29-05-2020

Professor emeritus Claus Bryld - 80 år.

29. maj 2020 fylder professor emeritus Claus Bryld 80 år.

Claus Bryld var i mange år indtil sin pension ansat på Roskilde Universitetscenter.

Claus Brylds og min vej krydsede hinanden, da jeg i 1972 blev indskrevet som studerende på RUC.

Jeg er en af de mange studerende, som i de første turbulente år på RUC nød godt af Claus’ store viden om arbejderbevægelsens historie.

Efter at have afsluttet min basisuddannelse i samfundsvidenskab forsatte jeg mine studier på overbygningsuddannelsen i fagene historie og samfundsfag.

I slutningen af 1970’erne var jeg med i en gruppe, som lavede et tværfagligt projekt med titlen ”Udvikling i Socialdemokratiets klassesamarbejdspolitik.”

Min gruppe fik Claus Bryld som vejleder.

Jeg kendte i forvejen Claus Bryld, da jeg som medlem af partiet Venstresocialisterne i begyndelsen af 1970’erne læste skolingsmateriale om arbejderbevægelsen.

Skolingsmaterialet var bl.a. udarbejdet af Claus Bryld.

 

Mit hjemmebibliotek indeholder kun 2 af Claus Brylds mange bøger.

Den ældste er udgivet i 1976 og har titlen: ”Det danske Socialdemokrati og revisionismen. Bd. 1 og 2. GMT 1976.

Her karakteriserer Claus Bryld det danske Socialdemokratis politik på følgende måde:

Politisk må Socialdemokratiet karakteriseres som reformistisk. Målet var socialismen - afskaffelse privatejendomsretten til produktionsmidlerne og indførelse af samfundseje - men strategien og taktikken var præget af evolutionistisk tankegang (udviklingen anskuet som en evolution, en lige linje til socialisme) og vilje til kompromis med borgerligt-parlamentariske grupper, selv omkring mindre sociale forbedringer på et kapitalistisk strukturgrundlag.” (p. 134).

Claus Bryld viser i sin bog, at det danske Socialdemokrati var som snydt ud af næsen på det tyske Socialdemokrati.

Det tyske Socialdemokrati bestod af 3 fløje:

En højrefløj omkring Friedrich Ebert, et centrum omkring Karl Kautsky og Edouard Bernstein og en venstrefløj omkring Clara Zetkin. Senere Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

I 1973 havde jeg været med til at oversætte en pjece til dansk: Tony Cliff: Rosa Luxemburg - en politisk biografi. Politisk Revy.

Jeg havde i den forbindelse læst en del af Rosa Luxemburgs skrifter, hvor hun kritiserede sit partis ”revisionisme”.

Hendes kritik af det tyske Socialdemokratis ”revisionisme” gled rent ind hos mig (og mine gruppefæller).

Så vidt jeg husker konkluderede vi vort projekt med at fastslå, at det danske Socialdemokrati på baggrund af vores analyse af den førte politi måtte betegnes som et ”klassesamarbejde og småborgerlig arbejderparti”.

Den gang stadigt et arbejderparti (at regne efter medlemmer og vælgere).

 

Claus Bryld har i senere artikler og bøger redegjort for, hvorledes han på et tidligt tidspunkt tog afstand fra sin fars (landsretssagfører Børge Bryld) politiske holdning som en af lederne af det danske nazistparti (DSNAP).

Claus Brylds store viden om Socialdemokratiets historie kom os til gavn i vores projektskrivning.

Claus var mere end villig til at dele ud af sin store viden om besættelsestiden.

Han inviterede således min gruppe hjem til sig på Frederiksberg.

I løbet af aftenen røbede Claus stor viden om de danske nazister. Han udtalte sig fordømmende om lederen af de danske nazister Fritz Clausen og havde en forbløffende stor viden om de indre forhold i DNSAP.

Hvis ikke jeg husker meget galt, røbede han ikke, at hans far spillede en central rolle i partiets top - og senere brød med Fritz Clausen.

Måske var tiden endnu ikke inde til at ville stå frem med sin fars position som dansk topnazist.

I senere bøger - første gang 1994 - har Claus Bryld dog rodet bod sin forsigtige optræden i 1976.

Af hans artikler og bøger fremgår det, at det har kostet ham en del besvær, hvis ikke det der er værre.

Som historiker risikerede Claus Bryld let at blive ”brændemærket” som topnazistens søn, som umuligt kunne have et nuanceret syn på besættelsestidens historie.

Historieskrivningen om besættelsestiden i Danmark bar i mange år præg af være en kamp mellem forsvarere og modstandere af ”samarbejdspolitikken”.

I de første mange år efter krigen var det ifølge Claus Bryld modstandsbevægelsen, som satte sig på den officielle tolkning af begivenhederne.

Først i 1979 ændrede det sig. Her udgav historikeren Hans Kirschhoff sin ”Augustoprøret. Samarbejdspolitikkens fald”. (jf. Bryld, p. 188).  

Kirschhoff tidlige bøger står for mig som det bedste, der er skrevet om besættelsestiden.  

Jeg skylder Claus Bryld tak for at kunne læse hans bøger om arbejderbevægelsens historie og for hans mange bidrag til besættelsestidens historie.

 

Jf. den fyldige biografi:  

https://sn.dk/Villabyerne/Navnenyt-Kendt-historiker-bliver-firs/artikel/944386