• Ung vrede i Sydafrika.

    Der var stillet store forventninger, da de ny magthavere i African National Congres (ANC) kom til magten i Sydafrika i 1994.
    Nu skulle gevinsten for de mange års befrielseskamp indløses og et nyt samfund opbygges, hvor et lille hvidt mindretal sad på magten og undertrykte det store flertal af sorte og brune afrikanere.
    ANC havde i kraft af sin mangeårige modstandskamp mod det hvide apartheidstyre opnået stor prestige i den sydafrikanske befolkning.
    Nu mere end 20 år efter må det konstateres, at de ledende lag i ANC ikke har levet op til befolkningens berettigede ønsker og krav om et kvalitativt bedre samfund.
    ANC har ikke formået at indfri flertallet af befolkningens forventninger om et bedre liv.
    Det vidner de unge studerendes daglige demonstrationer for gratis adgang til højere uddannelse om.
    Det vidner minearbejdernes kamp sidste år for en anstændig løn og sikre arbejdsforhold.
    I begge tilfælde er det blevet mødt med en massiv indsats fra statsmagtens side på at slå disse ”optøjer” ned.
    Efter at være kommet til magten i Sydafrika, har ANC’s top vist sig fra sin værste side.
    ANC har skabt større og større afstand mellem sig og den brede befolkning, som langsomt men sikkert mister tilliden til deres ”befriere” ANC.
    Ved sidste valg i 2016 mistede ANC terræn til udbryderne fra Economic Freedom Fighters (EFF) og til Democratic Alliance (DA).
    Toppen i ANC udviser de samme kedelige ræk som hos enhver anden bureaukratisk magtklike, som sidder inde med statsmagten. Toppen i ANC er nøjagtig lige så korrupt som de fleste andre bureaukratiske magtkliker.
    Da først ANC’s top var kommet til magten, glemte den alle sine smukke ord om racelighed og ingen klasseskel.
    Et nyt lag af bureaukrater i ANC’s top har sat sig på magten og rager tilsyneladende fuldstændigt uhæmmet til sig af samfundets goder.
    Det viser sig, at ANC’s småborgerlige nationalistiske lederskab er lige så magtliderligt og korrupt som alle andre lederskaber i Afrika - og andre steder.
    ANC’s øverste top står ikke tilbage fra herskere andre steder på kloden, hvad angår personlig berigelse og nepotisme.
    ANC’s leder Jacob Zuma er så åbenlyst korrupt, at han burde være afsat for længst i et demokratisk fungerende ANC. Men ANC er topstyret og udemokratisk og er vokset sammen med statsapparatet i Sydafrika.
    ANC’s leder Jacob Zuma plejer intim omgang med det sydafrikanske erhvervslivs spidser og tildeler dem særligt gunstige økonomiske vilkår.
    Som en pengepuger stjæler han af statskassen og bruger offentlige midler til private formål, til at opføre en overdådig bolig til sig selv og sine nærmeste.
    Zuma har skabt et familiedynasti hvor hans nærmeste familie har skabt sig enorme formuer på lukrative men dubiøse økonomiske foretagender.
    ANC’s top har ikke formået at løse det sydafrikanske samfunds økonomiske, sociale og politiske problemer: stor fattigdom, høj arbejdsløshed, et elendigt uddannelsessystem, racemæssig ulighed m.m.
    Kunne man have sagt sig selv det før magtovertagelsen? Muligvis.
    Ville ANC som en småborgerlig nationalistisk bevægelse være i stand til at skabe et levedygtigt multiracialt sydafrikansk samfund?
    Formodentlig ikke. Hvordan kan jeg være så sikker på det?
    Jo, læs ikke ANC’s egen ukritiske historieskrivning eller Nelson Mandelas ’barberede’ selvbiografi.
    Her får du ikke sandheden at vide. I stedet for ’objektiv’ historieskrivning, får du mytedannelse og en forskønnet udgave af ANC’s historie.

