16-12-2021

Et kig i krystalkuglen 2022.

Danmark.

Mette Frederiksens popularitetskurve har været på vej nedad siden er på vej

ned siden minkaffæren.

Spørgsmålet er, om hendes regering vil overleve en eventuel skyldig dom for at have beordret samtlige mink aflivet uden at have det tilstrækkelige lovgrundlag.

Hvis hun, hendes ministre og embedsmænd erkendes skyldige i ikke at have tilstrækkeligt lovgrundlag, vil det være op til et flertal i Folketinget at afgøre hendes videre skæbne.

Ministeransvarlighedsloven kan komme i spil, hvis et flertal i Folketinget finder

Mette Frederiksens regerings handlemåde tilstrækkelig kritisabel. Der kan således blive tale om en Rigsretssag.

Hvis ikke Mette Frederiksens regering findes skyldig i at handlet uden tilstrækkeligt lovgrundlag, vil minksagen under alle omstændigheder have givet hendes regering skrammer i lakken. 

Regeringsoppositionen vil selvfølgelig forsøge at få det maksimale ud af regeringens manglende lovgrund og har forbrudt sig mod ministeransvarsloven. Den samlede opposition vil formentlig stemme for en Rigsretssag.

Regeringens støttepartier har været mere end tilbøjelige til at hånden under Mette Frederiksens mindretalsregering.

Støttepartierne har ikke udnyttet deres nøgleposition til at holde regeringen fast på dens løfter i ’forståelsespapiret’, som ligger til grund for støtten.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten holder lav profil - angiveligt for ikke at ville vælte Mette Frederiksens regering.

Det er vel ikke for meget sagt, at begge partier agerer halehæng til Mette Frederiksens socialdemokratiske regering.

Oppositionens såkaldte ’blå blok’ synes ikke at være i stand til at yde Mette- Frederiksen-regeringen tilstrækkeligt modspil - og optræder ikke med tilstrækkelig styrke til at kunne udgøre et regeringsalternativ.

’Blå blok’ synes at sætte sin lid til det Konservative Folkepartis formand Søren Pape som leder af blokken.

Partiet Venstre synes handlingslammet - og slikker sårene efter dets formand Lars Lykke Rasmussens exit fra partiet og ex-minister Inger Støjbergs rigsretssag.

Den yderste højrefløj i partiet Ny Borgerlige lugter blod, da det højrepopulistiske Dansk Folkeparti befinder sig i en alvorlig ledelseskrise.

Fagbevægelsen ser passivt til og gør intet for at mobilisere sine medlemmer til kamp mod det uretfærdige fagretslige system.

Fagbureaukraterne har ladet sig inkorporere i det fagretslige system og spiller helt efter dets regler, hvilket hæmmer medlemmernes kampmuligheder.

Fagbureaukraterne i de offentligt ansattes fagforeninger står i vejen for en kamp mod forringede løn -og arbejdsvilkår på offentlige arbejdspladser.

Den vigtigste kamp i de kommende år kommer til at stå i den offentlige sektor om de forringede løn -og arbejdsvilkår.

Denne kamp skal udkæmpes ikke blot de offentlige arbejdsgivere i stat, regioner og kommuner men også mod fagbureaukraterne i de offentligt ansattes fagforeninger.

 

Sverige.

Ny socialdemokratisk regering. Ny socialdemokratisk statsminister. Ny politik?

Indvandring og kriminalitet synes at være de  vigtigste politiske stridsspørgsmål i Sverige.

Ingen politiske partier (eller forskere) synes at have løsningen på disse spørgsmål.

Den yderste højrefløj i partiet Sverigedemokraterne synes at have vind i sejlene og vil formentlig vinde frem og blive større i det svenske parlament.

Indtil videre er det lykkedes det øvrige partier at holde det højreekstreme Sverigedemokraterne borte fra regeringsindflydelse.

Som i andre lande tjener det den yderste højrefløj bedst at holde sig fra enhver  regeringsdannelse - og i stedet fremføre sine højrepopulistiske holdninger i opposition til den til enhver tid siddende regering.

Historien viser, at højre-populister står sig bedst ved unddrage sig regeringsansvar.

Hvis de kommer for tæt på regeringsmagten brænder de fingrene og blive for ’stuerene’ i folkets øjne.

Historien viser, at hvis de følger en tosidig strategi, dels parlamentarisk, dels udenomsparlamentarisk nås de bedste resultater.

 

England.

Boris Johnson kom til magten efter Brexit-afstemningen og red på en bølge af utilfredshed med britisk medlemskab af den Europæiske Union.

Boris Johnson er ikke en ideologisk politiker, snarere en yderst pragmatisk og holdningsløs politiker.

