulighed for at leve og mærke på sin egen krop, hvad det vil sige at leve under de to ”ekstremer”.

Rudolf Margolius (1913-1952) og hans hustru Heda Kovaly-Margolius (1919-2010) prøvede dette.

I 1973 udkom Heda’s selvbiografi på engelsk ”Under en ond stjerne”, (udgivet på dansk af Kristeligt Dagblads Forlag 2016) hvor hun på gribende vis fortalte om sit omskiftelige og turbulente liv som jøde i mellemkrigstidens Tjekkoslovakiet, hendes ophold i en jødisk ghetto i Polen og hendes overlevelse i flere nazistiske koncentrationslejre under 2. verdenskrig.

Sidste del af biografien handler om hendes liv sammen med Rudolf Margolius i Tjekkoslovakiet, hvor især hendes mand Rudolf tog aktiv del i opbygningen af et nyt Tjekkoslovakiet efter 2. verdenskrig.

Der kan ikke skrives tilstrækkeligt mange biografier om ophold i nazisternes kz-lejre og vi skal være glade for de få, for hvem det lykkedes at slippe levende fra nazisternes kz-lejre og aflægge vidnesbyrd om deres uforglemmelige oplevelser, som aldrig må gå tabt for menneskeheden.

Hedas beretning om helvedet i lejrene må efterlade sig et uudsletteligt indtryk hos ethvert civiliseret menneske.

Andre har heldigvis fortalt den samme frygtelige historie om kampen for overlevelse i de nazistiske kz-lejre.

 

Rudolf Margolius - en af stalinismen utallige uskyldige ofre.

Historien om den ny tjekkoslovakiske stat efter 1945 er derimod ikke fortalt af ret mange andre.  

Under sit ophold i kz-lejrene blev Hedas mand Rudolf Margolius imponeret over den disciplin og det organisationstalent, som de kommunistiske fanger udviste.

Efter krigen lod han sig rekruttere til det tjekkoslovakiske kommunistparti og gjorde som uddannet jurist hurtigt karriere som embedsmand i det ny statsapparat og senere som vice-minister for Udenrigshandel.

Heda var mere forbeholden overfor det ny regime og forholdt sig kritisk til sin mands udelte begejstring for bestræbelsen på at opbygge en ny stat oven på ruinerne af den gamle.

Rudolf Margolius var før krigen ikke specielt optaget - endsige politisk engageret - og kastede sig nu i armene på en politisk degenereret bevægelse med tætte bånd til Stalins Rusland anført af hengivne stalinister som Klement Gottwald (senere præsident i Tjekkoslovakiet).

Enten har akademikeren Rudolf Margolius ikke kendt til stalinismens og dens historie i USSR - eller også valgte han bevidst at sætte kikkerten for det blinde øje - og ikke se tegnene på politisk og moralsk degeneration.  

Det korte af det lange var, at Rudolf Margolius - helt uforvarende og helt uden skyld - blev inddraget i de tjekkoslovakiske stalinisters udrensningsprocesser og endte som en af de medanklagede i Slansky-processen i Tjekkoslovakiet i 1952.

Rudolf Slansky var generalsekretær i partiet og blev sammen med 13 andre anklaget for ”højforræderi” og ”spionage” mod den tjekkoslovakiske stat. Anklagerne var opspundne og de anklagedes tilståelser var fremtvunget under umenneskelig tortur.

Processerne var initieret og godkendt fra højeste sted i Moskva af Stalin - og skulle medvirke til at opretholde det benhårde stalinistiske diktatur i Tjekkoslovakiet, som var under et pres fra en skrantende økonomi.

11 blev henrettet (herunder Rudolf Margolius) og 3 blev dømt til livsvarigt fængsel.

Heda blev som alle slægtninge til ”forrædere” af det socialistiske fædreland sat ud af sin bolig, nægtet job og behandlet som en ”paria” i det tjekkoslovakiske samfund.

Heda forsøgte i årene efter sin mands død at få ham ”benådet” posthumt og få ham ”rehabiliteret”, men forgæves.

Hendes søn Ivan Margolius (1947-) skrev i 2006 sin egen biografi over sine forældres tunge skæbne (Reflections of Prague. Journeys through the 20t century. Wiley), hvor han har på sublim vis fortæller sine forældres dystre historie.

Ivan Margolius fremlægger bødlernes vanvittige anklageskrifter mod totalt uskyldige tjekkoslovakiske ofre for stalinistisk terror.

Parrets søn Ivan har senere forsøgt at få ”oprejsning” for faderens ”misgerninger”, men hverken ”reformkommunisten”, partiets førstesekretær 1968-1969 Alexander Dubcek (1921-1992) eller præsident Vaclav Havel (1990-2003) eller præsident Vaclav Klaus (præsident fra 2003) ville personligt give de anklagede oprejsning.

Ivan fortæller om en episode, (jf. p. 295) som fandt sted under en reception på den tjekkiske ambassade i London, hvor præsident Vaclav Klaus signerede et portrætfoto af sig selv.

Ivan Margolius stillede sig op i rækken af gæster, som ønskede et signeret foto af republikkens præsident.

Da turen kom til Ivan Margolius, spurgte han (den anti-kommunistiske) Vaclav Klaus om han kendte hans navn. Klaus svarede, at han udmærket kendte hans navn og signerede sit portræt uden så meget som at give Ivan hånden.

”Reformkommunisten” Dubcek ville ikke i 1968 personligt give Margolius-familien en undskyldning for udåden begået af hans partis forgængere.

Ej heller den i Vesten feterede forkæmper for ytringsfrihed Vaclav Havel kunne få sig selv til at rehabilitere ”forræderne” fra Slansky-processen i 1952.       

Ikke en gang antikommunisten Vaclav Klaus værdigede sønnen Ivan et blik ved ambassadereceptionen i London 2004.

Så sløjt står det til med opgøret med stalinisme

 

   

  

  

Uvederhæftig borgerlig historieskrivning om Sovjetstatens første år.

Plakat fra Oktoberrevolutionens første år.
"Har du meldt dig som frivillig?"

Erik Kulavig: Vi river himlen ned på jorden. Lindhardt og Ringhof. 2017.

Den russiske Oktoberrevolution 1917 fortjener også 100 år efter at den fandt sted al den opmærksomhed og omtale, som tilkommer den.

Og det vil ikke sige så lidt. Efter min opfattelse er det den mest betydningsfulde begivenhed i det 20. århundrede. Det er der flere grunde til.

 

Oktoberrevolutionens verdenshistoriske betydning.