    Historien fra hestens egen mund.
    En helt anden historie om ANC får du fra hestens egen mund af Paul Trewhela, som var frihedskæmper i ANC i 1960’erne, men tog afstand fra ANC, fordi ANC var ledet af det stalinistiske sydafrikanske kommunistparti (SACP).
    ANC’s politik var således underlagt Moskvas politiske kurs under den Kolde Krig og kunne ikke føre en selvstændig politisk linje i kampen mod det hvide apartheidstyre i Sydafrika.
    Dette betød at kampen mod apartheidstyret blev nedprioriteret til fordel for støtte til MPLA’s befrielseskamp i Angola i konkurrence med USA og Kina, som støttede andre befrielsesbevægelser i Angola.
    ANC’s væbnede kamp mod apartheidstyret i Sydafrika blev således nedprioriteret og ANC’s ressourcer brugt forkert.
    Det skabte i 1984 oprør hos kommandanter i ANC’s væbnede gren, som brutalt blev slået ned.
    Hellere ikke i 1960’erne var ANC en demokratisk organisation med udstrakt medlemsindflydelse. Oprøret i ANC blev slået brutalt ned og ”afvigerne” blev interneret i straffelejre, udsat for grov mishandling, tortur og i flere tilfælde skudt.
    Den del af historien er ANC ikke interesseret i bliver fortalt og ANC vil gøre alt for at fortie den. Derfor kan du ikke læse noget om disse hændelser i ANC’s ’officielle’ historieskrivning.
    Men det hører med til en forklaring af, hvorfor ANC i dag ikke formår at løse Sydafrikas mange problemer.

    Kilder:
    Paul Trewhela: Inside Quattro. Uncovering the exile history of the ANC and SWAPO. Jacana Media. 2009.

    Peter Lykke Lind: Sydafrikas ungdom gør oprør. Dagbladet Information, 7. november 2016.

    http://mg.co.za/article/
    Corruption is hurting us’ - ANC
    ANC says graft ‘bleeding’ party, some members want Zuma out
    Sam Mkokeli 31. Oct 2016 08:53.

    http://mg.co.za/article/2016-04-28-what-the-gupta-guards-saw
    What the Gupta guards saw: VIPs and bags of cash
    Jessica Bezuidenhout 29. Apr 2016 00:00

    http://mg.co.za/article/2016-10-20-00-mbeki-set-up-trough-for-jzs-cronies-to-feed
    Mbeki set up trough for JZ's cronies to feed
    Ralph Mathekga 20. Oct. 2016 00:00

    http://www.timeslive.co.za/sundaytimes/stnews/2016/10/23/All-grown-up-Zumas-big-shot-kids-have-prospered
    All grown up: Zuma's big-shot kids have prospered.

  • Syrien - "uhellige" alliancer.

    I Syrien foregår en uhyre blodig krig, hvor hundreder af mennesker hver dag slås ihjel. Det internationale samfund i form af Forenede Nationer synes ikke rigtigt at have nogen indvirkning eller indflydelse på begivenhederne i Syrien.
    Ingen af de to involverede stormagter USA og Rusland synes at være villige til at slutte fred eller indgå i fredsforhandlinger.

    Bashar al-Asads Syrien.
    Krigen startede i 2011 som et opgør mellem Bashar al-Asads syriske regime, som i høj grad er et militærdiktatur og ”demokratisk sindede” oprørere, som var godt trætte af at leve under Bashar al-Asads undertrykkende styre.
    Bashar al-Asad efterfulgte sin far Hafez al-Asad som regent i Syrien og det syriske Baath-parti sad tungt på magten.
    Baath-partiet er sekulært, men domineres af en folkegruppe - alevitter, hvis tro er en gren af sunni-islam.
    Under Bashirs far - Hafez al-Asad - fremstod Syrien sammen med Nassers Ægypten og Gadafis Libyen som et ”progressivt” land i Mellemøsten i modsætning til de reaktionære kongedømmer i Saudi-Arabien, Kuwait, De Forende Arabiske Emirater, Marokko og Jordan.
    Oprøret mod Bashar al-Asads tyranniske styre i Syrien udviklede sig hurtigt til at være et opgør mellem demokratiske regimemodstandere og Bashar al-Asads syriske hær.

