12-12-2018

Kun et gallisk hanefjed adskiller det højreekstreme Generation Identitaire fra Front National.

Tv-kanalen Al Jazeera, som er ejet af Emiren af Qatar, producerer en række kritiske journalistiske reportager.

Reportagen om ”Generation Hate” viser Front National bag facaden.

Det lykkes en undercover-agent at trænge ind i gruppen af medlemmer af Generation Identitaire i den nordfranske by Lille.

Reportagen viser, hvorledes det højreekstreme Generation Identitaire tjener som rugekasse for Marine Le Pens Front National.

https://www.aljazeera.com/investigations/generationhate/

Marine Le Pen opnåede næstflest stemmer ved første runde af det franske præsidentvalg.

I anden runde skulle hun duellere med Frankrigs nuværende præsident Emanuel Macron.

Marine Le Pen gjorde en ynkelig figur og tabte mange stemmer på sin sidste Tv-optræden.

Macron blev valgt til præsident og Front National stod tilbage med underlig smag i munden over at have forpasset en historisk chance.

Partiets yderste højrefløj vejrede nu morgenluft - og krævede den ansvarlige for valgkampen Florian Philippot fjernet fra partiets ledelse.

Ved sin overtagelse af partiet efter sin far Jean Marie Le Pen lovede Marine at luge ukrudtet ud i sine rækker.

Jean Marie Le Pen havde smudset partiets image til ved bl.a. at sætte spørgsmålstegn ved Holocaust.

Reportagen viser, at denne angivelige udrensningsproces enten ikke har fundet sted - eller er trængt tilbage.

Det lykkes en undercover-agent via sin mobiltelefon at lave optagelser i den bar i Lille, hvor Generation Identitaire mødes.

Optagelserne afslører, at det højreekstreme Generation Identitaire i Lille tjener som rugekasse for Front National.

Mindst 3 af gruppens medlemmer arbejder som politiske rådgivere for medlemmer af Rassemblement National (Front National) i regionalrådet i Hauts-de-France.

Det gælder således Aurelien Verhassel, Pierre Larti og Remy Meurin.

Sidstnævnte ses sammen med højtstående medlemmer af FN (Marine Le Pen, Philip Eymery og Sebastian Chenu).

http://www.hautsdefrance.fr/conseil-regional-hdf/les-elus/

Et kvindeligt medlem af GI i Paris (Cloë Jelmani) praler med, at GI på et tidligt tidspunkt fremførte indvandring som et politisk emne, som Front National og også Nicolas Sarkozy tog til sig.

Optagelserne filmer en episode, hvor medlemmer af GI overfalder en indvandrerpige, som uden for en restaurant beder om en cigaret.

Medlemmerne lovpriser samstemmende det lystfyldte ved at udøve vold mod anti-fascister og indvandrere med mellemøstlig baggrund.  

En af gruppens medlemmer underholder selskabet med et attentat, som han har tænkt sig at begå på en markedsplads i Lille.

Han fantaserer således om den skade, som et sådant attentat vil forvolde. Det vil være småting i forhold til attentatet i Paris på spillestedet Bataclan, forestiller han sig.

De skjulte optagelser viser også, at gruppen forudser, at det en gang ud i fremtiden vil komme til borgerkrigslignende sammenstød mellem ”rene” franskmænd og indvandrere.

En sådan borgerkrig vil kræve, at gruppen bevæbner sig. Medlemmer af gruppen taler åbenlyst om at bevæbne sig og hvilke våben, der vil være bedst egnede i et sådant opgør.

Reportagen gennemhuller Marine Le Pens myte om, at hun har befriet Front National fra alle ”tvivlsomme” elementer.

Front National er og bliver et ekstremt fremmedfjendtligt parti i hvis udkant fascister og nynazister trives i bedste velgående.

Reportagen vidner om, at det er lykkedes Generation Identitaire at trække Front National endnu længere mod højre.