04-01-2019

100 årsdagen for mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.

15. januar 1919 blev Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht brutalt myrdet.

De konkrete omstændigheder omkring mordet er i nyere tid belyst i Klaus Gietingers bog ”Eine Leiche im Landwehrkanal. Die Ermordung der Rosa L.” (Verlag 1900 Berlin. 1995)  

Gietinger opruller hele historien om den manglende opklaring omkring mordet på Rosa Luxemburg.

Lige fra en krigsret i 1919 frifandt alle de skyldige til den dramadokumentar, som den tyske Tv-kanal SDR ville lave i anledning af 50-årsdagen for mordet.

Gietinger dokumenterer ved udstrakt brug af historiske kilder, hvorledes mordet var iværksat af højtstående personer i generalstaben og det tyske Socialdemokrati.

Gietinger sætter navn på de skyldige - såvel de brutale frikorpssoldater, som begik de bestialske mord på Luxemburg og Liebknecht 15. januar - som de højre-socialdemokratiske politikere, som sad bagved og trak i trådene.  

Gietinger dokumenterer, at initiativet udgik fra højre-socialdemokraterne Friedrich Ebert, Philip Scheidemann og Gustav Noske.

Alle højtstående medlemmer af det herskende Vollzugsrat i den ”socialistiske” rådsrepublik.

Da den tyske Tv-kanal Süddeutscher Rundfunk i 1969 i anledning af 50-årsdagen for mordet ville lave en dramadokumentarisk udsendelse om mordet på Rosa Luxemburg, blev sagen igen aktuel.

En af hovedpersonen i udførelsen af de 2 mord havde overfor den tyske efterretningstjeneste (Verfassungsschutz) indrømmet, hvem der havde affyret det dræbende skud, som gjorde det af med Rosa Luxemburg.

Hauptman Wilhelm Pabst havde i en officiel erklæring til efterretningstjenesten indrømmet, at daværende løjtnant i flåden Hermann W. Souchon var den skyldige i mordet.

Souchon purrede sin advokat på sagen - og denne anlagde en injuriesag mod Pabst.

Ved Landsretten i Stuttgart trak Pabst sin edsvoren erklæring tilbage - og Souchon gik for anden gang fri.

Således er ingen af de skyldige i sagen, som nogensinde er blevet dømt i en tysk retssal - og sikkert heller aldrig vil blive det.

Gietinger viser desuden, at flere af de involverede i drabene senere i deres liv fik strålende karriere i Hitlers 3. Rige - og nogle sågar uhindret kunne forsætte deres gode liv i efterkrigstidens Forbundsrepublik.

 

To gange har jeg haft berøring med Rosa Luxemburgs skrifter og tanker.

Første gang var i 1973, da jeg som en af 3 oversættere var med til at udgive Tony Cliffs pjece om Rosa Luxemburg.

Den udkom samme år på dansk på forlaget Politisk Revy under titlen: ”Rosa Luxemburg. En politisk biografi”.

[Allerede i 1959 havde Tony Cliff skrevet en kort biografi om Rosa Luxemburg].

 https://www.marxists.org/archive/cliff/works/1959/rosalux/index.htm

Anden gang var da jeg som selvudgiver i 2014 udgav min selvbiografi: ”Palle alene i verden. Fra pæn dreng til rebel. En personlig og politisk biografi”. Forlaget Underskoven.

Jeg stillede en række selvportrætter til rådighed for forlaget - og stillede som betingelse for min forside, at der skulle være portrætter af mine 4 største forbilleder:

Herunder Rosa Luxemburg.

Se selv, hvem de andre er.

 

For yderligere dokumentation for detaljerne i mordet, se:

Illustrierte Geschichte der deutschen Revolution. Verlag Neue Kritik. 1970. Genoptrykt fra udgave af Internationaler Arbeiter Verlag 1929.