02-12-2020

Tilbageblik på året der gik.

Ikke alt gik som spået af mig i mit kig i krystalkuglen 7. januar 2020.

Nogle af mine spådomme var dog ikke helt ved siden af.

Følgende forudsigelser passede ikke:  

 

USA.

1. Jeg forudsagde fejlagtigt, at den siddende præsident Donald Trump ville vinde præsidentvalget 2020.

Det gjorde han ikke. Han blev slået af Demokraternes Joe Biden med en snæver margin.  

Joe Biden vil således blive indsat som USA’s næste præsident 20. januar 2021.

 

2. Jeg forudsagde endvidere, at Elisabeth Warren ville blive Demokraternes foretrukne præsidentkandidat.

Også her tog jeg fejl.  

Et flertal af Demokrater pegede på den aldrende Joe Biden, som manden der skulle slå Trump, hvilket viste sig at være rigtigt.

Joe Biden blev formentlig foretrukket, fordi et flertal af Demokrater mente, at Biden i højere grad end andre demokratiske kandidater kunne gøre indhug blandt potentielle Trump-vælgere.

 

3. Til gengæld forudsagde jeg, at Demokraterne ikke ville få held med at rejse en rigsretsanklage mod Trump, da de ikke ville kunne mønstre et flertal i Kongressens 2 kamre.

Dette viste sig at være rigtigt.

Demokraterne har stadig ikke flertal i Kongressens 2 kamre.

 

England.

Min forudsigelse ang. England var ikke helt hen i vejret.  

Forhandlingerne mellem EU og England om udtræden af den Europæiske Union er til dato endnu uafklaret.

Måske ender det alligevel i sidste time med én eller anden form for aftale.

Boris Johnson ser ud til i sidste øjeblik at have fået kolde fødder ved udsigten til et Brexit uden en aftale med EU.

Ang. oppositionspartiet Labour.

I oppositionspartiet Labour har der i årets løb udspillet sig en barsk magtkamp mellem de 2 fløje i partiet.

Under Jeremy Corbyns ledelse tabte Labour valget til det Konservative Parti. Labour mistede mange stemmer og Corbyn måtte gå af som formand for Labour.

Partiets højrefløj gav Corbyn skylden for nederlaget.

Som foreslået af mig i min forudsigelse for 2020 skulle Corbyn have meldt klart ud om sin holdning til EU.

Det er min opfattelse, at en del af stemmetabet skyldtes Corbyns uklare holdning til EU. Han satte sig mellem 2 stole og satsede på at få stemmer fra begge vælgergrupper -  modstandere og tilhængere af et britisk exit.

Desuden ville han tilfredsstille både sin egen EU-skeptiske venstrefløj og sit partis højrefløjs EU-venlige fløj.

Efter partiets valgnederlag vejrede Labours højrefløj morgenluft og indsatte en ny leder, Keir Starmer.

Keir Starmer udrensede Corbyns støtter i ledelsen og indledte en sand hetz mod Corbyns tilhængere i Labour.

Højrefløjen udsatte Corbyn-fløjen for et sandt bombardement af beskyldninger for  

antisemitisme”. Højrefløjen fremførte falske anklager om udbredt ”antisemitisme” i Labour og flere højrefløjs-medlemmer meldte sig ud af Labour.

Labours venstrefløj blev indklaget for en undersøgelseskommission, som skulle undersøge de fremførte anklager.

Kommissionen fandt at flere af Corbyns støtter på partiets venstrefløj  var fremkommet med ”antisemitiske” ytringer på sociale medier.

På baggrund af kommissionsrapporten anklager om ”antisemitisme” i Labour suspenderede Labours ny ledelse under Keir Starmer Jeremy Corbyn og fratog ham hans sæde som Labour-medlem i Parlamentet.  

Højrefløjens længe ventede opgør med partiets venstrefløj synes for en stund at være lykkedes.

 

Tyskland.

