27-11-2019

Mordet på Malta.

I 1983 udkom bogen ”Mord på Malta” af den danske forfatter Dan Turéll.

I en diskret note i bogen forsikrer Dan Turéll, at den ”ikke på nogen måde foregiver eller tilstræber at være et loyalt, turistisk korrekt billede” af Malta.

Dan Turéll understregede, at ”hvis alle maltesere blev skildret som de elskværdige engle de er, ville en kriminalroman være umulig.”

Modsat Dan Turéll vil jeg mene, at det følgende viser, at der blandt maltesiske borgere findes ”brådne kar”, som jeg ikke vil betegne som ”elskværdige engle”.

Det er absolut muligt at skrive en ”true crime”-historie, som foregår på Malta.

 

Daphne Caruanas bil bombesprængt.  

16. oktober 2017 blev den kritiske maltesiske journalist Daphne Caruanas bil bombesprængt nær hendes hjem.

Det er på nuværende tidspunkt ikke afklaret, hvem der står bag den  bombesprængning, der kostede journalisten livet.

Sagen er kompliceret og har mange tråde nedad til Maltas kriminelle underverden - og opad til højtstående politikere på Malta.

Opklaringsarbejdet fik fart da en hidtil ukendt person Melvin Theuma i sidste uge henvendte sig til det maltesiske politi. Theuma hævdede at have oplysninger om, hvem der stod bag bombesprængningen.

Premierminister Joseph Muscat (Labour) holdt en pressekonference, hvor han sagde, at Melvin Theuma havde fået frit lejde, såfremt han vidnede i dagen og medvirkede til dens opklaring.

Daphne Caruana havde op til drabet på hende på sin webside kritiseret den siddende Labour-regering for at være indblandet i sager om hvidvask af illegale penge.

Hun havde peget på 2 personer, som stod premierminister Muscat nær: ex-energiminister, senere turistminister Konrad Mizzi og kabinetschef Keith Schembri.

Begge er nu fratrådt som minister og kabinetschef.

 

Caruana offentliggør e-mails fra Panama Papers.

På baggrund af lækkede e-mails fra et advokatfirma i Panama, konkluderede Caruana, at Mizzi og Schembri havde medvirket til tvivlsomme finansielle transaktioner fra et firma på Malta - 17 Black - og til 2 selskaber indregistreret i Panama.  

17 Black var oprettet af en af Maltas største industrimagnater Yorgen Fenech. Fenech var administrerende direktør (CEO) i koncernen TAMAS.

TAMAS ejer 60 selskaber indenfor energi, turisme -og fritid, spil og ejendomsudvikling.

Fenech er nu arresteret og sigtet for hvidvask og for mulig medvirkning til drabet på Caruana.

 

Melvin Theuma - forbindelsesled mellem forretningsliv og politikere?

Melvin Theuma skulle efter eget udsagn havde aflagt tilståelse om, at han var forbindelsesleddet mellem forretningsmanden Fenech og de 2 nærtstående medarbejdere til premierminister Joseph Muscat.

Måske har han også formidlet kontakten til Caruanas lejemordere.

3 personer fra Maltas kriminelle underverden er anholdt og sigtet for medvirken til bombeattentatet.

EU-landet Malta trænger til at få ryddet op i de skumle forbindelser mellem ministre, forretningsmænd og den kriminelle underverden.

Hvis journalister som Daphne Caruana ikke ustraffet kan kritisere magthaverne og deres korruption, kan Malta ikke kalde sig et demokrati.       

 

Kilder:

https://timesofmalta.com/articles/view/yorgen-fenechs-61-connected-companies-under-scrutiny.752932

https://timesofmalta.com/articles/view/live-blog-caruana-galizia-murder-probe-arrests-political-crisis.752764

https://timesofmalta.com/articles/view/daphne-murder-pm-confirms-conditional-pardon-offered-to-middleman.750964

https://timesofmalta.com/articles/view/konrad-mizzis-secret-trip-to-dubai-in-2015.649153

https://timesofmalta.com/articles/view/exclusive-17-black-owner-identified-as-local-power-station-businessman.692998

https://timesofmalta.com/articles/view/who-is-yorgen-fenech.751210