Han kastes hid og did af dem, som han omgiver sig med. Derfor har han heller ikke en klar politik på nogen områder.

Det er derfor svært at spå om hans konservative regerings fremtid.

Labour forekommer ikke umiddelbart at være et brugbart alternativ. Dertil har partiet været præget af for interne rivninger.

Efter Jeremy Corbyns nederlag ved sidste parlamentsvalg er partiets venstrefløj kørt  ud på et sidespor.

Labours ny leder Keith Starmer førte sig frem som en kompromiskandidat mellem partiets 2 fløje.

Sammen med de borgerlige medier kørte partiets højrefløj hetz mod Corbyn som en yderliggående socialist, der ville omkalfatre det bestående britiske samfund.

Højrefløjen i partier beskyldte Corbyn for ’antisemitisme’ - og fik ham og mange andre udrenset.

Corbyn er ikke ’antisemitisk’. Corbyn tillader sig at kalde den israelske regering politik for zionistisk. Det gør ham ikke til ’jødehader’.

Den herskende klasse har en interesse i at puste til ilden i Labour, således at partiet forbliver ukampdygtigt - og formodentlig ikke vil udgøre en trussel mod en konservativ regering (ikke nødvendigvis med Boris Johnson som leder).

 

Frankrig.

Der er ingen oplagte vindere af det franske præsidentvalg i april 2022.

Emanuel Macron har næsten sat al sin popularitet over styr i løbet af sin præsidentperiode.  

Han indledte med at forøge benzinpriserne og blev mødt af massive protester, som udviklede til månedlange gadekampe mellem politi og demonstranter.

Utilfredsheden synes at have bredt sig langt ind i det franske militær, som ikke  siden Algier-krigen 1956-1962 har ytret sig i så utvetydige vendinger som nu.

100 militærpersoner har i et åbent brev tilkendegivet deres utilfredshed med nationens tilstand og forlanger mere handlekraftige politikere, som kan gribe overfor nationens overhåndtagende problem: islam og immigration og almindelig uorden.

LETTRE OUVERTE A NOS GOUVERNANTS - Place d'armes (place-armes.fr)

De borgerlige samles om flere kandidater: Les Republicains (Nathalie Precresse), Marine Le Pen (Rassemblement National) og opkomlingen Eric Zemmour.

Af disse synes Marine Le Pen synes at være det bedste bud på en præsidentkandidat.

Venstrefløjen samler sig omkring Jean-Luc Melenchon La France Insoumise, som imidlertid kun står til at 10% af stemmerne.

 

Spanien.

Pedro Sanchez’ socialdemokratiske mindretalsregering fører en noget usikker tilværelse.

Hans regering er kun kommet i stand med støtte fra det venstreorienterede PODEMOS og små catalonske partier.

Det gør det forholdsvis let for oppositionen i det konservative Partido Popular og i det højreekstreme VOZ at yde ham modspil.

Oppositionen slår især på Cataloniens status autonom provins. Oppositionen er imod Cataloniens selvstændighed og ønsker at bevare Spanien som en enhedsstat.

Oppositionen forsøger at piske en stemning i vejret mod de flygtninge, som ankommer til de spanske kyster.

Pedro Sanchez vil formodentlig være i stand til at bevare sit flertal i det spanske parlament.

 

Italien.

Siden 2. verdenskrig har Italien ikke været politisk stabilt. Utallige regeringer har afløst hinanden.

Stabiliteten har endnu ikke indfundet sig.

Det politiske billede har ændret sig fuldstændigt.

Væk er de gamle partier, det konservative kristne parti, det socialdemokratiske og det kommunistiske parti.

Ny er kommet til: Lega, (oprindeligt norditaliensk), Beppe Grillos Femstjernebevægelse, Silvio Berlusconis Forza Italia og centrum-venstre sammenslutningen Partido Democratico.   

Venstrefløjen var samlet i Rifondazione Communista.

De politiske grupperinger har ikke kunnet finde sammen om at udpege en regeringsleder, så teknokraten Mario Draghi har fået til opgave at styre landet gennem sin økonomiske og politiske krise.

Ved næst kommende valg lurer et gammelt spøgelse ude i kulissen. Navnet er Silvio Berlusconi. Man tror næsten ikke, at der stadig er liv i den gamle krikke.

Men Berlusconi spås en fremtid som kommende regeringschef efter et valg.

På spring står som altid den yderste højrefløj. Det seneste skud på stammen kalder sig Fratelli Italiani (italienske brødre).

Partiet har sine rødder i den historiske fascisme, men fører sig frem i højrepopulistiske klæder, anført af den karismatiske arbejderdatter Giorgia Meloni.        

Meet Giorgia Meloni, A Dangerous New Leader for Italy’s Far Right (jacobinmag.com)

Jeg spår desværre Fratelli Italiani en stor fremtid i italiensk politik.  

