13-12-2019

Valg i Storbritannien - et splittet britisk Labour tabte stort.

Ved valget torsdag 12. december fik Boris Johnsons Konservative Parti kun 44 % af de afgivne stemmer.

Britiske vælgere afgiver deres stemme på en af de opstillede kandidater i de 650 valgkredse.

Fordelingen af mandater foregår ikke som i Danmark efter proportionalitet (i forhold til antallet af de afgivne stemmer på partierne).

Den af kandidaterne som opnår flest stemmer, vinder mandatet. Stemmer som er afgivet på andre end vinderen, smides bort - og samles ikke som i Danmark i ”tillægsmandater”.

En helt igennem udemokratisk valgmetode, som gavner store partier.

Derfor får man det groteske valgresultat, som giver det Konservative Parti 364 mandater (ud af i alt 650), skønt partiet kun har fået 44 % af de afgivne stemmer.

[Hvis Storbritannien have haft forholdstalsvalg og ikke flertalsvalg i enkeltmandskredse (’first man to the pole’) havde det Konservative Parti ikke fået 364 men 286 mandater.

Altså 78 mandater for meget.]    

Dette er langt over halvdelen af samtlige mandater i det britiske parlament - og nok til at give partiet et absolut flertal.

Partiets nyvalgte formand Boris Johnson kan nu ”få sit Brexit ordnet” og gennemføre sin Brexit-aftale med den Europæiske Union.

 

Corbyns Labour - valgets store taber.

Labour står tilbage som valgets store taber.

Partiet fik kun 203 mandater og mistede 59 mandater i parlamentet.

Trods sine mange år som medlem af Labours parlamentsgruppe var Corbyn ikke kendt for sit parlamentariske virke.

Han var mere kendt for sine aktiviteter udenfor parlamentet.

Corbyn deltog gennem årene i flere forskellige græsrodsbevægelser: antiapartheid, anti-atomkraft, antiracisme, for en fair justits for medlemmer af det irske IRA osv.

Corbyn tilhørte sit partis venstrefløj og kæmpede en indædt kamp mod partiets højrefløj (Neil Kinnock, Tony Blair, Gordon Brown og Ed Milliband).

Han forsvarede medlemmer af Labour, som havde divergerende opfattelser af partiets klassesamarbejdspolitik - og som partiets ledelse ønskede at ekskludere.

Corbyn kom til magten i Labour i 2015 ridende på en bølge af entusiasme fra en skare af yngre medlemmer, som meldte sig ind under Ed Millibands ledelse.

Det lykkedes imidlertid aldrig Corbyn og hans støtter at få hele sit partis støtte i holdningen til den Europæiske Union (EU). 

Partiets var delt i to føje. Højrefløjen var til hænger af fortsat fuldt medlemskab af EU.

Corbyn-fløjen var ligeledes delt. En del af Corbyn støtter var tilhængere af EU, andre af en ”blød” exit fra EU.

Corbyn satte sig mellem 2 (eller 3) stole - og hans bukser revnede.  

Corbyn manglede en sammenhængende analyse af EU. Corbyn blev forledt til at tro, at EU kan bruges i visse henseender.

Det er en fejl at tro, at man kan pille ’kirsebærret af lagkagen’.

Arbejdstagerrettigheder og progressiv miljølovgivning opvejer ikke alle unionens negative sider.

Medlemskab af EU indebærer, at landene underkaster sig en bestemt økonomisk politik, som udelukker at landene kan føre en selvstændig økonomisk politik.

ØMU’ens konvergenskriterier underminerer, at der kan føres en økonomisk politik, som adskiller sig fra EU’s overordnede rammer for økonomisk politik.

ØMU’en lægger bånd på landenes underskud på de offentlige budgetter og på hvor står en offentlig gæld landene må have (målt i procent af BNP).

Renten må ikke svinge uafhængigt og valutaen er fastfrosset i forhold til Euroen.

Corbyns Labour gik til valg på at fastholde den økonomisk monetære union og at bevare forholdet til Euroen (Norge ++).

Hvis Corbyns Labour i stedet for sin vattede holdning til EU havde fremført en klar anti-EU-linje, havde Labour formodentlig ikke mistet så mange stemmer i de arbejderkredse, som stemte for at forlade EU.  

 

Partiets højrefløj vejrer morgenluft.  

Partiets højrefløj vejrer nu morgenluft og vil gøre sit til at Corbyns støtter i partiets lokalafdelinger får mindre indflydelse på partiets politik.

Højrefløjen er godt hjulpet af de borgerlige medier, som fortsat vil hetze mod Corbyn.

Borgerlige medier som Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og Information, som ellers holder sig for næsen af den britiske tabloidpresse, har ikke holdt sig for gode til at bidrage til hylekoret af anti-Corbyn retorik.

Ikke underligt at offentligheden (og de britiske vælgere) har svært ved at orientere sig.

 

Kilder:

https://www.bbc.com/news/uk-politics-45640548

https://www.bbc.com/news/uk-politics-48027580

https://www.theguardian.com/commentisfree/2016/sep/16/jeremy-corbyn-leadership-david-cameron-libya-labour