• Fred og forsoning i Columbia?

    I 4 år har der i den cubanske hovedstad Havana foregået forhandlinger mellem den colombianske Santos- regering og guerillaorganisationen FARC om at gøre en ende på den over 60 år lange borgerkrig i Colombia.
    Kulminationen på disse forhandlingerne kom søndag 28. august 2016, hvor Rodrigo Londono Escheverri (Timochenko) på FARC’s vegne kunne meddele, at der nu var indgået en endelig fredsaftale mellem de to parter.
    Når det lykkedes parterne at nå til enighed om ophør af krigsfjendtlighederne, som i løbet af de 60 år som krigen har varet har kostet mere end 200.000 mennesker livet (heraf de fleste civile) skyldes det primært to ting:
    Udover det drabelige antal af civile ofre - som i sig selv kunne være en grund til at ophøre med fjendtlighederne - skyldes den forventede fred, at ingen af parterne har været i stand til på afgørende vis at nedkæmpe modstanderen. Et ”window of opportunity” har åbnet sig.
    Præsident Santos tilhører den forhandlingsvenlige fløj af det colombianske borgerskab, som kan se fordele i at få fred med guerillaerne i FARC.
    Mod sig har han den borgerkrigsvenlige fløj (som var samlet omkring ex- præsident Uribe), som er modstander af enhver indrømmelse til guerillabevægelsen.
    Omvendt er FARC i de seneste år blevet alvorligt militært svækket og flere af dens ledere er blevet dræbt af det colombianske militær i militære raids.
    Ikke alle dele af FARC er lige begejstret for Santos-regeringens løfte om amnesti og våbenaflevering. De tror dybest set ikke på det colombianske borgerskab og militærs løfter til dem og ønsker at kæmpe videre.
    Det gælder således de ca. 200 guerillaer samlet i Armando Rios fronten, som kæmper i det sydøstlige Colombia i området Guavire. (”The FARC fraction refuses to disarm and demobilize”. 7. juli 2016. elpais.com).
    Præsident Santos siger om guerillaer, som nægter at efterleve fredsaftalen og afleverer deres våben: “…they will end up in a grave or in prison.” Så ved de det.
    Fredaftalen er indtil kun et stykke papir, og skal vedtages af et flertal af de colombianske vælgere ved en folkeafstemning i oktober. Ligeledes skal fredsaftalen godkendes i FARC’s ledende organer.

    Udsigten til fred er ikke god.
    Der er meget der taler for, at det heller ikke denne gang vil lykkes at få fred i Columbia.
    FARC har en gang forsøgt at opløse sig selv som guerillabevægelse og omdanne sig til en politisk bevægelse. I 1985 var den politiske højrefløj af det colombianske borgerskab ikke parat til at lade FARC integrere sig i det parlamentariske liv.
    Det endte helt galt i 1985, da paramilitære militsgrupper, anført af selvforsvarsgruppen AUC ustraffet fik lov at myrde løs på de af FARCs ledere som havde dannet Union Patriotica (UP). Det er langt fra sikkert, at FARC vil få lov til frit at benytte de parlamentariske kanaler i Colombia, som traditionelt er hærget af korruption fra top til bund af samfundet og hvor det er almindeligt politikere kan bestikkes.

    Stor fattigdom i Columbia.
    En anden grund til at freden vil blive vanskelig at opnå og vedligeholde er, at Columbia stadig har et enormt fattigdomsproblem.
    Columbia har 48 millioner indbyggere. Af disse er de 13,2 millioner opført som ”fattige”. Antallet af fattige er ganske vist faldet fra 40 % til 28 % i Santos’ regeringstid. Men udgør altså næsten en tredjedel af befolkningen.
    Det statistiske departement i Columbia definerer fattigdom som én der har en indkomst på mindre end 82 amerikanske dollars om måneden. Dvs. ca. 500 kroner om måneden.
    Ekstremt fattig er man, når ens indkomst er mindre end 36 amerikanske dollars om måneden, ca. 200 kroner.
    Der forestår et enormt omfordelingsarbejde af formuer og indkomster. Jordfordelingen er også ekstremt ulig: 60 % af jorden ejes af kun en halv procent af befolkningen. Er jordejere, borgerskab og småborgerskabet klar til en omfattende omfordeling?
    Siden 2003 har 31.000 paramilitære i selvforsvarsgrupper som AUC forladt dødspatruljerne og skal således integreres i det colombianske samfund.
    I alt har 59.000 forhenværende medlemmer af væbnede grupper har hidtil tilsluttet det civile samfund.
    Nu skal yderligere 7000 guerillaer i FARC integreres i samfundet.