For det første er Oktoberrevolutionen 1917 det eneste eksempel på en socialistisk revolution, som man med nogen ret kan kalde proletarisk og som blev gennemført med et revolutionært marxistisk parti i spidsen.

Bolsjevikkernes magtovertagelse i oktober 1917 var blot en fuldbyrdelse af den borgerlige demokratiske omvæltning, som fandt sted i februar 1917.

Lenin og Trotskys dristige forsøg på at gøre det økonomisk tilbagestående og industrielt uudviklede Rusland til et socialistisk mønstersamfund var ikke halsløs gerning, men det eneste rigtige i den historisk givne situation og med de herskende forhold mellem klasserne.

Alternativet i Rusland 1917 stod IKKE mellem et borgerligt demokrati (Kerenskys Provisoriske Regering) eller en fortsættelse af zarens autokratiske regime. Alternativet bestod - som Lenin og Trotsky som nogle af de eneste hævdede - mellem autokratisk zarisme og en socialistisk revolution.

Lenin og Trotsky var skolede marxister og havde hos Karl Marx læst, at den proletariske revolution højst sandsynligt ville finde i et eller flere af de højtudviklede kapitalistiske lande i Vesteuropa.

Lenins og Trotskys konklusion på Marx’ forudsigelse var IKKE, at en socialistisk revolution ikke kunne finde sted i andre knap så udviklede kapitalistiske lande.

Lenin og Trotsky mente i modsætning til ”revisionisterne” i det tyske Socialdemokrati (Kautsky) og de russiske mensjevikker, at revolutionære marxister burde og skulle sætte sig i spidsen for en socialistisk magterobring i Rusland og at et revolutionært burde indlede opstanden i oktober 1917.

Lenin og Trotsky var stort set alene om denne opfattelse. Kun takket være et fåtal af bolsjevikker blev magtovertagelsen gennemført i oktober 1917.

Småborgerlige ”socialister” i det tyske Socialdemokrati og de småborgerlige russiske mensjevikker mente, at man burde vente indtil kapitalismen var fuldt udviklet i Rusland.

Borgerlige historikere mener, at det var en eklatant fejltagelse af bolsjevikkerne, at de satte sig i spidsen for en revolutionær magterobring i oktober 1917.

Bolsjevikkerne burde have indset, at en socialistisk magtomvæltning var dømt til at mislykkes, eftersom det russiske samfund var økonomisk tilbagestående og industrielt underudviklet til at den russiske arbejderklasse kunne tage magten og holde borgerskabet og reaktionen stangen.

Denne opfattelse deler også Kulavig i sin bog om de første 5 år efter revolutionen fra 1917-1922.

Kulavig fremturer med den borgerlige historikers gammelkendte indvendinger mod bolsjevikkernes magterobring og har ingen forståelse for en anden udformning end revisionisternes (tyske Karl Kautsky og russiske Plekhanov og Martov) ”ortodokse” marxisme.

Bolsjevikkerne burde ikke have stillet sig spidsen for en socialistisk revolution i oktober 1917, men i stedet have ”videreudviklet” Kerenskys skrøbelige borgerlige demokrati fra februar 1917.

Bolsjevikkerne ”kuppede” sig til magten ved ikke at respektere det (endnu ikke fungerende) borgerlige demokratis spilleregler og have ventet på indkaldelse af en Grundlovgivende Forsamling.

Kulavig påstår, at Lenin og bolsjevikkerne i virkeligheden ikke tilhængere af ”al magt til sovjetterne” (som parolen lød), det var blot et skalkeskjul for selv at tage magten.

Bolsjevikkernes socialistiske ”eksperiment” med planøkonomi, omfordeling af jorden var dømt til at mislykkes eftersom kun markedsøkonomi fungerer. Uden marked ingen værdisættelse og varebytte.

Der gives ifølge Kulavig ingen undskyldning for bolsjevikkernes fejlslagne forsøg på socialisme. Heller ikke de mange imperialistisk støttede interventionshære, som forsøgte at nedkæmpe Sovjetstaten i dens første fase - og som Kulavig knap nok omtaler.

Kulavig medgiver ikke bolsjevikkerne at de - i modsætning til Kerensky og mensjevikkerne - sluttede fred med Tyskland i marts 1918 og ikke ønskede territoriale anneksioner eller krigsskadeserstatninger.

Bolsjevikkerne var for fred, mensjevikkerne for fortsat krig. Bolsjevikkerne gav Finland dets ønskede uafhængighed. Mensjevikkerne og Kerensky var imod finsk selvstændighed.

Kulavig skammer bolsjevikkerne ud for at have fundet det nødvendigt at indføre ”krigskommunisme” i en periode med interventionskrig, sult, nød og almindelig elendighed.

Han beskylder bolsjevikkerne for i strid med sine planøkonomiske principper at have indført markedsøkonomi under NEP (ny økonomisk politik).

 

Mens første del af Kulavigs bog blot gengiver borgerlige historikere sædvanlige indvendinger imod bolsjevikkernes magterobring består anden del af en række cases fra hverdagslivet i Sovjetstaten fra 1918-1922.

Kulavig har haft adgang til russiske arkiver, som nu befinder på det amerikanske Harvard Universitet.

Denne anden del af bogen er langt bedre end Kulavigs borgerligt demokratiske idiosynkrasier om den russiske Oktoberrevolution. Kulavig tolker en række cases, som beskriver hverdagen for mange russere - og som især beskriver magtforholdet mellem de ny magtinstanser i Sovjet-staten.

Kilderne beretter om de kaotiske forhold, som eksisterede i Sovjet-statens første år og om kompetencestridighederne mellem de forskellige dele af det ny statsapparat: parti, statsapparat på forskellige niveauer, sikkerhedstjeneste og sovjetter.

Kilderne bekræfter ikke Kulavigs fordomsfulde og forudindtagede negative holdning til Sovjetstaten, men viser blot hvor ufuldkomment og usikkert de ny magthavere famlede sig frem.

Der er således ingen sammenhæng mellem Kulavigs indledende afstandtagen fra bolsjevikkerne socialistiske eksperiment og hans egen tolkning af kildernes indhold.

Bogen fremtræder derfor ikke som en helstøbt helhed.

Kulavig burde som historiker være gået fordomsfrit til værks og ikke have lagt sit eget negative syn på Oktoberrevolutionen ned over den. Bogen er ubrugelig for den, som ikke deler hans grundsyn på Oktoberrevolutionen.  

Kulavig fremlægger en ”populariseret” udgave af sin version af årene 1917-1922 i Rusland.

