08-01-2020

Et kig i krystalkuglen 2020.

Vi tager landene ét for ét.

USA.

Rigsretssagen mod præsident Donald Trump har præget mediebilledet i den sidste del af 2019.

Vil den amerikanske præsident blive stillet for en rigsret i USA?

Der er flere grunde til, at det ikke vil lykkes Demokraterne at stille Trump for en domstol for at have misbrugt sin magtposition som præsident til at udøve pres og kræve en modydelse af Ukraines nyvalgte præsident.

Dels vil Demokraterne ikke komme igennem med en rigsretsanklage i Senatet Kongressens 2. kammer), da de ikke få tilstrækkeligt mange mandater ved næste valg.

Dels vil anklagerne mod Trump for magtmisbrug formodentlig ikke være stærke til at få ham dømt i en rigsretssag.

Ingen tvivl om at Trump har misbrugt sin position til at afpresse Ukraines nyvalgte præsident med løfte om militær bistand til gengæld for en politisk betinget modydelse i form af en undersøgelse af Joe Bidens søns bestyrelsespost i et ukrainsk selskab.

Det forekommer umiddelbart at være en mindre forseelse i forhold til, hvad Trump ellers måtte have gjort sig skyldig i.

Demokraternes insisterende krav om en rigsretssag må ses som led i en tidlig start på præsidentvalget i 2020.

Demokraterne burde snarere have brugt på at finde den rigtige præsidentkandidat, som kan slå Trump.

 

Demokraternes præsidentkandidat.

En mangfoldighed af kandidater har meldt sig på Demokraternes opstillingsliste.

Bernie Sanders er min favorit, men vil næppe blive nomineret. 

Bernie Sanders er demokratisk socialist. USA’s demokratiske socialister udgør en lille fraktion i det Demokratiske parti - og udgør ikke flertallet i det Demokratiske parti.

Medierne kalder Bernie Sanders ”socialist” - og gyser ved tanken om hans forslag om offentlig sygesikring.

I Europa vil man kalde Bernie Sanders for socialdemokrat - og kun få vil rynke på næsen.

I stedet vil Demokraterne nominere en kandidat, som repræsenterer midten i partiet (formentlig Elisabeth Warren - og ikke den aldrende Joe Biden).

Det er mit gæt, at uanset hvem Demokraterne stiller op som kandidat til præsidentvalget 2020, vil denne blive slået af Trump.      

  

 

England.

Som lovet under sin valgkamp vil det konservative partis formand Boris Johnson føre England ud af EU inden udgangen af 2020.

Boris Johnson er først og fremmest pragmatiker og vil være til at snakke med for EU’s topforhandlere.

Konsekvenserne af en frihandelsaftale vil vise sig at være knap så katastrofale som tilhængere af britisk forbliven i EU har hævdet - og som medierne har kolporteret.

 

Labour.

Den demokratiske socialist og formand for Labour Jeremy Corbyn led et parlamentarisk nederlag.

Corbyns politiske program indeholdt mange gode og fornuftige forslag om bl.a. styrkelse af den offentlige sektor i form af udbygning af sundhedssektoren og nationalisering af industrier og infrastruktur.

Corbyn begik imidlertid den parlamentariske brøler ikke at melde klart ud om sin holdning til EU.

Han kunne ikke bestemme sig og fortælle vælgerne om han for eller imod fortsat medlemskab af EU.

Han skulle have taget klar afstand fra EU, som aldrig vil kunne tjene den brede befolknings interesser.

EU er skabt på liberale præmisser om frihandel og markedsøkonomi og kræver fri bevægelighed for arbejdskraft, kapital, varer og tjenesteydelser.

Dette er ikke i den britiske arbejderklasses interesser.

Han blev fanget i et parlamentarisk spil om at favne så mange vælgere som muligt og ville appellere til begge vælgergrupper.

Efter Corbyns eklatante nederlag står partiets højrefløj på lur og hudfletter Corbyn for nederlaget.

Men pilen peger på dem selv.

Hvis ikke partiets neo-liberale højrefløj havde presset på for britisk forbliven i EU, ville Corbyn have stået mere frit - og kunne lettere have fremsat en klar og afvisende holdning til britisk medlemskab af EU.  

Nu vil partiets højrefløj - ledsaget af de Corbyn-fjendtlige medier - fortsætte og forstærke deres hetz mod Jeremy Corbyns ”socialistiske” program.

Corbyn genopfrisker blot Old Labours program i årene lige efter 2. verdenskrig.

 

Tyskland.

Tysklands skrøbelige koalitionsregering mellem SPD og de Kristelige Demokrater (CDU/CSU) kan ikke fortsætte.

Begge de 2 store partier er i tilbagegang og præget af stor indbyrdes uenighed til at koalitionen kan fortsætte.

Ingen af de tyske partier (SPD og CDU) er store nok til alene at danne regering.

Så enten må SPD trække til venstre.

Eller CDU/CSU må danne regering med den yderste højrefløj i Alternative für Deutschland (AFD).

De politiske forhold i Tyskland er præget af stor ustabilitet.  

 

Frankrig.

