27-01-2021

Er offentlig gældsættelse ligegyldig?

Ganske vist stemte et snævert flertal af danske vælgere ved en folkeafstemning i 2000 nej til den Økonomiske Monetære Union (ØMU).

Alligevel valgte et flertal i det danske Folketing at lægge sin politik tæt op ad de konvergenskriterier, som ledsagede ØMU’en.

Den danske krone blev således noteret i forhold til den monetære unions fælles møntenhed (EURO).  

Et af disse kriterier var, at den til enhver siddende danske regering forpligtede sig til at overholde kriteriet om, at den offentlige gæld højst må udgøre 60 % af landets bruttonationalprodukt (BNP).

Kommissionen er den instans som er sat til at sørge for at landene overholder ØMU’ens konvergenskriterier.

Målet var meget ambitiøst og kun få lande i ØMU’en var i stand til at overholde de strenge kriterier.

Kommissionen så gennem fingrene med, at store lande som Frankrig og Tyskland ikke altid overholdt kriteriet om at betalingsunderskuddet højst måtte udgøre 2 % af landets BNP.

Gældsramte lande som Portugal, Italien og Grækenland blev derimod hårdt ramt, da de ikke kunne leve op til kriteriet om højst at måtte have offentlig gæld svarende til 60 % af deres bruttonationalprodukt (BNP).

De blev nødt til at skære kraftigt ned på deres offentlige udgifter for at nedbringe deres offentlige gæld til udenlandske låneinstitutter.

Men det synes som om fortiden er glemt.

Den fælles mønt synes at have befriet os for alle økonomiske bekymringer.

Vi behøver ikke længere bekymre os om betalingsbalance, offentlig gæld eller renteniveau.

Vi skal blot acceptere, at det offentlige punger ud til højre og venstre og bevilliger ’hjælpepakker’ til både arbejdsgivere og lønmodtagere.

Hvorfor betyder offentlig gældsstiftelse pludselig ikke noget? Forklaringen er lige til ifølge statsminister Mette Frederiksen. Det er forældet borgerlig snak.

Hendes forgængere i Helle Thorning Smidts regering og især finansminister Bjarne Corydon talte ustandseligt om den ”økonomisk nødvendige” politik.

Vigtigheden af at overholde ØMU’ens konvergenskrav til de offentlige budgetter, betalingsbalanceunderskud og renteniveau.

Det gælder tilsyneladende ikke længere, siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksens udtalelse blev senere bekræftet landets vismand og flere autoritative bankøkonomer.

Der grines i dag af finansminister Knud Heinesen, som i 1979 mente, at dansk økonomi ikke var på vej i afgrunden, men blot stod på ”afgrundens rand”.

Men da var tiderne også helt anderledes.

Nu har vi styr på betalingsbalance, offentlig gæld og renten er historisk lav.

Hvad kan man ønske mere?

Tillad mig at være en smule skeptisk.

Man kan vel ikke helt udelukke, at de økonomiske konjunkturer ændrer sig. Lavrentepolitikken varer vel ikke evigt.

Nogen må da have interesse i at hæve renten? De finansielle institutioner eller de internationale långivere.

Hvis det nu skulle ske, står en række gældsramte lande til at skulle tilbagebetale med renters rente.

Så er vi tilbage ved den nedskæringspolitik, som ØMU-traktaten tvang en række gældsramte sydeuropæiske lande til at føre for at kunne tilbagebetale deres enorme gæld til udenlandske banker og internationale låneinstitutioner.

Nedskæringspolitikken fik negative konsekvenser for store dele af befolkningen i de gældsramte lande.

De internationale låneinstitutioner tvang de gældsramte til at nedbringe deres gæld ved at skære ned på den offentlige sektor.

Dette skete ved at forringe de offentlige ydelser, afskedige offentligt ansatte og sælge dele af infrastrukturen til fremmede magter.

Ikke just lyse udsigter.

Lad os ikke tro, at træerne vokser ind i himlen. Men lad os beholde begge ben på jorden og forholde os realistisk til fremtiden.

Kilde: 

Artikel 140 / Folketingets EU-Oplysning