Kulavigs fremstilling er berøvet enhver form for videnskabelighed og kan ikke gøre krav på at leve op til de mest elementære krav til en sober historisk fremstilling af Oktoberrevolutionens første år.

I sin ”populariserede” fremstilling giver han afkald på de mest elementære krav til en sober historisk fremstilling. Kulavig bruger konsekvent ikke litteraturhenvisninger og holder sig ikke tilbage for at ”parafrasere” f.eks. Trotsky, hvilket er helt ud i det absurde. Det er ikke citatfusk, det er uvederhæftigt.

I 2010 udgav Kulavig en bog ”Den russiske revolution 1917 - et folks tragiske kamp for frihed”. I denne bog brugte han trods alt litteraturhenvisninger (noter) og havde en omfattende litteraturliste.

Kulavigs bog kan absolut ikke anbefales, og slet ikke som grundbog til et studie i den russiske Oktoberrevolution og de efterfølgende år.

Det er så meget desto mere beklageligt, eftersom det skorter på pålidelige danske fremstillinger af Oktoberrevolutionen 1917 og af Sovjet-statens første år.

Jeg må henvise til engelsksprogede bøger om det første år efter Oktoberrevolutionen:

Alexander Rabinowitch: The Bolsheviks Come to Power. The Revolution of 1917 in Petrograd. Haymarket Books. 2004.

Og af samme forfatter: The Bolsheviks in Power. The First year of Soviet Rule in Petrograd. Indiana University Press. 2008 (pocket book). 

Leon Trotsky: History of the Russian Revolution. Vol. 1-3. Sphere Books. 1967.

 

Kampucheas "killing fields".

Far Someth Huor med sin lille søn Jesper på skuldrene.
Taget kort tid inden Someth i 1977 forsvandt i Pol Pots Kampuchea.

Boganmeldelse.

Jesper Huor: Sidste rejse til Phnom Penh. Bindslev. 2008. 

Jesper Huor har en helt usædvanlig familiær baggrund. Hans mor Margareta Wikander er svensk. Hans far Someth Huor er født i Cambodja.

Jespers forældre mødte hinanden i Paris i slut-60’erne som studerende. Mor Margareta Wikander studerede sociologi på Universitetet i Sorbonne. Far Someth havde af den franske stat modtaget et legat til at studere statistik for.

De to mødtes i Cité Universitaire i Paris, hvor de begge boede på kollegium.

Ingen af forældrene var før slut-60’erne særligt politiske, men skulle snart blive det.

Margareta i den anti-imperialistiske bevægelse mod USA’s krig i Vietnam og Cambodja (Indokina).

Someth var heller ikke særligt politik, da han som ung kom til Paris, og koncentrerede sig mest om sine studier.

Men begivenhederne i hans hjemland skulle gøre ham lydhør over politiske diskussioner.

Cambodja var et feudalt samfund, mestendels befolket af bønder og regeret af en enevældig monark, Norodom Sihanouk.

Med amerikansk hjælp afsatte general Lon Nol i 1970 den depraverede fyrst Sihanouk og indførte et militært diktatur.

Dette udløste en borgerkrig i Cambodja og Lon Nol tvang sine modstandere ud i junglen for at gøre modstand.

En klike omkring stalinisten Pol Pot samlede nu en guerilla-hær under sig, som fik navnet de Røde Khmerer.

Den detroniserede fyrst Sihanouk gik sammen med oprørerne i Røde Khmer og fandt sammen i en fælles front Front Unitaire National du Cambodge (FUNC).

Vi er i den Kolde Krig, hvor fronterne går mellem USA, som støttede general Lon Nols militærdiktatur, USSR som støttede det vietnamesiske Front National de Liberation (FNL), som lå i krig med den amerikanske imperialisme om Vietnam og Kina, som valgte at støtte fyrst Sihanouks ”neutrale” Cambodja.

Vietnam-krigen var inde i sin sidste fase med fredsforhandlinger mellem Nordvietnams generaler og den amerikanske chefforhandler Henry Kissinger.

USA havde så godt som sluttet fred med Nordvietnam og Nixon-administrationen tillod sig - uden om den amerikanske Kongres - at bombe nordvietnamesernes forsyningsrute gennem Cambodja.

USA foranstaltede et sandt tæppebombardement af Cambodja, som skabte kaos i landet.

Pol Pots Røde Khmerer lugtede morgenluft og greb den historisk set enestående chance at optrappe den væbnede kamp og indtage de større byer i Cambodja i april 1975.

Som eksil-cambodjaner forsøgte Jespers far Someth at komme tilbage til Cambodja og medvirke til genopbygning af det sønderlemmede land efter amerikanernes bombninger.

Det viste sig at være umuligt. Someth blev i stedet ansat på den ny cambodjanske stats ambassade i Øst-Berlin som anden sekretær.

Han og Margarete var i mellemtiden i 1971 blevet gift og havde lovet hinanden evigt troskab, hvilket skulle vise svært at opfylde.

Someth havde nu meldt sig under fanerne i frontorganisationen FUNC og ansøgte endnu en gang om at komme tilbage til Cambodja. I stedet fik han af Udenrigsministeriet i Phnom Penh besked om at drage til Nord-Korea og få sig en landbrugsuddannelse, som han kunne bruge i det ny Cambodja.

Efter 2 år vendte han tilbage til Europa og forenedes med sin Margareta i Stockholm. Parret havde nu (1975) fået en lille dreng, Jesper.

I 1977 vendte Someth alene tilbage til Phnom Penh for at gøre sig til nytte i den ny cambodjanske stat.

Allerede ved hans afrejse til Nordkorea stod det klart fort Margareta, at deres parforhold ikke kunne bestå på grund af det lange fravær. Hverken Kim Il Sungs Nordkorea eller de Røde Khmerer i Kampuchea, som nu havde tilsidesat fyrst Sihanouk, ville give hende opholdstilladelse.

Margareta måtte starte forfra på et liv uden Someth. Men hun opgav aldrig håbet om at få ham at se.

Margareta følte sig solidarisk med Someth og de delte syn på det ny Kampuchea.

Mens Someth forsvandt ud af billedet og ikke gav tegn på liv fra sig efter sin tilbagevenden til de Røde Khmerers Kampuchea, var Margareta med til at stifte Venskabsforeningen Sverige-Kampuchea,  blev dens første forkvinde og bidrog flittigt til foreningens blad.

I 1978 meldte sig en lejlighed til at komme til Pol Pots fuldstændigt afsondrede og tillukkede Kampuchea.

