06-08-2019

Solidaritet med de protesterende i Hongkong.

Der udspiller sig i disse dage et blodigt opgør mellem demonstranter og politi i Hongkongs gader.

Politistyrker iført hjelme og skjold svingende med gummistave og forsynet med tåregasgranater og gummikugler bølger frem og tilbage i Hongkongs gader i kamp med militante demonstranter (fortrinsvis unge) ligeledes iført motorcykelhjelme og stave til at slå fra sig med.

De unge demonstranter ses ofte bærende på en paraply - ikke for at beskytte sig mod regn eller sol, men mere som et symbol på deres oprør mod den styreform, som Folkerepublikken Kina står for i Hongkong.

De unge demonstranter går hårdt til værks, har besat byens parlament og er gået til angreb på politistationer.

Kampene har været voldelige og det er et under, at ingen er døde under de voldelige konfrontationer.

Gadedemonstrationerne gik mandag i denne uge over i en generalstrejke, som næsten helt lammede et af Sydøstasiens finansielle centre.  

Hvad står striden om?

Noget ret afgørende, må man konstatere.

Skal Hongkong bevare sin nuværende status som ”fristad” i den kinesiske Folkerepublik - eller langsomt indlemmes i Folkerepublikken Kina.

De unge demonstranter kender godt til forholdene i Folkerepublikken Kina og ønsker ikke, at Hongkong - så at sige ad bagvejen - indlemmes i Folkerepublikken.

Dertil har de deres frihed for kær.

Hvis man som borger i et vestligt land ikke skulle kende til forholdene i Folkerepublikken Kina, kunne man passende læse Michael Casters ”The Peoples Republic of the Disappeared. Stories from inside China’s system for enforced disappearances”. Safeguard Defenders. 2017

I denne bog bringes 11 eksempler på, hvordan menneskerettighedsforkæmpere i Folkerepublikken Kina behandles af myndighederne.

Disse 11 beretninger er ikke for sarte sjæle.

Kinesiske borgerrettigheds-forkæmpere arresteres på vilkårligt grundlag og anklages for ”undergravende aktiviteter til fare for statens sikkerhed”.

De føres til et for dem ukendt sted, som ikke officielt eksisterer - og som derfor ikke kendes af offentligheden. Her holdes de indespærret i månedsvis - og udsættes for langvarige afhøringer for at fremtvinge falske tilståelser, som de selv bedes udforme.

Hvis ikke de makker ret, udsættes de for både psykisk og fysisk tortur, som kan vare i månedsvis. De uskyldige ofrer forlader de hemmelige opholdssteder som psykisk og fysisk handicappede for resten af livet.

Demonstranterne i Hongkong kender uden tvivl til de vilkår, som menneskerettighedsforkæmpere må leve med. Ustandseligt overvåget og i fare for at blive anbragt på hemmelige opholdssteder.

Hvis Hongkong indlemmes i Folkerepublikken Kina, kan Hongkong-borgerne se frem til at få samme behandling som deres ”landsmænd” i Folkerepublikken Kina.  

Derfor er Hongkong-demonstranternes militante kamp mod en snigende af-demokratisering forståelig og berettiget.

Man kan være uenig i kampmetoderne, men ikke i målet for deres kamp.

Men hvad fører de voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter til?

Så vidt jeg kan vurdere, er der umiddelbart kun 2 muligheder:

Enten kan myndighederne bøje sig for nogle af demonstranternes krav om demokrati.

Eller sætte hårdt mod hårdt og sætte Folkerepublikkens garnison på 6oo soldater i Hongkong (evt. assisteret af Folkets Befrielseshær) ind mod de demonstrerende.

Dette vil formodentlig resultere i et blodbad, som vil sætte Folkerepublikken i en kattepine overfor den vestlige verden, som forhåbentlig vil tage afstand fra indsættelse af væbnede styrker fra Folkerepublikkens side.

Ingen af delene er attraktivt for partibureaukraterne i Beijing, som kun tænker på at bevare deres egen magt.

Men det er partibosserne i Beijing, som sidder inde med initiativretten - omend de ikke formår at løse problemet.

Vesten forholder sig ikke overraskende passivt ved udsigten til et opgør med Folkerepublikken Kina.

Næsten ingen vestlige politikere har udtalt sig kritisk om Folkerepublikkens dilemma. Ej heller har de turdet udtale uforbeholden støtte til demonstranterne i Hongkongs gader, som jo kæmper for de værdier, som de fleste vestlige stater er grundlagt på.

Demokrati og menneskerettigheder.

Så hvorfor ikke støtte dem? Tager vestlige politikere ikke sine højtbesungne idealer alvorligt?