13-12-2018

Ida Svensdotter - min svensk-fødte oldemor på min mors side.

Min svensk-fødte oldemor på mødrene side.

Jeg sender en venlig tanke til min svensk-fødte oldemor på min mors side, når jeg tænker på hendes udvandring til Danmark i slutningen af 1800-tallet.

Ingen spurgte hende om skolekundskaber - eller forlangte at se hendes bankkonto inden hun blev lukket ind i Danmark.

Hun blev modtaget som en kærkommen gæst af landbrugslandet Danmark, som manglede arbejdskraft.

I Danmark vandrede bønder fra landbruget ind mod købstæder og byernes industrier.

I Sverige derimod var de få byer ikke i stand til at opsuge afvandringen fra landbruget.

Derfor udvandrede hundredtusinder af svenskere ud af landet.

Nogle af disse kom - som min oldemor på min mors side - til Danmark, nærmere betegnet København i slutningen af 1890’erne.

Ikke meget mere end 15 år gammel tog hun det store skridt at forlade sin familie af torpare i Blekinge.

En torpar ejede et lille stykke jord af jordens ejer og betalte en forpagtningsafgift til ejeren.

I kontrakten var det stipuleret hvordan han skulle afvikle sin leje. Enten ved betaling i naturalier eller ved hårdt fysisk arbejde på jorddrottens marker.

Toparens stilling kan næsten sammenlignes med en dansk fæstebondes.

Vilkårene for den svenske landbefolkning var elendige. Mange levede på et eksistensminimum - og havde svært ved at mætte de mange munde i familierne.  

Derfor ikke så underligt, at mange i den svenske landbobefolkning valgte at prøve lykken i bl.a. Danmark.

Fremmedpolitiet var endnu ikke så emsigt, så de blev ikke stoppet ved grænsen - og afkrævet visumpapirer.

Allerhøjst kunne den lokale politistation forlange, at hun mødte op til kontrol med jævne mellemrum.

(jf. Richard Willerslev: Den glemte indvandring. Den svenske indvandring til Danmark 1850-1914. pp. 11-67. Gyldendal 1983.)  

Men ingen myndigheder snagede i hendes privatliv.

Så Ida Svensdotter havde formodentlig en god tid i Danmark, så længe hun opholdt sig.

Hurtigt fandt hun sin udkårne i Johan Emil Larsen, som altså blev min oldefar på min mors side.

De to blev gift i Helligåndskirken på Christianshavn tæt på, hvor de havde bosat sig i Prinsessegade 37 A.

Deres samliv blev uheldigvis ikke særligt langt.

Ida Larsen fødte i alt 7 børn. De 3 første døde i en tidlig alder; mens de næste 4 overlevede.

Den ældste af de overlevende Ellen Kirstine blev min mormor.

Ida Svensdotter fik et kort liv. Hun døde efter fødslen af sit 7. barn 27. december 1903.

Det var en sorgens dag for familien, må man tænke sig.

Ægtemanden Johan Emil blev efterladt alene med 4 mindre børn - i en tid hvor mænd ikke tog sig så meget af sine børn.

Børnene blev sendt på børnehjem og den ældste - min mormor - blev sat i pleje hos nogle plejeforældre i Havdrup.

Hun fortalte senere i sit liv, at hun hendes plejeforældre ikke tog godt imod hende og diskriminerede hende i forhold til andre børn.

Til trods for den barske begyndelse på sit liv fik min mormor dog senere et godt liv.

Men min tanke går tilbage til min oldemor Ida Svensdotter.

Som helt ung vovede hun springet ud i det uvisse og tog chancen at udvandre til et fremmed land - Danmark.

I en vis forstand kan jeg kalde efterkommer af en indvandrer. Ganske vist kun efterkommer i 3. generation.

Men lidt svensk blod må jeg have i årerne.