    Den colombianske befolkning er moderat skeptisk overfor forsoning.
    En nylig interview-undersøgelse af befolkningens holdning til en forsoning med guerillaerne i FARC gav 10 % udtryk for at de havde tillid til guerillaerne.
    25 % mente, at man burde tilgive dem. 19 % at man burde respektere dem. 13 % mente, at en fred ville medføre mindre kriminalitet.
    60 % siger, at de ikke har noget imod at arbejde sammen med dem på samme arbejdsplads. 73 % giver udtryk for, at de ikke har noget imod at lade deres børn gå på samme skole som børn af forhenværende medlemmer af FARC.
    90 % af samtlige virksomheder i Colombia er små familieejede virksomheder, som kun beskæftiger få. Handelskammeret i Bogota har undersøgt hvordan dets medlemmer stiller sig til forhenværende medlemmer af FARC og deres integration på arbejdsmarkedet.
    30 % har ikke noget imod at medvirke til jobskabelse for forhenværende af medlemmer af FARC.
    Førstnævnte undersøgelse viser, at 82 % af de adspurgte svarer, at de er interesseret i en general forsoning. Men 50 % mener dog, at Columbia stadig befinder sig i en konflikt.
    Bogota borgmester Antanas Mockus peger på den altopslugende korruption som landets største problem og som muligvis kan blive en forhindring for en gnidningsfri forsoning af den colombianske befolkning.
    Vi imødeser med spænding hvordan fredsprocessen forløber.

    Kilder.
    Columbians believe reconciliation would bring poverty reduction. elpaiseenglish.com, 29 July 2016.

    Over 785.000 Columbians emerged from Poverty last year, says Santos.elpaisenglish.com, 26. March 2016.
    The FARC fraction refuses to disarm and demobilize, elpaisenglish.com, 7. July 2016.