    Bashars al-Asads krig.
    I princippet er der kun en front. På hver sin side af denne front står tilhængere af Bashar al-Asad og modstandere.
    Bashar var fra starten kun støttet af de dele af sig egen hær som forblev loyale mod ham. Dertil kom den Islamiske Republik Iran, som af geopolitiske grunde - som har med magtbalancen i Mellemøsten at gøre mellem Iran og Saudi-Arabien.
    Den Islamiske Republik Iran støtter således Bashar med sin Revolutionsgarde og iranske militsgrupper (som også opererer i Irak).
    Senest er Putins Rusland stødt til med flystøtte og bomber rask væk ”oprørerne” og den civile befolkning i Syrien.

    ”Uhellige” alliancer.
    Bashars side er et mærkværdigt sammensurium af syriske baathister og alewitter; iranske shiiter, russisk ordodokse kristne og den libanesiske milits Hezbollah.
    I sig selv en mærkværdig alliance.
    På den anden side af fronten står en lige så mærkværdig koalition: bestående af islamiske jihadister (forhenværende al-Qeda jihadister), den Fri Syriske Hær (baathister) og en række lande, som alle er forenet i en anti-iransk koalition: Saudi-Arabien, Kuwait, Qatar, Tyrkiet og USA, som forsyner oprørerne med våben.
    Hvordan går det nu til, at USA støtter en koalition, hvori indgår islamiske jihadister, som USA først støttede Afghanistan i 1980’erne, dernæst bekæmpede i Afghanistan fra 2001 - og nu støtter igen i Syrien?
    Er motto’et for amerikansk udenrigspolitik stadig: min fjendes fjende - er min ven?
    At Rusland støtter den ”progressive” og sekulære Bashar al-Asad er ud fra Sovjetunionens historie og Ruslands geopolitiske interesser bedre til at forstå.

    To jokere.
    Der er to jokere i spillet, som vi endnu ikke har nævnt: Islamisk Stat (IS) og Israel.
    Islamisk Stats mål er et verdensomspændende islamisk kalifat med alle til rådighed stående midler.
    Israels mål er at sikre sig imod, at krigene i Irak og Syrien ikke spreder først til Libanon og Jordan og dernæst til Israel. Israels hovedmål ar at stække det libanesiske Hezbollah, som støtter Bashar al-Asad i Syrien.
    Som man ser tegner der sig et temmelig broget billede af forholdene i Mellemøsten, som ikke løser sig foreløbig, så længe de to stormagter Rusland og USA ikke er tilstrækkeligt interesseret i at bringe krigen til ophør - og ikke en gang kan finde sammen omkring et forhandlingsbord.
    I øjeblikket udspiller kampen mellem fronterne sig i og omkring den næststørste by i Syrien Aleppo. Uanset hvordan slaget om Aleppo falder ud, må vi nok se i øjnene, at der ikke foreløbig kommer en løsning på krigene i Mellemøsten og at tusinder af uskyldige mennesker vil miste livet.
    Vi må endvidere se i øjnene, at flygtningestrømmen fra Mellemøsten til Europa heller ikke vil standse foreløbigt.

    Kilde:
    Den der vinder kampen om Aleppo, vinder også krigen. Dagbladet Information, 12. august 2016.
    Oprørerne angreb i ly af natten. Dagbladet Information, 12. august 2016.