Koalitionsregeringen mellem CDU/CDU og SPD regerer fortsat. Der er imidlertid uro i begge de 2 partiers lejr.

En venstrefløj i SPD er utilfredse med partiets deltagelse i koalitionen.

Både CDU og CSU har haft svært ved at finde ledere af deres partier.

 

Frankrig.

Macron kom til magten ridende på en bølge af folkelig utilfredshed med de gamle partier i Frankrig.

Centrum-venstre havde store forventninger til neoliberale Macrons nyskabte La Republique En Marche.

Det var der ikke grund til.

Macron har vist sig at være en ganske ordinær borgerlig politiker med store visioner om sit neoliberale projekt.

Hans popularitet er imidlertid faldet gevaldigt og mange har forladt hans græsrodsbevægelse, ligesom adskillige parlamentsmedlemmer har forladt La Republique En Marche.

Macron er p.t. det bedste bud på en borgerlig politik. Han har formået at decimere de 2 gamle partier Parti Socialiste og Les Republicain.

Den eneste alvorlige trussel udgøres af Marine Le Pens højreekstreme og nationalistiske Rassemblement Nationale.

Macron forsøger at tage vinden ud af sejlede på sin største trussel - fra Marine Le Pens yderste højrefløj ved at føre en lov og orden-politik.

I sin kamp mod islamisk terrorisme refererer han med rette til den franske nations verdslighed og republikanske principper.

Borgerskab til alle som er født og opvokset i Frankrig.  

  

 

Italien.

I det forgangne år har det repræsentative demokrati i Italien vist sig at være lige så ustabilt som det været lige siden 1945.

Det umage par Femstjerne-bevægelsen og Partito Democratico danner stadig regering. Ude i kulissen står Matteo Salvinis Lega og det fascistiske Fratelli Italiani og råber højt parate til at overtage magten, når tiden byder sig.

 

Spanien.

Efter mange og lange forhandlinger med det centrum-venstreorienterede Podemos lykkedes det socialisten Pedro Sanchez at danne en mindretalsregering med støtte fra små catalanske partier.

Denne skrøbelige koalition lever liver farligt.

Oppositionen i Partido Popular og det højreekstreme VOX lader ikke regeringen i fred og gør alt hvad den kan for at spænde ben for den.

Problemet med Cataloniens ønske om uafhængighed er stadig ikke løst - og synes at være den anstødssten, som kommer til at afgøre koalitionens fremtid.

 

Rusland.

Ruslands autokratiske hersker Vladimir Putin bevarer sit greb om magten.

Indadtil ved at kue enhver form for opposition.

Senest eksemplificeret med mordforsøget på sin fremmeste opponent Andrei Navalny.

Det er ikke bevist, at Putins hemmelige efterretningstjeneste FSB stod bag, men kun en statsligt efterretningstjeneste råder over avancerede radioaktive forgiftningsmidler, som skulle have gjort det af med Navalny.

Udenrigspolitisk synes Putin at nyde godt af Vestens påfaldende tilbageholdenhed hvad angår russiske lejetroppers besættelse af det østlige Ukraine og halvøen Krim i det Sorte Hav.

Putin har ikke tænkt sig at give afkald på sine ”nærområder” i det østlige Ukraine og på Krim-halvøen.

Med en sindrig ændring af forfatningen vil Putin (uden opposition) kunne blive siddende som præsident i adskillige år.

Alternativt vil han befinde sig i nærhed af magtens centrum, som den der trækker i trådene.

Der er små tegn på, at utilfredsheden breder sig i dele af den russiske befolkning. Men det kræver dog en bred og sammenhængende opposition for at kunne vælte Putin af pinden.

 

Afrika.

Desværre kom mine forudsigelser om Afrika til at holde stik.

I årets løb har flere forskellige islamistiske jihadistiske grupper i Sub-Sahara og det centrale Afrika vokset sig stærkere - og udgør nu flere steder en reel trussel mod de skrøbelige afrikanske landes regimer.