En delegation på 4 medlemmer af Venskabsforeningen tog vis Beijing til Phnom Penh og fik en guided tur. På dette tidspunkt ønskede Pol Pot at vise sin ”åbenhed” over for omverdenen.

Margareta håbede på at høre nyt om sin forsvundne forhenværende ægtemand og kammerat Someth, men fik kun undvigende svar.

 

På jagt efter sin fars skæbne.  

Sønnen Jesper har ikke mindst skrevet sin bog for at finde ud af, hvad der blev af sin far i Pol Pots Kampuchea.

I flere omgange rejser han til Cambodja for at indhente oplysninger om sin far og hans skæbne.

I 2005 finder han frem til sin fars endeligt i torturcentret Tuol Sleng, af Pol Pots torturbødler kaldet S21, en forhenværende skole, hvor de Røde Khmererne tævede og torterede 14. 000 ihjel.

Jesper Huor finder et foto af sin far hængende på væggen i et af klasseværelserne med nummer og navn med et forslået og ophovnet ansigt.

Someth var et af de millioner af ofre for Pol Pot og kumpaners morderiske regime, som intet havde med den socialisme at gøre, som både Someth og Margareta havde håbet på, ville blive resultatet af deres politiske arbejde.

Jespers Huors fantatiske historiske fortælling om sin far og mors idealistiske politiske engagement er forbilledligt beskrevet af en søn, som hverken er ovenud begejstret for sine forældres håbløse politiske naivitet eller politisk afstandtagende og retrospektivt bedrevidende.

En helt igennem suveræn bog, som burde vække til eftertanke - især på den såkaldte venstrefløj.

 

Indhentet af fortiden.

De 4’s rejse til Kampuchea fik i øvrigt et efterspil i 2009, da den svenske organisation til oplysning om folkedrab Living History Forum ville arrangere en udstilling, hvis tema skulle være at udstille den naivitet, som folk med ”ideologiske briller” og ”skyklapper” på udviste, når som de 4 fra Venskabsforeningen Sverige-Kampuchea udviste, når de foregav ingen ting at have set under deres ophold i Pol Pots Kampuchea i 1978.

En af de 4 rejsende professor i sociologi på universitetet i Göteborg Hedvig (Hedda) Ekerswald klagede til Ombudsmanden over, at udstillingen krænkede hendes ”personlige integritet” og ”æresfølelse”, da hun følte sig hængt ud i offentligheden som et offer for polisk naivitet og ideologisk snæversyn.

Det skal siges, at udstillingens arrangører havde fremstillet et provokerende videoklip som på en ”sjov” og appellerende måde ville fange et moderne publikums interesse for folkedrab bl.a. ved provokerende at bruge udtrykket ”Mao-briller”, som en ironisk hentydning til de 4’s ”ideologiske snæversyn”.

Udstillingsmaterialet braget citater af Hedda Ekerswald og fremhævede på pædagogisk vis, vil nogle hævde, forskellen på den forbilledlige Gunnar Bergström, som efterfølgende har lagt afstand til de 4’s rejse til Kampuchea i 1978 og Jan Myrdal som krampagtigt endnu forsvarer sit uforbederlige syn på Pol Pots Kampuchea.    

Ombudsmanden gav professor Hedda Ekerswald ret, og udstillingen - som skulle have været på rundtur i Sverige - måtte afbrydes.

 

       

Afrikanske befrielsesbevægelser- fra hestens egen mund.

Paul Trewhela, aktiv i African National Congress (ANC) indtil 1968 i kampen mod det hvide apartheid-styre i Sydafrika.
En sjælden kritiker af ANC for manglende demokrati, bureaukrati og et ukritisk forhold til USSR under den Kolde Krig.

Paul Trewhela: Inside Quattro. Uncovering the exile history of the ANC and SWAPO. Jacana Media. 2009.

  

 Fra hesten egen mund.

Ved læsning af Paul Trewhelas ”Inside Quattro. Uncovering the exile history of the ANC and SWAPO” bliver ens politiske korrekthed og fastgroede opfattelse sat på en prøve.

Her kommer en småborgerlig og humanistisk grundholdning til kort. Nej verden er ikke sort og hvid. Heller ikke når det handler om Afrika.

Den franske tegneserietegner Hergé bestræbte sig i sin tegneserie om europæeren Tintin ikke på at være politisk korrekt, da han lod sorte afrikanere sige: ”Den hvide mand er ond!”

Men racespørgsmålet er ikke til diskussion i Paul Trewhelas bog. Det er ikke et ’issue’. For Trewhela handler det ikke om race, men om klasse.

 

Paul Trewhela.

Paul Trewhela blev født i Johannesburg, Sydafrika i 1941.

I kraft af sine middelklasseforældres gode forbindelser fik han en god skoleuddannelse i Johannesburg og i KwaZulu-Natal provinsen i Sydafrika.

Han læste engelsk og politik på Rhodes University i det østlige del af Cape-provinsen, hvor han blev politisk aktiv, da det hvide sydafrikanske apartheidstyre i 1960 foranstaltede en massakre på sorte i byen Sharpeville.

Dette fik Paul Trewhela til at gå ind i studenterpolitik og han kom via møder om aftenen i kontakt med det forbudte African National Congress (ANC).

Det blev begyndelsen til et livslangt politisk engagement.   

Paul Trewhela forsøgte sig som journalistpraktikant, men blev fyret fra sit første job på avisen the Star.

Samtidigt forsatte han sit politiske engagement i Congress of Democrats som på grund af det hvide apartheid-regimes totale adskillelse af sorte og hvide var delt i en hvid og en sort sektion. Tilsammen Congress Alliance.

Hans medlemskab af Congress of Democrats bevirkede, at han flere gange blev arresteret af det hvide apartheid-styre.

Arrestationerne fandt sted uden anden anklage end at tilhøre en forbudt organisation.

Han blev nu ansat på Rand Daily Mail i Johannesburg, som var det eneste blad, som forholdt sig kritisk til apartheidstyret. Senere arbejdede han som Afrika-redaktør på magasinet News/Check.

Hans politiske engagement tog for alvor fart, da han blev rekrutteret til det sydafrikanske kommunistparti (SACP). Han begyndte nu at skrive undergrundsmateriale for SACP, ANC og ANC’s militære gren Umkhonto weSizwe.

I foråret 1963 stormede det sydafrikanske politi den gård, hvor ANC havde sine illegale trykkefaciliteter og hele organisationen blev trevlet op.

