29-01-2022

En fagbureaukrats fald.

Hvis man skal kortlægge magteliten i Danmark - og det afgørende kriterium for magt og indflydelse, må forbundsformand for 3F Per Christensen være en af de mægtigste mænd i Danmark.

Udover at være forbundsformand i Danmarks største fagforbund 3F har Per Christensen også andre topposter.

Han er således bestyrelsesformand i Arbejdernes Landsbank, ligeledes  er han bestyrelsesformand i pensionskassen Pension Danmark og sidder i bestyrelsen for det Kongelige Teater.

Altså en særdeles indflydelsesrig person, som helt klart tilhører magteliten i Danmark.

Med sine mange bestyrelsesposter må man gå ud fra, at forbundsformand Per Christensen har sine forbindelser i orden.

Man må også gå ud fra, at han er godt orienteret om, hvad der rører sig i det danske samfund.

F.eks. kan det næppe havde undgået hans opmærksomhed, at forholdet mellem kønnene har været til debat med Me Too-bevægelsen og de mange sager om mænds krænkelser af kvinder (og kvindelige bekendtskaber.

Man skulle mene, at det for en person med en så stor og bred omgangskreds som Per Christensen ville være plat umuligt at forsøge at hemmeligholde sine kvindelige bekendtskaber.

Ikke desto mindre var det det, som han forsøgte.

Det er umuligt at granske i hans motiver til at gøre det, når vi ikke kender hans person.

Det spørgsmål, som skal stilles er følgende:

Hvad får en fagbureaukrat som Per Christensen til at fuldstændigt til at miste sin dømmekraft i personlige anliggender?

Efter dagspressens afsløringer af hans privatliv klæber der en mistanke til den afgåede formand og til den organisation, som han stod i spidsen for.

Er det hans position som formand i et fagforbund for ufaglærte som gør, at han mister sin dømmekraft i personlige sager? Og er hans manglende dømmekraft i personlige anliggender et udtryk for topbureaukratens magtfuldkommenhed?

Jeg er bange for, at hans adfærd i personlige anliggender blot afspejler en handlemåde, som han også er parat til at bruge i andre henseender.

Mange menige medlemmer i 3F gør dagligt et stort stykke arbejde på deres arbejdspladser og må græmmes ved forbundsformandens amourøse eskapader.

De må spørge sig selv, om de har valgt den rette formand, som i øvrigt også kunne være en kvinde.

Men frem for alt afspejler det en fagbevægelse i krise. En fagbevægelse hvis top har mistet sin fornemmelse for sin egentlige opgave: at varetage deres medlemmers elementære interesser som lønmodtagere (lønarbejdere).

Men det gør den ikke. Forklaringen er ligetil.

Den danske fagbevægelses top har i årtier været domineret af socialdemokrater.

De ufaglærtes fagforbund har altid været styret af socialdemokrater. Fra DASF, over SID og til 3F.

Formelt set har disse fagforbund været demokratiske, men i praksis udemokratiske og topstyret af et lag af bureaukrater, som har mistet forståelsen af deres opgave.

Det øverste lag af bureaukrater har skilt sig ud som et særligt lag, som varetager sine egne særskilte interesser - og ikke medlemmernes.

Måske er det forklaringen på Per Christensens mærkværdige personlige adfærd.    

 

Kilder:

Willy Strube - Wikipedia, den frie encyklopædi

Willy Strube er død | Indland | DR

Per Christensen - Wikipedia, den frie encyklopædi

Hardy Hansen - Wikipedia, den frie encyklopædi