24-09-2019

50 siden the Troubles i Nordirland startede.

De 2 personer på fotoet til venstre var en gang våbenbrødre.

Gerry Adams og Brandon Hughes.

Begge to var fremtrædende frihedskæmpere i kampen mod den britiske besættelsesmagt, som holdt de 9 grevskaber i det nordlige Irland besat.

Begge to tilsluttede sig som helt unge i slutningen af 1960’erne det ”provisoriske” IRA.  

Begge to indtog en betydningsfuld position i det ”provisoriske” IRA, som havde taget over fra en ældre generation af irske frihedskæmpere i det ”officielle” IRA.

Gerry Adams tilsluttede sig - ifølge senere interviews med Brandon Hughes - mere tøvende end han selv det ”provisoriske” IRA.  

Begge viste de sig som yderst dedikerede medlemmer, som var parate til at ofre deres liv for en retfærdig sag: et forenet Irland befriet for den britiske imperialismes kvælertag.

Det provisoriske IRA nød godt af det opsving i kampen for et uafhængigt Irland, som fandt sted i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.

Tusinder af unge fyldte det genopstandne IRA, som siden sin bombekampagne sluttede i 1962, havde ført en kummerlig tilværelse.

Siden 1962 havde den ”gamle garde” i det nu ”officielle” IRA ikke formået at mobilisere de katolske masser.

Nu kom en flok helt unge til, som havde andre ideer til, hvordan kampen skulle føres.

Nu skulle der på ny lægges mere vægt på væbnet kamp - frem for den daglige kamp for forbedring af den katolske del af befolkningens levevilkår.

Gerry Adams og Brandon Hughes stod snart forrest i denne mere militaristiske kamp.

Begge indtog de fremtrædende positioner i det ”provisoriske” IRA - og var begge med til at planlægge væbnet kamp mod den britiske imperialismes repræsentanter og institutioner.

Men væbnet kamp indebar også en risiko og fare for, at disse anti-imperialistiske aktioner kunne gå ud over skyldige menneskers liv.

På en række punkter overskred Adams og Hughes de politiske og moralske principper, som lå til grund for organisationens virke.

Den væbnede kamp var rettet mod repræsentanter og institutioner for den britiske imperialisme, som holdt Nordirland besat. Og ikke mod civilbefolkningen - såvel katolikker som protestanter.

Ikke alle organisationens bombesprængninger levede op til dette princip - og gik ud over civilbefolkningen.         

Adskillige hundreder blev således hårdt såret ved nogle af organisationens bombeaktioner.

Et andet vigtigt princip for IRA var at advare myndighederne om umiddelbart forestående bombeattentater.

Heller ikke dette blev i alle tilfælde overholdt - og myndighederne nåede ikke at advare befolkningen mod bombesprængningerne. Enten reagerede politiet ikke prompte eller også blev advarslerne afgivet for sent.

IRA havde mange fjender. Både eksterne og interne.

Først og fremmest den britiske imperialisme i form af de tusinder af britiske tropper, som gjorde tjeneste i Nordirland.

Desuden den lokale politistyrke, The Royal Ulster Constabulory (RUC) og dets efterretningsvæsen, Special Branch, som forsøgte at infiltrere IRA.

Ved at bryde med det ”officielle” IRA havde det ”provisoriske” IRA skabt sig en svoren fjende.

De to organisationer bekæmpede hinanden med vold og magt om dominansen i de katolske kvarterer i Belfast.

Broderkrigen antog ofte karakter af regulær krig med drab til følge.

Adams og Hughes havde således god grund til at beskytte sig mod indre og ydre fjender.

Internt fandtes der et strengt kodeks om ikke at gå fjendens ærinde. Hvis et medlem mistænktes for at have betroet sig til myndighederne og røbet oplysninger om organisationens aktiviteter, var der ingen pardon.

Den yderste konsekvens kunne være en dødsdom.

I 16 tilfælde er der efterfølgende beviser for, at IRA har gjort det af med personer, som det anså for at være forrædere.

Eftertiden har vist, at besættelsesmagtens repression var så hård, at den forårsagede en vis paranoia i organisationen.

I 1972 begik IRA et drab på en kvinde (Jean Conville), som den mistænkte for via en sender i eget hjem at have videregivet - ikke nærmere specificerede - oplysninger om organisationen til besættelsesmagtens myndigheder.