De fleste af ANC’s ledere blev pågrebet og der blev indledt en retssag opkaldt efter gården Rivonia, hvor de blev iagttaget og pågrebet.  

Trewhela blev arresteret i juli 1964, sat i isolationsfængsel og underkastet døgnlange forhør på politigården i hovedstaden Pretoria.

I november 1964 blev han og andre medlemmer af SACP dømt for medlemskab af en illegal organisation. De blev varetægtsfængslet og fik den forlænget i 8 måneder.

De sad i Fort fængslet i Johannesburg, som kom til at danne navn til en senere fangelejr, som ANC brugte til sine ”afvigere” i Angola. (Heraf øgenavnet ”Quattro” i bogens titel. Quattro betyder ’4’ på portugisisk, da Angola var en tidligere portugisisk koloni).  

Da dommen var afsagt sad Paul Trewhela derefter 2 år i Pretoria Local and Central Prisons.

På et tidspunkt delte han celle med en kvindelig medfange, Ruth Fischer, som også var medlem af SACP.

Da Paul Trewhela insisterede på at tale med en medfange, som var raget uklar med SACP, blev han lagt på is af Ruth Fischer og udelukket fra partiet.

Først efter deres løsladelse i juni 1967 blev han taget til nåde. Gruppen var nu blevet eksileret til England..  

Kort tid efter brød Trewhela med ANC og SACP, som begge støttede USSR’s invasion af Tjekkoslovakiet i august 1968.

Efter USSR’s invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 forlod Paul Trewhela for altid SACP og ANC og var resten af sit liv en ærlig, nøgtern og velinformeret kritiker af det stalinistiske forræderi, som SACP og ANC begik mod den (syd)afrikanske befolkning.

Paul Trewhela tog nu afstand fra SACP’s, ANC’s og det namibiske SWAPO’s klassesamarbejdspolitik i det sydlige Afrika.     

Han ernærede sig som skolelærer i England, men måtte forlade England, da hans oppositionelle holdning gjorde det svært at begå sig i det eksil-afrikanske anti-apartheid-miljø i England.

Han tog til Irland og vendte i 1983 tilbage til England, hvor han indledte et samarbejde med an anden sydafrikansk anti-stalinist Baruch Hirson, som ligeledes havde siddet fængslet i Sydafrika for at have tilhørt en ulovlig organisation African Resistance Movement.

Baruch Hirson havde tilbragt 9 år i sydafrikansk fængsel. Han var uddannet læge, men havde i fængslet ’omskolet’ sig til historiker.

Sammen grundlagde (og redigerede) de det eneste ikke-stalinistiske (og ikke antikommunistiske) tidsskrift i verden, som forholdt sig yderst kritisk og fordømmende til ANC’s, SWAPO’s og SACP’s klasseforræderiske politik i det sydlige Afrika - Searchlight South Africa.

Bladet fik ikke den store udbredelse, da der ikke var mulighed for at distribuere det i Sydafrika.

Paul Trewhela har på websitene politics.co.za og everfasternews.com bidraget til at give et langt mere nuanceret billede af befrielseskampen i det sydlige Afrika mod de europæiske kolonimagter og den overgangsfase, som indtrådte efter ”afkolonialiseringen” i 1960’erne og 1970’erne.

 

Falsk historieskrivning.

Mens ANC’s kamp mod det hvide apartheidstyre har fået stor publicity i medierne har kun få rettet opmærksomheden mod de indre stridigheder i ANC og SWAPO.

De to befrielsesorganisationer har af de fleste iagttagere været opfattet som uangribelige og ”progressive” organisationer, som kæmpede en retfærdig kamp mod et umenneskeligt og racistisk hvidt mindretalsstyre, som kun de færreste var parat til at støtte.

Paul Trewhela river hul på myten om de ”renfærdige” og ”uskyldsrene” frihedskæmpere, som kæmpede i en retfærdig sags tjeneste.

Han lægger sig dermed ud med den politiske korrektheds establishment, som i årtier har vendt det døve øre til kritikken af befrielsesbevægelser som ANC og SWAPO og som af misforstået solidaritet med disse organisationer har sat kikkerten for det blinde øje og ikke har villet se - eller vide af - deres forbrydelser begået mod egne medlemmer.

Anti-apartheid-bevægelsen har dermed gjort befrielsesorganisationerne en bjørnetjeneste og er derfor heller ikke i stand til at forklare, hvorfor disse -  efter magtovertagelsen - viser sig ikke at kunne leve op til egne løfter om frigørelse for de brede masser af befolkningerne.

 

Hvor ligger hunden begravet?

Nøglen til forklaringen på utilfredsheden med ANC-regeringen i Sydafrika skal findes helt tilbage før magtovertagelse i 1994.

Det er denne historie Paul Trewhela fortæller i sin artikelsamling i bogen ”Inside Quattro”. Uncovering the exile history of ANC and SWAPO”.

Sydafrikaneren Paul Trewhela sluttede sig på et tidligt tidspunkt af sit liv til anti-apartheidbevægelsen i Sydafrika og er således et kronvidne til bevægelsens historie.

Hans version af bevægelsens historie er en helt anden end den officielle ’renskurede’ ANC-version, som er den mest udbredte.

I Nelson Mandelas selvbiografi underspilles den rolle som det sydafrikanske kommunistparti (SACP) spillede i ANC.

Paul Trewhela viser, at den stærkeste kraft i ANC udgjordes af SACP, som helt underlagde ANC sin overordnede pro-sovjetiske politik.

Det var således ikke nødvendigvis kampen mod apartheidregimet i Sydafrika som stod øverst på dagordenen for SACP, men ANC’s væbnede kamp uden for Sydafrika, som skulle gavne Sovjetunionens stormagtsinteresser.

Herved bragte den SACP-dominerede ANC-ledelse sig i modsætning til dele af bevægelsens væbnede gren.

ANC-ledelsen havde nemlig indset, at apartheidstyret ikke lod sig bringe til fald ved almindelige parlamentariske midler, men kun kunne omstyrtes gennem væbnet kamp.

Denne kunne kun vanskeligt føres i selve det hvide racistiske Sydafrika, som slog ned på enhver modstand med apartheid-styret.

ANC oprettede en væbnet gren af bevægelsen i nabolandene til Sydafrika.

Med det portugisiske koloniriges fald i foråret 1974 kunne ANC’s væbnede gren opererer i ly af borgerkrigen i Angola og under Kaundas uafhængige Zambia.

