02-06-2020

Frisør Otto Pedersen in memoriam.

Otto Pedersen (1939-2020) havde frisørsalon på Nytorv i det indre København.

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var jeg kunde i  hans frisørsalon.

Ottos frisørsalon lå i hjertet af København, nær Strøget og var let at finde for en provinsboer som jeg, der kom med tog fra Roskilde for at blive klippet.

Otto havde som frisør fundet sig en niche hos de mange unge, som dengang havde langt hår - og markedsførte sig som ”langthårsklipperen”.

Så vidt jeg ved var han den eneste af sin slags i landet.

Otto havde en særlig teknik, når han klippede langt hår.

Han brugte ikke bare saks (og slet ikke maskine), men tændte et stearinlys og brændte hårets spidser af.

Først derefter brugte hans saks. Meget hensynsfuldt.

Også på andre måder var Otto Pedersen en ikke helt almindelig frisør. Otto var anarkist.

Hvor mange erklærede anarkistiske frisører findes der i Danmark? Vist ikke mange.

Otto var revisor i ”Det Ny Samfund”.

Det Ny Samfund var udsprunget af det gamle Studentersamfundet. Hvad lavede en frisør i en organisation, som var udspringet af en studenterorganisation?

Det Ny Samfund var en (meget) broget organisation kan man læse i Peter Øvig Knudsens bog ”Hippie” (jf. kapitlet Det Ny Samfund, pp. 272-285.  Bd. 1)

I Det Ny samfund var der plads til både skibsreder Ole Lauritzen (arving til J. Lauritzen) og Simon Spies (ejer af Spies-koncernen) indtil begge blev stemt ud af et flertal bag Jan Michaelsen (Revolutionær Aktion) ud i 1969.

Det Ny Samfund var også den organisation, som stod bag hippielejren i Frøstrup (af københavnere kaldet Thy-lejren).

Otto og jeg var på god talefod og samtalen gik livligt under hans klipning af mit halvlange hår.

Det var således Otto der indviede mig i forberedelserne til Det Ny Samfunds lejr i sommeren 1970.

Jeg oplevede på nært hold en dansk udgave af (småborgerlig) anarkisme, som langt fra levede op til sit ry.

Peter Øvig Knudsen har på glimrende vis skildret stemningen i lejren og hvor svært det for nogle af lejrens  hovedpersoner (Leif Varmark og Henning Prins) som erklærede anarkister  at leve op til deres egne idealer.

Mit korte ophold i lejren fik mig ikke til at ændre politisk standpunkt og jeg forblev medlem af Socialistisk Ungdoms Forum, som bevægede sig i en anden retning end Det Ny Samfunds anarkisme.

Jeg fik senere lejlighed til at stifte bekendtskab med Karl Marx’ kritik af den franske anarkist Pierre Proudhon, da jeg i 1973 var med til at oversætte ”Filosofiens Elendighed” til dansk (Paludan).

Otto var en behagelig samtalepartner og et usædvanligt sødt menneske, som altid var parat til at tage en fordomsfri diskussion med en  anderledestænkende som jeg.

Beklagevis mistede jeg forbindelsen med Otto, da vores veje skiltes.

Æret være hans minde.       

 

Kilde:

https://www.information.dk/moti/2020/05/liv-forbi-langthaarsklipperen-lagt-saksen