I NATO-regi eller FN-regi forsøger den tidligere kolonimagt i Afrika Frankrig med tropper og militært materiel i  landene i Sub-Sahara at bekæmpe den islamistiske trussel.

Indtil videre uden det store held. Truslen fra islamistiske grupper vil næppe blive mindre og vil fortsætte de kommende år.

Så længe Corona-krisen hærger de potentielle donorlandes økonomier, vil de næppe være i stand til at hjælpe de truede afrikanske lande med at imødegå truslen fra jihadistiske grupper.

 

Kina.

Det er gået nøjagtigt som forudsagt.

Folkerepublikken Kina udfordrer i stadig højere grad USA som verdens stærkeste økonomiske, politiske og militære magt.

Kun på det militære område formår USA stadig at være verdens stærkeste magt.

Folkerepublikkens traditionelt udenrigspolitiske ”bløde diplomati” er blevet afløst af en mere aggressiv linje.

Det ses i det Sydkinesiske Hav, hvor Folkerepublikken gør krav på nogle mindre øer.

Det ses i spørgsmålet om Hongkongs status. Folkerepublikken er i færd med at inkorporere den forhenværende britiske kronkoloni Hongkong i Folkerepublikken.

Folkerepublikkens lokale magthavere i Hongkong slår med hård hånd ned på protesterende Hongkong-borgere, som ikke vil acceptere, at Hongkong skal være en del af Folkerepublikken.

Folkerepublikken betragter ligeledes kinesisk Taiwan som en del af Folkerepublikken og ønsker at indlemme Taiwan.

Flertallet af kinesere kaldes han-kinesere, men Folkerepublikken består af hundredvis af etniske minoriteter.

Centralmagten fører en benhård undertrykkelsespolitik mod særlige etniske grupper som yuighurerne i Xingkiang-provinsen i det vestlige Kina.

Ca. 1 million yiughurer er anbragt i ”genopdragelseslejre”, sendt på tvangsarbejde eller sidder fængslet.  

Al intern politisk opposition til Xi Jin Pings kommunistparti nedkæmpes med hård hånd og kritikerne idømmes langvarige fængselsstraffe.

På regeringsniveau forholder vestlige regeringer sig forbløffende passivt til Folkerepublikkens åbenlyse brud på de vestlige menneskerettigheder.

De synes at være mere interesseret i at bevare gode handelspolitiske forbindelser med Folkerepublikken fremfor at være med til at påpege og bekæmpe Folkerepublikkens eklatante brud på menneskerettighederne.    

 

Indien.

 

Indien er forsat verdens folkerigeste land. Millioner af indere lever forsat i ekstrem fattigdom, som ikke er blevet mindre af Corona-krisen.

Indien har ikke afskaffet sit håbløst forældede kastesystem, som præger hele samfundet.

Det hinduistiske parti BJP har vedtaget en lov, som diskriminerer landets muslimske indbyggere, hvilket har givet anledning til uro blandt landets muslimer.

I Kasmir (som er delt mellem Indien og Pakistan) bekæmper indiske tropper muslimske tilhængere af selvstændighed.

BJP er godt i gang med at ”hinduisere” Indien og gøre det besværligt for alle andre end hinduer at være indiske statsborgere.

Perspektiverne ser ikke lyse for verdens folkerigeste land.

 

Latinamerika.

Latinamerika er stadig USA’s baggård, men det amerikanske overherredømme i Latinamerika er knapt så udbredt som før.

Landene er stadig præget af store klasseforskelle og stor social ulighed mellem samfundsklasserne.

Fattigdommen er udbredt og Corona-krisen har ikke gjort den mindre.

Social uro præger kontinentet efterhånden som flere og flere grupper af befolkning glider ned i fattigdom.

Der er dog visse lyspunkter.

I Bolivia har MAS generobret præsidentposten og forhåbentlig gøre det bedre end under Evo Morales, som forfaldt til korruption og manglende gennemførelse af  sine lovede reformer.