Uenighed mellem det SACP-dominerede ANC’s ledelse opstod, da bevægelsen skulle manøvrere mellem de tre befrielsesbevægelser i Angola: det sovjetisk støttede MPLA, det kinesisk støttede FNLA og det sydafrikansk støttede UNITA.

Da ANC var styret af SACP førte ANC en pro-sovjetisk politik og støttede MPLA i Angola.

Frihedskæmpere i den væbnede gren af ANC mente, at ANC burde koncentrere sig om og afsætte flere ressourcer på kampen mod apartheid-regimet i Sydafrika.

Dette førte til en væbnet opstand mod ANC’s SACP-dominerede partiledelse og pro-sovjetiske politik i det sydlige Afrika.

Ledelsens svar på frihedskæmpernes berettigede krav om demokrati og afholdelse af møder med besluttende kompetence blev undertrykt med særdeles drastiske midler, oprettelse af interneringslejre for ”afvigere”, dvs. kritikere af den SACP-dominerede ANC-ledelse og dets udemokratiske og bureaukratiserede organisationsform.

ANC oprettede interneringslejre, hvor politisk ”afvigere” blev udsat for vilkårlig indespærring, underernæring, sult, mishandling og tortur ofte med døden til følgende.

Unægtelig et andet billede end det officielle helteepos om Nelson Mandela og hans medfangers langvarige indespærring på øen Robben Island.

ANC og namibiske SWAPO var ikke de selvstændige og frihedselskende  befrielsesbevægelser, som de gav sig ud for at være, men lod sig spænde for den ene af de to supermagter i dens kamp mod den amerikanske imperialisme og dens europæiske allierede.

Denne del af ANC’s og SWAPO’s historie har hidtil været underbelyst i historieskrivningen om det afrikanske folks frigørelse fra europæisk kolonialisme.

Uden at forstå befrielsesbevægelsernes ’negative potentiale’ kan man heller ikke forstå, hvorfor de efter uafhængigheden (i Sydafrika først fra 1994) ikke har formået at indfri befolkningernes berettigede forventninger.

Hvorfor har ANC øjensynligt ikke indfriet den sydafrikanske befolknings forventninger?

Hvorfor har ANC i Sydafrika på det nærmeste institutionaliseret korruption som en integreret del af det multiraciale Sydafrika?

Hvorfor har ANC’s ledelse på det nærmeste skabt en en-parti-stat i Sydafrika?

Hvorfor er ANC’s ledelse bundkorrupte og stikker offentlig ejendom i egne lommer?

Hvorfor sidder ANC’s leder Jacob Zuma lårene af stenrige kapitalister?

Svar: Fordi ANC allerede inden magtovertagelsen i 1994 var en dybt udemokratisk og bureaukratiseret organisation, som kun varetog sit eget bureaukratis særegne interesser.

Paul Trawhelas artikler bidrager til en større forståelse af de ”progressive” befrielsesbevægelser ANC i Sydafrika og SWAPO i Namibia, som gør det lettere at forklare deres manglende succes efter magtovertagelsen.

 

Kilder:

http://mg.co.za/article/

Corruption is hurting us’ – ANC.

 

http://mg.co.za/article/2016-04-28-what-the-gupta-guards-saw

What the Gupta guards saw: VIPs and bags of cash.

 

http://mg.co.za/article/2016-10-20-00-mbeki-set-up-trough-for-jzs-cronies-to-feed

Mbeki set up trough for JZ's cronies to feed.

 

http://www.timeslive.co.za/sundaytimes/stnews/2016/10/23/All-grown-up-Zumas-big-shot-kids-have-prospered

All grown up: Zuma's big-shot kids have prospered.

    

 

 

    

 

Nordkoreansk parodi på socialisme.

Venskabsforbundet på besøg hos Kim Il Sung i den Demokratiske Republik Korea.
Fra venstre formand Christen Amby, nr. tre fra venstre Gert Petersen, Kim Il Sung og Svend Auken, som forekommer højere end den Store Rorgænger.

Blaine Harden: Den store leder og jagerpiloten. Historien om tyrannen, som skabte Nordkorea og den unge soldat, der slap væk. Kristelig Dagblads Forlag. 2016.

 

Kristeligt Dagblads Forlag har nu på 4 år udgivet 4 bøger om Nordkorea, som beskriver tilstanden i det højst besynderlige land, som kalder sig den Demokratiske Republik Korea - eller som resten af verden kalder Nordkorea.

En pariastat, som resten af verden har frosset ude af det store internationale samfund og som siden 1945 har været regeret af Kim-dynastiet.

Blaine Hardens senest oversatte bog føjer for så vidt ikke noget nyt til det, vi i forvejen ved om Kim’ernes pariastat.

Forholdene i Kim’ernes parodi på et socialistisk samfund trodser enhver beskrivelse og kan være svært at forstå for almindelige dødelige personer.

Hvis den føjer noget nyt til, er det, at den giver et historisk rids af Koreas historie efter 2. verdenskrig.

Den afmystificerer således landsfaderen Kim Il Sungs historieforfalskede myte om sin egen rolle i skabelsen af sin Demokratiske Republik Korea.

Hvis Stalin og Mao har fusket med historieskrivningen om sig selv, så er de slået med flere længder af Kim Il Sungs forbløffende evne til at skabe myter om egen storhed og glans.

At det kun var i egen indbildning, at Kim Il Sung var en gave til koreanerne og til hele menneskeheden, fremgår at Hardens bog. Ingen af verdens to største stalinister - Stalin selv og Mao Tse-Tung - havde noget til overs for den koreanske undermåler Kim Il Sung.

De tiltroede ham ikke opgaven som Koreas førstemand, da han efter deres mening slet ikke havde format til det.

Kim Il Sung måtte derfor krybe langs panelerne og bøje sig i støvet overfor de to store ledere Stalin og Mao for at få hjælp til at etablere sin miniudgave af et koreansk Sovjet eller Kina.

Det var først senere, at Kim Il Sung udviklede sin juche-filosofi om at Korea skulle være selvhjulpen.  

 

No Kim Suk.

Men hovedpersonen er slet ikke Kim Il Sung i Hardens bog, men en ung afhopper No Kim Suk.

No Kim Suk voksede op i en koreansk middelklassefamilie i førtidskrigens Korea under japansk herredømme og besættelse.

Og det var som småborgerlig koreansk nationalist at Kim Il Sung gjorde sig bemærket som frihedskæmper på den anden side af grænsen mellem Korea og Kina (Manchuriet).