  • Fredsaftale nedstemt i Columbia

    Søndag 2. oktober blev den fredsaftale -, som præsident Manuel Santos og guerillabevægelsen FARC under stor international bevågenhed havde indgået, nedstemt af et flertal af de colombianske vælgere.
    Aftalen led et knebent nederlag: 50,21 % stemte nej, 49,78 stemte ja.
    Afstemningstemaet lød: ”Støtter du den aftale, som er indgået [mellem FARC og den colombianske regering] med henblik på et ophør af konflikten og skabelse af en stabil og varig fred?”
    Aftalen er på 297 sider og er meget udførlig. Den indebærer bl.a. fuld amnesti til alle involverede parter i den årtier lange konflikt, som har 260.000 mennesker livet, 45.000 ”forsvundne” og 6,9 millioner fordrevne.
    Præsident Manuel Santos havde sat al sin prestige og politiske fremtid (?) ind på at skabe fred i Colombia.
    Mange prominente har medvirket i fredsprocessen frem mod aftalen: paven i Rom, Cubas præsident Raul Castro. Også Norge har bidraget med ”fredsmæglere” såvel som FN’s Ban Ki Moon har anbefalet aftalen.
    Mange var allerede begyndt at tale om at indstille Colombias præsident Manuel Santos til Nobels fredspris.
    Aftalen blev af mange betragtet som rangerende på lige fod med den fredsaftale, som den britiske premierminister Tony Blair indgik i 1998 i Nordirland mellem repræsentanter for de nordirske protestanter og katolikker og den forsoning som fandt i Sydafrika mellem ANC og repræsentanter for det hvide apartheid-styre efter 1994.
    Det kom som en overraskelse for de fleste iagttagere, at et lille flertal af colombianere stemmet nej til fredsaftalen.
    Det skal bemærkes, at stemmeprocenten - efter skandinaviske forhold - var uhyre lav: 37,28 %.
    Afstemningen var kun vejledende og fredsaftalen kunne være blevet vedtaget, hvis blot 13 % af de stemmeberettigede havde stemt for og at de tilsammen udgjorde et flertal af de afgivne stemmer.
    Man kunne spørge hvorfor præsident Manuel Santos satte fredsaftalen til afstemning?
    Det gjorde han formentlig fordi han vidste, at der i hans egen rækker på den colombianske højrefløj ville være stor modstand mod fredsaftalen. Således var Colombias forrige præsident Alvaro Uribe en arg modstander, da han og den øvrige højrefløj betragter aftalen som et ”forræderi” mod den colombianske stat og et ”sell out” til konfliktens mange civile ofre.
    Aftalen giver FARC lov til at deltage i den politiske proces som et lovligt politisk parti uden reference til dets politiske fortid mod at FARC lader sig afvæbne og afleverer sine våben under FN’s opsyn.
    Medlemmerne af FARC vil ifølge aftalen blive opsamlet i midlertidige lejre, hvor de skal omskoles og langsom ”indsluses” i det colombianske samfund.
    Den største anstødssten for højrefløjens modstand mod aftalen er måske, at ingen vil blive stillet til regnskab for begåede forbrydelse under den årtier lange borgerkrig.
    Både FARC, paramilitære militser og regeringshæren har begået et utal af uhyrligheder: som mord, bortførelse og massakre på hele landsbyer m.v. som vel egentlig burde straffes.
    Højrefløjen har svært ved at slå en streg over fortidens forbrydelser, som en mener FARC har begået.
    I sin tid som forsvarsminister under præsident Alvaro Uribe var Manuel Santos langt fra nogen ”due” i måden, hvorpå han håndterede krigen mod FARC.
    Hans forvandling fra ”høg” til ”due” har været svært at kapere for hans vælgere på højrefløjen og mange har valgt enten ikke at deltage i hans ”valgcirkus” eller at stemme nej.
    FARC skal nu gøre op med sig selv, om de vil fortsætte den væbnede kamp i junglen eller om de vil indgå i en fredsproces i håbet om at blive legaliseret som et lovligt politisk parti.
    FARC har en gang før i 1980’erne forsøgt at opløse sig selv og indgå i det parlamentariske system, hvilket ikke lykkedes, da højrefløjen i Colombia den gang ikke var klar til at acceptere FARC som et parlamentarisk parti.
    Sporene skræmmer.

    Kilde:
    La Colombie refuse de ratifier la paix avec les FARC. Liberation, 3. oktober 2016



  • Når krybben er tom, bides hestene.

