30-06-2020

Michael Kjeldsens forunderlige forvandling.

27. juni 2020 offentliggjorde Kristeligt Dagblad en kronik af historikeren Michael Kjeldsen under overskriften ”Vilhelm Buhl var med til at skabe demokratiet”.

Kronikken er en lang lovprisning af den samarbejdspolitik, som et flertal af danske politikere førte Nazitysklands besættelse af Danmark under 2. verdenskrig.

Især fremhæver Michael Kjeldsen socialdemokraten Vilhelm Buhl (1881-1954) fortjenester.

Vilhelm Buhl er gået over i historien som den politiker, som 2. september 1942 holdt en tale, hvor han advarede den danske befolkning mod at sætte sig op imod den tyske besættelsesmagt.

Han advarede eksplicit mod at øve sabotage mod besættelsesmagten og truede med dødsstraf mod sabotageaktioner.

Det var en klokkeklar advarsel til den danske befolkning om at holde sig i ro, så længe landet var besat.

Talen blev øjeblikkeligt modsagt af en anden kendt konservativ politiker, Christmas Møller, som var flygtet til London.

Vilhelm Buhls navn (sammen med Erik Scavenius) blev synonymt med samarbejdspolitikken. Christmas Møllers navn blev synonymt med modstand mod besættelsesmagten.

Der er intet usædvanligt i, at danske historikere roser samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig.

Michael Kjeldsen følger således bare trop, når han i sin kronik skamroser samarbejdspolitikeren Vilhelm Buhl:

Samlet set ydede Vilhelm Buhl i mine øjne et uundværligt bidrag til bevarelsen af samfundets institutioner på danske hænder og dermed til afskærmningen af landet og befolkningen fra krigen og Besættelsen. Advarslen mod sabotagen var båret af realisme og humane hensyn, og ved regeringsdannelse [Vilhelm Buhl blev statsminister i den første regering efter 1945] var han med til at sikre de demokratiske politikeres førerskab.”

 

Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg hænger en række collager udført af kunstneren Jacob Bostrup.

Bostrups collager er en billedlig fremstilling af partiets historie. På en af collagerne er afbildet en fiskerkutter.

Stående på fiskerkutteren er 2 personer, som skal forestille 2 af partiets ledere under 2. verdenskrig: midtskibs står ægteparret Hedtoft. I   kutterens styrehus har kunstneren anbragt Vilhelm Buhl.

Kunstneren har øjensynligt fremhævet Hans Hedtoft for hans rolle i den vellykkede redning af mange tusinde danske jøders flugt over Øresund i sikkerhed for den nazistiske besættelsesmagt.

Kunstneren har sikkert anbragt Vilhelm Buhl i styrehuset for hans vellykkede navigation af Danmark gennem besættelsen.

http://www.brostrup.dk/

Michael Kjeldsens uforbeholdne ros til Vilhelm Buhl bekræfter således Socialdemokratiets positive fremstilling af samarbejdspolitikken.

Der var en gang hvor besættelsestidens historie var genstand for stor uenighed blandt historikerne.

Det synes imidlertid ikke længere at være tilfældet.

I dag synes stort alle danske historikere at være enige om, at samarbejdspolitikken var den eneste rigtige.

Jeg mener at kunne huske, at Michael Kjeldsen engang havde en anden mening om besættelsestidens samarbejdspolitikere.

Jeg mener at kunne huske, at Michael Kjeldsen inden sin omvendelse til samarbejdspolitik var langt mere skeptisk i sin vurdering.

Hvis ikke jeg tager meget fejl, har Michael Kjeldsen blandt sine mange bidrag til besættelsestidens historie undersøgt de såkaldte folkestrejker i efteråret 1943 og  deres betydning for modstandskampen.

Jeg mener endvidere at kunne huske, at Michael Kjeldsen har en fortid som international sekretær i Kommunistiske Studenter.

Kommunistiske Studenter var en af Danmarks Kommunistiske Partis frontorganisationer.

Nu skal Michael Kjeldsens fortid selvfølgelig ikke lægges ham til last.

Men er det helt forkert når jeg i hans begejstring for Vilhelm Buhl og hans samarbejdspolitik ser en lige så næsegrus beundring som i hans ungdoms vår - for stalinismen?

Det skal straks tilføjes, at Michael Kjeldsen efter USSR’s sammenbrud i 1991 skyndte sig at tage afstand fra fortidens ungdommelige fejltagelse og siden har gjort afbigt ved adskillige lejligheder.

Men hvad er det for en ideologis metamorfose, som Michael Kjeldsen har foretaget fra sin ungdoms stalinistiske ”afvigelse” til sin voksne uforbeholdne bekendelse til det borgerlige demokrati?

Var det i virkeligheden det som Danmarks Kommunistiske Parti ønskede ved udgangen af 2. verdenskrig for Danmark?

Kunne Danmark være blevet et ”folkedemokrati” på linje med landene bag det senere ”jerntæppe”?

Måske. Men dels standsede Stalins Røde Hær syd for Danmarks grænse og dels lod DKP sig spise af med regeringsposter i Vilhelm Buhls regering i 1945.

Kilde:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/vilhelm-buhl-var-med-til-sikre-demokratisk-foererskab