Harden følger No Kim Suks personlige historie. No spillede spillet som loyal undersåt under herskeren Kim Il Sung og gik altid forrest, når det gjaldt om at hylde og tilbede den Store Rorgænger Kim Il Sung.

Ingen fattede mistanke til No Kim Suk i et samfund hvor alle vogtede på hinanden og ikke veg tilbage for at angive hinanden til partbosserne med deraf følgende udstødelse i kulden.

No holdt som de fleste nordkoreanere tand for tunge og snakkede aldrig over sig.

Han passede sin uddannelse som pilot og blev oplært af russiske flyinstruktører og sendt på ophold i Manchuriet.

Ifølge Harden havde No Kim Suk lige fra barn af drømt om at komme til det ”forjættede” land, Amerikas Forenede Stater.

Først sent under Koreakrigen 1950-53 så No Kim Suk sit snit til at hoppe af som pilot på et russisk bygget MIG-fly.

Hans dødsensfarlige mission lykkedes og han landede på en flyveplads nær Seoul i Sydkorea.

Han blev straks shanghajet af det amerikanske efterretningsvæsen og brugt som levende propaganda i den amerikanske propagandakrig mod den ”socialistiske” lejr.

Øjensynligt lod han sig villigt bruge til dette formål. Han delte utvivlsomt den amerikanske drøm om en paradisisk tilværelse i ”landet med de mange muligheder”.

Han lod sig dog ikke misbruge, da han først var kommet til USA og havde fået amerikansk statsborgerskab, men faldt ganske naturligt ind i det amerikanske samfund. Nærmest som en mønstergyldig indvandrer. Hardens historie om No Kim Suk ender lykkeligt med en ”happy ending”.

Blaine Harden er journalist på Washington Post og deler No Kim Suks holdning til USA som frihedens hjemland, men er dog ikke ukritisk over for USA’ bombardementer af de koreanske byer under Korea-krigen, som han synes har fået for lidt opmærksomhed i USA.

Harden beskriver således, hvorledes det amerikanske luftåben bevidst bombede civile mål som vanddæmninger, der opdæmmede det vand, som skulle bøndernes rismarker.

Bombernes ødelæggelse betød, at markernes afgrøder ikke kunne dyrkes og at den koreanske befolkning ville sulte.

Det amerikanske luftvåben kalkulerede bevidst med, at det ville have en nedbrydende effekt på befolkningens moral og lyst til at sætte sig til modværge.

Krige har alle dage undladt at skåne befolkningerne. Tænk bare på bombardementerne af tyske og engelske byer under 2. verdenskrig. Tænk på USA’s bombning af de japanske byer Tokyo, Hiroshima og Nagasaki i august 1945.

Tænk på USA’s tæppebombardementer af det nordlige Vietnam (Laos og Cambodia) under Vietnam-krigen i 1960’erne og 1970’erne.

Og tænk på Rusland bomninger af hovedstaden i Tjetjenien Grosnij i 1990’erne.    

Eller tænk på dagens bombninger af den syriske by Aleppo eller Sanaa i Yemen.  

Det skal for en orden skyld tilføjes, at det Danske Venskabsforbund med den Demokratiske Republik Korea stadig findes.

Forbundet blev stiftet af Venstresocialisten Christen Amby, som var en central skikkelse på den danske venstrefløj fra 1960’erne og frem.

Jeg mindes endnu et møde i den lokale afdeling af Venstresocialisterne og Socialistiske ungdoms Forum i Roskilde omkring 1970 med Venskabsforbundet, hvor to søvnigt udseende nordkoreanere sad og bøvsede af de danske sodavand, som de indtog.

Af Hans Mortensens ”Den røde tråd. SF og vejen til magten” fremgår det, at SF havde et nært forhold til Kim Il Sungs Demokratiske Republik og flere gange besøgte Kim Il Sung socialistiske ”paradis”.

SF’s formand skrev i en beretning om en af sine rejser til Nordkorea til SF: ”Det tjener næppe noget formål at bedømme denne situation ud fra den hjemlige målestok (…) På samme måde kan det heller ikke have meget fornuftigt formål at efterlyse vestligt demokrati i et land som altid - og jeg mener bogstaveligt talt: Altid - har været regeret fra et autokratisk centrum. Det er i virkeligheden langt mere påfaldende, at det nye autokratiske centrum, repræsenteret ved Kim’s regering, er så totalt orienteret mod økonomiens blomstring, social sikkerhed for befolkningen og bevarelse af landets uafhængighed. Det er herved, at det kommunistiske Nordkorea adskiller sig fundamentalt fra fortidens. Derfor vejer, for mig at se, de positive indtryk tungest. Det skal ikke få mig til at lade være med at tage afstand fra persondyrkelsen, som er virkelig grotesk, men det får mig til at give den mindre vægt i den endelige afvejning, når styrets indsats skal vurderes.” [min understregning] (Hans Mortensen, op. cit., p. 75).

Her taler SF’s formand Gert Petersen, som aldrig gjorde op med sin stalinistiske fortid i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) - lige så lidt som Aksel Larsen partiets stifter i øvrigt gjorde det.      

 

Øvrige bøger fra Kristeligt Dagblads Forlag:

Barbara Demick: I ly af mørket. Nordkoreanske skæbner. 2013.

Blaire Harden: Den store Leder og Jagerpiloten. 2014.

Paul Fischer: Film, frygt og propaganda. 2015.  

 

 

  

 

 

"Morderens søn".

Boganmeldelse.

 Aydin Soei: Forsoning. Tiderne Skifter, 2016.

Aydin Soei har skrevet en selvbiografisk fortælling om sit og sin families liv.

Hans selvbiografi indeholder flere lag:

1. hans forældres politiske engagement i et pro-sovjetisk ”kommunistparti” i Iran og deres flugt fra Khomeinis Islamiske Republik.

2. sin opvækst i en ”dysfunktionel” indvandrerfamilie i Danmark i 1980-erne i en ”indvandreghetto” i Avedøre, vest for København.

Hans fortælling handler overordnet om en indvandrerfamilies mislykkede/heldige integration i Danmark.

Aydins mor lykkes det at blive ”integreret” som en velfungerende samfundsborger i det danske samfund, hvorimod det aldrig lykkedes hans far at blive ”integreret” og ”føle sig hjemme” i Danmark.

Aydins mor tog - efter en lang og besværlig omvej - en uddannelse på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.

Aydins fars psykiske sygdom (paranoid schizofreni), som ikke blev udredt af de danske myndigheder, endte med at begå mord på en af sine bedste venner i det iranske eksilmiljø i Danmark.