  • Sportens kleptokrater

    Det brasilianske politi arresterede natten mellem tirsdag og onsdag den 71- årige Patrick Hickey på et hotel i Rio de Janeiro, Brasilien.
    Hickey er medlem af IOC, som er arrangør of OL i Rio de Janeiro 2016.
    Hickey er af de brasilianske myndigheder mistænkt for at være involveret i illegalt salg af billetter til sportbegivenhederne i Rio.
    Det irske medlem af IOC Patrick Hickey er mistænkt for at være involveret i illegalt salg af billetter til OL i Rio de Janeiro.
    Den ældre herre blev angiveligt på grund af akutte smerter i sit bryst kørt til et nærliggende hospital.
    Patrick Hickey har i 28 år siddet i det selvsupplerende IOC.
    IOC har rettighederne til OL og lever af at sælge verdens største sportsbegivenhed til sponsorer og medier over hele verden.
    En mindre sideforretning er salget af billetter, som IOC mod betaling, bestikkelse har udloddet til diverse billetbureauer i de enkelte lande.
    Det autoriserede billetbureau i Irland hedder PRO Sports Management.
    Illegale billetbureauer som britiske THG er også på markedet og har i Rio solgt (falske) billetter til overpris - påtrykt IOC’s officielle logo.
    THG’s ejer Marcus Evans og hans salgsagent Kevin Mallon blev 5. august arresteret for illegal handel med billetter til overpris.
    PRO Sports Management benægter ethvert kendskab til illegal handel med autoriserede billetter.
    Den britiske journalist Andrew Jennings har i bøger - senest i bogen ”FIFA-banden. Afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fodboldverden” vist, at både IOC og FIFA har taget imod bestikkelse fra billetbureauer.
    Der er altså intet overraskende i, hvis det skulle vise sig, at et højtstående og mangeårigt medlem af IOC som irske Patrick Hickey personligt skulle være involveret i salg af billetter til overpris til OL i Rio de Janeiro 2016 og muligvis selv nyde godt af fortjenesten.
    Det vil blot være endnu et eksempel på, hvor korrupt store sportsorganisationer som IOC og FIFA er.
    Irlands sportsminister Shane Ross har i betragtning af sagens alvor afkortet sit besøg i Rio og er taget hjem til Irland for at holde krisemøde med justitsminister Maire Whelan, ministerkolleger og embedsmænd.
    Irske politikere er forundret over, at IOC ikke ønsker en ”uafhængig” undersøgelse.
    Det behøver de ikke undre sig over.
    Ifølge den britiske journalist Andrew Jennings har det aldrig været kutyme blandt medlemmer af toppen i hverken IOC eller FIFA, når de var under mistanke for at have beriget sig.
    Patrick har - indtil røgen har lagt sig - trukket sig tilbage fra rampelyset og har ladet sig indlægge på et hospital.
    IOC beklager, at Patrick Hickey midlertidigt har trukket sig fra IOC.
    Alt er som det plejer at være.

    Kilde.
    Irish Olympic chief Patrick Hickey steps aside amid ticket sales probe.
    belfasttelegraph.co.uk, 18. august 2016.

    Andrew Jennings: FIFA-banden. Afsløringen af Sepp Blatter og den korrupte fordboldverden. Peoples Press. 2016.





Sykes-Picot aftalen fra 1916 skabte ikke fred i Mellemøsten.

10-August-2016

Stadig ikke udsigt til fred i Mellemøsten.

For 100 år siden opdelte Sykes-Picot aftalen Mellemøsten i en fransk og en engelsk del.
For 100 år siden blev der mellem to af datidens kolonimagter - England og Frankrig - indgået en aftale, opkaldt efter de to diplomater engelske Sykes og franske Picot, Sykes-Picot-aftalen.
Hvorfor er der grund til at mindes denne hundredårige aftale?
Aftalen mellem Sykes og Picot opdelte en stor del af Mellemøsten mellem de to kolonimagter.
Aftalen blev indgået midt under 1. verdenskrig og var et led i den imperialistiske krig mellem datidens stormagter.
Ikke uden grund kaldes 1. verdenskrig en verdenskrig. Krigen udkæmpedes ikke blot på Europas kendte slagmarker, men foregik også uden for Europa.
Ikke mindst Mellemøsten var skueplads for de imperialistiske magters rivaliseren om adgang til råstoffer og handelsmuligheder.
Sykes-Picot aftalen sikrede England råderet over en pæn bid af Mellemøsten, Mesopotamien, det nuværende Irak. Frankrig fik til gengæld råderet over Syrien og Libanon.
Palæstina blev stillet under Folkeforbundets overhøjhed, men i praksis administreret af den engelske kolonimagt.
Opdelingen mellem de to lande skete hen over hovederne på den lokale befolkning. Ganske blev araberne nævnt i aftalen, men det blev ikke specificeret, hvem der skulle varetage deres interesser.
Sykes-Picot-aftalen var typisk for datidens imperialistiske politik, hvor de europæiske stormagter ved et forhandlingsbord delte verden mellem sig.
I forrige århundrede havde de europæiske kolonimagter delt Afrika mellem sig - og nu delte England og Frankrig Mellemøsten mellem sig.
Denne territoriale inddeling af Mellemøsten mellem England og Frankrig fortsatte indtil efter 2. verdenskrig og den lokale befolkning måtte således leve under engelsk og fransk overhøjhed.
Først efter 2. verdenskrig ændrede dette mønster sig.

