27-11-2019

Jødehad, antisemitisme og antizionisme.

Jeg vil for en gang skyld ikke kaste mig ud i en politisk diskussion om brugen af begreberne antisemitisme, jødehad og zionisme, selv jeg måske kunne bidrage til en begrebsafklaring.

Det er min opfattelse, at brugen af de 3 begreber efterhånden er kommet så langt ud, at der nok ikke længere er nogen vej tilbage.

Jeg vil i stedet prøve at gå en anden vej.

Jeg vil ud fra mine egne oplevelser prøve at skildre de få gange i min tilværelse, hvor jeg har mødt danske jøder.

De få gange jeg stødte på danske jøder i min barndom og ungdom (født 1951) var jeg mig ikke bevidst om, at de pågældende personer også var jøder. De var bare mennesker som alle andre.

 

Frk.  Georgsen.

Frk. Georgsen var min lærer i geografi i folkeskolen (1958-1968). Først langt senere i mit liv har jeg gjort mig tanker om frk. Georgsens geografitimer.

Frk. Georgsens geografitimer kunne med lidt ond vilje godt betegnes som lige så meget historie og religion - som geograftimer.

Efter nærmere eftertanke - og mange år senere - husker jeg godt, at frk. Georgsen brugte uforholdsmæssigt mange timer på at gennemgå det ”Hellige Lands” historie.   

I faget bibelhistorie (i dag religion, kristendomskundskab) lærte vi om Ny og gamle Testamente og blev fortalt om jødernes historie (”Guds udvalgte folk”).

Det blev dengang ikke af mig opfattet som en ensidig fortælling om jødernes historie, hvor man undlod at fortælle palæstinensernes historie.

Staten Israel kom først til langt senere i historien (1947) - og så langt nåede man ikke i bibelkundskab.

Frk. Georgsen tog tråden fra bibelhistorie op og forsatte med det jødiske folks historie.

I frk. Georgsens geografiundervisning var der afsat usædvanligt mange timer til at gennemgå det ”Hellige Lands” historie.

I dag ville man nok betegne hendes geografiundervisning som liggende på kanten af pensum (og som værende indoktrinerende).

Sådan opfattede jeg det ikke den gang. Ok, jeg vidste ikke bedre.

Kun en enkelt elev i min klasse protesterede med rette mod den ensidige undervisning.

Jeg hørte til den tavse flertal, som fandt sig i frk. Georgsen ensidige undervisning.

Frk. Georgsen var jøde på et tidspunkt, hvor man i Danmark ikke satte spørgsmålstegn ved staten Israels eksistens.

Først 6-dages krigen i juni 1967 ændrede på den danske befolknings syn staten Israel.

Før 6-dages krigen var et flertal i den danske befolkning positive overfor staten Israel. Efter staten Israels militære erobring af Golan-højderne, Gaza-striben, Vestbredden og Øst-Jerusalem svingede den pro-israelske stemning over til at blive pro-palæstinensisk.

Jeg svingede med.  

 

Arne Rosenhoff.    

Arne Rosenhoff hed min tysklærer i gymnasieskolen (1968-1971). Han var en usædvanlig dygtig tysklærer. Han havde således oversat Goethes Faust til dansk.

Arne Rosenhoff var både fagligt dygtigt og et prægtigt menneske. Arne Rosenhoff tilbød undervisning på gymnasiet om aftenen.

Ikke i tyske verbers bøjningsformer eller i brugen af det tyske sprogs kasus.

Men i indisk filosofi, som han var inspireret af.

Jeg kunne lide det tyske sprog og fik senere stor gavn af det tysk, som jeg lærte i Arne Rosenhoffs tysktimer.

På universitet (1972-1980) gjorde jeg flittigt brug af tysk litteratur.

 

”Palæstinenserne er vore dages jøder”.

En episode står krystalklart for mig.

I en pause før en tysktime gik jeg ind i det undervisningslokale, hvor næste time i tysk skulle finde sted.

Måske har jeg kedet mig. I alt fald gik jeg op til kridttavlen i lokalet og skrev: ”Palæstinenserne er vore dages jøder!”

Helt uformidlet og uden yderligere kommentarer.

1968 vakte min politiske bevidsthed og jeg var på alle undertryktes side. Udbyttede og undertrykte danske lønarbejdere som fordrevne og besatte palæstinensere.

Da Arne Rosenhoff - som ikke var helt ung, dårligt seende og endnu dårligt hørende - kom ind i lokalet kastede han uvilkårligt et blik på kridttavlen og så min flammeskrift.