Aydin selv fik en omtumlet barndom og opvækst i en såkaldt ”indvandrerghetto” i bebyggelsen Bymuren i Avedøre.  

Bymuren blev for Aydin et møde med en ”indvandrerkultur”, som adskilte sig mærkbart for en dansk ”middelklasse-kultur”, som han senere stødte på, da han og hans mor flyttede i et kvindecenter i Nordsjælland på grund af sin fars voldelighed overfor hustru og søn.

Aydins lillebror, som kom til verden efter at forældrene var flygtet til Danmark, fik aldrig en uddannelse som Aydin gjorde.

Lillebror færdiggjorde aldrig sin folkeskoleuddannelse og er endt som førtidspensionist.

Aydin derimod uddannede sig til journalist og sociolog og har beskæftiget sig med ”vrede unge” mænd med indvandrerbaggrund.

Aydin Soei har endvidere skrevet en bog om de to tyrkiske Kivic-fætre som myrdede Antonio Curra på Nørrebro.

Bogens fortæller er Aydin selv, som bramfrit beretter om sin barndom og opvækst til sin egen lille søn.

Bogens titel ”Forsoning” hentyder til Aydins egen forsoning med sin egen biografiske historie, som søn af en far, som blev morder.

Aydin uddybede dette i et foredrag, som han holdt 5. oktober på den nu nedlagte Enghøjskole, hvor han selv gik i sine første skoleår og som i dag er bibliotek. Her han uddybede årsagen til, at han kalder sin bog for ”Forsoning”.

Aydin frygtede sin far lige så længe han levede, fordi han var voldelig overfor sin kone og søn og fordi han slog faderen til en af Aydins skolekammerater ihjel.

Aydin frygtede at blive ”stigmatiseret” som ”morderens søn”. Bogen er hans forsøg at forsone sig med dette stigma, brændemærke i håb om ikke selv at ende som sin far.

Aydin fik aldrig talt ud med sin far om deres forkvaklede forhold og om hans ugerning.

Aydin vil sine breve (i bogen) til sin søn komme en sådan (mulig?) udvikling hos sig selv i forkøbet ved at skrive og tale ud om sin forhistorie til sin lille søn.

Man kan med nogen ret hævde, at Aydin som søn af to politisk engagerede forældre blev et offer for især faderens bristede illusioner om USSR og ayatollah Khomeinis Islamiske Republik.

Det parti, som hans far tilhørte nærede forhåbninger om, at afsættelsen af Shahen af Iran i 1979 ville føre til en revolutionær omvæltning i Iran, som kunne føre til socialisme.

 

Venstrefløjens illusioner om ayatollah Khomeini.

Det var han ikke alene om. Store dele af venstrefløjen i Europa og USA havde de samme illusioner.

Besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i efteråret 1979 blev af den borgerlige og socialdemokratiske presse tolket som en ”afledningsmanøvre” fra Khomeinis side, som skulle bortlede masserne fra Khomeinis virkelig formål, at skabe en islamisk stat.

Men ambassadebesættelsen blev af den amerikanske trotskistiske organisation Socialist Workers Party (SWP) misfortolket som et forsøg på fra Khomeinis side at mobilisere de iranske masser på tværs af klasser og lag i befolkningen med henblik på en gennemgribende samfundsændring (gerne i socialistiske retning)   

Far from being a diversion, mobilization of the Iranian people in their millions that was sparked by the occupation of the U.S. embassy will help to advance every aspect of the class struggle. Rather than supporting the anti-imperialist struggle in Iran and applauding the progressive stance that the Khomeiny government has taken in regard to it, In These Times [socialdemokratisk tidsskrift] opposes it”.

(David Frankel: How U.S. Left Responded to War Drive Against Iran, Intercontinental Press, Vol. 17, No 46, December 17, 1979. pp. 1240-1243).

SWP’s fejltolkning af ambassadebesættelsen var symptomatisk for store dele af venstrefløjen (også den såkaldt revolutionære).

Khomeini var ikke nogen Kerensky som under den russiske Februarrevolution 1917 og der fandtes desværre heller ikke revolutionære marxister i Iran, som kunne gøre det ud for den russiske revolutions bolsjevikker som i 1Rusland i 1917.

Fejlvurderingen af Khomeini fik fatale konsekvenser for alle dele af venstrefløjen.

Khomeini indledte kort efter sin ambassadebesættelse en forfølgelse af alle, som var modstandere af en Islamisk Republik i Iran, med fængslinger, tortur og henrettelser af tusinder af sine modstandere.

Særligt det pro-sovjetiske iranske kommunistparti (Tudeh) blev ydmyget og af Khomeni udstillet som ”forrædere” i offentligheden.

Partiets ledende medlemmer blev underkastet tortur og tvunget til at komme med falske tilståelser på Tv.

Ud fra geopolitiske og militærstrategiske overvejelser støttede USSR Khomeini, som talte USA imod og kaldte Amerika for ”den Store Satan, hvilket var ren retorik.

Som et pro-sovjetisk parti fulgte Tudeh parolen og støttede Khomeini, lige indtil han ikke længere havde brug for partiets opbakning til at gennemføre sit islamiske mullahstyre.

Aydins far og mor var brikker i dette stormagtspolitiske spil og blev ofre for deres illusioner om USSR og deres pro-sovjetiske holdning.

Skuffelsen indtræder for faderens vedkommende først, da han må flygte til det ”socialistiske fædreland” og ankommer til Sovjet-republikken Azerbaidjan.

Her konfronteres han med Sovjetsamfundets økonomiske tilbageståenhed og materielle mangler. Han oplever den store sociale ulighed mellem den brede befolkning og en lille privilegeret elite, som han som flygtning fra den venligtsindede Khomeinis Iran ikke må tale om.

Han får besked på ikke at omtale sig selv som iraner, men som afghaner.

Dette passede bedre ind i billedet af USSR som ven af Afghanistan og som ydede ”socialistisk broderhjælp” til en fraktion af det afghanske kommunistparti for at holde det ved magten i kampen mod muslimske mujahediner, som ville indføre en islamisk stat.

Vi kender enden på den historie og behøver ikke referer den her.

Hvad der for Aydins fars startede som et berettiget oprør mod den amerikanske støttede og forhadte Shah af Iran og hans hemmelige efterretningstjeneste SAVAK, sluttede som flygtning i et lille skandinavisk, ikke særlig indvandrervenligt land, hvor han aldrig fandt sig til rette.

Aydins fars historie er tragisk.

Hans egen opmuntrende for alle sønner af politiske flygtninge.