Mellemøsten efter 2. verdenskrig.
Efter 2. verdenskrig måtte de europæiske kolonimagter vige for nationale befrielsesbevægelser i den 3. verden.
De europæiske kolonimagter trak sig modvilligt - og ikke uden kamp - ud af Afrika og af Mellemøsten.
USA og Vesteuropa havde stadig økonomiske interesser i Mellemøstens olieforekomster og støttede kun de regimer, som ville sikre amerikanske og europæiske selskabers interesser i olieudvinding.
Den kolde Krig satte de to supermagter USA og Sovjetunionen (USSR) op mod hinanden og verden blev nu inddelt efter tilhørsforhold til den ene eller anden lejr.
USA og Vesten støttede de reaktionære monarkier i Saudi-Arabien og Kuwait, Marokko og Jordan.
Sovjetunionen støttede de ”progressive” militærdiktaturer i Ægypten, Syrien, Irak og Libyen.
Dette koldkrigsmønster holdt sig til en gang i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.
Arabisk nationalisme i de ”progressive” arabiske militærdiktaturer blev nu udfordret af en islamisk vækkelse, som tog sin begyndelse i ayatollah Khomeinis magtovertagelse i Iran i 1979.
Gamel Abdel Nassers efterfølger i Ægypten Anwar Sadat tilnærmede sig USA og Israel ved at indgå i fredsforhandlinger om forholdet til Israel.
Palæstinenserne kæmpede deres egen kamp og søgte støtte hos de ”progressive” militærdiktaturer i Mellemøsten.

Ny verdensorden efter Den kolde Krig.
Et forholdsvist stabilt mønster blev nu afbrudt af en række begivenheder, som fuldstændigt kuldkastede de eksisterende magtforhold på internationalt niveau.
Saddam Husseins Irak startede en krig mod ayatollah Khomeinis Iran i 1980, som varede 8 år og so kun resulterede i millioner af døde.
Sovjetunionen følte sig forpligtet til at hjælpe sin marionetregering i Afghanistan og kastede sig dermed ud i en uheldssvanger krig mod islamister, som ønskede at bekæmpe de ateistiske ”kommunister” i Afghanistan, som blev støttet af USA og Pakistan.
Den kolde Krig fandt sted på alle kontinenter. I Latinamerika havde USA travlt med at støtte en række militærdiktatorer i Argentina, Brasilien, og i Mellemamerika i Nicaragua og El Salvador.
I 1990 invaderede Iraks Saddam Hussein nabolandet det olierige Kuwait. Irak fik af det internationale samfund en frist, som det ikke efterkom og i 1991 tvang amerikanske tropper de irakiske styrker ud af Kuwait.
Saddam Husseins Irak blev herefter underkastet økonomiske sanktioner, som straf. Sanktioner som ramte den irakiske befolkning hårdt.
Og resten er historie, som man siger.
Efter den Kolde Krigs ophør havde mange håbet på en længere periode med fred. Håbet skulle hurtigt vise sig at være forgæves.
Sykes-Picot-aftalen i 1916 indvarslede således en hel epoke med uroligheder i Mellemøsten og medvirkede absolut ikke til at skabe fred i Mellemøsten.

Kilde:
Michael Irving Jensen: Vi formede Mellemøsten, nu rammer konsekvenserne os. Dagbladet Information. 9. august 2016.

  • Højrepopulisme i Frankrig.