Indrømmet jeg var ikke nogen stor tilhænger af den franske præsident Macron, da han blev valgt til præsident.

Macron forekom mange som et  nyt og frisk pust i fransk politik, som led under mange politiske skandaler.

Frankrigs 2 store partier gennem mange år: republikanerne og socialdemokraterne gik mere eller mindre i opløsning.

Macron gennemskuede hurtigt denne udvikling og kørte sig tidligt i stilling som et nyt bud på en politisk fornyelse.

Macron havde en fortid i bankverdenen som investeringsrådgiver. Hans karriere i erhvervslivet gjorde ham til økonomisk rådgiver for Francois Hollande og senere finansminister i hans regering.

Macron var vidne til det franske Socialistpartis indre forfald og udnyttede sin position til at køre sig i stilling som en kommende præsidentkandidat.

Han skabte på ingen tid sin helt egen politiske bevægelse En Marche (lidt lige som Alternativet i Danmark).

Efter sit valg til præsident har han ikke levet op til centrum-venstrefløjens forventninger, men har vist sig som en ordinær neoliberal politiker.

Ingen andre end Marine Le Pen på den yderste populistiske højrefløj kan true hans præsidentskab.

 

Italien.

Hvis de politiske forhold i Frankrig er usikre er de det i endnu højere grad i Italien.

Italiens stærke mand Matteo Salvini førte sig længe frem som Italiens ”stærke mand” og fremstillede sig selv som den, der bestemte regeringens politik.

Matteo Salvini var indtil for nylig Indenrigsminister i en koalitionsregering bestående af Beppe Grillos Fremstjernebevægelse og Salvinis omdøbte Lega (oprindeligt Lega Nord).

Den mægtige Salvini overspillede imidlertid sine kort som indenrigsminister i koalitionsregeringen - og var årsag til koalitionens opløsning.

Femstjernebevægelse skulle nu finde en anden koalitionspartner. Denne blev det genopstandne Partito Democratico (PD).

Der er ikke udsigt til større politisk stabilitet i Italien, end der har været siden 1945.

 

Spanien.

Spanien har i hele 2019 befundet sig i en parlamentarisk krise.

2 gange har den spanske ministerpræsident Pedro Sanchez (PSOE) måttet udskrive valg i 2019. Begge gange uden held. PSOE råder stadig ikke over et absolut flertal i parlamentet.

Pedro Sanchez er derfor nødsaget til at finde et parlamentarisk flertal uden for partiet.

Indtil videre er det ikke lykkedes Pedro Sanchez at danne en flertalsregering.

Pedro Sanchez må enten satse på det venstreorienterede PODEMOS og de små catalanske uafhængigspartier.

PODEMOS presser Sanchez fra venstre og støtter catalansk uafhængighed.

Sanchez er imod, at Catalonien løsriver sig fra Spanien og mener at en folkeafstemning strider imod den spanske forfatning, som giver Catalonien (og andre provinser) en vis form ”autonomi”.

Indtil videre synes de langvarige forhandlinger (med PODEMOS og de catalanske partier) at være gået i hårdknude.

På spring  til at løse det ”catalanske problem” står det højreekstreme parti VOX, som for første gang blev repræsenteret i det spanske parlament.

Partiet består af udbrydere fra det konservative Partido Popular (PP) og er imod catalansk uafhængighed.

VOX kræver, at den spanske centralmagt knuser den catalanske løsrivelsesbevægelse.

VOX er et klart bud på en drastisk løsning af ”det catalanske problem”.

 

Rusland.

Ruslands enevældige autokrat - og tidligere KGB-chef - nuværende præsident Vladimir Putin vil forsat være ved magten i Rusland i 2020.

Antallet og mængden af folkelige protester vil øges og den russiske statsmagt vil ty til stadig mere repressive midler mod demonstranter og kritikere.

Antallet af mord på hjemlige og udenlandske dissidenter vil fortsætte med uformindsket styrke.

Putin vil fortsat nægte, at der findes russiske tropper i det østlige Ukraine. Han vil møde op til indbudte forhandlingsmøder og erklære, at han er interesseret i en fredsslutning mellem de 2 republikker og den ukrainske regering, som han i øvrigt anser for ”fascistisk”.

Derefter vil alt fortsætte som det plejer. Intet vil have ændret sig for civilbefolkningen, som forsat må leve i en krigszone.

Han vil fastholde sit kram på halvøen Krim og forsøge at presse Hvide-Rusland til at indgå en pagt med Rusland.

  

Afrika.

Afrika vil i stigende grad blive præget af jihadistiske terrororganisationer, som vil destabilisere de skrøbelige de afrikanske nationer.

Jihadistiske terrororganisationer som Boko Haram, Al Shabab og Islamisk Stat vil hærge stadig større dele af Afrika.

De afrikanske lande vil behøve hjælp udefra til at forsvare sig imod og bekæmpe terroren, som vil nedbryde samfundene.

FN og NATO vil i stadig stigende grad blive konfronteret med krav om hjælp og militær bistand til de afrikanske lande.  

 

 

Asien.

Kina.

