25-05-2021

Francois Mitterands lig i lasten.

Francois Mitterand vil utvivlsomt gå over i historien som en stor fransk statsmand.

Store statsmænd har hemmeligheder, som helst ikke skal komme offentligheden til kendskab.

Francois Mitterand har med stor nidkærhed vogtet over sit eftermæle.

Han har således oprettet et særligt institut, som skal sørge for at opbevare alt relevant materiale.

Således er det lykkedes ham at bevare store og små hemmeligheder om sit politiske liv som sit privatliv.

Jeg er tilbøjelig til at betragte mennesket Mitterand som et stort bluffnummer.

Han bluffede sig gennem livet og efterlod sig en politisk (og personlig) arv, som er svær at gennemskue.

Var han f.eks. den socialist, som han udgav sig for at være, da han i 1971 lod sig sætte i spidsen for et nyt Socialistparti (PS)?

Eller var han bare en snu karrierepolitiker med udpræget sans for det politiske spil og besiddende et stort magtbegær?

Jeg er tilbøjelig til at mene det sidste.

Jeg kan og skal ikke skrive historien om hans politiske (og private) liv, men blot forsøge at give et miniportræt, sådan som jeg ser ham.

Hans politiske cv ser ikke godt ud for en socialist.

I mellemkrigstiden deltog han i demonstrationer på den forkerte side.

Han støttede ikke socialisten (læs: socialdemokraten) Leon Blums Folkefront, som også det staliniserede franske kommunistparti (PCF) støttede og havde ministre i.

2.verdenskrig efterlod ham med en tvivlsom vaklen mellem støtte til general Petains pro-tyske Vichy-regime og modstandskampen.

Hvilket efterlader tvivl om Mitterand var kollaboratør eller modstandsmand.

Til trods for sin tvivlsomme fortid i Vichy-regimet skaffede hans politiske tæft og sans for magtspillet ham adgang til adskillige franske eftertidsregeringer.

Hvorledes kunne en samlet fransk venstrefløj støtte Mitterands kandidatur som præsident i 1965, 1969 og 1974?

Som indenrigsminister i en af efterkrigstidens mange regeringer gav Mitterand utvetydigt udtryk for sin holdning til efterkrigstidens koloniale befrielseskrige.

Frankrig havde siden 1800-tallet erobret store dele af det nordlige Afrika i kamp mod datidens anti-koloniale oprørere.

Mitterand var en ægte tilhænger af det franske koloniale imperium. Frankrig skulle bevares som en ’national union’.

Den herskende klasse var splittet på spørgsmålet om kolonial uafhængighed til kolonierne i Nordafrika.

Mitterand støttede den mest reaktionære del ved i november 1954 at erklære, at befrielsesbevægelsens krav og forhandlinger, skulle mødes med … krig.

Hvilket næppe kan kaldes et venstreorienteret og socialistisk synspunkt.

Mitterand har med sin holdning til national selvstændighed miskrediteret sig som venstrefløjens foretrukne præsidentkandidat i 1965, 1969 og 1974.

Først i 1981 gik Francois Mitterands drøm i opfyldelse og han kunne nu kalde sig præsident.

 

Fra ven til fjende.

En af Mitterands trofaste støtter var Francois de Grossouvre. Grossouvre havde ud af sin svigerfamilies formue (i sukkerindustrien) støttet Mitterand i hans valgkampe i 1965, 1969 og 1974.

Grossouvres finansiering af Mitterands vej til magten og deres venskab krævede noget til gengæld.

de Groussouvre havde gode forbindelser til Mellemøsten (Libanon og Marokko) og til Afrika (Gabon) og dyrkede disse.

Ganske vist var Frankrig ophørt med at være en kolonimagt, men kun på papiret. Gode forbindelser lønner sig altid.

de Grossouvre blev knyttet til staben af rådgivere i Elysée-palæet. Han skulle tage sig af udenrigs -og sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Mitterand installerede sin ven de Grossouvre i en tjenestebolig i nærheden af hans arbejdsplads i Elysée-palæet.

https://commons.wikimedia.org/wiki/Category:Quai_Branly_(Paris)

Det mest interessante om Mitterand som statsleder er ikke hans politik, men snarere hans måde at udøve sin magt på.

Hans privatliv og den hyppige udskiftning af sine premierministre (regeringsledere) siger mere om personen Mitterand.

Franske præsidenter er kendt for deres amourøse eskapader.

Mitterand var ingen undtagelse.

Mitterand var godt gift, men undlod ikke at kurtisere en yngre museumsarbejder ved navn Anne Pingeot.

Man kan læse hans breve til sin udkårne Anne i en nylig udkommet bog.

Men præsidentens udenomsægteskabelige sidespring skal helst bevares som en statshemmelighed på lige fod med sikkerhed -og udenrigspolitik.