    Dansk landbrug er ikke så liberalt, så det gør noget.
    Landbrugets hovedorganisation Landbrug og Fødevarer har besluttet at oprette et nyt selskab, som skal sælge fremavlede svinegener til såvel danske som udenlandske landmænd.
    Danavl hedder selskabet: Ejere er foruden Landbrug og Fødevarer, som sidder på aktiemajoriteten (51 %) og de to landmandsejede virksomheder DanAgro og DanBreed.
    Det har vakt røre i andedammen hos de danske svineproducenter, som aftager svinegener fra Danavl og videresælger disse til aftagere i Danmark og i resten af verdenen.
    Hidtil fandtes der 6 sådanne mindre firmaer, som solgte Danavls svinegener på kontrakt med Landbrug og Fødevarer, som administrerer genbanken.
    Landbrug og Fødevarer opsagde kontrakten med disse små sælgere, fordi organisationen nu ønskede selv at score profitten på salget og fjerne de 6 mellemhandlere.
    Denne fremgangsmåde sætter i høj grad spørgsmålstegn ved Landbrug og Fødevarer påståede liberalistiske holdning til afsætning af landbrugsprodukter.
    I det hele taget er der opbrud i dansk landbrug.
    Foreningen af Danske Svineproducenter trak i foråret sine 3 medlemmer af bestyrelsen i Videncenter for Svineproduktion ud i protest mod Landbrug og Fødevarers ny selskab.
    Foreningens medlemmer følte sig udfordret af den ny konkurrent, som truede med at sælge de fremavlede gener og svin til en lavere pris i udlandet end til danske landmænd.
    Direktør i den konkurrerende organisation Bæredygtigt Landbrug Hans Aarestrup forklarer, at mange landmænd ikke længere føler sig repræsenteret af landbrug og Fødevarer.
    Der er for mange konfliktende interesser i Landbrug og Fødevarer, som både omfatter store industrivirksomheder og andelsselskaber.
    Hans Aarestrup giver et eksempel på, hvorfor utilfredsheden med Landbrug og Fødevarer breder sig blandt danske svineproducenter.
    Eksemplet er avlsselskabet SPF, som i sin tid blev dannet af danske svinebønder og hørte til under andelsselskabet Danske Slagterier.
    Danske Slagteri lukkede imidlertid og blev solgt til Danish Crown, som tidligere på året solgte SPF videre til Danish Agro for et trecifret beløb.
    Hans Aarestrup konkluderer: ”Hokus pokus, så har Danish Crown lige hevet 200 millioner kroner op af lommen på bønderne.”
    De 6 seks små sælgere på kontrakt fra Landbrug og Fødevarer har indklaget Landbrug og Fødevarer for Konkurrence -og Forbrugerstyrelsen med påstand om karteldannelse.
    Det afviser advokat Morten Kofman fra advokatfirmaet Kromann Reumert, som fører sagen for Landbrug og Fødevarer.
    Det ny selskab vil ikke bevirke mindre konkurrence, men sandsynligvis mere. Enkelte aktører kan forsvinde fra markedet, men det gælder om at styrke dansk landbrug i sin helhed og ikke enkelte aktører - som f.eks. Porc-Ex-Breed.
    Landbrug og Fødevarer ser frem til at forøge sin eksport af danske svin og dansk avlede svinegener på eksportmarkederne.
    I øjeblikket omsætter Landbrug og Fødevarer for 2 milliarder om året.

    Kilde: Sebastian Abrahamsen: Store svinedrømme splitter dansk landbrug. Dagbladet Information, 22. juli 2016.




  • Hvad skal vi med humaniora?

    Forskningsprojektet Humanomics har udgivet sin anden bog ”Kortlægning af dansk humanistisk forskning”
    Forskningsprojektets titel Humanomics kunne antyde, at de humanistiske fag bør vurderes med en økonomisk målestok.
    Selv målt med en økonomisk målestok gør de humanistiske fag sig godt:
    Der bruges årligt 54 milliarder kr. på forskning i Danmark. Kun 8 milliarder af disse går til de humanistiske fag.
    Det er jo ikke i sig selv overvældende.
    Humaniora har tilmed den højeste produktion af kandidater: 1, 27 kandidat bliver færdiguddannet for hver forsker. En tredjedel af samtlige studerende i Danmark læser et humanistisk fag. Mens omvendt kun 20 % af det videnskabelige personale er ansat på humaniora.
    Det lyder da i alle henseender udmærket, selv for en økonom som tænker i nytteværdi.
    Kun en forsvindende lille del (lidt mindre end en syvendedel) bruges - på de humanistiske fag - af de samlede forskningsmidler.
    Humaniora kræver færre forskere for hver uddannet humanist.
    Humanister er tilmed billige i drift. De udgør en tredjedel af de studerende, men lægger kun beslag på en femtedel af det videnskabelige personale.
    Det må da siges at være en succeshistorie - om man kan lide det eller ej.
    Og så kan det godt være, at ikke al humanistisk er lige relevant. Men hvem skal afgøre det?

    Lad mig slå et slag for humaniora.
    Den økonomiske videnskab befinder sig i en akut krise. Dens prognoser holder ikke. Dens økonometriske simulationsmodeller bygger på forkerte eller utilstrækkelige forudsætninger.
    Modellerne bygger på en række antagelser om forholdet mellem nogle økonomiske parametre, som sjældent holder stik.
    Men får vi økonomer til at indrømme, at deres økonomiske simulationsmodeller er til ingen nytte, fordi de ofte rammer forkert - og ikke kan forudsige den kommende økonomiske udvikling?
    Humaniora kan og skal ikke bedømmes efter de økonomiske teorier om nytteværdi. Men efter helt andre kriterier.
    Humaniora lader sig ikke skrive på formel.
    Drop forhenværende minister Helge Sanders tanke om ”fra forskning til faktura”.
    Humaniora er i bund og grund uproduktiv og kan ikke måles med almindelige økonomiske alen.

