11-05-2020

RUC-historikeren Henrik Jensens lange linjer.

Historikeren Henrik Jensen er bogaktuel. Hans ny bog ”Efter Gud” udkom i april 2020.

Jeg har endnu ikke læst bogen, men må nøjes med Jyllands Postens interview med Henrik Jensen 8. maj 2020.

 

Henrik Jensens og min vej krydsede hinanden i foråret 1979.  Henrik (født 1947) og jeg (født 1951).

I 1972 blev jeg indskrevet på Roskilde Universitetscenter. Jeg havde valgt fagene historie og samfundsfag i min uddannelse til magister.

Uddannelsen sigtede på undervisning i gymnasieskolen. For at opnå undervisningskompetence skulle kandidaterne afvikle et praktisk pædagogikum på en gymnasieskole eller Hf-kursus.

Den teoretiske del af pædagogikum foregik på Roskilde Universitetscenter.

Henrik Jensen havde fået mig tildelt som vejleder i teoretisk pædagogikum.

Henrik var undervisningsassistent, jeg var studerende.

Henrik skulle vejlede en lidt yngre ung mand, som var udsat for et realitetschok ved konfrontationen med den gymnasieskole, som han selv havde forladt 8 år forinden.

Hverken Henrik eller jeg havde brugt megen tid på at sætte os i gymnasiebekendtgørelser for fagene historie og samfundsfag og kendte ikke meget til det eksisterende undervisningsmateriale.

Jeg fortalte kort Henrik om mine kvaler med undervisningen, om på rekordtid at skulle sætte sig ind i et nyt stofområde.

F.eks. havde jeg fået 14 dage til at sætte mig i vikingetiden, som jeg aldrig havde beskæftiget mig med.

Henrik Jensen var efter datidens mode blandt yngre venstreorienterede iført en hvid afghanerpels - og havde så vidt jeg husker halvlangt hår.

Da Henrik ikke kunne (eller skulle) bidrage med praktiske råd til afviklingen af mit praktiske pædagogikum, gled samtalen over i mere teoretiske baner.

Hvis man - som Henrik Jensen - opfattede sig som marxist var der 2 skoler at vælge i mellem: den kapitallogiske (Elmar Altvater, i Danmark Hans Jørgen Schanz) eller den strukturalistiske (Louis Althusser og Nicos Poulantzas).

Henrik tilhørte helt klart sidstnævnte strukturalistiske skole.

Henrik havde sammen med sin kollega Ib Thiersen skrevet bøger om kapitalismens udvikling fra feudalsamfund til moderne kapitalisme.

Bøgerne var skrevet i stil med den franske strukturalistiske filosof Louis Althussers (som indtil for nylig havde været medlem af det franske kommunistparti) næsten uforståelige (og ulæselige) sprog.

Jeg havde i begyndelsen været med til at oversætte en introduktionsbog i Karl Marx’ Kapitalen, som udkom på forlaget Kurasje.

”Kapitallogikerne” afviste strukturalismen som videnskabelig metode og kunne henvise til strukturalisternes stalinisme.

Måske blev også ”Frankfurterskolen” nævnt under vor samtale.

Jeg mener at kunne huske, at Henrik Jensen omtalte den franske skole af historikere omkring tidsskriftet les Annales - men er ikke sikker.

Måske har han også nævnt begrebet ”mentalitetshistorie”.

Jeg er sikker på, at han ikke nævnte den ungarske filosof og sociolog Karl Mannheim.

Franske Annales og Karl Mannheim synes at være inspirationen for Henrik Jensen i hans seneste bøger.

Jeg slap gennem det nåleøje, der hed pædagogikum og blev underviser.

I 1980’erne udgav Henrik Jensenen en lærebog om ”den senmiddelalderlige krise” i 1300-tallet.

En fremragende bog til historieundervisningen i europæisk middelalder.

Jeg har med held brugt den flere gange i min undervisning i 1990’erne.

Og nu kommer vi til Henrik Jensens lange linjer i egen forståelse af begrebet.

At dømme efter interviewet i Jyllands Posten 8. maj har Henrik Jensen konstrueret en lang linje fra 1348 (pesten i Firenze) over 1918 og frem til 1968.

Det er nok at stramme skruen en kende for meget.

 

Myten om 68’erne.

De såkaldte 68’ere har måttet holde stand for megen kritik, således også for at have indtaget nøgleposter i dagens kapitalistiske samfund (jf. bl.a. Bertel Haarder).

Det er altid rart med selvkritik, men den skulle helst ramme rigtigt.

Ifølge historikeren Henrik Jensen udartede ”ungdomsoprøret” i 1968 fra kollektiv frigørelse til individualistisk selvrealisering (og navlepilleri).

Ifølge Henrik Jensen har 68’erne have dannet skole for eftertiden og er skyld i det forbrugsræs, som efterfølgende generationer har kastet sig ud i.

Et oprindeligt åndeligt forbrug har udviklet sig et (bevidstløst) materielt forbrug.

Henrik Jensen skriver:
I løbet af få år spredte den ellers elitære ungdomsbevægelse sig og blev allemandseje, også for den middelklasse, oprøret var rettet imod. Den overtog de revolutionæres trang til selvrealisering og lod sig begejstret bohemificere [af bohéme].

Ungdomsoprørets politiske projekt døde hurtigt ud. Kommunisme, marxisme og radikal socialisme fik aldrig for alvor fodfæste og forblev perifere projekter for de få. Til gengæld blev 68’ernes livsstilsprojekt hængende. Det projekt som handlede om den enkelte selvrealisering, og det spor har vi ikke forladt siden”.

Jeg vil ikke frakende hans ”analyse” en del sandhed.

Ungdomsoprøret var ikke nogen énsidig størrelse.

Ungdomsoprørerne var én broget skare fra hippier, blomsterbørn, stofmisbrugere og politisk radikale af enhver slags.

Men ”ungdomsoprøret” var ikke kun forkælede middelklassebørns oprør mod forældregenerationen.

Det var også et verdensomspændende opbrud med det kapitalistiske udbyttersamfund.

Millioner af franske arbejdere gik i generalstrejke, hundredtusinder af italienske arbejdere besatte deres fabrikker osv.

Men RUC-historikeren Henrik Jensen er kommet på andre tanker siden sin grønne ungdom.

Han har nu smidt sin afghanerpels og er blevet godt gammeldags borgerlig, for ikke at sige konservativ (og vist nok også en smule reaktionær).

Er det virkeligt rigtigt som ordsproget siger:

Når Fanden bliver gammel, går han i kloster?

 

Kilde:   

Marcus Aggersbjerg: ”Nogle gange er man nødt til at få et radikalt vink med vognstangen for at komme fri af en dysfunktionel kultur”.

Jyllands Posten 8. maj 2020.