I Chile har langvarige protester fra brede dele af befolkningen bevirket at der nu skal afholdes en folkeafstemning om en ny forfatning til erstatning for Augusto Pinochets gamle fra 1984.

Intet lyspunkt i Venezuela.

I Venezuela bevarer socialisten Nicolas Maduro fortsat magten. Landets er hårdt ramt af hans forgængers fejlslagne ”socialistiske” politik.

Maduro forsøger forgæves at føre sig frem som arvtager til sin langt mere populære forgænger Hugo Chavez, men har ikke hans karisma og appel.

Venezuela lider under økonomiske vanskeligheder og uden hjælp fra sine venner på  Cuba klarer Maduro det ikke.

Millioner af venezuelanere lever i yderste fattigdom og flere og flere flygter ud af landet.   

    

Heller ikke noget lyspunkt i Columbia.

I Columbia har aftalen om våbenhvile med oprørsgruppen FARC vist sig ikke at holde. Ifølge våbenhvilen skulle opløse sig selv som guerilla, omdanne sig til et politisk parti og lade sig afvæbne. Våbenhvilen var fra starten skrøbelig, da kun havde delvis opbakning i regeringen og dens vælgere.

Våbenhvilen har bevirket, at de paramilitære grupper har opløst sig selv og nedlagt deres væbnede overfald på deres politiske modstandere.

Hundreder af menneskerettighedsaktivister og forhenværende FARC-medlemmer er således likvideret.

 

Danmark.

I efteråret 2019 overtog Socialdemokratiet den politiske magt i landet. Partiet havde nogle år forinden fået ny leder, Mette Frederiksen.

Mange knyttede store forventninger til, at Mette Frederiksen ville føre partiet tilbage på sporet fra før Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon.

Mette Frederiksen kom ikke til tops i partiet uden først at have gjort sin pligt som socialdemokrat.

Under Helle Thorning Schmidt indtog hun flere ministerposter og kan således ikke sige sig fra regeringens arbejdsmarkedspolitiske og sociale reformer, som forringede de arbejdsløses, kontantmodtageres og førtidspensionisters vilkår.

Derfor var de opskruede forventninger til Mette Frederiksens lederskab lidt for optimistiske.  

Partiet gik i 2019 til valg på tidlig pensionering for ”udsatte” og ”nedslidte” på arbejdsmarkedet.

I foråret 2020 væltede Corona-epidemien hele læsset og reformen måtte udskydes.

Regeringstoppens håndtering af Corona-epidemien faldt ikke heldigt ud og har formodentligt koste hende en del popularitet hos vælgerne.

Men så længe hendes mindretalsregerings 3 støttepartier (RV, SF og EL) holder hånden under hende, redder hun livet.

Regeringens støttepartier har vist sig forbløffende ukritiske i deres næsten uforbeholdne støtte til regeringstoppens uprofessionelle håndtering af Corona-epidemien og har givet regeringen lang snor.

Udsigten til et kommende valg er åbenbart mere skræmmende end forsat ukritisk opbakning til Mette Frederiksens mindretalsregering.

Som støtteparti til en socialdemokratisk mindretalsregering har Enhedslisten endnu en gang vist at være et ”socialdemokrati uden Socialdemokratiet”.

Siger erfaringen fra Venstresocialisternes medvirken i det såkaldte ”arbejderflertal” i 1968 eller SF’s skæbnesvangre deltagelse i Helle Thorning Smidts 1. regering ikke Enhedslistens top noget?

Er Enhedslistens langsigtede mål stadig socialisme eller har den for længst opgivet at kæmpe for en socialistisk dagsorden?

Hvis dette er tilfældet, burde Enhedslisten så ikke en gang for alle proklamere det samme som den tyske socialdemokrat Edouard Bernstein gjorde ved forrige århundredskifte:

Midlet er alt, målet intet.