En særlig gruppe i organisationen ”The Unknowns” blev beordret til at kidnappe kvinden, som formodentlig var uskyldig.

Kvinden blev bragt syd for grænsen til Republikken Irland og ombragt. Først langt senere blev resterne af hendes lig fundet og identificeret.   

 

De 2 våbenbrødre.

Brandon Hughes og Gerry Adams tilbragte som politiske fanger en tid i interneringslejren Long Kesh, hvor besættelsesmagten havde indrettet en særlig fløj til IRA-fanger.

Den britiske besættelsesmagt forbød IRA og betragtede IRA’s medlemmer som kriminelle terrorister.

IRA mente at være i krig med den britiske besættelsesmagt og krævede, at de indsatte i lejrene fik status som politiske fanger (prisoners of war).

For at opnå status som ”politiske fanger” indledte de indsatte i Long Kesh en sultestrejke.

Fængselsmyndighederne løslod Gerry Adams, da han af IRA blev udpeget til at skulle deltage i fredsforhandlinger.

Brandon Hughes blev tilbage i Long Kesh og indledte sammen med andre fanger en sultestrejke.

Adams fik tilsyneladende ikke noget ud af fredsforhandlingerne, da besættelsesmagten ikke var parat til at legalisere IRA, give fangerne deres ønskede status - og ikke mindst trække sine tropper ud af Nordirland.

Sultestrejken var tænkt som et pressionsmiddel, men viste sig ikke at virke, da den britiske regering ikke gav efter.

I stedet opstillede IRA en af de sultestrejkende Bobby Sands som kandidat til det britiske Underhus.

Bobby Sands opnåede valg til Underhuset, men døde senere af sin sultestrejke.

Dette valg gav ifølge Brandon Hughes (udtrykt i senere interview med Andy McIntyre) Adams ideen til en dobbelt strategi.

 

Eftertiden har været hård Gerry Adams.

I 1983 opstillede Sinn Fein Gerry Adams til det britiske Underhus - og blev valgt.

Dette indvarslede ifølge hans kritikere for alvor Adams parlamentariske kovending.

Endnu et skridt i parlamentarisk retning kom i 1998, da Sinn Fein med Adams som formand underskrev Good Friday Agreement (Påskefredagsaftale), som stipulerer en magtdeling mellem Nordirlands katolikker og protestanter og med repræsentation i eget parlament.

Sinn Fein deltager nu i magtudøvelsen i Nordirland.

 

Har Gerry Adams forrådt den republikanske sag?

Adams har modtaget megen kritik af sin parlamentariske drejning af den republikanske bevægelse i Nordirland.

Således har hans gamle våbenfælle i det ”provisoriske” IRA Brandon Hughes fremsat en usædvanlig hård kritik af Gerry Adams ”forræderi”.

I en bog af den nordirske journalist Ed Molony (Voices from te Grave. Two Men in Northern Ireland) om Adams og Hughes fremsætter Hughes alvorlige anklager mod Adams.

Hughes hævder, at Adams har sat sin egen person over den republikanske bevægelses skæbne.

Han beskylder Adams for at forrådt IRA’s idealer og givet køb på organisationens mål om et forenet Irland.

Hughes håner Adams for at benægte, at han nogensinde skulle have været medlem af det ”provisoriske” IRA.

Hvilket er en åbenbar løgn.

Adskillige medlemmer af det daværende ”provisoriske” IRA kan bevidne om hans medlemskab og fremtrædende rolle i det ”provisoriske” IRA.  

Hvorfor lyver Adams om sin fortid som et fremtrædende medlem af det ”provisoriske” IRA?

Gerry Adams vil lade andre om at rippe op i gamle sår - og vil have fred til at realisere sin parlamentariske strategi for det republikanske Irland.

Hidtil har hans strategi dog ikke givet pote.

Årene med optøjer (the Troubles) er ganske vist forbi. Men Irland er ikke blevet forenet - og modsætningsforholdet mellem de befolkningsgrupper synes ikke at være aftaget.

Adams har ført den republikanske bevægelse tilbage til et nulpunkt.

Kritikere af hans linje må formulere en anden strategi.   

 

Kilde:

Ed Molony: Voices from the Grave. Two men in Northern Ireland. Faber og Faber. 2010.

I mindre grad

Patrick Radden Keefe: Say Nothing. A true Story of Murder and Memory in Northern Ireland. Lydbog. 2018.