    Kilde: Jan Maintz: Vigtigt rygstød til humaniora mister pusten. Dagbladet Information, 30. juli, 2016.

  • Tyrkiets Grå Ulve hyler stadig.

    I sidste uge samledes titusinder af tyrkiske immigranter i den tyske by Köln til støtte for den tyrkiske præsident Recep Tayyik Erdogan.
    Til Erdogans støtter hører nu også den højreekstreme organisation ”De Grå Ulve”, som nu øjensynligt vejrer morgenluft oven på Erdogans vellykkede nedkæmpelse af det militære kupforsøg.
    Ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel Online kan De Grå Ulve mønstre ca. 10.000 medlemmer (Spiegel Online: Die unheimliche Wölfe. 15. februar 2014).
    Migrationsforsker Faruk Sen, mangeårig leder af Essener Zentrum für Türkeistudien, ser nye alliancer i den tyrkiske diaspora mellem Erdogans tilhængere og de Grå Ulve. I takt med at Erdogan bliver mere aggressiv, sker der en tilnærmelse mellem ham og De Grå Ulve. De højreekstreme Grå Ulve ser ”et perspektiv” heri.
    3 ud 4 fire tyrkiske statsborgere i Tyskland stemte for Erdogan. Faruk Sen angiver som årsag hertil - den rolle som foreningen af ”Unionen af Tyrkisk-Europæiske Demokrater”, som står Erdogan nær - spiller.
    Også den tyrkiske dækorganisation DITIB og tyrkiske moskeforeninger virker i samme retning (Neues Deutschland, 27.6 2016).
    De Grå Ulve er oprindeligt en ungdomsorganisation tilknyttet det tyrkisk nationalistiske MHP. Organisationen øvede i 1970’erne en række blodige attentater med dødelig udgang for adskillige i Tyrkiet.
    Wikipedias oversigt over massakrer begået i Tyrkiet viser, at De Grå Ulve var involveret i flere attentater i 1978 og 1980.
    De Grå Ulve viger ikke tilbage for at begå vold mod folk, som de ikke bryder sig om: alevitter, kurdere, armeniere og socialister.
    De Grå Ulve er tilhængere af et Stortyrkiet, som strækker fra Balkan til Centralasien. Grå Ulve har således været aktive i krigene på Balkan i 1990’erne og i krigen mellem Armenien og det azerbadjanske Nagorno-Kharabag.
    Spiegel kan rapportere, at tilhængere af de Grå Ulve hyppigt overfalder kurdere på åben gade og går til angreb på kurdiske foreninger.
    I januar 2013 fandt der et attentat sted i Paris, hvor 3 kvindelige kurdiske aktivister, medlemmer af PKK, blev dræbt af ukendte gerningsmænd. To af de 3 var ledende medlemmer af PKK (Gegen Sakine Cansic og Leyla Söylemez). Drabene kunne være begået af det hemmelige tyrkiske efterretningsvæsen (MIT) eller af De Grå Ulve. (Spiegel, Spur nach Deutschland, 3, 2013; Die unheimliche Grauen Wölfe, 15. februar 2014).
    De tyske myndigheder har svært ved at opklare de forbrydelser, som De Grå Ulve begår. En ”LKA-Statsschützer” (1) udtaler til Spiegel: ”Wir haben das Problem, bestimmte Sachschädigung und Brandanschläge gegen kurdische und linke türkische Einrichtungen nicht eindeutig zuzuordnen zu können. Grau Wölfe veröffentlichen keine Bekennerschreiben”.