    Franske Marine Le Pen tordner frem i meningsmålingerne i Frankrig, nok ikke så meget fordi hendes fremmedhadske retorik klinger lifligt i franskmændenes ører, men mere fordi hendes politiske rivaler heller ikke lyder særligt troværdige.
    Hendes rivaler på den politiske scene er Socialistpartiet og de borgerlige Republikanere.
    Ingen af disse to politiske formationer udgør nogen særlig udfordring for den fremmedhadske og højrepopulistiske Marine Le Pen.
    De borgerlige Republikanere har svært ved at samle sig omkring en fælles kandidat til den kommende valgkamp. Ex-præsident Nicholas Sarkozy gør sig klar til endnu en dyst i den politiske arena, skønt franskmændene førhen har vist, at de er godt trætte af ham.
    Socialistpartiets Francois Hollande er heller ikke særligt populær og optræder mere og mere som en karikatur af sig selv. Han og hans Socialistparti ser ud til at være løbet tør for ideer og for politiske visioner.
    Antiterrorlovgivning og kriminalitetsbekæmpelse synes at være det eneste, som er tilbage af hans politik. Selv store dele af fagbevægelsen tager afstand fra hans arbejdsmarkedslove.
    De studerende på landets uddannelsesinstitutioner er endnu mere utilfredse.
    Alt i alt ser det dårligt ud for præsident Francois Hollande.
    Derimod ruster Marine Le Pen til kamp mod sine to politiske rivaler, som begge foragter Front National eller den Marineblå Bevægelse, som Marine Le Pen nu kalder sin bevægelse.
    Marine Le Pen overtog for nogle år siden Front National fra sin Jean Marie Le Pen, som skabte Front National. Datteren Marine vil gøre Front National til et mere stuerent parti, som kan erobre mange (små)borgerlige vælgere overalt i Frankrig.
    Hun har nu skilt sig af med sin far Jean Marie, som altid har stået for en næsten fascistisk linje og som ikke kan bruges, hvis man vil være et masseparti.
    Som i andre lande marcherer Marines fremmedhadske højrepopulisme fremad i Frankrig - uden at nogle af hendes politiske konkurrenter formår at standse hende.
    Ude i den franske provins næres Marines Marineblå Bevægelse af det forfald som mange franske små og mellemstore byer lider under: fabrikslukninger, fyringer af i tusindvis af fabriksarbejdere og små håndværksvirksomhed, som ikke kan stå sug i konkurrencen med større byggefirmaer, stigende arbejdsløshed, faldende levestandard og forringede offentlige ydelser.
    Kun den yderste venstrefløj kan udgøre et alternativ Marine Le Pens fremadstormende bevægelse. Men også denne er splittet i et hav af forskellige smågrupper.
    En frafalden socialist Jean Pierre Melenchon, som har en fortid som minister i socialistiske regeringer poserer som et venstrefløjsalternativ.
    På den yderste venstrefløj byder en lille trotskistisk gruppe Lutte Ouvrière sig til som et godt alternativ til den førte borgerlige lov og orden politik.
    Dem burde man sætte sin lid til. Der er ingen andre.

    Kilde:
    Trine Byrckel: Socialistens guide til at tøjle nationalisterne. Dagbladet Information, 2. august 2016.






  • Ismael Moreno - en af hverdagens helte.

