11-02-2019

Socialistisk Folkeparti 60 år.

Tilsyneladende er der intet nyt under Socialistisk Folkepartis sol.

Ved næste folketingsvalg vil partiet endnu en gang pege på Mette Frederiksen som statsministerkandidat.

Pia Olsen Dyhr understreger i dagbladet Politiken, at SF helst ser, at Mette Frederiksen danner en flertalsregering bestående af partier tilhørende den ”røde blok” (vist nok forstået som partierne SF, Enhedslisten, Alternativet og Det radikale Venstre).

Overfor Ritzau påpeger Pia Olsen Dyhr, at SF stadig vil pege på Mette Frederiksen, hvis hun alligevel vil danne en socialdemokratisk mindretalsregering.

https://www.berlingske.dk/politik/sf-vil-forsoege-at-hindre-s-i-at-danne-soloregering?&utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_content=red_nb-510801126&utm_campaign=berlingske_weekend

Vi skal ikke kunne sige hvilke taktiske overvejelser, der ligger bag Pia Olsen Dyhrs udmelding, men nøjes med at konstatere, at der intet nyt er i SF’s politik.

 

SF kan i år fejre sin 60-års fødselsdag.

Partiet blev skabt som et produkt af den Kolde Krig.

Fronterne stod mellem USA og USSR.

De 2 arbejderpartier Socialdemokratiet og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) havde monopol på arbejderbevægelsen.

En fraktion i DKP kom i modsætning til partiets Moskvatro ledelse - og ønskede større uafhængighed af bureaukraterne i Kreml.

Aksel Larsen stod i spidsen for en fraktion i DKP, som ønskede større national selvstændighed og mulighed for selv at fastlægge sin nationale politik.

Aksel Larsens organisatoriske brud med DKP var ikke et brud med hans livslange stalinisme.

Aksel Larsen havde en lang karriere i DKP bag sig - og havde været forbløffende tæt på at blive likvideret under Stalins udrensningsprocesser i 1930’erne, da han tilbragte en tid som studerende i USSR.

Aksel Larsen overlevede på mirakuløs vis Stalin-tidens udrensninger i Kommunistisk Internationale og dens nationale sektioner.

Først efterfølgende tog Aksel Larsen afstand fra Stalin-tidens værste ”udskejelser”.

Stalinstidens masseterror mod den sovjetiske befolkning og hans egen heldige overlevelse havde i den grad skræmt Aksel Larsen, så at han i den sidste del af sit liv tog parti for den amerikanske imperialisme.

SF var dog fra sin begyndelse modstander af dansk medlemskab af NATO og senere også modstander af dansk medlemskab af De Europæiske Fællesskaber (nu EU).

 

SF’s parlamentariske kretinisme.

SF var i starten et reformistisk arbejderparti, som placerede sig mellem Socialdemokratiet og Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Partiet definerede sig som ”demokratisk socialistisk” og ville forfølge en ”parlamentarisk vej til socialisme”.

Partiet havde i starten (i 1960’erne) en vis indflydelse i fagbevægelsen og kunne udfordre Socialdemokratiet og DKP.

Som et reformistisk arbejderparti blev det ikke målet, der var afgørende - men vejen til målet.

Målet fortonede sig efterhånden i det uvisse - og partiet forfaldt til en ren parlamentarisk politik.

Partiets første formand Aksel Larsen definerede SF’s parlamentariske strategi som at arbejde for at ”trække Socialdemokratiet til venstre”.

Det lykkedes også i flere omgange partiet via sine forholdsvis få mandater at få parlamentarisk indflydelse på socialdemokratiske mindretalsregeringer.

Første gang i 1966, da Socialdemokratiets formand og statsminister Jens Otto Kragh ”tog et nyt standpunkt” - og brugte SF’s mandater i Folketinget som støtte for sin politik.

SF måtte lægge ryg til Socialdemokratiets arbejderfjendske politik.

Den brede befolknings købekraft blev forringet med indefrysning af de dyrtidsportioner, som lønarbejderne skulle have haft udbetalt for at følge med prisudviklingen.

En momsforhøjelse fordyrede prisen på levnedsmidler og forringede lønarbejdernes levevilkår.

Et mindretal i SF’s folketingsgruppe valgte at springe ”arbejderflertallet ” og dannede partiet Venstresocialisterne i efteråret 1968.

Vælgerne påskønnede ikke ”arbejderflertallets” politik - og stemte en borgerlig regering ind, som sad fra 1968-1971.

Et par år senere (1971-1973) gentog eksperimentet sig med samme resultat.  

Vælgerne belønnede ikke den SF-støttede socialdemokratiske mindretalsregering og stemte ved ”jordskredsvalget” i 1973 en Venstre-mindretalsregering til magten.

Så skulle tro, at SF var blevet klog af skade. Men nej.  

I 2011 gik SF til valg på en fælles platform med Socialdemokraterne med henblik på at danne en fælles regering.

De 2 partier fik imidlertid ikke stemmer nok til at danne en flertalsregering og inviterede derfor det socialliberale radikale Venstre med i regering.

De 2 arbejderpartier stod imidlertid ikke fast på deres fælles platform, men overlod regeringsinitiativet til det socialliberale radikale Venstre.

Resultatet blev endnu en gang, at utilfredsheden blandt de 2 partiers vælgere bredte sig - og SF valgte under stor tumult til sidst at udtræde af den fælles regering.

Det kan på denne baggrund undre, at SF ikke denne gang har valgt en anden fremgangsmåde end de 3 her skitserede.

Pia Olsen Dyhr peger på Mette Frederiksen som statsminister og opfordrer hende til at danne en flertalsregering af partierne i ”rød blok” (SF, Enhedslisten, Alternativet og det Radikale Venstre).

Hvis ikke disse 4 partier får et parlamentarisk flertal, vil Pia Olsen Dyhr alligevel pege på Mette Frederiksen som statsminister.

Det lyder ikke umiddelbart logisk.

Set i lyset af de historiske erfaringer, som SF burde have gjort sig, lyder det heller ikke særligt fornuftigt.

SF burde komme op med en anden parlamentariske strategi - i stedet for at traske videre i de samme gamle spor.