26-07-2020

Har forfatteren Henrik jensen en dobbeltgænger?

Ved læsning af Henrik Jensens Efter Gud. Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden. Gyldendal. 2020 undrede jeg mig over, om forfatteren Henrik Jensen findes i mere end én udgave.

Er den Henrik Jensen, som jeg kendte som ansat på Roskilde Universitetscenter - og hvor jeg var studerende fra 1972-1980 - identisk med forfatteren til den ovennævnte bog?

 

Henrik Jensen nr. 1.

Jeg vil benævne den Henrik Jensen, som jeg husker fra min tid på Roskilde Universitetscenter som Henrik Jensen nr. 1.

I min beskedne bogsamling fandt jeg 2 bogudgivelser af en vis Henrik Jensen som medforfatter (sammen med Ole Bernild og Ib Thiersen).  

Den første med titlen ”Den feudale produktionsmådes historie i Danmark ca. 1200 til ca. 1800. Bind 1.” Dansk Universitetspresse. 1978.

På bogens bagside kan man læse følgende:

Med denne bog fremlægges et forsøg - det første i dansk historieskrivning- på en nærmere specificering af den danske feudale produktionsmådes struktur og historie ud fra de abstrakte bestemmelser, der er udviklet i den marxistiske forskningstradition fra Marx til Althusser.

Fremstillingen bæres af en stadigt formspecificerende bevægelse fra de mest enkle til de mest sammensatte bestemmelser medudgangspunkt i den historiske materialismes centrale begreber - produktionsmådebegrebet, og ved reference til emnets ’virkelighed’  kilderne og historieforskningens fortolkninger af dem.”

Det annonceres, at bind 2 ”vil fremstille forholdet mellem produktionssfære og cirkulationssfære, den enevældige statsform og afviklingen af den feudale produktionsmåde.”

Bogen er skrevet for en indforstået skare af datidens ”universitetsmarxister” i et sprogbrug, som kun få ville være i stand til at kapere i vore dage.

Den anden bog i min bogsamling med en vis Henrik Jensen som medforfatter (sammen med Ib Thiersen) er skrevet som en lærebog i historie på gymnasieniveau.

Bogens titel er kort og godt ”Verdenshistorie”. Gyldendal. 1980.

Bogen giver en historisk materialistisk fremstilling af ”verdenshistorien”, dog omhandler bogen kun Europa og USA.

For at illustrere forfatternes grundholdning vil jeg bringe nogle eksempler:

Forfatternes hovedsynspunkt er at verden efter 2. verdenskrig er inddelt i to adskilte verdener: en markedsøkonomisk styret kapitalistisk verden og en (tilstræbt) planøkonomisk styret socialistisk verden.

Denne skabelon er lagt ned over verdens økonomiske og politiske udvikling efter 1945.

Fremstillingen tager helt klart parti for den ”socialistiske” verden. Planøkonomi anses for efterstræbelsesværdigt, men kapitalistisk markedsøkonomi er mindre godt.

For så vidt, godt. Jeg er enig.

Uenigheden med forfatterne opstår, når de forholder apologetisk til Stalintiden i Sovjetunionen.

Højdepunktet af kritik af Stalintiden lyder som følgende:

Det var en politisk ensretning af Sovjetunionen i retning mod et totalitært diktatur der snævert var knyttet sammen med én person, nemlig Josef Stalin. I løbet af 1928 havde han erobret magten i partiet, og de efterfølgende år var en statslig styrkelse af Stalins politiske magt.

Samtidigt blev partiets magt over samfundet tydeligt og absolut. Hvor sovjetsamfundet tidligere havde været kendetegnet ved åbne diskussioner, formidlet gennem sovjetkongresserne, så ophørte disse nu. Diskussioner blev ført som lukkede møder i partiets centrale beslutningsorganer. Da den første femårsplan var slut [1932], havde partiet, og med det Stalin, sat sig fast som Sovjetunionens enevældige herskere. (p. 397).

Ikke et ord om Stalins og hans hemmelige efterretningsvæsens udryddelse af hundredtusinder af uskyldige sovjetborgere, som endte deres liv i usle fængsler eller i tvangsarbejdslejre.  

Helt galt går det, når forfatterne fremstiller udviklingen i den Kinesiske Folkerepublik.

