28-01-2019

2 socialdemokratiske historikere forsøger at frifinde det tyske socialdemokrati for mordet på Rosa L

2 erklærede socialdemokrater har i medierne gjort sig til talsmænd for, at deres historiske partifæller i det tyske Socialdemokrati (SPD) ikke havde andel i mordene på de 2 tyske kommunister Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht i januar 1919.

Socialdemokraterne Martin Grunz og Niels Jespersen mener ikke, at der er tilstrækkeligt med historisk bevismateriale for SPD’s meddelagtighed i mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

Den tyske journalist Klaus Gertinger fremlagde i sin bog ”Die Leiche im Landwehrkanal. Die Ermordung der Rosa L.” (Verlag 1900. Berlin 1995) vægtige historiske beviser for, at ledende medlemmer af SPD stod i ledtog med de frikorpsfolk, som planlagde og udførte mordene på de 2 kommunister.

De ansvarlige tyske højre-socialdemokrater var Rigspræsident Friedrich Ebert, minister for Rigsværnet Gustav Noske og udenrigsminister Philip Scheidemann.

De 3 ministre i den ”socialistiske” Rådsrepublik tilskyndede via partibladet ”Vorwärtz” til forfølgelse, fængsling - og i sidste ende mord på medlemmer af Spartakusbund (fra december 1918 Det tyske Kommunistparti).

Interne mødereferater fra ministerrådsmøder mellem de højre-socialdemokratiske ministre viser, at de ikke var uvillige til at lade dem myrde.

Rigsværnets øverstbefalende socialdemokraten Gustav Noske påtog sig gerne den ubehagelige opgave det var at beordre tilintetgørelsen af de 2 tyske kommunister.

De 3 højrefløjssocialdemokratiske ministre ønskede kujonagtigt ikke selv at fremstå som de ansvarlige for mordene.

Den øverstbefalende for Rigsværnet højrefløjssocialdemokraten Gustav Noske lod ledende frikorpsfolk forstå, at han ønskede de 2 kommunister myrdet.

Højrefløjssocialdemokraterne forrådte den socialistiske Rådsrepublik, som var opstået på basis af arbejder -og soldaterråd i forlængelse af 1. verdenskrig.

De herskende klasser havde kastet det tyske Kejserrige ud i 1. verdenskrig og brugte nu højrefløjssocialdemokraterne som bolværk mod en socialistiske revolution.

Kontrarevolutionens fortrop var de mange frikorps, som opstod i kølvandet på det tyske nederlag i 1. verdenskrig.

Højrefløjssocialdemokraterne benyttede frikorpsene som middel til at bekæmpe den del af arbejderklassen, som ønskede en socialistisk revolution.

De 2 socialdemokratiske apologeter forsøger at ”hvidvaske” deres højrefløjssocialdemokratiske partifæller for enhver skyld i mordene.

Det er historisk ukorrekt og må betegnes som et forsøg på historieforfalskning.

 

Ligesom de ingen forståelse har af november-revolutionen 1918, har de heller ikke nogen forståelse af årsagerne til Weimarrepublikkens sammenbrud.

Socialdemokratiet ønskede ikke at gøre op med Weimarrepublikkens borgerlige statsapparat (militær, retsvæsen og administration) - og overtog fuldstændigt uberørt alle dele af det borgerlige statsapparat.

Den herskende klasse overlod i en krisesituation den politiske magt til Socialdemokratiet, som de fandt bedst egnet til at holde arbejderklassen nede.

Weimarrepublikken viste sig ikke at blive en succes for det tyske Socialdemokrati. De blev langsomt men sikkert udmanøvreret fra den politiske magt, som blev overladt til den yderste højrefløj.

Eksperimentet led endegyldigt nederlag i 1933 med Hitlers magtoverdragelse.

 

De 2 socialdemokratiske apologeter viser sig ikke at have den store viden om det tyske kommunistpartis (KPD) historie.

Den udeblevne revolution i Tyskland i november 1918, som SPD med held modsatte sig, betød at den russiske Oktoberrevolution fik sværere vilkår.     

De russiske bolsjevikker havde satset på en socialistisk revolution i Tyskland, som ville gøre det lettere at opnå deres mål: en proletariske verdensrevolution.

SPD havde sat en kæp i hjulet på bolsjevikkernes og de tyske kommunisters fælles mål.

Det fik skæbnesvangre konsekvenser for den russiske revolutions udvikling efter 1917.

Således fik termen ”luxemburgisme” en negativ klang i det ”staliniserede” tyske kommunistparti (KPD) under Ernst Thälmann.

”Luxemburgisme” blev af de sejrende stalinister brugt som et skældsord om den politik, som Rosa Luxemburg stod for.

(jf. f.eks. Hermann Weber: Die Wandlung des deutschen Kommunismus. Die Stalinisierung der KPD in der Weimarer Republik. EVA. 1969).

De 2 apologetiske socialdemokrater forsøger at tilsværte deltagerne i mindehøjtideligheden for 100-året for mordet på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

Den russiske bolsjevik Leo Trotsky kaldte den stalinistiske historieskrivning for en ”forfalskningsskole”.

Således var DDR-regimet heller ikke bleg for at misbruge navnet Rosa Luxemburg til sine formål.

Et af midlerne i den stalinistiske historieskrivning var at udnævne folk til skadedyr, hvis de havde blot den mindste påståede forbindelse til de anklagede.

De 2 socialdemokratiske historikere gør sig skyld i samme forbrydelse ved at sætte lighedstegn mellem deltagerne og mindehøjtidelighedens arrangør, som efter deres oplysning skulle være en forhenværende agent for det østtyske efterretningsvæsen.

Det generer dem tilsyneladende ikke at bruge dette udspekulerede trick, som også stalinisterne brugte.

 

Kilde:

Klaus Gertinger: Die Leiche im Landwehrkanal. Die Ermordung der Rosa L. 1900 Verlag. Berlin 1995.

Martin E. O. Grunz og Niels Jespersen: Enhedslisten og den falske historie. Weekendavisen, 25. januar 2019.