27-05-2019

Venstrefløjens fejlagtige parlamentariske strategi.

Jeg vil fremdrage 2 eksempler på venstrefløjens fejlagtige parlamentariske strategi i 2 europæiske lande, som forhåbentligt kan tjene til at, venstrefløjen herhjemme får øjnene op for sin fejlagtige parlamentariske strategi.

 Grækenland.

Når politiske systemer bryder sammen, er det som oftest som følge af en række dybtgående økonomiske og politiske kriser.

Sådan var det også i Grækenland. Her dominerede 2 partier det parlamentariske liv. Det borgerligt konservative Nyt Demokrati (Nea Demokratia) og de knap så gamle panhellenske socialistbevægelse PASOK.

I takt med krisernes forværring efter årtusindskiftet brød det græske politiske system helt sammen.

De 2 dominerende partier formåede ikke at løse de dybtliggende økonomiske og politiske kriser.

Begge partier udnyttede det bestående politiske system til at berige sig på bekostning af den almindelige befolkning.

De berigede sig skiftevis på flertallets af befolkningens bekostning.

Politikerne i de 2 partier var indviklet i et utal korruptionssager og havde derved kompromitteret sig i befolkningens øjne.

Venstrefløjen samlede sig i en ny partidannelse - SYRIZA -, som var en samling af små venstrefløjsgrupperinger, hvoraf nogle havde ophav i det (indre) græske kommunistparti.

Partiets ungdomsorganisation blev i en årrække ledet af ungkommunisten Alexis Tsipras, som efterhånden arbejdede sig op til at blive leder af SYRIZA.

SYRIZA formåede at udfylde tomrummet efter de dybt kompromitterede politikere i Nyt Demokrati og PASOK.

Hurtigt blev SYRIZA det ny venstrefløjsparti og blev snart større end både Nyt Demokrati og PASOK.

SYRIZA førte sig frem som kritikere af den besparelsespolitik, som långiverne i den Internationale Valutafond (IMF) og den Europæiske Centralbank forlangte til gengæld for lån og en langtrukken tilbagebetaling.

SYRIZA opnåede med nød og næppe absolut flertal i det græske parlament - og gjorde sig nu ansvarlig for at føre kreditorernes besparelsespolitik ud i livet.

Det aftvang naturlig nok en del utilfredshed i SYRIZAs rækker og hos dets vælgere. SYRIZA blev splittet på spørgsmålet og delte sig i 2 fløje.

En fløj støttede Alexis Tsipras, som (mere eller mindre ukritisk) ville indfri kreditorernes ublu krav.

En anden mere genstridig fløj ønskede lempelser i kreditorernes krav om tilbagebetaling. Tsipras’ finansminister brød med Tsipras og gik sine egen veje.

Tsipras satte voveligt nok sin regerings skæbne på spil og udskrev valg. Befolkningen ønskede fortsat modstand mod kreditorernes ublu krav til en stram finanspolitik, som forarmede alle på offentlige ydelser og offentligt ansatte.

Tsipras mistede sit absolutte flertal i parlamentet - og måtte bede om hjælp fra nogle af de andre partier.

Den eneste gruppering, som meldte sig, var det højre-nationale De Uafhængige Grækere (ANEL), som tilbød sine 5 mandater.

Socialisten Tsipras sagde ja til det højre-nationale ANEL og dannede på ny regering.

Koalitionen var kun holdbar så længe, Tsipras ikke anfægtede ANEL’s højrenationale grundholdninger.

Det gjorde han i efteråret 2018, da han indgik en aftale med den tidligere jugoslaviske republik Makedonien om et navneskifte.

Dette var for meget for den højre nationale udenrigsminister i Tsipras’ regering Panos Kommenos, som ikke kunne acceptere aftalen med Makedonien.

Efter hans opfattelse findes der kun ét Makedonien, nemlig det nordlige Grækenland. Gruppen af Uafhængige Grækere i parlamentet stemte imidlertid for aftalen - og valgte af smide Kammenos ud af parlamentsgruppen, hvorefter Tsipras’ flertal røg.

