10-11-2019

Parlamentsvalg i Spanien. Når demokraterne spiller fallit.

 

Med Spaniens blodige borgerkrig (19361939) in mente og med alle de sår, som endnu ikke er lægt så mange år krigen, kan man vanskeligt se med fortrøstning på det parlamentsvalg, som regeringsleder Pedro Sanchez (PSOE) for anden gang i år har kastet de spanske vælgere ud i. 

Spaniens parlamentariske system ser ud til at være kørt fast.

Pedro Sanchez har ikke hidtil formået at samle et flertal i det spanske parlament bag sig og har derfor ikke kunne danne regering.

Efter Francos død i 1975 har det politiske liv i Spanien været præget af 2 partier. Et borgerligt konservativt (nu Partido Popular) og et socialdemokratisk (PSOE).

Partido Popular har aldrig rigtigt frigjort sig fra arven fra Franco og hans fascistiske regime.

PP har ganske vist undladt at stemme imod en amnestilov fra 1997, som frifandt alle borgerkrigens ofre og bødler, og stemte i 1978 for Spaniens ny forfatning, som tildeler de spanske regionerne en vis portion selvstændighed.

Regioner som Baskerlandet og Catalonien har et udstrakt selvstyre på visse områder som egne parlamenter, administration, skatteudskrivning, domstole politimyndighed m.m.

Spørgsmålet om regionernes grad af selvstændighed har præget valgkampen. Ikke mindst spørgsmålet om Cataloniens selvstændighed.

Her er fronterne for alvor kridtet op.

Valgkampen har mest handlet om partiernes holdning til catalansk selvstændighed og hvorledes den spanske centralmagt skal håndtere de mange gadedemonstrationer, hvoraf nogle udartede til voldelige sammenstød med det catalanske politi og hjælpestyrker fra det øvrige Spanien.

De massive demonstrationer og generalstrejke har bragt sindene i kog hos politikerne.

 

Nyt parti på den ekstreme højrefløj står til fremgang.

Indtil april 2019 havde Spanien ikke en højreekstremt parti i parlamentet.

Småbitte grupper af Franco-tilhængere findes, men indtil april i år fandtes der ikke som i andre europæiske lande et ekstremt højrefløjsparti som VOX.  

Ledelseslaget i VOX består af udbrydere fra PP, som var utilfredse med Mariano Rajoys mere ”moderate” linje i spørgsmålet om autonomi til regionerne.

I VOX er der ikke plads til vaklen i geledderne og tonen er skrap mod alle former for ”separatisme” vendt mod den spanske centralmagt i Madrid.

Lige så lidt som Franco accepterede regional uafhængighed og bekæmpede ethvert tilløb til uafhængighed for Baskerlandet og Catalonien, lige så indædt modstandere er partiet VOX.

Partiet har formået at gøre spørgsmålet om spansk enhed til valgets afgørende spørgsmål.

PSOE’s Pedro Sanchez har ikke formået sejle op imod VOX benhårde retorik, men har fejlagtigt forsøgt at hamle op med de borgerlige partier i sin fordømmelse af de catalanske ”separatister”.

VOX vil have afskaffet Cataloniens autonomi (forfatningsstridigt), vil have de catalanske nationalistpartier forbudt og deres ledere fængslet (de som ikke allerede er fængslet).

Pedro Sanchez maner til besindelse, men kommer ikke med konkrete forslag til løsning af striden.

Det vil derfor ikke være nogen overraskelse, hvis valgets vinder bliver partiet VOX. Partiet står i meningsmålingerne til en fordobling af mandattallet i parlamentet.

PSOE vil formentlig miste stemmer på grund af sin usikre holdning til Cataloniens selvstændig og sine manglende løsningsforslag.  

En ting er helt sikkert: Valget vil ikke løse Spaniens vedvarende parlamentariske krise og ikke bringe Pedro Sanchez ud af det dødvande, som hans regeringsforhandlinger nu i årevis har befundet sig i.

Han risikerer på ny at blive afhængig af de regionale uafhængighedspartier i Baskerlandet og Catalonien eller at måtte afgive magten til de borgerlige partier (VOX, PP, Ciudadanos).