    Ismael Moreno - en af hverdagens helte.
    Jesuitterpræsten Ismael Moreno er en af hverdagen mange anonyme helte.
    Han bor og lever i byen El Progreso, som er den fjerde største by i det mellemamerikanske land Honduras.
    Han vover sig kun nødtørftigt uden for sin dør. Det er for usikkert. Mange farer lurer på ham omkring hjørnet. Honduras er et farligt land at leve i for alle honduranere.
    I 2015 blev således 5047 myrdet ud af en befolkning på 8 millioner. Det er et af verdens største mordrate.
    Ismael Moreno leder en katolsk radiostation Radio Pogreso, som dagligt udfordrer de autoritære magthavere i Honduras.
    Regimet er ikke meget for kritik. Således blev en af stationens journalistiske medarbejdere i 2013 dræbt. Flere af stationens journalister er blevet truet på livet.
    I perioden fra 2010 til 2015 er 28 honduranske journalister blevet dræbt og senest er to fremtrædende medlemmer af en indiansk miljøorganisation blevet dræbt.
    Den katolske radiostation El Progreso blev grundlagt for 60 år siden - og dens slogan er at ville være ”folkets stemme”.
    Radioens medarbejdere er såkaldte korrespondenter, som rapporterer fra sociale bevægelser blandt Honduras jordløse bønder, som besætter godsejernes jord, indianske folkeslag som modsætter sig mineprojekter eller lokalsamfund, som modsætter sig opførelse af vandkraftværker, som hindrer dem i at dyrke jorden.
    Korrespondenterne er frivillige, der som græsrødder tager del i de sociale kampe.
    Ismael Moreno udtaler om de politiske forhold i Honduras: ”I Honduras er svaret på alle problemer vold. Staten løser alle problemer med vold. Private virksomheder løser problemer med vold.”
    På spørgsmålet om, hvorfor der er så megen vold, svarer Ismael Moreno: ”Det hænger sammen med straffriheden i landet. Over 95 % af drabene i landet bliver slet ikke efterforsket og er altså ikke genstand for en retssag. Straffriheden skaber vold. For hvis jeg er en morder i dette land, så er der meget stor sandsynlighed for, at jeg kan blive ved med at myrde, uden at staten ender med at anklage og dømme mig.
    Men volden er resultat af en voldelig samfundsmodel, som baserer sig på en koncentration af kapital og på udnyttelsen i det uendelige af naturens goder, som baserer sig på en kollektiv produktion med individuel tilegnelse af værdierne. Det er en økonomi, som i sin essens er voldelig.”
    På spørgsmålet, at der jo er demokrati i Honduras, svarer Ismael Moreno: ”Honduras befinder sig i sit sorteste time. Vi lever i en kriminel stat, som baserer sig på den stærkestes ret, og hvor menneskerettighedsforkæmpere, journalister, miljøfolk og sociale ledere er uden beskyttelse og befinder sig i en så udsat position, som vil aldrig før har set det. USA og de europæiske regeringer er en del af diktaturet, fordi de accepterer denne regering og herved bliver medskyldige i forfølgelserne, truslerne og mordene, som vi må leve med her.”
    Jesuitterpræsten Ismael Moreno retter altså en anklagende finger mod den amerikanske og de europæiske regeringer for at være ansvarlig for de uhyrligheder, som sker hver dag i Honduras.
    USA og Europa vender det blinde øje til.
    Ismael Moreno udtaler: ”Men jeg lever også med det ansvar, jeg føler som menneske, som professionel og som præst. Jeg føler et ansvar, fordi jeg har en radiostation. Denne radio kan ikke holde sig uden for konflikten i landet. Den er nødt til at være en del af konflikten - i forsvaret for de mest sårbare og truede folk.”
    Så snart radioens aftenprogram er forbi, skynder jesuitterpræsten sig i al hast direkte hjem igen.
    Han frygter for sit liv i Honduras.

    Befrielsesteologi.
    Kristeligt Dagblad oplyser, at Radio Progreso har sit udgangspunkt i ”katolicismens såkaldte befrielsesteologi der siden 1960’erne har forkyndt kamp for retfærdighed og befrielse fra undertrykkelsen i Latinamerika”.
    Vi må ikke håbe, at det går fader Moreno på samme måde, som det er gået med andre katolske gejstlige, som har kastet sig ud i den sociale kamp til fordel for de ringest stillede.
    At myndighederne ikke går af vejen for at myrde katolske gejstlige viser mordet på biskoppen af San Salvador Oscar Romero, som i marts 1980 blev skudt og dræbt af major Robert D’Aubuisson, grundlægger af partiet ARENA.
    Eller mordet på den rebelske præst Camillo Torres fra Peru, som blev dræbt i et væbnet sammenstød med Columbias militær i 1966.
    Den katolske kirke ændrede holdning på sit koncil i årene 1962-1965, hvor dele af kirken indtog en mere ”progressiv” holdning og gik bort fra altid at forsvare status quo.
    Striden om den såkaldte ”befrielsesteologi” foregår stadig i den katolske kirke. Daily Telegraph oplyser 17. februar 2015, at pave Franz ønsker at ”saliggøre” Oscar Romero og måske med tiden gøre ham til ”helgen”.

    Kilder.
    Niels Boel: Jesuiterpræsten, der prøver at give sine voldsplagede landsmænd i Honduras en stemme.
    Kristeligt Dagblad, 6. august 2016.
    Philip Sherwell: How the Archbishop ‘killed on the altar’ by an El Salvador death squad began his road to martyrdom.
    Daily Telegraph, 17. februar 2015.



  • Shahram Amiri - spionen der fik kolde fødder?