    Politikerne burde være mere opmærksomme på hvem de omgås.
    Spiegel bemærker, at den tyske kansler Angela Merkel tilsyneladende ikke lider af berøringsangst, når det gælder om at omgås det nationalistiske MHP.
    Ved et besøg i Ankara i 2010 mødtes hun med formanden for MHP, Devlet Bahceli.
    Mange tyske politikere har ikke gjort sig klar over, hvem de har med at gøre.
    Således lod den forhenværende overborgmester i Duisburg Adolf Sauerland (CDU) sig fotografere med Grå Ulve.
    Medlem af partiet De Grønne og kandidat til Forbundsdagen Rainer Blum optrådte i sommeren 2013 som gæstetaler i et problematisk selskab.
    Medlem af Forbundsdagen Kai Wegener (CDU) poserede foran tyrkiske nationalisters fane. (Spiegel Online: 15. februar 2014).
    Ifølge de tyske sikkerhedsmyndigheder opfordrer ledende kadrer i MHP og De Grå Ulve sine medlemmer til at bruge de eksisterende partier som en indfaldsport til det politiske system. Det er myndighedernes opfattelse, at medlemmer allerede har efterkommet dette ønske.
    De Grå Ulve forsøger også via nettet at få fandt i de unge med filmklip på You Tube og med hiphop-sange.
    I en af disse lyder det. ”Ich mach dich platt, du kurdischer Nazi, ich steche dich ab wie eine Hure, die im Park liegt”. [jeg gør det af med dig…slagter dig som med en skøge, der ligger i en park].
    ’Man merkt ja die Absicht, und wird verstimmt’.
    Var det for resten ikke den tyske digter Goethe, som sagde det?

    Fodnote (1): I den Tyske Forbundsrepublik har man foruden det føderative Bundessicherheitsdienst også sikkerhedstjenester i de tyske Länder: Heraf Landessicherheitsdienst. LKA.
    Kilde: Spiegel: Spur nach Deutschland, 3. 2013; Spiegel Online, Türkische Nationalisten in Deutschland. Die unheimlichen Grauen Wölfe, 15. februar 2014.
    Wikipedia: Tyrkiske massakrer.







  • Det demokratiske Partis konvent i Philadelphia. Et andet sted i byen.

    Philadelphia hedder den by i staten Wisconsin, hvor Det demokratiske Parti holder sit konvent, som skal vælge partiets præsidentkandidat til valget i november 2016.
    Alverdens medier fylder døgnets timer med ligegyldige nyhedsreportager om lige så ligegyldige og betydningsløse begivenheder i konvent-salen.
    Konventet er et stort show-nummer og tjener kun et formål, at krone Hillary Clinton til partiets præsidentkandidat.
    Uden for konventet i den nordlige del af Philadelphia findes en helt anden virkelighed, som er langt mere barsk og som slet ikke ligner det glansbillede, som medierne præsenterer af Middelklasse-Amerika.
    Det fortæller Malcolm Kenyatta, 24 år gammel og vokset op i bydelen om: ”Vi har i det nordlige Philadelphia omtrent 250.000 mennesker der lever i fattigdom eller dyb fattigdom. Det er noget som skal ændres”, som er gået ind i politik.
    En anden af indbyggerne i det nordlige Philadelphia Jason Smith er dybt skuffede over politikerne, som kun besøger bydelen for at gå på stemmejagt: ”Tingene er ikke blevet bedre i de otte år, Barack Obama har været præsident. Tværtimod de er blevet værre”. Og han forsætter: Folk er desperate. Der er ikke noget arbejde. Skolerne er en katastrofe. Gymnasiet blev lukket sidste år, fordi lærerne ikke kan klare det længere. Grundskolen har kun tre lærere til 180 elever i 8. klasse.”
    Jason Smith arbejdede indtil for 4 år siden på flådens skibsværft i det sydlige Philadelphia som byggearbejder, hvor han tjente 40 dollars i timen. Men så blev han sammen med andre fyret. ”Jeg har ikke kunnet finde noget andet arbejde. Ingen politikere i Philadelphia interesserer sig for vores desperate situation her. De kommer ikke en gang på besøg.”
    Det er unægtelig en anden historie end den jeg hørte i min skoletid i 1960’erne om USA som det ”forjættede land”, hvortil mange hundredtusinder var udvandret til gennem tiderne.
    Jeg husker tydeligt frasen om USA som et land med ”Great Opportunities”, hvor det stod enhver frit at avancere fra skopudser til millionær.

