12-02-2019

Iran - 40 år med teokrati.

I begyndelsen af januar 1979 måtte shahen af Persien Reza Pahlavi flygte fra sit hjemland Iran.

Jaget på flugt af millioner af iranere, som var utilfredse med hans undertrykkende diktatur.

Shahen var vestvendt - og upopulær i brede dele af den iranske befolkning.

I Paris havde ayatollah Khomeini siddet i eksil i adskillige år.

Nu vendte han tilbage i et fly stillet til rådighed af det statsejede flyselskab Air France.

Ayatollah havde i sine år i eksil indtalt nogle VHS-bånd, hvor han fordømte den ugudelige shah af Persien - og krævede ham afsat.

I begyndelsen af februar 1979 vendte Khomeini tilbage til Teheran og blev modtaget af folkemassernes hyldest.

Han blev af folkemasserne fejret som Irans frelser.

Inden der var gået 10 dage, havde han sat sig på magten i det urohærgede Iran.

Khomeini var en lærd gejstlig person og mente, at Iran skulle omdannes til et teokrati (præstestyre).

Iran skulle være et præstevælde, styret af ”Vogternes Råd” af højtstående islamiske præster.

Mullaherne med sort hovedbeklædning kom til at beherske Iran. Al opposition blev nedkæmpet med hård hånd.

Gejstlig som verdslig.

Khomeini udråbte USA som hovedfjenden (den store djævel) og Israel som den mindre fjende.

 

Renæssance for fundamental islam.   

Khomeinis magtovertagelse blev begyndelsen til en vending i retning af fundamentalistisk islam i hele Mellemøsten.

Fundamental islam afløste ”panarabisme” og progressive og sekulære bevægelser i den arabiske verden.

I Palæstina voksede en ny fundamental islamistisk bevægelse frem i HAMAS, som gjorde de ”progressive” og ”sekulære” frihedsbevægelser rangen stridig.

I Libanon støttede Iran den shiamuslimske bevægelse Hizbollah, som nu spiller en hovedrolle i Libanons politiske liv.    

Siden da har ”progressive” og sekulære” bevægelser været på tilbagetog overalt i den arabiske og muslimske verden.

Golf-monarkierne står i dag stærkere end nogensinde og de ”progressive og ”sekulære” Arabstater er borte.

Verden er ud fra et arabisk perspektiv ikke længere bipolær - delt op mellem det imperialistiske USA og det ”progressive” USSR, men multipolær med mange magtcentre.

 

Kunne det være gået anderledes i Iran i 1979?

Shahen af Iran og hans diktatur var særdeles upopulær såvel i Vesten som i Iran - og noget måtte ske.

Længe nærede den europæiske venstrefløj i foråret 1979 forhåbninger om, at magtomvæltningen ville falde ud til fordel for de ”progressive” kræfter i Iran.

Men som ofte før, viste de kontrarevolutionære kræfter sig at være de stærkeste. Venstrefløjen var endnu en gang ikke ordentligt organiseret og slagkraftig - og endnu en gang sejrede reaktionen i form af Khomeini og hans sorte mullaher.

De reaktionære mullaher jagter nu på samme måde som shahens hemmelige politik SAVAK alle oppositionelle - i og uden for Iran.

Som alle store omvæltninger kunne også omvæltningen i Iran i 1979 gå i to retninger:

I en kontrarevolutionær eller i en revolutionær.

Kun den russiske revolution i oktober 1917 i det 20.århundrede gik i revolutionær retning - og endte med en socialistisk revolution, som ganske vist senere udartede til et rent partidiktatur.

Venstrefløjen bør tage ved lære af enhver ”revolutionær situation” og ikke nære forhastede og håbefulde illusioner, når store folkemasser sætter sig i bevægelse.

Hvis ikke venstrefløjen er ordentligt organiseret og udgør en slagkraftig enhed, vil den blive nedkæmpet af reaktionen.

Den vil blive slået tilbage - som vi har set det med det ”arabiske forår” i det Mellemste Østen og i Nordafrika.