Det hedder om ”Det Store Spring Fremad” i 1957:

Det store spring fremad” betød radikaliseringen af denne proces [kollektiviseringen af landbruget]. Kollektiverne blev nu omformet til folkekommuner. Den private ejendomsret blev totalt ophævet, og folkekommunen kom til at omfatte flere landsbyer under den enkelte kommunes ledelse. …

Dermed var betingelserne skabt for en socialistisk industrialisering af Kina. …

Kina var dermed begyndt at finde vejen frem til udviklingen af en socialistisk industrialisering, baseret på de specifikke kinesiske forudsætninger, et stadigt voksende befolkningsoverskud.

”Det Store Spring Fremad” lykkedes således i et vist omfang.” (pp. 453-454).

Om ”Den Store Proletariske Kulturrevolution” 1968 hedder det:

Det dilemma [den stigende rivalisering mellem USSR og Folkerepublikken) der hermed opstod for den kinesiske socialisme blev forsøgt løst i 1968 med kulturrevolutionen.  

Udgangspunktet i den kinesiske socialisme, folkekommunerne, skulle nu gennemføres til bunds. Enhver form for stivning i traditionel og bureaukratisk vanetænkning skulle forhindres, og i stedet skulle den kinesiske styrke, det store befolkningsoversku, i endnu større omfang drages ind i industrialiseringen. Ustandselig kritik og selvkritikblev kulturrevolutionens indhold. Alle  former for levn enten fra kapitalismen eller fra den bureaukratiske sovjetiske planøkonomi skulle fjernes, og i stedet skulle de kinesiske massers spontanitet drive industrialiseringen igennem.

”Det Store Spring Fremad” skulle på ny realiseres.” (p. 454).

Ikke et ord, at det ”Store Spring Fremad” endte i en gigantisk sultkatastrofe eller at ”Den Store Proletariske Kulturrevolution” var formand Maos topstyrede forsøg på at mobilisere de kinesiske masser i sin egen interne magtkamp i det kinesiske kommunistparti.

Den undskylder ikke Thiersen og Henrik Jensen nr. 1, at de delte opfattelse med mange (vis ikke flertallet) på datidens venstrefløj.    

Disse uddrag fra bogen skulle være tilstrækkeligt bevis for, at forfatterparret Thiersen og Jensen i 1980 forholdt sig aldeles ukritisk, ja ligefrem apologetisk til udviklingen i USSR under Stalin og til Maos kinesiske Folkerepublik.

 

Den samme Henrik Jensen nr. 1 var senere ophavsmand til en lærebog om den senmiddelalderlige krise, som jeg desværre ikke har bevaret, men som har brugt i min undervisning på det gymnasiale niveau.

 

Henrik Jensen nr. 2.

Henrik Jensen nr. 2 optræder i en senere periode af historien. Han træder for alvor frem på den litterære scene efter år 2000.

Det er næsten ikke til at tro, at det skulle være den samme Henrik Jensen. Jeg kalder ham derfor Henrik Jensen nr. 2.

Han har nu skiftet ham.

Han er ikke længere den politiske bevidste ”universitetsmarxist”, som skriver sprænglærde og intellektuelle bøger om den feudale produktionsmåde i Danmark som i 1978 og som skriver lærebøger på et historisk materialistisk grundlag og som forholdt sig apologetisk til stalinismen i USSR og den kinesiske Folkerepublik.   

Han er nu sprunget ud som ”værdikonservativ” kriger i bøger og som klummeskriver i diverse dagblade.

Fra akademisk tågehorn er han nu blevet en flittig bidragyder til klummer i  borgerlige medier som Kristeligt Dagblad og Jyllands Posten.

Ja han kandiderer ligefrem til at blive en af det borgerlige Danmarks førende ”værdikonservative” opinionsdannere.

 

Forklaring på Henrik Jensens forunderlige forvandling savnes.  

Hvad blev der af ”universitetsmaxisten” Henrik Jensen nr. 1, som i 1970’erne skrev bøger baseret på den franske filosof Louis Althussers ”strukturalistiske” marxisme?

Hvorfor forsatte han ikke bare i sit marxistiske fodspor?  

Det giver Henrik Jensen nr. 2 ikke noget svar på i sine senere bøger.

For mig og andre kunne det være interessant at få at vide, hvilken læreproces Henrik Jensen har været igennem for at blive forvandlet fra ”universitetsmarxist” til ”værdikonservativ” kriger på borgerlig side.

Det må dog trods alt have krævet visse overvejelser fra Henrik Jensens side. Eller gjorde han bare som mange andre - fulgte med strømmen og tilpassede ny tiders ånd?

Hans seneste bog giver ikke noget svar - og vi overlades til vore egne gætterier.