15-12-2020

Donald Trump - vejet og fundet for let af sin niece.

Donald Trump er på vej ud af det Hvide Hus. Ingen ved om han vender tilbage. Måske stiller han op til næste præsidentvalg i 2024.

Ikke mange republikanere lader til at være træt af ham. Så måske har vi ikke set ham for sidste gang.

I nu 4 år har alverdens medier tudet os ørerne fulde af snak om den amerikanske præsident Donald J. Trump.

Utallige var kommentarerne om hans gøren og laden - i tide og utide.

Nå, dem om det.

Jeg har bevidst undladt at kommentere alle hans udgydelser på medierne.

Min sidste kommentar faldt i tiden op til den amerikanske præsidentvalg 2016.

Siden har jeg ikke følt trang til at ytre mig om fænomenet Donald Trump.    

Jeg er nok ikke i stand til at bidrage til opklaringen af fænomenet Donald Trump.

Jeg vil i stedet henlede opmærksomheden på en bog om ham.  Bogen er skrevet af hans niece Mary Trump, som er datter af Donald J. Trumps ældre bror Fred (Junior).

Titlen er: “Too much and never enough. How my family created World’s most dangerous Man.

(Titlen hentyder til far Trumps forskelsbehandling af sine 2 sønner Donald og Fred Junior)    

Mary Trump gør os ikke klogere på Donald Trump som politiker (hvilket heller ikke er helt let), men giver et indgående og nærgående portræt af sin onkel, som hun absolut ingen respekt og sympati har for.

Mary Trump har sine helt egne grunde til ikke at være tilhænger af sin onkel. Det gælder både som familiemedlem og som borger i USA.

Mary Trump tager (selvfølgelig) parti for sin far Fred (junior).

I familien hersker de maskuline dyder. Mænd må for alt i verden ikke udvise svaghed. Svage mænd er pr. definition ’tabere’.

Taber er det værste mand kan være i far Trumps øjne. Den ældste søn Fred Junior knækker på sin fars krav om at vise styrke og mandsmod.

Som familiens ældste er ellers han udset til at blive sin fars efterfølger i hans selvskabte ejendomsselskab.

Men Fred kan ikke leve op til sin fars barske krav om mandighed og styrke. Han har ikke evnerne til at blive en stor forretningsmand på farens præmisser.

I stedet indleder han en karriere som pilot i TWA (Trans World Airlines).

Men far Trump har knækket sønnen og han forkludrer sit liv. Han ender som uhelbredelig alkoholiker og dør i en alder af 42 år.  

Forinden er Marys mor Linda blevet skilt fra sin alkoholiserede mand. I Trump-familien betyder blodets bånd alt.

En fraskilt kvinde, som har giftet sig ind i familien er ikke længere en del af familien.

Far Trump var forudseende og havde inden sin død testamenteret hele sin formue til sine 5 børn.

Disse skulle dele værdien af hans selvskabte ejendomsimperium. Hver skulle arve 20 %.

Men Freds 2 brødre Donald og Robert strøg Fred Juniors navn af testamentet - og Marys mor Linda blev gjort arveløs.

Ikke noget at sige til, at Donalds niece Mary er sur på ham.

Men så længe hun og morens fandt sig i det, betød det ikke noget. Først i det øjeblik de anlagde sag an mod boet i Trump-koncernen, var der fare på færde for Donald og Robert.

I første omgang gav det ikke resultat. Mary og hendes mor tabte sagen.

Først i anden omgang tog Mary modet til sig og opsøgte den advokat, som havde ført hendes sag mod boet. Tilskyndet af en journalist fra New York Times fik hun udleveret alle de dokumenter, som var blevet fremlagt i sagen.

Det viste sig at være en guldgrube. Dokumenterne indeholdt oplysninger om Trump-koncernens økonomiske forhold.

Det viste sig, at koncernen ikke havde betalt skat til de amerikanske skattemyndigheder i årevis og at Donald Trump havde kørt koncernen helt ned til sokkeholderne. Han stod i gæld til op over halsen.

Hans rigdom i ejendomme, kasinoer og luksusvillaer dækkede over en bundløs gæld.

Som niece til Donald Trump er Mary Trumps den nærmeste til at give en karakteristik af personen Donald Trump.

Mary Trump har den fordel, at hun ud over at være et nærtstående familiemedlem til Donald Trump, også er uddannet psykolog, som er i stand til at give en psykologisk beskrivelse af hans karakter:

Narcissist, sociopat, uempatisk. Nøjagtigt som vi kender ham fra hans medieoptræden. Selv i familiesammenhænge optræder Trump som Trump.

Hendes portræt af sin onkel hjælper os til at forstå hans mærkværdige optræden på alverdens tribuner.