08-05-2019

Hvorfor stemme til folketingsvalget?

Hvad stiller jeg op med den kvalmende fornemmelse jeg får, hver gang jeg hører en dansk (eller udenlandsk) politiker udtale sig offentligt?

Jeg lider af den vist nok udbredte sygdom, som af nogle betegnes som ”politikerlede”.

Eller også har jeg bare fået en ”overdosis” af ganske almindelig dagligdags politik.

Jeg burde ellers have alle mulige gode forudsætninger for at blive ramt af denne tilsyneladende udbredte virus.

Jeg har siden min fjerne ungdom i 1960’erne og i min uddannelse som cand. mag i historie og samfundsfag (fra Roskilde Universitetscenter) beskæftiget mig indgående med dansk (og udenlandsk) politik.

Mit gruppespeciale på RUC omhandlede ”økonomisk indkomstpolitik” og koncentrerede sig bl.a. om Socialdemokratiets fagbevægelsens ønske om ”økonomisk demokrati”, lønmodtagernes ret til   medejendom af virksomhederne og ret til at få del i virksomhedernes overskud.

Forslag som Socialdemokratiet og fagbevægelsen for længst har langt på hylden, men som de ny socialdemokrater i Enhedslisten nu har taget op på ny.

Som vælger har jeg altid haft det nemt.

Mit vejledende princip var og er: ”Altid at stemme så langt til venstre som muligt”. Det var længe partiet Venstresocialisterne som stod længst til venstre på den politiske skala.

Efter Venstresocialisterne valgte at nedlægge sig selv og gå med i Enhedslisten fik den min stemme.

Jeg var langt fra tilfreds med den politik, som Enhedslisten efterhånden udviklede.

Listen bevægede sig langsomt væk fra sin oprindelige venstrereformisme og er i dag endt som højre reformistisk.

Det er mange år siden Enhedslisten har taget sit politiske program alvorligt. Enhedslistens topfolk føler sig ikke længere bundet af sit politiske program.

Pragmatisme har overtaget Enhedslistens program.

Enhedslisten har bevæget sig et godt stykke til højre i forhold til sit udgangspunkt ved listens dannelse i 1989.

Ord som ”klassekamp” og ”borgerlig stat” forekommer ikke længere i partiets udvandede program.

Listen har forladt sit marxistiske udgangspunkt og er endt i den rene og skinbarlige reformisme.

Senest har Enhedslisten fremsat forslag om ”demokratiske virksomheder” som ikke står tilbage for Socialdemokratiets og fagbevægelsens tanker om ”økonomisk demokrati” og en central” lønmodtagerfond” i 1970’erne.

Der er nu milevidt mellem mit eget revolutionære marxistiske standpunkt og Enhedslistens tiltagende højre reformisme.

Historisk betragtede reformisterne ikke sit eget borgerskab som klassemodstander, men som en samarbejdspartner. Derfor fører reformister klassesamarbejdspolitik (historisk borgfredspolitik) i stedet for klassekamp.

Enhedslistens topfolk taler nu om ”fædrelandskærlighed” og gør krav på at repræsentere fædrelandet mindst lige så godt som Dansk Folkeparti.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/det-er-en-fejl-hvis-venstrefloejen-ikke-vil-udtrykke-sin-glaede-ved-danmark 

Hvad bliver ikke det næste i Enhedslistens sikre højredrejning?

Er det længere forsvarligt for revolutionære marxister at afgive en parlamentarisk stemme på den højre reformistiske Enhedsliste?

Vil endnu en stemme på Enhedslisten ikke bare bidrage til at nære Enhedslisten egne illusioner om en parlamentarisk vej til socialisme - og sprede disse?

Illusionen om, at jo flere mandater Enhedslisten får i Folketinget, jo nærmere er vi socialisme.

Jeg stiller mig aldeles tvivlende overfor, om det har nogen betydning for hvor langt Enhedslisten kan nå af sin parlamentariske vej til socialisme om listen får 12, 24 eller 36 mandater.

Så længe Enhedslisten fører en (højre)reformistisk politik i hverdagen, vil det have begrænset betydning.

Små og ubetydelige reformer - måske, men store skridt i retning af et socialistisk samfund - nej.

Hvis jeg som revolutionær marxist ikke kan forsvare at stemme på Enhedslisten, fordi listens højre reformistiske politik ikke stemmer overens med mit politiske standpunkt - hvad så?

Skal jeg virkelig for første gang afgive en blank proteststemme?

Lige siden den borgerlige stat gav mig stemmeret, da jeg fyldte 21 år i 1972, har jeg aldrig været i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mit kryds.

Mit første kryds satte jeg, da jeg (uden det store engagement) stemte imod dansk medlemskab af de Europæiske Fællesskaber (EF).

Ved alle efterfølgende afstemninger om EF/EU har jeg aldrig været i tvivl om at stemme nej til enhver udvidelse af den bureaukratiske mastodont i Bruxelles, når den gerne ville være både en økonomisk og politisk union.  

Denne gang fastholder jeg at stemme på den tværpolitiske Folkebevægelse mod EU, som (af forskellige grunde) er principiel modstander af dansk medlemskab af EU.

Enhedslisten opstiller for første gang selvstændigt, men dele af Enhedslisten har nu fået kolde fødder med henblik på udmeldelse, da de så hvordan et gik i England med det engelske brexit.

Hvad er der at være i tvivl om i Enhedslisten? Har grundlaget for den tilstræbte økonomiske og politiske union i EU ændret sig efter det engelske brexit-flertal?