 

Francois de Grossouvre.  

Så det var lige en sag for hans betroede ven og rådgiver de Grossouvre.

Anne og Francois udnævnte de Grossouvre til gudfar til den datter, som Anne fødte i 1974.

På det tidspunkt havde affæren stået på i adskillige år.

De Grossouvre var ud af en katolsk familie og havde gået på en katolsk privatskole i Paris.

Men var åbenbart ikke mere katolsk end at han godt kunne acceptere sin ven og arbejdsgivers sidespring.

Datterens eksistens blev først afsløret efter de Grossouvres død i 1994.

Grossouvres tid i Elysée-palæet var reelt forbi i 1985.

Hans parallelle hemmelige diplomati kolliderede med det officielle diplomati.

Ministre som Roland Dumas og Charles Hernu følte, at de Grossouvre bar blevet et klods om benet på dem.

De Grossouvre forlangte nu en ambassadørpost, hvilket Mitterand nægtede at give i så høj en alder.

De Grossouvre måtte nøjes med en sinecurepost som den, der arrangerede præsidentens jagter.

Jagterne kunne passende finde sted på hans landejendom i l’Allier i Auvergne.     

Francois Mitterand efterlader sig mange lig i lasten.

I 2010 udkom en bog ”Le dernier mort de Mitterand” af Raphaëlle Bacqué, journalist på dagbladet Le Monde.

Baqué hævder, at de Grossouvre begik selvmord siddende på sit kontor i Elysée-palæet.

de Grossouvres familie betvivler dette i et interview i Le Figaro.

https://www.lefigaro.fr/actualite-france/2010/06/18/01016-20100618ARTFIG00575-grossouvre-sa-famille-conteste-la-these-du-suicide.php

De mener ikke, at mordsagen er ordentlig belyst. Ligsynsrapporten er utilstrækkelig, liget ikke ordentlig undersøgt.

Hvorfor begik Mitterands nære ven og medarbejder tilsyneladende selvmord på sit kontor i Elysée-palæet.

Kunne han ikkelige så godt hjemme hos sig selv, i sin tjenestebolig eller på sit slot?

Hvad var meningen med at begå selvmord så tæt på præsidentens gemakker?

 

Pierre Beregovoy.

Ikke blot adelige som de Grossouvre fandt vej til Mitterands kabinet. En af de få med en baggrund som metalarbejder, som fandt til Mitterands kabinet var Pierre Beregovoy (faren var indvandret fra Ukraine).

Beregovoy gjorde hele vejen med fra 1981, hvor Mitterand blev præsident.

Beregovoy havde en fortid i fagforbundet Force Ouvriére (FO) og blev af Mitterand sat til at tage sig af sociale spørgsmål.

Beregovoy varetog ministerposter under skiftende premierministre (Pierre Mauroy, Laurent Fabius, Michel Rocard og Edith Cresson) indtil han til sidst selv blev premierminister i april 1992.

Beregovoy havde bragt sig selv i problemer. Privat havde han forgældet sig og skyldte mange penge væk.

Statsbudgettet viste et stort underskud og hang ikke sammen.

Partifunktionærer stod anklaget for at have skaffet indtægter til partiet ved at opkræve beløb for tildeling af kontrakter på offentligt byggeri.   

Skæbnen indhentede en dag i maj 1993, da han bad sin chauffør om at måtte sidde et øjeblik i ministerbilen for at nyde udsigten ud over Nievre-floden. Det departement hvor han (og Mitterand) var valgt.

Beregovoy havde bedt sin chauffør og body-guard om at måtte være alene.

På arbejderbevægelsens kampdag 1. maj valgte Beregovoy at gøre en ende på sit liv. Var det en symbolsk gestus?  

Francois Mitterand overlevede begge sine venner og medarbejdere og døde i 1996.  

  

Anvendte kilder:

https://www.france-politique.fr/election-presidentielle-1965.htm

https://www.france-politique.fr/election-presidentielle-1974.htm

https://www.france-politique.fr/election-presidentielle-1981.htm

https://fr.wikipedia.org/wiki/Fran%C3%A7ois_Mitterrand_et_l%27extr%C3%AAme_droite

https://fr.wikipedia.org/wiki/Fran%C3%A7ois_de_Grossouvre

https://www.lemonde.fr/decryptages/article/2015/07/09/francois-mitterrand-le-prince-des-metamorphoses_4676904_1668393.html

https://www.lemonde.fr/livres/article/2016/10/05/mitterrand-fragments-amoureux_5008684_3260.html

https://fr.wikipedia.org/wiki/Affaire_Pechiney-Triangle

https://www.dassault-aviation.com/fr/passion/histoire/de-1916-a-nos-jours/1945-1965/