15-05-2020

Karl Marx og Thomas Piketty.

Den franske økonom Thomas Piketty nyder stor sympati hos personer, som betegner sig som tilhængere af en centrum-venstrepolitik.

Dagbladet Information har givet spalteplads til hans artikler og forlaget Information har udgivet hans bøger.

Der er stor forskel på de 2 herrer.

Karl Marx levede i 1800-tallet (1818-1883); Piketty i vor tid.

Karl Marx analyserede den kapitalistiske produktionsmåde. Han fandt datidens borgerskab progressivt, fordi de som ejere af produktionsmidlerne var med til at udvikle produktivkræfterne.

Marx hævdede, at der bestod et modsætningsforhold mellem de kapitalistiske produktionsforhold og produktivkræfternes udvikling.

Kapitalisternes privatejendom stod i vejen for, at arbejderklassen kunne overtage produktionsmidlerne.

Karl Marx konkluderede, at privatejendomsretten derfor burde afskaffes.

Marx’ analyse af den kapitalistiske produktionsmåde deler Piketty ikke.

Piketty er ikke som Marx anti-kapitalist, men som ”demokratisk socialist” eller ”socialliberal” ønsker han visse justeringer af det kapitalistiske samfund.

Piketty har den fordel fremfor Karl Marx, at han har foretaget en grundig empirisk undersøgelse af formue og indtægtsfordelingen mange år tilbage i tiden.

På baggrund af sine empiriske undersøgelser ønsker han at skabe øget social lighed mellem samfundsgrupperne.

Som middel til at skabe større lighed mellem samfundsgrupperne, foreslår Piketty øget beskatning af formuer (arv) og af indkomster.

Piketty ønsker endvidere, at befolkningen bliver mere aktivt inddraget i de demokratiske beslutningsprocesser på arbejdspladser såvel som i det civile liv.

Hvor Marx i sin tænkning var systemsprængende, tænker Piketty inden for systemets rammer (systemimmanent).

Karl Marx nåede aldrig at gøre sit hovedværk ”Das Kapital” færdig og måtte opgive at foretage empiriske studier af udbytningsforholdet mellem lønarbejdere og kapitalejere.

Skønt Marx ikke på empirisk vis kunne påvise arbejdskraftens skabelse af ”merværdi”, men kun nåede til nogle generelle betragtninger over, hvor stor en del af arbejdsdagens længde, der behøvedes til reproduktion af arbejdskraften, gør det ikke hans teori mindre holdbar end Pikettys.

Det gør den anderledes og systemoverskridende, hvad Pikettys syn ikke er.  

Piketty indføjer sig i rækken af tænkere, som ikke bryder med kapitalismen, men som ønsker at ”reformere” kapitalismen og skaffe den af med sine værste sine ”uretfærdigheder”.

Historisk set, har dette ikke givet de store resultater for de udbyttede dele af befolkningen.

Men det er åbenbart nok for Piketty og det venstreliberale dagblad Information.