    Mangel på et troværdigt politisk lederskab.

    Hverken Demokraternes Hillary Clinton eller Republikanernes Donald Trump forekommer mig at være troværdige kandidater til præsidentposten.
    Desværre kan jeg heller ikke sætte min lid til Hillary Clintons demokratiske modkandidat Bernard Sanders. Ærgerligt nok. Her var ellers en oplagt mulighed for at få en ”demokratisk socialist”, som vil gøre det superkapitalistiske USA til en socialdemokratisk velfærdsstat.
    Hvilket i sig selv ville være at foretrække frem for Clintons og Trumps kapitalistiske ulighedssamfund. Historien står imidlertid i vejen for Bernie Sanders eksperiment.
    Venstrefløjen i USA har i mangel af et egentligt arbejderparti i USA lige siden 1920’erne fulgt den fejlagtige politiske strategi, at forsøge at gøre Det demokratiske Parti til et arbejderparti, hvilket aldrig vil kunne lade sig gøre, da det i bund og grund er et parti, som med glæde accepterer den amerikanske kapitalisme og en borgerlig demokratisk styreform.
    Intet oprør - og ikke nok så meget pression fra partiets græsrødder - vil nogensinde udgå fra toppen af dette helt igennem borgerlige parti, som med glæde omfavner ikke ”Main Street” men Wall Street”.
    Kun håbet om noget bedre lades tilbage.

    Kilde: Martin Burchardt: Her står liver stille for den 'anden halvdel'. Dagbladet Information, 28. juli 2016.



  • Fransk Guantanamo?

    I sin iver efter at agere opposition til Francois Hollandes ”socialistiske” regering i Frankrig og dens anti-terror lovgivning fremkommer den forhenværende franske præsident - og måske kommende højrefløjskandidat til præsidentposten - Nicholas Sarkozy i det franske dagblad Le Monde med nogle bemærkelsesværdige udtalelser i forbindelse med de terrorhandlinger, som har fundet i Frankrig på det seneste.
    Sarkozy er nået frem til den erkendelse, at: ”Det har vist sig, at der er en forbindelse mellem kriminalitet og terrorisme. Enhver kriminel, der er dømt til mere end 5 års fængsel, skal udvises.”
    Sarkozy er godt klar over, at det kan en fransk regering ikke gøre uden at ændre sin lovgivning. Sarkozy overser tilsyneladende, at han dermed forbryder sig imod et af de vigtigste konstitutionelle principper i fransk forfatning: nemlig at enhver fransk statsborger ikke uden videre kan udvises, så længe vedkommende har fransk statsborgerskab.
    Men det er der - ifølge Sarkozy - råd for. Han erklærer sig nemlig enig med sin partifælle i den franske nationalforsamling Georges Fenech, som er medforfatter til en parlamentarisk rapport om terrorisme. Rapporten foreslår, at den franske stat opretter et fransk Guantanamo på lige fod med den amerikanske fangelejr Guantanamo på den cubanske ø Cuba, som USA har lejet på ubestemt tid.
    Rapporten foreslår at alle, der er ”registreret som havende det mindste at gøre med terrorisme bør bære elektronisk fodlænke eller interneres i lejre.” (Information, 28. juli 2016).
    Som svar på Le Mondes spørgsmål, om dette ikke ville være et angreb på retsstatens princip, om at man er uskyldig indtil andet er bevist, svarer Sarkozy: ”Vores system må være sådan, at det snarere beskytter fremtidige ofre end fremtidige gerningsmænd”.

    Har Sarkozy smidt sine borgerlige idealer overbord?