 

Rusland.

Den autokratiske russiske præsident Vladimir Putin mister støtte i den russiske befolkning.

Hvis man skal forstå Putin, skal man tage hans fortid som chef for den hemmelige efterretningstjeneste KGB i betragtning.

Putin er barn af den Kolde Krig og tænker som koldkriger.

Putin har udtalt, at han mener, at den største ulykke i hans liv, var USSR’s sammenbrud og opløsning.

Efter USSR’s sammenbrud har Putin oplevet et Vesten, som har ’ædt’ sig ind på Moder Rusland, Ruslands nærområder.

Han har set de gamle østblok-stater blive opslugt af NATO og EU. Putin bryder sig ikke om, at Vesten kommer for tæt på Moder Rusland.

Grænsen for Vestens indflydelse går for ham ved grænsen til Ukraine.

Han har allerede stiltiende tålt, at (private?) militsgrupper (’små grønne mænd’) har besat den østlige del af Ukraine og tåler ikke, at Ukraine bliver en del af NATO og EU.

Derfor står han stålfast på, at Ukraine ikke må ende i favnen på NATO og EU.

Det er dog ikke min vurdering, at parterne tør tage en krig på det nuværende grundlag.  

Indenrigspolitisk mister han opbakning i dele af befolkningen, mens han strammer kursen overfor NGO’er, som han betegner som ’fremmede agenter’.

Han tillader kun et minimum af politisk opposition.      

 

USA.

USA kom i et kraftigt politisk stormvejr, da den tabende republikanske præsidentkandidat Donald Trump nægtede af anerkende sit nederlag og forsøgte at mobilisere sine støtter til at storme det Hvide Hus og kuppe sig til magten.

Stormen blev reddet af - og Demokraternes Joe Biden har indledt sin præsidentperiode på 4 år.

Oven på forskrækkelsen over Trumps mislykkede kupforsøg nærede mange store forhåbninger til Demokraternes Joe Biden.

Biden red på en bølge af sympati både i kraft af sin person og sine politiske synspunkter på klima, infrastruktur og sundhedspolitik.

Men Biden sidder usikkert i sadlen. Han har kun et spinkelt flertal bag sig i Kongressens 2 kamre - og kan nemt miste inden næste midtvejsvalg i 2022.

Hans håndtering af de amerikanske troppers exit fra Afghanistan, Corona-epidemi og asyl til flygtninge har ikke været alt for heldig.

Måske er Biden mere sympatisk end kupmageren Trump, men hans politik er ikke mere klar.

Det er mit indtryk, at Biden vil få det svært i resten af sin præsidentperiode. Han har ikke et enigt parti bag sig.

Venstrefløjen i det Demokratiske parti finder ikke Biden ’progressiv’ nok, mens højrefløjen finder ham for ’venstreorienteret’.

I marginen af partiet står en aldrende Bernie Sanders, som næppe kan regnes som et bud på en venstrefløjskandidat ved næste præsidentvalg.

Andre ligesindede må tage over efter ham.

 

Kina.

Den kinesiske præsident Xi Jin Ping har udnævnt sig selv til livsvarig præsident og har grundlagt sin egen doktrin, Xi Jin Ping-tænkningen.

Indenrigspolitisk har han strammet tøjlerne overfor den kinesiske befolkning. Det er især gået ud over uighurerne i Sinkiang provinsen.

Hundredtusinder af uighurer internes i ’genopdragelses-lejre’, hvor de udnyttes som gratis arbejdskraft; mens det kinesiske kommunistiske parti uanfægtet afholder olympiske vinterlege.

Udenrigspolitisk opfører den kinesiske folkerepublik sig som en gammeldags europæisk kolonimagt.

Xi Jin Pings stort anlagte Belt and Road Initiative omfatter den meste af Asien og strækker sig langt ind i Afrika.

Kina tilbyder asiatiske, afrikanske og latinamerikanske lande at bygge infrastruktur og medbringer sin egen kinesiske arbejdskraft.

Fattige lande tager med glæde imod kinesernes favorable tilbud og den kinesiske Folkerepublik udbygger sine magtrelationer og styrker sin stilling som rivaliserende stormagt over for USA.

Xi Jin Ping forsætter uforfærdet Folkerepublikkens ét-Kina politik og vogter nøje over Hongkong og Taiwan, som Folkerepublikken betragter som tilhørende Folkerepublikken.

Der kan forventes øgede spændinger i det sydkinesiske Hav og i farvandene omkring Taiwan mellem USA og Kina.

Ingen af parterne vil dog næppe ty til egentlig krig.

 

Konklusion.

På alle fronter et begivenhedsrigt 2022, som det bliver spændende at følge.