Nu nødsagedes statsminister Tsipras til på ny at udskrive valg.  

Sidste nyt er, at Tsipras’ SYRIZA ved valget til Europa-Parlamentet fik et dårligt resultat.

Nyt Demokrati fik 10 % flere stemmer end SYRIZA.

Det er endnu et åbent spørgsmål om Tsipras tid som statsminister i en SYRIZA-regering er udløbet.

Tsipras’ parlamentariske strategi har været fejlagtig helt fra begyndelsen af. Han gik alt for langt i sin accept af kreditorernes krav til en ”sund” græsk økonomi, som forarmede store dele af den græske befolkning.

Hans parlamentariske kretinisme og snæversyn fortalte ham ikke, at han ikke burde have indladt sig på et parlamentarisk samarbejde med et højre-nationalt parti som ANEL.

Det ville svare til, at Enhedslisten i jagten på et regeringsflertal indgik et samarbejde med dansk Folkeparti.

Og det er vel helt utænkeligt ud i fremtiden?

https://greece.greekreporter.com/2019/02/08/greek-parliament-ratifies-fyroms-accession-to-nato/

 

Spanien.

Endnu et eksempel på venstrefløjens fejlagtige parlamentariske strategi.

Oprindeligt udsprang PODEMOS af en græsrodslignende protestbevægelse blandt unge spaniere i spanske storbyer.

PODEMOS har sammen med det borgerlige Ciudadanos formået at omdanne det politiske billede i Spanien.

Det er ikke længere forbeholdt de 2 gamle partier Partido Popular (PP) og det socialdemokratiske PSOE at slås om regeringsmagten.

PODEMOS udfordrer PSOE og Ciudadanos (Partido Popular), som er arvtageren efter Allianza Popular, som havde tætte forbindelser til den militære diktator Franco og hans nære efterfølgere.

De 2 borgerlige partier PP (og nu også Ciudadanos) er dybt konservative og stærkt imod catalansk uafhængighed. Begge partier vil for enhver pris opretholde og bevare Spanien som en enhedsstat og kun give begrænset uafhængighed til sine autonome provinser.

PODEMOS har især gennemslagskraft hos yngre vælgere, men har formået at presse PSOE fra venstre.

På samme måde har det borgerlige Cuidadanos formået at udfordre det stivnede og korruptionsramte PP.

PODEMOS’ parlamentariske strategi er uklar.

Oprindeligt gik PODEMOS efter at gøre PSOE rangen stridig som venstrefløjens foretrukne parti.

PODEMOS’ ubestridte leder Pablo Iglesias har nu tilsyneladende ændret strategi og stræber efter et regeringssamarbejde med PSOE.

Han håber ovenikøbet på at få indtil flere regeringsposter i en koalitionsregering med PSOE.

Styrkeforholdet mellem PODEMOS og PSOE er dog ikke til hans fordel.

Ved netop afholdte valg til Europa-Parlamentet er PODEMOS gået tilbage i forhold til PSOE.

Så meget tyder på, at Pablo Iglesias nu har sadlet om og ønsker at stille sine mandater til rådighed i et regeringssamarbejde med PSOE.

Hvad der startede som en protesterende græsrodsbevægelse med flittig brug af basisdemokrati er forholdsvist hurtigt endt med at blive til et reformistisk projekt til forbedring af de eksisterende samfundsstrukturer.

Parlamentarisk reformisme (og kretinisme) har erstattet en revolutionær og samfundsomstyrtende strategi og mål.      

Forhåbentligt kan begge eksempler tjene som en slags lære for hjemlige efterabere af SYRIZAs og PODEMOS’ fejlagtige og mislykkede strategier.

 

https://elpais.com/elpais/2015/04/30/inenglish/1430403454_148415.html

https://elpais.com/elpais/2016/03/10/inenglish/1457599829_525273.html

https://elpais.com/elpais/2019/05/27/inenglish/1558934983_062536.html