25-10-2019

Den afdøde spanske diktators Francos lig opgraves.

Fra 1928 til 1932 styredes Spanien af et diktatur under Primo de Rivera. I 1932 afløstes Primo de Rivera af en demokratisk republik.

Republikken var ikke lige populær i alle lejre - og i 1936 indledte en general Francisco Franco et oprør mod den demokratiske republik.

Republikkens tilhængere samlede sig i 1936 i en Folkefront, som blev støttet af vidt forskellige politiske kræfter fra borgerlige republikanere, catalanske nationalister, socialister af forskellig afskygning, stalinister og marxister.

Folkefrontens deltagere var fra starten uenige om udformningen af det spanske samfund.

Hvor langt skulle Folkefronten gå i sit opgør med Primo de Riveras diktatur? Var målet etablering af en borgerlig stat eller skulle man gå videre i retning af en socialistisk stat.

De kræfter i Folkefronten som mente, at man kun skulle gå halvvejen - og ikke arbejde sig henimod et socialistisk samfund sejrede.

Den interne uenighed i Folkefronten fik imidlertid ikke lov at udfolde sig, da oprørske generaler 1936 i det spanske militær i opposition til Folkefronten indledte en væbnet opstand mod Republikken.

I 1930’erne var verden delt mellem borgerlige demokratier og diktaturer. De borgerlige demokratier i England og Frankrig (og andre europæiske lande) kendte ikke deres besøgstid, da først Mussolini kom til magten i Italien, dernæst Hitler i Tyskland fældede de borgerlige demokratier.

Borgerlige politikere i England og Frankrig førte en ”fredeliggørelsespolitik” overfor diktatorerne - og prædikede neutralitet overfor truslerne fra Mussolini og Hitler (og det kejserlige Japan).

De borgerlige demokratier i England og Frankrig vovede ikke udfordre hverken Mussolini eller Hitler.

Det var derfor ikke noget under, at de heller ikke støttede det republikanske Spanien i dets kamp mod de oprørske spanske generaler.

Resultatet af den udeblevne støtte blev, at Francos oprørsstyrker efter 3 års blodig borgerkrig besejrede Folkefronten.

Formelt sluttede den spanske borgerkrig i 1939.

Borgerkrigen havde kostet hundredtusinder livet. Men Franco fortsatte sin krig mod alle sine politiske fjender.   

Et af hans mange projekter var De Faldnes dal.

Her skulle borgerkrigens hundredtusinder af ofre begraves side om side som en slags forsonende gestus fra hans side.  

De Faldnes Dal skulle være et samlingspunkt for alle hans tilhængere. Et valfartssted som de kunne opsøge og lovprise deres diktator.

Men selv ikke diktatorer lever evigt - og i 1975 døde Francisco Franco.

Franco havde ikke udpeget en decideret efterfølger blandt sine allernærmeste medarbejdere i den fascistiske bevægelse, som blev etableret til støtte for ham.

Franco viste sig i sidste ende at være lige så meget monarkist som alt andet - og pegede i den sidste del af sit liv på kronprins Juan Carlos som sin efterfølger.

Kronprinsen kom i lære hos Franco og hans nærmeste medarbejdere.

Med Franco døde også hans militærdiktatur - og Juan Carlos blev konge i et spansk monarki.

I 1978 var Spanien moden til demokrati. Landet fik en forfatning, som stadig gælder.

I 1997 vedtog et parlamentarisk flertal en amnestilov, som frifinder alle som har begået forbrydelser under den spanske borgerkrig 1936-1939.

Et retsopgør efter borgerkrigen har således ikke fundet sted. Selvom striden på slagmarken for længst er forbi, har der ikke fundet nogen forsoning sted mellem Francos tilhængere og modstandere.

 

Med mellemrum bliver de gamle sår revet op.

Således også i forbindelse med opgravningen af Francos lig, som lå nedsænket i en sarkofag under gulvet i De Faldnes Dal.

Modstandere af Franco har dels haft svært ved at acceptere, at mange af ofrene for hans bestialske krig ligger begravet side om side med deres bøddel.

Hans modstandere har endvidere svært ved at acceptere, at De Faldnes Dal er opført af tusinder af tvangsarbejdere.

Mange af disse tvangsudskrevne omkom under arbejdet med udhugningen af det kolossale monument.

Spørgsmålet er nu, hvad man stiller op med det gigantiske monument opført til Francos pris?

Francos efterkommere har protesteret kraftig mod en opgravning og flytning af hans jordiske rester.

Familien besidder ganske vist et alternativt gravsted nær Madrid, hvor man jo passende kunne placere liget.

Opgravningen og flytningen af liget har nok mere symbolsk betydning end egentlig reelt politisk indhold.  

Hvilken forskel gør det, om den for længst diktator ligger begravet i sit eget monument - eller om han ligger begravet på familiens gravsted.

Hvis årsagen til hans opgravning og flytning er, at man frygter, at De Faldnes Dal udvikler sig til et tilflugtssted for Franco-tilhængere, skal de nok finde frem til et andet sted end De faldnes Dal.

Så er de fri for at tage den lange vej fra Madrid ud til De Faldnes Dal.

Flytningen af Francos lig kan let vise sig at være en Pyrrhussejr for hans modstandere.