Av for den da, tænkte jeg. Arne Rosenhoff er jo jøde. Hvad bilder jeg mig ind, tænkte jeg - og fik halvvejs dårlig samvittighed. Måske har jeg fornærmet en uskyldig jøde?

Men Arne Rosenhoff tog det helt roligt og spurgte interesseret, hvem der var ophavsmand til flammeskriften på tavlen.

Ud af øjenkrogen så jeg, at min sidekammerat opfordrede mig til at stå ved mit bombastiske udsagn - og jeg rakte modvilligt en hånd i vejret.

Jeg havde nokventet et møgfald fra Arne Rosenhoffs side, som ville belære mig om det jødiske folks tragiske skæbne.

I stedet lagde Arne Rosenhoff op til en sokratisk dialog om hvorledes min påstand skulle forstås.

Jeg forsøgte at retfærdiggøre min påstand om palæstinensernes stilling i deres hjemland Palæstina - og kritiserede vistnok staten Israels besættelse af de erobrede områder i 6-dages krigen 1967.

Arne Rosenhoff tillod, at mit bombastiske udsagn dannede udgangspunkt for en interessant diskussion, skønt han måske rettelig burde have brugt timen til at undervise os i bøjning af uregelmæssige verber og tysk sætningskonstruktion.

Så 2 forskellige oplevelser med 2 vidt forskellige repræsentanter for det jødiske folk.

 

Knud Nordbo.

Min klasselærer i gymnasieskolen (historie, latin og oldtidskundskab) hed Knud Nordbo.

Knud Nordbo var af den ”gamle skole”.

Mit forhold til Knud Nordbo som underviser ændrede sig i løbet af min gymnasietid.

De klassen kun bestod af 2 drenge, udpegede Knud Nordbo os to drenge til at være ”dukse”.

Sammen med Nordbo hentede vi skolens historiske kort i kortskabet og bar dem ned i undervisningslokalet.

Da ”ungdomsoprøret” indfandt sig, blev mit forhold til Nordbo lidt mere køligt.

Nordbo var sprænglærd som historiker og som sproglærer. Jeg fornærmer ham vist ikke, hvis jeg kalder ham en fagidiot.

Han var dybt engageret i sine fag og deres traditioner.

Han var til dårlig til at formidle sine fag. Hans undervisning var kedelig og søvndyssende og han forsøgte i kun i meget lille udstrækning at inddrage sine elever i undervisningen.

 

Knud Nordbo på tur til Tyskland i begyndelsen af 1930’erne.

Mange år efter Knud Nordbos død stødte jeg på oplysninger om Knud Nordbo, som jeg godt kunne have brugt som hans elev i min gymnasietid.

Thomas Harder udgav i 2009 en bog om en af Knud Nordbos ungdomsvenner: ”Den danske partisan. Il danese Paulo”.

Nordbo og ”il danese Paulo” drog som unge gymnasiaster i årene inden Hitlers magtovertagelse i 1933 ned gennem Tyskland.  

Vennen ”Il danese Paulo” drog videre og søgte om optagelse i et kloster og blev munk.

Nordbo drog tilbage til Danmark og fortsatte sit liv.

Harder har haft adgang til privat korrespondance, hvoraf det fremgår, at Knud Nordbo foretog et navneskift.

Han droppede sit jødiske efternavn og erstattede det med det skandinavisk klingende Nordbo.

Knud Nordbo havde holdt sin jødiske identitet hemmelig overfor omverdenen, som et forsvarsværn mod jødeforfølgelse.

Set i lyset af nazisternes besættelse af Danmark 1940 var det en klog handling, som måske har reddet Knud Nordbos liv.

Den historie ville jeg da gerne have hørt i min gymnasietid (1968-1971).

Men Knud Nordbo har åbenbart ment, at tiden ikke var inde til at fortælle den.

 

Afsluttende bemærkning.

Som alle andre befolkningsgrupper er jøder også forskellige. Ikke så mærkeligt endda.

Hvis nogen skulle finde på at beskylde mig for jødehad eller antisemitisme vil jeg henvise dem til forsiden af min selvbiografi: Palle alene i verden. Fra pæn dreng til rebel. En personlig og politisk biografi. Forlaget Underskoven. 2014.

Bogens omslag er prydet af fotos af:

Karl Marx, Rosa Luxemburg og Leo Trotsky. Mig bekendt er alle 3 af jødisk herkomst.

Hvis også Arlette Laguiller er af jødisk herkomst, ville jeg intet have imod det.

Jeg har aldrig spurgt hende.

De forbliver alle 4 mine forbilleder.