24-06-2021

Historiker Michael Kjeldsens forsvar for forbuddet mod Danmarks Kommunistiske Parti 22. august 1941.

22. juni 2021 angreb det nazistiske Tyskland Stalins Sovjetunion.

De 2 totalitære regimer var nu i krig med hinanden.

Franske og især britiske politikere havde ført en ’fredeliggørelses-politik’ overfor en stadig mere aggressiv nazistisk udenrigspolitik med krav om ’Lebensraum’ og ’Drang nach Osten’.

Hitlers nazister foretrak imidlertid i 1939 at indgå en pagt med Stalins USSR.

De 2 totalitære regimer delte Europa mellem sig.

Hitler havde nu frit spil til at besætte Danmark, Norge og Holland. ’Fredeliggørelses-politikken’ overfor Nazityskland viste sig at være selvindbildning.

De tyske nazister var ikke til fredelige og diplomatiske løsninger.   

Ikke-angrebspagten mellem Nazityskland og USSR holdt kun frem til 22. juni 1941, hvor Hitler begik den strategiske dumhed at invadere Stalins USSR.   

Hitler-Stalin-pagten havde hindret Kominterns (Kommunistisk Internationale) sektioner i at yde modstand i de lande, som Nazityskland havde besat.

Det betød, at sektionerne i Komintern var forhindret i at yde modstand mod besættelsesmagten.

Først med Hitlers Operation Barbarossa 22. juni 1941 blev det muligt at yde en eller anden form for modstand.

I 2 kronikker i Kristeligt Dagblad 22. og 23. juni 2021 indtager Michael Kjeldsen den danske samarbejdsregerings standpunkt og argumenterer for, at det var nødvendigt at vedtage en lov, som forbød ”kommunistiske foreninger og kommunistisk virksomhed og agitation”.

Michael Kjeldsen finder argumenter for sit standpunkt i, at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) var med i Kommunistisk Internationale (Komintern) og således underkastede sig beslutningerne i Kominterns Eksekutivkomité (EKKI).

Kjeldsen anfører, at Kominterns politik i 1934 ændrede sig. Fra en klasse mod klasse politik til en folkefrontspolitik.

Kominterns sektioner skulle nu ikke længere føre klassekamp mod de herskende klasser, men indgå i et klassesamarbejde med de antifascistiske dele af borgerskabet.

Således deltog det stalinistisk dominerede catalanske Socialistparti og der franske kommunistparti (PCF) i koalitionsregeringer i Catalonien og Frankrig.

Kjeldsen anfører endvidere Kominterns illegale organisation Wollweber, som bl.a. foretog sabotage af skibe, som fragtede gods (herunder våben) til Francos oprørstropper, som bekæmpede den spanske republik.

https://da.wikipedia.org/wiki/Ernst_Wollweber

Legalistisk set var der således intet, der kunne retfærdiggøre et forbud mod af ”kommunistiske foreninger, virksomhed og agitation” i Danmark.

Argumentet om, at DKP tilsigtede en voldelig omvæltning af det kapitalistiske Danmark falder til jorden.

Det andet argument som Kjeldsen fremfører som begrundelse for et forbud mod DKP er, at partiet støttede den illegale Wollweber-organisations sabotageaktioner mod skibe i danske havne.

Enkelte medlemmer af DKP blev i 1938 dømt for at have foretaget sabotage af skibe med last til Franco-Spanien.  

Åbenlys modstand mod Francos Spanien var sikkert ikke samlingsregeringens kop te, men kan næppe siges at være ”udemokratisk” - al den stund Francos tropper gjorde oprør mod en lovlig valgt regering i Spanien.

Kjeldsen redegør selv for, hvor let det var for den tyske besættelsesmagt at overtale danske embedsmænd og politikere til at fabrikere en lov om  forbud mod ”kommunistiske foreninger, virksomhed og agitation” med tilbagevirkende kraft 22. august 1941.

Det var tilsyneladende en ren formssag - og statsminister Buhl og  udenrigsminister Scavenius havde åbenbart ikkebegå et brud på den danske Grundlov.

Set fra deres synspunkt var det jo bare endnu et (logisk) skridt i samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt.

Blandt danske historikere som har beskæftiget sig med besættelsestiden synes der at være konsensus om, at samarbejdspolitikken var den eneste rigtige.

I deres øjne gjorde særlige omstændigheder sig gældende under den tyske besættelse, som retfærdiggjorde, at en dansk regering satte grundlovens paragraffer om foreningsfrihed ud af kraft.

Borgerlige demokrater sætter de borgerlige frihedsrettigheder højt, men må åbenbart mene, at disse kan og skal sættes ud af kraft, når en besættelsesmagt kræver det.

Resultater af samarbejdspolitikkens eftergivenhed over besættelsesmagten resulterede i, at hundreder af DKP’s medlemmer blev arresteret af dansk politi og sendt i dansk ledet fangelejr i Horserød i Nordsjælland.

Nogle slap ud i tide og undgik at blive deporteret til tysk koncentrationslejr. Ikke alle kom levende hjem.

Og mange af dem, der kom hjem, måtte resten af livet leve med krigstraumer.

 

Kilder:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/hvem-var-de-danske-kommunister-egentlig

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/80-aar-siden-blev-danske-kommunister-arresteret-efter-ordre-fra-nazisterne