    Hvorfor blev den iranske atomfysiker Shahram Amiri hængt i sidste uge?
    Vi kan vist hurtigt blive enige om, at det ikke er godt for verdensfreden, at atomvåben bliver spredt ud over hele verden.
    Derfor har det internationale samfund også lavet en aftale om ikke-spredning af atomvåben.
    Verdens atomvåbenmagter vogter nidkært over, at ingen andre end dem selv får lov at besidde atomvåben.
    Når f.eks. Nordkorea truer med at erhverve sig atomvåben reagerer atomvåbenmagterne prompte med fordømmelser.
    I tilfældet Iran, som også gerne vil være en atommagt, reagerer atomvåbenligaen med trusler og forbandelser.
    De Forenede Nationers Internationale Atomenergi Agentur IAEA fører kontrol med og foretager inspektioner i lande, som planlægger at anskaffe sig atomvåben.
    Hvis landet modsætter sig kontrol med evt. atomvåben, pålægges det en straf. Denne straf kan i gentagne tilfælde - af at landet nægter at lade sig inspicere - udmønte sig sanktioner af en eller anden slags.
    Det kan være økonomiske sanktioner, som rammer landets økonomi - mere eller mindre hårdt og som går ud over landets befolkning.
    Republikken Iran har lige siden ayatollah Khomeini kom til magten i 1979 modsat enhver form for vestlig indblanding.
    Iran har nægtet at underkaste sig en atomvåbenkontrol med det argument, at ingen kan og skal bestemme om Iran skal råde over atomvåben.
    Dette har givet anledning til sammenstød mellem Iran og verdenssamfundet.
    Forholdet mellem de USA og Iran lande har lige siden den iranske revolution i 1979 været anspændt og køligt.
    Især under præsident Ahmadinejad var det særligt slemt. USA frygtede, at Iran var i færd med at udvikle atomvåben, som regimet kunne bruge til krigsformål.
    I 2015 indgik de to lande dog en aftale om, at Iran skulle underkaste sig det internationale samfunds kontrol med landets centrifuger til oparbejdning af plutonium, som skal bruges i atomvåben.
    Men i årene inden denne aftale frygtede USA udviklingen i det iranske atomprogram og omvendt satte Iran sig på hælene og nægtede at medvirke til en international kontrol.
    I dette tidsrum - før 2015 - gjorde USA alt for at stikke en kæp i hjulet på det iranske atomvåbenprogram, hvis det altså fandtes.
    USA forsøgte at rekruttere iranske atomfysikere som kunne skaffe USA (og Israel) viden om det iranske atomvåbenprogram.
    Shahram Amiri hed en iransk atomfysiker, som i 2009 tog til, eller måske hoppede af til USA. Angiveligt med det formål at forsyne det hemmelige amerikanske efterretningsvæsen CIA med oplysninger om Iran atomprogram.
    I 2010 dukkede han op i Tucson, Arizona, hvor han hævdede at være blevet kidnappet og tilbageholdt af CIA. Amerikanske embedsmænd kommenterede, at hans oplysninger om det iranske atomprogram var millioner af dollars værd og at han skulle belønnes derefter.
    Enten var Amiri sluppet ud af kløerne på CIA eller også havde han fået kolde fødder.
    I alt fald spadserede han en dag i 2010 ind på den pakistanske ambassade i Washington og bad om at blive sendt tilbage til Iran. Pakistan varetog Irans interesser i USA.
    Da han landede i Teheran lufthavn blev han modtaget som en helt af iranske regeringsembedsmænd. Alt var fryd og gammen og Amiri blev hyldet i landets aviser, som den fortabte søn, der var sluppet ud af kløerne på den ”Store Satan”, USA.
    Sidste uge dukkede så en dødsannonce om Amiris død op i de lokale aviser i hans hjemby Kermanshah. Den London-baserede shah-venlige Tv-kanal Manoto kunne berette, at Amiri var blevet hængt.
    BBC’s farsi-sprogede afdeling kunne citere Amiris mor for at have bemærket slidmærker på nakken af Amiris lig, hvilket tydede på at han var blevet hængt.
    Det rejser en række tvivlsspørgsmål: Hvorfor var Amiri i USA? Blev han kidnappet af CIA for at give værdifulde oplysninger om det iranske atomprogram - eller rejste han frivilligt til USA med henblik på en doktorgrad?
    Vi får det nok aldrig at vide. Som bekendt sladrer død mand ikke.
    Og vi kan ikke regne med, at nogen i USA eller Iran vil stå frem og åbent fortælle om Shahram Amiris ”hændelige” død.

    Kilde:
    Iranian nuclear scientist ’executed for spying’. www.english.alarabia.net, 7. August 2016.