Xi Jinping vil fortsat holde Folkerepublikken i sit jerngreb. Den sammensmeltede partistat vil ikke afgive magt til sin befolkning, som fortsat vil være undertrykt.

Enkeltpersoners spæde forsøg på protester vil omgående blive kvalt af det monolitiske partistatsbureaukrati.

Folkerepublikken vil fortsætte sin bløde ekspansionistiske udenrigspolitik og byde sig til i udviklingslande i Afrika og Asien.

Xi Jin Pings smarte ’bløde diplomati’ vil ikke blive mødt af særlig stor modstand i den vestlige verden, som fortsat vil byde kinesiske investeringer i vestlige lande velkommen.

Dog vil kinesiske investeringer i telekommunikation og lign. blive mødt med skepsis, dog uden at det fører til større afbrydelser af fortsat øget handelssamkvem.

Xi Jin Ping vil fortsat uhindret kunne overvåge og arrestere og anbringe etniske minoriteter som uighurer i hundredvis af tvangsarbejdslejre i Xinjiang-provinsen.

Ingen vil dog af den grund krumme et hår på hovedet af Xi Jinping.

Enkelte ”modige” vestlige ledere vil finde anledning ved festlige lejligheder at bringe spørgsmålet op for de kinesiske ledere, dog ikke danske politikere.

 

Indien.

Indien vil bevare sit århundredgamle kastesamfund, dog med plads til materielle forbedringer for den indiske middelklasse, som efterhånden vil komme ud af sin fattigdom.

Store dele af den indiske befolkning vil dog fortsat leve i ekstrem fattigdom. Det årtusindgamle kastesystem vil forsat herske i Indien.

Det herskende hinduistiske parti BJP vil bevare sin magt og bestræbe sig på at gøre Indien stadig mere hinduistisk.

Andre befolkningsgrupper som muslimer, buddhister og sikher vil gøre modstand mod den tiltagende ”hinduisering” af Indien - og det vil komme til alvorlige sammenstød mellem de forskellige befolkningsgrupper.

Konflikten i den delte Punjab-provins mellem indere og pakistanere (punjabier) vil eskalere og føre til væbnede sammenstød mellem den indiske hær og grupper af separatister.

 

Latinamerika.

Selvom Latinamerika ikke på samme måde som hidtil er USA’s ”baggård”, vil USA forsat holde et vågent øje med den politiske udvikling i Latinamerika.

USA vil sørge for, at ikke alt for mange ”venstreorienterede” partier og præsidentkandidater (som i Bolivia og Venezuela og Mexico) kommer til magten.

USA vil fortsat yde politisk rådgivning økonomisk støtte til ”højreorienterede” partier og præsidentkandidater, som kan holde venstrefløjen stangen.

Den økonomiske og sociale ulighed vil forsat være stor og give anledning til en masse sociale protester, som vil være rettet mod de siddende regeringer offentlige ”nedskæringspolitik”.

Forarmelse af brede dele af befolkninger vil føre til sociale oprør mod de besiddende klasser.

Afhængig af om der opstår en organiseret ledelse af oprørene, vil de føre til større eller mindre omvæltninger.

De politiske forhold i mange latinamerikanske lande er meget labile - og kan føre til afgørende sammenstød mellem samfundsklasserne.

 

Danmark.

Der må forventes ”business as usual”.

Regeringsfarven får ikke nogen særlig betydning. Blå eller rød er lige fedt.

Mette Frederiksens Socialdemokrati vil ikke vige fra sin dagsorden om at bevare status quo (ikke ændre alt for meget i det danske samfund).

Socialdemokratiet er i det store og hele tilfreds med det danske samfund, som det ser ud lige nu.

Partiet vil få svært at opretholde sin illusion om, at Danmark forsat skal være en blandingsøkonomi med lige dele privat og offentlig virksomhed.

Partiet vil ikke for alvor modsætte sig den sandsynlig udvikling i retning af øget privatisering og udlicitering af hidtil offentlige opgaver.

Det vil ad åre vise sig, at Socialdemokratiet ikke har nogen ”røde linjer” for grænsen for privatisering af hidtil varetagne offentlige opgaver.

Partiets ministre (og ledende folk) vil i stigende grad vise sig politiske pragmatiske og som ideologisk visionsløse teknokrater.

Der er absolut ingen til at fæstne lid til, at det gamle ”arbejderparti” skulle vende tilbage til fordums tid og forvandle sig til et ”venstreorienteret” arbejderparti. Den tid er for længst forbi.

Hvis man vil genskabe fortidens klassebevidste arbejderparti sker der i opposition til og udenfor dagens reaktionære Socialdemokrati.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er blot ”venstre-socialdemokrater” udenfor Socialdemokratiet.

Begge partier vil vise sig at være lige så reformistiske og prokapitalistiske som Socialdemokratiet.

Ikke nok så mange ”socialistiske” mandater i Folketinget, vil være nok til at komme nogle skridt nærmere et socialistisk samfund.

Historien viser, at jo tættere reformister kommer magten, jo mere tilbøjelige vil de være på at havne på klassefjendens side.

 

Der var mit kig i krystalkuglen for 2020.