11-02-2021

Per Stig Møllers studenteroprør.

I 2007 udgav Nikolaj Bøgh en bogen ”Brødrene Møller. Historien om et konservativt dynasti”. Lindhardt og Ringhof.

Nikolaj Bøghs biografi om brødrene Møller (Aksel og Poul) er skrevet med en slet skjult sympati for den socialkonservatisme, som de 2 brødre stod for.

Jeg vil ikke hæfte mig ved de 2 brødre, men ved næste generation i dynastiet.

I 1968 var sønnen Per Stig Møller en ung og politisk uerfaren mand.

Som efterkommer i et politisk dynasti burde han have taget den slagne vej gennem Konservativ Ungdom til moderpartiret det Konservative Folkeparti.

I stedet gik Per Stig Møllers litteraturens vej.

I bedste borgerlige stil tog han i 1968 på dannelsesrejse til Paris, hvor han studerede på det hæderkronede Sorbonne-universitet.

Det parisiske studentermiljø var oprørsk - og Per Stig Møller lod sig påvirke.

Hjemkommet fra det store udland spillede han rollen som Erasmus Montanus i Ludvigs Holbergs komedie af sammen navn.

Han gav sig til at disputere med de hjemlige degne i det Konservative Folkeparti.

Han belærte dem om, at partiet måtte forny sig.

I en antologi (Synspunkter i konservatisme) fra 1968 slog han til lyd for, at det Konservative Folkeparti burde åbne sig op overfor tidens ny strømninger. (jf. Bøgh p. 341).

Bøgh skriver:  

Grundlæggende hørte han til også til Christmas Møller-linjen i partiet og mente, at det Konservative folkeparti skulle være et folkeligt og bredt parti, der først og fremmest tænkte på de mindre bemidlede, men hans egne filosofiske anlæg og tidens strømninger, ikke mindst præget af marxismens og socialismens fremmarch i forbindelse med studenteroprøret påvirkede ham tydeligt og inspirerede ham til at tænke alternative tanker om fremtidens samfundsmodel. Hans tanker var ofte så vidtløftige og med så mange filosofiske referencer, at det nok var vanskeligt at anvende dem i konkret politisk arbejde, men han arbejdede på at finde en model for, hvordan de nye antiautoritære og kollektivistiske strømninger kunne forenes med den sociale og etiske konservatisme, han var flasket op med. Det lyder vanskeligt, og resultaterne var da også meget mådelige.” (jf. Bøgh p. 341).

Hvilken samfundsmodel var det Per Stig Møller sigtede til i 1968?

I en kronik 2 år senere gav han et svar:

Konservatismen bør lære af sine dårlige erfaringer med liberalismen og vende sigm od Mao og kollektivismen efter ny inspiration. Den ny generations verden er ikke begrænset til Hellas og Nazareth, men tværtimod åben mod Peking og Dakar.” (Bøgh p. 341-342)

Mod Peking og Dakar!

Per Stig Møller pegede ikke mod den vestlige civilisations vugge i det gamle Grækenland og eller på jødisk-kristne kultur i Mellemøsten.

Men på Maos kinesiske Folkerepublik og præsident Leopold Senghors Senegal om inspirationskilder.  

Det må have givet et gib i ældre medlemmer af det Konservative Folkeparti.

Maos Store Proletariske Kulturrevolution havde netop kulmineret med rødgardisternes plyndren og hærgen af levnene fra det gamle Kejserrige.

Mao dialektiske materialisme dikterede, at der var 2 slags modsætninger: den mellem ’folket og fjenden’ og modsætningen ’inden for folket’.

Folkets Hær havde i 1949 besejret den ydre fjende, men ’indre fjender’ stod i vejen for en fuldbyrdelse af det klasseløse samfund.

Folkets ’indre fjender’ ønskede at ’gå den kapitalistiske vej’ og skulle derfor udryddes.

Til dette formål blev millioner af unge kinesere sendt ud for ’at tjene folket’.

I virkeligheden var det for at tjene Mao i hans magtkamp mod sine indbildte rivaler i det kinesiske kommunistparti.

Maos Store Proletariske Kulturrevolution var et stort fupnummer, som ikke bare Per Stig Møller hoppede på - men størstedelen af den danske (og udenlandske) venstrefløj.

Per Stig Møllers ungdommelige inspiration af formand Maos kulturrevolution blev ikke en hæmsko for hans karriere som politiker.

Han nåede helt til tops som udenrigsminister i Anders Fogh Rasmussens regering.