    Man må spørge: Hvad blev der af de frihedsrettigheder, som blev introduceret med den borgerlige franske revolution 1789?
    Herunder de garantier, som franske borgere fik mod at blive udsat for vilkårlige overgreb fra statsmagtens side?
    Har den borgerlige Sarkozy helt glemt sit ideologiske grundlag som tilhænger af den franske Republik og dens grundprincipper om ”frihed, lighed og broderskab”?
    Vi hjælper gerne Sarkozy lidt på vej i sine overvejelser over, hvor et fransk Guantanamo kunne oprettes. Vi foreslår i flæng:
    De to caribiske øer Guadeloupe eller Martinique. Også øen La Reunion i Stillehavet kunne komme på tale.
    Vi kan vel dårligt foreslå den lille ø Skt. Helena, som den afsatte kejser Napoleon Bonaparte blev forvist til i 1820’erne, da den vist ikke længere er fransk.

    Kilde: Tine Byrckel: ”Drab på præst sprænger det politiske sammenhold i Frankrig”. Dagbladet information, 28. juli 2016.


  • Liberalisme i fri dressur.

    I Region Syddanmark udspiller sig en yderst komisk - men for borgerne - tragisk affære. Her har et flertal i Regionsrådet på et tidspunkt udliciteret ambulancetjenesten til et hollandsk selskab BIOS.
    Den Europæiske Union forlanger, at alle offentlige udbud over en vis sum, skal i åbent udbud. Det kom ambulancetjenesten i Region Syddanmark og hollandske BIOS lå langt under konkurrenten Falck i pris.
    Offentlige udbydere er ifølge EU’s regler forpligtet til at tage det billigste bud.
    Region Syddanmark må have vidst, at det ville blive svært for hollandske BIOS at leve op til sine forpligtelser som leverandør af ambulancekørsel i Regionen, da det var så som så med ekspertisen.
    I løbet af kort tid skulle BIOS skaffe arbejdskraft i form af reddere, som de ikke havde i forvejen. Med stort møje og besvær kom BIOS’ ambulancekørsel i stand.
    Regionsrådet var fra starten utilfredsmand med BIOS’ bemandingsplaner og klagede over huller i bemandingen.
    I efteråret 2015 gik det helt galt.
    Her fremsendte BIOS to regninger inden for samme måned og Region Syddanmark betalte uforvarende begge regninger.
    BIOS modtager betaling forud for sin ydelse, men havde - vist nok ved en fejltagelse - sendt to regninger af sted i sammen måned.
    Nu var gode råd dyre for Regionsrådet og dets administration, da BIOS ikke uden videre så sig i stand til at tilbagebetale det for meget udbetalte beløb til Regionen.
    Lige som det kan være svært for Regionen at kræve for meget udbetalt løn tilbage af en medarbejder, kan det være svært at kræve for mange udbetalte penge tilbage fra en kunde.
    Det kræver normalt en retssag, hvis medarbejderen - i dette tilfælde en kunde - insisterer på at beholde sin for meget udbetalte løn.
    BIOS havde ikke til sinds at tilbagebetale beløbet, da koncernen tilsyneladende enten var i betalingsvanskeligheder eller ønskede at trække sig ud af en ufordelagtig forretning.
    Sidst har Region Syddanmark følt sig tvunget til, at tage ambulancekørslen tilbage og oprette sit eget regionale selskab.

    Frem og tilbage er lige langt.
    Måske skulle det politiske flertal i Regionsrådet overveje det ufornuftige at udlicitere et så vigtigt område som ambulancekørsel på et tidspunkt, hvor det offentlige nedlægger eller sammenlægger sygehuse og hvor der bliver længere til nærmeste sygehus.
    Måske skulle det politiske flertal i Regionsrådet overveje slet ikke at udlicitere ambulancekørsel i Region Syddanmark i betragtning af, hvor galt det kan gå.
    Nu sidder flertallet med håret i postkassen.
    Det kunne de have undgået, ved ikke at ligge under for tidens herskende liberalisme. At konkurrenceudsætte en service som ambulancekørsel er ikke altid fornuftigt.
    Faktisk burde det ikke være tilladt, da det åbenbart er dyrere - og meget usikkert for borgerne - at udbyde det i fri licitation.
    Ambulancekørsel burde - som andre basale serviceydelser - slet ikke konkurrenceudsættes, men forblive i offentligt regi.
    Regionsrådet i Syddanmark ligger som det selv har redt.